13 januar 2017

Ubehageligt Slavebesøg.

I Lille Torvegade på Christianshavn nr. 112 indfinder sig siden sidste flyttetid næsten daglig nogle slaver. For nogle dage siden ikke mindre end 7. I forrige uge transporterede de brænde til stedet og kastede det ind i forstuen, hvorved gangen spærredes for husbeboerne. Undertiden saver de brænde i gården i overværelse af deres fører som undertiden også bliver udenfor på gaden. Støder man på trappen på en sådan slave og spørger hvad han har at gøre der, svarer han knurrende at han er beordret til at komme der. Den der modtager disse tjenester af slaver, skal være sergent ved ingeniørkorpset. Det er højst ubehageligt for husets beboere at slaver har en så hyppig fri adgang til huset, og da man tvivler på at slaverne der underholdes på det offentliges bekostning, således kan udnyttes af private, hvorved offentligt arbejde forsømmes, tillader man sig at gøre højere vedkommende opmærksom på denne uorden for om muligt at se den afhjulpet.

(Politivennen nr. 1461. Fredagen, den 29 December 1843. Side 831-832). 


Redacteurens Anmærkning

Matrikelnummer Lille Torvegade 112 blev 1859 til Torvegade 29 og ligger på den side af Torvegade der blev revet ned for at give plads til en udvidelse. Mellem Wildersgade og Christianshavns Torv. 

Slaveri fortsatte en del årtier efter at Politivennen var ophørt. Her en artikel fra Morgenposten 28. april 1846:
Ved Kiøbenhavns Kriminal- og Politiret er afsagt Dom i Justitssagen imod Arrestanterne Niels Hansen Skydebjerg og Hans Pedersen Roll. En undveget Fæstningsslave, navnlig Hans Nielsen Eie, var en Nat i August Maaned f. A. kommet til Roll, der laa paa et Loft over et Skur paa en Losseplads ved Kiøbenhavns Vesterfælled, og bedet denne, hvem han underrettede om sin stilling, om Ophold hos sig. Heri havde Roll indvilliget, og ligeledes havde Eie ved at forære Skydebjerg, der havde Opsyn over Lossepladsen, et til 2 Mk. vurderet Stykke Slketøi faaet Tilladelse til Ophold paa det omtalte Loft af denne, uagtet Skydebjerg af Roll var blevet underrettet om hvem Eie var. Eie opholdt sig nu en ugestid hos Arrestanterne, og i den Tid var han hver Nat ude for at stiele, hvorom navnlig Roll var vidende, og hvortil denne endog laante ham et Par Beenklæder, da Eie ikke havde andre end de, som hørte til hans Slavedragt. Roll havde dernæst dels solgt dels pantsat endeel af de stiaalne Koster for Eie, navnlig et Sølvlommeuhr og tvende Sølvspiseskeer, uagtet han vidste, hvorfra disse hidrørte, ligesom Skydebjerg vedgik, at han vel formodede, at Eie ikke paa en lovlig Maade kunde være kommet i Besiddelse af det omtalte Stykke Silketøi, der ogsaa under Sagen oplystes at være stiaalet. Endelig havde begge Arrestanter med Eie deeltaget i Fortæringen af adskillige af denne stiaalne Fødemidler, uagtet Roll vidste og Skydebjerg formodede, at de var Tyvekoster. For saaledes at have huset bemeldte Slave og hælet med ham, ansaas Skydebjerg med 1 og Roll med 2 Aars Forbedringshuusarbeide.
Fæstningsarbejde blev først ophævet efter enevælden. I Dagbladet (København), 22. september 1852, kunne man læse at i udkastet til loven af 29. december 1850 om anvendelsen af de forskellige arter af strafarbejde, stod at det er almindelig erkendt at fæstningsarbejde er en meget uhensigtsmæssig straf der så snart som muligt bør ophæves. Herefter skulle fremtidige dømte indsættes i Horsens Tugthus, men de allerede indsatte fortsatte som fæstningsslaver.

I københavnernes erindring holdt erindringen om slaverne sig imidlertid i nogle årtier endnu. I Dags-Telegraphen, 4. marts 1866 kunne man således læse om Trunken på Bremerholm:
Gjennem denne Port var der Indkjørsel fra Byen til Holmen, og den havde det ubehagelige Navn "De Uærliges Port", formodentlig fremkaldt derved, at de Forbrydere, som vare dømt til at arbeide i "Bremerholms Jern", førtes her igennem, ligesom også Stedet hvor Dødsstraffe fuldbyrdedes, var her indenfor. Disse Fanger vare rigtignok for største Delen Forbrydere, men Historien viser os ogsaa, at Bønderkarle, som ikke føiede sig efter Herremandens Villie, maatte trælle her et Aar. Natteopholdet var i en massiv hvælvet Bygning, der var forsynet med Jerndøre og Luger og førte Navnet "Trunken". Siden, da Forbryderne ikke mere idømtes "Bremerholms Jern", blev Trunken Opholdsted for de saakaldte "Skubkarregaster". De Menige i Søetaten, som under Tiltale ikke kunde udrede Sagens Omkostninger, havde solgt deres Mundering m. V., maatte lide Vandog Brøds Straf og desuden være lænkede til en Trillebør for med dettte Redskabat udføre forskjelligt Arbeide.---Efter den Tid indtil vore Dage blev Trunken af Hovedmagasinet anvendt til Opbevaring af Beg og Tjære.
I Nationaltidende, 26. februar 1879, hvor Trunken havde fungeret som tjæremagasin, var det ikke slaveriet, men bygningens funktion som tjæremgasin som blev husket (i en lille del af en meget lang artikel om Gammelholm):
“Tæt bag ved dette Hus laa paa en meget gammel, sandsynligvis Holmens ældste Bygningen, kaldet "Trunken"; den var grundmuret, 70 Fod lang, 40 Fod bred og 10 Fod høi, og bestod af to Afdelinger, som begge vare hvælvede; den benyttedes til Tjæremagasin. Bag ved Trunken var Kalkgaarden med et lille Hus til Kalkslagning.”
Men erindringen om Trunken som slaveanstalt holdt sig, se fx Nationaltidende, 11. august 1892:
Tyverier og komplotter tales der om, og Rømninger fandt jævnlig Sted fra "Trunken". Bespisningen var ikke ens for alle Slaver; "Skalke" fik ikke saa megen Mad som de, der havde forbrudt deres Hals, men iøvrigt synes Spisereglementet fra 1706 at opvise endog et rundeligt Maal af Mad. Der gaves saa Meget, at et Par Nutidsmennesker rigeligt vilde kunne leve af det. Af Forfatterens Oplysninger fremgaard det, at det at blive slaaet i Jern egentlig ikke har været nogen slem Medfart. Den ovenfor omtalte "Trunk" var et Fangehus, hvor Fangerne havde Tilhold om Natten. Til Tider var det af Træ, hvorfor ogsaa Fangerne jævnlig brød ud af det. I Aaret 1741 overgik Slaverne til Landetatens Varetægt og overførtes til Stokhuset. "Trunken" stod indtil 1863, da Gammelholm gik over til Kommunen. Den sidste gang, da Bremerholm var Opholdssted for Fanger, var 1817, da Tugthuset paa Kristianshavn var brændt; da blev der anbragt 50 Fanger paa Gammelholm.
Citatet stammer fra en anmeldelse af Historisk Tidsskrift, sjette række. Tredie Binds tredie Hefte. Artikel af hospitalsforvalter Fr. Stuckenberg: "I Bremerholms Jern."

 I Fredericia Dagblad, 1905 omtaltes en udgivelse en række brevsamlinger af Julius Clausen og Rift. Justitsen i København for 300 Aar siden. Heri citeres den islandske bøsseskytte Jon Olafssons oplevelser under Christian den Fjerde:
Derfor blev der indrettet et Fængsel paa Bremerholm, Trunken, og derind blev de satte, som havde gjort sig skyldige i de største og mindste Forbrydelser. Det var saaledes indrettet, at Forbryderen havde een Jernring om Livet saa vid, at han kunde skifte Klæder, og een om det højre Knæ, forbundne med en sværJernlænke uden paa Laaret. Der blev beskikket 4 Mand som skulde passe paa Forbryderne og daglig drive dem frem med Svøber til Slid og Trældom, give dem Mad, have Tilsyn med dem og hver Morgen og Aften paa bestemt Tid lukke Fængslet op og i. Alle Slags Folk, det være af hvilken som helst Stand, som forså sig, blev der indsat og var der saa længe, som de blev dømt til, eftersom Forbrydelsen var stor eller lille. Nogle skulde være der en Maaned, andre 3-4 maaneder, og atter andre 1 Aar, 3 Aar til 20 Aar og de største Forbrydere paa Livstid.
Men så fortoner slaveriet sig i grå tåger, fx som i Aftenbladet København 29. april 1918:
Der har Du Blaaboden, hvor vi faar Tærsk, og "Laaget", hvor Folkene kommer i Arresten, naar de gør noget uskikkeligt - i gamle Dage sad de her i Trunken.

Herefter bliver det svært at finde ordet Trunken og slaveriet i det almene sprog.