Imponerende Anlæg.
Vi har forleden kortelig meddelt, at Statsbanernes nye Centralværksteder ved Kallebodstrand, der for en Del allerede er tagne i Brug, kan ventes afleverede i Løbet af denne Maaned.
Hele det store Anlæg er imidlertid af saa imponerende Art, at det næppe vil være uden Interesse at høre noget nærmere derom, hvorfor vi her skal føre vore Læsere gennem Værkstedernes enkelte Afdelinger.
Personbanegaardens Flytning og de gamle Centralværksteders mindre heldige Indretning og smaa Lokaler nødvendiggjorde Opførelsen af nye Værksteder, hvortil Rigsdagen ved Lov af 29de Marts 1901 bevilgede en Sum paa 3,200,000 Kr., et Beløb, som 1909 forhøjedes med 589.000 Kr.
Det for en Del opfyldte Terræn, hvorpaa de nye Centralværksteder er byggede, strækker sig fra Enghavevejens forlængelse ud for Sporvognsremisen og helt ind til Kommunens Badeanstalt ved Gasværkshavnen.
Arealet, hvorpaa Bygningerne er opførte, er indhegnet af et højt Stakit og ikke mindre end 29 Tdr. Land stort. Af disse 29 Tdr. Land er igen godt 9 Tdr. Land overbygget, men alle Bygninger er lagte saaledes, at der er rigelig Plads til Udvidelser af de enkelte Værksteder.
Længst op mod Enghavevej findes for uden Portnerbolig tillige en Række Arbejderboliger, for at der i Tilfælde af Ildsvaade eller lignende altid kan være noget Mandskab tilstede.
Derefter kommer de store Værkstedsbygninger. Allerede et Vue over det store Malerværksted virker helt imponerende men fordunkles dog ganske af den Hal, der benævnes Vognværkstedet. Hallen er ikke mindre end 2½ Td. Land stor og gør et lyst og tiltalende Indtryk. Lyset til Lokalerne skaffes foruden gennem store Sidevinduer tillige ved Ovenlys.
I Vognværkstedet findes en Mængde Maskiner, der, som alle Maskinerne Værkstederne, drives ved Elektricitet. I hele Hallens Længde gaar en med Skinner forsynet Skydebro, paa hvilken Vognene kan skydes frem og tilbage og derved paa en bekvem Maade anbringes hvor som helst i Hallen.
Her som i de øvrige Værksteder lægger man Mærke til mægtige, galvaniserede Rør under Loftet. Det er Varmerør. hvorigennem varm Luft pustes ud i Lokalet fra et Varmekanoner, i hvilket der findes Ribberør. I de større Rum findes flere saadanne Varmekamre.
I umiddelbar Forbindelse med Vognværkstedet findes et Maskin- og et Haandsnedkeri til Forarbejdning af det Træ, som anvendes ved Reparationer af Vogne. I Nærheden af Vognværkstedet ligger i en særskilt Bygning Grovsmedien, Støberiet og Metalværkstedet. Alle Smediens Esser er forsynede med underjordiske Røgkanaler, gennem hvilke Røgen øjeblikkelig suges bort.
I Smedien findes foruden mindre Damphamre en Smedepresse, der kan udøve et Tryk paa 350,000 Kg.
I en Bygning paa to Etager, omtrent i Midten af det hele Anlæg, har man den Kraftcentral, hvorfra Damp, Elektricitet og Trykluft gennem forskellige Ledninger føres ud til Værkstedsbygninger og øvrige Lokaler. Kedlerne er forsynede med automatisk virkende. selvfyrende Apparater og indrettede til at kunne brænde Træaffald, som fra Snedkerierne gennem Rør suges hen i Kedelrummet. Kedler, Dampmaskiner og Dynamoer findes i Stueetagen, medens et Akkumulatorbatteri med 244 Celler er anbragt i 1ste Etage. I umiddelbar Nærhed af Kraftcentralen findes Kogehuset, hvor de af Lokomotiver og Vogne aftagne Jerndele ved Kogning renses for Olie og Sløv.
Reparationsværkstedet for Lokomotiver er ogsaa af store Dimensioner, ca. 1½ Td. Land. Det er ligesom Vognværkstedet forsynet med Træbrolægning, bl. a. for at ikke Værktøjet skal lage Skade af at falde paa Gulvet.
I de to Værksteder er der ca. 17,000 Kv.-Meter Træbrolægning, et talende Vidnesbyrd om Værkstedernes uhyre Størrelse.
Reparationsværkstedet for Lokomotiver er ligeledes forsynet med Skydebroer samt med en Løbekran med 2 Spil, der hver kan bære 32,000 Kg. Desuden findes der et Par mindre Kraner samt en Mængde Maskiner. I Forbindelse med dette Værksted findes et Lakererværksted samt et særligt Rum, hvor Maskinerne sammensættes og prøves, forinden de afleveres som reparerede.
En særlig Bygning i Nærheden id delte Værksted rummer Elektriker- og Sadelmagerværkstedet.
Endnu længere ind mod Byen træffer man paa Kontor- og Magasinbygningen, en stor Bygning paa to Etager. I Magasinerne findes Lagre af alle de forskellige Smaadele, som anvendes i Vogne og paa Lokomotiver, samt naturligvis Søm, Skruer etc. i Mængder.
Kontorlokalerne er smukke og lyse med alle moderne Bekvemmeligheder.
Umiddelbart ved Kontorbygningen ligger den store Lokomotivremise, der er ikke mindre end 2 3/4 Tdr. Land stor, og som kan rumme 96 Lokomotiver. Bagved Remisen er der Opholdsrum til ca. 500 Mand.
Der er til Remisen og alle Værkstederne bekvem Sporforbindelse til Ind- og Udbringning af Materiale, og f. Eks. ud for Vognværkstedet en udvendig Skydebro, paa hvilken Vognene kan skydes langs Bygningen og derefter føres ind gennem den Port i Værkstedsbygningen, man ønsker.
Spørger man, om der er sørget for Bekvemmeligheder for de mange Arbejdere, da maa man sige, at det er Tilfældet, endog i allerhøjeste Grad. Ved hvert Værksted er der fortiden store og praktisk indrettede Toiletrum tillige rummelige Omklædningsværelser med et Skab for hver Arbejder. I Omklædningsrummene findes Vaskekummer med varmt og koldt Vand. Endvidere er der ved Værkstederne Spisestuer for Arbejderne, der kan holde medbragt Mad varm i særlige i Spisestuerne anbragte Varmekasser.
Som en stor Bekvemmelighed for Arbejderne nævner vi endelig den i Kraftcentralbygningen installerede Badeanstalt, hvor der findes 24 Afklædningsrum, Brusebade, Badstue med en Temperatur paa 50 Gr. C. og Liggepladser til 6 Personer. Badeanstalten er overordentlig nydelig indrettet.
For ret at klargøre Anlægenes Størrelse skal vi sluttelig anføre en Række talende Tal. Hele Anlæget har kostet ca. 4 ½ Mill. Kr., og ikke færre end 170 Mestre i forskellige fag har haft Arbejde ved Anlæget. Der er anvendt ikke mindre end 125,000 Kv.-Alen Tagpap til Tækning.
I Lokomotivreparationsværkstedet beskæftiges ca. 200 Mand, i Vognværkstedet. Træværkstedet og Malerværkstedet ca. 300 Mand, i Elektriker- og Sadelmagerværkstederne ca. 100 Mand.
Opførelsen af del store Anlæg. For hvilket Professor Wenck er Hovedarkitekt, har været ledet af Arkitekt Holger Lange, der i hele 3 Aar har haft mere end Beskæftigelse nok hermed.
Indflytningen begyndte i Oktober forrige Aar, og forventelig vil alle Værkstederne være tagne i fuld Brug inden Udgangen af denne Maaned.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. januar 1910)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar