Et Par Ord til Bestyrelsen for Borgerdydsskolen paa Christianshavn.

Denne skole er almindelig kendt for at have duelige lærere som anvender alvorlig flid for at meddele eleverne grundige kundskaber i de discipliner der foredrages i skolen. Dette er også grunden til at skolen selvom skolelønnen er 5 rigsbankdaler månedlig og dertil erlægges 3 mark kvartaliter for afbenyttelse af landkort, tegninger og forskrifter, så besøges den jævnligt af over 250 elever. Men uagtet man således har årsag til at være tilfreds, kan man derimod ikke undlade at ønske en forandring i skoletiden. Denne er nemlig bestemt fra kl. 9 morgen til halv fire eftermiddag, altså en tid af 7½ time hvori børnene skal være beskæftiget. Dog fragår heri for hver time et kvarter hvori børnene har frihed til at lege eller røre sig. Men herved tabes dagligt 1½ time fra undervisningen, og denne lider desuden ved så hyppig afbrydelse.

Men der gives endnu andre grunde hvorfor man må ønske en forandring i skoletiden, såsom at en stor del af elevernes forældre er i en borgerlig stilling der nøder dem til at holde middagsmåltid kl. 12 eller 1, og ikke kan udsætte dette til klokken henved 4. Disse børn får da maden kold eller hvor lejligheden gives, opvarmet hvorved den altid taber i godhed. Dette daglige tab har om det end må anses som en ubetydelighed for en enkelt gang, ikke nogen gavnlig indflydelse på børns velbefindende. Derved forvoldes også en ikke altid ringe ulejlighed i husholdningen. Dernæst lærer børnene ikke at anvende tiden på den rette måde da de fleste efter at have været den lange tid i skolen, tilbringer den øvrige tid af dagen og aftenen uden nyttig syssel. Her menes de fleste, eller de mindre børn. For de største der er bestemt til studier, forstår vel at nytte tiden hjemme for at nå de mål de har i sigte. 

Ville det ikke derfor være gavnligt om skoletiden bestemtes fra kl. 8 eller 9 formiddag og til kl. 12 eller 1, og om eftermiddagen fra kl. 1 eller 2 til kl. 4 eller 5 ligesom i de fleste institutter og skoler i København? Så vidt vides lønnes flertallet af skolens lærere timevis, og den omtale forandring vil altså ikke medføre forøgede udgifter, men selv om dette blev tilfældet, bør sådant efter hvad ovenfor er sagt, ikke være nogen hindring for dens indførelse, hvis den som vi mener måtte anses gavnlig for børnene.

(Politivennen nr. 1089, Løverdagen, den 12te November 1836. Side 727-729) 

Redacteurens Anmærkning

Borgerdydsskolen var oprettet ca. 1787 og lå på Politivennens tid i Lille Torvegade ifølge Stadsarkivet, ifølge Den Store Danske i Strandgade. Skolen har siden ligget forskellige steder rundt i byen med forskellige navne, siden 1934 Amagerbro Skole.

Til en Familie, hvis Pige, eller Amme, i Mandags Aftes hjembragte et lidet Barn med forslaaet Hoved, eller maaske med sønderbrudte Lemmer.

Når forældre betror deres børn til andre, vidner dette om megen tillid, især når børnene er så små at de ikke kan gøre rede for hvorledes de er blevet behandlet i forældrenes fravær. At denne tillid der erhverves og vedligeholdes på mange måder, imidlertid meget ofte misbruges, er noget erfaringen tilstrækkeligt lærer. Og vi anser det for enhvers pligt at gøre opmærksom på sådant misbrug, især hvor kendsgerninger ligger så klart for dagen at ingen tvivl kan finde sted. Sagens vigtighed synes os at kræve det. I det håb at disse linjer må komme til vedkommende forældres kundskab, indrykkes de altså i dette blad for hvis almennyttige øjemed de synes os at være pasende.

Da referenten i mandags kl. kvart i otte om aftenen med familie passerede ud af Vesterport, kom en bondeklædt pige eller amme ham i møde på fortovet udenfor den yderste barriere. Bag hende skjultes en af de nu vist nok kun for deres prisbillighed små grønne barnevogne som vist nok kun stadig meget er i brug på grund af deres prisbillighed. Hun trak barnevognen hvori sad et lille barn. Det bemærkede referenten altså ikke før hun pludselig trådte ned på gaden fra det høje fortov og uden at se tilbage trak den spinkle vogn efter sig med et kraftigt ryk. Denne mildest talt høje grad af uforsigtighed havde til følge at vogn og barn kastedes voldsomt mod stenbroen, og så vidt man i tusmørket kunne se, barnets hoved imod kanten af fliserækken. Referenten sprang til med et udråb af smerte og ville have hjulpet den stakkels lille, som han måtte antage at være blevet betydeligt beskadiget. Men i en håndevending havde den følelsesløse kvinde rejst vognen og barnet der var fastbundet i den, og uden at foretage den ringeste undersøgelse af hvad skade dette havde fået ved et fald der var så farligt at døden let kunne have været en følge af det, ja uden at røre ved eller se til den lille mishandlede, løb hun mere end hun gik med vognen og det ynkeligt skrigende barn indad porten til hvor hun snart forsvandt blandt mængden.

For at lede til opdagelse af det højst uforsigtige og aldeles følelsesløse kvindemenneske der måske for at vælte skylden fra sig har bundet barnets forældre en fabel på ærmet, vil referenten endnu tilføje at barnet på hvilket de værste følger af faldet måske først kommer til syne efter længere tids forløb, faldt på venstre side hvor det ikke i det allergunstigste tilfælde kan være fri for skrammer. Hvad videre oplysning man måtte ønske, er referenten meget villig til at give, såvidt det står i hans magt, når man behager at henvende sig om det til udgiveren af dette blad.

Måtte ret mange også ved det her anførte lære at erkende vigtigheden af en nøjagtig prøvelse af de personer til hvem de betror det vigtigste, de ejer, skulle det glæde referenten meget. Enhver vil desuden sikkert i sin egen erfaringskreds finde eksempler på de sørgelige følger af et uheldigt valg i denne henseende. At de ovenfor omtalte barnevogne ligesom alle vogne på 2 hjul bliver farlige ved den mindste skødesløshed er afgjort. Og man tør derfor uden tvivl vente at se brugen af dem indskrænket. Referenten ville aldrig give tilladelse til deres afbenyttelse for sine børn, med mindre enten han eller moderen var til stede. Og da kun under den betingelse at barnepasseren altid beholdt vognen for sig, og altså skød den frem, men ikke turde trække den bag efter sig. Vi har endnu i frisk minde at 2 børn ved uforsigtighed i brugen af en sådan vogn styrtede ned af volden og mistede livet.

 (Politivennen nr. 1080, Løverdagen, den 10de September 1836. Side 587-590)

Hvad forstaaes ved Asyler for Smaabørn?

Er det pĺejestiftelser eller skoler? Det er et naturligt spørgsmål af enhver som for første gang hører navnet. Svaret bør hedde at de hverken er det ene eller det andet af disse, eller måske rigtigere at de er begge dele.

Et asyl har det til fælles med en skole at her forsamles en mængde børn under vejledning af en eller flere personer og bibringes om muligt den første undervisning i at læse, skrive, regne osv. Men for øvrigt er indretningen meget forskellig fra en skole og ligner snarere en plejeanstalt, for så vidt der med sand moderlig omhu og kærlighed sørges for børnenes legemlige udvikling.

Asylets formål med hensyn til øjeblikket, er at åbne børnene et fristed for de mange slags legemlige farer som de i den spæde alder fra det 2. til det 7. år er udsat for når de ikke er under tilstrækkeligt opsyn. Med hensyn til fremtiden er derimod asylets formål ved en tidlig og fornuftig opdragelse i sædelighed og kristelig fromhed at indprente børnene disse dyder for hele deres liv. Hvorvidt dette skal opnås, beror på den plan der følges, og den ånd hvori planen udføres. Der kan med så små børn ikke være tale om nogen egentlig undervisning, men om opdragelse. Her spørges ikke om hvorledes man bedst kan lære de unge at læse, hvorledes de kan bringes videst frem i skrivning, læsning, regning, i legemsfærdigheder eller sådant. Men hovedsagen er ved disse og andre beskæftigelser at benytte tiden på en for børnene lærerig og underholdende måde, og derved vænne dem til god opførsel, orden, flid og opmærksomhed, således at det bliver natur hos dem. Og overhovedet at sørge for at de opvokser med en sund sjæl, et rent hjerte i et sundt legeme, og at bevare dem fra den fordærvelse og de åndelige og legemlige fejl der er sørgelige rester af at småbørn overlades til sig selv, hvilket i det fleste fattige familier er en uundgåelig nødvendighed.

Forældre der er nødt til at søge det daglige brød ved arbejde udenfor hjemmet, lader enten børnene vanke om på gaden, eller også lukker de disse inde i en snæver og usund bolig. Undertiden overlades de mindre børn til en af de ældre søskendes omhu, men herved lider såvel den ældres som de yngres karakter i almindelighed mere end man tror idet den første misbruger sin stilling til underkuelse og let bliver despot, mens den yngre med en livlig naturlig følelse for ret og uret og lyst til ubunden frihed, efter bedste evne strider imod og lægger grund til en farlig genstridighed, ja halsstarrighed, mens kærlighedens ånd viger fra dem alle. Desuden forhindes den ældre fra at besøge skolen, eller fra ved arbejde at bidrage til familiens forsørgelse. Vil moderen selv have tilsynet med børnene, da unddrages familien en fortjeneste der har til følge at børnene opvokser i nød og elendighed. Nogle forældre af den arbejdende klasse griber til den udvej at betale en for at passe på børnene. Men erfaring har vist nok overbevist enhver om hvor lidt man kan stole på sådanne folks samvittighedsfuldhed *) for ikke at tale om at det medfører en udgift der, om den endog er nok så ringe, dog altid må falde disse mennesker, hvorom her er tale, til besvær.

Der er dernæst en anden velgørende indflydelse som asyler eller som man måske med et dansk ord kunne kalde dem, varetægtsanstalter for småbørn fører med sig, og som bør agtes meget højt. Det er den indflydelse de har på forholdet mellem børnene og disses forældre. Nogle har ytret frygt for at man når børnene i en så ung alder blev taget fra deres forældre, løsnede familiebåndet ved at svække disses interesse og kærlighed for deres børn, og har derfor rettet mod asylerne alle de betænkeligheder og modgrunde som med megen kraft lader sig anføre imod fuldkomne plejestiftelser hvor børnene foruden opdragelse, får føde og klæder, og aldeles unddrages fra forældrenes omsorg. Men en tyveårig erfaring, for så længe er det siden at de første asyler oprettedes, indeholder et tilstrækkeligt modbevis. Erfaringen har lært at det er så langt fra at båndet mellem børnene i asylerne og disses forældre løsnes, at det endog knyttes langt fastere. Idet forældrene der har været fjernet fra børnene hele dagen og derved befriet for de mange små ubehageligheder som altid er forbundet med at passe på dem, modtager disse med større kærlighed og glæde om aftenen efter fuldendt dagarbejde, og viser dem kærtegn i stedet for at de tidligere ofte har vist vrantenhed og hård behandling, idet de anså børnene som anledningen til dres mange møjsommeligheder. Forældrene forenes indbyrdes ved glæden over at høre de smås barnlige fortællinger om dagens begivenheder i asylet, hvormed de ledsager det tarvelige aftensmåltid og mange disharmonier som for i børnenes nærværelse bryder ud i plumpe kævlerier, opløses i veltilfredshed. Børnenes agtelse for forældrene vokser da, idet de ikke længere er vidner til scener som nødvendigvis må svække den. 

*) En dame som især har vist sig virksom ved oprettelsen af asylerne i Paris, besøgte en kone der havde flere fattige småbørn i pleje,  for at se hvilken fremgangsmåde hun brugte. Da damen trådte ind i et snævert kammer, hvori flere børn var sammenstuvede, udtalte hun sin forundring over den ro der herskede, idet hun fandt alle børnene døsige og halvt sovende: "Åh, madame, var konens svar, men kom aldrig ud af det med disse unger, når man ikke gav dem en eller anden ubetydelig ting ind for at få dem rolige," - og konen var ikke engang at bringe til at indse det urigtige heri.

(Politivennen nr. 1024, Løverdagen den 15de August 1835, s. 533-538).

Bekjendtgørelse.

I det i Politivennen nr. 965 indførte om "Tolvaars-Drengen, Carl Julius Hansen, som Selvmorder" ytres at det må synes umagen værd at en nøjere undersøgelse foretages, at nemlig den afdødes far, fabriksherre o.fl. tages i forklaring. For at forebygge vrange fortolkninger anser Redaktionen det for pligt at bekendtgøre hvad han har fuldkommen vished for, nemlig at synsforretning er foretaget samme dag da man fandt liget, som var "frit for synlige kendetegn på udvortes anbragt vold", etc, at såvel faderen som mosteren i den fabrik hvor drengen arbejdede af vedkommende øvrighed er blevet afhørt, samt endelig at liget efter amtets resolution begravedes med jordpåkastelse og øvrige ceremonier. 

(Politivennen nr. 971, Løverdagen den 9de August 1834, s. 568)

Tolvaars-Drengen, Carl Julius Hansen, som selvmorder.

Denne dreng blev for en tid siden efterlyst af faderen i avisen som bortgået i middagsstunden fra arbejde på Harboes Klædefabrik på Nørregade. Et par dage efter fandtes drengen druknet i Ladegårdsåen, førtes til Frederiksberg, begravedes der og dermed var alt stille. At et tolvårs barn ombringer sig selv forsætligt er et særsyn, og det synes der umagen værd at nøjere undersøgelse foretoges i den anledning, at nemlig hans far, fabriksherren og drengens anden omgivelse på fabrikken blev afkrævet forklaring om ikke for andet, så for at få et bidrag mere til vores psykologiske kundskab om mennesket, samt en bemærkning i vores årlige lister over fødte og døde om denne sjældne tildragelse i 1834. Men dette kunne også blive begyndelsen til en undersøgelse om fattige fabriksarbejdende børns stilling her på landet. 

At børn lider på sjæl og legeme på disse steder er en afgjort sag, og en sag af yderste vigtighed når man tænker sig at der for tiden tales om anvendelsen af en halv tønde guld til oprettelse af en stiftelse for moralsk fordærvede børn. Måske ville en sådan undersøgelse føre til det resultat at det var mere vigtigt at forebygge fordærvelsen end siden at gøre forsøg på at føre de forvildede tilbage på den rette vej. Ved ovennævnte tildragelse har man anledning til at grunde over hvad der har forvoldt at sådant arbejde, som nu forrettes i fabrikker ved børn, tidligere kunne blive og til dels blev blev udført af aldrende og gamle personer ligesom også årsagen til at drenge til fordærvelse på sjæl og vel også på legeme, nu størstedelen bruges som murhåndlangere, hvortil tidligere udelukkende brugtes voksne og aldrende mænd og kvinder. Skulle måske fattigvæsenet have sin del i grundene til det? endelig kunne man spørge: hvorledes kan en dreng fra Nyboder på 12½ år drukne i en sådan rende som Ladegårdsåen da disse børn alle lærer at svømme fra deres 8. eller 9. år? 

Rygtet siger at ved drengens optagelse af vandet flød blod af hans næse og mund, måske har han i faldet stødt sig eller hvorledes hænger dette sammen. Af dette blodflod kan man fristes til at tro at han var sprunget ud kort før han blev fundet. Det kunne derfor også være ønskeligt at erfare om noget forsøg til hans redning eller genoplivelse er blevet foretaget.

(Politivennen nr. 965, Løverdagen den 28de Juni 1834, s. 463-466) 

Nørregade 36. Det var her Harboes Klædefabrik holdt til, senere hofbagermester Piper. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Redacteurens Anmærkning

I Politivennen nr. 971, 9. august 1834, s. 568 bekendtgjordes resultatet af synsforretningen.

I  Navneregister til kirkebøgerne er indført dette:

B: Carl Julius Hansen                                             Født: 12.07.1821
F: Asmus Hansen - snedker ?                                Døbt: 17.08.1821
M: Karen Aagesen                                                  Sogn: Trinitatis

I Krak 1834 kan man finde følgende: "Harboe's Klædefabrik og Udsalg, Nørregade 236 & 37" . Ifølge Jævnførelsesregisteret blev 37 sammenlagt med 1806 36, til 36 & 37, fra 1953: 36 som er fra 1818. Hele 7 gange er denne matrikel henlagt til andre, siden 2008 Nørregade 36. Nr. 236 i Nørre Kvarter er i Jævnførelsesregisteret anført som en øltunnel i Ahlefeldts Bastion (ud for Nørregade) og som sådan nedlagt i forbindelse med sløjfningen af voldene. 

Der tale om justitsråd Johan Rubring Harboe (1762-1840). Han boede i 1832 i Nybrogade nr. 1. I Aalborg Stiftstidende 6. oktober 1840 blev det oplyst at ejendommen Nørregade 236 og 237 blev solgt en grund med bygning som var indrettet til klædefabrik tilhørende justitsråd Harboes bo. Han var da afg. justitsråd. Køberen var murermester P. L. Blom. Senere samme år blev indboet solgt. Måske var det hans tjener som annoncerede i Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 18. september 1840:

En tro og skikkelig, jydsk Karl, som i flere Aar har tjent her i Byen, ønsker formedelst sin Herres Dødsfald Condition, enten til 1ste October eller til 1ste November. Anbefales fra det Sted, hvor han tjener, Klædefabriken paa Nørregade 236 og 237.

Og hans partner i Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 15. juni 1841:

J. C. Humble, der i en Række af Aar har forestaaet afg. Justitsraad Harboes Klædefabriks Udsalg paa Nørregaden 236-37, har nu etableret et Klædeudsalg paa Nørregade 45, i Stuen. See bl. Bekjendtgjørelser.

En senere ejer var hofbagermester Piper, se Politivennen 22. maj 1819. 

Selvmord gav anledning til et cirkulære som er omtalt i  Kjøbenhavnsposten 24. juli 1834:

Det Kongl. danske Cancellie har, ved Circulaireskrivelse af 19de ds. til samtlige Overøvrigheder, anmodet disse om, herefter til Collegiet "at gjøre Indberetning om ethvert i deres Jurisdiction indtruffet Selvmords-Tilfælde og ledsage samme med en Udskrift af det i den Anledning optagne Forhør", ligesom dette allerede tidligere, ved Resc. af 1de Juni 1754, har været paalagt Stiftsbefalingsmanden over Sjællands Stift. Det er da Collegietss Agt for Fremtiden at "bringe Selvmordernes Antal i Danmark, som et ikke uvigtigt statistisk Datum, til offentlig Kundskab, i Forbindelse med de aarlige Criminaltabeller."

Et Exempel paa kvindelig Barbarisme.

(Nihil humanum a me alienum puto)

Onsdag den 13. november var indsenderen heraf vidne til en oprørende scene hvis offentliggørelse han imidlertid har udsat under den forventning at en anden måske måtte føle sig opfordret til at påtage sig dette. Da han nemlig om middagen kom forbi porten på gården nr. 37 på hjørnet af Klosterstræde og Skindergade, mødte der ham fra denne port et hvinende skrig som kom fra en lille fattig slet klædt dreng, der med begge hænder holdt til det ubedækkede hoved af hvilket blodet trængte frem så at håret for en del var sammenklæbet og trøjekraven samt ansigtet ligeledes plettet deraf. Det var naturligt at han gik hen til barnet for at erfare det forefaldne, ligesom også porten snart blev fuld af andre deltagende, og han hørte da at en pige som skal hedde Cecilia og tjene i kælderen på nævnte sted hos urtekræmmer Faber, havde slået drengen således i hovedet med et kobberkar.- Nogen grund hertil vides ikke. men om end en sådan har været for hånden, kan den dog sikkert ikke have været gyldig nok til en så barbarisk egenmægtig fremfærd mod et stakkels fattigt barn der måske ikke engang har nogen forsvarer. Sikkert må den væsentligste grund søges i et arrigt sind, hvilket formodning en anden piges ytring: "Sådan er hun altid" synes at bekræfte. - Drengen hoved blev vasket af en tilstedeværende konge. Men hans videre skæbne er indsenderen ubekendt, skønt han rigtig nok har hørt at drengen skal være rigtig nok har hørt at drengen skal være blevet forvildet i hovedet. I ethvert tilfælde er handlingen imidlertid af den beskaffenhed at den ikke bør lades upåtalt hvorfor det også her er sket dels for at fattige børn kan advares for dette fruentimmer, dels for at hun kan lære forsigtighed for fremtiden. Men skulle denne hensigt ikke opnås, da er dog herved gjort en gavnlig begyndelse til hendes karakteristik som indsenderen håber fortsat af andre hvis hendes fremtidige opførsel hertil skulle give tilstrækkeligt stof.

(Politivennen nr. 934, Løverdagen, den 23de November, 1833. Side 788-790)  

Bøn for nogle ulykkelige Børn.

I Grønningen ved Østerport og ellers i nærheden af denne port ses ofte en omtrent 11 til 12 årig dreng bære en mindre dreng på ryggen såedes at dennes ben stikker frem under den førstes arme. Når nu velklædte folk passerer forbi, trækkes de nøgne ben endnu længere frem på den bårne stakkel, og idet man anmodes om en almisse, fremvises benene der aldeles mangler fødder, eller også disse består af to uformelige klumper uden tæer, hvilket anmelderen som smertelig officer også væmmes ved et sådant skue, ikke bestemt kan afgøre. HVad enten nu dette barn er i den grad trængende at det må tigge, eller hvad snarere er troligt, det er betroet til uværdige der ved denne krøbling søger at gøre sig en ulovlig vinding, tør man såvel med hensyn til den ulykkelige skabning selv, som til de mange der på forskellige måder lider ved den uformodede, pludselige præsentation af dets lyder, håbe at der på anden måde vil blive sørget for denne stakkel.

I Grønningen ved Esplanaden har i den senere tid et ungt fruentimmer med 2 små børn taget natkvarter blandt de øvrige lazaroner der her stadigt har natteleje. De små uskyldige anbefales især til de ansvarshavendes opmærksomhed, ligesom det i det hele taget af flere grunde var ønskeligt at der også om natten nu og da måtte udsendes patruljer gennem Grønningen. For de på Esplanaden boende er det en stor ubehagelighed om morgenen tidligt at se så mange ulykkelige lejrede der.

(Politivennen nr. 918, Løverdagen, den 3die August, 1833. Side 527-529)

Et ulykkeligt Barn.

Næsten daglig ses her i byen et barn på 3 år blive ført omkring i forskellige gader af en halvvoksen dreng. Dette ulykkelige barns påklædning består af et kort skørt og et par store støvler uden videre bedækning. Således, næsten nøgent er barnet af drengen som fører det, blev hensat snart i en og snart i anden gård hvor det har måttet stå indtil de næsten dødt af kulde, har opvakt folks medlidenhed. Meget ofte er dette barn af folk som har følt medlidenhed med det, blevet iført de nødvendige klædningsstykker. Men næste dag har den ubarmhjertige moder atter udsendt barnet i samme nøgne forfatning som før. Barnets arme, ben og fødder er ganske sorte af frost. Dets mor skal efter den store drengs forklaring bo i Nyboder på Skolemesterlængen nr. 328.

Indsenderen håber at politiet vil drage omsorg for at barnet ikke længere udsættes for sådan grusom behandling.

(Politivennen nr. 737, Løverdagen den 13de Februar 1830, s. 110)

Umusicalske Toner af en Musøcalisch.

I huset nr. 77 i Brolæggerstræde hører man hver aften en ynkelig skrålen og skrigen. Man har erfaret at denne stammer fra en mosaist der bor der, og som med hug straffer sin halvvoksne søn. Da denne ubehagelige skrigen ikke alene vækker husbeboernes samt genboers og naboers medynk, men forstyrrer dem i deres nattero, så anmodes vedkommende om at holde måde med sin revselse. Eller hvis denne absolut skal findes nødvendigt, da at foretage den på en anden tid. Skulle denne anmodning ikke bære frugt, håber man at husets vært vil bidrage til at hans beboere må nyde den nattero de med rimelighed kan gøre krav på. 

(Politivennen nr. 714, Løverdagen den 5te September 1829, s. 586-587)

Brolæggerstræde 3 er det hvide hus med porten, til venstre for midten i billedet bag den høje personbil. (Eget foto, 2016)

Redacteurens Anmærkning

I Politivennen nr. 714 bekendtgjordes at den slemme skrålen og skrigen af den lille mosaist i Brolæggerstræde nr. 77 ophørte straks efter anken om det i Politivennen nr. 714. 

Brolæggerstræde 77 er nutidens Brolæggerstræde 3. Huset er opført 1796 af murermester Lauritz Thrane for brændenvinsbrænder Jeppe Hans Lijndgaard og er et af Københavns historiske huse.

Farligt Ridderspil i Dyrehaugen.

De horisontale gynger i Dyrehaven er mellem stolene forsynet med afbildninger af heste eller andre dyr som især bestiges af unge drenge. Ved opstigningen væbnes disse med et sværd eller et spyd hvormed de under omdrejningen stræber efter at nedstikke nogle ringe som opsættes ved en af gyngens stolper. Denne spøg er farlig, og det så man også onsdag den 1. juli et sørgeligt eksempel på. En ung dreng der således var kommet op at ride, styrtede baglæns ned af hesten idet han ville nedstikke ringen, slog hovedet og bryst på bommene. Han var sikkert blevet endnu værre tilredt hvis ikke slået ihjel af de følgende bomme eftersom gyngen ikke øjeblikkelig kan standses i farten, hvis ikke hans far der stod i nærheden, lykkeligvis havde fået ham trukket til sig. Man kan af den grund ikke undlade at ønske at ejerne af disse gynger ville standse dette ridderspil med ringene. For det er farligt for børn, og børnene finder ingen morskab ved det.

(Politivennen nr. 705, Løverdagen den 4de Juli 1829, s. 441-442)

En forargelig Abc.

Herr Udgiver!

Mens jeg kort før jul var i København for at indkøbe adskilligt til helligdagene, kom jeg tilfældigvis over Gråbrødretorv. Og da jeg blev opmærksom på at der på hjørnet af Kejsergade boede en bogbinder, gik jeg ind til ham for at købe en billed-abc til min lille Christian der nu er på den alder at han bør lære at læse og de lange vinteraftner giver mig tid nok til at undervise ham i det.

Ved med hjemkomst forærede jeg barnet bogen, og gik nu ud for at efterse at folkene havde efterkommet mine befalinger i mit fravær. Da jeg var færdig med det, gik jeg ind for at se til min 11-årige datter der i nogen tid havde ligget syg af en omgangsfeber som hærgede her på egnen i sommer. På mit spørgsmål: hvorledes hun befandt sig, svarede hun at hun slet ikke var blevet bedre siden jeg rejste til staden, men at hun vist snart ville komme sig når jeg ville lade Marthe malke gedebukken og give hende noget af mælken. Jeg faldt i den første forundring over denne udtalelse og spurgte hende hvorledes hun var kommet på det eller hvem der havde givet hende dette råd. Hun svarede at hun nys havde læst i den abc som jeg havde givet broderen og som hun havde lånt af ham for at more sig med og viste mig nu at der blandt billederne under G stod:

"Gedebukkenes mælk en lægedom er,
Som så mangen syg har meget kjær"

Jeg kom øjeblikkeligt i den yderste forlegenhed for at finde et passende svar til barnet. Men blev endelig udfriet fra det ved at en af mine naboer kom til mig for at afgøre en os mellemværende sag, hvorved jeg da vandt tid til siden at tale med min kone og diskutere med hende hvorledes hun på den bedste måde skulle gøre pigen begribeligt at hendes ønske umuligt kunne opfyldes.

Ved at gennemse denne forargelige abc har jeg fundet at man har villet forbedre den gamle. Men det er så langt fra at denne Bessermachen er lykkedes, at denne abc derved er blevet ti gange værre end den gamle. Træsnittene eller billederne er dårligere og underskrifterne for det meste nonsens. Jeg vil anføre et par som eksempler:

Under Q - Qvæg.

Qvæget beser udi heden om,
Som de vilde dyr omkring os kom.

Under R - Ræven.

Ræven forfølges af Rasmus fordi
Gæssene stjal han, og tallet var ti.

Under X - Xanthus.

Xanthus den også søhesten man kalder
Neptunus bebor fra den tidligste alder.

Under Ø - ørn, en østersskraber

Ørnens styrke gav den navn af fuglekonge.
Østers livret er for mange lækkertunge.

Dog jeg vil ikke skrive nogen kritik over bogen, men hellere sende Dem den til gennemsyn for at De når De er overbevist om det anførtes rigtighed i Deres blad kunne gøre de ansvarlige opmærksom på samme. Jeg tvivler da meget på at høje vedkommende, om De endog tåler at det triblerske forlag vedbliver at producere elendige gadeviser, pjecer som om Fem Fingre i Suppen og andre der ene købes af den lavere almue, og vist næppe bidrager til dens ånds og hjertes forædling, ville tillade dette forlag eller noget som helst andet at gøre forargelige forandringer i en bog der indeholder vores religions grundsætninger og som er den første der gives børn i hænderne. For der står jo hos Matthæus 18, 5. "Hvem som forarger en af disse mindste, som tror på mig, han var det bedre at der var hængt en møllesten om hans hals og han var nedsænket i havets dyb."

(Politivennen nr. 629 Løverdagen den  19de Januar 1828, s. 33-37).

Træsnit fra o. 1850 af Luckander som formentlig bedre udtrykker skribentens moralske holdninger. Omend de afklædte mennesker nok ikke ville falde i politivennernes smag.

Et Ønske.

Man ønsker ret meget at høje ansvarshavende vil drage omsorg for at den store børssal ikke fremtidigt som hidtil, bliver brugt til lege- og forsamlingsplads for børn af den laveste klasse, da disse i modsat fald vist nok om føje tid, vil anbringe sådanne prydelse af snavs, kridt, farve og andet mere på søjlerne og væggene som man har største grund til at ønske bandlyst fra dette sted.

(Politivennen nr. 627 Løverdagen den  5te Januar 1828, s. 9).

Alt for stræng Børnetugtelse.

Uden for Nørreport ved sidste skildvagt og ved indgangen til alleen sidder et par folk som driver det nu så gængse vejværtshushold.

Konen gav sidste onsdag middag den 12. juli et oprørende eksempel på sin tugtelsesmåde, idet hun der flere minutter ganske ubarmhjertigt pryglede sin halvvoksne datter. Hun måtte udover at føle hendes næver døje mange spark som moderen tilføjede hende under moderens fødder. Endelig afsluttede kællingen for et øjeblik den mishandlede ved at sparke hende på hovedet ned i grøften.

Hun gik nu til sin fedtebutik. Formodentlig for at tage en hjertestyrkning til ny anstrengelse. Løb derefter som et galt menneske til grøften og trak tøsen op ved hårene for at begynde igen.

Anmelderen og nogle flere hvem det allerede passerede syntes at være nok, kunne nu ikke længere undertrykke deres deltagelse for det uheldige barn og deres misfornøjelse over den fæle furie, og forestillede derfor den sidste det urigtige i hendes fremgangsmåde. Men vi fik med overmod og i bisterhed det svar at det kom ikke os ved. Barnet var hendes som hun kunne gøre med hvad hun ville, og at det beroede på hende at slå det til krøbling for derefter som sådan at føde det. Det er en farlig og skadelig tanke, dersom hun nærer den for alvor. Staten har nok af ulykkelige at underholde til at den ikke også skal blive udsat for byrden af sådanne der er blevet ofre for tyranniske forældres luner. Forældre som måske aldrig i deres liv har gavnet staten en eneste gang.

Under alt dette var manden en flegmatisk dagdriver. For andet navn end dagdriver han vel vel neutralt ikke fortjene, det mandfolk med sunde lemmer som udelukkende tilbringer dagen med at skænke for allerede drukne bønder der oftest kommer fra byen.

Som så mange skikkelige mænd ytrede heller ikke han misbilligelse af sin kones galskaber.
Da skildvagterne som oftest fordrer respekt nok, var det mærkeligt at den vagthavende skildvagt så nær ved sig tålte den langvarige eksekution som kællingen udførte under megen støj. For først efter en del mennesker af den simplere klasse kom til og disse højrøstet ytrede deres bebrejdelser på den dem egne djærve måde, viste han nogen embedsmyndighed. Dette skete mellem kl. 1 og 2.

Det kunne være rimeligt at kællingen blev jaget fra den plads hun har indtaget. Rimeligere end at andre mennesker som forlader byens kvarterer for at indånde friere luft, oftere skal bebyrdes af de anstødeligheder som er forbundet med hendes måde at revse på. Og som hun tror fremtidig at have ret til at udøve på alfarvej.

(Politivennen nr. 551. Løverdagen den 22de Juli 1826, s. 468-471)

"Uden for Nørreport ved sidste skildvagt og ved indgangen til alleen sidder et par folk som driver det nu så gængse vejværtshushold." (Engen ved kunstnerens bolig på Farimagsvej, Vilhelm Kyhn, 1855. Statens Museum for Kunst).

Spørgsmaal og Ønske paa Frederiks Hospital.

Er det med den høje direktions vidende og vilje at flere af opvartningskonerne på ovennævnt hospital har deres børn hos sig? I modsat fald forventes at denne uskik bliver afskaffet, da den i flere henseender er forbundet med uro og ulejlighed for patienterne. På Almindeligt Hospital har man for længst draget omsorg for at patienterne ikke generes i så henseende.

(Politivennen nr. 505. Løverdagen den 3die September 1825, s. 9981-9982)

En glubsk Hund i Dybensgade

Det påhviler uden tvivl som en pligt enhver der er ejer et husdyr, at det er uskadeligt for almenheden. Imidlertid har indsenderen erfaret at nogle ikke agter på denne pligt.

Beboerne af kælderen under huset nr. 185 i Dybensgade er nemlig i besiddelse af en stor hvid puddelhund der er en skræk for alle der skal passere denne gade. For ikke at tale om at denne hund uafladeligt fra morgenen til langt ud på natten forstyrrer roen for beboerne i nærheden med sin vedvarende gøen. Den forfølger endog forbigående gennem flere gader, og sætter således disse i begrundet frygt for at blive angrebet og bidt. Dette sidste er også ofte tilfældet. Flere af beboerne i nærheden har nemlig været øjenvidner til at den engang har bidt en gammel mand og en anden gang væltet en lille dreng om på gaden og derefter posteret sig i en truende stilling oven over ham så man antog at den hvis barnet havde rørt sig ufejlbarligt ville have såret, ja måske endog dræbt det. 

