Spaakone. (Efterskrift til Politivennen)

Spaaning i Kaart. Efterat det var kommet til Politiets Kundskab, at Sømand Frederiksens Enke, ogsaa kaldet Spaa-Stine, befattede sig med, for Betaling at spaae i Kaart, og at en for Tyveri arresteret Pige herom kunde give nærmere Oplysning, blev Sidstnævntes Forklaring modtagen, og gik i det Væsentlige ud paa Følgende. Medens hun for omtrent 3 Aar siden tjente hos en Præst her i Staden, var hun i lang Tid meget bekymret over et Kjæresteforhold, hvori hun stod til en Person, som hun troede ikke meente hende det ærligt. I et saadant Øieblik kom just en Kone til hendes Huusbond, og da hun saae, at Arrestantinden var bedrøvet og erfarede Grunden dertil, raadede hun hende at gaae til Spaa-Stine, hvis Adresse hun opgav, og som skulde kunne sige hende, om hun vilde blive gift med sin Kjæreste eller ikke. Samme Dag begav hun sig til Spaakonen. Denne - Sømand Frederiksens Enke - var i Besiddelse af forskjellige Slags Kaart og lagde strax disse op, samt lovede Arrestantinden, at hun nok skulde faae sin Kjæreste, idet hun viste hende et Kaart , hvorpaa var malet et Huus, med den Bemærkning, at der laae hendes tilkommende Hjem. Efterat Arrestantøren havde spurgt, hvad hun var hende skyldig, og F. havde yttret, at hun pleiede at faae 3 Mk., gav hun hente disse, og forlod hende, med den Opfordring fra dennes Side om flittig at besøge hende, da hun ikke kunde sige Stort den første Gang, men jo oftere Arrestantinden kom, destomere kunde hun faae at vide, ligesom hun ogsaa bad hende at anbefale hende til Andre. Efter den Tid kom Arrestantinden jevnliden til hende, undertiden flere Gange om Dagen, og, naar hun ikke havde Penge at betale med, maatte hun sætte Pant. Under disse Besøg omtalte F. oftere et Middel, som skulde være aldeles probat til at vinde kærestens Gjenkjærlighed, og bestod det deri, at Arrestantinden skulde levere F. det Linned, som hun til en opgivet Tid havde baaret, hvorefter F. vilde brænde det og bringe Arrestantinden Asken, efter at have baaret den 3 Gange omkring Kirken. Denne Aske skulde Arrestantinten blande i Maden, som hun spiste, og da var hun sikker paa, at Kjæresten ikke kunde forlade hende. Dette Middel, hvormed F. forsikkrede at have hjulpet Mange, kunde Arrestantinden imidlertid ikke beqvemme sig til at bruge, da hun ansaae det for Troldom. Arrestantinden forklarede endvidere, at hun oftere havde seet forskjellige Tjenestepiger komme bærende med hele Kurve fulde af Madvarer til F. , og at denne gentagne Gange havde spurgt hende, om hendes Frue aflaasede sine Gjemmer, samt opfordret hende til, ligesom de andre Piger, at bringe hende Smør, Ost, Fløde og Andet, som da kunde gaae af i Betalingen for Spaaningen, men derpaa havde Arrestantinden aldrig villet indlade sig. Hun tilføiede, at F. gjorde sine Kunder, hvoraf der indfandt sig en stor Mængde af forskellig Stand og Alder, troskyldige ved at fortælle dem, at hun havde forudsagt Kiøbenhavns Politi, der jevnlig havde raadspurgt hende, vigtige Begivenheder, og at hun af det havde faaet Tilladelse til at praktisere. Foruden at benytte Kaart, havde Enken Frederiksen, efter Arrestantindens Forklaring, ogsaa spaaet af æggehvide i Vand, idet den Person, der skulde spaaes, maatte ved Juul, Nytaar og Helligtrekongers Aften bringe hente et Æg og et Glas. Hviden blev da heldt i de med Vand fyldte Glas, og af de Figurer, som deri dannedes, forudsagde F. de Paagiældendes Fremtid. Arrestantinden forsikkrede, at hun havde seet en Række af Glas paa et Bord hos F., der foregav, at Hviden maatte henstaae 8 Dage i Vand, før den kunde benyttes. Hun tilregnede forøvrigt F., at hun nu var "i Forlegenhed", idet hendes Spaadomme havde bragt hende til at holde fast ved en Kjæreste, der ikke var hende tro, og af Sorg herover havde hun slaaet sig til Drik, og denne Last tilstod hun, at hun nu havde ladet sig forføre til Tyveri. Under den imod Christine eIler Stine Iversdatter eller Hein, Frederiksens Enke, derefter indledede criminelle Undersøgelse vedblev hun stadigen at benægte, at hun for Betaling havde slaaet hvide op i et Glas, for deraf at spaae i Fremtiden: hun havde kun enkelte Gange gjort det i Spøg for sine Bekjendtere. Hun benægtede ogsaa de øvrige om hende afgivne Udsagn, med Undtagelse af at hun for Betaling havde spaaet af Kaart for de Personer, som indfandt sig hos hende, for at faae Kaart oplagte for sig, og havde hun i de sidste 3 Aar drevet dette som en Erhvervskilde. Kaartenes Betydning havde hun lært sig til af "Gamle Marene Hexebog", og rettede hun sine Udtydninger deels efter denne, deels efter hvad der forekom hente passende efter vedkommende Persons Forhold, og hvad disse helst ønskede. De dreiede sig om Kjærlighed, Embedsansættelser, Forbrydelser, som man ønskede opdagede o. s. v., og paastod hun, at hun altid havde sagt til dem, at de ikke skulde troe paa, hvad hun sagde, førend det var indtruffet. Paa Rettens Opfordring at erklære, om hun selv troede paa Rigtigheden af hvad hun forudsagde, bemærkede hun, at hun ikke troede derpaa, førend det, hun havde forudsagt, var skeet, og yderligere Forklaring desangaaende var ikke at opnaae af hende, dog anførte hun som et Exempel, at hun kort før hun blev anholdt havde lagt Kaart op for sig selv, og, ved at bemærke, at Knægtene derved kom sammen, antog hun af denne Omstændighed, at det forestod hende en svær Rettergang. Tiltalte Frederiksen, der er født den 17de Octbr. 1809, og i 1835 straffet for Utroskab i sin Tjeneste samt for Forfalskning af sin Skudsmaalsbog. blev nu anseet med Fængsel paa Vand og Brød i 3 Gange 5 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 19. november 1856).

Hexe. (Efterskrift til Politivennen)

I disse Dage (de sidste af September Maaned 1836) kom en dybt bedrøvet Gaardmandskone til sin Sognepræst og klagede for ham sin Nød over, at man havde beskyldt hende, hendes Mand og deres tre ældste Børn for Hexerie. Anledningen dertil var allerede tre Aar gammel. En Enkekone, som besidder en Udflyttergaard, hvis Mark støder til deres, mistede dengang en ung Hest der i nogen Tid havde været syg. Først havde hun kaldt en Dyrlæge; men da han ei strax kunde opdage Sygdommen og kurere den, forlod hun ham og lod hente en flere Mile borte boende klog Mand, der ogsaa blev brugt til syge Mennesker, naar man havde Formodning om, at der var Hexerie med i Spillet. Naturligviis forsikrede denne strax, at Hesten var forgjort; men han forstod nok hvorledes de skulde bære dem ad, for at opdage Hexen. Denne vilde være den Første, der kom til det syge Dyr, naar han havde forladt det. "Nu skulde vi være saa ulykkelige", vedblev Konen sin Fortælling, "at min Mand var den Første, der kom i Nærheden af Hesten. For at indkræve Penge til Skolevæsenet gik han til Enkekonens Gaard, og idet han gaaer over Marken, bliver han Hesten vaer, og gaaer hen til den og betragter den. Da Vagten, der var paa Udkik, nu seer ham, er han strax fuldt og fast overbeviist om, at han er den Skyldige. Siden er man endog gaaet saavidt at beskylde ham, mig og vore tre ældste Børn for at vi allesammen ere Hexe og Skyld i alle de Ulykker, der i mange Aar ere mødte i Enkekonens Gaard!" 

(Den Vest-Sjællandske Avis eller Slagelse Ugeblad, 18. oktober 1838) 

Fandens Hovedkasse i Krystalgade. (Efterskrift til Politivennen)

Om en i denne Tid for Kjøbenhavns Politiret svævende Hexesag læses følgende Meddelelse i Bib. Samler: "En Kone havde bildt nogle Tjenestepiger ind, at Fandens Hovedkasse var i Krystalgaden; dertil kunde de indgive Ansøgninger, og, naar de betalte hende godt derfor, kunde de være sikkre paa, at hun nok skulde tale godt for dem hos Fanden, til hvem hun havde specielt Bekjendtskab, og at deres Ønsker skulde blive opfyldte; en Pige har saaledes betalte disse Forbønner hos hans diabolske Majestæt med Victualier, for at komme i Besiddelse af 100 Rbd. En anden Pige ønskede at faae at vide, hvorledes hendes i Udlandet værende kjæreste befandt sig, og om hun skulde blive hans Kone. Denne Videbegjærlighed lovede Konen ogsaa at tilfredsstille. Efterat Pigen nemlig havde erlagt et Honorar af 10 Rbd. blev hun ført ind i et Værelse, hvor den kloge Kone igjennem en magisk Røg lod hende see en Mandsperson; men da Pigen erklærede, at dette ikke var hendes Kjæreste, fik hun til Svar: "Ja, det er dog ham, Du skal faae til Mand." Efterat der i Danmark er gjort saa særdeles meget for Folkeoplysning, skulde man næsten ansee det for umuligt, at Overtroen endnu kunde have saa faste Tilhængere."- Efter hvad Red. om denne vistnok saare mærkværdige Sag har bragt i Erfaring, skal ommeldte Kone, der virkelig er sat under Tiltale her for Politiretten, være beskyldt for, under det nævnte Foregivende af, at hun stod i Forbindelse med Fanden og kunde vise sig igjen, m. fl. Hexekonster, at have fralokket flere Tjenestepiger heri Staden Penge. De omtalte Victualier, som een af disse Piger havde præsteret, bestode i to Fleskeskinker og 3 Lspd. Aal, som Konen foregav at Fanden, der, som bekjendt, holder meget af fede Sager, netop behøvede til et Gilde, han vilde give. Flere heelt kuriøse Ansøgninger, stilede til Fanden, om Laan af hans Hovedkasse, ere blevne producerede for Politiretten. Den Anklagede nægter paa det meest haardnakkede Sandheden af de mod hende fremførte Sigtelser.

Fandens Hovedkasse skulle ligge et sted i Krystalgade. Fotoet viser de bygninger som eksisterede dengang den lå der. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

(Kjøbenhavnsposten, 17. november 1835)

Hexe. (Efterskrift til Politivennen)

I "Ugeblad for den danske Bonde" Nr. 14 af 4 d. læses, under Overskrift "Hexeri" følgende Artikel: "At Oplysningen iblandt Almuen er i vore Dage gaaet betydeligt fremad, paastaaer man, og det med Rette; men mener Nogen, at Overtroen allerede er udryddet, da tager man meget feil. - I disse Dage, de sidste af September Maaned 1836, kom til sin Sognepræst en dybt bedrøvet Gaardmandskone fra Annexet. Vilde Du, min Læser, gjætte Aarsagen til den tunge Bekymring, der nedtrykkede hende, kunde Du vist ofte gjætte forgjæves. Hverken var hendes kjære Ægtefælle hjemsøgt af Sygdom eller nogen af hendes vakkre Børn af Døden hende røvet; nei, det var ikke af de almindelige Sorger, der her trykkede. Det var synligt, at Konen ikke uden en vis Forlegenhed fremførte Beretningen herom. Sagen var hverken meer eller mindrre, end at man havde beskyldt hende, hendes Mand og deres 3 ældste Børn for Hexeri. Anledningen dertil var allerede et heelt Aar gammel. En Enkekone, som besidder en Udflyttergaard, hvis Mark støder til deres, mistede for omtrent et Aar siden en ung Hest, som i Nogen Tid havde været syg. Først havde hun betalt en Dyrlæge; men da han ei strax kunde opdage Sygdommen og curere den, saa forlod hun ham, og lod hente en flere Mile borte boende Mand, der forhen havde været brugt i Nabolauget til syge Mennesker, naar man havde Formodning om, at Hexeri var med i Spillet. Naturligviis forsikrede Hexedoctoren strax, at Hesten var forgjort; men han forstod nok, hvorledes de skulde bære dem ad, for at opdage Hexen; thi denne vilde være den første, der kom til det syge Dyr, naar han havde forladt det. - "Nu skulde vi være saa ulykkelige" vedblev Konen i sin Fortælling, "at min Mand var den første, der kom i Nærheden af Hesten. For at indkræve Penge til Skolevæsenet gik han til Enkekonens Gaard, og idet han gaaer over Marken, kommer han forbi Hesten; han træder da nærmere til den og betragter den. Da Vagten, der var paa Udkig, nu seer ham, er man strax fuldt og fast overbeviist om, at han er den Skyldige. Siden er man endog gaaet saa vidt, at beskylde baade ham og mig og vore 3 ældste Børn for at vi alle er Hexe,og Skyld i alle de Ulykker, der i mange Aar er mødte i Enkekones Gaard." - Ved Forestillinger om, hvor latterlige og intetsigende Beskyldninger af denne Art ere i alle fornuftige og oplyste Menneskers Øine, begav den bekymrede Kone sig noget beroliget til sit Hjem. -- (Hvor langt det er fra, at Overtro af den nævnte Art skulde være udryddet hos Almuen i Danmark, derom vilde i Særdeleshed flere Forligelsescommissairer paa forskjellige Steder i Landet kunne meddele mærkværdige Erfaringer. Det er nemlig endnu den Dag i Dag ingenlunde nogen Sjeldenhed, at Folk formeligen indklages til Forligsmælgling i Anledning af Beskyldninger for Hexeri, Trolddom, for at have forgjort Mennesker eller Qvæg etc og var ikke selv Forligelsesvæsenet, og derhos tillige Almuemandens temmelig almindelige Ulyst til Processer til Hinder derfor,  vilde der uden Tvivl desangaaende opstaae ikke ubetydelige Retssager - altsaa virkelige Hexeprocesser, vistnok ligesaa latterlige som de i forrige Tider vare frygtelige.

(Kjøbenhavnsposten den 18. oktober 1836)

Hexe. (Efterskrift til Politivennen)

Troen paa Hexerie synes nu paa visse Steder ligesom Jesuitterordenen at leve op igjen. I Haderslev Amt blev der nylig anholdt et Fruentimmer, der var bekiendt der i Egnen under Navn af den kloge Kone. Hun havde fortjent en Deel Penge og Korn ved at helbrede saavel Mennesker som Qvæg, der efter hendes Forgivende vare forhexede. Hendes Lægemidler vare temmelig simple: de bestode i at opramse visse Bønner, male nogle Tegn paa de forhexede Personers Døre, nedgrave Staal derunder etc. Hun er bleven dømt til at arbeide i Tugthuset et Aar, og hendes Tilhængere have nu begyndt at tabe Troen, da de see, at hun ved Aandernes Hjelp ikke har formaaet at afværge denne Straf.

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, nr. 86, 24 september 1804, side 1372-1373)

En Hex i København

På nærværende tid findes der en midaldrende svensk kone her i staden, som giver sig ud for at kunne hekse. For nogenlunde oplyste folk har man intet at frygte af denne kone, men dog vist nok for de mindre oplyste og især halvvoksne børn. Udgiveren har flere gange bemærket at hun kalder dem  ind i døre eller porte, for der at få underretning om deres tilkommende kærligheds forståelser osv. Hun er som oftest beskænket, taler ikke desto mindre ikke dårligt for sig og har en sagte listende gang. At hun har lange fingre, kan man vel ikke overbevise hende om, skønt det synes meget rimeligt. Hun er klædt i blå trøje, brunt skørt, gulbrunt tørklæde og brunt skørt, samt et meget stort hvidt tørklæde om hovedet. Hun opholder sig for det meste om formiddagen i Strandgade, Skt. Annæ Plads eller Amaliegade.

(Politivennen. Hefte 26, Nr. 333, 8. september 1804, 5307)

Redacteurens Anmærkning. 

Se bl.a. Kjøbenhavnsposten, 17. november 1835.