Lysttoure med Jernbanen. (Efterskrift til Politivennen)

Lysttoure paa den sjællandske Jernbane. Det er Synd at sige, at der ikke til bydes Kjøbenhavns Befolkning Lejlighed nok til at forlyste sig, baade Vinter og Sommer, og det saavel i Staden selv og dens nærmeste Omkreds, som i længere Afstand fra samme. Vesterbro med det tilliggende Frederiksberg har alt i flere Aar vidst at hæve sig til Rangen af et "St. Pauli" eller "Hamburger Berg" hvad man helst vil kalde det - for "Nordens Athen". Saasnart man er kommen vel udenfor den Aabning, der tidligere tilsnævredes af den gamle Vesterport, høilovlig Ihukommelse! kan man lige fra Tivoli og til den zoologiske Have ved Frederiksberg Slot finde en Masse Forlystelsessteder af forskjellig Art, Ølhaller med klassiske Navne, henlede fra den græske og nordiske Mythologi, Sangerpavilloner med Syngeselskaber af den meest heterogene cg forbavsende Sammensætning, større Etablissementer, som "Alhambra"og "Sommerlyst", kort sagt, flere end Steder nok til at slaae Tiden ihjel, eller, som det hedder, "more sig i sin Fritid". Vi maa her gjøre den Bemærkning, at vi ingenlunde betragte disse Nutidens mange Forlystelsessteder som lutter Belials Værker, der kun gaae ud paa at trække Penge ud af Lommen paa Folk; vi indrømme, at de navnlig for Ungdommen kunne frembyde Fristelse til at give Mere ud til Fornøielse, end den strengt taget har Raad til, men samtidig dermed have disse Forlystelsessteder havt den i Virkeligheden gavnlige og priisværdige Indflydelse paa den mindre bemidlede Middelklasses private Liv, at medens Familiefaderen i tidligere Tider gik alene ud paa en eller anden Kneipe og lod Familien skjøtte sig selv hjemme, tager han nu Kone og Børn med og giver ikke flere Penge ud for i Fællesskab at fornøie sig med dem, end han tidligere gav ud for sin egen Person alene til Spil, Drik og anden mindre priisværdig Morskab. - De tvende andre Forstæder have ikke i den her omtalte Retning taget samme Opsving som Vesterbro. Nørrebro har rigtignok - ja, smil ikke, kjære Læser! fordi Talen er om Forlystelsessteder, men Sagen er en Kjendsgjerning - den har sin Assistentskirkegaard, hvorhen mangen en mindre bemidlet Familie om Søndageftermiddag gjør sig en lille billig Fornøielsestour, og hvor den, ligerviis som "Hingsten, græsser stolt paa Fædres Grave", medens den ved sine Kjæres Grav i al Gemytlighed fortærer et medbragt Slukke Smørrebrød og en Mindesnaps. - Østerbro staaer i den her nævnte Henseende paa samme Trin som Nørrebro, den har ogsaa sin "Kirkegaard", ja endog to, dog er det kun navnlig Søetatens, hvortil der om Søndagen valfartes, men saa har den sit ejendommelige Etablissement: "De Fattiges Dyrehave", hvis Navn er sikkret mod Forglemmelse ved Henrik Hertz's morsomme Lystspil af samme Navn.

Det var imidlertid ikke om Forlystelsessteder i Hovedstadens nærmeste Omkreds, vi her skulle tale, men om Lysttourene paa Jernbanen. Disse falde nu i tre Slags: 1) De daglige Lysttoure paa Klampenborgbanen, og Søndagstourene med Extratog til nedsat Priis paa 2) den nordsjællandske og 3) den vestsjællandske Jernbane.

Klampenborgtourene skulle vi ikke her videre berøre. Hvermand, baade Kjøbenhavnere og tildeels Tilrejsende, kjende eller lære snart at kjende deres Formaal og Endemaal. De frembyde herlige Udsigter, prægtige Skove, pyntede Kjøbenhavnere i en saadan Masse, at man knap kan see Skoven, ikke for Træer, men for Krinoliner og Parasoller og gode Beværtningssteder, som "Bellevue" og Klampenborgs Restauration, ikke at tale om de utallige mindre Spiseanstalter i Skikkelse af Trav og Lærredshuse, hvor den sultne Gjæst kan faae stillet sin Hunger med Noget, der kan henføres under den fælles Benævnelse "Skovmad", hvorom det forresten undertiden kan være vanskeligt nok bestemt at sige, hvoraf den er lavet.

Tourene paa den nordsjællandske Bane frembyde tilvisse en større Afvexling af Naturskjønheder, især naar man fortsætter Touren lige til Helsingør og dens Omegn. Nordsjælland med sine mægtige Skovstrækninger og deilige Skovsøer (Esromsø, Gurresø osv.) sit af vexlende jevne og bakkede Terrain, og sin hele kraftige, livlige Friskhed frembyder en Mængde Punkter, hvorimellem den Reisende kan have Vanskelighed nok med at bestemme sig, hvor han helst skal dvæle. Allerede i Frederiksborg føler man, at man har naaet et Skovbelte, hvor den deilige danske Bøgeskov og Blandingsskov af Eg, Bøg og andre Træsorter tager sin Begyndelse for at strække sig videre i nordlig Retning. Man kan godt udstrække sin Dagstour hertil og finde sig vel ved Udflugter i den nærmeste Skovegn. Dertil kommer, at man i Frederiksborg kan erholde anskændig Spise og Drikke, og som bekjendt: "foruden Øl og Mad er Helten Ingenting", og Touristen ikke mindre. Det nyopførte Frederiksborg Slot er naturligviis en Seeværdighed. Staaer det end ikke længere som et Minde om Christian den Fjerde, saa staaer det dog i sin nuværende Skikkelse som et Minde om Frederik den Syvendes kjæreste Ophold, saa og om Professor Meldahls architektoniske Dygtighed. Og med alt det gjør det dog, saa smukt det end har rejst sig af sin Aske, et ejendommeligt, jeg maa for mit Vedkommende sige, næsten mindre behageligt Indtryk. Den ydre Form er der, saa skuffende, at det seer ud, som om det gamle Slot kun var blevet oppudset. Men hvor ere de mange synlige Tegn for Slottets ærværdige Alderdomsminder, som det tidligere indesluttede i sit Indre? Ja, de er der ikke mere - Luerne have fortæret dem. Uvilkaarlig paatrænger det Spørgsmaal sig Beskueren: "Hvad vilde have gjort dybest Indtryk paa Dig, at see det gamle Slot som Ruin, eller see det i sin nuværende foryngede Skikkelse?" Jeg tør ikke besvare dette Spørgsmaal. Dog hermed Nok om Frederiksborg. Det nærmeste Dvælepunkt for Touristerne paa den nordsjællandske Bane er Fredensborg. Her vil han finde sig midt i det store nordsjællandske Skovkomplex; den venlige lille By, det smukke Landslot med sin velanlagte Have; den deilige skovkrandste Esromsø ville være tilstrækkelige til at gjøre dette Sted til et behageligt Dvælepunkt for Touren. Vil han vælge Helsingør, da vil han have tilstrækkelig Tid til i Dagens Løb at kunne gjøre sig bekjendt med Naturen nordfor denne By og denne Naturs ejendommelige Skjønheder, og hvad vi atter udtrykkelig maa bemærke, han vil hverken i Fredensborg eller Helsingør savne en god Naturalforpleining.

Paa den vestsjællandske Bane er der egentlig kun to Punkter af Interesse for Touristen, og det er Roeskilde og Sorø. Vælger han at opslaae sit Hovedqvarteer i Roeskilde, da vil han der finde tilstrækkelig Leilighed til at sørge for sit materielle Velvære og udfylde sin Tid. Domkirken er Byens udelukkende Seeværdighed, eg i sin nuværende Skikkelse fortjener denne at sees af Enhver. Om Forandringer i den ydre Form kan der naturligviis ikke være Tale, men kun om dens Omgivelser og Indre. Af de Førstnævnte er snart Alt fjernet, hvad der kunde støde Øiet, og hvad det Indre angaaer, da staaer denne mægtige Kirkebygning ved den Smag og Udholdenhed, hvormed den nuværende Forvalter, Hr. Kammerraad Friis fremfor nogen Anden har arbeidet paa at gjengive den sin oprindelige architechtoniske Storhed, som et næsten forbausende Exempel paa, hvad den gothiske Bygningskunst har forstaaet at udrette med tre Farver: Rødt, Hvidt og Graat. Har man anvendt en Timestid paa at see dette herlige, storartede Gudstempel, vil man kunne vælge imellem at gjøre en Udflugt til det smukke Ledreborg eller til den deilige friske Boserup Skov, der med Hensyn til en rig Flora maaskee kun har Charlottenlund til Konkurrent. Vil man ikke blive i Roeskilde kan man enten lade sig slutte med et af de vakkre Smaadampskibe "Frederik den Syvende" eller "Adjudanten" til Jægerspriis eller Frederiksværk, en Tour, man heller ikke vil fortryde, etter man kan begive sig lige til det andet Dvælepunkt Sorø. Her er unægteligt smukt. Kraftige Skovpartier, en prægtig Sø, en pæn By, Akademiet, og Kirken med sine historiske Minder, men med alt dette, er der noget Indesluttet, noget Beklumret ved hele Byen og dens Omgivelser. Det er ligesom den lærde lille Byes philosophiske, philologiske og æsthetiske Luft lagde sig trykkende paa den besøgende Lægmand, samtidig med at den absorberede alle grovere materielle Gjenstande, saaledes at den Reisende maa drage sulten derfra, naar han ikke har været saa forsynlig selv at tage Noget med sig. Dette er idetmindste en ofte gjentagen Klage over Sorø By, og jeg maa tilstaae, jeg har personlig fundet den bekræftet. Og hermed kunde det maaskee være Nok for denne Gang om den sjællandske Jernbanes Lysttoure.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 9. juli 1865).

Snekastning og Rejseforsinkelser. (Efterskrift til Politivennen)

Uforsvarlig Forsømmeligked ved Sneekastning. Det er bekjendt, ar Hamborgerposten den 9de ds. og jydske Post, som ankom hertil i Tirsdags Kl. 2, var ikke mindre end 36 Timer underveis fra Roeskilde til Kjøbenhavn. Aarsagen til denne fabelagtige Forsinkelse maa søges i den store og uforsvarlige Malkonduite, som Vedkommende, der have med Sneekastningen at bestille, udviste ved denne Leilighed, og som fortjener streng Dadel. Vi have derom erfaret Følgende: Postillonen, som kjørte Posten fra Roeskilde, var Mandag Eftermiddag Kl. 1½ ankommen til Roeskildekro, og da han saae, at Veien fra Kroen og ned til Bommen var belagt med Snee af c. 5 Alens Høide og saaledes ufremkommelig isærdeleshed for en firehjulet Fjedervogn, henvendte han sig strax til Sognefogden saavel som til Formanden for Sogneforstanderskabet i Vridsløselille med Anmodning om Hjælp, hvilken blev ham lovet, men istedetfor at opfylde dette Løfte underrettede Sognefogden ham om Eftermiddagen Kl. 4-5 om, at han ikke kunde beordre Mandskab ud til Sneekastning efter Solens Nedgang, men at han imorgen tidlig skulde faae den fornødne Assistance; ja, Formanden skal - efter hvad der fortælles - endog have givet Postillonen en som det rigtignok synes overflødig skriftlig Underretning om, at han var nødt til at blive i Roeskildekro, til Sneen blev kastet. Først næste Dags Formiddag Kl. 10 kom enkelte Mænd med Skuffer ud og faae paa Sneen, men det egentlige Arbeide for at gjøre Veien passabel begyndte først ved Middagstid, efterat en af Postvæsenets Embedsmænd i Forening med en Politiofficiant vare ankomne til Stedet, og efterat man iforveien ved tilkaldt Hjælp havde maattet bære Posten paa Lægter og Stænger ind over Marken ned til Bommen, hvor Veien kunde passeres. Naar man nu veed, at det Stykke, hvorom der var Tale, neppe er en Strækning paa 150 Alen, saa vil det indsees, at en øieblikkelig og kraftig Assistance af en Snees Mand vilde have bevirket, at Posten kunde være ankommen hertil næsten fire og tyve Timer tidligere, end det nu var Tilfældet. At Vedkommende fra Generalpostdirectionens Side bør kræves til Ansvar, maa vel ansees som givet.

(Flyveposten 15. februar 1861).

Reisefataliteter. For de Reisende, 41 i Tallet, som isøndags ankom med Hamborger Posten til Roeskilde, hvor Jernbanetoget som bekjendt maatte standse, har denne Tour frembudt ikke faa Fataliteter. Dertil hører blandt Andet, at de maatte overnatte, Herrer og Damer péle-méle, i Banegaardens store Sal samt andetsteds, hver de kunde finde Tilhold, og dernæst at der næsten ikke var at opdrive nogen Befordring til at komme videre, uagtet det dog vistnok havde været Banebestyrelsens Sag at sørge derfor. Endeel af de Reisende kom endelig afsted med Posten og naaede Mandag Middag Roeskildekro, men da Postvognen paa Grund af den i Gaarsnumeret omtalte uforsvarlige Ligegyldighed med Hensyn til Veiens Ryddeliggjørelse ikke kunde komme videre, besluttede 6 af de Reisende, 4 Udlændinge og 2 Danske at begive sig videre tilfods. Gjennem tykt Sneefog kæmpede de sig frem til Glostrup, hvor de ankom i Mørkningen og søgte hen til Fogden, for at faae en Slæde. Fogden var borte med Hestene og ventedes hjem om kort Tid. De Reisende besluttede nu at oppebie hans Tilbagekomst, men istedelfor at bydes indenfor, maatte de vente paa ham i Gaardsrummet. Efter en halv Times Forløb kom han, men gav de forkomne Reisende den lidet trøstelige Underretning, at han ikke kunde skaffe dem nogen Slæde, da hans Heste vare altfor trætte, og at  han ligesaa lidet kunde give dem Huusly, eiheller vidste Nogen, der vilde bære deres Bagage og vise dem Veien. Et Forsøg, der af en Reisende gjordes hos Præsten i Glostrup, havde et lignende Resultat, og tvivlende om at finde nogen barmhjertig Samaritan i hele Glostrup, begave de Reisende sig atter paa Vandring. Men ligesom de vare ifærd dermed, bleve de anraabte af en Mand. Han havde hørt, hvor betrængte de vare, og tilbød dem sit Huus til at overnatte i. Det var en Indsidder Christensen. Med den største Hjertelighed modtog han de Reisende, bespiste dem og gav dem Natteleje, og da de den næste Morgen vilde betale ham derfor, var det kun med Nød og næppe, at han lod sig overtale til at modtage en lille Sum, der ialfald ikke stod i Forhold til den store Tjeneste, han havde ydet dem. Sin store Forekommenhed satte han Kronen paa ved med stor Umage at skaffe dem en Slæde, og saaledes skete det, at de i god Behold ankom hertil Kjøbenhavn en Tid før Posten. - Denne Fremstilling er givet os af en af vedkommende Reisende, og vi efterkomme gjerne hans Opfordring, at bringe Indsidder Christensen hans og hans Reisefællers Tak for en Opførsel, der afgiver en mærkelig Modsætning til den hensynsløse Ugjæstfrihed, der vistes dem fra andre Sider, man man mindst skulde vente den.

(Flyveposten 16. februar 1861)

Iis paa Storebelt. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavnsposterne fra Onsdag og Torsdag ankom endelig i Fredags Aftes til Odense. Onsdagsposten havde liggel 48 Timer over paa Sprogø og Torsdagsposten 24 Timer. Overfarten fra Korsor til Sprogø har hidtil ikke været forbunden med Vanskelighed, Farvandet er aabent og selv Korsørs Havn er næsten ganske fri for Is. Aarsagen til, at den vestlige Rende er saa ufremkommelig, er den stærke Søndenstrøm, som har sat al Isen ind imod den fyenske Kyst. I Torsdags havde Posten og de Reisende godt Haab om at naa Fyen, men da de vare en Fjerdingvei fra Knudshoved, bleve de standsede af Isen, som drev dem nordpaa op imod Kjerteminde. Tilsidst bleve de sex Baade helt indesluttede af Isen, og der behøvedes hele den Aandsnærværelse og Dygtighed, hvorved vore Isbaadsmatroser udmærke sig, for at skaffe dem fri. Alle Søfolkene gik frem i den forreste Baad, de andre bleve fortøiede til denne, og nu stod man tilbage til Sprogø. Her vare i Torsdags Aftes omtrent 40 Rejsende samlede, som efter at have indtaget et fortræffeligt Maaltid fik Whistbordene frem og sloge Tiden ihjel paa den gemytligste Maade. Fra Søfolkene, hvem de Rejsende havde sendt tre Boller Punsch, fik de senere paa Aftenen en Indbydelse til ar komme ned og tage Del i Lystigheden. Opholdet paa Sprogø skildres som billigt og komfortabelt; navnlig i Billighed staaer det langt over "Postgaarden" i Nyborg. Paa Øen findes en Mængde Harer, som de Rejfende morede sig med at jage efter, men at skyde dem er forbudt, da de skulle tjene til Reserve, dersom Kjøkkenforraadet skulde slippe op. I den strænge Vinter 1855 skal der kun have været 5 Harer tilbage paa Øen. - Overfarten i Fredags fra Sprogø til Knudshoved gik for sig paa 4 Timer; omtrent Kl. 12 ½ stege Isbaadpassagererne iland paa fyensk Grund. (Fyens A.)

(Ribe Stifts-Tidende 4. marts 1858).

Forbryder med Postvæsnet. (Efterskrift til Politivennen)

Den 14. ds. om Aftenen afgik fra Nakskov en Arrestant med Diligensen til Kjøbenhavn, naturligvis under den nødvendige Bedækning; men i den Anledning var det dog værd at vide, om der i Almindelighed kan tillades, at slige Personer besørges paa denne Maade til deres Bestemmelsessted. Man søger jo dog i det daglige Liv saameget som muligt at undgaa Samkvem med saadanne Subjekter, og der synes derfor billigt, at Postvæsenet ikke indlader sig paa at transportere overbeviste Tyveknægte samtidig med ærlige Folk, saalænge der ikke haves er særskilt Aflukke for begge Klasser. Dette om Sagen i sin Almindelighed. Med Hensyn til hint specielle Tilfælde, synes ovenstaaende Forlangende endnu billigere, da bemældte Forbryder har været straffet 4 Gange som Tyv og nu er idømt 6 Aars Tugthusarbeide, fordi, som han selv har erklæret, det er ham umuligt at lade være at stjæle, naar han ser Leilighed dertil. Men sæt nu, at en saadan Person i Nattens Mørke plyndrer sin Medrejsende, vil da Generalpostdirektionen erstatte et saadant Tab, der maaske kan sætte en Reisende i en øieblikkelig meget betydelig Forlegenhed? Hvad bemældte Perlon angaar, da kommer desuden dette til, at han for ganske kort siden led af en ækel Hudsygdom, som vel ifølge Stadslægens Attest, maatte ansees for hævet, men dog vilde have indgiver alle Medrejsende en Modbydelighed for at sidde sammen med en saadan Rekonvalescent. (Loll.-Falst.-Stifst )

(Ribe Stifts-Tidende 18. februar 1858).

Færgefarten ved Hadsund. (Efterskrift til Politivennen).

Paa en Tid, da der her i Landet gjøres Alt for at lettet Communicationen mellem de forskjellige Egne, tillader man sig at henlede høiere Autoriteters Opmærksomhed paa en saa vigtig Gjenstand som Færgefarten ved Hadsund, i Hindsted Herred, Aalborg Amt. Liggende mellem saa betydelige Kjøbstæder som Rander og Aalborg, er der selvfølgelig en stor Conflux af Reisende, ligesom Godstranporten og er betydelig. Dette skulde man synes burde endmere opfordre vedkommende Færgemand til hurtig Expedition og til at lette de Reisende Overfarten, og --  dog er dette langtfra at være Tilfældet. 

Den nuværende Færgemand, som i mange Aar har besiddet denne særdeles indbringende Entreprise, synes at betragte denne Sag, som er af saa stor Vigtighed for den Reisende, som en Bisag. TIl Færgefarten høre vel tvende Færger, men deraf ligger den ene altid, naar de 2de Markedsdage undtages, fortøiet for et Anker, og den anden er saa yderlig slet, at der for hver Tour, den gjør over Fjorden, maa øses Vand af den. To Færger kan den Reisende vistnok med fuld Føie forlange, een paa hver Side af Fjorden. Derved at der kun er een Færge til Disposition, opstaaer den for den Reisende betydelige Ulempe, at man ved en Afstenstund at ville reise over til den nordre Side af Fjorden, (hvor den ene disponible Færge stadig er stationeret) som oftest maa vente i 1 a 2 Timer under aaben Himmel med Heste og Vogn, mangengang i Frost og Slud. At et saadant Ophold er uforsvarligt, vil visselig indrømmes af Enhver. Det er flere Gange vederfaret Indsenderne heraf, paa deres mange aarlige Reiser over Fjorden, at de have maattet friste et saadant Ophold, inden det behagede Vedkommende at indfinde sig med Færgen. De saakaldte Kaage (gamle fladbundede Kasser), hvori de enkelte Reisende blive satte over Fjorden, kunne ei rose dem af at være bedre end Færgerne. Det er ingen Sjældenhed, at de Reisende blive overfusede af Færgefolkene og det synes besynderligt, at Færgemanden ei kan holde sine Folk i Respect, da han dog maa staae til Ansvar for de Handlinger, som de udføre i hans Tjeneste. Færgemanden (Herr Westedt) har vel, som man siger, uden at være forpligtet dertil, lagt en Prosse over Fjorden fra det ene Brohoved til det andet, men denne er i en saadan Tilstand, at den ofte gaaer itu. Saaledes arriverede det for kort Tid siden, da en Mand med Hest og Vogn skulde over Fjorden til Mariager for at hente en Læge. Midt paa Fjorden springer Trossen. Færgen drives af den stærke Strøm langt opad Fjorden. Ingen Aarer havde Færgefolkene med og kun efter en møisommelig Arbeiden blev Landet naaet på den nordre Side. Manden risikerede meget, satte næsten sig selv og Heste i vove og maatte da, efter den overstaaede Fare, reise til Hobro, hvortil der er 3 Miil, for der at søge Lægehjælp. Paa Broerne er ingen Taxt opslaaet, som der dog burde, og man veed desaarsag ei, hvad Færgemanden kan fordre. Er man endelig efter en besværlig Overfart ankommen til den nordre Side, hvor Herr Westedt boer og der forlanger en Smule varmt Vand, faaes sædvanlig det Svar, at intet Saadant haves, og man maa da lade sig nøie med tørt Smørrebrød, samt nyde det i en kold og uhyggelig Stue. De øvrige Forfriskninger, som kan faaes, staae i Forhold til til Ovenstaaende. Det er derfor intet Særsyn, at Misfornøjelsen, saavel med Overfarten, som Beværtningen ved Hadsund Færgested er almindelig blandt Omegnens Beboere, som og blandt de mange Reisende, der passere Samme og et almindeligt Ønske vilde opfyldes, hvis der blev sat en Grændse for de Misbrug, som der gaae i Svang og ført en streng Control med Færgefarten. 

November 1854. Flere Reisende.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11 januar 1855. 2. udgave).

Hadsund færgested ved Mariager Fjord daterer langt tilbage i tiden og forbandt Hobro-Aalborg landevej med landevejen syd for fjorden mod Randers og Mariager. Det var oprindeligt en rofærge, men i 1855 indsattes en trækfærge som fungerede indtil en bro blev bygget i 1904. Hadsund by blev først til efter at det begyndte at blive afholdt kornmarked på stedet. På artiklens tidspunkt lå der et par gårde og huse på bakken overfor færgestedet.

Et Par Ord om Personpostbefordringen. (Efterskrift til Politivennen)

(Af et Brev fra Odense.)

Den Paastand, at det er en Fornøielse at reise, kan vanskelig anvendes paa en Reise fra Hovedstaden i de nærmeste Dage før Juleugen. Thi da er nemlig den fra Kjøbenhavn afgaaede Personpost hver Aften overlæsset med Passagerer, og vi vare da ogsaa den Dag, jeg reiste, omtrent 100 Personer fra Postgaarden, et Antal, som, da næsten alle skulde til Fyen og Jylland, stadig voxede underveis. I andre Lande har jeg ladet mig fortælle, gjøres Alt for at fremskynde Postens Hurtighed - hvilket endog ansees for et Hovedøiemed - ; der skal man just ikke kunne sige at det er saaledes. Hvad var f. Ex. naturligere, end at man om Middagen med Jernbanen lod Postmesteren i Roeskilde underrette om, at et usædvanligt stort Antal Reisende vilde indtræffe, for at Alt kunde være parat dernede? Men da dette nu ikke var skeet, medgik der ved Ankomsten over halvanden Time - istedetfor den reglementerede halve. Dog vare vi imidlertid saa heldige, alle at blive befordrede i lukkede Vogne, hvilket var en sand Velgjerning, da det uafladelig øste Vandened; ja man roste sig endog for os af, engang at have befordret 120 Passagerer i lukkede Vogne. Saaledes naaede vi da Ringsted. Veiret havde pludselig forandret sig; det frøs stærkt og blæste en sand Orkan. Da lod pludselig det Tordenbudskab for os: kun 54 Passagerer komme i lukkede Vogne, Resten skal paa Fjedervogne, og hvilke Fjedervogne ! - Istedetfor de i Kjøbenhavn brugelige Dagvogne med Læderbetræk mellem Sæderne, hvilket dog altid er et, om ogsaa kun svagt Værn mod Kulde og Regn, holdt der Vogne, omtrent som de Kaffemøller, som man om Sommeren males til Skoven paa. Sligt vover man at byde de Reisende, som have betalt for at blive befordrede i lukkede Vogne, og de to Mark, som en Karl paa Torvet i Ringsted stak os i Haanden med de Ord "Godtgjørelse for at kjøre paa aaben Vogn", men som for mit og mit og flere andre Passagerers Vedkommende reducerede sig til een Mark, da han formodentlig stolede paa, at man i den bælmørke Nat ikke kunde skjelne en Mark fra en Tomark, og maaskee ogsaa beregnede at han maatte være oppe i et saadant Hundeveir, selv denne Godtgjørelse var kun et daarligt Surrogat for at kjøre paa aaben Vogn; og denne Tour indvirkede da ogsaa forfærdeligt paa de Reisende, hvis Ansigter ved Ankomsten til Slagelse i en betydelig Grad vare ophovnede af Blæsten. - Man veed, at der netop paa denne Tid reiser et langt større Antal med Posten, end der kan befordres med lukket Vogn. Hvorfor leier man da ikke paa en Ugestid nogle af de i Kjøbenhavn paa denne Aarstid uvirksomme Omnibusser og lader dem passere hele Sjælland igjennem, istedetfor paa en saa uforsvarlig Maade at udsætte de Reisendes Helbred?

At vi ligeledes kom paa aaben Vogn fra Slagelse til Korsør er en Selvfølge, ligesom vi vare 4 Timer med Dampskib over den ikke 4 Miil brede Store Belt. Vi ville haabe, at naar Jernbanen (hvoraf vi underveis saae adskillige fragmenter, navnlig en meget smuk muret Pillebro mellem Slagelse og Korsør) er kommen istand, Generalpostdirektionen da vil være betænkt paa at sætte Dampskib igang mellem Korsør og Nyborg med saamange Heste-Kraft, at Veien kan tilbagelægges i mindst halvanden Time.

En reen kontrast til vor hidtidige Befordring dannede Ankomsten til Nyborg. Commerceraad Schalburg. Opsynsmanden ved Befordringsvæsenet i denne By, fulgte nemlig med os over Beltet og har sandsynligvis inden Afgangen fra Korsør pr. Telegraph reqvireret det fornødne, thi det behørige Antal Vogne holdt forspændte deels nede paa Skibsbroen, deels udenfor Hotellet, som, in parenthesi bemærket, er det smukteste og eleganteste paa hele Routen.

Først Kl. 8 om Aftenen ankom vi til Odense istedetfor at Posten efter Bestemmelsen skal være der Kl. 2 om Middagen, et saa stort Ophold havde Mangelen paa Forsynlighed foraarsaget.

Ogsaa om Personpostens Ankomst dertil Syd fra skal jeg tillade mig en Bemærkning; efter Beregningen skal denne, nu da den befordres paa den slesvigske Jernbane, vare der Kl. 5 om Morgenen, men alligevel skal den ikke afgaa, før Kl. 8. Grunden til et saadant Ophold er vanskelig at indse. Og uagtet Posten altsaa ikke afgaaer før Kl. 8, sluttes Indleveringstiden for Breve dog Kl. 9 den foregaaende Aften, hvilket er en stor Gene for det korresponderende Publikum, der i Reglen aldrig samme Dag vil kunne besvare de ad Kiøbenhavnsrouten arriverede Breve, da denne Post, som sagt, paa denne Aarstid kommer seent, og det just ikke gaaer meget duelig, med Brevenes Distribuering.

I Odense, en By med mindst 12,000 Indvaanere, findes hele to Brevbærere! Til Gjengjeld kunde dog Postmesteren nok have Contoiret aabent til Indlevering om Morgenen fra 6-7, idetmindste mod forhøiet Betaling.

Jeg har opholdt mig for kort der, til at kunne tilmelde Dem videre Nyt; kun to Bemærkninger vil jeg ikke tilbageholde: 1) at det forekommer mig, man er meget forlystelsessyg her i Odense; anden Juledag var der saaledes fire offentlige Baller og desuden udsolgt i Cirkus (vi have nemlig et Hoffman-Goudsmith-Goldkettesk Beriderselskab der) og i Theatret, hvor det Bruunske Selskab, som er retourneret fra Reisen i Slesvig, samme Aften aabnede Rækken af dets forestillinger med "Han gaaer paa Commers". 2) At Communalbestyrelsen her maa staae sig meget godt, siden den har Raad til at lade Byen oplyse med Gas endog i det brillanteste Maaneskin, hvilket var Tilfældet igaar Aftes. -m

(Kjøbenhavnsposten 4. januar 1855).

Post paa Bornholm. (Efterskrift til Politivennen)

De fleste af Bornholms Jndvaanere og navnligen de af dem, som nære nogen Sands for denne i mange Maader interessante, men saavel af Naturen, som især tidligere i flere andre Henseender stedmoderlig behandlede Øe og dens Velvære, have med Interesse fulgt Rigsdagens Forhandlinger om Postvæsenets Lønning, efterdi det som bekjendt der under er blevet vedtaget og senere vod Lov bestemt, at en Postmester her skal ansættes. 

Det er endnu kun faa Aar siden at der saaes eller mærkedes Spor af Tænkning over den indre Postbefordring her paa Øen, ligesom i længere Tid derefter denne indskrænkede sig til Befordring af Breve med gaaende Bud, og først i 1840 - saavidt erindres - blev en agende Post imellem Nexø og Rønne oprettet. Denne er til Dato den eneste agende eller Personpost paa hele Øen, istedetfor at der vistnok, selv med Hensvn til den nu oprettede Dampskibsforbindelse med Hovedstaden, burde være agende Post fra enhver af Øens Kjøbstæder til Rønne, hvorved Freqventsen med Dampskibet, naar en saadan Postbefordring var indrettet efter en for de Reisendes Beqvemmelighed vel udarbeidet fast Plan, i høi Grad vilde forøges. - Men nogen Forandring eller Forbedring i den nævnte Henseende var tidligere ikke at tænke paa eller et vente, idet Postmesterforretningerne da vare henlagte som et Pendant til Toldkassererembedet i Rønne, og Manden i denne Post sikkert har noksom at varetage ved sit egentlige Embede, saa at Postvæsenet for ham har været, hvad det jo og var bestemt til at være, en fuldstændig Bisag.

 At naar her ikkun skulde være een agende Post paa Øen, denne er bleven henlagt fra Nexøe til Rønne, er i ethvert Fald en Besynderlighed; var den bleven bestemt fra Svaneke, havde det sikkert været rimeligere, da den derved var kommen til at gaae mere midt igjennem Landet, - men forøvrigt er ommeldte Posts Gang eller Route, for dem som kunde ønske at benytte den, for derefter at afgaae med Dampskibet til Sverrig eller Kjøbenhavn, ingenlunde beqvem; Postvognen afgaaer nemlig fra Neksø Torsdag Formiddag, og Den, som da saaledes vil afbenytte den, maa følgelig til denne Tid afgaae fra Hjemmet og forblive i Rønne fra Torsdag Middag - omtrent - hele Fredag over til Løverdag Morgen. At en saadan Rejsende nu kan for nogle faa Daler i et kort Tidsløb komme til Hovedstaden, er vel en Behagelighed, men Reisen fra Nexøe til Rønne (4 Miil) med Opholdet sidstnævnte Sted, har kostet mere end Reisen fra Rønne til Kjøbenhavn, og saaledes bliver Touren, det Hele tilsammentaget, dyr, ikke at tale om, at 2 eller idetmindste 1½ Dag maa opoffres til aldeles ingen Nytte. For Beboerne af Svaneke og Omegnen lader det sig  aldeles ikke gjøre, at benytte Postvognen fra Nexøe; man maa her tage privat Befordring, der ikke faaes under 4 a 5 Rbd., og paa samme Maade forholder det sig med de andre Kjøbstæder, saa at det er aldeles vist, at saaledes som det indre Postvæsen fortiden er ordnet paa Øen eller rettere: saalænge saagodtsom slet ingen indre Postbefordring her existerer, er den nu regulerede Dampskibsfart, i Henseende til Reisende, alene til Fordeel for Rønne og dennes nærmeste Omegn, men saa at sige fuldkommen uden Nytte for det hele øvrige Land. En Postforbindelse mellem selve Øens Kiøbstæder vilde vistnok ogsaa være meget behagelig og ikke uden Indflydelse paa det almindelige Velvære, hvisaarsag en saadan iligemaade kunde være og er ønskelig: og dette Alt, er Noget man nu, naar en Postmester her ansættes, som alene har at varetage hvad Postvæsenet og Postbefordringen vedkommer, og som derunder henhører, tør haabe at see udført, saameget mere, som det vel ikke kan nægtes, at han er tilbørlig rigelig aflagt, saa at Manden som ansættes heri maa finde en yderligere Opfordring for sig til at virke for Postbefordringens Udvikling og Fuldstændiggjørelse i muligste Maade.

En Gage som den af Rigsdagsmand Petersen foreslaaede, vilde, efter de Forretninger der nu ved Posten forefalde, vistnok været fuldkommen tilstrækkelig, men med Hensyn til de Udvidelser og Forbedringer som ovenfor ere omhandlede og som vel med Vished kunne antages nu at ville indtræde, samt med Hensyn til de velgjørende Foster dette vil have for Øen eg enhver af dens Indvaanere, maa Bestemmelsen af den høiere Gage vistnok ansees for at være velbegrundet.

Den 15de April 1852. X

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 27. april 1852, 2. udgave).

Et Par Bemærkninger angaaende Helsingørs-Diligencen, anbefalede til Generalpostdirectionens Opmærksomhed. (Efterskrift til Politivennen)

 Inds. heraf, som ikke forhen har havt Leilighed til at afbenytte Deligencebefordringerne, har i den senere Tid et Par Gange benyttet samme i den Vogn, som gaaer imellem Kjøbenhavn og Helsingør om Natten, og kan ikke negte, at han har beundret den Omhu for Passagerernes Beqvemmelighed, der saavel er viist ved Vognens Indretning, som ved alt øvrigt dertilhørende baade materielt og personelt. Man erkjender strax, at Intet er sparet, hverken fra Over- eller Underordnedes Side, for at befrie den Reisende for enhver Ubehagelighed, som ellers er forbundet med at reise, og i denne Erkjendelse er det at man henvender sig til høie Vedkommende med følgende Bemærkninger:

1) Med Hensyn til Afgangstiden Kl. 11 om Aftenen, da er denne vistnok meget velvalgt for den Vogn, som afgaaer fra Kjøbenhavn, hvor der er en Mængde Aftenfornøielser, saasom Comedier m. fl., som Pluraliteten af de Reisende vistnok gjerne ville nyde uden at være nødte til at tabe noget deraf for den tidligere Reises Skyld; men for den Vogn, som gaaer fra Helsingør, da var Kl. 10 eller maaskee endog Kl. 9 en mere passende Tid, især i Vintermaanederne. Helsingør er, saavidt Inds. har havt Leilighed til at bemærke, temmelig fattig paa offentlige Forlystelser, eller endog paa Tidsfordrivsmidler, saa at 3-4 Aftentimer ere temmelig haarde at faae Bugt med i denne By, naar man er der som Forretningsmand og ikke har adgang til Familiekredse, hvilket vel er Tilfældet med en stor Deel af Diligencebenyttende. Forretningstiden naaer sjeldent længere end til Kl. 7; naar man saa har 2 Timer til Spisning, Ordning og Indpakning af sine Sager, da ønske de Fleste vistnok at komme afsted Kl. 9. Byens Beboere ville vistnok ogsaa i Regelen ligesaa godt kunne indrette sig til at reise Kl. 9 som Kl. 11. De fleste Familiers Sengetid er vel Kl. 10, skal noget Medlem reise først Kl. 11, kommer der dog ikke rigtig Ro i Huset førend dette er borte. En saadan Ventetid er ogsaa under saadanne Omstændigheder kjedsommelig. Det synes saaledes vist, at med Hensyn til Afreisen er den tidligere Tid mere beqvem end den sildigere, spørgsmaalet er derefter om Ankomsttiden her til Kjøbenhavn, der da vilde blive Kl. 3 om Natten, ikke er mere ubeqvem end den nuværende Ankomsttid Kl. 5. Det kan ikke negtes, at Kl. 3 om Natten er en ubeqvem Tid at komme tilbyes paa, men det samme kan siges om Kl. 5, især om Vinteren. Helsingorianeren, der reiser hertil med Natdeligencen, med den Bestemmelse næste Dag eller Aften at reise tilbage, er yderst forlegen med de 2-3 Timer, han har at tilbringe inden han kan begynde sine Forretninger; søge og betale Logis krymper han sig ved, da Tiden han har godt deraf er saa kort; offenlige Steder, i det mindste saadanne som Diligencereisende ønske at besøge, ere ikke aabne; der er næsten Intet tilovers for ham uden at drive om paa Gaderne, og dette er vist ikke mindre end Behageligt især efter 6 Timers Reise om endog Veiret er godt; om ondt Veir vil vi ikke engang tale. Kommer han derimod hertil Kl. 3, da vil vist Ingen betænke sig paa at give nogle Mk, for at erholde 4 a 5 Timers Ro og Hvile, der gjør ham bedre skikket til sine Forretningers Udførelse. Der kan neppe være Spørgsmaal om den Herboende ikke heller vil komme 2 Timer tidligere hjem. Een Omstændighed er der endnu, som anbefaler den tidligere Afgang af Helsingørs-Diligencen, og den er at de 2 Diligencer undertiden indtræffe paa een Tid i Hirschholm. Det var da ikke utænkeligt, at en Reisende kom til at gaae iden urigtige Vogn; det er vel af de Tilfælde som ikke let eller ofte indtræffe, men utænkeligt er det ikke, og det blev fortalt, at det een Gang er skeet, om det er sandt veed Inds. rigtignok ikke; med det veed han, at det kunde have høist ubehagelige Følger for Paagjeldende. Der synes saaledes ikke Lidet at tale for det Forslag, at oftnævnte Deligence afgaaer fra Helsingøer Kl. 9 i Stedet for Kl. 11 om Aftenen, og indstilles derfor samme til den høie Generalpostdirections Overveielse.

2) Temperaturen i Deligencen er i Almindelighed saaledes, at den Reisende ikke generes af Kulde, naar han er nogenlunde reiseklædt og der er flere Passagerer med, hvilket nok næsten altid er Tilfældet. Det Eneste man har Vanskelighed ved at holde varme er Fødderne; derpaa vilde kunne hjelpes betydeligt ved at lægge et Teppe af tykt laadent Skind paa Bunden af Vognen, der kunde befæstes med Stropper, saadan at det let kunde tages ud, deels for at renses, deels for at borttages, naar Veiret ikke nødvendiggjorde det. Dettes Anskaffelse og Vedligeholdelse vilde jo være en Udgift, men da saamange Omstændigheder bevise, at Directionen ikke skyer nogen Udgift, der kan forskaffe den Reisende Beqvemmelighed, og da Erfaringen stadfæster, at dette Princip er fuldkommen rigtig, saa haaber man dette Ønskes Opfyldelse.

Diligencen har formentlig ikke kørt ad Strandvejen til Helsingør, men taget Kongevejen. Her gennem Fredensborg. Dengang nok uden skove, men man får et indtryk af det kuperede terræn.

3) Luften i Deligencen er som oftest trykkende og ubehagelig især naar der er mange Passagerer og Veiret ikke tillader at have Vinduerne aabne; om dette kunde ændres ved at angringe et slags Skorsteen med Dæksel over i Loftet, uden at derved frembragtes Træk eller andre Ulemper, større end dem, der skulde forebygges, tør Inds. ikke tiltroe sig Kundskab nok om til at gjøre nogen Indstilling om, og henstiller blot samme til Vedkommendes Overveielse.

4) Hvorvidt det for Pluraliteten vilde være behageligt, om Vognen var oplyst indvendig, tør han ei heller yttre nogen Mening om. For ham selv, der ikke har kunnet bringe det til at sove i Diligencen, vilde det være en stor Behagelighed, da det er betydeligt kjedeligt at sidde i flere Timer og høre paa 5 a 6 Snorkere, uden at have nogen Tidsfordriv. Var Vognen oplyst kunde man jo ved Læsning forkorte Tiden, men maaske de sovende Medlemmer ere af anden Mening, og dette Ønske maa derfor ansees for individuelt.

(Kjøbenhavnsposten den 1. november 1843) 

Diligencen til Helsingør. (Efterskrift til Politivennen)

Blandt de savn, hvilke i saa Henseende maae beklages, er uden Tvivl dette det føleligste, at der i nævnte Locale aldeles ikke eksisterer noget Aftrædelsesværelse, hvorhen de Reisende, efterat have forladt Postvognen, kunne tye, for at befrie sig fra Reisetøiet, ordne Paaklædningen og finde en Smule Hvile oven paa den trættende Kjørsel; hvilken sidste Behagelighed især de maae kunne behøve, som kort efter Ankomsten hertil fortsætte Reisen videre. I Stedet for at kunne freqventere et saadant Aftrædelsesværelse, maae Diligence-Passagererne, medens deres Reisetøi undersøges af Toldbetjenten, opholde sig i en, til begge Sider aaben Port, hvor de om Vinteren ere udsatte for Kulden, ligesom ogsaa ved den mindste Blæst for en heftig Trækvind, der saa saare let kan drage Forkjølelse og anden Sygdom efter sig. Opholdet i denne Port forlænges naturligviis naar Posten medbringer mange Reisende, og blandt disse incommoderes derved da i Særdeleshed de, som ingen Familie eller Bekjendte have, til hvilke de kunne overlade at have Opsyn med Reisetøiet og at være tilstede ved sammes Undersøgelse. Og hvad kan vel bedre afhjelpe alle de her nævnte Ubeqvemmeligheder end just Indretningen af et passende Aftrædelsesværelse? Endskjøndt vi ikke have nogen Forordning for os, der befaler den herværende Postmester, at have et saadant tilrede for de med Diligencen ankommende Reisende, ere vi dog fra en temmelig authentisk Haand underrettet, om, at en Bestemmelse som den omtalte, virkelig existerer, og om dette er saa, har man i Sandhed den bedste Grund til at spørge: hvortil nytter en Bestemmelse, naar den ikke efterleves? --- nogle Ord at berøre selve Stedet, hvor de afstige. Dette er, af den Grund, at Diligencen ikke kan kjøre igjennem den herværende Postgaards Port, paa aaben Gade, hvorfra da Passagererne, med megen Umage, maae arbeide sig frem mellem den Menneskemasse, som altid blokerer Vognen, hvilken Situation især maa være Damerne ubehagelig. Efterat være kommen ind i Postgaardens Port, tænker man naturligviis at finde et Aftrædelsesværelse, uden at ahne, hvad der ikke er sært, at det Sted, hvor man befinder sig, skal passere for et saadant, og, ved at erfare dette, maa man i Sandhed faae en god Idee om det, der hos os er gjort for den Reisendes commodité...

(Kjøbenhavnsposten 1. april 1842. Uddrag).

En lille Bøn til Generalpostdirectionen.

Da de postilloner der kører såvel de ordinære poster som ekstraposter er forsynede med valdhorn, formoder man at det er anordnet at dette horn ved visse lejligheder skal benyttes. Men indsenderen som i flere år jævnligt har gjort rejser til provinserne, såvel med agepost som med ekstrabefordring, har yderst sjældent erfaret at dette er tilfældet. Mens postillonen i Tyskland opmuntrer den rejsende ved hyppigt at blæse muntre stykker på sit horn, griber vores postilloner kun sjældent til deres undtagen når man nærmer sig et krosted for at melde deres ankomst, og for en der da kan blæse en melodi ordentligt, gives der 10 som blæser meget dårligt, ja næppe kan frembringe en tone. Da generalpostdirektionen i de senere år har gjort så meget for at forbedre  vores post-og befordringsvæsen, at dette ikke skal stå alt for langt tilbage for fremmede stæders, håber man også at den her nævnte mangel vil blive afhjulpet. Ved at indskærpe vognmandslauget som afgiver befordring, at ingen kørekarl må antages til postillon undtagen at han i det mindste kan blæse et eller to stykker ordentligt på sit horn, mener man at hensigten snart vil opnås. Ingen vil kunne nægte at ved en vis færdighed i at traktere sit instrument vil postillonen foruden at sætte sig i respekt hos de mødende som skal vige for ham, kunne fornøje de rejsende med et muntert stykke og holde sig selv årvågen, så at han ikke faldt i slummer, overladende heste, vogne og rejsende til Guds forsyn, hvilket nu ikke så sjældent indtræffer (især om sommeren da mange rejser), og som kun kan undskyldes med at en sådan karl ofte må køre flere nætter og dage uden at få ordentlig hvile.

(Politivennen nr. 1318, Løverdagen, den 3die April 1841. Side 214-215). 

Beskrivelse over en Reise til Jylland.

For henved 3 uger siden ville jeg med familie gøre en rejse til Jylland og besluttede at benytte dagvognen til Kalundborg. Jeg tog da fire pladser og indfandt mig med mit følge og rejsegods i Knirsch' Gård til den bestemte tid. Da vi havde fået så høje numre at vi ikke kunne få plads på de 2 store vogne, forhørte jeg mig hos en af de herrer der lod til at have opsyn med dagvognsbefordringen om på hvilken vogn vi skulle have plads, og da han erklærede at vi skulle på den første bivogn, lod jeg min karl bringe mit rejsetøj og 5 stykker gods hen til vognen. Kort efter idet jeg stod og samtalede med en ven der have indfundet sig for at hilse på mig, kom en mig ukendt person hen til mig og sagde at kusken vægrede sig ved at modtage alt mit tøj, da han skulle føre 5 poser. Jeg gav denne person til svar at da jeg havde betalt for samme, skulle det med, og hvis det ikke kunne tages på den vogn, så kunne noget af det komme på en anden, hvortil han da erklærede at så skulle tøjet vejes. Hermed var jeg tilfreds. Men da tøjet forblev liggende og ingen indfandt sig for at besørge det vejet, og den ene store vogn allerede var besat af rejsende, henvendte jeg mig atter til omtalte person med spørgsmål om hvad det blev til, hvortil han svarede at hvis jeg lovede karlen drikkepenge, så tog han det nok med, og at jeg derved stod mig bedre. For hvis det blev vejet, kom jeg til at betale meget mere. Jeg lod derfor nævnte person vide at jeg ikke anså mine 5 småpakker for at overstige den vægt som det var tilladt 4 personer at føre med sig, men om de endog vejede mere, var jeg villig til at betale for overvægten, da jeg kun ønskede den ret der tilkom mig, men ikke ville lade mig foreskrive noget af en kørekarl som jeg vel ville give en drikkeskilling om det behagede mig, men ikke ville lade mig afpresse af samme. Personen gik derpå bort, og kort efter erfarede jeg at alt mit tøj var læsset på vognen, hvorpå der foruden os fire kun var en eneste passager.

På to store dagvogne og 3 til 4 bivogne rullede vi rejsende kl. 7 ud af Knirsch' Gård og ankom lidt over 11 til Roskilde hvor vi tog ind i gæstgivergården "Prinsen". Her blev straks nogle af vognene hvis kørekarle havde andre holdesteder, aflæssede og de rejsendes gods henslængt i gården, hvorimod tøjet blev liggende i de vogne der blev holdende i gården. Efter en god times forløb indfandt sig nogle af de vogne der skulle befordre os til Holbæk, og nu begyndte en af gårdskarlene at læsse kufferter og pakker på disse. Da han var i begreb med at læsse på den første bivogn, forlangte jeg at mit tøj skulle lægges på denne da det i følge vores numre tilkom mig og familie at køre på samme. Men jeg fik til svar at det var ham ligegyldigt på hvilken vogn de rejsende kørte, da han kun havde medpålæsningen at bestille, og da jeg stødt herover ytrede mig mig at de rejsende behandledes temmelig vilkårligt, blev han smækvred, sprang ned af vognen og svor på at han ikke ville læsse. Derimod kom en anden, mindre kolerisk karl som tog mit rejsetøj af den vogn hvormed vi var kommet, og læssede det på den første bivogn som jeg havde forlangt. Endelig, da samtlige vogne var læssede, og en del passagerer havde taget plads på nogle af dem, kom et ungt menneske, for ikke at sige en halvvoksen dreng, med et papir i hånden og ville begynde på at anvise de rejsende deres pladser. Men han bar sig så forkert ad hermed idet han anviste nogle af dem plads, snart på en vogn, snart på en anden, at der opstod en sådan forvirring at enhver af de rejsende satte sig op hvor han kunne finde plads, uden hensyn til hvilket nummer han havde.

Det kunne nok med rimelighed forlanges at hvis de herrer postmestre på de forskellige stationer ikke selv ville påtage sig ulejligheden med at påse orden ved vognens ombytning, de da skulle sætte en pålidelig mand i deres sted. Bedre var det sikkert da de rejsende selv må varetage deres gods, hvilket under nuværende indretning ikke er muligt for dem at en konduktør ligesom med ugeposten, fulgte med hele ruten igennem. I Holbæk gik det til med mere orden. Kun kunne de rejsende ikke have noget tilsyn med deres gods da dette fordeltes på forskellige vogne, ligesom det lå for hånden.

Fra Holbæk kørte vi i stærk blæst og vædede af idelige regnbyger tiil Kalundborg hvorr vi ankom kl. 11. Her holdt vognene udenfor gæstgivergården, tøjet aflæssede og blev båret ind i billardstuen for at efterses af toldofficererne. Tænker man sig nogle og tredive rejsendes tøj blandet mellem hverandre, så kan man let forestille sig hvor lang tid der måtte gå inden enhver fandt sit. Vi kom derfor ikke til ro før klokken var over et.

Dagen efter kunne smakken ikke gå ud på grund af stærk storm fra vest nord nest, og de rejsende hvis tal var forøget med flere personer fra forskellige egne på Sjælland, måtte nu tilbringe en kedsommelig dag i et herberge da vejrliget ikke engang tillod en spadseretur. Men dette ophold var en ren benefice for gæstgiverensom vistnok ikke havde noget derimod. Da stormen dagen efter havde aftaget noget, så besluttede skibsføreren at gå under sejl uagtet vindens retning ikke havde bedret sig. Vi måtte altså krydse os frem og kom først om natten kl. 12.30 til Århus hvor vi atter måtte overnatte inden vi kunne komme til vores bestemmelsessted. En rejse som ellers plejer at gøres på 30 til 34 timer medtog nu således 3 dage og 3 nætter. Blandt de 66 passagerer der var ombord på smakken, var der nogle hvis tid til at være borte fra deres hjemsted, indskrænkede sig til 8 dage. Disse beklagede sig især over at dampskibsfarten ikke var i gang da de foruden de ikke ubetydelige udgifter som det lange ophold på gæstgiverstedet medfører, også tabte en del af deres dem knap opnåede tid, så at de nu 2 dage efter at være kommet til deres bestemmelsessted, måtte tænke på tilbagerejsen hvis de ville nå deres hjem til den bestemte tid

(Fortsættes)

(Politivennen nr. 1284, Løverdagen, den 8de August 1840. Side 493-498). 

Redacteurens Anmærkning.

Gæstgivergården i Roskilde blev bestyret af kaptajn Niels Christian Sveistrup (1786-1874). Han havde deltaget i  englændernes belejring af København 1807 i Studenterkorpset (Kronprinsens Livkorps). Han giftede sig herefter med Agathe Johanne Hansen (1787-1860) som arbejdede for værtinden på Hotel Prindsen, Anne Marie Rosted (1743-1825), og parret overtog herefter ledelsen af gæstgiveriet. I 1838 blev han medlem af borgerrepræsentation. Efter hans død 1874 forfaldt hotellet, det blev revet ned og det nuværende opført i 1875.

Anmodning til Interessentskabet for Paquetfarten imellem Kjøbenhavn og Aarhus.

Det er til stor behagelighed og gavn for Jyllands og Sjællands beboere at der er oprettet en stadig og mindre bekostelig samfærdsel mellem disse steder ved paketskibene nr. 1 og nr. 2. At der er mange som foretrækker rejsen til søs mellem disse steder frem for en mere bekostelig og mere trættende over land, beviser det store store antal af endog konditionerede rejsende som i år har benyttet denne befordring. Det er derfor interessentskabets pligt såvel som det gavn at sørge for at alt indrettes så fuldkomment vel som muligt til passagernes bekvemmelighed og tilfredshed. Man tvivler ikke på at dette også er dets ønske, og man tillader sig derfor at gøre det opmærksom på en mangel som bør afhjælpes.

Anmelderen tog for nogen tid siden fra København til Århus med paketten nr. 1 der føres af kaptajn Michelsen. Dette skib er en fortrinlig sejler, og kaptajnen en dristig og kyndig sømand der såvel som skibets øvrige mandskab viser al mulig omhu og opmærksomhed mod passagerne. Men en mangel findes på skibet som det ikke står til ham at afhjælpe, og det er mangel af en retirade for mandlige passagerer. Vel står der til fornøden brug en slags kasse i forenden af skibet. Men denne kan man ikke afbenytte i stærk søgang uden at blive dyndvåd. Desuden skjules denne kasse kun af et stykke gammelt sort sejldug som ved den mindste blæst flyver til side, så at den der vil benytte stedet, nødes til at vise alle ombordværende en usømmelighed man ellers søger at undgå, og som ved en formedelst modvind eller stille længerevarende rejse oftere må gentages. Da der på alle skibe som er bestemt til at overføre passagerer, er indrettet lukkede retirader for begge køn, så håber man det ærede interessentskab vil afhjælpe denne mangel på paketskibet nr. 1 såvel som på nr. 2 om den også finder sted, hvilket anmelderen ikke er underrettet om.

Til slut kan anmelderen ikke undlade at fremsætte et ønske som det nærmest tilkommer føreren at påse opfyldt, nemlig at samtlige madrasser og køjeklæder i kahytterne efter hver fuldført rejse må udbankes og afbørstes da det jo let kan hænde at der blandt de forskellige passagerer som bruger denne befordring, kan findes en eller anden der var hjemsøgt af et vist slags påtrængende smådyr der er højst ubehagelig at modtage i indkvartering af folk som ikke ellers ikke er vant til sådant selskab.

(Politivennen nr. 1190, Løverdagen, den 20de October 1838. Side 665-667)

Redacteurens Anmærkning

Paketskibene transporterede stykgods, post og passagerer i regelmæssig rutefart. Ordet dækker mest over småskibe på indenlandske fragtruter. Paketskibe var havets fragtmænd.

Steam ferry-boat - Great Belt. The Illustrated London News, 26. april 1850.

En Reisebeskrivelse.

(Den højkongelige generalpostdirektion underdanig tilegnet)

I. Rejsepræliminærer.

Min kvittering for indskrivningspengene med Lollandsposten pålagde mig at møde på postgården klokken 5.30 eftermmiddag. Til dette klokkesæt indfandt jeg mig da også, skønt jeg nok vidste jeg fik en god stund at vente. Men jeg trøstede mig ved rejseværelset hvor jeg dog før havde fristet tiden ret tåleligt i selskab med andre rejsende og dem der ledsagede disse til vogns. Jeg gik da straks hen til den sædvanlige dør, men fandt der brevkontoret i stedet for rejseværelset. På mit spørgsmål om et andet rejseværelse anvistes mig et firkantet hul med tykke jernstænger for vinduet, hvorom man ingen ide kan gøre sig uden at have set det. Vi var denne gang 5 rejsende, hvoraf de 3 til nød kunne stuves derind. Man tænker sig nu engang at der var flere rejsende eller at disse var damer. Hvor skulle disse dog placeres i den stive time man som oftest må vente inden man kommer afsted? og hvor skulle postkarlene få plads til kasserne og kufferterne der skulle med, uden at sætte disse ud i gården? Ja, dette værelses hele indretning (?) ville jeg i sandhed anse som et forsøg i det komiske hvis jeg ikkemåtte anse sådant for at være under postdirektionens værdighed. Jeg stod (for af naturen er jeg nu engang således indrettet at jeg - især i rejseklæder - ikke kan sidde på den langs med væggen værende nymalede tremme) altså jeg stod og grundede over hvad der kunne være i vejen for at overlade os personpostens rejseværelse til afbenyttelse. Efter at have stået og grundet en times tid, fandt jeg da en tænkelig grund, nemlig at det muligvis ville kollidere med personpostens ankomst- og afgangstider. Men denne modgrund fik jeg netop mig selv gendrevet dels dermed at dette højst sjældent ville ske, dels dermed at der ingen ulykke var i at det skete en meget enkelt gang, da posthornet i det samme kaldte os til vogns. Vi besteg da vognene og kørte ud af postgårdens port.

II Rejse til Køge

Længe kunne jeg ikke begribe hvorfor postillonen på det ubarmhjertigste gennempiskede de stakkels heste. Jeg troede i begyndelsen de havde forset sig ved et eller andet, hvorfor de skulle "straffes", men næppe var vi kommet udenfor Vesterport, før jeg erfarede grunden. Postillonen vendte sig nemlig om til os og sagde i en triumferende tone: "De har gået i tøjet siden i morges halv otte." Ved samme lejlighed bad han os sige ham om han kørte stærkt nok, "for han havde aldrig kørt post før." Ligeledes leverede han den ene af os sit tudehorn "for han forstod ikke at blæse det op." Mens han nu fortalte min medrejsende vidtløftigt at han havde været i Hamborg, Lübeck osv., men aldrig i Køge, og derfor bad ham sige sig vejen dertil, så snart der var drejet af ved Roskilde Kro, grundede jeg atter fr at udfinde hvorfor hovedvognen ikke kørte foran da denne dog altid må have en øvet kusk der kender vejen, har uret på vognen at rette kørslen efter, og kan "blæse hornet op" for derved at vække bommændene så betids at man ikke behøver at holde ved bommene. Men jeg kunne denne gang ikke tænke mig nogen grund. Under en kørsel, højst ubehagelig på grund af lyden af den snertende svøbe, der i bogstaveligste forstand kunne siges ikke at være af hestenes ryg inden vi nåede Køge postgård, nåede vi da denne hvor vi vederkvægedes ved et hyggeligt, godt opvarmet rejseværelse og ved proper og billig beværtning.

III Reise til Vordingborg

Fra Køge til Rønnede var hesteplageriet lige så utåleligt som før og kørslen langsommere. Dog fandt jeg mig tålmodigt heri, for i Rønnede fik vi jo nye heste og kørte da på vores magelige fjedervogn lige til Vordingborg, tænkte jeg. Men ak! vi mennesker tænker så tit fejl. Efter et lille ophold i Rønnede gik vi alle ud i regn og slud for at stige til vogns. Hvor blev jeg ikke lang i ansigtet ved at forefinde - i stedet for fjedervognen hvilken jeg havde tænkt mig ligesom hovedvognen holdende tør inde i vognskuret - en af de gamle postvogne holdende aldeles gennemvåd uden for vognskuret. Dog fandt jeg mig også heri og satte mig trøstigt i det svømmende lædersæde. Enhver vil vist være enig med mig deri at dette ikke er så ganske rigtigt gjort af postdirektionen. Det er at ove mere end den kan holde, således at lade de rejsende gøre begyndelsen af rejsen i en bekvem vogn, tage denne fra dem midt på ruten og i stedet give dem en fra forrige århundrede.

Vi kørte da afsted, men nu tabte jeg tålmodigheden. Vejen gik nemlig: til Præstø. Har du, kære læser! nogensinde rejst med posten fra København til Vordingborg? Gennemfarer der dig da ikke en vis gysen ved at høre Præstø nævne? Du vil sikkert i forening med mig henvende dine bønner til postdirektionen at de rejsende dog endelig må blive befriede fra denne dræbende, trvielle omvej, og at pakkenillekerne til Præstø blev aflagt i Rønnede Kro eller det sted på Vordingborgvejen der er det nærmeste. Dog - tilbage til rejsebeskrivelsen! tidlig på morgenstunden ankom vi til Præstø. En nedslående efterretning modtog vi her, nemlig den at der intet gæstgiveri var på aftrædelsesstedet. "Der var et gæstgiveri i den anden ende af byen, men der var nok ingen oppe og værelserne vist kolde." så vi følte ikke synderlig lyst til at begive os på opdagelsesrejse efter dette. I den lige over posthuset liggende kippe hvor postillonerne samledes, nød vi et koldt værelse, en kop kaffe, satte os derpå til vogns, havde en bandsat vej indtil vi igen nåede Vordingborgvejen som vi havde måttet forlade, og ankom efter en halsbrækkende tur ned ad et med store klippestykker brolagt, yderst smalt stræde til Vordingborg Postgård hvor vifandt os fuldkommen tilfredse i enhver henseende.

IV Rejse til Gåbense.

Om denne er meget lidt at sige Vi betalte vores "ispenge" i Vordingborg, sejlede i den korte tid af 1½ time over vandet i en lille båd uden at se en smule is, men om istransporten skulle vi i næste nummer udtale os, såvel om denne i almindelighed som om postdirektionens andel.

(Politivennen nr. 1151, Løverdagen, den 20de Januar 1838. Side 33-38)

Redacteurens Anmærkning

Køge Postgård lå på hjørnet af Torvet og Nørregade. Den er nu nedrevet. Ejendommen blev først i 1785 postgård, og senere det førende værtshus i Køge og “Hotel Prinsen”.

En Mangel ved Gjæstgiverstedet Holland.

Den rejsende som ikke gør for store fordringer, men tager til takke med det jævne og borgerlige, vil i flere henseender finde sig ret vel tilfreds med dette gæstgiversted på Nørregade som derfor også er meget stærkt besøgt. En væsentlig mangel er det imidlertid at der er så lidt sørget for at de rejsende bekvemt kan hænge deres klæder op, hvortil næppe findes de fornødne søm indslået i væggen. Klædeskabe ville være for meget at forlange især da rummet i nogle værelser er for indskrænket til det, men nogle tilstrækkeligt befæstede knagerækker kunne afhjælpe manglen og omkostningen ved det er så ubetydelig at den sikkert opvejes ved de rejsendes forøgede tilfredshed.

(Politivennen nr. 1137, Løverdagen, den 14de Oktober 1837. Side 648)

 "Den rejsende som ikke gør for store fordringer, men tager til takke med det jævne og borgerlige, vil i flere henseender finde sig ret vel tilfreds med dette gæstgiversted på Nørregade som derfor også er meget stærkt besøgt" (Nørregade 36. Eget foto, 2017)

Redacteurens Anmærkning

Ifølge Krak 1837s oversigt over gæstgiverier fandtes Holland på Nørregade 39. Stedet har en indviklet matrikelhistorie. Siden 1828 havde nummer 39 været sammenlagt med 40 B, til: 39 & 40 B. I 1859 fik stedet husnummeret Nørregade 27. Dette blev 1907 Henlagt til 36 & 37 og fra 1953 betegnet Nørregade 36. Dette hus er fra 1818.

I Anledning af den i Politievennen Nr. 1130 indrykkede "Anmodning til hr. Tvermoes."

Motto: Misundt brød bliver også spist.

       _________________________

To virksomme, særdeles agtbare købmænd mødtes engang: Den ene som vi vil kalde H., var aldrende og havde ved virksomhed og et retskaffent forhold arbejdet sig op til chef for et af de rigeste og mest agtbare handelshuse. Den anden, som vil vil kalde A. var en ung, men virksom begynder i handelsfaget.

Deres samtale indledtes således:

H. Hvor går det?
A. Godt, men jeg har desværre for mange misundere.
H. Søg at vedligeholde dem! (Idet han klappede A på skulderen.)

Denne indledning synes meget træffende at passe mod den annonce. For misundelse forekommer tydeligt at lyse frem af dette inserat. Havde indsenderen haft en god hensigt, da ville han ikke have søgt at kaste skygge på madame Bentzens borgerlige færd. Han ville under fire øjne have gjort hende opmærksom om de mangler der fandtes ved gæstgiveriet. Men hvor langt fra det er at madame Bentzen fortjener bebrejdelse for manglende opmærksomhed mod det rejsende, derfor føres intet andet bevis end at hun i over tyve år på samme sted (i Tvermoes' gård) har bestyret gæstgiveriet. At hun har kunnet opdrage sine mange børn (hun har haft 16, hvoraf 6 lever) og betale enhver sit, og at gæstgiveriet altid er stærkt besøgt af rejsende.

Man må derfor anbefale madame Bentzen, fremdeles som hidtil at vise opmærksomhed for de rejsende og hun vil hverken mangle søgning eller misundere.

(Politivennen nr. 1131, Løverdagen, den 2den September 1837. Side 553-554)

Redacteurens Anmærkning

Debatten startede i Politivennen nr. 1130, Løverdagen, den 26de August 1837. Side 533-534, med artiklen "Anmodning til Hr. M. Tvermoes." Herefter fortsatte det i Politivennen nr. 1132, Løverdagen, den 9de September 1837. Side 565-568 "Til Publicum i Anledning af en "Anmodning til Hr. M. Tvermoes" og Politivennen nr. 1132, Løverdagen, den 9de September 1837. Side 568-569, "Fra Forfatteren af en "Anmodning til Hr. M. Tvermoes.".

Anmodning til Hr. M. Tvermoes.

Ejeren af gæstgivergården på Rosengården, hr. M. Tvermoes har i sommer foretaget en hovedforandring ved gæsteværelserne og har herefter i flere aviser anbefalet gæstgiveriet. Hr. T. håber "at enhver rejsende nu vil findes sig tilfreds såvel med lokalet som med opvartningen, hvilken ligesom hidtil bestyres af den som gæstgiverinde så fordelagtigt bekendte madame K. Bentzen."

Med lokalet forudsat at kakkelovnene er frie for røg, er der næppe spørgsmål om at de rejsende vil finde sig tilfredsstillede. Men forinden hr. Tvermoes "håber" at det samme bliver tilfældet med opvartningen, er det absolut nødvendigt at mad. Bentzen bliver nøje underrettet om hvad der hører til en god opvartning. At de rejsende er vant til at få rene lagener på sengen foruden rent håndklæde, tøfler samt anden nødvendig bekvemmelighed. Og at derfor manglen af sådanne ting ikke kan anbefale gæstgiveriet. Også går det ikke vel an at lade gæsterne når de rejser ganske tidligt om morgenen, begive sig på vejen uden at kunne få te eller kaffe. For man kommer ikke let der igen hvor der ikke vises mere opmærksomhed. Mad. Bentzen er for øvrigt en meget skikkelig og fornuftig kone, og hun vil derfor næppe fortrydes over at hendes vært giver hende råd og vejledning til hendes eget bedste.

(Politivennen nr. 1130, Løverdagen, den 26de August 1837. Side 533-534)

Rosengården set fra Kultorvet 2015. Tvermoes' gård (som altså ikke længere findes) lå på højre side længst væk, ved de røde murstenshuse bagest mod Fiolstræde. (Eget Foto)
 

Redacteurens Anmærkning

Gæstgiveriet i Tvermoesgård eksisterer ikke længere, det blev nedrevet i 1905. Adressen lå på det der i dag er Rosengården 12-14.

Debatten fortsatte det i Politivennen nr. 1131, Løverdagen, den 2den September 1837. Side 553-554, "I Anledning af den i Politievennen Nr. 1130 indrykkede "Anmodning til hr. Tvermoes.", Politivennen nr. 1132, Løverdagen, den 9de September 1837. Side 565-568 "Til Publicum i Anledning af en "Anmodning til Hr. M. Tvermoes" og Politivennen nr. 1132, Løverdagen, den 9de September 1837. Side 568-569, "Fra Forfatteren af en "Anmodning til Hr. M. Tvermoes.".

Paaligger det de Reisende at udføre Veiarbeide?

Hvilket tåbeligt spørgsmål! råber mange. Hvorledes kan den der rejser, med det samme udføre vejarbejde? Og hvorledes kan sådant kræves af den rejsende der betaler bompenge og iler med at komme til sin bestemmelse?

Hvad enten man nu anser det fremsatte spørgsmål for tåbeligt eller ikke, så er der dog til visse sandt at den rejsende ofte standses i at komme hurtigere frem til sit mål ved i små skridt som ved en ligprocession at måtte passere lange vejstrækninger man har belagt med små sten som til makademisering skal knuses af de passerede vogne. Ikke overalt betjener man sig af stenvogne eller stentromler til at knuse disse småsten der piner hestene og opholder de vejfarende. Men intet sted glemmer man ved store sten på siderne af vejen at tvinge de rejsende til at passere det tunge vejstykke for at yde deres skærv til denne knusning. Er dette altså andet end at benytte de rejsendes tid og deres befordringstøj til vejarbejde? Og kan dette kaldes fornuftigt og rimeligt?

(Politivennen nr. 1128, Løverdagen, den 12te August 1837. Side 499-500)

Noget om Toldbod-Dragerne.

Når man en søndag eftermiddag vil spadsere ud på Københavns toldbod på den tid da dampskibet fra Kiel plejer at komme, så vil man få et begreb om den mageløse uorden der hersker ved ilandbringningen og bortbæringen af de ankommende rejsendes tøj. Som bekendt er nemlig drageriet frit for alle. Og som en følge heraf kan enhver gavtyv, ethvert udskud som kun har så mange laser på kroppen at han kan bedække sin nøgenhed, indfinde sig for at søge fortjeneste. 

Dette sker da også i guds velsignede mængde. Når nu en båd lægger til, griber og rapser disse gaster alt hvad blot den ene kan få fat på for den anden under idelig banden og slagsmål. Og for de rejsende er det umuligt at hindre, så de må tro sig hensat til en røverrede, og ikke til sø-, stabel- og hovedstaden København i kongeriget Danmark. Passagererne tør ikke stige i land af frygt for at blive skubbet overbord af den tætsluttende kreds lazaroner der omgiver dem. Godset bliver nu slæbt op på pladsen til bærebørene, og her må passes på for at en passagers gods ikke skal blive lagt på ti forskellige børe, da enhver vil bære hvad han har bemægtiget sig. Den stærkeres ret gør endelig udslaget efter megen spektakel, skælden og slagsmål, og godset kommer da endelig bort.

De fleste af disse sjovere ser mere ud som dyr end mennesker, og kun få har et så tåleligt udseende at man uden væmmelse kan tænke sit tøj i deres hænder. Det samme gælder ved bortrejse herfra. Når en vogn øjnes udenfor toldbodporten, spidser sjoverne ører, omringer den på pladsen og nu rives alt ud af den hvad der kan fås fingre i. Om den rejsende nok så meget protesterer, så nytter dette dog intet. Havesyge og frækhed gør dem døve for alt. At de rejsende ikke giver dem nogle dygtige stokkeprygl, må forundre enhver som blot en gang har været vidne til denne skandale. Det var at ønske at den kongelige generalpostdirektion som med prisværdig beredvillighed afhjælper så mange savn, vil lade træffe den foranstaltning at kun visse ordentlige folk blev antaget til dragere, og at disse fik en fælles kasse, hvoraf hver fik lige del. Og når da en moderat takst blev sat for disse folk, så tror man at en uorden ville blive hævet som næppe nogen anden stad i verden kan fremvise mage til.

6-18.

******
Udgiveren har fået tilsendt en anden lignende anke over de på Toldboden stedfindende uordener af sjovere, og han vil med forestående indsender ønske denne hævet ved ansættelse af faste og betroede folk, lig litsenbrødrene ved vore øvrige færgesteder som mod en bestemt rimelig godtgørelse skal modtage og befordre rejsendes gods til det opgivne logi. Skulle der imidlertid ikke reflekteres på dette ønske, da burde dog de her omhandlede sjovere formenes at opholde sig på broen med mindre deres tjeneste forlangtes der. Da vagten er i nærheden, kunne sådant let overholdes.

(Politivennen nr. 1120, Løverdagen, den 17de Juni 1837. Side 367-369)

Problemet syntes ikke at ophøre, hvis man skal tro dette billede (Toldboden), af Tikjøb 23 år senere i Illustreret Tidende, 9.december 1860.

Redacteurens Anmærkning

I Politivennen nr. 1222, 1. juni 1839 s. 350 blev bekendtgjort at der nu var stationeret 2 soldater som spærrede adgangen til broen, og kun lod dem passere som opsynsmanden kaldte til sig for at transportere de rejsendes gods.

Der var klager over at transporten til dampskibene skulle foregå i små både som havnekaptain Eskildsen havde monopol på. Lodsoldermanden Erich Eskildsen (1776-1856) var 1. april 1811 blevet transportforvalter for befordringen mellem Nyhavn og Christianshavn. Det skulle foregå med 6 gode rofartøjer (Bergensjoller). Det må have været en god forretning, for i 1812 fik han opført et syv fag bredt hus med kælder og fire etager på Frederiksborggade 7 (huset findes stadig). Her boede bl.a. fra 1812 Poul de Løvenørn (1751-1826). Direktør for Søkortarkivet, og senere kontreadmiral (1813). Da Pram- og Stenførerlaugets eneret på færgejollerne på Strømmen indenfor Toldbodbommen blev ophævet, blev den overtaget af Eskildsen. Lauget havde fastsat takster for turene til Christianshavn som 1 tur fra Nyhavn, 2 ture fra Larsens Plads og 3 ture fra Toldboden. Prisen var 4 sk. pr person pr. tur. Færgejollerne blev især brugt af forretningsfolk. En færgejolle fra Christianshavn til Toldboden kostede således 4-5 mark, mens en droske til 4-5 personer kostede 24 sk. pr. tur. 

Det var især københavnerblade som Kjøbenhavnsposten og Fædrelandet der kritiserede Eskildsen. Klagerne over de "Eskildsenske både" ophørte ikke efter hans afgang. Begrebet "Eskildsens Både" hang ved. Og med god grund, efterson færgevæsnet åbenbart blot fortsatte i hvert fald nogle år endnu med dårlige både og dyre takster. En af Eskildsens efterfølgere, havnekaptajn Hendrich Emil Krenchel (1801-1864) nægtede dog i 1855 at overtage Eskildsens færgeprivilegium. Krenchel var efter endt karriere i marinen blevet havnekaptajn i 1853, samt medlem af Københavns Havneadministration. Ham gik det dog værre: Den 24. januar 1856 blev han sigtet og senere fundet skyldig i at have tilegnet sig nogle fartøjshvilere, hvis værdi kun var nogle få Rdl. Han blev suspenderet 4. juni 1856 og varetægtsfængslet. Den 23. januar 1858 dømt til simpelt fængsel i 3 måneder i anledning af forskellige uregelmæssigheder og uordner i sin embedsførelse. Straffen blev afsonet i Kastellet. Genindsat i 1. januar 1859-1. april 1860. Hvorefter han blev afskediget med ventepenge i anledning af forandring ved havnekaptajnsstillingen. 

I 1857 blev monopolet ophævet. Og der blev etableret et regelmæssigt færgevæsen i havnen af ingen ringere end en af Eskildsens sønner, kancellist F. Eskildsen. Jollerne blev udskiftet med 10 bedre udrustede joller. Der var dog stadig ikke etableret anløbssteder, så bådene måtte bruge de private broer.