Oversættelse af tysk artikel om akut hjælp til bønderne på Sundeved:
Eksekutivkommissionen for Deputeretforsamlingen i Frankfurt modtog følgende beretning fra Flensborg om de foranstaltninger, der var truffet til støtte for krigsinvaliderne i Sundeved: "Den tyske hjælpekomité i Flensborg for de trængte Sundeved blev dannet i begyndelsen af marts, d.v.s. straks forstærket af pålidelige patrioter, der var i stand til at arbejde i Sundeved og støttet af den slesvig-holstenske forening i Hamborg begyndte sine aktiviteter med at godkende småbeløb på fire til seksten preussiske thaler for at afhjælpe det presserende behov. På denne måde blev der i første omgang over 150 forskellige former for støtte blev bevilget til familier. Efter at Dybbøl skandser var faldet den 18. april og dermed i det mindste frigjorde hertugdømmet Slesvigs fastland fra det danske åg, havde udvalget et bredt aktivitetsfelt at vælge imellem. Det var nu mere end at yde midlertidig støtte. Den næste bekymring var dyrkningen af markerne, da det stadig var muligt at bringe frøet ned i jorden. Denne aktivitet forhindrede en undtagelsestilstand hvis eftervirkninger ville have vist sig i stigende omfang i de kommende år. Flensborgs Hjælpeudvalg skaffede større kornindkøb og havde fornøjelsen af at kunne forsyne bønderne med det sædekorn de havde brug for, blot fjorten dage efter stormen på voldene. Fordelingen skete efter oplysninger fra de tillidsmænd, der var mødt til formålet i de forskellige sogne. Enhver indbygger i det egentlige Sundeved som beviseligt har mistet sin frøforsyning, har fået hvad han havde brug for. I alt blev der uddelt 1.240 tons havre, 850 tons ærter, 70 tons boghvede, 50 tons kartofler, 240 pund kløverfrø, med en samlet værdi af 8.400 thalere, til 214 personer. Denne hurtige og effektive hjælp som de for det meste dansktalende sundevedere fik af deres tyske landsmænd, gjorde dybt indtryk. Desuden hørte man en taxation af de beskadigede, men endnu ikke reparerede lejligheder hos de små husmænd og daglejere, og der blev givet 6600 mark i større og mindre bidrag til 50 familier til restaurering af disse bygninger. Der blev også opfordret tømrere og glarmestre fra Flensborg og omegn til at arbejde, og de fleste af disse mindre familier er nu rimeligt bosat igen. Landmændene hvis huse også er revet ned, men som også konsekvent er meget velhavende, vil blive tilbudt støtte fra Herzog-Friedrich-Fonden, og efter nærmere drøftelse med eksperter og efter en inspektion på stedet, tror vi at vi vil skal bruge 15.000 mark til dette. Alt i alt er der øremærket 8.000 thalere til Sundeved kontant fra Herzog-Friedrich-Foundation Thaler. Med disse beløb vil der også kunne ydes tilskud til opførelsen af de helt nedbrændte gårde og lejligheder, omkring en snes i antal, da der formentlig vil gå lang tid før krigsskaden er erstattet og statens brandkasse opfylder sine forpligtelser. Så vidt det kan oplyses, er der allerede siden krigens begyndelse brugt i alt 45.390 mk. crt i Sundeved. Så inklusiv ovenstående 23.000 thalere bruges i alt omkring 100.000 mark, hvoraf en stor del kommer fra de midler, som det centrale sikkerhedskontor i Frankfurt har overført til Hamburg-foreningen. Desuden er der leveret mange ting i naturalier, nemlig 1 million pund halm fra den holstenske kommission i Kiel. Linned, tøj og børnetøj kom fra hele Tyskland. Skanserne leverede en masse træ som blev overdraget af militæret. Der er blevet gjort en indsats fra alle sider for at afhjælpe den triste lod for Sundeveds befolkning, så godt de kan.
