Den blinde Kurvemager fortæller sit Livs Tragedie. (Efterskrift til Politivennen)

Tjenestekarlen, der blev pryglet og mishandlet af to Bønder til han mistede Synet.

Den ene af Slynglerne klippede ham i Øret med en Saks - for at mærke han for hele Livet.

Børnene i Gaden stimler sammen.

- Der kommer han! siger de alle, deres Ansigter bliver pludselig alvorlige, og de stirrer mod en høj, fattigt klædt Mand, der langsomt arbejder sig frem, - og som har en halvvoksen Knægt til at føre sig.

Manden er den blinde Kurvemager Niels Nielsen

fra Folkvarsvej. Han har sin egen Historie, hans Liv er en Tragedie; det er ikke en medfødt Svaghed, det er ikke en alvorlig Sygdom, der har gjort ham blind. Nej, det er en Bondes Kørepisk, en raa og brutal Bendes Mishandling, der har gjort, at Niels Nielsen for evigt har mistet sit Syn.

Vi følger med ham hjem, følger med til hans blinde Kone og hans to Smaapiger, den ene er 3, den anden kun et halvt Aar gammel, og her i hans lille Lejlighed beder vi ham fortælle om

hans Livs Historie

Alt tegnede saa lyst og festligt, alt Syntes at være i den bedste Gænge for ham. Han var Bondekarl han tjente i Kirkelte ved Lillerød, og selv om han ikke var beslaaet med Gods og Guld, fandt han Livet herligt. Han haabede som alle andre, der vil frem, han haabede indtil den Dag, han brutalt blev frarøvet Synet ved et modbydeligt og raat Overfald fra sin Husbonds Side.

- Det var den 8. Oktober 1904, siger Niels Nielsen. Vi var færdige med alt Høstarbejdet, og da jeg om Formiddagen vilde køre Hestene ud paa Marken, kom min Husbond, Gaardejer Christian Petersen, og siger til mig:

- Du skal ikke køre Hestene ud. Det skal jeg nok selv besørge. Jeg har ikke Brug for Dig mere, Du kan rejse med det samme.

- Jeg saa paa ham, fortsatte Niels Nielsen, jeg var meget forundret. Jeg vidste jo nok, at enkelte Gaardejere benyttede den Trafik at smide deres Folk af Tjenesten for at slippe for at betale dem deres Løn, men jeg havde alligevel ikke ventet mig den Behandling.

- Var han da ellers flink?

- - Naa-h, det er saa meget sagt. Han havde jo en grov Mund og var noget hidsig og opfarende, men vi var da kommet ud af det sammen.

- Hvad sagde De til ham?

- Jeg sagde, at jeg mente, jeg var fæstet hos ham og ikke uden Grund kunde jages paa Porten; men han blev ved sit, og saa lod jeg ganske roligt Hestene staa og gik ned til Byen for at hente mit Kravetøj og forskellige Smaating.

Da jeg ved Middagstid kom hjem og vilde gaa over i Borgstuen for at faa min Mad, kom Christian Petersen løbende hen imod mig, hidsig og rasende som en Tysker. Jeg skulde ikke have nogen Mad, ikke det mindste, jeg var færdig hos ham og kunde blot skrubbe af. Han brød sig ikke om at se mig et Øjeblik længere.

Naa, jeg lovede saa at gaa, blot jeg fik mine Penge.

Prygl.

Men det skulde jeg aldrig have sagt, for i sin Hidsighed gav han sig til at gennembanke mig.

- Slog De ikke igen?

- Jo, saa godt jeg kunde; men det varede ikke længe, for vi havde ikke slaaet mange Slag, før Christian Petersens Nabo, Peder Mathiesen, kom til og hjalp sin Frænde. De to gennembankede mig paa det frygteligste. Aldrig nogen Sinde er jeg blevet behandlet paa den Maade, og jeg ømmede mig og skreg af Smærten efter Slagene.

Chr. Petersens Moder kom til.

- Men hvad er det dog, Du gør ved ham, Christian? sagde hun. Lad det stakkels Menneske dog gaa.

Men jeg fik ikke Lov til at gaa.

Begge Gaardejeme var saa hidsige, at de absolut ikke var modtagelige for Fornuft eller for en Appel om Skaansel. De tampede løs paa mig, antagelig anede de ikke selv hvorfor, men de gjorde det.

Og saa sagde Chr. Petersen pludselig:

- Hold ham fast, Peter, saa saa gaar jeg ind og henter Kørepisken.

Saa kan han mærke lære, at det er Alvor.

Peter Mathiesen holdt mig, og Chr. Petersen hentede sin Kørepisk. Var jeg ikke forhen blevet mishandlet, saa blev jeg det nu. Han gennembankede mig med Pisken, og da han ikke kunne mere, smed han mig ned i Stenbroen.

Blodet flød af mig. Jeg kunde intet se; men jeg tænkte ikke over, at jeg skulde være blind.

Det værste Blod blev vasket af mig, jeg blev smidt paa en Vogn og kørt til Hørsholm - og her sov jeg Natten over i Arresten. Det skulde jo laves om til, at det var mig, der var Forbryderen. Men den gik ikke. Dagen efter blev jeg indlagt paa Usserød Sygehus; men Lægen her sagde, at jeg skulde til en Specialist i København. Der var ogsaa en Betjent, som rejste med mig; men ingen Steder vilde de have mig, fordi Karlebo Kommune ikke vilde kautionere for mig. Saa blev jeg ført tilbage til Usserød Sygehus, og her laa jeg i 3 Maaneder. Overlægen var forfærdelig flink; men han vilde hele Tiden have, at jeg skulde til Behandling hos Professor Bierring her i København. Men han kunde ikke hjælpe mig.

Den ulykkelige Mand blev klippet i Øret med en Svinesaks.

- De var blevet blind? spørger vi.

- Ja, Nethinden var sprunget. Mit venstre Øje var daarligt, og det kunde jeg ikke se med, og det højre blev slaaet i Stykker med Kørepisken eller i Faldet mod Stenbroen. Hvornaar véd jeg ikke. Men det var frygteligt pludselig at mærke, at man ikke kunde se.

- Var det Deres egen Husbond, der mishandlede Dem mest?

- Ja, det var det vel; men det var da Peter Mathiesen, der klippede mig i Øret.

- Hvad gjorde han?

- Ja, han sagde til min Husbond: Hold Du ham nu lidt, saa skal jeg mærke ham, som han fortjener, - og han tog da en Svinesaks og skar mig i Øret. Jeg skulde mærkes for Livstid, og det blev jeg.

Men det var ogsaa hele den Løn, jeg fik for mit Arbejde den Sommer.

- Fik De aldrig nogen Erstatning?

- Nej, det viste sig, at Christian Petersen intet ejede. Han maatte gaa fra Gaarden, og nu er han Daglejer, hvis han da lever endnu.

- Og har De saa opretholdt Livet som Kurvemager?

- Ja, jeg kunde det jo, før jeg blev slaaet blind, og det har jeg altsaa ernæret mig ved. Nu fletter jeg Dækketøjskurve til De blindes Udsalg, og naar det gaar hurtigt, kan jeg tjene 24 Kr. om Ugen.

- Det kan De da ikke leve af?

- Nej, men af de Penge skal jeg jo ogsaa betale Medhjælp, og det er heller ikke saa billigt. Men vi faar Invaliderente, og det er vi evig glade og taknemmelige for. Bare jeg kan arbejde, er der intet som helst at være ked af, men jeg kunde godt lide at faa min egen Forretning. Saa vilde jeg faa mere for mit Arbejde end nu.

(Klokken 5 (København) 14. juni 1924).

Den mystiske sag fra Nykøbing. (Efterskrift til Politivennen)

Begravelsen i går. Kredslæge Jensen afgiver en højst besynderlig forklaring.

Fra søndre Kapel på Vestre Kirkegård begravedes i går middags tjenestekarlen Paul Møller, hvis uforklarlige død i Tolsager ved Nykøbing S. i stedse voksende grad beskæftiger offentligheden.

Før begravelsen henvendte pastor Jørgensen sig til afdødes moder, fru Marie Møller, som er enke efter en togfører. Præsten ønskede at vide, om han skulle holde nogen tale. Da imidlertid hr, Jørgensen under tidligere samtaler med moderen havde antydet, at han ville benytte lejligheden til at drage hårdt frem mod selvmord, som han anser for syndigt og ugudeligt, bad fru Møller ham indskrænke sig til en kort bøn. Den stakkels moder ønskede ikke sit afskedsøjeblik med sønnen forvandlet til en skændescene. 

Følget bestod af over hundrede deltagere, og en mængde kranse dækkede den smukke kiste. Da kisten sænkedes ned i graven, var de tilstedeværende grebet af dyb bevægelse. Umiddelbart efter modtog "Socialdemokraten" følgende tak for afdødes moder:

En Tak,

Jeg bringer herved på egne og familiens vegne en dybfølt tak til "Social-Demokraten" for dens omtale af omstændighederne ved min ulykkelige søns død. Fra mange sider har jeg, efter at "Social-Demokraten" har bragt sagen frem, modtaget beviser på sympati, og jeg har den følelse, at alle deler mit håb om at få kastet lys over de mange gådefulde enkeltheder, der knytter sig til den triste tildragelse. 

Ved "Social-Demokraten"s hjælp stoler jeg på, at dette håb vil blive opfyldt. Først da får jeg fred i mit sind.

Maria Møller.

Fru Møller skal ikke forgæves have anmodet om “Social-Demokratens” hjælp. Efter at have sat os i forbindelse med statspolitiet har vi senere rettet henvendelse til kredslæge Jensen i Nykøbing. Hans udtalelser er højst overraskende. Han fortalte at han ved det legale ligsyn klippede alt det snavsede arbejdstøj af liget, således at det lå fuldstændig nøgent. Hvad det da også skal være ved sådanne lejligheder. Da kredslægen og politifuldmægtigen forlod stedet, var liget kun dækket af et klæde. Ikke desto mindre lå det fuldt påklædt, iført arbejdstøj og strømper, i den tæt tilskruede kiste, da denne åbnedes af fru Møller. Fire personer kan beedige dette, nemlig foruden fru Møller og hendes datter de to mænd der åbnede kisten og afførte liget de snavsede og blodige klæder. 

Hvad er der da foregået? Har gårdejer Carl Christensen givet ordre til at liget skulle klædes på? og hvorfor har man valgt at lægge ligklæderne oven på det  fuldt påklædte Lig? Hvad er det dog for en besynderlig og hensynsløs adfærd, der er udvist i denne sag?

Herom modtager vi hver dag forespørgsler. En lærer, der dog kun underskriver sig med forbogstaver, og hvis brev vi derfor ikke kan optrykke, skriver at han troede sig hensat til det 14. århundrede da han læste om gårdejer Christensens og Pastor Baggers optræden. Han forfærdes over, at en præst, der skal være talsmand for næstekærlighed, kan udvise en sådan hjerteløshed, og han slutter med at kræve sagen undersøgt til bunds, for at de skyldige kan blive draget til ansvar.

Endvidere har vi fra bogholder Joh. Hansen, Valdemarsgade 61. modtaget et brev, af hvilket vi gengiver et brudstykke:

En køn præst.

Ingen af os, som læste "Social-Demokraten" den 6., har kunnet undgå at undres over den optræden, en vis pastor Bagger, Asnæs, udviste overfor enkefru M. Møller og hendes ledsagere. -  Er der noget, som mere end den slags episoder tjener til at forbitre arbejderne og gøre dem fjendtligt sindede overfor kirken?

Jeg tror det Ikke! Lad os håbe, at det inden alt for længe lykkes at få sagen lagt klar for offentligheden. - Det kunne da være passende i denne forbindelse at sige: Hvis kirkens mænd venter, at arbejderne skal stille sig på deres side, må vi kræve, at den slags præster som hr. Bagger øjeblikkelig fratages kjole og embede.

Joh. Hansen.

Disse henvendelser synes at være udtryk for en dyb og almindelig misstemning. Det er på høje tid, at der fra autoriteterne fremkommer en officiel redegørelse for sagen og at gårdejer Christensen giver en forklaring på sin optræden overfor den unge mand før og efter hans død.

( Socialdemokraten, 8. september 1920)

Af Tyendelivet. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Tjenestekarl Jens Peter Hansen af Størlinge Mark pr. Rønnede have vi for nogen Tid siden modtaget en udførlig Fremstilling af en Række Gjenvordigheder, han har lidt i og efter en Tjeneste, som han i 1879 havde hos Skovfoged Evensen, Lestrup Skov. Den Retssag, som Tjenesteforholdet gav Anledning til, har vel for længst fundet sin Afgjørelse, og den er for saa vidt falden heldig ud for Korlen, som han ikke har faaet Dom for den Hovedanklage, der førtes imod ham. Men hele den Maade, hvorpaa, han før, under og efter Sagen er bleven behandlet fra forskjellige Sider, har hos han fæstnet en stærk og bitter Overbevisning om, at han har lidt lidt haard Uret. Om Sagens faktiske Sammenhæng og alle dens Omstændigheder kjende vi intet ud over, hvad han selv har meddelt, og Fremstillingen staar derfor helt paa hans egen Troværdighed; men det har forekommet os at være god Grund til at efterkomme hans Ønske om Offenliggjørelse.

Som fattig Tjenestekarl, Søn af en Indsidderenke, har han hjemme i de Samfundslag, hvor Tavshed er Sædvane, ikke fordi alt der er, som det burde være, men fordi det er et af de haarde Vilkaar for Smaafolk, at de have saa vanskeligt ved at blive hørte, naar de have noget at klage over. Vi fælde, som sagt, ingen Dom i den Sag. der nedenfor omhandles, thi vi have ikke hørt "den anden Part", men vi finde god Grund til at lade Jens Peter Hansen komme til Orde. Han forklarer om Sagens Oprindelse udførligere, hvad vi anse det tilstrækkeligt at meddele uddragsvis, følgende:

I Juli 1879 traadte han i Skovfoged Evensens Tjeneste som Stedfortræder for en anden Karl for samme Løn, som denne var fæstet for fra Maj til Maj, 70 Kr. halvaarlig. Da Skovfogden ved Novembertid ikke vilde betale fuldt ud, hvad der tilkom Karlen, og paastod, at Lønnen for Vinterhalvaaret kun skulde være 60 Kr., opstod der herover en Strid, der imidlertid afgjordes nogle Dage senere, da Skovfogden tilkaldte Sognefoged Jeppesen af Hyllested, og denne paa en praktisk forstaaelig Maade overbeviste Karlen om, at "her hjalp ingen Parlamenteren". Ved Sognefogdens Bistand vilde Skovfogden nu ogsaa gennemdrive en tidligere rejst Fordring paa, at Karlen naar han havde arbejdet il Mørket faldt paa og spist til Aften, skulde skjære Hakkelse. Saadant Aftenarbejde var ikke blevet forlangt, hvor Karlen tidligere havde tjent, og Skovfogden havde heller ikke talt om sligt, da han fæstede Karlen. Naar denne nægtede at skjære Hakkelsen, var det dog - kortfatter Karlen - væsenlig fordi det var forbundet med Fare at staa oppe paa Skjæreloftet mellem Hø og Halm og arbejde ved en Lygte, som let kunde afstedkomme Brandfare som han mente, og Ansvaret herfor mente han vanskelig at kunne fri sig for, hvis der sket en Ulykke. Skovfogden og Sognefogden erklærede da, at Karlen som ulydig mod sin Husbond skulle forlade Tjenesten inden næste Dags Middag; Karlen protesterede mod denne fordring, som da heller ikke blev udført. Skovfogden forlangte nu. at Karlen til Davretid skulde være færdig med Morgengjerningen - at rense Stalden til 2 Heste og 6-7 Køer, strigle og skære Hakkelse for - at han derefter kunde gaa paa Lo og tærske sammen med en Husmand og da Karlen trods flittigt Arbejde ikke kunde opfylde denne Fordring, gav Husbanden ondt af sig. Jens Peter antog at Skovfogden søgte Anledning til at vise ham af Tjenesten, som vel kunde besørges billigere end ved en fast Karl om Vinteren.

Hvad der videre følger, er Jens Peter Hansens egen Fortælling.

"Da jeg et Par Uger efter 10de December omtrent ved Mellemmadstid kommer ned fra Skæreloftet efter at have skaaret Hakkelse, kommer Evensen - det var ikke første Gang - og siger, at det har varet altfor længe med mit Arbejde, og jeg var en god Drivert osv. Jeg havde endda arbejdet, saa jeg pustede og svedte ved det, saa jeg havde ikke noget at bebrejde mig med i saa Henseende. Dette vilde jeg gierne gjøre gjældende, men Skovfogden havde vistnok sat sig det Formaal at bringe mig til det yderste. Han kommer nu ind paa Hakkelseloen og puffer mig ud af Loen. Det var noget af det værste, der kunde hænde ham, naar man ikke vilde sige Ja og Amen til alle hans Urimeligheder, men vilde overbevise ham om, at man ikke havde fortjent Dadel, jeg vilde dog nu ind og have mine Træsko, som stod lige indenfor paa Foderloen, men nu støder han mig for Brystet, idet han siger, jeg kunde lade Træskoene staa. Da jeg daarlig kunde undvære dem, skyder jeg ham med flade Hænder bedre frem i Foderloen, for at jeg kunde faa dem, da jeg formente, at han ikke godt kunde forholde mig Brugen af mit eget Tøi. Men nu farer han til, og inden jeg kan slippe ud af Loen med mine Træsko, tager han Stagen af en Kost og begynder at slaa mig. Jeg vrister stagen fra ham for at han ikke stal slaa mig mere, men nu gaar han ind paa mig og fratager mig Stagen, uagtet jeg ikke værgede mig med den, ej heller paa anden Maade tilføjede ham noget, og da han haver Stagen i Vejret paany, og jeg var Bange for at faa flere Slag, saa griber jeg ham og holder ham tæt ind til mig, for at han hverken skulde slaa eller sparke mig. Men nu raaber han Gevalt, hvorved Kone og Børn komme til, og han forklarer dem, at jeg har slaaet ham i Stedet for han mig. Forundrende mig over denne Fabel og Digtekunst, som jeg dog ikke troede, han vilde offenliggjøre, gik jeg med mine Træsko. Imidlertid havde han ladet hente Gaardmand Ole Christensen fra Nabogaarden, hvem han ogsaa fortalte, at jeg havde slaaet ham. Evensens Datter forklarede, at hun havde staaet inde i Stuen og set gjennem Vinduet over Gaarden ind paa Foderloen, al jeg havde holdt hendes Fader med den ene Haand og slaaet ham med Kosteskaftet med den anden; dette, sagde hendes Moder, kunde Datteren gjøre Ed paa. Ja det blev værst for hende selv, om hun vilde, for at hjælpe sin Fader, gjøre Ed paa noget, som ikke var sket," sagde jeg. - - -

Et Par Dage efter kommer Sognefoged Jeppesen af Hyllede tilligemed Politiassistent Smith kjørende ind i Skovfogdens Gaard, de havde en Protokol bag i Vognen, saa nu kunde jeg forstaa, at der var Tur til mig, og at Skovfogden vilde sætte sin Intrige igjennem. Der gik et Par Timers Tid, saa blev jeg kaldt ind i Stuen, og nu holdt Smith Forhør over mig og vilde have mig til at tilstaa, at jeg havde slaaet min Husbonde; - men det kunde jeg ikke, sagde sig, da jeg ikke havde gjort mig skyldig i denne Forbrydelse; - tillige havde jeg været ulydig, sagde han, idet jeg ikke vilde skjære Hakkelse om Aftenen ved Lygte. Jeg sagde ham om Grunden; men jeg skulde have gjort det alligevel, sagde han. Det vilde jeg ogsaa have gjort, havde jeg vidst, at det kunde fordres i Følge Loven, - svarede jeg, - og hvis der ikke havde været Risiko ved det. (Det var en anden Sag, naar Skovfogden havde været med paa Skjæreloftet.) Politiassistent Smith sagde nu, at hvis jeg vilde give 30 Kr. til Amtsfattigkassen. vilde han se at udgjøre hos Justitsraad Bruun i Vesteregede, om jeg kunde slippe med det og Sagen bortfalde; hvortil jeg svarede nej, da jeg ikke havde noget at betale for. Nu erklærede Smith mig for Arrestant og sagde, jeg skulde gjøre mig færdig til at følge med til Vesteregede. Jeg vilde nu tage mine Penge, godt et halvt hundrede Kr., tilligemed en Sparekassebog paa 50 Kr., til mig, men det lagde Smith Mærke til, og affordrede dem, idet han tog fat paa dem, og da jeg ikke godt kunde holde fast paa dem, da sedlerne muligvis kunde blive revet i stykker, og jeg ikke vidste, om jeg kunde være myndig over mine egne Penge, saa lod jeg nødtvungen Smith tage dem, idet han sagde, at jeg havde ikke godt af at have Penge. Jeg bad, om jeg maatte tage mine Sko med, men det maatte jeg ikke. Paa Vejen til Birket (det var Aften) kom vi ind i Sognefogdens Gaard i Hyllede, hvor vi forblev noget, og i det Mellemrum kom Sognefogden ind til mig i Borgestuen, hvor jeg sad tilligemed hans Folk (der var mindst fire til Stede) og siger til mig, at jeg kunde endnu slippe med de 30 Kr. Hertrl svarede jeg, at jeg ikke havde noget at give de 30 Kr. for, uden det skulle være for, at Skovfogden havde slaaet mig, og at det var temmelig meget at give Penge for at faa Prygl. Sognefogden bliver nu vred: "Staar jeg her og gjør mit Bedste, for at Du kan slippe paa en billig Maade, og saa gjør Du Nar af mig til!" Dermed stak den ærede Sognefoged mig en paa Øret og gik. Jeg blev forbløffet, og glemte at tage Folkene til Vidne, hvorved jeg vel saa ogsaa kunde have risikeret at faa en til. En af Sognefogdens Folk, som gik med en Stok i Haanden, spurgte jeg ad, om han skulde ud at spadsere. Nej, sagde han, men jeg skal være med til at kjøre Dig til Vesteregede, og saa kan det være godt at have en Stok med. Nu spændte de for igien, og jeg skulde bringes i Arrest. Dette falder mig nu saa tungt, hvorfor jeg, da de vilde sætte mig paa Vognen, siger tiI Smith, at han faar beholde de 30 Kr., ikke fordi jeg havde slaaet min Husbond, men fordi jeg ikke vilde arresteres; tilmed havde Sognefogden truet mig med, at alt hvad jeg ejede, skulde gaa til Arrest, og der skulde jeg blive, indtil jeg beskjendte at have slaaet Skovfogden. Men nu var Sagen fordyret med 10 Kr., altsaa til 40 Kr. Smith førte til Protokols, at jeg havde budt 40 Kr til Politikassen mod, at Sagen kunde bortfalde medens Sognefogden tog 10 Kr. for at have kjørt med mig. Saa fik jeg Sparekassebogen og de Penge, der var over 50 Kroner; 50 Kroner beholdt de. Jeg havde sagt, at jeg ikke vilde arresteres, meget for min Moders skyld, idet jeg nødig vilde, hun skulde have den Sorg at høre, jeg var arresteret, hvortil Sognefogeden bemærkede: "Til Helvede med din Moder!" Han bød mig nu, at naar jeg skulde have mit Tøj hos skovfogden, skulde jeg lade ham det vide da han vilde se paa, at jeg fik det; jeg blev imidlertid betydet, at det skulde blive hos Skovfogden mindst en otte Dages Tid for at det kunde være en Slags Kavtion for mig. Jeg vandrede nu med et tungt Hjerte og en lettet Pengepung hjem til min fattige Moder, som tog sig min trange Skjæbne meget nær.

Imellem Jul og Nytaar fik ieg lejet en Mand til at hente mit Tøj; jeg skulde saa gaa i Forvejen og lade Sognefogden det vide. Jeg fik Sognefogden i Tale i hans Svoger Niels Pedersens Gaard i Hyllede; men Sognefogden sagde at han ikke havde Tid til at udlevere mit Tøi den Dag, og i hvert Fald skulde han have Betaling for sin Ulejlighed Det havde jeg ikke godt Raad til, sagde jeg, da jeg havde mistet de 50 Kr. som jeg dog haabede at faa igjen, hvortil Sognefogden svarede, at jeg havde slaaet min Husbond og at det var billigt, jeg var sluppet. Jeg sagde ham nu, at min forhenværende Husbond , (Gaardmand Niels Nielsen i Everdrup) var paa Vej efter mit Tøj; han svarede, at det ikke kom ham ved, naar jeg ikke vilde betale ham, vilde han ikke følge med. Jeg tog nu Svogeren og saa vidt jeg kunde skjønne, dennes Kone til Vidne paa, at Sognefogden ikke vilde udlevere mit Tøj uden Betaling. Saa rejser han sig i en Fart, tager fat paa mig og slaar mig gjentagne Gange paa Hovedet, og idet jeg skulde ud af Døren, fik jeg stødt Hovedet imod Dørtærskelen. Denne Behandling tog jeg nu Svogeren og hans Kone til Vidne paa; de havde stiltiende set til. Fortumlet som jeg var maatte ea nu gaa hjemad med uforrettet Sag; Manden, som skulle have hentet Tøjet kunde vende om igjen.

Imidlertid kommer jeg hen paa Birkekontoret i Vesteregede og spørger Hr. Justitsraad Bruun, om jeg skulde give noget til Sognefogden, for at han udleverede mit Tøj, hvortil Justittraad Bruun sagde, at det skulde Sognefogden gjøre tit. Jeg sagde at Sognefogden havde slaaet mig, men Justitsraaden mente, at det var fordi jeg ikke havde været høflig nok, jeg kunde bare gaa og hilse fra ham, at Sognefogden skulde udlevere mig Tøjet. Det havde jeg allerede gjort sagde jeg, men det troede Sognefogden ikke, hvorfor jeg bad om Brev til ham. Dette fik jeg og nu talte Sognefogden hverken om, at han ikke havde Tid, eller at han skulde have Betaling for sin Ulejlighed; jeg fik Tøjet, kvitterede for det og saa var den Sag saa vidt ordnet. Jeg havde imidlertid klaget for Justilsraaden over den Behandling, der var blevet mig til Del, og at jeg var blevet af med mine 50 Kr. Der blev nu sat en Dag, da jeg kunde møde tillige med Skovfogden og hans Datter. Skovfogden fastholdt, at jeg havde slaaet ham; hans Datter, at hun havde set paa at jeg slog ham Dette erklærede jeg, at det var en falsk Anklage og falsk Vidne, hvorfor jeg blev sat i Varetægtsarrest. for at betænke mig. Jeg var nu ugenlig hver Torsdag i Forhør, og blev forhørt om jeg "havde betænkt mig". Nej. Hr. Justitsraad, sagde jeg, jeg har intet at betænke mig paa, da jeg har afgivet den rette Forklaring: det var Skovfogden der slog mig, ikke jeg ham, det er raffineret Ondskab, der har dikteret Skovfogden det hele. Da jeg havde været arresteret i 14 Dage, mødte Skovfogden og hans Datter paany, og saa gjorde Datteren Ed paa at jeg havde slaaet hendes Fader. Dog Edsformularen blev ikke oplæst. Der blev sagt til mig, at jeg havde naturligvis slaaet Skovfogden, naar hans Datter gjorde Ed paa at have set det. Men jeg sagde, at jeg aldrig havde slaaet Skovfogden og det var ikke sandt hvad hun havde gjort Ed paa. Otte Doge efter faldt saa den Dom, at jeg skulde betale 15 Kr. til Politikassen, dog ikke, som jeg først troede, fordi jeg skulde have slaaet Skovfogden, men for Ulydighed mod Husbonden. Jeg kunde nu faa de 40 Kr., som Politiassistent Smith havde dikteret til Politikassen; de 15 Kr. i Bøde skulde tages fra Lønnen, jeg havde tjent fra Novbr. til 12de Decbr., ligeledes 75 Øre i Sagens Omkostninger. Jeg nægtede den Gang at modtage Pengene, forvd jeg ogsaa vilde haft de 10 Kr. , som Sognefogden havde forbeholdt sig, men dem kunde jeg ikke faa. Jeg blev saa løsladt samme Dag, efter at have været arresteret i 3 Uger

Jens Peter Hansen,

Tjenestekarl.

Størlinge Mark pr. Rønnede.

(Morgenbladet (København) 26. februar 1881. Et par afsnit indsat for læsbaarhedens skyld).

Sognefoged Jens Jeppesen, Hyllede bekendtgjorde i en skrivelse af 1. april 1881 i Morgenbladet den 5. april 1881 at han ville sagsøge tjenestekarl Jens P Hansen af Størlinge for artiklen. Dommen faldt et år efter og lød således: 

Thi kjendes for Ret:

De ovennævnte i Morgenbladet Nr 48 for 26de Februar 1881 indeholdte for Citanten Sognefoged J. Jeppesen fornærmelige Udladelser bør være døde og magtesløse, og bør Indstævnte Jens Peter Hansen til Statskassen bøde 200 Kr. eller i Mangel af denne Bødes fulde Betaling inden den fastsatte Frist hensættes i simpelt Fængsel i 30 Dage, men i øvrigt bør han for Citantens Tiltale i denne Sag fri at være.

Sagens Omkostninger, deri Salær til Citantens befalede Sagfører, Overretssagfører Bjerre 30 Kr og Porto til denne 2 Kr., samt det Gebyr, der skulde have været erlagt, og det stemplede Papir, der skulde have været brugt, saafremt Sagen ikke for Citantens Vedkommende havde været beneficeret, udredes af Indstævnte.

At efterkommes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven.

H Sylov,

konst.

(Morgenbladet 25. juni 1882. Uddrag).

Marienbergs Brand. (Efterskrift til Politivennen)

Ildspaasættelse. Herregaarden Marienberg under Rosenfeldt ved Vordingborg nedbrændte totalt i Lørdags. Til denne Ildsvaade knytter der sig i Fælge Meddelelse til "Loll.-F. Stiftstd." flere sørgelige Omstændigheder. En Mejerske er saaledes indebrændt, idet hun for at redde sit Uhr styrtede sig ind i den brændende Kaard, hvorfra hun først senere bares ud som et forkullet Lig. Ogsaa en Karl skal være saa stærkt forbrændt, at der er Tvivl om hans Liv. En Hest, en Tyr, 6 Faar og nogle Svin indebrændte. - En paa Gaarden tjenende Røgter, som tidligere skal have været straffet, har efter Sigende angivet sig selv som den, der af Hævnfølelse mod Forpagteren af Gaarden har paasat Ilden. Han antændte Gaarden paa flere Punkter, gik herefter ud i Kirkeskoven, hvor han lagde sig, indtil hele Gaarden stod i lys Lue, hvorpaa han gik hen og angav sig som Brandstifter.

(Morgenbladet (København) 12. september 1877).

Marienberg blev oprettet som selvstændig gård o. 1800. Den lå vest for Færgegårdsvej 22-24, lige syd for noret hvor senere Marienberg skole lå. Tidligere ejere (-1809) var amtsforvalter (1797-1805) Hans Henrich Peter Reiersen. kammerråd C. Rothe og kaptajn af artilleriet H. Rothe og Jes Andreas Jessen. Han havde gården et par årtier og solgte den (1829) til vicekonsul Hans Staal som 1855 solgte den til kammerherre og major Oscar O’ Neill Oxholm, sammen med 17 tilhørende fæstehuse for. Gården var da beboet af vicekonsulens søn forvalter Hans Staal og Lise Emilie Bjørn sammen med deres datter og 9 tjenestefolk. Gårdens forpagter 1860-1877 var Carl Egede og hustru Karen Faurholdt. De boede på Marienberg Hovedgård sammen med deres familie og 12 tjenestefolk. Ved ildebranden den 8. september 1877 bnedbrændte gården med indbo, fjerkræ og 50 grise. 

Landsover- samt Hof- og Stadretten paakjendte i Tirsdags en fra Vordingborg søndre Birks Extraret hertil indanket Sag, hvorunder en Arrestant tiltaltes for Brandstiftelse. Ved hans med det iøvrigt Oplyste stemmende Tilstaaelse er det beviist, at han den 8de Septbr. f. A. om Aftenen Kl imellem 10 og 11 har sat Ild paa den Generalinde Oxholm tilhørende, af C. Egede, hos hvem han tjente, forpagtede Hovedgaard, Marienberg, der med Undtagelse af et gammelt Tørve- og Materialhuus aldeles nedbrændte, ligesom og det meste af Egedes Ind- og Udbo samt endeel Kreature og Sædevarer brændte. En paa Gaarden tjenende Huusjomfru Kirstine Jacobsen indebrændte, idet hun, der var kommen ud af Bygningen, atter løb ind for at redde noget Tøi, og en Tjenestekarl, Christen Nielsen, som halvt paaklædt maatte redde sig ud igjennem den brændende Ko- og Hestestald, blev stærkt forbrændt paa Hænder og Bryst samt i Ansigtet, saa at han i længere Tid maatte være under Lægebehandling. Med Hensyn til selve Ildspaasættelsen har Arrestanten forklaret, at han den ommeldte Aften Kl. 8 lagde sig til at sove i Kostalden og at han, da han omtrent Kl. 10½ vaagnede og saae, at Lysene i Hovedbygningen vare slukkede, hvorfor han maatte antage, at alle Beboerne vare iseng, afstrøg en Tændstik, som han bar hos sig, og antændte ved den endeel Halmbaand, der laae i den ene Ende af Kostalden i en Bunke, der næsten naaede op til Loftet. Da han nu havde seet, at Ilden fængede stærkt i Halmbaandene og deraf sluttede, at den igjennem Brædeloftet maatte udbrede sig til Høet paa Loftet, forlod han Gaarden uden at vække Nogen og gik ad Vordingborg til, idet han undervejs saae, at Stalden stod i lys Lue og at Ilden havde udbredt sig til den modstaaende Ladelængde. Strax efter at være ankommen til Vordingborg anmeldte han sig som Gjerningsmand til Forbrydelsen. Arrestantens Motiv til Forbrydelsen var efter hans Forklaring deels at komme bort fra sin Tjeneste, deels at hævne sig paa Forpagter Egede, fordi denne nogle Dage forinden havde tildeelt ham nogle Slag, da han fandtes sovende i en Stak paa Marken, hvor han lod Kreaturene skjøtte sig selv. Derhos har han forklaret, at han, da Egede den 8de Septbr. om Eftermiddagen havde irettesat ham, fordi Køerne løb fra Malkepladsen, besluttede Ildspaasættelsen og strax var enig med sig selv om, hvorledes han vilde iværksætte den, og var det for lettere at kunne udføre Forbrydelsen at han bemeldte Dags Aften lagde sig til at sove i Kostalden, efter at han, for at den Karl, om deelte Kammer med ham, ikke skuldesavne ham, til denne havde sagt, at han efter Aftensmaaltidet vilde gaae til Vordingborg i et Ærende. Arrestanten, der er født 18de Septbr. 1853 og tidligere ved forskjellige Domme straffet for Tyveri og Betleri, blev ved Underretsdommen, ester Straffelovens § 220, anseel med 10 Aars Tugthuusstraf, hvilken Dom Overretten stadfæstede.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 14. januar 1878).

Høiesteretsdom. Under en af Høiesteret igaar paakjendr Justitssag var Arrestanten, Tjenestekarl Peter Frederik Volqvarts Hansen overbeviist om at have sidstafvigte 8de September om Aftenen Kl. 10½ forsætlig sat Ild paa den Generalinde Oxholm til Rosenfeld tilhørende Hovedgaard Marienberg i Vordingborg Landsogn, hvorved Gaarden med Undtagelse af et gammelt Bindingsværks Tørve- og Materialhuus aldeles nedbrændte, ligesom ogsaa Størstedelen af Forpagterens Ind- og Udbo og Tjenestefolkenes Eiendele samt endeel Creaturer brændte. Ved Branden indebrændte Huusjomfruen paa Gaarden, idet han, som tilligemed Gaardens øvrige Beboere vare komme ud af Bygningerne og stod i Baggaarden, uagtet hun var advaret derimod, løb ind i Meieribygningen for at redde noget Tøi. Ligeledes blev en af Gaardens Karle stærkt forbrændt. Som Bevæggrund til Forbrydelsen har Arrestanten forklaret, at han iværksatte Ildspaasættelsen deels for at komme bort fra sin Tjeneste paa Gaarden deels for at hævne sig paa Forpagteren, fordi denne havde slaaet ham, i hvilken Henseende det er oplyst, al Forpagteren nogle Dage iforveien havde tildeelt ham nogle Slag med flad Haand, da han blev antruffen sovende i en Stak paa Marken, hvor han lod Creaturerne skjøtte sig selv. Under Sagen er der af de paagjældende Brandforsikkringsselskaber nedlagt Paastand om Erstatning for det Selskaberne ved Ildspaasættelsen tilføiede Tab af tilsammen over 64 000 kr , foruden at Tjenestefolkene paa Gaarden havde paastaaet Erstatning for det dem ved Branden tilføiede Tab af Effecter.

Ved de foregaaende Instantsers Domme var Arrestanten, der er født i 1853 og tidligere straffet, anseet med 10 Aars Tugthuusarbeide foruden at udrede de omtalte Erstatninger. Høiesteret skjærpede Straffen til 12 Aars Tugthuusarbeide.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. april 1878).

Røgteren Peter Frederik Volquarts Hansen var 24 år da han satte ild til gården. Han var tidligere straffet for tyveri og betleri. I Horsens Tugthus’ stambog beskrives han som 66 ¾ tommer høj (ca. 180 cm), blondt hår, brune øjne, en lidt opadbøjet næse, rødmosset ansigt, og som særlige kendetegn et skævt højre ben, et ar oven på højre hånd og på venstre kind, og desuden manglede han de 2 yderste led af højre pegefinger. Han blev benådet d. 1. april 1889 og løsladt d. 13. april 1889. Det økonomiske tab ved branden var 64.000 kr., og Marienberg blev ikke siden genopbygget..

Uforsvarlig Kaadhed. (Efterskrift til Politivennen)

En Dag i Juli Maaned anmeldte en Husmand i Ledøje, at hans Søn, Lars, der er 12 Aar gl. og tjener hos en Gaardejer i Ledøje, i den senere Tid omtrent hver Dag var bleven stammelig mishandlet af Gaardejerens to Karle, Lars og Kristen. De havde saaledes sat Drengen op at ride paa en Høtyv og taget hver i sin Ende af Høtyvstangen og ladet ham sidde saaledes i længere Tid, hvilket forvoldte Drengen endel Smerte; derefter havde de bukket Benene op over Nakken paa ham og pryglet ham, medens den ene af dem holdt ham for Munden, for at han ikke skulde skrige. De tog ligeledes Drengen i Benene og puttede ham med Hovedet nedad i mudret Vand, som de sagde for at "afkøle ham". Denne Behandling maatte han lide flere Gange om Dagen, og de truede med at ville binde ham til et Vognhjul. naar de kørte i Marken, og piske ham, hvis han gik hjem til sine Forældre. Den sidste Gang, de saaledes mishandlede Drengen, tog de ham i det ene Ben og i den ene Arm og kastede ham ned i et Hul, der var gravet i Marken, og siden den Tid havde Drengen store Smerter, saa at han ikke kunde bukke sig og kun kunde gaa med stort Besvær. Drengen maatte nu meddele sig om det Passerede til sine Forældre samt holde Sengen i nogen Tid og søge Lægebehandling. De to Karle vedgik i nordre Birks Politiret ogsaa tildels, at de havde .behandlet Drengen paa den angivne Maade, men undskyldte sig med, at det havde fra deres Side kun været en Spøg, de havde haft for med Drengen, ihvorvel de indrømmede, at denne "Spøg" var lovlig grov. De betalte i Mulkt: Lars 10 og Kristen 8 Kr. Hvad man med Hensyn til denne Sag maa forundre sig over, tilføjer "Holb. A. Dgbl.", er ikke at Lars og Kristen havde handlet som Umennesker - de har vist deres Sidestykker baade det ene og det andet Sted - , men man maa forbavses over, at de nævnte Slyngler ikke er blevne idømt en alvorlig Straf. 

(Social-Demokraten 16. september 1876).

Manddrab i Ballerup.(Efterskrift til Politivennen)

Manddrab. I Løverdags olie Dage er i Følge B. T. en svensk Tjenestekarl i Ballerup afgaaet ved Døden som en Følge af et ham med en Stav tilføjet Slag i Hovedet. Den Afdøde, der hed Ola Jønsson og tjente hos Gaardejer Theodor Olsen af Ballerup, var af og til kommen paa den forrige Sognefoged Gaardejer R.s Gaard i Ballerup, hvor han kjendte den der tjenende Tjenestekarl Carl, men han var flere Gange bleven vist bort af Gaardejerens Søn, Hans. Desuagtet indfandt han sig i Søndags otte Dage, om Aftenen Kl. ca. 8, paa Gaarden i den Hensigt at besøge Carl, men da Gaardejerens Søn fra Vinduet saa ham i Gaarden, gik han ud til ham og spurgte om hans Ærinde, og da Ola begjærede at tale med Carl, vilde Gaordmandssønnen vise ham bort. Der udspandt sig nu en Ordvexel, som endte med, at Hans tog Karlen i Skulderen og gjentog sin Befaling til ham om at gaa bort. Efter Hans' Forklaring skal Ola nu have fremdraget en Kniv og truet ham med samt taget en Sten op fra Jorden, men denne Forklaring er ikke bleven bestyrket ved de afgivne Vidneforklaringer. Hans tog nu en tyk og tung Stav af Risbøg af c. 1 Alen 13½ Tommers Længde og 3 3/4 Tommer i Omkreds samt fuld af Knaster efter afbrækkede Grene og slog med det farlige Vaaben efter Ola og ramte ham dels paa Ryggen og dels i Hovedet. Ola gik nu langsomt hen mod Gaardens Udgang, idet han vedblev at bruge Skjældsord mod Hans, der paa sin Side igjen brugte Skjældsord mod Ola. I sin Hidsighed løb nu Hans efter ham, og med den samme Stav slog han paany Ola og ramte ham denne Gang i Hovedet over det venstre Øre, hvorved Ola styrtede til Jorden. Han rejste sig imidlertid med Besvær og svinglede ned ad Vejen. Ud for en Butik i Byen traf han nogle Karle, for hvem han beklagede sig over det passerede, og i hvis Selskab han nød noget Brændevin, men han var i øvrigt ikke videre beruset. Han gik derpaa hjem og blev hjulpen i Seng, og han henlaa nu i henved 30 Timer i bevidstløs Tilstand og afgik endelig ved Døden Mandag Nat Kl. 2. der blev nu gjort Anmeldelse til Politiet om Dødsfaldet, og Hans vedgik ogsaa, at det passerede var tilgaaet paa den foranskrevne Maade. Han har undskyldt sig dels med, at Ola oftere var vist ud af Gaarden, dels med sin store Hidsigbed, og endelig med, at Ola brugte Skjældsord imod ham. Under det optagne Forhør har Hans, der er 30 Aar gammel og skal have betydelige Legemskræfter, endvidere forklaret, at det ikke var hans Hensigt at berøve Ola Livet, men han har indrømmet, at han vel maatte kunne indse de livsfarlige Følger, der kunde indtræde, naar han benyttede et saa farligt Vaaben, samt at han slog til med stor Kraft og lod Slaget ramme, hvor det kunde, dog uden bestemt at slaa efter Olas Hoved. Han sidder nu som Arrestant i Arresthuset paa Blegdamsvejen. Ved den i Søndags i Ballerup Ligkapel af Stiftsfysikus og Distriktslæge afholdte Obduktionsforretning har det vist sig, at Olas Død er bevirket ved et Tryk paa Hjernen, hvilket er foraarsaget ved et ham over det venstre Øre bibragt voldsomt Slag. idet der indenfor Hjerneskallen havde dannet sig en meget betydelig Blodudtrædning, som havde frembragt det Tryk, der havde haft Døden til Følge. Den Afdøde skildres af sin Husbond og sine Medtjenere som en flink Karl til sit Arbejde, og hans øvrige Forhold gav ikke Anledning til anden Klage, end at han nogle Gange var kommen hjem i beruset Tilstand om Aftenen.

(Morgenbladet (København) 15. september 1876)

Sagen kom op ved Københavns Amts nordre birks ekstraret november 1876. Nationaltidende referede i den anledning til sagen, og tilføjede:

.... Om Ola havde truet Arrestanten med en Kniv eller Sten, var vel ikke bevist under Sagen, men det skjønnedes ikke rettere, end at Arrestantens Forklaring i sin Helhed maatte tages til Følge, i hvilken Henseende det maatte bemærkes, at Røgteren vel udsagde, at han ikke bemærkede, at Ola var i Besiddelse af Kniv eller Sten, og at Arrestanten vedgik, at Ola ikke forsøgte at bruge noget af disse Redskaber imod ham, men at en Pige edelig udsagde, at hun noget tidligere paa Aftenen saa Ola paa Byens Gade staa og skære paa en Pind med en Kniv. Med Arrestantens Benegtelse kunde det ikke statueres, at han havde havt til Hensigt at skille den Afdøde ved Livet, men han havde i ethvert Fald maattet kunne forudse, at Ola's Død kunde indtræffe som en rimelig eller ikke usandsynlig Følge af en Gjerning, ved hvilken der brugtes et saa svært Redskab til at slaa med. - I den af de obducerende Læger Stiftsfysikus Tolderlund og Distriktslæge Poulsen afholdte legale Obduktionssorretning hedder det, at de af den betydelige Bladudtrædning, som findes mellem Hjerneskallen og den haarde Hjernehinde i Egnen omkring og overfor venstre Øre paa Afdøde, slutte, at Ola Jonsson er død af det derved foraarsagede Tryk paa Hjernen, og at Bladudtrædningen er foraarsaget af det Slag paa Hovedet, som blev bidragt den Afdøde, kort før han henfaldt i den bevidstløse Tilstand, hvori han var ved sin Død. Ved Kjøbenhavns Amts nordre Birks Extrarets Dom blev Arrestanten, der er født den 21de September 1845, anseet efter Straffelovens § 188 med Forbedringshusarbeide i 2 Aar.

(Nationaltidende 7. november 1876).

Overretten stadfæstede dommen den 18. maj 1877. Navnet på den dømte kom nu frem: Henrik Christian Reimer. I forbindelse med denne kom nogle flere detaljer frem:

... Jönsson gik hjem og traf paa Vejen den hos Arrestantens Fader tjenende svenske Karl og en Medtjener, med hvem han samtalede i omtrent ½ Time. Ved Hjemkomsten hjalp Medtjeneren ham Støvlerne af, medens Jönsson selv klædte sig af og gik i Seng. Efter hvad en anden Medtjener, der laa i samme Værelse som Jönsson, har forklaret, havde denne efter at være kommen i Seng stærke Opkastelser og talte i Vildelse, lige som han til sidst sprang ud af Sengen, hvorfor Medtjeneren vækkede Husbonden, men ved dennes Tilstedekomst var Jönsson atter gaaet i Seng og laa stille hen. Da Husbonden den følgende Morgen Kl. 5 forsøgte at vække Jonsson, som han antog sov en Rus ud, gav denne kun en brummende Lyd fra sig, hvorfor Husbonden badede hans Pande og Baghoved med koldt Vand og i øvrigt behandlede ham som af Husbonden nærmere forklaret. Da Jönssons Madmoder under Mandens Fraværelse mellem Kl. 1 og 2 samme Dag blev underrettet om de Jönsson den foregaaende Aften tildelte Slag. sendte hun strax Bud efter Lægen, der ogsaa kom kort efter, men den paafølgende Nat Kl. 1½ afgik Jönsson ved Døden uden at være vaagnet af sin Bevidstløshedstilstand. ...

(Jyllandsposten 24. maj 1877).

I oktober 1878 meddelte Roskilde Avis at en gårdejer Johan Henrik Glud Stolpe havde solgt ejendommen "Mæglergården" til Hans Henrik Christian Reimer af Ballerup.

Optøier. (Efterskrift til Politivennen)

I Søndags, da Eieren af Dyrehavegaaard var fraværende fra Gaarden, henvendte en af Staldkarlene sig om Aftenen Kl. 6 til Forvalteren paa Gaarden, en yngre Mand, og bad om Tilladelse til at laane en af Hestene for med den at ride til Lyngby. Dette tillod Forvalteren ham, men tilføiede udtrykkelig, at Karlen kun maatte ride, ikke kjøre. Da Forvalteren et Par Timer senere vilde benytte en Eenspændervogn, der pleiede at henstaae i Gaarden, for med Vognen at kjøre til en Ildebrand, var denne borte. En halv Time efter kom en Vogn, hvori der sad flere Personer, kjørende i stærk Fart ind i Gaarden. Det viste sig ganske rigtigt at være Eenspændervognen, forspændt med en af Gaardens Heste. Kiøretøiet blev kjørt af Staldkarlen, og i Vognen sad tillige tre andre af Gaardens Karle, alle i en temmelig stærk beruset Tilstand, i hvilken de foraarsagede megen Støi ved Raab og Skrig. Hesten, der er et meget villigt Dyr, til hvilket Pidsken er overflødig, var i høi Grad overanstrengt og udmattet og dampede af Sved, hvilket ikke forhindrede Staldkarlen i under Kiørselen at pidske paa den af alle Kræfter. Forvalteren foreholdt dem nu det Urigtige i deres Adfærd, men Staldkarlen blev derover rasende, sprang af Vognen og foer ind paa Forvalteren, hvem han tilføiede flere Slag for Brystet. Forvalteren maatte derfor samt af Frygt for yderligere Overlast søge Tilflugt i Mælkeforpagterens Lejlighed paa Gaarden, men dette forhindrede ikke Karlen i at trænge herind, hvor han søgte at faae Forvalteren med ud i Gaarden under det Paaskud. at han skulde see, om Hesten fejlede noget, men øiensynlig i den Hensigt at øve yderligere Vold imod ham, idet de øvrige Karle, der vedblev at støie og raade udenfor, tilbøde at være ham behjælpelig hermed. Forvalteren og Mælkeforpagteren, hvem en anden af Karlene ligeledes lagde voldsom Haand paa, da han vist, sig i Døren, forlangte nu, at Staldkarlen, der i en grov og uartig Tone vedblev at tiltale den, paa en fornærmelig Maade, skulde forlade Stuen, og da han nægtede dette, kastede de ham udenfor. De sendte derefter et ridende Bud til Politiet i Lyngby, Karlene fortsatte imidlertid Mytteriet og Optøierne udenfor, indtil Eieren af Gaarden kom hjem Kl. 11 om Aftenen og fik Ro og Orden bragt tilveie. De 2 værste Urostiftere bleve derefter anholdte og indbragte til Arresthuset paa Blegdamsveien. i I Kjøbenhavns Amts nordre Birks Politiret undskyldte de Anholdte sig med, at de havde været i Jægersborg Kro, hvor de vare blevne berusede. Sagen blev paa Grund af Huusbondens Forbøn afgjort ved et Forlig, hvorefter Staldkarlen erlagde en Mulet af 30 Kroner til Politikassen og 20 Kr. i Erstatning for Mishandlingen af Hesten, medens den anden Karl, der havde lagt Haand paa Mælkeforpagteren, betalte en Mulct af 20 Kr.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. november 1875).

Det kan være den siden 1957 kommunalt drevne Dyrehavegaard på Hjortekærsvej 50,  tæt ved Dyrehaven.

En skandaløs Historie. (Efterskrift til Politivennen)

En skandaløs Historie er i Følge Korrespondanse til "Aftenp." for nogle Dage siden foregaaet i Hjerm ved Holstebro. Hos en Gaardmand i nævnte Sogn tjente næmlig to Piger, hvoraf den yngste, der lige var konfirmeret, havde paadraget sig det mandlige Tyendes særlige Unaade. Men da man ikke ved almindelige Midler var i Stand til at faa den atraaede Hævn over hende fuldbyrdet, overtalte Karlene den ældre Pige til at lokke hende op til en Mergelgrav, under Foregivende af at vilde bade. Den lille Pige gik ogsaa ganske rigtig i Fælden og afførte sig, uden at ane Uraad, sine Klæder, skønt hendes Ledsagerinde under forskellige Paaskud vægrede sig ved at afføre sig sine. Da den lille Pige var kommen ud i Vandet, greb hendes Ledsagerinde Tøjet og ilede afsted dermed, idet Karlene, der i Skjul havde iagttaget det Hele, pludselig kom frem og overfaldt Pigen, hvem de oversmurte med Dynd og Snavs over hele Legemet, hvorefter de dukkede hende under Vandet saa længe, til hun var lige ved at tabe Bevistheden, hvorpaa de under vilde Glædeshyl forlod Skuepladsen for deres alt Andet end hæderlige Bedrifter. Pigen kom snart herefter op af Mergelgraven, men hun maatte nu finde sig i at begive sig i en aldeles nøgen Tilstand til sit Hjem, indtil hendes Madmoder tilsidst bekvemmede sig til at lade hendes Tøj bringe ud til hende, lidt før hun ankom til Gaarden. Karlenes Glæde over den efter deres Mening særdeles vellykkede Hævn varede imidlertid kun meget kort, ti Pigen gjorde snart Anstalter til at faa dem tiltalt og afstraffede. Overfor denne Eventualitet, der laa aldeles udenfor deres Beregning, blev de nu paa engang ligesaa modløse og forknytte, som de før var glade; men skønt de tilbød Pigen store Summer for at lade Sagen falde, fastholdt hun dog sin Beslutning, og Sagen verserer derfor i disse Dage for Retten, hvis Dom rimeligvis vil blive af en temmelig ubehagelig Natur, især da Sagen paa flere Punkter er af meget graverende beskaffenhed.

(Social-Demokraten 3. september 1875).

Sammenrottelse af Tjenestetyende imod Husbonden. (Efterskrift til Politivennen)

I Søndags Aftes blev i Følge B. T. en vel anset Gaardejer paa Vangede Mark Gienstand for voldelig og fornærmelig Medfart fra sine Karles Side. Den nævnte Aften, da han havde flere Gjæster hos sig, kom omtrent Kl. 7, Karlene Christen og Hans hjem til Gaarden, efter at have været borte i længere Tid, Hans lige imod Husbondens Tilladelse, hvorfor denne bebrejdede ham hans Ulydighed. I det samme kom den 3die Karl, Rasmus, til og blandede sig i Samtalen og opfordrede Hans til, ikke at vise Lydighed mod Husbonden, og da han tillige opfordrede de 2 andre Karle til at forsyne sig med Stene, for dermed at angribe Husbonden, bevæbnede de sig alle tre paa denne Maade og antoge en truende Holdning mod Husbonden, som samtidig blev grebet voldsomt i Brystet af Rasmus. Gaardejeren, der heldigvis er en stor og kraftig Mand, slyngede Rasmus fra sig, og samtidig kom Gaardejerens Fader, der er paa Aftægt hos sin Søn, til og greb Rasmus bagfra, saa at han tabte to store Kampestene, han havde i Haanden, men Rasmus rev sig strax igjen løs og fortsatte sit Angreb paa sin Husbond, der dog var ham for stærk. Karlene forføjede sig nu skjældende og trodsige bort. Senere paa Aftenen kom Rasmus og Christen igjen ind i Gaarden. Rasmus, der nu var bevæbnet med en tyk Knippel, hævede denne mod sin Husbond, der var kommen til Stede i Gaarden, hidkaldt ved den af de beskjænkede Karle foraarsagede Støj. Gaardejeren fik imidlertid Knippelen vristet fra Rasmus, og de to andre Karle toge nu Flugten. Rasmus, der i det hele opførte sig paa en saadan Maade, at Gaardejerens Familie nærede Frygt for at tilbringe Natten i Gaarden blev nu bunden og overgiven til det fra Lyngby hidkaldte Politi, der anholdt ham. Grunden til Rasmus's fjendtlige og ondskabsfulde Optræden imod Husbonden var den, at denne efter Øvrighedens Paalæg havde af Karlens Løn tilbageholdt et Alimentationsbidrag, som det paahvilede Karlen at udrede. Karlene havde den nævnte Aften drukket en Flaske Brændevin i Borgestuen, men vare dog ingenlunde meget beskjænkede. I nordre Birks politiret tilbøde Karlene, der gjorde deres Husbond Afbigt, at afgjort Sagen i Mindelighed ved Erlæggelsen af Mulkter, der for Rasmus's og Christens Vedkommende ansattes til 20 Kroner, medens Hans's Mulkt ansattes til 12 Kroner.

(Morgenbladet (København) 25. april 1875).

En Fattigforsørgelsessag. (Efterskrift til Politivennen)

Af Borgmester Schjørring i Skjelskør.

En ung Tjenestekarl ved Navn Anders Hansen reiste for nogle Aar siden herfra til Falster for at søge Arbeide. I October 1871 meddeelte man ham paa Begjæring Attest for, at han ikke havde nydt Fattigunderstøttelse her, og det kunde saaledes formodes, at han var ifærd med at gifte sig, skjøndt han kun var 22 Aar gammel, men noget overrasket blev Byraadets Fattigudvalg, da det allerede i Marts 1872 modtog Anmeldelse om, at Fattigvæsenet i Onslev-Eskildstrup Sognecommune havde taget ham med Familie under Forsørgelse for det herværende Fattigvæsens Regning, og at denne Familie bestod af ikke mindre end Kone og 4 Børn. Paa Forespørgsel herfra oplystes det, at "den Pige", med hvem han havde indgaaet Ægteskab, havde 3 uægte Børn i Live, dengang Lysning skete, og at hun inden Vielsen, som fandt Sted den 1ste Decbr., var nedkommen med et fjerde Barn, hvortil A. Hansen var Fader. Ved Ægteskabet var denne talrige Families Forsørgelse lykkelig og vel overført fra Onslev Sogn til Skjelskør Fattigvæsen, og herved var foreløbig Intet at gjøre, skjøndt Sagen saae noget mistænkelig ud. Kort efter kom Konen i Forbedringshuset for Tyveri, og Børnene anbragtes hos Plejeforældre. Manden forblev nogen Tid i Hjemmet, men pludselig forsvandt han, efter først at have solgt Sengklæderne og det andet Bohave, og man har ikke senere hørt noget til ham. Efterat Konen var løsladt af Straffeanstalten, blev hun efter Forlangende herfra hjemsendt hertil for at indlægges paa Fattighuset tilligemed det ene Barn; to Børn forbleve i Pleie paa Falster for en moderat Betaling, og det fjerde, som hun havde med A. Hansen, døde i Vinter inden Hjemsendelsen. Der blev nu efter Fattigudvalgets Begjæring optaget et Forhør over Konen for at faae nogen Oplysning om Sogneraadets Adfærd i denne Sag, og ret mærkelige Ting fremkom, men desværre kunde Forhøret ikke fortsættes paa Falster, da Maribo Amt lod sig nøie med at tilveiebringe nogle Erklæringer fra Sogneraadet og Præsten, men øvrigt "ikke fandt Anledning til at foretage videre i Sagen." Fuldkommen oplyst er Sagen saaledes ikke bleven, men de afgivne Erklæringer, sammenholdte med Forhøret, kaste dog tilstrækkeligt Lys over den for Enhver, der forud har lidt Bekjendtskab til commuuale Finesser, og nogle Meddelelser herom ville sikkert ikke være uden Interesse paa en Tid, da Fattiglovgivningens Revision staaer paa Dagsordenen. 

Anders Hansen var i Høsten 1871 flyttet ind til den under Sagen omhandlede "Pige", Ane Margrethe Hansen, og paa Grund af dette forargelige Samliv bleve de efter Anmeldelse fta Sogneraadet indkaldte til Forhør i Nykjøbing. Her afgav A. Hansen den Erklæring, at det var hans Hensigt at ægte Pigen, og fra den Tid af har Sogneraadet trofast hjulpet ham til at overvinde alle Hindringer herfor. Ane Margrethe har i Forhøret herom udtalt sig saaledes:

"Navnlig vare Sogneraadsmedlemmerne Teglbrænderne H. P. og Gaardeier L. P. flere Gange hos Comparentinden for at formaae hende og A. Hansen til at indgaae Ægteskab og gave Løfte om, at A. Hansen skulde faae 15 Rd , naar han vilde ægte Comparentinden, hvorhos de antydede, at Præsten ikke vilde tage Noget for Nielsen... Paa Grund af dette gjentagne Ønske om Penge, som kunde sætte dem istand til at afholde Udgifterne ved et Bryllup, hvortil de ellers ikke vilde have været istand, gik A. Hansen en Løverdag tilligemed 2 Mænd op til Capellan Hofman (Bang) for at bestille Lysning. Capellanen anmodede A. Hansen om at sende en Skudsmaalsbog, der beroede hos Gaardmand A. M., og lovede A. Hansen 3 Mk., naar han vilde bringe Bogen hurtig tilbage. A. Hansen kom imidlertid ikke med Bogen, men senere kom Sogneraadsmedlem H. P. hen til ham og spurgte, hvorfor han ikke havde bragt Bogen op til Præsten, da han dog havde lovet 3 Mk. derfor. De 2 Mænd, der fulgte med A. Hansen, gav Capellanen 8 sk hver for deres Uleilighed. - De to nævnte Sogneraadsmedlemmer kom ofte ind til Comparentinden for at paaskynde Ægteskabet, og en Dag fortalte de, at nu havde de i Sogneraadsmødet endelig bestemt, at der skulde betales hende og hendes tilkommende Mand 10 Rd. forinden Brylluppet, medens de 5 Rd. vilde blive betalte, saasnart Vielsen var fuldbyrdet, men hvis Bryllupet ikke kom istand, vilde de 10 Rd. blive hende fratrukket i de Underholdningspenge, hun fik af Sognet til sine Børn. Efterat der var gaaet 6 Uger fra Lysningen kom Sogneraadsmedlemmerne igjen og opfordrede hende og A. Hansen til uopholdelig at holde Bryllup, hvortil A. Hansen bemærkede, at det jo ikke hastede saa stærkt, da der jo kunde ventes 12 Uger efter Lysningen, men dertil svarede Sogneraadsmedlemmerne, at de jo ligesaa godt kunde holde Bryllup strax, og tilføiede, at Brylluppet jo ikke kostede Noget, da Præsten gjorde det gratis. Comparentinden og A. Hansen besluttede sig da til at holde Bryllup, og Pengene blev dem udbetalte efter Løfte."

Ligeoverfor denne Forklaring har Sogneraadet hævdet, at det kun er af moralske Hensyn, at det har viist en saa mærkelig Activitet for at faae dette Ægteskab istand. "At vi, efter at Anders Hansen havde erklæret for Øvrigheden, at han vilde ægte Ane Margrethe Hansen, søgte at fremskynde Vielsen, for at saaledes deres uordentlige Samliv kunde faae lovligt Stempel, det ansee vi for at være fuldkommen lovligt, idet vi saaledes stillede os paa samme Standpunkt som vor Øvrighed." Historien med de 15 Rd. kan det ikke benægte, men dette var kun en "Extrahjælp", der blev ydet Ane Margrethe Hansen, fordi hun manglede de allernødvendigste Huusgeraadsgjenstande. Vedkommende Præst kan heller ikke nægte, at han ikke alene har aftalt med Kirkesangeren, at de vilde give Afkald paa Offer ved dette Bryllup, men at han endog har været saa genereus at give A. Hansen 3 Mk. for at skaffe sin Skudsmaalsbog tilveie og hver af Forloverne 8 sk for deres Ulejlighed. Altsaa Bryllup gratis og Penge ovenikjøbet! Hans Motiv til denne i Sandhed sjeldne Ædelmodighed har imidlertid ligeledes været det moralske, at han vilde opnaae en Ende paa det forargelige Samliv. Dette maa nu for Præstens Vedkommende staae ved sit Værd, men om det meget moralske Sogneraad vilde have viist samme Iver, selv om der ikke "tillige" havde været den Omstændighed tilstede, at et saadant Ægtestab vilde lette Sognet for en stor Byrde og kaste den over paa en anden Commune, maa jeg meget betvivle. Og derhos fortjener det dog ogsaa at fremhæves, at selv om man gaaer ud fra det anførte Motiv, er det nok meget tvivlsomt, om en saadan Iver for at faae et saadant Ægteskab indgaaet er god og heldig. Jeg skal ikke forsvare nogetsomhelst forargeligt Samliv, og Øvrigheden er i sin lovlige Ret, naar den skrider ind og paabyder dets Ophør eller i modsat Fald anvender Straf - gid kun her alle Samfundsklasser virkelig vare lige for Loven! Men Ingen bør true eller friste eller nyde Folk til i den treenige Guds Navn at indgaae et saadant Ægteskab som det, der her er Tale om, thi det er meget mere "forargeligt" end et Samliv "paa Polsk", om det end, som Sogneraadet saa skjønt udtrykker sig, har lovligt Stempel. Man maa ikke lade sig vildlede af, at A. Hansen i Retten havde erklæret, at det var hans Hensigt at ægte Pigen. Enhver Forhørsdommer veed, at dette er den stadige Undskyldning, som altid anføres, fordi den ligger lige for Haanden; slige Personer ville altid gifte sig, kun er der stadig Noget i Veien med deres "Papirer". Brudgommen var en ung letsindig Karl paa 22 Aar; Bruden var en halv Snees Aar ældre, havde født 4 uægte Børn og var høit frugtsommelig med det 5te. Et Par Maaneder efter var hele Familien under Fattigvæsenet og Konen i Forbedringshuset; derpaa forsvandt Manden efter først at have solgt Sengklæderne. Dette er i Sandhed et saadant Vrængebillede af et Ægteskab, at Enhver, der med Raad og Daad har virket til at faae det istand, synes at maatte føle en levende Fortrydelse derover.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 21. juni 1873).

Bedrageri. (Efterskrift til Politivennen)

Et ugift Fruentimmer indfandt sig en Dag i Begyndelsen af indeværende Maaned paa Politikammeret og meldte, at hun havde været Gjenstand for et overlagt Bedrageri. En Tjenestekarl, med hvem hun havde et Barn, var ved Overpræsidentens Resolution af 4de September bleven tilpligtet at svare et Underholdsbidrag til dette Barn af 16 Rd. om Aaret. Tjenestekarlen betalte hende dog ikke Noget, men afsonede Beløbene for de første halvandet Aar. I 1871 fattede han den Plan at frie sig for at betale Bidraget for Fremtiden, og i denne Hensigt indbildte han Pigen, at han vilde indlade sig i Ægteskab med hende, men foregav tillige, at det hertil var nødvendigt, at han fik den udfærdigede Alimentationsresolution udleveret for at kunne besørge Forberedelserne til Bryllupet. I Tillid til hans Ord udleverede hun ham Resolutionen og med denne gik han derpaa til en Commissionair, ved hvis Hjælp han under Foregivende af, at han og Pigen vare enige, fik den forsynet med en Erklæring om, at han havde afgjort, hvad han skyldte efter Resolutionen, at han ikke skyldte noget yderligere Vederlag til Barnet, samt at Barnemoderen ikke havde noget Krav paa ham i saa Henseende. Derefter begav Tiltalte sig til Pigen og opfordrede hende til at følge med til Commissionairen for at underskrive et Papir, som var nødvendigt ved Brylluppet, og efter at være kommen derhen blev dm Resolutionen paategnede Erklæring forelagt hende til Underskrift, uden at den, saavidt det har kunnet oplyses, blev oplæst for hende, uagtet hun ikke selv kunne læse. I den Tro, at det var nødvendigt for hende at underskrive Papiret for Vielsens Skyld, skrev hun sit Navn derpaa, og ventede dernæst paa Bryllupsdagen. Med denne trak det imidlertid ud, og hver Gang hun spurgte Tiltalte derom, svarede han, at det ikke hastede saa stærkt med den; men da han heller ikke gav hende noget Bidrag til Barnet i Løbet af over et Aar efter den Tid, meldte hun det Passerede for Overpræsidenten, og da Tiltalte derpaa af Kongens Foged blev affordret Underholdsbidraget, foreviste han ham Barnemoderens omtalte Erklæring, idet han paaberaabte sig, at han ikke skyldte noget Bidrag. Under den derpaa imod ham indledede Undersøgelse forsøgte han vel i Begyndelsen at nægte et have villet bedrage Pinen, men det varede ikke længe førend han bragtes til at tilstaae, at han, for at opnaae Fritagelse for Underholdsbidraget, havde indbildt hende, at han vilde gifte sig med hende, og at han derpaa gav hende en urigtig Forestilling om Indholdet af den Erklæring, han senere formanede hende til at underskrive. Tiltalte er tidligere straffet for Tyveri med Fængsel paa Vand og Brød i 3 Gange 5 Dage, og han blev for sit overnævnte Forhold ved Criminalrettens Dom anseet efter Straffelovens § 252 med lignende Fængsel i 4 Gange 5 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. januar 1873).

Tjenestekarl. (Efterskrift til Politivennen)

 - I "Randers Avis" læses: "Et Forhold af min Sognepræst finder jeg Anledning til offentlig at paatale: Jeg er en 18aarig Tienestekarl fra Christrup. Min Fremtidsusigt viser kun, at min Evne og Lyst til al arbejde kan vente at give mig Udkomme som Tyende, men jeg er ret godt fornøjet med min Lod, naar jeg blot kan undgaa ubillig Fortræd. Jeg blev imidlertid tidligt nødt til at forsvare mig imod Fortræd, eftersom min Husbonde, en Mand i Røved, ikke alene slog mig for en lille Forseelse, men han mishandlede mig. I Retten nægtede han, at de Saar, som omtaltes i en fremlagt Lægeattest, vare af hans Slag, men han blev dømt til at gjøre Ed. Denne Dom har han appelleret til Overretten. At det er vigligt for min Fremtid som Tjenestekarl, om jeg kommer til min Ret i denne Sag eller ikke, vil Enhver erkjende. Jeg vilde følgelig gjerne have en Sagfører til at møde for mig i Viborg; men, selv om min Husbonde havde betalt mig Lønnen til 1ste Maj ifjor, hvilket han ikke havde, og selv om jeg fik Lønnen til den Dag, Protesten begyndte, nemlig sidst i Oktober s. A., vilde jeg ikke kunne betale en Overretsprokurator for at møde. Altsaa søgte jeg om fri Proses, og henvendte mig til Præsten, Hr. Brøndsted i Ødum, om at give mig Attest om, at jeg er fattig. Hans Frue gav mig mange haarde Ord og den Besked, al jeg ikke skulde faa fri Proses, hvis hendes Mand kunde gjøre Noget derimod, og denne Resolution vedstod Præsten paa en Maade, som vistnok alvorllgt bør misbilliges, thi Embedserklæringer ere endnu farligere for Manges Fremtid end en noget fri Benyttelse af offentlige Blade. Præsten vilde ingen Attest give mig, "han ikke kjendte Noget til mig". To Mænd gave da Attest, og da Præsten skulde bekræfte deres Paalidelighed, benyttede han Lejligheden til at sige, es alene hvad der ej vedkom ham at yttre sig om, men en ligefrem Usandhed. Nu gav han ikke Attest om Mændenes Paalidelighed, men derimod om, at deres Udsagn, om at jeg var fattig, var overensstemmende med Sandhed, skjøndt han til ung erklærede, at dette var ham ubekjendt, og han tilføjede: at Bevillingen ej vilde være nødvendig for mit Udkomme i Fremtiden som Tyende, hvorimod den kun "vilde give mig lettere Lejlighed til endmere at fortrædige en Husbonde, der i flere Aar havde behandlet mig med megen Godhed, mere lom et Barn end som et Tyende". Med denne Attest maatte jeg sende mm Ansøgning ind, og jeg ved ikke, hvorledes det gaar med min Sag; men jeg ved, at denne Uret af Præsten er saa paafaldende, at den offenlig bør bebrejdes ham til Advarsel i Fremtiden. Min Husbonde var en Mand udenfor Bondestanden, men en Mand, som ofte har havt alvorlige Omstændigheder med sine Tjenestefolk, og en Mand, som vilde beholde ej alene min Løn for sidste Halvaar af Tjenesten, men ogsaa Størstedelen af den til Majdag forud, hvorved det blev ligefrem nødvendigt for mig at begynde Sagen, selv om jeg havde villet tie med Mishandlingen, og den sidste Del af Attesten er rentud Usandhed. Jeg var kommet fra Christrup 1 Aar og 16 Maaneder iforvejen, og blev brugt som enhver Tjenestedreng, navnligen til Kvæghyrde. Fra tidligere Tid kjendte Husbonden mig stil ikke. Jeg maa nu spørge, om en Tjenestekarls Vilkaar kunne taale at forringes til den Grav, og hans Løn forholdes ham fra November til Maj, at der, idet han stilles fra Husbonden saa Dage for næste November, gjøres Forsøg paa, ogsaa at fratage ham Lønnen for Halvaaret til November, og at han af en anset Præst, der er ukjendt baade med ham og med Sagen, faar den Tisgift til sine Uheld, at han har viist sig som et utaknemligt Barn, der bør standses i at fortrædige Husbonden? Skulde ikke den Mangel paa virkelig Hengivenhed hos Tjenestefolkene, som ofte bebrejdes disse, være en Frugt af saadan grov Partiskhed, og er del ikke godt, at den Tid er forbi, da Præsten i Skudsmaalsbøgerne fortalte sin Mening om ethvert Menneske i tjenende Stilling, som flyttede til en anden Menighed.

Røved, den 26de September 1852.
Lars Peter Møller Pedersen.

(Jyllands-Posten 29. september 1862).

Indenlandske Efterretninger. (Efterskrift til Politivennen)

Mariboe, den 3de November. Igaar var her i Mariboe en tumultarisk Affaire imellem nogle ubændige og kaade Bønder fra Vaabensted og Radsted, under Grevskabet Hardenberg, som vare tilsagte at møde ved Sessionen, og en Vertshuusmand og hans Naboe her af Byen. Bemeldte Bønder bleve nemlig grove og baldstyrige fordi Vertshuusmanden næsten havde udsolgt sit Forraad af det lollandske aqva toffana (Brændeviin). Da nu Vertshuusmandens Naboe vilde være tredie Mand, blev han meget forslaaet i Hovedet og Øjet. Tumulten var skrækkelig; men saasnart physisk Magt paa behørig Maade med Kraft og Bestemthed blev anvendt, blev alting strax i Orden bragt. Nogle af Hovedmændene bleve arresterede og et foreløbigt Forhør paa Øjeblikket optaget. - Ligeledes skal ogsaa nogle Bønder fra Hertizløv o. s. v. have taget sig den Friehed, at gjøre Spectakler om Aftenen paa deres Hjemvei fra Sessionen, ved Engestofte slaaet Forvalteren o. s. v., i hvilken Anledning skrivtig Klage er indgiven til vedkommende Jurisdiction.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ellevte Aargang No. 90
Tirsdagen den 8 November 1814
Spalte 1437-1438

En styg Uskik i Trinitatis Kirkegang.

Ved at passere ovennævnte gang har anmelderen ofte i den seneste tid set at karle og piger har banket gulvtæpper som var hængt over rækværket i gangen. Selv på helligdage under gudstjenesten har sådan uskik fundet sted. Det var tilfældet skærtorsdag formiddag under højmessen. Da gangen står åben til fri passage, betrædes den af mange som således ikke alene udsættes for at få deres klæder tilstøvet, men vel endog kunne få et rap i hovedet af det spanskrør, som bruges ved bankningen. Man håber at kirkens ærede værge vil søge at hæmme dette uvæsen ved at pålægge graverkarlen der dog jævnligt færdes på kirkegården, at bortvise dem som kommer i den hensigt at banke gulvtæpper, samt tillige at bortjage de mange drenge, som næsten dagligt spiller klink eller foretager andre unoder i gangen

(Politivennen nr. 1376, Løverdagen, den 14de Mai 1842. Side 314-315)

Et Par Ord om arbeidsdygtige, omdrivende Bonderkarle.

Da høsten nu nærmer sig med stærke skridt og man overalt fra landet hører klager over mangel på arbejdere, synes det at være den rette tid at henlede høje ansvarliges opmærksomhed på de mange arbejdsføre bondemandsfolk som uden at svare nogen afgift til staten, driver om på gaderne her i byen, dels som udråbere af frugter, tørv, brænde og andre sager, dels som aldeles lediggående, idet de foregiver at de søger tjeneste her. Til udråbere er kvinder og krøblinger ligeså dygtige og sikkert mere trængende. Og for at få tjeneste behøver de første ikke at ligge ørkesløse her da der er arbejde nok for dem på landet. 

Indsenderen kender en landmand der gjorde en rejse på 13 mil for her i byen at få 2 karle, men måtte rejse tilbage med uforrettet sag. Bondekarlen er dog sikkert opdraget til bondearbejde, ikke til at være sælgerkælling. Det første gør ham til et nyttigt lem af staten, det sidste forleder ham til svir og lediggang hvoraf følger tab af arbejdsdygtighed og alskens laster. Indsenderen kan ikke se hvorfor politiet ikke skulle værekompetent til at sende alle disse mennesker til deres hjem hvor sognefogden burde påse at de tog tjeneste og i tilfælde af fravær, straks indmeldte det til øvrigheden som meldte det videre. Blev knægten så pågrebet og ikke kunne bevise at han var gået bort for at træde i tjeneste, hvori han ved pågribningen endnu var og bevislig havde været fra undvigelsen af, burde han straffes som lediggænger. 

(Politivennen nr. 969, Løverdagen den 26de Juli 1834, s. 523-525)

Aarsagerne til Tjenestefolkenes Usædelighed, ulykkelige Ægteskabers Stiftelse, Drikfældighedens Tilvæxt og Armodens Fremtrængen.

Som almueskolelærer på landet har jeg i 26 år haft lejlighed til at kende bondealmuens karakter, tilbøjeligheder og handlinger. Med stille kummer har jeg set den ile fordærvelsens i møde og ønsket af mit hjerte at den af høje ansvarlige måtte standses på den så farlige bane både for den og for landet. Hvad der muligvis i denne henseende er gjort for dens tarv er mig ubekendt. Men jeg tror at enhver fædrelands- og menneskeven bør yde sin skærv dertil, om den dog kun er lille. Måtte jeg være så lykkelig ved denne fremstilling der altid skal bære sandhedens præg, at henlede de høje ansvarliges opmærksomhed på denne meget vigtige sag og derved fremme bondens tarv, så er min hensigt opnået.

Utvivlsomt er de såkaldte julestuer, læsestuer, fastelavnsgilder, kagegilder og hvilke andre navne denne lasternes skole er betitlet med den sande årsag.

Her ser man sønner og døtre i en alder af 7 år, ja vel endog under denne alder, søndag eftermiddag i forening med karle og piger at ile til gildehuset hvor der opvartes med øl, brændevin, musik og dans hele den påfølgende nat. At sådant fornøjer barnet, er ikke noget under. Men her er frøet sået og høsten er rig, men frygtelig. Her ses løsagtige gebærder, her høre liderlige og skøgeagtige viser, her ses kortspil, her høres banden og skælden, her tumler den berusede sig mellem hoben. Og alt dette bifaldes af de tilstedeværende med hurraråb og støjen, så at byen giver ekko deraf. Er det da et under om barnets hjerte der står åbent for ethvert indtryk, besmittes og at det med tiden uden angst udøver de samme laster?

Som oftest må barnet sove dagen efter. Men kommer det endog i skolen dagen efter, da er det søvnigt og uskikket til at høre undervisningen. Billedet af det der skete om natten står dybt indpræget i det sjæl. Det har intet lært hjemme af den lektie, lærerne har gennemgået og foresat det til at læres udenad. Og endnu mindre er det i stand til at gøre rede for dets indhold. (Jeg vi ikke tale om de ubehageligheder og sorger det forvolder læreren). Men således opvokser det i uvidenhed, indtil det kan bruges til markarbejde, kreaturers røgt osv., hvilket atter holder det fra skolen, de eneste sted hvor det kunne og burde nyde nogen undervisning.

Nu kalder trompeternes lyd det atter til gildet. Barnet ønsker at deltage i det, forældrene tillader det, og snart er søndag eftermiddag og søndag nat for kort, så at mandagen anvendes til det samme. Ak, hvad skal der forventes af dette barn, som karl eller pige, mand eller kone, far eller mor? Jeg skælver for den blotte tanke. Kan man da undres over at der af et så dårligt opdraget barn med tiden bliver et usædeligt og utro tjenestetyende? Nej, sandelig ikke, for sås klinte, kan man vel ikke forvente at høste hvede?

"Der opvartes med øl, brændevin, musik og dans hele den påfølgende nat." (Gilde på Amager, H. C.Henneberg, 1855. Statens Museum for Kunst.) 

Jeg har vist barnets umoralske opdragelse. Men hvad skal der blive af ham som karl. Kommer han i tjeneste hos en bonde, da betinger han sig adskillige klædningsstykker og en betydelig pengeløn, samt tilladelse til at overvære alle gilderne og en fjerding godt øl som leveres til gildet når det kræves. På intet andet vilkår kan bonden få tjenere. Arbejdet skal gøres og sådanne af tyendet foreskrevne regler er almindelige. Han må altså indgå kontrakten og det bør bemærkes at hvad der gælder for karlen, gælder også for pigen.

Ungdommen betinger sig nu gildet hos en mand i byen. Jeg har sagt at karlen selv leverer øl. Men brændevin, mjød, kaffe, hvedebrød og lys leverer den mand hos hvem gildet er foranstaltet mod betaling. Musikanterne spiller ikke for intet. Kortspil er almindeligt ved sådanne sammenkomster og alt dette skal udredes af tyendets løn. Man bruger lønnen før tiden og snart er denne ikke tilstrækkelig, men der bruges derfor af lønnen for det kommende år. Vil husbonden ikke lade ham få flere penge, da sælger han af klædningsstykkerne for dog at kunne komme til gilderne, og således står han ved årets ende nøgen og forgældet. Nu opsiger han sin tjeneste til skiftedagen eller fraflytter den endog i utide for atter at omme til en mand der vil lade ham få penge til gilderne forud.

Han iler på ny til gildet. Kreaturerne bliver fodret til urette tid. Ja vel endog rent forsømt. Mark- og husarbejdet forbliver ugjort. Og således tumler man sig i disse såkaldte uskyldige forlystelser søndag, mandag, ja ikke sjældent tirsdag og onsdag med. I denne bedøvende rus danses. Blodet sættes i bevægelse hos den unge karl. Han tror at opdage et eller andet fortrinligt ved den pige han danser med. Der sluttes en ubesindig ægteskabskontrakt. Han ledsager hende alene hjem i natten mørke og deres dyd, deres ro, er da tabt. Pantet på deres indgåede forpligtelse ses og lovene kræver løftes opfyldelse. Nu, men for sent åbnes øjnene. De har intet hus, intet at sidde eller ligge på, næppe de klæder der kunne skjule dem selv. De står med få ord blottet for alt og om få år er fattigforsørgelsen deres og deres ulykkelige børns trøst og tilflugtssted.

(Fortsættes).

(Politivennen nr. 544. Løverdagen den 3. Juni 1826, s. 359-364)

Til Eieren af en rødmalet Vogn og to lysebrune Heste.

Lørdag formiddag kl. 10 så anmelderen i Store Kongensgade en karl som kørte et par lysebrune heste for en rødmalet vogn, behandle de til ham betroede heste på en urimelig, ja barbarisk måde. Når hesten ville gå frem, rykkede og huggede han dem med stængerne i munder, og når de derved gik tilbage, piskede han drabeligt på dem. Især fik den nærmeste gruelige rap. De tilstedeværende tilskuere frygtede med grund for at hestene skulle blive løbske og anrette skade. For imidlertid at Deres unge heste ikke ved en så urimelig behandling skal blive ødelagt, råder man Dem till at pålægge Deres karl at behandle dem anderledes, og hvis han som det synes ikke forstår at bruge tømmen, så godt som han kan bruge pisken, da lade ham få noget undervisning i at køre

(Politivennen nr. 461. Løverdagen den 30de October 1824, s. 9240)

Stop ham!

Det er ikke sjældent tilfældet at såvel vognmandskarle (især en kejthåndet der kører et par brune heste), som også andre kuske henimod Toldbodsidens ende, ikke alene jager i fuld galop gennem den ydre Amaliegade, men endog krydser gaden for at komme omkring hinanden. Hvor meget farligt denne lovstridige måde at køre på, er både for voksne børn hvoraf mange jævnligt opholder sig på gaden, indses let. Og man vover derfor at ytre det ønske at det må blive gadekommissionen pålagt ofte at besøge gaden i denne tid for at bidrage til at hæve sådan farlig uorden.

(Politivennen nr. 434. Løverdagen den 24de April 1824, s. 7013-7014)

Forslag til at forhindre visse Gaders Spærring af Bøndervogne.

Er det ikke aldeles urigtigt og utilladeligt at bønderne med deres vogne holder på torvedagene helt gennem Frederiksberggade og Vestergade, samt Frederiksborggade ved Nørreport, og derved ikke alene hindrer, men endog til sine tider aldeles stopper passagen for rejsende og andre som har færdsel gennem disse gader, ja endog ofte står hestene som fraspændes vognene, ind på fortovet så at samme ikke uden fare kan passeres, hvilket er meget ubehageligt, allerhelst når betragtes at en sådan holden af fraspændte vogne alene sigter til fortjeneste for kældermændene og deres karle, da enhver bonde for en sådan holden, må betale karlen nogle skillinger der dog ikke er mindre end 4 skilling, og som altså udgør en betydelig løn for en karl når man endog kun regner 24 skilling pr ugen der, dog nok er det allerringeste.

En sådan holden ved kælderen giver bonden stor lejlighed til at suppe og drikke i kælderen, ja ofte mere end han kan tåle, og således har kældermanden dobbelt fortjeneste, nemlig stærkere afhændelse af hans varer og karlen for at lunte.

Indsenderen heraf som flere gange til vogns har haft vanskelighed ved at køre igennem førnævnte gader, især på torvedagene, har endog med egne øjne set bønder komme så beskænkede op fra kælderen at de ikke selv har kunnet stige på vognen. I den anledning forslås herved om ikke det såkaldte hestetorv ved Vesterport siden hestehandelen nu er flyttet uden for porten, og Skidentorvet ved Nørreport, samt Hauser Plads nu kunne bestemmes til en holdeplads for de bøndervogne som ikke kan rummes enten i gæstgivergården eller hos de handlende, og at det ganske og aldeles måtte forbydes kældermændene især i førnævnte gader, at lade holde fraspændte vogne på gaden uden for deres bopæl. Men at samme straks kørte bort og hen på ovennævnte steder når de har aftorvet. På før omtalte holdepladser kunne af politiet ansættes en eller flere opsynsmænd der kunne være bønderne behjælpelige til at spænde fra og for, og være ansvarlige til hvad der var på vognene, imod at denne betjent fik det samme af bonden som kældermandens karle, imod at de skaffede hestene vand og foder etc., da det må formodes at en sådan betaling ville blive en passende belønning for en simpel karl eller betjent, helst på torvedagene. Det følger af sig selv at en sådan opsigtskarl måtte være forsynet med skilt eller uniform så at bønderne kunne kende og vide at henvende sig til den rette, ligesom han ofså måske kunne forsynes med blotte numre som kunne afgives til bonden når han til ham afleverede sine heste og vogne til opsigt.

(Politivennen nr. 413. Løverdagen den 29de November 1823, s. 6683-6686)

Usikkerhed paa Liv og ejendom i Omegnen af Frederiksborg.

I begyndelsen af august måned brød 4 karle ind om natten på vejen mellem Frederiksborg og Fredensborg hos justitsråd overførster Brühl. En del sager blev stjålet forinden man kom på færde, og dynerne var i vinduerne for at bringes ind ad skoven til. Efter den tid har denne bande sat den hele egn i ængstelse, hvilke hele tiden forøgedes eftersom efterretninger om nye indbrud indløber. Således er disse sket på Fredensborg hos oberstinde Recke og majorinde Meelsted og i Nøddebo hos kancelliråd birkedommer Meining. Endvidere hos skovriderne Sarau og Rekke. Men hos præsten Nyeholm i Helsinge ikke mindre end 5 gange. Alt i alt er man vidende om 21 indbrud der uforstyrret er foretaget i en tid af 4 uger. Da landmanden nu er midt i høsten og har strengt arbejde om dagen, falder det beboerne af stæderne meget vanskeligt at lade holde vagt om natten.

Hvad der fra øvrighedens side er foranstaltet for at sikre statsborgeren sit liv og ejendom, er endnu ubekendt. Men det er skrækkeligt at en tyvebande således uhindret i 4 uger kan vedblive at ængste og hærge en omegn af 2 til 3 miles distance uden at blive pågrebet.

(Politivennen nr. 297. Løverdagen den 8de September 1821, s. 4767-4768).