Amalie Bay: Jordemoder og Fosterfordriver. (Efterskrift til Politivennen)

Atter Fosterfordrivelse

En gammel Bekendt.

Politiet har i Gaar arresteret en gammel Bekendt: den Jordemoder, som 1877 satte hele København i Bevægelse ved sin udbredte Fosterfordrivelses-Forretning.

Den gjorde en umaadelig Opsigt, og der taltes højt om, at ikke alle de Samfundsstøtter, som havde været med Legen, fik noget af Stegen. Endnu den Dag i Dag bærer en bekendt Forretning i Folkemunde det Navn, som den vandt sig under denne Sag. Ikke mindre end 23 af de tiltalte fik Straf, 16 Kvinder og 7 Mænd. De 13 Kvinde: tiltaltes for Fosterfordrivelse, 2 (Jordemoderen og hendes Hjælperske) for Fostermord og 1 for Tyveri. De 6 Mænd tiltaltes for Delagtighed i Fosterfordrivelse og 1 for falsk Forklaring for Retten.

Jordemoder Amalie Bay blev dømt til 16 Aars Tugthus. 13 Kvinder kom i Forbedringshuset fra 8 Maaneder til 3 Aar. 6 Mænd vandrede ligeledes i Forbedringshuset, de 2 i 15 Maaneder og de 4 i 8 Maaneder. 2 Kvinder og 1 Mand slap med Vand og Brød.

Det er denne forhenværende Jordemoder Amalie Bay, som nu er paa Spil igen. Efter at hun var sluppen ud af Tugthuset, blev hun hjulpen til en lille Forretning, en Handel med Traad, Garn osv. i en af Nørrebros Gader Det gik dog ikke glimrende med Forretningen og hun mindedes med Vemod de mange Penge, hun tjente i gamle Dage, da tilslørede Kvinder i "interessante" Omstændigheder og galante Kavallerer i trykkende dito var stadige Gæster hos hende. En skønne Dag kunde hun ikke længere modstaa Fristelsen og slog ind paa sit gamle Erhverv igen.

Der siges, at hendes Virksomhed ikke denne Gang har haft stor Udbredelse, og to stakkels Tjenestepiger er foreløbig de sikreste Ofre, som Politiet har faaet fat i. De hentedes i Onsdags Aftes fra Hotel d'Angleterre, hvor de begge to tjente, og arresteredes samtidig med hende selv Den ene har hun endog hjulpen 2 Gange. Men saa helt sikkert er det nu ikke, at det indskrænker sig hertil. Hun har jo en stor gammel Kundekreds, hvoraf vel adskillige sidst flap med Skrækken og desuden menes der, at hun har benyttet flere Lejligheder paa Nørrebro under sin nye Forretningsvirksomhed. Dette tyder ikke paa, at hun har nøjedes med de to Tjenestepiger som Kunder, selv om den ene har været der to Gange.

* * *

Forøvrigt er der, som vi senere har erfaret, adskilligt, der tyder paa, at Amalie Bays Virksomhed vil drage mange flere end dem, der allerede er anholdt, ind i den nu opdagede Sag. Der siges allerede at være mindst 12 forskellige Kvinder impliceret i den og flere følger nok efter. Hvis det, som ovenfor antydet, er Tilfældet, at Amalie Bay har haft forskellige Bopæle, har der vel ogsaa været en tilsvarende Mængde Kvinder, der har søgt hendes Raad, og Tjenestepiger er det næppe alle. Rygtet fortalte ganske vist i Gaar, at Tallet paa arresterede Piger af den tjenende Klasse var mindst 16, men det er ikke korrekt. Politiet er i ivrig Virksomhed for at komme tilbunds i Sagen.

(Social-Demokraten 20. november 1891).

Sagen fra 1877 er omtalt her på bloggen i indslaget "Forsterfordrivelser". 

Fostermordet.

Om de to første Ofre - Pigerne paa Hotel d Angleterre - som Jordemoder Amalie Bays gentagne praksis bragte under Politiets Varetægt, foreligger der nu nærmere Oplysninger.

Det er en Opvaskerpige og en Pige fra Hotellets Kaffekøkken. Opvaskerpigen var den, som havde kendt den forhenværende Jordemoder længst. For et Aarstid siden var hun frugtsommelig og Svangerskabet var allerede vidt fremskredet, da hun henvendte sig til Amalie Bay om Hjælp. Hun var, menes der, anbefalet denne Fremgangsmaade af en livligere Kunde hos Jordemoderen. Denne brugte to Kure over for sine Klienter. Paa Svangerskabet i sin Vorden brugte hun fosterfordrivende Midler, men var Fostret derimod allerede stærkt udviklet, klippede hun med et Instrument Forbindelsen over mellem Moder og Barn og fremkaldte derved en Abort.

Saaledes bar hun sig ad overfor Opvaskerpigen paa d'Angleterre, og Pigen gik, efter at have underkastet sig Operationen, hjem paa sit Kammer og fødte i Løbet af Døgnet sin Abort. Det var Tvillinger og de var saa stærkt udviklede, at hun selv kunde se det var to Drengebørn. Hun gæmte dem hos sig en Dagstis og pakkede dem derpaa i en lille Trækasse, som hun bragte ind til Jordemoderen, der havde paataget sig at lade dem helt forsvinde.

Pigen maa formodenlig have syntes, at det slap hun nemt fra, thi det varede ikke ret længe, inden hun kom paa den samme Galej igen. Hun blev paany frugtsommelig. Naturligvis søgte hun atter ud paa Nørrebro til Jordemoderen, og det traf sig saa mærkeligt, at hun havde været ude hos denne for at blive skilt fra Fostret netop den samme Dag, hun og Jordemoderen blev arresteret. Da Politiet kom for at hente hende paa Hotellet, sad hun og ventede paa Aborten, der skulde komme i Løbet af Aftenen eller Natten. Nu foregik den inden Politiets egne Døre.

Hun blev ført hen paa Pilestrædes Politistation, hvor der blev optagen Rapport over hende, og hun fortalte straks uforbeholdent, hvorledes det hele var gaaet til. At hun gjorde dette stammer vist fra Uvidenhed om hendes Strafskyld. Hun troede nemlig, at hun kun var kaldt derop for at vidne imod Jordemoderen, og sagde bl. a., da man lod hende vente, at man maatte skynde sig, thi det var snart paa den Tid, hun skulde hjem paa Hotellet for at vaske op. Det er efter dette sandsynligt, at Jordemoderen har bildt hende ind, at den foretagne Operation (Klipningen af Navlestrængen) ikke var strafbar, men kun lidt "Jordemoderhjælp", saa det blev en Abort i Stedet for en almindelig Fødsel.

Den anden arresterede Pige havde, da hun følte sig frugtsommelig, beklaget sig til Opvaskerpigen, og denne gav hende da Anvisning paa Jordemoderen. Hun fulgte Anvisningen og havde gennemgaaet akkurat den samme Proces, som ovenfor er fortalt. Da Politiet kom for at hente Pigerne, var hun ikke hjemme, men ude at more sig. Hun kom hjem om Natten mellem Kl. 12 og 1 og blev modtaget af en Opdagelsesbetjent, der sad og ventede paa hende før straks at føre hende paa Politistationen.

Om fhv. Jordemoder Amalie Bay forlyder det, som i Gaar meddelt, at hun, foruden sit Forretningslokale til Traadhandel, havde andre Lejligheder, hvor hun syslede med sin mindre aabenlyse Geschäft. Her har hun dels foretaget "Operationerne", dels ladet Patienterne afvente Aborten og ligge efter den, hvis det af "Familiehensyn" ikke kunde foregaa i deres eget Hjem.

Politiet har endnu saa langt fra Rede paa alle hendes seneste Meriter. Hun er en gammel, dreven Rotte, som ved, at for hver Forretning, hun tilstaar, lægger hun et Tillæg til sit kommende Ophold i Tugthuset.

(Social-Demokraten 21. november 1891).

Amalie Bay flyttede til Nørrebrogade 10 (den røde bygning midt i fotoet) i stuen i mellembygningen og drev her i 8 måneder sin virksomhed efter at være flyttet hertil fra Elmegade 12. Tæt på Sortedamsdosseringen og Ravnsborggade (bagest mod højre). Foto Erik Nicolaisen Høy 2025.

Fosterfordrivelsen.

Ny Anholdelse

I Forgaars blev en tredje Pige anholdt fra Hotel d'Angleterre. Hun har dog ikke selv fordrevet noget Foster, men hun har været Medvider i de andres Færd, ja, hun har endog sandsynligvis været den egenlige Anstifter, Mellemledet mellem Jordemoderen og de to andre arresterede Piger - og flere til.

Jordemoder Amalie Bay boede i de sidste 8 Maaneder - fra April Flyttedag - paa Nørrebrogade Nr 10 i Stuen i Mellembygningen, hvor hun havde Rulle. Indtil April boede hun over 1 Aar i Elmegade Nr. 12, Stuen over Gaarden, hvor hun ligeledes tilsyneladende ernærede sig af Rullen. Husbeboerne har i den senere Tid dog været paa det rene med, at hun ikke tjente det, hun havde, ved at rulle for Folk. Hun har saaledes af og til været letsindig nok til at vise sine "Veninder" en Slump Pengesedler uden dog at anføre, hvorledes hun har tjent dem. Husets Beboere antog derfor, at hun havde "Kærester", hvilket bestyrkedes ved, at der ofte kom "fine Herrer" og besøgte hende. Dette Herrebesøg gav Anledning til mange Gisninger, men sagde nogen det til hende, satte hun en uskyldig Mine op.

Da hun i April flyttede fra Elmegade til Nørrebrogade 10, foregik der en øjensynlig Forandring i hendes Forhold. Hun ikke alene lejede en større og dyrere Lejlighed, men hun købte sig nye og flotte Møbler, der vakte hendes Bekendtes Forbavselse.

Dette tyder paa, at hun har haft enten mange Kunder eller at dem, hun havde, betalte godt. Thi for det hun har faaet af de to arresterede Piger fra Hotel d'Angleterre, kan hun ikke have kostet nye Møbler eller lejet større Lejlighed. De har nemlig kun betalt hende 30 Kr. hver for "Operationen"

Hendes Anholdelse i Onsdag gik saa stille af, at ingen anede det mindste. En Opvarter, som boede hos hende, havde bedt hende kalde paa sig næste Morgen, og undredes da han vaagnede om Torsdagen, over at hun var forsvunden. Folk rendte paa Døren efter deres Rulletøj, og først om Fredagen fik man Løsningen paa Gaaden, da man læste i "Social-Demokraten at hun var arresteret. Opvarteren havde dog hast en svag Mistanke, idet han jevnlig havde lagt Mærke til, at der kom uniformerede Politibetjente og stak en Lap Papir gennem Døren til hende. Disse Lapper snappede hun bestandig med febrisk Hast og smækkede Døren i i en Fart. Forklaringen ligger maaske i, at hun hørte til Protokollen over mistænkelige Personer og saaledes al Tid havde Forbindelse med Politiet.

Sidst hun var i Tugthuset paa Kristianshavn var hun, som sagt, inddømt paa 10 Aar, men blev under Straffetiden eftergivet de 2, saa hun kun skulde sidde de to. Hun slap dog ikke saa let, thi en Dag opdagedes det, at en Mand, som arbejdede stadigt paa Straffeanstalten hver Dag bragte hende forskellige Lækkerier til at bøde paa Tugthusets magre Kost. Til Gengæld viste hun ham al Slags Venlighed. Til Løn derfor mistede han for bestandig sit Arbejde i Retfærdighedens Tempel, og hun fik atter sine 2 Aar tilbage, saa hun maatte døje dem alle ti til den sidste Dag.

(Social-Demokraten 25. november 1891).

Flytningen fra Elmegade til Nørrebrogade hang muligvis sammen med at ejendommen blev nedrevet og en ny opført.

I januar 1892 blev Amalie Bay idømt to års tugthus, mens de to svenske piger Karen Lundquist og Ellen Pettersen blev idømt hhv. 1 års forbedringshus og 20 dages vand og brød.

Dommen i Barnemordssagen. (Efterskrift til Politivennen)

Opdagelsen.

Onsdag d. 24 September 1890 rygtedes det, at Politiet i en Ejendom i Elbagade Nr 9 havde opdaget rædselsfulde Forbrydelser, idet man i Skarnbøtterne havde fundet et halv forraadnet Barnelig.

En Betjent fra St Kongensgades Station var sendt ud i Elbagade, idet en ung Pige havde anmeldt, at Plejemoderen Marie Rasmussen, som havde hendes Barn i Pleje, foregav, at Barnet var sendt paa Landet, hvilket Pigen betvivlede og hvorfor hun fordrede Politiets Assistance.

Betjenten traf Marie Rasmussen. Da hun hørte, at Sagen var anmeldt til Politiet, fik hun, under Paaskud af at Barnet var anbragt hos Jordemoderen Adelaide Madsen i Ravnsborggade, Betjenten til at gaa derhen. Da han her havde faaet at vide, at det ikke var Tilfældet, vendte han tilbage til Elbagade.

Imidlertid var Marie Rasmussen forsvundet, og om Aftenen fandtes hendes Lig hængende i et Træ paa Smedelinien. Undersøgelserne fortsattes. I en af Latrinbeholderne paa Renovationskompagniets Plads fandt man samme Dag endnu et Barnelig, men den uhyggelige Sag syntes nu efter Marie Rasmussens Selvmord aldrig at skulle blive opklaret. Til en Begyndelse anholdt man dog strax Barnemorderskens Søster der boede hos hende. Ogsaa en Barnepige blev anholdt men kort efter atter sat paa fri Fod, da det viste sig, at hun var uvidende om, hvad der var foregaaet hos Barnemordersken, og endelig anholdtes Jordemoder Adelaide Madsen, som først efter to Maaneders Varetægtsarrest blev Iøsladt.

Flere Anholdelser. Sagen voxer

Onsdag Eftermiddag d 1. Oktbr. blev praktiserende Læge H. Friederikson af Opdagelsesbetient Knudsen, der den Gang var tjenestgjørende ved 6. Kriminalkammer afhentet i sit Hjem og bragt i op til  Kamret, hvor han efter et 7 Timers langt Forhør blev erklæret for Arrestant, sigtet for Fosterfordrivelse.

Samme Aften ankom hertil med Aftentoget fra Odense den tjenstgjørende Overbetjent ved 6te Kriminalkammer, Benzon medbringende en Modehandlerinde, om hvem Barnemorderskens Søster havde forklaret, at hun kunde give gode Oplysninger, da hun var blevet forløst i Utide af Læge Friedrikson. Under Forhøret, der blev afholdt med stor Hemmelighedsfuldhed, blev hun arresteret. Arrestantinden tilstod sig Meddelagtighed i Fosterfordrivelse. Hun forklarede, at hun under sit Ophold der i Byen nogen Tid forinden havde indlogeret sig hos Barnemordersken for hurtig at blive forløst da hun skulde tilbage til Odense til sin Forretning. Samtidig anholdtes en Bestyrerinde fra en Manufakturforretning i Nørre Jylland, der havde gjort sig skyldig i Fosterfordrivelse under lignende Omstændigheder.

Sagen syntes nu at skulle antage et ret betydeligt Omfang, idet den yderligere vilde komme til at omfatte en betydelig Mængde Fosterfordrivelsesaffærer.

Det var saaledes oplyst, at en Mængde unge Piger, af hvilke nogle blev anholdt, men atter løsladt, havde overstaaet deres Nedkomst hos den afdøde Barnemorderske Marie Rasmussen, og en Mængde andre højst mærkelige Historier, som var gaaet for sig i Elbagade Nr. 9. kom frem. En højtstaaende Person havde saaledes i Løbet af ganske kort Tid mod en klækkelig Betaling en Gang for alle anbragt fem uægte Børn hos Barnemordersken, og ved Sagens Opkomst var de alle forsvundne. 

Læge Friederikson

I det over Læge Fredriksen optagne Forhør, tilstod han - i Følge Protokollen - at han i et enkelt Tilfælde havde benyttet sig af Tangen til Forløsning paa et Stadium, hvor det muligen ikke havde været nødvendigt. Fosteret havde paa dette Tidspunkt endnu ikke været saa udviklet, at det kunde leve. Senere protesterede Fredrikson mod denne Protokoltilførsel; han gjorde haardnakket gjældende, at han ikke havde forklaret som af Dommeren protokolleret. I den Anledning blev han forflyttet fra Varetægtsarresten paa Nytorv til Kristianshavns Straffeanstalt, og hver Gang han senere kom i Forhør, transporteredes han i "Salatfadet". Samtidig blev de Indrømmelser, som i Følge Arrestreglementet var givet Friedrikson, saasom at hans Kone og Børn af og til fik Lov at besøge ham, inddragne, ligesom Tilladelsen til at faa extra Forplejning ogsaa blev ham nægtet.

Barnemordene.

Under Forhørene om selve Barnemordene fremkom ret overraskende Ting. Vi skal kun nævne det tidligere omtalte Optrin i Retten, da en ung Pige, der var Moder til et Barn, som hun havde taget fra Barnemorderskens Pleje, fik Underretning om, at det Barn, som hun havde faaet udleveret, ikke var hendes eget, der var blevet dræbt. Det levende Barn tilhørte en Vexeller paa Frederiksberg, der ved Barnets Fødsel en Gang for alle havde betalt en meget klækkelig Sum. Ved en Fejltagelse havde Marie Rasmussen dræbt det forkerte Barn, men beholdt nu Vexellerens i Reserve for paakommende Tilfælde.

Mordene udførte Barnemordersken og hendes Medhjælperne, Søsteren, ved at blandt Opium i Børnenes Mad. Opium skaffede hun sig efter en Recept, som Friedrikson havde udstedt, da et af Børnene skrantede og som Barnemordersken paa forskjellige Apotheker her i Byen havde faaet expederet. Fordrivelserne strakte fra over et Tidsrum af et Par Aar, og allerede paa den forrige Bopæl i Vendersgade var et Par af Børnene skaffede ud af Verden.

Dødsattesterne var i et Par enkelte Tilfælde udstedt af Læge Friedrikson; det formodes, at der ikke var foretaget Ligsyn, hvilket dog ikke er blevet konstateret under Sagen.

Forhørerne og Arrestanterne.

Under Sagen maatte Forhørsdommeren Kriminalretsassessor Ussing, skaffe sig Udtalelser fra Sagkyndige, og der blev afæsket Jordemødre og Læger Erklæringer. Ved Retten iagttoges der en ængstelig Hemmelighedsfuldhed for at intet Sagen vedrørende skulde komme til Offenlighedens Kundskab.

Ud paa Sommeren blev Jordemoderen, Madam Madsen, løsladt, efter at være bleven overbevist om at have gjort sig skyldig i Bedrageri, idet hun havde beholdt en Del af de Penge, som hun i Virkeligheden havde modtaget for at skaffe sine forskjellige Klienters Børn anbragt i Pleje.

Barnemorderskens Søster tilstod sig under Forhørerne skyldig i Meddelagtighed i samtlige Barnemord; skjønt det under Sagen oplystes, at noget over en halv Snes Børn var forsvundne, tilstod hun dog kun at vide Besked med sex, som hun havde været behjælpelig med at expedere ud af Verden.

Endelig havde Modehandlerinden fra Odense tilstaaet at have forsøgt at fordrive et Foster, og opgav hertil at have faaet Assistance af Læge Fridrikson, hvilket dog under Sagen har benægtet.

Læge Friedrikson var i Begyndelsen af sin Arrestation i stærkt ophidset Tilstand, der dog snart gik over i dyb Nedslaaethed Da han begyndte at finde sig bedre til Rette i [?] blev hans Optræden fastere, [han?] paastod og paastaar endnu, at [?] kunne forsvare sin Handlemaade som læge ligeoverfor baade [Gud?] og Mennesker, idet han kun har [gjort?] hvad enhver Læge vilde have gjort i hans Sted. 

Barnemordersken Maren Rasmussen har under hele Sagen været noget indesluttet og ikke lagt Spor af Anger eller Sorg for Dagen. Det eneste, der gjorde Indtryk paa hende, var Friedriksons Arrestation, hvem hun syntes at sætte Pris paa i meget høj Grad.

*

Efter Sagens endelige Slutning har der været optaget flere Reasumtionsforhør. Akterne har været tilstillet forskiellige Lægeautoriteter, blandt Andet den kgl Fødselsstiftelse og Sundhedskollegiet.

Dommen

blev afsagt i formiddags Kl. 10:

Arrestantinden Maren Rasmussen blev idømt 16 Aars Tugthus.

Læge H. M. Ed. Friederikson 3 Aars Forbedringshus.

Jordemoder Franciska Amalie Adelaide Madsen 60 Dages Fængsel paa sædvanlig Fangekost.

Modehandlerinde Cathrine Jørgensen, Odense, 6 Gange 5 Dage Vand og Brød.

I Salær til Aktor og Defensor betaler hver af de Dømte 100 Kr.

Hvorvidt Sagen vil blive appelleret af det Offentlige vides ikke. Rimeligvis vil Læge Friedrikson appellere sin Sag.

(Aftenbladet (København) 7. november 1891).

Jordemoder Madsen var den eneste som appellerede. Hun blev ved Højesteret maj 1892 idømt en strengere straf, nemlig 8 måneders forbedringshus.

Mord paa Plejebørn. (Efterskrift til Politivennen)

Mord paa Plejebørn

I Gaar Morges fandtes i et af Træerne paa Smeddelinjen en Kvinde hængende. Hurtig blev hun skaaret ned og Oplivningsforsøg foretagne, men hun var stiv og kold. Hun bragtes til St. Kongensgades Politistation og derfra til St. Johannes Stiftelsens Lighus, hvor hun indlagdes.

Hun, der var en 30-40 Aar gammel, gjenkjendtes snart som Enke Emma Rasmussen - en af Politiet eftersøgt Person, der havde berøvet sig Livet for saaledes at unddrage sig Følgerne af de Misgjerninger, hun har begaaet.

Sagen var nemlig den :

Madam Emma Rasmussen, der boede paa en første Sal i Elbagade, havde af Politiet faaet Tilladelse til at have Plejebørn hos sig mod en bestemt maanedlig Betaling. Desuden havde hun ogsaa Logis for Barselkvinder - og mod Politiets Tilladelse tog hun sig som Plejemoder af smaa Børn, mod at deres Mødre betalte hende en Sum én Gang for alle.

Bl. a. havde hun paa sidstnævnte Maade taget en Tjenestepiges lille Barn til sig i Pleje.

Saa kom en Dag for nogen Tid siden Tjenestepigen ud i Elbagade for at se, hvordan hendes Lille havde det. Hun blev holdt hen med Snak, - Barnet havde det godt, men den Dag kunde hun ikke faa det at se, det var ikke hiemme. Moderen kom atter og atter - stadig kunde hun ikke faa sit Barn at se. Tilsidst fortaltes der hende, at Barnet var blevet sendt ud paa Landet, da det ikke var rigtig rask og trængte til frisk Landluft. Men Adressen paa Stedet, hvor Barnet opholdt sig, kunde Pigen ikke faa at vide.

Hun blev da mistænksom og meldte omsider Sagen til Politiet.

Men knap har Plejemoderen faaet Nys om, at Politiet var efter hende - der havde været Betjente og tilsagt hende til at møde oppe paa Kammeret i Gaar - saa forlod hun sit Hjem og vendte ikke mere tilbage.

Paa Smeddelinjen fandt man som sagt hendes Lig.

Politiet foretog imidlertid en Undersøgelse af Huset i Elbagade. Og over Gaarden i en lille Kjælder i et enetages Hus fandt man skjult et lille Barnelig, der gjenkjendtes som Tjenestepigens Barn. Desuden fandtes i den Kasse, hvori Husrenovationen anbringes. Liget af endnu et Barn, der havde været anbragt hos Plejemoderen.

I den afdødes Lejlighed traf man hendes Søster, sammen med hvem hun boede-. Da man mente, hun maatte kunne meddele Oplysninger i Sagen, blev hun belagt med Arrest og ført med.

- - I Gaden og rundt i Byen, hvor Sagen rygtedes, blev den ivrigt omtalt. I selve Huset var Emma Rasmussen lidet kendt; der sagdes, at hun førte en meget stille Tilværelse.

Politiet tog strax med stor Iver fat paa at komme til Bunds i denne uhyggelige Sag.

(Morgenbladet (København) 25. september 1890).

Mordene foregik i Elbagade 9, hjørnet af Øster Farimagsgade. Den blev i 1892 omdøbt til Collinsgade, hvorefter navnet Elbagade blev tildelt en gade på Amager.

Mordet paa Plejebørnene.

Sagen griber om sig

At denne uhyggelige Sag, hvis Begyndelse vi i Gaar meddelte, ikke var saa ganske oplyst med det samme, stod snart klart for de fleste. Hvor der er Tale om Pleiebørnssager, følger ofte den ene sørgelige Opdagelse efter den anden - man faar snart Øinene op for, at man staar overfor et helt Komplot, et Kompagni, der har valgt sig denne Gjerning til en Industri. Under det herligt Mærke af at være Plejemoder kan der, som man ser, begaas de rædselsfuldeste Forbrydelser, tjenes gode Penge - alt i Haab om, at det hele skal gaa ganske ubemærket hen.

Som alt meddelt, blev Søsteren til Plejemoderen, der havde hængt sig paa Smeddelinjen, og som hed Marie Ane Rasmussen (ikke, som meddelt, Emma, men M. A. Rasmussen), anholdt strax, da hun kun kunde give ufyldestgjørende Forklaringer om de to Børns Forsvinden og i det hele indvikkede sig i højst mistænkelige Modsigelser. Hun agerede først fornærmet over, at man saaledes slæbte hende paa Stationen. Senere, da man gik hende skarpt paa Klingen og udspurgte hende om, hvad hun vidste i denne Sag, var hun ganske sønderknust over, at man kunde tænke noget saa slet om hende, at hun skulde være vidende om, at grufulde Misgierninger var foregaaede derhjemme, hvor hun boede.

Ganske naturligt mente man dog, at det ikke kunde være undgaaet hendes Opmærksomhed, at Børn, som hendes Søster - ulovligt tilmed - havde i Pleje, saa sælsomt forsvandt og ikke engang fik en ordenlig Begravelse, men kastedes hen i Kjældere og Renovationsbeholdere.

Efter det befalede Grundlovsforhør blev hun derfor erklæret for anholdt.

Men Politiet havde imidlertid faaet yderligere Oplysninger, og Følgen var, at:

En Jordemoder anholdtes.

Ude i Ravnsborggade boede en Jordemoder ved Navn Madsen. Der siges, at der altid har været noget mystisk ved denne Dame.

Da Politiet indfandt sig i hendes Lejlighed i Stueetagen, bad hun, om hun maatte gaa ind og klæde sig om. Det blev nægtet hende, og Politiet førte hende bort i en Droske; hun ønskede det helst saa, to Vejen - hun kjendte den maaske - var saa lang.

Hun blev strax taget i Forhør. Hun var tilbageholdende og rolig - - vidste absolut intet om den Sag, hvorom Talen var. Ganske vist, hun havde kjendt Madam Rasmussen og vidste, hun havde Plejebørn hos sig - ja hun havde selv, indrømmede hun, skaffet nævnte Plejemoder Børn i Pleje.

Men Politiets Mistanke øgedes, og hun blev taget i et skarpt Krydsforhør. Hun løb da ogsaa af og til sur, og det førte til, at hun efter Grundlovsforhøret blev erklæret for anholdt.

En smuk Forretning.

Alt tyder nemlig paa, at der mellem den afdøde Madam Rasmussen og Jordemoder Madsen har existeret et meget givtigt Forretningsforhold.

Naturligvis henvendte mange Kvinder sig hos Jordemoderen, og naar de lykkelig og vel havde bragt deres Barn til Verden, anmodede de hende om at skaffe dem en Plejemoder, hvor det lille ulykkelige Væsen, der ingen anerkjendt Fader havde, kunde anbringes. Og saa havde Madam Madsen en god Veninde, hos hvem Barnet vilde faa det godt og blive plejet rigtig, som det skulde - tilmed for en Betaling en Gang for alle.

Børnene førtes saa fra Nørrebro over i Elbagade Nr 9; dér, hos Madam Rasmussen, skulde deres fremtidige Hjem være.

Men hvor ofte forsynede Madam Madsen saaledes sin gode Veninde med uægte Børn, der skulde i den gode Pleje?

Det synes at have været temmelig hyppigt, at Madam Rasmussen er kommen og har sagt, at nu havde hun Plads til et Barn igjen - desværre var der nu et død.

Og Jordemoderen havde saa strax et Barn - dem havde hun nok af - der kunde udfylde den lille Afdødes Plads.

- - Men Politiet fandt med Rette, at hun nok kunde have fundet disse hyppige Dødsfald lidt mistænkelige. Tilmed oplystes det, at Jordemoderen fik sig en lille Part af den Sum, der udbetaltes en Gang for alle for de smaa Væsener.

Tjenestepigen anholdes

Med Arrest belagdes endvidere Gaar Tjenestepigen, der havde tjent hos de to Tomer i Elbagade i den sidste Tid - lidt over et halvt Aar.

Under det optagne Forhør viste hun sig som en ufølsom og sløv Natur. Mistanke hun hun vel nok haft, men ingen har spurgt hende; af sig selv fandt hun ikke paa at anmelde noget - hun havde det jo godt hos sine Madmødre.

Politiet ansaa det dog for rigtigst at tage hende under sikker Forvaring, om ikke for andet, saa for at hun ikke skulde komme under Paavirkning udefra. Ufatteligt skulde det vel ogsaa være, om hun, til hvem sikkert Børnenes Pasning hyppigst har været overdraget, ganske har været uvidende om, at Barn paa Barn saadan gik hen og døde - og ikke blev begravet.

Man er nemlig nu saa nogenlunde paa det rene med, at mindst

5 Børn er forsvundne

paa en mere eller mindre mystisk Maade.

Ganske vist har Plejemoderens arresterede Søster fortalt, at de Børn, der er døde i hendes Søsters Plejehjem, alle er døde en naturlig Død.

