Den blinde Kurvemager fortæller sit Livs Tragedie. (Efterskrift til Politivennen)

Tjenestekarlen, der blev pryglet og mishandlet af to Bønder til han mistede Synet.

Den ene af Slynglerne klippede ham i Øret med en Saks - for at mærke han for hele Livet.

Børnene i Gaden stimler sammen.

- Der kommer han! siger de alle, deres Ansigter bliver pludselig alvorlige, og de stirrer mod en høj, fattigt klædt Mand, der langsomt arbejder sig frem, - og som har en halvvoksen Knægt til at føre sig.

Manden er den blinde Kurvemager Niels Nielsen

fra Folkvarsvej. Han har sin egen Historie, hans Liv er en Tragedie; det er ikke en medfødt Svaghed, det er ikke en alvorlig Sygdom, der har gjort ham blind. Nej, det er en Bondes Kørepisk, en raa og brutal Bendes Mishandling, der har gjort, at Niels Nielsen for evigt har mistet sit Syn.

Vi følger med ham hjem, følger med til hans blinde Kone og hans to Smaapiger, den ene er 3, den anden kun et halvt Aar gammel, og her i hans lille Lejlighed beder vi ham fortælle om

hans Livs Historie

Alt tegnede saa lyst og festligt, alt Syntes at være i den bedste Gænge for ham. Han var Bondekarl han tjente i Kirkelte ved Lillerød, og selv om han ikke var beslaaet med Gods og Guld, fandt han Livet herligt. Han haabede som alle andre, der vil frem, han haabede indtil den Dag, han brutalt blev frarøvet Synet ved et modbydeligt og raat Overfald fra sin Husbonds Side.

- Det var den 8. Oktober 1904, siger Niels Nielsen. Vi var færdige med alt Høstarbejdet, og da jeg om Formiddagen vilde køre Hestene ud paa Marken, kom min Husbond, Gaardejer Christian Petersen, og siger til mig:

- Du skal ikke køre Hestene ud. Det skal jeg nok selv besørge. Jeg har ikke Brug for Dig mere, Du kan rejse med det samme.

- Jeg saa paa ham, fortsatte Niels Nielsen, jeg var meget forundret. Jeg vidste jo nok, at enkelte Gaardejere benyttede den Trafik at smide deres Folk af Tjenesten for at slippe for at betale dem deres Løn, men jeg havde alligevel ikke ventet mig den Behandling.

- Var han da ellers flink?

- - Naa-h, det er saa meget sagt. Han havde jo en grov Mund og var noget hidsig og opfarende, men vi var da kommet ud af det sammen.

- Hvad sagde De til ham?

- Jeg sagde, at jeg mente, jeg var fæstet hos ham og ikke uden Grund kunde jages paa Porten; men han blev ved sit, og saa lod jeg ganske roligt Hestene staa og gik ned til Byen for at hente mit Kravetøj og forskellige Smaating.

Da jeg ved Middagstid kom hjem og vilde gaa over i Borgstuen for at faa min Mad, kom Christian Petersen løbende hen imod mig, hidsig og rasende som en Tysker. Jeg skulde ikke have nogen Mad, ikke det mindste, jeg var færdig hos ham og kunde blot skrubbe af. Han brød sig ikke om at se mig et Øjeblik længere.

Naa, jeg lovede saa at gaa, blot jeg fik mine Penge.

Prygl.

Men det skulde jeg aldrig have sagt, for i sin Hidsighed gav han sig til at gennembanke mig.

- Slog De ikke igen?

- Jo, saa godt jeg kunde; men det varede ikke længe, for vi havde ikke slaaet mange Slag, før Christian Petersens Nabo, Peder Mathiesen, kom til og hjalp sin Frænde. De to gennembankede mig paa det frygteligste. Aldrig nogen Sinde er jeg blevet behandlet paa den Maade, og jeg ømmede mig og skreg af Smærten efter Slagene.

Chr. Petersens Moder kom til.

- Men hvad er det dog, Du gør ved ham, Christian? sagde hun. Lad det stakkels Menneske dog gaa.

Men jeg fik ikke Lov til at gaa.

Begge Gaardejeme var saa hidsige, at de absolut ikke var modtagelige for Fornuft eller for en Appel om Skaansel. De tampede løs paa mig, antagelig anede de ikke selv hvorfor, men de gjorde det.

Og saa sagde Chr. Petersen pludselig:

- Hold ham fast, Peter, saa saa gaar jeg ind og henter Kørepisken.

Saa kan han mærke lære, at det er Alvor.

Peter Mathiesen holdt mig, og Chr. Petersen hentede sin Kørepisk. Var jeg ikke forhen blevet mishandlet, saa blev jeg det nu. Han gennembankede mig med Pisken, og da han ikke kunne mere, smed han mig ned i Stenbroen.

Blodet flød af mig. Jeg kunde intet se; men jeg tænkte ikke over, at jeg skulde være blind.

Det værste Blod blev vasket af mig, jeg blev smidt paa en Vogn og kørt til Hørsholm - og her sov jeg Natten over i Arresten. Det skulde jo laves om til, at det var mig, der var Forbryderen. Men den gik ikke. Dagen efter blev jeg indlagt paa Usserød Sygehus; men Lægen her sagde, at jeg skulde til en Specialist i København. Der var ogsaa en Betjent, som rejste med mig; men ingen Steder vilde de have mig, fordi Karlebo Kommune ikke vilde kautionere for mig. Saa blev jeg ført tilbage til Usserød Sygehus, og her laa jeg i 3 Maaneder. Overlægen var forfærdelig flink; men han vilde hele Tiden have, at jeg skulde til Behandling hos Professor Bierring her i København. Men han kunde ikke hjælpe mig.

Den ulykkelige Mand blev klippet i Øret med en Svinesaks.

- De var blevet blind? spørger vi.

- Ja, Nethinden var sprunget. Mit venstre Øje var daarligt, og det kunde jeg ikke se med, og det højre blev slaaet i Stykker med Kørepisken eller i Faldet mod Stenbroen. Hvornaar véd jeg ikke. Men det var frygteligt pludselig at mærke, at man ikke kunde se.

- Var det Deres egen Husbond, der mishandlede Dem mest?

- Ja, det var det vel; men det var da Peter Mathiesen, der klippede mig i Øret.

- Hvad gjorde han?

- Ja, han sagde til min Husbond: Hold Du ham nu lidt, saa skal jeg mærke ham, som han fortjener, - og han tog da en Svinesaks og skar mig i Øret. Jeg skulde mærkes for Livstid, og det blev jeg.

Men det var ogsaa hele den Løn, jeg fik for mit Arbejde den Sommer.

- Fik De aldrig nogen Erstatning?

- Nej, det viste sig, at Christian Petersen intet ejede. Han maatte gaa fra Gaarden, og nu er han Daglejer, hvis han da lever endnu.

- Og har De saa opretholdt Livet som Kurvemager?

- Ja, jeg kunde det jo, før jeg blev slaaet blind, og det har jeg altsaa ernæret mig ved. Nu fletter jeg Dækketøjskurve til De blindes Udsalg, og naar det gaar hurtigt, kan jeg tjene 24 Kr. om Ugen.

- Det kan De da ikke leve af?

- Nej, men af de Penge skal jeg jo ogsaa betale Medhjælp, og det er heller ikke saa billigt. Men vi faar Invaliderente, og det er vi evig glade og taknemmelige for. Bare jeg kan arbejde, er der intet som helst at være ked af, men jeg kunde godt lide at faa min egen Forretning. Saa vilde jeg faa mere for mit Arbejde end nu.

(Klokken 5 (København) 14. juni 1924).

Den mystiske sag fra Nykøbing. (Efterskrift til Politivennen)

Begravelsen i går. Kredslæge Jensen afgiver en højst besynderlig forklaring.

Fra søndre Kapel på Vestre Kirkegård begravedes i går middags tjenestekarlen Paul Møller, hvis uforklarlige død i Tolsager ved Nykøbing S. i stedse voksende grad beskæftiger offentligheden.

Før begravelsen henvendte pastor Jørgensen sig til afdødes moder, fru Marie Møller, som er enke efter en togfører. Præsten ønskede at vide, om han skulle holde nogen tale. Da imidlertid hr, Jørgensen under tidligere samtaler med moderen havde antydet, at han ville benytte lejligheden til at drage hårdt frem mod selvmord, som han anser for syndigt og ugudeligt, bad fru Møller ham indskrænke sig til en kort bøn. Den stakkels moder ønskede ikke sit afskedsøjeblik med sønnen forvandlet til en skændescene. 

Følget bestod af over hundrede deltagere, og en mængde kranse dækkede den smukke kiste. Da kisten sænkedes ned i graven, var de tilstedeværende grebet af dyb bevægelse. Umiddelbart efter modtog "Socialdemokraten" følgende tak for afdødes moder:

En Tak,

Jeg bringer herved på egne og familiens vegne en dybfølt tak til "Social-Demokraten" for dens omtale af omstændighederne ved min ulykkelige søns død. Fra mange sider har jeg, efter at "Social-Demokraten" har bragt sagen frem, modtaget beviser på sympati, og jeg har den følelse, at alle deler mit håb om at få kastet lys over de mange gådefulde enkeltheder, der knytter sig til den triste tildragelse. 

Ved "Social-Demokraten"s hjælp stoler jeg på, at dette håb vil blive opfyldt. Først da får jeg fred i mit sind.

Maria Møller.

Fru Møller skal ikke forgæves have anmodet om “Social-Demokratens” hjælp. Efter at have sat os i forbindelse med statspolitiet har vi senere rettet henvendelse til kredslæge Jensen i Nykøbing. Hans udtalelser er højst overraskende. Han fortalte at han ved det legale ligsyn klippede alt det snavsede arbejdstøj af liget, således at det lå fuldstændig nøgent. Hvad det da også skal være ved sådanne lejligheder. Da kredslægen og politifuldmægtigen forlod stedet, var liget kun dækket af et klæde. Ikke desto mindre lå det fuldt påklædt, iført arbejdstøj og strømper, i den tæt tilskruede kiste, da denne åbnedes af fru Møller. Fire personer kan beedige dette, nemlig foruden fru Møller og hendes datter de to mænd der åbnede kisten og afførte liget de snavsede og blodige klæder. 

Hvad er der da foregået? Har gårdejer Carl Christensen givet ordre til at liget skulle klædes på? og hvorfor har man valgt at lægge ligklæderne oven på det  fuldt påklædte Lig? Hvad er det dog for en besynderlig og hensynsløs adfærd, der er udvist i denne sag?

Herom modtager vi hver dag forespørgsler. En lærer, der dog kun underskriver sig med forbogstaver, og hvis brev vi derfor ikke kan optrykke, skriver at han troede sig hensat til det 14. århundrede da han læste om gårdejer Christensens og Pastor Baggers optræden. Han forfærdes over, at en præst, der skal være talsmand for næstekærlighed, kan udvise en sådan hjerteløshed, og han slutter med at kræve sagen undersøgt til bunds, for at de skyldige kan blive draget til ansvar.

Endvidere har vi fra bogholder Joh. Hansen, Valdemarsgade 61. modtaget et brev, af hvilket vi gengiver et brudstykke:

En køn præst.

Ingen af os, som læste "Social-Demokraten" den 6., har kunnet undgå at undres over den optræden, en vis pastor Bagger, Asnæs, udviste overfor enkefru M. Møller og hendes ledsagere. -  Er der noget, som mere end den slags episoder tjener til at forbitre arbejderne og gøre dem fjendtligt sindede overfor kirken?

Jeg tror det Ikke! Lad os håbe, at det inden alt for længe lykkes at få sagen lagt klar for offentligheden. - Det kunne da være passende i denne forbindelse at sige: Hvis kirkens mænd venter, at arbejderne skal stille sig på deres side, må vi kræve, at den slags præster som hr. Bagger øjeblikkelig fratages kjole og embede.

Joh. Hansen.

Disse henvendelser synes at være udtryk for en dyb og almindelig misstemning. Det er på høje tid, at der fra autoriteterne fremkommer en officiel redegørelse for sagen og at gårdejer Christensen giver en forklaring på sin optræden overfor den unge mand før og efter hans død.

( Socialdemokraten, 8. september 1920)

Tjenestekarl. (Efterskrift til Politivennen)

 - I "Randers Avis" læses: "Et Forhold af min Sognepræst finder jeg Anledning til offentlig at paatale: Jeg er en 18aarig Tienestekarl fra Christrup. Min Fremtidsusigt viser kun, at min Evne og Lyst til al arbejde kan vente at give mig Udkomme som Tyende, men jeg er ret godt fornøjet med min Lod, naar jeg blot kan undgaa ubillig Fortræd. Jeg blev imidlertid tidligt nødt til at forsvare mig imod Fortræd, eftersom min Husbonde, en Mand i Røved, ikke alene slog mig for en lille Forseelse, men han mishandlede mig. I Retten nægtede han, at de Saar, som omtaltes i en fremlagt Lægeattest, vare af hans Slag, men han blev dømt til at gjøre Ed. Denne Dom har han appelleret til Overretten. At det er vigligt for min Fremtid som Tjenestekarl, om jeg kommer til min Ret i denne Sag eller ikke, vil Enhver erkjende. Jeg vilde følgelig gjerne have en Sagfører til at møde for mig i Viborg; men, selv om min Husbonde havde betalt mig Lønnen til 1ste Maj ifjor, hvilket han ikke havde, og selv om jeg fik Lønnen til den Dag, Protesten begyndte, nemlig sidst i Oktober s. A., vilde jeg ikke kunne betale en Overretsprokurator for at møde. Altsaa søgte jeg om fri Proses, og henvendte mig til Præsten, Hr. Brøndsted i Ødum, om at give mig Attest om, at jeg er fattig. Hans Frue gav mig mange haarde Ord og den Besked, al jeg ikke skulde faa fri Proses, hvis hendes Mand kunde gjøre Noget derimod, og denne Resolution vedstod Præsten paa en Maade, som vistnok alvorllgt bør misbilliges, thi Embedserklæringer ere endnu farligere for Manges Fremtid end en noget fri Benyttelse af offentlige Blade. Præsten vilde ingen Attest give mig, "han ikke kjendte Noget til mig". To Mænd gave da Attest, og da Præsten skulde bekræfte deres Paalidelighed, benyttede han Lejligheden til at sige, es alene hvad der ej vedkom ham at yttre sig om, men en ligefrem Usandhed. Nu gav han ikke Attest om Mændenes Paalidelighed, men derimod om, at deres Udsagn, om at jeg var fattig, var overensstemmende med Sandhed, skjøndt han til ung erklærede, at dette var ham ubekjendt, og han tilføjede: at Bevillingen ej vilde være nødvendig for mit Udkomme i Fremtiden som Tyende, hvorimod den kun "vilde give mig lettere Lejlighed til endmere at fortrædige en Husbonde, der i flere Aar havde behandlet mig med megen Godhed, mere lom et Barn end som et Tyende". Med denne Attest maatte jeg sende mm Ansøgning ind, og jeg ved ikke, hvorledes det gaar med min Sag; men jeg ved, at denne Uret af Præsten er saa paafaldende, at den offenlig bør bebrejdes ham til Advarsel i Fremtiden. Min Husbonde var en Mand udenfor Bondestanden, men en Mand, som ofte har havt alvorlige Omstændigheder med sine Tjenestefolk, og en Mand, som vilde beholde ej alene min Løn for sidste Halvaar af Tjenesten, men ogsaa Størstedelen af den til Majdag forud, hvorved det blev ligefrem nødvendigt for mig at begynde Sagen, selv om jeg havde villet tie med Mishandlingen, og den sidste Del af Attesten er rentud Usandhed. Jeg var kommet fra Christrup 1 Aar og 16 Maaneder iforvejen, og blev brugt som enhver Tjenestedreng, navnligen til Kvæghyrde. Fra tidligere Tid kjendte Husbonden mig stil ikke. Jeg maa nu spørge, om en Tjenestekarls Vilkaar kunne taale at forringes til den Grav, og hans Løn forholdes ham fra November til Maj, at der, idet han stilles fra Husbonden saa Dage for næste November, gjøres Forsøg paa, ogsaa at fratage ham Lønnen for Halvaaret til November, og at han af en anset Præst, der er ukjendt baade med ham og med Sagen, faar den Tisgift til sine Uheld, at han har viist sig som et utaknemligt Barn, der bør standses i at fortrædige Husbonden? Skulde ikke den Mangel paa virkelig Hengivenhed hos Tjenestefolkene, som ofte bebrejdes disse, være en Frugt af saadan grov Partiskhed, og er del ikke godt, at den Tid er forbi, da Præsten i Skudsmaalsbøgerne fortalte sin Mening om ethvert Menneske i tjenende Stilling, som flyttede til en anden Menighed.

Røved, den 26de September 1852.
Lars Peter Møller Pedersen.

(Jyllands-Posten 29. september 1862).

Indenlandske Efterretninger. (Efterskrift til Politivennen)

Mariboe, den 3de November. Igaar var her i Mariboe en tumultarisk Affaire imellem nogle ubændige og kaade Bønder fra Vaabensted og Radsted, under Grevskabet Hardenberg, som vare tilsagte at møde ved Sessionen, og en Vertshuusmand og hans Naboe her af Byen. Bemeldte Bønder bleve nemlig grove og baldstyrige fordi Vertshuusmanden næsten havde udsolgt sit Forraad af det lollandske aqva toffana (Brændeviin). Da nu Vertshuusmandens Naboe vilde være tredie Mand, blev han meget forslaaet i Hovedet og Øjet. Tumulten var skrækkelig; men saasnart physisk Magt paa behørig Maade med Kraft og Bestemthed blev anvendt, blev alting strax i Orden bragt. Nogle af Hovedmændene bleve arresterede og et foreløbigt Forhør paa Øjeblikket optaget. - Ligeledes skal ogsaa nogle Bønder fra Hertizløv o. s. v. have taget sig den Friehed, at gjøre Spectakler om Aftenen paa deres Hjemvei fra Sessionen, ved Engestofte slaaet Forvalteren o. s. v., i hvilken Anledning skrivtig Klage er indgiven til vedkommende Jurisdiction.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ellevte Aargang No. 90
Tirsdagen den 8 November 1814
Spalte 1437-1438

En styg Uskik i Trinitatis Kirkegang.

Ved at passere ovennævnte gang har anmelderen ofte i den seneste tid set at karle og piger har banket gulvtæpper som var hængt over rækværket i gangen. Selv på helligdage under gudstjenesten har sådan uskik fundet sted. Det var tilfældet skærtorsdag formiddag under højmessen. Da gangen står åben til fri passage, betrædes den af mange som således ikke alene udsættes for at få deres klæder tilstøvet, men vel endog kunne få et rap i hovedet af det spanskrør, som bruges ved bankningen. Man håber at kirkens ærede værge vil søge at hæmme dette uvæsen ved at pålægge graverkarlen der dog jævnligt færdes på kirkegården, at bortvise dem som kommer i den hensigt at banke gulvtæpper, samt tillige at bortjage de mange drenge, som næsten dagligt spiller klink eller foretager andre unoder i gangen

(Politivennen nr. 1376, Løverdagen, den 14de Mai 1842. Side 314-315)

Et Par Ord om arbeidsdygtige, omdrivende Bonderkarle.

Da høsten nu nærmer sig med stærke skridt og man overalt fra landet hører klager over mangel på arbejdere, synes det at være den rette tid at henlede høje ansvarliges opmærksomhed på de mange arbejdsføre bondemandsfolk som uden at svare nogen afgift til staten, driver om på gaderne her i byen, dels som udråbere af frugter, tørv, brænde og andre sager, dels som aldeles lediggående, idet de foregiver at de søger tjeneste her. Til udråbere er kvinder og krøblinger ligeså dygtige og sikkert mere trængende. Og for at få tjeneste behøver de første ikke at ligge ørkesløse her da der er arbejde nok for dem på landet. 

Indsenderen kender en landmand der gjorde en rejse på 13 mil for her i byen at få 2 karle, men måtte rejse tilbage med uforrettet sag. Bondekarlen er dog sikkert opdraget til bondearbejde, ikke til at være sælgerkælling. Det første gør ham til et nyttigt lem af staten, det sidste forleder ham til svir og lediggang hvoraf følger tab af arbejdsdygtighed og alskens laster. Indsenderen kan ikke se hvorfor politiet ikke skulle værekompetent til at sende alle disse mennesker til deres hjem hvor sognefogden burde påse at de tog tjeneste og i tilfælde af fravær, straks indmeldte det til øvrigheden som meldte det videre. Blev knægten så pågrebet og ikke kunne bevise at han var gået bort for at træde i tjeneste, hvori han ved pågribningen endnu var og bevislig havde været fra undvigelsen af, burde han straffes som lediggænger. 

(Politivennen nr. 969, Løverdagen den 26de Juli 1834, s. 523-525)

Aarsagerne til Tjenestefolkenes Usædelighed, ulykkelige Ægteskabers Stiftelse, Drikfældighedens Tilvæxt og Armodens Fremtrængen.

Som almueskolelærer på landet har jeg i 26 år haft lejlighed til at kende bondealmuens karakter, tilbøjeligheder og handlinger. Med stille kummer har jeg set den ile fordærvelsens i møde og ønsket af mit hjerte at den af høje ansvarlige måtte standses på den så farlige bane både for den og for landet. Hvad der muligvis i denne henseende er gjort for dens tarv er mig ubekendt. Men jeg tror at enhver fædrelands- og menneskeven bør yde sin skærv dertil, om den dog kun er lille. Måtte jeg være så lykkelig ved denne fremstilling der altid skal bære sandhedens præg, at henlede de høje ansvarliges opmærksomhed på denne meget vigtige sag og derved fremme bondens tarv, så er min hensigt opnået.

Utvivlsomt er de såkaldte julestuer, læsestuer, fastelavnsgilder, kagegilder og hvilke andre navne denne lasternes skole er betitlet med den sande årsag.

Her ser man sønner og døtre i en alder af 7 år, ja vel endog under denne alder, søndag eftermiddag i forening med karle og piger at ile til gildehuset hvor der opvartes med øl, brændevin, musik og dans hele den påfølgende nat. At sådant fornøjer barnet, er ikke noget under. Men her er frøet sået og høsten er rig, men frygtelig. Her ses løsagtige gebærder, her høre liderlige og skøgeagtige viser, her ses kortspil, her høres banden og skælden, her tumler den berusede sig mellem hoben. Og alt dette bifaldes af de tilstedeværende med hurraråb og støjen, så at byen giver ekko deraf. Er det da et under om barnets hjerte der står åbent for ethvert indtryk, besmittes og at det med tiden uden angst udøver de samme laster?

Som oftest må barnet sove dagen efter. Men kommer det endog i skolen dagen efter, da er det søvnigt og uskikket til at høre undervisningen. Billedet af det der skete om natten står dybt indpræget i det sjæl. Det har intet lært hjemme af den lektie, lærerne har gennemgået og foresat det til at læres udenad. Og endnu mindre er det i stand til at gøre rede for dets indhold. (Jeg vi ikke tale om de ubehageligheder og sorger det forvolder læreren). Men således opvokser det i uvidenhed, indtil det kan bruges til markarbejde, kreaturers røgt osv., hvilket atter holder det fra skolen, de eneste sted hvor det kunne og burde nyde nogen undervisning.

Nu kalder trompeternes lyd det atter til gildet. Barnet ønsker at deltage i det, forældrene tillader det, og snart er søndag eftermiddag og søndag nat for kort, så at mandagen anvendes til det samme. Ak, hvad skal der forventes af dette barn, som karl eller pige, mand eller kone, far eller mor? Jeg skælver for den blotte tanke. Kan man da undres over at der af et så dårligt opdraget barn med tiden bliver et usædeligt og utro tjenestetyende? Nej, sandelig ikke, for sås klinte, kan man vel ikke forvente at høste hvede?

"Der opvartes med øl, brændevin, musik og dans hele den påfølgende nat." (Gilde på Amager, H. C.Henneberg, 1855. Statens Museum for Kunst.) 

Jeg har vist barnets umoralske opdragelse. Men hvad skal der blive af ham som karl. Kommer han i tjeneste hos en bonde, da betinger han sig adskillige klædningsstykker og en betydelig pengeløn, samt tilladelse til at overvære alle gilderne og en fjerding godt øl som leveres til gildet når det kræves. På intet andet vilkår kan bonden få tjenere. Arbejdet skal gøres og sådanne af tyendet foreskrevne regler er almindelige. Han må altså indgå kontrakten og det bør bemærkes at hvad der gælder for karlen, gælder også for pigen.

Ungdommen betinger sig nu gildet hos en mand i byen. Jeg har sagt at karlen selv leverer øl. Men brændevin, mjød, kaffe, hvedebrød og lys leverer den mand hos hvem gildet er foranstaltet mod betaling. Musikanterne spiller ikke for intet. Kortspil er almindeligt ved sådanne sammenkomster og alt dette skal udredes af tyendets løn. Man bruger lønnen før tiden og snart er denne ikke tilstrækkelig, men der bruges derfor af lønnen for det kommende år. Vil husbonden ikke lade ham få flere penge, da sælger han af klædningsstykkerne for dog at kunne komme til gilderne, og således står han ved årets ende nøgen og forgældet. Nu opsiger han sin tjeneste til skiftedagen eller fraflytter den endog i utide for atter at omme til en mand der vil lade ham få penge til gilderne forud.

Han iler på ny til gildet. Kreaturerne bliver fodret til urette tid. Ja vel endog rent forsømt. Mark- og husarbejdet forbliver ugjort. Og således tumler man sig i disse såkaldte uskyldige forlystelser søndag, mandag, ja ikke sjældent tirsdag og onsdag med. I denne bedøvende rus danses. Blodet sættes i bevægelse hos den unge karl. Han tror at opdage et eller andet fortrinligt ved den pige han danser med. Der sluttes en ubesindig ægteskabskontrakt. Han ledsager hende alene hjem i natten mørke og deres dyd, deres ro, er da tabt. Pantet på deres indgåede forpligtelse ses og lovene kræver løftes opfyldelse. Nu, men for sent åbnes øjnene. De har intet hus, intet at sidde eller ligge på, næppe de klæder der kunne skjule dem selv. De står med få ord blottet for alt og om få år er fattigforsørgelsen deres og deres ulykkelige børns trøst og tilflugtssted.

(Fortsættes).

(Politivennen nr. 544. Løverdagen den 3. Juni 1826, s. 359-364)

Til Eieren af en rødmalet Vogn og to lysebrune Heste.

Lørdag formiddag kl. 10 så anmelderen i Store Kongensgade en karl som kørte et par lysebrune heste for en rødmalet vogn, behandle de til ham betroede heste på en urimelig, ja barbarisk måde. Når hesten ville gå frem, rykkede og huggede han dem med stængerne i munder, og når de derved gik tilbage, piskede han drabeligt på dem. Især fik den nærmeste gruelige rap. De tilstedeværende tilskuere frygtede med grund for at hestene skulle blive løbske og anrette skade. For imidlertid at Deres unge heste ikke ved en så urimelig behandling skal blive ødelagt, råder man Dem till at pålægge Deres karl at behandle dem anderledes, og hvis han som det synes ikke forstår at bruge tømmen, så godt som han kan bruge pisken, da lade ham få noget undervisning i at køre

(Politivennen nr. 461. Løverdagen den 30de October 1824, s. 9240)

Stop ham!

Det er ikke sjældent tilfældet at såvel vognmandskarle (især en kejthåndet der kører et par brune heste), som også andre kuske henimod Toldbodsidens ende, ikke alene jager i fuld galop gennem den ydre Amaliegade, men endog krydser gaden for at komme omkring hinanden. Hvor meget farligt denne lovstridige måde at køre på, er både for voksne børn hvoraf mange jævnligt opholder sig på gaden, indses let. Og man vover derfor at ytre det ønske at det må blive gadekommissionen pålagt ofte at besøge gaden i denne tid for at bidrage til at hæve sådan farlig uorden.

(Politivennen nr. 434. Løverdagen den 24de April 1824, s. 7013-7014)

Forslag til at forhindre visse Gaders Spærring af Bøndervogne.

Er det ikke aldeles urigtigt og utilladeligt at bønderne med deres vogne holder på torvedagene helt gennem Frederiksberggade og Vestergade, samt Frederiksborggade ved Nørreport, og derved ikke alene hindrer, men endog til sine tider aldeles stopper passagen for rejsende og andre som har færdsel gennem disse gader, ja endog ofte står hestene som fraspændes vognene, ind på fortovet så at samme ikke uden fare kan passeres, hvilket er meget ubehageligt, allerhelst når betragtes at en sådan holden af fraspændte vogne alene sigter til fortjeneste for kældermændene og deres karle, da enhver bonde for en sådan holden, må betale karlen nogle skillinger der dog ikke er mindre end 4 skilling, og som altså udgør en betydelig løn for en karl når man endog kun regner 24 skilling pr ugen der, dog nok er det allerringeste.

En sådan holden ved kælderen giver bonden stor lejlighed til at suppe og drikke i kælderen, ja ofte mere end han kan tåle, og således har kældermanden dobbelt fortjeneste, nemlig stærkere afhændelse af hans varer og karlen for at lunte.

Indsenderen heraf som flere gange til vogns har haft vanskelighed ved at køre igennem førnævnte gader, især på torvedagene, har endog med egne øjne set bønder komme så beskænkede op fra kælderen at de ikke selv har kunnet stige på vognen. I den anledning forslås herved om ikke det såkaldte hestetorv ved Vesterport siden hestehandelen nu er flyttet uden for porten, og Skidentorvet ved Nørreport, samt Hauser Plads nu kunne bestemmes til en holdeplads for de bøndervogne som ikke kan rummes enten i gæstgivergården eller hos de handlende, og at det ganske og aldeles måtte forbydes kældermændene især i førnævnte gader, at lade holde fraspændte vogne på gaden uden for deres bopæl. Men at samme straks kørte bort og hen på ovennævnte steder når de har aftorvet. På før omtalte holdepladser kunne af politiet ansættes en eller flere opsynsmænd der kunne være bønderne behjælpelige til at spænde fra og for, og være ansvarlige til hvad der var på vognene, imod at denne betjent fik det samme af bonden som kældermandens karle, imod at de skaffede hestene vand og foder etc., da det må formodes at en sådan betaling ville blive en passende belønning for en simpel karl eller betjent, helst på torvedagene. Det følger af sig selv at en sådan opsigtskarl måtte være forsynet med skilt eller uniform så at bønderne kunne kende og vide at henvende sig til den rette, ligesom han ofså måske kunne forsynes med blotte numre som kunne afgives til bonden når han til ham afleverede sine heste og vogne til opsigt.

(Politivennen nr. 413. Løverdagen den 29de November 1823, s. 6683-6686)

Usikkerhed paa Liv og ejendom i Omegnen af Frederiksborg.

I begyndelsen af august måned brød 4 karle ind om natten på vejen mellem Frederiksborg og Fredensborg hos justitsråd overførster Brühl. En del sager blev stjålet forinden man kom på færde, og dynerne var i vinduerne for at bringes ind ad skoven til. Efter den tid har denne bande sat den hele egn i ængstelse, hvilke hele tiden forøgedes eftersom efterretninger om nye indbrud indløber. Således er disse sket på Fredensborg hos oberstinde Recke og majorinde Meelsted og i Nøddebo hos kancelliråd birkedommer Meining. Endvidere hos skovriderne Sarau og Rekke. Men hos præsten Nyeholm i Helsinge ikke mindre end 5 gange. Alt i alt er man vidende om 21 indbrud der uforstyrret er foretaget i en tid af 4 uger. Da landmanden nu er midt i høsten og har strengt arbejde om dagen, falder det beboerne af stæderne meget vanskeligt at lade holde vagt om natten.

Hvad der fra øvrighedens side er foranstaltet for at sikre statsborgeren sit liv og ejendom, er endnu ubekendt. Men det er skrækkeligt at en tyvebande således uhindret i 4 uger kan vedblive at ængste og hærge en omegn af 2 til 3 miles distance uden at blive pågrebet.

(Politivennen nr. 297. Løverdagen den 8de September 1821, s. 4767-4768).

En Hundebøddel i Vimmelskaftet.

Fra grusom handling mod dyrene til en lige adfærd imod medmennesker er kun et meget kort skridt. Flere eksempler bekræfter desværre denne  sandhed.

Såvel efter naturens lov som efter den moralske er det synd at mishandle dyrene. at de fleste politiske love ikkebestemmer straf i så henseende, turde synes en mangel, hvorfra dog de svenskes gør en herlig undtagelse.

Dog også vores fødeland har specielle forbud mod dyrenes mishandling. Således er de barbariske og grusomme lege at flå en levende kat af tønden, at trække halsen af en levende gås osv. aldeles forbudt, og flere forordninger i anledning af dyrenes velfærd er udgivet *). Men endnu savner vi anordninger og lovbud for dyrenes behandling i almindelighed. De som på landevejene der fører til staden, i forstæderne, ja i hovedstaden selv, har været vidne til med hvilken grusomhed heste, køer, kalve og lam behandles af deres bødler, som kalder sig mennesker, vil vist med anmelderen ønske at vor milde regering ville ved lovbud sætte grænser for samme, ligesom det sikkert ikke ville være af vejen om vore skolebøgerne indeholdt et eget kapitel om de pligter mennesket skylder dyrene såvel i almindelighed som i særdeleshed.

Politivennen har før fremstillet eksempler på vilkårlig og skammelig behandling af husdyr, men dog har den ikke fortalt noget så skændigt og grusomt som dette:

Onsdag den 14. februar om formiddagen sås en karl der tjener på Benzonsdal og 3 gange om ugen holder med sin vogn i gården på hjørnet af Vimmelskaftet og Valkendorfsgade, i samme gård mishandle en ung puddelhund på det grusomste. Han tog nemlig hunden med den venstre hånd i nakken, og slog den med den højre knyttede næve således på siden af hovedet at han var sikker for ikke at beskadiges af dens tænder, indtil hunden var blodig. Derpå tog han den ved begge bagbenene og slog dens hoved og forkrop mod stenbroen Denne grusomme behandling vedblev han så længe indtil en karl blandt flere mennesker som hundens ynkelige skrig havde lokket til, rev ham fra hunden der var så forslået at den næppe kunne krybe fra stedet. Da karlen endvidere bebrejdede denne hundebøddel hans slette handlemåde, svarede denne opbragt at hvis han havde kræfter og magt over karlen, som over hunden, så ville han gøre det samme ved ham, det var hans egen hund og den skulle lystre ham, og at den ikke kunne lære med mindre den fik straf. Ville man ellers noget, så kunne man jo klage over ham osv.

Anmelderen der ikke vidste hvordan karlen efter vores love kunne tiltales for den af ham udøvede skammelige dåd, anklagede ham derfor ikke for øvrigheden, men besluttede at bekendtgøre dette for at hans husbond, hr. kaptajn Barfred, ejer af Benzonsdal, når han underrettedes derom, kunne tage sig lidt af karlen og lære ham at han ikke oftere bør mishandle de kreaturer der betros ham af hans herskab eller andre.

*) Således havde vi politiplakater angående for stærk kørsel og for stærk læsning på vognene, men disse har nok mere til hensigt at betrygge broer og gader fra ødelæggelse og mennesker for at blive kørt over end de har sin grund i barmhjertighed mod dyrene.

(Politivennen nr. 268. Løverdagen den 17de Februarii 1821, s. 4323-4326).

To selvraadige Karle og - en Høtyv.

Mandag den 26. f. m. kørte anmelderen med familie fra Lyngby til Fortunen og mødte 2 tjenestekarle, hver med et stort læs hø, kørende på venstre side af vejen, altså lige mod hans kusk som kørte rigtigt og holdt til højre for enhver de mødte. Den første af disse karle holdt rigtig af til højre side, dog ikke uden at bruge mund på anmelderens kusk, hvorimod den anden som var en holstener omtrent 30 år gammel, lod kun som han også ville gøre hvad hans pligt var, men i stedet derfor drejede han øjeblikkelig ind på vognen hvorpå sad 3 fruentimmer og 2 børn, sammen med anmelderen, så at disse før de mærkede det, var aldeles under læsset og måtte springe ned af vognen og i grøften for ikke at blive væltet.

Vejen var på ingen måde smal på dette sted. Tværtimod var den så bred at der kunne køre 3 vogne ved siden af hinanden, men den ondskabsfulde holstener syntes at vejen var til hans disposition alene, når han kørte med et hølæs.

Foruden hvad anden ulykke her kunne være sket, kunne man også være blevet jaget en på siden af læsset hængende høtyv ind i livet.

Da man foreholdt karlen hans forseelse og forklarede ham at høtyven burde hænge bag på læsset og ikke på siden, hvor den let kunne forårsage skade, især da han ulovligt kørte ind på de vogne som kom ham i møde, svarede han at sådant var brug hvor han tjente, men i øvrigt ville han ikke indlade sig i at besvare spørgsmålene om hans og hans husbonds navn og bopæl.

Kammeren til denne holstener, kører ligeledes ind på en stor holstensk herskabsvogn, hvorpå sad 6 damer, som alle på grund af disse ondskabsfulde kuske nederdrægtighed, måtte stå af, for ikke at risikere at vælte eller komme til skade ved høtyven.

Da der endnu kan være mange læs sæd for disse selvrådige karle at køre hjem til deres husbond eller herre ad denne vej i sommer, så tjener dette til varsel for enhver som gerne passerer denne vej der fører fra Lyngby til skoven, med den venligste begæring at have holsteneren, hans kammerat og høtyven i erindring da måske dog nogen kunne attrapere disse karle og drage dem til ansvar for sådan dobbelt forseelse.

(Politivennen nr. 188, Løverdagen den 7de August 1819, s. 3023-3025)

Uskik blandt Vognmandskarlene

Det er vist nok en stor uskik der er ligeså skadelig for det almene som for vognmandslavets interessenter selv, at de bræddevognskuske eller vognmandskarle som holder ved stranden og Nyhavn for at befragtes, så ganske er overladt til sig selv. Skønt de er underkastet takst, kan de ikke alene afpresse penge af dem som lejer deres vogne, men endog i højeste grad have lejlighed til at bedrage deres husbond. 

Således traf det sig for nogen tid siden at anmelderen havde 6 til 7 læs gods at lade køre. Og da han kendte en vognmand, søgte han naturligvis hans vogn for at lave ham få fortjenesten. Men da anmelderen dagen efter mødte ejeren og talte derom, bad denne ham at lade være for eftertiden, men derimod at henvende sig til ham selv, da karlen ellers var den der ene høstede fortjenesten, og det stod til ham at give husbonden så meget og så lidt af fortjenesten som han fandt for godt. Ja at husbonden ofte i 3 til 4 dage slet intet fik, selvom han 3 til 4 gange kunne møde karlen befragtet.

Man kan derfor ikke undes over at mange vognmandskarle atter har andre karle som kører husbondens heste og vogne, mens de selv sidder i en kælder og fortærer eller bortspiller ejerens penge.

Dette onde kunne meget let forebygges på en ligeså simpel som for ejer og lejer fordelagtig måde. Og anmelderen heraf har i sinde at gøre vognmandslavet et forslag i denne anledning, ifald han mærker at det er dem om at gøre at se denne uskik fjernet.

(Politivennen nr. 165, Løverdagen den 27de Februari 1819, s. 2659-2660)

"Det er skadelig for det almene og for vognmandslavets interessenter selv at bræddevognskuske eller vognmandskarle så ganske er overladt til sig selv." (Vogn ved Østerport omkring 1840'erne).

Redacteurens Anmærkning

Først henimod slutningen af det 17. århundrede startede en egentlig kørsel for private, hyrevognsvæsenet. Indtil da var vognmændenes opgave primært at servicere kongen  og køre dag- og natrenovation væk fra gaderne. Kørsel af private foregik stort set ikke, de der havde råd holdt selv en vogn. På politivennens tid verserede en århundredgammel strid mellem konge, vognmænd og indbyggere. Kongen krævede at vognmændene fjernede affaldet, vognmændene klagede over at indbyggerne ikke indsamlede affaldet reglementeret og nægtede at køre det væk og indbyggerne klagede over at vognmændene ikke skaffede affaldet væk. Det er denne konflikt som der er talrige eksempler på i Politivennen. Udover vognmændene havde også "sandagerne" lov til at køre. Det var vognmænd uden for voldene som kørte sand og grus ind til byen til byggeri.

Hyrekuske var begyndt i år 1700. Og dermed også en strid mellem vognmænd og hyrekuske. 

En strafværdig Kaadhed og Letsindighed af en Karl i Frederiksberg Allee.

(Efter indsendt).

Fredag den 1. juli om aftenen kom en i blå trøje klædt gemen karl der så ud til at være kusk, staldkarl, gårdskarl, rideknægt e. lign. ridende og med en anden hest ved hånden fra Vesterbros port ind i Frederiksberg Alle. Så snart han var kommet derind, slap han straks håndhesten løs, og denne frydefuld over sin frihed, og formodentlig endnu et unge dyr, fløj straks omkring, snart til siderne, snart tilbage, skærende kaprioler og kastende bagdelen i vejret mens dens kammerat som sad på den anden hest og oho-ede til den på det kærligste. For alle de gående og disse var mange, var dette et rædsomt skuespil da det ubændige dyr i det stærkeste rend snart satte ind i en sidealle, snart i den anden lige ved siden af flokke af børn. Man talte til karlen, men det hjalp ikke. En af de gående forstærkede imidlertid sin gang nok til at følges med ham for at se hvor denne uforskammede person vel hørte hjemme, og fandt han da at han tog ind i den sidste af de nye bygninger på højre hånd før man kommer til Carlsens, og som skal have tilhørt hr. murermester Qvist. Her kunne den gående nu ikke bare sig for at spørge knægten hvorledes han kunne være så sanseløs eller skadefro at sætte så mange børns og andres liv og lemmer på spil. Men hestemennesket svarede som man kunne vente sig af ham, med trods: Hvad kommer det ham ved? Og hesten gjorde jo inen skade! og: Jeg behøver jo ikke at gøre ham regnskab! osv. - Efter det her opgivne vil det være let for hestens ejer der efter rimelighed er menneskets husbond, at se hvad for en letsiding og lidet tænkende karl han har i sin tjeneste. Man forventer af hans menneskekærlighed at han vil give personen en tilbørlig irettesættelse og det strengeste forbud mod oftere at gøre sig skyldig i sådan ubesindig og strafværdig opførsel.

(Politivennen nr. 531, 2. juli 1808, s. 8526-8528) 

Spørgsmaal til vore gode Mekanikkyndige.

(Efter indsendt).

Man ser hele tiden og ikke uden den rimeligste harme, at uforstandige mennesker driver heste til at trække store læs i trav eller stærkt skidt. Dette er den største uretfærdighed mod dyrene og til største skade for hestenes ejere, eller for den der skal have godset ført. Forunderlig nok er den modsigelse der hos vor almuesmand findes om hans egne og hans dyrs pligter. Den dovneste lømmel af kuske eller vognmandsfart er ikke så snart kommet op på et svingende læs med sin pisk, før han med denne uophørlig minder hestene om at de ikke har lov til at være dovne, fordi han er det. Men her ligger dumhed tillige til grund for hans handlemåde. Tillader man et par heste at gå næsten krybende, eller i det allerlangsomste skridt, vil et 4 gange så stort læs af dem kunne fremtrækkes som når man med pisken jager dem i et stærkt skridt, endsige i trav. For ikke at tale om at ved denne gode fremgangsmåde lider vogntøjet ubeskrivelig mindre og vejen fordærves mindre.

For at nu sådan slyngel ikke skal fordærve heste og vogn, ønskede man at vores mekanikere ville besvare det spørgsmål om man ikke kunne, ved en på vognen anbragt maskine der var under lås og nøgle, efter tykke hindre vognen fra at bevæges fremad med større fart end den der svarede til hestens langsomste skridt. 

(Politivennen nr. 520, 16. april 1808, s. 8349-8351)

Hyrekuske.

Bidrag til husligt Politi blandt Tyende på Landet

De ulyksalige følger af løsagtighed er utallige og uendelige. Derfor anser de der er bekymret for medmenneskers vel og ve vist nok at det ikke er uvigtigt at tænke på midler til at forebygge dem. Og naturligvis er det behageligt for den redelige husfader at anvende de midler til det der på en passende måde kan være i hans magt.

Et kendt ord siger: lejlighed gør tyve. Dette gælder vel ikke mindst i henseende til det sjette bud, end til det syvende. Blandt de ulykkelige lejligheder til nævnte last er vel formentlig en af de almindeligste pigens ærinder i karlenes kamre for at rede seng.

Det faldt mig derfor ind, da jeg for 7-8 år siden blev bosat på landet, om ikke det var godt at lade karlene selv rede deres senge. Men det var usædvanligt på den egn. Alligevel besluttede jeg at prøve det.

Ikke Aale i Århus Stift, men Østby i Frederikssund Kommune. Men mon ikke der under stråtagene er foregået et og andet mellem karle og piger her som den redelige husfader burde holde øje med?

Jeg var så heldig at få skikkelige folk. Det forekom dem vel noget besynderligt. Men ved at sige dem at det således var mit ønske for ikke at spilde pigernes tid med det (den egentlige hensigt nævnte jeg netop ikke, fordi den ville have forekommet dem endnu mere besynderlig), gik det an uden vanskeligheder. Det er nok siden sket, at en ny karl har sagt mig, at det ikke var skik andre steder, og at det var han ikke vant til. Dertil har jeg koldblodig og uden bebrejdelse svaret ham, at jeg anså det for en tjenendes sag at rette sig efter husets skik, og ikke husets efter enhver ny tjenendes. Den som ikke befandt sig tilfreds med det, den stod til at flytte til skiftedagen for tyende. 

Siden da har jeg ved fæste en ny karl gjort ham bekendt med denne vores hus' skik. Derved indgår han da selv at være tilfreds dermed. Og jeg har aldrig haft nogen ubehagelighed af det.

Men jeg vil vel tro, at der ville være opstået flere vanskeligheder, hvis det ikke var blevet indført fra den allerførste begyndelse af min bosættelse her.

Ved denne skik i et hus forebygges, foruden førstnævnte last, virkelig flere ubehageligheder: I en landlig husholdning har pigerne flere småsysler, især ved mælkeriet, der optager tiden, end karlene, der langt lettere finder de fornødne øjeblikke til at rede en seng, end en pige til at rede mange. Behageligt ville det især være for udslæt, urenlighed og andre mulige svagheders skyld, om man kunne overlade hver sin seng. Men det falder en begynder for kostbart. Så længe to benytter seng sammen, skiftes de til hver anden dag at rede den. 

Anledningerne og lejlighederne til splidagtigheder og sammenholden i stridende partier indbyrdes mellem folkene i en gård, og til overlæg om hemmelige råd, der intet dur, bliver måske også ved en sådan indretning noget færre.

E. N. Krarup
Præst i Aale, Aarhus Stift.

(Politivennen nr. 376, 6. juli 1805, side 5973-5976)

Redacteurens Anmærkning

De ti Bud

I Politivennens kredse hed det 6. bud Du må ikke bryde ægteskabet og det 7. bud Du må ikke stjæle.

En Tildragelse fra den virkelige Verden

(Efter indsendt)

I anledning af en offentlig handling, hvor landsbymandskabet var samlet, skete for nyligt i en købstad følgende mærkværdige begivenhed. En magistatspersons gårdskarl mishandler i kådhed en ædruelig stakkels bondekarl således, at denne i nødværge rører gårdskarlens næse ganske hårdt. Gårdskarlen indklager straks næsefornærmeren for sin husbond, magistratspersonen.

Dette lem af magistraturen (som han selv kalder sig) var ikke sen til at hævne forbrydelsen. Glubsk farer han på bondekarlen, slæber ham grundigt omkring og får ham ved gårdskarlens og andres hjælp ind på rådhuset, hvor han efter mange verbale fornærmelser, støder og hugger den værgeløse karls hoved sådan mod en væg, at det arme menneske falder halvdød ned for hans fødder.

Dog blev hævnen ikke stillet med det. Han får en underofficer til at holde den halvdøde: Henter selv underofficerens stok, prygler i blinde på staklen. Og endelig lader han synderen slænge som et ådsel ind i tyvearresten på strå. Selv begiver han sig efter vel forrettet sag op i forsamlingen, hvor han intet havde at gøre.

Da karlen nogenlunde var kommet til sig selv, befaler magistratspersonen ham straks at gå hjem og ikke mere tale til ham om den sag. Sikkert vil karlen også tie. Og af den grund, som han siger, af frygt for at magistratspersonen, der gør mine af at have megen indflydelse, skal straffe ham i den røde kjole.

Dette magistraturlem var således den dag i en og samme person: Lovgiver, dommer og bøddel, og lige så despotisk i sin kreds som nogen [basse] i Tyrkiet. Men tier den forladte og fornærmede karl, så bør andre tilstedeværende tale. Enhver sædelig afskyr at være denunciant. Det stoler embedsmanden med den manglende opdragelsen på. Og den forladte almue lider under det, når denne trygt lader sine passioner få frit løb. Men det er til skade, megen skade, at ingen tør, eller af mangel på medfølelse ikke vil, tale de undertryktes sag. Hvor ofte bliver ikke de blide indtryk af en regerings bedste anstalter udslettet af sådanne embedsmænds adfærd over for almuens sjæle? Den hån sådanne personer viser både ligemænd og undermænd, understøttet ved deres kryben for overmænd, gør i alle provinser uoprettelig skade. At en embedsmand imod alle politilove og sikkerhedsanstalter ustraffet kan mishandle en landalmuemand, således som oven meldte handling viser, kan ikke andet end at kvæle al ædel følelse hos denne talrige agtværdige stand.

Og må denne stand ikke tro, at den er lige så ringeagtet i sin regerings øjne, som den er i denne dens betjents, når den gang på gang ser at han fræk og tryg tør træde den og mange andre brave under fødder? Den tid bør komme hvor humaniora bliver en nødvendig del af embedseksamen og intet af dygtighed bliver betroet den, der mangler den sjælepleje, om hvilken Ovid siger: Emollit mores, nec sinit esse feros.*)

*) Lærdom menneskeliggør karakteren og tillader den ikke at være vild (Red)

(Politivennen. Hefte 24, Nr. 311, 7. april 1804, s. 4941-4944)

Redacteurens Anmærkning

Denne artikel affødte ifølge Dagen den 22. september 1806 en retssag:

En mærkværdig litterær Proses er i denne Tid paadømt ved Nakskov Byting. I Politivennen No. 311 af 7 April 1804 stod nemlig indrykket et Stykke, som hedde: "Tildragelse i den virkelige Verden." Paa Opfordring opgav Udgiveren af Politivennen, at Stykket var sendt ham af Hr. Rektor Mag. Bøje i Nakskov. Denne vedkjendte sig i en affordret erklæring Stykket, og opgav hvem han dermed havde menet. Nu anlagde Raadmand og Amtsforvalter Dankel i Nakskov en Injuriproses mod Rektoren, der endelig først efter meget Vidneførelse for nogle faa Uger siden er endet. Sitanten er dømt i 100 Rd. Bøder. Man veed endnu ej om der appelleres videre.

Slet Opførsel af en Karl paa Tømmerpladsen.

En stor mængde unge mennesker af forskellig alder og stand strømmer i disse varme sommerdage ud til den store tømmerplads bag Blåtårn for der at bade sig. Anmelderen af dette var den 15. august selv til stede der, og blev ved samme lejlighed vidne til den mest ubegrænsede tølperagtighed af en karl som i det mindste foregiver at have opsyn med tømmeret på denne plads. Sagen forholder sig således: Tre små drenge var i selskab med deres far ankomne der, og med hans tilladelse gik de ud på tømmeret for at lægge deres klæder og gå i vandet. Efter nogle minutters forløb kom den ene af disse små op for igen at iføre sig sine klæder, og nu springer oven nævnte karl frem og med en stor bådshage i hånden giver drengen et vældigt slag i ryggen med det spørgsmål. Hvad han havde der at bestille? Faderen som på landet var tilskuer af dette, tog nu sin søn i forsvar og foreholdt karlen hvor dårligt han handlede mod et barn der ikke i mindste måde fornærmede ham, men alt dette hjalp ikke. Det groveste pøbelsprog lød fra karlens mund, og til sidst truede han ham med samme beværtning af bådshagen som sønnen. 

Hvorvidt denne plads står til det offentliges tjeneste om sommeren eller ikke, kan anmelderen ikke afgøre. Kun ønskede han at de ansvarlige enten ganske ville forbyde brugen af samme, eller foreholde denne karl en bedre opførsel for eftertiden, da forældre ikke kan være tjent med at få et eller andet lem af deres børn beskadiget af denne ildetænkende karl.

(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 121. 16 August 1800, s 1925-1927)

Overfald på Gaden

Søndag aften den 23. marts mod kl. 12 faldt min vej gennem Møntergade til mit hjem i Gothersgade. Omtrent midt på Klareboderne så jeg en 4-5 tilsyneladende håndværkersvende med hinanden under armen.

Først gik de meget roligt. Men da de, formodentlig tilligemed mig, hørte tummel fra Møntergade så gav de sig til at støje og straks derefter til at løbe. Jeg forstærkede mine skrift, men før jeg nåede tummelpladsen hørte jeg en ynkelig råben om hjælp blandet med forsikringer om at have gået ganske roligt og været uskyldig. Jeg gav mig nu til at løbe, men da jeg kom til den overfaldne, var han på benene, men klagede sig over smerter i hovedet. Næsen var stærkt i blod. Overfaldsmændene havde forladt ham efter at have kastet ham på gaden og givet ham adskillige slag på hovedet.

Så kom endnu 3-4 velklædte mennesker til, hvoraf den ene fortalte at være blevet stødt overende ligeledes uden at have forbrudt sig det allermindste. Vi kaldte adskillige gange højt på vægteren, som jeg formodede måtte sidde i ro i en kælderhals, da han ikke sås på gaden. Men han kom ikke til syne. Til sidst opdagede jeg ham i en port, hvor han ganske flegmatisk og ligegyldigt hørte på min fortælling om overfaldet. Det er ikke første gang han har udvist samme flegma på sin post. For ikke meget lang tid siden hørte jeg fra mit værelse, at en blev overfaldet på hjørnet af Møntergade og Gothersgade, og forgæves råbte om hjælp fra vægteren.

Den mand der har opgivet udgiveren ovenstående, vil have denne vægter herved advaret, da han hvis denne bekendtgørelse ikke bærer frugt, kan vente næste gang at blive angivet på vedkommende sted. For denne gang kan det bero herved.

(Politivennen. 1799, Hæfte 8, nr. 101, den 29. marts 1800, s. 1608-1610)

"Omtrent midt på Klareboderne så jeg en 4-5 tilsyneladende håndværkersvende med hinanden under armen." (Klareboderne 12, 10, 8 mm, 2015. Eget foto).