Ønske om en mere virksom Handel paa Africa.

Sidste efterår kunne man i dette blad læse det spørgsmål om årsagen til at ingen ekspedition var foretaget herfra til Østindien i flere år, da dog hvert år skibe udredes til denne verdensdel, såvel fra Sverige som fra hansestæderne og Altona. Man ventede oplysende svar på det fra en eller anden embedsmand af det høje kollegium hvorunder kolonifager sorterer, fra de handelskyndige af direktionen, revisorerne og decisorerne ved det Asiatiske Compagnie eller også fra den respektive handelsstand her i staden. Dog hidtil forgæves.

At kolonierne ikke aldeles er glemte, er bevist derved at betjente jævnligt er udsendt der med store, skønt ikke frugtbærende bekostninger. Den 5. eller 6. søofficer er siden fredsslutningen sendt ud til Trankebar som guvernør over de danske etablissementer i Østindien, uanset disse er anlagt for handelens skyld og aldrig har haft eller næppe nogensinde vil kunne få, militær vigtighed.

I henseende til handelsstanden her, da har samme formodentlig anset spørgsmålet som en byld for øm til at røre ved.

Indsenderen heraf, en gammel sømand, har så temmelig besejlet alle verdensdele, og derved erhvervet noget mere af indiansk handelskundskab end almindeligvis findes her. Men lig skroget af et skib efter mange lange og besværlige rejser anses han nok ikke mere værd end til ophugning. Ikke desto mindre indsniger dog sørgelige betragtninger sig i hans barm når han ser Frederiks den 5.s statue som minde om fortidens handelsflor og den stille øde havn med nogle gamle lastdragere som slæber sukkerfoustager fra Vestindien, for resten pærejagter fra provinserne og fremmede nationers skibe, hvilke ofte er flere i tallet end vores egne.

Det Asiatiske Compagnie med større evne end den private handlende til at føre den handel, hvorfor det fik sin tilværelse og begunstigedes af regeringen, lider af den tærende syge: påfaldende er den ligegyldighed som er kommet over interessenterne at de ikke selv kalder duelige læger til hjælp før regeringen får det i sinde for om muligt endnu at redde patienten. For at det er på høje tid, kan ikke længere betvivles. Man ser hen til hansestæderne, ja endog Altona hvor købmændene som før nævnt jævnligt gør handelsekspeditioner til Østindien, således også i dette forår, og kan det formodes at så bekendt dygtige købmænd handler hen i tågen uden beregninger over følgerne?

Måske kan med føje bemærkes at forandring af handelens gang gør Københavns beliggenhed mindre fordelagtig for afsættelsen af kolonialprodukter. Velan, hvorfor lader et selskab med samlede kapitaler som det Asiatiske Compagnie da ikke gøres oplag af disse varer på et eller andet dansk sted ved Elben, som skibene på returen kunne anløbe eller også dets affærer ganske flyttes derhen.

Det er beklageligt at de danske uanset deres etablissementer siden sidste fredsslutning af de engelske anses som en af de mindst begunstigede nationer i henseende til toldvæsnet osv. hvilket sysem må gøre det umuligt for de danske så længe samme vedvarer at hamle op med de engelske i fredstider. Ligesom også at statens embedsmænd såvel der som her hvilke end årsagerne monne være, ikke har forsøgt passende forestillinger derimod i sin tid. 

Da de danske etablissementer ligger inde i det engelske kompagnis besiddelser, kan der af dette kompagni selv næppe ventes forandring af dette trykkende væsen, men den måtte bevirkes hos regeringen i London hvortil de begivenheder som nærværende politiske horisont er så svanger med, tidligt eller senere kunne være behjælpelige.

Imidlertid gives der kyster og handelspladser i Østindien udenfor det engelske herredømme som indbyder til fordelagtige entrepriser for hver nations handlende der ikke er forknyttet ved konjunkturerne.

Det er meget ønskeligt at hensigtspassende foranstaltninger måtte træffes, og det snart. For at oplive Danmarks ostindiske handel og at de mænd øvede i handelsforretninger som tillige besidder lokalkundskaber måtte tages på råd med. For af militære og jurister hvor agtværdige de også måtte være i deres fag, kan dog ikke ventes de oplysninger som af den praktiske handlende. Hvorom en beretning fra guvernøren på Trankebar, orlogskaptajn Christensen indført i Handelstidenden for omtrent 1½ år siden afgiver fuldstændig bevis.

For gentages: Kolonierne såvel i Vestindien som på kysten af Afrika og i Østindien kan ikke være anlagt med nogen politisk hensigt, men blot for handelen, som altid må blive vigtig for et rige som Danmark.

(Politivennen nr. 862, Løverdagen den 7de Julii 1832, s. 441-446) .

"Kolonierne såvel i Vestindien som på kysten af Afrika og i Østindien kan ikke være anlagt med nogen politisk hensigt, men blot for handelen, som altid må blive vigtig for et rige som Danmark." (C. W. Eckersberg: En dansk korvette og dansk brig, Vestindien, 1827. Statens Museum for Kunst.)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er en af en del andre om en ulmende utilfredshed med at der ikke bliver gjort noget fra centraladministrationens side. Et andet eksempel er i Politivennen nr. 861, lørdag den 14. juli 1832, s. 457-461: "Fornødne Bemærkninger ved Grosserer Nathansons Skildring af vor Handel, Skibsfart, Penge- og Finantsvæsen i de sidste 100 aar", om handelens krise. Underskrevet af A. Poulsen.

Spørgsmaal til det Asiat. Compagnie.

Burde direktionen for det Kongelige Oktroerede Asiatiske Kompagni ikke - nu da en ny ladning af Kongo og andre teer ligger i deres pakhuse - påse at fremmed te ikke blev indført, og om sådant forbud at ansøge hans majestæt kongen. Det er så meget mere grund hertil da de sig (imod anordningerne) her opholdende og sågar uden borgerskab bosatte kommissionærer og probenreutere som dels for hamborgerne, og dels for andre fremmede landes købmænd løber omkring for deres regning og påtrygler herværende købmænd, ja endog detailhandlerne deres varer. Hvilket er til stor skade for handelen i almindelighed og for grossererne og Asiatisk Kompagni i særdeleshed.

(Politivennen nr. 298. Løverdagen den 15de September 1821, s. 4785).

Fra Rådmand og Kgl. Vestindisk Pakhusforvalter Lange er indkommet Følgende

Det i Politivennen nr. 422 om artillerilærlinge i Vestindien, som sandhed fremsatte, tåler megen modsigelse *)

Lærlingene bor ikke i fortet, men på en plantage, Peters Farm, der ligger højt og frit uden for byen Christiansstad, og har på St. Croix udmærket sund beliggenhed.

De får ikke dårlig pleje. For lærlingene såvel som for artilleristerne holdes økonomi under hr. major Stabels opsyn. Der laves middagsmåltid for samtlige af dem, og øvrige fornødenheder leveres til dem. Der er huslig orden i deres pleje og de er således lønnede, at denne pleje kan være god, og må være det under major Stabels bestyrelse.

At undervises i skrivning, regning, de til artilleri hørende kundskaber og deri at øves er ikke strengt arbejde.

Deres doktor er Dr. Kentsch den ældre, som både her og der har, og utvivlsomt fortjener, rygte som duelig læge. Lige så lidt for de syge artillerister, som for de øvrige militære, spares på god madeiravin, stærkt øl osv.  De får alt hvad lægen foreskriver.

Den unge mand som er blevet øvet i skrivning, regning og de praktiske kundskaber der behøves for artilleristerne, som er anført til at adlyde og befale, som fra ungdommen af er blevet vant til klima, sæderne, landets sprog og indretninger, og er holdt til streng orden, vil på St. Croix, hvor mange således oplærte hvide behøves, ikke alene ved handel, men også ved plantagernes drift, ikke mangle levebrød, når han efter at have udtjent ved artilleriet ønsker at blive i Vestindien, og anbefaler sig ved sin opførsel. Der vil vel også stundom i hans fritimer åbne sig lejlighed for ham til at tjene noget, mens han står i tjenesten. Overalt er artilleristen således lønnet, og sørget for ham således at han kan leve uden anden fortjeneste. Det er utænkeligt at enten lærlingen eller artilleristen skulle være genstande endog for den ufri negers foragt, bortset fra hvis han ved dårlig opførsel gør sig fortjent til det. I givet fald forbliver han vist nok ikke længe i artilleriet.

