Franz Neruda og Kapelmesterposten 1882-1883. (Efterskrift til Politivennen)

Serien om Neruda-familien omfatter følgende afsnit: Sødskendene Neruda. Franz Neruda konkurrer om at blev violoncellist ved det kgl. Kapel. Franz Nerua ved det kgl. Capel 1864-1877. Franz Neruda og Kapelmesterposten 1822-1883. Franz Neruda og Dirigentposten i Musikforeningen. 1890-1892. Franz Nerudas Karriereslut (1912). Franz Neruda 70 Aar (1913) og Død (1915). 

Selv om Franz Neruda siden 1877 boede i England, bevarede han dog tilknytningen til det københavnske musikliv. Franz Neruda gæstespillede sammen  med danske musikere af og til i disse år. Enkelte gange også med en af eller begge søstrene. Wilhelmine optrådte også på egen hånd i Danmark. Hun var i mellemtiden blevet en international berømthed.

Franz Neruda bebudede at han  ville vende tilbage til Danmark i vinteren 1882/1883 hvor han ville foranstalte en 10 soiréer, især med Beethovens kvartetter, Schuman, Rubinstein, Brahms m. fl. I juni 1882 blev det kendt at han søgte om stillingen som kapelmester det det kgl. Teater, andre ansøgere var Frederik Rung, Bendix, Otto Malling og Balduin Dahl. Nationaltidende skrev i en længere artikel at Neruda selv gentagne gange havde udtrykt tvivl om sin kompetence, men mente at han ville blive en fortræffelig kapelmester. Nationaltidende mente at der fandtes fremragende danske musikere fuldt på højde med Neruda. Nerudas erfaring fra udlandet blev også omtalt som et plus.

Hr. Neruda og Kapelmesterpladsen ved det kgl. Teater I Følge et herværende Blad er Pladsen som Kapelmester ved det kgl. Teater bleven tilbudt Hr Franz Neruda, der imidlertid, i Følge samme Kilde, for at modtage denne, har forlangt en Gageforhøjelse af 1000 Kr. Da denne Meddelelse ikke er knyttet til et "Forlydende", kan man kun antage, at man har med et Faktum at gøre, og det er da unægtelig en meget mærkelig Kendsgerning thi saa vidt vides har ovennævnte fordums Kapelmusikus aldrig ledet nogen større Musikopførelse, hverken i Koncertsalen eller i Teatret. Hvorledes Teaterbestyrelsen imidlertid kan tilbyde en Musikus, der, saa at sige aldrig har havt en Taktstok i Haanden en saa vanskelig og ansvarsfuld Post, vil ingen Kyndig kunne begribe, og Tilbudet bliver saa meget mere mistænkeligt, som Neruda da han var kongelig Kapelmusikus, aldeles ikke viste, al han havde nogen som helst Interesse for Operamusik, og han formodenlig af den Grund var et meget uroligt Orkestermedlem, der ingenlunde styrkede Disciplinen i Orkestret.

Det mærkeligste ved ovennævnte Meddelelse er dog, at Hr. Neruda forlanger en højere Gage end den afgaaede Professor Paulli, der var en meget arbejdsdygtig og rutineret Kapelmester. At der paa Operaens Omraade ikke altid ydedes noget Særligt kan næppe tilskrives ham, eftersom han ikke har kunnet forhindre flere af vore Operakræfter i at ældes i Tidens Løb. Mon Hr. Neruda vil forstaa bedre at sætte en Stopper for Naturens Fordringer? At Posten som Kapelmester tilbydes denne Herre, kan kun være begrundet i, at Hr. Neruda er en Udlænding, og en Udlænding, der ved sine Evner kan blænde de Indfødte, har altid nemt ved at komme frem i Danmark *). Det er vel ikke uden Grund, at vore tyske Naboer kalde de Danske for "die dumme Dänen".

*) Hr. Neruda, der jo er en Violoncelspiller, er for Tiden ansat som Lærer i Pianofortespil ved det herværende Musikkonservatorium.

(Social-Demokraten 18. juni 1882)

Neruda havde indgået bindende aftaler med engagementer i London sammen med søsteren Wilhelmine Neruda-Norman, og ministeriet anmodede af den grund Paulli til at fortsætte en tid endnu - hvilket han accepterede.

Koncertraseriet i København. Paa Grund af, at Hr. Kammermusikus Neruda, der har undt al mulig Honnør hos os, kun havde daarligt Besøg til sin første Musikmatine, have forskellige Blade opvartet med en hel Begrædelsesbog, i hvilken findes en Beklagelse over vort Publikums daarlige Smag og en Tilrettevisning, fordi dette Publikum ikke har tegnet sig til disse Martinéer, der betales med ikke mindre end 30 Kroner af hver Besøger.

Det morsomste ved Sagen er imidlertid, at de, der møder med Bebrejdelser og Tilrettevisninger, have Fribillet saavel til de nævnte Martineer, som til lignende musikalske Underholdninger. Mon de Herrer vilde indfinde sig, hvis de skulde betale for de musikalske "Nydelser", som de nu mene, at Enhver har Raad til at overvære?

Forresten maa det vel erindres, at vi hos os er velsignede med en Mængde Koncerter, i hvilke der bydes Kammermusik, en Musikart, der ligger over de fleste Musikynderes Forstand. Hr. Neruda har jo selv kaldet adskillige af denne Art Koncerter til Live, og naaer han nu nu ikke frem med sit Foretagende i samme Retning, saa kan han vel tildels takke sine egne Skabninger derfor. "Men", siger Enkelte, "Hr. Neruda maa lægge til af sin egen Lomme, er det ikke skrækkeligt?" Men, siger vi, hvorfor mødes der ikke med lignende Beklagelser, naar mangen ar vore egne, dygtige Kunstnere giver en Koncert, der fremkalder et Deficit?

Vi skulle gerne give Svaret straks. Fordi Vedkommende ikte har været indskrevet i Kammeraderiet!

M.... 

(Social-Demokraten 7. november 1882).

I februar 1883 meddelte Nationaltidende så at Neruda havde afslået at ansøge om stillingen som kapelmester ved kapellet. I september 1885 modtog Franz Neruda et tilbud om at indtræde som violoncellist i samme kvartet som Joachim og Vilhelmine Norman-Neruda spillede i, idet Alfred Piatti var kommet alvorligt til skade i Italien.

I stedet for blev Johan Svendsen 1883 ansat som kapelmester ved Det Kongelige Teater. Han stillede som betingelse regelmæssigt at kunne afholde symfonikoncerter med Det Kongelige Kapel. “For afholdelsen af fire symfonikoncerter uden for teatrets tjeneste er der intet til hinder” lyder beskeden tilbage. Hermed kommer Kapellets symfonikoncerter ind i faste rammer. Bortset fra et par korte afbrydelser har Det Kongelige Kapel spillet symfonikoncerter siden, og koncertvirksomheden har bragt Det Kongelige Kapel rundt i det meste af Europa samt til Japan og Australien.