Lidt mere til Nødværge mod lumsk Bagvaskelse og grundløse Rygter

Jeg har i Politivennen nr. 218 angivet årsagen der bevægede mig til at fremkomme med den deri fremsatte fortælling om den afgåede oldermand skræddermester R. H. Becks opførsel i anledning af det hos lavet bestilte munderingsarbejde. At jeg ikke kunne tage ømmere på ham ligger i sagens natur og at det anførte skønt overensstemmende med sandheden ville klinge ilde i hans åren, kunne jeg vel vide på forhånd. Men skønt jeg ikke har noget højt begreb om hans konduite, tiltroede jeg ham dog så meget at han ikke ville have prostitueret sig selv ved et sådant avertissment som det han har indført i Adresseavisen nr. 55. For for det første gør han sig latterlig ved selv at opkaste sig til dommer og at fælde dom i sagen uden på mindste måde at have modbevist mit udsagn, hvilket vil blive ham umuligt. Og dernæst ved offentligt at røbe sin opfarenhed og tilbøjelighed til at bruge skældsord, hvilket som upassende for mænd ikke engang er undskyldelig i mundtlig samtale, men aldeles utilgivelig når man skriftligt fremsætter sine tanker. For da bør et roligt sind og overlæg herske.

Jeg finder mig derfor beføjet til som et bidrag til mandens karakteristik at fremsætte et eksempel på hans uforsonlighed og harskhed.

Da jeg forinden jeg begyndte mine offentlige undervisning i skrædderprofessionen troede at burde gøre alt hvad der stod i min magt for ikke at have uvenner blandt mine lavsbrødre, søgte jeg også at blive forsonet med Beck, som jeg vidste bar nag til mig siden omtalte tildragelse med munderingsarbejdet. Jeg ytrede for en af hans venner at jeg ønskede at Beck ville være nærværende ved mit første foredrag og denne påtog sig at ville tilkendegive ham mit ønske, samt at levere ham et adgangskort hertil. Nogle dage derefter talt jeg med en af lavets agtede interessenter, hr. Møller om det samme,  og denne var af den formening at Beck ville komme når jeg indbød ham skriftligt. Jeg sendte ham derfor ved samme mester et adgangskortledsaget af følgende billet:

Iblandt en del af stadens agtede mænd som vil overvære mit første foredrag, ønsker jeg også at se den jeg af hjertet gerne rækker hånd til fred. Indlagte bedes afbenyttet.

København den 16. 1. 1820
Ærbødigst
With

Denne skrivelse bragte hr. Müller ham selv og talte desuden med ham. Den 17. om formiddagen bragte Becks dreng mig mit eget brev tilbage i hvilket han havde indlagt de 2 adgangskort. Hvorpå han udeblev fra mit foredrag. Senere hen skal han have fortalt denne sin opførsel mod mig til en del af sine venner, som med ham har glædet sig over denne hans genistreg. Da jeg nu håber at Beck efter løfte vil begynde sag mod mig for at en anden dommer end han selv kan afgøre om de af ham mod mig brugte skældsord kan og bør anvendes på mig, eller returnere tilbage på ham selv, vil jeg forsyne ham med endnu et par historier som han kan benytte for dermed at formere klagepunkterne mod mig. For som det hedder at slå to fluer med et smæk har jeg i Politivennen nummer 218 foruden munderingssagen berørt en efter min formening lille fadæse blandt flere af samme art begået af skræddermester R H. Beck som oldermand i årene 1816, 17 og 18. Hvilke som det synes tillige med det øvrige har bragt ham på den fortvivlede tanke at opkaste sig som den højeste dommer i den sag som han lover at føre mod mig ved retten *).

For nu at blive ved førnævnte ordsprog vil jeg herved forøge fakta for den selvkloge hr. Beck idet jeg yderligere tilkendegiver at den omtalte fadæse ikke er den eneste han upåtalt har udøvet, skønt sådanne både er i strid med love, anordninger, lavsartikler, ja endog fornuftens mest rimelige grundsætninger. Dermed vil jeg give benævnte N. R. Beck lejlighed til på engang at fralægge sig hvad muligt han efter sin forstand kan finde sig fornærmet over **).

Mens jeg endnu var bisidder ved laden, så jeg på Råd- og Domhuset et svendestykke blive forevist kommissionen. Dette svendestykke var syet af en af hr. skræddermester Boheims lærlinge. Otte dage derefter optog skræddermester N. H. Beck nævnte svend i lavet. Han blev skrædder, vandt borgerskab og fik derpå navn af mester, uden at denne, som lavets formand havde kancelliets tilladelse til at optage ham i samme, da han som meldt kun havde været svend i en tid af 8 dage, ikke heller havde konsulteret bisidderne om denne svend. Hr. R. H. Beck fortalte nu til alles forundring at den der havde gjort mesterstykke var den samme person som for 8 dage siden var blevet svend.

Ved en anden lejlighed fik lavet som medinteressent en overløber som udgav sig for skrædder. Denne slap også ved hjælp af daværende oldermand N. H. Beck ind i borgersamfundet uagtet førstnævnte erklærede at han hverken kunne fremvise dåbsattest, konfirmationsbevis, vaccinationsattest, lærebrev eller noget lignende dokument som love og anordninger byder, og som er nødvendige til hjemmel for øvrighed og oldermænd.
Om begge disse sandheder tvivler vel ingen af dette blads læsere uagtet jeg for at skåne bemeldte person her ikke vil nævnte den sidste, lige så lidt som jeg drager i tvivl at jo egennytte forenet med den dårligste selvklogskab kan være drivfjederen dertil. Hvilket enhver som kender skræddermester N. H.Beck ret vist vil sande.

With

*) Det ville være galt dersom man således kunne foreskrive dommere hvad man ville der skulle ske sin vederpart.

**) Denne forøgelse vil give ham lejlighed til at forny mulkten til 4 mark.

(Politivennen nr. 219. Løverdagen den 11de Marts 1820, s. 3524-3528)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen udsprang af en artikel i Politivennen nr. 218. 4. marts 1820, s. 3489-3502 og besvaredes i Politivennen nr. 221. 25. marts 1820, s. 3553-3556.