Sundhedsforhold paa Statsbanens Værksteder. (Efterskrift til Politivennen)

Kort forinden Statsbanens Værksteder i 1909 flyttede ud paa sin nuværende Plads, tilkaldte den daværende Værkstedsbestyrer Werner Organisationens Formand og forklarede ham nogle Enkeltheder ved Værkstedernes Indretning, herunder udtalte han: "Der findes to store Ulæmper i Omgivelserne. Den ene er den saakaldte aabne Belvedere Kloak, og den anden er Kødfoderfabriken. Disse to Ulæmper har Værkstedsledelsen gjort alt for at fjærne, det er ikke lykkedes, og vi overlader det nu til Arbejderne selv at faa disse uheldige Forhold ændret.

Straks efter Overflytningen maatte Arbejderne erkende, at det var højst ubehagelige Omgivelser, de stiftede Bekendtskab med. Organisationen tog straks fat, og bl a. "Social-Demokraten" rejste en kraftig Kritik af disse Forhold, der for Kødfoderfabrikens Vedkommende synes at have baaret nogen Frugt, men dog saaledes, at det nu mere er Destruktionsanstalten, der til visse Tider har Æren af at forpeste Luften herude. Belvederekloaken har derimod i de forløbne 13 Aar faaet Lov at udvikle sig i Fred, den har i disse Aar forvandlet sig til en gærende, boblende Masse, der i særlig Grad om Sommeren udbreder en saa modbydelig Stank, at Opholdet i Værkstederne til Tider er næsten umulig Som bekendt er Værkstederne forsynet med Ovenlys, og naar Solen varmer paa Taget, er Luften ikke til at arbejde i. For at hjælpe herpaa er der lagt store Ledninger i Værkstederne, hvorigennem der kan blæses frisk Luft ind, men denne friske Luft findes ikke, vi maa helst lukke saavel Vinduer som Døre.

I 18 Aar har der fra Arbejdernes Side været arbejdet for at faa denne Pestkilde fjærnet, alt har været forsøgt, sidst prøvede vi at faa det sat ind som Nødhjælpsarbejde; men alt er forgæves. Det er jo kun Arbejderne, der lider herunder, det er jo ikke et Villakvarter.

I det sidste Aarstid har Borgerrepræsentant J. A. Hansen beskæftiget sig med Sagen, og efter hvad jeg har erfaret, er han naaet netop dertil, hvor ogsaa vi selv er standset, nemlig der: Hvem har Pligt til at rense eller fjærne denne Kloak? Kommunen siger, det er Statsbanens Pligt, Kloaken findes paa Statens Grund, og Statsbanerne siger, det er Kommunens Pligt at rense den, thi det er fra Kommunen den fyldes med Snavs. Her synes der saaledes ikke at være nogen Vej at finde, og jeg kunde da ønske at spørge, om der ikke her i Staden findes en Sundhedskommission, der har en vis Pligt til at paase, at en saadan modbydelig Pestkilde ikke faar Lov til at brede sig i flere Aar. Vi er ca. 1000 Mennesker, der daglig maa opholde os i disse Omgivelser, vi har saa godt som alle Familie, til hvem eventuelle smittefarlige Sygdomme kan hjemføres. Hvis Sundhedskommissionen vilde gøre sig den Ulejlighed at aflægge os et Besøg herude, vilde vi da faa nogen Forstaaelse af, at ogsaa vi har Ret til at kræve Beskyttelse for vor Sundhed. Vil man vedblivende vende det døve Øre til, glem saa ikke, at det er for sent at Lukke Brønden, naar Barnet er druknet.

M. Kirketerp

(Social-Demokraten 7. juni 1923)

Udover sundhedsfaren skete der hyppigt arbejdsulykker på centralværkstedet. Her nogle eksempler fra de første år (listen fortsatte det næsten årti):

16. juli 1910, arbejder A. Jønsson, Skjalm Hvidesgade 9,  fik en finger knust af en nedfaldende hammer.

4. maj 1911 maskinsmed Christian Nielsen, Søndre Boulevard 87 fik sin hånd i klemme under en dunkraft. En finger knust og hånden lemlæstet.

19. juli 1911 Karetmager H. Westergaard, Matthæusgade 36, fik brystkassen klemt mellem bufferne på to jernbanevogne. (Berlingske 19. juli 1911).

8. marts 1912, arbejder Emil Nielsen, Guldborgvej 3, fik brud på ryggen og en del andre alvorlige kvæstelser, da drivremmen på en af maskinerne fik fat i hans tøj og trak ham rundt.

19. marts 1912, arbejder Th. Thomsen, Flensborggade 17, fik en stok gennem underlivet.

24. februar 1913, smed Mortensen, Landskronagade 127, venstre tommelfinger slemt såret i en maskine.

9. marts 1913. 5 arbejdere kom til skade ved kedelrørsprængning på godsbanegårdens lysstation. Alvorlige brandsår.

Statsbanernes Ambulancevæsen. (Efterskrift til Politivennen)

København.

Efter den forfærdelige Vigerslev-Katastrofe tog Statsbanernes Generaldirektorat Spørgsmaalet op om en Revision af Ordningen af Statsbanernes Ambulancevæsen og Hjælpetog, og der nedsattes i den Anledning to Udvalg, der skulde beskæftige sig med dette meget alvorlige Spørgsmaal.

Det ene Udvalg, hvis Formand er Maskindirektør A. Floor har behandlet Spørgsmaalet om Hjælpevognenes Udstyr, Bemanding og Udsendelse, det andet Udvalg med Trafikdirektør V. Helper som Formand har drøftet selve Ambulancevæsenet. Jærnbanelæge Th. Jensen, København, har været Medlem af det sidstnævnte Udvalg, og Overdirektør S. Falck Redningskorpset, Medlem af begge Udvalg.

Disse Udvalg har nu tilendebragt deres Arbejde og er fremkommen med Forslag til en ny Ordning.

For at bedømme Forslagene er det imidlertid nødvendigt at give en Oversigt over

Statsbanernes nuværende Ambulanceordning.

For Tiden omfatter Statsbanernes Ambulance- og Hjælpetogsmateriel 18 Tog, hvert bestaaende af en Ambulancevogn med 12-16 Baarer, Medicin, Forbindssager og Operationsbestik, en Hjælpevogn med Værktøj og Redskaber, en Personvogn til Transport af lettere Saarede og en Rejsegodsvogn.

Togene er stationerede paa forskellige Stationer, jævnt fordelt over hele Banenettet.

Ved mindre Uheld, Sporafløb og dsl., benyttes alene Hjælpevogne, men ved større Uheld, hvor Mennesker kommer til Skade, udsendes det samlede Ambulancetog.

Til Fremførelse af hvert Ambulancetog holdes altid - i hele den Tid, der er Tog paa Linien - et opfyret Lokomotiv til øjeblikkelig Raadighed. Ambulancetogene betjenes af tilstedeværende Stations- og Togpersonale, som er indøvet i Betjening af Baarer og under Vejledning af Læger Læger har gennemgaaet Kursus i Behandling af saarede, og bemandes med et forud udpeget fast Rydningsmandskab af Statsbanernes stedlige Haandværkere og Arbejdere, som er fortrolig med Betjeningen af Værktøj og Redskaber i Hjælpevognen, og som om Dagen møder straks fra Arbejdsstedet og om Natten tilkaldes fra Hjemmet.

Foruden det til Ambulancetogene hørende Materiel haves der endvidere Lægekasser i alle Tog og paa alle Stationer, og tillige er der anbragt Lægekasser i en Del Vogterhuse langs Banelinien, for at der ved en eventuel Ulykke hurtigt kan skaffes rigeligt Forbindingsmateriale til Ulykkesstedet. Baarer medføres i alle Tog og haves paa en Del Stationer. Endelig er der afsluttet Overenskomst med "Københavns og Frederiksbergs Redningskorps" om Assistance med dettes Katastrofemateriel ved Redningsarbejdet ved eventuelle Ulykker paa Sjælland.

Den nye Ordning omfatter 23 Ambulancetog og 12 Hjælpetog.

Det vil af det ovenstaaende fremgaa, at Ambulancetogenes Ordning har været baseret paa en samlet Udrykning af Personel og Materiel til saavel Rednings- som Rydningsarbejdet, saaledes at Rydningsmandskabet med det fornødne Værktøj straks kan assistere ved Redningsarbejdet og umiddelbart efter med det sværeste Rydningsmateriel rydde Banelinien paa Ulykkesstedet.

I København bor Rydningsmandskabet i Tjenesteboliger umiddelbart ved Ambulancetogets Afgangssted og kan, allarmeret ved elektrisk Ringning, øjeblikkelig give Møde. Men paa de øvrigt Ambulancetog-Stationer rundt omkring i Landet, hvor en saadan Boligordning og fast Vagt af praktiske og økonomiske Grunde ikke lader sig gennemføre, kan Rydningsmandskabets Tilkaldelse og Tilstedekomst i Tilfælde af natlig Udrykning tage nogen Tid.

Udvalgene foreslaar derfor følgende:

Udrykningen bliver delt, saaledes at Ambulancetogenes Afventning af Rydningsmandskabet helt undgaas.

Til Fremførelse i Ambulancetogene sammen med Ambulancevognen indfører 

en ny særlig Type Redningsvogn 

med Belysningsmidler, Save, Økser og andet Haandværktøj til Redningsarbejdet. Alt Personale paa Ambulancetog-Siationerne skal være indøvet saavel i Samaritergerning som i Brugen af Redningsvognens Værktøj og Redskaber. Ved Forlangende om Hjælp vil Ambulancetoget saaledes straks kunne afsendes, bemandet og udstyret ti! Redningsarbejdet. Efter Ambulancetogets Afgang afsendes et Hjælpetog med det sværere Rydningsmateriel til Baneliniens Rydning, og med dette følger let særligt indøvede Rydningmandskab.

Til Gennemførelsen af denne Ordning vil det være nødvendigt at raade over ialt 23 Ambulancetog og 12 særlige Hjælpetog, og hertil maa anskaffes 5 Ambulancevogne og 29 Hjælpe- og Redningsvogne. Togenes fordeles paa

20 Ambulancetog-Stationer

hvorved man gennemsnitlig faar et Ambulancetog for hver 120 km Banelinie, og da der i Almindelighed kan tilkaldes Hjælp fra to Sider, vil man ved en eventuel Ulykke inden for en kort Frist kunne raade over 2 Ambulancevogne med 28 Baarer m.m. samt 2 Hold Personale med Redskaber, Værktøj og Belysningsmidler

I Ambulancetogene indrettes Forbindingsrum, i hvilke Lægerne under Opholdet paa Ulykkestedet eller paa Vejen til Hospitalet kan foretage Forbindinger, ligesom hvert Ambulancetog skal medføre 2 Telte, der kan opstilles paa Ulykkesstedet som Læ for de saarede, samt et Antal Tæpper i samme Øjemed.

Alle Statsbanetog skal medføre Magniumsfakler.

Af Belysningsmidler medførte hvert Ambulancetog tidligere 2 Karbidfakler, 1 stor Luxlampe og 2 Benzinlamper. Efter de indvundne Erfaringer kan dette imidlertid ikke anses for tilstrækkeligt, og Udrustningen er derfor fastsat til 4 Karbidfakler, 12 Benzinlamper i Stativer og et Antal elektriske Haandlygter; hertil fornødne Anskaffelser er alle foretaget. Endvidere skal alle Statsbanetog medføre Magniumsfakler til Brug ved en eventuel Ulykke.

Efter Erfaring behøves af Værktøj ved en Togulykke især et rigeligt Antal Økser og Save til øjeblikkelig Raadighed for Jernbanepersonalet og den tilfældige Hjælp. En stor Del Personvogne er derfor i den sidste Tid forsynet med saadant Værktøj ligesom hvert Ambulant i tog medfører en særlig Beholdning 

Efter Gennemførelsen af de sidstnævnte Anskaffelser vil der saaledes i Statsbanernes Tog altid findes foreløbige Hjælpemidler (Baare, Lægekasse, Værktøj og Magniumsfakler) til det allerførste Redningsarbejde, indtil Ambulancetoget med den effektive Hjælp indtræffer.

For at Hjælpen til et forulykket Tog kan tilkaldes og bringes saa hurtigt som muligt, foretages forskellige Foranstaltninger sigtende til, at [Læs]iontjenesten i Anledning af en Ulykke kan foregaa saa let som muligt, og til, at Ambulancetogene kan være klar til Udrykning med kortest muligt Varsel, ligesom Stationerne er instrueret om Tilkaldelse af Automobiler til Transport af Læger og Samariter til Ulykkesstedet. Endvidere afsluttes Overenskomst om Hjælp fra Redning korpsets Provinsstationer.

Endelig forsynes alle Stationer med Baarer, og Lægekassernes Indhold af Forbindsager forøges.

Lille interview med Generaldirektøren.

- Naar kan ovennævnte ny Ordning ventes gennemført? spurgte vi i Aftes Generaldirektør Andersen Alstrup, der lige er vendt hjem fra en længere Rejse.

- Den ny Ordning vil blive gennemført saa hurtigt som muligt, og noget af den er allerede gennemført, idet vi har Bevillinger dertil og dernæst søger Bevillinger til Resten.

(Horsens Social-Demokrat 30. juni 1922)

Fire ambulancevogne som Statsbanerne har bestilt i Randers, ankom i august 1911 på sporene ved jernbanens centralværksteder ved Kalvebodstrand.

I december 1912 blev afholdt en øvelse: Kl. 10 fik redningskorpset besked om en ulykke. Få øjeblikke efter kørte redningskorpset afsted til godsbanegården med 3 biler fuldt lastede med katastrofemateriel. De kørte ind in ambulancetoger, som altid holdt klar på baneterrænet. Funktionærerne var i mellemtiden alarmeret. 22 minutter efter meldingen satte ambulancetoget i bevægelse.

De mystiske Dødsfald paa Statsbanens Centralværksted. (Efterskrift til Politivennen)

De maa sikkert skyldes de usunde Omgivelser.

Saavidt Arbejderne bekendt, er der intet foretaget i den af Bladet den 10. ds. fremdragne Sag ang. de hygiejniske Forhold ved Statsbaneværkstederne. Det er sandsynligvis den samme Opfattelse, der gør sig gældende nu, som da vi for flere Aar tilbage fremdrog Sagen her i Bladet, men Forholdene har i disse Aar udviklet sig i en saadan Grad, at Arbejderne ikke vedblivende vil finde sig i det farlige Naboskab - Kloaksumpen - der jo nu som paavist er langt farligere efter at Inddæmningen i Kalvebodstrand har fundet Sted.

Efter det sidste Dødsfald indsendte Organisationen en Prøve af Olien til Undersøgelse hos den Læge, der havde behandlet Patienten, og herfra er der modtaget følgende Svar:

Lægeerklæringen fra Rigshospitalet.

I den olieagtige Vædske, jeg har modtaget fra Dem, fandtes ingen Bakterier. Det kan saaledes anses for udelukket, at den direkte har haft nogensomhelst Indflydelse paa Sygdomstilfældets Opstaaen.

At den indirekte - gennem sin Fordampning og Dampenes eventuelle skadelige Indflydelse paa Slimhinderne - kan være skadelig, anser jeg ikke for sandsynligt. Herom vil man ialt Fald ikke kunne udtale sig nærmere, før det er oplyst, hvilke kemiske Bestanddele der findes i Væsken.

(sign.)
Carl Sonne.

Om Statsbanerne eller andre Autoriteter herefter vil foretage videre i Sagen, vil Arbejderne vel næppe erfare noget om, men af ovennævnte Erklæring vil man da kunne slaa sig til Ro med, at Faren ikke er at finde Olien, men da de to Dødsfald upaatvivlelig ikke kan tilskrives ganske almindelige Aarsager, ligger det nær at søge Aarsagen i Værkstedets Sundhedsforhold, og vi skal til yderligere Belysning heraf oplyse følgende:

Værkstederne er bygget paa en Skarnbunke.

Værkstederne ligger paa en opfyldt Grund, hvis væsentligste Bestanddel er Dagrenovation. Igennem det store Maskinværksted fører en Hovedkloak,

der har sit Udløb fra Vesterbrokvarteret, og paa sin Vej tager imod Tilløbet fra Værkstedernes W. C.

Fra de / Værkstederne anbragte Rensebrønde opstiger til Tider en ganske ulidelig Stank, og da Værkstedet er som et helt lukket Drivhus, er der ingen Adgang til Fornyelse af Luften.

De Indlagte Varmeledninger, der iøvrigt var beregnet paa at indblæse frisk Luft i Værkstederne, bliver af Sparsommelighedshensyn ikke benyttet, og saalænge Luften udenfor er lige saa daarlig som inde i Værkstederne, vilde det heller ikke være til synderlig Nytte.

"Belvedere-Kloaken«.

"Belvedere-Kloaken" fungerer som en Art Hjælpekloak for den, der fører igennem Værkstedet, idet der paa denne findes Porte, der ved stærkt Tilløb, Regn o. l. automatisk aabner sig, og dens Overflod løber da ud i den aabne Kloak. Ved saadanne Lejligheder flyder da Menneskeekskrementer rundt i flere Dage i den aabne Kloak til de helt opløses eller gaar til Bunds!

Under disse utroligt uforsvarlige hygiejniske Forhold tilbringer Arbejderne 10½ Time daglig i et Statsværksted, og det er nu ikke saaledes, at det her er Arbejderne alene, der beklager sig; alle vore Overordnede lider under akkurat de samme Forhold og er ganske enige med Arbejderne om, at dette sundhedsfarlige Forhold forlængst burde være fjærnet. Skal denne Kloak endnu have Lov at udøve sin Virksomhed i den kommende Sommer, saa lover vi at invitere alle Sundhedsautoriteterne til at stifte nærmere Bekendtskab med den, naar den rigtig en varm Sommerdag staar i fuld Gæring.

En Epidemifare.

VI er ikke forhaabningsfulde, vi venter naturligvis ikke, at man nu straks tager fat paa at ordne dette Forhold, vi venter kun at se, hvem der bliver den næste; thi nu har i ventet i snart 10 Aar paa Forbedringer, og vor største Glæde er nu, saa snart det er Fyraften, hurtigst muligt at søge bort fra Statsbanens Terræn, hen, hvor der blæser en frisk Vlnd, der ligesom giver os nyt Liv; skulle en Epidemi indtræffe, vilde vi vel næppe være saa glade ved hver Dag at forlade en saadan Smittekilde for muligvis at bringe Smitten hjem til Familien.

Vi skal senere komme tilbage til denne Sag og vil vedblive dermed til der bliver taget alvorligt fat paa en Forklaring.

(Social-Demokraten 24. oktober 1917).

Allerede 6. juni 1911 havde Social-Demokraten klaget over at Rosenåen som løb fra Godsbanegården forbi Statsbanernes centralværksted ud til Kalvebod Strand, var en sort, stinkende sump hvis stank generer arbejderne i maskinværkstederne.

Mogens Falk-Sørensen, Stadsarkivets fotografiske Atelier: Vasbygade og DSB-arealet. Optaget fra taget af turbinehallen på H.C. Ørstedsværket. På billedet ses kolonihaver og lokomotivværkstedet på Otto Busses Vej. I baggrunden ses Ingerslevsgade. Foto optaget for Stadsingeniørens Direktorat af Stadsarkivets fotografiske Atelier. 1949. Kbhbilleder. CC-BY.

Attentat mod Statsbanernes Kullosningsbane. (Efterskrift til Politivennen)

Et Attentat mod Statsbanerne.

En tysk Montør anholdt.

For et Par Dage siden opdagede man, at nogle Afbrydere var fjernede paa den store nye elektriske Luftbane, der tjener til at føre Kul fra Gasværkshavnens Skibe til Statsbanernes Depoter. Man opdagede Mærværket saa betids, at enhver Ulykke blev afværget. I værste Tilfælde kunde det have hændt, at en af Tipvognene var styrtet ned paa den stærkt trafikerede Dybbølsgade.

Forskellige Mennesker havde set en tysk Montør, der havde været beskæftiget ved Broens Opførelse, luske om paa Strækningen over Dybbølsgade, hvor han nn intet havde at gøre. Montøren, der hedder Heinrich Schmidt, havde i Vidners Overværelse fortalt, at han følte sig krænket paa Statsbanerne, fordi han ikke havde opnaaet Ansættelse og at han nok skulde forstaa at hævne sig.

Disse sammenstødende Omstændigheder gjorde, at Maskinbestyreren i første Maskinkreds indgav Politianmeldelse paa Montør Schmidt. Denne er bleven anholdt og taget i Foriiør, men nægter foreløbig enhver Forbindelse med Hærværket.

Fjernelsen af de elektriske Afbrydere paa Luftbanen har ikke foraarsaget nogen egentlig Skade, da Statsbanerne selv var i Stand til at erstatte dem med interimistiske Anordninger. Der er derfor ikke sket noget Afbræk i Driften paa Grund af det uhyggelige Tyveri.'

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 13. august 1913).

Statsbanernes Kullosningsbane. (Efterskrift til Politivennen)

Landet har faaet sin første elektriske Højbane - ganske vist ikke en rigtig elektrisk Bane til almindelig Trafik, men alligevel et ganske interessant Stykke moderne Ingeniørarbejde.

Det er en ca. 2 Kilometer lang Kullosningsbane fra Gasværkshavnen til Statsbanernes Kulpladser ved de nye Centralværksteder.

Banen, der er udført af et udenlandsk Firma og har kostet ca 1/4 Mill. Kr., skulde allerede have været færdig til 1. April 1911. For hver Dag, der gik ud over denne Frist, skulde Firmaet betale en Dagmulkt af 100 Kr og da Statsbanerne først har overtaget Anlæget i disse Dage, løber Mulkterne op til over 60,000 Kr.

Imidlertid kan hele Skylden for Forsinkelsen ikke paalægges det udenlandske Firma, og det slipper da nok noget billigere.

Statsbanerne vil overlade til Trafikministeriet at afgøre, hvor meget Firmaet maa bøde.

(Riget. Illustreret Dagblad (København) 11. januar 1913)

I august 1913 forøvede en tysk montør, Heinrich Schmidt, et attentat på den elektriske kulbane som kunne have fået uberegnelige følger og koste menneskeliv.

Portnerboligen. Kullosningsbanen gik langs med dæmningen med de gule bygninger. De genkendes måske fra Olsen-banden filmen "På sporet". Den høje bygning ("Det gule Palæ") er nu flyttet til museet i Gedser. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Hvor "Kæmpelokomotiverne" repareres. (Efterskrift til Politivennen)

Et Besøg paa Statsbanernes Centralværksteder i København.

For nogen Tid siden blev der talt Landet over om de store nye Lokomotiver, som vi havde faaet fra Udlandet og som allerede før de var tagne i Brug var defekte. Da vi forleden var i København, besluttede vi os til at aflægge at Besøg paa Værkstederne, hvor de bliver reparerede, og som efter de Beskrivelser vi fik, skulde være noget af en Seværdighed.

Vi henvendte os derfor til Værftsbestyrer Hr. Werner, der meget elskværdigt stillede en Mand til vor Disposition. Vore Forventninger viste sig, ikke at være for store; den ret hurtige Tur gennem Anlæget tog ca. 5 Timer, men vi blev ikke træt, tværtimod bødes stadig paa nye interessante Ting, som kunde fængsle Opmærksomheden.

Det første, vi kommer til, er Vognværkstedet, og det er saa langt, at vi daarligt kan se fra den ene Ende til den anden. I Midten af Lokalet er en lang, bred Fordybning, hvor ud til løber en Mængde smaa Spor. I Fordybningen løber en Slags elektrisk Blokvogn frem og tilbage. Naar Vognen, der skal repareres, kommer ude fra det Frie og i den ene Ende af Lokalet køres ind paa den besporede Blokvogn, er det let for denne igen et Par Sekunder efter at aflevere Ladningen paa et hvilket som helst Sidespor, hvor der for Øjeblikket er Plads.

Fra Vognværkstedet. Foroven ses de mægtige Ventilations- og Varmerør.

Skal der nu kun foretages en lettere Reparation i Maskineriet, er der en dyb Udgravning i Jorden, under Vognen, hvorfra dette let lader sig gøre. Er Reparationen større, - er det Hjul eller større Dele af Undertøjet, det er galt med, føres en mægtig Dobbeltkran over Skinner, der krydser hinanden over hele Loftet, hen over Vognen og et Minut efter hænger den i Luften. Kranerne kan samlede tage ca. 180,000 Pd., saa selv et af de største Lokomotiver er for den kun Legeværk. Naar først Vognen er løftet, er det nemt at skille den ad, og de forskellige Dele vandrer rundt paa Værkstederne.

Nutidigt foto af vognreparationsværkstedet, med "Kineserbyen" bagest og et forterræn med skinner, boogier m.m. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Vi ser nogle af de store Lokomotiver, som er skilt ad. Hovedfejlen ved dem har været, at nogle støbte Akselender ikke har været solide nok. Der har været en lille Rift i dem, som ikke maa eksisterer, da den før eller senere kan faa hele Akselenden til at knække. - Men ogsaa andre Dele vandrer af Sted for at blive reparerede.

Vi følger med og kommer først til Smedeværkstedet, hvor der arbejder ca. 60-70 Mand ved halvt saa mange Esser (Ildstedet i hvilket Jernet bliver varmet). Det futter og sprutter overalt. Dette Værksted er forøvrigt, som alle de øvrige, vi kommer igennem, forsynet med en Masse moderne Maskiner. Det Apparat, der imponere os mest, er en Pressemaskine, der kan levere 

et Tryk af 1½ Million Pund.

I Løbet af et Sekund kan den presse en 10 Tommer tyk Jernblok ned til en Tykkelse af 1 Tomme. Det mægtige Apparat, der vejer henved en Snes Tusind Pund, udfører sit Arbejde ligefrem elegant og man føler absolut ingen Lyst til at lægge Fingrene imellem Blokkene ti! eventuel Fordel for Jernet.

Pressemaskinen, der kan levere et Tryk af 1½ Million Pund.

Vi lægger ogsaa Mærke til et ca. 2 Meter bredt Rør, der gaar hen under Loftet; det sender en hel Mængde smaa Rør ud til de forskellige Esser, og vi faar at vide, at de suger al Røgen bort i Stedet for, at denne ellers vilde brede sig i Lokalet. Trækken til Ildstederne kommer ikke fra høje Skorstene; den kommer fra en Blæseovn, og gør udmærket Fyldest.

Værkstederne er i sin Tid bygget paa et Stykke af det udfyldte Kalvebod Strand og der har derfor stadig været meget fugtigt; dog dette er der ogsaa raadet Bod paa, der er bygget en Kanal under Jorden og naar Vandet i denne er steget til en vis Højde sætter en automatisk Pumpe sig i Gang og Vandet pumpes væk.

Her laves ogsaa delvis Hjulene i Stand. Et Hjul bestaar, før det er i Orden, af Nav, Eger og et tyndt Fælg. Her uden paa lægges den saakaldte "Bandage", d. v. s. en ca. 4 Tommer tyk støbt Ring, som hentes fra Krupp i Essen. Arbejdet med at sætte Bandager om Fælgene, derefter at slibe dem til, hvilket foregaar i en stor Boremølle, og endvidere med at tage gamle Bandager af udføres ogsaa i Smedeværkstedet og er meget interessant.

Vi forlader denne Afdeling og kommer ind i Støbehuset. Her støber man alle Ventiler, Haner over Modeller, der er udført i en Blanding af Sand og Gødning. Vi naar lige at kigge ned i en stor Smelteovn i Jorden, hvor Blandingen Kobber, Bly og Tin tilberedes, og maa saa forsvinde derfra, da Dampen fra Ovnene ikke er morsom. Vi kommer derefter igennem en stor Bygning, som indeholder Jernlåger, d. v. s. : Jern i alle mulige Størrelser og Former - , og befinder os lidt efter i 

Maskinhallen.

Denne Hal er større end Flakhaven i Odense og er omtrent fyldt med Maskiner - Boremaskiner, Drejemaskiner og en Mængde andre. Her findes bl. a. en mægtig Cylinderboremaskine, der har kostet ca. 80,000 Kr., og en Pressemaskine mod 600,000 Pd. Tryk. I Forbindelse hermed er et Værktøjsværksted, som er forsynet med alt. Her leveres Arbejderen det, han skal bruge mod Aflevering af et Numer. Ved Tilbageleveringen bliver alt Værktøj efterset, og repareret, om det er nødvendigt.

Vi kommer nu ind i Kedelsmedien og det er et af de værste Steder at være for et almindeligt Menneske. Der er et Bulder, saa det gør ondt i Trommehinden. Det fremkommer ved, at en Mængde Mennesker med Iver og - tilsyneladende - Lyst bearbejder nogle store Kedler paa det kraftigste. Til Kitning bruges Luftværktøj. Det er komprimeret Luft, som gennem Rør og Slanger fra Kraftstationen føres derover, hvor det igen blæses ind i Haandværktøj, som ligner en moderne Vibrationsmaskine. Her findes ogsaa en mægtig Maskine, der i den ene Side som en Mis kan skære en 32 mm Plade over og i den anden Side kan bøje en Plade af hvilken som helst Tykkelse. Kraften, der driver denne, er ogsaa Luft, som dog ikke kommer fra Kraftstationen, men fra en mægtig Luftpumpe, som Værkstederne 6elv har lavet af gammelt Jern. Den leverer et Tryk af 60,000 Pd.

Spektaklet faar os hurtigt ud ad Døren, og vi befinder os straks efter i Kraftstationen. Denne er delt i tre Afdelinger; i den ene findes fire belgiske Dampkedler, hvor paa 500 H. K., og de er selvfyrende. I den anden findes 4 Dynamoer, 3 til Lys og Kraft og 1 til komprimeret Luft. Værkstederne bruger ialt ca. 750 Amp. i Døgnet. I den 3die Afdeling, der er et Hus for sig, findes Akkumulatorbatterierne, der samlede har en Styrke af 600 Amp. Da dette Rum er sundhedsfarligt, skal de 13 Mand, der arbejder der, til Lægeeftersyn mindst en Gang om Maaneden. Endvidere faar de hver en Pot Sødmælk om Dagen, foruden at de faar noget Filttøj, som ikke nemt ædes op af Syredampene.

Nutidigt foto: Trykluftværkstedet (forrest) og kraftcentralen (bagest). Foto Erik Nicolaisen Høy.

Vi kommer saa til det elektriske Værksted, hvor alt, lige fra en simpel Afbryder til det fineste elektriske Maaleapparat fabrikeres. I en 2-Etages Bygning ved Siden af er der Sadelmagerværksted og det indeholder og leverer ligeledes baade groveste og fineste Sager og Arbejder. I og udenfor Karethmagerværkstedet og Malerværkstedet, som vi derefter beser, holder der flere Hundrede Vogne, der skal repareres og males. Alt er indrettet praktisk og let - der er saaledes i Malerværkstedet paa begge Sider af Vognen indrettet Stilladser, som i Løbet af et Øjeblik kan hejses op og ned. Vi mangler saa kun Snedkeriet, og der er ogsaa noget overraskende. Ved hver Høvlebænk og Savemaskine udmunder en stor Tragt, som saasnart der kommer en Spaan eller noget Savsmuld paa Bænken suger dette til sig. Det suges derefter gennem lange Rør over til Kraftstationen, hvor det selvfølgelig udmærket kan bruges. Der findes ogsaa en stor Høvlemaskine, - naar de raa Brædder gaar ind i den ene Side, kommer de ud igen i den anden, og er da høvlede til en bestemt Tykkelse og skaaret til i janten.

Vi er nu kommen gennem alle Værkstederne med deres ca. 900 Mand og skal kun omtale Badeanstalten. Den ligger midt i det hele. Hver Arbejder paa Værkstederne har Tilladelse til at bade gratis - endda i Arbejdstiden. Hvert Værksted, eller 2 ad Gangen, har sin Dag, og Arbejderne maa gaa, paa hvilken Tid de vil. Badeanstalten indeholder 21 Baderum, og der er Afvaskningsrum, Styrtebade og Svederum.

Vi skal saa kun omtale de mægtige Rør, som gaar gennem alle Lokalerne, og som opvarmer dem. - Det maa være lidt af en Fornøjelse at arbejde i saa store, lyse og godt ventilerede Lokaler.

En Tur gennem Statsbanernes Centralværksteder er meget interessant - den overbeviser om, at vi har noget, som vist ikke alene herhjemme virker imponerende.

Den Mindste.

(Fyens Stiftstidende 2. marts 1912)

Personalet ved godsbanegården og beboerne i tjenestemandsboligerne øst for Enghavevej klagede fra starten over kommunens destruktionsanstalt på Vesterfælledvej, samt fra den private kødfoderfabrik. Det blev behandlet i borgerrepræsentationen sommeren 1912.

Centralbanegaarden og Centralværkstederne. (Efterskrift til Politivennen)

 Centralbanegaarden

Et Overblik - Fingeret daglig Drift.

Når man vil danne sig et Begreb om den nye Banegaards Størrelse, tænker man uvilkaarligt paa Tunneludgravningen foran den nye Personbanegaard og til Nød ogsaa, hvad der ligger bag ved indtil Tietgensbroen. Hvilket fejlagtigt Billede!

Ovenstaaende Plan vil illustrere Fejltagelsen. Gaa ud paa Personbanegaarden i Hjørnet øverst tilhøjre. Den svinder betydeligt ind ved Sammenligning med det umaadelige Jernbaneterræn, der strækker sig bag Søndre Boulevard lige til Enghavevejen. Det er den Del af Centralbaneanlæget, som Publikum ikke ser, men som netop med sine utallige Sporskifter, Rangerspor og brydsspor udgør Betingelsen for at kunne lægge selve Banegaarden i saa nær Byens Centrum, som Tilfældet er. Paa et Areal, der er 3 Kilometer langt og paa sit bredeste Sted en halv Kilometer, ligger her indtil et halvt Hundrede Spor ved Siden af hinanden. Yderst tilvenstre paa Planen sender Terrænet to Banelinjer ud i Landet. De fører begge til Roskilde. Den øverste er Personlinjen, der skærer sig gennem Valby Bakke; forneden; er Godslinjen, som er lagt sønden om Vestre Kirkegaard. Saasnart de to dobbeltsporede Linjer har skaaret Enghavevej, folder de sig ud som mangegrenede Vifter.

Paa Arealet mellem Enghavevejen og Tietgensbroen ligger Spor til en samlet Længde af 60 Kilometer. En Privatbane, regner man, raader sædvanlig over halvt saa mange Kilometer Sporlængder.

Hvor imponerende Personbanegaarden end er, saa repræsenterer den dog kun en mindre, og næppe den vigtigste Del af det storartede Anlæg. Den har da ogsaa kun kostet 4 Millioner af de 25, der i del hele allerede er medgaaet eller vil medgaa til den nye Ordning af vore Banegaardsforhold. Der ei mellem Centralværkstederne Bygninger, som optager langt større Areal end selve Personbanegaarden.

Del er en Selvfølge, at et saa omfattende Anlæg ikke en skønne Dag kan erklæres færdigt og derefter straks tages i Brug. Der maa foretages grundige Prøver med de nye Materiel, for at det kan godtgøres, at alt er i Orden. Mandskabet, der for Fremtiden skal gøre Tjeneste paa den nye Banegaard, maa gøres nøje tortroligt med de nye, forbedrede Systemer, som man har fundet det hensigtsmæssigt at indføre samtidig med alt det aDde nye.

Sporskifterne er særlig en af de Ting, der har været Genstand for Reformer. Medens de tidligere var forsynet mød Olielamper, markeres de nu ved elektriske Lamper; Signaliseringstjenesten er blevet elektrisk. I Signaltaarnet er hver enkelt Signal betegnet ved en elektrisk Knap, og Signalvagten skal paa en Prik vide, hvor hvert Signal har sin Knap; Tøven og Famlen er der ikke Tid til. Han maa indøves.

Eller Lokomotivføreren, der fra den gamle Banegaard kender Sporlægningen saa godt, at han nøjagtig véd, om han følger de rigtige Spor. Nu stilles han pludselig overfor et indviklet Banenet, der let kunde forvirre bam, om han ikke i Forvejen havde haft Lejlighed til at lære Sporvejene at kende og skelne dem fra hinanden.

Og endelig maa de Hundreder af Folk, der har Beskæftigelse ved Banen, gøres fortrolige med de nye Lokaliteter. Det er ikke nok, at de kender Hovedbygningerne. Ude paa Terrænet ligger Maskinhuse med Varmeapparater, elektriske Afbrydere, Støvsugeapparater, Elevatorer, som det kan være af langt større Vigtighed for Funktionærerne at vide Besked med.

Derfor vil der i nogen Tid blive opretholdt en fingeret daglig Drift, under hvilken hver enkelt Funktionær, der har et Arbejde at passe, faar Lov at passe dette ganske som under normale Forhold. Togene løber ind til de fastsatte Tider og forlader igen Stationen paa Klokkeslet. Paa den Maade mener man at skaffe Mandskabet den tilstrækkelige Øvelse, inden det nye Baneanlæg om kort Tid aabnes for fuld, normal Drift. Men Publikum! Mon ikke ogsaa det trængte til et lille Kursus i den nye Banegaards Indretning?

(Riget (København) 16. oktober 1911)

Vandtårnene, nutidigt foto. Erik Nicolaisen Høy.

Fra Jærnbanens Terræn

De færreste Københavnere kender andet af vort nye Jærnbaneterræn, end hvad der kan ses fra Vesterbrogade eller Tietgensbroen.

Det er dog kun en lille Del af Terrænet, der ses herfra, hvad man kan forstaa, naar man véd, at fra Vesterbrogade og ud til Vesterfælledvej, hvor det egentlige Banegaardsterrain ender, er der en Afstand af over 4000 Alen eller ½ Mil. Paa visse Steder er Arealet over 1000 Alen bredt, saa man forstaar, at det er store Forhold, her er Tale om, omkring 130 Tdr. Land. Det allermeste er tilvejebragt ved Opfyldning i Kalvebod Strand, saaledes at Kvægtorvet og Gasværket, der tidligere laa ved Bolværk, nu ligger langt inde paa Land, og Gasværket har maattet bygge en mægtig Bro, ad hvilken Kullene føres fra Havnen til Kulpladsen. Paa vort Billede, der er set fra Dybbølsbroen, ses denne Bro, hvis svære Jærnbjælker herfra tager sig ud som det fineste Fletværk strakt ind over Jærnbanens Spor, kun støttet af spinkle Søjler. Allerede her ude paa Dybbølsbroen, ikke halvvejs inde i Jærnbanens Terræn, føler man sig langt fjærnet fra Byen, hvis Taarne og Spir tegner sig i Horisonten, med Banegaardens Kuppel længst til venstre. Inde fra Byen strækker de lange Rader af Vogne sig helt her ud, og endda et godt Stykke længere ud mod Vesterfælledvej. Til højre ses de vældige Rækker Godsvogne, og til venstre ses en Del Personvogne, hvis Tal dog bliver meget forøget, naar Personbanegaarden endelig tages i Brug.

Vort andet Billede er set fra de høje Opstillingsspor ved Vesterfælledvej, hvorfra Togene ledes ind mod Godsbanegaarden eller Kvægtorvet. Herfra ser man ud over de vældige Centralværkstedsbygninger, hvor Hundreder af Haandværkere hver Dag arbejder, her er Maskinværksteder, her færdes Snedkere, Sadelmagere, Blikkenslagere og Malere, og her er vældige Lokomotivremiser og Kulpladser.

De to taarnlignende Bygninger, der ses i Baggrunden af Billedet, er Vandtaarne, hvorfra Lokomotiverne faar deres Forsyning. Til venstre ligger nogle Tjenesteboliger, hvor en Del Banearbejdere bor for altid at kunne være i Nærheden, dersom der kræves hurtig Udrykning. Paa Billedet kan man kun utydelig skimte Dybbølbroens Linier, hvad der illustrerer, hvor stort det nye Jærnbane-Terræn i Virkeligheden er.

(Social-Demokraten 13. november 1911)

Fra Arbejdets Mark. II. (Efterskrift til Politivennen)

 

Lokomotiver under Reparation.

Vort Billede i Dag viser en .Scene fra Statsbanernes Centralværksted. Det er Lokomotivværkstedet. Her føres alle Maskiner ind til Reparation. Den store Hal, der rummer mellem 25 og 30 Lokomotiver, er stadig optaget, og alene ved Reparationer beskæftiges der daglig halvtredie Hundrede Arbejdere. Det er en Fornøjelse at se, hvor let, der tumles med de mægtige Lokomotiver. Ved Hjælp af svære Taljer løftes de fra Sporene, saaledes at de hænger frit svævende i Luften. Elektriciteten er her en god Hjælper. Et Tryk paa en Knap, en hvislende Lyd skærer igennem Hallen, og i samme Nu bliver alle Hjul og Remskiver levende.

I denne Larm høres ingen Menneske-Stemme. Hver Mand er paa sin Plads. For Arbejderne gælder det om at have Øjnene med sig. Den mindste Fejl kan betyde Død eller Lemlæstelse. Men Arbejderne tænker ikke paa Farerne. Som Myrerne i en Tue maser de frem mod den vældige Kolos, der hænger i Taljerne. Med senestærke Arme gribes der om Hammer og Nøgle. Den store Damphest, der nylig foer pustende ud over Landet, slæbende Mennesker og Gods efter sig, maa nu finde sig i at blive bastet og bundet af Menneskehænder. Stykke for Stykke piller Arbejderne de tusindpundige Maskindele fra hinanden. Det gaar først ud over Hjulene. De er blevet kantede og skal nu have en Omgang paa Drejebænken. Derefter kommer Turen til de "ædlere" Dele i selve Damphesten. Hver Ting maa nøje efterses; thi om nogle Dage skal den atter fare susende ud over Landet, og da gælder det om, at der ikke er glemt noget. Det kan komme til at dreje sig om Meneskeliv . . . Det véd den sortsværtede og svedende Arbejder. Derfor gaar han og Kammeraterne endnu en Gang en Runde om Maskinen, før den faar Lov at slippe ud af Lokomotivernes »Sygehus«.

Vi staar netop og stirrer ud over denne travle Virksomhed, da i det samme Fabrikpiben sender sin gennemtrængende Lyd ud over Kalvebod Strand. Det vældige Maskineri stopper op. Hammer og Skruenøgle lægges til Side. Kort efter vandrer de mange Hundrede Arbejdere ud til de smaa Hjem i Vester- og Nørrebros Sidegader. Vi -kaster et langt Blik ud over Kalvebod Strand. Vor Tanke gælder den store By. Kun faa af dens Beboere aner, at der her ude, langt fra Byens Tummel, findes vældige Statsbaneværksteder med Hundreder af flittige Arbejdere, der nu vandrer ind mod den By, hvor de skal finde en Smule Hvile til Dagværket atter begynder næste Morgen.

(Social-Demokraten 10. oktober 1911).

Kakerlakker paa Centralværkstederne. (Efterskrift til Politivennen)

Kakerlakker paa Statsbanekontorerne. Ude paa det yderste af den nye Banegaards Terræn i København, i Nærheden af den i sin Tid saa meget omtalte Djævleø, og i Tilslutning til de store Centralærksteder har Statsbanerne opført nogle kontorbygninger. Disse er i Øjeblikket truede af en meget alvorlig Plage, idet der vrimler saaledes med Kakerlakker, at Opholdeet paa Kontorerne er næsten umuligt for Personalet. Man har allerede maattet omlægge flere af Gulvene og tilkitte alle Revner og Sprækker for at forhindre de uappetitlige Dyr i at komme frem. Men ikke engang det har kunnet hjælpe, og Statsbanerne maa nu rimeligvis anvende adskillige Tusinde Kroner til en rationel Udryddelseskrig mod Dyrene.

(Næstved Tidende. Sydsjællands Folkeblad 1. august 1912).

Administrationsbygningerne, nutidigt foto. Erik Nicolaisen Høy.

Statsbanernes nye Centralværksteder. (Efterskrift til Politivennen)

Imponerende Anlæg.

Vi har forleden kortelig meddelt, at Statsbanernes nye Centralværksteder ved Kallebodstrand, der for en Del allerede er tagne i Brug, kan ventes afleverede i Løbet af denne Maaned.

Hele det store Anlæg er imidlertid af saa imponerende Art, at det næppe vil være uden Interesse at høre noget nærmere derom, hvorfor vi her skal føre vore Læsere gennem Værkstedernes enkelte Afdelinger.

Personbanegaardens Flytning og de gamle Centralværksteders mindre heldige Indretning og smaa Lokaler nødvendiggjorde Opførelsen af nye Værksteder, hvortil Rigsdagen ved Lov af 29de Marts 1901 bevilgede en Sum paa 3,200,000 Kr., et Beløb, som 1909 forhøjedes med 589.000 Kr.

Det for en Del opfyldte Terræn, hvorpaa de nye Centralværksteder er byggede, strækker sig fra Enghavevejens forlængelse ud for Sporvognsremisen og helt ind til Kommunens Badeanstalt ved Gasværkshavnen.

Arealet, hvorpaa Bygningerne er opførte, er indhegnet af et højt Stakit og ikke mindre end 29 Tdr. Land stort. Af disse 29 Tdr. Land er igen godt 9 Tdr. Land overbygget, men alle Bygninger er lagte saaledes, at der er rigelig Plads til Udvidelser af de enkelte Værksteder.

Længst op mod Enghavevej findes for uden Portnerbolig tillige en Række Arbejderboliger, for at der i Tilfælde af Ildsvaade eller lignende altid kan være noget Mandskab tilstede.

Nutidigt foto af "den gule by" eller "Kineserbyen" - arbejderboligerne. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Derefter kommer de store Værkstedsbygninger. Allerede et Vue over det store Malerværksted virker helt imponerende men fordunkles dog ganske af den Hal, der benævnes Vognværkstedet. Hallen er ikke mindre end 2½ Td. Land stor og gør et lyst og tiltalende Indtryk. Lyset til Lokalerne skaffes foruden gennem store Sidevinduer tillige ved Ovenlys.

I Vognværkstedet findes en Mængde Maskiner, der, som alle Maskinerne Værkstederne, drives ved Elektricitet. I hele Hallens Længde gaar en med Skinner forsynet Skydebro, paa hvilken Vognene kan skydes frem og tilbage og derved paa en bekvem Maade anbringes hvor som helst i Hallen.

Her som i de øvrige Værksteder lægger man Mærke til mægtige, galvaniserede Rør under Loftet. Det er Varmerør. hvorigennem varm Luft pustes ud i Lokalet fra et Varmekanoner, i hvilket der findes Ribberør. I de større Rum findes flere saadanne Varmekamre.

I umiddelbar Forbindelse med Vognværkstedet findes et Maskin- og et Haandsnedkeri til Forarbejdning af det Træ, som anvendes ved Reparationer af Vogne. I Nærheden af Vognværkstedet ligger i en særskilt Bygning Grovsmedien, Støberiet og Metalværkstedet. Alle Smediens Esser er forsynede med underjordiske Røgkanaler, gennem hvilke Røgen øjeblikkelig suges bort.

I Smedien findes foruden mindre Damphamre en Smedepresse, der kan udøve et Tryk paa 350,000 Kg. 

I en Bygning paa to Etager, omtrent i Midten af det hele Anlæg, har man den Kraftcentral, hvorfra Damp, Elektricitet og Trykluft gennem forskellige Ledninger føres ud til Værkstedsbygninger og øvrige Lokaler. Kedlerne er forsynede med automatisk virkende. selvfyrende Apparater og indrettede til at kunne brænde Træaffald, som fra Snedkerierne gennem Rør suges hen i Kedelrummet. Kedler, Dampmaskiner og Dynamoer findes i Stueetagen, medens et Akkumulatorbatteri med 244 Celler er anbragt i 1ste Etage. I umiddelbar Nærhed af Kraftcentralen findes Kogehuset, hvor de af Lokomotiver og Vogne aftagne Jerndele ved Kogning renses for Olie og Sløv.

Reparationsværkstedet for Lokomotiver er ogsaa af store Dimensioner, ca. 1½ Td. Land. Det er ligesom Vognværkstedet forsynet med Træbrolægning, bl. a. for at ikke Værktøjet skal lage Skade af at falde paa Gulvet.

I de to Værksteder er der ca. 17,000 Kv.-Meter Træbrolægning, et talende Vidnesbyrd om Værkstedernes uhyre Størrelse.

Reparationsværkstedet for Lokomotiver er ligeledes forsynet med Skydebroer samt med en Løbekran med 2 Spil, der hver kan bære 32,000 Kg. Desuden findes der et Par mindre Kraner samt en Mængde Maskiner. I Forbindelse med dette Værksted findes et Lakererværksted samt et særligt Rum, hvor Maskinerne sammensættes og prøves, forinden de afleveres som reparerede. 

Nutidigt foto af en del af Lokomotivværkstedet. Foto Erik Nicolaisen Høy.

En særlig Bygning i Nærheden id delte Værksted rummer Elektriker- og Sadelmagerværkstedet.

Endnu længere ind mod Byen træffer man paa Kontor- og Magasinbygningen, en stor Bygning paa to Etager. I Magasinerne findes Lagre af alle de forskellige Smaadele, som anvendes i Vogne og paa Lokomotiver, samt naturligvis Søm, Skruer etc. i Mængder.

Kontorlokalerne er smukke og lyse med alle moderne Bekvemmeligheder.

Umiddelbart ved Kontorbygningen ligger den store Lokomotivremise, der er ikke mindre end 2 3/4 Tdr. Land stor, og som kan rumme 96 Lokomotiver. Bagved Remisen er der Opholdsrum til ca. 500 Mand.

Der er til Remisen og alle Værkstederne bekvem Sporforbindelse til Ind- og Udbringning af Materiale, og f. Eks. ud for Vognværkstedet en udvendig Skydebro, paa hvilken Vognene kan skydes langs Bygningen og derefter føres ind gennem den Port i Værkstedsbygningen, man ønsker.

Spørger man, om der er sørget for Bekvemmeligheder for de mange Arbejdere, da maa man sige, at det er Tilfældet, endog i allerhøjeste Grad. Ved hvert Værksted er der fortiden store og praktisk indrettede Toiletrum tillige rummelige Omklædningsværelser med et Skab for hver Arbejder. I Omklædningsrummene findes Vaskekummer med varmt og koldt Vand. Endvidere er der ved Værkstederne Spisestuer for Arbejderne, der kan holde medbragt Mad varm i særlige i Spisestuerne anbragte Varmekasser.

Som en stor Bekvemmelighed for Arbejderne nævner vi endelig den i Kraftcentralbygningen installerede Badeanstalt, hvor der findes 24 Afklædningsrum, Brusebade, Badstue med en Temperatur paa 50 Gr. C. og Liggepladser til 6 Personer. Badeanstalten er overordentlig nydelig indrettet.

For ret at klargøre Anlægenes Størrelse skal vi sluttelig anføre en Række talende Tal. Hele Anlæget har kostet ca. 4 ½ Mill. Kr., og ikke færre end 170 Mestre i forskellige fag har haft Arbejde ved Anlæget. Der er anvendt ikke mindre end 125,000 Kv.-Alen Tagpap til Tækning.

I Lokomotivreparationsværkstedet beskæftiges ca. 200 Mand, i Vognværkstedet. Træværkstedet og Malerværkstedet ca. 300 Mand, i Elektriker- og Sadelmagerværkstederne ca. 100 Mand.

Opførelsen af del store Anlæg. For hvilket Professor Wenck er Hovedarkitekt, har været ledet af Arkitekt Holger Lange, der i hele 3 Aar har haft mere end Beskæftigelse nok hermed.

Indflytningen begyndte i Oktober forrige Aar, og forventelig vil alle Værkstederne være tagne i fuld Brug inden Udgangen af denne Maaned.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. januar 1910)

Statsbanernes Centralværksteder. (Efterskrift til Politivennen)

Et Anlæg til 4.300.000 Kroner.

Statsbanernes Centralværksteder ved Kallebod Strand, det store Anlæg, som nødvendiggjordes ved den paatænkte Flytning af Personbanegaarden i Kjøbenhavn, vil være i fuldstændig Drift med det nye Aars Begyndelse. Dette er en Begivenhed indenfor vor Jernbaneverden, hvor man nu endelig faar de hensigtsmæssige, efter Nutidens Teknik indretlede og tilstrækkelig store Maskinværksteder, som man saa længe har trængt til.

Anlæget spænder over 29 Tdr. Land, hvoraf en Del er opfyldt Grund, hvad der bar medført en Udgift hertil alene af 300,000 Kr. Af Arealet er omtrent 5½ Td. Land overbygget, og der tindes paa Terrænet omtrent 7000 løbende Meter Normalspor og ca. 2000 løbende Meter Smalspor.

Bygningen af Værkstederne blev paabegyndt i 1907. Indflytningen begyndte den 1ste Oktober iaar, og med det nye Aars Begyndelse vil, som sagt, Værkstederne være i fuld Drift. Omkostningerne ved Anlæget kan anslaas til 4,300,000 Kr.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 23. december 1909).

En Kæmpe-Bygning. (Efterskrift til Politivennen)

Statsbanernes nye Centralværksteder.

De Indvies den 1ste Oktober.

Statsbanerne har længe trængt til større og bedre Værksteder. De første Ønsker herom dukkede op allerede for 15-16 Aar siden, men Sagen blev stadig udskudt. Imidlertid blev Kravene stærkere og stærkere, og da det viste sig, at de nye store Lokomotiver og de 8-hjulede Vogne ikke kunde istandsættes herhjemme, men maatte sendes til Tyskland for at blive reparerede, skred man omsider til Bevilgelse af de 3 3/4 Million Kroner, Opførelsen af de nye Centralværksteder skulde koste.

Nu er de færdige, og det er blevet et imponerende Appendix til Centralbanegaarden, en kæmpemæssig Bygning, der har rejst sig ved Kallebodstrand. Komplexet spænder over 25 Tønder Land og omfatter en Række særlige Bygninger, af hvilke den til Vognværkstedet indrettede et den største; den er 600 Fod lang og 200 Fod bred. Endvidere er der Lokomotivværksted, Grovemedie og Kedelværksted, en omfattende elektrisk Afdeling og en Række store Magasiner til Vognene. Under Værkstederne er dybe Gruber, der letter Arbejdet paa Vognenes Underdele.

Gravningen af disse Gruber har forsinket Fuldendelsen noget; men nu er som sagt det hele færdigt, og den 1ste Oktober vil den højtidelige Indvielse finde Sted.

Henrik.

(Dannebrog (København) 14. august 1909).

Begravelser af de Døde ved Gjentofte-Ulykken. (Efterskrift til Politivennen)

Den 11. juli 1897 skete Danmarkshistoriens første store togulykke ved Gentofte Station. Et ekstratog fra Helsingør kørte bagfra op i et holdende tog som medførte et stort antal rejsende fra Holte, bl.a. fra de socialdemokratiske vælgerforeninger i 10. 12. og 13. kreds som havde været på udflugt til Søllerød. Blandt de der tilfældigvis undgik døden var folketingsmændene Jen. Jensen (han havde taget et tidligere tog), A. C. Meyer, Hørdum og landstingsmand Knudsen. De to sidste havde besluttet at tage et senere tog. Forfatteren Sofus Michaëlis brækkede et ben.

40 døde og 132 blev kvæstede. Lokomotivføreren i toget der kom bagfra, var Carl Hansen. 40 år, og havde kørt i 11 år. Dagen før (lørdag) var han mødt ind 3:30 om morgenen til kl. 5 eftermiddag. Om søndagen var han mødt ind kl. 7 morgen og assisterede med vask og vognrangering til hen på eftermiddagen. Efter et par timers fritid, blev han kl. 5 kommanderet til ekstratoget til Helsingør. Han havde overset et signal, og fik 4 måneders fængsel.

Indenrigsministeren udsendte en skrivelse til Statsbanerne angående understøttelse til de forulykkede og deres efterladte. Mange fattige henvendte sig derfor til Johannesstiftelsen for at få ordnet begravelsen på statens bekostning, men her meddelte inspektør Matthiesen at en meddelelse ikke var kommet fra ministeriet - man måtte selv betale kisterne. Han henviste til Begravelsesvæsnet der igen henviste til Statsbanerne. 

Aftenbladet bragte den 13. juli en beskrivelse af ligene på St. Johannes Stiftelsens Kapel.

Alfred Theodor Collin (1849-1922): Gentofte Ulykken 11/7 1897. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

De Døde.

Den første Begravelse.

I Gaar Eftermiddags Kl. 2 begravedes Gasværksarbejder Ole Larsen. Han var den første af de ved Gentofteulykken dræbte, som stededes til Hvile.

Begravelsen havde samlet over 300 Mennesker, væsenligst Kammerater og  Partifæller af den Afdøde, der vilde vise ham den sidste Ære. I det store Kapel, der var fyldt til sidste Plads, og som var højtideligt smykket med grønne Træer og Lyspyramider, stod l Kisten, omgiven af Fanerne fra 13de i Kreds's socialdemokratiske Forening, Gasværkets Faner, Gasværksarbejdernes Sygekasses Fane, "Den broderlige Arbejderforenings Sygekasses Fane samt Gasværkets Faner med Københavns Kommunes Mærke paa Spydet. Kisten var dækket af et Væld af smukke Krandse. Statsbanerne havde sendt en Palmedekoration, og fem store Krandse var sendt fra 13de Kreds's socialdemokratiske Forening, fra kammeraterne paa Gasværkets 1ste og 2det Hold, samt fra Gasværkets Pladsarbejdere og Kullossere. Ved Kistens Fodende var henlagt en Krands af lyserøde og gule Roser med Silkebaand, signerede "Fra Kongen."

Efter at Koret med Orgelets Ledsagelse havde sunget Salmen "Jeg lever og ved ej hvorlænge fuldtrøst", talte Provst Levinsen over Emnet "Fra Morgen til Aften skifte Tiden, og alle Ting er snare for Herren."

Der var i Talen ikke noget Trøstens Ord til den Afdødes Datter, den unge Pige, som nu har mistet sin Fader og for kort Tid siden maatte sige sin kære Moder Farvel. Provsten meddelte, at han vilde vente med at omtale Jærnbane-Ulykken til i Morgen, hvor den kan løbe af Stablen med mere Effekt.

Efter Talen afsang Koret "Dejlig er Jorden", og Kisten bares derefter, under et af Koret sunget Farvel, ud af den Afdødes Kammerater og Bestyrelsesmedlemmer i 13. Kreds.

Regnen faldt tæt henover Kirkegaardens friste Grønsvær og blomstersmykkede Grave som varme Taarer fra en graa Himmel. Den græd ustandseligt ligesom hin unge Pige, som vandrede bag sin Faders Baare til Hvilestedet langt borte i Kirkegaardens sydligste Hjørne.

Foran vajede Fanerne. Saa fulgte den kransebehængte Kiste, og paa Vejen op til Graven skiftedes der hyppigt Bærere. Den Afdøde var en svær Mand, og Føret var tungt af den vedvarende Regn. 

Endelig svingedes der til venstre. Jorden var kastet op paa en lang Strækning. Det var her, i den saakaldte "Liniebegravelse", hvor en Række Grave, for at spare paa Arbejdslønnen, opkastes paa en Gang, at Ole Larsens afsjælede Legeme skulde sænkes ned.

Saafremt denne Plads, hvis Areal næppe levner de Efterlevende Jord til Plantning af et Par Blomster, og hvis Omgivelser hører til de paa Kirkegaarden mest vanrøgtede, er anvist af det Offenlige, der har bekostet Begravelsen, da er dette atter et Bevis paa, at Staten i denne Folkesorg ganske vist siger: "Hvis det forlanges, vil vi hjælpe, men det skal være paa billigste Maade."

Byen rundt vistes Deltagelse ved Flagning paa halv Stang. Saaledes var dette Tilfældet paa Banegaardene, vestre Gasværk samt fra en stor Del as Kolonihaverne ved Vester Fælledvej.

Af Kransenes Overflod blev der lagt en Del til Side, hvorefter den gule Kiste langsomt sænkedes i den lerede Jord. Præsten bad Fadervor og gik bort. Men ved den aabne Grav stod den unge Kvinde, Barnet, som log Afsked, Afsked med ham, der en Gang legede med sin lille Datter og bar hende paa sine stærke Arme.

*

Provst Levinsen havde lovet, at Vælgerforeningens Banner maatte være til Stede ved Ligfærden i Gaar, og han havde givet Tilsagn om, at Banneret atter maatte følge i Morgen, hvor 5 Medlemmer fra Kredsen, 4 Kvinder og 1 Mand, begraves fra Matthæuskirken.

Men i Gaar var Provsten bleven betænkelig. Han havde paa Banneret set Ordene: "Folkets Vilje den højeste Lov" broderet i gul Silke, og dette Valgsprog kan Provsten ikke lide. Han mener, at Guds Vilje er den højeste Lov. Lad gaa! Men i Forfatningsspørgsmaal deler man ikke den politiske Magt mellem Gud, Konge og Folkerepræsentation. Altsaa kan man paa en Fane skrive f. Eks. "For Konge og Fædreland" eller "Folkets Vilje er den højeste Lov" uden derved at ville skyde til Himmels. Provsten burde simpelthen aldrig forbyde nogen Fane paa sit Omraade, naar der da ikke i vedkommende Fanes Devise er en ligefrem Haan eller Udfordring overfor Kirken.

Saa fast holdt Hr. Levinsen paa sit Forbud mod "Folkets Vilje", at han kun tillod Bannerets Nærværelse i Morgen, naar de farlige Ord dækkes af et Stykke Klæde. Mærkelige Mennesker, de Præster!

(Social-Demokraten 17. juli 1897)

Dagen efter var der igen begravelser fra Assistens Kirkegård, Holmens Kirkegård og Vestre Kirkegård:

Paa Vestre Kirkegaard

begravedes i Gaar den 32-aarige Syerske Frøken Marie Thomsen. 

Omtrent 150 Mennesker havde indfundet sig i det store Kapel for at følge den dræbte unge Kvinde til Graven, og i Kirkegaardens Omegn flagedes flere Steder paa halv Stang, saaledes, ligesom i Fredags, fra en stor Del af Kolonihaverne.

I Kapellet, der var smykket med Lavrbærtræer og Lyskandelabrer, stod Kisten skjult af Sommerens smukkeste Blomsterstor, der i lyse og lette Farver dækkede Baaren. Kongen havde sendt en Krans af hvide Lillier og gule Roser, og ovenpaa Kisten laa Palmegrene, famlede med lyserøde Roser.

Orgelet og Koret intonerede "Lyksalig, lyksalig hver Sjæl, som har Fred", og Præsten, Pastor Oldenburg fra Frue Kirke talte over Apostlen Paulus' Ord "Intet skal skille mig fra Guds Kærlighed".

Ligesom Dagens Vejr syntes ogsaa Dagens Præst at se med mildere Øjne paa de stakkels Forulykkede end Fredagens, og i Modsætning til Provst Levinsens Tale Dagen forud var Pastor Oldenburgs, om den end ikke virkede gribende eller varmende og nærmest var som en almindelig præstelig Indvielsestale, dog præget af en Understrøm af Medfølelse, ligesom den ogsaa sluttede med nogle Ord til de Forulykkedes to Søstre.

Koret afsang nu "Jeg lever - og ved hvorlænge fuldtrøst" og et Farvel, under hvilket Kisten bares ud af de faste Ligbærere til Graven, der er beliggende tæt bag Kapellet.

(Social-Demokraten 18. juli 1897).

Søndagens Begravelser.

Fællesbegravelsen.

Formiddagsgudstjenesten i Matthæuskirken er netop forbi, og Menigheden anmodes om at forlade Kirken. Kl. 12 skal den store Fællesbegravelse af de fem unge Mennesker, som satte Livet ti! ved Gjentofteulykken, foregaa, og der er kun en halv Time til Forberedelserne.

Der bliver Travlhed.

Lavrbærtræer og Palmer bæres ind, de ti sorte Skamler anbringes foran Koret, de blomstersmykkede Kister bliver baarne ind i Kirken af nænsomme Hænder, og Slægt og Venner kommer sagte, Bortklædte, med Slør for forgrædte Øjne og med sorgtunge Skridt ind og tager Plads i Koret.

Saa kommer Mængden, der har staaet presset sammen foran Kirkedørene under Kampen for at faa Plads. De floromvundne socialdemokratiske Faner - alle Kjøbenhavns Valgkredse har vist sendt hver sin - anbringes rundt om de fem Kister, som alle bærer Kranse fra Kongen og Dronningen, fra Statsbanerne, fra de socialdemokratiske Foreninger, fra de unge Menneskers Arbejdskolleger og fra mange, mange deltagende Venner og Bekjendte.

Det er Arbejderes Børn, som her ligger Lig - man ser det saa let. Men Kisterne er smykkede som til nogen Rigmands Jordefærd, og den dybeste Deltagelse ses i Minerne paa hvert et Menneske i den store Kirke.

Vi gaar rundt om Kisterne, og vi taler med de grædende Kvinder eller med Mændene, der staar med alvorsfulde Miner.

Der ligger den 17 aarige Emilie Christensen og ved Siden af: hendes Veninde, den kun 15 aarige Jenny Burmeister; midt iblandt de fem Kister staar Kisten med Arbejdsmand Johannes Nielsen, der blev 21 Aar. og ved denne Kistes anden Side ligger Ligene af den 19aarige unge Pige Jacobine Petersen og den 17 sange Syerske Gertine Jensen.

Alle fem var de om Morgenen paa den skæbnesvangre Dag, ungdomsfriske, søndagsmuntre, tagne med 10de og 13de Kreds af Socialdemokratisk Forening i Skoven.

- - - Klokkeringningen fra Taarnet holder op. Orglet falder ind med et Præludium, og saa synger Menigheden "Lyksalig, lyksalig"!

Kvinderne omkring Kivterne hulker, og i Mændenes Øjne er Taarer. En Kone græder saa hjærtegribende tungt, og hun stammer frem gjennem Hulken: "Jeg vil se hende, længe jeg kan I Jeg vil se hende ! Jeg - vil --se - - hende - - - ! Og Manden ved hendes Side lægger varsomt og ømt sin Arm om hendes Skulder, trykker hendes Hoved ned til sit Bryst og hvisker til hende: "Aa, vær nu god, Mutter, vær nu god! Og han maa selv tørre Taarerne af Øjnene, hvor de pibler frem

Ingen højlydte Klager, men stille Graad, hjærteskærende Jammer omkring Kisterne; kun i faa Øjne er der ikke Taarer, og alt imedens lyder gjennem Kirken: "Lyksalig, lyksalig hver Sjæl, som har Fred !

Provst Levinsen træder frem i Kordøren, og han taler over det smukke Ord: Ikke en Spurv falder til Jorden, uden at det er Guds Vilje. Med mere aabne, mere modtagelige Hjærter har en Menighed ikke mødt en Præst end den Menighed, som i Gaar Middag fyldte Matthæuskirken

Rørt Sangbund fandt Provsten ogsaa, da han lagde et godt Ord ind for den nedbøjede Lokomotivfører Hansen og hans stakkels Hustru.

Orglet faldt atter ind med: "Jeg lever og véd, hvor længe fuldtrøst, og endelig bares de fem Kister ud af Kirken, ud paa Ligvognene, som ventede udenfor.

Og det vemods indgydende Ligtog satte sig i Bevægelse ud mod Vestre Kirkegaard, medens Regnen strømmede ned og lagde sit Taageslør over alt.

(Dannebrog (København) 19. juli 1897)

Fra Matthæuskirken:

---

Under en trykkende Varme, der medførte et Besvimelsesanfald hos en Dame, der stod paa Galleriet, holdt Pastor Levinsen Sørgetalen.

Præsten, der talte tørt, dogmatisk, uden Varme eller Inderlighed og ikke henvendte et eneste trøstende Ord til Ofrenes Efterladte, benyttede som Udgangspunkt Skriftstedet om, at ikke en Spurv falder til Jorden uden Guds Villie. Præsten talte ikke om selve Gentofte-Ulykken, men fremdrog et Tilfælde fra Jesu Liv, hvor der i det gamle Jødeland styrtede et Taarn sammen og dræbte 18 Mennesker, og hvor Jesus havde sagt: Tror I, at disse ikke var lige saa gode som alle andre Mennesker? Men Præsten formaaede kun et eneste Sjeblik at fængsle tilhørernes Opmærksomhed, nemlig da han med et ganske forbmaaende Henblik paa Gentofte-Ulykken opkastede Spørgsmaalet om, hvem der bar Skylden, og besvarede Spørgsmaalet med at anføre Jesu Ord, da den faldne Kvinde førtes til ham: Den, som er uskyldig, kaste den første Sten ...

- - -

Herefter beskrives højtidelighederne på Solbjerg Kirkegård, Garnisonskirkegård, Holmens Kirkegård, Assistens Kirkegård, Frelsers Kirkegård og Vestre Kirkegård:

Paa Vestre Kirkegaard.

Kl. 1½ begravedes her fra det nordre Kapel Skorstensfeiermester Rasmussen, hans Hustru, hendes Søster, Enken efter Sprøjtefører Sørensen og dennes 10aarige Plejedatter Theodora. De fire Kister stod ved Siden af hverandre ballede af Kransene, blandt hvilke, der foruden de officielle Krans bemærkedes Kranse fra "Foreningen til Lærlinges Uddannelse". Skorstenssejerlavet - hvis Fane paraderede foran Kisten - , Lystfiskeriforeningen, Idrætsforeningen "Goon" , Fodsportforeningen "Freya", beboere i Toldbodgade og fra de efterladte Børn.

Pastor Sørensen fra Garnisons Kirke holdt Talen. Han talte over Jeremias Ord "Land, Land, Land hør Herrens Ord!" og henvendte sig derefter til Familien: Jeg véd, at der er en dyb Sorg i alle deres Hjærter, der stod de Afdøde nær. De har jo tabt saa meget. Faderen var en Mand, der i mange Aar havde levet i smaa Kaar, troligt hjulpen af sin svagelige Hustru og dennes Søster, om hvis kærlige Hjærte den lille Kiste ved Siden af hendes vidnede. Den indeholdt jo en lille Pige, som hun havde taget sig af, da Tiderne syntes lysere for hende og hendes. Men hvad jeg her kan sige derom er kun saa lidt. Eders Kærlighed vil selv kunne lægge Resten til, naar I dvaler ved Minderne om de bortdragne. Men vil der spørges mig om de var forberedte, da de kaldtes bort, da vil jeg sige, at derom kan jeg ikke dømme, dertil har jeg kendt dem for lidt, og der ligger jo heller ingen Vægt paa min Mening. Her har kun en højeres Mening Ret.

Pastor Sørensens Tale var saavel i Form som Tone holdt myndigt og kraftigt, men uden Spor af Indre-Missions Svovl og Helvedestrusler. Særlig kønt lød det, da han bad om Guds Velsignelse for de efterladte Børn, hvoraf en lille Pige, Carla, der ligger paa Frederiks Hospital fra Ulykkesnatten og endnu ikke véd, at hendes Nærmeste er døde. Efter at Koret havde afsunget "Tænk, naar en Gang -" bares Kisterne under Tonerne af et Farvel ud til Graven. Enken Sørensens Kiste blev baaret af hendes afdøde Mands Kammerater i Brandvæsenet, fra hvilken ligeledes Brandfuldmægtig Hyller saas i Følget.

*

En Time senere begravedes fra samme Kapel det 25aarige Bud Stjernblad, der den ulykkelige Søndag havde virket som Opvarter i Søllerød Kro og blev knust i Toget paa Hjemvejen.

Tienestetyendets Syge- og Begravelseskasses Fane var til Stede Kranse var sendte fra Kongen, Statsbanerne, hans Principal J. A Gøtkes kvindelige Personale, Tuborg og fra Søllerød Kro. Talen holdtes af Pastor Nielsen fra Johannes Kirkes nye Sogn. Han talte over Æmnet: "Menneskene tænker sig deres Livs Veje, men Gud bestemmer dem." Da de, der den Søndag drog ud i den friste grønne Skov for at nyde Naturens Skønhed, tog af Sted derud, da var der ingen, der tænkte sig Hjemkomstens Frygtelighed. Særlig var det vel de mindre bemidlede af Samfundet, der paa denne Maade vilde styrke sig til deres daglige Arbejde, og for mange var det maaske Aarets eneste Friluftstur, og alle tænkte sig Dagen anderledes, end den blev. Men der er jo i den forløbne Uge talt og skrevet og grædt saa meget om den Ulykke. Præsten henvendte Ordet til den Afdødes Forlovede, med hvem den Forulykkede jo havde tænkt sig at følges en anden Vej end den, der var bestemt af Herren, og til hans Moder, hvorefter han sluttede med Bøn. Kisten bares derefter under orglets og Korets Toner til Graven.

(Social-Demokraten 20. juli 1897)

Jylland besat. Arrestationer i Sundeved. 7de til 12te Juli 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Oversættelse af tysk artikel, se original under oversættelsen:

Christiansfeld, 1. juli. Danskerne var stærkt overraskede over den udsendte proklamation af 26. juni, hvorefter Jylland fremover skal administreres af en myndighed fra den allierede hær. Deres arrogance kunne ikke forestille sig noget af den slags; nu hvor det er sket, indser de endelig at de bliver mødt med den mest hensynsløse alvor. Hvis den samme procedure havde været indledt af de allierede i samme grad som de rykkede frem i Jylland efter slaget ved Vejle, som så herligt afgjordes af de østrigske våben, altså siden 8. marts, og gjorde sig til herrer derover; havde man siden den tid overdraget inddrivelse af skatter og andre nationale Indtægter til den således dannede militærforvaltningsmyndighed, som det nu er tilfældet, var den danske trods sikkert nu brudt. Denne procedure vil opleve de mest forskelligartede domme, især vil de københavnske aviser påkalde himmel og helvede om sådan en oprørende voldtægt fra sejrherrernes side. De kan berolige sig med det ubestridelige faktum at danskerne også førte hertugdømmernes indtægter til København i fredstid og kun brugte dem i ærkedanske interesser, ubekymret over de udtærede hertugdømmers skrantende statsinstitutioner, skoler, universitetet og de utilstrækkelige kommunikationer. osv. Jylland blev dog erobret af de allierede i ærlig kamp, ​​og sejrherrerne har herefter ret og pligt over for fjenden, indtil denne opfylder deres retfærdige krav om at trække krigsmidlerne tilbage i ordets bredeste betydning. Desuden er de således indsamlede jyske skatteprovenu altid et kærkomment modsvar til den skade som danskerne har forvoldt på den tyske handel og søfart, ikke mindre til omkostningerne ved krigsførelsen som særlig må tages i betragtning. - Erobringen af ​​øen Als og danskernes nye nederlag dér spredte sig lynhurtigt over Slesvig. Beredne bude bragte det hurtigt mod vest, generelt fra landsby til landsby hvor der ingen telegraf er.

Christiansfeld, 1. Juli. Die am 26 Juni erlassene Proclamation, wonach Jütland fortan von einer Behörde der alliirten Armee verwaltet wird, hat die Dänen höchlich überrascht. Ihre Anmassung konnte sich etwas der Art feither gar nicht denken; jetzt wo es eingetreten ist, wird es ihnen endlich klar, dass man ihnen den rücksichtslosesten Ernst entgegensetzt. Wäre ein gleiches Verfahren von Seite der Alliirten in dem Mass eingeleitet worden, als sie in Jütland nach dem durch die österreichischen Waffen so rühmlich entschiedenen Gefecht bei Veile, also seit dem 8 März, vorrückten und sich zum Herrn desselben machten; wären von jenem Zeitpunkt an die Steuern und sonstigen Landeseinkünfte an die so gebildete militärische Verwaltungsbehörde eingeliefert worden, wie es nun der Fall ist, der dänische Trotz wäre bis jetzt sicherlich gebrochen worden. Es wird dieses Verfahren die verschiedenste Beurtheilungen erfahren, insbesondere werden die Kopenhagener Blätter Himmel und Hölle anrufen über solch unerhörte Vergewaltigung von Seite der Sieger. Sie mögen sich beruhigen in dem nicht abzuläugnenden Umstand, dass die Dänen noch dazu in Friedenszeit die Einkünfte der Herzogthümer zum grossen Theil nach Kopenhagen führten und lediglich im stockdänischen Interesse verwendeten, unbekümmert um die hinsiechenden Landesanstalten, die Schulen, die Universität und die mangelhaften Communicationen etc. in den ausgesogenen Herzogthümern. Jütland aber wurde von den Alliirten im ehrlichen Kampf erobert, und die Sieger haben das Recht und die Pflicht dem Gegner fortan, bis er ihre geretchten Forderungen erfällt, die Mittel zur Kriegsführung in der umfassendsten Bedeutung des Worts zu entziehen. Ausserdem gewähren die so eingezogenen Steuererträgnisse Jütlands immer ein willkommenes Aequivalent für die dem deutschen Handel und der Schiffahrt durch die Dänen zugefügten chäden, nicht minder für die Kosten der Kriegsführung, was ganz besonders erwogen werden muss. - Die Einnahme der Insel Alsen und die neue Niederlage der Dänen daselbst verbreitete sich mit Blitzeschnelle über Schleswig. Berittene Boten brachten dieselbe alsbald nach dem Westen, überhaupt von Dorf zu Dorf, wo kein Telegraph hinführt.

(Bamberger Zeitung 7. juli 1864).

Karl Roux (1826-1894): En jysk bondegård, 1864. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Oversættelse af tysk artikel, se original nedenfor:

Fra Randers d. 26. Juni skriver "Kreutzztg.": Sjældent har der været mere generøsitet end i den nuværende krig ved våbenhvilens afslutning. Den besejrede blev efterladt med alle sine rettigheder i den provins der var besat af sejrherren, og blev behandlet som den sandsynligvis kun ville behandle hans egne landsmænd. Der blev betalt for alle den preussiske hærs livsfornødenheder, og til langt højere takster end det er skik og brug i selve Preussen. På den måde blev indtagelse af fjendtlige tropper endda en lukrativ forretning for jyderne. Desuden hersker den strengeste disciplin i den preussiske hær, og der er ikke et eneste tilfælde at nævne hvor indbyggerne blev undertrykt eller overbebyrdet. Derimod misbrugte jyderne våbenhvileperioden. I stedet for beredvilligt at imødekomme de preussiske tropper i deres rimelige krav, viste man næsten overalt den største uvilje, især i byerne og fra de danske embedsmænds side. Et væld af mindre chikaner, en næsten ulidelig arrogance og en uforskammet provokation fra dansk presses side var takken for den gode holdning som de preussiske tropper holdt i fjendelandet. Jeg ønsker ikke at undersøge hvem der er skyld i en sådan uklog adfærd fra befolkningen, men det er sikkert at de onde konsekvenser af det ikke kan undgås. De rammer naturligvis som sædvanligt mindre de ophavsmænd, der befinder sig på det sikre sted end de vildledte jyske indbyggere. Det synes som om sloganet var blevet udsendt: Hver anmodning, enhver ordre fra de preussiske myndigheder skal overalt møde de største vanskeligheder. Efter at en sådan fortsat modvilje fra den danske befolknings side var mødt med den største tålmodighed fra de preussiske militære myndigheders side, er tiden nu atter kommet hvor sådanne modstandshandlinger må behandles uden den hidtil iagttagne hensyn. Nu har generalløjtnant v. Falckenstein overtaget hele administrationen og beskatningen af ​​Jylland på højeste niveau. Tålmodighedens og overbærenhedens tid over for dansk arrogance og trods er forbi. Inden længe vil særlige civile kommissærer stå til generalens rådighed, og Jylland vil som erobret land fremover udelukkende være underlagt sejrherrernes vilje. Det siger sig selv at den preussiske administration, som jeg hører var givet den østrigske oberst v. Abele, vil blive gennemført med retfærdighed, men også med magt og strenghed.

Aus Randers, 26 Juni, wird der "Kreutzztg." geshcrieben: Es ist wohl selten mehr Grossmuth geübt worden als in dem gegenwärtigen Krieg beim Abschluss der Waffenruhe. Der Besiegte ist in der vom Sieger besetzten Provinz in allen seinen Rechten belassen worden, und hat eine Behandlung erfahren wie sie wohl nur eigenen Landsleuten zukäme. Alle Lebensbedürfnisse der preussischen Armee wurden bezahlt, und zwar nach weit höhern Sätzen als in Preussen selbst üblich ist. Auf diese Weise wurde die Aufnahme feindlicher Truppen für die Einwohner Jütlands sogar ein lucratives Geschäft. Dazu herrscht in der preussischen Armee die strengste Mannszucht, und es ist kein Fall zu nennen wo eine Bedrückung oder Ueberbürdung der Bewohner vorgekommen ist. Dem genenüber hat die Bevölkerung Jütlands die Zeit der Waffenruhe übel angewendet. Anstatt den preussischen Truppen in ihren billigen Anforderungen mit Bereitwililgkeit entgegenzukommen, hat man fast überall, namentlich aber in den Städten und seitens der dänischen Beamten, die grösste Unwilligfähigkeit gezeigt. Eine Menge kleiner Chicanen, ein fast unerträglicher Hochmut und ein freches Herausfordern von Seiten der dänischen Presse ist der Dank gewesen für die gute Haltung welche die preussischen Truppen in Feindes Land bewahrt haben. Ich will nicht untersuchen, wer die Schuld trägt an einem so unklugen Benehmen der Bevölkerung, aber das ist gewiss dass die üblen Folgen davon nicht ausbleiben können. Sie treffen freilich, wie gewöhnlich, weniger die Urheber, die sich am sichern Ort befinden, als die irregeleiteten Bewohner Jütlands. Es scheint als ob die Parole ausgegeben war: jeder Aufforderung, jeder Anordnung der preussischen Behörden überall die grössten Schwierigkeiten entgegenzusetzen. Nachdem solche fortgesetzte Widerwilligkeit der dänischen Bevölkerung seitens der preussischen Militärbehörden mit der grössten Geduld ertragen war, ist nunmehr der Zeitpunkt wieder gekommen wo dergleichen Widersetzlichkeiten ohne die bisher beobachtete Rücksichtsnahme geanhndet werden müssen. Jetzt hat der General-Lieutenant v. Falckenstein auf allerhöchsten Befehl die gesammte Verwaltung und Besteuerung von Jütland übernommen. Die Zeit der Geduld und Nachsicht gegen den dänischen Uebermuth und Trotz ist vorüber. Binnen kurzem werden besondere Civilcommissäre zur Verfügung des Generals stehen, und Jütland wird als erobertes Land fortan allein dem Willen der Sieger unterthan seyn. Es versteht sich von selbst dass die preussische Verwaltung, der, wie ich höre, der österreichische Oberst v. Abele beigegeben ist, mit Gerechtkeit, aber auch mit Nachdruck und strenge, geführt werden wird.

(Allgemeine Zeitung 6. juli 1864) 

Den tyske version af Falckensteins bekendtgørelse (som simultant udkom på dansk) om at embedsmænd forbliver i deres stillinger, at skatter og afgifter betales til militærguvernementet i Randers og andet. Fra Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 11. juli 1864.

Andreas Fritz (1828-1906): Langaa jernbanebro 1864. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Den 13. marts 1866 stod broen igen funktionsdygtig og blev herefter overladt den jyske jernbane. I mellemtiden anvendtes en interimistisk træbro som under konstruktionen af den nye blev brugt som stillads. Den nye bro blev opført på 3 måneder.

Jernbanebroen over Gudenaaen, det største og kostbareste Arbeide paa den jydske Jernbane, er forrige Mandag bleven sprængt. Et Øienvidne skriver derom til "Neue Pr. Zeit.": "I dette Øieblik vender jeg tilbage fra et storartet Skuespil Kort før Kl, 8 i Aften fløi den store Jernbanebro over Gudenaaen i Luften under de exploderende Miners Torden. De sprængte Stykker fløi vidt omkring, og den Tragt, der reiste sig op i Luften, maa have naaet en Høide af 150 Fod. Da den største Krudtdamp var trukken bort, laae Broen tildeels i Gudenaaens Bølger, og til de af stærke Granit-Kvadersteen byggede Piller, saae man Intet mere. General Falkenstein har, efter de Oplysninger, samme Meddeler giver, af strategiske Hensyn befalet at ødelægge Broen. Da Preusserne rykkede op i Jylland, bragte de Danske alle Lokomotiver op til Skive og gjorde dem der ubrugbare ved at borttage væsenlige Bestanddele af Massiverne, General Falkenstein forlangte af Jernbanebestyrelsen, at Lokomotiverne atter skulde gjøres brugbare, saa at Banen kunde benyttcs, men da dette, uagtet Jernbanebestyrelsen havde lovet at efterkomme Opfordringen saa hurtigt som muligt, endnu ikke var skeet ved Vaabenhvilens Udløb, vilde man gjore Banen ubrugbar. Preusserne meente - saaledes forklarer man det paa preussisk Side - , at de Danske, hvis de atter kom i Besiddelse af Landet Syd for Limfjorden, strax kunde benytte Jernbanen og derved opnaae strategiske Fordele. Disse vilde man dog have anseet for opvejede ved de andre Fordele som Benyttelsen af Banen vilde have skaffet Preusserne, men da man ikke efterkom Opfordringen om Lokomotivernes Istandsættelse, maatte Dødsdommen over Broen fældes.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 6. juli 1864).

Efter våbenhvilens ophør blev den 5. juli amtmændene fra Randers, Viborg, Ribe, Vejle, Skanderborg, Århus og Ringkøbing amter indkaldt af Jyllands militærguvernør Vogel von Falkenstein. Han ville have at de skulle acceptere at være direkte underordnet hans regime. Amtmænd fra Viborg, Ringkøbing og Århus accepterede det, mens fire andre nægtede. Kravet om en krigsskat på 650.000 preussiske thalere blev nu genfremsat af Falkenstein.

Den danske version af Falckensteins bekendtgørelse (som simultant udkom på tysk) om begrænsninger af jysk udførsel. Fra Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 11. juli 1864.

Ærøeskjøbing. Som man seer bliver lille Ærø dog nu gjort til Gjenstand for lidt Omtale, ikke blot af vor Folkethingsmand, der visselig ikke vil undlade at varetage dens Tarv hvor Leilighed tilbyder sig; men det hedder ogsaa i B. T.: "Det nyoprettede slesvigske Gensdarmerikorps havde allerede før Indtagelsen af Als faaet anviist Poster paa denne Øe for at holde Befolkningen der itømme, saa at Korpsets Virksomhed var udstrakt over alle Dele af Slesvig med Undtagelse af Ærø, til hvilken Øe der ved Posternes Fordeling aldeles ikke var taget Hensyn. Til Gjengæld skal nu Korpset have faaet ORdre til ogsaa at udstrække sin Virksomhed til Ribe og de øvrige i Slesvig liggende kongerigske Enklaver.

(Ærø Avis. Kongelig privilegeret Adresse-, politisk og Avertissements-Tidende 8. juli 1864).

Randers, den 4de Juli. (N. PR. Zt.) Til at transportere hertil de Forraad af Havre, Byg og Hvede, som Preusserne havde sammenbragt i de danske Pakhuse ved Sødringholm, brugtes den 29de Juni ikke mindre end 270 Vogne, og i to Nætter og Dage vare 40 Md. beskjæftigede med Paaslæsningen. Den med levnetsmidler og Korn ladedede Brig, som Preusserne paa samme Tid toge ved Udbyhøi, er senere bleven frigiven, da det bevistes, at Ladningen var bestemt for den preussiske Armee.

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 11. juli 1864).

Lemvig, den 12te Juli.

- Skjøndt man i den senere Tid havde gjort sig fortrolig med den Tanke, at Fjenden een af Dagene ogsaa vilde besætte vor By, lød det dog heelt uhyggeligt, da det i Fredags Eftermiddags heed: "Nu er Fjenden i Anmarsch !" Neppe halvanden Time efter at Efterretningen om Fjendens Komme indløb hertil, saae man allerede fjendtlige Kavallerister ride igjennem Byen for at afsøge denne og Terrainet omkring. Noget senere drog hele den fjendtlige Styrke, bestaaende af c. 300 Mand for Størstedelen østerrigsk Kavalleri (Kyrasserer), ad Østerbjerget ind t Byen. Det Første, Fjenden foretog sig, var, at han underkastede Telegrafstationen saavelsom Telegrafassistentens private Bolig en omhyggelig Undersøgelse, som selvfølgelig forblev uden Resultat, da Apparatet og øvrige Telegraf- Utensilier iforveien vare bragte i Sikkerhed. En Jagt fra Nykjøbing, som var ifærd med at forlade Havnen, blev beslaglagt med dens indehavende Ladning, bestaaende af Rugmeel; Beslaglæggelsen blev dog ophævet i Lørdags Morges, og Skibet afsejlede derpaa med den Ordre fra Fjenden, at være tilstede i Ottesund samme Dags Eftermiddag Kl. 3. De offentlige Kasser slap, mærkelig nok, for at blive underkastet en Undersøgelse. I Lørdags Morges Kl. omtrent 7 forlod den største Deel af de fjendtlige Tropper vor By, dragende af Ottesund-Veien til. En mindre Deel (c. 30 Kyrasserer) forblev her til om Eftermiddagen for at eskortere de af Fjenden gjorde Rekvisitioner, som bestode af 30 Stkr. Kreaturer, 200 Tdr. Havre, 100 Centner Høi, endeel Viin, Brændeviin, Tobak, Cigarer, Riis, Salt og 200 Vogne, hvoraf dog kun 171 vare mødte. Henimod kl. 5 Eftermidd. forlod de sidste fjendtlige Tropper Byen, medførende den uendelige Række af Vogne og det øvrige Bytte; disse ere, efter hvad vi senere have bragt i Erfaring, passeret den gamle Landevei ad Holstebro til.

Hvad de fjendtlige Troppers Opførsel under deres Ophold her i Byen angaaer, da har denne været meget forskjellig; medens Mange rose deres Beskedenhed og strenge Mandstugt, klage mindst ligesaa Mange over deres brutale Fordringsfuldhed og slette Disciplin. Saa Meget er vist, at mange Smaarapserier og enkelte Steder endog Mishandlinger imod værgeløse Personer ere forøvede af de fjendtlige Soldater; i Boutikerne brugte de Menige ved deres Indkjøb ikke sjelden som Mønt det bekjendtc: "Der König von Dänemark bezahlt's", og en af Officererne skal have truet med Plyndring, saafremt man ikke efterkom Fordringerne. - Det fjendtlige Militairs Paaklædning saae meget medtagen ud og vi sporede ikke Noget til den Glands og Pragt, forskjelligc Korrespondenter til kjøbenhavnske Blade have villet udpynte dem med; deres Heste derimod vare af en smuk Bygning og velfodrede, men saae ikke ud til at kunne taale store Strabadser.

Vi kunne ikke nægte os den Tilfredsstillelse her at bemærke, at Befolkningens Holdning ligeoverfor Fjenden i alle Henseender har været saaledes, som den bør være, nemlig kold og besindig; vi have idetmindste kun seet et eneste Tilfælde, hvor en Næringsdrivende viste de fjendtlige Soldater altfor megen Forekommenhed og og Høflighed. Men hvad vi især ville fremhæve, og hvori vist Alle ere enige med os, er, at det sikkert for en stor Deel skyldes Kancelliraad, By- og Herredsfoged Møller's besindige og dog bestemte Optræden ligeoverfor Fjendens Fordringer, at Byen og Omegnen forholdsviis slap saa lempelig denne Gang.

(Lemvig Avis 12. juli 1864).

Prøjsiske Soldater af 55. Inf. Regiment i Ulkebøl. Juli 1864. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.