En Hundebøddel i Vimmelskaftet.

Fra grusom handling mod dyrene til en lige adfærd imod medmennesker er kun et meget kort skridt. Flere eksempler bekræfter desværre denne  sandhed.

Såvel efter naturens lov som efter den moralske er det synd at mishandle dyrene. at de fleste politiske love ikkebestemmer straf i så henseende, turde synes en mangel, hvorfra dog de svenskes gør en herlig undtagelse.

Dog også vores fødeland har specielle forbud mod dyrenes mishandling. Således er de barbariske og grusomme lege at flå en levende kat af tønden, at trække halsen af en levende gås osv. aldeles forbudt, og flere forordninger i anledning af dyrenes velfærd er udgivet *). Men endnu savner vi anordninger og lovbud for dyrenes behandling i almindelighed. De som på landevejene der fører til staden, i forstæderne, ja i hovedstaden selv, har været vidne til med hvilken grusomhed heste, køer, kalve og lam behandles af deres bødler, som kalder sig mennesker, vil vist med anmelderen ønske at vor milde regering ville ved lovbud sætte grænser for samme, ligesom det sikkert ikke ville være af vejen om vore skolebøgerne indeholdt et eget kapitel om de pligter mennesket skylder dyrene såvel i almindelighed som i særdeleshed.

Politivennen har før fremstillet eksempler på vilkårlig og skammelig behandling af husdyr, men dog har den ikke fortalt noget så skændigt og grusomt som dette:

Onsdag den 14. februar om formiddagen sås en karl der tjener på Benzonsdal og 3 gange om ugen holder med sin vogn i gården på hjørnet af Vimmelskaftet og Valkendorfsgade, i samme gård mishandle en ung puddelhund på det grusomste. Han tog nemlig hunden med den venstre hånd i nakken, og slog den med den højre knyttede næve således på siden af hovedet at han var sikker for ikke at beskadiges af dens tænder, indtil hunden var blodig. Derpå tog han den ved begge bagbenene og slog dens hoved og forkrop mod stenbroen Denne grusomme behandling vedblev han så længe indtil en karl blandt flere mennesker som hundens ynkelige skrig havde lokket til, rev ham fra hunden der var så forslået at den næppe kunne krybe fra stedet. Da karlen endvidere bebrejdede denne hundebøddel hans slette handlemåde, svarede denne opbragt at hvis han havde kræfter og magt over karlen, som over hunden, så ville han gøre det samme ved ham, det var hans egen hund og den skulle lystre ham, og at den ikke kunne lære med mindre den fik straf. Ville man ellers noget, så kunne man jo klage over ham osv.

Anmelderen der ikke vidste hvordan karlen efter vores love kunne tiltales for den af ham udøvede skammelige dåd, anklagede ham derfor ikke for øvrigheden, men besluttede at bekendtgøre dette for at hans husbond, hr. kaptajn Barfred, ejer af Benzonsdal, når han underrettedes derom, kunne tage sig lidt af karlen og lære ham at han ikke oftere bør mishandle de kreaturer der betros ham af hans herskab eller andre.

*) Således havde vi politiplakater angående for stærk kørsel og for stærk læsning på vognene, men disse har nok mere til hensigt at betrygge broer og gader fra ødelæggelse og mennesker for at blive kørt over end de har sin grund i barmhjertighed mod dyrene.

(Politivennen nr. 268. Løverdagen den 17de Februarii 1821, s. 4323-4326).