11 august 2015

Endnu et Par Ord til forrige Justeer- og Rodemester Thomsen i Anledning af det han i Bladet Dagen no. 104 har ladet indføre.

Godt nok burde jeg måske have givet ham velfortjent besked i samme blad, men da jeg ved udarbejdelsen af mit svar fandt at det ville optage for meget plads, og jeg tror at det bedst læses i sin fulde sammenhæng, ændrede jeg min beslutning. Dette være sagt i forbigående, og til undskyldning for at min prosit kommer så sent. Han, denne Thomsen, må da vide at jeg ikke ænser eller bliver forskrækket ved hans trusler. Dem han er så rig på, ligesom jeg på endog overflødige beviser for hans fejlagtige beregningsmåde, som storpraleren fortæller han os, at han forbigår at give grunde mod de af mig berørte fejlagtige metoder.

Men hvorfor gør han det? Svaret er så naturligt: fordi han ikke kan finde den mindste grund. Hans forlegenhed er ganske soleklar og påfaldende når han ligesom vil narre publikum ved at påberåbe sig som vidner et opkrævet skattebeløb og det han kalder skemaet fra rådstuen. Men et eksempel tillader jeg mig at oplyse dette: Skatterne (bygningsafgiften undtagen som betales hvert halvår) opkræves for ethvert kvartal, og har efter kursens forandring også i den senere tid haft et forandret forhold næsten hvert kvartal. Imellem et leje- og skatteår er der altså som bekendt stor forskel, da det ene begynder enten i maj eller november og ender på årsdagen, det andet derimod regnes fra 1. januar til 31. december. 

I år er det tilfældet at fra sidste 1. januar er vandskatten 3/8 skilling pr kvadratalen af forhuse. Forrige år var den derimod ½ skilling pr. kvadratalen. Nu er der jo fra flyttedagen i november sidste år til nu forestående flyttedag et halvt lejeår, i hvilket der har været 2 forskellige pengekurser, nemlig på 250 og nu på 200. Når han nu beregner lejeren ½ skilling i vandskat pr. kvadratalen, så tager han jo 1/8 skilling mere fra 1. januar til flyttedagen for hver kvadratalen end han skulle, og beregner han derimod for det hele halvår 5/8 skilling pr. kvadratalen, sker [ejeren] ikke fyldest, ligeså er det om han kun efter en eneste af de 2 her nævnte kurser beregner be [ca. 6 ulæselige tegn] skat. 

Med hensyn til det af ham omtalte skema fra rådstuen, så er dette jo ikke andet end en blanket til den halvårlige lejes og skatters opgørelse mellem ejer og lejer. Selv udfylder han jo hele tiden disse blanketter hvori han udtrykkeligt sætter: Fra Michaelii til påske eller omvendt. Den deri anførte ekstrakt af anordningerne viser blot hvad ejeren for foregående år har og det løbende år skal betale i enhver skat og i hvilket forhold. Siden denne ekstrakt just omtales, tillader jeg mig at anføre en lille, formentlig trykfejl som i mange år er overset. I anmærkningen til bygningsafgiften står under nr. 3 at de lejligheder som bebos af en familie hvis samlede rum ikke udgør 64 kvadratalen, er fritaget for denne afgift. Når man nu kun [ulæseligt ord på 6 bogstaver og 3 bogstaver] uden at kende forordningen af 1. oktober 1802 i hvis §31 der står at af sådanne lejligheder der tilsammen ikke indeholder over 64 kvadratalen, ingen afgift svares, så vildledes man jo a la Thomsen til at lade en familie som bebor og netop har et samlet rum på 64 kvadratalen, betale bygningsafgiften og de deraf afhængige øvrige skatter, skønt værten intet betaler af det ifølge forordningen. 

Overalt er flyttetiderne forskellige. En lejer bor desuden kort, en anden længere på et sted. Altså må den retskafne beregner udregne skatterne efter lejetiden og de i samme tidsrum gældende forandringer, såvel i pengevæsen som i skatterne. Således har i det mindste jeg beregnet skatterne. Vel giver det bryderier, men jeg har dog den overbevisning at min beregningsmåde som rigtig kan og skal stå sin prøve. Overalt har man det største bryderi ved at revidere hans beregninger. Herpå vil jeg anføre et par eksempler: I 6 på hinanden følgende halvår har Thomsen beregnet skatterne for en af stadens gårdejere. Med en af lejerne har ejeren aftalt om at tage del i alle gårdens skatter og afgifter (sølvskatsrenten og brandforsikringen eksklusiv) uagtet nu hverken kontrakten nominatim omtaler nogen vis del af skatter og afgifter, lejeren heller ikke i følge den generelle opmåling har nogen 1/3 af gårdens fulde kvadratindhold, hvori mangler ca. 400 kvadratalen, fører han dog denne lejer til udgift 1/3 af hele gårdens grundskatter, hvorved han i disse 6 år har ladet samme lejer betale cirka 300 rigsbankdaler for meget. Ikke nok med det. Men da han som sagt har indprentet sig at denne lejer absolut skal give 1/3 del i benævnte skatter, så fører han ham derfor til regning for et halvt år 44 rigsbankdaler 5 mark 15 skilling og for et andet næsten det tredobbelt, nemlig 120 rigsbankdaler 5 mark 2 skilling. Og disse kvitteringer har denne Thomsen egenhændigt underskrevet. 

Til hver tid kan jeg, med hvad jeg desangående har i min værge, overbevise ham om denne hans på slump gjorte højst fejlagtige beregning at jeg strikt har fulgt lejekontrakten og at ejeren alligevel uagtet den forskel af ungefær 300 rigsbankdaler som for meget beregnet af Thomsen har fået hvad ham til kom i skat af lejeren. Af et baghus her i staden på 4 etager har ejeren ingen bygningsafgift etc svaret i flere år af den bortlejede rum. Desuagtet har Thomsen beregnet lejerne disse skatter, hvorved ejeren har fået en indtægt uden at statens kasse deraf har bekommet en skilling. Og derpå har jeg som senere kom til at beregne skatterne for et halvt år for samme ejer gjort denne vidnefast opmærksom da jeg ikke i nogen måde tager del i uretfærdigheder. 

Sagen er denne: Thomsen prøver aldrig om et steds hele indhold efter den generelle opmåling stemmer med ejerens udgifter eller ikke. Nej, han udfylder og underskriver kun kvitteringerne ligegyldig om de er rigtige eller ej, blot han kan få penge selv. Derfor var det også at en for ikke længe siden til retten indstævnet ejer måtte tilbagegive hvad Thomsen for ham havde anført for meget på en lejer der kun beboede 1/3 af forhusets kælder, men dog var ansat som den der havde hele kvadratindholdet af samme kælder. I dette øjeblik har jeg til opgørelse 5 af ham forfattede og underskrevne kvitteringer på en anden lejer som bebor en kvist. Den første har lejeren selv forlangt af ham, og deri anfører han lejligheden kun at være 61 kvadratalen, men lader ham dog tværtimod forordningen af 1. oktober 1802 betale bygningsafgift. De 4 følgende halvår opgør han også skatterne, men NB dertil forlangt af ejeren. Straks må det gå ud over lejeren der dog siden hverken har fået anden eller større lejlighed eller forandret kontrakt, og desuagtet får denne nu i de thomsenske kvitteringer først 98 og siden 129 kvadratalen. Hvorfra han kan få denne forandring og afvekslende tilvækst er en gåde som det er ham ene forbeholdt at opløse. 

Endnu et: En lejer har i flere år beboet en stueetage. Kontrakten er hvad skatterne angår klausuleret som sædvanligt, nemlig at lejeren skal betale skatterne og disse har Thomsen beregnet for årene 1817 og 1818. I hans første kvittering fra november 1816 til maj 1817 giver han lejeren, foruden gaderenovations og lygteskat samt vægterpenge tillige 1/5 del af de øvrige skatter som liver sprøjte- indkvartering- borgervæbnings og brolægningsskatterne. Nu må jeg og med mig enhver fornuftig vel spørge: Hvorfra får han denne femtedel og hvor tør han tillade sig tværtimod anordningerne og kontrakten af lade en lejer betale for et halvt år alene 22 rigsbankdaler, 8 skilling som det hele af de nævnte skatter beløber sig til, og hvortil han aldrig er forpligtet. I den anden som gælder for det straks påfølgende halvår har han uden at lejeren har forandret lejlighed eller kontrakt givet ham 1/44 af samtlige her nævnte skatter og derfor beregnet ham 19 rigsbankdaler, 2 mark 15 skilling, og næste halvår forandrer han denne uretmæssige fordring igen til 1/5. 

Her har han jo selv et soleklart bevis for hvor nødvendigt det ville være ham at forfatte en generel beregning over hvert sted især, forinden han udfylder blanketterne. Han ville da undgå så ligefrem at gribes i åbenbare modsigelser og urigtigheder. Mine beregninger kalder han vel overflødighedsværk. Men ved siden af hans sjuskeværk er jeg vis på mængden foretrækker mit arbejde. Ordsproget siger jo desuden: Opposita, juxta se posita, magis elucesscunt. Underligt nok at ham forud tør påberåbe sig på publikums dom. Endnu har han jo ikke modbevist en eneste, enten af mig eller andre, mod ham ført bevislig anke. Og han, ja han, er dristig nok til at smigre sig med en favorabel dom!!! Jeg frygter aldrig for nogen retfærdig dom. Mit arbejde er som det bør og skal være. Jeg har ikke haft min egen interesse for øje. Jeg gjorde mig derfor umage for at indvies i hemmelighederne, og om føje tid vil man muligvis bedre forstå mig. 

Trykkefrihedsforordningen kender jeg til fulde, og ved at den ikke kan anvendes på ham da jeg blot har talt bevislige sandheder og ikke talt mod uskyldig mand eller mod min øvrighed. Hans moral, som ilde anvendt, kunne han gerne have sparet, jeg svarer ham blot med Salomons ordsprog: Mund udgyder dårlighed. Han angående har jeg blot et ønske, det nemlig at han vil skynde sig med det mod mig så ofte lovede søgsmål, hvortil jeg nu har givet ham klækkelig stof. Først da får jeg lejlighed til at bevise hans af mig påberåbte synders mangfoldighed. Muligvis vil da også flere der er fornærmet af ham, afkræve ham regnskab. Ve! Ve ham på dommens dag! Og enten det nu klinger ilde eller godt i hans ører, vil jeg herved kundgøre ham at jeg så snart han begynder af gyldige grunde ansøger om en kommissions nedsættelse.

Jeg ved heller ikke om jeg skal udle eller beklage ham, når han med hensyn til hans forfærdelige vildfarelse i til maj flyttetid 1816 at have beregnet ildstedskatten på lejere, påberåber sig rådstueblanketter af 22. april 1816, det er jo naturligt at disse er konciperet og til trykken overgivet, inden den kun 5 dage ældre forordning om denne skats ophævelse fra 1. oktober 1815 af udkom, var jo en hel måned til den påfølgende flyttedag og han som beregner bør kende og følge anordningerne uden blindt hen at binde sig til gammel slendrian. I forbigående anmærkes det at den nævnte forordning var betids nok publiceret. Og at Thomsen burde kende og følge den til den nævnte flyttedag 1816. Apropos lære Thomsen hvad kalder de imagination? Imagination ved jeg hvad er. Jeg vil give Dem et råd: Når De i hvad De behager at skrive offentligt imod mig vælger fremmede ord som De ikke kender, så må De selv følge omkring med bladet for at forklare Deres mening som ellers ingen forstår. Til slut tillader jeg mig at bringe i behagelig erindring, hvorledes den nu så bekendte Thomsen i Addresseavisen af 12. november 1817 har pralet af at have sit arbejdes vigtige udførelse de behørige [rekvistter] at ham er givet (tænk engang) adgang af at indhente alle de forandringer som måtte foregå i Skattevæsnet og at han fornemmelig sigter til at gavne det almene og bidrage til at forebygge strid og mistanke mellem parter. 


Kort sagt at han der bruger så pralende og velvalgte udtryk for at lokke mængden til sig, i gerningen handler tværtimod: Jeg står derimod med hensyn til ham ene og forladt. Må med min surt erhvervede skilling tilkøbe mig de lovlige oplysninger som enhver borger med ret kan kræve for at arbejde overensstemmende med samvittighed og pligt, og for tillige at se ham på fingrene. Men hvad nytter det at tale til døve øren. Nu vil man se om han, sit i Forligskommissionen for 8 dage siden givne løfte tro, tør med tiltale angribe spørgeren i Politivennen nr. 153 og forfatteren af svaret derpå i påfølgende nr. 170 hvilke begge dette blads agtværdige udgiver hr. kaptajn Kristensen navnlig har opgivet ham, blot under den udtrykkelige betingelse at han, Thomsen, skulle sagsøge dem. 

Fejden mellem Thomsen og mig har, når undtages at enkelt mand er blevet gjort opmærksom på hvorledes han har måttet betale mere end han skulle, og at en og anden ejer har måtte tilbagebetale for meget som oftest mod vidende, oppebårne skatter mv. ingen væsentlig nytte stiftet. Så længe altså man kun lader os to kives, han med sine trusler, og jeg med mine beviser mod ham, så længe siger jeg opnås ikke min velmente hensigt, som er at enhver, såvel stat som stad, som enkelte medborger ikke fornærmes. Sagen i det hele og i og for sig selv betragtet, har ikke så lidt indflydelse på medborgeres ve og vel, som mange måske indbilder sig. Jeg indser ret vel at jeg som enkeltindivid er for ubetydelig til at alene opnå hensigten, men når flere i forening ville arbejde til målet, muligt man da omsider for eftertiden kunne udvirke at medborgere ikke dyrt kom til at betale en ublu beregners skødesløshed og uefterrettelighed. 

Flyttedagen, en dag hvis lige som flyttedag betragtet i en lang række af år vist ikke har eksisteret i København nærmer sig nu. De lejere der kan tilfredsstille værterne gør det naturligvis med en god vilje, men at betale mere end man skal, derfor krymper enhver sig, og selv den blotte mistanke om af en samvittighedsløs beregner i denne så pengetrange tid at være forurettet, leder til uvilje mod ejeren, uanset denne har sat sin tillid til en mand der med sit påskrevne navn på kvitteringerne har givet den let troende et forhøjet begreb om sin indbildte autoritet.

C. J. Schelund.


(Politivennen nr. 175, Løverdagen den 8de Maj 1819, s. 2816-2829)


Redacteurens Anmærkning

Artiklen Politivennen 166 var anledning til en af de længste disputter i Politivennens historie, som også blev ført i bladet Dagen. Og hvoraf de fleste er publiceret på denne blog. Thomsen svarede på artiklen i Dagen den 9. januar 1819, og i Politivennen blev den anonymt kommenteret i Politivennen nr. 170, 3. april 1819, s. 2737-2742, samt igen af Københavns guvernements og hovedvagtskriver Schelund i Politivennen nr. 173, 24. april 1819, s. 2779-2791. Thomsen svarede igen i en artikel i Dagen, 1. maj 1819, som Schelund besvarede i Politivennen nr. 175, 8. maj 1819, s. 2816-2829. Disputten fortsatte i Politivennen nr. 181, 19. juni 1819, s. 2919-2920 og Dagen 25. juni 1819. C. Møller besvarede Thomsen i Politivennen nr. 183, 3. juli 1819, s. 2941-2944, mens Politivennens udgiver i Politivennen nr. 183, 3. juli 1819, s. 2944-2948. Schelund berettede om retssagen i Politivennen nr. 220, 18. marts 1820, s. 3542-3543. Og så mangler der desværre nogle numre, så den sidste artikel optræder i Politivennen nr. 266, 3. februar 1821, s. 4289. Selve dommen blev offentliggjort i Politivennen nr. 288, 7, juli 1821, s. 4636-4638.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar