Serien om Neruda-familien omfatter følgende afsnit: Sødskendene Neruda. Franz Neruda konkurrer om at blev violoncellist ved det kgl. Kapel. Franz Nerua ved det kgl. Capel 1864-1877. Franz Neruda og Kapelmesterposten 1822-1883. Franz Neruda og Dirigentposten i Musikforeningen. 1890-1892. Franz Nerudas Karriereslut (1912). Franz Neruda 70 Aar (1913) og Død (1915).
Om musiktrioen Sødskendene Nerudas internationale berømmelse, se et tidligere afsnit. Franz Neruda kom fra en meget musikalsk familie; en søster Wilhelmine Maria Franziska Neruda (1838-1911) eller Lady Hallé blev 1901 "violinist to the queen" (Wilhelmine Neruda blev Lady Hallé ved giftermål med Charles Hallé). Lillebroderen Franz Neruda fik da trioen var opløst i 1863 en livslang karriere i Danmark ved det kongelige kapel.
Franz fik i september 1864 ansættelse i kapellet i København. Han blev 1869 udnævnt til kongelig kammermusikus og ægtede samme år balletdanserinden Ludovica Cetti, datter af sangeren Giovanni Battista Cetti.
Konkurrence i det kgl. Kapel. Efter hvad vi erfare, skal der en af Dagene i denne Uge afholdes en Konkurence til Pladsen som anden Violoncellist i det kongelige Kapel. Ved Hr. Kuhlaus Død er den bekjendte og dygtige Violoncellist Hr. Ranch rykket op til den første Plads. Dermed er Avancementet imidlertid standset; Dhrr. Petersen og Rüdinger, der ere ansatte som tredie og fjerde Violoncellist, ere ikke rykkede op med deres ældre Kollega, men der er anordnet en Konkurrence om den næstældste Plads, og til at deeltage i denne har man indforskrevet Hr. F. Neruda fra Brünn, en Broder til den feirede Violinistinde Frøken Vilhelmine Neruda.
Der hersker i Kapellet megen Misstemning og Misfornøielse med denne Fremgangsmaade. Forsaavidt der nu ligges Vægt paa, at Hr. Neruda er en Tydsker, kunne vi ikke ganske dele denne Opfattelse, thi Opgaven er naturligviis at skaffe Kapellet de bedste Kræfter, og om den, der spiller Violoncel med størst Dygtighed, taler Dansk eller Tydsk eller Italiensk, synes ikke at burde komme i Betragtning. Derimod kunne vi ikke Andet end tiltræde Ankerne over den Principløshed, som atter her giver sig tilkjende i Theatrets Bestyrelse. Naar man lader den næstældste Violoncellist rykke op til den første Plads uden Konkurrence, er det ubilligt at standse Avancementet for de to Yngre og ansætte en Konkurrence om den næstældste istedetfor om den sidste Plads. Det tyder paa, at man vælger Konkurrencens Form, ikke for at faae den Dygtigste, men for ad en Omvei at sætte Noget igjennem, som man generer sig ved at gjøre ligefrem. Hr. Neruda begunstiges af et indflydelsesrigt musikalsk Koteri, der har store Fortjenester af Musikens Udvikling her i Kjøbenhavn, men ikke er frit for den Eensidighed og personlige Partiskhed, der saa let udvikler sig i Kunstens Verden. Kun derved kan man forklare sig, at Hr. Neruda møder ved en Konkurrence, til hvilken man ikke har seet nogen offenlig Indbydelse, og man paastaaer, at Hensynet til ham ogsaa har afgjort den Plads, til hvilken der skulde konkurreres. Om dette nu forholder sig saa, vil vel tildeels kunne afgjøres efter Konkurrencens Udfald. Theatrets Bestyrelse har det i sin Magt at møde den Mistanke, som dets Fremgangsmaade har vakt, ved at lade Konkurrencen foregaae offenlig og saaledes overbevise de Sagkyndige om, at den handler i Kapellets Interesse og ikke har til Hensigt at begunstige en fremmed Virtuos paa danske Kunstneres Bekostning.
(Dagbladet (København) 30. maj 1864).
Cellisten Søren Kjerulf Kuhlau (1798 –1864) var siden 1820 ansat som kongelig kapelmusikus. Han var fætter til den berømte komponist Friedrich Kuhlau, søn af stadsmusikant i Aalborg og organist ved Vor Frue Kirke Johan Daniel Kuhlau (1746-1810) og Elisabeth Marie Sørensdatter Kjærulf (1759-?).
- Der er i denne Tid noget Høre i Theater- eller nærmere bestemt Capelverdenen over en Concurrence, som Theaterchefen har anordnet om den ledige Plads som anden Violoncellist. Vi finde ikke, at denne Fremgangsmaade giver nogen skjellig Grund til Klage, Ganske vist gives der en tredie og en fjerde Violoncellist, og ganske vist er det i Reglen skeet, at man er rykket op fra disse Pladser til de høiere. Men naar man nu har Tvivl om disse Capellister kunne tilfredsstille de Fordringer, som paa Kunstens Vegne maae gjøres til de to første - med hinanden afvexlende - Pladser i deres Fag, er det da ikke aldeles i sin Orden, at en Concurrence afgjør, om de ere duelige dertil, eller om en Udenforstaaende er dueligere? At den Udenforstaaende, som siges at ville deltage i Concurrencen, Hr. F. Neruda, er en Fremmed, en Czecher, gjør virkelig ikke noget til Sagen ved besættelsen af en blot og bar musikalsk Post. At af to lige Dygtige den Indfødte bør foretrukken, ere vi enige i; men kunstens Tarv vilde aabenbart lide, hvis man foretrak den mindre dygtige Indfødte for den dygtige Udlænding i et Spørgsmaal, hvor Nationaliteten meget lidt eller slet ikke kommer i Betragtning. Saa exclusivt nationale skulle vi ikke være, at vi ubetinget foretrække enhver hjemlig Middelmaadighed for enhver fremmed Dygtighed, eller at vi udelukke alle Fremmede Talenter fra at maale sig med vore egne.
(Fædrelandet 31. maj 1864).
Den afholdte Konkurrence til den ledige anden Violoncellistplads i det kongelige Kapel. Vi have, allerede før denne Prøve blev afholdt, meddelt, at Hr. Neruda, en Broder til de berømte Violinspillerinder, var kommen hertil - indforskreven, om man vil - for at deltage i denne Konkurrence. De øvrige konkurrerende vare af det kongelige Kapel Dhrr. Rüdinger og Møller; af det Lumby'ske Orkester Hr. Hansen. Hr. Neruda viste sig strax som gammel Solospiller ved (uden Noder) at foredrage et Bravurnummer, men med Hensyn til Udførelsen af de forelagte Numere, der skulde spilles "fra Bladet", en Marsch af "Erik Menveds Barndom", sam Zerlines Trøstearie til Masetto i "Don Juan", stod de andre konkurrerende ifølge Sagkyndiges Paastand ialtfald ikke tilbage for Hr. Neruda. Efter hvad vi fra paalidelig Kilde have bragt i Erfaring, er strax efter Prøvens Afholdelse Hr. Neruda enstemmig bleven indstillet af de fire Censorer. Naar den officielle Udnævnelse endnu ikke er indløben, beroer det altsaa kun paa en ren Formsag, og det har da her vist sig, at man selv under Forhold som de nuværende maa for at faa en dygtig anden Violoncellist tage en Tydsker - efter de Raadendes Mening. Vi have seet, at "Fædrelandet" har ment, at det ikke gjorde Noget til Sagen, da det her gjælder om et rent Kunstspørgsmaal. Mon "Fædrelandet" vil sige det Samme, om Akademiet for de skjønne Kunster indforskriver en Professor i Maleri, en anden Billedhuggerkunst etc. "Det er rene Kunstspørgsmaal".
(Dags-Telegrafen (København) 15. juni 1864).
Dette blev retrospektivt i 1876 beskrevet således af Th. Overskou:
Franz Neruda
Besættelsen af ledigblivende Poster i Kapellet gav paany i denne Saison Leilighed til Omtale. Kapelmusikus Kuhlau var død, og F. Rauch rykkede op i hans Plads som første Violoncellist. Dette var fuldstændig i sin Orden. Derimod rykkede ikke Albert Petersen og Rüdinger op fra tredie og fjerde Plads i dette Fag, hvorimod der for den anden Plads' Vedkommende skulde være en Konkurrence. I "Dagbladet“ blev der i den Anledning anket over, at der ikke ligesom tidligere var bekjendtgjort Noget om denne Konkurrence, som burde holdes offenlig, og ved samme Leilighed anførtes det, at denne Konkurrence, hvortil der egenlig aldeles ikke var nogen Trang, da man jo med størst Billighed kunde lade Ancienneteten afgjøre Oprykningsspørgsmaalet, var arrangeret for at skaffe Franz Neruda Pladsen. Denne dygtige Violoncellist blev som en Broder til Violinistinden Vilhelmine Neruda støttet stærkt af det toneangivende musikalske Parti i Hovedstaden med N. V. Gade i Spidsen, men fra anden Side blev der ikke ganske uden Føie anket over, at man just paa dette Tidspunkt, saa kort efter Krigen med Preussen og Østerrig, vilde søge at faa en Tydsker ind i Kapellet, uden at dette kunde siges at være strengt nødvendigt. Bladets Anke gjorde sin Virkning, og allerede den følgende Dag blev der indrykket en Bekjendtgjørelse om, at der den 3die Juni skulde afholdes en offenlig Konkurrence om Pladsen som anden Violoncellist i Kapellet, hvormed der var forbundet en aarlig Gage af 650 Rd. Mærkelig nok var Neruda allerede en Uge forinden kommen hertil, saa at Rygtet om Konkurrencen altsaa maatte være naaet helt ned til Tydskland, og den offenlige Prøve havde da ogsaa det Udfald, at Neruda fik den ledige Plads, idet han viste sig at være den Dygtigste af de Konkurrerende.
(Th. Overskou: Den danske Skueplads, syvende del, 1876).
I det følgende år gæstoptrådte Wilhelmine Neruda og søsteren sammen med Franz Neruda såvel i København som i provinsen. Også i disse år var det Wilhelmine som optrådte som hovedperson.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar