Chresten Berg (1829-1891) var 1865-1891 folketingsmand for Venstre og Folketingets formand 1883-87. Han var suspenderet 25. januar til 24.juli 1886 som formand pga. fængselsophold. I øvrigt i strid med Grundlovens § 57 om parlamentarisk immunitet: han blev dømt uden at hans immunitet var blevet ophævet.
1885 var nærmest borgerkrigslignende tilstande: I Folketinget var der venstreflertal, og Estrup-regeringens provisoriske finanslove blev for første gang vedtaget stik imod Folketingets Venstre-flertal. Attentatet mod Estrup fandt sted 21. oktober 1885. Christen Berg afholdt sommeren 1885 møder for at samle befolkningen til fortsat modstand mod det herskende regeringssystem. I Holstebro indtog politimesteren mod komiteens ønske talertribunen, og Berg nægtede at tale, så længe han befandt sig der. To af komiteens medlemmer fjernede herefter med magt politimesteren der nægtede at gå frivilligt. Berg blev tiltalt og januar 1886 af Højesteret dømt til seks måneders fængsel på sædvanlig fangekost.
Da han kom ud af fængslet, begyndte atter en række af store demonstrationer, hvoraf nedenstående er et eksempel. Modsat hvad der står i nedenstående artikel var han svækket og sukkersyg af fængselsopholdet. Og hans protestlinje var i mellemtiden blevet opgivet af partiet.
I 1880erne grundlagde han en række aviser i jyske købstæder, der i mange år var samlet som De Bergske Blade.
Folketingets formand. Løsladelsen.
Lørdag morgen kl. 8 fandt løsladelsen sted.
Den konstituerede politidirektør, hr. Eugen Petersen, havde som meddelt udstedt en proklamation, i følge hvilken al sammenstimlen og demonstration blev forbudt: Plakaterne var også opslåede på gadehjørnerne.
Dette havde dog - skriver "Mrgbl." - ikke afholdt en mængde mennesker fra at give møde, og kl. 7:30, var pladsen foran tinghuset fyldt med en mængde mennesker, ligesom de tilstødende gader og pladser foran Johannes Kirken var tæt besatte.
Lidt over Kl. 7:30 kom politiet under ledelse af 5 p'er: politiinspektørerne Eugen Petersen, Carsten Petersen og Th. Petersen samt overbetjent i opdagelsespolitiet Rudolf Petersen og menig opdager Lauritz Petersen. Et hav af betjente og overbetjente fulgte. Med høje råb og livlig gestikuleren ledede hr. Th. Petersen operationerne.
Mængden dreves lykkeligt længere og længere tilbage. Så raslede en dampsprøjte pustende og stønnende over St. Hans Torv, og ned ad en sidegade ned til søen. Almindelig opsigt. Var det meningen at sprøjte på hoben? Et øjeblik efter kom i susende fart vognen med redningsstiger; der måtte altså være veritabel ildebrand.
Efter dette lille intermezzo tog politiet med fornyet kraft fat på "rydningsarbejdet". Lidt efter lidt, skridt for skridt, tomme for tomme trængtes mængden bort fra den åbne plads ned i sidegaderne, der så efterhånden afspærredes. Da klokken slog 8 på St. Johannes Kirke, stod udenfor tinghuset kun nogle få referenter fra hovedstads- og provinsblade.
Inde bag kolonnaden foran indgangen til arresterne holdt vognmand Bohns bekendte landdauer med de hvide heste.
Klokkeurets 8. slag havde endnu ikke lydt, da fængselsdøren åbnedes, og hr. Berg trådte ud, fulgt af sine to ældste sønner. De tog plads i vognen, der svingede ud fra fængselsgården, ud på Blegdamsvej. For første gang i 6 måneder var Berg atter fri, kunne han atter indånde den friske luft uden fængslets mugne bismag.
De udenfor fængslet samlede blottede i tavshed hovederne, da vognen kørte bort; hr. Berg gengældte som altid venlig hilsnerne. Det var en fornøjelse at se, så rask og sund han så ud.
Hen over St. Hans Torv gik det i skarp trav, hen til Elmegade, og videre over Nørrebrogade ad Griffenfeldtsgade og Ørstedsvej til Frederiksberg Alle.
Uden for en restauration på St. Hans Torv havde en mængde mennesker samlet sig på restaurationens grund; her kunne politiet ikke forbyde dem at stå; umiddelbart udenfor var en stærk afdeling opstillet.
Da hr. Berg kørte forbi, brød de forsamlede ud i jublende hurraråb, det rungede hen over hovederne på den opstillede politistyrke, der stod tavs og stille som en mur.
Langs alle de gader, vognen med hr. Berg passerede, forplantede hurraråbene sig. Politiet gjorde overmenneskelige anstrengelser for at stoppe mængden der fulgte efter vognen; voldsomt brød det sig vej og trængte folk til side; men fuldstændig at holde folk tilbage lykkedes dog ikke.
Politiet havde foreskrevet den vej, ad hvilken vognen måtte køre. Kusken gjorde indsigelse, han ville køre, hvor hr. Berg forlangte. Det foranledigede at såvel kusken som vognens ejer blev noterede af politiet. Da hr. Berg imidlertid på forspørgsel erklærede at det var ham lige meget, hvilken vej vognen kjørte, valgte kusken at følge den anviste rute.
Ud for Bergs hjem i Frederiksberg Allé havde der henad 8-tiden samlet sig en del mennesker der hilste på hr. Berg ved hans ankomst.
Lidt efter lidt forøgedes de mødte med de fra Blegdamsvej ankommende, og til sidst var der vel samlet ca. 1000 mennesker.
Frederiksberg politi forholdt sig aldeles passivt. Da mængden pludselig fik øje på hr. Berg i et af vinduerne, brød den ud i dundrende hurraråb, hvorefter den skiltes lige så rolig, som den var kommet.
Hele formiddagen var der dog en livlig valfarten til Frederiksberg Alle hvor de bergske vinduer var målet for alles blikke.
Festen i går.
Da Landskrona-turen i sidste øjeblik af de svenske autoriteter blev forbudt, henlagdes festen til Marienlyst Badeanstalt ved Helsingør. Hovedstadens oppositionsblade bringer i dag udførlige skidringer af denne storartede festlighed, hvoraf vi efter "Politiken" og "Morgenbladet" hidsætter følgende :
Afrejsen.
Om morgenen skylregnede det, henad kl. 9 brød solen frem gennem de regnmættede skyer. Kl. 11 havde man grund til at håbe på godt festvejr, om en eller anden drilsk regnsky viste sig på himlen. Fra kl. 10 strømmede en uendelig menneskemasse gennem byens gader, skarer kom fra alle kanter, alle havde de et mål - Kvæsthusbroen.
På St. Annæ Plads havde politiet afspærret og indlod kun festdeltagerne. Politistyrken var meget talrigt og værdigt repræsenteret. Civilklædt med regnkappe og vandstøvler: Forfatteren af det berømmelige politi-interdikt, vicepolitidirektør Eugen Petersen; i fuld uniform, martialsk i holdning, kårde ved siden og dragonreussere på benene tog 1. politiinspektør, cand. juris., fhv. dragonløjtnant Theodor Petersen sig ud til sin fordel. Så kom politiassistenterne Madsen, With og Smit - ham fra Odense - og et utal af uniformerede betjente, fordelte over alt. Man blev straks klar over, at den lille belejringstilstand var indført. I alle byens hovedgader, på hjørnerne og skjulte i porte, var samlet alle de betjente, som kunne gå og krybe. Nede ved Kvæsthusbroen stod hist og her mindre afdelinger opstillede peletonvis, stramme og militaristiske at se til - enhver vidste jo at 1. politiinspektør var til stede. I et pakhus var reserven stationeret.
Der var glade og muntre skarer, der snart fyldte Kvæsthusbroen og omliggende pladser, mange af dem festlig smykkede med emblemer, med Berg i hatten, Berg i knaphullet. På skibene solgte smukke unge blomsterpiger i nationaldragt den snildt lavede Berg-rose. I et og alt havde alle mennesker taget Festkomiteens opfordring til rettesnor; kun på et punkt syntes det, som om forholdsvis få havde fulgt de praktiske råd: man så næsten ingen madkurve.
Kl. 11 var alt i orden: langs bolværkerne den anselige flag- og grøntsmykkede dampskibsflåde; på landjorden de tætte skarer, der tålmodig ventede på at deres tur skulle komme. Hurtigt og akkurat gik indskibningen for sig, snart var de fleste skibe besatte med festdeltagere. Så lød hurraråb oppe fra byens gader, stærkere og stærkere bliver råbene, politiet kommer i bevægelse, vicepolitidirektøren synes lidt nervøs. Gennem den tæt sammenpakkede tilskuermængde på St. Annæ Plads baner en landauer med hvide heste sig vej. Rungende hurraråb svarer fra skibene, det er Berg, som kommer. I vognen fandtes endvidere fru Berg, pastor Hostrup og redaktør Neergaard. Æresgæsten gik om bord i "Gefion", hvor hans ankomst vakte stormende jubel
* * *
Kl. 11:15 tog "Niels Brock" teten hilst med jublende hurraråb og viften med lommetørklæder fra de tusinder af meningsfæller, der stod tæt pakkede på "Thingvalla", langs Larsens Plads, helt ud ad Langelinie. Så gik det slag i slag med stor præcision, og Kl. 12:15 forlod det sidste skib "Skandia" bolværket. Ved afsejlingen spillede de forskellige musikkorps, der var på skibene, fædrelandssange, især "Vift stolt på Codans bølge". Til en afveksling intoneredes Marseillaisen fra "Skandia". Ombord på flåden var ifølge politiets optælling i det hele 8300 mennesker.
Ankomsten til Helsingør.
Efterhånden som de 16 skibe ankom til Helsingør, marcheredes straks til festpladsen. Den liberale forening i Helsingør modtog festdeltagerne på havnepladsen. Det sidste skib løb ind i havnen kl. 4:30.
(Herefter referat af talerne redaktør Neergaard, Berg selv, Høgsbro og socialdemokraten P. Knudsen hvor et af temaerne naturligvis var det dybt uretfærdige i fængslingen af Chresten Berg. Efter festen sejlede gæsterne tilbage igen og blev modtaget med sang, musik, fyrværkeri, hurraråb og en del politi).
(Folketidenden - Ringsted, 26. juli 1886)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar