Grøvt ved Blegdammen. (Efterskrift til Politivennen)

En skadelig Muddergrøvt. Dersom nogen af dHrr. Borgerrepræsentanter engang ville gjøre sig den Ulejlighed i Middagstimerne at passere Blegdamsveien paa den Side, hvor den store Grøvt (rettere Kloak) befinder sig, og naar han som en anden Decius Mus eller Mucius Scævola, modigen havde trodset den Fare, der paa denne Vei kunde opstaae for hans Liv og Helbred, da vilde upaatvivleligt hans første Handling, han foretog til Stadens Tarv, være den, paa vedkommende høie Sted at stille et energisk Andragende om, at denne skandaleuse Muddergrøvt i den allerkorteste Tid blev udryddet. Det er og bliver en uhørt Skandale, at denne Kloak, der vistnok var Skyld i, at Choleraen paa Blegdamsveien fordrede saa mange Offre, desuagtet vedbliver at forpeste hele Omegnen med dens utaalelige Stank. Vel har man af og til muddret lidt op i den, men dermed næsten kun gjort Ondt værre; skal her bringes en gavnlig Forandring tilveie, saa maa Bunden udmures, og Grøvten gives et saadant Fald, at Vandet kan saae tilstrækkeligt Afløb. Vi skulle tillige opfordre de vedkommende militaire Autoriteter til at foretage virksomme Skridt for at standse dette Uvæsen, thi det kan ingenlunde være dem ligegyldigt, at Rekrutterne, hvis Øvelseeplads ligger i Nærheden af den omtalte Kloak, i 9-10 Timer daglig skulle indaande denne pestilentsagtige Stank.

En Mand, der er saa uheldig, dagligen at maatte freqventere Blegdammen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. juni 1858)

Ulykke fra Dyrehaven. (Efteerskrift til Politivennen)

I forrige Uge veltede en Vogn ved Blegdamsveien med adskillige Folk, som havde været i Dyrehaugen. Næsten alle der sadde paa Vognen, kom mere eller mindre til Skade. En Kone faldt saaledes, at hun døde strax derefter, en Pige fik Armen af Led o.s.v. - Hvem der for Resten har seet Dyrehaugen i dens glimrende Periode endnu for 4 Aar siden, vil neppe gjenkende den nu. - Dengang var der foruden en Mængde Telte, hvor man falbød Forfriskninger af alle Slags: Liniedandsere, kunstige Ryttere, Comedier, optiske og magiske Konster, Kjemper og Dverge  med mange andre skjønne Rariteterr. Nu derimod er blot nogle faa Telte, et Par Gynger og Taskenspillere er alt hvad Dyrehaugen har at opvise.

Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 8. juli 1811.

Anmodning til Kjøbenhavns Politi og Magistrat.

Disse to autoriteter bedes om at kaste et nådigt øje på Københavns Østerbro og på Blegdamsvej, to steder der virkelig trænger til deres virksomme bistand. Det første nemlig med hensyn til renlighed da man vader i dynd og snavs alle de tider på året hvor det ikke er komplet tørvejr, da ifølge en højst forunderlig indretning denne bro skal fejes 2 gange om året, nemlig en gang om foråret og en gang om efteråret, og da denne bro uophørligt befærdes af renovationsvogne der jævnligt spilder fra de stærkt belæssede vogne, og dette skarn således skal ligge fra det ene halvår til det andet inden det bortkøres, så kan vedkommende høje autoriteter indse hvorledes føret må blive der og hvorom de let kan overbevise sig når de behageligst ville trække deres vandstøvler på og gøre sig en tur ad den omtalte vej. De ville da tillige bringe i erfaring hvor halsbrækkende Østerbros fortov er at passere hvor ikke en eneste flise ligger ordentlig, men vind og skæv i alle retninger, og da man på grund af det evindelige søle på stenbroen er nødt til at ty ind på dette farefulde fortov, så anmodes de høje ansvarshavende om i det mindste at lade fortovsfliserne rette således at man uden livsfare kan passere dem.

Derpå kommer vi til Blegdamsvej på hvilken der alle vinteraftner hersker et egyptisk mærke som bliver så meget mere farefuldt som der hverken findes fejning eller indhugning sted så at man når frosten begynder, balancerer med livet i hænderne langs med den dybe, moradsige grøft. Vor mest ydmyge begæring er derfor at der måtte tildeles os nogle enkelte af de i byen i den sidste tid afskaffede såkaldte ældre lygter for at afhjælpe dette onde. Og da vi nu er lige så skatteydende borgere som hovedstadens beboere, så mener vi at vores her fremsatte ønsker ikke er urimelige og forventer nådigst bønhørelse.

Nogle af Østerbros og Blegdammens beboere.

(Politivennen nr. 1412. Løverdagen, den 21de Januar 1843. Side 48). 

Noget Paafaldende i Slutningen af Aar 1838

I slutningstimen af afvigte år viste endnu den sædvanlige råhed i adfærd som man i det mindste skulle tro fjernet fra de bedre klasser, at forurolige fredelige medborgere ved at slænge lerkar og andre ting mod deres porte og gadedøre, ja endog mod stuedøre, hvorved mange kan falde på trapperne over pottestumperne og komme til ulykke i mørke. Ja, på Nørrebro noget forbi Blegdamsvej, så indsenderen fruentimmere og børn flygte fra den ene side af vejen til den anden for pistolskud eller flinteskud, som affyredes fra vinduer og døre. Besynderligt at der ikke på en sådan aften udsendes politipatruljer der kan holde øje med gerningsmændene så at de kan tiltales og mulkteres. At frugtsommelige og børn kan få en heftig og farlig skræk ved sådant skyderi er øjensynligt. Og en forladning kan beskadige ansigt og klæder, ja let kan en kugle være glemt i bøssen efter en jagttur.

(Politivennen nr. 1202, Løverdagen, den 12te Januar 1839. Side 28-29)

Ønske i Anledning af en Uorden paa Veien over Dosseringen.

Vejen over Dosseringen langs med Sortedamssøen fra Nørreport til Østerport er som bekendt aflukket med en låge der vender ud til broen, og hvortil beboerne af blegdammene har nøgle. Mens det gamle bolværk for søen stod, forhindrede en slags pallisadering som strakte sig fra lågen nogle alen langs med bolværket, uberettigede fra at komme ind på Dosseringen. Nu derimod hvor dette værn ikke findes der, kan enhver let svinge sig over bolværket ved siden af lågen ind på Dosseringen. Dette var tilfældet i mandag aftes med tre kåde personer som efter at være kommet ind på denne måde, anfaldt og fornærmede nogle damer der af en halvvoksen person blev ledsaget ad denne vej til deres bolig på en af blegdammene. Mange som har skaffet sig nøgle til lågen for ad denne vej at vandre fredeligt og mindre antastet til deres hjem, end ad den øde Blegdamsvej, bliver skuffet i denne deres forventning når enhver kan finde adgang til samme. Såvel herfor som for at sikre Blegdammenes beboere for tyve, er det ønskeligt og nødvendigt ved en slags pallisadering eller på anden måde at spærre adgangen til Dosseringen for dem som ikke er betroet nøgle til lågen.

(Politivennen nr. 1139, Løverdagen, den 28de Oktober 1837. Side 672-673)

På Stadsarkivets kort fra 1823-24 kan man øverst se at området mellem Blegdamsvej og Søerne var udstykket i 23 blegdams-parceller hele vejen fra det vi i dag kender som Nørrebrogade til Østerbrogade. Nederst til venstre kommer vejen fra Nørreport, med tømmerpladsen og kirkegården markeret. På den anden side af broen Store Ravnsborgs jorde. Bemærk at dæmningen med Fredensbro ikke er bygget endnu (den kom først til i 1878). Langs søen er markeret en dæmning hvorpå den omtalte vej formentlig forløb.

Synderligheder - Om Dandseboder

Mange ting er underlig, sagde man i gamle dage. Men nu kan man sige mange ting er synderlige. Således finder anmelderen det synderligt at et vist privat dramatisk selskab ikke alene offentligt falbyder billetter til 2 rigsbankdaler stykket til dets forestillinger, men endog lader trykte plakater cirkulere offentligt hvorpå de spillende personers navne findes anført. I gamle dage var sådant ikke brugt, det ved han. Men om det var tilladt, det ved han ikke.

En anden synderlighed er en ny skik som bestyrerne for de offentlige danseinstitutter (anmelderen vover kun i parentes at kalde sådanne mænd ved deres rette navn, dansebodsværter) har indført, nemlig at tage 3 mark for en entrebillet. En pris som synes at være overdreven i forhold til hvad billetter koster til det offentlige skuespilhus. Anmelderen ved ikke om og hvorvidt disse bestyrere har ret til at kræve denne betaling af folk som blot besøger sådanne steder ikke for at danse (for musici siger man betales aparte), men blot for at se sådanne indretninger, alene i den rene hensigt at betragte og forlyste sit øje med at beskue den vrimmel af uskyldige, blufærdige damer som der findes. Men da denne betaling ikke kræves på alle sådanne steder, men kun på de mere fornemme, så var det ønskeligt siden vedkommende nu er kommet i gang med at tage denne betaling, at det måtte tillades eller rettere pålægges enhver dansebodsvært, i hvilket hul eller kippe han end drev denne, jeg tør snart ikke kalde den anden end anstændige næringsvej, også tage 3 mark for enhver person som ville have entre til sådan fornøjelse. Derved kunne måske en del af søgningen til sådanne kipper blive standset. Det var ikke skadeligt for det offentlige, da deres antal for nuværende tid er legio. 

For i hvilken gade eller stræde man vil gå om aftenen hører man dans og musik i kælderen. Og vil man af nysgerrighed se hvad folk, der besøger sådanne steder, og som er årsagen til den strygende forretning sådanne værter har, vil man finde at det næsten udelukkende er tjenestepiger der fordriver tiden på sådanne steder. Ved oftest uden deres madmoders vidende at snige sig derhen, når de skulle forrette byærinder. At mange tjenestepiger ved denne lejlighed forledes til et eller andet skadeligt fejltrin, hvis sørgelige følger hun siden, når dansenykkerne er svedt ud, bittert må beklage, er hverken synderligt eller besynderligt, men meget begribeligt.

Egentlig drives disse danseøvelser hyppigst om vinteren i hovedstaden, såvel søgne- som helligdage. Men om sommeren drives disse for sundheden så tjenlige øvelser også uden for alle stadens porte. De indretninger hvor sådanne øvelser holdes, kaldes da ikke danseboder, men dansesale. Nogle tager betaling for entreen, andre ikke. Blandt de skønnest og tillige billigste indretninger er den på første Blegdam. Salen som vender ud mod haven, er meget rummelig og ret smukt indrettet, såvel for de dansende personer som for dem der blot agter at være tilskuere, da den til disse bekvemmelighed er forsynet med loger. Entreen er meget lav, hvilket forekommer anmelderen synderligt, for entreprenøren tager blot en mark for billetten og giver endda en sopken oven i købet. Dette synes synderligt. Men hvem som ikke vil tro mig på mit ord, kan selv gå derhen og han skal finde at det er sandt. Entrebilletten lyder således:

Da anmelderen syntes at denne entrebillet lød helt lystelig, spurgte han værten, en meget lille anstændig og ordentlig mand, om årsagen til denne afgift. Min ven, svarede han, jeg er nødsaget til at tage noget for min entrebillet til dansesalen. Jeg betaler høj husleje og hvorledes skal den indbringes på anden måde. Gjorde jeg ikke det, ville min sal snart blive opfyldt både af kreti og pleti, i stedet for som nu af anstændige folk. Desuden er det kun en fornøjelse jeg anretter to gange om ugen for det offentlige, nemlig søndag og onsdag. Og hvem som da ikke har lyst at give mig denne ubetydelige profit, han kan blive i byen.

Jeg fandt heri hverken noget underligt eller synderligt, men at manden havde ret, da ingen på nogen måde kan klage over den mark han giver ud, men kan endda sige at han får smæk for sin skilling.

Ved denne lejlighed faldt anmelderen det ønske ind at stedets ejer, som i sommer har prydet sin ejendom med et smagfuldt gitterværk, tillige ville hensætte nogle bænke til de spadserendes afbenyttelse ved det lysthus han har ladet oprejse i den gang i haven som vender mod vejen.

(Politivennen nr. 77, Løverdagen den 21de Juni 1817, s. 1297-1302)

Noget om Blegdamsvejen

Det er unægteligt en sandhed at Blegdamsvej er en behagelig spadseretur for hovedstadens indbyggere. Dels fordi den ligger tæt på, dels på grund af de smukke bygninger den er prydet med på den ene side og den frie udsigt man har til marken på den anden. Det må derfor glæde enhver som finder behag i denne spadseretur, når man ser hvorledes beboerne næsten kappes om at forskønne deres bygninger. Hvert forår vil den som lægger mærke til det finde at alle de bygninger og haver som vender ud til denne vej er blevet mere og mere forskønnet. Således har ejeren af Blegdamsvej 1 prydet indgangen til sin bolig med et nyttigt bolværk som sikrer fodgængerne for ikke i mørke at styrte ned i den farlige dybe grøft. Hvad der før let kunne ske da stedet bebos af en del familier hvor forretninger ikke altid tillader dem at søge hjemmet ved dagslys. Flere ville sikkert efterligne denne ejers eksempel når de føler som han at uagtet sådant er bekosteligt, er det dog særdeles nyttigt og vigtigt for fodgængere.

Ikke Blegdamsvej, men tæt på: Et kik gennem Fælledvej mod Nørrebrogade fra Sankt Hans Torv, o. 1830. Nr. 1 på Blegdamsvej kan endda være huset helt til venstre. Men mon ikke Blegdamsvej har set nogenlunde lignende ud? Man kan forestille sig husrækken fortsat ud af billedet til venstre langs Blegdamsvej, mens markerne ligger til højre. Og der går da en ko rundt på torvet. (Før og Nu 1921).

Grøften på den vej giver rigtig nok en afskyelig stank fra sig om sommeren som ikke kan være andet, da den sjældent renses. Og selv hvis det sker, så sker det dog aldrig af alle beboerne på en gang. Deraf følger at når A i dag har ladet det stykke af grøften rense som tilfalder ham, og har martret de forbigående med stanken inden urenligheden kan køres bort, så begynder måske naboen i morgen, og så fremdeles. Da rensningen var offentligt bekendtgjort, var det ønskeligt om det var gørligt at denne rensning blev foretaget en gang årligt. For da kunne de som ikke ville udsætte sig for denne ubehagelighed og stank som deraf ville flyde, afholde sig fra denne vej.

En enkelt mand, ejeren af Blegdammen 19 har gjort en indretning til grøftens renlighed som tiltrækker sig enhver forbigåendes opmærksomhed og bifald. Det er en sand fornøjelse af betragte denne smagfulde og nyttigt indretning om hvis fortræffelighed der ikke kan siges mere end at det var ønskeligt at enhver som havde råd og evne til det ville følge denne ejers eksempel. For derved ville den fra naturens side så yndige vej sikkert blive befriet for stank. Såre meget ville den blive forskønnet, især når flere ville følge en anden ejers eksempel på denne vej, nemlig ved at forskønne indgangen til deres bolig med en lille blomsterhave, lig lyststederne på den yndige Strandvej, forsynet med stålgitterdør. At grøften ved Fælleden da ville falde ikke til sin fordel mærkelig i øjnene når disse forskønnelser skete, er ligeså sikkert som det er vist at der ville sørges for dens ordentlige oplægning. Og at der ville blive foranstalte en sådan indretning at kreaturerne ikke som nu kunne spadsere ud på vejen når de længes efter hjemmet, men at de måtte blive i deres indelukke indtil vedkommende selv lod dem drive hjem. De som spadserer på vejen og har en hund med sig, kan da tillige gå i sikkerhed uden at befrygte som nu jævnligt sker især om aftenen kl. 7, at blive omringet af køerne der som bekendt har en naturlig lyst til at efterstræbe og søge disse dyr, eller når dette ikke kan lykkes dem, deres ejer.

Imidlertid kan det ikke nægtes at er der mange smukke indgange til disse boliger, så giver der også nogle som er så brøstfældige og svage at man næsten hverken til vogns eller fods med sikkerhed kan betræde dem. En udmærker sig især. Den ligger omtrent midtvejs og er beklædt med brædder. Men disse er så løse og så rådne at man må befrygte især da stenfundamentet neden under virkelig har skudt sig til siden, at den kan styrte ned ved en mådelig tyngde. Ligeledes ses på samme vej en temmelig høj forfalden bygning hvori der fra vejen hverken kan ses hele blændinger mellem stolperne eller vinduer, kort sagt den ligner et billede på et skafot, er et hæsligt syn for de forbigående og sikkert ikke brugelig til andet end at blive nedrevet, hvilket ejermanden for sin egen sikkerhed nødsages til engang at gøre hvis ikke blæsten i forvejen skåner ham for ulejligheden. Dog da det er almindeligt at enhver ser på sin fordel så er det ikke at tvivle på at bemeldte ejer ikke alene lader sin indgang istandsætte, men også i tide nedriver bemeldte bygning som efter al sandsynlighed ellers styrter ned af sig selv

(Politivennen nr. 71, Løverdagen den 10de Maj 1817, s. 1201-1205)
Den skarpe iagttager vil måske bemærke at Politivennen springer over siderne 1100-1199.

Bekendtgørelse

1) Det glæder udgiveren at kunne bekendtgøre at ejerne af stræderne på Blegdamsvejen siden klagen i nr. 71 har ladet de grøfter der trængte til rensning rengøre og for at forskåne de spadserende for stank, er denne renselse foretaget af alle på en gang.

(Politivennen nr. 73, Løverdagen den 24de Maj 1817, s. 1247) 

Forslag til Bedste for Øjnene

Det er unægtelig en særdeles behagelig spadseretur for fodgængere at gå fra Øster- og Nørreport langs med broen og op ad Blegdamsvej, især da denne vej er mere landlig og enlig end de spadsereture som findes uden for Vesterport. Men når man vil gøre denne spadseretur især når vinden er lidt stærk som i denne tid, kan man ikke nyde denne fornøjelse uden at frygte at få øjnene fulde af kalkstøv som ryger fra de vogne som daglig tager denne tur fra Kalkbrænderiet. Det var derfor at ønske at de som lader kalk afhente fra kalkbrænderierne ville lade deres vogne forsyne med en pressening eller overdæksel. For derved ville såvel de som kører i åbne vogne som fodgængerne blive forskånet for at få urenlighed i øjnene og deres klæder ødelagt af den skadelige støv som altid, selv når vinden ikke er stærk, dog alligevel falder fra disse vogne

(Politivennen nr. 70, Løverdagen den 3die Maj 1817, s. 1093-1094)

Uden for Østerport. Omtrent en kilometer længere mod nord (der hvor den spadserende mand er på vej hen) lå kalkbrænderiet. Formentlig området hvor nu Dag Hammarskjölds Alle er nu, og længere ude Østerbrogade som det så ud 1840. Vejen er brolagt. Jeg ved ikke om den var det i 1817. (Før og Nu 1921).

Redacteurens Anmærkning

Kalkbrænderier var i 1731 blevet flyttet uden for voldene omtrent til det nuværende Nordhavn Station. Dette blev i 1770'erne suppleret af et nyt kalkbrænderi lidt længere mod nord.

Om Spadseregangene omkring Byen, i Særdeleshed om Blegdamsvejen.

Indsenderen af disse linjer er en af de mange som efter 6 dages arbejde ikke har lejlighed til på den syvende at leje sig en vogn for at nyde den frie luft på landet. Så let som det nu er at undvære denne fornøjelse, så tungt er det at man ikke uden stærk strabads til fods kan nå en behagelig let åndende luft omkring byen. Går man ud af Vesterport, møder man straks slagterne som slet ikke endnu efter givne advarsler og erindringer har til bekvemmelighed for stadens indbyggere hvoraf de lever, forandret deres slagtersteder fra forhuset til baghuset, men rolig efter gammel skik og brug vedbliver at forpeste luften for de forbigående. 

Tager man turen ud af Kastelsporten, så er vejen og luften god indtil man kommer på Blegdamsvejen, men da er alt forbi og den mest afskyelige lugt møder allerede nu på denne årstid den gående fra det stillestående vand i grøfterne. Er det vane eller ligegyldighed at så mange mennesker som bor på dette lange strøg, kan udholde en sådan stank, eller ligger vel ikke snarere grunden i mangel på den beslutning at skaffe vandet en friere fart eller lede det i en anden gang, fx bag haverne. Hvad årsagen er eller ikke, venter man at der vel findes en mand som vil påtage sig udførslen, og man tvivler ikke på at beboerne jo vil lægge daglejere til for således selv at skaffe sig en af livets behageligheder og med det samme sørge for det folks fornøjelse som giver dem livets ophold og glæder.

(Politivennen. Hefte 16. Nr. 206, 3 April 1802, s. 3285-3287)

Uordener.

På Blegdamsvej der er slem nok i sig selv, ser man til sin forundring hele bunker af gadeskarn henlægges, hvorved vejen bliver endnu dårligere. Men dette er ikke nok, man ser ofte endog midt på dagen hele læs af menneskeskarn blive kørt denne vej, og gøre luften såvel for den der går på vejen, som for den derved boende yderst ubehagelig. Man ønske meget at heri kunne ske nogen forandring.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 188, 28. november 1801, s. 3008)

Varsko paa Blegdamsvejene.

På Blegdamsvejene omtrent ligefor Erik Jonsens er opstablet en banke af ophugget is og skarn og lagt midt på vejen, så de som om aftenen kommer enten gående eller kørende og ikke kan se den, ufejlbarlig må komme til skade, når de træffer på den. Ligeledes var det at ønske at vedkommende ville have et øje med dem som sætter vogne på samme vej om natten. Anmelderen kom forleden aften sent og ville gå hjem, men havde det uheld at falde og slå sig slemt på en af disse. - Bagateller ville det være at opdage ejeren. - -

(Politivennen. Hæfte 3, nr. 38, den 12. januar 1799, s. 601)

Om Skarnet på Blegdammene

For nylig er man blevet nogenlunde fri for den rakkerkulestank, som man måtte døje hver gang man kom forbi Blågård. For nylig og efter mange frugtesløse klager. Men man har ikke tænkt på Blegdamsvej fra Nørre til Østerport, og stanken er mindst lige så stor. Årsagen er åbenbar for alle den samme, som overalt hindrer renligheden hos os: Mangel på afløb. I store, dybe og brede diger står skarnet uden mindste udløb. Ja det synes endog, at man er bange for at det skulle flytte sig til trods for den slette nivelation, og for tyngdeloven, da man man ved hver indgang ser diget stoppet med et skot af brætter. I sandhed: Hvis beboerne ikke klager, hvis de fortsat tålmodigt indånder den stinkende luft og det utålelige støv, som vognene jager ind til dem, så fortjener de ikke at blive ynket, da jeg, som blot en gang om dagen går denne vej, ikke kan bare mig for at lade dette indrykke i Politivennen, måske blot for at grines ud af vedkommende.

Kræsennæse

Hr. Kræsennæse viser en alt for svag tro når han formoder at de anker som dette blad fremlægger for almenheden, blot tjener til latterstof, og ingen virkelig gavn medbringer. Dersom udgiveren ikke havde en stærkere tro, skulle han for lang tid siden have kvalt det i fødslen. Sikkert møder Politivennen som enhver anden forbedrer ofte latter og hån. Den som ikke kan tåle disse, børr aldrig ytre et muk imod de mest plagende mmisbrug. Mange derimod dømmer den som rimeligt efter hensigten. Noget er dog udrettet til det bedre ved den. Der er mange mennesker som gerne vil rette hvad der er kroget når de først bliver overbevist om at det ikke er lige. Ved enden af kvartalet skal listen på de skete forbedringer vise læserne at bladet iikke har været unyttigt. Og af kærlighed til mine medborgere vil jeg håbe at denne forbedringsliste ved hveert fjerdingår vl blive større indtil den blot må tage af fordi årsagerne til anke bliver færre.
Udgiveren

(Politivennen nr. 9, 1798, Side 142-144. [Estimeret dato: 22. juni 1798])