Og en tredje gang, nemlig søndag den 7. i denne måned da en dreng gik gennem gaden kom hunden efter ham og bed ham i kæderne. Dog da drengen kækt forsvarede sig, forlod den ham. Men da han kom tilbage, var det samme tilfældet hvorfor han bad hundens ejerinde der stod i kældervinduet og så på det at kalde hunden til sig og holde den inde så at den ikke skulle skade ham eller andre. Hvorpå manden til tak for advarslen kom op på gaden og gav drengen et par ørefigner hvormed historien endtes.

"Beboerne af kælderen under huset nr. 185 i Dybensgade er nemlig i besiddelse af en stor hvid puddelhund der er en skræk for alle der skal passere denne gade". (Dybensgade 185, eller nr. 13 i dag, er det lysegrønne "ildebrandshus" næstsidst før krydset bagest. Bygningen er opført 1800, og det er altså i dette hus puddelhunden holdt til. Eget foto, 2015)

At både manden og konen der ejer denne hund, er særdeles hjerteglade når den rigtigt kan jage de forbigående skræk i livet eller endog anrette andre fortrædeligheder, bevidner flere der har set deres glædesytringer ved sådanne lejligheder. Og anmelderen har for nogle dage siden da hunden angreb og ynkeligt tilredte en anden meget lille hund, set hvorledes ejerinden stod i kælderdøren og rigtig inderligt glædede sig over dette væmmelige syn uden at kalde den store til sig. Ja da den lille i sin angst var flygtet ned i kælderen til hende, tillod hun endog denne at angribe den der.

Det indstilles derfor til vedkommende hvorledes denne uorden kan blive fjernet. Og indsenderen bemærker at hensigten næppe vil opnås ved at forsyne den med en mundkurv, da dette glubske dyr vist nok især med hensyn til børn ville erstatte tabet af tændernes brug med kløerne.

(Politivennen nr. 504. Løverdagen den 27de August 1825, s. 9966-9968)

Redacteurens Anmærkning

Glubske hunde er et tilbagevendende fænomen i Politivennen, fx Politivennen nr. 701, lørdag den 6. Juni 1829, s. 384-385: "Varsko for en glubsk Hund i Pedermadsensgang"  

Betleroverhæng i Norgesgade.

Hr. Politiven! Denne benævnelse lader ikke blot formode at De drager omsorg for at gøre politiet opmærksom på alt det der nogenlunde kan forandres, forebygges og forbedres, det være sig af alt hvad som henhører enten til almensikkerheden, til sædeligheden og til den udvortes rolighed. Og at de hidtil har gjort det, kan ikke være underkastet nogen tvivl. Men De kommer på søgnedage nok kun sjældent ud i Norgesgade, da det er så langt fra deres nabolag. For ellers ville de måske der finde adskilligt at anke på og advare imod som meget let kunne hæves. Fx fra om eftermiddagen kl. 5 og til - jeg ved ikke hvor langt ud på aftenen - vil man finde en 3 til 4 vel meriterede matroner, hver med et barn på armen, foruden et par stykker ved hånden, overhænge og forfølge de forbigående om almisse. Matronerne forfølger egentlig ikke selv, men deres medhjælpere foretager sig de løbende forretninger og således ledsager de vandrende den største del af Norgesgade igennem. Stykket fra Garnisonspladsen er man fri for dem, indtil man kommer til hjørnet af Charlottenborg, der findes atter en lille skildvagtinde udsat som fører samme sprog som de efterladte. På grund af alt hvad der ydes til de fattige og al den omhu der drages for dem, finder jeg sådant at være højst upassende, især for fremmede som kommer hertil af søvejen. 

Nok en uorden. I Norgesgade er der en gevaldig fattigskole straks ved Landakademiet. Når børnene går ud af skolen, det være sig middag eller aften, da er det ganske umuligt for noget menneske at passere det fortov, som grænser til skolen. Ja det er endog helt vanskeligt med sikkerhed at gå på det modsatte. For disse unger kaster sten og gadesnavs, ikke egentlig på de forbipasserende, men på sig selv indbyrdes, hvorved de engang imellem kommer i slagsmål og behandler hinanden morderligt. Alt dette må man se på uden at kunne forebygge det. Undertiden kan det vel hænde sig at den forbigående kan træffes med en sten eller en klat snavs, børnene uafvidende som man med tavshed må tage imod. Alt dette kunne meget let forebygges ved at lade børnene gå bort i små afdelinger og forstanderen eller hvad han kaldes burde stå ved udgangen med tampen i hånden for at indsmøre dem der ikke straks forføjede sig til deres hjem. Den skrigen og støjen der ved sådanne lejligheder foregår, vil jeg ikke engang omtale, da nabolaget på dette sted ikke er synderlig stort.

(Politivennen nr. 486. Løverdagen den 23de April 1825, s. 9626-9629)

"Disse unger kaster sten og gadesnavs, ikke egentlig på de forbipasserende, men på sig selv indbyrdes, hvorved de engang imellem kommer i slagsmål og behandler hinanden morderligt". (Kirurgisk Akademi i Bredgade, eller som den hed på Politivennens tid, Norgesgade, 1830. Københavns Museum).

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvardes i Politivennen nr. 490.

Norgesgade var sammen med Dronningens Bredgade betegnelser der indtil 1877 blev brugt om det nuværende Bredgade.

Om Jule-Træer

Det ville være synd og urimeligt at misunde den glade og lykkelige barndom at frydes ved det vi kalder juletræer, som på det seneste er blevet mere og mere i brug i mange familier og cirkler, eller at misunde de ømme og kærlige forældre den fest at tilberede og skænke deres børn og små venner juletræer. Man ser at forældrene omhyggeligt og nogle dage i forvejen, på et sted skjult for børnene, tilbereder disse juletræer, behængt med adskillige små ting som fx lys, illuminationer osv. som gør børnenes juletid ubeskrivelig lykkelige. Altså er skikken både uskyldig og god i sig selv. Kun beklageligt er det at den måde det foregår på har en anden skadelig følge, som vi her vil bemærke.

Man ser allerede, og har i nogle dage set, at aviserne annoncerer hvor juletræer var at få til købs. Man har set amagere og andre bønder sætte dem til salg på torvene og i gaderne. Det er nemlig toppen af unge taks-, gran eller andre nåletræer som for deres smukke og til hensigten passende dannelser er mest bekvem at sætte i baljer eller på anden måde til at opstilles. På disse hænger forældrene små foræringer, så synet af dette når dørene åbnes til helligdommen, fryder børnene. 

Man ser blandt disse mange unge træer som er trukket op af jorden med rode. Er det ikke skadeligt at ødelægge nogle hundrede årligt bare for en kort fornøjelse for børn i nogle dage. Og hvis det breder sig endnu mere, måske et stort antal af unge tilvoksende træer? Det træ der rykkes op med rode, er ødelagt. Og det træ hvis smukke top er hugget af, bliver forknyt og kan aldrig blive til et træ. Hvor let kan det ikke forlede en bonde til for at tjene nogle markedspenge ved at ødelægge træer der med flid har været plantet og hvis vækst er meget langsom. Hvor let kan den bonde der kører igennem en plantage, ikke forledes til at hugge eller rykke unge træer op for denne øjeblikkets gevinst.

"Hvor let kan den bonde der kører igennem en plantage, ikke forledes til at hugge eller rykke unge træer op for denne øjeblikkets gevinst" (Nok er det ikke vinter, men dette sted ved Frederiksberg Alle, malet af Christen Købke o. 1845-47 kunne da være et sted for en bonde at forsøge sig. Statens Museum for Kunst).

Det synes indsenderen uomgængeligt at forstvæsenet eller anden ansvarlig myndighed med grund og rimelighed burde udstede strengt forbud mod salg og brug af disse slags toppe og træer til nævnte juletræer.

Skulle en snedkermester ikke kunne finde på at udfærdige en passende opsats af pinde eller deslige til at bruge i stedet for juletræer. Forældre havde da den fordel at kunne gemme et sådant træ fra det ene år til det andet.

(Politivennen 469, løverdag 25. december 1824, s. 9365-9368)

Et slemt Tiggeri.

Hele denne vinter har man ved at gå til og fra komedien om aftenen været overhængt af betlende børn af begge køn og af forskellig alder. Man modtages af dem på Kongens Nytorv og forfølges med bønner og velsignelse gennem hele Østergade til Amagertorv, eller til hjørnet af Gothersgade og Store Kongensgade, eller ned af Kanalen til Holmens Bro. Da man ikke kender til at forbuddet mod tiggeri på gaden og i husene skulle være ophævet, kan man ikke begribe hvorledes de kan findes der i sådan mængde. Men sørgeligt er det for tænkeren og menneskene at se disse børn overladt til en levemåde, der unægteligt må have skadelig indflydelse på deres fremtid. Man fremsætter denne annonce med det ønske at vedkommende vil lade undersøge om disse børn holdes til skolegang og ikke vokse op som ukrudt.

(Politivennen nr. 433. Løverdagen den 17de April 1824, s. 7004-7005)

Redacteurens Anmærkning

I Politivennen nr. 840, lørdag den 4. februar 1832, s. 72-74 klages på lignende vis i artiklen "Om det hyppige Tiggeri paa Gader og i Huse." om et stigende tiggeri.

Øster- og Vesterport.

Ikke sjældent ser man unge piger med børn, ja endog sådanne aldeles ene at stå over Østerport, eller at barnepiger sætter børn på kanten ovenover Vesterport så at de ved mindste skødesløshed kan falde ned. - Vel ved indsenderen at der Gud være lovet endnu ikke er sket nogen ulykke. Men det er for sent at kaste brønden til når barnet er druknet, lg de høje vedkommende ville vist herpå at være gjort opmærksomme også vide at tage sådanne forholdsregler at det ikke bliver en for sent tilkastet brønd.

(Politivennen nr. 415. Løverdagen den 13de December 1823, s. 6723-6724)

Hvad Middel gives der, til at afværge tyrannisk Behandling i Institutter?

Man har ofte skrevet og atter skrevet at det er til skade for børnenes opdragelse når der spares alt for meget på riset. Og nægtes bør det heller ikke at for stor lemfældighed lige såvel er til skade for barnet som for det dårligt opdragede barn. Ave i tide er nødvendig, og virker ofte uberegnelig nytte, især i den alder da mennesket skal forberedes til sin tilkommende bestemmelse, og smidig som vokset lader sig danne efter de former som den modnere alder finder tjenlige og velgørende. Men ligesom alt i verden kan drives for vidt, således også barnets revselse. Straffer læreren eller andre foresatte efter lune eller i arrighed, da overdrives let straffen, og i begge tilfælde stifter den større skade end gavn. Således ved indsenderen to eksempler hvoraf det ene nylig er passeret, at lærere i institutter har mishandlet børn for højst ubetydelige forseelser, eller endog for blotte hukommelsesfejl ved oplæsningen af det dem foresatte. Til at belønne og straffe efter fortjeneste hører vist lige så meget overlæg og koldblodighed som der hører indsigt og øvelse til at bibringe ungdommen kundskaberne på en hensigtsmæssige måde. Men hvor sjældent ville de gode lærere indrømme dette, eller rette sig derefter i deres forhold mod de børn der er deres omsorg og vejledning betroede! Burde man ikke have ret til at klage hos skoledirektionen over sådant skoledespoti, når klage til bestyreren ikke hjalp?

(Politivennen nr. 391. Løverdagen den 28de Junii 1823, s. 6332-6333).

Redacteurens Anmærkning.

Ifølge em bekendtgørelse i Politivennen nr. 421, 24. januar 1824, s. 6809-6810 udløste klagen at en institutlærer fik en passende irettesættelse, mens den anden ikke da barnets forældre var bortrejst.