Møntergade - Gammel Møntkvarteret. (Efterskrift til Politivennen)

 

Der er nu sat fuld Kraft paa Nedrivningsarbejdet i Møntergade-Gammel Mønt-Kvarteret. Adskillige af de dødsdømte Ejendomme er allerede forsvundne, en Del af de øvrige er delvis demolerede, og Resten følger efter i den nærmeste Tid.

Et Besøg paa de raserede Grunde har stor Interesse. En Mængde Tilskuere samles da ogsaa daglig i de to Gader for at iagttage Arbejdets Fremadskriden; Nedrivningen gaar for sig med prisværdig Hurtighed, og efterhaanden som Facademurene forsvinder, faar Tilskuerne Lejlighed til at kaste et sidste Blik ind i Husene, i de gamle, ejendommelige Beboelsesrum, der i det sidste Hundredaar - ja, for flere Huses Vedkommende i endnu længere Tid - har huset en Mængde Københavnere.

Enkelte Familier har boet her gennem flere Slægtled - mellem disse findes flere bekendte Personer, bl.a. Georg Brandes.

For de fleste af TIlskuerne er Terrænet ret ukendt, og til Orientering skal vi da fremsætte nogle Oplysninger.

Nedbrydningsarbejdet foregår i tre Afdelingen, saaledes at efterhaanden et bestemt Antal af Husene forsvinder.

I første Omgang falder følgende Huse: Gothersgade Nr. 51 og 53, Møntergade Numrene 20-36 inklusive og Gammel Mønt Numrene 16-36 inklusive.

Paa det raserede trekantede Areal tages der straks fat paa Opførelsen af de nye Komplekser, som danner den ene side af Kristian den Niendes Gade.

Størsteparten af de nævnte Huse i Møntergade, bl.a. Povel Fecktels Stiftelse, er nedrevne. Fig. 1 viser hvorledes Pladsen nu ser ud. Det ældgamle Morbærtræ, der ses paa Midten af Billedet, og som var den sidste Rest af et i fordums Tid pragtfuldt Haveparti, har nu maattet falde for Øksen. I baggrunden tilvenstre ses enkelte af Baghusene, som hører til Gothersgade-Ejendommene; I Midtpartiet strækker sig Baghusene fra Store og Lille Regnegade, og længst tilhøjre ses nogle Baghuse i Gammel Mønt.

Tværs over dette Terræn er det, at den projekterede Kristian den Niendes Gade skal anlægges. Gaden skal begynde tilvenstre paa Billedet, udfor Hørups Port, og udmunder i Gammelmønt, netop der, hvor de nedrevne Huse fra Nr. 16 til 22 danner et Gab.

Gaardinteriør fra Gammelmønt.

Fig. 2 viser et Gaard-interiør fra de baghuse paa Gammelmønt, der nu staar for Tur til at falde.

Oktober Flyttedag 1907 fortsættes med nedbrydning af følgende Huse: Gammelmønt 10-14 inklusive; St. Regnegade 1; Lille Regnegade Nr. 11; Gothersgade Nr. 45-47-49.

Fra April Flyttedag 1908 skal følgende Huse nedrives: Store Regnegade Nr. 3-15 inklusive; Lille Regnegade 1-9 inklusive; samt Baghuset til Nr. 43 i Gothersgade.

Og endelig falder ved April flyttedag 1909 den sidste Rest, nemlig Forhuset til Ejendommen Nr. 43 i Gothersgade.

Det raserede Terræn ser nærmest ud, som om det havde været hærget af en vældig Ildebrand; eller maaske er Sammenligningen med den ved et Bombardement forvoldte Ødelæggelse mere betegnende.

Det er netop 100 Aar siden, at Englændernes Bomber, Kongreveraketter og Brandpile regnede ned over København. 

Den Demolering, der nu foregaar i Møntergade, er heldigvis af en mere fredelig og nyttebringende Natur.

Kaster man Blikket ind over Pladsen til de omtalte Baghuse, saa ser man elendige, faldefærdige Rønner, som er klasket op paa bedste Beskub, vinde og skæve, afvekslende Bindingsværkshuse eller Kalkstensmur, opført tilsyneladende ganske uden Plan og uden mindste Hensn til Symmetri eller Skønhedssans. Byen maa være himmelglad over, at disse Rønner forsvinder og giver Plads for lyse og luftige Bygninger.

Georg Brandes' Barndomshjem.

Raadhusforvalteren, Hr. Nyrop-Larsen, har med vanlig Engeri indsamlet en hel Del interessante Sager fra de gamle Huse; Sagerne er dels gaaet til Nationalmusæet, som har ladet optage en Serie fortrinlige Fotografier fra Husene, og en Del af de gamle Ting er indlemmet i Raadhussamlingen.

Af størst Interesse er de opbevarede Sager fra Ejendommen Møntergade 26, der i Aarene 1843-44 opførtes af Grosserer Niels Adler. I dette hus boede bl.a. Grosserer Brandes, Fasder til Brødrene Georg og Edvard Brandes, der har tilbragt deres Barndomsaar her.

Huset var oprindelig villaagtig Sommerbolig med tilhørende Have ud mod Bismergangen. Værelserne var dekoreret med smukt Træskærerarbejde, og paa Væggene saas interessante kolorerede Billeder, malet paa Lærred. Disse Sager, samt en Jærnlaage, der har siddet for et kældervindue i Baggaarden, opbevares i Raadhussamlingen.

Bygherren, Niels Adler hjembragte fra Udlandet Skitserne til Malerierne, og Udførelsen overdroges til Kunstmaler Dahl. Bagved Huset laa i sin Tid de såkladte "Sælgeboliger". Baggaardens Værksteder, fra hvis Støberi er udgaaet den Davisstatue, som staar foran Frue Kirke.

I Huset fødtes Gehejmeraad Johan Gunver Adler, Kabinetssekretær hos Kristian den 8de, Grosserer Niels Adler og Adjunkt, landsthingsmand Peter Adler.

Fra Huset Nr. 28 i Møntergade opbevares i Raadhussamlingen Indskriptionsstenen over Porten, paa hvilken læses: "Poul Fechtels Hospital 1739".

Fra Huset Nr. 16 paa Gl. Mønt opbevares et Brændevinsbrænderskilt af Sandsten, der har været anbragt over Gadedøren, og paa hvilken læses de mystdiske Linier:

"Dig førte Raune Kjød og Brød

Aarlig og Silde til Din Føde.

I. S. S. - K. A. D.

Anno 1730"

Desuden er der paa Stenen anbragt forskellige Brændevinsbrænderiapparater, omgivet af Ravne.

Af de øvrige Sager, der opbevares i Raadhussamlingen, kan anføres følgende:

Gl. Mønt 18: Tag over en Kælderdør fra Forhusets Gaardside; fra Nr. 20: En Gadedør; Nr. 22: et Smedejærnsgelænder; Nr. 24: Et Dørparti; Nr. 30: Vinduesrammer over Gadedøren; Nr. 34; Numerpladen, som har siddet over den saakaldte Bismergang.

Sagerne er til Eftersyn for Raadhusbesøgende.

N. B. 

(Social-Demokraten 19. juni 1907).

Noget om Macaroni Fabriken i Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

I mange år har man været i den tro, at makaroni kun kunne fabrikeres i Italien, hvorfra dette sunde og velsmagende fødemiddel indforskreves og betaltes sædvanlig med 2 mk. 8 sk til 3 mk. pr pund så at denne spise kun kunne nydes af de rige, der betragtede makaroni som en udenlandsk delikatesse. Siden en indenlandsk fabrik er opstået, haves nu makaroni fra 18 til 26 sk. pr. pund. Hr E. Nielsen skyldes indførelsen af denne industri i Danmark, hvor man hidtil ikke har troet det muligt at fabrikere makaroni.

Sagen er, at der til makaroni behøves et eget slags udmærket et godt hvedemel og dette var hidtil ikke at få i Danmark. Den herværende makaronifabrikant E. Nielsen indså dette forinden han anlagde sin makaronifabrik, og henvendte derfor sin opmærksomhed på mølleriet, hvilket var at tage sagen fra grunden; han indforskrev derfor franske møllere, og disse bevirkede ikke alene, at de finere franske møllesten, som man havde forskrevet hertil fra Frankrig, men ikke vidste at bruge, kunne komme til nytte og anvendes i en af vore bedste møller, men han indførte også den forbedrede franske måde at male på, og gik således gradevis frem, først ved at producere et hidtil her ukendte semoule af dansk hvede og tillige skaffe hvedemel, der i mængde og kvalitet overgik hvad der hidtil var frembragt her. Efter således at have arbejdet utrættelig og med megen bekostning anlagde hr. Nielsen sin makaronifabrik, som nu er i fuld gang og producerer varer, der i kvalitet og pris fuldkommen kan måle sig med de italienske. Det er ved indforskrevne kyndige folk, at denne fabrik drives, og ved hjælp af egne dertil anskaffede maskiner, at man er kommet såvidt her at fabrikere makaroni, nudler, lasagnes og semoule. Hr. Nielsens makaroni er lige så gode som de fra Italien forskrevne, og risikerer man ikke fra Herr Nielsens Fabrik at få forlagte eller midrede varer.

Hr. Nielsens semoule er fortræffelig, hvad enten kogt i grød, vælling, til kødsuppe eller frugtsuppe, såkaldt sødsuppe, i mælk eller vand, og overgår i rensmag og drøjhed de hidtil brugte grynsorter. Semoulen indeholder kun den mest kærnefulde del af hveden og er derfor så særdeles drøj og nærende. 

I Frankrig bruges semoulen til barnemad i stedet for her bruges revet tvebak også som sygemad er semoulen anvendelig og anbefalelig.

Da mange er uvidende om måden hvorpå makaroni anvendes i husholdningen, har hr. Nielsen udgivet et lille hefte, hvor  gives anvisning og opskrift på nogle og tyve retter, som kan laves med makaroni, nudler, lasanges og semoule, således som opgivet af en herværende fransk kok. Denne lille brochure fås for 4 sk. i makaroniudsalget nr. 139 i Møntergaden ind ad porten, eller hos hr. franskbager og makaronifabrikant C. Nielsen Hauserpladsen Nr. 204.

En ven af industrien.

(Kjøbenhavnsposten, 10. september 1847)

Nielsen er formentlig identisk med den i Dansk Biografisk Leksikon omtalte bager Hans Mads Christian Nielsen (1810-84). Han nedsatte sig i 1840 som "franskbager", og anlagde en semoule-og makaronifabrik. Han gik i kompaniskab med Troels Marstrand om en dampmølle, og da den brændte i 1856, oprettede han Christianshavns Dampmølle. Samtidig opgav han bageriet.

Notits i Morgenposten, 15. juli 1847 for Nielsens Makaronifabrik. Samme avis kunne i øvrigt berette den 17. september 1847: "Den sardinske korvet der i denne tid har ligget her på reden, har fundet sig i den grad tilfreds med hr. Nielsens makaroni, at den har købt 40 centner eller 4000 pd. af samme. (Fdl.)

Møntergade 139 blev til Gammel Mønt 34/Møntergade 26. Det blev i 1907 nedrevet og udlagt til offentlig gade. Hausergade 204 lå tæt på Kultorvet 6 og 8.

Christianshavns Dampmølle skulle ifølge kbhbilleder (public domain) være bygningen foran Christianskirken (til højre). Bag ved Knippelsbro som ses forrest i billedet. Bygningen er nedrevet. Det var denne som makaronibager Nielsen var med til at oprette.

Gade-Uorden paa Gl. Mønt.

Det er naturligvis glædeligt når man ser en mand med dristighed og kraft udvide sin næringsvej. Dog bør dette ikke ske på hans andre medborgeres bekostning eller være dem til gene. Hr. destillatør Lassen på Gammel Mønt har således efter forrige flyttedag anlagt et damp-brændevinsbrænderi i samme gade. I egenskab som brænderi kan dette vel ikke synes at genere gadens andre beboere, derimod foranlediger det et andet onde på hvilket vi tror med føje at burde henlede politiets opmærksomhed. Næsten hver formiddag er det smalle terræn udenfor brænderiet og hele gaden spærret af en mængde, ofte indtil 30 vogne af hvilke en del er fyldt med kartofler, en anden del henter bærme. Herved opstår en stor uorden da vognene holder i to rækker i gaden, ja endog i de tilstødende gader. Den ene vogn der kører ind i gården, støder på den anden der kører ud. Kuskene, bønder og amagere bander og støjer, kommer i håndgemæng hvilket hører til den daglige orden. Og andre hr. Lassens affærer uvedkommende vogne, ja endog postvogne, formår ikke at trænge igennem dette virvar af køretøjer.

At gaden således hver formiddag udelukkende er overladt til hr. Lassens frie rådighed, kan dens andre beboere imidlertid ikke være tjent med. For en sådan støj og uorden bortskrækker fredelige folk fra at bebo dette larmfulde terræn hvorved ejendommens besiddere lider tab. Rimeligheden synes således at tale for at det ikke blev tilladt entreprenørerne af sådanne anlæg at oprette disse i sådanne smalle gader som Gammel Mønt da det ikke kan forlanges at en stor del borgere skal fortrædiges fordi en enkelt sådan kan berige sig. Må imidlertid den hver formiddag stedfindende tummel, støj og slagsmål vedblive for remtiden, så kan dog gadespærringen forhindres ved at det indskærpes hr. Lassen at sørge for at vognene holder blot i en række og på en side af Gammel Mønt og de tilstødende gader.

(Politivennen nr. 1423. Løverdagen, den 7de April 1843. Side 220-221). 

Redacteurens Anmærkning.

Destillatør C. F. Lassen boede ifølge vejviseren i Gammel Mønt 252. Adressen blev 1906 dels indbefattet i komplekset 2008 Gammel Mønt 2-4/Grønnegade 1/Store Regnegade 2, dels udlagt til offentlig gade. Huset er altså for længst nedrevet.

Vægterraseri

Mandag aften den 9. i denne måned henimod 12 stod anmelderen i begreb med at tage afsked med en bekendt på hjørnet af Gammel Mønt og Sværtegade uden for spækhøkerbutikken, og blev da pludselig opmærksom på at vægteren der har post i Sværte og begge Regnegaderne, som en rasende for løs på nogle personer der uden at gøre mindste alarm passerede op ad Gammel Mønt. Anmelderen og medfølger gik derpå over på det andet hjørne uden for urtekræmmerbutikken for desto bedre at kunne se hvad der skete. 

Men inden de så sig om kom nævnte vægter farende tilbage og skubbede anmelderen og medfølger til side med armene med ordene: "Fortovet er for mig, og gaden for jer". Og da han ikke fandt at anmelderen og medfølger forføjede sig hurtigt nok væk, udstødte han de skammeligste skældsord mod dem, for derpå med et lignende raseri ned ad samme gade henimod Christen Bernikowsstræde hvor han med næverne slog løs på nogle personer der fredeligt gik der og som ikke i ringeste henseende fornærmede ham eller nogen anden.

Da man nu ikke vel kan være tjent med en sådan behandlingsmåde af en vægter og da man er overbevidst om at hans foresatte ønsker den humanitet de selv besidder forplantet på deres underordnede, så har anmelderen ikke villet undlade at offentliggøre foranstående i den forvisning at nævnte rasende vægter vil blive påtalt til at opføre sig lidt mere humant i fremtiden og desuden blive på sin post og ikke tillade sig sådanne excesser på en anden mands enemærker. Til slut bemærkes det at vægteren på Gammel Mønt var et ganske roligt vidne til hans farlige kollegas udviste tapperhed.

(Politivennen nr. 650, Løverdagen den 14de Juni 1828, s. 375-377)

"Vægteren for som en rasende for løs på nogle personer der uden at gøre mindste alarm passerede op ad Gammel Mønt." (Gammel Mønt. I forgrunden hjørnet til Møntergade, ved lyskrydset i baggrunden fortsætter Kr. Bernikowsgade. Store Regnegade går til venstre, Sværtegade til højre. Eget foto, 2015)

Uordener.

1) På hjørnet af Gammel Mønt og Møntergade er i sidst nævnte gade over nedgangen til kælderen for få dage siden anbragt et kælderskur, eller rettere sagt en hætte som sidder så lavt at man meget let kan støde derimod og skamslå hovedet, især når man kommer fra førstnævnte gade og går om hjørnet, ligesom også dette meget let kan ske på mørke aftener fra hvilken som helst side man endog kommer.

(Politivennen nr. 534. Løverdagen den 25de Marts 1826, s. 205-206)

Anmodning ti Theater-Directionen angaaende nogle mosaiske Billetprangeres Handel med Loger.

Da det er enhver skuespilbesøgendes pligt at gøre direktionen opmærksom på en og anden misbrug som måtte finde sted ved Det Kongelige Teater, så tager anmelderen sig den frihed at lede dens opmærksomhed hen på adskillige mosaiske billetprangere. Især nogle f dem bør lægges mærke il, fx fra Gammel Mønt 168 averteres pladser til enhver dag i ugen. På dette sted haves ikke ringere end 7loger at disponere over. Fra Læderstræde nr. 18, 5 loger. Endvidere fra Lille Kongensgade, Lille Regnegade og Kristen Bernikows Gade. Alle til flere gange i ugen. Disse prangere læsser ikke alene så mange i deres loger at derved ofte forårsages støj og spektakel, men da den ene lægger sig oven på den anden, forulempes også dem der sidder i logerne ved siden af. Ikke alene om aftenen ser man adskillige personer pånøde folk sådanne billetter, endog under prisen, for at de kan få nogen indtægt af deres loger, men endog på offentlige steder sælges billetter. Således blev for nyligt på et kaffehus en af disse småtrækkere der påtrængte gæsterne sine billetter, udkastet af en anden pranger. Da dette utilladelige forsalg naturligvis er til skade for huset, anser anmelderen det for sin pligt at gøre direktionen opmærksom på dette uvæsen og tager sig herved den frihed at ytre det ønske at den høje direktion til næste års sæson vil sætte en grænse herfor, ved ikke at tillade at sådanne billetsjovere ved auktionen tilstås så mange loger som de finder for godt at købe.

(Politivennen nr. 420. Løverdagen den 17de Januar 1824, s. 6795-6796)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i Politivennen nr. 421. 24. januar, s. 6812-6813

Farlig Sjouerselskab paa Gammelmønt.

På hjørnet af Gammel Mønt og Store Regnegade ses hyppigt om aftenen især i mørkningen, en forsamling af til dels velklædte sjovere tager plads på hjørnet af Store Regnegade og Gammel Mønt hvor de undertiden pro forma ypper klammeri for at bringe folk til at forsamle si omkring dem, og varetager da lejligheden til at besøge de af tilskuernes lommer hvori noget er at fiske. Nylig er en mand på denne måde blevet af med sit ut. Man giver sig den frihed at gøre det for sin virksomhed og årvågenhed bekendte politi opmærksom herpå for at videre ulempe kan afværges. Om end aldrig skælmsstykker begås, er dog sådanne optrin af den beskaffenhed at de kunne afstedkomme mange slags andre uordener. Man håber derfor at disse sammenkomster på offentlig gade vil blive forpurret for fremtiden.

(Politivennen nr. 391. Løverdagen den 28de Junii 1823, s. 6334-6335).

Morgenstøi paa gammel Mynt.

For mere end 30 år siden tillod vægterne sig når de anmodedes derom, at vække folk tidligt om morgenen, ja undertiden midt om natten, ved at banke på deres døre, vinduer og kælderskodder. Men da derved mange aldrende og syge foruroligedes i deres nødvendige og styrkende søvn, hørte man hyppige klager over denne uskik, indtil endelig en politiplakat udkom og påbød at de som ville lade sig vække af vægterne, skulle anskaffe en klokke indvendig på et vindue eller døren for at husets folk og naboer ikke skulle foruroliges.

Denne anordning efterkommes vist nok i almindelighed. Dog synes vægteren på Gammel Mønt ikke at holde sig den efterrettelig. For for over 5 år siden begyndte han at banke på kælderskodderne i mit hus, dog lod han sig dengang tale til rette og holdt op dermed. Men nu er tilfældet det samme han har nylig for nogen tid siden begyndt at banke igen. Jeg advarede ham selv og ytrede at jeg ville ikke have det, men fik til svar at han brød sig ikke om hvad jeg ville have eller ikke have. Da jeg fandt det upassende at veksle flere ord med vægteren, sendte jeg bud til kælderkonen og lod hende sige at jeg ikke ville tillade at vægteren bakende på kælderskodderne, men hun lod svar at så længe hun boede der, skulle vægteren banke. Dette myndige svar foranlediger mig herved til at bekendtgøre vægterens opførsel for hans høje foresatte, og jeg håber da for eftertiden at blive fri for den støj hans ulovlige banken forårsager.

(Politivennen nr. 378. Løverdagen den 29de Marts 1823, s. 6131-6132).

Venlig Bøn om Natteroe.

Ligesom ingen af stadens indbyggere bør ved gadeuorden ved nattetid berøve sine medborgere den ro de til deres søvn kan gøre rimelig krav på, således kan man også tro at ingen nabo bør kunne ulejlige andre med bulder eller drøn af svær brændehugning om natten. Dette synes bageren på Gammelmønt hvis bagbygning vender hen mod Sværtegade, ikke at have lagt sig på hjerte, eller måske ikke at være vidende om da han lader sine karle kløve brænde midt om natten. At vist flere ønsker med indsenderen heraf at berørte bager ville forbyde sine tyende den utilladelige buldren, derom tvivles ikke, da samme i sygdomstilfælde især, afholder de nært boende fra søvnens gode virkning og vederkvægelse. Bekendt er det at bagerne frem for mange andre af stadens borgere har deres tyende på en så god fod at man kan have så meget mere grund tl at formode at mesteren vil ved et simpelt bud kunne afværge at brændehuggeri, bulder og drøn ved nattetider, så også at han vil uden videre omstændigheder reflektere på disse her i korthed fremsatte linjer og dermed gøre sig sine naboer forbundet.

(Politivennen nr. 286. Løverdagen den 23de Juni 1821, s. 4611-4612).

Et ubehageligt Slavebesøg.

Forleden dag kom en slave der før har været slagter, til mig på min bopæl på Gammel Mønt for at trygle. Han havde ofte indfundet sig der i mit fravær og jeg frabad mig derfor hans besøg som jeg fandt gik for ofte på. Han derimod mente at de gik ikke for ofte på, og da jeg derfor spurgte ham om jeg var ham noget skyldig, svarede han: "De skylder mig vel ikke noget. Men jeg skal vist huske Dem det" og kastede idet han gik en 2 sk. til mig som jeg havde givet ham. Skønt man nu vel intet har at befrygte af en sådan slavetrussel, så gives der dog vel de, især fruentimmer, der kunne forskrækkes derfor. Overalt er sådanne besøg i gårde og huse fra flere sider betragtet meget ubehagelige. Der har i Politivennen flere gange været klaget herover, men uden frugt. De højere foresatte har vist givet de strengeste ordrer i denne henseende, men at de ikke efterkommes, er der bevis nok på, og jeg har derfor bekendtgjort ovenstående for at gøre det vitterligt for dem at nogle af slavernes påpassere tillader disse ikke alene at trygle enhver de møder på deres vej, men endog at gå ind i gårde og huse såvel som i værelserne. Da al betleri efter vores fattigvæsens indretning er forbudt fattige og ulykkelige mennesker der dog ikke er forbrydere, så er det så meget mere påfaldende at slaver som er under opsigt, offentligt og med sådan frækhed tør drive samme.

(Politivennen No. 252, Løverdagen den 28de October 1820. Side 4085-4087)

Om Urtepotter i aabne Vinduer.

(Indsendt)

I fredags i forrige uge skete den ulykke på hjørnet af Gammel Mønt og Møntergade at en urtepotte faldt ud af et vindue, højt oppe fra huset og skamslog en dreng. Han blev straks kørt til hospitalet. Om han siden er død eller om der haves håb om at han kan leve, vides ikke. Man ønskede at udgiveren af Politivennen i den anledning ville i sit almennyttige blad gøre vedkommende opmærksom på hvor lidt den anordning overholdes som for nogle år siden udkom om urtepotter i vinduerne, da det nu igen er temmelig almindeligt at finde urtepotter i åbne vinduer uden rækværk eller noget for det kan forhindre at de ikke styrter ud til skade eller ulykke for de på gaden forbigående.

(Politivennen nr. 84, Løverdagen den 9de August 1817, s. 1417)

Om Forfalskning af tyk Melk

Forleden dag sendte anmelderen sin pige for at købe nogle potter mælk fra et udsalgssted på Gammel Mønt hvor hun sædvanligvis henter samme. Ved hendes ankomst var de tønder som var sendt fra landet endnu ikke åbnet, og mælkehandlerinden bad hende derfor om at forrette et andet ærinde først og at komme igen efter et halvt kvarters forløb. Men da pigen påstod at hun skulle bruge det straks, gik hun med til at åbne tønden i hendes nærværelse og at give hende den forlangte mælk. Ved hendes hjemkomst fandt husmoderen at mælken var usædvanlig god og meget bedre end den fra samme sted plejede at være og sendte derfor pigen tilbage for at købe større mængder af den. Men mod forventning bragte pigen noget tyndt, vandet mælk der lignede det man sædvanligvis får fra det nævnte udsalgssted. 

Det er altså sandsynligt at man mens pigen gik frem og tilbage har tillavet mælken således som man plejer at unde københavnerne den. At en sådan opspædning af mælk imidlertid er et skammeligt bedrageri er der vel ingen tvivl om, i særdeleshed da man lader sig betale 14 skilling til 1 mark for potten, til hvilken pris det dog synes man kunne forlange ren, ublandet mælk. Men hvorledes kan man forskaffe beviser på og hæmme sådan forfalskning? Det var at ønske at nogen som kunne være vidende om det i et af vores blade ville give oplysning om det. En del ejere af de større landsteder som sender mælk til staden, har indført den skik at bringe samme i tillukkede vogne, hvortil kun afsenderen og udsælgeren har nøgle. Herved er man rigtig nok forvisset om at mælken ikke blandes eller forfalskes undervejs. Men kan man derved altid og i alle tilfælde være sikker på at den ikke undgår nogen forandring inden den kommer den sidste køber i hænde?

(Politivennen nr. 81, Løverdagen den 19de Juli 1817, s. 1358-1360)

Gammelmønt 19-23. Det fremgår ikke præcis af artiklen hvor mælkeudsalget foregik. (Eget foto, 2016)

Uordener.

2) Høkeren på hjørnet af Gammel Mønt og Sværtegade hænger sit skilt i den sidstnævnte gade således at det aldeles skjuler gadenavnet. Denne uorden der allerede en gang er påanket, er så meget mere utilbørlig som der på det lige overfor værende hjørne af Kristen Bernikows Gade og Sværtegade ikke findes gadenavne. Herved gøres det umuligt for den med byen ubekendte som fra Regnegade, fra Gammel Mønt eller fra Kristen Bernikows Gade af søger efter Sværtegade, at finde samme ved hjælp af gadenavne.

(Politivennen nr. 455, 11. januar 1807, side 7238)

Til Ejeren af Huset No. 168. paa Gammelmynt.

Ejermanden af huset på Gammel Mønt nr. 168 bedes på det mest venskabelige at sørge for et rendestensbræt uden for hans hus ved trappen for gadedøren. For det sidste trin af samme gadetrappe er i en så høj distance fra gaden, så at man let ved et fejltrin kan falde i rendesten og udsættes for at et ben eller en arm ved et sådant fald kunne forvrides eller forboldes endnu større skade. 

Et bevis at dette bræt er nødvendigt, giver mig anledning til at gøre husejeren opmærksom herpå: En kone på 84 år var en aften forrige uge i samme hus, og da hun ville til at gå nedad gadetrappen, troede hun (da hun kom på det sidste trin) at hun trådte på et bræt. Men træder ulykkeligvis med foden i rendestenen, falder, forvrider håndledet og slår sig tillige helt fordærvet. Hvor let kunne hun ikke ved sådan et fejltrin have brækket en arm eller et ben. Jeg tvivler da ikke på at husejeren jo af menneskekærlighed med omhyggelighed vil sørge for dette nødvendige rendestensbræt for gadetrappen for ikke at forvolde større ulykke. Jeg og enhver betænkende vil på mine medmenneskers vegne være ham meget forbundet for det.

(Politivennen. Hefte 16. Nr. 207, 10 April 1802, s. 3303-3304)

Gammel mønt 31 (dengang 168) er det røde hus . Gadeniveauet er sikkert noget højere end dengang. Men kælderen ligger som det ses ret lavt.

Redacteurens Anmærkning

Gammel Mønt 168 svarer til nutiden Gammel Mønt 31. Det blev opført i 1732 for snedkermester Bernhart Hynicke,og ombygget før 1754 og i 1831.

Skilderhuse om? hvordan? og hvor?

Til Politivennen!

Jeg bor på Gammel Mønt, og min næringsvej kræver at jeg ofte må gå ud. Herved er jeg kommet i nøje bekendtskab især med min egen gades fortove som desværre (brolægningskommissionen må vide hvorfor) er yderst mådelige, og virkelig så dårlige, smalle, belemrede med trapper, poster, kælderskure og andet lignende at jeg undrer mig højligt at Deres gadepatrulje ikke kommer også herom. En af de største ulejligheder er denne at i stedet for flade sten, finder man på dette fortov når det ellers først er lykkes at finde fortov, næsten lutter runde eller spidse sten, dog i det stykke imellem Sværtegade og Antonistræde er på østre side et stykke godt fortov hvor jeg ofte vederkvægede mine fødder indtil en officer til ulykke afbrød passagen ganske og aldeles ved at plante et skilderhus derpå. Min ærgrelse hver gang jeg for dettes skyld har været nødt til at raske ud i skarnet, har bragt mig til at øde nogle tanker p disse tingester, og disse tanker sender jeg Dem hermed. 

Det første spørgsmål om? har jeg fundet bør for tiden besvares med ja.

Det andet spørgsmål hvordan? har givet mig mere at tænke over. Og jeg finder da at de som her er i brug, slet ikke svarer til hensigten.. Man indser at et skilderhus bør kunne sikre den vagthavende soldat mod storm, kulde, hagl og lynild, uden at han dog hindres fra at være vagt. Det er at have det opsyn som er pålagt ham. Altså (forudsat at skilderhuset skulle behold den nu brugelige skabelon som dog så vidt burde forstørres så man kunne sidde) br skilderhuset være tæt kunne drejes om, have en dør og ruder på alle sider, tillige være forsynet med en afleder.

Jeg kommer nu til det tredje spørgsmål hvor? og svarer: allevegne hvor statens forsvar, orden og sikkerhed behøver vagter udsat. Derfor ivrer jeg ikke imod skilderhuse på fæstningsværker, udenfor banker og fulde skatkamre, men på ingen måde kan det militære pedanteri billiges at henstille et sådant skur på gader og stræder midt i den dybe fred hvor den følge foruden det stygge udseende, ikke kan undgås at gående får frataget deres frie vej.

i krigstider er sådanne skilderhuse måske nødvendige i en erobret stad udenfor de sejrrige officerers bolig, og der kunne en eller flere fuldt bevæbnede officerer ikke være af vejen. Men København er ikke erobret, vore officerer er heller ikke så ilde lidt at de behøvede at frygte for angreb på deres personer.

Siger nogen at det er honnør at en fuldt bevæbnet mand dagdriver uden for min dør, så svarer jeg ikke, for på gal mands tale bør ikke svares.

Man kan ikke indvende at en officer kan behøve en karl til sin opvartning, for skildvagten opvarter ikke. 

Der er da på ingen måde nogen fornuftig grund til disse skildvagtposter ved høje officerers bopæl, men vil man endelig have dem, vil, så lad skildvagten have sin post i portrummet, dørgangen eller på trappen, i stedet for at fylde på fortovet.

Jeg for min del ville være høflig fornøjet om den krigsmand for hvem der skildres på Gammel Mønt, ville lade sin vagt når vagt skal være, stå indenfor porten, så jeg igen kunne fortsætte min vej i lige linje.

-18-

(Politivennen. Hæfte 4, nr. 43, den 16. februar 1799, side 683-686)

Gammel Mønt. Sværtegade ligger udenfor fotoet til venstre. Antonigade endnu længere væk, men husrækken er revet ned siden Politivennens tid og erstattet af nyere byggeri. Vi kan således ikke se hvor skilderhuset blev opført. Husrækken fra Sværtegade mod nord giver måske et indtryk. Foto Erik Nicolaisen Høy.