Norge - Guldbrandsdalen. (Efterskrift til Politivennen)

Til Kongen!

Medens Krig og Tvedragt udbredte Skræk og Elendighed over de fleste europæiske Stater, nøde endnu i en Række af Aar Tvillingrigets Nordboere Fredens Velsignelser. Vi dyrkede vore Marker, pleiede vore Hiorder og nøde deres Frugter i Tryghed. Dog kunde Viisdom og Retfærdighed ikke forhindre, at Voldsmænd brøde Freden og søgte og hindre Inførsel fra Søsterlandet, hvorved vi, Dalens Beboere, have under et barskere Clima fornemmeligen følet Mangel paa Korn. Men, ogsaa da sørgede Deres Majestæt faderligen for os. Deels ved Præmier, deels ved de senere anordnede Providerings-Commissioner har De fremmet Korntilførselen, og saaledes lindret vor ublide Skiæbne. Især er De i dette Aar, under vor store og almindelig Nød, kommet os til Hielp baade med Korn og Penge.
Og vi skulle ikke være besielede af de varmeste Taknemmeligheds og Kierligheds Følelser for vor lyksaligheds Stifter, vor Velgjører?
Ja, allernaadigste Konge! Vi føle dybt og inderligen, hvad vi skylder den vise og milde Regiering, hvorunder vi vare og ere saa lykkelige. Vi erkiende med den inderligste Taknemmelighed Deres Majestæts Naade og Godhed, og anbefale os, som troe Undersaatter, til Deres fremtidige Beskyttelse og hulde Forsorg.
Forgieves vilde vi, i denne vor allerunderdanigste Adresse stræbe at tolke Deres Majestæt vore Følelser, i Anledning af Naborigets Fordring paa Norge. Vi vil bede Gud, om mueligt, afvende den Grund, da vi med Magt maatte modsætte os denne [Paakand]; men Konge!  Fader! naar Baunen lyser paa vore Fieldes Tinding, da iler Dalen til Kamp mod Voldsmændene. End rinder saa [snek] Laugen giennem vor Dal, og minder os kraftigen om Forfædrenes Daad oppe ved Dovres Fod.
Faaberg i Guldbrandsdalen d. 6 Junii 1813
Allerunderdanigst
Andreas Broch
Provst over Guldbrandsdalens Provstie, Sognepræst til Faaberg, Ridder af Dannebrog
Lars Steen
Capelan pro Persona.
Erik Biørnsgaard
Klokker

Dagen 24. juni 1813.

Indenlandske Efterretninger. (Efterskrift til Politivennen)

Ligesom Island, allerede for et Aartusinde siden, ved sin Forfatning og sine Beboeres ædle aand var Sædet for den fædrenelandske Histories og Digtekonsts Muse, saaledes synes Smages for Konst og Videnskabelighed atter at ville vælge sit Ophold ogsaa i Norden, hvis Fjeldboeres stolte og Store Nationalcaracteer altid har været Urokkelig som deres Klipper. Medens Litteraturen med hver Dag finder færre Yndere i Danmark, seer man Søsterlandet Norge ved Iver og Ømhed optage Muserne i sit trygge Skjød. Selskabet for Norges Vel synes at være den Morgenrøde, der bebuder dette Riges Litteratur den skjønneste Dag. Christiania tæller allerede 3 Bogtrykkeriet, der ere sysselsatte med at trykke Selskabets Haandskrifter, og dette Hæderssamfund arbeider med rosværdig Anstrengelse på at forskaffe Norge "en Litteratur". Det første Skridt, det allerede har gjort, ved at kalde Kobberstikker Grosch til sig og overdrage ham at fremstille Norge i sin hele maleriske Naturskjønhed, viser noksom, hvor meget det ønsker at udbrede dette Lands videnskabelige Ære. Ogsaa lover den store Redebonhed, hvormed Norges mange sande Patrioter ved betydelige Pengebidrag opmuntre til en norsk Universitets Stiftelse, at dette Rige engang vil blev hvad dets ældre Søster Island for mange Sekler har været: Lærdommens Fosterland, og det gamle Ordsprog: "Fra Norden kommer Guld", vil i det mindste i moralsk Forstand snart gaae i Opfyldelse.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ottende Aargang No. 61
Tirsdagen den 30 Julii 1811
Spalte 872

Postbåde i Norge taget. (Efterskrift til Politivennen)

I Christiania Aviser af 23 Juli læses følgende: Natten imellem den 25de og 26de Juni blev Postbaaden, Hurtig kaldet, taget af Fienden. De dermed afsendte Poster vare følgende i den østre Posttour: fra Frederikshald af 8de Juni, fra Frederiksstad af s. D., fra Moss af 9de og 16de Juni, fra Christiania af 13de Juni, fra Bragnæs af 13de og 20de Juni, fra Kongsberg af 6te, 10de og 17de Juni, fra Holmestrand af 20de Juni, fra Tnsberg af 13de og 20de Juni, fra Laurvig af 14de og 21de Juni. Ligeledes er Posten som Skipper Bojesen den 3die Juli afgik med fra Jylland for at bringe hid, da Postfartøier blev taget strax efter at Postsækken var kastet overbord.

Kongelig allernaadigst privilegerte Ribe Stifs Adresse-Avis, 4. september 1809.

Om bedre Tagsten

De røde tagsten man kan købe nu omstunder, er af meget dårlig forarbejdning. Som oftest fulde af porer der siden forårsager afskallinger. Desuden er de så tunge at deres vægt er til stor byrde for tagene, og tætheden er der ved deres fremstilling ikke sørget godt nok for.

Ved Trondhjem er et teglbrænderi hvor man laver teglsten ikke bare af en meget god tæt masse, men også kun halvt så tykke som de almindelige tagpotter. Formen er ganske ny. De er flade, rombiske og klæder i tækning usædvanlig godt. 

Sådan kan tagsten også se ud, selv om de ikke er rombiske. Men hvorfor skal vi finde os i tykke, utætte og på alle måder dårligt forarbejdede tagsten, som oven i købet er fulde af porer så de skaller af?

Der er ingen tvivl om at når vores teglværker frembragte sådanne sten, så ville de få overmåde stor afsætning. Dersom disse værkers ejere ønskede underretning, kunne de let få den nu, da opfinderen af denne slags sten, Hr. Barlien, der ejer det omtalte værk ved Trondhjem, for indeværende er i København og logerer i Springgaden hos postbud hr. Halseth.

(Politivennen nr. 357, 28. februar 1805, side 5674-5675).

Redacteurens Anmærkninger

Hans Barlien

Var en norsk bonde og stortingsmand (1772-1842). Han startede i 1805 et teglværk. Han uddannede sig på studieophold i København 1805. Og ifølge en norsk hjemmeside skulle han have kontakt med H. C. Ørsted. Udover teglværket ejede han savværk, mølle, pottemageri, kalkbrænderi, glasværk, hattefabrik og trykkeri. Og var kendt som opfinder. Barlien blev fra 1815 en af de førende radikale bondeledere. Han blev dog med held neutraliseret af embedsmændene, bl.a. fordi han fik valgt sognekomiteer et par steder. Det var nok til at han i 1830 blev for oprør, valgagitation, gudsbespottelse, og for at "vække Misnøje med Statsforfatningen, Regeringen og Statens Embeds- og Bestillingsmænd" osv. Barlien blev frifundet, men tiltalen hindrede ham i at blive valgt som stortingsmand i 1830 og 1833. Hvorpå han i 1837 udvandrede til USA. Ikke desto mindre prægede Barliens tanker bondepolitikken.

Halseth

Se Kraks Vejviser 1805:  "Halseth, Bud ved Hamborg agende Post-Contoir, Springgaden 13". På Politivennens tid var de vigtige postknudepunkter i Danmark København og
Kolding, hvor var postmestre. Der var tre lovlige befordringsmåder for postforsendelser: Med Postvæsnet, med eget bud - eller med Postvæsnet og eget bud

Til Bedste for vore norske Brødre.

Man tror blot at behøve at give vores veltænkende handlende en underretning som den følgende (der måske kun endnu er kommet få for øjne) for at se mange af vores brødre reddet fra hunger ved en større tilførsel.

Af Trondhjems adressekontors efterretninger nr. 64 for 1802.

"Med bedrøvelse ser vi den kommende tid i møde. Savn og jammer er de udsigter vi skuer: Vinterens længe vedvarende gjorde at de fleste ikke kunne tilså deres jorder før ved pinsedags tider, og en stor del efter den tid. Og siden har vi næsten bestandig haft kulde og regn, og endnu i august har man på adskillige steder haft sne, så man kan let slutte sig til hvor dårligt det står til med grøden. Ynkeligt er det at se den mængde bønder indstrømme fra landet for at købe korn, især havre, men da ingen haves, må de med uforrettet sag vende tilbage. I ethvert andet land sælger bonden sine kornvarer til købstaden, men hos os forholder det sig omvendt, man vil altså let slutte sig till hvor betydelig tilførslen bør være når den skal forebygge almindelig elendighed. Hertil kommer at kornpriserne næsten altid er nøje og drives til uforholdsmæssige priser at mange bønder opkøber betydelige kvantiteter kornvarer i byerne for siden ofte indtil uforskammede priser at sælge det hjemme til de mere fattige bønder dels for kontant og dels på kredit, hvorved den mere uformuende bonde ganske forarmes og geråder i yderlig armod osv."

Offentlige magasiner i disse egne var måske det bedste middel!

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 226, [21 August 1802], s. 3608-3609)

Gale Thor i Helsingør.

Når lediggængere i almindelighed ikke bør tåles, hvorfor ser man da så ofte og længe i Helsingør en omstrejfende norsk matros som almindeligvis benævnes Gale Thor som skal være meget påtrængende, undertiden uhøflig og ofte en skræk for koner og børn, når disse ved hans v??den træffes alene hjemme uden at der for den offentlige sikkerheds skyld sørges for at sådant et farligt menneske bringes hen til et for ham passende sted hvor han ikke bliver farlig, men ved pålagt arbejde nyttig for staten?

(Politivennen. Hefte 16. Nr. 207, 10 April 1802, s. 3306-3307)

Stengade 20, Helsingør. Måske kunne man støde på Gale Thor her? Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019

Fragmenter af en Tale, som var bestemt til at holdes i et Selskab paa Kongens Fødselsdag.

De vide m. V. at en stats beliggenhed såvel den politiske som hvad man kunne kalde dens klodestilling har ofte ikke mindre indflydelse på dens politiske løb og dens indvortes lykke, end dens øvrige naturbeskaffenhed.

Danmarks politiske stilling har i historiens sekler undergået mange slags omskiftelser. Som stolt bolværk imod saksers og frankers magt gjorde Danmark sin stilling æret, og afholdt afhængigheden fra Norden. Steg selv derpå ved sine erobringer til en truende højde, faldt, men blev dog den farligste anstødssten for vendernes alting overfarende barbari. Som stat af anden rang, imod Norge, Sverige, England og hansestæderne, var det den der holdt ligevægten i Norden, og den som hansernes forstørrelsesplaner fornemmelig var stillet imod. Og indtil denne epokes ende var Danmark ubestridt den første sømagt i Europa. Hansernes kabaler og statskunst hindrede Danmark fra at glimre eller trives i den tid det ved foreningen til Kalmar var steget til en stat af første rang, og forestillede i sig det hele forenede Norden. Denne forenings sønderbrydelse, hansernes fald, Hollands opkomst, den østrigske magts tilvækst, Englands og Skotlands forening var tildragelser der fulgte hinanden hurtigt, og Danmarks politiske stilling forværredes således at det skønt forenet med Norge blev en stat kun af tredje rang, og fik mægtige medbejlere til den ypperste søhæder i England, Holland, Frankrig, Spanien, Sverige. Af frygt for Sverige hjalp Danmark kraftigt til at frembringe Brandenborgs frodige vækst. Sveriges bugnen for den russiske vælde, Ruslands store landmagt og Englands uhyre sømagt, den hollandske, franske og spanske sømagts tilintetgørelse, har gjort Danmarks stilling mellem to over al sammenligning større stater, særdeles kritisk, mens dens sømagt blev den betydeligste næst efter den seksdobbelt talrigere engelske.

Danmarks klodestilling kan ikke tages i betragtning uden at opvække forundring. To mægtige stykker af staten ligger på to ved et stort hav fra hinanden kløvede fastlande af Europa, uden at de hos det ene liggende øer hjælper til at lette forbindelsen og samkvemmet mellem dem. En uhyre kyst af Amerikas polarlande, en ø i Ishavet af Irlands størrelse, men af Wights befolkning, nogle klipper nær ved Skotland, og en lille ø ved Sveriges kyst udgør resten af den danske stat. Hovedstaden beliggende på en ø af middelmådig størrelse, udsat i fire måneder af året for ved is at tabe al forbindelse med det øvrige statslegeme, for angreb fra søsiden af enhver overlegen sømagt, i tre miles afstand fra fremmed kyst, og i to hundrede miles afstand fra den nordlige grænse af Danmarks europæiske lande. En forandring af klima fra det milde tempererede ved Elbens bredder indtil Nordkaps og Upernaviks næsten uimodståelige kulde, fra den sydligste grænse hvor den længste dag er 17 timer lang, indtil den nordligste hvor solen ikke går ned i tre måneder. En befolkning fra 5.000 mennesker på kvadratmilen indtil den af 3 kvadratmile på et menneske.

(Fortsættes)

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 147, [14 Februar 1801], s.2347-2350)

Redacteurens Anmærkning

Bemærk at i opremsningen af del af konglomeratriget nævnes kolonierne ikke med et eneste ord. Artiklen er en fortsættelse af artikler fra nr. 145, 31 januar 1801, s.2315-2318 og nr. 146, 7 Februar 1801, s.2331-2334. Den afsluttes i nr. 150, 7 Marts 1801, s. 2395-2398)

Fragmenter af en Tale, som var bestemt til at holdes i et Selskab paa Kongens Fødselsdag.

Lige så gammel stat som søsterstaten i Gotlands dale, så Danmark aldrig fremmede folkeslag bortrane provvinser eller bosætte sig på serjherrevis i dets skød. Dansk, norsk og svensk ager frembar kun sine frugter for daner, nordmænd og sveer, mens hele det øvrige Eruopa så folkevandringer og landeribringer fra Obys is til Tagusflodens vande, fra Hebriderne til Veneris Cypern. Tyskland måtte tjene romerne, skælve for hunnerne, overlade en tredjedel af sit land til de barbariske vender. Frankernes vindruer bortranedes af burgunder, britter, vestgoter, franker, normanner og undgik med møje saraceneren. Spanien adlød ham i lang tid efter at have måttet hylde vandalen og goten. Italien var hunners, grækeres, longobarders, saraceners, normanners vold. England og Skotland adlød romeren, saksen, danen, normanden og franskmanden, og først sent har Britannien fået den øbosikkerhed den praler af. *) Det danske og svenske navn nævntes med hæder før man kendte spanier, franker, englænder. Som gæstfri husherre eller væbnet med fældende stål, kun disse to måder kendte vore forfædre at tage imod fremmede på, inden deres egne grænser.

*   *   *

Ikke er det landestrækningers erobring, ikke er det søslag, hvormed andre nationer nu storpralende pukke. I Valdemar Sejrs tid blev Danmark adlydt fra Veseren indtil Nevafloden af undertvungne fyrster. Knud den Store lagde England og Norge under Danmark. Margrethe den Snilde erobrede Sverige med guld og kabaler. Men var folket lykkeligt? Ja! hvis det er lykke at nævnes med gysen i fremmed land af trøstesløse møer og enker, hvis det er lykke at ynglingen forlader sin bølgende ager for at afmeje hoveder der ikke med en tanke havde fornærmet ham, hvis det er lykke at hedde havets herrer mens trællelænker smedes hjemme, hvis det er lykke at opofre fædre, brødre, ægtemænd, venner for at en regent kan omringes af falsk glimmer for at slette statshusholdere kan have flere skatte at forvanske - Ja, da nød Danmark storhedens lykke i den herligste glans, trods den som omskumrer havets nærværende herrer.

Oh, men mærkjer det, I mægtige! som boblens er storhedens skæbne. Den erobrende stat vokser til en tid og styrtes da ned af dem som nylig syntes de foragteligste af fjender. Og det udviste overmod overskærer da enhver støtte for den faldende. Misfornøjede engelske og norske undersåtter hist, strejfende vender her, rev England og Norge løs, Knuds søstersøn havde møje med at værne om Danmark selv. En tysk småfyrste fængslede erobreren Valdemar, og havets herre blev et rov for adelsmænd og ridefogeder. Købmændene i Lybeck, puslingegreverne i Holsten og nogle bønder i Sveriges dale nedstyrtede Margrethes unyttige bygning i gruset.

(fortsættes)

*) Alle flere familier i England er endnu i vore dage af dansk eller fransk herkomst.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 145, 31 januar 1801, s.2315-2318)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen fortsættes i nr. 146, 7 Februar 1801, s.2331-2334, nr. 147, [14 Februar 1801], s.2347-2350 og nr. 150, 7 Marts 1801, s. 2395-2398)

Lovgivning.

I bifald af en indkommen forestilling fra Grev Ahlefeldt Laurvig, angående at al begravelse i hans grevskabers kirker måtte afskaffes, som en ubehagelig, usund ja endog farlig skik, har hans majestæt den 19. i denne måned ved reskript til biskopperne over Fyns og Aggershus stifter anordnet at begravelser i kirkerne på Grevskabet Langeland i Danmark og grevskabet Laurvig i Norge for fremtiden skal være afskaffet. Dog undtages herfra de arvelige begravelser som i nogen af disse kirker måtte finde sted.

Denne anordning, den første af sin slags, må glæde enhver menneskeven, og bringe såvel lovgiveren som godsejeren hans varmeste tak! Man må håbe at selve klausulen om arvelige begravelser gennem fornuftige og venlige forestillinger fra grevens og præsternes side, gøres omsider overflødig ved disse begravelsesejeres frivillige afståelse.

Under den 11. i denne måned er udgået plakat at da adskillige egne af Norge har haft misvækst på korn, og dettes indhøstning også har været mislig i adskillige Danmarks provinser som også korntilførsel fra Østersøen ved flere regeringers forbud er standset, hvorved priserne er steget betydeligt i begge riger, så har hans majestæt for at forekomme det fornødne brødkorns utilladelige forødelse, resolveret at øvrighederne på landet samtlige modvåge al overtrædelse af forbuddet af brændevinsbrænden på landet af 2. august 1786

(Politivennen. Hæfte 11, nr. 140. 27de december 1800, s. 2237-2238)

Et nyt Levebrød for 2 til 3 Personer, at tiltræde strax ved Sejladsens Aabning.

Til Politivennen!

Blandt de medynkvækkende og tillige ubehagelig bebrejdende syn som armod, mangel på forsørgelsesanstalter nok, og tør jeg nok sige, national dorskhed alt for hyppig opstillet for os, er dette for min følelse det mest rørende og tillige det mest nedslående, når den førhen raske, utrættelige sømand står for sin medborger med udstrakt hånd eller kummerlig tærende på sidste levning af ejendom, intet større ønske vover end det at opnå plads på et hospital.

Hvor ikke liderlighed og uforbedrelig ødselhed var årsagen, er der oven nævnte syn altid bebrejdende for staten. For enten er det tegn til at sejladsen ligger stille fordi staten er i krig, eller fordi den ikke værner sin handel i fred, eller fordi den ved told og lignende besværer den. Eller det vidner om alt for lidt omsorg for sømandens tarv, i hans svagere år, eller til sømandskab uduelige alder, eller endelig det peger på en dorskhed, en modløshed, en rådvildhed som der altid bør arbejdes mod, og af alle kræfter, af den en stats ror er betroet.

Meget ville være udrettet til vores skønne sømænds værn mod trang når det pålagdes dem uden undtagelse at have indskud i den nyoprettede forsørgelsesanstalt. Dette kunne ske når ethvert skibs redere før det gik under sejl, udbetalte til nævnte anstalt 10 % af hver mands hyre, for den halve tid det var rimeligt at rejsen varede, og når mandskabet ved hjemkomsten fik resten af hyren udbetalt da ligeledes 10 % af denne. Hver sømand fik således en ejendom som 1) bandt ham til fædrelandets skibsfart i stedet for at han nu så hyppig går i fremmed tjeneste hvor han gemenlig bliver optrukken, bestjålet, presset og sætter sit liv til, oven i købet tit i en dårlig sag, uden måske at hans hyre og prispenge nogentid ret udbetales ham, eller kommer hans arvinger til gode. *) 2) kunne han i tilfælde af skibbrud optage det halve af sit tilkommende, og derved rejse sig igen fra dette uheld som hver sømand dog er udsat for. Og 3) ville han når alderen ikke tillod ham længere at fare, af det i hans hele liv fortjente og her frugtbargjorte kunne hæve et årligt skikkeligt udkomme.

Men selv den sømand der ikke længere følte sig stærk nok til at påtage sig en lang rejse, kunne dog ofte når der var mindre døsighed hos os eller frygt for ved et nyt foretagende at blive til grin, foretage sig et og andet som slog ind i hans fag, jeg vil her for et eksempels skyld fremsætte et middel for en, to, tre eller måske flere sømænd til at skaffe sig et skikkeligt levebrød.

Enhver som har sejlet kanalen igennem mellem England og Frankrig og set både fra den engelske side, hyppigt sætte ud, endog flere mil for at bringe de forbisejlende skibe grønt, fersk kød og andre forfriskninger og således tage en told af dem som de er tjent med at erlægge, da begærligheden efter landforfriskninger er hos dem der flere uger har været til søs, så stor at de med glæde betaler den tredobbelte værd - må undres over at aldrig hidtil er faldet nogen dansk sømand eller bådsejer i hovedet at benytte sig af Købehavns herlige beliggenhed til lige fordel. Et år med et andet går 8 til 10.000 skibe gennem sundet. Af disse kommer de fleste forbi københavn Hvor mange af disse så ikke med henrykkelse en båd stikke ud fra staden og lægge sig om borde med fersk kød, grønsel, fisk, malede kaffebønner, sukker, fløde, mælk osv. Hurtigt skilt ved sin lille cargo og velbetalt kunne bådsejerenofte endnu samme dag afsætte endnu en bådfuld. Undertiden ville han kunne få passagerer med sig og tjene på det. En Berlings- eller Adresseavis medtaget var også en afsættelig vare. Og om han brugte fra de kaptajner han havde været hos, på en lille seddel skibets navn, ladning, hjemmehørende, indladnings- og bestemmelsessted samt hvad mærkværdigt kaptajnen havde mødt, da ville sådanne sedler være en vare man om aftenen på vore store købmænds kontorer nok gav noget for. Flere end en båd kunne fra København, ligeoms fra Helsingør skaffe deres driftige ejer et levebrød som ikke var at foragte. Og den aldrende eller lemlæstede sømand der ikke kan vove sig længere, eller få hyre på et koffardiskib,kunne mageligt gøre et par togter ud i strømmen om dagen når han hver nat kunne vederkvæge sig under tag i den lune stue og seng.

*) Det er fx virkelig højst forunderligt at arveparter så sjældent kommer hjem til Danmark og Norge efter de mange på engelske koffardiskibe og orlogsflåde farende fanske og norske sømænd. Det synes overenstemmende med al menneskelig formodning at det i det mindste dør årligt af disse hver 20., da dødeligheden på en fredelig landjord gemenlig borttager hver 30. Antager man nu blot 10.000 danske, norske og holstenske sømænd i engelsk tjeneste, er tal som kun er halvdelen af det overslag man almindeligvis hører gjort, så var dette dog årlig (NB i krigstid) 500 af vores søfarende landsmænd døde på engelske skibe eller i engelsk havn. Rimeligvis og især da de til orlogstjenende, da de ofte ikke i langsommelig tid kommer i land, og altså ikke har lejlighed til at øde, en ting de i forbigående er mindre hengivne til end englænderne, har halvdelen af disse afdøde måneders måske års hyre til gode, uden at regne at mange landsmænd sikkert har været med i de store lejligheder til at gøre uhyre prispenge som denne krig mere end en gang har givet de engelske orlogsmænd og kapere. ed man nu hvor høj månedshyren er i England, så synes det ikke overdrevent at anslå de 250 dødes stervboers tilgodehavende hyre a 3 måneder til 50 rigsdaler. for 12.500 rigsdaler der hvert år i det allerringeste måtte i arveparter udbetales fra England til danske, norske og holstenske arvetagere. Det ville være at udsætte sig for at begå en stor uretfærdighed at beskylde den engelske nation, dens regering eller admiralitet der bedst ved hvor stor en del af den engelske søhæder må tilskrives de danske sømænd, som hvad kækhed, subordination, hårdførhed og ordentlighed angår så fortringlig udmærker sig for middelbar eller umiddelbar at fordølge eller tilbageholde disse arveparter. Umulig at England ville udsætte sig for en skamplet lig den der hviler på det forrige hollandske Ostindiske Kompagni for at have tilladt (regeringen forbød det ikke) det trædske påfund at det til Bataviaskibene af Seelenverkopere leverede mandskab fik andre navne, dem de indskreves under og måtte beholde, hvorved da både inkvisition eller hvervingsmåden og den mulige arvs udførelse var forpurret. Det foreslås imidlertid herved til vores regerings højere bedømmelse om ikke de danske i England tjenende ministre og konsuler burde pålægges at holde bog over alle i England værende på koffardi eller krigsskibe tjenende danske undersåtter der ved en årlig proklamation kunne opfordres til at melde sig, eller i mangel deraf anses som modvillige emigranter der frasagde sig al ret til arv i fædrelandet og til hjælp og beskyttelse af ministre og konsuler. Ved hjælp af denne indregistrering kunne ikke alene fædrelandet med virkning hjemkalde sine sønner i krigstid, men også de døendes efterladenskab påses og som dansk ejendom komme arvingerne her hjemme til gode. Dette ville rigtig nok aldrig ret kunne iværksættes hvor konsulen ikke var indfødt. Men det er et før og af flere omskrevet ønske at vores utrættelige regering må finde gørligt at besætte de så vigtige konsulposter blot med indfødte. Og tør jeg tro at der ikke mere mangler duelige subjekter hertil blandt os end hos andre nationer.

(Politivennen. 1799, Hæfte 8, nr. 99, den 15. marts 1800, s. 1574-1580)