Den 13. september 1886 fandt uofficielt (og ulovligt) den første ligbrænding sted af en tugthusfange der havde begået selvmord og var udlånt af Lund Universitet. Ligbrændingen skete 3 dage før udløbet af fristen den 16. september 1886 som grosserer Philip Heymann (Tuborgs grundlægger) havde sat som betingelse for at ville betale 1/4 af udgifterne. Ligbrændingen foregik på Nyelandsvej i København i et nyopført krematorium som var opført under voldsomme protester og politiindgriben. Krematoriet blev opført forsommeren 1886 efter tegning af arkitekt A. E. Sørensen (1845-1900) på hjørnet af Nylandsvej og Nordre Fasanvej. Udvidet 1896-97 af arkitekt Fr. Levy (1851-1924). Det var 7.500 kvadratalen stort.
Den første Ligbrænding.
Den første Ligbrænding fandt altså sted i København i mandags. Foreningen for Ligbrænding har arbejdet i årevis inden den nåede så vidt. Der er holdt en mængde møder og samlet et betydeligt materiale for at bevise, hvor sundhedsfarlige kirkegårdene er, og sagen har samlet mange venner i hovedstaden. Det vil erindres, at Folketinget, der i sin tid behandlede et andragende fra foreningen, ligeledes stillede sig velvillig til den; men at regeringen, støttet af gejstligheden, modsatte sig at der blev givet en udtrykkelig tilladelse til at brænde lig.
Indtil da havde professor Goos været et ledende medlem af foreningens bestyrelse, til sidst endog dens formand: men aldrig så snart havde hr. Scavenius vendt ryggen til foreningen, før hr. Goos gjorde det samme, og så slog bestyrelsen ind på en praktisk vej. Den ræsonnerede som så: Lovgivningen forbyder ikke brænding af lig. Altså behøver vi måske slet ikke regeringens tilladelse: vi vil lade det komme an på et forsøg og så overlade til domstolene at træffe afgørelsen.
Og man lagde straks hånd på værket. Nogle teknikere blev sendt til udlandet for at gøre sig bekendt med indretningen af ligbrændingsovne, og da man således havde skaffet sig fornøden fagkundskab, købte man en byggegrund og tog uden videre fat på opførelsen af krematoriet.
Dette er nu så vidt fuldført, at man har kunnet prøve ovnen. Prøven fandt som sagt sted i mandags med liget af et afdød tugthuslem og faldt tilfredsstillende ud. Liget fortæredes af ilden uden lugt eller generende røg. Brændingen tog 1½ time. Men det antages, at den vil kunne udføres i betydelig kortere tid, når ovnen ved en stadigere brug bliver tilstrækkelig gennemhedet.
Endnu står retsspørgsmålet tilbage. Det antages, at regeringen på en eller anden måde vil lægge sig imellem og forhindre krematoriets benyttelse, og foreningen vil da gå til domstolene. Den har jo haft betydelige udgifter ved opførelsen af sin ovn, og det er således med stor tillidsfuldhed at den giver sin sag i rettens hænder. Men selvfølgelig er man for tiden meget spændt på dels hvorledes regeringen vil stille sig, dels på hvilket resultat domstolene vil komme til.
Det er et dristigt skridt, foreningen har vovet, og man må beundre den Ihærdighed hvormed den er gået frem. Sjælen i denne bevægelse er dr. med. F. Levison. Han har været utrættelig i sin virksomhed. Fra hele landet har han skaffet sig oplysning om kirkegårdenes tilstand, han har fulgt ligbrændingssagens udvikling i de fremmede lande, han har her hjemme stadig sørget for, at interessen ikke kølnedes og at autoriteternes opmærksomhed holdtes vågen. Når sagen nu er nået så langt frem, er fortjenesten næsten udelukkende hans, og hvis det lykkes at indføre ligbrændingen her i landet, vil hans navn til alle tider være knyttet til denne vigtige reform.
(Østsjællands Folkeblad. Dagblad for Storehedinge-, Faxe- og Kjøgekredsen, 20. september 1886)
Ligbrænding fik især modstand fra dele af befolkningen, kirken og flere ministerier. To domme i 1888 ved Hof- og Stadsretten og i 1891 ved Højesteret stadfæstede forbuddet mod ligbrænding. Foreningen for Ligbrænding anlagde i 1887 sag mod justitsministeriet fordi dette i en skrivelse af 28 maj 1887 havde ladet foreningen vide at det anså det for strafbart at foretage ligbrænding før tilladelse var givet ad lovgivningens vej. Foreningen ville have rettens ord for at ministeriet var uberettiget til et sådant forbud, og krævede at det tilbagekaldte skrivelsen. Hof-og Stadsretten fandt at den bestående retsorden foreskrev at lig skulle begraves eller hensættes på dertil af det offentligt anviste steder. Ministeriet blev således frifundet. Se fx Morgenbladet, 10. januar 1888 og 9. maj 1888. I 1888 fordømte paven i en udtalelse ligbrænding.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar