Udover omtaler af de mange penge som hvert år blev afsat på finansloven til plantageejerne på De Vestindiske øer, er der ikke meget at hente i avisarkiverne. Her er et udvalg af artikler frem mod strejken i 1915/16 og den endelige afhændelse af øerne under 1. Verdenskrig.
Et Møde af Plantere holdtes den 19de Maj i West End for at tage under Overvejelse, hvad der var at gjøre for at skaffe bedre og billigere Arbejdere og fremme Indvandringen af saadanne. Næsten alle Øens Plantere vare tilstede, og fra alle Sider klagedes der over de forhaandenværende Arbejderes Utilbøjelighed til at arbejde stadig og ordentlig. Om Mandagen drive de næsten altid, undertiden ogsaa om Tirsdagen, og Lørdag har altid været betragtet som normal Fridag. Naar man gjør dem Forestillinger i saa Henseende, gaa de uden videre deres Vej, da de med Lethed kunne faa Arbejde andetsteds. Arbejdslønnen er stadig stigende, hvad der imidlertid kun bidrager til, at de tage sig saa mange flere Fridage. Det eneste Middel herimod vilde være Indvandring af Arbejdere fra de andre vestindiske Øer, og Forsamlingen overdrog det til en Komite paa fire Medlemmer at træffe de fornødne Foranstaltninger til ved Hjælp af Agenter at iværksætte en saadan.
(Dagbladet (København), 14. juni 1883 (uddrag)
Arbejdere på St. Croix. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.
(Uddrag fra et længere brev fra Vestindien, afsnit om landarbejderne:)
Paa St. Croix har Regeringen nu begyndt en Udstykning af Jord fra Statsplantagen Work & Rest i Haab om derved at vække Lysten hos den arbejdende Klasse til at erhverve Jordejendomme og saaledes knytte den til Stedet. Det er dog meget tvivlsomt, om Forsøget vil falde heldig Ud. Saalænge Regn og frugtbare Tider vilde indtræde, vil Negeren nok blive ved Jorden, men kommer Tørhed og Misvæxt, taber Han strax Modet og opgiver Ævret. Overhovedet har han endnu ikke lært at indse Nødvendigheden af at tænke paa den Dag i morgen og saalænge det ikke lykkes at gjøre ham dette indlysende, saa længe faar man ham heller ikke til i gode Aar at samle Modstandskraft til de kommende daarlige Aar. Af denne Grund er det ogsaa, at Øen lider under en Mangel paa Arbejdskraft, der Aar for Aar bliver føleligere og nu er ledet to alvorlige Overvejelser fra Planternes Side om Indførelse af fremmede Arbejdere til Øen. I Virkeligheden er Arbejdskraften paa Øen ikke utilstrækkelig til dens Behov, men Negerne paa Landet ville ikke arbejde, og Autoriteterne synes at staa magtesløse overfor dem, uagtet det dog er vitterligt, at de ikke paa lovlig Maade forskaffe sig, hvad de behøve til Livets Ophold. Om nu en Immigration vil hjælpe paa dette Forhold og skabe den attraaede Konkurrence, er vist noget problematisk, medmindre man da vil beslutte sig til at gaa energisk tilværks mod alle de vagabonderende Individer blandt Arbejderbefolkningen og lade dem ramme af Løsgængerloven. Men hertil vil atter udfordres at virksomt Landpoliti og Oprettelse af Tvangsarbejdsanstalter, og ingen af Delene vil kunne tilvejebringes uden Anvendelse al Pengemidler, der ikke haves til Raadighed. Vil da Staten paany træde hjælpende til? det er det store Spørgsmaal.
(Dagbladet (København), 27. juni 1883)
Washing clothes at Harden Gut. Arbejdere på St. Croix. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.
Den 2. og 3. august 1883 bragte Dagbladet (København) en artikel af en af de involverede i oprøret i 1878, baron og kaptajn H. Eggers: "Vestindiens materielle Forhold".
Den voldelige måde at holde landarbejderne i skak slog også indad i familierne, det fremgik af en artikel i:
Brev fra Vestindien (uddrag)
Man er paa Øerne noget betænkelig ved den overhaandtagende Tilbøjelighed hos Negerbefolkningen til at give sin Heftighed og sine tøjlesløse Lidenskaber Luft i Voldshandlinger, der ikke saa sjeldent ende med Døden, og man beklager meget den Lemfældighed, de danske Domstole i saadanne Tilfælde udvise imod Gjerningsmændene. Disse slippe gjerne med et Par Aars Strafarbejde, og gaar det højt, saa at de dømmes fra Livet, kunne de altid gjøre Regning paa den kongelige Benaadning, der endog gierne efter nogle faa Aars Ophold i en Straffeanstalt hjemme aldeles fritager dem for Resten af Straffetiden.
Paa de omliggende engelske Øer viser man ikke en saadan Mildhed i Drabssager, hvormed graverende Omstændigheder have været forbundne, og en Dødsdoms Fuldbyrdelse er næsten altid det uundgaaelige Resultat af Sagen. Som Følge heraf hører man ogsaa jevnlig Negerne sige, at man paa vore Øer kan gjøre, hvad man vil, da man ikke udsætter sig for at blive hængt, og blive de dømte til Tugthusstraf, saa bede de om at blive hjemsendte, fordi de vide, at de ved deres Tilbagekomst ville blive hyldede og beundrede af deres Kammerater som Folk, der Lave gjort en Europarejse og under Opholdet i Danmark have lært Dansk.
Som en Illustration til hvad jeg her har sagt om Negernes Tilbøjelighed til uden Hensyn til Følgerne at give deres Lidenskab Tøjlen skal jeg blot anføre et Par enkelte i den allerseneste Tid forefaldne Drabshandlinger: En Arbejder paa Plantagen Pleasant Walley paa St. Croix. ved Navn James Francis Carter, blev en Søndag i Oktober opbragt over, at hans Stedsøn, en Dreng paa 9 Aar, havde spist hans Mad, og gav sig i den Anledning til at mishandle Drengen paa en saa grusom og oprørende Maade, dels ved ligefrem at slaa ham, dels ved at løfte ham op og kaste ham ned i Gulvet og endelig støde hans Hoved imod Jorden, at Barnet tilsidst døde imellem Hænderne paa sin Bøddel. Carter blev vel ved Underretten idømt Livsstraf men hans endelige Dom vil naturligvis kun komme til at lyde paa nogle faa Aars Strafarbejde Paa St. Thomas forefaldt en næsten ligesaa gruelig Drabssag i samme Maaned.
En vagtmand paa Plantagen Thomas blev en Søndag opbragt over at en Mand fra Byen havde uden hans Tilladelse begivet sig ind i Gaarden for at bese Sukkerkogeriet, og gav sig efter at have puttet Vedkommende hen til Indgangen til at slaa løs paa Manden med en tyk Knippel. Han slog ham i Hovedet og vedblev dermed, indtil den Anden laa bevidstløs for hans Fødder. Andendagen efter døde den Ulykkelige, der skal have laa et Hjerneskallen knust og Gjerningsmanden sidder nu og afventer sin Dom, der formodentlig ligeledes endelig resulterer i et Par Aars Strafarbejde. At saadanne Tilstande ikke ere hyggelige, og at Straffelovene ikke svare til Forholdene paa Øerne, tror jeg vil vare indlysende for Enhver, ialfald hersker der ingen Tvivl herom på Øerne.
(Dagbladet (København), 27. december 1883 (uddrag)
View of the lagoon near New Port, Christiansted, St. Croix. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.
(Uddrag fra en artikel hvori bringes en del breve, heriblandt et fra en soldat på St. Croix, dateret den 6. september 1884:)
Øen St. Croix er 4 Mil lang og 2 Mil bred; den har to Byer: Kristiansted, den usundeste, er Hovedkvarteret, og Frederiksted, hvor kun 20 Mand er anbragt, dog saaledes, at Mandskabet skifter med begge Byer.
Det var i sidstnævnte By at Negrene i 1878 gjorde Oprør; de var omtrent 600 mod de 20 Soldater, og der findes endnu Ruiner fra den Tid, de stak Ild paa Byen. Jeg synes nu Negrene har det taaleligt, de har det i hvert fald bedre end vi Soldater. Vi faar kun ca. 60 Øre og et Pund Brød om Dagen. Middagsmaden er meget daarlig, og alt, hvad man skal købe, er dyrt. Man faar næsten ikke mere for 1 Dollar (ca. 4 Kroner) her end hjemme for 1 Krone. Da vi kom i Land fik vi udleveret 4 Skjorter, 4 Par Strømper, 3 Flonelstrøjer og 2 Par Sko; hvad vi ellers skal bruge for Resten af Tjenestetiden maa vi selv anskaffe for vor knappe Lønning. Ekstrafortjeneste er her ikke at opdrive ...
Temperaturen er 30-40 Graders Varme (Reaumur). Her findes mindre Slanger og en Mængde Krybdyr, Skorpioner, brune Tusindben indtil en halv Alens Længde, grønne, der er mindre, men meget giftige, samt Firben og Moskitoer.
(Social-Demokraten 22. april 1888)
Carl Emil Hedemann (1852-1929). Var suverænt den længst siddende guvernør, hele 10 år 1893-1903. Normalt holdt guvernørerne kun et par år, i bedste fald omkring 5 år. Af fotograf Frederik Riise (8.12.1863-11.1.1933) fotograf, generalkommissær. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar