St. Croix: Oprørsfangernes skæbne. (Efterskrift til Politivennen).

En artikel i Svendborg Avis, 1900 omtaler ikke direkte fangerne i Horsens Tugthus fra oprøret i 1878, men mere generelt om forholdene:

Negrene paa vore vestindiske Øer

Fra Horsens Tugthus.

Af en nylig udkommen Bog af Pastor Haffstrøm: "Fra Horsens Tugthus, 12 Aars Iagttagelser", tillader vi os at aftrykke følgende:

Blandt de her i Landet mere usædvanlige Typer maa jeg nævne Negrene fra de vestindiske Øer, hvoraf der desværre altid findes nogle i Straffeanstalten. 

De taaler saa daarligt Klimaet, at deres Helbred som oftest tager Skade, uagtet her gøres det mest mulige for at bevare dem mod Forkølelse.

Medens den senere Biskop Lind var Fængselspræst, søgte han at henlede Regeringens Opmærksomhed paa det yderst uheldige i at føre Negrene hertil, og baade Inspektører og Præster har jævnlig gjort opmærksom på det samme. 

Det vilde formentlig ikke være umuligt at træffe Overenskomst med den engelske Regering eller en anden, der har Straffeanstalter i Klimaer, som vore Negre bedre kan taale, end det Danske. Naar Negrene kommer her til, forstaar de i Reglen ikke et Ord dansk, saa at de allerede af den Grund har ondt ved at finde sig til Rette. Man maa altsaa tale Engelsk med dem. og da "Neger-Engelsk" er en ret ejendommelig Afart af Sproget, gaar det besværligt nok.

Gårdtur i Horsens Tugthus ved østre fløj. Findes i: Statsfængslet i Horsens: Ældre fotografier af bygninger og interiører (1900-1920) 1-4: 1900 - 1920 m.m.. Rigsarkivet. Attribution-NonCommercial-ShareAlike 2.0 Generic.

Selve Forbrydelserne, hvorfor de straffes, har tit et for vore Begreber fremmed Præg.

En Neger var fornærmet over, at hans Svoger havde bekostet en fælles Svigerindes Begravelse. Han stillede sig da under en Platan paa Kirkegaarden, og da Ligfølget kom, stød han Svogeren.

En anden, (halv Neger, halv Indianer) var forlovet med en sort Pige. Da hun slog op med ham. vilde han gerne have Kæresteforholdet genoptaget, men af Mangel derpaa vilde han slaa hende ihjel, for at hun ikke skulde blive en andens. Han købte sig da en seksløbet Revolver og gik med den til hendes Bopæl. Hun stod ved sit Vindue, da han kom. Han tiltalte hende kærligt, men i Stedet for at svare, spyttede hun og vendte Ryggen til. Han stød hende da i Ryggen, og da hun flygtede fra Vinduet, stød han Resten af Revolverens Skud efter hende. Hun faldt død ned, før hun var kommen ud af Stuen.

Af fem Skudsaar, som hun havde faaet, var tre absolut dødelige.

Endelig Negrenes Tyverier o. lign. har tit en ejendommelig Karakter.

En Neger havde en Nat været til Ligstue, hvor der holdtes Dans og blev drukket til Ære for den afdøde. Da han gik derfra, faa han paa Gaden et Par Personer bære en Kasse og antog, at de havde stjaalet den Han tog sine Støvler af og listede sig efter dem. Han saa, at de satte

Kassen ned og brød den op.

Da en Person i Nærheden tændte et Lys, gik de videre med Kassen, og han efter dem.

De mærkede, at nogen fulgte efter dem, løb deres Vej og lod Kassen staa. Han fandt i den en Blikæste med Penge i, tog den og gemte den i et Buskads, hvor den senere blev funden.

Meget uheldigt er det, at den almindelige danske Straffelov ikte gælder paa de vestindiske Øer. Dette medfører, at Negrene jævnlig er idømt meget længere Straffetid, end de samme Gerninger vilde medføre for en Dansk. De kan ikke undgaa at anstille Sammenligninger, da de al Tid er paa Fællesarbejdsstue.

De fleste Negre er meget lærvillige og i mange Henseender letnemme. Kun kan de i Reglen næsten slet ikke lære at regne; derimod at læse og skrive lærer de fleste overmaade hurtigt. De skriver da mærkværdig godt for sig. Deres Breve er ordrige og Sproget blomstrende; men Ordene synes dog at være naturligt Udtryk for deres livlige Tankegang. Dansk lærer de som oftest let; en enkelt af dem lærte snart at tale Dansk flydende og saa fri for fremmed Akcent, som jeg næppe har hørt af nogen anden fremmed.

De er meget taknemmelige for en god Behandling og ikke lidet stolte af de Kundskaber, der bliver dem meddelte i Tugthuset.

Tugthuset set fra syd. Findes i: Statsfængslet i Horsens: Ældre fotografier af bygninger og interiører (1900-1920) 1-4: 1900 - 1920 m.m.. Rigsarkivet. Attribution-NonCommercial-ShareAlike 2.0 Generic.

I religiøs Oplysning staar de ikke saa langt tilbage, som man skulde tro. Ad mundtlig Vej har de gærne faaet et ikke ubetydeligt Kendskab til Skriftens Indhold. Der synes paa Øerne at være en underlig uklar Sammenblanding af alle Sekter og Partier. Naar de ikke er Katoliker, ved de mangen Gang næppe selv rigtig, hvilken Kirke de hører til, Luteraner eller Herrnhutter, Metodister eller Episkopale. Den Ulykke er dog ikke saa stor da de dog plejer at have dyd Ærbødighed for det hellige og meget villigt tager imod Kirkens Goder. Alle de ikke-katolske Negre bliver da ogsaa fra Præstens og Straffeanstaltens Side behandlede, som om de hørte til Folkekirken. Der konfirmere« uden Betænkelighed Episkopale osv.

Negrene udtaler sig gærne med dyb Anger om deres Forbrydelser, men de er alt for meget Stemningsmennester. Til alvorlig og varig Omvendelse kan de sjælden bringes. Man faar meget snart Godhed for Negrene med deres Barnlighed, men i deres Letsindighed og Omskiftelighed er der for meget barnagtigt. Ved siden af en vis Vildmandsnatur var det ikke lidt af Letsindighed, der medførte det sørgelige Oprør paa St. Croix 1878, hvor fra nogle af Deltagerne kom i Tugthuset, men for Resten for længe siden er benaadede.

I sædelig Henseende synes det at staa grumme ilde til mellem Negrene, de fleste har Kærlighed til deres Mødre, men Flertallet af de Negre, vi havde i Straffeanstalten, var født udenfor Ægtestab, og Forholdet til Fædrene var da gærne meget løst.

En Ejendommelighed er, at Negrene saa tit forandrer Navn, at de jævnlig er i Vildrede med, hvad de selv egentlig hedder. En herværende Fange skrev hjem og spurgte, hvorledes det gik hans Datter Lucretia, "men", strev han, "dette er ikke hendes Døbenavn, som jeg ikke kan huske, men hun var opkaldt efter min yngste Søster"

(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende, 30. juni 1900)

Est. Anna's Hope, St. Croix. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Af særlig interesse er en påstået efterkommer (søn) af Mary Thomas (Queen Mary) som var voldelig:

Mord i Vestindien.

Fra Christiansted paa St. Croix skrives den 19. September til Ritz. Bur.:

For nylig er der ved en Plantage i Nærheden af Frederiksted forefaldet et af de desværre ret hyppige Mord. En yngre Arbejder har ved Knivstik dræbt en Negerinde, som han levede sammen med, et fuldstændig overlagt Mord, hvorved han allerede længe havde truet hende.

Morderen oprørte Alle ved sin frække og trodsige Holdning, baade under Transporten til Christiansted og overfor Retten hvor han brovtede af sin Bedrift i den rolige Bevidsthed om at man højst kan give ham nogle faa Aars Indespærring, hvilket han ikke ansaa for nogen egentlig Straf.

Der er for saa vidt Tradition i Morderens Familie, idet han er Søn af den berygtede "Queen Mary", der i Oprøret 1878 var Hovedfører for en brændende og skændende Bande Negere, særlig kjendt ved det gyselige Mord og Lemlæstelsen af 2 danske Soldater udfor Plantagen Carlton.

(Jyllands-Posten 9. oktober 1904)

Dansk Vestindien

Af fhv. Politimester Fischer.

Den ny Æra paa vore vestindiske Øer synes nu at skulle tage sin Begyndelse, blandt andet med en Omordning af Beskatningsforholdene. Det er dog ikke saa meget Paaligning af nye Skatter, der har vakt Røre blandt Befolkningen, men netop det modsatte, Ophævelsen af en i en Række af Aar bestaaende Skat. Ifølge de sidste fra St. Croix modtagne Efterretninger, er det Planterne paa Øen, der er komne i Bevægelse i Anledning af et Forslag fra Guvernementet om Ophævelse af Immigrationsskatten, en Skat, der saa vidt erindres for henved 40 Aar siden lagdes paa Plantagerne for ved Indførsel af Arbejdere fra fremmede Steder at sikre Planterne den nødvendige Arbejdskraft, der ved Slaveriets Ophævelse begyndte at svigte, idet de nu frigivne Negere følte Ulyst til Arbejdet paa Landet, og enten tyede til Byerne eller forlod Øen for at begive sig til St. Thomas, hvor Arbejdet i Havnen eller paa Skibsværfterne lovede dem rigelig Fortjeneste og megen Frihed. For at modvirke denne Bestræbelse tyede man til en Løsgængerlov og hæmmende Bestemmelser for Udvandringen til St. Thomas; men ingen af disse Foranstaltninger førte til det forønskede Resultat. Løsgængerloven blev ikke gennemført med den fornødne Stringens (om af Mangel paa den fornødne Politistyrke eller af andre Grunde, skal ikke her siges), og Forbudet mod Udvandringen forstod Negerne med Lethed at omgaa. Man besluttede sig da til Indførelse af Kulier fra Østindien, men Experimentet var dels for bekosteligt, og slog dels ikke til, uvist af hvilken Grund, og man gik derpaa en anden, ganske vist billigere, men i sine Virkninger utvivlsom uheldigere Vej. idet man med den engelske Regerings Samtykke besluttede sig til ved Hvervningsagenter at forskaffe sig Arbejdere fra de engelske Øer i Vestindien, særlig fra den stærkt overbefolkede Ø Barbados. En Følge af dette System var imidlertid, at Agenterne, der fik Honorarer for hver Arbejder, de hvervede, saa vidt erindres 8 Dollars for hver, ikke var særlig omhyggelige eller kræsne i Valget og de for tog, hvad der faldt for blandt Byernes Udskud og ofte i Stedet for egentlige Arbejdere erhvervede sig Skomagere eller Skræddere eller andre saadanne Folk, som ikke forstod sig paa Markarbejde og heller ikke var villige til at udfore eller lære dette, da de ankom til Bestemmelsesstedet. 

Denne Ulyst i Forbindelse med Uvilligheden til at underkaste sig det bundne Liv paa en Plantage, vakte Utilfredshed hos dem og ledede til, at det samme forplantede sig til vor egen ellers godmodige Negerbefolkning, som tilsidst gav sig Udslag i det bekendte sørgelige Oprør paa St. Croix i 1878, hvor Størstedelen af Øens bedste Planlager saa vel som Byen Frederikssted nedbrændtes, og hele Øen truedes med Ruin, som kun afværgedes ved Guvernør Gardes betimelige og energiske Indskriden med Hjælp fra St. Thomas. Den ommeldte Immigrationsskat, der opkrævedes med et Beløb af 10 Cents aarlig pr. Acre sukkerkultiveret Jord, er siden da bleven opkrævet og anvendt i det nævnte Øjemed. Det Fond der herved såvel som ved Bidrag fra Kolonialkassen dannedes og benævntes Immigrationsfondet beløber sig nu til 70.000 Dollars som Guvernementet formener der er Anvendelse for paa anden Maade, idet man, omend anerkendende den stadig tilstedeværende Mangel paa tilstrækkelig Arbejdskraft paa Landet, nu formener, at det maa blive hver enkelt Planters Sag selv at forskaffe sig den Arbejdskraft, han behøver. Heri er Planterne imidlertid ikke enige, idet de formener, at det er uoverkommeligt for en enkelt eller for enkelte Plantere at erhverve sig Arbejdere fra fremmede Steder. Saavel for at drøfte dette som andre Plantagedriften vedrørende Spørgsmaal, man formener den ny energiske Bestyrelse, Øerne har faaet vil fremkomme med eller allerede er fremkommen med i Kolonialraadet, er Planterne blevne enige om at danne en Forening kaldet "Planters Association", der holdt sit første Møde i Frederiksted den 9. September dette Aar.

Mødet indlededes med en Tale af Direktør Hagemanns Forretningsfører, Hr. Conrad, der stærkt betonede Nødvendigheden af, at Planterne under det ny Regeringssystem, der ikke som det tidligere lod alting støtte sig selv, og Staten betale Underbalancen paa Øens Budget, sluttede sig til Regeringen og bistod den med Raad og Daad, særlig i Spørgsmaal vedrørende Øens Hovedserhvervskilde, Landbruget, som han formente ikke var fyldig nok repræsenteret i Kolonialraadet. Efter disse indledende Bemærkninger gik han over til at omtale Guvernementets Forslag under Budgetforhandlingerne i Kolonialraadet om at ophæve Immigrationsskatten og fremtidig lade det være hver enkelt Planters Sag fra fremmed Sted at erhverve sig den Arbejdskraft, han behøvede. Dette mente han var uoverkommeligt for den enkelte Planter, og Vanskelighederne ved Erhvervelsen fra fremmede Steder, hvorved han vistnok sigtede til Øerne i Vestindien, vilde blive endnu større, naar Arbejderne ved Panamakanalen først tog deres Begyndelse. Han foreslog derfor Skatten bibeholdt, eller som man under et tidligere Møde havde omtalt, forandret til 5 Cents pr. Acre af al Jord paa Plantagerne uden Hensyn til, om den var i Kultivation eller ej. Immigrationsfondet skulde derefter vedblive at bestaa, og Renten deraf i Forbindelse med den ny Skat anvendes til Indførelse af Arbejdere fra fremmede Steder. 

Under en Diskussion, som derefter udviklede sig, var man almindelig enig med Formanden i, at Immigrationsskatten burde vedblive at bestaa og i Forbindelse med Immigrationsfondet anvendes i det Øjemed, hvori den var stifet. Kun var man ikke enig i Fastsættelsen af Skattens Størrelse; Planter Svitzer vilde saaledes have Skatten delt i 3 Satser, alt afhængig af Jordens Beskaffenhed eller den Anvendelse, der gjordes deraf i Jord i Sukkerkultivation skulde derefter svare 10 Cents pr. Acre, 5 Cents pr. Acre af Jord, der endnu ikke er, men kan blive kultiveret, og ingen Skat af Jord, der henligger i Ukrudt (Bushland). Planter W. Latimer gav en statistisk Oversigt over Skattens Størrelse efter de forskellige Beregningsmaader: der er nu 16,300 Acres i Sukkerkultivation, sat i Stat 10 Cents bliver Beløbet 1,630 Dollars, 30,000 Acres i anden Kultivation a 5 Cents vilde give 1500 Dollars samt 4900 Acres uopdyrket og ubeskattet tilsammen en Skat af 3,150 Dollars; men dersom man tager det samlede Areal af 51,200 Acres til en Sats af 5 Cents, bliver Skattens Totalbeløb 2,250 Dollars, eller da der synes at være indløben en Regnefejl for ham, rettere 2,560 Dollars. Efter at endnu en Taler havde paapeget det beklagelige i, at Landet blottes for Arbejdskraft ved, at Arbejderne tyr til Byerne, hvor de hendriver deres Tid i Lediggang, sluttede Diskussionen med at vedtagen Resolution, hvori man enstemmig paa Hr. Svitzers Forslag vedtog at anbefale Opretholdelsen af Immigrationsskatten, saaledes at den fremtidig opkræves med et Beløb af 5 Cents pr. Acre uden Hensyn til om Jorden er i Kultur eller ej. 

Efter, hvad der saaledes foreligger om det sjældne Tilfælde, at Skatteyderne afslaar et Tilbud fra Regeringens Side om Ophævelse eller Afskaffelse af en Skat, skulde det synes, at de Grunde, der i sin Tid foranledigede Skattens Indførelse, i Mellemtiden maa være undergaaet en Forandring. Dette er dog saa langtfra Tilfældet, at man endnu føler Savnet af tilstrækkelig Arbejdskraft paa Landet, og trods den bitre Erfaring, man har gjort om Forøgelse af samme ved Indførelse af Arbejdere fra de fremmede vestindiske Øer, dog fastholder samme, medens et Middel, der er lige for Haanden og maatte synes mere formaalstjenligere og tillige billigere, ikke tænkes anvendt. Man klager jo vg vistnok med Rette - over, at Byerne er overbefolkede og vrimler af arbejdsdygtige Negere fra Landet, der i Byen fører et Dagdriverliv og indirekte lever paa Plantagernes Bekostning, idet de, enten ved at stjæle Frugt eller paa anden ulovlig Maade erhverver, hvad de behøver til Livets Ophold, udsuger disse. Det ligger da nær at spørge, om ikke et effektivt og i tilstrækkelig Mængde tilstedeværende Politi, maatte kunne forebygge dette, og navnlig ved en streng og konsekvent Gennemførelse af Løsgængeranordningen maatte kunne føre Tilsyn med de vagabonderende Individer og saaledes forhindre Byernes Overbefolkning af dem, og fremtvinge deres vedvarende Ophold paa Landet. At Politiet i sit nuværende faatallige Antal og maaske under en uensartet Styrke i begge Politidistrikter paa Øen ikke formaar at løse denne Opgave, turde være indlysende; men at det i forøget Antal og under en Politimester før hele Øen maatte kunne gøre det, anser jeg for utvivlsomt, ligesom jeg tror, at den noget forøgede Udgift, som hertil vilde udkræves, i Længden vilde vise sig vel anvendt og rigelig opvejet ved det Gode, der derved i flere Retninger vilde pånaaes.

(Nationaltidende, 9. november 1904 (2. udgave)

Native Workmen, St. Croix. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

The Guiana arrived this morning from New York. Among her passengers is Police Clerk Dendtler, who confirms the report of the capture in Baltimore of a man named Smith who while awaiting sentence i Frederiksted St. Croix prison on a charge of murder, escaped. Smith is a son of "Queen Mary" who for her connection with the riot in St. Croix in 1878 when she is said to have murdered two soldiers, was sentenced to 16 years hard labour in Horsens Workhouse, but long since returned to St. Croix.

(The Bulletin, with which is incorporated the Saint Thomas Commercial and Shipping Gazette, 1. juli 1908)

En Morder

Fra Vestindien

i Horsens Tugthus

2. Juledags Morgen Kl. 8 - ankom Barken St. Croix til Frihavnen fra Vestindien. Om Bord var en Neger, Villiam Smith, 30 Aar gl., som i Aaret 1904 paa St. Croix myrdede en ung Pige af Jalousi. Han flygtede fra Fængslet, ved med sine Haandjærn, som han havde smøget af sig, at slaa Fængselsbetjenten et dræbende Slag i Hovedet, da han lukkede hans Celledør op. Smith kom om Bord paa et Skib, flygtede til Amerika, hvor han i 1907 overfaldt en gammel Kone og blev fængslet; man opdagede da, at det var Morderen Villiam Smith, og han blev derefter transporteret tilbage til Vestindien, hvor han siden har været i Arrest, lænket paa Hænder og Fødder.

Højesteret har dømt ham til livsvarigt Tugthus, og nu er han altsaa sendt hertil under Bevogtning af to vestindiske Gendarmer. Paa hele Overrejsen har han været lænket paa Hænder og Fødder. En Opdager fra Politikammeret hentede ham ved Skibet og korte ham til Arresten paa Nytorv, hvor han blev indsat i en Celle.

I Dag transporteres han til Horsens Tugthus, hvor han skal tilbringe Resten af sin Levetid. Hans Fader blev ligeledes dømt for Mord og indsattes i Horsens Tugthus i 1878.

(Vestsjællands Social-Demokrat (Slagelse), 28. december 1908)

Quin Marrys Søn.

Han skal om 10 Aar sendes fra Horsens Tugthus til Amerika og drages til Ansvar for Manddrab.

For sex Aar siden blev Negeren Marry indsat i Horsens Tugthus til Afsoning af 16 Aars Straf for at have sprættet Maven op paa sin Kæreste. paa sin Kæreste. Det frygtelige Drama blev udspillet nede paa St Croix. Marry var blevet rasende vild efter at have konstateret, at hans Pige havde været ham utro, og saa maatte han have Hævn.

Mens Marry har siddet i Tugthuset, har han gentagne Gange været i Forhør i Anledning af en Sigtelse, som de amerikanske Myndigheder har rettet mod ham. Den gaar ud paa, at Marry skulde have begaaet et Manddrab i New York for en Del Aar tilbage. Marry, der er bleven rolig og besindig bag Fængslets Mure, har tilstaaet at have dræbt en Mand derovre. Hans Navn kender han ikke: men det var en Mand, som havde set for ømt til en Pige, han havde i New York.

De amerikanske Myndigheder har faaet Underretning om Tilstaaelsen, og naar Marry om 10 Aar har afsonet sin Straf for Bugsprætningen, skal han sendes til Amerika for at sone sin anden Brøde.

Men Amerikanerne tager jo anderledes alvorlig fat paa Mordere, og da navnlig naar det er Negre. Marry vil blive dømt til Døden i den elektriske Stol - hvis man ikke blot nøjes med at hænge ham op.

Marry, som blev født i 1878 i Frederiksteds Arrest, hvor hans Moder, Quin Marry, var Deltager og Medleder af et Oprør, var hensat, vil saaledes også komme til at afslutte sit Liv bag Fængslets Mure.

(Fyns Social-Demokrat (Odense), 17. juni 1916)

Om Wiliam Smith, se Videnskab.dk. Ifølge en artikel i POV skete der følgende med "dronningerne" fra oprøret "The Fireburn" i 1878: Susanne Abrahamson "Bottom Belly" fik ni børn og døde 1906 i Richmond fængslet i Frederiksted, Queen Mary (gift 1902, død 1905 på plantagen Williams Delight), Queen Agnes og Queen Mathilde (gift 1907, død 1935) hver tre.

Sankt Croix: Punktnedslag 1883-1886. (Efterskrift til Politivennen).

Udover omtaler af de mange penge som hvert år blev afsat på finansloven til plantageejerne på De Vestindiske øer, er der ikke meget at hente i avisarkiverne. Her er et udvalg af artikler frem mod strejken i 1915/16 og den endelige afhændelse af øerne under 1. Verdenskrig. 

Et Møde af Plantere holdtes den 19de Maj i West End for at tage under Overvejelse, hvad der var at gjøre for at skaffe bedre og billigere Arbejdere og fremme Indvandringen af saadanne. Næsten alle Øens Plantere vare tilstede, og fra alle Sider klagedes der over de forhaandenværende Arbejderes Utilbøjelighed til at arbejde stadig og ordentlig. Om Mandagen drive de næsten altid, undertiden ogsaa om Tirsdagen, og Lørdag har altid været betragtet som normal Fridag. Naar man gjør dem Forestillinger i saa Henseende, gaa de uden videre deres Vej, da de med Lethed kunne faa Arbejde andetsteds. Arbejdslønnen er stadig stigende, hvad der imidlertid kun bidrager til, at de tage sig saa mange flere Fridage. Det eneste Middel herimod vilde være Indvandring af Arbejdere fra de andre vestindiske Øer, og Forsamlingen overdrog det til en Komite paa fire Medlemmer at træffe de fornødne Foranstaltninger til ved Hjælp af Agenter at iværksætte en saadan.

(Dagbladet (København), 14. juni 1883 (uddrag)

Arbejdere på St. Croix. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

(Uddrag fra et længere brev fra Vestindien, afsnit om landarbejderne:)

Paa St. Croix har Regeringen nu begyndt en Udstykning af Jord fra Statsplantagen Work & Rest i Haab om derved at vække Lysten hos den arbejdende Klasse til at erhverve Jordejendomme og saaledes knytte den til Stedet. Det er dog meget tvivlsomt, om Forsøget vil falde heldig Ud. Saalænge Regn og frugtbare Tider vilde indtræde, vil Negeren nok blive ved Jorden, men kommer Tørhed og Misvæxt, taber Han strax Modet og opgiver Ævret. Overhovedet har han endnu ikke lært at indse Nødvendigheden af at tænke paa den Dag i morgen og saalænge det ikke lykkes at gjøre ham dette indlysende, saa længe faar man ham heller ikke til i gode Aar at samle Modstandskraft til de kommende daarlige Aar. Af denne Grund er det ogsaa, at Øen lider under en Mangel paa Arbejdskraft, der Aar for Aar bliver føleligere og nu er ledet to alvorlige Overvejelser fra Planternes Side om Indførelse af fremmede Arbejdere til Øen. I Virkeligheden er Arbejdskraften paa Øen ikke utilstrækkelig til dens Behov, men Negerne paa Landet ville ikke arbejde, og Autoriteterne synes at staa magtesløse overfor dem, uagtet det dog er vitterligt, at de ikke paa lovlig Maade forskaffe sig, hvad de behøve til Livets Ophold. Om nu en Immigration vil hjælpe paa dette Forhold og skabe den attraaede Konkurrence, er vist noget problematisk, medmindre man da vil beslutte sig til at gaa energisk tilværks mod alle de vagabonderende Individer blandt Arbejderbefolkningen og lade dem ramme af Løsgængerloven. Men hertil vil atter udfordres at virksomt Landpoliti og Oprettelse af Tvangsarbejdsanstalter, og ingen af Delene vil kunne tilvejebringes uden Anvendelse al Pengemidler, der ikke haves til Raadighed. Vil da Staten paany træde hjælpende til? det er det store Spørgsmaal.

(Dagbladet (København), 27. juni 1883)

Washing clothes at Harden Gut. Arbejdere på St. Croix. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Den 2. og 3. august 1883 bragte Dagbladet (København) en artikel af en af de involverede i oprøret i 1878, baron og kaptajn H. Eggers: "Vestindiens materielle Forhold". 

Den voldelige måde at holde landarbejderne i skak slog også indad i familierne, det fremgik af en artikel i: 

Brev fra Vestindien (uddrag)

Man er paa Øerne noget betænkelig ved den overhaandtagende Tilbøjelighed hos Negerbefolkningen til at give sin Heftighed og sine tøjlesløse Lidenskaber Luft i Voldshandlinger, der ikke saa sjeldent ende med Døden, og man beklager meget den Lemfældighed, de danske Domstole i saadanne Tilfælde udvise imod Gjerningsmændene. Disse slippe gjerne med et Par Aars Strafarbejde, og gaar det højt, saa at de dømmes fra Livet, kunne de altid gjøre Regning paa den kongelige Benaadning, der endog gierne efter nogle faa Aars Ophold i en Straffeanstalt hjemme aldeles fritager dem for Resten af Straffetiden. 

Paa de omliggende engelske Øer viser man ikke en saadan Mildhed i Drabssager, hvormed graverende Omstændigheder have været forbundne, og en Dødsdoms Fuldbyrdelse er næsten altid det uundgaaelige Resultat af Sagen. Som Følge heraf hører man ogsaa jevnlig Negerne sige, at man paa vore Øer kan gjøre, hvad man vil, da man ikke udsætter sig for at blive hængt, og blive de dømte til Tugthusstraf, saa bede de om at blive hjemsendte, fordi de vide, at de ved deres Tilbagekomst ville blive hyldede og beundrede af deres Kammerater som Folk, der Lave gjort en Europarejse og under Opholdet i Danmark have lært Dansk. 

Som en Illustration til hvad jeg her har sagt om Negernes Tilbøjelighed til uden Hensyn til Følgerne at give deres Lidenskab Tøjlen skal jeg blot anføre et Par enkelte i den allerseneste Tid forefaldne Drabshandlinger: En Arbejder paa Plantagen Pleasant Walley paa St. Croix. ved Navn James Francis Carter, blev en Søndag i Oktober opbragt over, at hans Stedsøn, en Dreng paa 9 Aar, havde spist hans Mad, og gav sig i den Anledning til at mishandle Drengen paa en saa grusom og oprørende Maade, dels ved ligefrem at slaa ham, dels ved at løfte ham op og kaste ham ned i Gulvet og endelig støde hans Hoved imod Jorden, at Barnet tilsidst døde imellem Hænderne paa sin Bøddel. Carter blev vel ved Underretten idømt Livsstraf men hans endelige Dom vil naturligvis kun komme til at lyde paa nogle faa Aars Strafarbejde Paa St. Thomas forefaldt en næsten ligesaa gruelig Drabssag i samme Maaned. 

En vagtmand paa Plantagen Thomas blev en Søndag opbragt over at en Mand fra Byen havde uden hans Tilladelse begivet sig ind i Gaarden for at bese Sukkerkogeriet, og gav sig efter at have puttet Vedkommende hen til Indgangen til at slaa løs paa Manden med en tyk Knippel. Han slog ham i Hovedet og vedblev dermed, indtil den Anden laa bevidstløs for hans Fødder. Andendagen efter døde den Ulykkelige, der skal have laa et Hjerneskallen knust og Gjerningsmanden sidder nu og afventer sin Dom, der formodentlig ligeledes endelig resulterer i et Par Aars Strafarbejde. At saadanne Tilstande ikke ere hyggelige, og at Straffelovene ikke svare til Forholdene paa Øerne, tror jeg vil vare indlysende for Enhver, ialfald hersker der ingen Tvivl herom på Øerne.

(Dagbladet (København), 27. december 1883 (uddrag)

View of the lagoon near New Port, Christiansted, St. Croix. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

(Uddrag fra en artikel hvori bringes en del breve, heriblandt et fra en soldat på St. Croix, dateret den 6. september 1884:)

Øen St. Croix er 4 Mil lang og 2 Mil bred; den har to Byer: Kristiansted, den usundeste, er Hovedkvarteret, og Frederiksted, hvor kun 20 Mand er anbragt, dog saaledes, at Mandskabet skifter med begge Byer.

Det var i sidstnævnte By at Negrene i 1878 gjorde Oprør; de var omtrent 600 mod de 20 Soldater, og der findes endnu Ruiner fra den Tid, de stak Ild paa Byen. Jeg synes nu Negrene har det taaleligt, de har det i hvert fald bedre end vi Soldater. Vi faar kun ca. 60 Øre og et Pund Brød om Dagen. Middagsmaden er meget daarlig, og alt, hvad man skal købe, er dyrt. Man faar næsten ikke mere for 1 Dollar (ca. 4 Kroner) her end hjemme for 1 Krone. Da vi kom i Land fik vi udleveret 4 Skjorter, 4 Par Strømper, 3 Flonelstrøjer og 2 Par Sko; hvad vi ellers skal bruge for Resten af Tjenestetiden maa vi selv anskaffe for vor knappe Lønning. Ekstrafortjeneste er her ikke at opdrive ...

Temperaturen er 30-40 Graders Varme (Reaumur). Her findes mindre Slanger og en Mængde Krybdyr, Skorpioner, brune Tusindben indtil en halv Alens Længde, grønne, der er mindre, men meget giftige, samt Firben og Moskitoer.

(Social-Demokraten 22. april 1888)

Carl Emil Hedemann (1852-1929). Var suverænt den længst siddende guvernør, hele 10 år 1893-1903. Normalt holdt guvernørerne kun et par år, i bedste fald omkring 5 år. Af fotograf Frederik Riise (8.12.1863-11.1.1933) fotograf, generalkommissær. Det Kongelige Bibliotek.  Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Sankt Croix: Domme 1881. (Efterskrift til Politivennen).

Kommissionens domme over oprørerne fra "The Fireburn" i november 1878 på St. Croix faldt i slutningen af 1880, og gik ret ubemærket hen i den danske presse.  Først da sagen den 23. maj 1881 var nået til Højesteret, blev sagerne mere udførligt omtalt. Dommen stadfæstede kommissionens dom over de 403 arresterede: De 40 blev dødsdømt. 

Coaling Girls. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Højesteretssagen mod Negerne paa St. Croix, der var foranlediget ved Oprøret i 1878, sluttedes i Gaar. Vor indskrænkede Plads tillader os ikke i Dag at fremsætte denne Sags vidtløftige Præmiser, og vi indskrænker os derfor til at anføre nedenstaaende, idet vi forbeholder os at komme tilbage til denne Sag: 

Kommissionen har havt under Behandling et Antal af 403 Arrestanter, af hvilke 272 oprindelig overleveredes til Kommissionen, da den den 4de November 1873 sammentraadte. 8 af de ved Oprøret virksomste Negere vare allerede blevne dømte fra Livet ved den, medens Oprøret stod paa, under den paa Øen herskende Belejringstilstand af Guvernøren anordnede Standret; en Del havde sat Livet til under deres fortsatte Deltagelse i Opstanden, og endelig er der død 23 Arrestanter, fornæmlig under den i Fængslet paa Richmond i Forsommeren 1879 herskende Skørbugs-Epidemi og dens Smitter. 

Ved den af Kommissærerne den 2den September 1880 afsagte Dom vare samtlige 39 Tiltalte (deraf 5 Fruentimmer) ansete med livsstraf. Højesteret hvor Sagen begyndte den 9de ds., afsagde følgende Dom i samme. 

Højesteret stadfæstede den indankede Dom, idet den deri for hver enkelt Tiltaltes Vedkommende givne Begrundelse af dette Resultat i alt Væsenligt tiltraadtes af Højesteret.

(Social-Demokraten, 24. maj 1881)

View of Peters Farm Hospital, Christiansted, St. Croix. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Bloddommene over Negrene paa St. Croix.

Højesteret har fornylig, hvad vi kort meddelte gennem en Nyhedsnotits, behandlet Sagen mod de Negre, som ved den sidste større Rejsning paa St. Croix satte sig op mod Planterne.

Man vil erindre, at Negrenes Opstand bevirkedes ved, at de var misfornøjede med deres Lønningsvilkaar. I hele Sommeren 1878 havde Gæringen stadig taget til iblandt dem. Det var nemlig blevet Skik paa Plantagerne, at disses Ejere kun fæstede det højst nødvendige Antal Arbejdere paa de ordinære Aarsfæstedage i Oktober, saaledes at Plantagerne sædvanlige Arbejde lige netop kunne bestrides; i den travle tid derimod antog man flere Arbejdere som Daglejere. Følgen af denne Fremgangsmaade blev nu, at Aarslønningerne sank, eller i hvert Tilfælde ikke holdt Skridt med, hvad der bødes paa Naboøerne, navnlig de engelske. Det er klart, naar Efterspørgslen efter Arbejdere er ringere, bliver ogsaa Lønningerne ringere, hvilket end mere blev Tilfældet paa St. Croix, hvor man afskar Negrene, trods deres bestemte Ønske, Muligheden af at udvandre til andre Landomraader. I den travle Tid maatte Planterne imidlertid antage Daglejere, og for disse blev da Lønnen paa Grund af den almindelige Efterspørgsel højere. Forholdet stillede sig saaledes, at de Aarsfæstede modtog 10 Cents pr. Dag, medens Daglejerne erholdt det dobbelte. Dette System bragte Misfornøjelse ind blandt Negrene; de Aarsfæstede blev forbitrede over den forholdsvis ringere Løn, de modtog, og Daglejerne harmedes over, at de saasnart Arbejdet var sluttet, uden videre afskedigedes. Naturligvis indsaa Negrene, at den brugte Metode fra Planternes Side i Et og Alt bragte dem Tab.

At Aarsagen til Opstanden udelukkende maa søges i Lønningsvilkaarene, udviser med tydelige og klare Ord Beretningen fra den Domstol, som behandlede Sagen mod Negrene; der udtales nemlig i hin: Grundene til Rejsningen har man søgt i forskællige Omstændigheder, saaledes havde der i Sommerens Løb været Misfornøjelse hos Negrene paa Plantagerne, væsenlig fremkaldt ved at Benyttelse af Arbejde ved Daglejere tog stærkt Overhaand; medens den faste Arbejder ved sin aarlige Kontrakt var bunden til at arbejde visse daglige Timer for 10 Cents pr. Dag, kunde saaledes en Daglejer jævnlig tjene 20 Cents pr. Dag uden at være flittigere end hin; senere hen, da Høsten lakkede ad Enden, var der ingen Brug for saa mange Daglejere, og da greb Misfornøjelsen disse.

Queen Street, Frederiksted, St. Croix. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Oprøret brød ud paa den aarlige Fæstedag 1ste Oktober. Den ydre Anledning gaves ved, at Politiavtoriteterne i Frederikssted, som det synes, paa en temmelig brutal Maade behandlede en beruset Neger.  Vi skal ikke gennemgaa alle Enkeltheder ved Bevægelsen, men kun erindre om, at Negrene vel afbrændte en Del Plantager, dog uden paa et Par Undtagelser nær, at udøve Drab. Militæret derimod nedslog for Fode væk alle og enhver Neger, de kunde træffe paa, og i de følgende Dage efter selve Oprørsdagen gjorde Soldaterne tilligemed Planterne formelig Jagt paa de Ulykkelige, dræbende Enhver, der formentes at have taget Del i Rejsningen. Dernæst nedsattes en Standret, bestaaende af Overdommer Rosenstand og Politimestrene Forsberg og Nyssum, hvilken i Dagene fra den 6te Oktober til den 12te, altsaa i Løbet af 6 Dage afsagde og lod eksekvere ikke mindre end 12 Dødsdomme. Da Standretten mentes at have opfyldt sit civilisatoriske Hverv, nedsattes ved kongelig Resolution den 25de s. M. en Kommission atter bestaaende af Overdommer Rosenstand og Politimester Forsberg samt en ny Mand Politimester Sarauw. Denne Kommission havde den Opgave at føre ordenlig Sag mod de Negre, som endnu sad under Varetægt. Den 4de November s. A, traadte Kommissionen sammen, og omtrent 2 Aar efter, den 2den September 1880, var den færdig med sine Arbejder. Af de Tiltalte fældte den Dødsdom over ikke mindre end 40 Personer, deriblandt 4 Kvinder, og denne Masse-Dom har nu været inde for Højesteret, idet Kommissionen ikke saaledes som Standretten havde Myndighed til at lade Dommene eksekvere, og Høiesteret har stadfæstet disse 40 Bloddomme. En af de Dømte er imidlertid død under Sagens Gang, men de 39 er fremdeles tilbage til Bødlen.

Endnu maa det erindres, at 23 af de ulykkelige Negre døde i Fængslet paa Grund af Skørbug, at dømme efter al den Haardhed, der i det Hele taget fra de danske Avtoriteters Side er blevet udvist mod de Sorte, vil maaske da mangen nok tro paa Grund af slet Behandling. Under Opstanden blev endvidere i den vilde Jagt paa Negrene disse nedskudte i Hundredevis, saa man maa sige, at de danske Myndigheder er gaaet frem efter værre Maalestok end de franske Myndigheder mod Kommunarderne, naar man tager Landomraadets og Befolkningens Størrelse i Betragtning; ja, selv de tyrkiste Paschaer har ikke tilnærmelsesvis vist slig en Griskhed efter at fælde Dødsdomme over de oprørske Bulgarere eller Albanesere. Rusland, der hidtil har haft de fleste Dødsdomme at opvise, er nu aldeles overfløjet af det estrupske Danmark.

Og har der været Grund til dette Barbari? Har der været virkelig Grund til at nedskyde Hundreder at Negere paa en Parforcejagt, at skyde 12 ved Standretsdomme, at lade 24 dø i usunde Fængsler og fælde Dødsdomme over 39? 

Dødsdomme er i det Hele taget fordømmelige og kan under ingen Omstændigheder forsvares; kun overfor overlagt Mord af nedrige Motiver oprøres maaske Følelsen minder, naar Nedkommende maa bøde med Livet; paa St. Croix var der imidlertid slet ikke Tale om slige Mord fra Negrenes Side. I alt blev der af Negrene dræbt, saavidt vi erindre, 3 Personer; men dette skete under den almindelige Tumult og Ophidselse, og de bestemte Gerningsmænd har man ikke fundet. Negrenes egenlige Forbrydelse er deres Afbrænden af forskjellige Ejendomme, men herfor kan man da ikke dømme dem fra Livet.

Spoling på håndrok. Arbejde i Horsens Tugthus. Findes i: Statsfængslet i Horsens: Ældre fotografier af bygninger og interiører (1900-1920). Rigsarkivet. Attribution-NonCommercial-ShareAlike 2.0 Generic.

Den barbariske Jagt paa Negrene var ligesaa uhjemlet, ti Negrene var slet ikke bevæbnede, saa man kunde sige, at man maatte kæmpe fortvivlet. Kommissionsberetningen meddeler selv  efter "DbI." følgende: "Fremgangsmaaden ved Overfaldene paa Plantagerne var næsten overalt der samme. Med et Par selvbestaltede Førere, i Reglen bevæbnede med en gammel Vagtmandssabel, en Møggreb, en Harpun eller en Sukkerøkse sat paa Skaft eller en Kørepisk - i et Par Tilfælde en Bøsse, funden paa en Plantage og med en eller to Skal-Blæsere i Spidsen, drog Banden fra 50 indtil et Par Hundrede - undertiden, naar Banden paa sin Gang havde faaet stor Tilgang, flere Hundreder - Negre, Mandfolk og Fruentimmer og Børn, alle forsynede med Knipler, Stokke eller Økser, frem imod Plantagen, undertiden i en vild Sværm, raabende, strigende og hujende." Og disse Folk, man kunde jage fra hinanden ved løst Skud i Luften, fandt man det rettest at skyde paa. Hertil kommer endnu, hvad ikke maa glemmes, at Negrene næsten alle var berusede som Følge af Nydelsen af det Rom, de forefandt paa plantagerne; og saa Negrenes Dannelse, deres Uvidenhed og den Undertrykkelse, de havde været Genstand for fra Planternes Side, mon alt dette ikke havde kunnet tale formildende til deres Dommere, berusede Folk regnes jo ellers efter danske Love for utilregnelige.

Den rette Fremgangsmaade overfor Negrene havde været, om man havde hørt deres Klager, om Avtoriteterne havde lagt sig imellem ved det nye System for Antagelsen af Arbejdere, som Planterne havde sat i Gang. Man kunde have lagt sig imellem paa den Maade, at man havde forskaffet Negrene Lejlighed til at udvandre til andre Øer, hvor de til højere Pris kunde fæste sig bort. Men hvad har de danske Avtoriteter gjort? De har paa enhver Maade støttet de despotiske og dovne Plantageejere, der svindler de Penge bort, deres sorte Arbejder surt tjener til dem, i et luksuriøst Liv, mest i andre Lande; medens Negrene blev hundsede paa enhver Maade, afskaaren fra at vandre ud, og tilsidst nedskydes og dødsdommes over en lav Sko. Det estrupske Regeringsparti har Tilskud og Understøttelse, selv gennem provisoriske Bevillinger, til Plantageejerne: til Neger-Arbejderne vanker Kugler og Krudt i Livet naar de finde Tilstandenes Tryk uudholdelige.

De 39 Bloddomme skal vel efter Reglen ind for Kongens Prøvelse, og vi finder det troligt, at de ikke vil blive underskrevne, Kongen staa jo over Klasserne og kender ikke Klassehadet: men kunde alligevel ikke en at Rigsdagsmedlemmerne interpellere Ministeriet angaaende Huseringen paa St. Croix, det var paa sin Plads, og det er Folkerepræsentanternes Pligt at have Øje med, hvad Avtoriteterne byder Befolkningen, mest i saadanne Tilfælde, hvor Befolkningen er afskaaren fra at klage deres Sag selv, og det kan vi vel Alle være enige om, de ulykkelige Neger-Arbejdere mest er.

(Social-Demokraten 4. juni 1881.)

Hair Dressing. Arbejdere på St. Croix. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Efter domsafsigelse var det op til kongen (Christian 9.) hvad der skulle ske med de dømte. I august 1881 blev livsstraffene for 39 deltagere (en var i mellemtiden død i fængslet) i oprøret nedsat til tugthusarbejde (Horsens Tugthus) på livstid for bl.a. "Queen" Mary Thomas, "Agnes" Axeline Elizabeth Salomon, Mathilda Mc. Bean.

Eftergivelse af Livsstraf. Den ved Højesterets Dom af 32. Maj d. A. 39 Deltagere i Opstanden paa St. Croix i Oktober Maaned 1878 idømte Livsstraf har det paa Finansministeriets derom nedlagte Forestilling behaget H. Maj. Kongen ved kgl. Resolution af 3. d. A. allernaadigst at formilde saaledes, at følgende 5 hensættes til Tugthusarbejde paa Livstid, nemlig: James Emanuel Benjamin, kaldet Mannie, Axeline Elizabeth Salomon, kaldet Agnes, Mathilde Mc. Bean, Joseph Bowell og Mary Thomas, og at følgende 34 hensættes til Stafarbejde paa Kongens Naade, nemlig: Joseph William, John Samuel, Thomas James, James Griffith, Rebecca Frederik, John Hodge, George Henry, Francis Harrison, Emanuel Jacob, David Cameron, Susanne Abrahamson, kaldet Bottom Belly, Joseph Spencer, Hans Christian, John Thomas Sobers, Christopher Samuel, George Michael, Thomas Chitchlow, William James, George Callender, Henry England, William Arnold, William Barnes, George Simmons, Richard Gibbs, kaldet Sealy, Edward Lewis, Henry Barker, Joseph Briggs, William Henry, Christian MArtin, Wren Gittens, George Cambridge, James Cox, Johannes Samuel, kaldet Bamberg, og Joseph James.

(Fredericia Dagblad, 22. august 1881.)

English Adult School Procession. Christiansted, St. Croix. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Af notitser i forskellige dagblade fremgik året efter, i slutningen af juli 1882, at "fire negerinder" var ankommet med barkskibet "Thea" for at udstå den dem idømte straf af tugthusarbejde på livstid for deres deltagelse i oprøret på St. Croix, i Kvindefængslet på Christianshavn. 

Year of American Rule in Virgin Islands Brings Loyalty, Prosperity and Contentment. (Efterskrift til Politivennen).

Danish Warship Saluting the Flag of Denmark for the Last Time Before it is Replaced by the Stars and Stripes

Administration Under Governor Oliver Working on Health Sanitation and Labor Questions

By Grace Phelps

Virgin Islands, U. S.

A YEAR ago this month the Danish West Indies became the Virgin Islands of the United States. Today 30,000 natives enthusiastically call themselves American citizens. The German sentiment which, delayed our acquisition of the islands for many years has absolutely disappeared. Twelve months of American occupation has wrought many important social and agricultural changes, but none more important than the loyalty of the inhabitants which has crystallized under the American administration.

Tho Virgin Islands are about 1,400 miles southeast from New York and 60 miles east of Porto Rico. Their actual transfer to the United States occurred March 31, 1917, just before our entrance into the world war, and because of that fact little is known of the new territory which we acquired from Denmark at a cost of $25,000,000.

The Virgin Islands include St. Thomas, with an area of 18,000 acres; St. Croix (better known as Santa Cruz) with an area of 53,000 acres, and St. John, whose area includes about 12.000 acres. With these are a number of smaller islands, many of which are even unnamed. St. Thomas has a population of 10,000, while the inhabitants of St. Croix number 18,000. St. John has less than 2,000 inhabitants. Of this population, 97 per cent is black or colored. The remaining 3 per cent includes the American officials and their families, the Danes who remained to engage in agriculture or commerce, and English planters and agents, with a scattering of French and other nationalities.

Few Remained Danish Subjects

The majority of the Banish officials returned to Benmark shortly after the transfer, but many, especially those who had intermarried with the natives, remained in tho islands. With "the blacks and-colored, these Danes automatically became American citizens January 17 of this year, when the treaty between the United States and Denmark was finally ratified. Provision had been made for those who wished to remain Danish subjects, but few availed themselves of this provision.

Citizenship Day, as it was called was celebrated as a gala occasion by the natives. In St. Thomas there Were games and athletic contests, parades and speeches, from early morning until the sunset gun was fired. Then every hat was off and every face was turned to watch the Stars and Stripes flutter down from old Christian's Fort, which for 251 years had borne the white cross of the Danneborg.

In the evening the blacks celebrated native fashion, with the Bamboula dance. They painted their faces white or wore white masks and in fantastic masquerade attire went dancing and singing up and clown the main street of the harbor town.

Congress has not yet determined the status of the islands, but under the treaty the old Danish laws were to be administered for one year. Admiral James E. Oliver was appointed Governor shortly after the transfer. It has been assisted by naval and Federal officers and a few Banish officials who comprised the former Colonial Council. A new code of laws is now being prepared, but the administration is laboring under a largo deficit, and very little constructive work can be done until Congress grants an appropriation sufficient to meet the needs of the islands.

War Has Cut Natives' Livelihood

Native living conditions in St. Thomas are especially acute. As a free port the island was the chief point of call in the West Indies before the war. Its harbor was the life of the island and the bread and butter of the natives, or more strictly speaking, the fish and cornmeal, The people depended almost entirely upon the shipping interest. Before the war fifteen steamers of the Hamburg-American Line called at St Thomas every month and coaled there on their way from Germany to South America. A French line connected it with other European ports, and steamers of many other lines visited it regularly, if less frequently. Since the war the German steamers have been interned, other traffic has been curtailed and save for the Quebec Steamship Company, which runs twice a month between New York and St. Thomas and connecting with the smaller islands of the West Indies, the island has been cut off from the rest of the world. Consequently the fortunes of the town have dwindled and the people are anxiously waiting the end of the war in expectation of American development. Prices are. very high, and many of the natives are in sore straits.

Poverty-stricken as they are and despite their disappointment that improvements have been so slow, the people are enthusiastically supporting the government in the war.

The natives have raised a volunteer company of soldiers which Is being drilled by a sergeant of the American marine force in the island. 'Even the youngsters are drilling in the hope that they may some day have a chance to fight the Germans. Fifty of them have formed a company of Boy Scouts under the direction of a sergeant of the marines, and make weekly hikes into the hills.

The Public Bath in St. Thomas Island.

Teaching Native Girls Nursing

The administration under Governor Oliver has done a great deal in the way of making investigations and studying conditions, and as much has been accomplished as is possible without funds. American surgeons connected with the navy or the naval reserves conduct the municipal hospitals in St. Thomas and St. Croix. A school for nurses has been established and thirteen native girls are taking the prescribed nursing course in St. Thomas. Dr. W. King, who came over from Porto Rico, has taken charge of the Health Department and Quarantine Service and has made several recommendations to improve the primitive sanitary conditions.

The water supply is inadequate and the inhabitants depend mainly on rainwater. Filtration plants are unknown. There are springs in the hills and water could easily be piped to the town, Government reservoirs are especially needed for the long, dry season.

The food of the people is poor and surprisingly unvaried, and this applies to all the islands. There is little or no food grown in any of the islands, Nearly everything has to be imported, A campaign has been begun under American auspices to teach the people to grew their own fruit and vegetables but the difficulties in the way arc enormous. St. Thomas is hilly and the soil is infertile. Years ago the island was heavily wooded, but the trees were destroyed by the planters to make more room for cane growing. With no roots to hold it, the rains washed the soil down the hills on either side into the Atlantic and the Caribbean.

In St. Croix the difficulties are of quite another kind. I shall refer to them in detail later.

The Remnants of Exiled Huguenots

One of the most interesting settlements in St. Thomas is Cha-Cha town as it is called. This settlement is peopled by descendants of a half dozen families of Huguenots, who fled from France to escape the massacre of St. Bartholomew's Eve. They have never associated with the natives, but have lived their own life apart from the other peoples of the island. Unfortunately, in their efforts to preserve their race they have intermarried among themselves within very narrow limits of consanguinity and reaped the usual fruits of mental amphysical degeneration.

The Cha-Chas live in little hovels and earn a precarious livelihood by fishing, net making and hat weaving. They speak the purest French, but very few can either read or write. The name Cha-Cha was given to them by the blacks, and is a corruption of the French word "chercher," which the refugees used frequently in telling the natives that they had come to seek home in the island.

It Is in St. Croix that the administration has been able to do its best work. During the last few years labor conditions on the island have been acute. The cane workers were grossly underpaid, they claimed, and overworked, and their housing conditions were the worst that I have seen in any of the West Indian islands. A labor union was formed, with a well educated black, Hamilton Jackson, often called by outsiders who have done business with him "the black Jim Larkin," as its head. Through his efforts wages were raised recently from 20 to 40 cents a day. But prices of food were rising steadily, and soon this wage could not buy any more than the 20 cents of before the war. The food of the people was restricted to "coco," a dish made of cornmeal and okras, and dried salt fish. Fruit trees had been sacrificed in St. Croix as in St. Thomas, but because of the low rolling hills the land was not denuded of its soil, and fruit can still be raised.

The agricultural experiment station was, and still is, in the hands of an Englishman from Barbados. The work done there is devoted entirely to the needs of the planters and experiments with cane. Nothing is done to teach or help the people to raise their own foodstuffs, and as a result of the unvaried carbonaceous diet, the health of the people is deteriorated.

Elephantiasis, a disease which, as its name indicates, causes the limbs to swell to the proportions of an elephant's, is prevalent among the workers as a consequence of their long years of malnutrition. Just what causes the disease is not known here. Some physicians in the West Indies blame it on the tsetse fly, others on the mosquito, but all agree that its spread among the natives is due to their inability to resist the disease in their weakened-physical condition.

Strikes and Lockouts Now Prohibited

These are some of 'the problems which the new American administration faced. To settle the labor troubles Acting Commissioner of the Interior Edmund Enright was brought over from Porto Rico to make a study of conditions. Mr. Enright, accompanied by a representative of the planters and a representative of the unions, made a two months' study of working conditions, visiting all the estates and sugar centrals on the islands. As a result of these tests, a day of nine hours was agreed upon, and the exact amount of work which should constitute a full day was settled to the mutual satisfaction of planters and workers alike, a solution deemed impossible by the Danes.

To a Northern mind the wage of fifty cents a day, which was agreed upon, will seem very small. None the less it is a decided advance over previous conditions. If the worker does more than a day's work in the nine hours he receives an increase in proportion to his work. If he does less he receives less. Provision is also made for the workers to receive a bonus in proportion to the increased price which the planters receive for the sugar. In case of a possible decrease in the price the planter is protected by an automatic reduction of wages.

Strikes or lockouts are prohibited now, and disputes are settled by a board of arbitration, chosen equally by the union and the planters.

The planters are bound to keep in repair the huts of the estate workers and on the other hand the workers are bound to keep the premises clean. The planter is also bound to provide an adequate water supply. Five cents a day extra is paid to workers who are not provided with huts or rooms on the estate.

A naïve provision of the agreement states that both laborer and employer shall treat each other with due respect and that abusive language shall not be used on either side.

The percentage of illiteracy among the people of the Virgin Islands is very small. The Danes had a compulsory school law, but unfortunately their education system seldom went beyond the mere learning to read and write. The natives are intelligent and crave education, and it has been a bitter disappointment to them that changes have been made in their school system. The school commissioner is a bishop of the Moravian Church, most of the teachers are poorly educated themselves, and the school books are English, of the early Victorian period. There are no schools above the primary and intermediate grades, and even these are often on half time.

Color Line Not Definitely Drawn

The color question is one which has not troubled the islands as yet. It is the one point on which the natives had any hesitation in becoming Americans. The Danes never drew the color line, but mingled with the natives on equal terms in social as well as business life. Many Danes intermarried with the natives and took their black or colored wives back to Denmark with them. With a Democratic Administration at Washington it was feared that the officials who would be appointed would be Southerners who would draw the line decidedly against the blacks. The present Administration, however has shown great tact in dealing with the question, and the natives have not been offended in any way.

Hamilton Jackson, the black Jim Larkin, said to me: "It is political equality and economic opportunity that we want most. Give us schools and American teachers; give us a simple code of American laws and a just administration; give us good sanitary conditions and doctors, and help us to grow our own foodstuffs, so that the islands will be self-supporting, and we shall not trouble you with demands for social recognition."

(New York Tribune 17. marts 1918.)

New-York Tribune blev grundlagt 1841 af Horace Greeley (Whig Party), som også var bladets udgiver de næste 30 år. Han var modstander af slaveri, alkohol, spil prostitution og dødsstraf, og støttede Abraham Lincoln under borgerkrigen. Blandt avisens gæsteskribenter var navne som Henry J. Raymond, Charles A. Dana, Bayard Taylor, George Ripley, Margaret Fuller Karl Marx. Det blev en af de mest indflydelsesrige aviser i USA. Efter Greeleys død i 1872 blev det videreført af Whitelaw Reid (1873-1912).

 På artiklens tidspunkt var det dennes søn, Ogden Reid som var udgiver. Avisen havde da udviklet sig væk fra skandale- og kriminalsager til politiske nyheder, specialartikler, litteratur m.m. Ogden Reid stod 1924 for fusionen med New York Herald til New York Herald Tribune. New York Herald Tribune blev kendt for højt kvalitetsjournalistik de næste fire årtier. Med journalister som Joseph Barnes, Homer Bigart, Russell Hill, Joseph Driscoll, Joseph Mitchell, Tom Wolfe, Walter Lippman, David Lawrence, Joseph Alsop og Roscoe Drummond. Efter Ogden Reids død i 1947 kom bladet ind i en nedgangsperiode, og det gik ind i 1966.