Politivennen behøver ikke at ønske, at generaltoldkammeret skulle underrette om fødemidlernes pris i Vestindien, osv. For enhver efterretning om krigernes kår, og hvad de har at vente, er undertegnede sat i stand til at medele enhver vedkommende. Fødemidlernes pris kan imidlertid være artilleristen meget ligegyldig, så længe fødemidlerne leveres og tillaves for ham, og han daglig går hen til veldækket bord.

R. Lange

*) Udgiveren har med sand glæde indrykket ovenstående. Som varm patriot deltager han inderligt i alt, hvad der gøres i og for staten. Havde det mindste af det her anførte kunnet sluttes af det avertissement, der forvoldte hans der omhandlede indrykkelse, var den ikke blevet til. Hin indrykkelse har nu affødt denne for vedkommende kollegium så ærefulde underretning til publikum. Den har altså vel ikke haft den tilsigtede (som det nu ses, overflødige) virkning, men dog den, at nationen erfarer det gode, som indrettes af dens regering.

(Politivennen nr. 427, 21. juni 1806, side 6771-6776)

Redacteurnes Anmærkning

Major Stabel

Det kan være Johan Henrik Christian von Stabel = Stabell. (1774-1831). Major og chef for artilleriet i Vestindien. Oberstløjtnant 29/03 1814. Oberst 28/01 1817. Vicegeneralguvernør 1814. Fungerende generalguvernør 01/05 1816 til 01/07 1816.

Ønsker tilegnede det Kgl. General-Toldkammer, i Anledning af sammes Lysning efter Artillerilærlinge for Vestindien

I Addresseavisen kan læses følgende avertissment:

"For at udsendes til St. Croix i Vestindien som lærlinge ved Artilleriet, behøver general-toldkammeret nogle sunde, unge mennesker af gode sæder, ikke over 18 år gamle, som har stået til konfirmation og kan skrive og regne nogenlunde. Indtil de kan sættes i virkeligt nummer som konstabler, sørges ved en skoleindretning for deres videre oplæring, og kunne de da, således oplært og vante til orden og landet, efter at have tjent i visse år havde udstat til, i landet ved egen flid at finde levebrød, hvis de der ønsker at forblive. I andet fald gives dem fri hjemrejse. De forældre eller formyndere, som måtte finde det passende således at sætte de under deres varetægt værende unge i vej, ville derom henvende dem til pakhusforvalteren højesteretsadvokat Lange, boende på Nørregade nr. 244 og 45, for nærmere at underrettes om vilkårene".

Udgiveren, der selv flere gange og flere år har været i Vestindien, kender soldatens kår sammensteds så godt, at han noget efter sin hjemkomst derfra i 1791, fandt det sin pligt ved en offentlig advarsel i Addresseavisen, at fraråde enhver fornuftig håndværker, (for disse hvervedes dengang til soldater derovre) at lade sig friste af den tilsyneladende høje sold. Ard. S. kr. Hauber turde ikke indrykke bekendtgørelsen, men gen. Toldkammeret, som han derom adspurgte, erklærede ham at det ikke var imod at enhver frimodigt sagde sin mening (Dette var Haubers ord til udgiveren). Mit avertissement blev indrykket, og jeg har den behagelige tro, at det hindrede mangen brav håndværker fra en overilet beslutning.

St. Croix, Vestindien. Fortet med soldater øverst til højre. Artilleristernes vagtbygning var placeret ved flagstangen, hvorfra de let kunne overskue byen og havnen. I midten Proviantgården og til højre nederst kirken. I baggrunden "Den engelske Taverne". (Tegning af H. G. Beenfeldt 1815). 

Til et kollegium, hvis mænd besjæles af så værdig en tænkemåde, tør jeg derfor med fuld tillid fremsætte mine anstændige-frimodige ytringer og ønsker i henseende til denne indbydelse:

1. Man forlanger unge mennesker under 18 år. Men dette er netop den alder, da sådanne fattige unge drenge skulle lære et nyt håndværk eller levevej. De kommer nu over til et land, hvor der kun er lidt lejlighed til at lære kunster og håndværker, og hvor deres militære beskæftigelse desuden hindrer dem i det. De vil altså, når de om visse år er løste af deres indgåede forpligtelse, være næsten aldeles uduelige til at ernære sig i Vestindien, hvor groft arbejde er en skam, som en hvid ikke kan udholde, fordi den sætter ham i klasse med negeren. Kommer denne udtjente yngling tilbage til fædrelandet, hvad kan dette da vente sig af ham. Han kan ikke ernære sig med sine artillerikundskaber, med mindre han atter lader sig hverve, og dette var da kun en mådelig erhvervelse for det, han underkaster sig ved at g[øre] [ulæseligt]inding som artillerilærling.

Jeg forklarer dette her og tror at kunne gøre det tilstrækkelig ved at forestille følgende sandheder: a) klimaet er vel ikke usundt (og mindst på St. Croix) for den, som ikke har dårlig pleje, som kan leve uden strengt arbejde, uden at være udsat for regn-ilinger, for middagssol, og for nattekulde. Dog sundt som det danske er det ikke under nogen betingelse. Men kan man love lærlingen de benævnte forskånelser? b) sygdommene er heftige, doktorerne ikke sjældent mådelige, og lægemidlerne meget dyre. Det forstår sig, regeringen giver doktor og lægemidler. Men i Vestindien er god mad, og især god og megen madeiravin, den eneste oblate kur i de gængse sygdomme. Den gamle dr. Corr, på St. Thomas har selv fortalt udgiveren at da forrådnelsesfeber havde angrebet et krigsfartøjs mandskab og han ordinerede 3 flasker gammel madeira daglig for hver mand, blev der svaret at man ikke turde sætte sin konge i sådan udgift. Folket kom op i et lummert hospital, fik ingen madeiravin og døde som fluer. c) Så luftige værelser, som klimaet udfordrer for sundheden, kunne vore forter knap yde officererne. Men aldeles ikke soldaterne, og rimeligvis heller ikke artillerilærlingene. d) I Europa trøster soldaten sig ved æren, og når han er ren og manerlig, kan han gøre fordring på samme agtelse, som enhver anden skikkelig mand. Dette er ikke tilfældet i Vestindien, hvor selv negeren anser soldaten som en hvid slave, og til forskel giver ham øgenavnet soldat-blanco

2) Kollegiets indbydelse kalder disse drenges ansættelse en vej. Men mon ikke dette ord forstås i almindelighed som noget ganske andet, end hvad deres tilstand efter det ovennævnte kan være, eller end hvad indbydelsen ytrer mindste løfte om. Jeg tør fremsætte den formening, at dette ord er alt for lokkende.

3) Dersom en fader ifølge indbydelsen vil lade sin søn antage som artillerilærling, da kan vel ingen have at sige derimod. For en fader elsker jo vel sin søn, og skaffer sig først de fornødne kundskaber om de kår han hensætter ham i, under den tid af hans levealder, som er den vigtigste for hans hele tilværelse.  Men jeg tør ærbødigst fremsætte det ønske, at det ikke tillades nogen moder (enke) at på denne måde afgøre sin søns skæbne. Hun kan vel elske ham nok, men til at bedømme de tilbudte kår er hun ikke dygtig. Endnu mindre ville jeg ønske, at det stod i nogen formynders magt således at råde over sin myndlings ve og vel. Hans kærlighed for drengen kan ikke være en faders, hvor god og retskaffen en mand han ellers kan være. Formynderskab er jo et onus, en tvangspligt.

Formynderkærlighed står ikke i meget bedre ord end stedfaderkærlighed. Det er at befrygte, at mange formyndere her vil se en god måde til at blive fri for en tung byrde.

Jeg kan ved denne lejlighed ikke undlade at anmærke, hvor meget det må glæde enhver, at indbydelsen ikke giver mindste ytring om, at unge drenge selv kunne bestemme sig til dette erhverv, eller efter sådan drenge-bestemmelse antages.

Endelig fremsætter jeg dette sidste ønske, at det hele kollegium lader udfærdige en liste over fødemidlernes pris i Vestindien. Da jeg for 16 år siden var der, var den sådan at en enlig person ikke kunne skaffe sig den kost, som i Københavns kan haves for 2 mark daglig (og det kan en arbejdssom soldat magelig tjene i Købehavn) for mindre end 8 til 10 mark. Og priserne er siden den tid blevet meget højere.

Det høje kollegium ville gunstigen optage disse mine ytringer, og værdige dem sin indsigtsfulde drøftelse. Jeg har indskrænket mig til den ukunstlede sandhed, og med flid afholdt mig al deklameren, hvortil emnet byder så stor en hank.

(Politivennen nr. 422, 25. maj 1806, side 6707-6714)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i Politivennen nr 427, 21. juni 1806.

I slavehandelens slutperiode sejlede private købmænd og redere fra især Altona/Hamburg og de dansk-vestindiske øer, samt mindre dansk-norske byer i alt 28.992 slavegjorte over Atlanten på omkring 150 togter inden nytår 1803, fra hvilket tidspunkt der var forbud mod slavehandel. Efter det tidspunkt opkøbte dog både danske og udenlandske fartøjer slavegjorte ved de danske forter på Guineakysten med henblik på salg på fx Cuba. Det gælder fx rederen Jens Lind med skibene Marthe Magdalena, Nicoline og Christiansborg.

Bekendtgørelse

For de der har læst hvad jeg i forrige nummer af Politivennen har skrevet "om en ulykkelig sort pige", vil det sikkert være en sand fornøjelse at erfare, ligesom det for mig er en inderlig glæde at kunne bekendtgøre, at en privat medborger her i København har givet mig sit håndslag på, at hvis den stakkels Caroline virkelig er solgt ved den i St. Croix Avis bekendtgjordte auktion, vil han for samme sum løskøbe hende for at skænke hende sin frihed. Da det ikke kan tænkes, at Carolinas nuværende ejer jo skulle være villig til at afstå hende til en så ædelmodig køber, så kan hendes frihed allerede anses som sikret. Hvor en nations privatmænd tænker så ædelt, der tør, der bør man være vis på, at dens regent ved et lovbud vil sikre de sorte brødres og søstres frihed, der herefter måtte findes i samme tilfælde som denne Carolina.

K. H. Seidelin.

(Politivennen nr. 367, 4. maj 1805, s. 5841-5842)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen knytter sig til en artikel i Politivennen nr. 366, 27. april 1805, s. 5813-5821.

Bøn til den Grønlandske Handel og Spørgsmaal til Missionen sammesteds.

Den Grønlandske Handel antager fra tid til anden matroser, håndværkere og andre arbejdsfolk til de grønlandske kolonier. Kårene for disse mennesker der rejser på tro til handelen som til deres antagne husbond over til et så ukendt land og klima, som vover derpå om deres helbred i en årrække bliver den samme der hvor lægemidler og doktor ikke vel kan haves, som for en ringe løn og en ubestemt forplejning underkaster sig det mest uindskrænkede tyendeskab, og den selvmægtigste overbefaling af deres husbonds undertjenere - opfordrer til den mest upartiske undersøgelse om der under deres ophold i Grønland sker dem ret, og til den største omhu for ved deres ansættelse herhjemme at handle således at ingen af dem siden skal kunne tro sig overlistet eller misbrugt på grund af sin uvidenhed.

Så langt den tanke altid vil være fra enhver veltænkende borger at en kongelig handel kan gøre sig skyldig i noget der lignede hvervelist, så lidt vil samme handels foresatte kunne optage anderledes end med velbehag ethvert vink der måtte pege på sådanne forandringer i adfærden mod folks ansættelse til de grønlandske kolonier hvorved endog den ildesindedes ugrundede skummel kan forebygges. Handelens bestyrelse har selv indset at det var godt at de antagne folk vidste noget om deres pligter og havde forsikring om det dem i betaling tilkommende. Sikkert i den prisværdige hensigt at opnå dette er det at handelen har ladet trykke et halvark vilkår eller om man vil kalde det en kontrakt. Men det ville være meget ønskeligt om denne ting var noget mere udførlig og især at den første artikel oplyses mere. Den lyder således:

"1) Jeg lover at efterleve de for landet allerede udgivne og herefter udgivende instrukser og anordninger, så vidt mig kan vedkomme. Ligesom også at være den kongelige inspektør samt stedets foresatte købmand og assistent hørig og lydig. Med al villighed og til alle tider ved dag eller nat når det forlanges at forrette alt hvad mig af bemeldte mine foresatte befales, være sig på togter ved fiskeriet eller husarbejde, samt andre forretninger som mig i handeles tjeneste måtte pålægges."

Her ville det være særdeles godt om et passende udtog af de allerede udgivne anordninger var hostrykt, såvel som det vedkommende af de omtalte instrukser. ikke mindre ville det være nyttigt om der blev gjordt nogen nøjere bestemmelse af det forrettende arbejdes størrelse og egenskaber.

Den anden artikel lyder således:

"Skulle det befindes at jeg ikke forstod eller ikke kunne bestride det arbejde jeg har påtaget mig, underkaster jeg mig at stedets foresatte nedsætter min løn i forhold til den mindre nytte jeg kan gøre i tjenesten. Foruden at jeg i tilfælde af dårlig opførsel må underkaste mig den straf som mig derfor bliver tilkendt. osv"

Her synes man at savne udtrykt hvad dog sikkert må være handelens bestyrelses mening at denne på betjentens vilje og skøn beroende nedsættelse i løn ikke kan finde sted om sygdom var skyld i at arbejdet ikke blev gjort eller om arbejdet ikke var af den beskaffenhed (da alt hvad det skal være kan befales ifølge første artikel) at den antagne kunne tros at være kyndig deri.

Den tredje artikel:

"Når jeg derimod forestående forpligtigelse i alle dele efterkommer og derom ved min hjemkomst kan forevise mine foresattes skudsmål, er mig foruden min forplejning i landet eller kostpenge tilgået i årlig løn ... Rigsdaler (for en matros 36 rigsdaler) som angår fra den dag skibet hvormed jeg overgår, letter anker på Københavns red og ophører den dag da jeg fra landet af går ombord på det skib som bringer mig her tilbage, også er mig for så vidt min tjeneste måtte bruges ved hvalfangsten, tillagt 4 skilling af hvert 2 tøndefad tran, som udkommer ved hvalspækkes afbrænding. På overrejsen såvel som på hjemrejsen nyder jeg også osten fri imod at jeg igen er pligtig at forrette inden skibsborde hvad arbejde der af mig måtte forlanges og behøves."

Ved denne artikel var det at ønske at de i Grønland givende kostpenge nøjere bestemtes.

Flere artikler indeholder forpligtelsen ikke. Derimod er neden under de ord trykte: Forestående forpligtelse at være lydelig oplæst for vedkommende bevidner. En sådan forsigtighed er meget priselig (skønt jeg har set forpligtelser hvor intet navn bevidnede denne lydelige oplæsning) kun måtte man hvor en forpligtelse er så lidt favorable, ønske tilføjet: og at vedkommende var ved sine fulde sind og ikke beruset, bevidnet.

Jeg tror ikke at det er for meget sagt at forpligtelsen er lidet favorable, da den på den ene side ikke kan ophæves, men når det skal være på den anden og da kolonisten (om man så kan kalde ham) må på hele hjemrejsen gøre det sværeste skibsarbejde for den blotte kost.

Man vil aldrig bedre kunne fatte hvor nyttige sådanne bestemmelser som de ovenfor ønskede ville være end når man ved at der fradrages enhver af kolonisternes 36 rigsdaler i tilfælde at en grønlænderinde ved ham føder et barn. Denne post anføres i deres afgørelse således: Bidrag til et uægte barn ved grønlænderinden N. N. 36 rigsdaler. Uden at vide om dette bidrag der udgør en sådan kolonists løn for et helt år, må erlægges som en følge af de i første artikel af forpligtelsen omtalte instrukser og anordninger eller som en efter anden artikel for dårlig opførsel tilkendt straf, tør man tro at det ville være en vigtig betragtning i enhver persons hoved der ville ansættes i handelens tjeneste og altså burde de nok aldrig lades i uvidenhed om en så stor ulykke og som de så lidt efter lovanalogi kunne formode.

Ingen vil vel have at de til Grønland opsendte kolonister skulle der [lusne] sætte børn ind i verden uden at bidrage til deres opfostring mm. Men det vil sikkert enhver ønske at dette i Grønland måtte ske i et forhold ligt det som i fædrelandets lovgivning følges. Også her skal faderen bidrage til et uægte barns opfostring, men han skal ikke dertil give alt hvad han ejer og har. Sikkert vil også missionen hvis handels bestyrelsen oplyser den herom, findes villig til at formilde sin mening i denne henseende. Man formoder dette så meget snarere som vores missionsvæsen i andre verdens egne ikke er så strengt *)

Det ville imidlertid fra missionens side være en oplysning man højlig måtte fornøjes ved om den ville forelægge almenheden en efterretning om anvendelsen af disse store opdragelsesbidrag.

*) I Vestindien tillader missionærerne de kulørte at leve med de ugifte blanke i et uindviet ægteskab og overlader det til faderen til et uægte barn hvor meget han vil anvende på sit afkom.

(Politivennen. Hefte 16. Nr. 196, 23 Januarii 1802, s. 3124-3131)

Redacteurens Anmærkning

Bemærk at der i de indledende afsnit tages alvorligt forbehold for "skummel". Skribenten går i clinch med embedsstanden, og kan herved risikere en tiltale for brud på Trykkefrihedsforordningen.

Om den forestaaende Qvarantaine paa Østerfælled.

Man ved at et skib som har vores vestindiske tropper ombord, nærmer sig til os. Rygtet har sagt at en del af dette mandskab skal være befængt med en smitsom sygdom. Af den forberedelse at telte til at modtage dem, er slået på Øster Fælled, ser man at sagen virkelig forholder sig så. Dette giver udgiveren anledning til at fremlægge et forslag til karantænekommissionens nærmere bedømmelse.

Det er sjældent tilfældet at en ødelæggende epidemisk sygdom bryder frem på flere steder samtidig i et land der ikke er hjemsøgt af hungersnød eller lignende plager. Tværtimod lærer erfaring at anledningen til sådanne epidemier næsten altid ligger deri at man ikke i tide har taget omsorg nok for at afsondre enkelte syge fra alt samkvem med sunde mennesker, og at som en følge heraf tid efter anden er flere ubemærket blevet smittet indtil endelig ingen menneskelig magt har været i stand til at sætte grænser for sygens videre udbredelse. En handske, et tørklæde tabt af en syg eller hans opvarter og optaget af et sundt menneske har således ofte været den eneste anledning til smittens udbredelse over hele byer og provinser.

Uagtet man ikke tvivler på at karantænekommissionen jo til fulde kender vigtigheden af sådanne erfaringer der også for nylig ved den sidste epidemi i Spanien er blevet nok så meget bekræftet, og uagtet man som en følge heraf er overbevist om at der vil bæres al mulig omsorg for at alt samkvem afskæres mellem de smittede tropper og andre, som ikke er nødvendige til disses pleje, så har man dog hørt mange medborgere ytre uro og frygt ved det rygte at en af hovedstadens praktiserende læger hvis embede går hans daglige tilstedeværelse i byen nødvendig, vil blive udnævnt til at have tilsyn med nævnte tropper. Dette rygte kan nu være sandt eller ej, så kan det ikke nægtes at sygdommen jo lige såvel kan udbredes videre ved lægen som ved nogen anden, og at endog dens udbredelse ved en sådan mand er desto mere at befrygte jo større den cirkel er han besøger, og jo vissere det er at de som lider af anden sygdom, lettere modtager smitten. En sådan læges ansættelse ved de hjemkommende tropper, turde derfor næppe kunne bestå med gode karantæneforanstaltninger, allermindst når han som embedsmand til samme tid måtte have et hospital eller andet sygehus under sin bestyrelse. Så vidt man ved lønnede staten altid en regimentsfeltskær på hver af sine øer. Disse må vel komme hjem med og det er jo lige så unægteligt deres pligt at påtage sig opsynet og omsorgen for mandskabets helbred, hvis beskikkede og lønnede læger de er, og altså i den tid at forblive hos disse i karantænen som det kunne anses for en forhånelse hvis man deri ville forbigå dem.

Skulle dette forslag findes upassende, da mener man at der let mod et rundeligt tillæg i lønnen, kunne formås en eller et par duelige underkirurger af byens regimenter hvor de i fredstid let kunne undværes til at flytte ud i karantænen og at forblive der indtil de ved deres flid og omhu havde standset epidemien.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 175, 29 August 1801, s. 2785-2788)

Den sorte Lovgivning

Ingen europæisk regering har gjort så meget for vores sorte brødre i Guinea og Vestindien som den danske. Ingen har gjort så meget for dem i Europa som den engelske. I England er en neger fri så snart han betræder landet. I Danmark mangler vi endnu love, der kunne hindre tildragelser som følgende:

En ejer ved navn Abestee af en neger fandt sig bevæget til at frigive sin neger som han havde medbragt fra Østindien. Denne lod sig antage ved et her i København liggende regiment, og det med skriftlig indvilligelse af sin forrige herre. Seks år efter kommer et fruentimmer rejsende fra Vestindien hertil, kræver denne neger udleveret til sig som slave, og beviser, at han tyve år har tilhørt hende, at hun havde lånt ham til en østindisk kaptajn, at denne var død i Østindien, at negeren var solgt på hans auktion, købt af Abestee, og således kommet hertil. Lovene havde ikke sat grænser for så stærk en anvendelse af det ene menneskes ejendomsret over det andet. Negeren havde forgæves opført sig til sin herres tilfredshed, havde forgæves fået sin frihed af denne, havde forgæves tjent kongen af Danmark i 6 år. Han blev ifølge Højesterets dom udleveret som slave.

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 159, 9. maj 1801, s. 2541-2542)

En smuk Handling af danske Vestindianere

Den brave løjtnant Fedders fald i kampen mod sørøveren er hans sørgende landsmænd bekendt. Men mindre følgende ved den foranledigede dåd. Vores vestindiske landsmænd, der altid viser den kække søkriger den mest opmuntrende agt og kærlighed, og havde erfaret at Fedders moder, som lever i København med sønnen, også ville tabe sin underholder, har samlet sammen og sendt hende med et deres med sorg bevidnende brev den sum af 7.000 rigsdaler.

(Politivennen. Hefte 11. Nr. 143, 17. januar 1801, s. 2278)

En Sukkertyve-Bande.

(Udtog af et brev fra St. Croix)

Den særlige undervægt som befindes på mange fade sukker i København, især når sukkerne kommer dertil med en kaptajn herfra, som sjælden gør rejsen, giver mig anledning at tro rygtet som siger at vores sukker ved udlosningen af sjovere behandles som prisgods eller strandede varer der ikke tilhører nogen, og at disse på grund af til arbejde udfordrende kræfter har vidst at gøre sig så frygtede at ingen betjent som skulle påse losningens rigtighed, tør hindre dem at bære deres tyvekoster fra skivet, endog ved højlys dag. Vel burde man tro at styrmanden som har opsigt i lasten, kunne forebygge det. Men denne, siger man, må tie af samme årsag som betjenten, nemlig af frygt for at blive kastet over Knippelsbro en aften eller også at blive slået fordærvet. Imellem skal der også findes styrmænd som er så dårlige at de tager del i tyveriet med sjoverne, og da bliver tabet for afladerne særdeles betydeligt. Man burde imidlertid tvivle om sådant kunne ske i en vel regeret stad, dersom man ikke ved at efterse sine kommissionærers forhandlingsregninger fandt, at betydeligt må være forkommet inden sukkerne kom under deres værge, og at samme iblandt er så meget at man finder at have tabt på sine sukkere hvor man efter rigtig kalkulation burde have vundet. Forunderligt er det at sådanne tyvekoster kan blive solgt uden opmærksomhed. At tro de i nærheden af lossepladserne værende værtshuskældre skulle være oplagene for sådanne stjålne sukkere, indtil de efterhånden lod sig transportere ind i byen, bør man ikke da man derved kunne fornærme uskyldige. Der må imidlertid gives hælere, uden disse blev intet stjålet. Samme burde straffes endnu hårdere end tyvene, og synes mig at Københavns indbyggeres egen sikkerhed udfordrede at se sådant tyveri forebygget i tide, da det let ellers kunne tage således overhånd i en stad hvor der findes så mange håndfaste lediggængere at ingen mere var sikker på sin ejendom når tyvene blot ved at true vedkommende, som ville hindre dem i at stjæle, kunne gøre alt hvad de ville.

Politiet må ufejlbarlig være ganske uvidende om sådant sukkertyveri. Det ville ellers ingen umage spare for at få samme ganske standset.

 *   *   *

Udgiveren er vis på at denne angivelse endog er meget for mild. Han formoder at man på St. Croix endnu ikke har efterretning om denne forargelige sukkertyvesag som for ikke meget længe siden var for politiretten. Han kan ikke nægte at han havde ønsket at dommerne måtte have fundet sig beføjede til en langt strengere dom.
Han forvisser sig om at vedkommende officerer ville sætte de troeste karle til skildvagtsposterne. Og af vores politi lover han sagen al mulig opmærksomhed. Ligesom denne bandes videre fremskridt eller afstraffelse sikkert i dette blad skal blive bekendtgjort almenheden.

(Politivennen. Hæfte 8, nr. 97, den 1 Marts 1800, s 1548-1551)