Ved Kjøbenhavns Amts nordre Birks Extrarets Dom af 2. Marts d. A blev Gaardeier Cort Larsen af Ledøie for udøvet Vold idømt, foruden Erstatning og Actionens Omkostninger, en efter lovgivningens Analogi bestemt Mulkt af 20 Rd. Sagen blev derefter ifølge Tiltaltes Begjæring indanket til Overretten, som den 20de d. M. har paakjendt samme.
De nærmere Omstændigheder vare følgende: Den i Ledøie boende Jordemoder, Md. Hertz blev den 17de Decbr. f. A. Klokken mellem 10 og 11 om Aftenen, da hun var gaaet i Seng, vækket derved, at der blev banket paa hendes Vindue, udenfor hvilket der befandt sig tre Mandspersoner, af hvilke en under urigtigt Foregivende søgte at faae hende til at komme ud til dem. Da Konen, der boer i Huset alene med en tunghør Pige og sine smaae Børn herover blev ængstelig, og hun saae, at Personerne fjernede sig noget, ilede hun, der frygtede for, at de skulde vende tilbage, over til Tiltaltes Gaard for at søge Hjælp. Tiltaltes Hustru tillod da ogsaa sin Tjenestepige at maatte følge hjem med Md. Hertz og forblive hos hende Natten over, men da de kom ud paa Veien, saae de, at de ommeldte Mandspersoner vare vendte tilbage og atter stode udenfor eller i Nærheden af Jordemoderens Huus. Herover blev Md. Hertz endmere forskrækket og gik tilligemed Pigen, der ogsaa af Frygt for Personerne ikke turde gaae videre, tilbage til Tiltalte, hvem hun bad om at komme hende til Hjælp. Tiltalte, der var gaaet i Seng, stod op, klædte sig paa og medtog en ved hans Seng staaende brækket Sabelklinge af 3 Qvarteers Længde og skarpt tilsleben, og begav sig derefter ud efter Urostifterne, af hvilke han greb den ene, Skomagersvend Felsing, og befalede ham at følge med til Sognefogden, hvortil han erklærede sig villig. Under sin Gang med den Anholdte, som Tiltalte holdt med sin ene Haand, paa Veien til Sognefogden, kaldte Tiltalte Huusmand Chr. Nielsen til Hjælp, men medens denne Mand, der var gaaet til Sengs, gjorte sig istand til al efterkomme Tiltaltes forlangende, opfordrede den Anholdte den ene af sine Kammerater til at komme ham til Hjælp. Denne, Bagersvend Weets, gik derefter henimod Tiltalte Felsing, idet han under denne sin Gang efter Tiltaltes og Vidnets Forklaring tilraabte Felsing: "Stik ham En." Da Tiltalte, der med den ene Haand vedblivende holdt paa Felsing, saae Weets nærme sig, og Chr. Nielsen endnu ikke var kommen ud paa Veien, advarede han Weets imod at komme nærmere, idet han to Gange gjentog "gaaer de mig paa Klingen" - eller "kommer De mig nærmere, saa slaaer jeg" , og da Weets desuagtet, efter hvad Tiltalte paastaaer, søgte at nærme sig ham som for at angribe ham bagfra, slog Tiltalte et Slag med Klingen, hvorved Weets faldt til Jorden, og i det Samme kom Chr. Nielsen tilstede, hvorefter de gik med Felsing til Sognefogden. Weets vaagnede næste Morgen i sin Seng hos den Bager i Ledøie, hvor han arbejdede, men han havde i Forhørerne erklæret, at han ved Slaget blev bevidstløs, og at han ikke vidste, hvorledes han var kommen hjem. Det havde ei heller under Sagen kunnet oplyses uden forsaavidt, at en 13aarig Dreng fra et Vindue vilde have seet, at den slagne Person, kort efter at Tiltalte havde slaaet, reiste sig og gik henad Gaden. Da Weets nogle Dage derefter fremstilledes til Forhør, fandtes han at have et 2½ Tomme langt Saar fra Panden til Kinden tversover Øiets høire Side, men efter Lægens Attest vil Saaret dog ikke have nogen skadelig Indflydelse paa hans fremtidige Helbredstilstand, hvorimod det vil efterlade et meget vansirende Ar, hvilket dog i Særdeleshed er en Følge af at det ikke i de første Dage har været forbundet eller behandlet af en Læge.
Ligesom det nu efter de saaledes fremkomne Oplysninger var utvivlsomt, at Tiltalte var berettiget til at yde Jordemoderen den forlangte Hjælp, og ligesom han, der begav sig ud i den mørke Nat imod tre ham ubekjendte Urostiftere, om hvis Hensigter med at faae Jordemoderen ud til dem har var uvidende, ogsaa havde al Anledning til at medtage det Vaaben, han netop havde ved Haanden, saaledes fandtes han ogsaa med Føie at have kunnet antage, at han ved Weets Nærmelse, og da det derhos var ham ubekjendt, at den tredie af Urostifterne var gaaet sin Vei, og han ei heller i Øieblikket saae Chr. Nielsen eller Andre at være tilstede, var udsat for et voldeligt Overfald og da han nu endog, forinden han slog til, efter hvad der er oplyst, maatte antages gjentagende at have advaret Weets, sklønnedes han efter samtlige saaledes tilstedeværende Omstændigheder alene at have udøvet et retmæssigt Nødværge, hvorved det selvfølgelig ikke kunde fordres - hvad Forhørerne efter den Retning, hvori de vare optagne, syntes at forudsætte - , at han skulde oppebie Weets Angreb.
Han blev saaledes tillagt fuldstændig Frifindelse, hvorhos Actionens Omkostninger paalagdes det Offentlige.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 23. juli 1866).
