Indsenderen, en af vores Mynsters stadig tilhørere, kom søndag den 15. juli dette år i Frederiksberg Slotskirke. Klokken var ikke slået tolv. Kirken endnu ikke halvfuld. Den bageste stol med flere andre nærmest indgangen stod endnu tomme. Om indsenderen forgreb sig ved at ville åbne just denne stol, eller ved at ville på egen hånd tage en siddeplads nok: kirkebetjenten afholdt ham med de ord: "vil De behage at stå! De må vide det er ikke her som inde i byen!" vendte sig imidlertid for at åbne en stol ved siden for nogle indtrædende og tilføjede hviskende, skønt højt nok: "jeg skulle have noget til offer, skal jeg sige Dem!"
Indsenderen tav og gik fordi stedet syntes ham for helligt til at rumme hans rimelige fortrydelse - ikke over den skæbne at måtte stå hvilket han vel ikke forrige år der havde, men gerne nu kan dele med andre - men over en fordring som, den være ved rettighed eller vedtægt gyldig eller ugyldig, alle dog må finde der i det mindste højst usømmeligt fremført. Da samme kirkebetjent efter forlydende før har tilladt sig lignende tiltale til andre, ikke blot herrer men også damer, der ellers lige så godt som anmelderen har husket på at der nutildags også i Guds hus skal ses på klædningen for at sidde her eller stå der, så tillader man sig offentligt det spørgsmål: om dette i slotskirkerne hvor kongehuset har åbnet adgangen for enhver dog tillige skal komme an på et offer til kirkebetjenten og hvilket da dette offer er.
(Politivennen nr. 864, Løverdagen den 21de Julii 1832, s. 479-481) .
Indsenderen tav og gik fordi stedet syntes ham for helligt til at rumme hans rimelige fortrydelse - ikke over den skæbne at måtte stå hvilket han vel ikke forrige år der havde, men gerne nu kan dele med andre - men over en fordring som, den være ved rettighed eller vedtægt gyldig eller ugyldig, alle dog må finde der i det mindste højst usømmeligt fremført. Da samme kirkebetjent efter forlydende før har tilladt sig lignende tiltale til andre, ikke blot herrer men også damer, der ellers lige så godt som anmelderen har husket på at der nutildags også i Guds hus skal ses på klædningen for at sidde her eller stå der, så tillader man sig offentligt det spørgsmål: om dette i slotskirkerne hvor kongehuset har åbnet adgangen for enhver dog tillige skal komme an på et offer til kirkebetjenten og hvilket da dette offer er.
(Politivennen nr. 864, Løverdagen den 21de Julii 1832, s. 479-481) .
Redacteurens Anmærkning
I en længere artikel i Politivennen nr. 865, lørdag den 28. juli 1832, s. 489-493 med titlen "Et Par Ord i Anledning af det i Nr. 864 Indrykkede, om Kirkebetjenten i Slotskirken." giver en af kirkegængerne en forklaring på kirkebetjentens opførsel og beder skribenten ovenfor at tilbagekalde fornærmelserne.I Politivennen nr. 871, 8. september 1832 s. 593-596 tilbagekaldte klageren efter et forlig ved Forligelseskommissionen.
Artiklen er et eksempel blandt efterhånden mange på ubegrundede klager.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar