En lille Bøn til Generalpostdirectionen.

Da de postilloner der kører såvel de ordinære poster som ekstraposter er forsynede med valdhorn, formoder man at det er anordnet at dette horn ved visse lejligheder skal benyttes. Men indsenderen som i flere år jævnligt har gjort rejser til provinserne, såvel med agepost som med ekstrabefordring, har yderst sjældent erfaret at dette er tilfældet. Mens postillonen i Tyskland opmuntrer den rejsende ved hyppigt at blæse muntre stykker på sit horn, griber vores postilloner kun sjældent til deres undtagen når man nærmer sig et krosted for at melde deres ankomst, og for en der da kan blæse en melodi ordentligt, gives der 10 som blæser meget dårligt, ja næppe kan frembringe en tone. Da generalpostdirektionen i de senere år har gjort så meget for at forbedre  vores post-og befordringsvæsen, at dette ikke skal stå alt for langt tilbage for fremmede stæders, håber man også at den her nævnte mangel vil blive afhjulpet. Ved at indskærpe vognmandslauget som afgiver befordring, at ingen kørekarl må antages til postillon undtagen at han i det mindste kan blæse et eller to stykker ordentligt på sit horn, mener man at hensigten snart vil opnås. Ingen vil kunne nægte at ved en vis færdighed i at traktere sit instrument vil postillonen foruden at sætte sig i respekt hos de mødende som skal vige for ham, kunne fornøje de rejsende med et muntert stykke og holde sig selv årvågen, så at han ikke faldt i slummer, overladende heste, vogne og rejsende til Guds forsyn, hvilket nu ikke så sjældent indtræffer (især om sommeren da mange rejser), og som kun kan undskyldes med at en sådan karl ofte må køre flere nætter og dage uden at få ordentlig hvile.

(Politivennen nr. 1318, Løverdagen, den 3die April 1841. Side 214-215).