Sextus Miskow (1857-1928). (Efterskrift til Politivennen)

Sextus Miskow (3. februar 1857 i Nyborg – 24. november 1928) var en dansk sanger, komponist og musikanmelder. Efter to år på Hærens Elevskole fra 1871 videreuddannede han sig i violin- og klaverspil og blev 1876-1879 undervist på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Han fik sangundervisning med Carl Helsted som lærer, og debuterede som bassanger på Det kongelige Teater i 1880. Han fik imidlertid aldrig fast ansættelse på teatret og virkede siden som sanglærer og som koncertsanger:

Sextus Miskow (født 3. febr. 1857) debuterede i Schrams Parti som Jacob, Israelitternes Stamfader. Han var elev af Musikkonservatoriet og Adolph Rosenkilde og ejede en i Dybden velklingende Basbaryton, som han benyttede musikalsk. Men dens ungdommelige Klang passede ikke til Oldingens Skikkelse, og Pressen turde intet spaa om Debytantens Fremtid. Han trak sig forøvrigt snart tilbage til en omfattende Gerning som Komponist og Sanglærer.

(Fra: Det kongelige Teaters historie 1878-1882).

I 1880 skrev han melodien til Holger Drachmanns "Den spillemand snapped' fiolen fra væg" (1879). Den kom med i mange sangbøger op til nutiden, og indspillet af talrige kunstnere.  Bl. a. genoplivet af Peter Malberg i "Det gamle guld" (1951). I 1903-1914 var han også musikanmelder bl.a. ved Berlingske Tidende og kordirigent for Københavns Arbejder Sangkor, som han stiftede i 1915. Desuden begyndte han at komponere. Hans Allegretto Fantasia for klarinet og klaver kan høres i flere udgaver på nettet.

Sextus Miskow

Sextus Miskow har i Aarenes Løb med Rette skabt sig et Navn som sangkomponist - ja, han er vel egentlig den, der mest har forstaaet at trænge igennem, naar Talen er om dansk Sang-Komposition, En Lange-Müller kan være finere, dybere, og han henvender sig derfor til en snævrere Kreds af Musik-Interesserede, Men Miskow har den store Fordel, at hans Sange er skrevne for alle, ikke mindst for den menige Mand, der længes efter sund, naturlig Musik - og af den har vi ikke altfor megen i dette Land, hvor "fin" Musik ofte er det samme som kunstlet, utilgængelig.

Sextus Miskow hører ikke til den Slags Komponister, der mener at have brudt nye Baner. Han har det gode, sunde Talent, der ved, hvad han kan, og stadig søger at uddybe sig selv.

Han havde f. Eks. til i Aftes skrevet en ny Sangcyklus - aldeles fortrinlig udført af Frk Ellen Beck - "Erico" til Tekst af Søderberg. Man genkendte Miskow i disse Sange og dog var der et nyt Moment, et dramatisk Spring, som men ikke tidligere har bemærket hos denne Komponist. Skulde mon Hr. Miskow ikke sidde inde med Evner til at skrive for Scenen? Han burde i alt Fald efter denne Cyklus prøve derpaa.

En Suite for Piano og Klaver, d Hrr, Edv. Borregaard og Fini Henriques, er tidligere hørt. Den er saa vidt vides omarbeidet. og har kun vundet ved denne Omarbejdelse - sidste Sats maatte endda gives da capo.

Nogle Stykker for Piano og Klarinet viste netop Hr, Miskows fine poetiske Nerve. De er just ikke særlig banebrydende, men man genfinder i dem den Miskowske Ynde og Naturlighed. Det er ikke store Motiver eller ejendommelige Kombinationer, som Komponisten leverer, men man hører Sextus Miskow selv, der skriver ud af sit store, gode musikalske Hjerte, Fantasistykkerne blev udmærket blæst af Hr. Anders Brems.

Mindst betydelige forekom mig de 6 Sange for Mandskor. Der manglede jeg Miskows sædvanlige Melodiøsitet og naturlige Ligefremhed. De var hørlig vanskelige for Koret - som forøvrigt sang med stor Interesse - og der var ikke den Klangsang, som man skulde have tiltroet Miskows fine Øre.  Bedst Iykkedes hans herlige Spillemandsvise, der tog sig overordentlig morsom ud i denne Udsættelse.

Der var stor og stærk Begejstring for hele Koncerten, og Miskow fortjente det i fulde Maal - og Komponisten fremkaldtes Gang paa Gang.

Sophus Andersen

(København 15. marts 1905).

Der var også en anmeldelse af Miskow-Koncerten i Frederiksborg Amts Avis 16. marts 1905 der stillede store forventninger til dennes gentagelse for Folkekoncert for Hillerød og Omegns Foredragsforening på "Leidersdroff".

Sextus Miskow

Hr. Redaktør!

I Anledning af "København"s elskværdig-spøgefulde Artikel om min "Spillemandsvises" forestaaende 25-aarige Fødselsdag den 13. ds., tillader jeg mig at berigtige en lille Unøjagtighed.

Der udtales nemlig, at Frk. Ellen Beck har skabt den Popularitet, der knytter sig til den Melodi, jeg har skrevet til Ludvig Holsteins "Far, hvor flyver Svanerne hen?" Dette er ikke ganske korrekt; thi den Melodi, som Frk. Beck plejer at foredrage til Holsteins Tekst, er ikke at mig, men af Lange-Müller.

Min Melodi kan fornemlig takke min kære Ven og gamle Elev, Operasanger Ejnar Forchhammer, for den store Udbredelse, som den har vunden blandt Publikum.

Deres ærbødige.

Sextus Miskow.

(København 8. december 1906)

I Morgen - "Snehvide" paa Casino

Komponisten Sextus Miskow

Endelig i Morgen naar Casino at faa "Snehvide" paa Plakaten og faa udløst den Spænding, hvori Komponisterne Sextus Miskow og Chr. Danning saa længe har gaaet.

Men endelig staar nu den store Julepremiere i Morgen Aften. Vi synes oprigtig talt, det er kedeligt at servere Juleknas en Uge før Jul. Anmelderne er meget mere glade 2den Juledag, naar de har Maverne fulde af Gaas og Rødkaal, Marzipan og Romtoddyer, - meget mere mætte og velvillige. Selv Sven Lange har Vinger paa i Julen.

Men det bliver jo nu Casinos Sag.

Kongen af Sjælland spilles af Vilh. Birch, Dronningen af Carmen Riis, Snehvide af Illemann Levinsen (udslagent Haar), Prins Jørgen af Lolland af Carl Hillebrandt, Prinsens Følgesvend af Gunnar Helsengreen, Førsteministeren af Regnar Bjelske og Mosekonen af Amanda Lund.

Reenberg medvirker ikke.

(Folkets Avis 15. december 1916).

Dagens Krønike

Dagens Fødselsdagsbarn

Sextus Miskow

I Dag fylder Sextus Miskow, - tal bare ikke om det! - Fanden er gammel, - ikke jeg! siger Sextus, og det har han Lov til at sige.

Sextus er en af mine livligste Bekendte, og man opdager stadig nye Talenter hos ham. For tre Aar siden opdagede jeg f. Eks., at han er en udmærket Maler, - ikke I Kunstmaler, - dem er der nok af, - nej, rigtig Maler, - Plankeværk osv.

Sextus Miskow er bl. a. en Svend til at male Havemøbler! Han og jeg var for tre Aar siden oppe i Skive og hjalp hinanden med at holde Sommerferie.

Sextus havde nemlig en Søn der var Præst i Skive. - Sextus, - en Søn der er Præst! - Ja det lyder mærkeligt, men som bekendt er dét Livet selv, der digter de mærkeligste Æventyr.

VI holdt Sommerferie deroppe, og for at faa Tiden til at gaa, skulde vi male Præstens Havemøbler. Vi stod nede i en Kælder og gjorde det. - Det lyder ogsaa mærkeligt, men det havde sine Grunde. Skive Befolkning er nemlig alvorlig, lidt religiøs og rettænkende. - de maatte ikke se at vi malede Møblerne, - for Sextus og jeg kan nemlig ikke male Møbler uden at drikke Øl til Altsaa stod vi inde i Kælderen.

Og vi malede, og trallede og sang. - den Spillemand snapped' Fiolen fro Væg, - og drak Albani Øl.

Det lyder ogsaa mærkeligt at man drikker Albani Øl i Skive. - men det havde ogsaa sine Grunde. De rettænkende Skiboniter maatte Ikke se at Præsten fik en Kasse Øl hver Dag, - derfor fik vi den sendt fra Odense, - Albani Øl - godt emballeret. og der stod skrevet uden paa Kassen:

- Forsigtig! Billedbibler!

Men Møblerne blev malet, - det var muntert. - jeg fik mange Malerklatter paa Tøjet.

Træffer jeg Sextus Sivsko i Dag skal v| have en Fødselsdagsøl sammen. - ikke Albani. - her i København behøver vi jo ikke af genere os. Her er Folk ikke nær saa "rettænkende", som i Skive

Skaal. Sexsjus!

Michael.

(Folkets Avis - København 3. februar 1923)

"Den Spillemand snapped' Fiolen fra Væg betalt med 40 Kr.

Komponisten Sextus Miskow fortæller om sin Fortjeneste hos Wilhelm Hansens Musikforlag.

Mellem de Skrivelser, vi har modtaget i Anledning af vor Omtale af det Wilhelm Hansenske Musikforlag, er en, der har henledt vor Opmærksomhed paa Forlagets Forhold til en enkelt af dets Komponister, Hr. Sextus Miskow. Brevet nævner som et Kuriosum, at Hr. Miskows Melodi til Holger Drachmanns herlige Sang "Den Spillemand snapped' Fiolen fra Væg" - en Sang, der ved Melodien ikke mindre end ved Teksten er blevet et nationalt Klenodie - i sin Tid af Wilhelm Hansens Musikforlag er blevet betalt med 300 Kr.

- Er dette rigtigt? spurgte vi i Gaar den gamle Komponist.

- Ikke helt, svarede Hr. Sextus Miskow. Thi naar jeg skal være helt ærlig, er Sandheden den, at der den Gang jeg afleverede min Melodi kun blev udbetalt mig 40 Kr. Det blev jo regnet for meget den Gang, og ingen kunde jo da ane, hvor godt Melodien skulde slaa igennem.

- Har De da ikke senere faaet udbetalt mere for Kompositionen alt som den blev trykt op i Oplag efter Oplag?

- Nej, det kan jeg jo heller ikke godt sige, naar jeg skal være i Overensstemmelse med Sandheden. For den enkelte Melodi har jeg intet særligt faaet. Men mit Forhold til Wilhelm Hansens Forlag er i Aarenes Løb blevet saadant, at Forlaget har fundet sig foranlediget til at yde mig en lille ekstra Paaskønnelse nu og da. Alt ialt har Jeg vel faaet nogle Hundrede Kroner udbetalt med Mellemrum.

- Og hvor meget mener De, at Forlaget selv har tjent paa "En Spillemand snapped' Fiolen fra Væg"?

- Ork, det løber op i mange Tusinder. Men forøvrigt er vi Komponister jo saa vant til den Slags Misforhold. De aner ikke, hvad Forlaget har tjent paa "Lille Ellen", en anden af mine Melodier, der synges i hvert Hjem, og jeg tror saamænd ikke, at jeg selv fik 50 Kr. for den. Men det er dog Ingenting mod den Skuffelse, jeg har haft med et lille Bind med tre Sange, deriblandt Melodien "Vil man kysse Hjertenskær", ogsaa en Komposition, der er bleven uhyre populær og blandt andet hører til Koncertsangerinde Ellen Bechs faste Repertoire. Paa det Bind har Wilhelm Hansen tjent enorme Summer. Engang, jeg henvendte mig paa Forlaget, fortalte en af Personalet mig, det var Forlagets bedste Salgsartikel.

- Men De selv har intet faaet for det?

- Saa godt som intet. Jeg er den Dag i Dag en fattig Mand, der maa kæmpe for det daglige Udkomme og maa være glad for det lille, aarlige Tilskud, jeg faar af Staten. Havde jeg levet i Tyskland, saa havde jeg forlængst haft en Formue alene for Melodien "En Spillemand". Men saadan er det jo nu engang. Den ene bliver rig paa den andens Arbejde.

- Finder De ikke, at det var mere rimeligt, at et Musikforlag betalte en Kunstner eftersom hans Arbejde blev solgt til?

Den gamle Komponist lér.

- Jo, naturligvis! Naa, saadan de moderne Kontrakter vel ogsaa indrettede. Men forsøg paa at faa Wilhelm Hansen til at efterbetale mig i Forhold til, hvad Forlaget har solgt af mig. Prøv blot paa at gøre Forsøget.

Nej, vi anser paa Forhaand Forsøget for haabløst.

g.

(Social-Demokraten  1. oktober 1925).

Med Fryd og megen Glæde...

Men ikke for Komponisten Sextus Miskow, der bare fik et par Kroner.

Hos den gamle Komponist.

Under et besøg fortæller han om Kunstnerkaar og Forlagssucces.

Den gamle djærve Sextus Miskow fortæller om Komponistvilkaar og []dagssukcesser.

Vi synger de gamle Sange, vi lærer at holde af dem - men oftest glemmer vi vel at sende en venlig Tanke til dem, der har skabt de gamle Sange.

Og hvor mange Gange har vi ikke, naar det gode Humør var oppe, sunget Visen om Spillemanden, der snappede Fiolen fra Væg og gik i Skoven med Pigerne, disse djærve Ord af Drachmann til Sextus Miskows prægtige Melodi.

FOR TID OG EVIGHED

Og nu hører man, at den muntre gamle Kunstner fik - 40 Kroner for denne Sang, der er gaaet ud i Folket og solgt i titusinder Eksemplarer, ja endda hører man, at han for de 40 Kr. yderligere leverede to andre Sange - og underskrev Kontrakt paa, at Retten til de 3 Sange for Tid og Evighed gik over til Forlæggeren for samme 40 Kr.

- Det har været svært at være Kunstner i "de gode gamle Dage", siger vi til Sextus Miskow, der nu med sit store Skæg og sine buskede Bryn minder om en af de gode og gæve gamle Gubber, der fortælles om i skønne Æventyr.

- Naa - den Gang gik det - siger han - men nu, hvor man er blevet lidt gammel, ja, man kan vel næsten sige en Fortidslevning, nu sidder man jo og synes, man havde fortjent lidt mere for det, man skabte i de unge Aar - og som gik ud i Folket

- Er det Forlæggernes Skyld?

- Naa - egentlig ikke. De kunde selvfølgelig være lidt mere forstaaelige - men det er Loven, der er gal. Der skulle pilles ved den - og det er det Forhold, der aldrig er rør ved. Vi har solgt vore Ting for et Par skilling - for Tid og Evighed. De unge Kunstnere har faaet lidt bedre Forhold ved Loven af 1913. Men vi, der solgte før - vi sidder i det. Det vilde gavne de gamle Kunstnere, om man kunde faa ordnet dette Forhold. 

DE GAMLE SANGE

- Hvornaar skrev De "Den Spillemand snapped'"?

- Da jeg var 25 Aar? Det var min første Komposition. Aa, det var dejlige Tider.

- Hvor længe varede det før den slog Igennem?

- Det var Jerndorff, der holdt den over Daaben, men det varede et Par Aar, inden den blev - skal vi sige en Forlagssukces.

- Hvor meget fik De for Sukces'en Lille Ellen?

- Jeg tror, det var 50 Kr - for Tid og Evighed. 

-- Har De haft nogen kunstnerisk Glæde af Deres Kompositioner?

- Ja, det kan De tro, jeg har. Og de har da ogsaa slaaet an - mange af dem. Baade Spillemanden, Lille Ellen, Skriv hjem til Mor, Fader vor, der ofte spilles i Tivoli Koncertsal under Navnet "Andante religiøs" - og - ja, der er mange, der synges meget.

- Hvilken af de nyere Kompositioner synes De er slaaet an?

- Melodien til Seedorfs prægtige "3 Røvere fra Rold".

HVOR ER "DUKKELISE"

- Bundede de gamle Sange dybere end Nutidens?

- Ja, det kan man vist sige uden at sige noget ondt om Nutiden. Vi er kommet ind i Schlagernes Tid. En Sang, eller et Par Stykker, for hver Sæson. Saa lever de et hektisk Liv. De kommer paa Lirekasser, paa Grammofoner, de sælges rundt i Hjemmene til alle Klavererne, de sælges paa Postkort - og Forfatter og Komponist tjener en Snes Tusind Kroner. Men de dør hurtigt, glider væk. Hvem husker "Dukkelise" nu? Hvem synger og spiller den? Jeg tror, der var mere Følelse i de gamle Sange, derfor lever de udover alle de Snese af Døgnmelodier der dukker op.

Og den gamle Spillemand nynner nogle af de gamle Sange, der har sunget sig ud over Danmark og for nogles Vedkommende udover Verden - og har skabt deres Forfattere Publikums Gunst - men ikke af Forlæggerens Guld.

(Klokken 5 (København) 12. oktober 1925)

Sextus Miskow 3.2.1857-24.11.1928. Gudrun Miskow, f. Langkilde 5.8.1871-15.5.1957. De blev gift i Odense 29.11.1890. Gudrun var datter af Niels Valdemar Langkilde (1838-1914) og Hedevig Marie Petersen (1848-1921). Hun var klasselotterikollektrice. I 1930 boede hun i Nansensgade 23, i 1940 i Hellebækgade 1, st. Gravsted på Vestre Kirkegård, Afdeling 4, række 1, nummer 15. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Georg Rygaard (1894-1921). (Efterskrift til Politivennen).

Georg Rygaard var tidligere kapelmester i "Scala", komponist og døde 3. marts 1921, 26 år gammel og blev begravet på Vestre Kirkegård. Han døde af tuberkulose. Han blev trods sin unge alder en landskendt person i Danmark, og lidt i udlandet. Hvilket bl.a. gav sig udslag til hans begravelse. 

Han skrev mange melodier til Scala-revyerne som var datidens ørehængere. Ved premieren juni 1920 på en af de revyer han havde lavet musik til, udbrød der brand i Scala Teater, og forestillingen måtte aflyses resten af sæsonen. Han blev herefter gift, rejste til Frankrig og døde af tuberkulose.

Tegning i BT, 19 januar 1918. Georg Rygaard yderst til højre.

Foto fra før premieren fra Scalas gård, Aftenbladet København, 30. maj 1918. Et stillads med en fuldt udstyret sovevogn som blev brugt i revyen. Skrevet af Arctander og Alfred Kjerulff. Medvirkende var bl.a. Alstrup, Laur. Olsen, Amelie Kirkegaard og Liva Olsen, Stribolt, Olga Svendsen, Ebon Sstrandin, Jean Børlin. Georg Rygaard var ny orkesterdirigent og havde komponeret halvdelen af melodierne. 

Foto fra BT, 21.februar 1919 om de første prøver på Scala. Kapelmester Georg Rygaard ved klaveret. De øvrige er Amalie Kierkegaard (kvindelige hovedrolle) og axel Kjerulff, librettoens forfatter.

Sikke han kan's komponist Georg Rygaard

Et Interview i Det ny Teater.

Ved premieren på "Den grønne elevator" på Det ny Teater, traf vi Scala-Teatrets berømte og dygtige komponist-dirigent Georg Rygaard, nylig hjemvendt fra sin lange udenlandsrejse.

- Vær hilst, kære Georg Rygaard. Sikke De kan!

- Tak, tak. Ja, det går udmærket.

- Skal De nu til at tage fat på Scala Revyen?

- Ja, det er derfor Jeg kom hjem fra Schweitz og så lader det til, at vi Ingen Scala-Revy får frem.

- Hvorfor?

- I anledning af den kedelige musikerstrejke.

- Det er jo sandt. Vi har musikløse dage herhjemme. Hvor længe var De i Davos og hvorledes går det med helbredet?

- Jeg var et halvt år i Davos og mit helbred er godt nu. Men det forbandede klima herhjemme er ikke behageligt

- Er revyen færdig?

- Fiks og færdig både fra forfatterens og min side.

-  Og den bliver god?

- Det tør jeg nok sige.

- Har De solgt nogle kompositioner til udlandet?

- Ja. Jeg opholdt mig 14 dage i Paris og der spilles en del af mine melodier på de fleste revyteatre. I London traf jeg direktør Skaarup og vi var i teatret mindst to gange om dagen for at se på nyheder. Forresten kommer Londons største musikforlægger til København i næste uge for at høre mine melodier for orkester til Scalarevyan. 

- Går "Sikke han kan" i udlandet?

- Mægtigt, navnlig i Amerika. Samme succes havde jeg bl. a. med "En farvesymfoni".

- Hvem har skrevet teksten til revyen?

- Det har Poul Sarauw, Johannes Dam og Aage Steffensen.

- Er Johannes Dam hjemme? 

- Ja, ligeledes i anledning af Revyen. Men til sommer rejser Dam og jeg til Paris for at bosætte os i Sct. Cloud.

- Vil De så komponere der?

- Ja i høj grad. Der er bud efter mine kompositioner og en skønne dag kommer jeg vel med en operette.

Mellemakten er forbi og Georg Rygaard går op sin loge, hvor han fuldstændig må overgive sig på

nåde og unåde over Rasmus Christiansens vanvittige farcepræstation som den perialiserede ægteman.

(Klokken 5 (København), 28. april 1920.)

4. juni 1920 var der premiere på revykomedien "Hallo, Amerika!" i Scala Teater.  På premiereaftenen udbrød der brand:

Stor Scenebrand i "Scala"

Brand-panikken afbryder premieren

Branden der udbrød ved 3. akts begyndelse raserer hele scenen

Publikum styrter skrækslagne mod udgangene, men ingen kommer til skade.

Scala-premieren i aftes blev afbrudt af en brand, der let kunne have fået katastrofal karakter -

og som også i nogle minutter havde præg af en rigtig teaterbrand - men som heldigvis forløb

uden større ulykker end den, at Scala vistnok et par uger må indstille sine forestillinger.

Branden opstod ved 10-tiden, i samme øjeblik tæppet gik op for revyens 3. Akt. Dirigenten, Georg Rygaard, havde lige slået an, publikum sidder allerede på pladserne, og det yderste fortæppe går i vejret.

I dette øjeblik sker det. Man hører en højst uhyggelig susende lyd - omtrent som når der pludselig går ild i noget papir - blot mange gange stærkere. Et lysskær blusser op oppe på scenen, hvor det bagerste fortæppe stadig er nede, og på en gang regner ildgnister og store ildflager ned over orkestret og farer ind over tilskuerpladserne der allerede er i vild oprør.

Ildgnisterne og ildflagerne kommer fra oven oppe under suffitterne. Det brænder! En uhyggelig

panik er under udbrud. Publikum på de midterste pladser springer op på stolesæderne og forsøger så hurtigt som muligt at nå ud, andre baner sig endnu hensynsløsere vej og river mere

besindige med, nogle damer falder, hjælpes op - hele tilskuerpladsen er i oprør. Heldigvis virker alle forsigtighedsforholdsregler, som de skal. Medens jerntæppet - lidt langsomt - går ned, er alle reservedøre, som ved et trylleord, sprunget op, og da publikum gennem de åbne udgange kan se helt ud i gården - opløser panikstemningen sig lidt efter lidt.

Man trænges endnu foran garderoberne - men i løbet af nogle få minutter er tøjet udleveret, og Publikum samles i gården.

På Scenen.

I det øjeblik, branden udbrød, var nogle enkelte skuespillere og direktør Skaarup på scenen. Et

glimt - en Ildregn - og et øjeblik efter er scenen et fuldstændigt ildhav. Skuespillerne styrter ud -  direktør Skaarup trodser modigt ilden et øjeblik, men må naturligvis også fortrække.

Nu virker overrislingsapparatet - automatisk, som det skal, ved den ved ilden fremkaldte temperatur. Vandet styrter ned over scenen i kaskader, og hvad ilden ikke i løbet af få sekunder

har ødelagt af dekorationer, kostbare silke- og fløjlstæpper o. s. v., det fuldender vandet.

Det driver ned i orkesteret, hvor noderne ligger hulter til bulter, således som musikerne i panikøjeblikket har kastet dem. Også noderne bliver et offer for ild og vand.

I løbet af få minutter er ilden slukket - takket være det sikkert virkende overrislingsapparat. Men en tyk, kvælende røg slår fra alle teatrets luger op over teatret og breder sig over de tilgrænsende gader gennem hvilke allerede sprøjternes klemten lyder.

En del af det beroligede publikum vender tilbage til tilskuerpladserne. Alstrup går rundt i salen. Han er i kostume, springer op på en stol og råber: Bliv bare roligt - Forestillingen fortsætter. Men der blev ingen fortsættelse. Kort efter går lyset ud i teateret og folk famler rundt i mørke. Der går nogen tid - så tændes lyset igen, men om at fortsætte er der naturligvis ikke tale.

Alt på scenen er brændt.

På scenen er nemlig alt raseret - først og fremmest af ilden, men vandet har fuldendt ødelæggelsen. 

- Vi står på scenen og beskuer katastrofens virkninger. Her hvor for et øjeblik siden var farver, strålende og kostbare stoffer og pragtfulde dekorationer, er nu kun et stort, uhyggeligt hul, hvor noglo enkelte laser dasker i gennemtrækken og sorte, forrevne ledninger dingler. Vandet driver

ned overalt og har omdannet scenegulvet til en sø, hvorfra vandet som en fos styrter ned i Orkestret

Direktør Skaarup om branden.

Vi træffer på scenen direktør Skaarup, selvfølgelig i skjorteærmer, tilsmudset og med et ansigt, sort af røg og vand - men fuldstændig rolig. Ingen kan se på denne mand, at et pludseligt slag, en uforståelig ulykke lige har ramt ham, netop som sejren var ved at vindes.

Ja - alt er ødelagt, siger direktør Skaarup, dekorationer, tæpper, noder - og hvad der er det allerværste lysanlægget. Det er ikke alene kostbart, men næsten i øjeblikket uerstatteligt. Årsagen til branden er en kortslutning. --

Altså ikke en gnist fra et revolverskud i 2- akt, således som det siges?

- Nej - der er sket en kortslutning - et af disse hændelige tilfælde. Men Gud ske Lov, at der ingen ulykker er sket. Alle de foranstaltninger, der er truffet for iIdebrandstilfælde, har virket fuldstændig, som de skulle.

- Og skadens omfang?

- Det er umuligt at sige i dette øjeblik. Det sikre er, at der må blive en længere Standsning. Alt - lige fra dekorationerne til noderne må anskaffes fra nyt --

Men det var synd - slutter hr. Skaarup - for sidste akt, den kunne jeg have undt publikum at se ---

Scalas Overrisling frelste teater og publikum.

En Brandmand forbrændt.

Brandvæsenet berømmede efter branden Scala's indretning, idet det indrettede overrislingsapparat havde skyllet vand ned over scenen i et sådant omfang, at det hele "druknede" i kaskader af vand, ligesom det viste sig, at alle reserveudgange virkede præcist

efter hensigten.

Da ilden udbrød stod der oppe på scenens galleri en brandmand ved navn Bildal. Han ville ikke

forlade sin post på galleriet, men søgte at hindre ildens forplantning til denne afdeling. Følgen heraf blev, at han blev meget stærkt forbrændt. Hans brandsår var så svære, at han måtte føres til hospitalet.

Desværre blev nogle af teatrets musikere også en del forbrændte. Ingen af dem blev dog så alvorligt medtagne, at, de ikke kunne gå hjem efter at  være forbundne.

(Social-Demokraten 5. juni 1920.)

BT 6. august 1920: Foto af teaterbryllup:,, Brudeparret Grethe Schmidt og Georg Rygaard. Gift i Garnisons Kirke. Herefter var der middag på Skydebanen og bryllupsrejse til Sydfrankrig. Senere på efteråret rejste de til Davos.

Københavnske Kvinders utilladelig Nysgerrighed.

I "Natt." for i går læses følgende:

"Det var ikke behageligt for det store følge, som i går mødte ude på Vestre Kirkegård for at vise Georg Rygaard den sidste ære, at finde alle kapellets pladser besatte af nysgerrige damer.

Det var mennesker, der havde siddet der allerede under den forrige begravelse for at være sikre på at få en siddeplads. Resultatet var, at kun et fåtal af det rigtige følge kom til at overvære sørgehøjtideligheden ved Rygaards båre. Det store flertal måtte blive stående ude i kapellets forgård.

De mange nysgerrige damers optræden gjorde et alt andet end tiltalende indtryk."

(Kallundborg Avis, 11. marts 1921.)

Georg Rygaards gravsten på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Conrad Johan Bartholdy (1853-1904). (Efterskrift til Politivennen)

Conrad Johan Bartholdy (1853-1904) komponist. Student 1872, studerede statsvidenskaben, sideløbende med at tage musikundervisning (J. C. Gebauer (teori) og Edmund Neupert (klaver). Fra 1876 musiklærer, uddannet af Henrik Rung, Albert Meyer og L. C. Tørsleff. Dirigent og komponist. 1883 kantor ved Matthæuskirken i København til sin død.  Fra 1894 til sin død afholdt han gratis folkekoncerter. Dirigent for bl. a. sangkoret bl.a. Ydun og Studentersangerne 1897-1903.B. Medvirkede til oprettelse af Musikpædagogisk forening (1898) og Kommissionen for den militære musik hvor han var medlem (fra 1899). Dirigerede en overgang Officers-orkestret. Hans hustru Octavia underviste i mange år i sang.

Udgav småskrifter som Tonernes Naturlære, 1892, og Musikens Natur, en fysiologisk-historisk Undersøgelse, 1893, Hvorledes bliver jeg Sanger, 1897, samt Talestemmens Kultur, 1903. 

Bartholdy komponerede sange og operaer, klaverkompositioner, en koncertouverture (Tivoli 1887), marcher m.m.. Særlig populær i samtiden var instrumentalkompositionen Strophe (1897). Han skrev kantater til Nordiske skolemøder (Op. 19), Polyteknisk læreanstalts indvielse (Op. 19b, 1890), De Brockske handelsskoler (Op. 22, 1891), Teknisk skole (Op. 22b, 1893), Kunstindustrimuseet (Op. 24, 1893), Frihavnens åbning (Op. 24d, 1894), Universitetets mindefest for A. D. Jørgensen (Op. 30b, 1897), Fyns forsamlingshus (Op. 35, 1900) og andre. Desuden Tannhäuser (sangcyklus, Op. 4, 1878), Vagabundus (bassolo m. orkester, Op. 6, 1880, Dansk koncertforening), Græshopperne (mandskor m. orgel og orkester, Op. 13, opført 1884 i Matthæuskirken), Salomons Sange (Op. 15, 1885), Ritornell und Vierzeile (for fire solostemmer, Op. 21, 1892), I Seraillets Have (damekor m. klaver, Op. 27, 1896), Asali (tenorsolo, damekor og klaver, Op. 29, 1896), serenaden Nu hvælver sig Himlen, især sunget af Studentersangerne, sangene Op. 20, 1891 og de akademiske skytters fanesang. Operetten Svinedrengen gjorde stor lykke på Dagmarteatret (Op. 16, 1886), operaerne Loreley (tekst af B., Op. 17, Det kgl. teater 1887) og Dyveke (Op. 31, Det kgl. teater 1899).

Niels Christian Hansen (1834-1922): Conrad Johan Bartholdy (1853-1904) og Octavia Bartholdy, f. Tørsleff (1854-1945). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Nogle Blade af Studenter-Sangforeningens Historie

1839-1899

II

- - -

Med Bartholdy som Dirigent

Længere og længere kommer vi ned mod Nutiden i vor Skildring. Nu kan vi ikke komme længere, thi Bartholdy er endnu ikke gaaet af som Dirigent. Men da han har indsendt sin Afskedsbegæring, kan vi, historist set, allerede betragte ham som hørende Studenter-Sangforeningens Saga til.

Bartholdy (det vilde uvilkaarligt ikke falde nogen ind at sige: Hr. Bartholdy) er Typen paa en gemytlig Svend. Paa lang Afstand ser man ham glad svinge sin Hat til Hilsen, og ved Prøverne kommer han hen til os ved vor Ankomst med sit højlydte: "God Dag, kære Ven, hvordan har Du det ???" Ogsaa i det Ydre minder Bartholdy om Begrebet Svend; han har et kønt, rødblondt Overskæg over de svulmende Læber; Øjnenes velvillige Plirren harmonerer godt med den trinde Mave og de lidt spinkle Ben. Man kan ikke nægte, at der er Humor i Manden. Det studentikose er i højere Grad tilstede hos ham end hos Levysohn. Til Gengæld løber det overstrømmende Vid ikke sjældent af med ham. Har han saa først sagt noget, som han gærne ønskede usagt, er han meget ligefrem til at indrømme dette bagefter. Hans Hidsighed har dog i nogen Grad skadet hans Stilling.

Da saaledes en Sanger engang for Løjer ved en festlig Lejlighed erklærede sig som hørende til Oppositionen imod ham, tog Bartholdy det meget unaadigt op og sagde: "Naar en Mand som jeg, der kun kan tabe ved det, stiller mig i Spidsen for Jer, der kun kan vinde ved det, saa skal I sgu holde Mund med Jeres Opposition!" Da Hidsigheden noget efter fordampede, tog han Vedkommende kammeratligt om Skulderen og sagde: "Naa, De ved nok, kære Ven, in vino veritas!"

Man fortæller om visse vilde Folkeslag, at de ved en uhyre Anspændelse af deres Kræfter kan spænde en Bue, som ingen Europæer formaar at rokke, men al de hurtig trættes og slappes ved det daglige Arbejdes Slid.

Paa lignende Maade gaar det Johan Bartholdy. Naar han tager fat paa en Ting, kan der en Tid lang komme ualmindelig Fart i Tingene. Men snart sakker han agterud, især hvis han møder Modstand fra andre mod sine Planers Gennemføelse. Derfor blev Sangforeningens sidste Koncert kun en pæn Generalprøve (skønt de enkelte Stemmer var upaaklagelige), thi den sidste Afpudsning manglede.

Det vilde være Synd, hvis Studenter-Sangforeningen ude i Publikum skulde faa Ord for at være i Dekadence. Koncerten i Februar var i enhver Retning udmærket. Ved flere af de andre Koncerter, som Bartholdy har ledet, har der derimod undertiden kunnet være et og andet at indvende, naar man som opmærksom Tilhører fulgte Præstationerne. Og det til Trods for, at Stemmematerialet ikke i lange Tider har været saa godt, baade for Bassers og Tenorers Vedkommende. Fejlen ligger fornemmelig i to Ting: dels i, at Dirigenten ikke er omhyggelig nok ved Indstuderingen af Repertoiret, dels i, at vore Samtidige, de ældre Sangere, der skulde foregaa de yngre med et godt Eksempel, ikke møder ivrigt nok, nøjes med at komme til en enkelt eller to Prøver for Koncerterne, hvorfor de ikke altid faar den rette Opfattelse af de nye Melodier.

Lad os haabe, at disse Ting i Fremtiden maa ændres, til lige stor Glæde for Sangerne selv som for Publikum, der skal høre derpaa. Og lad os haabe, at Studenter-Sangforeningen ikke alene i kronologisk Henseende, men ogsaa i musikalsk Ydelsesævne maa vedblive at være den første blandt Danmarks Foreninger for firstemmig Mandssang. 

Brumbas.

(København 4. august 1899)

Menneskets Stemme.

Kjøbenhavn, d. 8. Novbr.

Komponisten Johan Bartholdy holdt i Vinter i Officersforeningen et Foredrag om Kommandorøsten, der vakte saa stor Interesse, at der er opstaaet Ønske om at give ham Lejlighed til at gjentage det i de forskjellige Garnisoner. Foreløbig er et Uddrag deraf gjengivet i "Militærtidende"s Novembernumer. Hr. Bartholdy fremhæver, at man under Kommanderingen udsætter sig for unødigt Kraftspild. Følgerne af Overanstrengelse udeblive i Almindelighed ikke for den dilettantmæssigt Kommanderende; der indtræder saaledes ofte den saakaldte "Præstesyge", Fortørring af Slimhinderne, Overanspændelse af Stemmebaandene, der dræber Elasticiteten og efterlader Stivhed. Ofte er denne Skade forbigaaende, idet den sunde, selvfornyende Natur sejrer, men ligesaa ofte efterlader den blivende Følger for den Kommanderendes Stemme. Det er saaledes en fastslaaet Kjendsgjerning, at et forholdsvis ringe Procentantal Befalingsmand have Sangstemme, sammenlignet med andre Samfundsklasser som Haandværkere, Handelsmænd, Studenter o. A. Ligeledes indvirker Overanstrengelsen af Stemmebaandene paa Taleorganet, der ofte faar en tør og klangløs Karakter.

Fonetiken lærer, at enhver Klang eller Tone fremkommer enten ved, at stillestaaende Luft sættes i Uro af et Legeme, der er sat i Bevægelse, eller ved, at fremaddrevet Luft brydes af et stillestaaende Legeme. Paa disse to Frembringelsesmaader bero de forskjellige Arter af Instrumenter: Strengeinstrumenter og Blæseinstrumenter. Den menneskelige Stemme, der beror paa fremaddrevet Luft, kan bedst sammenlignes med et Blæseinstrument. Og her ligger Sammenligningen med Orgelet nærmest: Blæsebælgen er vore Lunger, Indsnevringen er Strubehovedet, og Ræsonansrummet (Orgelpiben) er vort Svælg og Hulheder i vort Hoved.

Enhver Tone har tre Væsensegenskaber: den kan have forskjellig Styrke, forskjellig Højde og forskjellig Klangfarve. Disse tre væsensegenskaber bero paa tre nøje adskilte Faktorer. For Stemmens vedkommende beror Styrken paa den Kraft, hvormed Luften bliver drevet fremad, altsaa paa Lungerne. Højden beror paa den Indsnevring, hvor den fremaddrevne Luft brydes, altsaa Strubehovedet med Stemmebaandene. Klangfarven beror paa Resonansrummet, paa Svælgets Form (de forskellige vokaler ere jo ligesaa mange forskjellige Klangfarver), ligesom Klangfylden er afhængig af, hvor godt Resonansrummet bliver indrettet og benyttet. Kun Samvirken af alle tre Faktorer danner Instrumentet. Vort Instrument omsluttes af hele Overkroppen og strækker sig fra Mellemgulv til Isse.

Det gjælder da her om Arbejdets rette Deling. Kræfterne maa fordeles over hele Stemmematerialet, c: over hele Overkroppen. Denne Methode praktiseres ogsaa af Dyrene, der, uberørte af Kultur, endnu lyde Naturens Røst. Enhver, der har hørt en Hest vrinske, en Ko brøle eller en Hund gø, har ogsaa set, hvorledes hele Overkroppen er i Bevægelse. Hingstens Sider skjælve naar den vrinsker. Køens Ryg krummes helt under det pneumatiske Tryk, der kommer indefra, naar den brøler. Hundens Krop ryster under den stødvise Gøen. Ja, selv naar den dovne Orne grynter, bevæge dens fede Flanker sig ind og ud. Hvorfor skulde vel Dyrene gjøre alt dette, naar det ikke var det Naturligste og Bekvemmeste?

Orgelprincipet er her gjennemført, Blæsebælgen arbejder, det Øvrige er ret passivt, altsaa ikke anstrengt. Lyden er som i Orgelet klingende Luft og ikke svingende Strenge. Det er selvfølgelig ikke nødvindigt at arbejde med hele Overkroppen for at frembringe de Lyde, som Talesproget fordrer under almindelige Omstændigheder; men naar vi, som ved Kommandoen, staa overfor Fordringen om at skulle præstere en Røst, der i Kraft staar paa Højde med de kraftigste og mest dyriske Lyde, hvad ligger da nærmere end at studere den Maade, hvorpaa Dyrene ytre sig uden at trættes! Og Erfaringen fra Dyreverdenen falder fuldstændig sammen med det videnskabelige Ræsonnement, hentet fra Sammenligningen med Instrumenterne: det er Kraft, vi skulle udfolde. Stemmens Styrke beror paa Lungerne; derfor skulle vi udelukkende tænke paa vor Blæsebælg og lade Halsen. Strubehovedet, helt i Fred.

Det er den dybe Vejrtrækning, der skal dyrkes. Ligesom man trænerer alle andre Muskler, kan man træne sine Bugmuskler og Flankemuskler. Den første Hovedregel ved Aandedrætsgymnastik er: Træk altid Vejret gjennem Næsen I Endvidere er det formålstjenligt at trække Vejret dybt og holde det, medens man haandterer Haandvægte, roer, svømmer eller løber; derved udvides Brystet, og Lungerne styrkes. Musklerne udvikles ogsaa ved, at man øver sig i at fylde Lungerne saa langsomt som muligt og til yderste Grænse, men Luftudaandingen maa ved Træningen ogsaa ske saa udtømmende som muligt.

Resultatet af sine Betragtninger sammenfatter Hr. Bartholdy i dette: Den, der synger, raaber, kommanderer ved direkte at presse paa Stemmebaandene, han behandler Stemmen nærmest som et Strengeinstrument; men Strenge springe ofte ved den evige Rivning - og vore Stemmebaand kunne ikke erstattes. Den, der derimod sender en dybt fra kommende Luftstrøm gjennem en forholdsvis løs Hals; han behandler Stemmen som et Orgel, og da kan den holde lange Tider.

(Viborg Stifts-Tidende 9. november 1899)

Studentersangforeningen

Foreningens Virksomhed i den forløbne Sæson.

Den 5te Juli fyldte Studentersangfomingen 61 Aar, og faa Dage forinden sluttede Foreningen sin Sæson med sin aarlige Skovtur. Der er Grund til at kaste et Blik paa den Sæson, der er forløbet; thi aldrig tidligere har noget Aar været saa rigt paa Minder i Studentersangforeningen, aldrig har Sangerne sunget saa ofte - og saa godt. Sangerne er i Aar komne i Rapport til det store Publikum, og Resultaterne fra Koncerterne har vist, at det har været til stor musikalsk Nytte for den danske Studentersangforening, at den saa ofte er optraadt offenlig. Den 18de September i Fjor mødtes man til Aarets første Prøve. Ganske kort Tid herefter udførte det mindre Kor Ruskantaten ved Studentersangforeningens Rusgilde den 30te September. Den 23de Oktober fejredes Foreningens 60-Aars Fødselsdag ved en stor Fest i Larsens Lokaler. Den 16de November sang man ved Universitetets Reformationsfest, og to Dage senere assisterede Sangerne ved Griegs store Koncert. Den 6te December blev en Mærkedag i Sangforeningens Historie. Paa denne Dag gav Sangerne deres store Koncert paa Universitetet. Koncerten blev en meget stor Sejr for sangerne. Sjælden - eller aldrig - er der hørt saa god Korsang herhjemme, og Koncerten endte da ogsaa med en stor Ovation for Dirigenten, Hr. Johan Bartholdy. Han havde ytret Ønske om at trække sig tilbage, men lod sig dog paa Generalforsamlingen den 12te December bevæge til at modtage Gjenvalg, hvad der foraarsagede stor Glæde indenfor Sangernes Kreds. Efter Juleferien modtog man paa ny til Prøverne. 

Den 10de Marts havde Sangforeningen den Sorg at miste sin højtelskede Formand, Professor J. P. E. Hartmann. Det uerstattelige Tab gav Anledning til en Række Mindekoncerter. Ved Begravelsen den 20de Marts sang man i Kirken, senere ved Graven og om Aftenen fra Studenterforeningens Balkon. Et Par Dage senere gav Sangforeningen i Koncertpalæets store Sal sin Mindekoncert. Ved det kgl. Theaters Mindeforestilling den 28de [ulæseligt] Studentersangerne ved Udførelsen af Hartmanns dejlige "Vølvens Spaadom". Den 11te April sang Foreningens "lille Kor" i Studenterforeningen ved dens Mindefest for Mesteren. Som sædvanligt sang man Kantaten ved Universitetets Fest den 20de April i Anledning af Hs. Maj. Kongens Fødselsdag. De fem første Dage af Juni tilbragte 85 af Sangerne paa Pinsesbesøg i Aalborg - en Tur, der jo blev udførlig refereret her i Bladet. Den 15de Juni sang man i Tivoli, og allerede Dagen efter afrejste det "lille Kor" paa en to Dages Tur til Nykjøbing Falster. Næppe hjemkomne herfra sang Studenterne atter, denne Gang ved Foreningen "C. A 28de Juni"s Fest i Kongens Have den 24de Juni. Og endelig sluttede man af med Skovturen den 30te Juni.

Som man ser, det er intet ringe Antal Gange, Studentersangerne Aar har sunget. Det musikalske Resultat har været meget tilfredsstillende; Sangerne har gjort megen Lykke ikke alene som Studenter, man ogsaa som Sangere.

Og naar Resultatet i Aar musikalsk har været saa godt, saa skyldes dette i første Række Dirigenten Hr. Johan Bartholdy. I selve Ledelsen af Foreningen har han haft en fortrinlig Støtte i Sangernes Økonomidirektør, Inspektør Uffe Wøldike, der i sin forholdsvis korte Formandstid har forstaaet at gjøre sig afholdt som faa, ikke alene mellem Sangerne, men hos alle, med hvem Studentersangforeningen i det begivenhedsrige Aar 1899-1900 er kommet i Berøring.

R- B.

(Dannebrog (København) 16. juli 1900).

Så tæt op ad hans død som 5. september 1904 var denne annonce i Dannebrog (København) 5. september 1904.

Johan Bartholdy.

I sit 52de Aar er Professor BarthoIdy i Gaar Morges temmelig pludselig død. Uden foregaaende Sygdom, midt i sin Livsgerning, optaget af sit nær forestaaende Sølvbryllup, som skulde festligholdes bl. a. med en Koncert, bestaaende af egne Kompositioner, er den livsglade, mobile Mand kaldt herfra, ladende os andre - trods lignende, hyppig indtræffende Tilfælde - undrende og forbavsede tilbage.

Alle vi ældre, der har fulgt Bartholdy fra Ungdomsfærden, husker ham som et ideelt anlagt, ungt. begejstret Musikmenneske. Det var af Kærlighed til Kunsten, han forlod den Bane, som han havde forberedt, og der var over hans Ungdoms- og Manddomstid altid været Tilløb til det store i den musikalske Komposition. Men Bartholdy havde ikke Evne til at uddybe sine Værker, og derfor finder man blandt meget godt ogsaa ikke saa lidt usigtet og ligesom tilfældigt. Det betydeligste, han har skrevet, er vistnok Operaen "Loreley" - samt en Del af hans mange Sangkompositioner. Operaen "Dyveke" skyldes ogsaa ham.

Ved Siden af sin kompositoriske Virksomhed var den afdøde Kantor ved Matthæuskirken, og havde en betydelig Lærergerning, fra hvilken der er udgaaet ikke faa dygtige Sangere.

Bartholdy var en jovial og elskværdig Mand, der havde en stor Vennekreds. I nogle Aar var han Leder af Studentersangforeningen.

(Dannebrog (København) 7. december 1904)

Loreley blev i 1887 opført på det Kongelige Teater. Han blev kanto ved Matthæuskirken 1883.

Johann Bartholdy død.

Jeg traf ham for vel en 26 Aar siden for første Gang oppe i Albert Meyers sangkonservatorium. Han var da min første Lærer i Sang  en aaben elskværdig, ligefrem Natur, sund og stærk med en Malmrøst, som kunde faa Jerichos Mure til at falde. Han var Fyr og Flamme, naar Talen var om Musik, robust som selve den jyske Natur, hvoraf han var rundet - kunde ikke sætte sig til Flyglet uden at rutsche frem og tilbage paa stolen, smække med Rodepulten og anslaa Klaveret med sine haarde Hænder, saa det rungede. Først da var han kapabel til at undervise.

Bartholdy og jeg s nakkede løst og fast om Musik, lige interesserede - en Del af Timerne forløb ganske vist udelukkende paa denne Maade - , og han spillede og sang sine Sange for mig med en aldrig utrættet Begejstring - "Jeg har skrevet alle mine Sange for min Kæreste" (hans nuværende efterladte Hustru) - det vat det stadige Omkvæd.

Hvor jeg holdt af ham! Og hvilke hyggelige Timer vi tilbragte sammen først i hans Ungkarlehjem i Nyhavn, senere da han som Nygift bosatte sig i Gothersgade, lige over for Botanisk Have - jeg som det beskedne "unge Menneske", han som den rasttøse Komponist, der skrev, saa Noderne føg omkring ham, medens han tillige forstod at traktere alle mulige Instrumenter.

Traf man ham atter efter et Sommerophold, kunde man være vis paa al høre ham sige: "Jeg strutter af Musik".

Og som han struttede af sundhed, Kammeratlighed og Glæde over Livet, var der ogsaa i hans Kompositioner en overdaadighed af Evne, Lyrik, af Guld og af slakker.

Thi Bartholdy var ikke nogen kritisk Natur. Han tog alt med af godt eller ondt, hvad der faldt paa hans Veje, arbejdede utrættelig, havde Elever i Massevis og fik endda Stunder til at koncentrere sin spredte Natur paa saadanne Opgaver som et Par Helaftensoperaer. De vil ikke overleve ham - dertil var han ikke kræsen nok i Valget af sine Midler - af hans mindre Sange vil man endnu i mange Aar huske en Række paa Grund af deres Ærlighed, deres lyriske Evne og den hele musikalske Naturkraft, som de indeholder.

Ja. Bartholdy struttede virkelig af Musik.

Foruden sin Virksomhed som Komponist fik Bartholdy med sin utrættede Arbejdskraft Lejlighed til at virke paa andre Mander i Musikens Tjeneste.

Man vil huske ham fra en Række populære Kirkekoncerter i Matthæuskirken til bedste for Sognets Fattige.

Man vil ligeledes huske hans Virksomhed som "Studentersangsoreningen"s Dirigent, hver han ikke sparede sig selv eller sine Kræfter, selv om hans robuste Maade at optræde paa maaske okke altid faldt i det akademisk renlivede Sangkors smag.

Underligt nok, at man vragede ham som Akademikernes Kordirigent. Thi var der noget, han var stolt af, da var de, netop det at være Akademiker. Vi talte saa ofte om Akademikernes Berettigelse til at være Foregangsmænd som Stand betragtet, og han hævdede med jysk Stædighed, at blot det, at man mere end det øvrige Bourgeosi forstod Fremmedordenes Betydning, gav studenterne en særlig Forret - og han var sikkert mere stolt af at være statsvidenskabelig Kandidat end af at være titulær Professor.

Med Johan Bartholdy har Landet mistet en fanatisk Elsker af Musik, en alsidig og dygtig, om end ikke særlig fremragende Kunstner - og et bravt Menneske

(Sophus Andersen)

(København 7. december 1904)

Johan Bartholdy døde pludselig af en hjerneblødning. Han er begravet på Vestre Kirkegård

Johan og Octavia Bartholdys gravsten på Vestre Kirkegård. Nederst på stenen står at den er "rejst af venner". Mindestenen blev opsat december 1908. Den er udført af billedhugger Aage Hassel.Foto Erik Nicolaisen Høy.

Golla Hammerich (1854-1903). (Efterskrift til Politivennen)

Golla Andrea Bodenhoff Jensen Hammerich (1854-1903) nedstammede fra skuespillerslægten Rosing. Som barn fik hun klaverundervisning af pianisten Orpheline Olsen-Schram og videreuddannede sig til pianist hos professorerne C. F. E. Horneman, Franz Neruda og August Winding. Karrieren som offentlig koncertgiver blev sat på pause da hun giftede sig med den senere musikhistoriker Angul Hammerich. I hjemmet spillede hun kammermusik med nogle af tidens fremtrædende musikere. 

Fra 1895 begyndte hun hyppigt at medvirke ved koncerter. I 1896 afholdt hun fx en soire i Hornung & Møllers Koncertsal, hvor hun førsteopførte klaverstykker af E. Grieg og den hollandske komponist J. Röntgen, og i 1898 optrådte hun med violinisten Frederik Hilmer og cellisten Ernst Høeberg i et program, der bl.a. omfattede musik af den russiske komponist A. Arenskij. I 1900 var hun med til at førsteopføre Frederik Rungs klaverkvintet og spillede ved samme lejlighed et udvalg af hans 24 Klaverstykker, op. 37.

Hun skrev endvidere til forskellige tidsskrifter og skrev både tekst og musik. I 1901 udgav hun under pseudonymet Anselmus et selvbiografisk skuespil "Et Skriftemaal". I dette mere end antydedes at hendes lidenskab ikke fandt afløb inden for hendes ægteskab. Skuespillet handler om en grosserer der er gift med en forhenværende skuespillerinde og Husets datter der elskes af en ung kunstner med en fraskilt kone. Grossereren opdager datterens forelskelse og laver en familiescene. Moderen tilstår da at hun i sin ungdom har været sin mand utro. 

Golla Hammerich 1882. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Fru Golla Hammerichs Kammermusik-Koncert.

Hornung & Møllers stilfulde Koncertsal eger sig udmærket til en Koncert af saa fornem en Slags som den. Fru Golla Hammerich gav i Aftes. Baade Koncertens Indhold ligesom ogsaa Indholdets Udførelse var vellykket fra først til sidst, der hvilede en kunstnerisk Stræben og en Gaaen af Vejen for i ydre Henseende at vinde Term-n, som i høj Grad virkede velgørende.

Fru Hammerich er en Kunstnerinde, der med smaa Midler opnaar store Virkninger. Hendes Klaverspil er ikke larmende eller flygelbetvingende, det ejer den diskrete Bestemthed, den faste, fra et ægte Musik gemyt kommende indre Klangsans og Rhythmesans i Forening med en dyb Forstaaelse af den Komponist, hun foredrager.

De Værker, Fruen udførte, var godt skikkede til at vise Tilhørerne, hvor god en Musiker og sindrig en Musikpsykolog hun er. Sjøgrens Sonate Nr. 3 for Klaver og Violin, som Fru Hammerich spillede sammen med Hr. Axel Gade, er et nobelt, men ikke særlig lødigt Værk, der er anlagt paa Klangafskygninger. I Brahms' C-moll-Trio, i hvis Udførelse Violoncellist Ejler Jensen foruden de fornævnte deltog, var Koncertgiverinden i fuld Overensstemmelse med Kompositionens Aand. I første Allegro formede det store og brede sig fast under de sikre Hænder, og i den nydelige Andante grazioso viste hun, hvor træfsikkert hun netop forstaar at udføre den for Brahms ganske særegne Leg med det yndefulde og inderlige. I de Lange-Müllerske Fantasistykker for Klaver og Violin, af hvilke det første, appassionato, ma non troppo allegro, er noget af det bedste i Komponistens Produktion, er Violinen egenlig den førende Part, medens Klaveret mere er akkompagnerende. Man hørte med Glæde Hr. Gades noble, formfulde Tone og fuldkomne Intonation, og det lykkedes ham ved sit udtryksfulde Spil at give et rigtigt Udtryk for Komponistens Tanker.

- - -

Leop. Rosenfeld.

(Dannebrog (København) 7. marts 1902. Uddrag).

Fru Golla Hammerich.

En skarp intelligens, et livfuldt Temperament, mangesidig kunstnerisk Begavelse, en højt udviklet og fint kultiveret Musiksans - det var kendetegnene for Fru Golla Hammerich, der forleden (den 1. ds.) døde af en Hjærtelidelse.

Artiklen er ledsaget af dette foto af Sophus Peter Frederik Juncker-Jensen (1859-1940): Golla Andrea Bodenhoff Hammerich (1854-1903). Jeg har hentet det fra Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Først i de senere Aar var hun kommet til at spille en Rolle i det offentlige Musikliv i København, men allerede fra sin tidligste Ungdom har hun i private Kredse været kendt som et ualmindeligt Talent, af hvilket man havde Lov til at vente sig meget.

Musiken i hende var en Arv fra hendes Moders Familie, den bekendte Rosing'ske Slægt, hvis Medlemmer alle var mere eller mindre musikalske, saaledes Frk. Louise, der blev Moder til Wieherne og var Golla Hammerichs Grandtante.

Men fra disse Forfædre fik Fru. H. ikke alene Musik- men ogsaa Teater-Blod i sig; og det er da ikke til at undres over, at hun i sine unge Aar følte en brændende Lyst til at gaa til Scenen. Imidlertid blev det dog altsaa Musiken, der fik Overtaget.

Fru H. var en Datter af den bekendte Overlæge, Etatsraad Jensen paa Sindssygeanstalten Oringe ved Vordingborg og var født dernede. Som man kan tænke, fik de usædvanlige Omgivelser, hvori hun voksede op, en stærkt Indflydelse paa hendes Ævners Udvikling; hun bevægede sig mest i sin egen Drømme- og Æventyrverden, følte en ubændig Lyst til at opleve noget ekstraordinært, var romantisk over alle Bredder og higede efter at komme ud i Verden og gaa paa Æventyr!

Fra den Tid stammer en hel Digtsamling, som den smaa Golla Jensen har skrevet, og hendes Debutarbejde i den Kunstart hed "Kong Valdemars vilde Jagt"; denne hendes poetiske Virksomhed strakte sig til hendes 11. Aar.

Med det 12. Aar begyndte hendes Klaverundervisning hos Fru Opheline Olsen; senere tog hun Timer hos Prof. C. F. E. Hornemann, Prof. Franz Neruda og Prof. August Winding. Imidlertid var hun blevet forlovet og gift i en meget ung Alder med Musikhistorikeren Dr. Angul Hammerich. Skønt huslige Pligter nu lagde beslag paa hende, fik hun dog Tid til fremdeles at dyrke Musiken indenfor Hjemmet, hvor f. Eks. Anton Svendsen og nu afdøde G. A. Lembcke kom meget og dyrkede Kammermusik med det unge Ægtepar.

Sammen med sin Mand har Fru Hammerich selvfølgelig deltaget meget i det musikalske Liv baade herhjemme og i Udlandet, og hun har paa Rejser haft Lejlighed til at træffe sammen med en Række Verdensberømtheder saasom Richard Wagner, Rubinstein, Liszt osv.

I de senere Aar - da hendes Børn vare blevne voksne - begyndte Fru Hammerich til Glæde for alle Musikvenner at optræde paa enkelte meget fine Koncerter. Og i sin Fritid mellem mange Informationer skrev hun smaa fikse og rammende Causerier og feuilletoner i forskellige Blade.

Gustav Hetsch.

(Illustreret Tidende, nr. 32 1903)

Golla Hammerichs gravsted på Vestre Kirkegård, Afdeling G, Række 12, nummer 12. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Margaret Elizabeth Hamerik (1867-1942). (Efterskrift til Polivennen)

Pianisten og komponisten Margaret Elizabeth Hamerik gik i skole på Columbia Athenæum High School, hvor musikundervisningen var højt prioriteret. Som 17- årig blev hun optaget på Peabody Conservatory of Music i Baltimore med klaver som hovedfag og violin og musikteori som bifag. Direktør var den danske komponist Asger Hamerik, som også var hendes teorilærer. Hendes hovedopgave var en koncertouverture, som indbragte hende fakultetets sjældne udmærkelse Diploma for Distinguished Musicianship:

The East Hall of the Peabody Institute was crowded last evening by the friends and fellow-students of Miss Margaret Williams, of Columbia, Tenn., who received from Provost P. R. Uhler, the "Peabody Diploma for Distinguished Musicianship." This is the highest honor that the Peabody Institute confers, and is one which but few have obtained.

Prior to the conferring of the degree the audience was entertained by a delightful recital of a number of Miss William's own compositions. The programme was as follows:

1st. - String quartet in A major, manuscript for two violins, viola and violoncello.

2d. - Three songs with piano: "They Bid Me Sleep," "I Saw On the Top of the Mountain High," "We Are Free."

3d. - Piano sonata in C sharp, minor manuscript.

The string quartet was performed by messrs. J. Zech, O. Kahl, J. Geyer and J. D. Itzel; the songs were sung by Mrs. Bettie McEwen, and Miss Williams, the laureate, played the piano sonata.

The selections were as heartily applauded as they were magnificently rendered, and Miss Williams was presented with many exquisite bouquets at the close of the concert.

Miss Williams has pursued her studies at the Peabody during the past six yeears, three years piano, two years violin and six years theory. Mr. Asger Hamerik and Mr. Richard Burmeister, the instructors of Miss Williams, were present and seemed highly gratified at their pupil's excellent performance and the appreciation with which it was received.

(The Columbia herald, 11. december 1891)

Efter sin eksamen koncerterede Margaret Hamerik i flere byer i Tennessee. Hun underviste privat i klaver, holdt elevkoncerter og var endvidere ansat som klaverlærer på Peabody Conservatory. I 1893 vandt hun i New York en førstepris for sin strygekvartet. I 1880’erne påbegyndte hun operaen Columbus, der aldrig blev færdiggjort. Dens Introduction and Mermaids’ Chorus findes både i partitur og stemmer og blev opført i 1893. P. Tjajkovskij, der i 1891 besøgte Peabody på en USA-rejse, så partituret og udtalte sig rosende om det. 

5. juni 1894 blev hun og Asger Hamerik gift, og fire år senere rejste de til Danmark. 

Director Asgar Hamerik of the Peabody conservatory of music and Miss Margaret E. Williams, an exceptionally talented graduate of the conservatory, were recently married at New York by Rev Dr William Kirkus, formerly of Baltimore, - much to the surprise of every one, for their engagement had been kept a secret even from their most intimate friends. Mr. Hamerik is about 52 years old, and his bride is 26. She studied composition under his instruction and several of her orchestral works have been brought out in public. She is also a gifted pianist, a pupil of Burmeister. Mr. Hamerik is a Dane by birth, and three years ago was knighted by the king of Denmark for his musical services. he came to Baltimore in 1871, when he was 28 years old, to take charge of the Peabody conservatory, and has remained there ever since. he is one of the best known of American composers abroad, and several of his symphonies have been played in London with notable success. Mr. and Mrs. Hamerik will return to Baltimore in the autumn.

(Springfield weekly Republican. 6. juli 1894)

Parret fik i alt fire børn: Gerda Hammerich (1897-1974) blev operasanger, Ebbe (1898) blev komponist og dirigent, Valdis Hamerik (1903-1995) blev operasanger, Manfred (1910).

Efter giftermålet holdt Margaret Hamerik op med at spille og komponere. 

A Happy Mother.

The following clipping from an article in teh Baltimore Sun of thursday, March 4th, will be of much interest to many friends of the interested parties:

"There is a "new woman" in town. She arrived yesterday morning shortly before 7 o'clock, and has been given the titles of "The Daughter of the Peabody" and "Peabody Girl." ....

When it became known at the Peabody Institute that the "Daughter of the Peabody" was in the city, there was a great rush of callers, but to them she denied herself - for she is, after all, only a wee little daughter that was born to Mr. and Mrs. Asger Hamerik, of the Peabody Institute, and thinks, with commendable modesty, that very yound ladies should not receive company.

Mr. Hamerik received many hearty congratulations at the institute from his associates, and many cordial words of welcome were sent through him to "The Peabody Girl," who is doing finely, as is her mother, at their home, 1730, St. Paul street.

As a composer, Mr. Hamerik has achieved sonsiderable fame. He was married about two years ago to Mrs. Hamerik, who was Miss Margaret Williams, of Tennessee, and who is a graduate of the Peabody Institute."

Miss Margarat Willams, now Mrs. Hamerik, is a native born Maury Countian and is a daughter of Mr. and Mrs. Thomas H. Williams. She has achieved wonderful success and considerable fame in musical circles, and the Herald congratulates her and the happy grand-parents upon this new joy.

(The Columbia herald. 12. marts 1897)

Efter at hun havde slået sig ned i Danmark var hun æresmedlem i The Woman’s Literary Club of Baltimore. I København blev hun medlem af bestyrelsen i Kvindelig Læseforening, hvor hun gennemlæste engelsksproget litteratur for at vurdere, hvad der burde oversættes og indgå i foreningens repertoire. 

Mr. and Mrs. Thomas H. Williams have received notice that their daughter, Mrs. Hamerik, sailed Wednesday from Copenhagen for New York. Mr. Hamerik, being unable to accept the invitation to direct performances of his Choral Symphony, "Life, Death and Immortality," which is to be given in Baltimore and other eastern cities this months, sends his wife and little daughter, Gerda, to represent him. Mrs. Hamerik will arrive in Columbia about the first of May.

(The Columbia herald. 5. april 1907)

Hun oversatte musikvidenskabelige værker af danskere til engelsk, bl.a. i 1912 svogeren Angul Hammerichs Musik-Mindesmærker fra Middelalderen i Danmark og i 1927 Knud Jeppesens doktordisputats Der Palestrinastil und die Dissonanz. Herudover var hun medlem af repræsentantskabet for Dansk Koncertforening i 25 år. Hun havde kendskab til urtemedicin.

Newsy from Denmark.

Extracts from one written by Mrs. Asger Kamerik at Copenhagen.

Mrs. Asger Kamerik, of Copenhagen, Denmark, whose visit to her father Thomas H. Williams has been postponed on account of the war, mentioned in writing home an interesting fact in connection with the war in Belgium, which is not generally known in the United States. Mrs. Hamerik said that those troops numbering 5,000 men, who were almost annihilated in the attacks on the fort at Liege, were not Germans, but really young Danes from Slesing, one of the provinces taken from Denmark by the Germans in 1866. These troops had been placed in the most dangerous positions. One of the few survivors wrote to his betrothed in Copenhagen: "Of the 5,000 of us who were sent in there, only 37 came out alive."

(The Columbia herald. 18. september 1914)

Trykfejl og forkerte information stammer fra artiklen.

Der må være tale om slagene i og omkring Liege 4. - 16. august 1914 hvor tyskerne mødte uventet modstand fra belgierne, men dog sejrede til sidst. Muligvis medførte det at angrebet blev forsinket så franske og britiske styrker kunne få tid til at organisere sig. Kilderne er lidt uenige om hvor mange sønderjyder der blev indkaldt til krigstjeneste (fra 25.000 til 35.000). Derimod er der almindelig enighed om at omkring 6.000 blev dræbt og 4.000 varigt invalideret. Så at der skulle være dræbt 5.000 af dem ved Liege, kan næppe være rigtigt.

Den tyske hær begik grusomheder mod lokalbefolkningen, ca. 6.000 civile blev dræbt. Dansksindede soldater gjorde tjeneste i Reserveregiment 86 under 18. division. Et studie byggende på flere end 9.000 breve, dagbøger m. m. skrevet på dansk af soldater der var udsendt i tysk krigstjeneste, fremgår at det svirrede med rygter og mistillid mod belgiske civile. Begrebet krigsforbrydelser fandtes ikke, men kan passende betegnes om disse. 

Efter et udsat besøg i krigens start, besøgte familien USA i efteråret 1915.

Hamerick-Damm.

Thomas H. Williams has cabled felicitations to Copenhagen upon the occasion of the marriage of his grand daughter, Miss Gerda Hamerik, to Leo Damm, which took place in Christ's Church of that city at five o'clock this afternoon. The wedding will be followed by a reception and dinner party at the home of the bride's parents, Prof. and Mrs. Asger Hamerik.

(The Columbia herald. 7. november 1919)

To visit daughter at Copenhagen.

Thomas H. Williams and miss Irene will sail from New York July 21.

(From tuesday's Daily Herald.)

Thomas H. Williams and daughter, Mis Irene, will leave Columbia about July 10 for a visit to Mr. Williams' daughter, Mrs. Hamerik, in Copenhagen, Denmark. They have engaged passage on the steamer "Hellig Olav," shich will sail from New York on July 21. They have also secured return passage leaving Denmark Sept. 23. This is the first visit that Mr. Williams has made to his daughter in about eight or nine years. In 1914 Mrs. Hamerik was ready to leave Denmark for a visit to this country but the war stopped her.

(The Columbia herald. 13. maj 1921)

Elfelt &amp: Hr. Hamerik med kone og barn i haven. Fotoet er angivet til at være taget 1940. Det kongelige Bibliotek. CC BY.

Børnene fandt efter hendes død hendes scrapbog, hvor de fik fornemmelse af hvor talentfuld hun havde været. Valdis Hamerik mente der ikke havde været plads til to komponister i ét ægteskab. 

Udsnit af Asger og Margaret Hameriks grav på Vestre Kirkegård (13. december 1867, Columbia, Tennessee, USA - 30. oktober 1942). Se hele gravstenen med Rudolf Tegners skulptur. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Franz Neruda og Dirigentposten i Musikforeningen. 1890-1892. (Efterskrift til Politivennen)

Serien om Neruda-familien omfatter følgende afsnit: Sødskendene Neruda. Franz Neruda konkurrer om at blev violoncellist ved det kgl. Kapel. Franz Nerua ved det kgl. Capel 1864-1877. Franz Neruda og Kapelmesterposten 1822-1883. Franz Neruda og Dirigentposten i Musikforeningen. 1890-1892. Franz Nerudas Karriereslut (1912). Franz Neruda 70 Aar (1913) og Død (1915). 

At Wilma Neruda spiller Mendelssohns Violinkoncert eller Rubinstein sin egen Piano-Koncert, at Joachim spiller Beethoven eller Erika Lie Bach er der ikke noget besynderligt i.

- - -

For Musikforeningen fik dog ingen af dem den Betydning som Søskendene Neruda. Hvem mindes ikke dette uforlignelige Sammenspil, hvor Sydens Glød og Nordens Poesi havde indgaaet en saa forunderlig Forbindelse, og Wilma Nerudas Violinspil, hvis Ynde og kvindelige Finfølelse var forenet med en hel mandlig Kraft og Energi? I Musikforeningen debuterede hun med Mendelssohns Koncert, hvis aandfulde Skjønhed vel næppe nogen har fortolket som hun. Hun vandt Hjærterne saa hun i en hel lang Aarrække, 1865-1869, bestandigt kom igjen, atter og atter lige velkommen. Oftest var det i Kammermusik hun deltog, spillede de gamle Klassikere, Mendelssohn, Schubert og Schumann, sammen med Foreningens faste Kvartet, hvortil i de tidligere Aar hendes Søster, Marie Neruda, sluttede sig som Sekundviolin. Enkelte Ting som Mozarts G mol-Kvintet, Schuberts A mol-Kvartet, de Bachske Solosager eller Sonaten af Rust staa endnu som lysende Minder om hin Tid.

Nydelsen af hendes Kunst hørte imidlertid til de forgængelige Glæder, thi fast Fod fik hun aldrig her i Kjøbenhavn. Det blev imidlertid Tilfældet med det yngste Blad af det Neruda'ske Trekløver, Violoncellisten Franz Neruda. Først maatte han dele Eren med sit Søskende-Ensemble, men snart vandt han selvstændig Betydning. Som Solist optraadte han første Gang i Musikforeningen i Decbr. 1864 med en Koncert af Goltermann, men, hvormeget han end i denne Retning formaar at yde, blev det som bekjendt ikke i Egenskab af Solospiller at hans Betydning kom til at ligge. Han blev derimod Kammermusikens første Mand herhjemme. Hvad han har udrettet og udretter som Kvartetspiller, som Stifter af Kammermusikforeningen, som Befordrer af Liv og Interesse overalt, ligger udenfor disse Blades nærmeste Indhold. I Musikforeningen var han snart som hjemme, baade i Orkestret og Kvartetten. Til Billedet af et idealt Musikforenings-Orkester fra den Tid hører, foruden Gade ved Dirigentpulten og Tofte og Schjørring ved første Violinerne, absolut Franz Neruda paa den for Øjet fremtrædende Plads som første Violoncellist. I endnu højere Grad var han Sjælen i Kvartetten som den uundværlige Fjerdemand ved Siden af Tofte, Schjørring og Vilh. Holm.

(Festskrift i anledning af Musikforeningens halvhundredsaarsdag, 1886).

Ved den 3die og sidste filharmoniske Koncert, der havde et lidt uens artet sammensat men interessant Program, optraadte Hr. Franz Neruda som Solist, og det var vist nok en fuldgod Erstatning for Mdm. Minnie Hauks Sang at høre ham spille. Til Ere for vort Publikum, der kun altfor ofte i Koncertsalen alt fremmed Fortrin giver", skal det straks siges, at det modtog og takkede Hr. Neruda med et saa kraftigt og umiddelbart frembrydende Bifald, som havde han været en af disse fremmede". Nerudas Spil, der i øvrig i mange Henseender minder om hans Søsters, synes mig da ogsaa fuldt ud at kunne sættes ved Siden af de store" Solisters, vi har hørt i de senere Aar. Et inderligt, varmt og dog behersket Foredrag er det der først og fremmest giver hans Spil en saa høj Rang. Det er ikke Neruda om at gøre at brillere med tekniske Vanskeligheder skøndt han kan overvinde dem uden at det mærkes for ham ligger Vægten paa at skabe Musik. Den bedste Støtte i sin Stræben herefter har han foruden i sit allerede i Følge Afstamningen gennemmusikalske Naturel i den dejlige Tone, han kan aflokke sit Instrument, en Tone, der er lige skøn i sin Stigen og i sit Fald. Hr. Neruda foredrog, foruden nogle mindre Ting, et nyt Koncertstykke af egen Komposition, der paany viste, at denne beskedne Musiker ogsaa sidder inde med en betydelig skabende Evne. Stykket havde prægtige, brede Motiver, af hvilke navnlig det første var meget ejendommeligt (Sidetemaet havde des værre i sin Begyndelse en stærk Wagnersk Mindelse) og deres videre Behandling var fuld af fine og navnlig i harmonisk Henseende interessante Træk. Havde Hr. Neruda ikke lagt Kadencen omtrent midt i Stykket, vilde det ikke som nu have gjort Indtryk af at være længere end det i Virkeligheden var.

(Tilskueren 1888. Uddrag).

I de folgende år optrådte Neruda især sammen med Neruda-kvartetten.

Kgl. Kammermusikus Fr. Neruda som Orkesterdirlgent. Det vil erindres, at der før Kapelmester Joh. Svendsens Ansættelse her i Kjøbenhavn var Tale om at faa Fr. Neruda til at overtage Pladsen. Hvorvidt denne formelt blev ham tilbudt, huske vi dog ikke, men I hvert Fald var Neruda vistnok utilbøielig til at anføre Orkestret her, idetmindste til stadige Opera-Foreflillinger. Som et Telegram har meddelt, ledede han derimod Kapellet i Stockholm ved en Symfoni-Koncert i Lørdags. Der spilledes Gades "Michel Angeo". Mozarts "Jupiter-Symfoni" med Slutnings-Fugaerne samt nogle Smaating af Neruda. Dennes Ledelse af Orkestret roses i stockholmske Blade. Der lagdes mere end almindelig Vægt paa Nuanceringer og paa Slagsikkerhed i Indsatserne, hvorhos Neruda menes at have brugt lidt hurtigere Tempo, end man var vant til. Om han skal dirigere mere, vides ikke, men man lader ikke til at have Noget derimod og er i hvert Fald foreløbig tilfreds med Experimentet i Lørdags.

(Nationaltidende 15. oktober 1890).

Den 21. december 1890 døde Niels V. Gade. Han  var dirigent for Musikforeningen, et centrum for hovedstadens musikalske liv. Blandt de som kunne efterfølge ham, nævntes Johan Scvendsen og Franz Neruda. Begge født udenfor Danmark. Endvidere Victor Bendix. 

Musikforeningens Dirigent.

Efter flere mindre Skærmysler har der udviklet sig en hel Diskussion, der spænder ligefra "Musikbladet" til "Politiken", om hvem der skal være Gades Efterfølger paa Musikforeningens Dirigentplads. De forskellige Partier - eller rettere sagt Kliker under forskellige kritiske Pavers Ledelse - udtolder en fast utrolig Emsighed for at skaffe deres mer eller mindre præsentable Kandidater Naade for de vælgende Repræsentanters Øjne. Udenfor Kirkerne har to Blade taget Ordet t Spørgsmaalet. Først "Dagens Nyheder", hvis "Rz" hidtil ikke har villet fuldt ud med Sproget, men øjensynlig anser Victor Bendix for kvalificeret, og dernæst "Politiken", hvori Ch. K. erklærer, at Valget kommer til at staa mellem Bendix og Neruda, da Emil Hartmann "helst vil være fri for den brydsomme Ære at blive Dirigent i Musikforeningen".

En Ting synes alle Parter enige om: Dirigentpladsen bør besættes med en dansk Mand, og det saa meget mere som en norsk Komponist er kgl. Kapelmester, og man nødvendigvis maa faa det Indtryk, at vort Land er aldeles blottet for Dygtigheder, hvis Spidserne i vort Musikliv altid hentes udenvælts. Men alle Parter enige herom, synes Valget af Dirigent ikke at kunne volde d Hrr Repræsentanter uoverkommelige Vanskeligheder. Der kan kun være Tale om én Mand, som er absolut kvalificeret baade som fremragende Komponist og fremragende Dirigent, en Mand, som Gade selv har udpeget til sin Efterfølger, Victor Bendix. Af hans Dygtighed som Dirigent fik man et fyldestgørende Indtryk forleden paa hans store Orkesterkoncert; ved Indstudering Koncerten assisterede han i sin Tid Gade, der satte megen Pris paa hans Medvirkning, saa ogsaa paa dette Omraade vil han kunne løse Opgaven til alles Tilfredshed. Som Komponist indtager han en anset Plads i den yngre Skole, han er i sine Arbejder fremfor alt en ypperlig Tekniker, en gennemdannet og smagfuld Musiker. Kort sagt. Bendix fyldestgør alle de Krav, som maa stilles til den Mand, der skal lede Musikforeningen.

Han har Energi, Personlighed og véd. hvad han vil, og ad hvilke Veje han vil styre. Har Musikforeningens ledende Mænd det rette Blik for den Forenings Vel, de er satte til at varetage, vælger de uden at blinke Bendix til Dirigent og lader sig ikke vildlede at de Ravneskrig, der lyder, at den Kritik, der, at alt andet end noble Motiver - har søgt at reducere Bendix' Virksomhed baade som Orkesterdirigent og Komponist.

Skulde man imidlertid forbigaa Bendix - vi er forberedte paa alt - saa vælge man blot Professor Emil Hartmann! Han bærer et i det danske Musikliv berømt Navn, er en elskværdig og omgængelig Mand, der sikkert vil kunne komme godt ud af det baade med Solister, med Kor og Orkester og holde Foreningen det gamle Spor. Uden at være nogen overlegen Personlighed, vil Emil Hartmann kunne føre de gode Traditioner fra den Gade'ske Tidsalder videre, og Betydningen heraf kan ikke undervurderes.

Om Hr. Franz Neruda kan føre disse Traditioner videre, anser vi for tvivlsomt. Han er bekendt herhjemme som en ypperlig Virtuos paa Violoncel, men sine Kvalifikationer som Orkesterdirigent har han kun haft Lejlighed til at lægge for Dagen i Stockholm. Dertil kommer, at Indstudering af Korværker skal være en lukket Bog for ham, saa der er mange Grunde til at fraraade Valget at Hr. Neruda, foruden den vægtigste: at han af Fødsel og Nationalitet er Ungarer, og at det er latterligt at sætte en fremmed i Spidsen for vort nationale Musikliv, for hvis inderste Nerve han maa savne det rette Blik og den rette Forstaaelse.

For os er der da intet Valg. Vi siger ikke: Valget maa staa mellem Victor Bendix og Emil Hartmann. Nej. Viktor Bendix synes os ubetinget den Personlighed, der bør overtage den betydningsfuldeste af de Poster, som blev ledige ved Gades Død, og vi haaber, Musikforeningens Repræsentanter vil betænke sig to Gange, førend de træffer et andet Valg. De bør erindre, at det er deres Forenings Fremtid, det drejer sig om, Spørgsmaalet om den stadig skal indtage Førerstillingen blandt Hovedstadens musikalske Foreninger eller blive overfløjet af yngre, energiske Konkurrenter. Det er saa at sige et Livsspørgsmaal, der skal afgøres.

Og at Victor Bendix er Manden for at holde Musikforeningen "paa Højden", derom er der ingen Tvivl. Han har et a åbent Blik for Tidens Rørelser paa Musiklivets Omraade, og han vil søge at skaffe nye Mænd Borgerret i den gamle Forening ved Siden af, at han stadig dyrker de gamle Guder. Og han vil endelig indse Betydningen af, at de unge ikke skudbes til Side, men hyppig faar Lejlighed til at plædere deres Sag for Publikums Domstol. Vi siger da: Vælg Victor Bendix til Dirigent, skønt han staar de ledende Kliker fjærnt, vælg ham, skønt han hverken er Professor eller Ridder af Dannebrog, vælg ham, til Trods for Pavernes og Punch's Forfølgelser som den energisk-ansporende Dirigent og fremragende Komponist, han ubestridelig er.

D'Hr. Repræsentanter har Ordet!

Carl Behrens.

(København 10. april 1891).

Ved bestyrelsesmøde i Musikforeningen den 10. juni 1891 viste afstemningen 12 stemmer på Emil Hartmann og 12 på Franz Neruda (J. P. E. Hartmann, Emil Hartmann og Lund var fraværende). Der blev herefter indkaldt til et nyt bestyrelsesmøde. I juli 1891 kom det frem at Neruda ikke ville komme til at dirigere de philharmoniske koncerter i Stockholm, derimod kapelmester Henneberg. I august 1891 blev det så afgjort at det blev Emil Hartmann. Kapelmester Johan Svendsen besluttede efterfølgende at overlade Franz Neruda dirigentposten i halvdelen af de filharmoniske koncerter. I september viste det sig imidlertid at Hartmann slet ikke var valgt, men at repræsentantskabet skulle afgøre sagen. I oktober fik Franz Neruda posten som dirigent for Musikforeningen i Stockholm. Hans første optrædende som dirigent ved de filharmoniske koncerter blev vel modtaget af aviserne. Det samme gjaldt ikke Emil Harmann som dirigent for Musikforeningen - hans præstation blev omtalt som mindre god. Fra starten af 1892 indledte Neruda-Kvartetten atter en provinsturne som blev en stormende succes. Han dirigerede også filharmonien, og selv avisen "København" måtte erkende hans talent som dirigent, dog var tilhørerskaren svundet ind.

Dirigentvalget i Musikforeningen.

Det foretages i Aften, og der skal efter Sigende være en Mangfoldighed af Kandidater. Foruden Victor Bendix og Neruda baade Rung og Malling, Asger Hammerik og Robert Hansen, der i disse Dage kommer hertil paa Besøg fra Leipzig.

Vilde Administrationen og Repræsentantskabet deres Forenings sande Tarv, enedes man uden videre Diskussion om at vælge Victor Bendix, en Mand, som vilde vide at holde de kunstneriske Traditioner vedlige og bevare Gades Forening mod det truende Forfald. Naturligvis har Bendix' Modstandere i og udenfor Pressen haft travlt i disse Dage med at modarbejde hans Valg, men vi haaber, at Musikforeningens ledende Mænd følger deres egen inderste Overbevisning om, hvad der er Foreningens Vel og ikke bryder sig Spor om Uvedkommendes Indblanding.

Mellem Bendix og Neruda kommer Valget til at staa. De andre Herrer har næppe Chancer - ikke en Gang den fremadstræbende Hr. Malling. Vi haaber, at Valget maa blive til Held for Foreningen, saa dens urolige Tider omsider kan være endte og det sunde kunstneriske Arbejde i Musikens Tjeneste atter begyndt.

For et Ansvar kan de Herrer, som styrer dens Arbejde, imidlertid ikke siges fri: Ansvaret for, at man ikke allerede i Fjor valgte den rette Mand.

Presto.

(Københmavn 31. maj 1892).

Musikforeningen.

Som Læsere af "Børs Tidende" vil have erfaret af det udførlige Referat som Bladet den SJode ds bragte af Musikforeningens Generalforsamling, bekræftedes ved danne, alt hvad vi i en Dagen forinden offentliggjort Artikel havde forudsagt

- - -

Langt vigtigere end diee Valg er dog for Foreningens Fremtid. Spørgsmaalet om den fremtidige Dirigent.

Naar der paa Generalforsamlingen var Tvivl om hvorvidt Dirigenten skulde vælges paa et eller flere Aar og naar Lovene med Vilje intet udtrykkeligt fastsætter herom saa er det maaske ganske praktisk - for mulig indtræffende Tilfældes Skyld - men man maa dog rigtignok haabe, at den faktiske Regel bliver den, at Dirigenten ansættes uden nogen bestemt Tidsgrænse. Hvem vil med Lyst og Iver kunne arbejde for en Forening, naar han ikke er sikret mod at blive vraget og sendt væk efter en Sæsons Forløb! Hvem vil under slige Forhold kunne udrette noget virkeligt for Foreningen og - hvem vil overhovedet overtage Ledelsen paa slige Vilkaar -

Lovene - saaledes som de blev ændrede og vedtagne - bestemmer nu at Foreningens Koncertdirigent vælges af Plenarforsamlingen (Repræsentanter i Forening med Administration) uden at denne er bunden af nogen Indstilling fra Bestyrelsen. Kun i Tilfælde af stemmelighed skal - saavidt vides - Administrationen have Afgørelsen i sin Haand.

Det skulde da synes som om Hr Franz Nerudas Valg herefter var sikret. Dersom nemlig de samme Herrer der ifjor stemte paa ham, ogsaa i Aar giver ham deres stemmer, er han valgt idet de, der ifjor samlede sig om Hr Emil Hartmann, nu ikke har nogen Kandidat, men har delt sig mellem d Hrr Viktor E. Bendix, Otto Malling, Asgar Hamerik og Fr. Rung. Det vilde imidlertid tyde paa liden Menneske kundskab at stole paa Folks Paalidelighed og standhaftighed i slige Spørgsmaal. Maaske en og anden der forrige Gang holdt paa Neruda, i Aar faar Lyst at stemme paa Viktor Bendix eller en anden Kandidat. Tusende - ofte ganske løjerlige, Hensyn og Indflydelser gør sig gældende ved den Slags Afgørelser. Der er desuden to Omstændigheder som yderligere lader En befrygte, at Hr Nerudas Chancer ikke er aldeles paalidelig. For det første har han ved Overretssagfører Harald Petersens Død mistet sin ivrigste, mest energiske og hengivne Agitator - I Øjeblikket synes ingen at tage sig af Hr. Nerudas Sag Og dernæst skal der i selve den Kreds der tidligere var hans nærmeste, have rejst sig Stemmer for at vælge Kapelmester Svendsen til Dirigent. Denne sidste Tanke kan kun tjene til at splitte Hr. Nerudas Venner og gøre dem usikre. I Virkeligheden kan der ikke være Tale om at vælge Hr. Svendsen. Hans Virksomhed ved Teatret hvor han dog i de senere Aar kun har udrettet saare lidt - kræver al den Tid og Kraft, han kan ofre den, hvilket bedst ses deraf at han Aar for Aar har indskrænket sin Virksomhed som de filharmoniske Koncerters Leder, og selvom disse Koncerter om det forlyder, snart ophører, saa er Hr. Svendsens plads dog i alt Fald ikke i en Forening, hvor Hovedvægten er lagt paa Korsang og andre vokale Ydelser - dem det just er Hr. Svendsens svage Side at lede.

Forhaabenlig faar denne Kandidatur da ingen Betydning. At de andre Kandidater synes Hr. Asgar Hamerik ikke at have nogen Stemning for sig. væsenlig fordi han og hans Ævner er omtrent ukendte her. Hr. Otto Malling har desværre i mange Aar arbejdet under smaa Forhold der har nødt ham til at nøjes med at præstere ufuldfærdigt Arbejde, allerede af den Grund er det et Spørgsmaal, om Musikforeningen kunde staa sig ved at vælge ham. Og om Hr Malling saa vel som Hr. Rung gælder det at de jo alt har deres egne Foreninger, i hvilke de med Rette er skattede og har udrettet meget fortjenstfuldt hvorfor da tage dem bort derfra, tilmed da i alt Fald Hr. Rung vanskelig kan erstattes i Cæcilieforeningen. 

Kun om Hr. Bendix kunde der være alvorlig lale, og vi tvivler intet Øjeblik om, at Foreningen vilde være udmærket tjent med ham som Dirigent. Naar vi dog mener at d'Hrr, der ifjor stemte paa Hr Neruda gør rettest i ogsaa at holde paa ham iaar, saa er Grunden først og fremmest den, at vi ikke skønner rettere, end at han af alle Kandidater er den under hvis Ledelse Musikforeningen gaa den smukkeste og roligste Fremtid i Møde. Han er en fortrædelig Musiker og en overlegen nobel Personlighed, han har en stor og varm Kærlighed til sin Kunst, en rig Kundskabsfylde og en udsøgt fin Smag. Dernæst forekommer det os, at Musikforeningen skylder Hr Neruda denne Oprejsning, efter at den vragede ham for en ringere ifjor tilmed da han har benyttet Vinteren til at dokumentere sin fremragende Dygtighed som Dirigent, og endelig har Hr. Neruda i sin kunstneriske Fortid og i selve sit Navn en Prestige der ikke er uden Betydning ved denne Afgørelse

Forhaabentlig bliver da Hr Neruda i Aften valgt til Musikforeningens Dirigent.

(Kjøbenhavns Børs-Tidende 31. maj 1892).

Efter en meget kort debat i Musikforeningen blev Franz Neruda valgt til Dirigent 31. maj 1892, han ledede samtidig den stockholmske musikforening.