I disse Dage (de sidste af September Maaned 1836) kom en dybt bedrøvet Gaardmandskone til sin Sognepræst og klagede for ham sin Nød over, at man havde beskyldt hende, hendes Mand og deres tre ældste Børn for Hexerie. Anledningen dertil var allerede tre Aar gammel. En Enkekone, som besidder en Udflyttergaard, hvis Mark støder til deres, mistede dengang en ung Hest der i nogen Tid havde været syg. Først havde hun kaldt en Dyrlæge; men da han ei strax kunde opdage Sygdommen og kurere den, forlod hun ham og lod hente en flere Mile borte boende klog Mand, der ogsaa blev brugt til syge Mennesker, naar man havde Formodning om, at der var Hexerie med i Spillet. Naturligviis forsikrede denne strax, at Hesten var forgjort; men han forstod nok hvorledes de skulde bære dem ad, for at opdage Hexen. Denne vilde være den Første, der kom til det syge Dyr, naar han havde forladt det. "Nu skulde vi være saa ulykkelige", vedblev Konen sin Fortælling, "at min Mand var den Første, der kom i Nærheden af Hesten. For at indkræve Penge til Skolevæsenet gik han til Enkekonens Gaard, og idet han gaaer over Marken, bliver han Hesten vaer, og gaaer hen til den og betragter den. Da Vagten, der var paa Udkik, nu seer ham, er han strax fuldt og fast overbeviist om, at han er den Skyldige. Siden er man endog gaaet saavidt at beskylde ham, mig og vore tre ældste Børn for at vi allesammen ere Hexe og Skyld i alle de Ulykker, der i mange Aar ere mødte i Enkekonens Gaard!"
(Den Vest-Sjællandske Avis eller Slagelse Ugeblad, 18. oktober 1838)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar