Et ubehageligt Syn.

Når et menneske endog har begået den største forbrydelse og man ser denne i en straffeanstalt med bøjler og jernhalsbånd, er det dog altid et syn hvor man forenet med foragt og frygt føler medlidenhed med forbryderen. Men træffer man om morgenen tidlig en slave gående til sit arbejde med 2 bøjler om benene og jernhalsbånd forsynet med en stang, så får man en slags beklemthed om hjertet som ikke godt kan meddeles på papiret. Kunne sådan en højst farlig forbryder (for det må han jo være) ked af livet ikke på gaden dræbe et menneske? For hænderne er jo frie hos ham, og som oftest går soldaten et godt stykke langt efter slaven.

(Politivennen Nr. 1560, Onsdagen den 13 Juli 1845, s. 463)

Ubehageligt Slavebesøg.

I Lille Torvegade på Christianshavn nr. 112 indfinder sig siden sidste flyttetid næsten daglig nogle slaver. For nogle dage siden ikke mindre end 7. I forrige uge transporterede de brænde til stedet og kastede det ind i forstuen, hvorved gangen spærredes for husbeboerne. Undertiden saver de brænde i gården i overværelse af deres fører som undertiden også bliver udenfor på gaden. Støder man på trappen på en sådan slave og spørger hvad han har at gøre der, svarer han knurrende at han er beordret til at komme der. Den der modtager disse tjenester af slaver, skal være sergent ved ingeniørkorpset. Det er højst ubehageligt for husets beboere at slaver har en så hyppig fri adgang til huset, og da man tvivler på at slaverne der underholdes på det offentliges bekostning, således kan udnyttes af private, hvorved offentligt arbejde forsømmes, tillader man sig at gøre højere vedkommende opmærksom på denne uorden for om muligt at se den afhjulpet.

(Politivennen nr. 1461. Fredagen, den 29 December 1843. Side 831-832). 

Redacteurens Anmærkning

Matrikelnummer Lille Torvegade 112 blev 1859 til Torvegade 29 og ligger på den side af Torvegade der blev revet ned for at give plads til en udvidelse. Mellem Wildersgade og Christianshavns Torv.

Om Soldater med Slaver.

Onsdag den 27. september kl. 6 om morgenen kom 18 slaver igennem Nørregade. De skulle vel på arbejde og var omgivet af 13 soldater. Nogle ved siden og enkelte bagefter. Det var nok værd at vide hvor mange soldater, staden og landet holder på benene om året for at passe på disse mennesker. Jeg tillader mig at komme med et forslag som vores borgerrepræsentanter kunne påtale: Om det ikke kunne blive her som i England at vi kunne sende vores forbrydere til Grønland, Island, Guinea-kysten, Vest- og Ostindien eller købe en landstrækning i Amerika og sende dem derhen og lade dem arbejde for deres frihed uden at komme tilbage igen. Rusland har det så godt ved sit Sibirien. Der sender de deres forbrydere hen. I fredens skød som vi lever i, går det os som i England, folkemængden bliver for stor. Det var at ønske at mit forslag måtte komme i betragtning.

(Politivennen nr. 1448. Fredagen, den 29 September 1843. Side 635-636). 

Om vore saakaldte Slaver.

Dagligt ser man en række af fanger eller såkaldte slaver vandre ud fra Stokhuset, ledsaget af en enkelt soldat for udenfor porten i glaciset at blive beskæftiget med offentligt arbejde eller med privat arbejde hos familier i forstæderne. Således har anmelderen fx tit og ofte set slaver gå ned fra en have ved Ægteskabsstien til vandet med vandkander for at øse vand i dem til havens vanding. Dette er af 3 grunde en uskik som det under anmelderen at politiet ikke er blevet opmærksom på, eller hvis det modsatte er tilfældet, ikke har fået afskaffet da klagen derover er mange år gammel. 

For det første er det en skam at domfældte forbrydere hvis stilling med hensyn til det daglige ophold i mange fattiges øjne er misundelsesværdig, skal have lov til at tage brødet af munden på vores almue der er trykket af næringssorger og tit arbejdsløse. For det andet er det en meget fortræffelig lejlighed for stokhusfangerne til at undslippe og anrette nye ulykker ved indbrud osv. på landet, hvorpå vi desværre! har alt for mange eksempler, hvorfor også nyligt ikke færre end 10 sådanne herrer er undveget fra offentligt arbejde, af hvilke om jeg mindes ret, kun fire endnu er pågrebet. For det tredje er det en meget trykkende byrde for kommunen eller statskassen, eller hvem det påligger at udrede pengene, at bekoste en eller flere soldater som påpassere for disse gripominusser. 

Man håber derfor at det dog endeligt en gang fra politiets, Fattigdirektionen og andre ansvarliges side gøres noget for at afskaffe denne ældgamle, oprørende og højst farlige uskik.

(Politivennen nr. 1390. Løverdagen, den 20de August 1842. Side 527-528). 

Redacteurens Anmærkning

Denne artikel fra "Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst (alene) privilegerede Aarhuus Stifts-Tidende" fra 16. oktober 1843 rummer i al sin korthed en stor tragedie:

Den tidligere omtalte Fæstningsslave Niels Christian Schmidt, som ifjor med en Kniv saarede en Politibetjent, der vilde anholde ham, har nu gjort Ende paa sit eget Liv, idet han, der skulde straffes med Kat, fordi han igjen havde forsøgt at undvige, medens hans Kammerat modtog sin Straf skjar Halsen over paa sig. (Md)

Undvegne fæstningsslaver der blev pågrebet, så ofte ingen anden udvej end at tage deres eget liv. I dette tilfælde ved at skære halsen over på sig selv, med udsigten til at han ligesom sin kammerat blev straffet med kat. En lignende historie kunne læses i "Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling", 4. marts 1839:

En for nogen Tid siden fra Nyborg Fæstning undvegen Slave, Hans Christensen, der var paagreben i Horsens og dømt for Indbrud og Tyveri, har forleden Nat i Arresten paa en kunstig Maade qvalt sig ved Hjælp af sin Jernkjæde. (S. Bl.)