En 100aarig Barberforretning. (Efterskrift til Politivennen)

Den nuværende Indehaver, Barber Andersen, paa Trappen op til sin Forretning.

En Barberforretning, der i Hundrede Aar har ligget paa samme sted, tør nok siges at høre til Sjældenhederne.

En saadan Salon findes imidlertid den Dag i Dag i det gamle Bykvarter. Her aabnede Sct. Michael Flyttedag 1828 Johan Chr. Hestorff i Snedkerlaugets Hus, Grønnegade 21, en Barberforretning. Den kan i disse Dage holde 100 Aars Jubilæum.

I tre Generationer blev den ledet af Slægten, Søn og Sønnesøn af Stifteren; men i 1920 blev Linien brudt, og Indehaveren er nu Hr. M. Andersen, en ung Mand, der holder Traditionerne smukt i Ære. Det fremgaar af Stuens sirlige Indreting. - Hele Stuens Historie kan man læse i Snedkerlaugets gamle protokoller siger han, og de fortæller mange morsomme Ting. Det har jo altid været et Haandværkerkvarter her, og Stifteren kaldtes Amtsbarber, d. v. s., han var forpligtet til at lægge Forbinding paa alle de skadekomne paa Værkstederne her i Distriktet. Det hørte jo den Gang med til Professionen. En af Sønnerne uddannedes ogsaa til Barber, men læste samtidig til Læge og bosatte sig i Gothersgade, hvor han fik en meget stor Praksis.

1854 døde gamle Restorff, og den ældste Søn overtog saa Forretningen, som i 1880 overgik til hans Søn, der beholdt den til 1920. Han lever forøvrigt endnu og bor i "Alderstrøst". Han virker stadig som Barber paa Almindeligheden, fordi han synes, det er for tidligt at lægge op trods de 70 Aar.

Gennem Aarene har Forretningen haft et meget stort Klientel. Mangen gammel Grosserer og Fabrikant kom her daglig. Den lille hyggelige; Stue passede dem godt. Og jeg maa sige, at Søgningen stadig ligger i samme Niveau.

Jeg synes derfor, Jeg har Lov at sige, at trods de Hundrede Aar, der er gaaet, har jeg fulgt den Linie, Stifteren ønskede.

(Aftenbladet (København) 9. oktober 1928).

Haandværksdrenge. (Efterskrift til Politivennen)

Haandværksdrengene i Kjøbenhavn ere det tydeligste Bevis paa, hvor meget Oplysningen i de senere Aar har virket til de lavere Menneskeclassers moralske Forbedring. For neppe tyve Aar siden saae man Læredrenge, især af Skomagerprofesssionen, ideligen drive deres Spil paa Gaderne, og forstyrre den offentlige Rolighed ved deres Kaadheder. Man frygtede ordentlig for at komme igjennem Klosterstrædet, Grønnegade og Antonistrldet. En Skomagerdreng var den Gang en Person, der ved Gadeopløb, der hørte til Dagens Orden, spillede en vigtig Rolle.  Han behøvede kun at fløite i Fingrene naar han saae en heel eller halvbeskjenket Kjerling, og strax samledes tusinde andre Cammerater ved det første Løsen. Ved Bryllipsilluminationer forherligede saadanne Drenge Festen med adskillige Løier, saasom: at sye Pigerne sammen og sværte dem Ansigtet med Kjønrøg. Om Vinteren kastede de Snebolder efter Folk, og i enhver Aarstid repræsenterede de i en vis Henseende den offentlige Retfærdighed, ved at forfølge en stakkel Tyv igjennem alle Gader, og naar denne just ikke opbyggelige Procession var endt, at bringe ham op paa Politiekameret. Simple Folk havde i de Tider den Skik, selv at straffe den Tyv, der havde stjaalet en Ubetydelighed hos dem, ved at sættee ham under Posten o. s. v., og siden at overlevere ham til Gadedrengene. Alle disse Misbrug ere nu næsten ganske forsvundne. Opløb på Gaden ere en stor Sjeldenhed, og de fleste Haandværksdrenge besidde en Æresfølelse, der afholder dem fra at begaae Kaadheder. Det er et reent Særsyn, at see en barfodet Skomagerdreng med en Stabel Tallerkener og Potter i Form af en Pyramide paa Hovedet, eller en sneehvid Parykmagedreng med en Æske Paryker paa Nakken gjøre Optøier paa Gaden. Saare sjeldent seer man Drenge flokke sig sammen og forvolde Opløb, og Adelgaden er næsten den eneste Gade, hvor man endnu af og til møder en Dreng, der minder os om hvad Haandværksstanden og Læredrengene i Kjøbenhavn engang havde været. Hvad er Aarsagen til denne paafaldende Forandring til det bedre? Intet uden vort forbedrede Skolevæsen. Vore Friskoler have betydeligen tiltaget i Tallet, og ere blevne hensigtsmæssigere indrettede. Ungdommen af de lavere Stænder sysselsættes førend den kommer i Lære hos Haandværksmestere paa en nyttig og passende Maade. De faae tidligen et Slags Dannelse, der stikker mærkeligen af mod den Raahed og Vankundighed, der tilforn vare saa almindelige Egenskaber hos menig Mand. Udenlandske Svende strømme ikke mere herind i saadan en Mængde som tilforn, og Haandværksclassen bestaaer mest af Indfødte, som have nydt en bedre Opdragelse og Skoleundervisning. Søndagsskolerne have især bidraget meget til dette værdige Øiemeds Fremme. Haandværkdrengen har nu Leilighed til at anvende de Fritimer, han tilforn tilbragte i Ørkesløshed: denne Moder til alt Ondt og al Ryggesløshed, til at erhverve sig de for hans Bestemmelse høist nødvendige Kundskkaber. Saa øiensynlige ere Frugterne af dette Gode, saa umiskjendelige Oplysningens Virkninger! Held derfor enhver, der ved sine Indsigter, sin Formue og sine gode Raad har bidraget og endnu fremdeles bidrager til vort Skolevæsens Fremtarv. Paa denne beroer det meste. Oplysningen er et Blomster, som sjelden trives i en udyrket Bund. Denne maa tidligen gjødes, renses og luges, naar den spæde Blomst skal kunne spise og ikke qvæles af Ukrud eller hentørres af Mangel paa nærende Safter.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Sjette Aargang No. 66
Løverdagen den 27 Maji 1809
Spalte 1049-1051

Soldat afstraffet. (Efterskrift til Politivennen)

En Major her af Garnisonen saae forleden Dag i Grönnegade en afskediget Soldat sælge et pr. gl. Stövler og en gl. Stok, og da denne gav trodsigt Svar, fuklede han ham over Ryggen; herover gav Pöbelen sig til at forfölge ham; den kjække værdige Officer saae sig nödt til at gjöre Modværge. Forsamlingen var saa stor, at den blev ukjendt; men en Matros som flöjtede og forfulgte ham, blev anfaldt.

(Dagen, 27. juli 1804)

Revue over Kjøbenhavns Handelsboutikker.

Anden Skrivelse

(Fortsat.)

Finder du ikke også at Gothersgade har forvandlet sig, den har butik på butik. Du er jo musikalsk, her i Lohses Musikhandel, den første i København, kan du få alt hvad en musikelsker og dyrker kan ønske sig. Men stop, nu falder det mig ind, for humle, på hvilket instrument du er sand virtuos, haves her ingen musik. Forstår du imidlertid ikke synderligt at spille nutidens yndlingsinstrumenter, guitar og fortepiano, så kan du dog spille - kort. Her i denne lave butik hos Holmblad ser du udstillet dette vigtige middel til at dræbe tiden i særdeleshed i høje kredse. Forfinelse hersker også her, ser du fx de skønne kort er sandt kunstarbejde, de er endog forgyldte på snittet. Hvilke pengebunker vil de ikke sætte i cirkulation på spillebordene. Den fattige bebrejdes at han forsøger sin lykke i lotteriet, hvor han dog kan slippe med en mark, den rige og fremme som sætter hundreder på et kort, dadles ikke, det hører til bon ton. 

Lohse tog sig også af pianofortestemning. Annonce fra Adresseavisen 8. juni 1852. 

Gå nu med mig om i Grønnegade, den omvej lønner sig ved synet af det jeg vil vise dig. Hvad synes du om det tapetpapir som hænger der i vinduerne hos Franckel. Værelser hvis vægge er bedækket med sådanne papirer kan kaldes klassiske. Emnerne til de fremstilede scener er taget af Virgils Æneide, Cervantes' Don Quixotte. Der ser du fx Don Quixotte fægte med vejrmøllerne. Der angriber han en flok får i den tanke at det er den fjendtlige hær. Her ser du ridderens tro våbendrager, den svinepoliske Sancho Pancha (en ægte kopi af en sjællandsk bonde). Fire håndfaste karle leger himmelspjæt med ham, det vil sige, de smider ham ved hjælp af et lagen op i vejret, griber igen i det, og fortsætter denne leg, der morer dem, men ængster Sancho Pancha, indtil de ikke kan orke mere. Tapeter der ligner silke- og fløjlsstoffer, med forgyldning og forsølvning fængsler også her øjet. Skade at alle disse skønne sager er franske produktioner, den danske egenkærlighed såres ved at se hvorvidt vi danske står tilbage for udlandet i denne henseende. 

Jeg kan ved denne lejlighed ikke undlade at gøre dig opmærksom på en kælder her i nærheden. Over nedgangen står på et skilt skomagermester Jungdahl, men i vinduerne hænger indbydelser fra Fru Fortuna, nemlig lotterisedler. På en seddel til 1 mark udstedes 4 aktier til 6 skilling, altså med 50 procent. Som du kan se her gennem vinduet har denne mand et helt kontorhold. Folk trænges om at få 1/4 lod i en marks seddel. Jeg kan imidlertid underrette dig om at hele byen vrimler af sådanne ekstrakollektører.

Vi går nu op ad Store Grønnegade. Gode ben, vil du barberes, så bor der i Kristen Bernikows Gade lige for os barber Christensen, et mønster for alle barberer. De kender vl nok den anekdote om en af fortidens barberer. Han spyttede nemlig på sæben og gned derpå kunden i ansigtet. På dennes anke om det, svarede barberen "jeg har netop behandlet Dem galant, en simplere kunde havde jeg først spyttet i ansiget og derpå gnedet med sæben." Her finder du derimod en barber som er gået frem med tiden, du kan nemlig her få dit eget håndklæde, din egen sæbe, kniv når du abonnerer i månedsvis. 

"I Sværtegade bor kunstdrejer Schwartz. Faderen som du kendte, var en dygtig mand i dette fag, sønnen er trådt i hans fodspor, han er Københavns første kunstdrejer." (Pilestræde 40 C, Sværtegade 3 er fra 1730 og opført af murermester Gotfrid Schuster. Ombygget 1791. Eget foto, 2016)

Nu er vi i Sværtegade og der bor kunstdrejer Schwartz. Faderen som du kendte, var en dygtig mand i dette fag, sønnen er trådt i hans fodspor, han er Københavns første kunstdrejer. Derovre på hjørnet af Pilestræde bor silke- og klædehandler Philipsen. Jeg be'r om forladelse, jeg ville have sagt agent Philipsen. Skønt denne købmand bor afsides fra de øvrige, har han dog en glimrende handel. Om det er hans varer eller hans veltalende svende der er skyld i det, ved vi ikke. 

"Derovre på hjørnet af Pilestræde bor silke- og klædehandler Philipsen. Skønt denne købmand bor afsides fra de øvrige, har han dog en glimrende handel." (Hjørnet af Pilestræde 35 og Kronprinsensgade 16. Eget foto, 2016).

På hjørnet af Antonigade kan du få kam til dit hår. Du må ikke antage det for en skose til din kone som imellem os sagt rigtig nok besidder lidt Xantippeblod, nej langt fra. Meningen er, her bor stadens mest brillante kammager Cathala. Skulle man tro at et fem alen højt vindue der indtager hele husets front, kan opfyldes med lutter kamme. Det er tilfældet. Taler man om kamme, tænker man uvilkårligt på håret. Du trænger til at klippes og friseres, følg med her om i Klareboderne til frisør Ebbesen. En dygtigere hårkunstner end ham, finder du ikke i København. Han vil snart omskabe dig til en dansk løve (som du ved et pariserudtryk på en herre efter den højeste mode). En smuk frisure bidrager meget til at blive introduceret i et galant hus her i byen. Derfor væk med det nedhængende naturhår. Mens du sidder her under frisørens skabende hånd, vil jeg slutte denne min anden skrivelse. Med næste post mere.

Efterskrift.
Ove Thomsen har i Fyens Avis og efter dette blad Dannevirke taget notits af en ytring i min første skrivelse til dig hvor jeg taler om at negrene i Havana ruller de såkaldte havannacigarer på deres bare korpus og da de ofte er udsatte for hudsygdomme, har vore unge herrer undertiden givet rygningen af disse cigarer skylden for en vis galant sygdom. Hrr. O. Thomsen tilføjer omtrent følgende ord: "Gid underretningen herom måtte sætte en skranke for den overdrevne brug af cigarer." Du ved, kære ven, at jeg er hader af røgtobak, jeg tilføjer derfor et amen til dette ønske hvis opfyldelse ville forhindre at store summer gik op i røg eller ud af landet.

 (Politivennen nr. 1468. Fredagen, den 16 Februar 1844. Side 97-102). 

"De første silke- og klædehandlere på Store Købmagergade er de herrer Westrup, Collin, Kirkegaards efterfølger Hvalsøe, Flensborg, Melbye, Gammeltoft og flere" (Collin holdt til i denne bygning, nu Købmagergade 32. Eget foto, 2016)

Redacteurens Anmærkning.

Denne anden skrivelse indeholder fire artikler: Fra 2. februar 1844, 9. februar 1844, 16. februar 1844 og 1. marts 1844.

Vink til Politiet.

Hver aften fra tusmørkets begyndelse indtil kl. 11-12 ser man en stor del af de på fransk kaldede filles de joie, men som på dansk rigtigere kunne benævnes fordærvelsens præstinder iførte hat og kåbe vandre i Gothersgade og over Kongens Nytorv hvor de med påtrængenhed attakerer forbigående mandfolk for som kapere at gøre priser, og når dette lykkes at opbringe disse til et hus i Grønnegade lige for Peder Madsens Gang, hvor en stor del skal have deres tilhold. Det er forargeligt og til dårligt eksempel for de i nærheden boende voksne sønner og døtre at se disse nymfers strejferier og idelige opbringelser hvorfor det var meget ønskeligt om samme måtte blive hæmmet. Da det er bekendt at vort virksomme politi af gode grunde har forbudt logerende fruentimmer at tage ophold i stadens hovedgader, og Grønnegade i henseende til den stærke gennempassage som finder sted der, vel kan anses for en hovedgade, har man troet det pligt at øre samme opmærksom på nævnte uvæsen i håb om at det som for nogle år siden så vel rensede Antonigade, også vil befri Store Grønnegade, og anvise nymferne ophold i afsides liggende gader eller stræder, ligesom sådant er tilfældet i andre store stæder.

(Politivennen nr. 1055, Løverdagen, den 19de Marts 1836. Side 188-189)

Em. Bærentzen & CO. Prospect af en del af Gothersgaden i København. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Portugisisk Svineri i Danmarks Hovedstad.

I forrige års særdeles hede sommer lod mange husejere og andre beboere hver morgen stænkes med vand på gade og fortov, ifølge politiets ønske og opfordring. Men i år søger man at dæmpe støvet på en anden måde. Forleden morgen gik indsenderen gennem Store Grønnegade og blev der, ligesom i flere gader, opmærksom på et svineri som næppe kan være værre i Lissabon, når man undtager ådslerne af dyr som også opfylder gaderne der. Hele Store Grønnegade og en del af Lille Grønnegade var bedækket med sammenfejede møddinger. Gødske af bøndernes og andre heste, og hvad der var det værste, man havde overalt opskuffet mudderet af rendestenene og dermed overøst gaden, uden tvivl for at dæmpe støvet, i stedet for at gøre sig den ringe ulejlighed at tage et par spande vand og stænke over gaden med hånden, hvis man ikke havde en vandkande med sprøjtetud. Den afskyelige stank som dette væmmelige mudder udbreder, er utåleligt, fordi det er sammensat af alle slags uhumskheder fra vaskerenderne, og rådnende substanser som frembringes ved de omboendes håndteringer.

Da ondartede sygdomme hersker og pludselig bortrykker mennesker, håber man at vort omhyggelige politi vil forbyde dette uvæsen, og pålægge opsigtsbetjentene nøje at påse at man ikke stænker væmmeligt dynd på gaderne i stedet for rent vand, og således bidrager til at svangre luften med pestagtige uddunstninger af samme art som den afskyelige stank på hele slotspladsen fra inddæmningen ved brobygningen der både er højst ubehagelig og skadelig.

(Politivennen  nr. 864, Løverdagen den 21de Julii 1832, s. 483-484.)

Advarsel mod to tølperagtige Brændevinskarle i lille Grønnegade Nr. 328.

Den 20. august mellem kl. 9 og 10 om formiddagen gik indsenderen gennem Lille Grønnegade. Ved at passere forbi nævnte sted hvor to karle bar komøg ud, kastede en af dem en stor klump af det på indsenderens kjole, formodentlig af kådhed da indsenderen ikke er sig bevidst om mindste brøde mod før nævnte karle. Da kjolen til lykke var kort, gik det temmelig let af ved at blive børstet efter at det var tørret. Men da det muligvis kunne falde dem ind oftere at forsøge sådant, har man troet at burde offentliggøre samme for at enhver og især fruentimmer hvis tøj måske ville lide mest ved det, kan vide at tage sig i agt for nævnte karle.

(Politivennen nr. 713, Løverdagen den 29de August 1829, s. 570-571)

Redacteurens Anmærkning

Lille Grønnegade 328 var hjørnehuset til Ny Adelgade. Fra 1859 identisk med Ny Adelgade 12 og i 1876 sammenlagt med 2 andre matrikler. Bygningen har stået der siden 1680.

Svar paa det, som synes underligt.

Jeg ynder ikke at være deltager i nogen handling eller handel der ikke ligefrem fører redeligheds stempel. Jeg finder det derfor passende i anledning af det i Politivennen nr. 6944 indrykkede stykke angående chokoladeudsalget i Pilestræde nr. 98 at gøre almenheden opmærksom på følgende:

1. Der er i København kun en chokoladefabrikant ved navn Kehlet, og denne er undertegnede Reimer Timotheus Kehlet. Mit udsalg er på hjørnet af Gothersgade og Store Grønnegade nr. 343 i stuen til højre, og min fabrik på gården Rosenlund ved Værnedamsvej.
2. Jeg R. T. Kehlet hverken har, har haft eller vil nogensinde have mindste andel i chokoladeudsalget i Pilestræde nr. 98 i stuen. Da flere har stået i den formening at det var mit udsalg, så berigtiges det herved. Hvorimod jeg skylder de mange der såvel i Gothersgade som på Rosenlund forrige sommer beærede mig med deres besøg, megen tak med forsikring om at jeg altid ved redelig og rimelig adfærd vil stræbe at vinde mine medmenneskers tillid.

Ærbødigst
R. T. Kehlet
Kongelig privilegeret chokoladefabrikant.

(Politivennen nr. 696, Løverdagen den 2den Maj 1829, s. 285-286) 

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er svar på en artikel i nr. 694, 18. april 1829.

Noget om Chocolade.

(Fremsat i følgende brev til undertegnede)

Ikke så få unge mænd især af den studerende klasse ville ønske de nu så meget brugte drikke kaffe og te som fortærer ånd og kraft, ombyttet med den sunde og styrkende chokolade. Men da man ikke selv kan tillave samme og en pris afpasset til flere hundrede procents fortjeneste ikke passer til tærepenge tilmålt efter tarveligheds målestok, så var det at ønske at en dansk mand af de bedste chokoladefabrikanter som er her, ville åbne et udsalg af chokolade hvor enhver kunne drikke sin kop for en pris i overensstemmelse med rimelighed. Han ville derved vinde manges tak og formodentlig tillige gavne sig selv. Hvis hr. chokoladefabrikant Kehlet hvis fabrikat er almindelig velkendt, ville (som gammel student) vise sine yngre kolleger denne forekommenhed, da blev hensigten med det fremsatte ønske just derved i særdeleshed opnået.

København den 16. september 1827
Studiosi

"Om hr. chokoladefabrikant Kehlet hvis fabrikat er almindelig vel bekendt, ville (som gammel student) vise sine yngre kolleger denne forekommenhed, da blev hensigten med det fremsatte ønske just derved i særdeleshed opnået". (Kehlet havde i 1825 åbnet et konditori med udskænkning af chokolade i den lysegrønne bygning til venstre for midten). 

Svar:

Havde den herre Studiosi ytret dette ønske et par måneder før, ville det have været mig mere kærkomment da jeg derved bedre havde set mig i stand til at få et lokale, ikke for langt fra de studerendes gade. Et udsalg af chokolade skal imidlertid om nogle dage blive åbnet og prisen skal blive upåklagelig. Tiden og stedet skal nærmere blive bekendtgjort. Jeg er meget forbundet for den mig viste tiltro som jeg efter evne vil stræbe at fortjene.

København den 25. oktober 1827
Ærbødigst
R. T. Kehlet.

(Politivennen nr. 618 Løverdagen den 3die November 1827, s. 696-698).

Christian Kehlets gravsted på Holmens Kirkegård. (Eget foto, 2015)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen følges op af artiklen i Politivennen nr. 624, 15. december 1827, s. 816-820.

Der hentydes til Christian Kehlet som havde opført en chokoladefabrik. Det er broderen R. T. Kehlet som svarede i ovennævnte indslag og som ofte nævnes som grundlægger af fabrikken i 1813. Han havde et konditori med café på hjørnet af Gothersgade og Store Grønnegade, nuværende Gothersgade 19. Her kunne man få billig chokolade (6-8 skilling mod konkurrenternes 16-20 skilling). 

Af en annonce i Adresseavisen, 18. december 1822 for Kehlets Chokoladeudsalg på hjørnet af St. Jørgensgade og Store Kirkestræde fra fabrikken Rosenlund på Værnedamsvej, kan man se hvad man solgte:

R. T. Kehlets

Chocolade-Udsalg paa Hjørnet af St. Jørgensgade og store Kirkestræde Nr. 58, fra Fabriken Rosenlund paa Værnedamsveien, er forsynet til nedsatte Priser med: Kjøbenhavnsk fiin Chocolade 3 mk. 8 sk. a 4 mk., fiin med Vanille 4 mk. 8 sk., fineste Kryder Nr. 1 5 mk. 8 sk., Nr. 2. 4 mk. 8 sk., uden Kryderi 3 mk., fineste Vanille Nr. 1. 7 mk., Nr. 2. 6 mk., Nr. 3. 5 mk., dobbelt Vanille 3 mk., Sundheds eller bitter 7 mk., bitter med Vanille 8 mk, Bryst, efter en berømt Læges Recept, 6 mk., mod Orm hos Børn 6 mk., smaae Kager a 1, 2, 4, 6 a 8 sk. pr. Pd. 5 mk., WienerVanille 9 mk. I. 9 mk., Nr. 2. 6 mk.; Londoner 4 mk., Vanille Nr. 1. 7 mk., nr. 2. 5 mk.; Spansk 5 mk.; Chinesisk 6 mk.; Pariser Vanille 8 mk., Caneel 3 mk.; tillige sælges fiinmalede Risengryn 14 sk., Riismeel 14 sk., fiin Løvetand 1 mk. 18 sk. Pd.; i Partier og til Udsalg gives Rabat for contant Betaling. Risengyn til Formaling og enhver anden Ting, som ønskes pulveriseret, modtages.

På Politivennens tid kendte man kun til den varme, søde kakaodrik. Først året efter, i 1828 fandt hollænderen Conrad van Houten på at affedte kakao i en skruepresse, og biproduktet, kakaosmør, gjorde det muligt at fremstille chokolade i fast form. Den første plade chokolade blev fremstillet af englænderen Joseph Fry i 1847. I løbet af 1800-t. blev kakaomasse industrielt fremstillet i Danmark, mens den finere chokoladeforarbejdning til konfekt, dessertchokolade og sæsonartikler som påskeæg ofte blev foretaget af mindre, selvstændige sukkerbagere eller konditorer. (Den Store Danske).

Herefter blev en række kendte chokoladefabrikker grundlagt: Deichmann (1831), Brd. Cloetta (1862), Galle & Jessen (1872) og Anthon Berg (1884). Kehlet samarbejdede med Brødrene Cloëtta A/S, indtil Kehlet blev opslugt af Cloëtta. Og begge blev i 1960 købt af finske "Dumle" Fazer-koncern.

Hr. urtekræmmer Bøtger på hjørnet af Borgergade (181) og Dronningens Tværgade er omtalt i Kraks Vejviser for 1828, som J. F. Bøttger. Fra 1859-1945 hed den Borgergade 47/Dronningens Tværgade 33. Den blev så nedlagt og udlagt som gade.

Lavendelstræde 91 er nutidens nr. 19. Huset lå der hvor Sankt Clemenshus ligger i dag ved Rådhuspladsen. 

Anmodning til Brændeviinsbrænderen i store Grønnegade.

For nogen tid siden blev der klaget i det blad over at hejseværket på brændevinbrænderens hus nummer 258 i Store Grønnegade manglede smørelse, og derfor gav en for de nærboendes ører ubehagelig lyd fra sig. Denne mangel er endnu ikke afhjulpet, men det lader til at hejseværket trænger til yderligere eftersyn. For lørdag den 17. februar faldt en sæk hvede tillige med tovet ned på fortovet. Hvilket endog skal være sket en gang før og at ingen er kommet til skade, er vist nok en lykke da der altid findes stærkt færdsel i denne gade. Loftslugen har også to gange taget sig en tur ned på gaden og den bærer endnu spor af det sidste fald. Det var ønskeligt om ejeren ikke alene stolede på sine folk hos hvilke man jo ikke altid kan vente forsigtighed, men selv efterså sit hus' mangler før andre kom til skade ved det.

(Politivennen nr. 582. Løverdagen den 24de Februar 1827, s. 117-119).

(Da kvarteret nu er nedrevet, er det svært at danne sig et indtryk af stedet. Men der findes dette foto af et gårdinteriør fra Grønnegade 21. Niels Ludvig Mariboes billedsamling, kreditering: Københavns Museum)

Redacteurens Anmærkning

Store Grønnegade 258 er siden 1859 Grønnegade 11. Huset eksisterer ikke længere.

Den lige Vei er den bedste.

Ved den sidste ulykkelige ildebrand på hjørnet af Kompagni- og Badstuestræde mistede husets tjenestetyende alt hvad de ejede, eftersom ildens heftighed forbød al adgang til loftet hvor de havde deres ejendom stående. De fleste familier der boede i huset, mistede mere eller mindre af deres indbo eller fik det beskadiget. Og da de ikke var forsikret, var det sandsynligt at de ikke efter ønske kunne yde de stakkels tjenestetyende nogen erstatning. Anmelderen som kender sine medborgeres godgørenhed og medlidenhed, opsatte derfor en bøn til disse om en lille skærv for de brandlidte tyende. Men på Adressekontoret nægtede man at indrykke annonce før det var påtegnet af den beskikkede censor. Man henvendte sig derfor til denne som gav til svar, at annoncen skulle påtegnes af den administrerende direktion for fattigvæsenet. Man gik derfor til en af de herrer direktører med anmodning om at få den forlangte påtegning, men fik det svar: at det var forbudt at en sådan annonce om hjælp måtte indføres i offentlige blade.

Skønt anmelderen ikke kan indse hvilken skade det kan forvolde fattigvæsnet om man endog ved en sådan lejlighed bad medborgerne om et lille bidrag, som jo var aldeles frivilligt, så måtte han dog tro at forbuddet fandt sted, og altså opgav han sit forsæt på denne måde at udvirke noget til de brandlidtes tarv. At der imidlertid sker undtagelser fra nævnte blad, giver Adresseavisen flere eksempler på, hvoraf man blot vil anføre et. Da en ulykkelig brand henved for 2 år siden havde fortæret hjørnehuset af Gothersgade og Grønnegade, opfordrede de herrer kaptajn v. Haffner og isenkræmmer Ebbesen deres medborgere til at lette de brandlidtes kår. Deres forventning blev ikke skuffet og den københavnske borgers godgørenhed viste sig her som altid med ædelmodig hjælp. Man så derfor kort tid efter i Adresseavisen ikke alene disse to hædersmænd aflægge regnskab for de modtagne gaver, men også adskillige brandlidte aflægge deres tak for den tildelte hjælp.

"En ulykkelig brand fortærede for henved for 2 år siden hjørnehuset af Gothersgade og Grønnegade." (Gothersgade med Grønnegade løbende ind til venstre. Det blå hjørnehus nr. 19 er opført 1827 for hørkræmmeren Hans J. H. Stæhr. Nr. 17 er fra 1766).

Ved den lejlighed kan anmelderen ikke undlade at gøre opmærksom på de mange annoncer om små lån, der dagligt findes i Adresseavisen. Annoncerne som følgende der findes i Adresseavisen nr. 306 for lørdag den 30. december 1826 lyder sådan: "En svagelig og sengeliggende enke med 4 små uforsørgede børn, anråber en ædelt tænkende mand eller kone om et lille lån på 1 til 2 rigsdaler. Hvorved nærværende kummerlige forfatning ville afhjælpes. Anvisning osv". Det røber tydeligt nok at de indrykkes for at tilvende sig almisse og det muligt fra flere. At de lyder på lån, er kun for at omgå forbuddet og for at få dem indrykket. Men da sådanne annoncer findes så hyppigt at fremmede må anså hoben af stadens indbyggere for prakkere og det vist nok er muligt at mange uværdige på denne måde benytter sig af medborgeres medlidenhed, så var det nok rigtigt om sådanne annoncer ikke blev modtaget uden at de var påtegnet af en eller anden pålidelig mand der kendte ansøgeren.

(Politivennen nr. 577. Løverdagen den 20de Januar 1827, s. 33-36)

Om Drengeopløb paa Gaderne

Herr Udgiver!

Da erfaring hr vist at Deres blad har stiftet megen nytte, så tager indsenderen sig den frihed at fremsætte følgende: 

Enhver retsindet kan vist ikke uden rimelig harme se de mange optøjer som begås af københavnske gadedrenge, samt høre den spektakel disse forårsager ved deres hvinen og skrigen. Men de udøver i særdeleshed deres uvæsen mod beskænkede mennesker. Der går sjældent en dag forbi uden at der sker sådanne uordener med fulde folk, idet disse omringes af en mængde drenge som ved deres vedvarende drillerier i den grad opægger de beskænkede til vrede at det gøres vanskeligere at bringe dem til deres hjem. Ja det sker ikke sjældent at de som vil hjælpe et sådant menneske selv udsætter sig for ubehageligheder. Som eksempel herpå tjener følgende:

Onsdag den 2. i denne måned lå en beskænket kone på fortovet i Lille Grønnegade omringet af en mængde drenge som ved deres sædvanlige drillerier og hurra-skrig samlede en endnu større hob. En person som kom til, ynkedes over konen og anså det for sin pligt at få hende bragt til sit hjem, hvortil 2 personer der såvel som flere fornuftige folk højlydt ytrede deres mishag også straks var rede til at hjælpe. Da han nu så konen i gode hænder, og ville begive sig bort, vendte de omkringstående drenges harme sig mod ham formodentlig fordi han anmodede dem om at gå deres vej og lade konen i fred, og således forspildte dem den glæde at forhåne en gammel kone, så at han selv blev forfulgt til sin bopæl af denne pøbels hvinende og larmende skrig, udsat for deres mishandling. 

"Onsdag den 2. i denne måned lå en beskænket kone på fortovet i Lille Grønnegade omringet af en mængde drenge som ved deres sædvanlige drillerier og hurra-skrig samlede en endnu større hob." (Grønnegade nr. 20, formentlig fra omkring år 1900. Der er cafe og billiard i nabobygningen. Fra Grandjean: Stamtavler over to kjøbenhavnske familier Jæger og Knudsen, 1913).

Man kan vist ikke nægte at vores virksomme politi gør alt for at vedligeholde ro og orden. Men da det er umuligt at de kan være til stede ved enhver lejlighed, og da det dog vel bør være enhver god undersåts pligt at bidrage sit til ordens tilvejebringelse når ikke politiet er til stede, så tillader anmelderen sig hermed at fremsætte følgende forslag. Det nemlig at det blev beboerne i et vist antal huse på begge sider af det sted hvor spektakel og opløb fandt sted, pålagt at indfinde sig ved enhver sådan lejlighed for at adsplitte pøbelhoben og således at tilvejebringe orden og ro. For at disse beboere kunne legitimere sig som berettigede til at standse opløbet kunne de få et tegn som de i så tilfælde burde anbringe på et sådant sted at det kunne ses af enhver.

På denne måde ville stadens beboere uden nogen synderlig lejlighed understøtte politiet i dets mangeartede forskellige og byrdefulde forretninger, samt i det hele taget afværge de for tiden så hyppige opløb af pøbelen.

(Politivennen nr. 557. Løverdagen den 2den September 1826, s. 587-590)

Kobbersmeden i store Grønnegade.

Denne mand plager i denne tid ikke alene Grønnegades beboere med sin hamren, men også beboerne i Lille Grønnegade, Peder Madsens Gang, Didrik Badskjærs Gang, Regnegade, Gothersgade og foran i Borgergade lider ved hans spektakel.

Forunderligt er det at et menneske har tilladelse til at plage så mange af sine medborgere. Denne plage er mere mærkbar om sommeren (da man på grund af heden har vinduerne åbne) end om vinteren. Men dette er kobbersmeden ligegyldigt. Han hamrer og vil blive ved med at hamre, skønt hans medborgeres ører lider derved. Han hamrer skønt den syge og trætte ønsker et øjebliks hvile for at samle nye kræfter. Han spærrer gaden og hamrer skønt det første er forbudt ved anordningerne og det sidste forårsager at heste der nødvendigt skulle passere gaden let kan blive løbske. Han hamrer skønt de talrige handlende råber ak og ve, for hvor mange har vel lyst til at købslå i en butik når denne er i nærheden af en så frygtelig larm. Og endelig, han hamrer skønt husejerne lider ved det idet de for at blive deres lejligheder kvit må leje samme bort til uhørt billige priser. 

Indsenderen gør i samtlige beboeres navn de høje ansvarlige hvem det altid var om orden at gøre, opmærksom på denne uorden idet han foreslår at kobbersmeden måtte påbydes enten at flytte til værksted til en mindre befærdet gade (som ved volden), eller i det mindste at hamre i vognmandens gård hvis han med denne nabo kunne træffe aftale om det.

(Politivennen nr. 553. Løverdagen den 5te August 1826, s. 503-505)

"Denne mand plager i denne tid ikke alene Grønnegades beboere med sin hamren." (Grønnegade år 2015. Her har billarmen erstattet kobbersmeden. Eget foto).

P. J. Heyn.

Hattemagermester fra Altona og borger her i staden har flere gange i Adresseavisen anbefalet sig selv og anbefalet gode, fine vandtættet "børstel-hatte", såvel til det høje som ærede publikum.

Indsenderen vile se og måske købe af disse anbefalede hatte som han troede at være af et ganske nyt slags. Men han fandt dem at være af den samme sort han fra sin barndom har slidt. Børstel-hatte må altså være noget tysk, indsenderen og formodentlig flere ikke forstår. For stykket forlangtes 11 rigsbankdaler, og de billige priser som fandtes i hr. Heyns anbefaling i Adresseavisen findes vel altså kun der. For 11 rigsbankdaler er den højeste pris nogen hattemagermester nu forlanger for de fineste hatte, men børstel-hatte kaldes de just heller ikke.

Hvordan i øvrigt hr. Heyn som er børstel-hattemagermester fra Altona (formodentlig altså ikke i København) har ladet sig føres hertil fra Altona til landets anden ende, er vanskeligt at begribe. Efter rygtet har hr. Heyn ladet sig gøre til mester i Altona for noget over ½ år siden. Hvis dette skulle være sandt, kan man ikke ret vel antage at han der har været etableret. Men han er kun blevet mester der. Mon hr. Heyn skulle tro at titlen "hattemager fra Altona" skulle imponere det københavnske publikum så forfærdeligt, at han deraf turde vente sig nogen særdeles vinding? Nej, det er ikke muligt. Han vidste nok at vi ikke så ganske er "die dummen Dänen", og havde altså i så fald i det mindste ladet sig gøre til mester i Paris eller London. Altså må der ligge en anden, ikke så let gættet årsag til grund derfor. For ellers var vist hr. Heyn blevet mester i den stad i hvilken han agtede at drive sin profession, og således på den rigtigste måde erhvervet sig plads blandt denne hos is i en række af år hæderligt agtede klasse af medborgere. Denne grund ville det være interessant at erfare.

(Politivennen nr. 537. Løverdagen den 15de April 1826, s. 243-245)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvares i artiklen "Svar til Spørgeren i Nr. 537 samt et Contraspørgsmaal" i Politivennen nr. 539, 29. april 1826, s. 276-281. Denne artikel er ikke på denne blog. 

Hattemager P.I. Heyn holdt til i Store Grønnegade i København. Han lavede hatte til Thorvaldsen efter 1838. To af disse findes i dag på Thorvaldsens Museum. En af den kostede 9 rigsbankdaler

Malersynder.

Da man mindes at De, hr. udgiver før i Deres blad har optaget adskillige malersynder, og da man tilige har lagt mærke til at meget på grund deraf er blevet rettet og forandret, så tillader man sig herved at meddele Dem følgende fortegnelse der muligvis kunne lede til et lignende resultat. Man tillader sig at gøre begyndelsen med de aldeles meningsløse skilte der findes i Vimmelskaftet nr. 136 og 137. På første sted træffer man "Spangs Møbelhandling" og på sidste "G. Bonniers Boghandling" At en møbelhandler kunne lade sig nøje og tage til takke med et så meningsløst og intetsigende skilt lader sig da så nogenlunde forklare. Men at en boghandler, en mand der må antages at være hjemme i det mindste i fædrelandets sprog, kunne modtage og i en række år beholde et sådant skilt, er i høj grad uforklarligt. - I samme gade nr. 21 kan fås mælk og fløde "Somvermorgen" kommer fra landet. - I Badstuestræde nr. 121 er følgende avertissement: "Raae og Kogt Fløde Sød og afskommet Melk, som hver Morgen kommer fra Landet Selges her." -

I samme gade nr. 129 fås "Daabelt Vidt og Brundt Øl." - I Grønnegade nr. 264 "udleies Klæder Kapper og sørge Gardiner." Af Politivennen nr. 483 ser man at sørgedragten i denne gade er lige så sørgelig som dette sørgelige skilt. - I Dybensgade nr. 185 "klinges og limmes alle sorter Porstelein Glas og Stentøy." - I Klosterstræde nr. 71 & 72 bor Vers huus holder S. Madsen. - I Pilestræde nr. 101 ser man, at Hr. "Moberg Anbefaler sig med at Stikke og Trykke." Foruden det ekvivokke der synes at ligge i dette skilt, tror man sig også berettiget til at antage at de af hr. Mobergs kunder der bruger hans stikken og trykken gør vel i selv at læse korrekturen.

At sådant galimatias endnu kan finde sted og det endog i en tid da intet barn må konfirmeres forinden det har aflagt prøve i retskrivning, er mere end besynderligt, og man mener at vedkommende mestre der ikke selv kender det almindelige af sproget, ville gøre vel i desangående at konsultere andre kyndige, blandt hvilke man vel endog kan regne deres egne læredrenge.

(Politivennen nr. 486. Løverdagen den 23de April 1825, s. 9630-9632)

Sørgelig Sørgedragt.

Da indsenderen mandag den 21. marts kl. halv ni skulle til lig for at følge en af sine afdøde venner til graven, bestilte han sin sørgedragt på det første det bedste sted som var i Store Grønnegade nr. 257 hvor han så at nævnte klæder var til leje. Og da han skulle være ved lighuset så tidligt, bestilte han dem temmelig i godt tid dagen før for at få dem til rette tid. Men med stor længsel ventede han til om morgenen kl. halv ni, og da de endnu ikke blev sendt til ham, måtte han selv løbe hen og hente dem. Meget forundret blev han da han kom hjem og så disse sorte klæder, der næsten var brogede af fjer og stænk, som han naturligvis måtte lade gnide af og børste for ikke at gå til skamme. Dog en endnu større fortrædelighed fulgte oven på. For da han skulle iføre sig denne herlige habit, fandt han til sin største ærgrelse at både kjole og bukser var således iturevne at han ikke kunne gå med dem uden skam. Men da klokken var så mange at han ikke kunne få dem ombyttet, måtte han gå med dem som de var. 

Han kom altså til lighuset med store huller under armene, og da kjolen var knappet, grinte det hvide for frem som tog sig smukt ud på en sort kjole. Bukserne havde fået et slemt sår på det højre knæ, hvorpå var lagt et plaster af beg eller tjære som også prydede meget godt, og tillige var linningen og knapperne i så god en orden at han måtte lade sig besætte med knappenåle. Han stod nu der som en ugle blandt en flok påfugle og råder derfor enhver som behøver at leje sådanne klæder, at få dem tidligt bragt for at hvis sådant skulle træffe lejeren han da kan få tid til at ombytte dem eller leje på andre steder.

(Politivennen nr. 483. Løverdagen den 2den April 1825, s. 9582-9584)

Redacteurens Anmærkning

Grønnegade nr. 257 er siden 1859 nr. 9. Adressen eksisterer ikke længere, og er formentlig forsvundet med den omfattende sanering i 1870 af Peder Madsens Gang for at give plads til Ny Østergade. Kvarteret omkring Peder Madsens Gang var nærmest indbegrebet af storbyens forfald, med bordeller, prostitution, social armod, overbefolkning, sygdomme mm.

Drengestreger.

I tider hvori der holdes strengt over at børn holdes til skolegang, da der i skolerne selv læres så meget og så mangehånde videnskaber frem for i forrige tider, synes det underligt, ja vel endog beklageligt, at man i nogle skoler eller institutter forsømmer, eller ikke er heldig i, at indprente eleverne en anstændig og sømmelig adfærd på gaden når de går til eller fra skolen. Således har en del skoledrenge i nogen tid fundet på at lave optøjer foran i Grønnegade ved Gothersgade hvorved de særdeles foruroliger og driller kælderbeboerne der ønsker at have ro ved deres arbejde. Det samme har været tilfældet i Stormgade. Man anser det for upassende selv at gå på jagt efter disse drenge, men holder det for rigtigere ved denne bekendtgørelse at gøre vedkommende skolers foresatte opmærksomme på en så styg uorden med anmodning om at de alvorligt ville stræbe at hæmme den.

(Politivennen nr. 433. Løverdagen den 17de April 1824, s. 7005-7006)

Tiggende Slaver af Kjøbenhavns Fæstning

Indsenderen passerer hver dag passerer hvælvingen ved Nikolaj Kirke og er øjenvidne til at der ikke går en dag uden at man hver morgen mellem kl. 7 og 8 samt om middagen kl. 12 vil finde plankeværket ved kirken beplantet med slaver hvor de opstiller sig, ligesom i en b?det kæde langs ned af Store Kirkestræde for at overtrygle ja næsten omringe de forbigående. 

"Indsenderen passerer hvælvingen ved Nikolaj Kirke er øjenvidne til at der ikke går en dag uden at man hver morgen mellem kl. 7 og 8 samt om middagen kl. 12 vil finde plankeværket ved kirken beplantet med slaver hvor de opstiller sig" (Slagterboder ved Nikolaj Tårn, Heinrich Hansen.).

Dette er ikke det eneste sted. For man kan finde hjørnet af Store Grønnegade og Kristen Bernikows Gade lige så godt besat, og alt dette sker i deres vogters påsyn. For ikke at tale om at man næsten aldrig er fri for påtrængenhed og forfølgelse hvor man træffer på slaver ved offentlige arbejder fx ved portenes fejning, broernes reparation og flere andre steder. Dette engang så strengt forbudte og upassende tiggeri synes dog at burde fjernes, især i en tid hvor der holdes strengt på at ingen som helst straffet og måske ved uheld forarmet menneske tør betle på gaderne

(Politivennen nr. 190, Løverdagen den 21de August 1819, s. 3054)

Synd imod Næsen.

Fra en jordkælder under huset på hjørnet af Store og Lille Grønnegade udbreder sig den allerafskyeligste stank som tydelig betyder at nævnte kælder må være et gemmested for højst fordærvede om ikke forrådnede fødevarer. Da stanken vistnok må falde naboerne og genboerne besværlig, ligesom den især når lemmene er åbne, er højst væmmelig for forbigående, så gøres de ansvarlige herved opmærksom på det for at fjerne grunden til denne anke.

(Politivennen nr. 187, Løverdagen den 31de Juli 1819, s. 3008-3009)

Et ynkeligt Syn i store Grønnegade.

Torsdag middag kl. 1 gik anmelderen gennem Grønnegade, og da han måtte passere mellem husene og de store jorddynger som på grund af gravning efter vandrender der er opkastede, kunne han ikke andet end blive opmærksom på og ynkes over det arbejde som 10 karle havde med at få et gammelt råddent rendetræ hejst op fra dets forrige leje i den samme sted opkastede grube. Syv mand havde fat for at hale i et tov der var slået om rendetræet, to mand var i gruben for at hjælpe efter og en mand gav et taktmæssig signal til kende når der med eftertryk skulle arbejdes for at kræfterne kunne blive forenede. Fuld af forundring over at se så mange mænd arbejde på eller rettere som det syntes anvende alle kræfter på at hæve et råddent rendetræ af en omtrent 3 meters længde, blev han stående for at se om det ville lykkes dem. Hvilket dog omsider skete. Ved bortgangen fattede han det forsæt at bekendtgøre for vedkommende et simpelt middel hvorved så meget slid og slæb kan spares, ja som endog kan gøre mange dovne arbejdere overflødige. Og det er et spil eller en vinde omtrent således som man bruger til skibs. Ved hjælp af en sådan mekanisk indretning ville 2 højst 3 mand kunne hæve et lignende rendetræ op af en grube og herved sparedes jo allerede 7 mands kræfter og dagløn. Bekostningen ved en sådan indretning er ubetydelig da den endog i nødstilfælde kunne forfærdiges af et ubrugeligt rende- eller pumpetræ.

(Politivennen nr. 83, Løverdagen den 2den August 1817, s. 1398-1399)