Endnu er spørgsmålene som er fremsat i nævnte nummer ikke besvaret af nogen 3. mand skønt forlangt gentagne gange: "Om en lejer er pligtig når hans lejekontrakt fastsætter at han skal betale alle af lejligheden gående skatter såvel som også skorstensfejer- og gårdrenovationspenge, at betale vægterpenge, lygte- og gaderenovationsskat, eller om samme indeholder en særroverenskomst til disse 3 skatters betaling". Underligt nok at af hele hovedstadens utallige og duelige jurister har ikke en villet værdige spørgeren og med ham en mængde andre lejere nogen vejledning heri.
Indsenderen, der også er jurist, uden just for øjeblikket at praktisere, tror ikke det er overflødigt at give sin individuelle mening til kende i denne sag. Og det således: At en lejer skal betale alle af det lejede lokale gående skatter er en sædvanlig klausul i alle lejekontrakter, når ikke som ofte sker skatterne indbefattes under den aftale leje, men at sådan indgået aftale skulle indeholde større eller andre forpligtelser end at lejeren alene skal betale de skatter som retmæssigt og specielt fordeles på det lejede rum eller lokale, og blot er relative til den nytte og brug beboerne har, var at give den nævnte klausul en udvidelse der strider både mod logiske og grammatiske grundsætninger:
Selv ordene "såvel som også skorstensfejer- og gårdrenovationspenge" i kontrakten qvæstionis bestyrker desuden at begge kontrahenter har haft samme mening, da de indgik kontrakten, og kan anses som en nærmere forklaring på det foregående. Overalt må der gøres forskel på de skatter der som nævnt har hensyn på nytten og brugen af et lokale, og på dem som alene er pålignede grunden, hvilke ejeren fordi han er ejer selv skal betale, med mindre en særoverenskomst finder sted. Denne særoverenskomst må som en almindelig regel tydeligt og klart udtrykkes i hoveddokumentet. Vil fx ejeren have andre og på grunden og ejendommen hæftende skatter end de lejerne almindeligvis udreder af deres lejligheder, må han i kontrakten udtrykkeligt betinge sig også at nævne dem, hvilket når hans medkontrahent har agnosceret forpligtelsen, bliver en ufravigelig regel og en særoverenskomst.
Antog man det modsatte kunne jo en ublu ejer på samme grund opkræve sin lejere renterne af sølvskatten, assurance- og indkvarteringsskatter osv. Ja sågar renterne af prioriteterne når kontrakterne bandt lejerne til at betale skatter af det lejere. Hvilken absurditet. Heraf følger altså at svaret på det fremsatte spørgsmål under alle omstændigheder må blive benægtende. Vel kunne man gøre den indvending at uagtet forordningen af 21. april byder at nævnte 3 skatter skal lignes på grundtaksten, er de dog fra den tid vedblivende og lige indtil det kongelige danske kancellis skrivelse af 2. september 1817 vakte opmærksomheden, indførte i de blanketter til kvittering for lejere som er udfærdigede fra stadens rådstue, og at man følgelig må antage lejerne pligtige at udrede disse fordi en offentlig autoritet ligesom gav et bydende vink til det. Tilstås må det at denne ikke på den nævnte forordning grundede anførsel kunne vildlede såvel den redelige ejer, der ikke ville putte mere i lommen end hvad han virkelig havde ret til, som enhver lejer tilligemed den der beregnede skatterne. Men at hr. Thomsen, hvem man i flere år har tiltroet autoritet og monopol til at beregne skatterne for ejere, alligevel har siden 2. september 1817 uafbrudt vedblevet at lige vægterpenge, lygte- og gaderenovationsskat på lejerne, er utilgiveligt. Dog hvad andet kan man vente af denne mand, om hvem man med sandhed kan sige: Han hjælper andre for selv at hjælpes. Med andre ord: I fuld galop fabrikerer han en skattekvitttering. Herved får han jo penge og herfor giver han ejeren fuldkommen ækvivalent ved at skrive og anføre lejere sådanne skatter til udgift som de ikke er pligtige at udrede.
Nyligt har indsenderen set en af bemeldte hr. Thomsen forfattet skattekvittering hvori han har ladet en lejer betale bygningsafgift af 57 kvadratalen, skønt forordningen af 1. oktober 18022 fritager et så lille rum der som her var tilfældet, bebos af en familie, fra denne afgift. Og en sådant kan man kalde uefterrettighed i højeste grad. Men hvorledes har ham også forsvaret sig mod det angreb hans rival, hr. Schelund offentligt og gentagende har gjort mod ham? Så meget er vist at mængdens tillid til ham er svækket, om ikke ganske tilintetgjort, så længe indtil han lige så offentligt retfærdiggør sig. Indsenderen har intet personligt bekendtskab til nogen af disse to herrer, men så meget kan han skønne at så mange af hr. Schelunds skattekvitteringer han har set og disse er ikke få, er forfattede med yderste nøjagtighed. Det eneste man muligvis kunne bebrejde hr. Schelund skulle være at han vel ængstelig og samvittighedsfuld forfatter sine beregninger. Her vil det sluttelig ikke være upassende at opfordre ham til at opgive hvilke de ufuldkommenheder er han i sine par til Thomsen i et foregående nr. af Politivennen siger sig at have opdaget og hvori han gør mine til at vedkommende høje autoriteter taber i sine indtægter. Som god borger vil han vist erkende det for sin pligt ikke at lægge skjul på lovstridige handlinger og sig selv og publikum skylder han at gøre rede for sine offentligt frembragte udtrykker og tillige vise enhver, ven som uven, at han ikke træder pligt og sandhed under fode, skulle endog hans personlige stilling eller vigtigere også embedelige forretninger gøre ham det vanskeligt.
(Politivennen nr. 170, Løverdagen den 3die April 1819, s. 2737-2742)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar