Hytte-Christian. (Efterskrift til Politivennen)

"Hytte-Christian" er død! Kun faa af Blegdamsveiens Beboere have ikke kjendt "Hytte -Christian". Men hvem var da denne "Hytte-Christian"? Et fader- og moderløst Barn, som Mo'er Bentzen i Hytten paa Nørrefælled ved Enden af St. Johannes Kirkens Have ved Blegdamsveien efter sit eget Udsagn "fik, da han var sex Uger gammel". Det var da et lille sørgeligt Væsen, der i de første Aar gjennemgik "ligesaa mange Sygdomme, som der er Uger i et Aar", men i de sidste Aar "blomstrede som en Rose". I disse sidste Aar har man hver Morgen kunnet se "Hytte- Christian" træde ud af sit Paulun og kaste et venligt og kjærligt Blik ud over den store Fælled. Især om Sommeren var han i sit Es: da saa maa ham med veltilfreds Mine mønstre sine Undergivne, de Heste og Køer samt det Ungkvæg, der græssede paa Nørrefælled - Lammene sorterede ikke under ham; de vare henviste til Vester fælled - ; han klappede og kjærtegnede disse sine Undersaatter og puttede dem et Stykke Brød i Munden, Dele af den Overflod, han paa en ærlig Maade havde reddet hos sine Velyndere paa Blegdamsfælleden. Undertiden var der blandt de Undergivne nogle Rebeller, som gjorde Optøier; da blev Christian nødt til at bruge sin Myndighed, han svingede sin lange Pidsk, som han selv havde forfærdiget af fundne Tovstumper, og i Bragen af hvilken han ved stadig Øvelse havde opnaaet en saadan Færdighed, at han ved hvert Slag "kunde klippe Enden af et Halmstraa", som han havde fastgjort i Hyttens Dør. Sin første Undervisning i denne ædle Sport har han formodentlig erholdt af sine Herskabskudske, der jævnlig for Betaling indtog en lille Opmuntring ved Hytten, naar de paa Fælleden tilkjørte deres Herskabers vælige Heste.

Medens "Hytte-Christian" saaledes passede sin Dont, vidste han ved sin Munterhed, Godmodighed og Høflighed at vinde Interesse for sig hos mange Familier paa Blegdamsveien i Nærheden af Hytten; de gav ham Middagsmad og anden Mad samt mangen Gang gode Klæder; en Ritmestre gav ham til sidste Jul en hel Klædning. Disse Familiers Børn flokkede sig, naar de vare frie for Skolen, stadig om Christian ved Hytte; Christian . som var den spinkleste og mindst udviklede af dem alle, var i Reglen den stærkeste til at slaa Saltomortaler, springe osv., ja selv i den ædle Boxekunst stod han ikke tilbage. Hvorfor søgte alle disse Børn hen til den fattige, ofte pjaltede Dreng med de bare Ben? Der maa have været noget Særegent hos ham , som udøvede denne Tiltrækningskraft. Kun et Exempel paa, hvorledes Christian var elsket af Børnene. En Dag, da det havde regnet stærkt, og Fælleden var baade vaad og kold at betræde med bare Fødder, løb en af hans Legekammerater hjem og bad, om han ikke maatte give Christian et Par Støvler, som vare for smaa til ham selv, og et Par Strømper. Han fik Tilladelse dertil; et Kvarter efter var Christian udstyret med Støvler og Strømper, og paa Forespørgsel erklærede han, at de passede ypperlig, og "Hytte-Christian" med Støvler og Strømper - et aldeles nyt Syn - fik sig et vældigt Hurraraab. Men da Legekammeraterne et Par Timer efter vare forsvundne fra Fælleden, listede Christian sig ind i Hytten, tog Støvler og Strømper af og gjemte dem langt inde under Sengen. Da han den næste Dag atter præsenterede sig for Legekammeraterne, tilstod han aabent og ærlig, at det havde gennet ham forfærdelig at have Noget paa Fødderne, at det hindrede ham meget i hans frie Bevægelser, og han bad om at maatte gjemme Støvler og Strømper til Vinteren, hvilket enstemmig blev indrømmet.

"Hytte Christian" var taknemlig mod dem, der "viste ham Velgjerninger; han udførte Ærinder for dem med den største Ærlighed, Hurtighed og Akkuratesse. Den gamle Klokkerkarl ved St. Johannes Kirken, der, som han sagde, var "saa stokdøv, at Ringningen slet ikke gjorde ham Noget", hjælp han med at trække Klokken, naar det ved Ringning i Timevis skulde forkyndes, at Spækhøker X's Kone blev begraver, og at X. var rig nok til at betale en saadan Forkyndelse. Herved tjente Christian sig ofte en Otteskilling, og hans Ørehinder bleve snart saa vante til Klokkens stærke Klang, uagtet han ikke var "stokdøv", at det "Ingenting gjorde dem".

Vinteren var den strengeste Tid for Christian; thi uagtet Kakkelovnen i Hytten ifjor havde faaet et nyt Rør, vilde den ikke trække med alle Vinde, og den egensindige Ovn fyldte da hele Hytten med Røg; Døre og Vinduer bleve lukkede op. Ilden kastet ud paa Marken, og Christian foretrak at fryse fremfor at kvæles af Røg. Men forrige Vinter var det anderledes. Da var hele Fælleden fra Østertil Nørrebro en speilglat Isflade, og Christian havde af en Kammerraad faaet et Par splinternye Skøiter: paa dem fløi han snart fra Nørre- til Østerbro og fra Øster- til Nørrebro med ligesaa stor Færdighed som sine Legekammerater, næsten bort fra Sorg og Røg i Hytten.

Sidste Sommer, der var varm og tør, var en god Tid for Hytte-Christian; han kunde rigtig tumle sig paa Fælleden. Den eneste Hjertesorg, som traf ham, var, at et Par smukke Duer, som han havde faaet foræret af en Justitsraad, fløi bort fra ham. Sidst i November begyndte Christian at klage over Smerter i Brystet og Ryggen; midt i forrige Maaned maatte han give tabt, og der maatte søges Lægehjælp til ham. Han havde Brystbetændelse og blev indlagt paa Frederiks Hospital i de første Dage af denne Maaned. Da han skulde kjøres dertil, bad han sin Plejemoder om at maatte faa de nye Klæder paa, som han havde faaet af Ritmesteren til Julen. Han mente, at det var bedst at vente, til han kom ud fra Hospitalet igjen, men med svag Røst og Taarer i Øinene bad han om endelig at faa dem paa: "Jeg faaer aldrig mere Brug for dem; jeg konmer aldrig igjen tilbage til Hytten" - og han sagde sandt; thi den 16de ds. Kl. 3 om Eftermiddagen døde Christian i en Alder af 13 Aar trods Lægernes Anstrengelser for at redde hans Liv; Hjælpen var søgt for sent. Christian, der aldrig har kjendt sine Forældre, døde ogsaa blandt lutter ubekjendte Mennesker.

Har Nogen ved denne simple Fortælling faaet Interesse for den lille "Hytte-Christian", som har vundet saamange Hjerter paa Blegdamsvejen, og vil Nogen høre noget Nærmere om ham, veed hans Pleiemoder Meget at fortælle. Og giv hende da en lillle Skærv til Hjælp ved den lille Drengs Begravelse, som finder Sted i dag!

S

(Dags-Telegraphen (København) 21. januar 1869).