Om Anmeldelsen i "Dagen" vedkommende Acrobaten Niemeczeck.

I nr. 185 af bladet Dagen findes en snurrig anmeldelse om ovennævnte kunstners første optræden på Morskabsteatret. Det hedder i samme at han er en særdeles god linedanser, at han udmærkede sig ved flere overraskende kunststykker og at hans umiskendelige færdighed sikkert vil bidrage til at gøre de forestillinger han giver i forening med hr. Rappo meget besøgte. Men dog påstås at han ikke kan kaldes Longuemares Mester og at han denne første aften har bevist at de udenlandske beretninger som har omtalt denne kunstner med megen berømmelse, ikke er helt at stole på. Heri tror indsenderen at referenten i Dagen er aldeles upålidelig, og han kan forsikre at man ikke alene ret vel kan kalde Niemeczeck Longuemares Mester, men at han er almen kendt for at være det, og at man i Paris hvor indsenderen for få år siden så ham, derom kun hørte en stemme så at de udenlandske beretninger i denne henseende har fortalt os den rene sandhed. 

Når referenten i Dagen taler om grimasser etc. etc. da fordrer han måske altid et sødt, smilende ansigt ved sådanne præstationer og har vel næppe erindret at Niemeczeck optrådte som fængslet slave. Indsenderen tror for sin del at hvis man fx så en polsk fange i russiske lænker føres til Sibirien, ville denne gebærde sig ganske anderledes end en fransk springfyr der fører sin hjertenskær ind i en balsal. Hvad dansen med lænkerne angår, da synes referenten i Dagen at finde den meget ubetydelig fordi lænkerne ikke er af massivt jern, men kun "blikkæder". Indsenderen tror at dette slags kunstfærdighed ikke bør bedømmes efter vægt, men efter den grad af gene som voldes kunstneren i hans bevægelser, og er dette så, da har man ingen grund til at kalde denne præstation ubetydelig.

Ovenstående bedes behageligt nærmere overvejet af anmelderen i Dagen som antages ikke at høre til et parti der nu igen synes at sætte sig i virksomhed, og tidligere søgte at nedsætte hr. Rappos kunstfærdighed som dog snart vandt almindelig erkendelse. For hvis indsenderen troede ham at tilhøre dette, eller at brødnid havde dikteret artiklen, ville han ikke have spildt et ord i denne sag.

(Politivennen nr. 1023, Løverdagen den 8de August 1835, s. 524-526).

Morskabstheatret paa Westerbroe, 1835. Med bl.a. Rappo, Carl (1800-1854). Det kongelige Bibliotek.

Redacteurens Anmærkning

Longuemare var en linedanser- og akrobatfamilie. Longuemarerne blev som artiklen skriver anerkendt for at være første klasses artister i Paris. Anmeldelsen i Dagen, der udkom i Dagen nr. 185.nr. 185, lød således:

I Aftes begyndte Hr. Rappo atter sine Forestilinger paa Moerskabstheatret for et talrigt Publicum, der lønnede næsten ethvert af hans Kunststykker med et overordentlig stærkt Bifald. Hvad Acrobaten Hr. Niemeczek derimod angaaer, da beviste han, at de udenlandske Beretninger ikke aldeles ere at lide paa. Vel er han en særdeles god Liniedandser, der især uden Balancestang udmærkede sig ved flere overraskende Kunststykker, som ogsaa bleve optagne med meget Bifald; men han kan ikke kaldes Longuemarres Mester. Desuden skader han Effecten af sin virkelige Kunstfærdighed ved den lattelige Affectation, hvormed han udfører sine Kunststykker og den Prætension hvormed han annoncerer dem. Hans Dands med Lænker, det vil sige med tynde Blikkjæder, er dobbelt ubetydelig efter at Rappo har forbauset ved at spille med Kanonkugler, og man havde ogsaa ventet andet af hans Dands paa Hovedet, end den St. Veits-Dands han udførte paa Gulvet og som bedre kunde kaldes Dands paa alle Lemmer, Fødderne undtagne. Hvis Hr. Niemeczek under sit Ophold i Kjøbenhavn vil aflægge disse Charlatanerier, eller han fremtræder i en Dragt, der gjør saadanne Grimasser taalelige, da vil sikkert hans umiskjendelige Færdighed i Forening med Hr. Rappos Kunst gjøre disse Forestillinger meet besøgte. Alfred, Hr. Niemeczeks Søn, der dandser med særdeles megen Ivrighed og Lethed uden al Affectation, vandt stærkt og fortjent Bifald.