M. E. Grøn og Søn. (Efterskrift til Politivennen)

Hvad der bydes Arbejderne. Nu til Dags, da al Ting gaar fremad baade med Hensyn til Dannelse, og da saa mange Institutioner og foreninger dannes i forskellige Øjemed, skulde man ogsaa kunne vente, at de Vilkaar, hvorunder Arbejderne maa fortjene deres Brød, bleve forbedrede.

At dette imidlertid ingenlunde er Tilfældet, hvorimod det Modsatte snarest finder Sted, saa at Fabrikerne mere og mere kommer til at ligne Tvangsarbejdsanstalter og at Arbejdsreglememerne hælde stærkt til at blive Tvangslove, er der blevet fremdraget saa mange Beviser paa, og dog tror jeg, at det ikke vilde være aldeles uden Interesse at erfare, hvorledes Reglementet lyder paa Grosserer M. Grøn og Søns Fabrik.- Jeg har imidlertid ikke i Sinde at ville fremdrage det hele Reglement, men skal kun søge at fremstille de stærkest markerede Steder:

I § l angives kun Arbejdstiden. Denne er 12 Timer daglig med I Times Middag.

§ 2.

"Enhver Arbejder maa møde i Væveriet saaledes, at Arbejdet kan begynde paa det bestemte Klokkeslet og for Forsømmelser heraf erlægges i 

Mulkt : for 5 Min. indtil 15 Min. 10 Øre,
   -        -  15   -      -     30    -    20   - 
   -        -  30   -      -     45    -    25   -
   -        -  43   -      -      2 Timer 50   - 
   -        -  ½ Dags Forsømmelse 75 - 
   -        -  1      -                       1 Krone.

De, der oftere gøre sig skyldige i Forsømmelse, ville efter Omstændighederne enten komme til at betale dobbelt Mulkt eller blive bortviste fra Væveriet.

§ 4

Af hver Krone, Arbejderne ugentlig fortjener, bliver tilbageholdt 10 Øre, hvoraf 3 Øre tilfalder Sygekassen, medens Resten bliver opbevaret til Udbetaling til Nytaar, saafremt Arbejderne til den Tid er i Væveriet. Den Arbejder, der før Nytaar forlader Væveriet eller bliver bortvist, taber Retten til den Sum, han maatte have henstaaende "

Altsaa naar en Arbejder ikke kan holde ud at arbejde et Aar under disse Tvangslove, taber han derved 10 % af sin retmæssig fortjente Arbejdsløn.

§ 5.

---Ingen Islætstraade maa findes i Egen, og ingen Afgangstraade maa findes i Kanten. I Overtrædelsestilfælde erlægges herfor 40 Øre for første Gang, og Mulkten forhøjes med 40 Øre for hver Gang, det oftere sker. For hver Taste, der findes i Stykket, afkortes 5, 10, 16 til 33 Øre efter sammes Beskaffenhed, for aabne Striber. eller naar Skuddet ikke er klaret, en passende Afkortning. For Pletter fra Driverne, Spanskstablerne eller, naar saadanne er frembragte ved anden Skødesløshed, fra 5 til 33 Øre for hver Plet. Den, under hvis Væv der findes Spoler eller tomme Piber, maa herfor erlægge i Mulkt 16 Øre for en Spole og 10 Øre for en Pibe.

§ 6.

Enhver Arbejder maa omgaas Garnet paa det sparsommeligste og ej bortkaste allerede brugte Spoler, som endnu kunne anvendes, men forbruge disse; han maa paa det nøjagtigste undersøge en Spole forinden den kasseres, samt i et og alt spare paa Garnet, hvor det kan ske. Overholdes dette ikke, men han træffes i Skødesløshed heri, afkortes første Gang Fjerdeparten af Ugelønnen, anden Gang Halvparten, tredje Gang hele Ugelønnen, men den fjerde Gang bliver han for stedse bortvist fra Væveriet. Med Olien maa ligeledes omgaas sparsommeligt og forsigtigt, og den, under hvis Væv der findes flydende Olie, eller som træffes i Ødselhed dermed, afkortes første Gang 33 Øre, og Mulkten forhøjes med det samme Beløb for hver Gang det oftere fler."

§ 7.

"--- Naar noget er i Uorden og dette ikke straks anmeldes for Værkmesteren, afkortes første Gang 33 Øre. og Mulkten forhøjes med 33 Øre for hver Gang det oftere sker. Enhver, som afleverer en besmudset eller sønderreven Afregningsbog, eller bortkaster samme, erlægger 33 Øre for en ny".

§ 9.

"Tobaksrygning er forbudt."

§ 10.

"Det er Arbejderne forbudt selv at tænde Gassen."

§ 11.

"Al Samtale mellem Arbejderne er forbudt i Arbejdstiden."

Saaledes er i det væsentligste Reglementet i Hr. M. Grøn & Søns Fabrik, og saa taler Folk dog om, at Arbejderne behandles altfor mildt. V. R.

(Social-Demokraten 8. august 1882).

Omtrent samtidig var H. E. Grøn medunderskriver af en appel til at støtte de nødlidende på Island.

Fotograf Vilhelm Tilge (1843-1880): Holmens Kanal, (Studenterforeningens bygning, nu nedrevet), Grøns Pakhus. 1870-1879. Kbhbilleder. Public domain.

Grosserer M.E. Grøn blev etableret i 1825 som manufakturhandel på hjørnet af Østergade og Købmagergade. I 1839 gik firmaet over til engroshandel og omsætningen voksede. I 1863 byggedes et pakhus på Holmens Kanal 7. Ikke som reglen var, anlagt  ved havnen eller inde i byens baggårde, men ud til en hovedgade med en flot dekoreret facade.  Firmaet åbnede i 1871 en filial i Manchester, England og senere i 1881 én i Dundee, Skotland. 

Pakhuset var tegnet af arkitekt J.D. Herholdt efter inspiration fra italienske renæssance paladser og varepakhuse i Manchester. Sådanne pakhuse var her almindelige i tekstilbyens centrum i 1850’erne. Der var ovenlys og et net af ”talerør”, som gennem de tykke, hule jernsøjler forbandt etagerne og hovedkontoret, gas, varme og vand. Desuden Københavns første wc-installation og en hydraulisk elevator.

Efter model af Grøn byggedes fra 1880'erne varehuse på Strøget og Købmagergade og de fortrængte sammen med handels- og kontorhuse de lokale beboere. Et af dem var Magasin du Nord på Kongens Nytorv, som først kom til 50 år senere. Indre bys indbyggertal faldt mellem 1880 og 1916 til det halve.  I dag er huset kontorejendom.

Karantæne for Pest. (Efterskrift til Politivennen)

I Torsdags blev et Huus ved Holmens Kanal spærret, i hvilket en af Pesten i Algier død Skibs-Capitains Klæder vare blevne henbragte, uden i Forveien at være anordningsmæssigt behandlede. Rygtet fortalte, som sædvanligt, Sagen meget forskjelligen og tildeels meget vrangt. Men Almeenheden blev i Gaar oplyst om den rette Sammenhæng ved følgende officielle Bekjendtgjørelse: "Da et i forrige Maaned fra Vestindien hidkommet Skib havde medbragt nogle Klædningsstykker, som tilhøre en i Algier af Pesten bortrykket Skibs-Capitain, og disse Klæder vare blevne i Land bragte, uden ved Ankomsten at have været anmeldte og anordningsmæssig behandlede, er Huset No. 251 ved Holmens Canal, hvor bemeldte Klæder vare blevne indbragte, men hvor forøvrigt intet Sygdomstegn har yttret sig, i Følge den Kongelige Quarantaine-Commissions Skrivelse til mig af Gaars Dato indtil videre sperret, hvilket herved bekjendtgjøres til almindelig Efterretning. Kjøbenhavns Politikammer den 31te August 1820. Kierulf." Endnu i Dag er benævne Huus under Vagt. Den Opmærksomhed, som her er viist, er det bedste Vidnesbyrd om den Kongel. Quaraantaine-Commissions store Aarvaagenhed over den offentlige Sundhedspleie.

Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 6. september 1820.

Huset ved Holmens Kanal i Kjøbenhavn, hvor der var bleven bragt en Kuffert til, som havde tilhørt en Dansk Skibskapitain, der paa Reisen fra Algier var død af Pesten, men som uden Quarantainekommissionens Vidende var bleven bragt i Land, er nu efter behørig Giennemrøgning og flere Dages Spærring atter givet fri Passage. Kufferten bragtes ud paa en af Bastionerne ved Toldboden, og behandledes der efter Qvarantaineforordningens 37te Artikel. Ved det spærrede Huus havde samlet sig endeel urolig Pøbel, som af Politiet snart blev adspredt.

Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 16. september 1820.

Den Skibscapitain, der døde i Algier, og hvis hertil ankomne Klæder gave Anledning til Spærringen af det Huus, som hans Enke har sin Bopæl i og hvor Klæderne vare henbragte, hedte P. E. Dahl. Han var afgaaet herfra med Skibet Søblomsten, der havde Foræringer ombord til Deyen af Algier. Efter hans Ankomst til Algier fragtede Deyen Skibet for at sende en Gesandt til Constantinopel. Embasssadeuren var en Olding paa 80 Aar, som allerede adskillige Gange havde været brugt til Gesandtsskaber til Storherren. Han kom ombord med et Følge af 170 Personer, og de Foræringer, han medtog til Storsultanen, bestode i fire gamle og to unge Løver, der førtes i simple Træbure, Strudsfugle etc. Medens disse Sager indskibedes, døde Capitain Dahl ombord paa Skibet af Pesten, som herskede i Algier. Han blev bragt i Land og begraven paa Consulernes Kirkegaard, og de Sager, han havde brugt, brændte. Overtyrmanden, Hr. Sørensen, førte Skibet til Constantinnopel, hvor Embassadeuren siden døde. Også i Constantinopel rasede paa samme Tid Pesten, men i langt stærkere Grad ind i Algier, hvor der døde 70 Mennesker deraf dagligen. Den i denne uhyre Stad herskende store Ureenlighed, de usle, snævre Gader, hvor Menneskene boe tæt sammenpakkede,Tyrkernes og deres Regjerings fuldkomne Ligegyldighed for at forekomme Pesten, og deres Grille, at man hverken maa frygte eller afværge det, som Gud tilskikker os, Alt dette tilsammen er Aarsag i, at denne skrækkelige Plage endnu stedse kan anrette saa store Ødelæggelser i den ellers saa sunde beliggende Hovedstad. Den afdøde Capitain Dahls Efterladenskaber bleve hos den danske Consul i Algier, Capitain og Ridder A. Holsten, røgede og luftede, derpaa under hans Segl igjen lagte i Kufferten, og siden bragte ombord. Sørensen seilede imidlertid til St. Croix i Vestindien, og Capitain Morten Andersen hjembragte fra St. Croix Kufferten til Dahls Enke i Kjøbenhavn. Adskillige Uger efter hans Ankomst ankom Sørensen med Søblomsten, og nu var det, at Husets Spærring, som bekjendt, paafulgte. I Huset selv har der imidlertid aldrig yttret sig mindste Spor til Smitte.

Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 20. september 1820.

Måske er der tale om barkskibet "Søblomsten", bygget i Amerika 1808 som "Augusta", og indkøbt 1811, og brugt som vestindienfarer. Solgt til Altona i 1835.

Om Slamkisternes Rensning.

For at stadens grave og kanaler ikke skal opfyldes med det mudder og de urenligheder som især i regnvejr gennem rendestene føres til disse, har man i nærheden af dem anlagt slamkister der modtager de grove urenligheder og blot tillader vandet afløb. Men hensigten med slamkisterne vil aldeles ikke opnås når de ikke renses på behørig måde. Anmelderen har flere gange set såvel slamkisten ved Holmens Kanal, for enden af teaterbygningen, som også kisten i Overgaden Nedenvandet, for enden af Sofiegade, renses således at en stor del af indholdet er kommet i kanalen til skade for havnevæsnet der siden med stor bekostning må besørge dem opmudrede. Rensningen har nemlig bestået i at nogle karle har opøst urenlighed på gaden hvor det ofte har ligger over en halv dag, og foruden at have udbredt en for de nærværende ulidelig stank, er en stor del af samme flydt ned i kanalerne. Ved rensningen af slamkisten for enden af Sofiegade ville den største del af det opøste indhold være løbet i kanalen, hvis ikke nogle af de nærboende gårdejere havde ladet deres folk opkaste en dæmning af jord for det. Anmelderen tillader sig derfor at foreslå at rensningen foretages således:

1) At indholdet ikke opøses før de vogne der skal bortkøre det, er kommet for at modtage det.

2) At kontrahenterne i bortkørslen måtte indskærpes at bruge tætte vogne som de der bruges ved natrenovationen. Ja var de tættere, skadede det ikke.

(Politivennen nr. 700, Løverdagen den 30te Mai 1829, s. 368-370)

Vaer dig for Fliser, som staae Stakke, Saafremt du rædde vil din - Nakke.

Fra Det Kongelige Teater og langs med Holmens Kanal forbi Holmens Kirke er en så farlig passage for fodgængere på grund af de der på fortovet skråt liggende fliser, at man ved at passere samme (især om vinteren i sne og regnvejr) hvert øjeblik er udsat for at falde. Det var derfor ønskeligt om vor så fortjente og virksomme brolægningskommission endnu i denne sommer ville foranstalte disse flisers omlægning samt fortovets udbedring. Hvorved man især ville forbinde det skuespilsøgende personale der om vinteren i mørke aftener skulle fodvandre på det nævnte fortov.

(Politivennen nr. 285. Løverdagen den 16de Junii 1821, s. 4593).

Atter et Exempel på at Kbhavn ejer Mennesker, der kunne begå den Skændighed at anfalde Fruentimmer på mordisk Vis.

(Efter indsendt)

To skikkelige tjenestepiger gik søndag aften den 18. december kl. halv syv fra deres hjem og blev i Bredgade antastet af 2 mandspersoner med yderlige grovheder, hvortil pigerne tav og søgte blot at slippe væk. Dette lykkedes dem ved flere menneskers mellemkomst. Da de var kommet til Holmens Kanal kom begge forfølgerne igen, overøste de stakkels værgeløse skabninger med skældsord og grovheder. Den modigste af pigerne sagde så at de var uforskammede og at de skulle lade dem gå i fred. Hvorpå de forsøgte at rive hende om, hvilket dog ikke lykkedes. Den anden pige derimod, som var mere frygtsom, ilede i forvejen for at undfly voldsmændene. Disse nåede hende dog straks, kastede hende overende med ansigtet mod en af lygtepælene uden for Erichsens Gård, hvorved det halve ansigt blev slået fordærvet og blødte stærkt. Tænderne på den ene side blev slået løse og pigen blev så opfyldt af angst at hun måtte ind i et nærved liggende hus, hvor hun var kendt. Samme steds, måtte hun på grund af gentagne besvimelser og efterfølgende mathed overnatte, og føler endnu i dag smerter og er vanskabt i ansigtet.

Hvor meget var det at ønske at sådanne forbryderiske niddinger som finder fornøjelse i at overfalde stakkels uskyldige fruentimmer på morderisk måde, måtte blive opdaget og straffet efter lovenes strengeste fortolkning.

København den 20. december 1808.

(Politivennen nr. 556, 24. december 1808, s. 8923-8925)

"Disse nåede hende straks, kastede hende overende med ansigtet mod en af lygtepælene uden for Erichsens Gård, hvorved det halve ansigt blev slået fordærvet og blødte stærkt." (Erichsens Palæ ved Kongens Nytorv, 2015. Eget foto)