Jens Chr. Jetsmar, Modstandsmand (1918-1944). (Efterskrift til Politivennen).

Jens Kristian Alfred Jetsmar (1918-1944) var tilknyttet den illegale transporttjeneste. Efter endt skolegang i lære som kleinsmed på maskinfabrikken „Atlas“ i København. Efter læretiden indkaldt ved 10. artilleriafdeling, 2. bataljon. Hjemsendt som korporal. Ansat i ingeniørfirmaet „Arne Piper“ føret som værkfører ved et mindre værksted, senere som driftsleder. Da værkstedet som følge af materialemangel måtte indstille virksomheden i 1943 rejste han i provinsen for det samme firma og formidlede køb og salg af brugte værktøjsmaskiner.

Han blev tilknyttet den illegale transporttjeneste, antageligt fra det tidlige efterår 1943. Under anvendelse af en bestemt stikker var det flere gange lykkedes Gestapo at infiltrere illegale transportorganisationer. Episoden på Asiatisk Plads (se under Blichfeldt Møller) skyldtes således hans virksomhed. Under det påtagne navn „arkitekt Jørgensen“ lykkedes det ham ved at give sig ud for at være flygtning at kontakte Jens Jetsmar. Det var imidlertid lykkedes Holger Danske at komme på sporet af denne stikker, der efter et besøg i Jetsmars lejlighed blev likvideret 12.5.1944. 

„Brøndum-banden“, der havde dirigeret stikkerens arbejde, besluttede herefter at likvidere Jens Jetsmar. Under anvendelsen af en anden stikker, der gik under navnet „Strynbo“, lykkedes det at lokke Jetsmar og hans hustru i baghold, idet „Strynbo“ , der af Jetsmar blev anset for at høre til transportorganisationen, angav at ville formidle ægteparrets flugt til Sverige efter stikker-episoden. Jens Jetsmar blev ramt bagfra af to kugler i hovedet, medens hans kone på mirakuløs måde undgik at blive ramt af skud, der blev rettet mod hende. På hjørnet af Skelbækgade og Sdr. Boulevard.

Brøndum fik 40 Kr. om dagen.

Han har aflagt nye tilståelser.

København, fredag (RB)

Lederen af Bovensieben-terrorgruppen, viktualiehandler Henning Brøndum, har nu overfor opdagelsespolitiet tilstået at han har dræbt inspektør Henning Krarup Petersen i Restaurant "Skandia", og at en af hans medskyldige samme dag skød repræsentant Jens Chr. Jetsmar i Saxogade. Begge de dræbte var medlemmer af modstandsbevægelsen. Endvidere har han tilstået drabet på slagtermester Valdemar Søndergaard i Gothersgade 45. Arrestanten oplyste, at han og hans hjælpere - 7 tyskere og 2 danskere - var lønnet med 40 kr. om dagen, som udbetaltes hver 5. dag. Han ville ikke opgive navnene på sine folk, og påstår i øvrigt, at de allesammen er kommet over grænsen.

(Vestsjællands Social-Demokrat 19. maj 1945).

Jens Chr. Jetsmars gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

De Frie Danske. 3. årg. Nr 8:

Samme dag [13. maj] var der tidligere på aftenen sket et andet mord på en god dansk mand, driftsleder J. K. Jetsmar. Driftsleder Jetsmar havde huset stikkeren Poul Emil Berthelsen, der under falsk navn ventede på at komme til Sverige ad illegal vej. Berthelsen var ude efter at afsløre denne udrejse-organisation, men stikkeren blev genkendt og henrettet. (Se artikl. side 8.) Et døgn efter denne henrettelse blev Jetsmar telefonisk kaldt ned på gaden - og i Skellebækgade blev han skudt ned bagfra af en cyklist, der åbenbart har været med manden, der kaldte driftslederen ned på gaden.

Også omtalt i Frit Danmark, nr. 3, 3. årg., s. 3.

J. A. Hansen. (Efterskrift til Politivennen).

 J. A. Hansen død.

Borgerrepræsentiationens Formand, Smedeforbundets Formand J, A. Hansen afgik i Aftes Kl. 9½ ved Døden paa Bispebjerg Hospital. Under den nys afholdte Smedekongres blev J. A. Hansen syg. Efter et Par Dages Sygeleje førtes han til Bispebjerg Hospital. En Lungebetændelse krævede her hans Liv.

Indenfor Fagbevægelsen havde J. A. Hansen en lignende Position som K. M. Klausen havde i den politiske Bevægelse. De to lollandske Husmandssønner havde mange fælles Karaktertræk, samme tunge Fremtræden, samme sindige Saglighed, samme tillidsvækkende Soliditet, samme stille Lune og samme bidske Veltalenhed, naar det gjaldt Kampen for, hvad der var dem helligt og kært. Som K. M. Klausen stod stout og støt som politisk Fører, saaledes blev J. A. Hansen Fagbevægelsens Høvdingeskikkelse, det urokkelige Midtpunkt i Aartiers faglige Udvikling, i Magsvejr som i Stormtider

- - -

J. A. Hansen var kun 59 Aar gammel. For de fleste stod han sikkert som meget ældre, men hans Løbebane var ogsaa begyndt tidligt og han havde alle Dage trukket et stort og til det sidste stadig voksende Læs.

Allerede i 1895 valgte Skibssmedene den 28-aarige J. A. Hansen til Formand, hans Indsats under Smedelockouten 2 Aar efter udpegede ham til Fagets kommende Fører, han blev i 1899 Formand for Dansk Smede- og Maskinarbejderforbund og førte Aar for Aar sin Organisation frem til en stedse bedre Position. Smedeforbundet blev den store Mønsterorganisation, Kærnen i et stedse bedre udbygget Industriforbund. Paa mangfoldige Omraader udgik herfra det frugtbare Initiativ. Tillidsmandsinstitutionen, der har haft saa overordentlig stor Betydning og vil blive en af Grundpillerne i den kommende Udvikling frem mod Bedriftsraadstankens Sejr, var J. A. Hansens Værk. 

Men J. A. Hansens Evner og Interesser rakte langt ud over hans egne Fags Grænser. Han erhvervede sig en imponerende Kundskabsfylde, et Sprogkendskab. der satte ham i Stand til at følge Udviklingen i den store Verden og som efterhaanden gjorde ham til et af de vigtigste Bindeled mellem de danske Organisationer og den internationale Arbejderbevægelse. Ikke blot danske Arbejdere lyttede gerne til hans kloge Raad, han havde ogsaa Venner ude i den store Verden. Vel var han først og fremmest Smed mod en Fagstolthed, der havde opsuget Lavstidens bedste Bestanddele, men uden dens Snæversyn. Hans Blik var aarvaagent for alt, hvad der kunde fremme Samfølelsen og Samarbejdet mellem alle Fag. Han blev en svoren Tilhænger af De samvirkende Fagforbund, utrættelig i sit Krav om de enkelte Fags Pligt til at bøje sig for Helhedens Interesser, stejl og ubønhørlig i sin Modstand mod alle opløsende Tendenser, gnistrende vred, naar Situationen formede sig saa at Sammenholdet krævede en Slappelse i Disciplinen, der efter hans Mening betød en Svækkelse af den samlede Kraft.

Saaledes blev han ofte baade i De samvirkende Fagforbund og i sit eget Fag et Stridens Tegn, en af de Klipper, om hvilke de største Braadsøer og den mest fraadende Brænding slog sammen, men lian blev aldrig rokket. Og Aar for Aar blev Oppositionen mod ham stadig svagere, fordi Resultaterne hav ham Ret og skabte en stedse dybere Respekt for hans Erfaring og mesterlige Arbejde.

Parti og Presse havde i ham en trofast Støtte. Skønt Fagets Mand fra Isse til Fodsaal, forstod han fra sin tidligste Ungdom Betydningen af, at Fagbevægelsen dannede den faste Rygrad i det politiske Arbejde og i den socialdemokratiske Presses Kamp. Næst C. C. Andersen var han det ældste Medlem af Social-Demokratens Kontrolkomite, og saavel vort Blads Administration som de skiftende Redaktioner staar i dyb Gæld til ham for hans ærlige, kammeratlige Støtte i Medgang som i Modgang.

Ogsaa den Kooperative Bevægelse fandt i ham en fremragende Forkæmper. Aurora - Smedenes eget kooperative Selskab - var hans Stolthed, men de øvrige Grene af Kooperationen drog i fuldt Maal Nytte at hans Arbejdskraft. Dtl skyldtes hans redebonne Støtte, Andelsbolig-Bevægelsen i sin Tid kom over de døde Punkt, og i Arbejdernes Landsbanks Ledelse var han en af de solideste støtter.

Flere og flere Opgaver blev lagt paa hans Skuldre og Byrden blev vel tilsidst for stor. Den enorme Arbejdsevne, der var J. A. Hansens Styrke, blev tilsidst hans Svaghed. Den Tanke var ham fuldkommen fremmed, at han kunde gøre sig Livet lettere og overlade en Del af Arbejdet til andre; hun gravede sig ned I Arbejdsstoffet paa ethvert Omraade og segnede tilsidst under Byrden. Som Landsthingsmand paatog han sig trods vaklende Helbred de vanskeligste Opgaver og tumlede med lndustrikrisens komplicerede Problemer, i Borgerrepræsentationen var det ham ikke nok, at Formandsskabets anstrængende Hverv var ham betroet; han vilde ogsaa til alle Enkeltheder følge selv de vanskeligste Sager. Og saa indhentede Døden ham midt i den travle Arbejdsdag.

En Gang før havde dens Banken lydt haardt paa Døren. For et Aarstid siden var han meget farlig syg. En ondartet Sukkersyge havde sat Koldbrand i den ene Fod; med et resigneret Smil ofrede han Foden og undslap Døden. Og nu var det som om kun hans Jernvilje holdt ham oppe. Han havde ikke Tid til at dø; der var saa meget, der skulde fra Haanden først. Han bogstavelig talt styrtede sig ud i Arbejdet, foretog paa Trods af Lægens Bud lange Udenlandsrejser, sled paa sit Fagforeningskontor og i vigtige Kommissioner Dagen lang og tumlede saa til den lyse Morgen med det uhyre Arbejdsstof, som Voldgiftsretten og ikke mindst den store Arbejdskommission havde givet hans vidtomspændende Aand. Der var kommet Feberhast over den før saa sindige Mands Arbejde, men hans Aand var lysende klar, tvunget frem til Ydeevnens yderste Grænser i det afgørende Favntag mellem en ukuelig Jernvilje og et svigtende Legeme. Han fik sin Kongres fra Haanden. Om den havde hans Tanker kredset. Vilde hans Smede ogsaa nu staa Maal med hans store Forventninger? Vilde de efter Jættekampen i Fjor, trods Tidens Tynge, trods Arbejdsløshed og bristede Illusioner forstaa, at hans Stilling havde været den som han af hele sin ærlige Sjæl følte var den rette? Derom talte han i fortrolige Venners Kreds, derom kredsede hans Tanker i de søvnløse Nattetimer. Og saa maatte han staa syg og træt paa Talerstolen. Hans Taler paa Smedekongressen var det sidste, han havde at give, men Guldglansen i hans Solnedgang blev netop den Trofasthed, hans Kammerater viste. De havde fulgt ham, da han var rank og stærk; de svigtede ham ikke, da han syg og træt stred den sidste Strid. De blev deres Høvding tro. Derfor døde J. A. Hansen som en lykkelig Mand og det havde han fortjent, den ærlige Kæmpe, den trofaste, dygtige, kærlige Søn af den Arbejderklasse, hvis Opdrift og Fremgang blev hans Værk og hans Livs straalende Indhold. Ære være hans Minde, og al vor dybe Medfølelse være viet hans lille tapre Hustru, som stod ham bi i Kampens lange Aar og nu føler den knugende Tomhed omkring sig.

Socialdemokratiets Formand om J. A: Hansen.

Vi opsøgte i Aftes vort Partis Formand, Raadmand Fr. Andersen, og bad ham om en Udtalelse i Anledning af J. A. Hansens Død.

Fr. Andersen udtalte bl. a.:

Budskabet om J. A. Hansens Død kommer som et Tordenslag for mig. og jeg véd, at det vil vække dyb Sorg indenfor hele den socialdemokratiske Parti. - Ganske vist var J. A. Hansen først og fremmest af Fagforeningsmanden, og i den faglige Bevægelse har han lagt sit Livsværk. Men netop fordi han gik op i dette Arbejde med hele sin Sjæl, havde han et aabent Øje for Nødvendigheden af Arbejderklassens Deltagelse i det politiske Arbejde. Han saa, at Arbejderklasse maatte sætte sin Indflydelse ind paa alle Samfundets Omraader, og hans store Indsigt i faglige og økonomiske Spørgsmaal gjorde ham til én uvurderlig og stærkt benyttet Arbejdskraft, ogsaa i det politisk Liv, i Rigsdagen og i Københavns Kommunalbestyrelse.

Det socialdemokratiske Parti vil dybt komme til at føle Savnet af J. A. Hansens Medarbejderskab Hans Virksomhed vil altid staa som et Eksempel for dem, der skal fortsætte hans Gerning, og hans Navn er indskrevet uudsletteligt i vort Parti

De samvirkende Fagforbunds Formand om J. A. Hansens Eftermæle.

Dybt grebet ved Meddelelsen om J. A. Hansens Død udtaler Carl F. Madsen til os:

- Dette Dødsfald er et smerteligt, ja uerstatteligt Tab. J. A. Hansens store Indsigt og Erfaring, hans klare Forstand og uhyre Arbejdsevne betød saa uhyre meget for alle Grene af Arbejderbevægelsen. I en meget lang Aarrække har jeg arbejdet sammen med J. A. Hansen og jeg følte, at, han var en klog og god Ven, for hvem Sagen altid stod over Personen, Hans urokkelige Fastholden ved de Principer, han følte var de rette, hans støtte Ro selv i de haardeste Kampe og hans tillidsfulde Tro paa Arbejderklassens Evne til Sammenhold, gjorde ham til en uvurderlig Kammerat og Støtte. Hans Død fylder mig med dyb Sorg og Sorgen vil føles af alle Danmarks organiserede Arbejdere.

J. A. Hansens Efterfølger.

J. A. Hansens Suppleant som Medlem af Landsthinget er Borgmester Jacob Jensen, Aarhus, og hans Efterfølger som Borgerrepræsentant bliver Murarbejdsmand Bærentzen.

(Social-Demokraten, 9. juli 1926).

...samme Dag som J. A. Hansen drog sit sidste Aandedrag, udkom et Kommunistblad med et Billede af J. A. Hansen som et graadigt Uhyre, en Vampyr, der levede højt paa Arbejdernes Bekostning. Hvor stammer det Billede fra? For kun en Uge siden bragte en Række Kapitalistblade Landet over og ikke mindst Radikale Blade med Henblik paa Smedekongressen en Liste over J. A. Hansens Hverv, hans "Ben og Bierhverv", som det kaldtes, Rub og Stub var taget med, en Mængde Tillidshverv, som gav ham ganske ulønnet Slid og Slæb og som var paanødet ham, fordi hans øvrige Hverv gav ham særlig Indsigt og Erfaring. Meningen var at give tankeløse Læsere Indtryk af en Mand, der oppebar fyrstelige Indtægter og var stadig paa Jagt efter jordisk Mammon. Og saa er Sandheden den, at hans Indtægter det meste af hans Liv var saa uhyre beskedne, at ingen Kapitalistblads-Redaktør kunde tænkte sig at bytte. Selv de seneste Aar var hans Indtægter i Forhold til hans døgnlange Slid og den dyre Levevis, som følger af altid at færdes ude, meget ringe, og den Side af Sagen var for J. A, Hansen altid ganske underordnet.

Men Kapitallstpressens Oplysning var just bestemt for "Oppositionen" blandt Arbejderne, en Appel til de laveste Instinkter, i hvilke man altid søger sin Forbundsfælle mod Arbejderklassens Tlllidsmænd. I Kommunistbladets Infamier fandt Kapitalistpressen just det Ekko. som den kunde ønsket at fremkalde.

Hvorfor nægte, at saadanne Angreb forbitrede mange Timer for J A. Hansen og bidrog sit til at undergrave hans Helbred? Lad os nu kun sige det nu, naar hans Modstandere ikke vil føle Triumf derved, men tværtimod gribes af Skamfølelse, der maaske fører til, at ogsaa de levende Forkæmpere for vor Sag kan blive hilst med blankere Vaaben. Borgmester Kaper har - grebet af Dødens Alvor - sagt Ord, der har Bud til dem, der anser det for deres bedste Vaaben at fremstille enhver Arbejderfører som en forræder og lavtberegnende "Levebrødsmand". Sandheden er den, at Arbejderbevægelsen slider sine Mænd op, fordi den lykkeligvis ejer mange, mange dygtige Mænd der føler det som en Lykke at give sig helt hen i Arbejdet for en stor og begejstrende Sag, selv om de derved skal gaa i en tidlig Grav.

(Social-Demokraten 10. juli 1926)

Øverst til venstre: Formanden for De samvirkende Fagforbund, Carl F. Madsen taler. Øverst til højre: Deltagere og faneskoven. Udover Madsen talte overpræsident Jens Jensen, lederen af det tyske Metalarbejderforbund Dietzmann og smedeforbundets hovedkasserer A. Joohansen. Foto fra Social-Demokraten, 14. juli 1926.

J. A. Hansen blev begravet 13. juli 1926 på Vestre Kirkegård. Foto gengivet i socialdemokratiske blade fra dagene efter. Ca. 2.000 mennesker var mødt frem. Det officielle København med de hjemmeværende ministre var mødt frem, ligesom arbejdsgiverforeningens næstformand og medlemmer af Industrirådet. 

J. A. Hansens gravsted på Vestre Kirkegård. I. A. Hansen. 8. oktober 1867. 8. juli 1926. Smede og Maskinarbeiderne reiste dette minde. Monumentet er tegnet af politigårdens arkitekt, Holger Jacobsen og udført i bornholmsk sandsten og smedearbejde af kunstsmed Rietmann. I forbindelse med en renovering af kirkegården 2023 blev gravstedet flyttet en anelse. Foto Erik Nicolaisen Høy. Stenen blev afsløret 8. juli 1927:

Afsløringen blev bl.a. overværet af formanden for Smedeforbundet, Thorvald Stauning, Borgbjerg samt en mængde repræsentanter fra de faglige, politiske og kooperative foreninger og institutioner. 

Smedemester Svedstrup 1825-1827. 2/2. (Efterskrift til Politivennen)

101 Aar gammel.

Mørdrup er en lille stilfærdig Landsby oppe bag Espergærde. Der er ikke noget Særpræg over den, men den har det frem for de fleste andre Landsbyer, at her lever en af Landets Ældste, fhv. Smedemester Svedstrup, der i Dag fylder 101 Aar.

Den 101-aarige Smedemester Svestrup.

I den Anledning aflagde vi ham i Gaar et Besøg i hans hyggelige Hjem, hvor en Datter og Søn nu plejer ham paa det omhyggeligste. Glæden over den forestaaende Fødselsdag er imidlertid slaaet lidt ned. Gamle Svedstrup maa nemlig fejre Dagen i Sengen. En stærk Forkølelse har faaet et alvorligt Tag i ham og derfor gaar Samtalen ogsaa kun med stor Varsomhed.

Se os kan han ikke. For en halv Snes Aar siden blev han blind, men ellers har han alle sine Sanser i Behold, og hans Erindring spænder over Epoken helt tilbage fra Frederik den Sjettes Tid til Døgnets sidste Nyt. Og han fortæller: - Jeg er født i Helsingør, hvor Far var Kommandersergent og Skoleholder. Vi var mange Børn og der skulde noget til at mætte deres Munde. Jeg levede altsaa en hel Del af min Barndom paa Kronborg, hvor Frederik den Sjettes Moder, Caroline Mathilde havde siddet som Fange. Det kunde Kongen aldrig glemme, og derfor satte han aldrig sine Ben paa Slottet. Dets Sale blev brugt som Oplagsplads for alt muligt Skrammel. Det var rent sørgeligt at se paa. Men saa kom Christian d. Ottende paa Tronen, og det kan nok være, Piben fik en anden Lyd.

Man ventede ham kort efter Tronbestigelsen paa Besøg Helsingør, og De kan tro, det gik med Fart at faa ryddet op og gjort i Stand i Salene til hans Ankomst.

Alle vi maatte tage en Haand med. Ja, hvad er der saa at fortælle? Jeg saa Rye og Schleppegrel rykke ud, da Krigen kom. De havde begge Garnison i Helsingør. Det var en bevæget Afsked. Den gjorde et dybt Indtryk, selv paa os Børn, Saa dybt, at det aldrig er gaaet mig af Minde.

I 1850 nedsatte jeg mig saa som Smedemester hernede i Mørdrup. Ja, og siden er Livet gledet stille hen for mig. Nu er jeg gammel og blind og min Datter maa læse Aviserne for mig. Man vil jo gerne følge med, saa længe man kan. Ak ja - den Gang man var ung, var det ingen Sag. Saa regnede man ikke en Fodtur fra Helsingør til København for noget. Det Svip har jeg gjort mange Gange.

Men sig mig for Resten, hvorledes gaar det med den store Udstillingshal med det vældige Tag uden Støttebjælker? Som gammel Smed kunde jeg godt have ønsket at se det Stykke Arbejde.

Og saa den Historie nede i Ungarn med de falske Penge. Det maa være nogle fæle Karle.

Ja. Tiderne har forandret sig. Jeg kan jo nok tale med om det.

Saadan snakker den gamle Mand løs springende fra Fortid til Nutid. Men saa er han ogsaa træt. Han lægger sig tilbage i Puderne, og Fotografen tager en Plade af den Gamle, der har levet i et Tidsrum. der spænder over mere end et Aarhundrede

(Aftenbladet (København) 3. februar 1926).

Niels Ferdinand  Svedstrup døde d. 4. januar 1927, en måned før ville være blevet 102. I 1927 blev der udgivet en bog af Anders Uhrskov: "To Gamle fortæller" hvoraf han er den ene.

Smedemester Svedstrup 1825-1827. 1/2. (Efterskrift til Politivennen)

Ferdinand Svedstrup var ud af en familie hvor faderen døde som 44 årig, mens moderen blev overlag opdragelsen af de 14 børn (12 drenge og 2 piger). I 1850 overtog han Mørdrup Smedje, Mørdrupvej 125. Som smed var han især kendt for sine hestesko som folk kom langsvejs fra for. Omkring 1898 overtog sønnen John William Svedstrup smedeforretningen. Han blev gift med en norsk kvinde, men flyttede efter hustruens død i 1900 tilbage til Helsingør til sin datter, fhv. skolebestyrerinde frk. Betzy Svedstrup. En af hans sønnedøtre var indtil 1921 sproglærerinde ved realskolen i Stenlille. 

Kort fra 1857 som viser smedjens placering (til venstre) i forhold til landsbyen Mørdrup.

Den hundred-aarige

Fhv. Smedemester Ferdinand Svedstrup fortæller om gamle Dage.

Slaverne paa Kronborg

I den lille Landsby Mørdrup, faa Kilometer fra det mondæne Espergærde, fandt der forleden en ret usædvanlig Begivenhed Sted, idet en af Beboerne, den gamle, forhenværende Smedemester Ferdinand Svedstrup fyldte 100 Aar.

Den usædvanlige Fødselsdag gik selvfølgelig ikke stille af. Skolen, hvor den gamle Smed bor hos sin Datter, den tidligere Lærerinde, var Dagen igennem fyldt med Gratulanter fra nær og fjærn. Sogneraadet mødte in pleno, Smedelauget fra Helsingør, hvor Fødselsdagsbarnet er født, mødte ogsaa op, og desuden kom der Venner og Bekendte fra hele Egnen for at lykønske den gamle Smed, der altid har været og stadig er ualmindelig afholdt.

Den 100-aarige fortæller. Minder fra Slaveriets Dage.

Vi har igaar aflagt et Besøg hos Smedemester Svedstrup, der nu er faldet til Ro ovenpaa Fødselsdagsfestlighederne. Da vi kom ind, sad den gamle Mand i en Lænestol og underholdt sig interesseret med sin Datter om Døgnets Begivenheder, i hvilke han følger med med stor Interesse.

Vi bad den gamle Smedemester fortælle lidt om gamle Dage, en Anmodning, han efterkom med den allerstørste Velvilje, og det varede ikke længe, inden vi var inde i en interessant Samtale om en Tidsalder, der for os Nutidsmennesker synes saa uendelig langt borte, og som dog altsaa ikke er fjernet længere fra os, end at der endnu lever Mennesker, der har oplevet den.

- Jeg er født den 3. Februar 1825 i Groskenstræde, i Helsingør, siger den gamle Smedemester. Min Fader var Kommandersergent, men ved Siden heraf holdt lian ogsaa Skole. Da jeg var tre Aar gammel, døde min Fader, og Skolen blev da nedlagt, hvorefter min Moder og mine Søskende flyttede ud til Trykkerdammen. Fra denne Periode kan jeg tydeligt huske Slaverne paa Kronborg. Disse ulykkelige Mennesker sad indespærret i skumle Fængsler paa Slottet, med tunge Jernlænker om Fødderne, og havde det kun saa kummerligt. I deres Fangebuller lavede de forskellige Smaating, som de roligste og mest fredelige af dem en Gang om Ugen fik Lov til at gaa ud i Byen og sælge. De var dog stadig under Opsigt af Slavesergenten, der flittigt brugte sin Pisk, hvis de ikke vilde makke ret, og de var altid iført Slavedragt.

Slaverne blev den Gang meget haardt behandlet, og forbrød de sig mod Reglementet, blev de strengt straffet, ja, der skulde saamænd ikke saa meget til, for at de stakkels Mennesker blev dømt til Døden. Henrettelsen fandt da altid Sted paa den aabne Plads, Grønnehave, der endnu findes. Som Dreng overværede jeg en såadan Halshugning af en dødsdømt Slave, en Oplevelse, jeg aldrig glemmer. Alle Eksekutioner foregik den Gang offentlig, og der var selvfølgelig fuldt af Folk, naar en Dødsdom skulde eksekveres.

Et mislykket Flugtforsøg.

Saadan som Slaverne havde deit, fortsætter den gamle Smedemester efter en Pause, var det selvfølgelig ikke underligt, at de af og til prøvede paa at flygte, men det var meget vanskeligt, og det lykkedes kun faa at slippe bort. De fleste af dem der naaede udenfor Kronborg Fængsel, blev som Regel taget lige i Omegnen. Jeg erindrer saaledes et Tilfælde, hvor en Slave undslap forklædt som Kommandanten General Rothes Kusk. Han blev imidlertid fanget lige udenfor Byen og straffet for Flugtforsøget ved at blive offentlig pisket Han blev bundet til en Pæl, og en af Slavesergenterne piskede ham da mod en svær Tamp. For at overdøve den Ulykkeliges Skrig lod man Regimentsmusiken spille.

Soldatens "glade" Liv.

Det var strenge Dage dengang. Selv Soldaterne havde det ikke for godt. Jeg blev aldrig Soldat, jeg var nemlig født i en Købstad, og var saaledes det, man kaldte "frifødt". Soldaterne skulde imidlertid heller ikke gøre sig skyldig i mange Forseelser, før de blev haardt straffede. En af de mest almindelige Straffemetoder var Spidsrod. Jeg har ved flere Lejligheder overværet, at Soldater har maattet løbe Spidsrod, og de Kammerater, som var udkommanderet tal at eksekvere Dommen, turde ikke andet end slaa til, thi bag dem stod Sergenterne og passede paa, at de udiførte Afstraffelsen paa en ordentlig Maadc. Gjorde de ikke det, kunde de risikere selv at kamme til at løbe Spidsrod ... Louis.

(B. T. 6. februar 1925).

For 100 Aar siden - og nu.

Smedemester Ferdinand Svedstrup i Mørdrup ved Helsingør fyldte i Tirsdags 100 Aar. Han har i den Anledning fortalt en Del af sine Erindringer, bl. a. følgende:

Jeg skal fortælle Dem lidt om Læreforholdene den Gang. Det vil maaske have nogen Interesse for Nutidens Lærlinge at læse om, hvad der blev budt os Lærlinge i 1840.

Min Læremester var Smed Georg Smidt - der tampede os fra Morgen til Aften. Kl. 5 om Morgenen skulde der være Ild paa Essen. VI havde jo ikke Tændstikker den Gang, men maatte hugge Ild med Fyrtøjet. Det tog Tid, og det kunde ogsaa mislykkes. Var Ilden ikke blæst op til Kl. 5, saa vankede der Dagens første Klø, og de var de værste. Mester var altid bedst oplagt til Klø om Morgenen. Min Læretid er for mig en lang Erindring om Sult og Klø, Sult og Klø. Vor Frokost bestod af 2 Skiver Fedtebrød, Svendene fik et Stykke Ost paa det ene Stykke. Til Vesper Kl. 5 fik vi et halvt Stykke Fedtebrød med Ost. Svendene fik hertil en Snaps, til Aftensmaden var to Rundtenommer (1 Stk. med Fedt og 1 Stk. med Ost og Smør). Middagsmaden bestod af Ærter, Kant, Grød og lign. og var det eneste Maaltid, der nogenlunde kunde mætte en sulten Mave, men dog kun for en kort Tid. Det skete mange Gange, at jeg segnede besvimet om af Mathed ved Ambolten. Sulten nagede evig og altid. Jeg kan huske, at jeg gjorde mig til Vane at levne en File Bid af vort knap tilmaalte Aftensmaaltid til næste Morgen. Morgenmaaltidet var nemlig kun en Kop tefarvet Vand med en Bid brunt Sukker til. Naar Jeg havde en lille lavning af Fedtebrødet fra den foregaaende Aften, kun et Stykke paa en Tomme i Firkant, kunde jeg saa nogenlunde klare Morgenarbejdet og svinge de tunge Forhamre.

Vi Lærlinge hittede paa at gaa til Bageren og bede ham om at gøre Brødene kortere og tykkere, da der jo kun vankede det bestemte Antal Rundtenommer, og at spørge om mere vilde blive besvaret med en Lussing. Bageren grinte til os - det var alt. Det var i og for sig føret, da jeg lærte at bruge Skraatobak, at jeg kunde holde Sulten nede og Arbejdsevnen oppe. Skraaen blev Lægedom for mig, og den har fulgt mig som en trofast Følgesvend lige til i Dag, da jeg kan skimte mine 100 Aar.

(Folkets Avis - København 18. februar 1925).

Foto fra Dagbladet (København) 2. februar 1925.

Slaverne paa Kronborg.

Af en Hundredaarigs Erfaringer.

Forleden fyldte Smedemester Ferdinand Svedstrup, Mørdrup ved Helsingør, 100 Aar.

Til "Nordsjælland" fortæller den Hundredaarige følgende, der sikkert vil interessere:

Jeg erindrer fra de Dage, da jeg var ca. 6 Aar gammel, Halshugningen paa Grønnehave. En af Slaverne paa Kronborg havde forbrudt sig haardt, og i de Dage gaves ingen Pardon. Han skulde halshugges, og Dødsdommen skulde fuldbyrdes ude paa Grønnehave paa det Sted, hvor Skydevoldene senere fandtes. Henrettelsen var som altid i de Dage offentlig - det vil sige: Folk blev holdt i tilbørlig Afstand fra Retterstedet af en tæt Kordon af Soldater. Publikum mere anede end just saa, hvad der skete.

Men vi Drenge havde bedre Chancer. Vi smed os ned paa Grønsværet og kunde sna nogenlunde faa vor Nysgerrighed tilfredsstillet ved at kigge mellem Soldaternes Ben.

Der var altsaa i de Dage Slaver paa Kronborg. Der skulde ikke saa meget til for at blive smedet i Jern. Et Tyveri, ja, mindre end det var tilstrækkeligt. Slaverne var indespærrede i Slottets yderste Udenværk. De sad her bag Tremmerne med deres Lænker om Benene og lavede forskellige Smaating. En Gang om Ugen fik de skikkeligste Lov til at gaa ud i Byen og sælge disse Smaating til Folk, men altid var de under Bevogtning af Slavesergenten. Jeg købte en Gang som Dreng et Par Trætøfler af en Slave for en Rigsort (50 Øre).

Den samme Slave var for øvrigt et rigtigt pænt Menneske at se paa. lHan var selvfølgelig frygtelig udmajet med sine Lænker om Benene og sin hvide og sortdelte Slavedragt. Jeg spurgte ham, hvorfor han var kommen i Slaveriet. Jeg trak en Tøjrepæl op! sagde han. Saa fulgte der vel en Hest med? spurgte jeg. Det gjorde der vel - Saa var den Passiar forbi. Slavesergenten jagede ham videre.

En lille Begivenhed fra Slavedagene, som vakte en Del Opsigt, maa jeg dog fortælle, fordi det viser, at det ikke var helt umuligt at flygte fra Slaveriet. Kommandanten paa Kronborg - jeg tror, han bed General Rothe - var en fin Mand, der havde stort Hestehold derude og altid kørte med fire Heste. Han ejede "Aggersvold" ved Jyderup og andre Godser, og han kørte hver Sommer derned. Hans Kusk hed Peter Jensen, en flot Karl, som altid var med ham. Under en af disse Udflugter lykkedes det en af Slaverne, der hjalp til med Pasningen af Genoralens Heste at slippe uset ind i Peter Jensens Kammer. Her fik han med Hammer og Mejsel Jernringen om Foden hugget over, hvorefter han iførte sig Peter Jensens flotte Søndagstøj, den høje Hat, Kalvekrydset, Lakstøvler og Spadserestok, og i denne Mundering passerede Slaven stolt forbi den ellers meget paapasselige Vagt og vandrede bort. Faa Timer efter blev Flugten opdaget, og Jagten gik saa efter den ulykkelige undvegne. Tilsidst fangede man ham og førte ham tilbage til Slaveriet. Først skulde han dog have en ekstra Revselse i Generalens egen høje Nærværelse. Paa Slottets Grund var rejst en Pæl, hvor den ulykkelige blev bundet. Han fik saa paa den bare Krop alle de Prygl, han kunde taale. For at overdøve hans Skrig spillede Regimentsmusiken.

Ja, føjer Svedstrup til, det var en haard Tid dengang. Soldaterne havde det saamænd ikke bedre. Soldaterne var jo i de Dage Bønder, thi vi Købstadfolk var "frifødte". Jeg erindrer at have set en sølle Soldat løbe Spidsrod, som det kaldtes, ogsaa under Militærmusik. En lang Række Soldater blev stillet op i to Geledder, hver forsynet med en smidig Hasselkæp. Gennem denne "Gade" skulde den strafskyldige Soldat saa gaa. Hver Mand skulde give ham et Rap, og de havde at slaa til, thi bag dem stod Underofficererne og sørgede for, at Straffen blev eksekveret i sin fulde Strenghed. Snød en af Kammeraterne, var han udsat for selv at faa samme Omgang. Den arme Soldat var mere død end levende, da Torturen var endt.

(Fredericia Social-Demokrat 24. februar 1925).

Den dræbte Smedesvends Ulykkesforsikring. (Efterskrift til Politivennen)

Hans Barn faar ingen Ting.

Forrige Onsdag styrtede en 22 aarig Smedesvend Charles Petersen under sit Arbejde paa den elektriske Lysstation i Gothersgade ned fra et Stillads i 58 Fods Højde. I Nattens Løb døde han paa Hospitalet.

To Dage efter - om Fredagen - skulde han have haft Bryllup. I Stedet for at sætte Brudekransen paa sit eget Hovede kom hans Kæreste nu til at lægge en Krans paa sin afdøde Vens Kiste.

I Tirsdags blev han begravet fra Nordre Kapel paa Vestre Kirkegaard. En talrig Skare af Kammerater og Direktørerne for Aktieselskabet Smith, Mygind & Hattemeyer, som han havde arbejdet for ved sin Død, fulgte ham til Graven. Og foruden samledes om hans Kiste den gamle, sørgende Moder, hans Brødre, Kæresten - og hans og hendes lille Dreng.

Petersen var ulykkesforsikret, som alle udsatte Arbejdere, men de Par Tusind Kroner, som hans Hustru og Barn kunde have saaet, bliver nu nægtet dem, fordi Ulykken var kommen to Dage før det berammede Bryllup.

Hvad havde vel været rimeligere end at udbetale Pengene til hans Kæreste og Barn? Nu faar de ingen Ting.

Forhaabenlig vil Petersens "lovlige" Arvinger, som nu faar Pengene udbetalt, huske paa disse to, der dog stod ham nærmest, hans Barn og hans Barns Moder.

(Aftenbladet (København) 16. januar 1904).

Voldeligt Overfald i et Prostitutionshus. (Efterskrift til Politivennen)

Om et i et Prostitutionshus her i Byen forefaldet voldeligt Overfald har vi indhente, følgende Enkeltheder:

I Torsdags Aftes traf en Mand - efter Sigende en Smedemester - paa et offenltgt Sted sammen med en Bagersvend Johansen, der foreslog, at de i Fællesskab skulde besøge hans "Forlovede", et prostitueret Fruenttimmer ved Navn Davidsen, der har Bopæl i Aabenraa Nr. 19. Her nød de forskellige Drikkevarer og spillede Kort, formodenlig om Penge.

Da Klokken var Et om Natten blev en Familie, der bebor en Lejlighed umiddelbart op til Bordellet, vækket ved Jamren og Raab om Hjælp, og da man kort efter fik Bud efter Politi, og dette sprængte den aflaasede Dør, fandt man Smedemesteren liggende blødende med forslaaet Hoved. Paa Sofaen fandtes en Del Blodpletter. I Værelset befandt foruden den Mishandlede kun Pigen Davidsen: Voldsmanden Johansen havde Lejlighed til at skjule sig i Skorstenen, og under den Forvirring, der nu opstod i Huset, undløb han. Han bIev om Formiddagen anholdt i sit Logis i Aabenraa Nr. 4. Pigen blev først anholdt om Middagen hos Politilægen. hvor hun mødte til den reglementerede Visitation. Begge er nu under Laas og Lukke i Raadhusets Arrestlokale paa Nytorv, og Forhørerne er i fuld Gang.

* * *

Slagene og Saarene, der er tilføjet den Overfaldne, er meget betydelige. Johansen har slaaet sit Offer med forskellige Servantemøbler; en Vandkande blev slaaet i Stykker, og med den skaarede Hank bearbejdede Johansen længere Tid den andens Hoved, hvori flere Småstykker af Hanken blev siddende fast. 

Politiet fik naturligvis i en Fart den Overfaldne transporteret i Droske til Kommunehospitalet, hvor der skal være hengaaet flere Timer, inden man fik udtaget de mange Skaar og fik forbundet Hovedet.

* * *

Et her i Byen i Gaar verserende Rygte om, at den Overfaldne skulde være død af de ham tilføjede Saar, blev i Gaar Eftermiddags benægtet af Politiet ved vor Henvendelse til det.

* * *

Af Beboere i Huset siges det, at Johansen er en raa og ondskabsfuld Krabat, der meget ofte indlader sig i Slagsmal og tidt uden nogen Anledning har overfaldet Folk.

Forhaabenlig vil Politiet nu være i Stand til at dæmme lidt op for Fyrens Brutalitet.

(Social-Demokraten 9. februar 1887).

Overfaldet i Aabenraa 19.

Til det af os i vort Gaarsnumer omtalte voldelige Overfald i Prostitutionshuset, Aabenraa 19, skal vi i Dag til vor Omtale af Sagen, der i sin Helhed er korrekt, efter indhentede Oplysninger bringe følgende Supplement:

Voldsmanden, Bagersvend Theodor Johanson, kom Torsdag Aften ned paa et herværende Beværtningssted, hvor han traf sammen med Smed T. De blev, efter at de gensidig havde trakteret hinanden med Drikkevarer, snart enige om at spille Kort. Kortene kom paa Bordet, men under Spillet lagde Johanson Mærke til, at Smeden havde mange Penge hos sig, og Tanken om at komme i Besiddelse af dennes Penge opstod da hos ham. Han fortsatte imidlertid þ- uden at lade sig mærke med noget - Spillet til henad Kl. 12, Da Lokalet straks efter lukkedes, foreslog han Smeden, at de begge skulde besøge hans "Kæreste", Hansigne Davidsen, der boede i Aabenraa 19. Hertil havde Smeden intet at bemærke, og de begav sig derfor til Prostitutionshuset, hvor de Kl. 12½ atter begyndte at spille Kort. Johanson lod da sin "Kæreste" hente noget Øl, og medens hun var borte, op lod der et Skænderi imellem de Spillende, der udartede til det Overfald, vi i Gaar omtalte, under hvilket Smeden blev stærkt forslaaet i Hovedet af en Vandlande, og som førte til det Resultat, at Johanson samt Fruentimmeret, der efter Sigende er ganske udenfor denne Sag, næste Dags Formiddag blev arresteret.

* * *

Den Overfaldne. Smed der af det tilstedekaldte Politi fandtes liggende stærkt blødende paa Gulvet, blev straks indlagt paa Kommunehospitalet, hvor det viste sig, at han var forholdsvis sluppet let fra Overfaldet. Skønt der hengik lang Tid, inden Skaarene blev notaget af Panden og Hovedbunden, var han dog saa vidt restaureret, at han i Tirsdags Middags efter Familiens Ønske blev udskrevet af Hospitalet. Dog vil der endnu hengaa nogen Tid til hans fuldstændige Helbredelse.

* * *

Arrestanten Theodor Johanson er 26 Aar gammel og er født i Sverig. Han har flere Gange tidligere været tiltalt for Slagsmaal og er som Følge deraf saa godt kendt af Politiet som Kvarterets Slagsbroder, at det sikkert denne Gang varer længe, inden han atter faar sin Frihed.

* * *

Et herværende Blad omtalte i Gaar, at Pigen "af Had til sine Forældre beboede en Lejlighed i Ejendommen lige over for disse, og at Gadens Beboere af Medlidenhed til Forældrene - (af disse lever kun Moderen. Faderen er død for 10 Aar siden) - indgav en Adresse til Politiet om Prostitutionens Forflyttelse fra For- til Baghus".

Endvidere at en bekendt Overretssagfører paa Nørregade ejer Stedet, og at "denne driftige Mand gør en indbringende Forretning af Huset".

Begge Meddelelser er fri Fantasi. For Overretssagsørerens Vedkommende er der dog saa meget sandt i Historien, at han administrerer Ejendommen paa nogle Kreditorers Vegne.

Samme Blad meddeler tillige, at den Overfaldne var forsvundet ved Politiets Tilstedekomst, som saa omsider fandt ham ude i Skorstenen. Sandheden er, at den Overfaldne laa blødende paa Gulvet, medens Voldsmanden var løbet ud i Køkkenet, krøbet ind i den aabne Skorsten og gemt sig der, indtil han saa Lejlighed til al snige sig ud og saaledes undløbe.

Tidsangivelsen "i Forgaars" i Stedet for "Natten mellem Torsdag og Fredag" er Bladet ogsaa i Vildrede med, og Historien om "Blikspanden fuld af Kobbermønter" og en mindre dito med Sølvpenge, reducerer sig til en lille Blik-Sparebøsse med nogle faa Kobberpenge.

(Social-Demokraten 10. februar 1887).

Åbenrå 19 lå i en nu nedrevne husrække mellem Hauser Plads og Landemærket. Den nutidige husrække er fra nyere tid. Fotoet nedenfor viser husrækken overfor juni 1903. Om bygningerne overfor, fortæller fotoet selvfølgelige ikke, men kan være retningsgivende. Et andet foto af Åbenrå 25 fra 1890 (også Kbhbilleder) antyder at dette kan være tilfældet.

Åbenrå. Tagparti fra Landemærket 43. Juni 1903. Johanson boede i Åbenrå nr. 4, måske et af husene som ses til venstre. Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder.

Adam Petersen 1828-1886. (Efterskrift til Politivennen)

Adam Petersen

En af Arbejderpartiets ældste og mest trofaste Veteraner, Adam Petersen, er i Gaar morges Kl. 6 1/4 pludselig død af et Hjærteslag, uden nogen egentlig forudgaaende Sygdom. Endnu i Forgaars Aftes færdedes den Gamle mellem Venner og Bekendte i Forsamlingsbygningen, hvor han var Vicevært, og Ingen skulde da have troet, at han saa snart for stedse maatte forlade sit Hjem og den Bygning, hvis Opførelse ikke mindst skyldtes hans Arbejde i Partiet.

Adam Petersen var født i København den 18. Juli 1828, og var saaledes 58 Aar gammel. Hans Liv var en Proletars. Fra Fødselsstiftelsen kom han i Pleje og var derefter i Opfostringshuset, indtil han ved Konfirmationen kom i Smedelære og blev Svend. Som 20aarig ung Mand deltog han i Felttoget 1848 blandt de Frivilliges Skare og var med under hele Krigen. Hans muntre Sind og Trang til Afveksling foranledigede ham derefter til at rejse som Soldat til Vestindien, hvorfra Feberen efter to Aars Forløb dog atter tvang hun tilbage. Han tog da paany fat paa Haandværket og rejste en Del i Tyskland, hvor han hentede sig sin Hustru, der nu efter 31 Aars Ægteskab har mistet sin Livsledsager. Petersen har to voksne, gifte Døtre og en 26-aarig Søn, som i længere Tid har været paa Reise i det Fremmede.

Da Socialismen i 1871 rejstes her hjemme, var Adam Petersen blandt de første, som tog Del i Bevægelsen. Og han havde en sjælden Energi, som satte sig Mærker, hvor han tog fat. Petersen brød sig ikke Baner paa det agitatoriske Omraade, skønt han dog en enkelt Gang drev det til at tale ved Arbejderpartiets Grundlovsfest, men i Partiets indre Forhold udfoldede han saa til Gengæld hele sin Virkelyst, der altid prægedes af Ærlighed og Akkuratesse.

1877 ophørte den Afdøde at arbejde ved Smede og Maskinfaget, for hvis Organisation han havde udrettet ikke saa lidt, og han klarede sig derefter med lidt privat Arbejde og den Bifortjeneste, som han havde ved at være Kasserer i forskellige Foreninger. Hans Livs første Ønske var, at Arbejderpartiet kunde faa sin egen Bygning, og Ingen har med større Ihærdighed kunnet arbejde for denne Sag. I de for Partiet ugunstige Tider vandrede Petersen med sine 10 Øres Kvitteringer fra Værksted til Værksted, fra Plads til Plads, for at skaffe Penge tilbygningen, og Partiets Fremgang kronede endelig hans Ønskede Maal, da Bygningen i Rømersgade i Foraaret 1879 blev overleveret Arbejderne.

I Slutningen af sin Levetid var Petersen svagelig. Men han troede dog vist næppe selv, at det hele saa snart skulde være forbi.

Adam Petersen har i det socialdemokratiske Arbejderparti rejst sig et varigt Minde som en trofast og virksom Partifælle.

(Social-Demokraten 30. december 1886).

Foto af Adam Petersen i "Smede- og Maskinarbejdernes Forbund 1873-1898" side 12.

"Smede og Maskinarbejdernes Fagforening af 1873" havde som formand I. C. Hansen, viceformand Adam Petersen og kasserer Emil Petersen. Adam Petersen blev begravet på Assistenskirkegården:

Farvel til Adam Petersen!

Den store Skare af Mennesker, som i Søndags samledes for at følge Adam Petersen til hans sidste Hvilested, vidnede om, at han i de 10 Aar, han har virket for Forsamlingsbygningen, har skabt sig en Vennekreds i Arbejderstanden, som længe vil bevare hans Minde. Derfor var det med Glæde, at jeg vilde efterkomme et Ønske af Bestyrelsen om ved hans Grav at bringe ham det sidste Farvel. Da imidlertid den fungerende Præst, Pastor Steen, efter Ordre fra Stiftsprovsten nedlagde Forbud imod, at der blev talt ved Graven, finder jeg herved Anledning til at bringe vor gamle, tro Kasserer den sidste Tak for hans Virksomhed i Arbejderpartiets Tjeneste. Han opnaaede at blive æret af dem, han kom i Berøring med, og blev beundret for den Udholdenhed, hvormed han udførte sin Gerning. Derfor vil Adam Petersens Minde blive bevaret i det danske Arbejderparti. En Tak og et Farvel lød dog stille i enhvers Hjærte, som var til Stede ved Graven, og her lyder det højt til Alle, 

Farvel og Tak!

P. Hansen,

Formand for Aktieselskabet "Den almindelige Forenings- og ForsamIingsbygning i hovedstaden".

Adam Petersens Ligfærd

Før sin Død havde gamle Adam Petersen en Gang ytret Ønske om, at naar hans Time kom, han da maatte blive begravet fra Arbejdernes Bygning i Rømersgade. Og det Ønske blev respekteret. Han vilde ikke ind i noget andet Forsamlingshus undervejs til Graven; han vilde føres lige fra den Bygning, han selv havde været med at rejse - hans Livs Stolthed - og faa til de fire Vægge, indenfor hvilke Ligheden sluttelig realiseres for os alle.

Kl. 12 i Søndags var Rømersgade Samlingsstedet for en uhyre Skare, der vilde vise den trofaste Afdøde den sidste Ære. Og han fik da en Tak med til Farvel, saa rig og fyldig, at de kirkelige Avtoriteters paafølgende Forbud mod at give den Ord ved Graven ikke gjorde noget virkeligt Skaar i den. Adam Petersen havde jo, medens han levede, aldrig staaet sig rigtig godt med Avtoriteterne, og at de nu gav hans Kiste et Spark med i Graven, var kun til Ære for ham.

Menneskemængden forholdt sig rolig ventende i Rømersgade og de tilstødende Gader. Noget over Kl. 12 bevægede 21 røde floromvundne Faner sig ud af Porten til Arbejdernes Forsamlingsbygning, hvor Adam Petersen udaandede, og umiddelbart efter fulgte Slægt og nærmeste Venner med ham selv og bar ham hen til Ligvognen, der af Hensyn til den stærke Trængsel var kørt et Stykke forud. Og saa svingede Følget langsomt op efter Kisten, og det blev en Ligskare vel tre Gange saa stor som den, der faa Dage forinden med Hoffet og Gejstligheden i Spidsen fulgte afdøde Madvig. Tallet anslaas almindelig til over 10,000 - "alt Slags Folk fra Gaden, der var kommen for at gøre Sjov", sagde Præsten senere.

Men det maa vi vel ogsaa nærmest tage som en Ros for vor gamle Ven. Selv Vorherre havde nok ikke andet Ligfølge i sin Tid end de "Folk fra Gaden", og kunde han nøjes med dem, behøver Adam Petersen saa vist ikke at skamme sig i sin Grav over de 10,000 Arbejdere, der fulgte ham.

Paa Kisten hang Krans ved Krans. Alle de Mennesker, Petersen var kommen i Berøring med, havde tænkt paa ham med Blomster og Grønt og det han selv satte aller mest Pris paa: røde Baand. Der var Kranse fra Byggeselskabet, som skyldte hans samvittighedsfulde og energiske Virksomhed saa meget; fra Smede- og Maskinarbejdernes Forbund, hans gamle Fagfæller, fra de frisindede Vælgerforeninger t København; fra "Social-Demokraten"s Redaktionspersonale, fra "Social-Demokraten"s Ekspedition; fra Funktionærer i Bygningen; fra Arbejderne paa Kofods Maskinfabrik; fra forskellige Fagforeninger; og endelig naturligvis fra Slægt og Venner. En Krans var sendt fra det tyske Socialdemokrati.

Toget bevægede sig ad Frederiksborggade og Nørrebrogade til Assistenskirkegaarden, stadig forøget paa Vejen. Sporvognene blev af Politiet beordrede til at standse deres Kørsel paa denne Strækning.

Udfor en af de midterste Kirkegaardsporte imod Nørrebrogade blev Kisten løftet af, og Medlemmer af Byggeselskabets Bestyrelse bar den Resten af Vejen, hvorefter Følget rolig og langsomt samlede sig om den aabne Grav. Sneen havde lagt et pynteligt Tække hen over Jorden, Luften var stille og klar, og der var den tavse Højtidelighed over Forsamlingen, som Døden altid plejer at indgive. Saa kom Pastor Steen fra Sankt Johannes og brød Freden.

Han kom som en Mand der bar Sværdet; han havde med sig et Forbud mod, at der blev bragt den fattige, hæderlige gamle Arbejder et Farvel ved Graven fra en af hans mange Venner, og Præsten benyttede sig af sin Myndighed. Helt anderledes var det sikkert gaaet, om nogen vilde have købt for 20 Kr. Farvel i Sankt Johanneskirkens Præstebolig.

Efter at der var udført en Koral over den Døde traadte Pastor Steen frem og sagde:

"Efter forudgaaet Indberetning til Stiftsprovsten er der ved denne hellige Handling nedlagt Forbud mod, at der tales, naar den lovbefalede Jordpaakastelse er forrettet. Jeg opfordrer derfor alle til ikke at vise usømmelig Adfærd her paa dette gudindviede Sted ved at overtræde Forbudet.

Da jeg er bleven anmodet om kun at forrette Jordpaakastelsen, skal jeg indskrænke mig til Ritualet. Og nu vil jeg se, om nogen af denne Forsamling har Mod (!) til at blotte deres Hoveder for Guds hellige Ord.

Af Jord er Du kommen o. s. v. Fader Vor o. s. v. *). Amen!

Jeg henstiller til Hr. Politiassistent Rantzau at sørge for Forbudets Overholdelse.

Til Snedker P. Hansen, der havde ønsket at holde en kort Tale, udtalte den Guds Mand sluttelig som sin private Mening, hvad vi har citeret foran, nemlig at gamle Adam Petersens Følge bestod af "alt Slags fra Gaden, der var kommen ind for at gøre Sjov." Den gejstlige Forespørgsel, om nogen af dette "Gadepublikum" havde Mod til at blotte deres Hoveder for Guds hellige Ord, blev besvaret saaledes, at en Del tog Hattene af men samtidig hviskede: "Ja vel - men det er for gamle Adam Petersen vi tager den af." Om "Helligheden" skulde man unægtelig heller ikke faa høje Tanker gennem Præstens Tale.

Vi skal i øvrigt ikke besmitte Referatet fra vor afdøde Meningsfælles Ligfærd ved at nævne ved rette Navn den fromme Herrens Tjener, som saaledes har sølet sin præstelige Foragt udover Følget og derigennem over ham, som laa i Kisten. Vi og Pastor Steen tales nok ved senere.

*) Fader Vor hører for Resten slet ikke til det lovbefalede Ritual.

(Social-Demokraten 4. januar 1887).

Pastor Steen ved St. Johanneskirken.

Ingen Agitation kan maale sig med Gejstlighedens. Den bemægtiger sig Mennesket fra Moders Liv, og den slipper det ikke før paa Kirkegaarden. Den svøber Barnet, den svøber Liget, og den blander sig i alle borgerlige Forhold, som ligger mellem disse to "hellige Handlinger". Den møder ved Brudesengen som ved Barselsengen, den staar ved Skoledøren som ved Kirkedøren; den udsteder Attester, der forlanges foreviste lige saa ofte som Attester for Kokoppevakcination. Den holder 1200 Forsamlingshuse, Blade i hver By, faste og rejsende Agitatorer, og alt sammen koster det den selv ingen Ting. I Henhold til Grundloven er den evangelisk-lutherske Gejstligheds Agitation nemlig en Statssag, og alle Borgerne betaler til den.

Her i Landet er Gejstligheden Højre, og den agiterer til Højre.

Vi skal ikke opholde os ved noget i sin Grund saa forvrøvlet, som at det største politiske Parti vi har, Venstre, ved at støtte Statskirken altsaa modarbejder sig selv. En Finanslovsbevilling til Kirkeministeren er gennemgaaende slet ikke andet end en Bevilling til Agitation imod Oppositionen; Pengene gaar lukt ind i 1200 konservative Arnesteder, der har bestaaet længe før det Navn "konservativ Klub" nogensinde blev opfunden. Derimod skal vi gribe i vor egen Barm og spørge: hvad gør vi selv?

I Søndags skete der en i og for sig lille Begivenhed, som er vel egnet til at rejse dette Spørgsmaal. 10,000 Arbejdere fulgte en brav gammel Meningsfælle til Graven, og ved denne traadte en af Højres Præster, Hr. Steen fra St Johannes Kirken, frem og nedlagde et Forbud mod at der blev bragt den Døde et Farvel. Saa tilføjede han privat som sin og sine Partifællers Mening, at Følget ikke var at regne for mere end "al Slags, der var kommen ind fra Gaden for at gøre Sjov".

Hvad gjorde vi nu overfor denne Efterfølger af ham, som gik med Fiskere og Arbejdere? Ja "Sjov" gjorde vi i hvert Fald ikke; og saaledes blev det da den sidste Løgn, Højres Agitatorer serverede for Adam Petersen, den: at de 10,000, der fulgte ham, var Snavs fra Gaden. Vi gik, og der var kun én Sjover ved Graven - det var Præsten.

Lad det være sagt uden al Sentimentalitet, at den døde Ven kan være tilfreds med, at vi gav hans Ligfærd en sømmelig og værdig Afslutning.

Men Ligfærden er endt, og hvad gør vi nu? Skal vi lade Præsterne ved St. Johannes-Kirken blive ved at døbe vore "Gadedrenge", konfirmere vore "Gadetøse", vie os selv og begrave vore gamle Forældre? Vi ser, hvordan Præsten slaar vort højre Øre, skal vi saa vende det venstre til? Vore Kammerater sulter rundt om, skal vi saa fede Pastor Steen, vi Mænd fra Gaden?

Dette er ikke noget Spørgsmaal om Tro og Religion. Enhver af os tro og tænke om Liv og Død, hvad han vil, det kommer ikke Naboen ved, og det kommer ikke Arbejderpartiet ved. Men her gælder det noget andet. Der drives en Agitation i Præsteklæder mod os, og den bør vi møde med Agitation igen.

Hint Smædeord ved den aabne Grav er det mindste. Det kan mødes paa den jævneste Mande af Verden ved at drage den kirkelige Søgning bort fra St. Johannes, hvor Agtelsen for os synes saa ringe. Thi det kunde jo være, at Agtelsen vilde stige, efterhaanden som Pastor Steens Indtægter sank.

Langt alvorligere end denne enkelte Skriftkloge bør naturligvis det hele Lang tages. Et Eksempel vil vise det. I Striden om Provisoriernes Grundlovmæssighed har hele Gejstligheden - paa et Par Stykker nær - taget Parti for Højre. Og hver Søndag, ofte flere Gange om Ugen, bedes der fra 1200 Præstestole for Ministeriet Estrup. Naar man nu betænker, at dette Agitationskorps daglig hager sig fast i Befolkningen paa hundrede forskellige Leder, er det let at forstaa, at her er noget at tage i Kraven.

Men hvad gør vi?

- - - - - - - - -

Kunde vi ikke foreløbig blive enige om at begynde med Pastor Steens Indtægter, saa har vi maaske dog fat i den rigtige Ende.

(Social-Demokraten 5. januar 1887).

Marius Christian Frederik Julius Steen (1855-1935) blev cand. phil. 1876, cand. theol. (mg.) 1881. Han blev residerende kapellan ved St. Johannes Kirke i Kjøbenhavn, 1895 Sognepræst ved St. Johannes søndre Sogn (St. Andreaskirken) og endelig sognepræst ved Sankt Andreas Kirke 1901-1932. Se mindetavle ved kirken - han var formand for komiteen for kirkens opførelse.

Kampen mod præsternes eneret til at tale ved begravelser blev rejst da folketingsmand for Socialdemokratiet Sigvald Olsen i 1899 trodsede bestemmelserne, se "Justitssagen imod Sigvald Olsen." Sagen endte med at det ikke længere var præsterne, men graveren som skulle bestemme hvem der måtte tale.

Krigsret mod O. H. Petersen paa Orlogsværftet, (Efterskrift til Politivennen)

Krigsretlig Forfølgelse mod en Arbejder paa Orlogsværftet.

Formanden for den socialdemokratiske Arbejderforening sor Amager. Smed O. H. Petersen, var som meddelt til sagt til at møde i Gaar for Orlogsværftets kombinerede Krigsret.

Denne nye Ret, for øvrigt en gammeldags Institution, som Socialdemokratiet herved har faaet Lejlighed til at stifte Bekendtskab med, har Sæde paa Værftets Hovedvagt. De Tilsagte, som her giver Møde, kommer først ind i et Forværelse, hvor der holdes Vagt af to af Holmens Politibetjente. Indenfor Forværelset ligger selve Retslokalet, et middelstort Værelse, som ved en Skranke er afdelt i Dele. Foran Skranken har Tiltalte at opholde sig, og bag ved et aflangt Bord, der er betrukket med Grønt, har Rettens Medlemmer deres Pladser. Retten er sammensat af en Kommandør,2  Kaptejner og 2 Premierløjtnanter, samt en Avditør, Rettens juridiske Medlem.

Avditøren har sin Plads ved den ene Ende af Bordet og Kommandøren, som Rettens Præces, ved den anden, Kommandøren møder med trekantet Hat, Vaabenfrakke med Guldepauletter og i øvrigt reglementeret paaklædt, de andre Medlemmer af Retten ligeledes i Uniform. Alt skal være saa æresrygtindgydende som muligt.

Til den fastsatte Tid, Kl. 10 Formiddag, mødte Hr. O. H. Petersen og det viste sig ved Oplæsningen af den over ham indsendte Klage, at Tiltalen imod ham skyldtes en Angivelse af Smedemester ved Orlogsværftet, Mortensen, under hvem Petersen arbejdede. Anledningen til Tiltalen var hentet fra det socialdemokratiske Møde i Svendborg den 18. December f. A., i hvilket Møde han havde deltaget som Taler.

Forud for Mødet havde han tilsendt ovennævnte Smedemester Mortensen en Meddelelse om, at han ønskede at rejse. Herved mente han at have opfyldt sin Pligt, idet han, i Henhold til det Kendskab, han ved sin fleraarige Virksomhed i Værftets Tjeneste havde erhvervet sig til Forholdene, ansaa sig for berettiget til de to Fridage, der var medgaaet til Rejsen, naar han blot indgav Anmeldelse derom. Hans Kendskab i saa Henseende havde han erhvervet sig dels mundtlig og dels ved Erfaring, idet der aldrig var bleven ham udleveret noget Tjenestereglement, endskønt han ved en tidligere Lejlighed udtrykkelig havde fremsat Anmodning derom til sine Foresatte.

Ved sin Tilbagekomst fra Svendborg fik han imidlertid at vide, at han havde taget fejl, idet han maatte bøde med Tabet af 3 Dages Dagløn for 2 Dages Udeblivelse, og hermed mente han, at den Sag var sluttet.

Det var den imidlertid ikke. Den skulde tillige ind for Krigsretten, og her blev der rejst Tiltale dels for Absentation og for at have talt "ophidsende" ved nævnte Møde.

Hvad det først: Punkt angik anførte han, dels at han af ovennævnte Grunde ikke kendte Tjenestereglementet og dels at han troede den Sag sluttet med det foretagne Fradrag i hans Fortjeneste. Det havde endog været i den Grad umuligt at faa fat i et Reglement, at et saadant ikke kendtes af de mange Arbejdere, med hvem han daglig arbejdede sammen. Ja endog de Formænd, til hvem han Tid ester anden havde hen vendt sig desangaaende, var ikke i Besiddelse af noget saadant.

Den sidstnævnte Sigtelse mod ham støttedes dels til et Referat i "Dags-Telegrafen" og dels til en Indberetning fra Politimesteren i Svendborg, hvem man havde affordret en saadan. Som alle Højrebladenes Referater af vore Partimøder var nævnte Referat i "Dags-Telegrafen" naturligvis farvet, af hvilken Grund Petersen selvfølgelig ikke vedkendte sig det. Større Overensstemmelse med Sandheden havde Politimesterens Indberetning, men denne paaviste netop paa Grund heraf ikke noget "ophidsende" i Petersens Udtalelser.

Retten kom i Gaar ikke til noget Resultat. Smed Petersen blev demitteret med den Besked, at han kunde vente Tilsigelse til et senere Møde

(Social-Demokraten 15. januar 1886).

Krigsretlig Tiltale mod en Arbejder ved Orlogsværftet

Smed O. H. Petersen, Formand for den sociaidemokratiske Forening for Amager, mødte efter Tilsigelse atter i Gaar Formiddags Kl. 10 for Orlogsværftets kombinerede Ret, hvor han som tidligere meddelt var tiltalt, dels for Udtalelser, som han sigtedes for at have brugt paa et offenligt Møde i Svendborg i December Maaned f. A., og dels for ved denne Lejlighed i Strid med Reglementet at have forladt sit Arbejde paa Værftet uden Værftchefens Tilladelse.

Forhandlingerne i Gaar begyndte med Oplæsning af en marineministeriet Skrivelse, som gik ud paa, at Ministeriet ikke "ønskede" Hr. Petersen tiltalt for det første Punkts Vedkommende. Hvad der har bevæget Hr. Ravn til forrige Gang at "ønske" ham tiltalt for denne Sag, men nu at "ønske" Tiltalen hævet, fremgik ikke af Skrivelsen. Det nødvendige Tilbehør af Motiver, nemlig at der slet ingen Grund foreligger til at rejse nogen som helst Tiltale, manglede aldeles. Paa Spørgsmaalet om, hvorvidt Hr. Petersen forstod den ministerielle Skrivelse, svarede han derfor naturligvis benægtende. Retten forstod den saamænd heller ikke, hvilket fremgik af den Bemærkning, hvormed dette Punkt afsluttedes, og som gik ud paa, at Ministeren, da han "har den højeste Myndighed", ikke behøver at motivere sine "Ønsker", særlig naar de angaar en Arbejder. Ske din Vilje!

Hvorvidt Tiltalen ogsaa vil blive hævet for det andet Punkts Vedkommende forlyder der endnu intet om. I ethvert Tilfælde eksisterede den endnu i Gaar. Hr. Petersen anførte, at saafremt han havde syndet imod Reglementet, som han ikke kendte og som han trods alle sine Anstrængelser ikke havde kunnet lære at kende, ansaa han sig allerede for at være straffet én Gang for denne Forseelse derved, at der for to Dages Bortebliven var bleven ham fradraget tre Dages Dagløn. En yderligere Straf vilde altsaa være at straffe ham to Gange for den samme Forseelse. 

Til Trods for, at nævnte Reglement ikke har været til at opdrive hverken paa Værftet eller udenfor, mente Retten dog, at Petersen skulde kende dets Indhold (!). Den viste ham en Kontrakt, som han ved sin Ansættelse som fast Arbejder havde understrevet, og hvori der henvistes til Reglementet. Han oplyste imidlertid Retten om, at der hverken den Gang eller senere var bleven vist ham noget Reglement. Paa hans Forlangende herom havde hans daværende Mester svaret, at han intet havde, men at Forskellen mellem Værftets faste og tilfældige Arbejdere kun var den, at de faste Folk var bundne til en Tjenestetid paa et Aar og til at opsige deres Plads med 3 Maaneders Varsel. At det skulde være strafbart at forlade Værftet og Byen uden Chefens Tilladelse var han ikke bleven oplyst om. Tværtimod var han bleven bestyrket i, at der ikke skulde søges nogen særlig Tilladelse hertil, eftersom han havde bragt i Erfaring, at Mestrene paa egen Haand og uden at omtale, at Værftschefens Tilladelse skulde indhentes, gav Værftets faste Arbejdere Lov til at forlade Byen. Sine Bestræbelser for at lære Reglementet at kende, havde Petersen endog udvidet til at henvende sig til en herværende Boghandler, der hovedsagelig handler med den Slags Literatur, men heller ikke her var det muligt at faa et Eksemplar.

Saa vidt det kunde skønnes lød det til, at nævnte Søkrigsret vedblivende anser Hr. Petersen for at være forpligtet til at kende Indholdet af et Reglement, hvoraf der rimeligvis i mange Aar ikke har eksisteret et eneste Eksemplar. Med en Bemærkning, som gik i den Retning, sluttedes Sagens Behandling i Gaar, og det vil ved næste Sammenkomst mellem Parterne vise sig, om Retfærdigheden paa Orlogsværftet under Hr Ravns Ledelse er naaet op til et saadant Højdepunkt, at en Arbejder kan straffes to Gange for at have forsyndet sig mod et Reglement, som Ingen har set, og hvis Bestemmelser ikke en Gang kendes af Arbejdernes Forsatte, Mestrene.

(Social-Demokraten 31. januar 1886).

Smed O. H. Petersen afskediget fra Orlogsværftet af politiske Grunde. Formanden for den socialdemokratiske Forening for Amager, Smed O. H. Petersen, som Ministeriet for nogen Tid siden gjorde et forgæves Forsøg paa at faa dømt ved Krigsretten for sine politiske Udtalelser, er i Gaar bleven opsagt til at forlade sin Tjeneste ved Orlogsværftet ved Udløbet af hans Kapitulationstid den 30. Juni. Han har uafbrudt arbejdet ved Orlogsværftet siden September Maaned 1877, og var af sine Overordnede anerkendt for at være en særdeles dygtig Arbejder. Der foreligger saaledes ingen som helst anden Grund til hans Afskedigelse end den, at han var Socialdemokrat og som saadan en Modstander af den estrupske Provisoriepolitik.

(Social-Demokraten 3. marts 1886).

Han blev idømt 3 måneders fængsel og løsladt den 20 juli 1886. Og samtidig afskediget af marinens tjeneste. 

Anstalter. I Mandags Eftermiddags rygtedes det paa Orlogsværftet, at en Masse Arbejdere vilde afhente Smed O. H. Petersen af Fængslet. Chefen for Orlogsværftet lod i den Anledning en større Deling af Logisskibet "Dronning Marie"s Mandskab. bevæbnet med Karabiner og skarpe Patroner, give Møde i Nærheden af Værftsbroporten i Prinsessegades Forlængelse. Men der blev ingen Brug for de krigeriske Forberedelser. Henved 300 af Petersens Meningsfæller, for Størstedelen Værftets egne Arbejdere, opstillede sig i Prinsessegade og modtog her deres løsladte Kammerat. Han blev fulgt til sit Hjem paa Amager, hvor Forsamlingen skiltes i Ro under Leve for Petersen og Arbejderpartiets Førere.

(Social-Demokraten 23. juli 1886).

O. H. Petersen blev idømt 3 gange 5 dages mørk arrest på indskrænket kost, ifølge "Det danske socialdemokratis historie fra 1871 til 1921, del 1" fordi han havde samlet værftsarbejderne til møde i Rømersgade og for at have søgt audiens hos folketingsmanden for Nyboder, marineminister Ravn og været ordfører for en deputation.

Restavratør O. H. Petersen. Foto fra Social-Demokraten 26. juli 1919. Ordlyden af den tilhørende artikel var den samme som nedenstående artikel.

"O. H." fylder 60 Aar.

En Mand, der i sin Tid med Iver deltog i Arbejderbevægelsen i Odense.

Odense.

I Dag holder en trofast og meget kendt Partifælle, Restavratør O. H. Petersen, København, sin 60-aarige Fødselsdag.

Petersen var oprindelig Smed og deltog allerede som Lærling i Partiarbejde. Som 23-aarig valgtes han til Formand for Socialdemokratisk Arbejderforening for Sundbyerne, og han var i 1885 under den store Lockout, Næstformand for Smedene. I 1886 var han med til at stifte Organisationen paa Orlogsværftet, og til Straf herfor satte Myndighederne ham i 3 Maaneder i Nyholms Hovedvagt.

Petersen, der senere har været Medlem af Partiet Hovedbestyrelse og har deltaget i forskellige Kongresser, er Broder til Stolemager Petersen. Han opholdt sig i Halvfemserne en Aarrækkke her i Odense, og var knyttet til Meieriet "Pasteur" som Maskinmester. Indenfor Partiet kendtes han bedst under Betegnelsen "O. H." Han tog livlig Del i den faglige og politiske Bevægelse. Saaledes var han i flere Aar Formand for Vælgerforeningen i 2. Kreds og beklædte tillige Næstformandsposten indenfor De samvirkende Fagforeninger. Med Iver deltog han i Arbejdet for Starten af "Fyns Social-Demokrat", ligesom han har været Taler paa en Mængde Møder rundt om paa Fyn og var medvirkende ved Oprettelsen af Arbejdernes Forsamlingsbygninger i Odense og Dalum.

Nu er O. H. Petersen Bestyrelsesmedlem i Københavns 7. Kreds og indvirker stadigt ivrigt i Organisationsarbejdet. Ved sidste Landstingsvalg var han en af Partiets Valgmænd.

Dagen i Dag vil da sikkert blive en Festdag, paa hvilken vor gammelkendte Partifælle vil faa mange Beviser paa, hvor afholdt han er i sin store Venne- og Bekendtskabskreds. Ogsaa her fra Odense vil Hilsner finde Vej til ham.

Fyns Socialdemokrat (Odense) 27. juli 1919).