J. A. Hansen død.
Borgerrepræsentiationens Formand, Smedeforbundets Formand J, A. Hansen afgik i Aftes Kl. 9½ ved Døden paa Bispebjerg Hospital. Under den nys afholdte Smedekongres blev J. A. Hansen syg. Efter et Par Dages Sygeleje førtes han til Bispebjerg Hospital. En Lungebetændelse krævede her hans Liv.
Indenfor Fagbevægelsen havde J. A. Hansen en lignende Position som K. M. Klausen havde i den politiske Bevægelse. De to lollandske Husmandssønner havde mange fælles Karaktertræk, samme tunge Fremtræden, samme sindige Saglighed, samme tillidsvækkende Soliditet, samme stille Lune og samme bidske Veltalenhed, naar det gjaldt Kampen for, hvad der var dem helligt og kært. Som K. M. Klausen stod stout og støt som politisk Fører, saaledes blev J. A. Hansen Fagbevægelsens Høvdingeskikkelse, det urokkelige Midtpunkt i Aartiers faglige Udvikling, i Magsvejr som i Stormtider
- - -
J. A. Hansen var kun 59 Aar gammel. For de fleste stod han sikkert som meget ældre, men hans Løbebane var ogsaa begyndt tidligt og han havde alle Dage trukket et stort og til det sidste stadig voksende Læs.
Allerede i 1895 valgte Skibssmedene den 28-aarige J. A. Hansen til Formand, hans Indsats under Smedelockouten 2 Aar efter udpegede ham til Fagets kommende Fører, han blev i 1899 Formand for Dansk Smede- og Maskinarbejderforbund og førte Aar for Aar sin Organisation frem til en stedse bedre Position. Smedeforbundet blev den store Mønsterorganisation, Kærnen i et stedse bedre udbygget Industriforbund. Paa mangfoldige Omraader udgik herfra det frugtbare Initiativ. Tillidsmandsinstitutionen, der har haft saa overordentlig stor Betydning og vil blive en af Grundpillerne i den kommende Udvikling frem mod Bedriftsraadstankens Sejr, var J. A. Hansens Værk.
Men J. A. Hansens Evner og Interesser rakte langt ud over hans egne Fags Grænser. Han erhvervede sig en imponerende Kundskabsfylde, et Sprogkendskab. der satte ham i Stand til at følge Udviklingen i den store Verden og som efterhaanden gjorde ham til et af de vigtigste Bindeled mellem de danske Organisationer og den internationale Arbejderbevægelse. Ikke blot danske Arbejdere lyttede gerne til hans kloge Raad, han havde ogsaa Venner ude i den store Verden. Vel var han først og fremmest Smed mod en Fagstolthed, der havde opsuget Lavstidens bedste Bestanddele, men uden dens Snæversyn. Hans Blik var aarvaagent for alt, hvad der kunde fremme Samfølelsen og Samarbejdet mellem alle Fag. Han blev en svoren Tilhænger af De samvirkende Fagforbund, utrættelig i sit Krav om de enkelte Fags Pligt til at bøje sig for Helhedens Interesser, stejl og ubønhørlig i sin Modstand mod alle opløsende Tendenser, gnistrende vred, naar Situationen formede sig saa at Sammenholdet krævede en Slappelse i Disciplinen, der efter hans Mening betød en Svækkelse af den samlede Kraft.
Saaledes blev han ofte baade i De samvirkende Fagforbund og i sit eget Fag et Stridens Tegn, en af de Klipper, om hvilke de største Braadsøer og den mest fraadende Brænding slog sammen, men lian blev aldrig rokket. Og Aar for Aar blev Oppositionen mod ham stadig svagere, fordi Resultaterne hav ham Ret og skabte en stedse dybere Respekt for hans Erfaring og mesterlige Arbejde.
Parti og Presse havde i ham en trofast Støtte. Skønt Fagets Mand fra Isse til Fodsaal, forstod han fra sin tidligste Ungdom Betydningen af, at Fagbevægelsen dannede den faste Rygrad i det politiske Arbejde og i den socialdemokratiske Presses Kamp. Næst C. C. Andersen var han det ældste Medlem af Social-Demokratens Kontrolkomite, og saavel vort Blads Administration som de skiftende Redaktioner staar i dyb Gæld til ham for hans ærlige, kammeratlige Støtte i Medgang som i Modgang.
Ogsaa den Kooperative Bevægelse fandt i ham en fremragende Forkæmper. Aurora - Smedenes eget kooperative Selskab - var hans Stolthed, men de øvrige Grene af Kooperationen drog i fuldt Maal Nytte at hans Arbejdskraft. Dtl skyldtes hans redebonne Støtte, Andelsbolig-Bevægelsen i sin Tid kom over de døde Punkt, og i Arbejdernes Landsbanks Ledelse var han en af de solideste støtter.
Flere og flere Opgaver blev lagt paa hans Skuldre og Byrden blev vel tilsidst for stor. Den enorme Arbejdsevne, der var J. A. Hansens Styrke, blev tilsidst hans Svaghed. Den Tanke var ham fuldkommen fremmed, at han kunde gøre sig Livet lettere og overlade en Del af Arbejdet til andre; hun gravede sig ned I Arbejdsstoffet paa ethvert Omraade og segnede tilsidst under Byrden. Som Landsthingsmand paatog han sig trods vaklende Helbred de vanskeligste Opgaver og tumlede med lndustrikrisens komplicerede Problemer, i Borgerrepræsentationen var det ham ikke nok, at Formandsskabets anstrængende Hverv var ham betroet; han vilde ogsaa til alle Enkeltheder følge selv de vanskeligste Sager. Og saa indhentede Døden ham midt i den travle Arbejdsdag.
En Gang før havde dens Banken lydt haardt paa Døren. For et Aarstid siden var han meget farlig syg. En ondartet Sukkersyge havde sat Koldbrand i den ene Fod; med et resigneret Smil ofrede han Foden og undslap Døden. Og nu var det som om kun hans Jernvilje holdt ham oppe. Han havde ikke Tid til at dø; der var saa meget, der skulde fra Haanden først. Han bogstavelig talt styrtede sig ud i Arbejdet, foretog paa Trods af Lægens Bud lange Udenlandsrejser, sled paa sit Fagforeningskontor og i vigtige Kommissioner Dagen lang og tumlede saa til den lyse Morgen med det uhyre Arbejdsstof, som Voldgiftsretten og ikke mindst den store Arbejdskommission havde givet hans vidtomspændende Aand. Der var kommet Feberhast over den før saa sindige Mands Arbejde, men hans Aand var lysende klar, tvunget frem til Ydeevnens yderste Grænser i det afgørende Favntag mellem en ukuelig Jernvilje og et svigtende Legeme. Han fik sin Kongres fra Haanden. Om den havde hans Tanker kredset. Vilde hans Smede ogsaa nu staa Maal med hans store Forventninger? Vilde de efter Jættekampen i Fjor, trods Tidens Tynge, trods Arbejdsløshed og bristede Illusioner forstaa, at hans Stilling havde været den som han af hele sin ærlige Sjæl følte var den rette? Derom talte han i fortrolige Venners Kreds, derom kredsede hans Tanker i de søvnløse Nattetimer. Og saa maatte han staa syg og træt paa Talerstolen. Hans Taler paa Smedekongressen var det sidste, han havde at give, men Guldglansen i hans Solnedgang blev netop den Trofasthed, hans Kammerater viste. De havde fulgt ham, da han var rank og stærk; de svigtede ham ikke, da han syg og træt stred den sidste Strid. De blev deres Høvding tro. Derfor døde J. A. Hansen som en lykkelig Mand og det havde han fortjent, den ærlige Kæmpe, den trofaste, dygtige, kærlige Søn af den Arbejderklasse, hvis Opdrift og Fremgang blev hans Værk og hans Livs straalende Indhold. Ære være hans Minde, og al vor dybe Medfølelse være viet hans lille tapre Hustru, som stod ham bi i Kampens lange Aar og nu føler den knugende Tomhed omkring sig.
Socialdemokratiets Formand om J. A: Hansen.
Vi opsøgte i Aftes vort Partis Formand, Raadmand Fr. Andersen, og bad ham om en Udtalelse i Anledning af J. A. Hansens Død.
Fr. Andersen udtalte bl. a.:
Budskabet om J. A. Hansens Død kommer som et Tordenslag for mig. og jeg véd, at det vil vække dyb Sorg indenfor hele den socialdemokratiske Parti. - Ganske vist var J. A. Hansen først og fremmest af Fagforeningsmanden, og i den faglige Bevægelse har han lagt sit Livsværk. Men netop fordi han gik op i dette Arbejde med hele sin Sjæl, havde han et aabent Øje for Nødvendigheden af Arbejderklassens Deltagelse i det politiske Arbejde. Han saa, at Arbejderklasse maatte sætte sin Indflydelse ind paa alle Samfundets Omraader, og hans store Indsigt i faglige og økonomiske Spørgsmaal gjorde ham til én uvurderlig og stærkt benyttet Arbejdskraft, ogsaa i det politisk Liv, i Rigsdagen og i Københavns Kommunalbestyrelse.
Det socialdemokratiske Parti vil dybt komme til at føle Savnet af J. A. Hansens Medarbejderskab Hans Virksomhed vil altid staa som et Eksempel for dem, der skal fortsætte hans Gerning, og hans Navn er indskrevet uudsletteligt i vort Parti
De samvirkende Fagforbunds Formand om J. A. Hansens Eftermæle.
Dybt grebet ved Meddelelsen om J. A. Hansens Død udtaler Carl F. Madsen til os:
- Dette Dødsfald er et smerteligt, ja uerstatteligt Tab. J. A. Hansens store Indsigt og Erfaring, hans klare Forstand og uhyre Arbejdsevne betød saa uhyre meget for alle Grene af Arbejderbevægelsen. I en meget lang Aarrække har jeg arbejdet sammen med J. A. Hansen og jeg følte, at, han var en klog og god Ven, for hvem Sagen altid stod over Personen, Hans urokkelige Fastholden ved de Principer, han følte var de rette, hans støtte Ro selv i de haardeste Kampe og hans tillidsfulde Tro paa Arbejderklassens Evne til Sammenhold, gjorde ham til en uvurderlig Kammerat og Støtte. Hans Død fylder mig med dyb Sorg og Sorgen vil føles af alle Danmarks organiserede Arbejdere.
J. A. Hansens Efterfølger.
J. A. Hansens Suppleant som Medlem af Landsthinget er Borgmester Jacob Jensen, Aarhus, og hans Efterfølger som Borgerrepræsentant bliver Murarbejdsmand Bærentzen.
(Social-Demokraten, 9. juli 1926).
...samme Dag som J. A. Hansen drog sit sidste Aandedrag, udkom et Kommunistblad med et Billede af J. A. Hansen som et graadigt Uhyre, en Vampyr, der levede højt paa Arbejdernes Bekostning. Hvor stammer det Billede fra? For kun en Uge siden bragte en Række Kapitalistblade Landet over og ikke mindst Radikale Blade med Henblik paa Smedekongressen en Liste over J. A. Hansens Hverv, hans "Ben og Bierhverv", som det kaldtes, Rub og Stub var taget med, en Mængde Tillidshverv, som gav ham ganske ulønnet Slid og Slæb og som var paanødet ham, fordi hans øvrige Hverv gav ham særlig Indsigt og Erfaring. Meningen var at give tankeløse Læsere Indtryk af en Mand, der oppebar fyrstelige Indtægter og var stadig paa Jagt efter jordisk Mammon. Og saa er Sandheden den, at hans Indtægter det meste af hans Liv var saa uhyre beskedne, at ingen Kapitalistblads-Redaktør kunde tænkte sig at bytte. Selv de seneste Aar var hans Indtægter i Forhold til hans døgnlange Slid og den dyre Levevis, som følger af altid at færdes ude, meget ringe, og den Side af Sagen var for J. A, Hansen altid ganske underordnet.
Men Kapitallstpressens Oplysning var just bestemt for "Oppositionen" blandt Arbejderne, en Appel til de laveste Instinkter, i hvilke man altid søger sin Forbundsfælle mod Arbejderklassens Tlllidsmænd. I Kommunistbladets Infamier fandt Kapitalistpressen just det Ekko. som den kunde ønsket at fremkalde.
Hvorfor nægte, at saadanne Angreb forbitrede mange Timer for J A. Hansen og bidrog sit til at undergrave hans Helbred? Lad os nu kun sige det nu, naar hans Modstandere ikke vil føle Triumf derved, men tværtimod gribes af Skamfølelse, der maaske fører til, at ogsaa de levende Forkæmpere for vor Sag kan blive hilst med blankere Vaaben. Borgmester Kaper har - grebet af Dødens Alvor - sagt Ord, der har Bud til dem, der anser det for deres bedste Vaaben at fremstille enhver Arbejderfører som en forræder og lavtberegnende "Levebrødsmand". Sandheden er den, at Arbejderbevægelsen slider sine Mænd op, fordi den lykkeligvis ejer mange, mange dygtige Mænd der føler det som en Lykke at give sig helt hen i Arbejdet for en stor og begejstrende Sag, selv om de derved skal gaa i en tidlig Grav.
(Social-Demokraten 10. juli 1926)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar