Massage-Kliniken i Skindergade 19. (Efterskrift til Politivennen).

Massage-Kliniken i Skindergade debatteres i Byretten.

Uhyggelige Afsløringer over den 70-aarige Kvindes Misbrug af unge Piger.

Som omtalt blev der for et Par Uger siden afsløret en mystisk Klinik, der havde til Huse i en Ejendom i Skindergade. Klinikken, der fingerede at besørge Massage og Manicure, betjentes af unge Damer, der efterhaanden førtes ind i et efterhaanden alt andet end tillokkende Liv.

Institutets Leder var en ældre Kvinde, Fru Udbo, som, da Politiet fik med Sagen at gøre, blev fængslet, og hendes Sag har siden været til Behandling hos Politiassessor Seerup.

Sagen blev oprindelig anmeldt til Politiassessor Prytz, der en dansk Formand for den internationale Forening "Les amies des jeune filles", hvilket paa dansk betyder "De unge Pigers Venner" eller Foreningen mod den hvide Slavehandel. Hr. Prytz foranledigede Politiets Indblanding i Sagen, og at der har været god Grund hertil, vil enhver forstaa, naar de erfarer, hvad der oplystes under et Forhør, der i Gaar blev afholdt af Dommer Hoppe.

Assessor Seerup fremstillede den næsten 70 Aar gamle Kvinde, Fru Udbo, der fik Plads ved Siden af sin Forsvarer, Overretssagfører Warburg. 

Institutets Anklager I Forhør.

Mødet indledtes med en Afhøring af en Grosserer Olsen, der er Genbo til Institutet, og han gav en meget dramatisk Skildring af, hvorledes han har afsløret Forretningen.

Grossereren fortalte, at han flere Gange fra sin Bopæl lige overfor Institutet her bemærket, at et Par unge Damer mistænkeligt ofte blev sendt i Byen efter Spiritus. En Dag, da han stod udenfor Ejendommen, saa han den ene af de unge Damer gøre Indkøb, og han kom da med en Bemærkning om, at det vist var en rigtig Klinik, hun var ansat i. Hun havde da svaret: "Ja, det kan De tro". 

Det var ham ikke muligt at finde noget Grundlag for en Anmeldelse mod Fru Udbo, men en Dag fandt han paa at gaa op for at blive manicure. Han blev da modtaget af den samme unge Pige, som han havde talt med paa Gaden. Hun paatog sig et behandle hans Negle, men ham opdagede straks, at hun ikke havde det fjerneste Begreb om Arbejdet. De fik da en lille Samtale, hvorunder hun oplyste, at hun gennem en Annonce i et Dagblad havde faaet Ansættelse som Husassistent hos Fru Udbo.

Nogen Tid efter havde Fru Udbo anbefalet hende at flytte ind i Kliniken for at gaa til Haande der, da hun derved kunde tjene flere Penge. Fortjenesten kunde hun dele med Fruen.

Da Grossereren havde hørt dette, var det, at han henvendte sig til Politiassesor Prytz.

Dørene lukkes.

Paa dette Tidspunkt besluttede Dommeren at lukke Dørene af Hensyn til de unge Piger, der skulde afhøres som Vidner.

Først afhørtes den unge Pige, der havde talt med Grossereen. Hun er nu paa Politiassessor Prytz Foranledning sendt hjem til sine Forældre paa Landet, men i Anledning af Forhøret var hun blevet tilkaldt hertil.

Hendes forklaring refereres saaledes fra det lukkede Møde, at hun i et og alt kunde bekræfte Grosserer Olsens Anmeldelse.

Efter Afhøringen af endnu et Par Vidner, blev Dørene aabnede paany.

Klinikbestyrerinden nægter

Den gamle Dame blev nu spurgt, om hun nogensinde havde lært at give Massage.

Hertil svarede hun:

- Ja, for mange Aar siden.

- Har De nogensinde givet Undervisning til Deres Elever?

- Ja, straks efter at De havde faaet Ansættelse.

- De unge Piger siger, at de ingen Undervisning har faaet.

- Det passer ikke.

Med dette Resultat afsluttes Forhøret. Fru Udbo føres tilbage til Arresten, hvor hun vil faa Lov til at hvile tid, til Politiet, faar hele Materialet samlet.

Hun og hendes noble Klinik, der af Anstændighedshensyn Ikke kan beskrives nærmere, vil senere komme til Behandlingi1 Landsretten

(Social-Demokraten, 8. juli 1926).

Annonce fra fru Udbo, Skindergade 19, København den 6. november 1925.

Klinikken havde et fast klientel som kendte fru Udbos ulovlige virksomhed, flere af disse blev indkaldt som vidner i sagen. Landsretten stadfæstede i november 1926 underrettens dom over fru Udbo: 6 måneders fængsel for alfonseri. Hendes virksomhed foregik i Skindergade 19. Huset er fra 1796.

Skindergade 19 midt i billedet. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Kattetyveri. (Efterskrift til Politivennen)

Kattetyveri. En Tømmersvend indfandt sig Fredagen den 25de Januar om Aftenen Kl. 6 paa Politidirecteurens Bopæl, medbringende den bekjendte Kattetyv, Hans Christiansen Dysted, om hvem han forklarede, at da han kort iforveien passerede Regentsen, havde han bemærket ham inde i Kredsen af en Mængde Smaadrenge, holdende under Armen en stor, kulsort Kat, som Drengene paastode at han havde kvalt i Conditorens Port i Skindergaden. Af den Grund havde Anmelderen afleveret ham til Politiet, og tilføiede han, at Dysted paa Veien gjennem Landemærket øiensynlig gjorde Forsøg paa, yderligere at kvæle Katten ved at tage den om Halsen, hvilket Anmelderen hindrede ham i, idet han kunde see, at der endnu var Liv i Katten, da den rørte Halen. Dysted vedblev undervejs at forsikkre, at det var en død Kat, som en Kone havde leveret ham, for at kaste den bort, og lod flere Gange Katten glide ned mellem Hænderne, enten for at lade den falde fra sig, eller for at faae fat om Halsen paa den, hvilket Tømmersvenden ogsaa havde forekommet. 

Den af Dysted til Politikjælderen medbragte Kat var tilsyneladende død, men efterat den havde ligget noget paa Gulvet, kom den tillive og blev snart saa vel, at den kunde gaae.

Dysted, der ved den hos ham foretagne Visitation fandtes i Besiddelse af en Snor, en Æske med Fidt og noget smaat, stegt Lever, forklarede nu, at han i Conditorens Port havde modtaget Katten af en temmelig før Kone paa ca. 40 Aar, med Anmodning om at skaffe hende af med den. Af hvad Aarsag meldte hun ikke, men han formodede, at den maatte være tyveagtig. Efter at have faaet 4 sk for Ulejligheden, begav han sig med Katten ud paa Gaden, for at bringe den udenfor Stadens Porte, hvor han vilde kaste den fra sig, men i dette Forehavende blev han hindret af en Mængde Smaadrenge, der vedbleve at stimle om ham.

Under den paa Dysteds Bolig anstillede Undersøgelse traf Politiet en Person, hvis Signalement passede i Et og Alt paa den Sjover, der var seet i Skindergade i Følge med Dysted. Han blev anholdt og medbragt til Politikammeret. Det var Peter Christian Falck, der efter nogen Nægten afgav følgende Tilstaaelse. Da han bemeldte Fredag Eftermiddag drev om i Gaderne med Dysted uden nogen Hensigt, bemærkede de en Kat i en Gadedør i Skindergade, om hvilken Dysted yttrede, at naar man kunde fange den, kunde man altid faae en 3 Mk. for Skindet, men dengang gik de forbi, formodentlig fordi Dysted ikke turde bemægtige sig Dyret, saalænge det var lyst, men efter at de atter havde drevet om, indtil Mørket faldt paa, aftalte de at gaae tilbage til det samme Sted, for at Dysted kunde see at bemægtige sig Katten. Ankommen til Stedet med Dysted, saae han, at denne gik op i Gadedøren og tog Katten, som han derefter holdt inde under sin Frakke, men, paa Grund af Mørket , kunde han ikke bemærke, om Dysted forsøgte paa at qvæle den. Da det Omforklarede blev bemærket af nogle Drenge, der legede paa Gaden, og disse begyndte at forfølge dem, forlod han Dysted og begav sig hjem i deres fælles Logi i Amagergade Nr. 318, paa Qvisten. 

Arrestanten Dysted afgav den 23de Februar en med Falck i det Væsentlige overeensstemmende Tilstaaelse angaaende Tyveriet af den nævnte Kat, som han strax havde givet sig ifærd med at qvæle, i den Hensigt at trætte Skindet af den og sælge dette, og ledede den criminelle Undersøgelse i det Hele til det Resultat, at Arrestanterne, i den Hensigt at gjøre sig Fordeel ved Salget af Skindene, i Vinterens Løb havde stjaalet 3 Katte, vurderede tilsammen til 3 Rd. 3 Mk. , og tilhørende resp. en snedkersvend, en Arbeidsmand og en Grønthandler. Ved Criminal- og Politivrettens Dom af 8de April bleve Arrestanterne, der tidligere have været straffede og af hvilke Dysted er 56 og Falck 27 Aar gammel, ansete med Forbedringshuuusarbeide, den Første i 4, den Anden i 1 Aar.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. juni 1856)

I Københavns Politis forbryderalbum optræder Peder Christian Falck med følgende brskrivelse: "“Peter Christian Falck, født i Kjøbenhavn 28/11 28, opdraget under Fattigvæsenet og er Arbeidsmand; straffet sidst med 4 Aars Forbedringshuusarbeide; stjæler Brænde og Katte. 70”. [1864]"

Falck (f. 1828) var 17. november 1855 blevet dømt for at have stjålet 4 favnestykker fyrrebrænde fra bagermester S. F. Hansen. Han blev dengang dømt til fængsel på vand og brød i 2 gange 5 dage. Falck havde i 1871 tvangsophold på Ladegården. Han havde da været i forbedringshuset. Ved en udgangstilladelse havde han sammen med en anden besluttet at bryde ind på inspektørens kontor i Ladegården for at stjæle 500 Rdl. De blev imidlertid opdaget, og de forsøgte da at lade som om de var faldet i søvn. Falck blev for indbruddet idømt 3 års tugthusarbejde.

Tyvenes tilholdssted, på kvisten af Amagergade 318 blev i 1859 til Amagergade 15. (Den røde bygning på højre side). Huset er opført før 1760. Bygningen blev landskendt gennem serien "Huset på Christianshavn", som lå overfor værtshuset "Rottehullet" (til venstre). 

Haandværker-Bolig. (Efterskrift til Politivennen)

Hs. Majestæt har ved Rescript af 28de Octbr. 1811 paalagt Overbygningsdirecteur Etatsraad Hansen og Finansassessor Bank-Commissair Collin i Forening at besørge opført her i Staden en Bygning for den kongl. Kasses Regning, i den landsfaderlige Hensigt at skaffe flere Familier af den ringere Haandvæksstand Huusly for billig Betaling. Til dette Øiemed er efter Kongl. Resolution af 5te Marts d. A. kiøbt Grunden paa Hiørnet af Skindergaden og lille Fiolstræde, hvor den latinske Skole fordum stod. Dersom denne Foranstaltning maatte virke, at nogle af vore formuende Medborgere forenedes om at opføre een eller flere deslige Bygninger, og der saa tillige sørgedes for, at de, naar de vare opførte, ikke kom i Opkiøberes og Huusspeculanteres Hænder, saa vilde dette kongelige Foretagende vorde et af de mest velgiørende.

(Dagen 13. marts 1812)

Bygninger ligger stadig på hjørnet af Skindergade, Fiolstræde og Dyrkøb. Den blev opført med C. F. Hansen som arkitekt 1812-15. Oprindelig kaldt Trøstens Bolig og husede da også små håndværkere indtil 1854 hvor den blev overtaget af Samuel Soldin og Hustru Hanna Soldins Stiftelse til boliger for uformuende enker eller ugifte kvinder.

Klosterstræde - Skindergade. (Efterskrift til Politivenneen)

Den skjønneste Bygning som efter Bombardementet er bleven opført igjen paa en afbrændt Tomte og som nu næsten er ganske færdig, er Gaarden No. 37 paa Hjørnet af Klosterstrædet og Skindergaden. Hr. Muurmester Thrane har bygt den for egen Regning, og, saavidt man veed, koster den ham 90,000 Rd. Den er særdeles smagfuldt bygget i den italienske Stiil, og kan tjene til Beviis paa, hvad Kiøbenhavn engang vil blive til, naar lykkeligere og fredeligere Tider tillade, at gjenopbygge alle de afbrændte Tomter.

Den Kongelig privilegerede Viborger Samler, 1. august 1811.

Redacteurens Anmærkning.

Skindergade 37-Klosterstræde 37 (nuværende Klosterstræde 25 - Skindergade 27) er ifølge Jævnførelsesrregisteret opført i 1816-17 af tømrermester W. Steenberg og ombygget 1844.

Aide toi, et le ciel t'aidera. Hjelp Dig selv og Du vil ei savne Himlens Hjelp.

I den seneste tid er hovedstadens indbyggere ofte bragt i uro ved fortællinger om overfald som skulle være udøvet på Københavns gader mod enkelte gående personer. Således fik en anset embedsmand for nogen tid siden da han gik hjem fra Christianshavn, højst uformodet et slag i ansigtet der nødte ham til at holde sig inde i flere uger, af to personer han mødte. Det samme skete nytårsaften en gammel mand, idet han nemlig fik et slag der strakte ham til jorden, af en portnøgle. Ligeledes skal et fruentimmer på Kongens Nytorv lige over for Hovedvagten, være blevet overfaldet af en person der stak hende med en kniv igennem kåben og sårede hende således i hånden at hun måtte forbindes i apoteket på Østergade. 

For sandheden  af disse fortællinger kan indsenderen ikke, i det mindste ikke i det hele, indestå da han selv kun har hørt dem på anden eller tredje hånd. Men han kan ikke nægte at de forekommer ham højst sandsynlige efter det som for nogle dage siden hændte ham selv. Jeg gik nemlig om aftenen mellem kl. 11 og 12 gennem Skindergade da jeg omtrent lige ud for Trompetergangen mødte en person (af udseende og klædedragt at dømme en håndværkersvend) der uden videre kom hen mod mig og med de ord "den skal De have" slog mig efter hovedet. Heldigvis forfejlede han slaget og traf mig ikke i ansigtet, som formodentlig var hensigten, men på halsen hvor en stor chenillekrave afparerede slagets voldsomhed. Højligt frapperet ved denne hilsen, der dog som en venskabsytring forekom mig at være vel massiv, kunne jeg ikke tilbageholde et forundringsråb om "hvad dette skulle betyde".

Da jeg imidlertid smigrer mig med det håb at ingen nogensinde har klaget over at jeg har undladt at give et høfligt svar på en høflig tiltale replicerede jeg, ved at give min nye ven et slag med min i hast fremdragne portnøgle, der øjeblikkeligt bevægede ham til mod al etikette at sætte sig ned uden i forvejen at se sig om efter en stol. Min hensigt var nu at kaste mig over ham og ret inderligt at takke ham for hans "forekommenhed" idet jeg tillige råbte på vægteren. Men som en hjort sprang fyren  op og undløb mens jeg, hindret i løbet ved min store chenille, forgæves forfulgte ham indtil Klosterstræde. 

Skønt jeg først var mismodig over at jeg ikke fik fat i krabaten for at politiet kunne give ham nogle højst fornødne formaninger angående den nye møde at stifte bekendtskab på, overvejede jeg dog at det ville have nødt mig til at følge med på politikammeret og forvoldt mig en del bryderier og tidsspilde, hvorfor jeg trøstede mig med den tanke at han (som kong Harald siger om Palnatoke) "ikke var kommet uplukket hjem fra dette julegilde". Desuden var min påtrængende ven uden tvivl (hvilket jeg slutter af slagets usikkerhed) kun en begynder i faget eller "en drukken dilettant" der måske ved mit argumentum ad hominem blev bragt på bedre tanker. 

Da imidlertid mine ærede medborgere muligvis ikke alle kunne være så heldige, men måske træffer på virtuoser i faget der ved at beregne armens og håndens svingkraft, så er mit råd til enhver der går sent om aftenen på gaden at være på sin post og belave sig på øjeblikkelig at kunne gengælde ondt med ondt. For det er misligt hvor det gælder hurtig hjælp at stole alene på politiets eller vægterens assistance, og det er ved sådanne lejligheder at en mand mest må stole på sin egen kraft og åndsnærværelse. Når da nogle af disse kåde og ondskabsfulde mennesker blev modtaget på en alvorlig og følelig måde, ville de vist  lade deres fæle narrekatterænker fare og opgive et håndværk der blot indbringer brådne pander. 

(Politivennen nr. 996, Løverdagen den 31te Januar 1835, s. 75-78)

"Da jeg om aftenen gik gennem Skindergade lige ud for Trompetergangen mødte jeg en person (af udseende og klædedragt at dømme en håndværkersvend) der uden videre kom hen mod mig og med de ord "den skal De have" slog mig efter hovedet." (Niels Hemmingsensgade, Skindergade krydser i baggrunden. Eget foto, 2015).

Redacteurens Anmærkning

Trompetergangen er det stykke af Niels Hemmingsensgade som ligger mellem Gråbrødretorv og Skindergade. 

Et Exempel paa kvindelig Barbarisme.

(Nihil humanum a me alienum puto)

Onsdag den 13. november var indsenderen heraf vidne til en oprørende scene hvis offentliggørelse han imidlertid har udsat under den forventning at en anden måske måtte føle sig opfordret til at påtage sig dette. Da han nemlig om middagen kom forbi porten på gården nr. 37 på hjørnet af Klosterstræde og Skindergade, mødte der ham fra denne port et hvinende skrig som kom fra en lille fattig slet klædt dreng, der med begge hænder holdt til det ubedækkede hoved af hvilket blodet trængte frem så at håret for en del var sammenklæbet og trøjekraven samt ansigtet ligeledes plettet deraf. Det var naturligt at han gik hen til barnet for at erfare det forefaldne, ligesom også porten snart blev fuld af andre deltagende, og han hørte da at en pige som skal hedde Cecilia og tjene i kælderen på nævnte sted hos urtekræmmer Faber, havde slået drengen således i hovedet med et kobberkar.- Nogen grund hertil vides ikke. men om end en sådan har været for hånden, kan den dog sikkert ikke have været gyldig nok til en så barbarisk egenmægtig fremfærd mod et stakkels fattigt barn der måske ikke engang har nogen forsvarer. Sikkert må den væsentligste grund søges i et arrigt sind, hvilket formodning en anden piges ytring: "Sådan er hun altid" synes at bekræfte. - Drengen hoved blev vasket af en tilstedeværende konge. Men hans videre skæbne er indsenderen ubekendt, skønt han rigtig nok har hørt at drengen skal være rigtig nok har hørt at drengen skal være blevet forvildet i hovedet. I ethvert tilfælde er handlingen imidlertid af den beskaffenhed at den ikke bør lades upåtalt hvorfor det også her er sket dels for at fattige børn kan advares for dette fruentimmer, dels for at hun kan lære forsigtighed for fremtiden. Men skulle denne hensigt ikke opnås, da er dog herved gjort en gavnlig begyndelse til hendes karakteristik som indsenderen håber fortsat af andre hvis hendes fremtidige opførsel hertil skulle give tilstrækkeligt stof.

(Politivennen nr. 934, Løverdagen, den 23de November, 1833. Side 788-790)  

Svar fra Chr. Holst til den lille Angriber i forrige Nr. af Politivennen.

I det sidst udkomne nummer af dette blad har "en næsvis lille person" (jeg ved ingen anden måde at benævne ham på) gjort sig den umage at fremsætte en annonce imod mig i en uforskammet tone. Og hvorfor? Fordi han har set mig give en grov tjenestekarl en følelig, men velfortjent irettesættelse!

At høflighed på et sted hvor en snes mennesker af den tjenende klasse er i virksomhed, ikke altid er det mest virksomme middel, om det end var det mest ønskværdige til at holde så mange som oftest rå og uvillige karle i tømme og bringe dem til at gøre deres pligt, det vil enhver indse der besidders und menneskeforstand. Dog herpå gør den lille anonymus formodentlig heller ingen fordring. For i følelsen af sin lille persons store vigtighed blandede han sig på en næsvis måde i en affære der på ingen måde vedkom ham eller trængte til tredje mands drøftelse. For at jeg uden ydre foranledning skulle have tilladt mig fornærmelige udtryk mod en mig aldeles ubekendt person, er en så tåbelig beskyldning at den næppe behøver noget svar. For hvad skulle vel have bevæget mig til at ytre mig netop mod personen "i den blå chenille" og ikke mod den anden tilstedeværende, når ikke denne første ved på en næsvis måde at trænge sig ind på mig, havde udladt sig med noget om "uforskammet opførsel" og deslige, der opbragte mig og måske har fremkaldt de af ham omtalte udtryk, hvilke jeg for resten hverken vil bekræfte eller benægte, da næsten en hel måned er forløbet siden den tid. Og hvis det måske skulle være netop disse, i brede kredse udtalte ord, der har fornærmet hr. Anonymens lille personlighed og foranlediget hans offentlige angreb, Herre Gud! er det da værd at gøre så mange ophævelser for de prygl han ikke har fået, skønt de for resten kunne have været velfortjente?!

Hvad den øvrige del af historien angår, ved jeg ikke hvad jeg mest skal beundre: personens klogskab eller hans sandhedskærlighed. Han siger "at han gav mig koldsindige og undvigende svar". Hvor klogt! Skade kun at jeg ikke har samme begreber om disse som han. Han fortæller derpå med største suffisance en opspunden diskurs med gadevægteren, hvoraf sandheden er at vægteren bad personen "at pakke sig, da det var juleaften og folkene var lidt muntre, hvilket ikke vedkom ham". Men hvor klogt, hvor snildt ved personen ikke at lægge sine usande udsagn i munden på en stakkels gadevægter! 

Dog hele denne diskurs bærer overhovedet et så latterligt præg at der behøves en forstand som den lille persons, for blot et øjeblik at kunne håbe at bringe andre til at tro den. Men når nu denne samme gadevægter, hvis autoritet De bestandig påberåber Dem, og hvis vidnesbyrd De vel altså heller ikke vil forkaste, da han er deres eneste hjemmel, når nu han tilbyder sig endelig at bevidne hvor det forlanges at han ikke har talt et eneste ord af hvad det har behaget Dem at lægge i munden, så tror jeg enhver vil indse at Deres uforskammethed også heri søger sin lige og alt hvad De har opnået ved at bekendtgøre denne i sig selv ubetydelige sag kun er: at have prostitueret Dem selv.

(Politivennen nr. 682, Løverdagen den 24de Januar 1829, s. 52-56)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er et svar på en artikel i nummer, 681, 17. januar 1829.

Advarsel til den lange Herr' Holst i Skindergade.

Da indsenderen sidste juleaften kl. omtrent 10 kom gående fra Dyrkøb ned ad Skindergade, hørte han et skrækkeligt spektakel udenfor den vognmand der bor der og begav sig da derhen for at erfare årsagen. Han blev da underrettet om at vognmand Holsts lange søn med sine herkuliske kræfter havde kastet en af karlene baglæns ned mod stenbroen så at han næppe var i stand til at rejse sig og at dette hans forhold understøttet af en slump eder og forbandelser havde foranlediget dette optrin.

Indsenderen som dog ønskede at erfare enden på legen, blev tilligemed en anden velklædt person stående en kort tid midt på gaden, og skønt der hverken i ord eller gebærder blev givet personen den mindste anledning til misfornøjelse, søgte han dog af al magt lejlighed til også at komme i klammeri med os. Han henvendte sig fx til indsenderen med et spørgsmål fremsat i hånlig tone: "er der noget i vejen?", "vil De have lidt med?" osv uden at det dog kunne lykkes ham at opnå hvad han ønskede, fordi indsenderen altid gav et koldsindigt og undvigende svar.

Endelig kom vægteren der anmodede indsenderen og den ovenomtalte person om at gå bort og tilføjede at det var juleaften og at hvad den unge hr. Holst havde nydt muligvis virkede lidt vel stærkt på ham, og at han måske i denne tilstand ville vise sin myndighed over folkene.

Vægterens anmodning blev straks opfyldt, uagtet vi ikke anså os forpligtede til at vige for en person som hr. Holst der ved indsenderens bortgang endog truede med de ord: "Det er ham med den blå chenille jeg vil have fat på". Den omtalte anden person der fulgte med og som havde været vidne til at indsenderen aldeles ikke havde fornærmet den lange Holst, ytrede for vægteren sin fortrydelse over at han således ustraffet kunne tillade sig fornærmelser imod en aldeles uskyldig person og var yderst opbragt over at indsenderen så tålmodigt lod sig overfuse af ham, hvortil vægteren svarede: "Gud trøste ham, dersom hans far får det at vide, da kan han være sikker på sine rene, skære prygl."

Ved at offentliggøre denne affære har indsenderen ikke villet undlade at advare den lange hr. Holst for at udvise en så upassende opførsel i fremtiden samt at anmode ham om at beflitte sig på et sådant forhold at han ikke skal volde sin alment agtede far flere krænkelser af lignende slags.

(Politivennen nr. 681, Løverdagen den 17de Januar 1829, s. 41-43)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i næste nummer, 682, 24. januar 1829.

Holst i Skindergade må ifølge Kraks Vejviser 1829 være P. Holst, vognmand og hyrekusk, Skindergade 33 & 34. Og Chr. Holst hans "lange" søn. Denne matrikel tæt på Jorcks Passage hedder i dag Skindergade 31. Alle bygninger er fra 1890'erne, og artiklens åsted derfor ikke synligt i dag.

Om Værelser for fattige Folk.

Ved Københavns brand i året 1795 brændte 1.000 huse, og allerede efter 3 års forløb var den største del af disse opbygget igen. Ved Københavns bombardement i året 1807 afbrændte ikke halvdelen af det nævnte antal, og efter 16 års forløb ligger en stor del af dem endnu som tomter. Krigen, mangel på erhverv, pengevæsenets forandring, ejendommenes lave pris, har frataget byggelysten, og det vil have lange udsigter inden vi får at se at København atter fuldkommen har rejst sig af sine ruiner.

Ved branden i 1795 ødelagdes en del bygninger der indholdt smålejligheder for fattige folk. Ved genopbygningen blev en del mindre grunde slået sammen, og der blev altså kun bygget for den velhavende og rige. For huse egentlig bygget for lav husleje således som den fattige må formodes at kunne betale, blev slet ikke opført. De få som blev bygget efter bombardementet, har også enten haft til formål at tjene store indtægter ved at indrette værelser for formuende og rige, eller for at fortsætte en næringsvej på et fordelagtigt beliggende sted, bygget sit hus til egen afbenyttelse. Af sidstnævnte ses flere sådanne et-etagesbygninger på Kultorvet, Lille Købmagergade, Landemærket, ved volden, i Skindergade og flere andre steder. 

"De få som blev bygget efter bombardementet, har haft til formål at fortsætte en næringsvej på et fordelagtigt beliggende sted, bygget sit hus til egen afbenyttelse fx i Skindergade og flere andre steder". (Skindergade 37-41 i midten af billedet efter den røde murstensbygning er eksempler på byggerier 1798-1828. Eget foto, 2015).

Sådanne bygninger kunne vel tillades at opføres straks efter foregående ildebrand, da bygningsmaterialer og arbejdsløn falder dyrere end til andre tider. Men burde næppe for altid forblive uden flere etagers tilfæstning, da de både vansirer en hovedstad, og enkelte familier således ene optager en stor del af det rum der skal deles mellem flere tusind. De bygninger som således blev opført på slotspladsen efter branden i 1795 blev, da byen nogenlunde havde rejst sig af sin aske, solgt ved offentlig auktion. Afdøde brandmajor Kirkerup købte en del, som blev opsat i Amaliegade, og udlejet til mange fattige familier der for et par år siden måtte rømme dem, da de blev solgt til det almindelige fattigvæsen.

Vel er huslejen dog ikke af frydelige grunde, faldet noget. Nogle har ved at dele deres etager som før beboedes af en familie, gjort plads for 2 eller 3 familier, men lejen for sådanne lejligheder udgør dog altid 50 rigsbankdaler og derover. Den fattige som ikke engang kan udrede det halve af denne su, hvor får han husly?

(Fortsættes)

(Politivennen nr. 461. Løverdagen den 30de October 1824, s. 9237-9239)

Redacteurens Anmærkning

Om skadeserstatningerne (eller mangel på samme) som følge af bombardementet, se bl.a Politivennen nr. 714, lørdag den 5. september 1829, s. 577-582: "Videre Spørgsmaal, de Qvæstedes Fond og de dertil indkomne milde Gaver betræffende." af Maren Sophie Reinbold, født Bornemann. Se endvidere indlægget i Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn i Redacteurens Anmærkning her. 

Et eksempel på sådanne byggerier: Soldins Stiftelse kendes denne bygning mest som. Men oprindelig hed den Trøstens Bolig og var for mindre håndværkere. Bygningen fortsætter på Dyrkøb. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Ønske til Gadecommissairerne.

Når der indtræffer en stærk regn, ser man ofte rendestenbrætterne tages af og lægges på gaden for at skaffe vandet friere løb. Men undertiden bliver disse brætter liggende længe efter at det er blevet mørkt, ja en gang imellem natten over. Og dette kan let forårsage ulempe for mennesker og kreaturer. Således var rendestensbrættet for Skindergades østre ende afskaffet under den stærke regn som faldt fredag den 24. f. m. En bonde som da det var mørkt, ikke kunne se det, ville køre ind på KØbmagergade, men blev siddende med begge forhjulene i den dybe rendesten eller kiste uden at hestene formåede at trække vognen op. Kun da flere mennesker havde forsamlet sig, lykkedes det ders forenede kræfter at lette vognen derover. I al den tid dette tod, var Købmagergade som på dette sted er smalt, aldeles spærret for al passage. Man kan derfor ikke undlade at ønske at gadekommissærerne som sådant synes nærmest at pålægge, gennemvandrer deres distrikt og påser at de afkastede brætter igen lægges på deres sted.

(Politivennen nr. 458. Løverdagen den 9de October 1824, s. 9203-9204)

Hvor er Trøstens rette Bolig?

Hr. udgiver!

De eller en af Deres indsendere har for nylig givet den af rentekammeret opførte bygning for embedsmænds enker i Skindergade navn af Trøstens Bolig, og derved forårsaget at man måtte betale tredobbelt for at bære to læs flyttegods, eftersom bærerne blev da de spurgte efter Trøstens Bolig, henvist til Hindegade, og derfra atter måtte traske tilbage til Skindergade. Om der virkelig er trøst for beboerne på Hindegade, ved man ikke. Men i Skindergade må man give omtrent samme leje som andre steder, og som De ser endog tredobbelte bærepenge for sit flyttegods for det urigtige navns skyld. Man skulle derfor tjenstligt anmode hr. udgiveren at give barnet sit rette navn såfremt det herefter skulle oftere komme under omtale i bladet.

(Politivennen nr. 408. Løverdagen den 25de October 1823, s. 6609)

En slem Kjelderhals i Trøstens Bolig i Skindergaden.

Omkring den ene kælderhals i den på rentekammerets foranstaltning opførte bygning for embedsmandsenker i Skindergade nr. 8 (som af nogle forveksles med den såkaldte Trøstens Bolig) findes en forhøjning af flisesten som står en 3 til 4 tommer over fortovets falde. Denne forhøjning er i mørke en meget farlig anløbssten, da man ikke bliver opmærksom på den før foden støder mod den, og man risikerer enten at styrte i kælderhalsen eller dog i ethvert tilfælde at falde og forslå sig slemt. Man håber at hr. kancelliråd Sveistrup som bor i nævnte bygning og har opsigt med den, vil snarest muligt lade denne for fodgængere farlige fliseforhøjning borttage.

(Politivennen nr. 365. Løverdagen den 28de December 1822, s. 5924-5925).

Redacteurens Anmærkning.

Politivennen nr. 366 berettede at det klaprende blik nu var fjernet og et bræt lagt over kældernedgangen. 

En farlig Kielderhals i Skindergaden.

Under gården nr. 47 er en kældernedgang som kun ved det bræt adskilles fra rendestenen, hvilket bræt endda er smallere end selve fortovfliserne. Da der slet intet er som kan gøre fodgængerne opmærksom på at på samme sted er en kælderhals, hvor mange har fået ansigtet og skinnebenene slået fordærvet, så var det ønskeligt at der blev føjet sådanne foranstaltninger at intet menneske for fremtiden herved kom til skade. Anmelderen som bor i gaden, er adskillige gane blevet forskrækket over de skrig de faldene giver fra sig ved at falde ned i kælderhalsen. Sidste gang sådant skete var lørdag den 20. januar d. å. da et menneske faldt ned i kælderhalsen og slog sit ansigt skrækkeligt.

(Politivennen nr. 266. Løverdagen den 3die Februari 1821, s. 4288-4289)

Cave te a Kampesten, si vis habere hele Been.

Ved grunden på hjørnet af Skindergade og Kejsergade har i den senere tid nogle drenge fundet fornøjelse i at kaste med sten, hvoraf nogle som går over plankeværket, træffer dem der passerer Skindergade. Anmelderen var forleden så uheldig at blive truffet af en sten på det ene knæ således at han bedøvet af smerte sank om på gaden, men blev ved S. T. frue Braems og tjeners hjælp optaget og forundt opholdssted indtil han kunne bringes til sit logi. Nævnte frue var også i forbigående blevet truffet af en sten der dog kun beskadigede hendes hat. Men da denne leg kan have farlige følger, så bekendtgøres dette for de ansvarlige for at de kan tage sådanne forholdsregler der kan gøre ende på denne farlige leg.

(Politivennen nr. 230. Løverdagen den 27de Maj 1820, s. 3732)

Tag Benene i Vare.

Dette kan man have nødig dersom man ikke vil have dem sønderslået af kagspillerne på grundene ved Skindergade, Kannikestræde og Kejsergade. Da indsenderen ikke kan nægte at det ofte har ærgret ham at se disse drenge først med døde katte, klude og andet skarn at have danset rundt med nogle beskænkede rødstensmalersker, siden at kaste med sten til en kag, af hvilke sten en for få dage siden traf en velklædt dame, og da hun formodentlig ville skænde på dem, kastede de øvrige drenge sten i en med regnvand opfyldt hulning så hun oven i købet måtte vende tilbage med tilstænkede klæder.

(Politivennen nr. 201. Løverdagen den 6de November 1819, s. 3227-3228)

Spørgsmaal.

Er det køresvende tilladt når de har spændt fra vogne, da at lade hestene uden at holde i tømmen, gå sin egen gang på Københavns gader med spændte krydsliner.

Spørgeren mødte på sin vej på Købmagergade således et par heste onsdag den 10 d. m. efter kl. 8 da det vel skulle være måneskin, men var meget tyk luft og som følge af at lygterne ikke var tændt, var så mørkt at man næppe kunne se 10 skridt frem for sig. Ved hjørnet af Skindergade hvor disse heste efter forgodtbefindende drejede, hændte det at en svagelig mand som blev fremledt af en karl, meget nær var kommet mellem hestene. Køresvende som traskede 20 til 30 skridt bagefter, syntes ved tilråben om at passe sine heste, ganske ligegyldig og fortsatte sin trasken på samme måde.

(Politivennen nr. 2, Løverdagen den 27 Januari 1816, s. 27-28)

Uordener.

1) Det dejlige jerngitter til Kongens Have i Kronprinsessegade begynder allerede godt at tages i tjeneste til at hænge alle slags vask til tørre på. Man har også allerede set tøjstativer sat dertil og snore trukket således over fortovet at de gående uagtet sammes bredde har måttet skride ud på fortovet.

15) I Skindergade på hjørnet til Fiolstræde og tæt op til skolen bruger kældermanden den uskik at hænge sine laks langt ud over fortovet så at de gående må være ret varsomme hvis de skal undgå at smøre sig derpå.

16) Lige overfor bor en kældermand der bruger samme måde, hvorved ulejligheden bliver dobbelt for de gående.

(Politivennen nr. 440, 27. september 1806, side 7001, 7005)

Renovationsvognene.

Disse holder gerne således midt på gaden at ingen vogn kan komme forbi dem, og er så påstående ikke at rykke et par trin frem eller af vejen, endog for vogne med læs.

Således holdt for nogle dage siden en i Skindergade ved slagterboderne, lige over for Kannikestræde så man hverken kunne komme forbi den med vogn ned ad Skindergade eller ad Kannikestræde, og plads til at vende er der også for knap. Man ønskede at disse egenrådige karle kunne tilholdes at holde således at der kan være vej for andre forbi dem.

(Politivennen. Hefte 20. Nr. 256, 19. marts 1803, s. 4079-4080)

Spøgelser om Natten i Slagterboderne i Skindergade

Folk, som bor lige over for slagterboderne i Skindergade, har i nogen tid været meget generede af forunderlig støj sammesteds om nattetid med høj snakken, trampen, latter og tumlen med slagterlemmene. De spøgelser der forårsager denne utilbørlige larm ser for al verden ud som vægtere, hvilket dog synes utroligt da disse netop er til for at holde over stilhed og rolighed. I al fald håber man at denne bekendtgørelse vil for fremtiden hæmme slig uskik, da man ellers ser sig nødsaget til at klage over for politikammeret.

(Politivennen. Hæfte 3, nr. 37, den 5. januar 1799, s. 587-588)