Skilderhuse om? hvordan? og hvor?

Til Politivennen!

Jeg bor på Gammel Mønt, og min næringsvej kræver at jeg ofte må gå ud. Herved er jeg kommet i nøje bekendtskab især med min egen gades fortove som desværre (brolægningskommissionen må vide hvorfor) er yderst mådelige, og virkelig så dårlige, smalle, belemrede med trapper, poster, kælderskure og andet lignende at jeg undrer mig højligt at Deres gadepatrulje ikke kommer også herom. En af de største ulejligheder er denne at i stedet for flade sten, finder man på dette fortov når det ellers først er lykkes at finde fortov, næsten lutter runde eller spidse sten, dog i det stykke imellem Sværtegade og Antonistræde er på østre side et stykke godt fortov hvor jeg ofte vederkvægede mine fødder indtil en officer til ulykke afbrød passagen ganske og aldeles ved at plante et skilderhus derpå. Min ærgrelse hver gang jeg for dettes skyld har været nødt til at raske ud i skarnet, har bragt mig til at øde nogle tanker p disse tingester, og disse tanker sender jeg Dem hermed. 

Det første spørgsmål om? har jeg fundet bør for tiden besvares med ja.

Det andet spørgsmål hvordan? har givet mig mere at tænke over. Og jeg finder da at de som her er i brug, slet ikke svarer til hensigten.. Man indser at et skilderhus bør kunne sikre den vagthavende soldat mod storm, kulde, hagl og lynild, uden at han dog hindres fra at være vagt. Det er at have det opsyn som er pålagt ham. Altså (forudsat at skilderhuset skulle behold den nu brugelige skabelon som dog så vidt burde forstørres så man kunne sidde) br skilderhuset være tæt kunne drejes om, have en dør og ruder på alle sider, tillige være forsynet med en afleder.

Jeg kommer nu til det tredje spørgsmål hvor? og svarer: allevegne hvor statens forsvar, orden og sikkerhed behøver vagter udsat. Derfor ivrer jeg ikke imod skilderhuse på fæstningsværker, udenfor banker og fulde skatkamre, men på ingen måde kan det militære pedanteri billiges at henstille et sådant skur på gader og stræder midt i den dybe fred hvor den følge foruden det stygge udseende, ikke kan undgås at gående får frataget deres frie vej.

i krigstider er sådanne skilderhuse måske nødvendige i en erobret stad udenfor de sejrrige officerers bolig, og der kunne en eller flere fuldt bevæbnede officerer ikke være af vejen. Men København er ikke erobret, vore officerer er heller ikke så ilde lidt at de behøvede at frygte for angreb på deres personer.

Siger nogen at det er honnør at en fuldt bevæbnet mand dagdriver uden for min dør, så svarer jeg ikke, for på gal mands tale bør ikke svares.

Man kan ikke indvende at en officer kan behøve en karl til sin opvartning, for skildvagten opvarter ikke. 

Der er da på ingen måde nogen fornuftig grund til disse skildvagtposter ved høje officerers bopæl, men vil man endelig have dem, vil, så lad skildvagten have sin post i portrummet, dørgangen eller på trappen, i stedet for at fylde på fortovet.

Jeg for min del ville være høflig fornøjet om den krigsmand for hvem der skildres på Gammel Mønt, ville lade sin vagt når vagt skal være, stå indenfor porten, så jeg igen kunne fortsætte min vej i lige linje.

-18-

(Politivennen. Hæfte 4, nr. 43, den 16. februar 1799, side 683-686)

Gammel Mønt. Sværtegade ligger udenfor fotoet til venstre. Antonigade endnu længere væk, men husrækken er revet ned siden Politivennens tid og erstattet af nyere byggeri. Vi kan således ikke se hvor skilderhuset blev opført. Husrækken fra Sværtegade mod nord giver måske et indtryk. Foto Erik Nicolaisen Høy.