Syerskernes Levevilkaar. (Efterskrift til Politivennen)

Andre artikler om syerskerne i 1899 (året for Septemberforliget): Syerskernes strejke (januar-februar 1899). Fagskole for Linnedsyning (februar-marts 1899, se endvidere særligt indslag). Syerskerne i Aalborg (marts 1899). Syerskerne i Provinsen (14. april 1899). Syerskernes Levevilkaar (19. juni 1899). Kvinderne svigtede ikke (29. august 1899). Da Syerskerne blev udelukkede (1. september 1899). Syerskerne (30. november 1899).

Syerskernes Levevilkaar.

Det er en af alle anerkendt sætning, at et Menneske, der kan og vil arbejde ogsaa bør kunne leve af sit Arbejdes Udbytte. Selv de mest forstokkede Højreblade erkender i al Fald paa Papiret, at det er usunde Forhold, naar Arbejdet ikke kan give dets Udøver det nødvendige til at opholde Livet. Det er naturligvis Uenigheden om, hvor meget der hører til det nødvendige, der vil aind tvistes om, hvad der skal forstaas ved at leve. Kapitalisten med de 5000 Kr i aarlig Indtægt vil daarlig indrømme, at Arbejderen ikke kan leve af lige saa mange Hundreder, men derimod vil han altid vande paa, at selv den ubetydeligste Nedgang i hans Indtægter vil for ham betyde den rene Nødstilstand.

En Mand i en af vore smaa Provinsbyer erklærede saaledes paa et Møde, at hans Indtægter umulig kunde forslaa til Middagsmad hver Dag, skønt Gud og hver Mand vidste bestemt, at Mandens Embede var lønnet med 5500 Kr. aarlig. For at Læserne dog ikke skal tro, at han var helt gal, skynder vi os at tilføje, at Manden var Præst, og disse kære Medborgere har jo almindeligvis ikke stor Forstand paa denne Verdens Goder.

Men nok herom. I al Almindelighed erkender enhver, at en Arbejder er sin Løn værd, og at denne Løn ogsaa maa være saa stor, at han kan spise sig mæt.

Men vi har her i Byen en ikke saa ganske lille Klasse, endda oven i Købet faglærte Arbejdere, paa hvem denne almindelig anerkendte Regel ikke passer, og for hvem der indtil den aller sidste Tid slet ikke har var været gjort en Smule for at faa den til at passe.

Denne Klasse er Syerskerne.

Den herværende "Syerskernes Fagforening" har meget fornyligt begyndt sin Virksomhed med at indsamle og skematisk bearbejde alle de Oplysninger, der angaar Arbejdernes Virksomhed paa Systuerne her i Byen, og de Resultater, som man ad denne aldeles paalidelige Vej har opnaaet, er saa mørke for Fagets Udøvere, at det vilde være Galmandsværk at begynde at skrive om dct. hvis man ikke kunde vedlægge det skrevne med de statistiske Tal. Der er simpelthen ingen, der vilde tro det skrevne.

Der er her i Horsens, saa vidt det har kunnet oplyses, 52 Systuer, hvor der benyttes Lønarbejdere som Medhjælp i et Antal fra 1 til 12 paa hvert Sted. Ialt er der 193 lønnede Syersker beskæftiget paa Systuerne og i dermed beslægtede Brancher, f. Eks. Trikotagesyning. Den ugentlige Løn for disse har i de sidste 4 Uger bevæget sig mellem 3 og K Kr. i Gennemsnit, naturligvis paa egen Kost og Logi Det viser sig endvidere, at de største Forretninger er de daarligste Arbejdsgivere, og at det fineste Arbejde, det, hvorved der særlig skal anvendes Paapasselighed, og til hvis Udførelse der hører mest Øvelse, er det, hvorved der tjenes den mindste Løn.

I Sandhed hyggelige Forhold. En Pige, der for at undgaa det kvindelige Tyendes retløse Stilling, og for at uddanne sig til en Gang i Tiden at kunne tjene et lille Bidrag til sit vordende Hjems Fornødenheder, lærer at sy, og naar hun saa er udlært, kan hun ikke paa langt nær tjene til den bare Føde; om Klæder kan der slet ikke være tale. Hun opdager snart, at hun er endnu strammere bundet af Sult, end hun hidtil har været af Tyendeloven. Arbejdstiden er i de fleste Forretninger 10 Timer, og allerede dette er en altfor urimelig lang Tiv for en ung Pige at sidde i en sundhedsfarlig bøjet Stilling over en Symaskine.

Men Syersken slipper ikke dermed. Paa de travle Tider vanker der Overarbejde - vel at mærke naar man undtager et Par Forretninger - men Overarbejdspenge, [½ linje ulæselig] mange Eksempler paa at [1/3 linje ulæselig] arbejde har været trukket ud imod Kl. 1 a 2. 

Man tænke sig et voksent menneske efter udstaaet Læretid arbejde 60 Timer ugentlig, med Udsigt til aldeles ubegrændset og ubetalt Overarbejdstid, for en Ugeløn af 3-6 Kr. eller med andre Ord fra 5 til 10 Øre i Timen.

Fakta er, at ingen Syerske i Horsens - naar undtages Førstesyerskerne og Direktricerne i de store Forretninger, kan fode og klæde sig selv med sine Hænders Gærning.

(Fredericia Social-Demokrat 19. juni 1899)

Syerskernes Strejke. (Efterskrift til Politivennen)

Andre artikler om syerskerne i 1899 (året for Septemberforliget): Syerskernes strejke (januar-februar 1899). Fagskole for Linnedsyning (februar-marts 1899, se endvidere særligt indslag). Syerskerne i Aalborg (marts 1899). Syerskerne i Provinsen (14. april 1899). Syerskernes Levevilkaar (19. juni 1899). Kvinderne svigtede ikke (29. august 1899). Da Syerskerne blev udelukkede (1. september 1899). Syerskerne (30. november 1899).

Syerskerne.

Fabrikanterne er paa Trapperne.

Paa Herreskrædernes Møde i Gaar Formiddags kunde Formanden for "Dansk Skræderforbund", William Petersen meddele de 1000 Syersker, der var mødt, at Fabrikantforeningens Formand Hr. Grosserer C. Holten, ved Formanden for "De samvirkende Fagforbund", Hr. Folketingsmand J. Jensen, havde meddelt, at han var villig til at forhandle om en Afslutning af Strejken.

Meddelelsen blev hilst med Bifald. Medlemmerne har intet mod at komme til Forstaaelse, naar denne kan opnaas paa Basis af Priskuranten og dens Ikrafttræden fra Onsdag Morgen.

KI. 1 samledes Bestyrelsen for Fabrikantforeningen med Bestyrelsen for "Dansk Skræderforbund" og "Herreskrædernes Fagforening" hos Grosserer Holten for at forhandle om et Kompromis.

Forhandlingen. Denne, der varede fra Kl. 1 i Gaar Eftermiddags til Kl. 1 i Nat, gav intet positivt Resultat, idet Fabrikanterne ikke vilde gaa med til, at Priskuranten skulde træde i Kraft strax, de vilde ikke strakte sig videre end for korte Tidsfristen til 15. Marts.

Forhandlingerne fortsættes i Morgen.

Syerskerne, der stadig faar Tilgang af Kammerater, fortsætter Strejken, idet de mener, at de ikke har stillet uberettigede Fordringer til Fabrikanterne.

(Aftenbladet 31. januar 1899)

Sejr for Syerskerne.

Som meddelt har der i de senere Dage været ført Forhandlinger mellem Fabrikanterne og Repræsentanter for de strejkende Syersker. Disse Forhandlinger førtes til Ende i Torsdags med det Resultat, at der opnaaedes en Overenskomst, som skulde indstilles til Vedtagelse af de strejkende. Denne Overenskomst, som er tiltraadt paa en i Torsdags Formiddags af Syerskerne afholdt Generalforsamling, gaar ud paa følgende :

De ny Lønsatser træder i Kraft den 15. Februar, Fabrikanterne holdt som meddelt oprindelig paa, at de først skulde troede i Kraft den 1. April, medens Syerskerne holdt paa 1. Februar. Endvidere: De Lønsatser, man er bleven enig om, skal gælde baade for de nuværende og de fremtidige Syersker hos Fabrikanterne! oprindelig var disses Standpunkt det, at Løntillæget kun var at betragte som et personligt Tillæg for de Syersker, der i Øjeblikket havde Arbejde.

Hvad Tilskærerne angaar, da skal disse i Følge den indgaaede Overenskomst fremtidig have en Minimal-Ugeløn af 25 Kr. Nyantagne Tilskærere skal dog arbejde paa Prøve i 14 Dage for 24 Kr. om Ugen.

I Torsdags Aftes holdt de mandlige Skrædere Generalforsamling om Sagen, og det anses for givet, at ogsaa de vil tiltræde Overenskomsten.

Fredag Formiddag holdes der afsluttende Møde mellem Repræsentanterne for Syerskerne og Fabrikanterne, ved hvilken Lejlighed Overenskomsten skal endelig underskrives.

Hvad den Lønforhøjelse angaar, som Syerskerne har opnaaet, da er den ganske vist ikke farlig stor; men der er opnaaet den meget store Fordel, at Lønningen af Syerskerne fremtidig bliver ensartet hos samtlige Fabrikanter af Herreklæder.

Under Strejken havde Fabrikanterne faaet en Del Velhaverfruer til at assistere sig. Det var navnlig Damer, der paa en eller anden Maade var kendt med Fabrikanterne, der nedlod sig til Strejkebrydergjerningen. Nu kan disse Damer igen saa Tid til at passe deres Toilette.

Det vilde være rart om Syerskerne i Provinserne nu vilde røre lidt paa sig, thi de har ikke mindre Trang til Organisation end Københavnerne. Desværre havde provinsielle Syersker mange fine Damer at slaaes med. Sagen er nemlig, at en Mængde Fruer og Frøkener syer og broderer for Tidsfordriv, medens de andre maa arbejde for Foden.

Selvfølgelig vil Damerne være farlige under en Strejke. Naar man ved, at Overklassen i denne By ligefrem er forgabet i Skruebrækkerracen, kan man være sikker paa, at Damerne vil sætte en Ære i deres Skændsel.

Dog, trods Faren for de fine Skruebrækkere, opfordrer vi til Organisation. Skulde det komme til Kamp, lover vi, at der fra vor Side skal blive ført den mest skaanselsløse økonomiske Krig mod de Forretninger, der maatte beskæftige de fine Strejkebrydere.

(Randers Arbejderblad 4. februar 1899).

Slem Medfart paa Kastelsvolden Torsdagen den 10deSeptember d. A.

Ovennævnte dag gjorde undertegnede med kone og et par af sin kones veninder en spadseretur på citadellet Frederikshavns volde på den tid om eftermiddagen da der musiceres sammesteds. Vi blev da af den tyskfødte skræddermester Johan Conrad Rothe som for øjeblikket har et telt der, og af dennes kone samt af to af hans håndlangere således behandlet at jeg ikke kan andet end offentlig omtale det for at andre i fremtiden kan vogte sig for ham og hans udsendte. 

Ligesom vi var gået forbi Rothes telt, kom ud fra det to meget skident påklædte kvinder hvoraf det ene endog havde træsko eller trætøfler på. Disse forfulgte os idet de lod deres veltalenhed høre i de groveste og mest pøbelagtige udtryk imod mig, lige hen på den plads hvor der musiceres. Her gik de  pludselig forbi os og idet de vendte sig om mod os, udbrød de med høj røst: "Se det rakkerpak!" med flere lignende ord. Det var naturligt at jeg og min kone samt de som var i følge med os, måtte tildrage os folks opmærksomhed på grund af det, og for så meget muligt at undgå dette, blev vi nødt til at vende om og vi kom således atter forbi Rothes telt hvor da han og hans kone tilligemed omtale kvinder som imidlertid også var kommet derhen, kom ud og - efter først at have gjort en mængde naragtige pantomimer ad os der gav dem stor lighed med de såkaldte nikkedukker - klappede de på en gang alle i hænderne og opslog en høj fremtvungen latter der vist har vakt opmærksomheden hos enhver som på samme tid gik der forbi. Ligeså lav som denne Rothes fremgangsmåde atter her var mod mig, lige så besynderlig og utaknemmelig var den vist nok også da jeg blot af medlidenhed med ham, samme dags formiddag i andet vidnekammer indgik forlig i en sag der vist nok kunne have haft meget slemme følger for ham. 

Imidlertid synes det som om Rothe ikke er tilfreds med dette forlig *). Skulle dette være tilfældet, da er jeg villig til når som helst han ønsker det og har tilladelse fra Fattigvæsenets direktion at lade sagen foretage på ny, og for at vise publikum hvor stor eftergivelse og skånsomhed jeg har vist mod ham, og hvor slet han har handlet mod mig, vil jeg såfremt han oftere skulle selv få i sinde eller overtale andre til at fornærme mig, enten personligt eller ved bagvaskelse, da at lade omtalte sag udgå i trykken, hvorved da Rothe vil komme til syne i sin sande skikkelse.

Peter Mørch.
Dameskræddermester

*) Dette forlig lyder således:

Udskrift

af andet vidnekammers protocol

i den kongelige Landsover- samt Hof- og Stadsret i k

i København

År 1829 den 10. september blev atter foretaget sagen:

Dameskrædermester Peder Mørch

contra

skræddermester Johan Conrad Rothe.

Parterne mødte og blev nu således forligt at kontraklageren, skræddermester Johan Conrad Rothe erklærede at hvad fornærmeligt udtryk han nogensinde måtte have brugt om hovedklageren er sådant brugt i overilelse og aldeles ugrundet, hvorfor det ikke må komme hovedklageren til skade på gode navn og rygte i nogen måde, samt at bemeldte Rothe forpligtede sig til at betale hovedklageren denne proces' omkostninger med 10 rigsbankdaler sølv, hvilken sum det i betragtning af hans foregivne uformuenhed skulle være ham tilladt af afbetale til hovedklageren med 3 mark sølv månedligt, samt at han derhos erlægger til Københavns Fattigvæsens hovedkasse en mulkt af 50 rigsbankdaler sedler som erlægges med 3 mark månedligt indtil hele mulkten er erlagt.
Sagen blev således mindeligt afgjort og sluttet.

Normann
Udskriftens rigtighed bekræfter
E. Lund.

(Politivennen nr. 717, Løverdagen den 26de September 1829, s. 631-634)

Thorald Læssøe: Broparti fra Kastellet, 1834. Statens Museum for Kunst.

Redacteurens Anmærkning.

Skræddermester Conrad Rothe meddelte i Politivennen nr. 719, 10. oktober 1829 s. 662 at han "forligelseskommissionen har indgivet klage mod dameskrædder Peter Mørch i anledning af dennes fornærmelse mod mig i Politivennen nr. 717, tillader jeg mig herved at erklære."

Bemærkning paa Skrædernes Herberge.

Det er vist meget gavnligt at stilesiddende personer især skræddere som sidder i en krumbøjet stilling den største del af dagen, en gang imellem gør sig en bevægelse for at rette ledemadene. At keglespil kan være egnet hertil, har man heller ikke noget imod. Men da det respektive skrædderlaug for nyligt i deres kro eller herberge har ladet opføre en muret keglebane som efter sigende skal koste nogle tusinde rigsbankdaler, så tager man sig den frihed at spørge om laugets kasse efter en sådan udgift endnu er i stand til at yde de af laugets interessenter der måtte trænge til understøttelse til husly osv. sådant, uden sammenskud af samtlige interessenter. I manglende fald vover man at mene at det havde været rigtigere at have hjulpet sig med den ene keglebane som allerede findes på stedet, eller ladet opføre en bygning hvori uformuende af laugets interessenter kunne have fået værelser for en billig leje.

(Politivennen nr. 460. Løverdagen den 23de October 1824, s. 9229-9230)

Butten Blank binnen krank.

Mens vores klædefabrikker der dog leverer meget godt, findt og durabelt klæde, klager over næring og det kongelige klædeoplag der er forsynet med særdeles godt klæde af alle kulører og til forskellige priser efter boniteten kun har lidt afsætning, ser man dog at fremmed klæde må have god afgang, eftersom der næsten dagligt i aviserne bekendtgøres at hele partier af superfint klæde er arriveret og sælges til billigste priser. At mængden har mere lyst til det fremmede, er vel til skade for vore egne fabrikker, men er dog tilgiveligt når der tages hensyn til at enhver gerne ønsker at få gode varer til den billigste pris. Men at man ofte bliver narret, når man køber af sådanne i avisen udtrompeterede varer, er sikkert. I det mindste har anmelderen selv nyligt haft et bevis derpå. 

For kort tid siden gik anmelderen efter et sådant avertissement op til en kræmmer eller handlende på Østergade for at sig 4 3/4 alen klæde til en frakke. Man viste ham forskellige stykker, og endelig et stykke olivenbrunt klæde som så særdeles smukt og fint ud, og hvorpå prisen for alen var 9 rigsbankdaler. Men som dog efter nogen prutten blev bestemt til 8 rigsbankdaler. Anmelderen ville købe 4 3/4 alen, men sælgeren forsikrede at 4 alen var fuldkommen nok til en frakke, da klædet var 10 kvarter bredt, hvilket en tilstedeværende skrædder også bekræftede. Anmelderen som naturligvis ikke ville købe end der krævedes, lod sig give 4 alen af det omtalte klæde som han leverede til sin skrædder. Men efter et par dages forløb kom denne til ham og lod ham vide at han ikke kunne sy en frakke af det leverede klæde, men måtte have 3/4 alen til. Klædet var nemlig under krympningen løbet således ind at i stedet for 10 kvarter bredde holdt det nu kun 8 kvarter og 1 tomme. Der måtte da købes 3/4 alen af samme sort, og efter at det ved krympningen havde fået et lige så fælt udseende som det øvrige, fik anmelderen heraf syet en frakke der ser ud som den var syet af meget simpelt og groft dansk klæde. At man altså om dette klæde kan sige: Butten blank, binnen krank, vil vist enhver sande der uagtet den her givne advarsel, vil lade sig sy klæder af samme.

(Politivennen nr. 418. Løverdagen den 3die Januar 1824, s. 6751-6753)

Bør Indfødte tilsidesættes for Udlændinger?

I Adresseavisen nr. 17 læses en bekendtgørelse af en dame nylig indrejst fra Paris hvori hun anbefaler sig som modehandlerinde og syerske. Ved den lejlighed finder indsenderen sig foranlediget til at bringe i erindring hvor krænkende det er for landets egne børn at tilsidesættes for sådanne fremmede. Især nu da lejligheden til erhverv er så ringe i enhver klasse. I 15 år har jeg været stadens borger, svaret alle pålæg og ved min næringsdrift givet mange fattige familier underhold. Men i nuværende uheldige periode har dette som så meget andet forandret sig, og min næringsvej kan nu ikke engang ernære mig selv med familie. 

For at bidrage til vores underhold ville min kone begynde med skræddersyning og indleverede en med attester forsynet ansøgning om bevilling hertil. Men skønt hun er dansk født, blev det afslået hende fordi jeg sidder i en såkaldt næringsvej der nu er så utilstrækkelig at den næppe kan indrente så meget som huslejen beløber. Således blev hendes gode forsæt ved stræbsomhed at komme sin mand til hjælp aldeles tilintetgjort, skønt hun ser at adskillige drister sig til, endog uden bevilling at modtage sytøj for betaling hvorved de både undgår at betale næringsskat og gebyr for bevillingen.

A. Maubach.

(Politivennen nr. 370. Løverdagen den 1ste Februari 1823, s. 5994-5996).

Replik til Hr. Skræddermester Mørck.

Skønt hr. skrædermester Mørck i Politivennen nr. 349 har søgt at tilintetgøre hvad jeg i samme blad nr. 347 har anført imod ham og hvorom flere med mig er enige at hr. Mørck just derved har bevist mit anbragtes rigtighed, vil jeg dog for at overtyde ham om sin vildfarelse, svare følgende: den renlighed eller urenlighed som findes i hr. Mørcks hus, er ikke påanket som noget naboerne uvedkommende så længe den sidste ikke går over sine grænser, derimod er talt om uorden med ild og lys m.v.

Betræffende Deres huspersonales antal, siger De: Antallet af de familier som bo hos Dem, er 58 bestående af to hundrede og nogle og tredive personer, spæde børn iberegnet. Da tallet nogle og tredive også kan være 39, så er i det af mig opgivne antal 300 personer kun en difference af 61 personer vel en forskel, dog bliver det virkelige antal mere end stort nok til ved uforsigtighed og skødesløshed at bevirke skade.

Et andet sted siger hr. Mørck at hans huspersonale udgør det beløb cirka 230. Hr. Mørck såvel som hans koncipist må ikke rigtig forstå ordet cirkas betydning, og det formodes så meget mindre som man ikke godt kan antage at en husvært skulle være uvidende om hver person der befandtes i hans hus såvel bosiddende som logerende. For heraf følger at berørte ord er overflødigt og urigtigt anbragt. 

De ytrer ligeledes: At jeg urigtigt har kaldt deres hus' lokaler for huller.

Når der som meldt er anbragt på øverste etage trælemme hvorigennem de nedenboede får lys og luft, er nok uden tvivl huller meget passende.

Videre siger De: at jeg har skrevet mod Dem af misundelse og avind.

Jeg bor langt fra Deres nabolag, er hverken gård- eller husejer, og misunder Dem derfor ikke om De havde 10 gange så megen fordel af Deres hus, som De nu har. Hvad avind betræffer, da er det mig ganske ubevidst nogen sinde at have set Dem, mindre stået i nogen forbindelse med Dem. 

Om personer som indtages af beboerne i et hus kan kaldes andet end fremlejere, påtvivles meget, og underligt nok at hr. Mørck som husejer der skriver eller rettere lader skrive sine lejekontrakter, ikke kender dette ord og dets betydning.

At min erindring til dem om for fremtiden at have strengere tilsyn med Deres husfolk i henseende til ild og lys, er overflødig, indses ikke, tværtimod finder flere den er anbragt på sit rette sted. For hvor der i et hus er så mange personer og rimeligvis af forskellige karakterer, kan man altid med god grund befrygte sådanne farligheder, og hvad engang er sket, kan ske flere gange, om ikke just af en og samme person.

At ild udbrød den opgivne dag og klokkeslæt i Deres hus, vil og kan De nok ikke nægte da naboer og genboer kan vidne imod Dem, ja end mere, sprøjter holdt uden for Deres hus, og det er nok sjældent disse indfinder sig uden ved ildstedet. I øvrigt bemærkes: At hvad jeg skrev imod Dem, er sket efter anmodning af en Dem nær boende familie og uden betaling. Denne kender temmelig nøje Deres hus' indretning, og har i længere tid daglig set Deres beboere gå ind og ud. Ligeledes erklærer jeg: At hvad videre i denne sag fra Dem måtte fremkomme, bliver af mig ubesvaret da jeg ikke har lyst eller rettighed til at besvære publikums ører med mere i den henseende.

(Politivennen No, 351, Løverdagen den 21de September 1822, side 5678-5682)

Bemærkning til Indsenderen af: Vogt Ild og Lys, i Politievennen No. 347.

Dersom indsenderen af det i Politivennen nr. 347 for i år under overskriften: Vogt Ild og Lys, indrykkede stykke om mig og min ejendom samt iboende hus nr. 264 i Store Kongensgade, havde indskrænket sig til en sandfærdig og rigtig fremstilling af mit hus' beskaffenhed, såvel som af den der udi herskende orden og renlighed, skulle jeg aldeles ikke have noget imod at han viste sit skribenttalent ved at meddele publikum disse omstændigheder. Men når indsenderen tillader sig i den over mit hus gjorte beskrivelse af underholde med fuldkommen urigtige foregivender er det min pligt at sætte sagen i sit rette lys, fordi at de forvanskninger som indsenderen i stykket har tilladt sig ikke skulle kaste en skygge på mig eller give et urigtigt begreb om husets beskaffenhed. 

Iblandt en mængde urigtige foregivender hvoraf indsenderen har benyttet sig, vil jeg blot bemærke de vigtigste. Disse er: Personalet af lejere og fremlejere som indsenderen kalder dem, er ikke som han fortæller 300 og derover. De udgør ikke engang for værende tid et højere antal end 58 familier bestående af tohundrede og nogle og tredive personer, spæde børn iberegnet. Den misundelse og det avind som udmærker det her omhandlede stykke er i mine øjne alt for øjnefaldende til at jeg skulle give mig den umage at analysere et produkt som hverken hædrer forfatterens hjerte eller forstand. Jeg mener at have vist det opmærksomhed nok her at anføre som en bevislig sandhed at lejernes og families personale kun udgør det summariske beløb af cirka 230. 

Lige så urigtigt fortæller indsenderen at disse i mit hus boende familier bor i usle små huller. Uden at værdige ham nogen beskrivelse over mit hus' beskaffenhed hvorom jeg ikke skylder ham nogen forklaring, vil jeg dog da denne sag nu er forelagt publikum, til dets oplysning melde at af de familier som bor i mit hus, har nogle og 30 hver deres eget køkken, med stue og kammer. En del familier har endnu større og flere lejligheder og 12 familier har fælles køkken med videre. 5 forskellige opgange er i hele huset, alle med behørig bredde. 

Enkelte lejere som enten slet ingen eller højst har 1 til 2 børn, bortlejer nogle af de værelser de har fået overladt og som de ikke behøver, til andre. Og gennem den fra disse indtagne personer oppebærende godtgørelse eller indkomst formindsker de udgiften, eller erhverver et bidrag til den til mig erlæggende lejes beløb. Det er vel ikke nogen utilladelig handling og kan i det mindste ikke tilregnes mig, som i lejekontrakterne har forbudt den, og kun i enkelte tilfælde samtykket samme.

Husets beskaffenhed til gaden falder enhver forbigående i øjnene. Til  højre side inde i gården er en grundmuret bygning 15 fag lang med grundmuret gavl til enden. Og til venstre side er 5 fag bindingsværk. og altså ikke som anmelderen siger 3 bindingsværkshuse. Imellem side- og baghuset er en betydelig afstand, ligesom også gårdspladsen i det hele er temmelig rummelig. Baghuset er opført af grundmur på de til for- og baggården vendende sider. Baggården har en bredde af cirka 5 alen og længden er nogle og tyve alen. I samme findes en udkørsel og to udganger.

Således er mit hus' indretning af den beskaffenhed at det yder den samme sikkerhed i tilfælde af ildebrand som ethvert andet hus af samme slags. Og såvel naboerne som husets beboere har i den henseende en tryghed lig den disse i andre huse kunne gøre regning på. På gangene som fører ud til gaden, såvel som på trappen og husets fortov må ingen af husets beboere opholde sig, da lejekontrakterne udtrykkelig forbyder sådant. Til gaden er den 4. udgang af huset.

Om de antagende beboeres ulastelig opførsel fordrer jeg bevis fra den vært hvorfra de kommer, forinden jeg forunder dem bopæl i mit hus. Indsenderens erindring om at jeg for fremtiden skulle have et strengere tilsyn med de hos mig boende familier end hidtil, er alt for arrogant og ufortjent til at jeg derom vil udlade mig. Så meget desto mindre som jeg altid har og vist nok uden hans påmindelse som jeg foragter, fremtidigt vil anvende alt hvad der ligger inden for min virkekreds for forsåvidt det står til mig at forebygge enhver anledning til ildebrand i dette hus. En ulykke jeg lige så meget som naboerne ønsker at undgå.

Indsenderens ytring om husets forsikringssum hæver enhver tvivl om hans tænkemåde. Når de forbedringer som husets bygninger af mig er givet, samt bygningernes vigtighed og vidtløftighed tages i betragtning, vil den sum hvorfor dette hus er forsikret, vist ikke findes at overstige disse bygningers værdi. Den urenlighed og uorden som for 15 til 18 år siden måske var herskende i dette hus er afskaffet siden jeg blev ejer af det, og det kan i henseende til renlighed og orden hos husets beboere fuldkommen sammenlignes med ethvert andet hus hvori mange familier har bopæl.

(Politivennen nr. 349. Løverdagen den 7de September 1822, s. 5651-5656).

Redacteurens Bemærkning.

Artiklen er et svar på Politivennen nr. 347. 24. august 1822. 

Svar findes i Politivennen nr. 351 og Mørcks svar på dette i Politivennen 5743-5747. Sidste indlæg bringer ikke noget ny, det er  mest en udladning af skældsord. Så interesserede overlades til at læse indlægget i originalen.

Store Kongensgade 264 blev sammenlagt med 165 i 1845 og skiftede i 1856 nummer til Store Kongensgade 100. Bygningen fra Politivennens tid eksisterer ikke længere.

Huset er omtalt i forbindelse med koleraepidemien i 1853, hvor huset blev evakueret. Her findes også en kort beskrivelse af huset på daværende tidspunkt:

Huset No 264 & 265 i Store Kongensgade (kaldet Løven); dette Huus bestaar af Forhuus, tvende Sidehuse, 1 Mellembygning og 1 Bagbygning, hvori der ei boer mindre en 66 Familier, foruden Pakleilighed til Høkeren.

Vogt Ild og Lys!

Selv om hr. skræddermester Mørcks hus i Store Kongensgade nr. 264 hvor ilden udbrød den 11. i denne måned om aftenen kl. kvart i elleve, muligvis er så godt forsikret at selv om nævnte bygning brændte, så kan han holde sig skadesløs, så er det dog højst urigtigt at han pr interesse propper så mange mennesker ind i sit hus.

Personalet af lejere og fremlejere skal være 300 og mere mere, hvoraf de fleste bor i usle små huller, ja endog på det øverste loft hvor i taget er anbragt lemme for at skaffe disse fattige lys og luft. Opstår ildsvåde ved nattetid i disse 3 gamle bindingsværksbygninger, ville vist den størstedel af disse ulykkelige familier blive indebrændt, især hvis ilden kom nedefra. Naboer og genboer var måske udsat for lignende fare, da ikke alene brændevinsbrænderne Mørcks og Eigårds hølofter støder op til nævnte bygninger, men endog et pakhus i Akademigade hvori skal være et betydeligt varelager.

Man venter at skræddermester Mørck i fremtiden vil holde et strengere tilsyn med sine mange husbeboere. Hvilket han skylder enhver såvel i som udenfor nabolaget.

(Politivennen nr. 347. Løverdagen den 24de August 1822, s. 5630-5631).

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvares i Politivennen nr. 349. 7. september 1822.

Trøst til de to stridende Skræddere.

Skrædderarbejde kan dog umuligt være arveligt. Og det er vist nok overflødigt at besvare spørgsmålet om ikke enhver mand fra fyrsten til bonden i hytten har frit valg til at lade sine klæder sy af hvilken dertil berettiget skrædder, han finder for godt. Ikke desto mindre ser man dog i disse dage at 2 skræddere i Addresseavisen strides om en afdød skræddermesters kunder. Grunden til denne strid er formodentlig den at den afdøde havde haft licitationsarbejde der var meget fordelagtigt at have, da der er sort, og at han tillige da han var kendt som en ærlig og retskaffen mand, havde skaffet sig en del solide og prompte betalende kunder. Hvilket nu er mere og mere sjældent og hvad enhver ønsker sig. 

Men da alt værtshuskaperi, avisskrigeri og ethvert slags ubegrundet anbefaling snarere er skadelig end gavnlig, og en avisfejde om skrædderkunder især er latterlig, så kan indsenderen ikke undlade at råde de 2 herrer til at slå sig til ro og tænke på det gamle ordsprog: Was Gott mich zugedacht, wird mir ins Haus gebracht. For det er fuldkomment troligt at de ærlige og gode kunder vist ikke ville vælge en arbejder efter hans egen anbefaling i en avis, men efter aflagt prøve. Og hvis de endog skulle vælge en af de stridende herrer, da faldt valget sikkert på den ærligste.

(Politivennen nr. 263. Løverdagen den 13de Januari 1821, s. 4239-4241).

Svar til S. T. hr. Skrædermester D. With fra Skræderen hvis Contract Han Underskrev *).

Da jeg i Deres indrykkelse i Politivennen 118 egentlig er den som bliver erklæret som kontraktstifter og altså som den der røvede mine medborgere brødet af munden, mener jeg at være publikum og mig selv skyldig i gøre opmærksom på at i Deres indrykkelse findes en stor del drøje usandheder.

1. Hvad underskrivelse  på min kontrakt angår, da ved De selv ret godt at De flere gange havde været hos S. T. hr. generalkrigskommissær de Auchamp R. a. D om munderinger og allerede aftalt en pris om samme i den de mig af S. T. hr. gen. kr. kom. blev tilbudt til forarbejdelse. Og at min kontrakt først blev afsluttet, skete kun på grund af Deres udeblivelse. Den udeblivelse var formentlig ikke uden grund, som jeg senere ved Deres underskrivelse på min kontrakt og ved det udspredte rygte erfarede. I øvrigt vil formentlig bemeldte S. T. hr. G. K. K.brev til mig af 12. februar 1818 nok ikke ganske være gået Dem i glemmebogen da de dog i S. T. hr. G. K.K og fleres nærværelse så ynkelig bad mig om at tilintetgøre sidstnævnte brev. Og da jeg ikke føjede Dem deri (selv om S. T. hr. G. K. K. gerne tillod samme da han lovede at give mig et andet i stedet) endelig bad mig ikke at vise skrædderlavets oldermand S. T.hr. kaptajn Beck samme, fordi jeg ellers efter hr. Withs udtryk derved ville skaffe ovennævnte hr. kapt. Bech et søm at hænge sin hat på. 

Hovedbygningen af Den Kongelige Militære Klædefabrik i Usserød. Dog i den skikkelse den fik i 1860. Det var bl.a. her militæret fik fremstillet sine uniformer på Politivennens tid. Da den var på sit højeste, arbejdede 700 her, fortrinsvis fattige og børn. (Eget foto).

2. Må Deres hukommelse være skrækkelig svag når De ikke kan erindre at den af Dem nævnte underskrevne kontrakt kun lød på 100 munderinger ugentlig og ikke på 200. Og S. T. hr. G. K. K. ganske enslydende breve til Dem og mig af 7. februar 1818 indeholdende at vi ikke kunne vente os mere end 150 munderinger en gang for alle, som vi også modtog den 9. februar 1818. Om dette nu er glemt med vilje eller virkelig glemsomhed har bragt Dem til denne usandhed, kan jeg ikke bedømme. Men ved at S. hr. G. K. K. brev er i mit værge, og depotets protokoller i depotets værge. 

3. Hvad uddelingen af de 110 munderinger til de fattige mestre angår, da ser jeg mig atter nødt til at beklage Deres hukommelse. Men måske var det kun en fejltagelse, for 110 og 40 gør efter vores gamle Søren Mathiesen 150, og på den måde slipper vi omvendt ret godt ud af det. De vil behageligst erindre at det var Dem selv som foreslog at vi skulle uddele 36 munderinger hver til førnævnte mestre for 16 mark stykket. Hvilket De meget påtrængende bad at jeg også skulle overlade mit kvantum til Dem at uddele, hvilket jeg også indgik (siden til stor ærgrelse for mig). To dage derefter kom Deres bud til mig med den anmodning at uddele endnu 4 munderinger på samme måde, hvilket jeg tilstår, jeg med nogen uvilje gik med til. Om det måske årsagen at brovte med noget mere der gjorde Dem så påtrængende, eller hvilken årsag ved De vel bedst selv. Men det ved jeg at jeg såvel af Deres daværende, såvel som af mine svende har vidner på det nedskrevne. Lære som skrædder, men ikke som skribent, fulgte jeg meget gerne det gamle ordsprog: Skomager bliv ved din læst. Men da sagen nu er levet publikums sag, troede jeg at skylde den sandhed.

Og kun til sidst jeg Dem vil råde,
Med sandt og usandt holde måde.

C. G. Bolt.

*) I bidrag som nærværende der forlanges ordrette indrykkede og hvorfor indsenderen bliver ansvarlig tror udgiveren han aldeles ingen rettelse bør foretage om han endog fra ortografiens side havde noget at indvende mod samme.

(Politivennen nr. 221. Løverdagen den 25de Marts 1820, s. 3553-3556)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen udsprang af en artikel i Politivennen nr. 218. 4. marts 1820, s. 3489-3502 og besvaredes i Politivennen nr. 219. 11. marts 1820, s. 3524-3528.

Det militære Varedepot. Frederik 6. skal have været nidkær med militæret munderinger og undersøgt dem nøje. Befalingsmændenes og mandskabets dragter blev normalt leveret af statens egne fabrikker til nød købt i udlandet. I 1811 oprettedes adskillige militære fabrikker foruden de allerede eksisterende Guldhuset i Rigensgade og Børnehuset på Christianshavn: Den Kongelige Militære Klædefabrik i Usserød (1791) og Brønsholmsdal. Fabrikken i Usserød har været omtalt i Politivennen 22. november 1800 i forbindelse med skorstensfejning.

Militæret brugte megen tid på ændringer i uniformerne, især efter 1810 kom en overflødighed af bestemmelser. Det var uenighed om farverne på uniformsbukserne der skabte arbejde. Gråt blev fx erstattet med himmelblåt i 1816 i linjehæren. Og dette kan have været årsagen til de store munderingsopgaver for skrædderne. 

Generalkrigskommissær Francois Louis d'Auchamp (1778-1847), major af Infanteriet som magasinkommissær. Han opdagede omfattende underslæb i 1810, hvor væversvendene formentlig stjal 10-12 pund ud af 60 pund uldgarn.

Søren Mathiesen: Det må være den Søren Mathiesen som Rundetårn skriver om: Han var klokker og regnebogsforfatter til “Compendium Arithmeticum eller Vejviser, hvorved man på korteste og netteste Måde kan ledsages til Regnekunstens rette Brug.” (1680). Tillægget “En kort Formular til i adskillige Breve udi huslige, Handels, Vekslers og deslige daglige forfaldne Håndteringer, for Ungdommen” udkom 1721 som en selvstændig Bog. Den udkom i flere udgaver senere indtil 1763.  Desuden til "Aritmetica compendiosissima eller meget kort og net Måde at regne på, med “ (1680) og "En let Arithmetica eller Regnekunst" (1696). Sidstnævnte blev 1696 oversat til tysk og udkom indtil 1750.

Domfældelse
Den 3. oktober 1821 faldt der dom i sagen:

"De paaankede af Contracitanten Skrædermester D. With om Hovedcitanten Capitain og Skrædermester N. H. Bech i Bladet Politivennen Nr. 218 og 219 for Aaret 1820 fremførte fornærmelige Beskyldninger og Udladelser bør døde og magtesløse at være og ikke komme Sidstnævnte til Skade paa Are, gode Navn og Rygte i nogen Maade hvorimod Contracitanten for sit i saa Henseende brugte utilbørlige Forhold bør bøde til Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse 50 Rbd. Sølv.
Ligeledes bør de fra Contracitantens Side paaankede i Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger Nr. 55, 56 og 57 for Aaret 1820 af Hovedcitanten brugte Udtrryk døde og magtesløse at være; hvorimod Parterne iøvrigt for hinandens Tiltale i denne Sag bør frie at være.
Processens Omkostninger betaler Contracitanten til Hovedcitanten med 30 Rbd. Sølv.
At efterkommes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse, under Adfærd efter Loven"

Lidt mere til Nødværge mod lumsk Bagvaskelse og grundløse Rygter

Jeg har i Politivennen nr. 218 angivet årsagen der bevægede mig til at fremkomme med den deri fremsatte fortælling om den afgåede oldermand skræddermester R. H. Becks opførsel i anledning af det hos lavet bestilte munderingsarbejde. At jeg ikke kunne tage ømmere på ham ligger i sagens natur og at det anførte skønt overensstemmende med sandheden ville klinge ilde i hans åren, kunne jeg vel vide på forhånd. Men skønt jeg ikke har noget højt begreb om hans konduite, tiltroede jeg ham dog så meget at han ikke ville have prostitueret sig selv ved et sådant avertissment som det han har indført i Adresseavisen nr. 55. For for det første gør han sig latterlig ved selv at opkaste sig til dommer og at fælde dom i sagen uden på mindste måde at have modbevist mit udsagn, hvilket vil blive ham umuligt. Og dernæst ved offentligt at røbe sin opfarenhed og tilbøjelighed til at bruge skældsord, hvilket som upassende for mænd ikke engang er undskyldelig i mundtlig samtale, men aldeles utilgivelig når man skriftligt fremsætter sine tanker. For da bør et roligt sind og overlæg herske.

Jeg finder mig derfor beføjet til som et bidrag til mandens karakteristik at fremsætte et eksempel på hans uforsonlighed og harskhed.

Da jeg forinden jeg begyndte mine offentlige undervisning i skrædderprofessionen troede at burde gøre alt hvad der stod i min magt for ikke at have uvenner blandt mine lavsbrødre, søgte jeg også at blive forsonet med Beck, som jeg vidste bar nag til mig siden omtalte tildragelse med munderingsarbejdet. Jeg ytrede for en af hans venner at jeg ønskede at Beck ville være nærværende ved mit første foredrag og denne påtog sig at ville tilkendegive ham mit ønske, samt at levere ham et adgangskort hertil. Nogle dage derefter talt jeg med en af lavets agtede interessenter, hr. Møller om det samme,  og denne var af den formening at Beck ville komme når jeg indbød ham skriftligt. Jeg sendte ham derfor ved samme mester et adgangskortledsaget af følgende billet:

Iblandt en del af stadens agtede mænd som vil overvære mit første foredrag, ønsker jeg også at se den jeg af hjertet gerne rækker hånd til fred. Indlagte bedes afbenyttet.

København den 16. 1. 1820
Ærbødigst
With

Denne skrivelse bragte hr. Müller ham selv og talte desuden med ham. Den 17. om formiddagen bragte Becks dreng mig mit eget brev tilbage i hvilket han havde indlagt de 2 adgangskort. Hvorpå han udeblev fra mit foredrag. Senere hen skal han have fortalt denne sin opførsel mod mig til en del af sine venner, som med ham har glædet sig over denne hans genistreg. Da jeg nu håber at Beck efter løfte vil begynde sag mod mig for at en anden dommer end han selv kan afgøre om de af ham mod mig brugte skældsord kan og bør anvendes på mig, eller returnere tilbage på ham selv, vil jeg forsyne ham med endnu et par historier som han kan benytte for dermed at formere klagepunkterne mod mig. For som det hedder at slå to fluer med et smæk har jeg i Politivennen nummer 218 foruden munderingssagen berørt en efter min formening lille fadæse blandt flere af samme art begået af skræddermester R H. Beck som oldermand i årene 1816, 17 og 18. Hvilke som det synes tillige med det øvrige har bragt ham på den fortvivlede tanke at opkaste sig som den højeste dommer i den sag som han lover at føre mod mig ved retten *).

For nu at blive ved førnævnte ordsprog vil jeg herved forøge fakta for den selvkloge hr. Beck idet jeg yderligere tilkendegiver at den omtalte fadæse ikke er den eneste han upåtalt har udøvet, skønt sådanne både er i strid med love, anordninger, lavsartikler, ja endog fornuftens mest rimelige grundsætninger. Dermed vil jeg give benævnte N. R. Beck lejlighed til på engang at fralægge sig hvad muligt han efter sin forstand kan finde sig fornærmet over **).

Mens jeg endnu var bisidder ved laden, så jeg på Råd- og Domhuset et svendestykke blive forevist kommissionen. Dette svendestykke var syet af en af hr. skræddermester Boheims lærlinge. Otte dage derefter optog skræddermester N. H. Beck nævnte svend i lavet. Han blev skrædder, vandt borgerskab og fik derpå navn af mester, uden at denne, som lavets formand havde kancelliets tilladelse til at optage ham i samme, da han som meldt kun havde været svend i en tid af 8 dage, ikke heller havde konsulteret bisidderne om denne svend. Hr. R. H. Beck fortalte nu til alles forundring at den der havde gjort mesterstykke var den samme person som for 8 dage siden var blevet svend.

Ved en anden lejlighed fik lavet som medinteressent en overløber som udgav sig for skrædder. Denne slap også ved hjælp af daværende oldermand N. H. Beck ind i borgersamfundet uagtet førstnævnte erklærede at han hverken kunne fremvise dåbsattest, konfirmationsbevis, vaccinationsattest, lærebrev eller noget lignende dokument som love og anordninger byder, og som er nødvendige til hjemmel for øvrighed og oldermænd.
Om begge disse sandheder tvivler vel ingen af dette blads læsere uagtet jeg for at skåne bemeldte person her ikke vil nævnte den sidste, lige så lidt som jeg drager i tvivl at jo egennytte forenet med den dårligste selvklogskab kan være drivfjederen dertil. Hvilket enhver som kender skræddermester N. H.Beck ret vist vil sande.

With

*) Det ville være galt dersom man således kunne foreskrive dommere hvad man ville der skulle ske sin vederpart.

**) Denne forøgelse vil give ham lejlighed til at forny mulkten til 4 mark.

(Politivennen nr. 219. Løverdagen den 11de Marts 1820, s. 3524-3528)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen udsprang af en artikel i Politivennen nr. 218. 4. marts 1820, s. 3489-3502 og besvaredes i Politivennen nr. 221. 25. marts 1820, s. 3553-3556.

Nødværge mod lumsk Bagtalelse og grundløse Rygter

Ethvert nyt foretagende i særdeleshed hvis det afviger fra det sædvanlige, må altid forvente at blive modtaget med stiklerier og lægges hindringer i vejen som ofte kan være vanskelige nok at få ryddet bort. Således blev også mit tilbud om at give undervisning i skrædderprofessionen opfattet med giftspydende anmærkninger og ussel satire. Ja selv de som jeg fornemmelig ville søge at gavne, lagde mig hindringer i vejen for min plans udførelse. Selvbevidst om min sags godhed smilede jeg kun ad de første og ved tålmodighed og standhaftighed overvandt jeg de sidste, så at jeg nu rolig kunne fortsætte mit begyndte forehavende. 

Men misundelse og had som aldrig hviler, opkogte og fordrejede gamle historier. Opspandt ubegrundede og falske rygter som skulle skade mig hos den bedre del af publikum, der havde prøvet og billiget mit foretagende. På flere steder og for betydelige embedsmænd har man fordømt mig som den der var skyld i lavets ruin. Og at jeg i året 1818 skulle have frataget lavets interessenter den fortjeneste som de kunne have haft ved at sy munderinger for det kongelige varedepot, idet jeg havde nedsat arbejdslønnen for selv at få alt arbejdet. Sådanne rygter som desværre kun alt for ofte bliver troet uden at sandheden af samme er bevist, kan skade både mit navn og min borgerlige stilling. Derfor nødsages jeg til at fremsætte en sandfærdig og bevislig fortælling om denne munderingssag og overlader det upartiske publikum at dømme mellem mig og mine forfølgere.

Efter at jeg i henved 15 år havde været bisidder eller såkaldt repræsentant ved skrædderlavet blev jeg en aften i januar måned 1818 tilsagt at møde på lavshuset for at tage nogle prøvemunderinger i øjesyn som var tilsendt lavet fra den kongelige skræddersal for at dette kunne bestemme til hvilken pris sådanne kunne forfærdiges. Samt tillige at høre oplæse en skrivelse fra det kongelige varedepots kontor hvori forlangtes nogle tusinde soldatermunderinger syet af lavets interessenter i en tid af 5 måneder.

Derpå blev i følge opstået uenighed mellem forsamlingen indbyrdes foretaget votering hvor udfaldet blev at den ringeste slags eller såkaldte eksercermunderinger skulle kunne sys for 19 mark, den bedre nemlig rabatmunderingen for 20 mark og den i arbejde sværeset eller 3. mundering for 21 mark, 8 skilling.

Efter at nævnte beslutning var taget, hævedes forsamlingen, og kun nogle mestre forblev der, formentlig for at høre om der ikke ellers skulle foretages noget til besvarelse på nævnte brev fra kollegiet. Men til alles største forundring stak oldermanden, hr. skræddermester R. H. Beck brevet i sin lomme, gik hjem og glemte straks at indholdet af brevet angik lavet. Men gjorde derimod ved sin sædvanlige egenmægtighed dette til sin egen private sag. Han besvarede derpå brevet efter eget behag, uden på mindste måde at forevise det, endnu mindre lade samme undertegne af repræsentanterne.

Følgen deraf var at han blev ene om det arbejde som var tiltænkt lavet. Og han nød således uden nogen vidste et ord af det, det held at få skrivelse igen fra kollegiet hvori var bestemt sagt at det havde antaget og resolveret på hans forslag om nævnte betaling (dog uden at deri nævntes noget om rigsbankdaler mark eller skilling), hvilket vel syntes ham selv som os andre forunderligt.

Repræsentanterne blev derpå atter sammenkaldt for at møde RB hjemme hos oldermanden selv og i hans tilskærerkammer. Han oplæste derpå den nysnævnte skrivelse som han havde fået fra det høje kollegium, tilkendegav sin tilfredshed og udbad sig 1 mark pr. mundering i provenu for sine mange og store ulejlighed som han ventede at få ved at alene at bebyrde sig med alle munderingerne. Dette synes vel meget da det dog enten skulle tages fra den fattige arbejder eller falde kongens kasse til last.

Hr. oldermanden forbeholdt sig nu ved et magtsprog at han ingenlunde ville løbe på lavshuset for en gang at uddele munderinger og en anden modtage samme, uagtet han vel så at hans rene fortjeneste af 600 munderinger om ugen udgjorde 150 rigsbankdaler, hvilket ses af det efterfølgende. Dette måtte repræsentanterne indvillige i hvis de ikke straks ville høre grovhed og se hans sædvanlige opbrusen mod dem.

Følgen heraf var at munderingerne blev uddelte i flæng og spræng, så at når de aldrende eller fattige mestre kom og forlangte arbejde, fik de sædvanlig grovheder i stedet for det forlangte arbejde da der intet fandtes.

Da jeg i forvejen indså hvordan det ville gå, betingede jeg mig 200 styk munderinger om ugen. Hvilke jeg på ansvar ville lade sy godt og meddele trængende mestre hvad jeg ikke kunne klare syet på mit værksted.

Efter kort tids forløb beklagede de blandt lavets mestre som aldeles ingen munderingsarbejde havde haft, sig for mig over oldermanden at de var blevet dårligt modtaget af ham når de havde forlangt arbejde og påtalt deres ret. Ligeledes meldte hr. skræddermester Dahlberg mig at oldermanden havde godtgjort sig selv 8 skilling pr. mundering mere, end lavets repræsentanter (hvoraf denne mand selv var en) havde indvilliget ham, og anmodede mig om at tale lavets sag, da jeg var den ældste repræsentant.

En beskikkelse var nødvendig for at afæske oldermanden en lovlig lavsforsamling, hvortil d'herrer skræddermestre Dahlberg og Stoffel var mig behjælpelige. Men vi traf ikke hr. oldermanden hjemme. Han var på skydebanen. (Formodentlig for at fejre en højtid).
Jeg besluttede straks at skrive en begæring om en lavsforsamling og bragte samme hen på hr. oldermandens bopæl i overværelse af nævnte mænd.

Den forlangte forsamling blev foranstaltet til anden dags aften under præsidium af hr. etatsråd Hammerik, hvor jeg da talte lavets sag imod oldermanden i flere end en henseende.

Etatsråden fandt alle mine påstande begrundede. Iblandt andre ting foreslog jeg:

1. Et forbedret mesterstykke såsom det vi har, er af sådan beskaffenhed at det skaber staten tiggere i stedet for mestre.
2. At det må forebygges at ingen kom ind i lavet som interessent med mindre han virkelig var skrædder og ville udøve professionen på sit vundne borgerskab. (Det modsatte var nylig sket ved oldermandens egenmægtighed og dem af bisidderne som indvillige samme)

Med dette forslag for oldermanden op imod mig med ord som det siger I som en infam karl og det erklærer jeg her i hele forsamlingens nærværelse.

Ganske rolig hørte jeg på det og overlod det til forsamlingen hvad denne syntes om sådan opførsel. Etatsråden bad mig ikke at tage oldermandens opfarenhed til hjerte, skammede ham derpå ud, og bad os til sidst begge om at forliges, da han ikke ønskede nogen sag som var foregået i hans nærværelse, påtalt ved retten. Jeg adlød straks og lovede at hvad han ved sin opbrusenhed havde sagt, skulle være glemt og beklagede blot at Beck ikke mere var herre over sine lidenskaber.

I det jeg foredrog om de 8 skilling pr mundering som oldermanden havde beholdt, uden repræsentanternes vidende, bekendte han straks sin skrøbelighed med de ord at han ikke syntes at han kunne have mindre end 24 skilling pr. mundering for sin store ulejlighed. Dog tilbød han ligeså hurtigt at han ville betale enhver sine 7 skilling ud, så snart som de forlangt det.

Nu var 2200 munderinger allerede snart færdige og afleveret hos oldermanden, og man kan altså tænke sig at en sådan snært gjorde ham ondt, især da den traf uventet.

Jeg påstod endvidere at munderingerne for fremtiden absolut skulle udleveres til lavshuset fra depotet under opsyn af en af bisidderne, samt at ingen uden de mest trængende lavsmestre måtte tildeles dette en gang lavets tilkomne arbejde, så også at oldermanden aldrig måtte overfuse nogen aldrende og fattig mester med grovheder om han endog syntes at have grund dertil. (NB efter sin forstand).

Til dels indvilligede man mig alt, men at nogen bisidder måtte være til stede var efter de fleste repræsentanters mening urigtigt og overflødigt, hvorfor jeg måtte frafalde denne min påstand.

Forsamlingen hævedes og alle de tilstedeværende var tilfredse såvel med min klage som med min påstand.

Efter hr. etatsrådens var gået, erklærede oldermanden at hans hjerte aldrig havde sat i sådan en klemme som i de to timer han havde hørt mig tale om vores lav (enhver som læser dette kan let vide hvad det var der klemte ham), og jeg kunne ikke undlade at beklage ham som dog ellers var min formand.

Efter at vi nylig var blevet forligt, brød oldermanden straks forliget igen, nemlig idet han i et øjeblik da jeg var gået ned fra amtssalen i et nødvendigt ærinde, tog 13 mænd som var resten af hele forsamlingen, med sig og løb bort fra mig. Så at jeg efter 4 minutters forløb stod alene tilbage i salen. Jeg vil tro det var for ikke at sige godnat til den infame karl, hvilket prædikat han som meldt havde behaget at tillægge mig. Straks dagen derefter meldte jeg mig fra laden.

"Det passerede rygtedes samme aften ud på den kongelige skræddersal eller varedepot og 2 dage derefter fik jeg en skrivelse fra generalkrigskommissær D´Auchamp hvori han bad mig komme ud på kontoret". (Guldhuset, Rigensgade. Indtil 1818 var den kongelige militære uldmanufaktur her og beskæftigede 400 arbejdere. I 1820 hvor artiklen er skrevet, var der dog i stedet militærhospital. Fabrikationen var i stedet flyttet til Usserød - se foto senere. Eget foto).

Det passerede, nemlig forsamlingen i lavshuset, rygtedes samme aften ude i den kongelige skræddersal eller varedepot, og 2 dage derefter fik jeg en skrivelse fra generalkrigskommissær D´Auchamp hvori han bad mig komme ud på kontoret. Jeg forføjede mig derud og fandt til min største forundring at jeg nu kunne få munderingsarbejde på mit eget navn, og at kollegiet havde taget en anden beslutning med det arbejde hvorom den selvkloge oldermand havde kontraheret. Tillige at flere skræddere havde meldt sig for at forskaffe munderinger færdige, samt at lavet ikke fik nogen at sy til den høje pris mere.

Hvad var her at gøre? Jeg søgte nu at beholde noget hellere end intet, og efter at jeg havde hørt de nyere betingelser oplæst af en forfattet og undertegnet kontrakt med en skrædder hvis navn jeg også havde hørt og hvem jeg personlig havde set hos oldermanden, bekvemmede jeg mig til at forskaffe 200 stykker af simpleste slags syet i 8 dage for betaling af 16 rigsbankmark og 8 skilling pr. styk. Jeg undertegnede nu samme kontrakt som førstnævnte skrædder havde underskrevet og påtog mig 200 munderinger for en uge.
Mandagen efter modtog jeg nævnte 200 munderinger, delte de 110 ud igen i samme tilstand som jeg modtog dem til 18 skræddermestre som henvendte sig til mig om dem, og betalte disse med 16 mark 8 skilling pr. stk. da oldermanden samme dag var gået fejl efter munderinger på skræddersalen.

Opbragt over at man havde indladt sig med andre mænd end hr. oldermanden, blev han så vred (hertil kom at han straks tænkte på de 7.000 gange 24 skilling som han nu også gik glip af) at han øjeblikkelig løb hen på lavshuset, slog af ham selv opsmurt stor  plakat op på væggen i krostuen, hvori han fortalte alle sine lavsbrødre at jeg havde ødelagt hele munderingsarbejdet for dem. Også udspredtes det rygte at jeg havde sat lønnen derfor ned til 2 rigsbankdaler i stedet for 19 mark *). Ja man drev det endog så vidt at hr. skræddermester Bonnesen med mange flere modtog munderinger samme dag i store partier for 2 rigsdaler pr. mundering i arbejdsløn. Således virkede denne løgn på hans venner.

Straks derefter syede lavets mestre samme slags munderinger for 9 til 10 mark stk. Jeg derimod tog ikke mod en eneste efter at de 200 var færdige. 

Nu spørger jeg:

1. Var jeg den nederdrægtige og egennyttige som søgte at bedrage kongen, staten og lavet eller hvem var det?
2. Var jeg den som ved nogen løgnagtig opdigtelse nedsatte arbejdslønnen til 2 rigsbankdaler stykket for det her omtalte munderingsarbejde, eller hvem var  det?
3. Hvem er den som fortjener at forfølges, foragtes krænkes på ære og gode navn, når jeg således fralægger mig hr. oldermandens udtryk eller skældsord, er det da ham eller mig?

Dette tror jeg vil for det første være nok for at standse kabalens ondskab mod hvilken jeg venter og håber at fejre

D. With

*) Hvorfor ikke 19 mark 8 skilling

(Politivennen nr. 218. Løverdagen den 4de Marts 1820, s. 3489-3502)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvaredes i Politivennen nr. 219. 11. marts 1820, s. 3524-3528 og i Politivennen nr. 221. 25. marts 1820, s. 3553-3556.