Fotograf Christian Friedrich Brandt (1823-1891): Danske og tyske sårede på lazarettet i Flensborg. Det kongelige Bibliotek Fri af ophavsret.
Aus Flensburg ist der geschäftsleitenden Commission der Abgeordnetenversammlung zu Frankfurt nachstehender Bericht über die zur Unterstützung der Kriegsbeschädigten in Sundewitt getroffenen Vorkehrungen zugekommen: "Das deutsche Hülfescomite in Flensburg für die nothleidenden Sundewitter bildete sich Anfang März, d. h. verstärkte sich sofort durch zuverlässige, im Sundewitt anfässige Patrioten und begann, unterstützt durch den schleswig-holsteinischen Verein in Hamburg, seine Thätigkeit, indem es kleinere Summen von vier bis sechszehn Thaler preuss. bewilligte, um der Augenblicklich dringenden Noth abzuhelfen. Auf diese Weise sind anfänglich über 150 verschiedene Unterstützungen an Familien gewährt worden. Nachdem am 18. April die Düppeler Schanzen gefallen, somit wenigstens das Festland des Herzogthums Schleswig von dem dänischen Joche befriet war, bot sich dem Comité ein weites Feld der Thätigkeit dar. Es galt jetzt mehr als temporäre Unterstützungen zu gewähren. Die nächste Sorge war auf Bestellung der Felder gerichtet, da es noch möglich wurde das Saatkorn in die Erde zu bringen. Durch diese Thätigkeit ist einem Nothstande vergebeugt worden dessen Nachwirkungen sich in wachsender Grösse noch Jahre land geäussert haben würden. Das Flensburger Hülfscomité beschaffte grössere Kornkäufe, und hatte die Freude, schon vierzehn Tage nach der Erstürmung der Schanzen den Bauern das Saatkorn liefern zu können, dessen sie bedurften. Die Vertheilung richtete sich nach den Angaben der Vertrauensmänner, die zu diesem Zweck in den verschiedenen Kirchspielen zusammengetreten waren. Jedem Einwohner des eigentlichen Sundewitt, der nachweislich seinen Vorrath an Saatkorn eingebüsst hatte, ist zu Theil geworden, was er bedurfte. Im Ganzen sind 1240 Tonnen Hafer, 850 Tonne Eerste, 70 Tonnen Buchweizen, 50 Tonnen Kartoffeln, 240 Pfund Kleesaat, im Gesammtwerth von 8400 Thaler, an 214 Personen vertheilt worden. Diese schnelle und wirksame Hülfeleistung, die den grossentheils dänisch redenden Sundewittern von ihren deutschen Landsleuten zukam, hat einen tiefen Eindruck gemacht. Ausserdem ward eine Tazation der beschädigten, aber noch zu reparirenden Wohnungen der kleinen Grundbesitzer und Taglöhner vergenommen, und wurden zur Widerherstellung dieser Baulichkeiten 6600 Mark in grösseren und kleineren Beiträgen an 50 Familien gegeben. Es wurden ferner Tischler und Glaser aus Flensburg und Umgegend veranlasst, dort Arbeit zu nehmen, und sind die meisten dieser kleineren Familien jetzt wieder einigermassen wohnlich eingerichtet. Den Bauern, deren Häuser ebenfalls zu Theil demoliert, die aber auch durchgehends sehr wohlhabend sind, wird man eine Understützung aus der Herzog-Friedrich Stiftung anbieten, und glauben wir nach näherer Besprechung mit Sachkündigen und nach Besichtigung an Ort und Stelle hierfür 15,000 Mark zu bedürfen. Im Ganzen sind aus der Herzog-Friedrich-Stiftung Thaler, an baaren Unterstützung 8000 Thaler für das Sundewitt bestimmt worden. Mit diesen Summen wird es auch ermöglicht werden, zum Aufbau der gänzlich abgebrannten Gehöfte und Wohnungen, circa verizig an der Zahl, einen Zuschuss zu gewähren, da es wohl längere Zeit anstehen wird, bis die Kriegsschäden ersetzt werden und die Landes-Brandkasse ihre Verbindlichkeiten erfüllt. So viel sich ermitteln liess, sind im Ganzen seit Beginn des Krieges im Sundewitt bereits verwendet worden 45,390 Mk. Crt. Es kommen also mit Einschluss der obigen 23,000 Thaler im Ganzen cirka 100,000 Mark zu Verwendung, davon ein grosser Theil aus den Mitteln, welche der Centralausschutz in Frankfurt dem Hamburger Verein überwiesen hat. Ausserdem sind viele Naturalien geliefert worden, namentlich 1 Million Pfund Stroh von der holsteinischen Commission in Kiel. Aus den verschiedensten Orten Deutschlands kamen Leinzeug, Kleidungsstücke und Kinderzeug. Die Schanzen haben viel Holz geliefert, das vom Militär verabfolgt worden. So ist man von allen Seiten bestrebt gewesen, das traurige Loos der Sundewitter Bevölkerung nach Kräften zu lindern.