Men hvorfor er de da ikke blevet ganske naturligt begravede?

Og derpaa manglede hun Svar; hun syntes kun at ville lade forstaa, at dette jo kostede Penge, og at man for det lidet, der bødes som Gjengjæld for den "gode Pleje", ikke havde Raad dertil.

Kun ét af de 5 - endnu oplyste - forsvundne Børn er ordenlig kommet i Jorden. Hvordan det er død, er ikke ganske oplyst. Da det døde, var det nemlig lige vendt tilbage fra Hospitalet og maa altsaa, siden det blev udskrevet derfra, ikke have været saa svagt.

Sagen

afleveredes i Gaar fra 3die Politidistrikt, St. Kongensgade, hvor Overbetjent Alfred L. Olsen med stor Dygtighed havde ledet Undersøgelse og Forhør, til Hovedkontoret og henvistes til 6te Kriminalkammer, under Assessor Gram.

De tre Anholdte førtes ligeledes op paa Gammeltorv i det skumle Raadhus og toges under sikker Forvaring.

Endnu foreligger aldeles ingen Tilstaaelser fra nogen af de Anholdte. Men Politiet driver Sagen frem med priselig Kraft. Hvo ved, om den ikke kan gribe videre om sig endnu.

(Morgenbladet (København) 26. september 1890).

Obduktion af de fundne barnelig blev foretaget af professor Gædecken og reservelæge dr. med. Dethlefsen. Ligene var dog i en tilstand som gjorde det umuligt at få klarhed over dødsårsagen.

Politiet fandt en del recepter på opium hos plejemoderen. Tjenestepigen Laura (datter af gartner Larsen på Nørrebro) blev løsladt i starten af oktober 1890. Hun udtalte ros til assessor Ussings for hans elskværdige optræden over foor hende. Hendes familie var fattig og plejemoderen havde pantsat hendes tøj. De anholdte var herefter Maren Rasmussen, Franciska Amalie Adelaide Madsens hustru, Ane Jørgensen og læge Hans Moritz Fridriksson anholdt.

Sagens videre gang og domsfældelsen fremgår andet sted på denne blog.

Den barmhjertige Samaritan i Hørsholm. (Efterskrift til Politivennen)

Den barmhjertige Samaritan i Hørsholm.

Hørsholm har i den sidste Uges Tid været stærkt optaget af en Begivenhed med en Tjenestepiges pludselige Dødsfald. Byens Præst, Pastor Barfods, og dennes Huslæge, Dr. Scheuermanns, Navne har paa en mere eller mindre smigrende Maade været i Cirkulation i Forbindelse med denne Historie, og i selve Hørsholm By verserer der de mest forskellige Gisninger og Formodninger om Begivenheden.

Efter de Oplysninger, der er kommet os i Hænde, ser vi os i Stand til at meddele følgende Fakta.

Paa Præstegaarden i Hørsholm hos Pastor Barfod tjente en ung Pige ved Navn Marie, der udførte sine Ting til Tilfredshed og var særdeles afholdt.

I Søndags fjorten Dage var hun rask og frisk og foretog en Udflugt til et Bal i Nærheden. I Løbet af Ugen klagede hun over Ildebefindende, og Søndagen efter - altsaa i Søndags otte Dage - kom der om Formiddagen Kl. 9½ Bud til Distriktsjordemoderen i Hørsholm, Fru Jensen, med Anmodning om hun hurtig vilde komme til Præstegaarden, da Pigen var syg.

Marie havde aborteret, og ved sin Ankomst fandt Fru Jensen et ufuldbaaret Foster - et Pigebarn - paa 5-6 Maaneder, der var gaaet i Forraadnelse før Fødselen.

Fru Jensen udførte sin Forretning, hjalp Pigen og gav en tilstedeværende Kone tilligemed Præstens Hustru, Fru Barfod, de fornødne Anvisninger til den videre Behandling af Patienten, idet hun bad om Bud tilsendt, i Fald der indtraf noget ekstraordinært.

Paa en Forespørgsel af Fru Barfod, om Pigen kunde flyttes til Sygehuset i Usserød, da Præsten ønskede hende fjærnet, svarede Jordemoderen bestemt, at det kunde ikke lade sig gøre. Fruen vidste nok selv fra sine egne Barseltider, hvor nødvendig Forsigtighed var i saadanne Tilfælde, ogsaa ved en Abortering; Pigen maatte under ingen Omstændigheder flyttes og burde ligge sin Tid ud som enhver anden Barselkvinde.

Dermed gik Jordemoderen. Hun fik intet Bud og hørte ikke videre om Sagen, før hun to Dage efter, Tirsdag Formiddag, til sin Bestyrtelse erfarede, at Pigen var død om Natten paa Sygehuset i Usserød.

I Mellemtiden var Følgende passeret:

Pastor Barfod, der ganske vist selv har Børn, men dog er bekendt i Hørsholm som en Sjælesørger, der strængt indprænter sine Sognebarn Afholdenhedens Velsignelser, har ikke kunnet sove rolig ved Tanken om at ligge under Tag sammen med den stakkels Pige. Den store Præstegaard syntes ham nu for lille, én af dem maatte vige Pladsen. Han, den stærke, raske, kristelige Sjælehyrde, følte sig ikke opfordret til at øve Samaritanergærningen - det blev besluttet, at Barselskvinden skulde forsvinde.

Og trods Fru Barfods egne Erfaringer fra Barselfærd, trods Distriktsjordemoderen, Fru Jensens bestemte Forbud mod Flytningen, og trods den ganske almindelige Humanitet og Medfølelse, man forudsætter hos en ivrig Kristi Tjener og Guds Mand, der fordrer saa meget af andre, - trods alt forlangte Pastor Barfod Pigen flyttet til Sygehuset i Usserød Dagen efter, at hun havde aborteret! 

Og Præstens Huslæge, Dr. med. Scheuermann, bøjede sig for dette Forlangende. Endskønt han som Læge vel maa indse det Ønskelige i, at Barselpatienter som Regel har den nødvendige Ro, gav han dog her sit Samtykke til Flytningen!

Nu kommer et sørgeligt Mellemspil. Vognmand Petersen i Hørsholm, der Mandag Eftermiddag mødte med Hest og Vogn for at bortkøre den Syge, nægtede paa Fru Barfods Anmodning at bære Patienten ned i Vognen. Han kunde ikke bare over sig at røre hende, da hun jamrede sig, og han frygtede for at volde hende Smerter under Transporten fra Loftskamret nedad den stejle Trappe. To tilstedeværende Koner synes at have været mindre blodhjærtede: de greb den Syge, trods hendes Jamren, og bar hende i Sengelagenet ned til Vognen, der førte hende den lange Vej.

Kl. 4 Mandag Eftermiddag ankom hun til Usserød Sygehus, hvor man blev overrasket mod saa hovedkulds at modtage Patienten, uden at der i Forvejen var saa meget som sket den almindelige Melding og Forespørgsel om Plads.

Kl. 4 Tirsdag Morgen døde hun.

Fra Præstegaarden var opstaaet et Rygte om, at hun havde taget Gift (noget i Kælderen henstaaende Rottekrudt?). Liget blev nu obduceret af Distriktslæge Hansen i Overværelse af Stiftsfysikus, Sygehuslægen Dr. Lindegaard, Birkefuldmægtigen og Præstens Huslæge, Dr. Scheuermann. Der kunde dog ved Undersøgelsen ikke konstateres mindste Spor af Forgiftning.

Nu i Lørdags blev Liget begravet. Kun en af hendes Slægtninge, hendes Broder, kunde komme til Stede. De omboende unge Piger bekransede den ulykkelige Maries Grav. Men i Hørsholm er Stemningen i højeste Grad opbragt mod de to Samfundsstøtter, Præsten Barfod og Lægen Scheuermann. 

(Social-Demkraten 8. august 1888).

Ifølge Vejle amts Folkeblad 4. januar 1912 (pastor Barfod var da omkring 64 år) havde han dengang været omtrent 20 år i Brøndbyvester og Brøndbyøster, altså ca 1892-1912. Han var efter sin uddannelse kateket ved Garnisonskirken og dernæst 13 år i Hørsholm, dvs. formentlig 1879-1892. Hørsholm Præstegård lå Søndre Jagtvej 1.

Den barmhjertige Samaritan i Hørsholm.

I Anledning af vor Artikel i Onsdags under ovenstaaende Overskrift har en af de paagældende Personer, Læge Scheuermann, offenliggjort følgende Erklæring i "Hørsholm Avis".

I "Social-Demokraten" for 8. Avgust d. A. findes et Referat af Hr. Pastor Barfoeds og Undertegnedes Optræden imod afdøde Tjenestepige Marie Larsen, som gaar ud paa at angribe og nedsætte vor Humanitetsfølelse og Takt. Til Oplysning om de sande Forhold og bedre Forstaaelse bedes Redaktionen af "Hørsholm Avis" at modtage følgende Redegørelse:

Angrebet falder i tre Punkter: 1) Motiverne til Flytningen, 2) selve Flytningen og 3) Følgerne. 

1) I de faa Dage, Pigen var syg før Aborten, havde jeg det Indtryk af hendes Tilstand, at der forelaa en Forgiftning, hvilket hun dog stedse benægtede, og efter Aborten en til Vished grænsende Sandsynlighed. Umuligheden af at beregne dennes Forløb og Indflydelse paa Aborten var den væsentligste Grund til Behandling paa herværende Sygehus. Under almindelige Forhold er Ro ganske vist ønskelig for en Abortpatient, men Hensynet til Aborttilstanden maatte her vige for Sandsynligheden for en alvorligere Lidelse. Familjen forespurgte forinden Aborten om Muligheden for en Flytning, og efter denne stod den for mig som tilladelig, hvad mere er, tilraadelig. Der blev ikke anvendt Overtalelse, tværtimod erklærede Familjen, at hvis Pigen kunde lide under Flytningen, skulde hun forblive i Hjemmet. Undertegnede bærer saaledes det fulde Ansvar for Flytningen, som

2) foregik nøjagtig efter min Anvisning. Under det første Forsøg, af Vognmand Petersen paa at bære Patienten alene følte hun Smærte, hvorfor hun lagdes tilbage i Sengen i Lagenet og blev derpaa i dette bragt ned af to Koner med Understøttelse af Vognmanden, som tilsidst selv løftede hende op i Vognen. Efter Udsagn af Fru Barfoed, Vognmanden og Konen, som ledsagede hende under Kørselen til Sygehuset, ytrede Pigen ingen Smærte under hele denne Transport, og paa Forespørgsel derom af Konen under Kørselen rystede Pigen paa Hovedet. Indlæggelse paa Sygehuset sker, i Følge Sygehusets Love, som efter forudgaaet Anmeldelse, og denne var besørget af Undertegnede personlig til Sygehusets Læge samme Dags Morgen.

3) At Døden indtraadte et halvt Døgn efter Indlæggelsen paa Sygehuset, var umuligt at forudse. Sygehuslægen erklærede sig ligeledes for Sandsynligheden for en Forgiftning, trods Pigens Benægtelse ogsaa til ham.

Efter Henstilling til Øvrigheden foranstaltedes legal Obduktion. Denne udviste, at der i og omkring Livmoderen hverken var Blødning eller Betændelse, og at Flytningen altsaa ikke har havt Indflydelse paa Abortens Forløb. Det øvrige Fund i Organerne bestyrkede Formodningen om Forgiftning, nærmest Fosfor-Forgiftning, men Undersøgelserne herom er endnu ikke afsluttede.

Hørsholm, den 10. Avgust 1888.
Scheuermann.
Læge.

Det særlige iøjnefaldende ved Læge Scheuermanns Erklæring er, at han paatager sig det fulde Ansvar for Pigens Flytning; han indrømmer saaledes paa dette Punkt Korrektheden af vor Fremstilling af Sagen.

Han tilstaar endvidere, at Præstefamiljen allerede forinden Aborten har forespurgt om Muligheden af en Flytning.

Umiddelbart efter Aborten stillede Præstefruen den samme Forespørgsel til Jordemoderen, der imidlertid bestemt protesterede derimod.

Dagen efter var Præsten endnu saa opsat paa Flytningen, at han rettede et Forlangende mmmangaaende til Lægen, hvilket saa denne endelig efterkom.

Endskøndt Lægen paatager sig det fulde Ansvar for Flytningen, har Pastor Barfod efter ovenstaaende ogsaa sin Del af Ansvaret i hvert Fald det moralske.

Hr. Scheuermann skriver endvidere i Overensstemmelse med vor Fremstilling, at "under almindelige Forhold er Ro ganske vist ønskelig for en Abortpatient" og fortsætter: "men Hensynet til Aborttilstanden maatte her vige for Sandsynligheden for en alvorligere Lidelse".

Da Formodning om denne Lidelse efter Lægens Udsagn allerede forelaa før Aborteringen, af hvilken Grund blev Flytningen da udsat til det mest uheldige Tidspunkt: Dagen efter Aborteringen?

Vi tror næppe, at Præstefruen under lignende Omstændigheder var bleven flyttet.

Endvidere skriver Hr. Scheuermann: Flytningen "foregik nøjagtig efter min Anvisning".

Man faar en vis Respekt for denne Læges "Anvisninger" til den Syges Flytning, naar man erindrer (efter hans egen Fremstilling), at Vognmand Petersen nægtede at udføre den, da den Syge jamrede sig, at hun selv maatte anmode om at blive baaret læmpeligt og i Lagenet, og at to .ikoner tilsidst maatte paatage sig Arbejdet!

"At Døden indtraadte Døgn efter Indlæggelsen paa Sygehuset, var umuligt at forudse", skriver dernæst Hr. Scheuermann, endskøndt han lige forud har erklæret at "Ro ganske vist er ønskelig for en Abortpatient", og altsaa har maattet indse, at en Flytning kan have farlige Følger for den Syge.

Hr. Scheuermann forbigaar fuldstændig vor Meddelelse om Distriktsjordemoderen, Fru Jensens Optræden i Sagen.

Vi skal derfor paa ny anføre vor Gengivelse deraf.

Fru Jensen fandt ved sin Tilstedekomst, at Pigen - hvis Værelse laa i Stueetagen - var ført ad en stejl Trappe op til et Loftsværelse og havde aborteret. Fosteret - et 5-6 Maaneder gammelt ufuldbaaret Pigebarn - var gaaet i Forraadnelse før Fødselen.

Paa en Forespørgsel af Fru Barfod om Pigen kunde flyttes til Usserød Sygehus, gav Jordemoderen det bestemte Svar, at det kunde ikke lade sig gøre. Idet hun gik ud fra, at Fruen selv har aborteret, og saaledes maatte være vidende om det farlige ved denne Tilstand, erklærede hun, at Pigen maatte under ingen Omstændigheder flyttes og burde ligge sin Tid ud som enhver anden Barselskvinde.

Hun gav endvidere Anvisning til Patientens Behandling, idet hun anmodede om at faa Bud tilsendt, i Fald der indtraf noget ekstraordinært.

Jordemoderen blev imidlertid, som meddelt, ikke tilkaldt, end ikke ved Flytningen. Hun havde sandsynligvis sat sig imod denne, i hvert Fald i den Form, hvori den foregik.

Hr. Scheuermann Redegørelse stiller hverken han selv eller Præstefamiljen i noget andet eller bedre Lys end det, hvori de to Parter stod i Forvejen.

(Social-Demokraten 14. august 1888).

Den barmhjertige Samaritan i Hørsholm.

Læge Scheuermann har atter i "Hørsholm Avis" indrykket en Erklæring. Pastor Barfod har bedet os optage den. Den lyder saaledes:

"Social- Demokraten" har gengivet mine Oplysninger om min Optræden imod afdøde Tjenestepige Marie Larsen og ledsaget dem med en Kommentar, som godtgør, at der fra Bladets Side foreligger en fuldstændig Misforstaaelse af mine Meddelelser, i hvert Fald et fejlagtigt Brug af dem, som jeg nødes til at imødegaa. Misforstaaelsen er den, at Aborten er Hovedsagen og Forgiftningen en Biting, medens jeg netop min Erklæring bestemt hævder, at Forgiftningen er Hovedsagen og Aborten et underordnet Led i Flytningen. Til Støtte for min Opfattelse har jeg Sygehuslægens skriftlige Erklæring før Obduktionen og efter denne Sektionens Fund, hvad der bevises ved, at flere af Organerne af de overordnede Læger, Distriktslægen og Fysikus, er afleverede til kemisk Analyse grundet paa Sandsynligheden af en Forgiftning, nærmest Fosforforgiftning. I hvert Fald var Forgiftningen for mig Hovedpunktet, da der toges Bestemmelse om Flytning. Jordemoderen har fra sit Synspunkt fraraadet en Flytning; men hvor meget jeg anerkender vor Jordemoders Dygtighed, kunde der under disse særlige Forhold ikke tillægges hendes Paalæg om ikke at flytte Patienten, nogen Betydning. Hendes Avtoritet er ingen Overret i lægekyndige Spørgsmaal. Naar nemlig en Patient med en saadan Forgiftning overlever 2den Dag, er der et Tidsrum af et Par Uger, hvori Legemet er alvorligt lidende og paa Grund af sin fuldstændige Hjælpeløshed fordrer en Pleje, som aldeles ikke knude ydes under de forhaandenværende Forhold. Af denne Grund tilraadede jeg Flytningen, og derfor kunde Familiens Tilbud om at beholde Pigen hjemme ikke benyttes. Hvorfor Patienten ikke blev flyttet straks, spørges der. Ganske simpelt, fordi der paa det Tidspunkt kun var et Symptom, Brækningen, og mit Blik for hendes Tilstand. Da hun vedholdende benægtede at have "taget Noget", vel vidende, at Tilstaaelsen var en Selvanklage, kunde jeg ikke overbevise hende derom. Derfor blev hun ogsaa behandlet blot symptomatisk og afventende; Brækning i et Par Dage indicerer virkelig ikke straks Indlæggelse paa Sygehus. Først da Fosteret i utide var udstødt Søndag og hun Mandag Morgen var gul i Øjet og paa Brystet, kunde jeg med Sikkerhed, trods hendes Benægtelse, gennemskue Tilstanden. 

Flytningen foregik efter min Anvisning og er i Virkeligheden hverken mere eller mindre end en dagligdags Begivenhed. Kvinder, som har født i en Vogn, bæres op i Fødselsstiftelsen lige efter Fødselen, Kvinder med Barselseler flyttes til Hospitalerne og Kvinder flyttes fra Fødselslejet efter svære Forløsninger og Blodtab, altsaa under langt vanskeligere Forhold. I det foreliggende Tilfælde var der ikke et eneste Symptom, som kunde vække Betænkeligheder, og Flytningen foregik da ogsaa uden Skade for Patienten, idet Sektionen har bevist, at Døden ikke kan være en Følge af Aborten og Transporten (Organerne viste hverken indvendig Blødning eller Betændelse, og der var ingen Blødning under hele Transporten), men maa søges i Forgiftningen. Jeg tilføjer, at det er en Kendsgerning, at Vognmanden hjalp til at bære Patienten til Vognen.

Støttende sig til Jordemoderens Udsagn og "Social-Demokraten"s Referat hedder det sig stadig: Pigen har aborteret, derfor er hun flyttet og af Flytningen er hun død, medens Sandheden og Lægernes Anskuelse er den, at Pigen har forsøgt Fosterfordrivelse og taget Gift; derfor har hun aborteret og deraf er hun død.

Hørsholm, den 17de Avgust 1888.

Scheuermann,

Læge.

Vi skal ikke gaa nærmere ind paa Lægens lange Udvikling og vi forstaa ikke hvad han egenlig vil med den, da den slet intet Nyt indeholder, men kun gentager tidligere fremsatte Paastande.

Hr. Scheuermann paastaar atter, at Flytningen foregik efter hans Anvisning, skønt dette aldeles bestemt ikke er Tilfældet. Han siger, at Pigen har forsøgt Fosterfordrivelse og taget Gift og at hun er død som Følge deraf, skønt dette ikke er konstateret. Han siger, at den fornødne Pleje aldeles ikke kunde ydes i Præstegaarden, men han siger ikke hvorfor.

Hr. Scheuermann anerkender Jordemoderens Dygtighed, men kan dog ikke tillægge hendes Paalæg om ikke at flytte Pigen nogen Betydning. Det er flot sagt af Hr. Scheuermann.

Vi spørger Hr. Scheuermann: Hvorfor kunde der i Præstegaarden ikke ydes Pigen den fornødne Pleje? Kan Hr. Scheuermann ikke besvare dette Spørgsmaal tilfredsstillende, kan det ikke hjælpe han om andre Ting væver op ad Vægge og ned ad Stolper.

(Social-Demokraten 24. august 1888).

Den barmhjertige Samaritan i Hørsholm.

Fra Pastor Barfod modtog vi i Gaar følgende Erklæring med Anmodning om Optagelse:

"I Følge Anmodning skal jeg herved bevidne, at saavel Sygdomssymptomerne som Obduktionsfundet bestemt tyder paa, at Tjenestepige Marie Larsen af Hørsholm er død af Gift, og at der ikke er nogen som helst Grund til at antage, at hendes Flytning til Sygehuset har været medvirkende Aarsag til hendes Død.

Holbæk, den 21. Avgust 1888.

Tolderlund,

Fysikus."

Det er altsaa ikke bleven konstateret ved Undersøgelsen, at den afdøde Pige har taget Gift, idet Hr. Tolderlund ikke gaar videre end til det noget svævende Udtryk: "bestemt tyder paa".

Men det, om Pigen har taget Gift eller ikke, er ikke Hovedsagen, men Hovedsagen er, om Hr. Scheuermann, naar han formodede, der forelaa en Forgiftning, maatte tilraade Pigens Flytning. At han maatte tilraade det, vil jo efter hans gentagne Erklæringers hele Indhold sige, at han vilde have Pigen flyttet for at bevare hendes Liv, "da den fornødne Pleje aldeles ikke kunde ydes hende i Præstegaarden".

Hr. Scheuermann gaar endog saa vidt, at han siger, at han af ovennævnte Grund "ikke kunde modtage Præstefamiliens Tilbud om at beholde hende".

Hvad vil "Familiens Tilbud" sige? Naturligvis har Pastor Barfod været nødt til at "tilbyde" at beholde Pigen, dersom baade Jordemoderen og Lægen erklærede, at hun ikke maatte flyttes.

For dette "Tilbud", sammenholdt med Familiens tidligere Standpunkt til Flytningen, giver vi ikke meget, og hvad Hr. Scheuermann angaar, gentager vi vor Forespørgsel af i Gaar: Hvorfor kunde der i Præstegaardcn ikke ydes den fornødne Pleje?

(Social-Demokraten 25. august 1888)

I oktober måned 1888 anlagde Chr. R. Barfoed sag mod Aftenbladets redaktør K. P. Korsgaard for samme artikel den 8. august 1888 for injurier. Korsgaard blev stævnet, men mødte ikke op til nogen af retsmøderne. Han blev i starten af december 1888 dømt til 2 måneders simpelt fængsel. Efter denne dom rejste Barfod sag mod Social-Demokraten.

En Præst, som har sundet sig.

Vor Redaktør har modtaget Tilsigelse til at møde i Hof- og Stadsretten i Morgen, "efter Begæring, som det hedder i Tilsigelsen, af Sognepræst for Hørsholms Menighed E. C. R. Barfod, hvem der er meddelt fri Proces", og "i Anledning af tvende i "Social-Demokraten" Nr. 183 og 193 for den 8. og 14. Avgust indrykkede Artikler med Overskrift "Den barmhjærtige Samaritan i Hørsholm".

De fornærmelige Artikler er altsaa 5 Maaneder gamle. I 5 Maaneder har Hr. Barfod vendt og drejet vore Artikler og har prøvet sin Samvittighed for at se, om det var os eller ham, der havde Uret. Solen er gaaet ned over hans Vrede, og den er staaet op igen over hans Vrede, uden han har turdet bestemme sig til Søgsmaal. Høst er fulgt paa Sommer, og Vinter er fulgt paa Høst, og han har bestandig vaklet. Saa endelig vovede han Springet ind i Hof- og Stadsretten. Vi fejler næppe ved at formode, at naar han endelig springer, er det, fordi han er blevet puffet i Ryggen af en ministeriel Skrivelse med Ordre til at anlægge Sag. Men er dette rigtigt, kan det vel ikke være saa farligt mcd Fornærmelserne. Han maa nok selv have ment, at vore Angreb paa ham var ganske berettigede.

Da hele Historien er 5 Maaneder gammel, har vore Læsere vel glemt, hvad den Sag drejer sig om.

Præstens Pige hed Marie. Hun blev syg og aborterede. Fra sit Kammer i Stueetagen blev hun lagt op paa Loftet, og Præsten rettede efter Aborten den Forespørgsel til Jordemoderen, om Pigen maatte flyttes til Usserød Sygehus, men Jordemoderen protesterede bestemt mod en saadan Flytning og henviste til, at Præstens Frue, som selv havde aborteret, nok vidste, hvor lidende Patienten maatte være. Derefter stillede Præsten en lignende Forespørgsel om Pigens Flytning til sin Læge, Hr Scheuermann, og han gav sit Samtykke. Vognmand Petersen i Hørsholm, der mødte med Hest og Vogn for at bortkøre den Syge, nægtede at bære Patienten ned i Vognen. Han kunde ikte bære over sig at røre hende, da hun jamrede sig, og han frygtede for at volde hende Smerter under Transporten fra Loftskamret ned ad den stejle Trappe. To tilstedeværende Koner greb da den Syge trods hendes Jamren og bar hende i Sengelagnet ned til Vognen, der førte hende til Usserød. Den næste Morgen døde hun paa Hospitalet.

Rigtigheden af denne Meddelelse blev senere bekræftet saavel af Hr. Scheuermann som af Hr Barfod ved Skrivelser til os. Kun fastholdt de, at Præsten ikke havde forlangt, at Pigen skulde flyttes, og Lægen paatog sig hele Ansvaret for Flytningen. Disse Erklæringer har vi beredvillig givet Plads her i Bladet; men de svækkede ikke vor Fremstilling Hr. Barfod har overfor Jordemoderen udtalt som sit Ønske, at den døende Pige blev revet ud af Sengen og skrumplet med henover Landevejen til Hospitalet i en anden By. Alene det viser, at han ikke i dette Tilfælde har handlet som den barmhjærtige Samaritan. En Behandling, som denne Pige blev tildelt, vilde han ikke have ønsket over sin Hustru eller sin Datter.

Vi møder med god Samvittighed Hr. Barfod i Morgen i Hof- og Stadsretten. Maaske faar han os dømte! Dertil er vi vante. Men hvis vore Vidner i Hørsholm ikke paa en eller anden Maade er forsvundne i Løbet af de 5 Maaneder, som den ærede Præst har brugt til at sunde sig i, saa kan det være, at den offenlige Menings Dom ikke bliver i Hr. Barfods Favør.

(Social-Demokraten 13. januar 1889).

Såvel Aftenbladets redaktør Korsgaard som Social-Demokratens redaktør Wiinblad blev idømt 3 måneders fængsel ved Højesteret. Korsgaard anmodede om at få straffen forvandlet til vand og brød, idet 1 dag på vand og brød var lig 6 dages simpelt fængsel.

Barfod opsagde sin stilling i 1912 fordi han ikke længere delte folkekirkens tro på jomfrufødsel, på Jesus Kristus som guds søn og verdens forsoner, født af jomfru Maria og undfanget af den hellige ånd. Han var blevet nyrationalist. I hans afskedsprædiken nævnte han ikke Jesus en eneste gang.

Jordemødre til Fødselsstiftelsen. (Efterskrift til Politivennen)

Til førstkommende September kunne 30 gifte Koner eller Enker, som have født Børn, og som opholde sig eller ere bosatte paa Landet og ikke ere over 30 ar gamle, blive modtagne paa den kongelige Fødselsstiftelse i Kjøbenhavn for at oplæres til Jordemødre, imod at betale for Undervisningen 50 Kroner og for Kost og Ophold i Stiftelsen hvad det koster Samme, i Alt c. 700 Kroner, hvoraf Halvdelen erlægges til Inspecteuren ved Ankomsten til Stiftelsen, Resten kan henstaae til efter overstaaet Examen. 

Læretiden er omtrent 9 Maaneder for dem, der have Nemme og ere flittige, men ellers længere I den Tid skulle de være til Opvartning paa Stiftelsen for de Fødende og nyfødte Børn samt deeltage i anden forefaldende Huusgjerning. De som paa disse Vilkaar ønske at oplæres, maae til undertegnere Direction gjennem vedkommende Amt og med sammes Paategning inden den 30te Juni d. A. indgive deres Andragender, hvori opgives Navn, Alder og Opholdssted, samt Mandens Navn og Næringsvei. Med Andragendet maa følge Attest fra Stedets Præst om at de have gode Fatteevner samt besidde Færdighed i at læse og skrive, og fra Lægen om at de ere skikkede til at udøve Jordemoderkunsten. Skudsmaalsbøger blive derimod ikke at vedlægge.

De Antagne, som ikke maae være frugtsommelige, have at indfinde sig paa Stiftelsen til den Tid, der nærmere vil blive dem meddeelt, og inden de igjen forlade Stiftelsen eller erholde Lærebrev at erlægge Restbetalingen for deres Oplærelse m. m.

Directionen for den kgl. Fødsels- og Pleiestiftelse i Kiøbenhavn, den 29de Mai 1878

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. juni 1878).

Tiltale for Vold. (Efterskrift til Politivennen)

Ved Kjøbenhavns Amts nordre Birks Extrarets Dom af 2. Marts d. A blev Gaardeier Cort Larsen af Ledøie for udøvet Vold idømt, foruden Erstatning og Actionens Omkostninger, en efter lovgivningens Analogi bestemt Mulkt af 20 Rd. Sagen blev derefter ifølge Tiltaltes Begjæring indanket til Overretten, som den 20de d. M. har paakjendt samme.

De nærmere Omstændigheder vare følgende: Den i Ledøie boende Jordemoder, Md. Hertz blev den 17de Decbr. f. A. Klokken mellem 10 og 11 om Aftenen, da hun var gaaet i Seng, vækket derved, at der blev banket paa hendes Vindue, udenfor hvilket der befandt sig tre Mandspersoner, af hvilke en under urigtigt Foregivende søgte at faae hende til at komme ud til dem. Da Konen, der boer i Huset alene med en tunghør Pige og sine smaae Børn herover blev ængstelig, og hun saae, at Personerne fjernede sig noget, ilede hun, der frygtede for, at de skulde vende tilbage, over til Tiltaltes Gaard for at søge Hjælp. Tiltaltes Hustru tillod da ogsaa sin Tjenestepige at maatte følge hjem med Md. Hertz og forblive hos hende Natten over, men da de kom ud paa Veien, saae de, at de ommeldte Mandspersoner vare vendte tilbage og atter stode udenfor eller i Nærheden af Jordemoderens Huus. Herover blev Md. Hertz endmere forskrækket og gik tilligemed Pigen, der ogsaa af Frygt for Personerne ikke turde gaae videre, tilbage til Tiltalte, hvem hun bad om at komme hende til Hjælp. Tiltalte, der var gaaet i Seng, stod op, klædte sig paa og medtog en ved hans Seng staaende brækket Sabelklinge af 3 Qvarteers Længde og skarpt tilsleben, og begav sig derefter ud efter Urostifterne, af hvilke han greb den ene, Skomagersvend Felsing, og befalede ham at følge med til Sognefogden, hvortil han erklærede sig villig. Under sin Gang med den Anholdte, som Tiltalte holdt med sin ene Haand, paa Veien til Sognefogden, kaldte Tiltalte Huusmand Chr. Nielsen til Hjælp, men medens denne Mand, der var gaaet til Sengs, gjorte sig istand til al efterkomme Tiltaltes forlangende, opfordrede den Anholdte den ene af sine Kammerater til at komme ham til Hjælp. Denne, Bagersvend Weets, gik derefter henimod Tiltalte Felsing, idet han under denne sin Gang efter Tiltaltes og Vidnets Forklaring tilraabte Felsing: "Stik ham En." Da Tiltalte, der med den ene Haand vedblivende holdt paa Felsing, saae Weets nærme sig, og Chr. Nielsen endnu ikke var kommen ud paa Veien, advarede han Weets imod at komme nærmere, idet han to Gange gjentog "gaaer de mig paa Klingen" - eller "kommer De mig nærmere, saa slaaer jeg" , og da Weets desuagtet, efter hvad Tiltalte paastaaer, søgte at nærme sig ham som for at angribe ham bagfra, slog Tiltalte et Slag med Klingen, hvorved Weets faldt til Jorden, og i det Samme kom Chr. Nielsen tilstede, hvorefter de gik med Felsing til Sognefogden. Weets vaagnede næste Morgen i sin Seng hos den Bager i Ledøie, hvor han arbejdede, men han havde i Forhørerne erklæret, at han ved Slaget blev bevidstløs, og at han ikke vidste, hvorledes han var kommen hjem. Det havde ei heller under Sagen kunnet oplyses uden forsaavidt, at en 13aarig Dreng fra et Vindue vilde have seet, at den slagne Person, kort efter at Tiltalte havde slaaet, reiste sig og gik henad Gaden. Da Weets nogle Dage derefter fremstilledes til Forhør, fandtes han at have et 2½ Tomme langt Saar fra Panden til Kinden tversover Øiets høire Side, men efter Lægens Attest vil Saaret dog ikke have nogen skadelig Indflydelse paa hans fremtidige Helbredstilstand, hvorimod det vil efterlade et meget vansirende Ar, hvilket dog i Særdeleshed er en Følge af at det ikke i de første Dage har været forbundet eller behandlet af en Læge.

Ligesom det nu efter de saaledes fremkomne Oplysninger var utvivlsomt, at Tiltalte var berettiget til at yde Jordemoderen den forlangte Hjælp, og ligesom han, der begav sig ud i den mørke Nat imod tre ham ubekjendte Urostiftere, om hvis Hensigter med at faae Jordemoderen ud til dem har var uvidende, ogsaa havde al Anledning til at medtage det Vaaben, han netop havde ved Haanden, saaledes fandtes han ogsaa med Føie at have kunnet antage, at han ved Weets Nærmelse, og da det derhos var ham ubekjendt, at den tredie af Urostifterne var gaaet sin Vei, og han ei heller i Øieblikket saae Chr. Nielsen eller Andre at være tilstede, var udsat for et voldeligt Overfald og da han nu endog, forinden han slog til, efter hvad der er oplyst, maatte antages gjentagende at have advaret Weets, sklønnedes han efter samtlige saaledes tilstedeværende Omstændigheder alene at have udøvet et retmæssigt Nødværge, hvorved det selvfølgelig ikke kunde fordres - hvad Forhørerne efter den Retning, hvori de vare optagne, syntes at forudsætte - , at han skulde oppebie Weets Angreb.

Han blev saaledes tillagt fuldstændig Frifindelse, hvorhos Actionens Omkostninger paalagdes det Offentlige.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 23. juli 1866).

Fosterfordrivelse i Højesteret. (Efterskrift til Politivennen)

Nr. 171. Fredagen den 31te Juli.

Advocat Liebe 

    contra 

1. Johanne Marie Hansen eller Nielsen, Nielsens Enke, 2. Vilhelmine Amalie Nielsen, Schmidts Enke, 3. Ane Cathrine Christensen eller Christensdatter, Christensens Hustru, 4. Margrethe Jensdatter, Thomsens Hustru, 5. Marie Dorthea Carlsdatter eller Carlsen, 6. Kirsten Andersdatter, 7. Caroline Nielsdatter eller Nielsen, 8. Maren Ottine Olsdatter, Kønigsliebs Hustru og 9. Jacobine Christiansdatter eller Christiansen, Hansens Hustru (Defensor for Nr. 1 og 2 Brock, for Nr. 3–9 Salicath) der tiltales Nr. 1 og 2 for at have fordrevet samt søgt at fordrive frugtsommelige Kvinders Fostre og Nr. 3, 4, 5, 6, 7, 8 og 9 for at have ladet deres Fostre fordrive og Nr. 3 tillige for Meddeelagtighed i førstnævnte Forbrydelse.

Kjøbenhavns Criminal- og Politirets Dom af 4de April d. A.: "Arrestantinderne Johanne Marie Hansen eller Nielsen, Nielsens Enke, Vilhelmine Amalie Nielsen, Schmidts Enke og Ane Cathrine Christensen eller Christensdatter, Christensens Hustru, bør hensættes til Tugthuusarbeide de 2 førstnævnte hver især paa Livstid og den sidste i 6 Aar. De Tiltalte Margrethe Jensdatter, Thomsens Hustru, Caroline Nielsdatter eller Nielsen, Marie Dorthea Carlsdatter eller Carlsen, Kirsten Andersdatter, Maren Ottine Olsdatter, Koenigsliebs Hustru og Jacobine Christiansdatter eller Christiansen, Hansens Hustru, bør hensættes til Forbedringshuusarbeide, den Første i tre Aar og hver af de Øvrige i to Aar. Actionens Omkostninger, derunder Salair til Actor og Defensorerne, Procuratorerne Simonsen, Cancelliraad Dahl og Baastrup, 15 Rdl. til den Første og 12 Rdl. til hver af de Sidste, udredes af Arrestantinden Nielsens Enke med ½, hvoraf Arrestantinden Christensens Hustru og de Tiltalte Thomsens Hustru og Nielsdatter in solidum med hende udrede hver 1/6, og af Arrestantinden Schmidts Enke med ½, hvoraf de Tiltalte Carlsdatter, Andersdatter, Koenigsliebs Hustru og Hansens Hustru in solidum med hende udrede hver 1/8. At efterkommes under Adfærd efter Loven".

“Vilhelmine Amalie Nielsen, Schmidts Enke, hjemmeh: i Kbhvn:; er Gjordemoder og ved Hjstr: Dom af 31/7 57 tilkjendt livsvarigt Tugthus for Fosterfordrivelser i stort Omfang; benaadet ved Kong: Res: af 3/4 68.” [1868]. Genealogisk Forlag.

Høiesterets Dom.

I henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde kjendes for Ret:

Criminal og Politirettens Dom bør ved Magt at stande. Advocaterne Liebe og Brock samt Etatsraad Salicath tillægges i Salarium for Høiesteret hver 30 Rd., der udredes af de Tiltalte efter det ved be meldte Dom med Hensyn til de øvrige Omkostninger bestemte Forhold.

I den indankede Doms Præmisser hedder det: "Under nærværende Sag er Arrestantinden Nielsens Enke, der er langt over criminel Lavalder og under en mod hende for at have bidraget til eller søgt at bidrage til, at frugtsommelige Qvinders Fostre kunde fordrives, samt for Qvaksalveri anlagt Sag blev ved Lands-Over- samt Hof- og Stads-Rettens Dom af 17de December 1836 for sidstnævnte Lovovertrædelse idømt en Mulct af 20 RdL., medens hun iøvrigt frifandtes for Actors videre Tiltale, ved egen med det iøvrigt Oplyste stemmende Tilstaaelse overbeviist at have gjort sig skyldig i den Forbrydelse, for hvilken hun er actioneret, idet hun i en lang Række af Aar har i Reglen for Betaling foretaget Fosterfordrivelse med frugtsommelige Ovinder, som derom henvendte sig til hende, efter hendes Opgivende ialt med et Antal af 23 à 24 Fruentimmer

Blandt de Fruentimmer, som Arrestantinden har behandlet for at fordrive deres Foster, ere Arrrestantinden Christensens Hustru og Tiltalte Thomsens Hustru, hvis Foster hun 2 Gange har fordrevet, samt Caroline Nielsen.

Arrestantinden Schmidts Enke, der er født den 10de September 1814 og ikke funden forhen straffet, er paa samme Maade overbevist at have gjort sig skyldig i den hende paasigtede Forbrydelse, idet hun ........... har i Løbet af omtrent 10 Aar for Betaling fordrevet Fostre paa efter hendes eget Opgivende indtil 100 frugtsommelige Fruentimmer, som derom have henvendt sig til hende, og hvoriblandt de under nærværende Sag Medtiltalte Marie Dorthe Carlsen, Kirsten Andersdatter, Maren Ottine Olsdatter, Koenigsliebs Hustru, og Hansens Hustru.

Hvad angaaer Arrestantinden Christensens Hustru, der er langt over criminel Lavalder og ved denne Rets Domme af 29de Octbr. 1850 og 23de Oct. 1855 anseet efter Analogien af § 46 i Forordningen af 11te April 1840 med Fængsel paa Vand og Brød i respective 2 Gange 4 og 4 Gange 5 Dage, da er hun ligeledes ved egen af de forøvrigt oplyste Omstændigheder bestyrkede Tilstaaelse overbeviist at have gjort sig skyldig i det Forhold, for hvilket hun er sat under Tiltale, idet hun deels har henviist efter hendes Forklaring ialt 4 eller 5 Fruentimmer, hvoriblandt Medtiltalte Caroline Nielsdatter, der havde yttret Ønske om at lade deres Fostre fordrive, til de 2 førstnævnte Arrestantinder, og derfor modtaget Betaling, og deels har for omtrent 8 Aar siden, medens hun var gift, ladet sit eget Foster fordrive af Arrestantinden Nielsens Enke.

Med Hensyn til de Tiltalte Margrethe Jensdatter, Thomsens Hustru, Caroline Nielsdatter eller Nielsen, Marie Dorthea Carlsdatter eller Carlsen, Kirsten Andersdatter, Maren Ottine Olsdatter, Koenigsliebs Hustru og Jacobine Christiansdatter eller Christiansen, Hansens Hustru, der samtlige ere over criminel Lavalder, og hvoraf Ingen er funden forhen straffet, da ere de paa samme Maade overbeviste at have, medens de vare i den første Tid af deres dem, med Undtagelse af Tiltalte Hansens Hustru, udenfor Ægteskab paaførte Svangerskab, ladet deres Fostre, Thomsens Hustru 2 Gange, fordrive, nemlig de 2 førstnævnte Tiltalte af Arrestantinden Nielsens Enke og de 4 Øvrige af Arrestantinden Schmidts Enke, ..... imod Betaling til bemeldte Arrestantinder. ....

Betræffende de Straffe, Arrestantinderne og de Tiltalte have forskyldt for det dem overbeviste Forhold, da ville Arrestantinderne Nielsens Enke, der har været beskikket Jordemoder, men blev efter den anførte hende i Aaret 1836 overgaaede Dom fratagen denne Rettighed, og Schmidts Enke, hvis senere af Intet bestyrkede Fragaaelse af hendes under Sagen afgivne Tilstaaelse i Medfør af Lovens 1-15-1 ikke findes at kunne frie hende for Ansvar, være at ansee med en efter Lovgivningens Analogi, navnlig Forordningen af 30te November 1714 § 10 og Reglementet af 21de November 1810 § 41, valgt Straf, findes at kunne bestemmes til Tugthuusarbeide for Livstid for hver især.

Arrestantinden Christensens Hustru og de øvrige Tiltalte ville ligeledes være at idømme en efter Lovgivningens Analogi lempet arbitrair Straf, Arrestantinden tillige med specielt Hensyn til den af hende udviste Medvirkning i Henseende til den af de ovennævnte Arrestantinder begaaede Forbrydelse, og findes Straffen passende at kunne bestemmes for Christensens Hustru til Tugthuusarbeide i 6 Aar og for de øvrige Tiltalte til Forbedringshuusarbeide, Thomsens Hustru i 3 Aar og hver af de andre Tiltalte i 2 Aar".

(Højesteretstidende 1857. 20. august nr. 20. Side 302-304)

Møde i statsrådet fredag d. 3. april 1868.

Aar 1868, Fredagen den 3die April, var Statsraadet forsamlet paa Amalienborg under Hans Majestæt Kongens allerhøieste Forsæde. Hans Kongelige Høihed Kronprindsen var fraværende.

Justitsministeren [Rosenørn-Teilmann] refererede en allerunderdanigst Forestilling om Benaadning for forskjellige i Straffeanstalterne hensiddende Fanger, hvori indstilles, at efternævnte Straffanger maa forundes Friheden, nemlig:

1) Straffeanstalten paa Christianshavn:

1) Ole Pedersen, 2) Hans Nielsen, 3) Vilhelmine Amalie Nielsen, Schmidts Enke, 4) Hans Jensen Høiland, 5) Hans Jørgensen, 6) Niels Pedersen, 7) Søren Folium og 8) Rasmus Jørgensen.

- - -

(Statsrådets Forhandlinger 1866-1872, s. 224)

Jordemor i Tugthus. (Efterskrift til Politivennen)

I Sagen: Justitsraad Blechingberg som befalet Actor, contra forhenværende Jordemoder Christiane Petrea Nielsen, der tiltaltes for at have bidraget til at frugtsommelige qvinders Foster kunde fordrives, blev i Høiesteret, Fredagen d. 12te Mai sidstleden, Landsoverrettens Dom, hvorved Tiltalte var tilfunden at have sit Liiv forbrudt, forandret derhen, at hun tildømtes at hensættes til Arbeide i Kjøbenhavns Tugthuus paa Livstid.

(Kjøbenhavnsposten, den 18. maj 1837)

Gjordemoder-Færd.

Onsdag den 18. dennes om morgenen mellem kl. 4 og 5 kom et fruentimmer i barnsnød i Gothersgade midt på gaden. Vægteren i nævnte gade søgte ufortøvet hjælp hos en jordemor i Adelgade nr. 205 straks ved Gothersgade, men blev svaret ud af et vindue på første sal at noget længere henne i gaden boede en anden jordemor til hvem han måtte henvende sig, en anvisning han med il fulgte. Mens vægteren røgtede sit hverv hos maden C. M. Buchardt i nr. 216 i Adelgade, ringede en pige på den føromtalte klokke for at få hjælp til samme fruentimmer som vægteren var beskæftiget for, men blev også bortvist, dog til en anden jordemor som skulle bo i Gothersgade ved siden af Hjortapoteket i nr. 337. Men nævnte pige forlod den anvistes bopæl uden at nogen fulgte hende, og var sandsynligvis også derfra blevet afvist. Imidlertid så anmelderen madam Buchardt i største il, og ordnende sin påklædning på gaden i færd med at begive sig til det sted hvor hendes hjælp behøvedes. - Idet anmelderen i den lidende menneskeheds navn yder denne vakre kone den tak som opfyldelsen af hendes pligt vist nok allerede har skænket hende, tror han at måtte fremsætte det spørgsmål: er ikke enhver jordemor der anmodes om hjælp i et tilfælde som det her fremsatte, pligtig at yde samme? Og besvares dette spørgsmål med ja, bør da ikke den eller de overhørige anses for pligtstridigt forhold.

(Politivennen nr. 652, Løverdagen den 28de Juni 1828, s. 415-417)

Redacteurens Anmærkning.

Hjorteapoteket lå i en historisk bygning, Gothersgade 35. Forhuset blev opført 1800-1801 for Apoteker Nicolai Tychsen. Oprindelig var der over tre fag af tredje etages vinduer en fordybning med gipsornamenter. Hjorteapoteket lukkede i 1967.

Svar paa Stykket om Skilderiet.

Det i Politivennen nr. 270 omtalte kobberstykke som forfatteren sagde at det mindede os om vores fødsel, man tror det var godt om ethvert menneske ville erindre sig såvel om sin herkomst som om sit endeligt, og da man på nævnte kobberstykke intet forargeligt kan se, så var det bedste at nævnte forfatter brød sin hjerne og sled sin pen på mere vigtige ting.

E. N. Staarup.

Marskandiser, boende på hjørnet af Vimmelskaftet og Badstuestræde.

* * *

Udgiveren har ikke taget i betænkning at indrykke dette svar, da det måske bedre end noget andet viser hvor ønskeligt det var om der toges nogen alvorlig forholdsregel imod den vindesyge der ikke tager i betænkning at fordærve sæderne. Af hr. Staarup kan man efter hans ovenstående vente ethvert liderligt stykke han på en auktion måtte opkøbe, udhængt på hans væg, for det er jo godt, siger han, på sådan en måde at mindes om sin herkomst.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 271, 2. juli 1803, s. 4319-4320).

Uordener.

Udenfor marskandiseren på hjørnet af Badstuestræde og Vimmelskaftet lige overfor boghandlerne Arenzen og Hartier har i mange år hængt i glas og ramme et jobber som alle tilskuere har taget for at være et kobber af en jordemoderbog som tydelig mindede os om vores fødsel. Man tror ikke at sådanne kobbere bør udstilles til offentlig skue.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 270, 25. juni 1803, s. 4312)

Til Jordemødrene her i Byen

Kunne man håbe at vores virkelig for kundskab og duelighed agtværdige jordemødre ville aftale mellem sig, at ingen af dem gik til komedie, hvis de vidste at en patientinde var i sådan tilstand at hun muligvis på det tidspunkt ville behøve hendes hjælp? Blot det ophold som det giver, at vognen skal fra jordemoderens bolig til komediehuset kan jo få skadelige følger.

(Politivennen.Hefte 19. Nr. 237, 6. november 1802, s. 3780-3781)

En ikke altfor ærefuld Anekdote om en Hyrekudsk.

Mandag den 1. februar om aftenen kl. 11 kom jeg til hyrekusken i Regnegade og forlangte en karret som holdt der ledig, for at køre en jordemor til min kone som lå i barnsnød. Da denne karl eller mand, hvad han var, erfarede jordemoderens navn, var han så høflig at henvise mig til hyrekusken i Pilestræde hvor hun ellers tager sin vogn. Jeg sagde det var mig ligegyldigt hvor hun tog sin vogn, da man i sådanne tilfælde søgte den nærmeste, men fik til svar at han skulle afhente fremmede, og altså ikke havde tid til at køre for mig. Det var at ønske man fik et bud hvorved hyreskuskene tilholdtes i sådanne tilfælde at høre menneskehedens stemme om endog en lille profit gik i købet.

Holst.

Kommandersergent i Kastellet. Generalstokken.

(Politivennen. Hefte 16. Nr. 198, 6. februar 1802, s. 3162)