Nordslesvig. 15de til 16de Juni 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Oversættelse af tysk artiklen om Randers:

Beretninger fra Randers i Jylland: Danskerne har altid fejret 5. juni med en stor fest; de fejrede Slesvigs og Holstens tilbagevenden til Danmark i 1852. General v. d. Mülbe tillod dog ikke indbyggerne i Randers at deltage i denne festival og beordrede at de flag mv, der allerede var sat op, skulle tages ned. Denne ordre af General v. d. Mülbe vakte naturligvis stor utilfredshed blandt indbyggerne i Randers, og følgelig drog de med dampbåd til et sted to mil borte fra Randers og fejrede deres fest der.

Aus Randers in Jütland wird berichtet: Den 5. Juni begingen die Dänen bisher stets mit einer grossen Festlichkeit; sie feierten den Rückfall Schleswigs und Holsteins im Jahre 1852 an Dänemark. Der General v. d. Mülbe erlaubte den Einwohnern von Randers jedoch nicht die Begehung dieser Festlichkeit und ordnete die Herabnahme der bereits aufgesteckten Fahnen etc. an. Diese Anordnung des General v. d. Mülbe erregte natürlich grosses Missfallen bei den Einwohnern von Randers, und sie begaben sich in Folge dessen mittels ihrer Dampfboote nach einem zwei Meilwn von Randers entfernt gelegenen Ort und feierten daselbst ihr Fest.

(Pfälzer Zeitung 15. juni 1864)

- Fra Aabenraa skrives til os under 3dieMai: Strax efter at "Freia" ved dette Qvartals Begyndelse maatte dele "Dannevirkes" Skjæbne, og blev forbudt af Civilkommissairerne, taltes der om, at vore Hjemmetydskere vilde lade udgaae et nyt Blad her i Byen til Bestyrtelse for alle Rettroende og til Omvendelse af alle Vildfarende. Et saadant Blad er nu udkommet under Navnet "Apenrader Nachrichten" og redigeres af en Huuslærer ved Navn Keppler, som en af vore tydsksindede Stormænd har forskrevet sig, saa vidt vides fra Sachsen. Om nævnte Huuslærer er en Ætling af den ubodelige Mathematiker og Astronom Joh. Keppler vides ikke, men vist er det, at de Theoremer, han fremsætter i sit Blad, ere ligesaa vindige, som Astronomen Kepplers Læresætninger ere overeensstemmende med Virkeligheden og begrundede paa den evige Sandhed. Avismager Keppler følger fuldstændig Fodsporet af sine Forgængere i 1848 og 49: Staten Schleswigholsten har han færdig fra Elben til Kongeaaen og skilt fra Danmark, Tydskheden er eneberettiget deri, og "wir" Hjemmetydskere herskende fra nu af til Verdens Ende. Som en Prøve paa denne nye Herr Spatziers ægte tydske Hovenhed fremsættes følgende. imod de Danske rettede Ord af hans Avis Nr. 1 :

"Wir wollen nicht den Fremdling ungastlich von uns weisen, wenn er unser Recht anerkennt und sich unserer Sitte sügt; wenn aber der Fremdling gewaltsam bei uns eindringt, unser Recht missachtet und uns in eigenen Hause zu Knechten machen will, dann wollen wir Gebrauch machen von unserem Hausrecht!"

Ja, det ville ogsaa vi, Hr. Keppler, naar Tiden kommer! - Bladet er forresten prydet med selvsamme Titelvignet som "Freia" havde, lige indtil den lukkede Kongekrone; kun ere isteden for de tvende Dannebrogsbannere anbragte tvende meget massivt udseende Skralder, særdeles passende Emblemer for et saadant Blad. Dettes Udgiver og Trykker, Bogbinder Wohlenberg, er ogsaa af tydsk Udspring; han hører til de fromme Folk, sælger ikke et Ark Papir om Søndagen og nægtede at trykke et Gravvers, fordi han antog, at et ulykkeligt Dødsfald ikke var ufrivilligt. Men denne hans ømme Samvittighed har ikke afholdt ham fra at bryde sin Borgered og udhænge Oprørsfanen. Imidlertid er han ved denne praktiske Hellighed kommen i Besiddelse af et fuldstændigt Bogtrykkeri Inventarium, der ikke har kostet saa lidet. Der skeer Et og Andet, som hentyder paa, hvorledes de Penge blive anvendte, der indsamles i hele Tydskland til Schleswig-Holstein. Da Preusserne strengt forbøde at gaae ud paa Havet med Baade, lode velbegrundede Klageraab fra alle dem, der paa Havet maae søge deres eneste Næringsvej: hvad skulde de nu leve af med Kone og Børn? Men midt i denne største Nød bleve Adskillige, der ellers neppe have Salt til Brødet, paa eengang forsynede med nye Klædedragter og fik fri Befordring til Dybbøl og til Rendsborg, - men de vare ogsaa "deutsch gesonnen", havde udhængt det trestribede Flag og raabt Hurra, da Johan Jacobsen paa Søndertorvet proklamerede Hertug Friedrich.

Vor nye Avis leverer da ogsaa i en Bekjendtgjørelse af 24te Mai Beviset for, at vor nye Magistrat uden videre har indført tydsk Retssprog istedetfor det lovlige danske. Efter hvad man hører, er Magistraten rigtignok senere gaaet ind til Civilkommissairerne med et Andragende om at faae det danske Retssprog fuldstændig afskaffet her i Byen med Undtagelse af saadanne enkelte Tilfælde, hvor Magistraten skjønnede at det endnu burde bruges. Indtil dette Øieblik har man ikke hørt, at Civilkommissairerne have sanktioneret denne nye Methode at træde under Fødder Folkets naturligste Ret og Rettighed: at forstaae hvad Øvrigheden siger og dømmer. Men Fremgangsmaade og Andragende vise, hvad vor hjemmetydske Magistrat tør vove og ikke vove. Den tør nok vove egenmægtig at Afskaffe det lovligt bestaaende Retssprog i sine Udfærdigelser, men den tør ikke vove at bevare blot Skinnet af Upartiskhed ved at andrage paa, at Valget af Retssproget maatte blive overladt til Parterne. Vore nuværende Magistratsmedlemmer vide allfor godt, hvorledes det i saa Fald vilde gaae. Endnu have vi neppe mærket Noget til vore Høivises administrative og justitielle Virksomhed. Borgermester Richardi synes at styre Kodillen, for saavidt en Styrelse finder Sted. Af Raadmændene ere Ahlmann og Lüders tvende høitbegavede Mænd, den Ene affældig i legemlig, den Anden i aandelig Henseende, B. B. Jessen er føielig, og Gustav Raben, en energisk Mand med uhyre store Tanker om sig selv, har fuldtop at gjøre med at varetage sine egne Interesser i sin nye Stilling. Han har nemlig i et Par Aar været Ihændehaver af et af Havnevæsenet Skibsværfter; ved Nutidens Omvæltninger er han ikke alene bleven Raadmand, men ogsaa Havneinspekteur, og har i denne Egenskab ogsaa at vaage over sig selv som Brugeren af Værftet og hvad dermed staaer i Forbindelse. En saa fordeelagtig Dobbeltstilling kunne sikkerligen kun Faa rose sig af, og G. Raben har alt tidligere viist, at han forstaaer at benytte gunstige Lejligheder.

Saaledes er vor tydske Magistrat, og da vi i nu ogsaa faae et ditto Deputeret Kollegium, saa er vor By sandelig godt hjulpen. Efter Forlydende skulle de, der under forrige Oprør vare

Medlemmer af nævnte Kollegium, forsaavidt som de endnu ere ilive, indtræde i det nye, og da Ingen af dem i nogen Maade har forandret Anskuelser, saa er da givet, af hvilken Aand det nye Deputeret Kollegium vil være besjælet og i hvilken Retning det vil virke. Overalt kan det Faktum ikke noksom fremhæves, at den exempelløse Forsonlighed og Overbærelse, hvormed vor Regjering ikke alene tilgav de grove Brud paa Tro og Love, som bleve begaaede i Aarene 1848 og 49, men endog i de derpaa følgende Aar langmodigen fandt sig i Bestræbelser, som i andre Stater, navnlig i Preussen og Østerrige aldrig vilde være blevne taalte, ikke har havt andre Følger her, end at alle Tilhængere af det forrige Oprør, paa een eller to hæderlige Undtagelser nær, have sluttet sig til det nye Oprør. De have for anden Gang reist Oprørsfanen, for anden Gang sammensvoret sig imod deres Konge og Herre, for anden Gang brudt den Troskabeed, de svore, dengang de bleve Borgere her i Byen. Vel ere endeel af Rebellerne fra forrige Periode afgaaede ved Døden, men Partiet har rekruteret sig ved ny Opvæxt og indvandrede Tydskere og er nu ligesaa hovmodigt som i 1848. Hvad vilde vel den preussiske, den østerrigske Regjering gjøre, naar indføbte Undersaatter for anden Gang revolterede og udraabte nye Herskere? naar indvandrede Udlændinge for at findeBrødee i Landet først aflagde Troskabseden til Monarken, men siden aabent og ugeneert udtalte sig for og arbeidede for at styrte den bestaaende Regjering, at sønderlemme Staten og at overgive dens Dele til fremmede Dynastier eller Eventyrere? De talrige politiske Fanger i Preussens og Østerrigs Fængsler og Tugthuse ere Svaret paa disse Spørgsmaal, medens veb Tydskernes Indmarche ikke en eneste politisk Fange blev funden i vort Land. De derimod, Preusserne og Østerrigcrne, sørgede strax for, at denne Mangel blev afhjulpen, og fyldte under de letfærdigste og meest grundIøse Paaskud Fængslerne med Mænd af alle Stænder og af enhver Alder. Fra den Høitstaaende Embedsmand til den fattige Fisker, fra den bedagede Familiefader til den unge Handelslærling har den vilkaarlige Arrestering strakt sig. En umotiveret Sigtelse af en ondskabsfuld Hjemmetydsker eller indvandret Stammvenwandt var tilstrækkelig Grund til at berøve Hædersmænd deres Frihed, at kaste dem i skumle Fængsler og give dem Fangeføde, ja kun Vand og Brød som overbeviste Forbrydere. Og for at faae Ondskabsmaalet fyldt, maatte de Arresterede som oftest selv betale deres Arrestomkostninger, med indtil 1 Thaler preussisk om Dagen! Saaledes har Preussernes og Østerrigernes Humanitet viist sig her i Slesvig. Den danske Smaaborger, hvis huuslige Anordning nødsager ham til at spise med de tydske Soldater ved eet Bord og give dem Ophold i sin egen eneste Stue, har maattet høre med Taalmodighed, hvorledes navnlig Preusserne pukkede og brovtede med deres egen mageløse Fuldkommenhed, talte med krænkende Ringeagt, med saarende Spot og Haan om Danskerne, deres Vaaben, deres Krigsførelse, deres Mod; hvorledes hele den danske Nation, hele Danmark, ja selv den danske Konge blev let Gjenstand for Forhaanelse og Bagvaskelse. Glad maatte Borgeren være, naar de fremmede Gjæster, efter at have fyldt Maven og forladt Bord og Slue uden at sige Tak, lode ham og hans faae nogle Øieblikkes Ro, og ikke kom strax tilbage med Kammerater, for med dem idelig og evindelig at drøvtygge Fortællinger om egen Stordaad og Modstanderens Usselhed i alle Retninger. Og det var desværre ikke de Menige alene, der broutede og skrydede paa denne Maade; mange Officerer manifesterede sin ægte Tydskhed paa samme Maneer, og navnlig vare Læger og Apothekere, Alle, der havde været paa Universiteter, ligesaa uudtømmelige og mere hovmodige i at forkleine og forhaane Alt, hvad dansk er. Man har havt Exempel paa, at en preussisk "Oberarzt" har udviist den Skamløshed i en dansk Borgers Familiestue at kalde vor Konge "ein deutscher Renegat". 

Efter den forrige Krig havde der her dannet sig et Ord: "Preusseri", der blev brugt til at betegne Egenskaber som dem, der fremgaae af de foranførte Meddelelser. Ordet var fordetmeste igjen gaaet af Brug, men nu er det atter blevet optager og fortjener at bevares for Fremtiden. 

r

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 16. juni 1864).

Apenrader Nachrichten udkom 1864-1885 og 1895-1906. Det smeltede herefter sammen med Apenrader Tageblatt. Avisen er et eksempel på den augustenborgske presse i Nordslesvig. Andre eksempler er den dansksprogede Nordslesvigsk Tidende og Wöchentliches Tondersches Intelligenzblatt. Forsøget på at overbevise de dansktalende om Friedrich VIII lykkedes imidlertid ikke særlig godt. Skolemester/huslærer Traugott Keppler var ifølge Sønderjydske Aarbøger 1947, s. 70 blevet forvist fra sit tyske fædreland (Sachsen) pga. demagogiske "Umtriebe".

Aabenraa var ca. 1830-1870'erne præget af søfart og værftsindustri. I 1864 var Aabenraa  Sønderjyllands førende søfartsby med større tonnage end Flensborg. I 1857 beskæftigede de seks værfter 4-500 mand. Dette vedblev til omkring 1870 hvor byens handelsflåde og værftsindustri blev udkonkurreret af Flensborg. Efter 1864 stagnerede befolkningstallet og lå i 1895 på 5.564 indbyggere, to flere end i 1867. Herefter voksede indbyggertallet atter kraftigt indtil 1921. 

Skibsreder og værftsejer Gustav Raben (1819-1890) var en af Aabenraas rigeste  mænd. Raben leverede mad til de preussiske soldater ved Dybbøl, og deltog senere i overgangen til Als, hvorfor han fik en preussisk orden. Ved Wienerfreden skal han ifølge Frederiksborg Amts Tidende og Adresseavis (Hillerød) 5. august 1870 have udtalt at hans skibe nu ikke længere behøvede at sejle under det danske røverflag. I 1870’erne var han byens største reder: 17 skibe. Hans værft byggede 25 store træskibe, primært til hans eget rederi og af træ og sejl, selvom jern- og dampskibe var blevet almindelige. Samme avis nævner at Gustav Raben og en mand i Rinkenæs var ved at søsætte et barkskib i 1870 under nordtysk flag, men det skabte problemer ved udbruddet af den fransk-tyske krig i juli 1870. Det blev ordnet ved at Rinkenæs-manden rejste til Kolding, fik dansk statsborgerskab og Raben solgte skibet til ølbrygger og brændevinsbrænder Ahlmann i Fredericia. Raben var førstesenator i bystyret. Han havde del i Kobbermølle ved Kruså og ejede Tørninggård/mølle ved Haderslev. (Se fx G. Japsen: Aabenraa bys økonomiske historie 1850-64, i: Sønderjydske Aarbøger 1943, s. 149-202.)

Andreas Fritz (1828-1906): Heste-Røvere. Personer: Løjtnant, artillerist Richthofen, løjtnant v. Schierstedt, dyrlæge, dragon-ritmester R. z. F., Michaelis, dragoner. Det Kongelige Bibliotek, fri af ophavsret.