Den stormede Politistation. (Efterskrift til Politivennen).

Batalje paa Dyrehavsbakken.

Paa Dyrehavsbakken var der i Aftes en større Batalje, idet to unge Knægte, Robert Emil Hansen fra Thorsdage og Knud Andreas Hansen fra Slotsgade, lavede Ballade, bl.a. i Dansesalonen "Figora", hvor de knuste Stortrommen, hvorefter Politiet indsatte dem i Arreesten. Her forsøgte en Bøllesværm at befri dem, og Politibetjentene, 16 i Tallet, maatte have Stavene frem, inden det lykkedes at jage Spektakelmagerne fra hinanden og faa de to Anholdte ført til Blegdamsvejens Arresthus.

(Aftenbladet (København) 1. august 1927).

Træ-Stationen paa Bakken.

Det er jo ikke nogen særlig imponerende Bygning, Politiet har som Station paa Dyrehavsbakken, og dog har den gennem Aarene været Skuepladsen for mangt et Braavallaslag.

Bakkens Gæster er jo ikke alle lige sagtmodige Naturer, og bruser først Blodet, skal der oftest tages et ordentlig Nap, før Temperaturen atter staar paa normale Tilstande.

I Lørdags var ,som omtalt, en Bøllesværm nærmest ved at rive hele Huset ned, men Stationen holdt sig skam, takket være Ankomsten af en Undsætningsstyrke paa 16 Mand med Gummi Haandgranater.

Træ Stationen har altsaa visse Lighedspunkter med Verdun-Fæstningen. Den har hidtil væretuindtagelig, og forhaabentlig holder den sig rank, til den mør af Ælde af sig selv synker i Smuld.

(Aftenbladet (København) 2. august 1927).

Amerikansk Lynchjustits i København. (Efterskrift til Politivennen)

Kafé "Det grønne Træ" i Viborggade 48.

Københavnerne har, som vi ofte har peget paa det heri "Aftenbladet", en sygelig Trang til at raabe paa Politi, saasnart der bare er den ringeste Lejlighed dertil - undertiden endda, naar der slet ingen Anledning er.

Men i Gaar fik man rent undtagelsesvis Lejlighed til at se en Flok jævne og praktiske Mænd paa egen Haand ordne en Affære der ellers nok i Følge hele sin Natur kunde have paakrævet Politiets og Retfærdighedens Indblanding.

Det var ude i Kafé "Det grønne Træ", den gamle Beværtning, der ses paa Billedet herovenover, og som ligger ude i Viborggade som et sidste Minde om hine fjerne Tider, da der laa Haver og Landsteder paa det Østerbro, hvor nu de lange, snorlige himmelhøje Gader strækker sig.

Kaféen indehaves af en Enkefru Olsen, der driver den sammen med en tidligere Politibetjent Breiting og hendes Søn, en ung Mand, der i sin Tid sejlede som Hovmester ovre i Amerika, men som kort efter, at han for en halv Snes Aar siden vendte hjem, ved et Uheld med en Revolver fik en Kugle i Hovedet og mistede Synet, saa han siden har levet i "Det grønne Træ" som en stakkels blind men dog ikke helt ubehjælpsom Mand.

Han er den ene af Parterne i Affæren fra i Gaar Eftermiddags. Den anden var en for nylig hjem permitteret Marinesoldat, der sad som Gæst i Kaféen hvor der foruden befandt sig en halv Snes andre Gæster.

Pludselig savnede den blinde Vært sin Tegnebog, der indeholdt hele Ugens Omsætning, over 2000 Kr. Og naturligvis gav han sig til at skrige op af Forfærdelse over Tabet af de mange Penge, som han om Aftenen skulde aflevere til sin Moder.

En enkelt af Gæsterne supplerede hans skrig med at foreslaa, at man straks skulde sende Bud efter Politiet. Men da rejste en anden Gæst sig og det aabenbart en, der har været i Amerika og set, hvordan man bærer sig ad derovre. Han beordrede alle Udgangsdørene lukkede. Og saa sagde han: Saa lader vi os visitere allesammen! Lader os kigge efter af hinanden, saa vi kan faa se, hvem af os, der har neglet Tegnebogen!

Det skete, som han bød.

D. v. s. da Visitationen var godt i Gang, var der en af Gæsterne, den fornævnte Mariner, der pludselig fik ondt og gled ind paa Toiletrummet!

Hans Forsvinden fæstede øjeblikkelig Mistanken paa ham. Og da man fik ham halet ud fra Toilettet og undersøgte dette, fandt, man den forsvundne Tegnebog med alle Pengene gemt i en Krog derinde.

Tyven var altsaa leveret. Og den første Gæst var der igen med sit Raab paa Politiet. Men saa rejste Amerikaneren sig for anden Gang:

- Ingen Politi her! Hvad Glæde har vi eller Olsen af det? Nej - la'e os selv holde Lynchjustits! Lad os gi' Slubberten en regulær Dragt Klø, saa han kan lære at holde sig i Skindet en anden Gang, og lad os saa lade ham rende med sin Skam!

Det skete igen, som han bød!

Stærke Hænder greb Marineren. Op paa Bordet med ham. Enden i Vejret. Og saa frem med Bukseremmene. Hvorpaa Synderen fik sig en Omgang Strambuks, der varede et godt Kvarter og aftvang ham en Række hjærteskærende Smertenshyl.

Og alligevel saa' han helt taknemlig ud, da Afstraffelsen var til Ende, og han med et videre Spark af Amerikanerens Støvlehæl blev smidt ud af "Det grønne Træ"s Paradis med Tilhold om ingensinde mere at sætte sine grimme Ben dér.

Dommer Lynch havde været i Arbejde. Den blinde Vært fik sine Penge igen. Og Gæsterne fik en ekstra Omgang til Tak for Assistancen.

(Aftenbladet (København) 28. juli 1925).

De københavnske Bøller er blevet tæmmede.

Selv i Vesterbrogades berygtede Sidegader nærmer man sig Idyllen.

Bøllens Risiko og Straf.

Et Interview med den fung. Politiinspektør.

Natten til igaar blev Kontorchef Kofoed og Dr. Ditlef Nielsens Søn Knud Ditlev Nielsen udsat for et alvorligt Overfald, da de opholdt sig udenfor Kontorchefens Villa paa Ordrup Jagtvej og netop var ifærd med at tage Afsked med hinanden.

Overfaldet var saa alvorligt, at Dr. Ditlef Nielsens unge Søn maatte bringes paa Hospitalet, hvor der forestaar ham et ikke helt kortvarigt Ophold.

Er Bølleuvæsenet i Tiltagende?

I Anledning af denne Hændelse har den Overfaldnes Fader fremsat nogle Udtalelser om Bølleuvæsenet, som han mener er i udpræget Tiltagen.

Politiassistent Mellerup.

- I min Ungdom, siger Dr. phil. Ditlef Nielsen, var den Slags umotiverede Bølleoverfald meget almindelige. De var næsten blevet en Landeplage, op det havde til Følge, at vi Unge søgte Uddannelse i Boksning og lignende Selvforsvars-Midler.

Det skabte Respekt, og det holdt Bølleuvæsenet nede.

Nu er Bølleuvæsenet igen ved at rejse Hovedet.

Havde min Søn fulgt mit Eksempel, vilde han være sluppet for det Hospitalsophold, som nu forestaar ham. Jeg har nemlig selv Vished for. at et velrettet Boksestød er i Stand til at drive en anmassende Bøllesværm paa Flugt.

Politiet er af en ganske anden Mening.

Vi har forelagt Dr. Ditlev Nielsens Udtalelser for den fungerende Politiinspektør. Politiassistent Mellerup, hvis daglige Gerning ligger i et af de københavnske Kvarterer, der i hvert Fald tidligere blev anset for et af de uroligste - Vesterbro med alle Sidegader, som en Gang ikke havde noget godt Ry netop i denne Henseende.

- Hvordan Forholdene er for hele Københavns Vedkommende, tør jeg ikke udtale mig om, svarede Politiassistenten, men for Vesterbros Vedkommende er Bølleuvæsenet gaaet ganske betydeligt ned. Vi har i denne Retning et nærliggende Eksempel i Saxogade, der blot for nogle Aar siden nærmest maatte siges at være berygtet - den er nu blevet næsten helt fredsommelig.

Naar vi kan konstatere denne glædelige Nedgang i Antallet af Overfald paa sagesløse Personer, saa findes der en ganske interessant Forklaring herpaa, som en af mine Betjente gjorde mig opmærksom paa, da vi forleden talte om Spørgsmaalet. Det er, at Voldsmændene efterhaanden er kommet saa højt op i Straf, at Risikoen er blevet for stor. Jeg husker her særlig eet Eksempel, en Fyr, som vi havde herude for nogle Aar siden, og som havde gjort sig det til en ren Sport at staa i en Gadedør i Saxogade og ganske uventet falde over absolut sagesløse Personer.

Han var haard at faa tæmmet, men han er nu kommet saa højt op i Straffene, at han ved, hvor meget det gælder, hvis han en Gang til bliver grebet i en saadan Forbrydelse.

Betegnende er det ogsaa, at da jeg kom herud til Stationen, maatte der saa tidligt om Aftenen som fra 7-10 patrouillere to Betjente sammen i Saxogade, idet det viste sig, at den enkelte Betjent var udsat for Forulempelser af Bøllerne. De Forhold eksisterer slet ikke mere.

Heller ikke i Omegnen, siger Lyngby Politi.

Men hvordan stiller nu Forholdet sig i Københavns Omegn?

Vi retter dette Spørgsmaal til Politiet i Lyngby, der for Aar tilbage ofte havde meget alvorlige Overfaldssager at behandle.

- Det passer absolut ikke for vort Vedkommende, siger Overbetjenten - og der er vist ikke ret mange, der vil give Dr. Ditlev Nielsen Ret i, at det er saa slemt. Det er mit bestemte Indtryk, at Bølleuvæsenet er ved at forsvinde - samtidig med Drikkeriet. Eric.

(B. T. 27. juni 1925).

Røveri paa Vesterbro. (Efterskrift til Politivennen)

En Landmand skamslaaet og plyndret.

Københavns Politi anholdt Mandag en ualmindelig raa Voldsmand, Carl Jørgensen. Den anholdte sad forleden Aften paa en Beværtning i Istedgade sammen med en af Vesterbros letlevende Kvinder Paula Bøje-Rasmussen. De var kommen i Selskab med en Landmand, der var velbeslaaet med Penge, og som ustandselig rekvirerede Spiritus. Parret syntes imidlertid, at man skulde have endnu mere og blev meget fornærmet, da Landmanden betalte sin Regning og gik. Paula Rasmussen fulgte efter og fik han til sidst overtalt til at gaa med tilbage til Beværtningen. Saa fortsattes Drikkeriet en Tid, skønt Landmanden var meget beruset.

Ved Lukketid, da Manden hverken kunde høre eller se, betalte han for i anden Gang en større Regning. Jørgensen saa ved den Lejlighed, at han endnu havde en Del Penge hos sig. Saa snart Manden var kommen ud paa Gaden, gik Parret ogsaa. Jørgensen fulgte selv efter den ravende Mand. Er Stykke henne i Gaden opdagede Landmanden en aabentstaaende Gadedør, hvor han gik ind, antagelig for at sætte sig og hvile lidt paa Trappen

Næppe var han kommen indenfor, før Jørgensen indfandt sig. Skønt denne maatte have let Spil overfor den berusede Mand, slog han ham flere frygtelige Slag i Hovedet, saa han straks faldt bevidstløs om ved Foden af Trappen.

Her blev han senere fundet af nogle af Husbeboerne, der tilkaldte Politiet. Paa Politistationen kom han saa meget til sig selv. at han kunde forklare, hvad der var sket. Nogle Kriminalbetjente blev sendt ud og fandt hurtigt, hvem Parret var.

(Kjøbenhavns Amts Avis. Konservativt Organ for Gjentofte- og Lyngbykredsen 21. januar 1925)

Udbyttet blev ca. 50 kr. Poula Jørgensen blev også anholdt, men løsladt igen. Hun forklarede imidlertid at Carl Jørgensen havde allieret sig med en kammerat, Thorvald Burthoft. Han blev nogle dage senere anholdt.

De "letlevende kvinder" søgte fx husrum på Hotel Banegaarden, Istedgade 6. Alfonser kunne også være "pæne" mennesker som levede en dobbelttilværelse, fx barber Einar Viggo Jensen, der december 1924 blev anholdt for alfonseri, selv om han var gift. Han var alfons for en hel skare letlevende kvinder. Han blev anholdt i Westend 6.

Den blinde Kurvemager fortæller sit Livs Tragedie. (Efterskrift til Politivennen)

Tjenestekarlen, der blev pryglet og mishandlet af to Bønder til han mistede Synet.

Den ene af Slynglerne klippede ham i Øret med en Saks - for at mærke han for hele Livet.

Børnene i Gaden stimler sammen.

- Der kommer han! siger de alle, deres Ansigter bliver pludselig alvorlige, og de stirrer mod en høj, fattigt klædt Mand, der langsomt arbejder sig frem, - og som har en halvvoksen Knægt til at føre sig.

Manden er den blinde Kurvemager Niels Nielsen

fra Folkvarsvej. Han har sin egen Historie, hans Liv er en Tragedie; det er ikke en medfødt Svaghed, det er ikke en alvorlig Sygdom, der har gjort ham blind. Nej, det er en Bondes Kørepisk, en raa og brutal Bendes Mishandling, der har gjort, at Niels Nielsen for evigt har mistet sit Syn.

Vi følger med ham hjem, følger med til hans blinde Kone og hans to Smaapiger, den ene er 3, den anden kun et halvt Aar gammel, og her i hans lille Lejlighed beder vi ham fortælle om

hans Livs Historie

Alt tegnede saa lyst og festligt, alt Syntes at være i den bedste Gænge for ham. Han var Bondekarl han tjente i Kirkelte ved Lillerød, og selv om han ikke var beslaaet med Gods og Guld, fandt han Livet herligt. Han haabede som alle andre, der vil frem, han haabede indtil den Dag, han brutalt blev frarøvet Synet ved et modbydeligt og raat Overfald fra sin Husbonds Side.

- Det var den 8. Oktober 1904, siger Niels Nielsen. Vi var færdige med alt Høstarbejdet, og da jeg om Formiddagen vilde køre Hestene ud paa Marken, kom min Husbond, Gaardejer Christian Petersen, og siger til mig:

- Du skal ikke køre Hestene ud. Det skal jeg nok selv besørge. Jeg har ikke Brug for Dig mere, Du kan rejse med det samme.

- Jeg saa paa ham, fortsatte Niels Nielsen, jeg var meget forundret. Jeg vidste jo nok, at enkelte Gaardejere benyttede den Trafik at smide deres Folk af Tjenesten for at slippe for at betale dem deres Løn, men jeg havde alligevel ikke ventet mig den Behandling.

- Var han da ellers flink?

- - Naa-h, det er saa meget sagt. Han havde jo en grov Mund og var noget hidsig og opfarende, men vi var da kommet ud af det sammen.

- Hvad sagde De til ham?

- Jeg sagde, at jeg mente, jeg var fæstet hos ham og ikke uden Grund kunde jages paa Porten; men han blev ved sit, og saa lod jeg ganske roligt Hestene staa og gik ned til Byen for at hente mit Kravetøj og forskellige Smaating.

Da jeg ved Middagstid kom hjem og vilde gaa over i Borgstuen for at faa min Mad, kom Christian Petersen løbende hen imod mig, hidsig og rasende som en Tysker. Jeg skulde ikke have nogen Mad, ikke det mindste, jeg var færdig hos ham og kunde blot skrubbe af. Han brød sig ikke om at se mig et Øjeblik længere.

Naa, jeg lovede saa at gaa, blot jeg fik mine Penge.

Prygl.

Men det skulde jeg aldrig have sagt, for i sin Hidsighed gav han sig til at gennembanke mig.

- Slog De ikke igen?

- Jo, saa godt jeg kunde; men det varede ikke længe, for vi havde ikke slaaet mange Slag, før Christian Petersens Nabo, Peder Mathiesen, kom til og hjalp sin Frænde. De to gennembankede mig paa det frygteligste. Aldrig nogen Sinde er jeg blevet behandlet paa den Maade, og jeg ømmede mig og skreg af Smærten efter Slagene.

Chr. Petersens Moder kom til.

- Men hvad er det dog, Du gør ved ham, Christian? sagde hun. Lad det stakkels Menneske dog gaa.

Men jeg fik ikke Lov til at gaa.

Begge Gaardejeme var saa hidsige, at de absolut ikke var modtagelige for Fornuft eller for en Appel om Skaansel. De tampede løs paa mig, antagelig anede de ikke selv hvorfor, men de gjorde det.

Og saa sagde Chr. Petersen pludselig:

- Hold ham fast, Peter, saa saa gaar jeg ind og henter Kørepisken.

Saa kan han mærke lære, at det er Alvor.

Peter Mathiesen holdt mig, og Chr. Petersen hentede sin Kørepisk. Var jeg ikke forhen blevet mishandlet, saa blev jeg det nu. Han gennembankede mig med Pisken, og da han ikke kunne mere, smed han mig ned i Stenbroen.

Blodet flød af mig. Jeg kunde intet se; men jeg tænkte ikke over, at jeg skulde være blind.

Det værste Blod blev vasket af mig, jeg blev smidt paa en Vogn og kørt til Hørsholm - og her sov jeg Natten over i Arresten. Det skulde jo laves om til, at det var mig, der var Forbryderen. Men den gik ikke. Dagen efter blev jeg indlagt paa Usserød Sygehus; men Lægen her sagde, at jeg skulde til en Specialist i København. Der var ogsaa en Betjent, som rejste med mig; men ingen Steder vilde de have mig, fordi Karlebo Kommune ikke vilde kautionere for mig. Saa blev jeg ført tilbage til Usserød Sygehus, og her laa jeg i 3 Maaneder. Overlægen var forfærdelig flink; men han vilde hele Tiden have, at jeg skulde til Behandling hos Professor Bierring her i København. Men han kunde ikke hjælpe mig.

Den ulykkelige Mand blev klippet i Øret med en Svinesaks.

- De var blevet blind? spørger vi.

- Ja, Nethinden var sprunget. Mit venstre Øje var daarligt, og det kunde jeg ikke se med, og det højre blev slaaet i Stykker med Kørepisken eller i Faldet mod Stenbroen. Hvornaar véd jeg ikke. Men det var frygteligt pludselig at mærke, at man ikke kunde se.

- Var det Deres egen Husbond, der mishandlede Dem mest?

- Ja, det var det vel; men det var da Peter Mathiesen, der klippede mig i Øret.

- Hvad gjorde han?

- Ja, han sagde til min Husbond: Hold Du ham nu lidt, saa skal jeg mærke ham, som han fortjener, - og han tog da en Svinesaks og skar mig i Øret. Jeg skulde mærkes for Livstid, og det blev jeg.

Men det var ogsaa hele den Løn, jeg fik for mit Arbejde den Sommer.

- Fik De aldrig nogen Erstatning?

- Nej, det viste sig, at Christian Petersen intet ejede. Han maatte gaa fra Gaarden, og nu er han Daglejer, hvis han da lever endnu.

- Og har De saa opretholdt Livet som Kurvemager?

- Ja, jeg kunde det jo, før jeg blev slaaet blind, og det har jeg altsaa ernæret mig ved. Nu fletter jeg Dækketøjskurve til De blindes Udsalg, og naar det gaar hurtigt, kan jeg tjene 24 Kr. om Ugen.

- Det kan De da ikke leve af?

- Nej, men af de Penge skal jeg jo ogsaa betale Medhjælp, og det er heller ikke saa billigt. Men vi faar Invaliderente, og det er vi evig glade og taknemmelige for. Bare jeg kan arbejde, er der intet som helst at være ked af, men jeg kunde godt lide at faa min egen Forretning. Saa vilde jeg faa mere for mit Arbejde end nu.

(Klokken 5 (København) 14. juni 1924).

En Pølsemand skamslaaet. (Efterskrift til Politivennen)

Han blev slaaet i Jorden og hans Vogn blev væltet. - Pølser, Sennep og Rundstykker i forvirret Kaos.

Ved 12-Tiden i Nat blev der udkæmpet et drabeligt SIag paa Amagertorv. Her havde 3 sildige Nattevandrere grupperet sig om en Pølsevogn, og de rekvirerede ind med en Voldsomhed, der ikke havde Bund i deres kontante Beholdning, og da Betalingens Time slog, kom det da ogsaa til et brutalt og blodigt Sammenstød. De 3 Mennesker vilde ikke betale Aagerpriser for Pølserne, fortalte de, og da Pølsemanden trods denne Forsikring alligevel krævede sin Betaling, foer de 3 Mænd over ham, kastede ham om paa Stenbroen efter at have gennempryglet ham paa det læsterligste, og blev, da Pølsemanden stadig laa og "gav ondt af sig", enige om at hælde hele Pølsevognens Indhold ud over ham.

Pølseforhandleren slap med Skrækken, og han fik rejst sig saa betids, at han kunde komme af Vejen, inden Vognen blev væltet. Han søgte at forhindre dette; men hans Anstrengelser var forgæves, og snart efter laa hele Vognens Indhold, Pølser, Sennep og Rundstykker, i en underlig kaotisk Blanding.

Pølseforhandleren raabte Gevalt, og en Del Nattevandrere satte i fuld Fart efter de 3 Voldsmænd. Det lykkedes at fange den ene - den 23-aarige Holger A., som blev bragt til Nørregades Politistation. Her fortalte han, hvem det var, han havde været sammen med, og i Formiddag er hans to Kammerater bleven anholdt.

(Klokken 5 (København) 4. april 1923).

Amagertorv ved Helligåndskirken (th). Foto fra Aftenbladet (København) 15. oktober 1926.

Olaf Hans Jørgen Olsen (3/8). (Efterskrift til Politivennen)

I oktober 1911 var Olaf Olsen arresteret på Svendsgade politistation i København hvorfra han undslap. I november 1911 var han igen-igen involveret i en voldsperiode og for at undgå pågribelse flygtede han til London. Han havde gennem årene forskellige forretninger til at dække over sin virksomhed som alfons: En cigarforretning i Viktoriagade 8 (omkring 1911).

Traver-Valde og den hvide Neger arresterede,

De to Voldsmand overfalder og skamslaar en svensk Opdager.

I Forgaar Alles er de to berygtede københavnske Voldsmænd, Valdemar Petersen. bedre kendt under Navnet Traver Valde og Olaf Olsen kendt under Navnet "Den hvide Neger", blevet taget i Forvaring at Politiet.

De to Herrer der begge er straffede adskillige Gange tidligere for Vold, Alfonseri m. m. har været paa fri Fod i det sidste halve Aar.

"Traver Valde" siden han udstod Straffen efter sin berømmelige Flugt gennem Politiinspektør Schepelern-Larsens Kontor oppe i Politiets tredje Afdeling. Vinteren har aabenbart været god for dem, som det hedder i Forretningssproget, thi man har kunnet se dem i den meste Tid overalt i den inferiøre Del af det københavnske Forlystelsesliv elegant udhalede efter allersidste Mode og strøende om sig med Penge som fuldendte Levemænd.

I Forgaars Aftes var de kommen paa Rundtur ude paa de frederiksbergske Varieteer. Humøret var højt hos dem, og de naaede helt henimod Midnat, inden de fik sat den Prik over I'et som et voldsomt Overfald paa sagesløse Folk er for dem, og som de skal have med for at en Aften skal kunne siges at være fuldkommen vellykket.

Men de fik Prikken med.

I Haven foran en af Varieteerne i Allégade væltede de sig pludselig som efter fælles Aftale ind paa to svensktalende Herrer, der intet anende kom udfra Variéteen, og som i Løbet af faa sekunder laa paa Jorden, blodige og halvt bevidstløse, mishandlede paa det frygteligste af de to Banditter.

Der kom straks Politi til, tre Betjente der imidlertid maatte fløjte om Hjælp og have Staaven i Brug inden det lykkedes dem at overmande Voldsmændene og faa dem førte til Stationen i Pilealleen. Her fik de Haandjærn paa og efter at have tilbragt Resten af Natten i Ensomhed hver i sit Detentionslokale overførtes de om Morgenen til Arresten paa Blegdamsvejen for i Grundlovsforhøret hos Fuldmægtig Graa at blive belagte med Arrest.

De to Voldsmands Ofre. af hvilke den ene er en kendt Opdager fra Malmøpolitiet, der var her i Byen for at eftersøge en svensk Tyv, maatte bringes til en Læge for at forbindes. De vi! begge komme til at give Møde i Frederiksberg Ret for at afgive Vidneforklaring under Sagen.

(Aftenbladet (København) 2. februar 1914).

Under retssagen påstod Olaf Olsen at han intet kunne huske, og da en arrestlæge udtalte at han led af epileptiske anfald, blev han dømt til fængsel på sædvanlig fangekost i 120 dage. Det var han tilfreds med.

Den 8. juni 1915 angreb Olaf Olsen to betjente (Kjerting og Møller) på Vesterbrogade. De slog imidlertid igen og han måtte flygte.

 I 1915 fik politiet nys om at han ulovligt udskænkede spiritus. 

Olaf Hans Jørgen Olsen (2/8). (Efterskrift til Politivennen)

I april 1907 flygtede Olaf Olsen fra Københavns Kommunehospital. Han blev pågrebet i Helsingborg og ført tilbage til København. Året efter var han igen i avisen:

Fra Danmarks Sodoma.

3 Alfonser i Aalborg leverer et Kæmpeslag.

Det er ganske forfærdelige Ting, der kan ske i Aalborg, den By, som ikke med Urette er kaldt "Danmarks Sodoma".

En rædsom Historie er Store Bededagsnat foregaaet deroppe, og herom beretter "Nordjyllands" Krigskorrespondent følgende gruopvækkende Enkeltheder:

I det smukke, men kølige Vejr Store Bededagsaften var 3 Kavallerer, der almindeligvis betegnes som Alfonser, kommen i Krigshumør og leverede ved Midnatstid en større Bataille i Jernbanegade og Sankelmarksgade. De 3 Herre var Chrisian Roed, af borgerlig Livsstilling Cyklesmed, "Rejsende" Olaf Olsen, ogsaa kaldet den "hvide Neger" eller "Greven", samt en Herre ved Navn Petersen, hvis Livsstilling angives at være Kok.

Udover, at de havde nydt en Del Spiritus, vides ikke, hvad der havde gjort dem saa fortrædelige paa deres Medmennesker, men de slog i hvert Fald ubarmhjertigt løs paa alle, der kom i deres RNærhed. Der faldt Lusinger den Aften, som gav Ekko i Gaderne og samlede et stort og revanchelystent Publikum paa flere Hundrede Mennesker.

Da man syntes, at det gik forvidt med d'Hrr.s Raaheder, begyndte Forsamlingen at gaa angrebsvis til Værks. I et Antal af henimod 100 forfulgte de Bøllerne, der imidlertid brækkede Staverne af et Stakit og benyttede disse som Vaaben.

Trods den store Overmagt lykkedes det alligevel de 3 Kæmper at drive hele Flokken tilbage i Jernbanegade, slaaende ned paa alt og alle, de mødte. En Bademester, der af Nysgerrighed og uden rigtig at ane, hvad der foregik, var kommen med i Følget, blev af Chr. Roed slaaet til Jorden med Næveslag, og medens han laa her, sparket over Benene og den ene Haand, hvis Tommelfinger blev forstuvet. Redaktør, Postexpedient Aarseth fra Fredericia, der ogsaa kom spadserende i Sankelmarksgade, fik et Næveslag i Ansigtet, men han slog fra sig og gav Kokken en "bagvendt", saa hans Mundtøj sprang til Blods.

Imidlertid kom en Betjent til Stede, og da han saa, hvad der foregik, fløjtede han efter sine Kolleger, der ankom i et Antal af 6-7, men da var de 3 Bøller selvfølgelig over alle Bjerge. Man eftersøgte de omliggende Ejendomme, men uden Resultat.

Ud paa Natten anholdtes Kokken og Chr. Roed - den sidste hos et Selskab af "Damer". Den "hvide Neger" fandt man først Lørdag Morgen. At han kan give "Greven" ses bedst deraf, at han i sin Tegnebog havde 185 Kr.

Sidste Akt

foregik paa Politistationen. Efter megen Parlamentering og Vidneførsel af en temmelig humoristisk Art idømtes "Greven" en Bøde paa 15 Kr. De andre to indgik paa at betale hver en Bøde paa 100 Kr., hvilket svarer til 20 Dages Fængsel, samt 25 Kr. i Erstatning til Bademesteren og Lægeregningen. Bøden vedtages stiltiende. Chr Roed har forinden en Dom paa 15 Dages Fængsel hængende over Hovedet paa sig for Alfonseri.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 11. maj 1908).

Slagsmål på Kvægtorvet. (Efterskrift til Politivennen).

Lørdag formiddag opstod et blodigt slagsmål på Kvægtorvet mellem en folk kvægdrivere, deriblandt "Den dovne Dreng", "Surmulen", "Gråbideren" og "Bræddestablen". De bearbejdede hinanden med stave så blodet flød af dem.

Nogle slagtersvende kom nu til og ville forhindre yderligere overlast, men nu kom et andet slæng kvægdrivere til og begyndte at slå løs på slagterne, så at der kom en snes mennesker i slagsmål.

Politiet kom nu til, og fik de værste slagsbrødre anholdt, men "Gråbideren" og "Surmulen" måtte tages under lægebehandling.

(Folkets Avis - København, 11. december 1905).

Fyrbøderne og "Oscar II". (Efterskrift til Politivennen)

"Oscar II"s Afrejse.

Skandaløse Politi-Indhug i Frihavnen.

Politiassistent Tvermoes slaar en Mand i Hovedet med Staven.

Amerikadamperen "Oscar II" afsejlede i Aftes Kl. 7 fra Frihavnen.

Afrejsen var oprindelig fastsat til Kl. 4, men da ved dette Tidspunkt et stort Antal af Skibets udenlandske Fyrbødere var løben deres Vej, maatte Afrejsen udsættes, indtil der lidt over Kl. 6 ankom en Række Drosker med 16 nye Skruebrækkere.

Under denne lange Ventetid forefaldt der i Land en Række skandaløse Optrin, foranlediget ved, at Politiet huggede løs med Stavene paa den store Tilskuermasse, som havde samlet sig paa Kajen. Ved denne Lejlighed udmærkede særlig Politiassistent Tvermoes sig ved den Brug, han personlig gjorde af Staven; blandt andet saarede han en ung Mand i Hovedet, saa at denne maatte bringes paa Hospitalet. Og Betjentene fulgte trolig i Tvermoes' Fodspor og slog løs paa fredelige Folk, eller puffede dem bort, uden Hensyn til, om det var gamle eller unge, Mænd eller Kvinder, det gik ud over.

*

Angaaende de nærmere Enkeltheder ved Optrinene i Frihavnen kan vi oplyse følgende :

Selskabet havde beordret 3. Klases Passagererne til at møde til Lægeeftersyn Kl. 1 i Frihavnens Forvalterbolig. Lægen var saa lidet hensynsfuld at udeblive til Kl. 3, og i dette lange Tidsrum maatte Passagererne vente. 1. og 2. Klasses Passagererne havde det mere bekvemt - de skulde først møde hos Lægen ved 4 Tiden. Resultatet af denne Mangel paa Hensyn var, at ogsaa Passagerernes Slægt og Venner, der vilde tage Afsked, maatte tilbringe en Ventetid af 5-6 Timer Frihavnen. Man var nemlig henvist til at tage Afsked i Land, da ingen uden Passagererne fik Adgang til Skibet; Publikum holdt da ogsaa trolig ud i Timevis paa Kajen, for at vinke det sidste Farvel til Amerikafarerne.

Ved 4-5-Tiden var der samlet antagelig 4-5000 Mennesker paa Vestmolen, deriblandt en Mængde Damer og Barn, af hvilke mange medbragte Blomsterbuketter til de Rejsende.

Paa denne ganske fredelige Forsamling, der i lovligt Ærinde var tilstede paa Kajen, var det, at Politiassistenterne Tvermoes og Schramm lod hugge løs med Kniplerne.

En Neger flygter fra Skibet.

Ved 5-Tiden undveg en af Fyrbøderne, en Neger, fra Skibet og slap bort, uden at det lykkedes at paagribe ham. En anden af Fyrbøderne sprang oppe fra Dækket paa Hovedet i Vandet, for ad den Vej at flygte, men Forsøget mislykkedes; han blev halet i Land og bragt tilbage til Skibet.

Omtrent samtidig ankom de i Gaar omtalte arresterede udenlandske Fyrbødere i et Par Drosker, under Politibevogtning. Men det lykkedes kun at bringe to af dem, et Par Danskere, ombord. Resten, en Spanier, en Englænder og to Negere, undveg trods Politivagten.

Ved dette Tidspunkt ankom ogsaa Vognene med de 16 nye Skruebrækkere, der hilstes med Fyraab og Piben. Disse forskellige Scener gjorde Politiet nervøst, og Assistent Schramm beordrede, at 

Vestmolen skulde ryddes

- det vil altsaa sige, at alle de mange Mennesker, Passagerernes Slægt og Venner, skulde jages bort og derved afskæres fra at tage Afsked.

Schramms Ordre til Rydning var ganske meningsløs, men han gik dog forholdsvis fredeligt til Værks. Men saa indfandt

Politiassistent Tvermoes

sig med en Deling Betjente, og nu tog Sagen en anden Vending. Tvermoes foer febrilsk om, greb Folk i Nakken eller i Armen, eller puffede dem afsted, saa de var ved at falde. Selv Damer puffede han til. Overalt vimsede Tvermoes om. Oppe paa de høje Bræddestabler eller paa Vareskurenes Perroner forfulgte han Publikum. Paa det sidste Sted var der samlet flere Hundrede Mennesker, der ved Betjentenes Angreb pressedes sammen, saa at de tilsidst styrtede ned paa Gaden; en Del faldt ned i Armene eller i Hovedet paa de nede paa Pladsen staaende Mennesker. Det saa uhyggeligt ud, og det er ikke Politiets Skyld, at ingen her kom til Skade.

Ved 6-Tiden havde Politiet jaget Publikum om bag Vareskurene, saa at Molen langs Skibet var tom, til stor Forbitrelse for Passagererne, som forhindredes i at tage Afsked med deres Slægtninge.

Publikum brød gennem Afspærringen, og nu fulgte

Det første Indhug med Stavene.

Tvermoes og Schramm, der lige som Betjentene var bevæbnet med Knipler, foer ind paa den sammenpressede Mængde og slog løs. En gammel Mand faldt om, og Tililende maatte hjælpe ham paa Benene igen. Folk flygtede til alle Sider, med Betjentene i Hælene. Set oppe fra det høje Skibsdæk tog Pladsen sig ud som en Arena, hvor løsslupne Tyre foer om og spredte Skræk og Forvirring.

To Herrer, V. Bandholtz og E. Svensson, meddeler os, at de bl. a. saa Tvermoes komme løbende hen til en ung Mand, der stod ved et Skur. Tvermoes hævede og

slog Manden i Hovedet

saa at han segnede om. Der rekvireredes en Droske, og den Saarede bragtes til Kommunehospitalet.

Et andet Øienvidne, Gustav Bentzon, saa en Inspektionsbetjent slaa en gammel Mand over Ryggen med Staven. Og saaledes kunde der opregnes mange Tilfælde.

Publikum blev forbitret paa Politiet, og det regnede ned over Tvermoes med Fyraab, Piben og Indignationsudbrud. Assistenten svingede truende sin Knippel, og et Kvarterstid senere foretog han

det andet Indhug,

denne Gang paa Pladsen ud for "Oscar II"s Forstavn. Fra Publikum susede det nu med Sten og Træklodser, der øjensynlig var rettet mod den upopulære Assistent. Indhuggene fortsattes over en stor Del af Terrænet; Stavene anvendtes atter og atter. Tilsidst var Pladsen ryddet ved de gentagne Chok, og Tvermoes stod med en Sejrherres Mine paa den tomme Vestmole.

Et Forlydende gik ud paa, at en ung Mand, der havde slaaet Hjælmen af Tvermoes, var bleven anholdt.

*

Mørket faldt paa, og "Oscar II" var nu parat til Afgang. Trosserne kastedes los, og to Smaadampere bugserede Kolossen ud af Havnen. Men Stemningen var trykket baade i Land og ombord, hvor Passagererne med Forbitrelse havde set, hvorledes deres paa Molen forsamlede Slægt og Venner behandledes.

Scenerne ved "Oscar II"s første Afrejse til Amerika har vakt Harme og vil efterlade bitre Minder hos Publikum.

(Social-Demokraten 13. marts 1902).

Optøierne ved "Oscar II"s Afrejse. Illustreret Tidende nr 25, 23. marts 1902.

Fyrbøderne.

To Strejkevagter anholdt i Kvæsthusgade.

To strejkende Fyrbødere, Malmros og Niels Johansen, blev Gaar Formiddags ved 10-Tiden anholdt i Kvæsthusgade, hvor de gik Strejkevagt.

Politibetjenten forbød dem at gaa paa Fortovet; han henviste dem til Kørebanen, og da de ikke straks kystrede Ordre, blev de anholdt og ført til Arresten paa Nytorv.

Ved 2-Tiden kom de Anholdte Grundlovsforhør. Assessoren erklærede, at hver af dem kunde idømmes en Bøde af 20 Kr.

Fyrbøderne protesterede under Henvisning til, at det var dem ukendt, at man ikke maatte passere frem og tilbage paa Fortovet; de hævdede end, videre, at Betjenten ikke udtrykkelig havde gjort dem opmærksom herpaa, inden han foretog Anholdelsen.

Da Assessoren havde modtaget disse Oplysninger, hævede han Sagen med en Advarsel.

To Negere arresteret.

De to Negere, der som omtalt rømte fra "Oscar II", fordi de ikke vilde være Skruebrækkere, blev i Gaar anholdt af Politiet i en Beværtning i Nyhavn. De undløb begge paa ny, den ene kastede sig paa Hovedet i Vandet og svømmede over til Nyhavns modsatte Side, hvor tililende Personer hjalp ham op. Han var en Del forkommen af det kolde Bad og bragtes til Hospitalet, og da han her havde faaet tørre Klæder paa og en Hjærtestyrtning, førtes han tik Arresten. Og det varede ikke længe, før ogsaa den anden Neger paa ny fangedes - de Folk var jo let at genkende - og anbragtes i Kaschotten.

I Grundlovsforhøret blev de belagt med Arrest, og de skal nu tiltales for Rømning.

(Social-Demokraten 14. marts 1902).

Ukendt fotograf: Københavns Frihavn. Menneskemængde ved skib. Tekst på papir i album: Oscar II Fyrbøderstrejke. 11. marts 1902. Fotoet er taget på Amerikakaj, ca. halvvejs, mod nord. Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder.

"Oscar II"s Afrejse.

Amerikadamperen "Oscar II" forlod først ved 8-Tiden i Onsdags Aftes Indrerheden.

Anledningen var, at en saa stor Del af Fyrbøderne var rømt, at Arbejdet ved Kedlerne ikke kunde besørges. Paa Rheden blev der ved Dampbaaden "Bien" tilført en ny Sending Skruebrækkere, som hentedes fra Depotet i "Bryderen". Først nu kunde "Oscar II" sætte Dampen op ved sine vældige Fyr, og Kæmpedamperen gled ud ad Sundet paa Rejsen til Kristiania.

Der medfulgte 476 Passagerer, deraf 80 Kahytspassagerer. I Norge gaar 300 Passagerer ombord, saaledes at hele Antallet af Amerikafarere bliver 776 Personer.

Slaget i Frihavnen.

Den unge Mand, der som omtalt ramtes af Politiassistent Tvermoes' Stav under Politi-Indhugget i Frihavnen, fik Hovedet forbundet paa Kommunehospitalet og førtes derefter i Arresten. Han sigtes for at have slaaet Assistenten med en Lægte.

I Gaar blev to andre unge Mennesker, der havde været tilstede under Sammenstødet i Frihavnen, anholdt. De sigtes for at have kastet Sten mod Politiet.

Ved Grundlovsforhøret dekreteredes der Arrest over de tre unge Mænd.

Det er meget beklageligt, saafremt det konstateres, at de har ladet sig henrive til at begaa Voldsomheder. Deres Handlemaade kan ikke forsvares. Men naar henses til, at Politiets tilstedeværende ledende Mænd ikke udviste den fornødne Besindighed og Omtanke, saa kan det godt forstaas, at nogle Brushoveder lod Harmen løbe af med sig. Den Maade, paa hvilken Assistent Tvermoes f. Eks. lod Vareskurets høje Perron rømme, saa at Folk faldt ned paa Gaden, er sikkert uden Sidestykke. Og at Hr. Tvermoes endog kravlede op paa de høje Bræddestabler og uden videre jagede de rolige Tilskuere ned, der havde taget Stade her, var ogsaa ganske umotiveret og kun egnet til at at ophidse Stemningen.

(Social-Demokraten 14. marts 1902).

En Skandale.

Hvad der foregik ved Det forenede Dampskibsselstabs Skib "Oscar II"s Afsejling i Onsdags var en Skandale. Hvem der var Skyld i den, er det ikke let at finde ud af; men hvad der passerede, burde paa ingen Maade været skeet og kunde absolut være forhindret. Naar vi sige dette, er der ikke Tale om Bagklogskab. Rhederiet, Politiet og Frihavnsbestyrelsen, ingen af dem kunde være ukjendt med den Gjæring, der er blandt Søfyrbøderne paa Grund af Striken; de behøvede blot at kaste et Blik i "Socialdemokraten" i denne Tid for at blive klare herom. En Del af Skibets Fyrbødere sad arresteret og skulde bringes ombord i sidste Øjeblik af Politiet.

Der hører mere end Tankeløshed til for under disse Forhold ikke at kunne sige sig selv, at det ved Afsejlingen vilde blive større eller mindre Spektakler. Paa samme Tid skulde henved 500 Passagerer ombord, og Enhver, der har seet en af vore mindre Thingvalla-Dampere afsejle, veed jo, hvad mange Mennesker, der da stimle sammen for at tage Afsked eller blot som Tilskuere; og her var saa Tale om den første Afgang af Nordens største Skib. Frihavnsbestyrelsen, Politiet eller Rhederiet maa dog kunne have tænkt sig, at der i alt Fald var stor Rimelighed for Sammenstimling af en overordentlig Menneskemasse og for, at denne indeholdt urolige Elementer. Og hvilke Forholdsregler var der saa truffet? Fra flere Sider er det meddelt os, at der mødte 4-6 Politibetjente, og at de først indfandt sig, da Trængslen var saa stor, at de vare helt magtesløse. Der raadede derfor fuldstændigt Anarki. Umiddelbart op ad de ulykkelige Betiente lød vilde Raab om, hvordan "Skruebrækkerne" skulde blive mishandlede, naar man fik fat paa dem, og andet Lignende. Og saa kom de dekreterede og arresterede Fyrbødere, ledsagede af Politi, for at bringes ombord; men de løb deres Vei fra Politiet. Dette blev langt om længe forstærket, og da det begyndte at røre sig for at bringe Orden, blev Uordenen først rigtig stor. Kulstykker, Sten og Flasker fløj om Ørene paa Betientene. Stavene kom nu frem, og i vild Flugt styrtede Tumultuanterne afsted, det bedste Bevis for, at det ingen Alvor var i Spektaklerne, og at de derfor ubetinget kunde være uudgaaede ved en rolig og kraftig Optræden fra Begyndelsen. Det Hele var en komplet Skandale. Hvorfor var der ikke fra Begyndelsen en ordentlig Politistyrke? Hvorfor blev den Kaj, hvorved "Oscar II" laa, ikke afspærret? eller hvorfor lod man i det Hele taget disse Tusinder af Mennesker komme ind paa Frihavnsterrænet? Afskedsforestillingen kunde under saadanne Forhold lige saa godt være foregaaet udenfor Portene og vilde have været en stor Lettelse for alle Parter. Denne Staaen og se paa hinanden timevis efter det sidste Haandtreyk er jo for de allerfleste Mennesker blot en Lidelse. Hvorfor bragtes de arresterede Fyrbødere ikke ombord ad Søvejene i Stedet for at prøve paa at tvinge sig gjennem Menneskemassen med dem og blive til Latter.

Om Det forenede Dampskibsselskab eller Frihavnsbestyrelsen har nogen Del i alle disse begaaede Fejl, vide vi ikke; men saa meget er klart, at det særlig er Politiets Pligt at tænke sig om itide og at være forberede for at forhindre sligt høist uhyggelige Oploser, som altid kræve Ofre blandt Skyldige og Uskyldige. Det kan maaske være livligt nok og ogsaa fuldt ud nødvendigt en Gang imellem at gribe til Poliitstavene, men ved denne Lejlighed burde det have været undgaaet. Det siges saa lidt med nogen Overdrivelse, at Politiet aldrig er tilstede, naar og hvor det behøves, men i dette Tilfælde er Klagen virkelig fuldt berettiget, for saa vidt som Politiet ikke i rette Tid var mødt med en tilstrækkelig Styrke.

(Nationaltidende 17. marts 1902).

Ukendt fotograf: Fyrbøderstrejke den 11. marts 1902 i Københavns Frihavn (Kilde: Kbhbilleder).

De to Negere, der flygtede fra "Oscar II".

De lader sig ikke tvinge til vare Skruebrækkere.

Som omtalt flygtede en stor Del af "Oscar II"s udenlandske Fyrbødere kort forinden Skibets Afrejse. Tre af Flygtningene, en Englænder og to Negere, blev Dagen efter paagreben i Nyhavn, hvor den ene Neger forgæves sprang paa Hovedet i Vandet for at frelse sig.

Det forenede Dampskibsselskab forlanger, at Negrene, John Henry og Josef Brice, skal straffes for Rømning. De nægter at arbejde, da de ikke vil være Skruebrækkere, og ikke anede at her var Strejke. Saa blev de puttet i Arrest.

Det er den gamle Vise om igen, om har gentaget sig i de sidste tre Maaneder, hvor Rhederne enten besætter Skibene med Skruebrækkere eller fylder Fængslerne med de Udlændinge, som nægter at være deres lydige Redskaber.

Og det bliver til syvende og sidst Byens Borgere, der kommer til at bekoste Underholdet for de Fængslede. Borgerne paabyrdes altsaa en Udgift, fordi Rhederne hensynsløst plejer deres egne økonomiske Interesser.

I forrige Uge blev Brice og Henry ført fra Fængslet tilbage til "Bryderen". Man haabede paa, at nu var bleven møre, saa at de godvillig lod sig paamønstre en Damper, der laa parat til Afsejling. Men Negrenes Optræden var mønsterværdig.

De gentog Forsikringen om. at de ikke vilde paatage sig Skruebrækkerarbejde eller under nogen som helst Form modarbejde de organiserede danske Fyrbødere, og de erklærede, at selv om de atter fængsledes, vilde de ikke falde til Føje for Rhederne.

Efter en Dags Ophold i "Bryderen" afhentedes de to sorte Mænd af Politiet og indsattes paa ny i Arresten.

Sø- og Handelsrettens Formand Hr. Madvig, ophævede kort efter Arrestdekretet og satte Negrene paa fri Fod indtil Sagen bliver afsluttet. Men da Negrene manglede Subsistensmidler og Rhederne intet yder, lod Politiet dem indlægge paa Ladegaarden, hvor Borgerne ligeledes maa betale deres Underhold.

I Gaar forlangte Brice og Henry at komme ud fra Ladegaarden, da de de manden, til hvem de derefter henvendte sig, nægtede at udlevere deres Papirer, men lovede, at Sagen angaaende Rømningen skulde komme for i Morgen; en Repræsentant for "Det forenede Dampskibsselskab" vil da blive tilsagt til at møde i Retten.

(Social-Demokraten 23. marts 1902).

Oscar II fik også en "varm modtagelse" på sin videre færd. I Kristiania (Oslo) blev skibet modtaget med hujede og piftede, og der blev kastet snebolde, træstumper og kulstykker mod skibet. En passager blev såret. 

Skibet var bygget for fart for Skandinavia – Amerika Linien (København – Oslo – Kristiansand – New York - Kristiansand – Oslo – København. Det var ude for flere uheld: Allerede inden ankomsten til København havde skibet den 16 februar 1902 drev skibet for ankerne under en storm og grundstødte på Helensburgh strand. Det blev slæbt fri af 7 slæbebåde. I december 1902 gik det på grund ved Trekroner da den ankom til København med julegæster. Under rejse København–New York brød under en stærk storm styrbords maskine sammen. Skibet sprang læk og måtte søge havn på Azorerne. I 1904 gik den på grund ved Flekkerø uden for Kristianssand den 28. februar 1904 og sprang læk. Det måtte sættes for at undgå forlis og bjerget af Svitzer. Herefter slæbt til Kiel for reparation. Så var der ikke flere større uheld. Den 5. december 1915 sejlede fra New York med Ford's fredsekspedition. Skibet krydsede Atlanterhavet 398 gange inden dets sidste rejse i 1931 og blev ophugget i 1934.

Politi og Bøller. (Efterskrift til Politivennen)

Et blodigt Slagsmaal.

Fra det mørkeste Kjøbenhavn.

Natten til i Gaar har Adelgadekvarteret været Skuepladsen for en vældig og blodig Kamp mellem en hel Flok Politibetjente og en større Skare af Kvarterets værste Bøller.

Anledningen til denne Bataille, der i Løbet af faa Minutter antog en foruroligende Karakter, var i F. "Kbhvn." yderst ringe.

I Beværtningen i Adelgade Nr. 48 var der samlet en Del Gjæster. Stemningen var meget livlig, der blev drukket tæt. En af Gjæsterne var særlig højrøstet og udfordrende, og da Værten forgjæves søgte at faa ham paa Porten, lod han gaa Bud efter Politiet for at faa Manden smidt ud.

Ved Synet af den første Politibetjent opstod der et stort Røre blandt de livlige Gjæster. Alle som en rejste de sig fra deres Pladser og skreg: 

Han skal blive herinde",

og med truende Miner gik de frem mod Politibetjenten.

Den forskrækkede Betjent gav et voldsomt Stød i sin Fløjte, samtidig med at han trak sin Stav.

Dette var nok til at bringe Bøllerne ude af sig selv af Raseri. De styrtede sig over Betjenten med Spark og Næveslag, og da der saa Minutter efter kom flere Betjente til Stede, blev der Slagsmaal efter alle Bøllekunstens Regler og over hele Linien.

Det gik varmt til.

I Mangel af andre Vaaben trak Bøllerne deres Træsko og Støvler af og huggede løs paa Betjentene med disse Vaaben. Stole og Borde, Glas og Tallerkener fløj rundt i Lokalet. Beværtningen blev ligefrem staaet itu. Betjentene værgede for sig med frygtelige Slag med Stavene. Skrig og Brøl lød fra alle Sider. Der var et forbitret Haandgemæng, under hvilket Bøllerne huggede, bed og sparkede og ligefrem hængte sig fast paa Betjentene, medens Slagene regnede ned over dem.

Da Kampen nærmede sig sin Afslutning, var der en Snes Bøller mod en halv Snes Betjente.

Tilsidst blev Bøllerne udmattede, og en vild Flugt begyndte. Hylende og jamrende, med store blodige Saar, rendte de ud paa Gaden.

Betjentene var skrækkelige at se paa. Deres Klæder var revne i Stykker fra øverst til nederst, og Blodet flød i stride Strømme ned ad dem.

Trods deres udmattede Tilstand lykkedes det dem dog at holde fire Bøller fast; men disse var ogsaa saa forslaaede og mishandlede, at de næsten ikke kunde gaa oprejst.

To af Betjentene, Jebjerg og Søllested, havde faaet saa svære Kvæstelser, at de har maattet mælde sig syge. 

Der er ikke Tvivl om, at de fleste af Bøllerne ret snart vil sidde under Laas og Lukke for at afvente de alvor lige Straffe, Slagsmaalet vil drage efter sig.

(Aarhus Amtstidende 24. december 1901)

Den ene af de fire bøller som blev arresteret, var Carl Gustav Uengberg fra Kolding.

Pastor Plesner dømt for Vold og Fornærmelse. (Efterskrift til Politivennen)

Præsteaffæren i Østbirk.

Pastor Plesner vilde værne om Moralen. - Beboernes Uvilje mod Præsten.

Vi meddelte i Gaar, at Pastor Plesner i Østbirk den 1. November var kommen ind i Østbirk Gæstgivergaard, og her i Vidners Overværelse havde kaldt en Karl "en æreløs Slyngel" og givet ham en Lussing.

Da vi al Tid har anset Hr. Pastor Plesner for en rolig og rettænkende Mand, tog vi i Gaar ud til Østbirk for ved Samtaler dels med Præsten og dels med Byens Beboere at faa fuld Rede paa Forholdet.

Vi søgte først Pastor Plesner, som straks indrømmede Rigtigheden af det af os i Gaar fremførte, og gav følgende Motivering af sin Handlemaade:

Det havde bedrøvet ham at se det Liv, som førtes af en Del af Ungdommen særlig i Stationsbyerne og han havde efter Ævne søgt at holde sin Husstand, deriblandt sit Tjenestetyende borte fra det Liv, som rørte sig paa Gaderne. Saa fik han en Tjenestepige fra en anden By, og Pigens Værge - hendes Forældre var døde havde indtrængende anmodet ham om at værge om Pigen, som her stod ene og uden bekendte.

Da han saa opdagede, at Pigen jævnlig kom sammen med en ung Karl, hvis moralske Vandel Præsten mente ikke var den bedste, foreholdt han Pigen, at hun burde holde sig borte fra Karlen. Men da Pigen erklærede, at hun var forlovet med Karlen, og at det ufordelagtige, Præsten vidste at fortælle om ham, ikke var fandt, tillod Præsten, at Karlen og Pigen kunde komme sammen i Præstegaarden saa ofte de ønskede, men om Aftener, efter almindelig Sengetid skulde de holde sig borte fra hinanden.

Saa den 1. November, efter at Pigen var flyttet fra Præstegaarden og tiltraadt en Tjeneste i en anden By, erfarede Pastor Plesner, at Karlen og Pigen havde været sammen den foregaaende Nat, hvor vidste han ikke, men Pigen var først kommen hjem Kl. 4, og da han samtidig fik høre, at de ogsaa et Par Gange tidligere havde tilbragt nogle sene Aftentimer i hinandens Selskab, uden at han iøvrigt vidste det mindste om, hvad de havde foretaget sig ved disse Sammenkomster, besluttede han at give Karlen en kraftig Tilrettevisning for hans Adfærd overfor Pigen, og han gik derfor over paa Gæstgivergaarden, hvor det i Gaar omtalte saa polstrede.

Pastor Plesner kunde ikke forstaa, at Byens Beboere var bleven saa oprørt over denne hans Adfærd, som Tilfældet viste sig at være.

Det nyttede ikke at henvende sig til Øvrigheden for at faa paatalt den Slags krænkelse af Moralen, som her vare Tale om, og saa mente han, det var rigtigst at statuere et Eksempel, som kunde give Karlen en gavnlig Lære og overfor Offenligheden at faa ham stemplet efter Fortjeneste.

"Havde det været min egen Datter", udtalte Præsten, "som Talen havde været om, i Stedet for min Tjenestepige, saa vilde sikkert de fleste have fundet det rigtigt, at jeg søgte at værne om hendes Ære, men naar jeg saa søger at være mine Tjenestepiger i Faders Sted, mon saa ikke enhver rettænkende Fader og Mader, der ofte med Bekymring sender deres Barn ud at tjene saa langt borte, at de ikke selv kan holde Øje med dem, maatte være mig Tak skyldig far min Optræden i Stedet for saa skarpt at fordømme mig. Er en saadan ung Pige først falden i daarlige Hænder, er hun ofte ødelagt for hele Livet".

Saa vidt Pastor Plesner, hvem vi i meget af det fremførte kunde give vor Tilslutning.

Vi havde derefter en Samtale med en 5-6 af Byens Beboere, deriblandt nogle, som lige til for nylig havde været meget glade ved Pastor Plesner, men alle var de enige i at fordømme hans sidste Optræden, netop fordi den først kom til at staa i sin rette Belysning sammenholdt med Udtalelser af ham ved andre Lejligheder.

Pastor Plesner kom til Østbirk for et Par Aar siden fra Brande. Fra saa godt som alle Sider hilste man hans Ankomst med Glæde, da det Rygte var gaaet forud for ham, at han var en frisindet og fordomsfri Mand.

Man fik dog hurtig Indtrykket af, at Præsten ikke følte sig rigtig vel blandt Byens og Sognets Beboere. Der, hvor han kom fra, var Præsten saa godt som den ene toneangivende, hans Vilje og Ønsker var en Lov man fulgte og rettede sig efter, og man henvendte sig til ham om Raad og Bistand i alle Anliggender og fulgte de givne Raad.

I Østbirk-Yding Sogn var Forholdet et andet. Her var man ikke vandt til at sige Ja og Amen til alt hvad Præsten ønskede og vilde, og uden at det kom til noget egentligt Brud, kom man stadig til at staa hinanden fjærnere og fjærnere. Man syntes ogsaa særlig i Østbirk, at han beskæftigede sig alt for lidt med selve den By, hvori han boede; han havde saaledes, kort efter sin Ankomst bebudet, at han agtede jævnlig at holde Møder med Ungdommen, men endnu var ikke et eneste saadant Møde blevet afholdt. Han havde ikke Tid angav han, men derimod havde han udmærket Tid til at rejse udensogns og holde Ungdomsmøde.

Og ikke blot det, men naar han kom andet Steds hen omtalte han Ungdommen i Stationsbyerne paa en højst nedsættende Maade, og saaledes, at man fik Indtrykket af, at det særlig var Østbirk han sigtede til.

En Gang havde han paa Prædikestolen sammenlignet Karlene i Østbirk med gryntende Søer og Orner og Pigerne med skrigende Grise.

Denne hans Kritik af Ungdommen satte hans Optræden overfor Karlen i den rette Belysning.

Og Kritiken af Ungdommen var uberettiget. Der er i Østbirk Gymnastikforening, Foredrag og andet, som drager Ungdommen saa godt som hver Aften Vinteren igennem. Drik og Svir paa Kroen kendes ikke, i hvert Fald ikke af Byens Ungdom, og naar Præsten taler om den slappede Moral, saa er der i den Tid, han har været Præst, kun forefaldet et eneste Tilfælde af Barnefødsel udenfor Ægteskab.

Heller ikke den Karl, som var Genstand for Præstens Overfald, havde noget egenlig daarligt Rygte paa sig, og mente Præsten endelig, at han burde skride ind overfor Karlen, burde han i hvert Fald først have kaldt Karlen op til sig og under fire Øjne indtrængende og alvorligt forholdt ham det urigtige i hans Adfærd, og først naar dette havde vist sig uvirksomt, kunde han være optraadt offenlig.

At Karlen, der var ringforlovet med Pigen, ønsker at være sammen med hende den sidste Aften, inden hun forlader Byen, var ret naturligt, og da han var optaget af sit Arbejde først paa Aftenen, maatte man vælge nogle senere Timer.

Man fandt det at være en underlig Maade at værne om en ung Piges Ære paa, saaledes offenlig at udblamere, at hun nogle natlige Timer havde været sammen med sin Kæreste, da Præsten jo slet ikke vidste noget om, hvorvidt her var foregaaet det mindste usædelige, og naar saa Præsten endelig sammenkalder Møder, hvor Hundreder af Mennesker kommer til Stede, og han her offenlig krammer ud med Historien om sin Tjenestepige, saa skulde han ikke fortælle, at saaledes vilde han bære sig ad overfor sin egen Datter, thi det vilde han sikkert ikke, og var der nogen, der i det foreliggende Tilfælde havde "skændet Pigens Ære" var det maaske snarere Præsten end Karlen.

Derfor stod Beboerne op ved Mødet i Østbirk og fortalte ham, at man skarpt misbilligede hans Færd.

Vi har nu ladet begge Parter tale i den Sag, som for Tiden saa stærkt beskæftiger Sindene i Østbirk og Omegn, og hvor Præsten sikkert til Slutning kommer til at drage det korteste Straa.

Karlen har som sagt anlagt Sag med Pastor Plesner. I Gaar blev der forgæves søgt Forlig mellem Parterne, og der bliver nu Rettergang. Vi skal holde vore Læsere a jour med hvordan Sagen forløber.

(Horsens Social-Demokrat 13. november 1901).

Fotograf Peter Raun Fristrup (1854-1913): Præst Julianus Hastrup Plesner (24.9.1859-16.2.1937). 1876-1898. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Cand. theol. Julianus Plesner var lærer ved Askov Højskole 1887-1890. Han var præst i Brande 1890-1899 før han kom til Østbirk. 1909-1929 var han præst i Vrensted. Hans bror Ulrik Adolph Plesner (1861-1933) tegnede Vrensted præstegård som broderen vist lige nåede at flytte ind i før han faldt for aldersgrænsen i 1929. Han flyttede 1937 til Askov hvor han holdt gudstjenester ved valgmenigheden som hjælpepræst. 

Præsten gav Karlen en Lussing.

En veltjent Lussing har, i F. "Silkeb. Av.", vakt en Del Bevægelse og givet Anledning til noget Skriveri i Horsensbladene. Kort fortalt drejer Sagen sig om følgende:

Hos Sognepræst Jul. Plesner i Østbirk tjener en Pige, i Grunden flink og brav, men meget letsindig og karaktersvag, hvorfor hendes Formynder havde bedt Præstens om at vaage over hende, hvad de ogsaa gjorde saa godt, at hun næsten kom til at søle sig som Datter i Huset. Men saa forlovede hun sig med en Karl af meget slet Rygte. Præsten lod de forlovede mødes frit i deres Hus og viste Kæresten megen Gæstfrihed, men fik til Gengæld af Pigen Løfte om, at hun ikke vilde gaa med Kæresten om Natten eller i det hele taget indlade sig paa noget usømmeligt. Ikke desto mindre fik Karlen hende lokket med, først til et Krobal, siden til at tilbringe Natten sammen med ham paa hendes Værelse. Da Præsten fik dette at vide, gik han over i Kroen, hvor Karlen sad og drak sammen med nogle andre, og sagde til ham: "Jeg er kommen for i Vidners Paahør at sige Dem, at De har opført Dem som en lumpen, æreløs Slyngel". Da Karlen stak Ansigtet frem og sagde, at det kom ikke Præsten ved, hvor Pigen og hendes Kæreste havde tilbragt Natten, blev Præsten harmfuld og drev Karlen en Lussing.

I den Anledning indgav Karlen Klage, og "Horsens Social-Demokrat" skrev flammende Artikler om den slemme Præst og den rare Karl, og der blev arrangeret Protestmøder med alt Tildehør.

Pastor Plesner har nu selv givet en Fremstilling, i hvilken han beklager, at han i sin retfærdige Harme har ladet sig forlede til selv at udøve Retshaandhævelse, men ellers erklærer sig rede til at tage Følgerne af sin Optræden. Pastor Plesner slutter saaledes:

"I det store og hele er jeg mig bevidst at have handlet i Overensstemmelse med min Rets- og Sædelighedsbevidsthed og min Pligt som Husbond og Værnsmand for mit Hjem og dets Medlemmer ved at ramme den skyldige i hans Færd paa den eneste Maade, hvorpaa flipt offentlig kan rammes, idet jeg aabent og i Vidners Paahør til vedkommende selv har sagt, hvad jeg maatte tænke om hans Færd".

(Herning Folkeblad - Vestjylland 3. december 1901).

Warburgs Kunstforlag (1901-1911). Forlægger Johan Otto Warburg (1877-1936): Danmark, Jylland, Østbirk. Det kongelige Bibliotek.

Ligesom i Pastor Fich-Affæren.

Bønderne udtaler Tilslutning til en gejstlig Voldsmand.

Vi omtalte i Sommer Affæren mellem Pastor Plesner i Østbirk ved Horsens og Staldkarlen paa Østbirk Kro. Præsten indfandt sig en Aften i Kroen og gav Staldkarlen en Lussing fordi han, der var forlovet med Præstens Pige, den foregaaende Aften havde været sammen med hende til henimod Midnat.

Senere skrev Præsten en Artikel i et Horsensblad, hvori han brugte mindre pæne Udtryk om Staldkarlen.

Karlen anlagde da to Sager, og i Fredags blev Præsten dømt til en Døde paa 40 Kr. for Lussingen og til 10 Kr. for Fornærmelserne. Endvidere skal Præsten betale 20 Kr. i Sagsomkostninger.

"Aarhus Stiftstidende" skriver følgende om Affæren:

"Som omtalt var en Tjenestekarl, der kun havde nydt godt i Pastor Plesners Hus i Østbirk, forleden meget uforskammet overfor Præsten, hvorover denne blev saa ophidset, at han paa staaende Fod gav ham et knaldende Ørefigen. Derover blev der meget Skriveri i Egnens Socialistblad - det var jo Mad for Mons, tilmed da Præsten er bekendt som radikal Venstremand! - men nu har ca. 500 Sognebeboere i Østbirk Sogn sendt Pastor Plesner en Tillidsadresse i Anledning af Mellemværendet mellem Præsten og Tjenestekarlen.

Den Lussing var ham altsaa vel undt af hele Sognet!"

Her staar vi altsaa overfor en Adfærd lignende den, Bønderne i Sabro-Faarup satte i Scene under Pastor Fich-Affæren. I Sabro-Faarup udtalte Sognets Bønder Sympati med en usædelig Præst, i Østbirk udtaler Bønderne i Sognet Sympati med en Præst, der er dømt for voldeligt Overfald og Injurier. Dette taler ikke til Fordel for Bøndernes Retsbevidsthed. Hvilke Tilstande kunde man ikke befrygte her i Landet, hvis Bønderne blev de regerende, med den Foragt for selv de simpleste Retfærdighedshensyn, der er givet et Exempel paa af de to Sognes Bønder. En Bondeklasse, hvis Fjendskab til Arbejder- og Tjenestefolk er saa indgroet, at ethvert Retfærdighedshensyn maa vige derfor, er et Tidens Tegn, der fortjener Opmærksomhed.

Man ser, at Højrebladet "Aarhus Stiftstidende" maa ty til en usand Fremstilling for at faa Sagen til at se mindre graverende ud. Karlen viste ingen Uforskammethed overfor Præsten, men Præsten blandede sig ind i Forhold, der ikke vedkom ham, og overfaldt Karlen i Kroens Skænkestue. Det var kun naturligt, at en saadan Affære blev omtalt i Bladene, men Højrepressen og den moderate Presse stillede sig paa Præstens Side, skønt hans Optræden var af den Beskaffenhed, at Retten maatte dømme ham.

Hvis "hele Sognet" under Karlen Lussingen som Stiften skriver, saa er almindelig Moral og Retfærdighedsfølelse husvild i det Sogn.

(Demokraten (Århus) 27. januar 1902).

Den islandske Præst. (Efterskrift til Politivennen)

Som Defensor for Provst Bjarnarson mødte Advokat Hindenburg, der gjorde gjældende, at Provsten havde været Gjenstand for en enestaaende Forfølgelse fra Bøndernes Side. De havde trykt et Skandskrift imod ham, og det var af den Grund, at Bønderne blev tilsagt til Forligsprøve hos ham. Han havde udtrykkelig forbudt dem at staa og lytte i Forstuen, saa det var deres Pligt at holde sig derfra. Da han vilde jage dem derfra, blev han udskjældt paa det groveste. De sigtede ham paa en forblommet Maade for at have stjaalet Faar, og de skjældte ham rent ud for Tugthuslem. Det var derfor ikke saa underligt, at han blev i høj Grad ophidset, og at han, da de kom imod ham med opløftede Hænder, slog dem over Fingrene med Ridepisken. Det var han i sin gode Ret til at gjøre, navnlig da Benjaminson, som fik de værste Rap, var en gammel Slagsbroder. Den bekjendte retslærde Bornemann hævder, at man har Lov til at bruge sin Nødværgeret overfor verbale Injurier, Domstolene vil maaske næppe give Bornemann Medhold i denne Anskuelse, men i et Tilfælde som dette maa Provsten have Lov til at værne sin Husret paa bedste Maade. I det hele taget er hans Optræden saa let forstaaelig, at han bør frifindes.

Aktor, P. G. C. Jensen, gjorde opmærksom paa, at Provsten aldeles ikke slog løs, fordi han blev skjældt ud; længe før der var sagt et Ord fra nogen af Siderne, fo'r han løs paa Bønderne uden forudgaaende Advarsel. Der er altsaa i Virkeligheden intet, der undskylder ham.

Hr. Hindenburg haabede dog, at den høje Domstol selv af Sagens Akter vilde have faaet det Indtryk, at Provsten var bleven tirret, før han slog.

Efter en Times Votering faldt Dommen, der nedsatte Bøden fra 200 til 100 Kr. - efter samtlige foreliggende omstændigheder".

(Aarhus Amtstidende 7. november 1900).

Provsten var blevet frikendt for en anklage fra 7 islandske bønder for tyveri af drivtømmer. Han lagde herefter sag an mod dem. Da bønderne mødte op for at få et forlig i stand, gik han løs på dem med en ridepisk. En af dem, Benjaminson blev slåeet med skaftet og lå syg 4 måneder derefter. Den islandske overret takserede den handlemåde til en bøde af 200 kr. I juni 1901 kørte provsten sag mod 15 sognebørn for resterende kirkeafgifter. Sognefogden (repstyrer) Thorsteinsson (der selv var blandt dem) havde nægtet at udpante og i stedet forlangt specificerede regninger for disse. Provsten anlagde sag som han tabte. Til gengæld fik den islandske overretsassessor Jonsson en bøde på 80 kr. for at have været 10 måneder om at oversætte sagens akter til dansk.

Præsten og politikeren Þórhallur Bjarnarson (1855-1916) var medlem af Altinget for Borgarfjörður 1894-1899 og 1902-1908, først som uafhængig, senere af hjemmestyrepartiet. Han blev Islands sjette biskop 1908-1916. Han blev teolog ved Københavns Universitet 1883 og ordineret præst 1884 i Reykholt. Samme år  i Borgarfjarðar, 1885 pastor i Akureyri; Han blev kort efter lærer ved Prestaskólar og i 1894 leder. Han var præsident for underhuset 1897-1899, og medlem af Reykjavik byråd 1888-1906. 

Højesteret. (Efterskrift til Politivennen)

"Hertugen for Bondefangerne". Han græd i Retten, men talte ikke.

Højesteret dømmer.

Den 60'aarige Værtshusholder Kort Andersen, som bor sammen med sin Søn paa Lyngbyvejen i København, er en gammel Bekendt af Offentligheden, idet han gentagne Gange har været tiltalt for Vold, lige som hans Beværtning har været et Samlingssted for et udvalgt Selskab af Slagsbrødre.

Nu er han tiltalt for Vold, og ved Kriminal- og Politirettens Dom er han idømt Vand og Brød i 4 Gange 5 Dage. Han er selv mødt i Højesteret og viser sig at være en lille tyk, rødblisset Mand med et Par smaa ondskabsfulde Griseøjne, der sender Aktor, M. Lunn nogle meget forbitrede Sideblink, medens denne fremsætter Anklagen. Som Defensor har han medbragt P. G. C. Jensen.

Lunn refererer Sagen. Kort Andersen er trods sin høje Alder en meget hidsig Mand. En Aften i Vinter kom fire Snedkersvende til Sønnens Beværtning paa Lyngbyvejen. Stolen, som den ene Snedkersvend sad paa, gik i Stykker. Værten, unge Kort Andersen, forlangte 2 Kr. i Erstatning for den. Han satte med det samme en ny Stol frem, men ogsaa den gik i Stykker. Værten forlangte igen 2 Kr. i Erstatning, men ogsaa den gik i Stykker. Værten forlangte igen 2 Kr. i Erstatning, men Snedkerne tilbød i Stedet for Penge selv at istandsætte Stolen. Unge Kort Andersen fastholdt imidlertid Forlangendet, og Svendene erklærede nu, at det var Bondefangeri det Hele. Stolene var saa gamle, at de ikke kunde benyttes længere, og blev kun sat frem for at gaa i Stykker og fremkalde et Krav paa Erstatning. Gamle Kort Andersen kom til og hørte det og gik skrax over til Haandgribeligheder, idet han slog den ene Snedker med en Flaske. Derefter opstod der et almindeligt Slagsmaal, hvorunder Kort Andersen tilføjede tre af Svendene alvorlige Læsioner ved Hjælp af Flasker og en Stoleryg. Da tiltalte Kort Andersen er en mange Gange straffet Person, idet hans dels har modtaget Bøder, dels er straffet med Vand og Brød, og da han i dette Tilfælde er optraadt ualmindelig brutalt, skal jeg paastaa Dommen skærpet eller stadfæstet.

P. G. C. Jensen mødte som Defensor og skildrede den Snedkersvend Würz, der havde siddet paa Stolene, som en ualmindelig svær Person, som tilmed efter flere Gæsters Udsagn selv har søgt at faa Stolen til at gaa i Stykker. Dette er meget rimeligt, thi Snedkerne havde efter Fyraften været paa et andet Værtshus, hvor de hver havde drukket 5 a 6 "Sorte", en Drik, som efter Defensors Mening skal være meget berusende. Det kom til almindeligt Slagsmaal, hvorunder Snedker Christensen tager Tiltalte i "Kværken" og sætter ham imod Væggen. Denne Optræden af Svendene synes Kriminalretsdommeren slet ikke at have taget Hensyn til, og dog er det værd at lægge Mærke til, at disse berusede Mennesker kommer ind i Kurt Andersens Beværtning, beskadiger hans Inventar, nægter at betale, skælder ham ud for at være "Hertug for Bondefangerne" og sluttelig med Vold sætter ham op imod Væggen.

Saa langt var Hr. P. G. C. Jensen kommen i sine Forsøg paa at undskylde Kurt Andersen, da der i Retssalen indtræffer en Episode, som vækker megen Munterhed.

Den gamle Voldsmand er nemlig bleven saa henrevet af sin Defensors Veltalenhed, at han af Medlidenhed med sig selv brister i Taarer. Sønnen, der sidder ved hans Side, ser mildt bebrejdende paa ham, maaske af Hensyn til den megen Brændevin, der gaar spildt ved denne Lejlighed, men Hr. P. G. C. Jensen fortsætter ubekymret sit Foredrag. Hans Klient var ganske vist en gammel Voldsmand, men Kriminalretten har ikke derfor Lov til at gaa ud fra, at han al Tid har Uret. Det Par Spark og de Slag med Flasker og Stole, som Snedkerne modtog, knude de nok taale, og det er helt morsomt at høre Kriminalrettens Dom konstatere, at den ene Snedkersvend som Følge af den ham overgaaede Vold, var uarbejdsdygtig fra Lørdag ved Middagstid indtil - den følgende Mandag Morgen. Taleren kunde ikke se, at Kurt Andersen havde forbrudt noget, og han paastod ham derfor frifunden, subsidiært idømt Lovens mildeste Straf.

Dermed er Proceduren sluttet, men da Kurt Andersen har anmeldt, at han selv vil holde en Tale i Skranken, vender Hr. P. G. C. Jensen sig til ham med Spørgsmaalet: "Vil De have Ordet?"

"Nej, jeg har egenlig ikke fundet noget, saa hvis det kan gaa an .."

"Ja, De har vist bedst af at lade være".

Saa begyndte Voteringen. Den er hurtig tilende og byder paa Stadfæstelse af den indankede Dom. Den gamle Voldsmand skal altsaa paa Vand og Brød i 4 Gange 5 Dage.

(Kolding Social-Demokrat 25. oktober 1900).