Serien om Neruda-familien omfatter følgende afsnit: Sødskendene Neruda. Franz Neruda konkurrer om at blev violoncellist ved det kgl. Kapel. Franz Nerua ved det kgl. Capel 1864-1877. Franz Neruda og Kapelmesterposten 1822-1883. Franz Neruda og Dirigentposten i Musikforeningen. 1890-1892. Franz Nerudas Karriereslut (1912). Franz Neruda 70 Aar (1913) og Død (1915).
Efter sin ansættelse ved det kgl. Kapel i 1864 spillede Franz Neruda lejlighedsvis indtil 1867 samme med sine to søstre - der da ganske stod i forgrunden. Internationalt fortsatte Wilhelmine med at blive mere og mere kendt, bl.a. blev hun kaldt "violinisternes dronning". Franz Neruda spillede kammermusik og komponerede forskellige værker. Han lavede koncerter for kammermusik, og var med til at stifte Kammermusikforeningen i. Dagbladet Fædrelandet havde ikke glemt hans udenlandske herkomst:
- Kgl. Kapelmusikus Fr. Neruda har hos Hofmeister i Leipzig udgivet to Hefter: "Sieben kleine Lieder" og "Ein neues Heft Tonbilder für Pianoforte zu vier Händen." Man kunde vel ønske, at en saa begavet Musiker som Hr. Neruda, der har været længe nok i Danmark, havde fulgt tidligere hidkomne Komponisters Exempel og skrevet i en saadan Stil, at man til en vis Grad kunde regne ham som vore egne Mesteres Landsmand, men uagtet de ovennævnte Arbejder ingenlunde bære Præg af dansk Nationalitet, ere de dog i sig selv saa smukke og fortrinligt komponerede, at vi ikke kunne Andet end henlede musikalske Læseres Opmærksomhed paa dem. De vidne om en ualmindelig fin og smagfuld Kunstner, og skjønt de ikke ere særdeles vanskelige, ere de dog saa rigt udarbejdede at de med et nogenlunde fyldestgjørende Foredrag yde megen musikalsk Fornøjelse.
(Fædrelandet 21. december 1874).
I slutningen af 1875 rejste Franz Neruda sammmen med pianisten V. Bendix rundt i Sydsverige på en "kunstrejse". Den 9. april 1876 blev Franz Nerudas forældre myrdet i Wodolka ved Smichow. Morderen var en oftere straffet person som blev grebet næste dag.
I august 1876 var Franz Neruda, Wilhelmine Neruda-Norman, organist og pianist G. Mathison-Hansen og den saksiske hofoperasanger Mayer på turne i 25 danske købstæder. Den startede i Svendborg den 21. juli 1876 herefter gennem Fyn og Jylland, tilbage over Fyn og sluttede i Nakskov den 17. august 1876.
I juni 1877 spillede han med Wilhelmine Neruda-Normann i London med succes. Han havde købt en violoncel for 2.500 kr af en berømt kunstner, Piatti. Han opgav at spille i danske købstæder - han havde fået langvarige permissioner den ene gang efter den anden. I august 1877 to han afsked med Danmark og bosatte sig i England. Han behøvede ikke længere at være kapelmusikus ved det kgl Teater: denne vinter var han engageret til 60 koncerter, heraf 29 i Manchester. De danske aviser var enige om at det var et stort tab for musiklivet i Danmark. I denne periode begyndte han at komponere og flere af hans værker blev udgivet, også internationalt:
Musikalier. Fra Frans Nerudas Haand foreligger der en Række Kompositioner, dels for Violoncel med Akkompagnement af Piano eller Orkester, dels for Piano firehændig. Violoncelsagerne falde ind under tre forskjellige Afdelinger, nemlig Op. 39 "Drei Stücke" (Ständchen, Menuet og Polonaise), Op. 41 andre "Drei Stücke" (Gavotte, Mazurka og Norwegisch) begge forlagte af Kistner i Leipzig, samt Op. 40 Andante et Allegro de Concert, forlagt af den herværende Hofmusikhandel. Den i Forveien ikke meget betydelige Violoncelliteratur har ved disse Arbeider paa forskjellig Maade modtaget en velkommen Tilvækst og det just i to Brancher - Smaastykker og Koncertstykker - hvor der hersker og har hersket Mangel. Naar Komponisterne ellers have havt Lykken med sig, have de især pleiet Sonateformen, hvad der naturligvis ligger nærmest for dem, der ikke besidde særligt Kjendskab til Violoncelloens Teknik. Franz Neruda, der just i den Henseende har de bedste Kort paa Haanden, har da skevet sine Stykker som den, der i Retning af teknisk Indsigt besidder saa megen Overlegenhed, at han ikke gjør denne Side af Sagen større Indrømmelser, end Hensynet til det praktiske medfører, og navnlig ikke ofrer noget af sin musikalske Ide for at vinde noget af det Brillantes uægte Guld. Diss to Krav, paa den ene Side Hensynet til det musikalske Indhold, paa den enden Side Hensynet til, hvad der tager sig ud og kan klæde Instrumentet, befinde sig i meget af Violoncelliteraturen i en sørgelig Modsætning til hinanden og Resultatet er ogsaa det, at Størsteparten af disse Kompositioner kan deles i to Dele, hvoraf den ene repræsenterer den gode Musik, som ikke kan spilles, den anden den slette Musik, som ligger særdeles godt for Instrumentet og mange Gange sætter Violoncellisternes musikalske Dyd i en alvorlig Fristelse. At Neruda i sine Stykker har vidst at førend disse to Hensyn, er man snart paa det Rene med. De to Hefter Smaastykker ere kvikke og morsomine, især Ständchen, Gavotten og Mazurkaen. Deres Karakteristik kan antydes ved, at de have noget af det Popper'ske Snit, i harmonisk Henseende ere fint og intelligent behandlede, medens man savner noget af Cantilena'en, en rigtig sangbar Violoncelsats, som Komponisten af Angst for det søde synes at vende sig altfor meget fra. I Andanten og Koncertallegroen (Op. 40) findes der derimod en saadan kantabil Sats i det førstnævnte Stykke, i sin Helhed virkningsfuld og godt lagt til Rette for Instrumentet, medens man dog netop her faar et bestemt Indtryk af, at Komponistens Talent langt mere ligger for det harmoniske end for det melodiske. Forøvrigt er netop denne Andante og Koncertallegro det betydeligste af de nævnte Kompositioner, og det gjælder særlig om dette Opus, hvad der overfor er anført om Forbindelsen af det musikalske Indhold og det teknisk praktikable. Det er god Musik, der her bydes, og de kan spilles. Paa den solide musikalske Underbygning optræde her morsomme og nye Violoncelfigurer, til hvis Formning Komponisten har udviklet megen Opfindsomhed. Det hele klinger brillant og effektfuldt, og hvad der ved den Slags Kompositioner har meget at sige, det ligger saa bekvemt for Instrumentet, at selv mindre øvede Spillere kunne give sig i Lag med denne Allegro, der klinger, som om det kun var virtuosers Sag at spille den.
Af de firehændige Pianokompositioner kalder det ene (Op. 29) sig for syv mindre Klaverstykker i Kammermusikstil. Den sidstanførte Tilføielse, - i Kammermusikstil", som Komponisten vel har anført til Forklaring for tvivlraadige Kjøbere, er for saavidt overflødig, som selv et lyst Blik paa disse Stykker giver tilstrækkelig Besked om Karakteren i dem. De ere formede paa samme Maade som de Opgiver, der i Almindelighed stilles fire Mand i en Kvartet. Det er den fine Detailbehandling, det ved Udførelsen kommer an paa, Stemmeføringen er omhyggelig gjennemført, den harmoniske Udarbeidelse er ogsaa her interessant. Men populære i dette Ords almindelige Betydning blive disse Stykker næppe, der hører en god Del Intelligent dybde til Forstaaelsen af dem og til Udførelsen. Her kunne ingen Toner blive borte, uden at det mærkes, de ere alle, ligesom Stenene i et Mosaikarbeide, uløselig forbundne under Helheden. For to dygtige, omtrent lige flinke Klaverspillere vil der imidlertid være meget at studere i dette Hefte og meget at lære, ikke mindst i Retning af Rhytmiken. (Den kgl. Hofmusikhandels Forlag).
Til et større Publikum henvender det andet Hefte firehændige klaverstykker sigt Tre slovakiske Marcher (Op. 30). Ifølge deres Anlæg ere de som tænkte for Orkester, hvad der ogsaa fremgaar af Betegnelsen paa Titelbladet. Der er kjække og karakterfulde Motiver af den ejendommelige nationale Nerve, som vil være bekjendt fra Musiken i hine halvvilde Zigeunerorkestre, der have deres Hjem i den sydvestlige Krog i Østerrige - - denne sande Musikrede - og som af og til forvilde sig herop. Komponistens sIaviske Nationalitet bryder sig uhindret sin Vei og gjør sig kraftig og umiddelbart gjældende. Derfor ere Marcherne ogsaa meget morsomme at gjøre Bekjendtskab med. Ligesom hyppig ellers i Nerudas Kompositioner vil man ogsaa her bemærke Anvendelsen af den karakterfulde nationale skole, hvori den syvende Tone mangler (Wilh. Hansens Musikforlag).
(Nationaltidende 11. januar 1881. Dags-Telegraphen (København) 17. januar 1881)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar