06 september 2015

Brev om en Sag der interesserer mange

Hr. Udgiver!
Nu har da endelig forhenværende juster- og rodemester Thomsen i det mindste gjort mine til at ville begynde sag mod mig fordi jeg for så rum tid siden i Deres blad Politivennen har anket over hans, jeg siger det endnu: fejlagtige og anordningsstridige beregninger over skatterne mellem ejere og lejere. Vi mødte nemlig i går, det forstår sig efter hans klage, begge for forligelseskommissionen, hvor hans væsentligste klagepunkt gik ud på at jeg i Politivennen nr. 173 af 24. april forrige år havde, tænk engang hvilken forbrydelse!! skildret ham som den der ved ikke at have fulgt forordningen af 17. april 1816 om ildstedsskattens ophævelse, muligt har skilt mange lejere ved deres surt erhvervede, måske sidste skilling, da han uagtet denne ildstedskat i følge nys citerede forordning skulle ophøre fra 1. oktober 1815, dog et halvt år derefter, nemlig til flyttedagen i maj 1816, beregnede denne således ophævede skat separat på lejerne. 

At jeg med den hjemmel jeg har såvel i anordninger som i lovgyldige dokumenter ikke kunne, og ikke burde fremstå som en synder og som den der havde forset mig, er naturligt hvorfor sagen altså ikke kunne forliges. Imidlertid skylder jeg publikum, særdeles de mange lejere som det især interesserer og mig selv, offentligt at bekendtgøre dette Thomsens tilsyneladende nødskridt uden at bekymre mig om hans egentlige hensigt muligt går ud på deraf at afbenytte sig i en anden af ham i samme anledning og mod 2 andre anhængiggjort sag, og beder derfor Deres velbhd. om De finder det passende da at indføre dette mit bred i Politivennen til almen kundskab.

København den 10. marts 1820
C. J. Schelund
Boende i Store Grønnegade nr. 254, 1. sal.


(Politivennen nr. 220. Løverdagen den 18de Marts 1820, s. 3542-3543)


Redacteurens Anmærkning

Artiklen Politivennen 166 var anledning til en af de længste disputter i Politivennens historie, som også blev ført i bladet Dagen. Og hvoraf de fleste er publiceret på denne blog. Thomsen svarede på artiklen i Dagen den 9. januar 1819, og i Politivennen blev den anonymt kommenteret i Politivennen nr. 170, 3. april 1819, s. 2737-2742, samt igen af Københavns guvernements og hovedvagtskriver Schelund i Politivennen nr. 173, 24. april 1819, s. 2779-2791. Thomsen svarede igen i en artikel i Dagen, 1. maj 1819, som Schelund besvarede i Politivennen nr. 175, 8. maj 1819, s. 2816-2829. Disputten fortsatte i Politivennen nr. 181, 19. juni 1819, s. 2919-2920 og Dagen 25. juni 1819. C. Møller besvarede Thomsen i Politivennen nr. 183, 3. juli 1819, s. 2941-2944, mens Politivennens udgiver i Politivennen nr. 183, 3. juli 1819, s. 2944-2948. Schelund berettede om retssagen i Politivennen nr. 220, 18. marts 1820, s. 3542-3543. Og så mangler der desværre nogle numre, så den sidste artikel optræder i Politivennen nr. 266, 3. februar 1821, s. 4289. Selve dommen blev offentliggjort i Politivennen nr. 288, 7, juli 1821, s. 4636-4638.

København Biblioteker sidste halvår af 1820. I denne periode udkom som det fremgår af nedenstående indlæg i nr. 255 og nr 256. Disse kan denne blog således desværre ikke offentliggøre. I Dagen 2. november stod følgende annonce (bemærk at Thomsens adresse nuv. Admiralgade 27-31/Holmens Kanal 22 ikke eksisterer længere. Nu ligger der et arkitekttegnet hus fra 1960 Povl Ernst Hoff og Bennet Windinge):
Efter adskillige Eieres og Leieres Anmodning har jeg besluttet at aabne et Contoir for der at modtage og meddele Anvisninger fra Eier til Leier om ledige Værelser og Leiligheder, hvortil Protocoller qvarteerviis forfattet, og altsaa hastig overskuelig, skal blive ført og foreviist Enhver paa Forlangende; og da dette Arbeide beqvemt lader sig forene med de Forretninger, jeg, som bekiendt, i en Række af Aar har foretaget mig og som jeg stedse vedbliver, især da de Opmaalings Forretninger over hele Staden der ere i min Værge tillige kunde opgive Leiere næsten ethvert Værelses Størrelse, saa tør jeg vente at endeel af  Publikum, der ønsker at benytte sig af denne Indretning, ogsaa i slig Henseende ville henvende sig til mig, der er at træffe hiemme fra Morgenen 7½ til 11 og fra 1 til 5 Eftermiddag.
Thomsen, boende i Admiralgade No. 244, 1ste Sal, første Huus paa Høire Haand fra Holmens Kanal.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar