21 september 2016

Uordener ved Gamle-Bakkehus.

Indsenderen heraf har med megen misfornøjelse bemærket hvorledes ejeren af Gamle Bakkehus ved bygningen har gjort den gangsti som alle Valbys beboere ved hævd har fået ret til at befare, så snæver at det er umuligt at to personer kan komme forbi hinanden uden at komme i sådan berøring som for vedkommende ingenlunde altid er behagelig, for ikke at tale om at det er ganske umuligt at gå der med en opslået paraply, for ved den at beskytte sig mod tagdryppet. Indsenderen har desuden lagt mærke til at hans majestæt kongen oftere om sommeren spadserer denne vej, mens de kongelige herskaber ligger på Frederiksberg. At denne uorden ikke allerede er hæmmet for længe siden af det ellers så årvågne politi på Frederiksberg, har opvakt stor forundring hos indsenderen. Så meget mere som den yderst smalle sti der på begge sider er omgivet med højt plankeværk og ved højere bygninger, vist om vinteren vil blive ufremkommelig ved nogenlunde stærkt snefald, ligesom også om foråret ved stærk tø. Oven nævnte ejer har desuden gjort indgangen til omtalte gangsti så snæver med en pæl der er anbragt mellem begge bommene, så ingen som går derigennem, kan undgå at få sine klæder tilsmudsede af det snavs som fiskerne eller andre lignende personer med deres kurve påsætter samme pæl.

(Politivennen nr. 864, Løverdagen den 21de Julii 1832, s. 478-479) 

Redacteruens Anmærkning.

Ejeren af Bakkehuset svarede i Politivennen nr. 867, 11. august 1832, s. 525-526.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar