Jens Chr. Jetsmar, Modstandsmand (1918-1944). (Efterskrift til Politivennen).

Jens Kristian Alfred Jetsmar (1918-1944) var tilknyttet den illegale transporttjeneste. Efter endt skolegang i lære som kleinsmed på maskinfabrikken „Atlas“ i København. Efter læretiden indkaldt ved 10. artilleriafdeling, 2. bataljon. Hjemsendt som korporal. Ansat i ingeniørfirmaet „Arne Piper“ føret som værkfører ved et mindre værksted, senere som driftsleder. Da værkstedet som følge af materialemangel måtte indstille virksomheden i 1943 rejste han i provinsen for det samme firma og formidlede køb og salg af brugte værktøjsmaskiner.

Han blev tilknyttet den illegale transporttjeneste, antageligt fra det tidlige efterår 1943. Under anvendelse af en bestemt stikker var det flere gange lykkedes Gestapo at infiltrere illegale transportorganisationer. Episoden på Asiatisk Plads (se under Blichfeldt Møller) skyldtes således hans virksomhed. Under det påtagne navn „arkitekt Jørgensen“ lykkedes det ham ved at give sig ud for at være flygtning at kontakte Jens Jetsmar. Det var imidlertid lykkedes Holger Danske at komme på sporet af denne stikker, der efter et besøg i Jetsmars lejlighed blev likvideret 12.5.1944. 

„Brøndum-banden“, der havde dirigeret stikkerens arbejde, besluttede herefter at likvidere Jens Jetsmar. Under anvendelsen af en anden stikker, der gik under navnet „Strynbo“, lykkedes det at lokke Jetsmar og hans hustru i baghold, idet „Strynbo“ , der af Jetsmar blev anset for at høre til transportorganisationen, angav at ville formidle ægteparrets flugt til Sverige efter stikker-episoden. Jens Jetsmar blev ramt bagfra af to kugler i hovedet, medens hans kone på mirakuløs måde undgik at blive ramt af skud, der blev rettet mod hende. På hjørnet af Skelbækgade og Sdr. Boulevard.

Brøndum fik 40 Kr. om dagen.

Han har aflagt nye tilståelser.

København, fredag (RB)

Lederen af Bovensieben-terrorgruppen, viktualiehandler Henning Brøndum, har nu overfor opdagelsespolitiet tilstået at han har dræbt inspektør Henning Krarup Petersen i Restaurant "Skandia", og at en af hans medskyldige samme dag skød repræsentant Jens Chr. Jetsmar i Saxogade. Begge de dræbte var medlemmer af modstandsbevægelsen. Endvidere har han tilstået drabet på slagtermester Valdemar Søndergaard i Gothersgade 45. Arrestanten oplyste, at han og hans hjælpere - 7 tyskere og 2 danskere - var lønnet med 40 kr. om dagen, som udbetaltes hver 5. dag. Han ville ikke opgive navnene på sine folk, og påstår i øvrigt, at de allesammen er kommet over grænsen.

(Vestsjællands Social-Demokrat 19. maj 1945).

Jens Chr. Jetsmars gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

De Frie Danske. 3. årg. Nr 8:

Samme dag [13. maj] var der tidligere på aftenen sket et andet mord på en god dansk mand, driftsleder J. K. Jetsmar. Driftsleder Jetsmar havde huset stikkeren Poul Emil Berthelsen, der under falsk navn ventede på at komme til Sverige ad illegal vej. Berthelsen var ude efter at afsløre denne udrejse-organisation, men stikkeren blev genkendt og henrettet. (Se artikl. side 8.) Et døgn efter denne henrettelse blev Jetsmar telefonisk kaldt ned på gaden - og i Skellebækgade blev han skudt ned bagfra af en cyklist, der åbenbart har været med manden, der kaldte driftslederen ned på gaden.

Også omtalt i Frit Danmark, nr. 3, 3. årg., s. 3.

J. A. Hansen. (Efterskrift til Politivennen).

 J. A. Hansen død.

Borgerrepræsentiationens Formand, Smedeforbundets Formand J, A. Hansen afgik i Aftes Kl. 9½ ved Døden paa Bispebjerg Hospital. Under den nys afholdte Smedekongres blev J. A. Hansen syg. Efter et Par Dages Sygeleje førtes han til Bispebjerg Hospital. En Lungebetændelse krævede her hans Liv.

Indenfor Fagbevægelsen havde J. A. Hansen en lignende Position som K. M. Klausen havde i den politiske Bevægelse. De to lollandske Husmandssønner havde mange fælles Karaktertræk, samme tunge Fremtræden, samme sindige Saglighed, samme tillidsvækkende Soliditet, samme stille Lune og samme bidske Veltalenhed, naar det gjaldt Kampen for, hvad der var dem helligt og kært. Som K. M. Klausen stod stout og støt som politisk Fører, saaledes blev J. A. Hansen Fagbevægelsens Høvdingeskikkelse, det urokkelige Midtpunkt i Aartiers faglige Udvikling, i Magsvejr som i Stormtider

- - -

J. A. Hansen var kun 59 Aar gammel. For de fleste stod han sikkert som meget ældre, men hans Løbebane var ogsaa begyndt tidligt og han havde alle Dage trukket et stort og til det sidste stadig voksende Læs.

Allerede i 1895 valgte Skibssmedene den 28-aarige J. A. Hansen til Formand, hans Indsats under Smedelockouten 2 Aar efter udpegede ham til Fagets kommende Fører, han blev i 1899 Formand for Dansk Smede- og Maskinarbejderforbund og førte Aar for Aar sin Organisation frem til en stedse bedre Position. Smedeforbundet blev den store Mønsterorganisation, Kærnen i et stedse bedre udbygget Industriforbund. Paa mangfoldige Omraader udgik herfra det frugtbare Initiativ. Tillidsmandsinstitutionen, der har haft saa overordentlig stor Betydning og vil blive en af Grundpillerne i den kommende Udvikling frem mod Bedriftsraadstankens Sejr, var J. A. Hansens Værk. 

Men J. A. Hansens Evner og Interesser rakte langt ud over hans egne Fags Grænser. Han erhvervede sig en imponerende Kundskabsfylde, et Sprogkendskab. der satte ham i Stand til at følge Udviklingen i den store Verden og som efterhaanden gjorde ham til et af de vigtigste Bindeled mellem de danske Organisationer og den internationale Arbejderbevægelse. Ikke blot danske Arbejdere lyttede gerne til hans kloge Raad, han havde ogsaa Venner ude i den store Verden. Vel var han først og fremmest Smed mod en Fagstolthed, der havde opsuget Lavstidens bedste Bestanddele, men uden dens Snæversyn. Hans Blik var aarvaagent for alt, hvad der kunde fremme Samfølelsen og Samarbejdet mellem alle Fag. Han blev en svoren Tilhænger af De samvirkende Fagforbund, utrættelig i sit Krav om de enkelte Fags Pligt til at bøje sig for Helhedens Interesser, stejl og ubønhørlig i sin Modstand mod alle opløsende Tendenser, gnistrende vred, naar Situationen formede sig saa at Sammenholdet krævede en Slappelse i Disciplinen, der efter hans Mening betød en Svækkelse af den samlede Kraft.

Saaledes blev han ofte baade i De samvirkende Fagforbund og i sit eget Fag et Stridens Tegn, en af de Klipper, om hvilke de største Braadsøer og den mest fraadende Brænding slog sammen, men lian blev aldrig rokket. Og Aar for Aar blev Oppositionen mod ham stadig svagere, fordi Resultaterne hav ham Ret og skabte en stedse dybere Respekt for hans Erfaring og mesterlige Arbejde.

Parti og Presse havde i ham en trofast Støtte. Skønt Fagets Mand fra Isse til Fodsaal, forstod han fra sin tidligste Ungdom Betydningen af, at Fagbevægelsen dannede den faste Rygrad i det politiske Arbejde og i den socialdemokratiske Presses Kamp. Næst C. C. Andersen var han det ældste Medlem af Social-Demokratens Kontrolkomite, og saavel vort Blads Administration som de skiftende Redaktioner staar i dyb Gæld til ham for hans ærlige, kammeratlige Støtte i Medgang som i Modgang.

Ogsaa den Kooperative Bevægelse fandt i ham en fremragende Forkæmper. Aurora - Smedenes eget kooperative Selskab - var hans Stolthed, men de øvrige Grene af Kooperationen drog i fuldt Maal Nytte at hans Arbejdskraft. Dtl skyldtes hans redebonne Støtte, Andelsbolig-Bevægelsen i sin Tid kom over de døde Punkt, og i Arbejdernes Landsbanks Ledelse var han en af de solideste støtter.

Flere og flere Opgaver blev lagt paa hans Skuldre og Byrden blev vel tilsidst for stor. Den enorme Arbejdsevne, der var J. A. Hansens Styrke, blev tilsidst hans Svaghed. Den Tanke var ham fuldkommen fremmed, at han kunde gøre sig Livet lettere og overlade en Del af Arbejdet til andre; hun gravede sig ned I Arbejdsstoffet paa ethvert Omraade og segnede tilsidst under Byrden. Som Landsthingsmand paatog han sig trods vaklende Helbred de vanskeligste Opgaver og tumlede med lndustrikrisens komplicerede Problemer, i Borgerrepræsentationen var det ham ikke nok, at Formandsskabets anstrængende Hverv var ham betroet; han vilde ogsaa til alle Enkeltheder følge selv de vanskeligste Sager. Og saa indhentede Døden ham midt i den travle Arbejdsdag.

En Gang før havde dens Banken lydt haardt paa Døren. For et Aarstid siden var han meget farlig syg. En ondartet Sukkersyge havde sat Koldbrand i den ene Fod; med et resigneret Smil ofrede han Foden og undslap Døden. Og nu var det som om kun hans Jernvilje holdt ham oppe. Han havde ikke Tid til at dø; der var saa meget, der skulde fra Haanden først. Han bogstavelig talt styrtede sig ud i Arbejdet, foretog paa Trods af Lægens Bud lange Udenlandsrejser, sled paa sit Fagforeningskontor og i vigtige Kommissioner Dagen lang og tumlede saa til den lyse Morgen med det uhyre Arbejdsstof, som Voldgiftsretten og ikke mindst den store Arbejdskommission havde givet hans vidtomspændende Aand. Der var kommet Feberhast over den før saa sindige Mands Arbejde, men hans Aand var lysende klar, tvunget frem til Ydeevnens yderste Grænser i det afgørende Favntag mellem en ukuelig Jernvilje og et svigtende Legeme. Han fik sin Kongres fra Haanden. Om den havde hans Tanker kredset. Vilde hans Smede ogsaa nu staa Maal med hans store Forventninger? Vilde de efter Jættekampen i Fjor, trods Tidens Tynge, trods Arbejdsløshed og bristede Illusioner forstaa, at hans Stilling havde været den som han af hele sin ærlige Sjæl følte var den rette? Derom talte han i fortrolige Venners Kreds, derom kredsede hans Tanker i de søvnløse Nattetimer. Og saa maatte han staa syg og træt paa Talerstolen. Hans Taler paa Smedekongressen var det sidste, han havde at give, men Guldglansen i hans Solnedgang blev netop den Trofasthed, hans Kammerater viste. De havde fulgt ham, da han var rank og stærk; de svigtede ham ikke, da han syg og træt stred den sidste Strid. De blev deres Høvding tro. Derfor døde J. A. Hansen som en lykkelig Mand og det havde han fortjent, den ærlige Kæmpe, den trofaste, dygtige, kærlige Søn af den Arbejderklasse, hvis Opdrift og Fremgang blev hans Værk og hans Livs straalende Indhold. Ære være hans Minde, og al vor dybe Medfølelse være viet hans lille tapre Hustru, som stod ham bi i Kampens lange Aar og nu føler den knugende Tomhed omkring sig.

Socialdemokratiets Formand om J. A: Hansen.

Vi opsøgte i Aftes vort Partis Formand, Raadmand Fr. Andersen, og bad ham om en Udtalelse i Anledning af J. A. Hansens Død.

Fr. Andersen udtalte bl. a.:

Budskabet om J. A. Hansens Død kommer som et Tordenslag for mig. og jeg véd, at det vil vække dyb Sorg indenfor hele den socialdemokratiske Parti. - Ganske vist var J. A. Hansen først og fremmest af Fagforeningsmanden, og i den faglige Bevægelse har han lagt sit Livsværk. Men netop fordi han gik op i dette Arbejde med hele sin Sjæl, havde han et aabent Øje for Nødvendigheden af Arbejderklassens Deltagelse i det politiske Arbejde. Han saa, at Arbejderklasse maatte sætte sin Indflydelse ind paa alle Samfundets Omraader, og hans store Indsigt i faglige og økonomiske Spørgsmaal gjorde ham til én uvurderlig og stærkt benyttet Arbejdskraft, ogsaa i det politisk Liv, i Rigsdagen og i Københavns Kommunalbestyrelse.

Det socialdemokratiske Parti vil dybt komme til at føle Savnet af J. A. Hansens Medarbejderskab Hans Virksomhed vil altid staa som et Eksempel for dem, der skal fortsætte hans Gerning, og hans Navn er indskrevet uudsletteligt i vort Parti

De samvirkende Fagforbunds Formand om J. A. Hansens Eftermæle.

Dybt grebet ved Meddelelsen om J. A. Hansens Død udtaler Carl F. Madsen til os:

- Dette Dødsfald er et smerteligt, ja uerstatteligt Tab. J. A. Hansens store Indsigt og Erfaring, hans klare Forstand og uhyre Arbejdsevne betød saa uhyre meget for alle Grene af Arbejderbevægelsen. I en meget lang Aarrække har jeg arbejdet sammen med J. A. Hansen og jeg følte, at, han var en klog og god Ven, for hvem Sagen altid stod over Personen, Hans urokkelige Fastholden ved de Principer, han følte var de rette, hans støtte Ro selv i de haardeste Kampe og hans tillidsfulde Tro paa Arbejderklassens Evne til Sammenhold, gjorde ham til en uvurderlig Kammerat og Støtte. Hans Død fylder mig med dyb Sorg og Sorgen vil føles af alle Danmarks organiserede Arbejdere.

J. A. Hansens Efterfølger.

J. A. Hansens Suppleant som Medlem af Landsthinget er Borgmester Jacob Jensen, Aarhus, og hans Efterfølger som Borgerrepræsentant bliver Murarbejdsmand Bærentzen.

(Social-Demokraten, 9. juli 1926).

...samme Dag som J. A. Hansen drog sit sidste Aandedrag, udkom et Kommunistblad med et Billede af J. A. Hansen som et graadigt Uhyre, en Vampyr, der levede højt paa Arbejdernes Bekostning. Hvor stammer det Billede fra? For kun en Uge siden bragte en Række Kapitalistblade Landet over og ikke mindst Radikale Blade med Henblik paa Smedekongressen en Liste over J. A. Hansens Hverv, hans "Ben og Bierhverv", som det kaldtes, Rub og Stub var taget med, en Mængde Tillidshverv, som gav ham ganske ulønnet Slid og Slæb og som var paanødet ham, fordi hans øvrige Hverv gav ham særlig Indsigt og Erfaring. Meningen var at give tankeløse Læsere Indtryk af en Mand, der oppebar fyrstelige Indtægter og var stadig paa Jagt efter jordisk Mammon. Og saa er Sandheden den, at hans Indtægter det meste af hans Liv var saa uhyre beskedne, at ingen Kapitalistblads-Redaktør kunde tænkte sig at bytte. Selv de seneste Aar var hans Indtægter i Forhold til hans døgnlange Slid og den dyre Levevis, som følger af altid at færdes ude, meget ringe, og den Side af Sagen var for J. A, Hansen altid ganske underordnet.

Men Kapitallstpressens Oplysning var just bestemt for "Oppositionen" blandt Arbejderne, en Appel til de laveste Instinkter, i hvilke man altid søger sin Forbundsfælle mod Arbejderklassens Tlllidsmænd. I Kommunistbladets Infamier fandt Kapitalistpressen just det Ekko. som den kunde ønsket at fremkalde.

Hvorfor nægte, at saadanne Angreb forbitrede mange Timer for J A. Hansen og bidrog sit til at undergrave hans Helbred? Lad os nu kun sige det nu, naar hans Modstandere ikke vil føle Triumf derved, men tværtimod gribes af Skamfølelse, der maaske fører til, at ogsaa de levende Forkæmpere for vor Sag kan blive hilst med blankere Vaaben. Borgmester Kaper har - grebet af Dødens Alvor - sagt Ord, der har Bud til dem, der anser det for deres bedste Vaaben at fremstille enhver Arbejderfører som en forræder og lavtberegnende "Levebrødsmand". Sandheden er den, at Arbejderbevægelsen slider sine Mænd op, fordi den lykkeligvis ejer mange, mange dygtige Mænd der føler det som en Lykke at give sig helt hen i Arbejdet for en stor og begejstrende Sag, selv om de derved skal gaa i en tidlig Grav.

(Social-Demokraten 10. juli 1926)

Øverst til venstre: Formanden for De samvirkende Fagforbund, Carl F. Madsen taler. Øverst til højre: Deltagere og faneskoven. Udover Madsen talte overpræsident Jens Jensen, lederen af det tyske Metalarbejderforbund Dietzmann og smedeforbundets hovedkasserer A. Joohansen. Foto fra Social-Demokraten, 14. juli 1926.

J. A. Hansen blev begravet 13. juli 1926 på Vestre Kirkegård. Foto gengivet i socialdemokratiske blade fra dagene efter. Ca. 2.000 mennesker var mødt frem. Det officielle København med de hjemmeværende ministre var mødt frem, ligesom arbejdsgiverforeningens næstformand og medlemmer af Industrirådet. 

J. A. Hansens gravsted på Vestre Kirkegård. I. A. Hansen. 8. oktober 1867. 8. juli 1926. Smede og Maskinarbeiderne reiste dette minde. Monumentet er tegnet af politigårdens arkitekt, Holger Jacobsen og udført i bornholmsk sandsten og smedearbejde af kunstsmed Rietmann. I forbindelse med en renovering af kirkegården 2023 blev gravstedet flyttet en anelse. Foto Erik Nicolaisen Høy. Stenen blev afsløret 8. juli 1927:

Afsløringen blev bl.a. overværet af formanden for Smedeforbundet, Thorvald Stauning, Borgbjerg samt en mængde repræsentanter fra de faglige, politiske og kooperative foreninger og institutioner. 

Smedemester Svedstrup 1825-1827. 2/2. (Efterskrift til Politivennen)

101 Aar gammel.

Mørdrup er en lille stilfærdig Landsby oppe bag Espergærde. Der er ikke noget Særpræg over den. men den har det frem for de fleste andre Landsbyer, at her lever en af Landets Ældste, fhv. Smedemester Svedstrup, der i Dag fylder 101 Aar.

Den 101-aarige Smedemester Svestrup.

I den Anledning aflagde vi ham i Guar et Besøg i hans hyggelige Hjem, hvor en Datter og Søn nu plejer ham paa det omhyggeligste. Glæden over den forestaaende Fødselsdag er imidlertid slaaet lidt ned. Gamle Svedstrup maa nemlig fejre Dagen i Sengen. En stærk Forkølelse har faaet et alvorligt Tag i ham og derfor gaar Samtalen ogsaa kun med stor Varsomhed.

Se os kan han ikke. For en halv Snes Aar siden blev han blind, men ellers har han alle sine Sanser i Behold, og hans Erindring spænder over Epoken helt tilbage fra Frederik den Sjettes Tid til Døgnets sidste Nyt. Og han fortæller: - Jeg er født i Helsingør, hvor Far var Kommandersergent og Skoleholder. Vi var mange Børn og der skulde noget til at mætte deres Munde. Jeg levede altsaa en hel Del af min Barndom paa Kronborg, hvor Frederik den Sjettes Moder, Caroline Mathilde havde siddet som Fange. Det kunde Kongen aldrig glemme, og derfor satte han aldrig sine Ben paa Slottet. Dets Sale blev brugt som Oplagsplads for ult muligt Skrammel. Det var rent sørgeligt at se paa. Men saa kom Christian d. Ottende paa Tronen, og det kan nok være, Piben fik en anden Lyd.

Man ventede ham kort efter Tronbestigelsen paa Besøg Helsingør, og De kan tro, det gik med Fart at faa ryddet op og gjort i Stand i Salene til hans Ankomst.

Alle vi maatte tage en Haand med. Ja, hvad er der saa at fortælle? Jeg saa Rye og Schleppegrel rykke ud, da Krigen kom. De havde begge Garnison i Helsingør. Det var en bevæget Afsked. Den gjorde et dybt Indtryk, selv paa os Børn, Saa dybt, at det aldrig er gaaet mig af Minde.

I 1850 nedsatte jeg mig saa som Smedemester hernede i Mørdrup. Ja, og siden er Livet gledet stille hen for mig. Nu er jeg gammel og blind og min Datter maa læse Aviserne for mig. Man vil jo gerne følge med, saa længe man kan. Ak ja - den Gang man var ung, var det ingen Sag. Saa regnede man ikke en Fodtur fra Helsingør til København for noget. Det Svip har jeg gjort mange Gange.

Men sig mig for Resten, hvorledes gaar det med den store Udstillingshal med det vældige Tag uden Støttebjælker? Som gammel Smed kunde jeg godt have ønsket at se det Stykke Arbejde.

Og saa den Historie nede i Ungarn med de falske Penge. Det maa være nogle fæle Karle.

Ja. Tiderne har forandret sig. Jeg kan jo nok tale med om det.

Saadan snakker den gamle Mand løs springende fra Fortid til Nutid. Men saa er han ogsaa træt. Han lægger sig tilbage i Puderne, og Fotografen tager en Plade af den Gamle, der har levet i et Tidsrum. der spænder over mere end et Aarhundrede

(Aftenbladet (København) 3. februar 1926).

Smedemester Svedstrup 1825-1827. 1/2. (Efterskrift til Politivennen)

Ferdinand Svedstrup var ud af en familie hvor faderen døde som 44 årig, mens moderen blev overlag opdragelsen af de 14 børn (12 drenge og 2 piger). I 1850 overtog han Mørdrup Smedje, Mørdrupvej 125. Som smed var han især kendt for sine hestesko som folk kom langsvejs fra for. Omkring 1898 overtog sønnen John William Svedstrup smedeforretningen. Han blev gift med en norsk kvinde, men flyttede efter hustruens død i 1900 tilbage til Helsingør til sin datter, fhv. skolebestyrerinde frk. Betzy Svedstrup. En af hans sønnedøtre var indtil 1921 sproglærerinde ved realskolen i Stenlille. 

Kort fra 1857 som viser smedjens placering (til venstre) i forhold til landsbyen Mørdrup.

Den hundred-aarige

Fhv. Smedemester Ferdinand Svedstrup fortæller om gamle Dage.

Slaverne paa Kronborg

I den lille Landsby Mørdrup, faa Kilometer fra det mondæne Espergærde, fandt der forleden en ret usædvanlig Begivenhed Sted, idet en af Beboerne, den gamle, forhenværende Smedemester Ferdinand Svedstrup fyldte 100 Aar.

Den usædvanlige Fødselsdag gik selvfølgelig ikke stille af. Skolen, hvor den gamle Smed bor hos sin Datter, den tidligere Lærerinde, var Dagen igennem fyldt med Gratulanter fra nær og fjærn. Sogneraadet mødte in pleno, Smedelauget fra Helsingør, hvor Fødselsdagsbarnet er født, mødte ogsaa op, og desuden kom der Venner og Bekendte fra hele Egnen for at lykønske den gamle Smed, der altid har været og stadig er ualmindelig afholdt.

Den 100-aarige fortæller. Minder fra Slaveriets Dage.

Vi har igaar aflagt et Besøg hos Smedemester Svedstrup, der nu er faldet til Ro ovenpaa Fødselsdagsfestlighederne. Da vi kom ind, sad den gamle Mand i en Lænestol og underholdt sig interesseret med sin Datter om Døgnets Begivenheder, i hvilke han følger med med stor Interesse.

Vi bad den gamle Smedemester fortælle lidt om gamle Dage, en Anmodning, han efterkom med den allerstørste Velvilje, og det varede ikke længe, inden vi var inde i en interessant Samtale om en Tidsalder, der for os Nutidsmennesker synes saa uendelig langt borte, og som dog altsaa ikke er fjernet længere fra os, end at der endnu lever Mennesker, der har oplevet den.

- Jeg er født den 3. Februar 1825 i Groskenstræde, i Helsingør, siger den gamle Smedemester. Min Fader var Kommandersergent, men ved Siden heraf holdt lian ogsaa Skole. Da jeg var tre Aar gammel, døde min Fader, og Skolen blev da nedlagt, hvorefter min Moder og mine Søskende flyttede ud til Trykkerdammen. Fra denne Periode kan jeg tydeligt huske Slaverne paa Kronborg. Disse ulykkelige Mennesker sad indespærret i skumle Fængsler paa Slottet, med tunge Jernlænker om Fødderne, og havde det kun saa kummerligt. I deres Fangebuller lavede de forskellige Smaating, som de roligste og mest fredelige af dem en Gang om Ugen fik Lov til at gaa ud i Byen og sælge. De var dog stadig under Opsigt af Slavesergenten, der flittigt brugte sin Pisk, hvis de ikke vilde makke ret, og de var altid iført Slavedragt.

Slaverne blev den Gang meget haardt behandlet, og forbrød de sig mod Reglementet, blev de strengt straffet, ja, der skulde saamænd ikke saa meget til, for at de stakkels Mennesker blev dømt til Døden. Henrettelsen fandt da altid Sted paa den aabne Plads, Grønnehave, der endnu findes. Som Dreng overværede jeg en såadan Halshugning af en dødsdømt Slave, en Oplevelse, jeg aldrig glemmer. Alle Eksekutioner foregik den Gang offentlig, og der var selvfølgelig fuldt af Folk, naar en Dødsdom skulde eksekveres.

Et mislykket Flugtforsøg.

Saadan som Slaverne havde deit, fortsætter den gamle Smedemester efter en Pause, var det selvfølgelig ikke underligt, at de af og til prøvede paa at flygte, men det var meget vanskeligt, og det lykkedes kun faa at slippe bort. De fleste af dem der naaede udenfor Kronborg Fængsel, blev som Regel taget lige i Omegnen. Jeg erindrer saaledes et Tilfælde, hvor en Slave undslap forklædt som Kommandanten General Rothes Kusk. Han blev imidlertid fanget lige udenfor Byen og straffet for Flugtforsøget ved at blive offentlig pisket Han blev bundet til en Pæl, og en af Slavesergenterne piskede ham da mod en svær Tamp. For at overdøve den Ulykkeliges Skrig lod man Regimentsmusiken spille.

Soldatens "glade" Liv.

Det var strenge Dage dengang. Selv Soldaterne havde det ikke for godt. Jeg blev aldrig Soldat, jeg var nemlig født i en Købstad, og var saaledes det, man kaldte "frifødt". Soldaterne skulde imidlertid heller ikke gøre sig skyldig i mange Forseelser, før de blev haardt straffede. En af de mest almindelige Straffemetoder var Spidsrod. Jeg har ved flere Lejligheder overværet, at Soldater har maattet løbe Spidsrod, og de Kammerater, som var udkommanderet tal at eksekvere Dommen, turde ikke andet end slaa til, thi bag dem stod Sergenterne og passede paa, at de udiførte Afstraffelsen paa en ordentlig Maadc. Gjorde de ikke det, kunde de risikere selv at kamme til at løbe Spidsrod ... Louis.

(B. T. 6. juni 1925).

For 100 Aar siden - og nu.

Smedemester Ferdinand Svedstrup i Mørdrup ved Helsingør fyldte i Tirsdags 100 Aar. Han har i den Anledning fortalt en Del af sine Erindringer, bl. a. følgende:

Jeg skal fortælle Dem lidt om Læreforholdene den Gang. Det vil maaske have nogen Interesse for Nutidens Lærlinge at læse om, hvad der blev budt os Lærlinge i 1840.

Min Læremester var Smed Georg Smidt - der tampede os fra Morgen til Aften. Kl. 5 om Morgenen skulde der være Ild paa Essen. VI havde jo ikke Tændstikker den Gang, men maatte hugge Ild med Fyrtøjet. Det tog Tid, og det kunde ogsaa mislykkes. Var Ilden ikke blæst op til Kl. 5, saa vankede der Dagens første Klø, og de var de værste. Mester var altid bedst oplagt til Klø om Morgenen. Min Læretid er for mig en lang Erindring om Sult og Klø, Sult og Klø. Vor Frokost bestod af 2 Skiver Fedtebrød, Svendene fik et Stykke Ost paa det ene Stykke. Til Vesper Kl. 5 fik vi et halvt Stykke Fedtebrød med Ost. Svendene fik hertil en Snaps, til Aftensmaden var to Rundtenommer (1 Stk. med Fedt og 1 Stk. med Ost og Smør). Middagsmaden bestod af Ærter, Kant, Grød og lign. og var det eneste Maaltid, der nogenlunde kunde mætte en sulten Mave, men dog kun for en kort Tid. Det skete mange Gange, at jeg segnede besvimet om af Mathed ved Ambolten. Sulten nagede evig og altid. Jeg kan huske, at jeg gjorde mig til Vane at levne en File Bid af vort knap tilmaalte Aftensmaaltid til næste Morgen. Morgenmaaltidet var nemlig kun en Kop tefarvet Vand med en Bid brunt Sukker til. Naar Jeg havde en lille lavning af Fedtebrødet fra den foregaaende Aften, kun et Stykke paa en Tomme i Firkant, kunde jeg saa nogenlunde klare Morgenarbejdet og svinge de tunge Forhamre.

Vi Lærlinge hittede paa at gaa til Bageren og bede ham om at gøre Brødene kortere og tykkere, da der jo kun vankede det bestemte Antal Rundtenommer, og at spørge om mere vilde blive besvaret med en Lussing. Bageren grinte til os - det var alt. Det var i og for sig føret, da jeg lærte at bruge Skraatobak, at jeg kunde holde Sulten nede og Arbejdsevnen oppe. Skraaen blev Lægedom for mig, og den har fulgt mig som en trofast Følgesvend lige til i Dag, da jeg kan skimte mine 100 Aar.

(Folkets Avis - København 18. februar 1925).

Foto fra Dagbladet (København) 2. februar 1925.

Slaverne paa Kronborg.

Af en Hundredaarigs Erfaringer.

Forleden fyldte Smedemester Ferdinand Svedstrup, Mørdrup ved Helsingør, 100 Aar.

Til "Nordsjælland" fortæller den Hundredaarige følgende, der sikkert vil interessere:

Jeg erindrer fra de Dage, da jeg var ca. 6 Aar gammel, Halshugningen paa Grønnehave. En af Slaverne paa Kronborg havde forbrudt sig haardt, og i de Dage gaves ingen Pardon. Han skulde halshugges, og Dødsdommen skulde fuldbyrdes ude paa Grønnehave paa det Sted, hvor Skydevoldene senere fandtes. Henrettelsen var som altid i de Dage offentlig - det vil sige: Folk blev holdt i tilbørlig Afstand fra Retterstedet af en tæt Kordon af Soldater. Publikum mere anede end just saa, hvad der skete.

Men vi Drenge havde bedre Chancer. Vi smed os ned paa Grønsværet og kunde sna nogenlunde faa vor Nysgerrighed tilfredsstillet ved at kigge mellem Soldaternes Ben.

Der var altsaa i de Dage Slaver paa Kronborg. Der skulde ikke saa meget til for at blive smedet i Jern. Et Tyveri, ja, mindre end det var tilstrækkeligt. Slaverne var indespærrede i Slottets yderste Udenværk. De sad her bag Tremmerne med deres Lænker om Benene og lavede forskellige Smaating. En Gang om Ugen fik de skikkeligste Lov til at gaa ud i Byen og sælge disse Smaating til Folk, men altid var de under Bevogtning af Slavesergenten. Jeg købte en Gang som Dreng et Par Trætøfler af en Slave for en Rigsort (50 Øre).

Den samme Slave var for øvrigt et rigtigt pænt Menneske at se paa. lHan var selvfølgelig frygtelig udmajet med sine Lænker om Benene og sin hvide og sortdelte Slavedragt. Jeg spurgte ham, hvorfor han var kommen i Slaveriet. Jeg trak en Tøjrepæl op! sagde han. Saa fulgte der vel en Hest med? spurgte jeg. Det gjorde der vel - Saa var den Passiar forbi. Slavesergenten jagede ham videre.

En lille Begivenhed fra Slavedagene, som vakte en Del Opsigt, maa jeg dog fortælle, fordi det viser, at det ikke var helt umuligt at flygte fra Slaveriet. Kommandanten paa Kronborg - jeg tror, han bed General Rothe - var en fin Mand, der havde stort Hestehold derude og altid kørte med fire Heste. Han ejede "Aggersvold" ved Jyderup og andre Godser, og han kørte hver Sommer derned. Hans Kusk hed Peter Jensen, en flot Karl, som altid var med ham. Under en af disse Udflugter lykkedes det en af Slaverne, der hjalp til med Pasningen af Genoralens Heste at slippe uset ind i Peter Jensens Kammer. Her fik han med Hammer og Mejsel Jernringen om Foden hugget over, hvorefter han iførte sig Peter Jensens flotte Søndagstøj, den høje Hat, Kalvekrydset, Lakstøvler og Spadserestok, og i denne Mundering passerede Slaven stolt forbi den ellers meget paapasselige Vagt og vandrede bort. Faa Timer efter blev Flugten opdaget, og Jagten gik saa efter den ulykkelige undvegne. Tilsidst fangede man ham og førte ham tilbage til Slaveriet. Først skulde han dog have en ekstra Revselse i Generalens egen høje Nærværelse. Paa Slottets Grund var rejst en Pæl, hvor den ulykkelige blev bundet. Han fik saa paa den bare Krop alle de Prygl, han kunde taale. For at overdøve hans Skrig spillede Regimentsmusiken.

Ja, føjer Svedstrup til, det var en haard Tid dengang. Soldaterne havde det saamænd ikke bedre. Soldaterne var jo i de Dage Bønder, thi vi Købstadfolk var "frifødte". Jeg erindrer at have set en sølle Soldat løbe Spidsrod, som det kaldtes, ogsaa under Militærmusik. En lang Række Soldater blev stillet op i to Geledder, hver forsynet med en smidig Hasselkæp. Gennem denne "Gade" skulde den strafskyldige Soldat saa gaa. Hver Mand skulde give ham et Rap, og de havde at slaa til, thi bag dem stod Underofficererne og sørgede for, at Straffen blev eksekveret i sin fulde Strenghed. Snød en af Kammeraterne, var han udsat for selv at faa samme Omgang. Den arme Soldat var mere død end levende, da Torturen var endt.

(Fredericia Social-Demokrat 24. februar 1925).

Den dræbte Smedesvends Ulykkesforsikring. (Efterskrift til Politivennen)

Hans Barn faar ingen Ting.

Forrige Onsdag styrtede en 22 aarig Smedesvend Charles Petersen under sit Arbejde paa den elektriske Lysstation i Gothersgade ned fra et Stillads i 58 Fods Højde. I Nattens Løb døde han paa Hospitalet.

To Dage efter - om Fredagen - skulde han have haft Bryllup. I Stedet for at sætte Brudekransen paa sit eget Hovede kom hans Kæreste nu til at lægge en Krans paa sin afdøde Vens Kiste.

I Tirsdags blev han begravet fra Nordre Kapel paa Vestre Kirkegaard. En talrig Skare af Kammerater og Direktørerne for Aktieselskabet Smith, Mygind & Hattemeyer, som han havde arbejdet for ved sin Død, fulgte ham til Graven. Og foruden samledes om hans Kiste den gamle, sørgende Moder, hans Brødre, Kæresten - og hans og hendes lille Dreng.

Petersen var ulykkesforsikret, som alle udsatte Arbejdere, men de Par Tusind Kroner, som hans Hustru og Barn kunde have saaet, bliver nu nægtet dem, fordi Ulykken var kommen to Dage før det berammede Bryllup.

Hvad havde vel været rimeligere end at udbetale Pengene til hans Kæreste og Barn? Nu faar de ingen Ting.

Forhaabenlig vil Petersens "lovlige" Arvinger, som nu faar Pengene udbetalt, huske paa disse to, der dog stod ham nærmest, hans Barn og hans Barns Moder.

(Aftenbladet (København) 16. januar 1904).

Mishandling af sin Hustru. (Efterskrift til Politivennen)

Arrestanten B.,  der er Smedesvend, men i de sidste Aar har levet af tilfældigt Arbeide, og som tidligere er straffet 1 Gang for Tyveri med 2 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand Brød og 1 Gang for Vold mod Politiet med 2 Gange 5 Dages do., overbevistes under en ved kriminalretten behandlet Sag om at have gjort sig skyldig i Mishandling af sin Hustru under følgende Omstændigheder: I Begyndelsen af 1859 blev Arrestanten gift med sin nuværende Hustru, med hvem han har havt 8 Børn, af hvilke 3 leve. Forholdet mellem Ægtefolkene har allerede i en Række af Aar været slet, og i Aaret 1877 blev der indledet criminel Undersøgelse mod Arrestanten for Mishandling af hans Hustru, uden at dog Tiltale fandt Sted, idet Hustruen gik i Forbøn for ham. For 1 Aar siden bleve de separerede, men da Arrestanten ikke vilde holde sig borte fra Hustruen, som gjentagne Gange maatte paakalde Politiels Hjælp for at faae ham fjernet, indvilligede hun efter omtrent et Aars Forløb i at fornye Samlivet med ham, og siden den Tid have de igjen boet sammen. I Løbet af denne sidste Periode af deres Samliv har Arrestanten, som imidlertid var bleven mere og mere drikfældig og næsten aldrig fortjente Noget, men overlod til sin Hustru at skaffe det Fornødne til Familiens, og derunder hans eget Underhold, jævnlig med kortere eller længere Mellemrum mishandlet hende med voldsomme Slag med Hænderne, uden at hun dertil har givet anden Anledning, end at hun har bebreidet ham hans uordentlige Liv. Særlig har Arrestanten, som fra Juleaften f. A. til Nytaar gik i en stadig Ruus, øvet saadan Vold mod hende 2den Juledags Nat og Nytaarsaften samt en Dag i  Slutningen af Januar d. A. De Slag, Arrestanten saaledes har tilføret sin Hustru, have ingensinde havt nogen egentlig Skadelig Følge, men have derimod jevnlig efterladt Buler, Hævelser og Ømhed deels i Hovedet og deels paa andre Dele af Legemet. For dette Forhold blev Arrestanten ved ovennævnte Rets Dom anseet efter Straffelovens § 202 med 4 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. marts 1882).

Christian Julius Jensen: Sidste henrettelse i København. (Efterskrift til Politivennen)

Natten mellem den 20. og 21. oktober 1856 dræbte den 40-årige smedesmed Christian Julius Jensen sin kone, den 43-årige Juliane Marie Raadsig, med en brødkniv i deres lejlighed  på 2. sal i baghuset i gården i Sofiegade 341 på Christianshavn på Christianshavn. Fra 1859 til Sofiegade 20. Matriklen blev senere henlagt Dronningensgade 18 og udlagt til offentlig gade. Parret havde levet sammen siden 1837 og havde fået ni børn sammen, hvoraf seks endnu levede, og fem af disse boede hjemme.

Mandag den 20. oktober på selve drabsdagen havde parret i fælleskab flyttet deres bohave til en ny lejlighed i Strandgade 23. Dagen var gået uden konflikter, og om natten skulle familien sove en sidste gang på gulvet i deres gamle lejlighed i Sofiegade 341. 

Københavns Kriminal- og Politirets dom faldt 7. februar 1857, og Christian Julius Jensen ankede sagen til Højesteret. 

Dommen i den mod Smedesvend Christian Julius Jensen for begaaet Mord paa sin Hustru af Criminal og Politiretten den 7de Februar 1857 paakjendte Justitssag er saalydende:

Under nærværende mod Arrestanten Christian Julius Jensen for begaaet Mord anlagte Sag, er dan ved egen af de iøvrigt oplyste Omstændigheder bestyrkede Tilstaaelse overbevist at have ombragt sin Hustru Juliane Marie Raadsig, og er det dermed i det Væsentlige tilgaaet paa følgende Maade: Efterat Arrestantens Hustru, hvis Samliv med ham, efter hans egen med det iøvrigt Oplyste stemmende Forklaring, aldrig havde været rigtigt godt og i den senere Tid var blevet endnu værre, hvortil han har angivet Grunden at være den, at han deels ansaae sig tilsidesat og fornærmet af hende og deels troede at hun var ham utro. Mandagen den 20de October sidstl. om Aftenen havde lagt sig ni at sove tilligemed deres Børn, opstod der bo Arrestanten - der den Dag ingen Strid havde havt med sin Kone, men som allerede i længere Tid havde fattet det Forsæt at hævne sig paa hende eller afstraffe hende, nærmest fordi han, efter hvad han har udsagt, i Anledning af en nogen Tid iforveien imellem dem opstaaet Uenighed, der var udartet til Slagsmaal, var bleven pryglet af en i samme Huus som Arrestanten boende Mand, uden at han dog hidtil havde tænkt paa at aflive hende - pludseligt den Tanke at dræbe hende, af hvilken Grund han greb en paa Kakkelovnen liggende Kniv for at stikke hende i Halsen, men da han i samme Øieblik ikke formaaede at udføre Gjerningen, lagde han atter Kniven fra sig. Da hun imidlertid i det samme vendte sit Hoved, saa at hun kom til at ligge med den venstre Side af Halsen blottet, greb han paany kniven og stak hende i den venstre Side af Halsen, samt trak derpaa Kniven ud og lagde den paa det Sted, hvorfra den var tagen. Efter hvad Arrestanten har udsagt, gav hans Kone strax ingen Lyd fra sig og bevægede sig heller ikke, ligesom han selv faldt hen i en bevidstløs Tilstand, og da han nogen Tid efter vaagnede af denne, var Konen endnu levende, men døde kort efter. Ved den under 22de October næstefter afholdte Obductionsforretning et det antaget, at Aarsagen til Døden maatte tilskrives stiksaaret i Halsen, idet der ikke forelaae nogensomhelst anden antagelig Dødsaarsag, og tilføies det, at omendskjøndt Døden ikke kunde forudsættes at have været en øjeblikkelig Følge af Stikket, eftersom ingen af de store Blod- og Pulsaarer fandtes beskadigede, havde den dog, sandsynligviis paa Grund af den betydelige Mængde indvendigen udgydte Blod, været en uuudgaaelig Følge deraf, ligesom Sundhedscollegiet under 5te Januar d. A. har erklæret sig enig i, at Døden har været en Følge af det den Afdøde bibragte Stiksaar.

For den Arrestanten - der er langt over criminel Lavalder og ikke funden førhen straffet, samt om hvem det efter de under Sagen tilvejebragte Oplysninger ikke kan antages, at han overhovedet lider af Sindsforvirring, eller at han i Gjerningens Øieblik har befundet sig i en Tilregnelighed udelukkende Tilstand - ifølge det Foranførte overbeviste Gjerning vil han, da den med Hensyn til Bestemmelsen i Frd. 4de October 1833 § 6 maa betragtes som overlagt, ikke kunne undgaae ifølge samme Forordnings  § 10, samt Frd. 16de Cctober 1697, at ansees med Straf efter Lovens 6 - 9 - 12- cfr. Frd 24de Septdr. 1824 § 1 med at have sit Liv forbrudt og lægges paa Stole og Hjul, hvorhos han vil have at udrede alle af Actionen flydende Omkostninger, derunder Salair til Actor og Desensor, Procuratorerne Alberti og Kammerraad Klein, 5 Rd. i ti hver.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 27. februar 1857)

En mere detaljeret gennemgang af sagen findes i Departementstidenden, nr. 35, 30. maj 1857, side 521-530. Denne er hovedkilden til oplysningerne i kommentarerne.

Den 20. februar videresendte politidirektøren sagen til Justitsministeriet til videre foranstaltning. Højesteret stadfæstede kriminal- og politirettens dom den 7. april 1857. To ud af de voterende dommere i Højesteret indstillede at tiltalte i stedet for at lide dommen skulle hensættes i tugthusarbejde på livstid. 

Tirsdagen den 7de April.

Etatsraad Salicath

contra

Christian Julius Jensen (Defensor Brock) der tiltales for Mord.

Kjøbenhavns Criminal- og Politirets Dom af 7de Febr. 1857: "Arrestanten Christian Julius Jensen bor have sit Liv forbrudt og lægges paa Steile og Hjul. Saa bør han og udrede alle af denne Action flydende Omkostninger, derunder Salair til Actor og Defensor, Procurator Alberti og Kammerraad Klein, 5 Rdl. til hver. At efterkommes under Adfærd efter Loven".

Høiesterets Dom.

I henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde fjendes for Ret:

Criminal og Politirettens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium til Etatsraad Salicath og Advocat Brock for Høiesteret betaler Tiltalte 20 Rdl. til hver.

[Herefter følger teksten til kriminal- og politirettens dom som er angivet ovenfor]

(Højesteretstidende 1857).

Sagen blev behandlet i statsrådets forhandlinger 6. maj 1857 og indstillet til kongelig afgørelse. Den var at  livstraffen skulle fuldbyrdes, men at Christian Julius Jensen ikke skulle lægges på stejle og hjul:

Da af samtlige Høiesterets 10 i Sagen voterende Tilforordnede ikkun 2 havde formeent at burde indstille Arrestanten til ved Hs. Majestæts Naade at eftergives Livsstraffen, fandt Justitsministeriet Betænkelighed ved at foreslaae saadan Benaadning for Domfældte, og Ministeriet androg derfor allerunderdanigst paa, at det maatte have sit Forblivende ved den afsagte Høiesteretsdom, dog saaledes, at det skjærpende Tillæg om at Domfældte skulde lægges paa Steile og Hjul bortfaldt.

Sagen er derpaa bleven foretaget i det Geheime Statsraad, og under 6te Mai sidstl. behagede det derefter H8. Majestæt allerhøist at resolvere, at den idømte Livsstraf vilde, med Bortfalden af hiint skjærpende Tillæg, være at fuldbyrde.

(Departementstidenden, nr. 35, 30. maj 1857, side 530)

Efter 211 dage i arresten blev han den 19. maj 1857 henrettet på Amager. Det blev den sidste offentlige henrettelse i København. Det må have været Sjællands skarpretter Peter Schmidt som foretog henrettelsen.

- Det turde ikke være uden Interesse for vore Læsere, naar vi i Korthed meddele de nærmere Omstændigheder ved det af den i Tirsdags henrettede Smedesvend af Christianshavn, Chr. Julius Jensen, forøvede Mord paa hans Kone, Juliane Marie Raadsig.

[Her følger det ovennævnte referat af retssagen]

Som bekjendt stadfæstede Høiesteret den af Kjøbenhavns Criminal- og Politiret afsagte Dom, hvorefter Jensen havde forbrudt sit Liv. Han blev nogle og fyrretyve Aar gammel, var robust af Skabning, noget undersætsig, havde et ret godt Ansigt, og man havde ikke tidligere hørt noget Ufordeelagtigt om ham; han havde Arbeide i Baumgarten og Burmeisters Etablissement. Der skal være 3 Børn, hvoraf det ældste, en Dreng paa omtrent 14 Aar, skal have givet Anledning til Forbrydelsens Opdagelse. Delinqventen, der i mange tusinde Menneskers Nærværelse blev henrettet om Morgenen Kl. 6 1/4 i Kløvermarken paa Amager, var undervejs til Retterstedet ved ret godt Mod og ved ualmindelig Fatning, af hvilken han dog paa selve Skafottet syntes at have tabt noget; imidlertid afklædte han sig dog selv og lagde selv Hovedet paa Blokken; Executionen var forbi i et eneste Øieblik. At Forbryderen, fraregnet den begaaede gruelige Misgjerning, iøvrigt ikke har besiddet nogen slet Charakteer, viser den Omstændighed, at han maa have været godt lidt af sine Kammerater; thi da hans jordiske Levninger, som Skik og Brug er, umiddelbart efter Exerutionen nedsænkedes i Jorden tæt ved Retterstedet, var Graven omgiven af et ikke lidet Antal Smedesvende fra de forskjellige store Etablissementer paa Christianshavn, hvilke paa deres Viis bragte deres Kammerat det sidste "Levvel".

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 22. maj 1857).

Christian Julius Jensen var den sidste som blev henrettet i København. Siden enevælden var kun en før blevet henrettet her: kvindebedårer og skorstensfejerlærling H. P. Nielsen for mordet på ligbærer Hans Petersen. Henrettelsen skal have tiltrukket over 20.000 tilskuere, heraf mange kvinder. Også her var det Peter Schmidt som svingede skarpretterøksen.

Christian Julius Jensen blev begravet på Slaveanstaltens Kirkegård ved nuværende Hollænderdybet i en kiste som blev besørget af otte fæstningsslaver fra Stokhuset. Det var deres kirkegård. Fem dage efter drabet var hans kones lig blevet begravet på Fattigkirkegården, i dag Vor Frelsers Kirkegård, på den anden siden af Amagerbrogade hvor Christian Julius Jensen kom til at ligge.

Se endvidere Pernille Ulla Knudsen: Københavns sidste offentlige henrettelse. Skildring af et professionelt processystem.

Spørgsmaal.

1) Kan smedemester P. Jensen, som giver sine svende elendig og dårlig kost, af hvilken årsag man ikke så sig i stand til at forblive i hans arbejde, men opsagde dette til skifte med hans vilje efter 4 ugers forløb - påstå godtgørelse for at svenden 2! dag før tiden forlod arbejdet på grund af mesterens mod ham udviste brutale og ulovlige skælden og adfærd uden grund og årsag mod ham i værkstedet.

2. Kan denne mester forholde svenden sin seddel uagtet denne ikke er ham noget skyldig, og uagtet svenden bevisligt har tilbudt ham en lovmedholdelig godtgørelse for de nævnte 2½ dage for så vidt denne med ret kan tilkomme ham.

3) Er det forsvarligt at mesteren efter 4 ugers forløb endnu ikke har afgivet seddel til svenden uden hvilken denne ikke kan få arbejde

4) Hvorledes kan det forklares at efter at mesteren af svenden har været indkaldt for 5. protokol i ovennævnte anledning, denne sag endnu ikke efter fulde 3 ugers forløb er afgjort, eller svenden i det mindste har fået sin seddel, hvorpå han kunne få arbejde og skaffe sig og familie det nødvendige til livets daglige fornødenheder.

En anden svend slap lykkelig og vel ud af denne mester garn, fordi han heldigvis ikke havde afleveret sin seddel til ham, og jeg tror ved at bringe disse spørgsmål til offentlighedens og retskafnes bevarelse herved at kunne give mine ærede medbrødre et advarende eksempel for ovennævntes dårlige behandling der næppe undgås når svenden først har afgivet sin seddel da han ved skifte ikke uden vanskelige og byrdefulde langtrukne omstændigheder igen kan få en sådan.

Den 19. august 1844
P. C. Nilsen
Kleinsmedesvend.

(Politivennen nr. 1495. Fredagen den 23 August 1844, s. 532-534)

Redacteurens Anmærkning

For denne artikel indkasserede svenden en bøde på 50 rigsbankdaler, han blev underkastet censur i 1 år samt måtte betale 16 rigsbankdaler i sagsomkostninger:

Aar 1845 den 6te Jan. blev i den Kongelige Landsover- samt Hof- og Stadsret i Kjøebnhavn afsagt Dom i Sagen: No 574/1844 Smedemester P. Jensen, contra Kleinsmedesvend P. E. Nielsen, og saaledes Kjendt for Ret:

"De ovennævnte, af Indstævnte Kleinsmedesvend P. E. Nielsen i et Inserat med Overskrift "Spørgsmaal" i No. 1495 af Bladet "Politivennen" for Fredagen den 23de August sidstleden brugte, for Citanten Smedemester P. Jensen fornærmelige udladelser bør døde og magtesløse at være, saa at de ikke kommer Citanten til Forkleinelse paa gode Navn og Rygte; og bør Indstævnte for sit i saa Henseende udviste Forhold bøde 50 Rbd. Sølv til Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse, samt være den i Forordningen af 27de September 1799 § 20 anordnede Censur undergiven i 1 Aar. Processens Omkostninger betaler Indstævnte til Citanten med 16 Rbd. Sølv. Det Idømte udredes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse, under Adfærd efter Loven."

Hvilket, efter ovenmeldte Forordning, herved bekjendtgøres.
Den Kongelige Landsover- samt Hof- og Stadsrets Justists-Contoir i Kjøbenhavn, den 6te Januar 1845.
Krÿger.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende. 20. januar 1845.)

Dito til Hjulmanden og Smeden i Kattesundet Nr. 109.

Man kan med al føje have grund til at anmode oven nævnte hjulmand og smed om at henstille de vogne der var under reparation, således i gården at man ikke når man besøger nogen i huset, risikerer at blive lemlæstet ved i mørke aftener at støde på samme. At værten der på stedet ikke påtaler sådan mangel på eftertanke, må man anse som en skånsom overbærenhed af ham, som dog vist nok her er temmelig utidig. Og grunden hvorfor de øvrige af huset beboere ikke anker over det, må man søge deri at de vel anser det som et onde der nu engang tilhører gården, som fra en anden side betragtet jo heller ikke bliver så farligt for dem selv, der engang er bekendt med det usikre farvand og altså bedre forstår at lodse sig frem som for en fremmed der i mulm og mørke meget let løber bryst eller pande mod de vogne der meget ofte er opstille midt i forgården. 

Da det for det meste er skarnager og andre lignende vogne som således står opstillet, kan man ikke slutte andet end at de er der for at hjulmanden og smeden skal øve deres talenter på samme. Hvorfor man i den anledning henvender sig til Dem om at hæmme denne - vist nok alt for slendrianske - ligegyldighed ved at lade Deres folk før aften flytte vognene således at man uden at risikere lemmers forlis kan passere gården. Mangel på læredrenge kan næppe være grunden til denne skødesløshed da man ofte om aftenen ser en god portion af sådanne væsner på deres vis holde forsamlinger og divertere sig i porten på samme sted. Man forventer derfor at overhovederne for hjulmændene og smedene i omtalte gård herefter vil påse at det her påtalte tilbørligt hæmmes.

(Politivennen nr. 1162, Løverdagen, den 7de April 1838. Side 222-224)

 "Vogne står således i gården at man ikke når man besøger nogen i huset, risikerer at blive lemlæstet ved i mørke aftener at støde på samme" (Kattesundet 14, Eget foto, 2017)

Redacteurens Anmærkning

Kattesundet 109 er vore dages Kattesundet 14. Huset er fra 1784.