Uorden paa Amagertorv.

Sidste lørdag kom en bonde og kone ind på Amagertorv med en balje i sin vogn med blåbær og ville sælge dem til 8 skilling potten. Da kom der en del sælgerkoner sammen med deres frugtdragere, et sidestykke til flæskedragere. De skældte den stakkels bonde ud fordi han ikke ville tage 10 skilling for potten, og de ville tvinge ham til at sælge det hele til dem for selv at få hele handelen. Det er netop disse koner og deres drabanter som river alt af vognen, såvel i gæstgivergårdene som på torvene, og derfor er det de stakket grønt- og frugthandlere må gå i armod. Når sælgerkonerne har revet alt af vognen, så sætter de sig på bøtten uden at nogen kan få noget af det. Det er mærkeligt at politiet og borgerrepræsentanterne tillader at over 200 amager- og valbykoner sidder og sælger fra solens op- til dens nedgang, hænger deres kurve på ærtevognene og løber gade op og gade ned, hus til hus, sal til sal. 

Lad amager- og valbykonerne stikke fingeren i jorden og lugte hvor de er født. Det er rigtig nok mere mageligt at sidde fra morgen til aften med hænderne i skødet og vakle hen i en kaffestue og leve af fint brød end at arbejde, spinde og gøre gavn på landet. Det var ønskeligt at denne uorden måtte blive afskaffet og det kan bedst ske ved at pålægge hver af dem på torvet og i porte og døre fra 10 til 20 portioner næringsskat. Jeg som landboer ville skamme mig ved at høkre mine frugter ud i en stad hvor så mange skal leve af det med kone og børn og betale husleje. Det samme er tilfælde med tørv, brænde, koste og kartofler som bonden høkrer ud for de handlendes døre i skillingevis. Det er derfor intet under at så mange stue og kælder står ledige og ejere og lejere ødelægges i bund og grund.

(Politivennen nr. 1438. Fredagen, den 21de Juli 1843. Side 449-450). 

Valdby-Kneb.

Man har før hørt om den skammelige og skadelige måde nogle slagtere har brugt at opblæse kødet for at dette skal se fedt og godt ud, hvilket nu da sådant er forbudt, ikke finder sted. Men man har ikke før hørt at nogle valbyer har fundet på en lignende metode med kalkuner og andet fjerkræ. Dette er imidlertid tilfældet. Anmelderen købte forleden dag på torvet hos en valbykone der havde stade der, en kalkunsk høne som så meget fed og delikat ud, og som hun også tillagde tilbørlig ros for de 8 mark han betalte for samme. Men da hans kone dagen efter ville tilberede denne personage, fandt hun at den på en mesterlig måde var udstoppet med fedt og allehånde sager der gav denne magre ting et meget fordelagtigt udseende. Det var derfor ønskeligt at politiets betjente engang imellem ville efterse valbyernes eller valbyindernes varebeholdning for at vænne disse fra en så skammelig uskik.

(Politivennen nr. 1363, Løverdagen, den 12te Februar 1842. Side 110). 

I Anledning af Anken betræffende Bakkehuset.

Med hensyn til det i Politivennen nr. 864 indrykkede om formentlig uordener på Gammel Bakkehus, finder ejeren sig foranlediget at offentliggøre efterstående dokument.

"Udskrift af Københavns Amts søndre birks skøde og panteprotokol. År 1822, onsdag den 9. oktober blev læst følgende dokument."

"Undertegnede ejer ar det såkaldte Gammel Bakkehus beliggende ved Valby i Frederiksberg sogn finder mig herved foranlediget at bringe til vedkommendes kundskab at ligesom den passage jeg fornemlig til bekvemmelighed for beboerne i Valby og omegn i en række af år har tilstedt igennem nævnte min ejede gård og alleen, ene har været grundet i rimelighed fra min side, således skal for så vidt sådan passage for fremtiden måtte befindes åben, dette også fremdeles være at betragte kun som en føjelighed af mig så at ingen som helst byrde af servitus herved i tiden skal kunne påligge min ejendom. Men jeg såvel som efterfølgende ejere, derimod at have magt til hvor lang tid der end måtte hengå, at forbyde passagen når sådant måtte findes for godt."

Bakkehuset den 8. oktober 1822
K. L. Rahbek
Professor og teaterdirektør. Ridder af Dannebrog.

Udskriftens rigtighed bekræftes.
Københavns Amts søndre birk den 6. oktober 1831. Holstein.

(Politivennen nr. 867, Løverdagen den 11te August 1832, s. 525-526.)

Uordener ved Gamle-Bakkehus.

Indsenderen heraf har med megen misfornøjelse bemærket hvorledes ejeren af Gamle Bakkehus ved bygningen har gjort den gangsti som alle Valbys beboere ved hævd har fået ret til at befare, så snæver at det er umuligt at to personer kan komme forbi hinanden uden at komme i sådan berøring som for vedkommende ingenlunde altid er behagelig, for ikke at tale om at det er ganske umuligt at gå der med en opslået paraply, for ved den at beskytte sig mod tagdryppet. Indsenderen har desuden lagt mærke til at hans majestæt kongen oftere om sommeren spadserer denne vej, mens de kongelige herskaber ligger på Frederiksberg. At denne uorden ikke allerede er hæmmet for længe siden af det ellers så årvågne politi på Frederiksberg, har opvakt stor forundring hos indsenderen. Så meget mere som den yderst smalle sti der på begge sider er omgivet med højt plankeværk og ved højere bygninger, vist om vinteren vil blive ufremkommelig ved nogenlunde stærkt snefald, ligesom også om foråret ved stærk tø. Oven nævnte ejer har desuden gjort indgangen til omtalte gangsti så snæver med en pæl der er anbragt mellem begge bommene, så ingen som går derigennem, kan undgå at få sine klæder tilsmudsede af det snavs som fiskerne eller andre lignende personer med deres kurve påsætter samme pæl.

(Politivennen nr. 864, Løverdagen den 21de Julii 1832, s. 478-479) 

Redacteruens Anmærkning.

Ejeren af Bakkehuset svarede i Politivennen nr. 867, 11. august 1832, s. 525-526.

Svar paa det i Politievennen nr. 739 indførte Stykke, betitlet: "Uorden ved den saakaldte: Slaaen Katten af Tønden i Valby"

Efter at den anonyme forfatter har fortalt at han tillige med fire andre personer af hans familie har været til stede som tilskuere ved fastelavnsspøgen i Valby, siger han at han har bemærket en del uordener som skulle have fundet sted der og som han mener fortjener offentlig opmærksomhed. For nu at berigtige hans anførte og for at det ærede publikum kan sættes i stand til at skelne mellem hvad der er sandhed og hvad der er usandhed, finder vi som deltagere i omtalte forlystelse os beføjet til herved at erklære:

At ingen som deltog i selskabet var beskænket i den grad som den anonyme forfatter synes at ville indbilde publikum, nemlig så at vi ikke kunne styre vores heste, men at disse styrede eller ledede os. Att vi ikke var aldeles fastende, kan vel ikke forlanges af os på en sådan dag. For hvem anretter vel et gilde uden at ville smage mosten? Men beskænket eller som meningen skal være, fuld, var ingen af os.

Før forfatteren så bestemt erklærede at ingen af Valby-rytterne forstod at styre deres heste, burde han dog nok have godtgjort at have enten stået i tjeneste ved et af kavalleriregimenterne eller også at have lært af en kongelig berider at ride en hest. For ellers må vi sige ham at han ikke står til troende. Det er bekendt at kosakkerne når deres hest går for slap tøjle eller i stærk galop, ofte hænger snart på den ene, snart på den anden side, snart kaster sig forover og snart lægger sig langt ud over hestens lænd. Lignende boltigeren har vi set at husarerne og lansenererne bruger på Københavns fælleder i manøvretiden. Og skønt bønder kan vi dog indse og erkende at sådant har sin taktiske nytte. Om vi Valby-ryttere nu har villet efterabe disse manøvrer og som følge heraf dinglede på hesten, har vi derfor været beskænkede som forfatteren beskylder os for, eller mon han derved ikke røber at han selv er aldeles ukyndig i ridekunsten?

Når forfatteren siger at alle 5 personer faldt omkuld! er det åbenbar usandhed som han heller aldrig skal kunne bevise. Men at en person person omkuld er rigtigt, dog er det ligeledes bevisligt at denne ikke havde fået større skade end at han rejste sig selv, gik i kroen og der for de tilstedeværende - endog i en mild tone - sagde: jeg takker forsynet for at jeg ikke fik værre skade. Hvad ville jeg der, jeg burde være blevet fra det. 

Disse Deres egen families ord er det vi herved forelægger Dem, idet vi spørger: Hvem har inviteret Dem? Hvad ville De der? Og hvem er De?

Deres svar kender vi omtrent i forvejen, nemlig til 1. membr.: Ingen. Men at De troede De som andre kunne indfinde sig ved offentlige forlystelser. Hertil svarer vi: Ja, vel kan De det. Men dog med den indskrænkning som velanstændigheden byder enhver. Den nemlig at hverken De eller Deres såkaldte familie skulle have udvist forvovenhed eller frækhed ved at overtræde grænselinjen mellem tilskuerne og ridekredsen. De har allerede i Deres anonyme anfald lagt for dagen at De har gjort dette, idet De foreslår at skranker skal oprettes mellem publikum og de ridende. Men hvem skulle bekoste denne adskillelse? Og er det afgjort at Valbys grundejere for at føje nogle uindbudte, nysgerrige mennesker fra København, ville tillade at deres gade og grund af denne årsag blev indskrænket? Kunne ikke sådanne nysgerrige personer blive hjemme hos dem selv og bestille noget til nytte for dem og deres familie. Hvem har haft bud efter dem? Hvem har inviteret dem? Siger ikke Danske Lov: Dersom nogen går i fare for at brydes og derover fanger skade, har skade for hjemgæld? Det er analogisk med det nærværende indtrufne tilfælde og lovgiverens mening behøver ingen videre forklaring for tiden.

Til det andet mem. vil De sikkert svare: Jeg ville her som andre (vi sætter her i parentes, nysgerrige dagdrivere) have fornøjelse. Men vi replicerer: Søg Deres fornøjelser i den by eller stad hvor De hører hjemme og lad landmændene - bønderne som man kalder os - have deres fornøjelser for dem selv. Hvad ville jeg her? sagde Deres omkuldfaldne slægtning i kroen da han kom derind, og dette gentager vi her for Dem.

Til tredje membr. forventer vi svar, og vi lover Dem, hr. Anonymus, at vi ikke skal forlade scenen før endelig afgørelse, uagtet De dog således taler om en offentlig betjent, hvilket De dog slet ikke er i stand til at bevise. Vi mener politibetjenten som De meget rigtigt siger var til stede og var kendt. Men De har glemt eller ikke vidst at her var 2 politibetjente til stede der vist nok ville vide at forsvare deres opførsel og deres handlemåde i omhandlede tilfælde. Vel ikke for Dem. For Dem skylder de intet regnskab, men for deres foresatte, hvortil De, hr. Anonymus har givet anledning.

Til slut håber vi at da vores høje øvrighed i en række af mange år tilbage aldrig har forbudt denne fornøjelse i fastelavnsugen, næsten den eneste som vi året igennem har til erstatning eller opmuntring for vores sure slid og sved hele året, heller ikke på grund af en projektmagers markskrigeri i fremtiden vil forbyde os denne, og indlader vi således denne affære til det skånsomme og upartiske publikums dom, forsikrende at dersom Anonymus vil nævne sig offentligt ved navn og bopæl er vi villige til personligt at overtyde ham om hvad vi her har andraget.

Valby den 6. marts 1830

På egne og øvrige deltagendes vegne
O. Pedersen. O. Larsen. J. Bentsen
Jørgen Jensen. Peter Sørensen. 

(Politivennen nr. 741, Løverdagen den 13de Marts 1830, s. 167-173)

Uorden ved den saakaldte: Slaaen Katten af Tønden (i Valby).

Onsdag den 24. i denne måned var indsenderen tillige med fire af sin familie i Valby som tilskuere ved det såkaldte "slå katten af tønden" og fik herved lejlighed til at bemærke en del uordner som går i svang ved dette fastelavnsspøg, og som han tror fortjener det offentliges opmærksomhed. De fleste af deltagerne var nemlig beskænket og forstod ikke at styre deres utilredne heste, hvorved det uheld indtraf (muligvis indtraf flere som indsenderen ikke havde lejlighed til at bemærke), at en af rytterne som formodentlig mere lod sig lede af sin hest, end han var i stand til at lede den, ved et sidespring væltede fem personer, hvoraf dog kun en kom til synderlig skade ved at få et betydeligt hul i hovedet, og desuden blive således forslået på øvrige lemmer at han endnu er både brun og blå af det. 

Når sådanne populære forlystelser er tilladt, synes det indsenderen ønskeligt at der fra politiets side blev truffet anstalter til sikkerhed for de tilstedeværendes liv og helbred, således mener han at galopridning samt i det hele taget hestes brug ved denne lejlighed hvorved rytterne ikke udmærker sig ved særdeles ridekunst, og oven i købet ofte er beskænket, måtte forbydes. Eller hvis dette ikke turde ske, at der måtte oprejses skranker inden for hvilke tilskuerne kunne stå sikre, samt fornemmeligt at nogle af politiets personale måtte være til stede for at overholde orden, og at disse måtte vise større opmærksomhed end den politibetjent der ved oven nævnte lejlighed var til stede, og som om han end tilfældigvis befandt sig der, og ikke af sin foresatte var beordret til at holde orden ved denne lejlighed, eller ikke af vedkommende fået nogen betaling derfor, dog da han nu engang var til stede, var kendt af de fleste tilstedeværende og i påkommende tilfælde vist nok var blevet respekteret, vel burde have forebygget uorden og ikke, da denne indtrådte, forsvinde fra scenen.

(Politivennen nr. 739, Løverdagen den 27de Februar 1830, s. 141-143)

Ud over Rytterskolen er der ikke mange bygninger tilbage fra Valby på Politivennens tid. Her er det en forhenværende Smedje ved Langgade. (Eget foto, 2015).

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvares i Politivennen nr. 741, 13. marts 1830, s. 167-173.

Meïr Aron Goldschmidt beskrev en sådan fastelavn i Valby nogenlunde på samme tid som ovenstående artikel (gengivet i "Maske og forklædning i Danmark", s. 217-221, 2014). Heri beskrev han hvordan deltagerne var udklædt i eventyrlige dragter, ofte lejet fra maskeradegarderober i København. Til hest "stak man til stråmanden" (en dukke udklædt som tyrker som sad i en tønde) med en lanse. Denne forlystelse blev dog mere sjælden fordi den var overmåde kostbar, så måske blev kun tønden tilbage, uden tyrker. Der var et ridende musikkorps. Og der blev spist og drukket.

Ulovlig Smørhandel.

Ønskeligt og gavnligt var det at en uskik der finder sted her i staden, må afskaffes som i strid med anordningerne, idet nemlig enkelte høkere som kommissionærer opkøber smør til at prange med til valbyerne. Ingen valbyer må købe smør til forhandling to mil fra hovedstaden, og det kan følgeligt endnu mindre være tilladt at købe det i selve staden, hvilket dog finder sted, idet nogle hønsekræmmere eller landprangere opkøber smør på landet og sælger det til nogle af stadens høkere der igen sælger det til valbyerne. 

Når man nu betænker gennem hvor mange hænder smørret således må gå inden det til sidst igen kommer til københavnerne, er det af sig selv indlysende at prisen derpå betydeligt opskrues, og det er vist nok en pligt på en tid da alle levnedsmidler står i en uforholdsmæssige høj pris, at gøre opmærksom på alt som bidrager dertil, og indsenderen tør også håbe at der fra ansvarlig side vil træffes foranstaltninger til om muligt at hæmme en sådan uskik.

(Politivennen nr. 601. Løverdagen den 7de Juli 1827, s. 426-427).

Urimelig Valbyerhandel.

Det er bekendt at valbyerne ikke er i sådan knibe som vores fleste andre landboere. For foruden den sædvanlige bønderavling opdrætter de en mængde småkreaturer af alle slags, som de tjener betydeligt ved at sælge i hovedstaden. Det er altså højst urimeligt og et sandt misbrug således som nogle af dem driver denne handel. Ikke alene sælger de og deres hustruer nævnte varer fra vognene. Men de sender også deres børn, tjenestefolk og lejede huskoner allevegne omkring i byen med valbyvarer og tilbyder dem til beboerne, så at man for hver sådan valbyer der kommer til hovedstaden, kan regne 7 til 8 småkræmmere. Man kunne intet indvende mod det hvis det var til gavn for publikum. Men enhver ved at man hos høkerne og vildthandlerne ofte kan købe sådanne varer til lige så billig pris som hos valbykræmmerne og dem de udsender.

(Politivennen nr. 403. Løverdagen den 20de September1823, s. 6527)

"For hver valbyer der kommer til hovedstaden kan man regne 7 til 8 småkræmmere." (Valbykoner. Senn og Eckersbeg, 1807. Kreditering: Væggen, Københavns Museum)

Er det til Gavn for Hovedstadens Indvaanere, at Valdbyerne faldbyde og afhændige deres Vare paa Nyetorv?

Dette spørgsmål bør efter anmelderens opfattelse besvares med et nej, da det er fuldkommen indlysende at disse personers handel på dette sted i høj grad er skadelig med hensyn til de billigere priser, indbyggerne ellers kunne forvente af bonden, som også tilbyder sådanne varer især smør, æg og flæsk der. For hvem ved vel ikke at bonden i det øjeblik han kommer til torvs, forhører sig om priserne hos de menneskekærlige valbykræmmere som gerne meddeler ham samme og derefter retter han sig naturligvis. Hvoraf altså følger at indbyggerne ikke kan vente bedre køb hos ham end hos valbyerne. De ser måske oven i købet deres snit til gennem deres beredvillige håndlangere at sætte bind for at ingen andre end de får bondens smør og æg. Skønt deres rettighed til at udbyde varer på akseltorvet indeholder den indskrænkning at de ikke må sælge andre varer der end de som de uden at begå forprang har købt på landet og hentet med egne heste og vogne.

"Er det til Gavn for Hovedstadens Indvaanere, at Valbyerne faldbyde og afhændige deres Vare paa Nyetorv?" (Gammeltorv med Caritas-springvandet og bagest Nytorv. Eget foto).

Som bevis for at nævnte kræmmere udspænder deres garn over grænserne og gør det højst sandsynligt at de lader opkøbe de artikler som bonden fører til torvs, det vil sige de med hvilke de er berettigede at handle, anføres: At hovedstadens høkere for nyligt har fundet sig foranlediget til at se dem efter i sømmene. Herved opdagede høkerne hvad længe har været bekendt, at valbyerne udhøkrede smør som de uberettiget havde opkøbt på skibene. Hvorfor det nævnte smør også blev konfiskeret og den pågældende mulkteret af politiet.

Disse personer, nemlig valbykræmmerne hvis rettighed til handel med adskillige fødevarer øjensynlig er til skade for stadens indbyggere, fordi de opkøber varerne hos bonden og udbyder dem til højere priser end bonden ville forlange når han selv første dem til torv, kræver 40 skilling for en snes æg, og bonden sælger et lignede antal æg for 28 skilling, N. B. når han indtræffer om eftermiddagen efter at valbyerne er rejst hjem. Og således går det forholdsmæssigt med andre varer. 

Disse grund kan måske tillægges flere hvis man var bedre underrettet om de utallige dels fine, og dels grove kneb, som nævnte i sådanne ting utvivlsomt veltrænede prangere upåtalt udøver til deres betydelige fordel og indbyggernes store skade. Det indbyder formentligt til det særdeles rimelige håb som man håber går i opfyldelse, fordi ingen som kender den rosværdige omhu som øvrigheden hele tiden viser for indbyggernes tarv kan drage i ringeste tvivl: at der uden ophold foranstaltes alt hvad der er til gavn, såfremt hindringer ikke lægges i vejen for dem, at ovennævnte valbykræmmere snarest muligt må anvises en anden plads til at udbyde deres varer, for eksempel på det gamle hestetorv ved Lavendelstræde eller bag slagterbutikkerne på Garnisonspladsen. Nytten af sådan foranstaltning ville vist ikke ingen undlade at sige tak for det.

(Politivennen nr. 176, Løverdagen den 15de Maj 1819, s. 2831-2834)

Slet tyk Melk i Valbye.

(Indsendt)

Indsenderen der i selskab med 3 halvvoksne mennesker gjorde en spadseretur den 6. dennes ud af Valby til, fik det indfald i kroen samme sted at nyde noget mælk. På forespørgsel om vi kunne få tyk (opsat) mælk blev der svaret: Jo! Efter at vi havde ventet en hel halv time, kom et såkaldt kar eller skål mælk med revet brød og sukker på bordet. - De unge begærligt efter at nyde en ret på landet som de troede i det mindste at kunne få lige så god der som i staden, blev ikke så lidt forbavsede da man næsten måtte bruge kraft til at komme igennem det såkaldte flødeskind (jeg siger skind for var det muligt for nogen feldbereder at kunne præparere skind af fløde, da måtte man tro at her var tilfældet, formedelst flødens sejhed og ælde). På forespørgsel hvor meget denne behagelige ret skulle koste, blev svaret 1 rigsbankdaler NB. Dette bekendtgøres for liebhavere som måtte ønske at nyde tyk (opsat) mælk med flødeskind på Valby Kro, for billigste betaling.

 (Politivennen nr. 80, Løverdagen den 12te Juli 1817, s. 1343-1344)

Bøn til Vedkommende under hvis Tilsyn Gaderne udi, og Landevejen til og fra Valdbye, ligge.

(Efter indsendt).

Den vej som løber fra vest til syd om Søndermarken gennem Valby, og derfra leder ud til den offentlige landevej mellem Frederiksberg og Damhuset, fortjener på grund af de forskellig meget nydelige udsigter den frembyder, over staden, Amager, indløbet til Østersøen, en del af samme, samt ud over Sjæland mere at besøges, end den bliver, men jeg råder ingen til at vove sig denne vej, enten til vogns eller til hest, ja end ikke fodgængere er sikre for at brække arme og ben i de næsten bundlæse huller og slag som her findes ved hvert skridt. Allerede vejen fra Bakkegården til Valby er yderst ujævn, hældende og farlig. Om brolægningen i Valby vil jeg intet tale, dens forfatninger kan kun føles, ikke beskrives. Straks uden for Valby er et hul hvis faste bund vist er 1 3/4 alen under den øvrige vejs overflade, og selv om en øvet kusk slipper over med en hel vogn, har han dog derfor ikke vundet sejren, for uagtet dette hul er det dybeste af dem alle, så er de øvrige slag dog så ujævne og hældende i deres hulheder at det er at vædde ti mod en at vognen vælter forinden den kan rystes, puffes og slæbes frem til den kvasi bro der ligger over en å. Denne svarer i det hele til vejen, rådnende og rystende modtager den vognens vægt, i midten er et hul større end en jydepotte hvorigennem en hests begge ben mageligt kan smutte, dog har end vognen mod al forventning holdt sig hel og holden ved dumpene, er den end ikke væltet i slagene, har end bæsterne ikke brækket benene i vejens og broens huller, så må vist en af delene ske, på det stykke brovej som slutter denne infernalske vej hen mod landevejen. Her er et kaos af sten der ligger som om de var i flæng kastede ommellem hinanden. De er af forskellig størrelser, store og små, toppede, runde kantede ovenpå hinanden, tæt ved hinanden og isolerede hele kvarterer fra hinanden, og det gabende svælg imellem er det visse brud enten for fodgængerens eller hestenes ben og vognens hjul. 

At læseren ikke skal tro at min beskrivelse er overdreven, så beder jeg enhver, kravlende, vel at mærke ved højlys dag og med behørig forsigtighed og på ingen måde til vogns eller til hest, men til fods, at gå denne vej for at overbevise sig om sandheden af hvad jeg på en følelig måde har erfaret, blot ved at ride den. Da denne vej ligger så nær byen og fortjener virkelig at blive besøgt, da så mange har lystgårde i og omkring Valby, og endelig da de arme valbyere sikkert ofte må passere den på deres rejser ud i landet og dagligt til deres marker, håber man at vedkommende under hvis tilsyn denne vej ligger, med det første vil se derhen om ikke køre den.

Politivennen. Hefte 21. Nr. 272, [9]. juli 1803, s. 4329-4332)

Irr i Valdbykonernes Smør.

Anmelderen har flere gange bemærket grønne pletter på de smørklumper, valbykonerne så nydeligt sidder med på Gammeltorv. Han formodede hvad en af sælgerinderne straks i sin oprigtighed fortalte ham, at der var af den messingtråd hvormed de skærer smørret ud til salg. Vist nok er det derfor kun små portioner af ir, men det er nok at det er ir, den værste og pinligste art af gift, og en sådan behandling af en madvare bør nok aldrig finde sted. En jerntråd vil ikke udsætte for ir, og om den ikke varer så længe, så koster den igen så meget mindre.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 146, 7 Februar 1801, s.2327-2328)

Spørgsmal til vore Fysiker og Kymister.

Det er ikke sjældent at man hos valbyerne i stedet for uforfalsket smør får en blanding af smør og kartofler der har været kogte og efter at være mast er sammenæltet med det. Det er også let for en pige som sendes til torvet, at bedrages med det. Da bedraget imidlertid er så groft at man taber 25 procent, så ønskede man et middel til at kunne for sælgernes øjne overbevise dem om det.

(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 123. 30 August 1800, s 1966-1967)

Søæg og Landæg

Til Politivennen

Siden De som jeg af Deres sidste nummer ser, begynder at tage fat på Gammeltorv, denne rede af uretfærdighed, uorden og svineri, som der sikkert kunne skrives mange numre om, så ønskes at de også ville påanke det utilladelige æggesalg, da de æg som føres hertil til søs, opkøbes på skibene i mængder af valby-konerne og sælges som frisklagte æg på torvet. Jeg tror at det burde være skipperne forbudt at sælge til valby-konerne, da det er tydeligt at disse kun køber for atter at udhøkre, og for at udhøkre dem på et sted, hvor man tror kun at finde æg fra nærheden, og hvor de kun falbydes som sådanne. Det ville være den letteste sag at få vidner på, at dette sker, men desværre! hvor få er de som ville underkaste sig den ulejlighed, som følger med en klage til politikammeret for at tjene det almene? Imidlertid måtte der vel kunne udfindes råd mod dette synderi, og De ville forbinde almenheden ved at opgave samme.

(1800, Hæfte 9, nr. 106. 3. maj 1800, s. 1688-1689)

"Det burde være skipperne forbudt at sælge til valby-konerne" (Valby koner på Gammeltorv o. 1800. Senn/Lahde. Københavns Museum.)

Om Hønse-Marter

Det er bekendt at de for stadens proviantering alt for omhyggelige valbyboere for det meste plukker deres fjerkræ ganske levende, endog offentligt på torvene, fordi de stakkels kreaturer derved kommer til at se mere fyldige og fede ud, og altså skaffer ejerne større fordel. Men hvor umenneskeligt og afskyeligt denne handling er, for en ringe vindings skyld, at martre et kreatur på denne ugudelige måde, det ved valbyerne nok ikke, for ellers måtte de inderligt skamme sig. Politiet her i byen tilkommer det vel ikke så lige, at sige valbyboerne, hvorledes de skal slagte deres høns. Men deres præst anmoder man på det mest venskabelige, at bibringe disse, i den henseende rå folk, mere menneskelige begreber om rigtig forhold til umælende værgeløse skabninger.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 71, den 31. august 1799, s. 1134-1135)