(Kemptner Zeitung 11. juni 1864)
Christian Friedrich Brandt (1823-1891): Sundewitt Ekensund (Egernsund). 1864. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.
Oversættelse af et uddrag af en længere artikel, originalen findes under oversættelsen:
Som regel gælder det at jo længere væk fra hovedstaden, jo dårligere bliver embedsmændene, og i de sidste 15 år er alle slags danske prædikanter, læger, skolelærere, dommere og administrative embedsmænd som man af forskellige grunde ikke kunne bruge på øerne, blevet sendt til Slesvig. Skønt danskerne trods deres overmod syntes at blive mere og mere usikre på deres stilling i Slesvig-Holstein, så var deres sociale liv for de af befolkningen så ringeagtede danske embedsmænd så ubehagelig der, at alle virkelig dygtige og anstændige mænd kun undtagelsesvis kom, og de ønskede så vidt det var muligt kun midlertidigt at acceptere et job i de tyske hertugdømmer. Alle de danskere der er langt væk fra hovedstaden og har en beskæftigelse som på dansk passende kaldes "levebrød", forsøger at udnytte deres embede så økonomisk som muligt og skyr ingen midler til at tjene mange penge, og med deres mange penge og samlede formue og en pension derefter at vende tilbage til København. Det skal være ganske overordentlig mange penge der på denne måde erhverves af embedsmændene i hertugdømmerne og i Jylland og senere forbruges i København, altså trækkes væk fra provinserne.
Denne masse af stokdanske embedsmænd som altid blev sendt fra København til fastlandet, kombineret med forfængeligheden, som er et så karakteristisk træk ved ø-danskerne, skaber også en latterlig rivalisering og trang til titler som man næsten ikke har et begreb om i Tyskland. For eksempel er en meget almindelig titel for de danske postmestre: "krigsråd", og uden titlen "justitsråd" eller "etatsråd" er næsten ingen embedsmand der har noget ry, tilfreds. Til alle sådanne titler er forbundet personlig adel, som der lægges stor vægt på i Danmark.
Je weiter von der Hauptstadt entfernt, desto schlechter werden in der Regel die Beamten, und gar nach Schleswg sandte man in den letzten 15 Jahren allen Ausschuss an dänischen Predigern, Aerzten, Schullehrern, Richtern und Verwaltungsbeamten, die man auf den stets bevorzugten Inseln aus verschiedenen Gründen nicht brauchen konnte. Schien den Dänen, trotz ihres Uebermuthes, ihre Stellung in Schleswig-Holstein doch immer unsicherer zu werden, so war das sociale Leben der von den Bevölkerung verachteten dänischen Beamten dort so unangenehm, dass alle wirklich tüchtigen und anständigen Männer nur ausnahmesweise und dann wo möglich auch nur vorübergehend, eine Anstellung in den deutschen Herzogthümern annehmen wollten. Alle solche fern von der Hauptstadt befindtlichen Dänen, welche eine Anstelling haben, die im Dänischen recht bezeichnend "liebes Brod" heisst, suchen ihr Amt in pekuniärer Hinsicht möglichst auszubeuten und verschmähen kein Mittel, um ja recht viel Geld zu erwerben und sich mit dem gesammelten Vermögen und einer Pension dann wieder nach Kopenhagen zurückzuziehen. Es soll ganz ausserordentlich sein, wie viel Geld auf dieser Weise in den Herzogthümern und in Jütland von den Beamten erworben und später in Kopenhagen verzehrt, also den Provinzen entzogen wird.
Diese Unmasse stockdänischer Beamten, welche man stets von Kopenhagen aus auf das Festland sandte, verbunden mit der Eitelkeit, die einen so sehr bezeichnenden Charakterzug der Inseldänen bildet, erzeugt auch eine lächerliche Rivalität und Titelsucht, von der man in Deutschland kaum einen Begriff hat, unter ihnen. So ist s. B. ein sehr gebräuchlicher Titel für die dänischen Postmeister: "Kriegsrath", und ohne den Titel "Justitzräthe" oder "Etatsräthe" heissen, sich fast kein Beamter, der nur etwas Ansehen hat zufrieden gibt. Mit allen solchen Titeln ist der persönliche Adel auf den in Dänemark viel Gewicht gelegt wird, verbunden.
(Neue Würzburger Zeitung : Würzburger Abend-Zeitung ; Würzburger Anzeiger und Handelsblatt. 11.juni 1864)
Silkeborg, den 13de Juni.
- Som sidst bebudet, ankom hertil i Løverdags en Transport af c. 70 preussiske Tyfus- og Øiensygepatienter eller Rekonvalescenter, som vare paa Reisen mod Syd. De bleve indlagte i et Par store Lokaler, som for Øieblikket staae ledige, og afreiste igaar Morges videre til Skanderborg. Det hedder, at den ægyptiske Øiensygdom samt en smitsom Tyfus skal være meget udbredt blandt de tydske Tropper heri Jylland.
(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 13. juni 1864)
Oversættelse af tysk artikel, original nedenfor:
Fra Flensborg, 5. juni, skrives: For nylig er slesvigernes vogne som blev ført til Als af danskerne, frigivet derfra, og af de mere end 900 vogne er hidtil omkring 350 vendt tilbage. Antallet der er blevet bragt over dagligt på det seneste, er 75 til 100 stk. Det siges at 250 af de bedste forspand skal forblive der. Man kan ikke forestille sig den tilstand hvori nogle af hestene, næsten alle vognene og de fleste mennesker vendte tilbage; en sten ville få medlidenhed med den behandling mænd og kvæg har fået. Striberne på kuskens ryg viser endnu de steder, hvor vognkontrolløren i Nygaard i Sønderborg skrev sit navn; hans stok har rørt mænds rygge mere end jorden; end ikke den svage gamle mand blev skånet for hans brutalitet. Uanset om de kommer fra det sydlige eller nordlige Slesvig, er alle de hjemvendte enige om at udøve folkelig ret mod deres plageånd så snart de får fat i ham, og denne gang vil han ikke så let væk som på Als hvor han måtte bære sin arm i bandage i otte dage som følge af en sådan scene. 10 species rakte til at sætte en bedre vogn af sted, og bondevagten gav ofte den manglende sidste skilling. Omkring halvtreds kuske siges at være døde, nogle faldt på forposter fordi de blev tvunget med sabel i hånden til at styre trafikken over broerne nær Sønderborg under bombardementet af Sønderborg og under stormen den 18. april.
Aus Flensburg, 5. juni, wird gescrieben: Seit kurzem swerden die Fuhrwerke der Schleswiger, die nach Alsen von den Dänen mitgenommen wurden, von dort entlassen, und sind von den mehr als 900 Wagen bis jetzt etwa 350 zurückgekehrt. Die Anzahl der in letzter Zeit täglich herübergeschafften beträgt 75 bis 100 Stück. Wie es heisst, sollen 250 der besten Spannwerke dort verbleiben. Von dem Zustand in welchem ein Theil der Pferde, fast sämmtliche Wagen, die meisten Menschen zurückkehren, kann man sich keine Vorstelling machen; ein Stein müsste sich erbarmen über die Behandlung welche Menschen und Vieh zu Theil geworden. Noch zeigen Stiemen am Körper der Kutscher die Stellen wo der Wagencontroleur in Nygaard in Sonderburg seinen Namen eingezeichnet; sein Stock hat mehr den Rücken der Menschen als die Erde berührt; nicht einmal den schwächlichen Greis hat seine Brutalität verschont. Gleichviel ob Süd- oder Nordschleswiger, alle Heimgekehrten sind einig Volksjustitz an diesem ihrem Peiniger zu üben sobald seiner habhaft werden, und diessmal möchte er nicht so leicht davonkommen wie auf Alsen, wo er in Folge einer solchen Scene den Arm acht Tage lang in der Binde tragen musste. Um besseres Fuhrwerk auszulösen genügten 10 Species, und hat gar oft die Uhr des Bauern den noch fehlenden letzten Schilling gegeben. An fünfzig Kutscher sollen theils gestorben, theils auf Vorposten gefallen seyn, da man mit dem Säbel in der Hand sie gezwungen während des Bombardements von Sonderburg und während des Sturms am 18 April den Verkehr über die Brücken bei Sonderburg zu bewerkstelligen.
(Allgemeine Zeitung 13. juni 1864)
Oversættelse af tysk artikel, original nedenfor:
Fra Hørup (?) på Als, 1. juni, skriver en slesviger der tjener i den danske hær, som meddelt i "Alt. Nachr.": "For os slesvigere (fra 10. og 12. regiment) er der oprettet et arbejdskorps som består af fire kompagnier og som bruges til det ringeste arbejde. Vi skal feje gaderne og gøre mere af det samme. Det meste af tiden skulle vi bygge skanser, for det meste under granatregn, men alligevel fik vi kun to døde og tre sårede. I et stykke tid blev vores kompagni brugt som brandkorps under bombningen af Sønderborg, hvilket betød at vi var mål for de preussiske granater. Mere end én gang protesterede vi, men danskerne truede med at skyde hver tiende mand der ikke adlød officerernes ordre. Vi afventede at preusserne skulle komme over, som vi ventede med åbne arme som vores frelsere."
Von Hollerup auf Alsen, 1 Jun., schreibt ein im dänischen Heer dienender Schleswiger, wie die "Alt. Nachr." mittheilen: "Aus uns Schleswigern (aus dem 10. und 12. Regiment) ist ein Arbeitscorps errichtet worden, welches aus vier Compagnien besteht, und die zu den niedrigsten Arbeiten verwendet werden. Wir müssen die Strassen fegen und derartiges mehr in Sonderburg verrichten. Den grössten Theil der Zeit haben wir Schanzen bauen müssen, und zwar meistens unter dem Saufen der Granaten; trotzdem haben wir nur zwei Todte und drei Verwundete zu beklagen. Eine Zeitlang wurde unsere Compagnie während des Bombardments von Sonderburg als Spritzencorps verwendet, bei welcher Arbeit wir dann den preussischen Granaten zur Zielscheibe dienten. Mehr als einmal haben wir uns aufgesetzt, aber die Dänen drohten jeden zehnten Mann zu erschiessen der sich den Befehlen der Officiere widersetzte. Sehnsüchtig harrten wir auf das Herüberkommen der Preussen, die wir als unsere Retter mit offenen armen erwarteten."
(Allgemeine Zeitung 13. juni 1864)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar