Er det pĺejestiftelser eller skoler? Det er et naturligt spørgsmål af enhver som for første gang hører navnet. Svaret bør hedde at de hverken er det ene eller det andet af disse, eller måske rigtigere at de er begge dele.
Et asyl har det til fælles med en skole at her forsamles en mængde børn under vejledning af en eller flere personer og bibringes om muligt den første undervisning i at læse, skrive, regne osv. Men for øvrigt er indretningen meget forskellig fra en skole og ligner snarere en plejeanstalt, for så vidt der med sand moderlig omhu og kærlighed sørges for børnenes legemlige udvikling.
Asylets formål med hensyn til øjeblikket, er at åbne børnene et fristed for de mange slags legemlige farer som de i den spæde alder fra det 2. til det 7. år er udsat for når de ikke er under tilstrækkeligt opsyn. Med hensyn til fremtiden er derimod asylets formål ved en tidlig og fornuftig opdragelse i sædelighed og kristelig fromhed at indprente børnene disse dyder for hele deres liv. Hvorvidt dette skal opnås, beror på den plan der følges, og den ånd hvori planen udføres. Der kan med så små børn ikke være tale om nogen egentlig undervisning, men om opdragelse. Her spørges ikke om hvorledes man bedst kan lære de unge at læse, hvorledes de kan bringes videst frem i skrivning, læsning, regning, i legemsfærdigheder eller sådant. Men hovedsagen er ved disse og andre beskæftigelser at benytte tiden på en for børnene lærerig og underholdende måde, og derved vænne dem til god opførsel, orden, flid og opmærksomhed, således at det bliver natur hos dem. Og overhovedet at sørge for at de opvokser med en sund sjæl, et rent hjerte i et sundt legeme, og at bevare dem fra den fordærvelse og de åndelige og legemlige fejl der er sørgelige rester af at småbørn overlades til sig selv, hvilket i det fleste fattige familier er en uundgåelig nødvendighed.
Forældre der er nødt til at søge det daglige brød ved arbejde udenfor hjemmet, lader enten børnene vanke om på gaden, eller også lukker de disse inde i en snæver og usund bolig. Undertiden overlades de mindre børn til en af de ældre søskendes omhu, men herved lider såvel den ældres som de yngres karakter i almindelighed mere end man tror idet den første misbruger sin stilling til underkuelse og let bliver despot, mens den yngre med en livlig naturlig følelse for ret og uret og lyst til ubunden frihed, efter bedste evne strider imod og lægger grund til en farlig genstridighed, ja halsstarrighed, mens kærlighedens ånd viger fra dem alle. Desuden forhindes den ældre fra at besøge skolen, eller fra ved arbejde at bidrage til familiens forsørgelse. Vil moderen selv have tilsynet med børnene, da unddrages familien en fortjeneste der har til følge at børnene opvokser i nød og elendighed. Nogle forældre af den arbejdende klasse griber til den udvej at betale en for at passe på børnene. Men erfaring har vist nok overbevist enhver om hvor lidt man kan stole på sådanne folks samvittighedsfuldhed *) for ikke at tale om at det medfører en udgift der, om den endog er nok så ringe, dog altid må falde disse mennesker, hvorom her er tale, til besvær.
Der er dernæst en anden velgørende indflydelse som asyler eller som man måske med et dansk ord kunne kalde dem, varetægtsanstalter for småbørn fører med sig, og som bør agtes meget højt. Det er den indflydelse de har på forholdet mellem børnene og disses forældre. Nogle har ytret frygt for at man når børnene i en så ung alder blev taget fra deres forældre, løsnede familiebåndet ved at svække disses interesse og kærlighed for deres børn, og har derfor rettet mod asylerne alle de betænkeligheder og modgrunde som med megen kraft lader sig anføre imod fuldkomne plejestiftelser hvor børnene foruden opdragelse, får føde og klæder, og aldeles unddrages fra forældrenes omsorg. Men en tyveårig erfaring, for så længe er det siden at de første asyler oprettedes, indeholder et tilstrækkeligt modbevis. Erfaringen har lært at det er så langt fra at båndet mellem børnene i asylerne og disses forældre løsnes, at det endog knyttes langt fastere. Idet forældrene der har været fjernet fra børnene hele dagen og derved befriet for de mange små ubehageligheder som altid er forbundet med at passe på dem, modtager disse med større kærlighed og glæde om aftenen efter fuldendt dagarbejde, og viser dem kærtegn i stedet for at de tidligere ofte har vist vrantenhed og hård behandling, idet de anså børnene som anledningen til dres mange møjsommeligheder. Forældrene forenes indbyrdes ved glæden over at høre de smås barnlige fortællinger om dagens begivenheder i asylet, hvormed de ledsager det tarvelige aftensmåltid og mange disharmonier som for i børnenes nærværelse bryder ud i plumpe kævlerier, opløses i veltilfredshed. Børnenes agtelse for forældrene vokser da, idet de ikke længere er vidner til scener som nødvendigvis må svække den.
*) En dame som især har vist sig virksom ved oprettelsen af asylerne i Paris, besøgte en kone der havde flere fattige småbørn i pleje, for at se hvilken fremgangsmåde hun brugte. Da damen trådte ind i et snævert kammer, hvori flere børn var sammenstuvede, udtalte hun sin forundring over den ro der herskede, idet hun fandt alle børnene døsige og halvt sovende: "Åh, madame, var konens svar, men kom aldrig ud af det med disse unger, når man ikke gav dem en eller anden ubetydelig ting ind for at få dem rolige," - og konen var ikke engang at bringe til at indse det urigtige heri.
(Politivennen nr. 1024, Løverdagen den 15de August 1835, s. 533-538).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar