Røveri paa Vesterbro. (Efterskrift til Politivennen)

En Landmand skamslaaet og plyndret.

Københavns Politi anholdt Mandag en ualmindelig raa Voldsmand, Carl Jørgensen. Den anholdte sad forleden Aften paa en Beværtning i Istedgade sammen med en af Vesterbros letlevende Kvinder Paula Bøje-Rasmussen. De var kommen i Selskab med en Landmand, der var velbeslaaet med Penge, og som ustandselig rekvirerede Spiritus. Parret syntes imidlertid, at man skulde have endnu mere og blev meget fornærmet, da Landmanden betalte sin Regning og gik. Paula Rasmussen fulgte efter og fik han til sidst overtalt til at gaa med tilbage til Beværtningen. Saa fortsattes Drikkeriet en Tid, skønt Landmanden var meget beruset.

Ved Lukketid, da Manden hverken kunde høre eller se, betalte han for i anden Gang en større Regning. Jørgensen saa ved den Lejlighed, at han endnu havde en Del Penge hos sig. Saa snart Manden var kommen ud paa Gaden, gik Parret ogsaa. Jørgensen fulgte selv efter den ravende Mand. Er Stykke henne i Gaden opdagede Landmanden en aabentstaaende Gadedør, hvor han gik ind, antagelig for at sætte sig og hvile lidt paa Trappen

Næppe var han kommen indenfor, før Jørgensen indfandt sig. Skønt denne maatte have let Spil overfor den berusede Mand, slog han ham flere frygtelige Slag i Hovedet, saa han straks faldt bevidstløs om ved Foden af Trappen.

Her blev han senere fundet af nogle af Husbeboerne, der tilkaldte Politiet. Paa Politistationen kom han saa meget til sig selv. at han kunde forklare, hvad der var sket. Nogle Kriminalbetjente blev sendt ud og fandt hurtigt, hvem Parret var.

(Kjøbenhavns Amts Avis. Konservativt Organ for Gjentofte- og Lyngbykredsen 21. januar 1925)

Udbyttet blev ca. 50 kr. Poula Jørgensen blev også anholdt, men løsladt igen. Hun forklarede imidlertid at Carl Jørgensen havde allieret sig med en kammerat, Thorvald Burthoft. Han blev nogle dage senere anholdt.

De "letlevende kvinder" søgte fx husrum på Hotel Banegaarden, Istedgade 6. Alfonser kunne også være "pæne" mennesker som levede en dobbelttilværelse, fx barber Einar Viggo Jensen, der december 1924 blev anholdt for alfonseri, selv om han var gift. Han var alfons for en hel skare letlevende kvinder. Han blev anholdt i Westend 6.

Tjenestepige mishandlet. (Efterskrift til Politivennen)

Gaardejeren, der pryglede Pigen med Ridepisken, for Højesteret

Vi har tidligere omtalt, hvorledes den 27-aarige Gaardejer Hans Thorvald Larsen paa Lolland paa den mest oprørende Maade mishandlede sin 18- aarige Tjenestepige Alma Martine Olsen med en Ridepisk, og hvorfor den brutale Gaardejer af Ostre Landsret blev idømt 2 Maaneders Fængsel paa sædvanlig Fangekost.

Sagen blev i Gaar behandlet i Højesteret, og under denne er det oplyst, at Overfaldet skete efter at begge Parter var bleven enige om, at Alma Olsen Ikke mere skulde tjene hos ham. Da hun et Par Dage senere indfandt sig dér for at hente sit Tøj, lukkede Gaardejeren hende inde paa hendes tidligere Værelse og gennempryglede hende med en Ridepisk. Han slog med Piskens tykke Ende, der var forsynet med en Metaldup med en Omkreds af 6 Centimeter, og der fremkom paa Pigens Krop talrige stærkt blodunderløbne brede Mærker som Resultat af Mishandlingen.

Som Undskyldning for denne anførte Gaardejeren, at Pigen skulde have fortalt ufordelagtige Ting om ham ude i Byen, særlig angaaende utilbørlige Forhold til Gaardens Tjenestepiger og hans Husholderske. Ligeledes skulde hun have fastholdt sine "Beskyldninger", da hun Indfandt sig paa Gaarden. Dette benægtede Pigen.

Om selve Overfaldet er det yderligere oplyst, at Gaardejeren forinden skal have bedt sin Husholderske begive sig op i Stuerne, for at hun ikke skulde høre, hvad der foregik i Almas Kammer. Under Mishandlingen tvang han Alma til at falde paa Knæ og bede om "Tilgivelse", men den Mishandling, hun allerede da havde været Genstand for, var efter Lægens Udtalelser saa graverende, at selv en normal voksen Mand vilde have følt sig opfordret til Underkastelse.

Mærkeligt nok nedsatte Højesteret Straffen for den brutale Gaardejer, idet den forandrede 2 Maaneders Fængsel paa sædvanlig Fangekost til 2 Maaneders simpelt Fængsel. Derimod stadfæstede Højesteret den Erstatning paa 500 Kr., han ved Landsretten var bleven dømt til at betale Pigen. I Salær til Forsvareren for Højesteret, Hr. Bache, skal han betale 80 Kr.

(Social-Demokraten 7. januar 1925)

Mishandlingen foregik den 6. juni 1924

Børnemishandling i Landskronagade. (Efterskrift til Politivennen)

Lille Else blev pryglet med et Kosteskaft.

En oprørerende Børnemishandlings-Affære paa Østerbro.

I Landskronagade paa Østerbro er i disse Dage foregaaet en oprørende Børnemishandling, der har haft til Følge, at Politiet har maattet gribe ind.

Det er en lille 11-aarig Pige, Else Rasmussen, fra Landskronagade 19 A, St, Datter af en fhv. Gasværksarbejder Rasmussen, der er blevet mishandlet af sin Stedmoder.

Den lille Pige er blevet slaaet saaledes med et Kosteskaft, at der er fremkommet store, blodunderløbne Mærker.

Gadens Beboere tilkaldte Politiet, som straks fjernede den lille Else fra den pryglelystne Stedmoder.

Else er nu i Pleje hos et Medlem af sin Familie, medens Plejemoderen en af de første Dage vil komme for Retten.

(Klokken 5 (København) 31. juli 1924).

Landskronagade 19 blev opført i 1899. Bygningen er nu andelsbolig.

Lille Elses Tragedie.

"Klokken 5" undersøger Mishandlings-Affæren paa Østerbro. - Den hellige Stedmoder bad en Bøn før hun mishandlede det ulykkelige Barn. - Naar Else blev laaset inde i en Kulkælder, og naar hun blev jaget ud paa Gaden for at sælge Roser.

I Fængsel med Børnenes Bødler.

Den i Gaar omtalte Børnemishandling i Landskronagade 19 A antager efterhaanden et frygteligt og uhyggeligt Omfang. Det er saa 

grusomme og umenneskelige Forhold,

der kommer frem tor Dagens Lys, at man maa forsværge, at det var sandt, hvis ikke der forelaa saa haandfaste og umiskendelige Beviser herfor.

VI har haft Lejlighed til at se den lille Elses frygtelig mishandlede Krop. Og ingen vil kunne tænke sig, at en Kvinde, der er gaaet ind i en Moders Sted, kunde mishandle et Barn i den Grad.

Det mishandlede Barn.

Den lille Else har paa begge sine Laar saa store gule og blaa blodunderløbne Mærker, at man skulde tro, der var slaaet med en Jernhammer. Kun underligt at en saadan Mishandling kan have fundet Sted, uden at der er grebet ind noget før. Mishandlingen fandt som bekendt Sted sidste Fredag.

Hos den umenneskelige Stedmoder.

VI aflagde i Gaar Besøg I Landskronegade 19 og traf Fru Rasmussen hjemme.

- Hvorledes har De dog kunnet mishandle Else saaledes.

- Det var nødvendigt. Hun var en uartig og løgnagtig Pige - og stjæle vilde hun ogsaa.

- Men det berettiger dog ikke til en saadan Behandling.

- Jeg har forsøgt alt. Jeg har tryglet og bedt hende, men intet har hjulpet. Ja, jeg har bedt til Jesus for hende, men det hjalp heller ikke?

- Og saa mente De, at det hjalp med et Kosteskaft?

- Ja.

- Hvorledes bar De dem dog ad med at slaa hende saa frygtelig.

- Jeg lagde hende over denne Skamle her - hun viser os en høj Skamle - og saa slog jeg jo til ....

Saa kynisk og raa, saa uanfægtet staar denne Kvinde og fortæller alle Enkelthederne ved den frygtelige Afstraffelse.

En saadan Kvinde kan man tiltro alt, og 

det er da heller ikke første Gang, at Else har været udsat for Mishandlinger fra sin Stedmoders Side.

Vi talte med Elses Moster - altsaa en Søster til Elses rigtige Moder - Fru Brøndum, Landskrona Tværgade 4, og de Oplysninger vi her fik vidner om en Barndom saa trist og saa ond, som man kun sjældent har hørt.

Elses Moder var de to sidste Aar hun levede sindssyg og

den lille Else maatte da skøtte sig selv.

Saa døde Moderen og Elses Far traf sin nuværende Kone i Nyhavn. Og nu begyndte først den lille Piges Trængsler for Alvor. .

Allerede før Stedmoderen blev gift med Rasmussen, mishandlede hun Else paa det frygteligste. Saaledes gik Else rundt med et blaat Øje i længere Tid, som hendes kærlige Stedmoder havde givet hende. Prygl og Hundsen hørte i det hele taget med til Dagens Orden.

Dette Dyr af en Kvinde kunde saaledes raabe efter Else, naar hun legede paa Gaden: Kan Du saa komme op med Dig din Syfilisunge!

Hvor raat!

Naar Stedmoderen havde set sig vred paa Else,

laasede hun hende inde i en mørk og skummel Kælder.

For at skaffe Midler til Stedmoderens Forbrug af Snustobak og andre lækre Sager blev Else jaget paa Gaden for at sælge Roser og med Paalæg om, at det ikke kunde nytte hende noget at komme hjem, førend hun havde faaet solgt alle Roserne, ellers vankede der Prygl. Ja, selv Juleaften maatte Else ud med Kurven og vendte først tilbage ud paa Aftenen.

Lille Else

Saa ledes henslæbtes Elses Dage indtil nu, hvor Mishandlingen blev saa grov, at den ikke længere kunde skjules.

Men Faderen - ?

Men en Far har Else dog haft.

Hvorledes har han dog kunnet være Vidne til al denne Elendighed?

Jo, da Elses rigtige Mor var levende, var han en pæn og paapasselig Mand. Men senere begyndte han at svire og drikke og kom saa ikke hjem naar han havde tjent sin Ugeløn, blev Else sendt ud om Aftenen for at lede efter Faderen paa Beværtningerne der i Nærheden, Og vendte hun hjem, uden at faderen var med eller uden at have faaet Penge af ham, ja saa stod den paa Prygl igen.

Sin frygtelig Tilværelse for en lille Pige som Else at vokse op i, hun ser saa mild og god ud, og det er ogsaa kun Lovord, Husets Beboere og de Handlende deromkring har overfor Else.

Nu er hun som sagt

fjærnet fra det unaturlige "Hjem"

og foreløbig ombragt hos sin Moster, som Else er forfærdelig glad for. Og det er at haabe, at Politiet, der nu har taget sig af Sagen, ikke vil tage med Fløjelshandsker paa denne forbryderiske Stedmoder, der i Stedet for at blive en Moder for Else blive hendes Bøddel.

Er Straf nogensinde fortjent, saa er det i et saadant Tilfælde som det her, hvor en stor og voksen Kvinde skamslaar et værgeløst Barn, saa grusomt og saa raat som det er sket med den lille Else.

VI siger:

- I Fængsel med Børnenes Bødler.

(Klokken 5 (København) 1. august 1924)

Sagen mod Adolfine Rasmussen, Landskronagade 19 st. blev første gang behandlet i byretten den 16. august 1924. Det viste sig her bl. a. at hun havde anvendt en vaskepind (ca. halvdelen af et kosteskaft). Hun indrømmede mishandlingen.

Lille Else.

Det mishandlede Barn fremsætter Anklagen mod sin Stedmoder.

Else.

I en Række Artikler har "Klokken 5" skildret Mishandlingsaffæren fra Østerbro. VI har afsløret de forfærdelige Mishandlinger, som lille Else har været Genstand for fra sin Stedmoders Side: Fru Kirstine Rasmussen, Landskronagade 19 A.

Forundersøgelsen har været foretaget af Politiassessor Krenchel i 11. Undersøgelseskammer. I lørdags afholdtes Forhør hos Dommer Troels-Lund.

Under Forhøret oplystes det, at Elses Moder døde for 3 Aar Siden af Sindssyge. Else kom da i Pleje hos sin Moster, en Fru Jørgensen, Landskronagade 4, 4. Ved Pinsetid forrige Aar giftede Rasmussen sig med Stedmoderen, og Else kom hjem.

En Fader - -

Elses Fader var den første, der blev afhørt, og han blev forelagt Vidnepligten og gjort bekendt med, at hvis han ikke talte Sandhed, vilde det medføre, at han blev anholdt.

Han forklarede, at Else løj og var tyvagtig. Naar hun blev sendt i Byen, var hun ofte blevet »ak en Time eller mere og havde besøgt Rasmussens Moster. Ra Gang for et Aar siden havde hun timler et Besøg hos Rasmussens Broder stjaalet 2 Kroner.

Har hun senere rapset? spurgte Dommeren.

- Nej.

Hvad Else forklarer.

Else bliver nu afhørt.

Hun forklarer, at hun gentagne Gange er mishandlet af Stedmoderen. Hun er blevet trukket i Haarflætningerne igennem Stuen ud i Køkkenet. En Gang er hun blevet sparket i Underlivet, saa hun var syg i flere Dage, Og en Gang er hun blevet lukket inde i en Kulkælder om Dagen, til Faderen kom hjem og lukkede hende ud. Hun er ogsaa blevet pryglet.

Dommen falder i Dag.

Er Fru Rasmussen sindssyg?

Politiet blev i Gaar Formiddags kaldt til Landskronagade for at afhente en sindssyg Kvinde. Det viste sig at være Barnemishandlersken Fru Rasmussen. Hun havde flaaet alt Tøjet af sig.

Efter at Politilægen havde undersøgt hende, blev det besluttet at indlægge hende paa 6. Afdeling.

(Klokken 5 (København) 18. august 1924).

Skal lille Elses Plageaand slippe for Straf?

Hvorledes lyder Dr. Fog's Lægeerklæring? - Skal Mishandlingerne bortforklares? - Et underligt Hemmelighedskræmmeri.

Dette er ikke grov Mishandling! - Stedmoderen lagde lille Else over en Skammel, bad en Bøn og pryglede det ulykkelige Barn med en tommetyk Vaskepind. - Endnu 8 Dage efter bærer Elses Krop frygtelige Mærker efter Slagene 

Vore Afsløringer af lille Elses Lidelser vakte Opsigt i Gaar, og fra alle Sider mærkede vi, at kogende Had af Harme mod den onde Stedmoder, der er Barnets Bøddel.

Det var den sidste Pryglescene, der fik Bægeret til at flyde over, og endelig blev den lille rige befriet for sin Plageaand.

En hemmelig Erklæring - !

Men hvorledes tager Politiet paa en saadan Affære. Vi har med Glæde konstateret, naar Politi og Domstole har slaaet ned paa Dyrplagerne og givet dem en velfortjent Straf. Men her, hvor det drejer sig om et Barn, der tilredt værre end noget Dyr, maa Myndighederne gaa endnu strengere til Værks. Og, hvis det er Hensigten at yde Stedmoderen en ufortjent Beskyttelse, da skal vi ogsaa vide med andre Midler at fremtvinge en retfærdig Afgørelse.

Dr. Fog fra Retemedicinsk Institut har undersøgt Barnet og udstedt en Erklæring. Men denne Erklæring er hemmelig - !

Vi erfarer imidlertid, at Politiets Standpunkt skal være dette, at her ikke foreligger grov Mishandling!

Maa vi da spørge: Hvad er grov Mishandling? Skulle Else først være slaaet til Krøbling, før Stedmoderen kunde faa sin velfortjente Straf.

VI spørger blot, og vi har god Grund til at spørge efter at vi med vore egne Øjne har set lille Elses stakkels mishandlede Legeme. Ved at undersøge den lille Else opdager man, at det ikke alene er paa Underkroppen hun har synlige Tegn af Mishandlinger, men ogsaa i Hovedet. Hun har saaledes paa begge Sider af Hovedet store gule og blaa Mærker efter Slag. Paa Næsen har hun et langt aargammelt Ar. Det stammer ogsaa fra en Pryglescene.

Sagen er heldigvis heller ikke sluttet endnu. Og Forhørene vil forhaabentlig overbevise Politi og Dommerne om, at her er Grænsen for Revselse af et Barn brutalt overtraadt.

Det skal dog slaas fast en Gang for alle, at,

ustraffet mishandler og skamslaar man ikke et værgeløst Barn.

Vi har modtaget mange Henvendelser i Løbet af i Gaar fra Beboerne i Gaden og de har alle som een takket os for, at vi tog os af lille Elses Sag.

Og det er artige Ting, der fremkommer om denne umenneskelige Stedmoder. En Gang pryglede hun Else paa sin sædvanlige hensynsløse Maade, derefter greb hun fat i den lille Pige og 

dunkede hendes Hoved ind mod Muren,

indtil en af Beboerne havde lagt sig imellem. Altid saa man den lille Else forgrædt og forknyt. Om Morgenen - enten det var Sommer eller Vinter - blev Else jaget ud Kl. 5 for at skaffe gammelt Brød. Og Pinsemorgen, medens alle de andre smaa Piger stod i deres nystrøgne Pinsepuds, maatte den lille Else slide og slæbe med at banke Tæpper og gøre rent. Det var hendes Pinsefornøjelse.

Ja, saaledes kan det ene triste Billede efter det andet rulles op for os. Men hvad vi har fremført maa være nok til at karakterisere denne Kvinde, der er i Stedet for at blive Elses anden Mor, blev hendes Plageaand og Bøddel

(Klokken 5 (København) 2. august 1924).

Fru Rasmussen blev ved byretten idømt 14 dages fængsel på sædvanlig fangekost. Sagen blev i aviserne sammenlignet med dommen i juni 1924 i sagen mod ægteparret Wedin, som også er beskrevet andetsteds på denne blog. Straffen for ægteparret var langt større.

Den blinde Kurvemager fortæller sit Livs Tragedie. (Efterskrift til Politivennen)

Tjenestekarlen, der blev pryglet og mishandlet af to Bønder til han mistede Synet.

Den ene af Slynglerne klippede ham i Øret med en Saks - for at mærke han for hele Livet.

Børnene i Gaden stimler sammen.

- Der kommer han! siger de alle, deres Ansigter bliver pludselig alvorlige, og de stirrer mod en høj, fattigt klædt Mand, der langsomt arbejder sig frem, - og som har en halvvoksen Knægt til at føre sig.

Manden er den blinde Kurvemager Niels Nielsen

fra Folkvarsvej. Han har sin egen Historie, hans Liv er en Tragedie; det er ikke en medfødt Svaghed, det er ikke en alvorlig Sygdom, der har gjort ham blind. Nej, det er en Bondes Kørepisk, en raa og brutal Bendes Mishandling, der har gjort, at Niels Nielsen for evigt har mistet sit Syn.

Vi følger med ham hjem, følger med til hans blinde Kone og hans to Smaapiger, den ene er 3, den anden kun et halvt Aar gammel, og her i hans lille Lejlighed beder vi ham fortælle om

hans Livs Historie

Alt tegnede saa lyst og festligt, alt Syntes at være i den bedste Gænge for ham. Han var Bondekarl han tjente i Kirkelte ved Lillerød, og selv om han ikke var beslaaet med Gods og Guld, fandt han Livet herligt. Han haabede som alle andre, der vil frem, han haabede indtil den Dag, han brutalt blev frarøvet Synet ved et modbydeligt og raat Overfald fra sin Husbonds Side.

- Det var den 8. Oktober 1904, siger Niels Nielsen. Vi var færdige med alt Høstarbejdet, og da jeg om Formiddagen vilde køre Hestene ud paa Marken, kom min Husbond, Gaardejer Christian Petersen, og siger til mig:

- Du skal ikke køre Hestene ud. Det skal jeg nok selv besørge. Jeg har ikke Brug for Dig mere, Du kan rejse med det samme.

- Jeg saa paa ham, fortsatte Niels Nielsen, jeg var meget forundret. Jeg vidste jo nok, at enkelte Gaardejere benyttede den Trafik at smide deres Folk af Tjenesten for at slippe for at betale dem deres Løn, men jeg havde alligevel ikke ventet mig den Behandling.

- Var han da ellers flink?

- - Naa-h, det er saa meget sagt. Han havde jo en grov Mund og var noget hidsig og opfarende, men vi var da kommet ud af det sammen.

- Hvad sagde De til ham?

- Jeg sagde, at jeg mente, jeg var fæstet hos ham og ikke uden Grund kunde jages paa Porten; men han blev ved sit, og saa lod jeg ganske roligt Hestene staa og gik ned til Byen for at hente mit Kravetøj og forskellige Smaating.

Da jeg ved Middagstid kom hjem og vilde gaa over i Borgstuen for at faa min Mad, kom Christian Petersen løbende hen imod mig, hidsig og rasende som en Tysker. Jeg skulde ikke have nogen Mad, ikke det mindste, jeg var færdig hos ham og kunde blot skrubbe af. Han brød sig ikke om at se mig et Øjeblik længere.

Naa, jeg lovede saa at gaa, blot jeg fik mine Penge.

Prygl.

Men det skulde jeg aldrig have sagt, for i sin Hidsighed gav han sig til at gennembanke mig.

- Slog De ikke igen?

- Jo, saa godt jeg kunde; men det varede ikke længe, for vi havde ikke slaaet mange Slag, før Christian Petersens Nabo, Peder Mathiesen, kom til og hjalp sin Frænde. De to gennembankede mig paa det frygteligste. Aldrig nogen Sinde er jeg blevet behandlet paa den Maade, og jeg ømmede mig og skreg af Smærten efter Slagene.

Chr. Petersens Moder kom til.

- Men hvad er det dog, Du gør ved ham, Christian? sagde hun. Lad det stakkels Menneske dog gaa.

Men jeg fik ikke Lov til at gaa.

Begge Gaardejeme var saa hidsige, at de absolut ikke var modtagelige for Fornuft eller for en Appel om Skaansel. De tampede løs paa mig, antagelig anede de ikke selv hvorfor, men de gjorde det.

Og saa sagde Chr. Petersen pludselig:

- Hold ham fast, Peter, saa saa gaar jeg ind og henter Kørepisken.

Saa kan han mærke lære, at det er Alvor.

Peter Mathiesen holdt mig, og Chr. Petersen hentede sin Kørepisk. Var jeg ikke forhen blevet mishandlet, saa blev jeg det nu. Han gennembankede mig med Pisken, og da han ikke kunne mere, smed han mig ned i Stenbroen.

Blodet flød af mig. Jeg kunde intet se; men jeg tænkte ikke over, at jeg skulde være blind.

Det værste Blod blev vasket af mig, jeg blev smidt paa en Vogn og kørt til Hørsholm - og her sov jeg Natten over i Arresten. Det skulde jo laves om til, at det var mig, der var Forbryderen. Men den gik ikke. Dagen efter blev jeg indlagt paa Usserød Sygehus; men Lægen her sagde, at jeg skulde til en Specialist i København. Der var ogsaa en Betjent, som rejste med mig; men ingen Steder vilde de have mig, fordi Karlebo Kommune ikke vilde kautionere for mig. Saa blev jeg ført tilbage til Usserød Sygehus, og her laa jeg i 3 Maaneder. Overlægen var forfærdelig flink; men han vilde hele Tiden have, at jeg skulde til Behandling hos Professor Bierring her i København. Men han kunde ikke hjælpe mig.

Den ulykkelige Mand blev klippet i Øret med en Svinesaks.

- De var blevet blind? spørger vi.

- Ja, Nethinden var sprunget. Mit venstre Øje var daarligt, og det kunde jeg ikke se med, og det højre blev slaaet i Stykker med Kørepisken eller i Faldet mod Stenbroen. Hvornaar véd jeg ikke. Men det var frygteligt pludselig at mærke, at man ikke kunde se.

- Var det Deres egen Husbond, der mishandlede Dem mest?

- Ja, det var det vel; men det var da Peter Mathiesen, der klippede mig i Øret.

- Hvad gjorde han?

- Ja, han sagde til min Husbond: Hold Du ham nu lidt, saa skal jeg mærke ham, som han fortjener, - og han tog da en Svinesaks og skar mig i Øret. Jeg skulde mærkes for Livstid, og det blev jeg.

Men det var ogsaa hele den Løn, jeg fik for mit Arbejde den Sommer.

- Fik De aldrig nogen Erstatning?

- Nej, det viste sig, at Christian Petersen intet ejede. Han maatte gaa fra Gaarden, og nu er han Daglejer, hvis han da lever endnu.

- Og har De saa opretholdt Livet som Kurvemager?

- Ja, jeg kunde det jo, før jeg blev slaaet blind, og det har jeg altsaa ernæret mig ved. Nu fletter jeg Dækketøjskurve til De blindes Udsalg, og naar det gaar hurtigt, kan jeg tjene 24 Kr. om Ugen.

- Det kan De da ikke leve af?

- Nej, men af de Penge skal jeg jo ogsaa betale Medhjælp, og det er heller ikke saa billigt. Men vi faar Invaliderente, og det er vi evig glade og taknemmelige for. Bare jeg kan arbejde, er der intet som helst at være ked af, men jeg kunde godt lide at faa min egen Forretning. Saa vilde jeg faa mere for mit Arbejde end nu.

(Klokken 5 (København) 14. juni 1924).

Tjenestepige pisket. (Efterskrift til Politivennen)

En Slyngel, der prygler sin Tjenestepige med en Hundepisk.

En forfærdende Mishandlings-Affære for Retten.

Piskeslagene regnede ned over den unge Pige, og liggende paa Knæ maatte hun love intet at fortælle.

Vor Korrespondent i Nykøbing telefonerer:

Forpagter Larsen fra Hillested er anholdt for Mishandling af sin Tjenestepige. Han var i Gaar fremstillet i Forhør, hvor det oplystes, at han havde slaaet Pigen 10 til 15 Gange over hele Kroppen med en Ridepisk. Slagene havde været saa voldsomme, at den unge Pige maatte køres til Læge. Forpagteren havde med Ridepisken i Haanden tvunget den unge Pige til at falde paa Knæ foran ham og bede om Forladelse, fordi hun havde omtalt et Forhold mellem Forpagteren og hans Husbestyrerinde. Endvidere maatte hun - stadig liggende paa sine Knæ - love, at hun ikke vilde fortælle til nogen, at han havde slaaet hende!

Forpagteren tilstod i Forhøret, at han havde slaaet Pigen og tilbød at afgøre Sagen med en Bøde, men dette vilde Dommeren ikke udtale sig om i Øjeblikket. Forpagteren tilbød derefter en Kaution paa 2000 Kr., hvis han maatte blive løsladt, men dette Tilbud blev straks afslaaet, og Forpagteren blev atter ført ned i Arresten.

I Eftermiddag v|| han paany blive fremstillet i Forhør, og det ventes, at der vil blive afsagt Arrestdekret over ham.

Den anholdte er Broder til den for kort Tid siden omtalte Obligationssvindler.

(Klokken 5 (København) 12. juni 1924)

Børnemishandling i Rosenborggade. (Efterskrift til Politivennen)

Børnemishandlerne fra Rosenborggade dømt.

Det dømte Ægtepar Madsen-Wedin. I Midten Forsvareren, Overretssagfører Bohn-Christiansen paa Domhusets Trappe.

I Gaar faldt Dommen over det mærkelige Ægtepar, Madsen-Wedin fra Rosenborggade, der den 13. April paa en oprørende brutal Maade mishandlede deres lille seksaarige Pige, idet Faderen gennempryglede Barnet paa det nøgne Legeme med en Hundepisk, medens Moderen holdt hende. Ægteparret havde privat engageret Overretssagfører Bohn-Christiansen som Forsvarer, men det var en meget utaknemlig Opgave denne havde faaet. Han havde forlangt en yderligere Vidneafhoring af Doktor Fogh fra Retsmedicinsk Institut, der først havde behandlet Barnet, men det viste sig at være et fælt Misgreb. Doktorens Forklaring tjente kun til yderligere at understrege Forældrenes raa Brutalitet, og efter dette faldt Rohn-Christiansens i sig selv meget spagfærdige Forsvarsargumenter ganske til Jorden. Han paaberaabte sig en Højesteretsdom fra 1893, hvor de Tiltalte i et lignende Tilfælde var blevet frikendt, men Dommeren oplyste ham om, at der forelaa fem Højesteretsdomme af senere Dato, der sagde det stik modsatte, saa ogsaa her var han meget uheldig.

Dommer Troels-Lund gav de unaturlige Forældre hver 30 Dages Fængsel paa sædvanlig Fangekost, en Dom der forefaldt tilhørerne meget mild, saa det kunde derfor kun forbavse, at de dømte efter Konference med deres Sagfører, appelerede til Østre Landsret

- - -

VI havde senere en Samtale med Hr. Troels-Lund, der udtalte:

Jeg mener egentlig ikke selv at Dommen er mild - 30 Dage paa sædvanlig Fangekost svarer jo til ca 120 Dages simpelt Fængsel, men den er afsagt efter nøje Overvejelse. Jeg har forresten drøftet Sagen med Stadsadvokaten, og jeg mener Dommen er saadan, at en højere Instans hverken vil mildne eller skærpe den, men derimod give den Stadfæstelse.

(Aftenbladet (København)  4. juni 1924).

Voldshandlingen blev udført palmesøndag den 13. april 1924 mod Ebba Lisa Wedins barn Anna Lisa (6 år) af første ægteskab fordi hun havde taget en kjole forkert på og spildt en kop vand på køkkengulvet. Hun ville ikke bede om forladelse. 

Efter dommen anmeldte ægteparret den unge pige Ebba Lundin som havde foranlediget voldssagen. Hun var i mellemtiden rejst hjem til Sverige, og anklagen om at hun skulle havde stjålet nogle af fru Wedins pleureuser og bedraget parret for 4 kroner, blev afvist. 

Landsretten fordoblede den 26. juni 1924 straffen til 2 måneder. Ægteparret sproglærer Richard og Ebba Lisa ansøgte om benådning. Der blev ført en stærk agitation til støtte for ægteparret, henvendelse til justitsministeren og  Landsretten. Justitsminister Steincke nedsatte efterfølgende straffen fra 2 til 1 måneds fængsel.

Barnet blev anbragt i pleje i Nordsjælland. 

En Silistria-Affære i København. (Efterskrift til Politivennen)

Manden, der vilde save sin Hustru midt over.

En ond Ægtemand - Chauffør Julius Cæsar Boeck - blev i Gaar fremstillet i Byretten i København.

Fru Boeck har fortalt Politiet, at i de 12 Aar, hun har været gift med Julius Cæsar, har hun gaaet i en stadig Angst for sit Liv. Hun er fra Dag til Dag bleven mishandlet - siger hun - paa den skændigste, mest barbariske Maade.

Fru Boeck forklarede, at hun var bleven mishandlet af sin Ægtefælle omtrent fra den Dag, da hun var bleven gift. Han havde ikke alene slaaet hende med Hænderne, nej, han havde ogsaa brugt en Læderrem.

- Hvorfor slog han Dem? spurgte Dommeren.

- Min Mand beskyldte mig for at være ham utro.

- Havde han Grund dertil?

- Nej, nej! Det er en Beskyldning, der er grebet ud af Luften. Jeg har intet at bebrejde mig selv.

- De har forklaret, at han har truet med at tage Dem af Dage?

- Ja, mange Gange I Han har forfulgt mig med en Brødkniv i Haanden. Og han har sagt, at han vilde skyde mig. Og mindst et Par Gange har han truet med, at han vilde save mig midt over!

Af Politiets Rapport fremgik, at Fru Boeck for et Par Aar siden blev separeret fra sin Mand. Hun maatte efter Separationen sammen med sine Børn tage Ophold i en Kælderlejlighed, Valbygaardsvej 56. Men heller ikke her fik hun Fred for sin Ægtefælle. Atter og atter opsøgte han hende og truede hen de med det værste. En Gang havde han knust Ruderne og var trængt ind i Lejligheden. For at undgaa at blive mishandlet maatte hun og Børnene flygte ud af Bagdøren.

- Jeg havde en ung Pige, der gik mig tilhaande. Hun irriterede min Mand i den Grad, at han truede med at slaa hende ned med en Jærnstang, sagde Fru Boeck.

I Søndags havde Boeck paany forulempet sin Hustru.

Ved Aftenstid havde han indfundet sig i Valbygaardsvej 56 og hamrede løs paa Døren.

- Kommer Du ikke hjem til mig, havde han raabt, bliver det værst for Dig selv. Du spøger med dit Liv!

- Hr. Dommer, tryglede den ulykkelige Kvinde, sig mig, hvad jeg skal gøre? Jeg er saa forpint! Jeg véd ikke, hvor jeg skal skjule mig. Jeg lever i stadig Angst!

Julius Cæsar Boeck var meget syg, da han kom for Skranken, og han havde stor Medlidenhed med sig selv.

- Jeg har aldrig ment det alvorligt, sagde han. Jeg er saa rask til at true, men det betyder intet, og det véd min Kone meget godt. Det er ikke rigtigt, at jeg har truet hende paa Livet.

Men efter at Dommeren havde foreholdt ham, hvad hans Hustru havde forklaret, maatte Julius Cæsar indrømme, at det i hvert Fald var rigtigt nok, at han i Søndags havde sagt, at hun spøgede med sit Liv.

- Hvad mente De dermed ? spurgte Dommeren.

- Mente? Ærlig talt, jeg véd det ikke, svarede Julius Cæsar. Det var et Par Gloser, der faldt mig i Munden.

- Det var nogle meget uheldige Gloser, bemærkede Dommeren.

Og derefter blev der afsagt Arrestdekret over den brutale Julius Cæsar.

(Demokraten 30. august 1923).

Sagen endte et par uger efter med at der blev indgået et forlig mellem ægtefællerne om separation og senere skilsmisse.

Den eneste beboelige kælderlejlighed i nuværende Valbygårdsvej. I dag beboerlokale for Andelsboligforeningen Vesterparken. Foto Erik Nicolaisen Høy.

En Pølsemand skamslaaet. (Efterskrift til Politivennen)

Han blev slaaet i Jorden og hans Vogn blev væltet. - Pølser, Sennep og Rundstykker i forvirret Kaos.

Ved 12-Tiden i Nat blev der udkæmpet et drabeligt SIag paa Amagertorv. Her havde 3 sildige Nattevandrere grupperet sig om en Pølsevogn, og de rekvirerede ind med en Voldsomhed, der ikke havde Bund i deres kontante Beholdning, og da Betalingens Time slog, kom det da ogsaa til et brutalt og blodigt Sammenstød. De 3 Mennesker vilde ikke betale Aagerpriser for Pølserne, fortalte de, og da Pølsemanden trods denne Forsikring alligevel krævede sin Betaling, foer de 3 Mænd over ham, kastede ham om paa Stenbroen efter at have gennempryglet ham paa det læsterligste, og blev, da Pølsemanden stadig laa og "gav ondt af sig", enige om at hælde hele Pølsevognens Indhold ud over ham.

Pølseforhandleren slap med Skrækken, og han fik rejst sig saa betids, at han kunde komme af Vejen, inden Vognen blev væltet. Han søgte at forhindre dette; men hans Anstrengelser var forgæves, og snart efter laa hele Vognens Indhold, Pølser, Sennep og Rundstykker, i en underlig kaotisk Blanding.

Pølseforhandleren raabte Gevalt, og en Del Nattevandrere satte i fuld Fart efter de 3 Voldsmænd. Det lykkedes at fange den ene - den 23-aarige Holger A., som blev bragt til Nørregades Politistation. Her fortalte han, hvem det var, han havde været sammen med, og i Formiddag er hans to Kammerater bleven anholdt.

(Klokken 5 (København) 4. april 1923).

Slagsmål på Kvægtorvet. (Efterskrift til Politivennen).

Lørdag formiddag opstod et blodigt slagsmål på Kvægtorvet mellem en folk kvægdrivere, deriblandt "Den dovne Dreng", "Surmulen", "Gråbideren" og "Bræddestablen". De bearbejdede hinanden med stave så blodet flød af dem.

Nogle slagtersvende kom nu til og ville forhindre yderligere overlast, men nu kom et andet slæng kvægdrivere til og begyndte at slå løs på slagterne, så at der kom en snes mennesker i slagsmål.

Politiet kom nu til, og fik de værste slagsbrødre anholdt, men "Gråbideren" og "Surmulen" måtte tages under lægebehandling.

(Folkets Avis - København, 11. december 1905).

Kjøbenhavnske Bøller. (Efterskrift til Politivennen)

Natten til i Fredags fandt der i Følge "Pol." ude i Blaagaardsgade i Kjøbenhavn en større Scene Sted, som foreløbig er endt med ikke mindre end fire Arrestationer.

Omtrent ved Midnatstid kom en paa Nørrebro velkjendt Bølle, Carl Jensen, som af Profession er Væver, ned i en lille Forretning i Blaagaardsgade, hvor der sent ud paa Aftenen serveres varme Æbleskiver. Han forlangte i en brysk Tone nogle Æbleskiver, men da han tidligere havde gjort Spektakler i Kjælderen, viste Værten ham ud.

Men førend Væveren kom ud ad Døren, traadte tre store, stærke Karle ned i Kjælderen og gik uden mange indledende Bemærkninger løs paa Værten. Det var Væverens Kammerater og Forbundsfæller, som havde staaet oppe paa Gaden og set hvad der passerede.

Alle fire overfaldt de nu den ulykke lige Vært; Væveren greb en Stol og knuste den paa Byggen af ham, og de regalerede ham Alle saa kraftigt med Slag og Spark, at han maatte flygte ud i Køkkenet. Men selv herud forfulgte de ham; de to flaaede Klæderne af ham, den tredie rev hans Lommeuhr op, kastede det paa Jorden og traadte paa det, den fjerde knuste et Spejl og kastede Tallerkener og Glas i Hovedet paa den stakkels Vært.

Denne saa sig da saa haardt trængt, at selv det kraftigste Mod vælge maatte være berettiget. Han greb det første, han kunde faa fat i, en svær Kødkølle, og svingede den mod Væverens Hoved; han ramte ham midt i Panden, og Bøllen segnede halvt bevidstløs og blodig til Jorden.

Imidlertid var der kommen Politi til; Betjenten saae hurtigt, hvorledes det hang sammen, og med noget Besvær lykkedes det at faa de fire Bøller overmandede.

Væveren, som havde faaet Kølleslaget i Panden, maatte i Droske kjøres til Kommunehospitalet; men efter her at være forbunden blev han ført til Politistationen.

(Jyllandsposten 26. januar 1896).

Betjent Kundby, Amager. (Efterskrift til Politivennen)

 Politi-Overfald paa Amager.

Betjent Kundby.

Den Mand, hvis Billede vi her bringer, er for Øjeblikket Samtalens eneste Genstand paa Amager. Det er Politibetjenten i Dragør, Peter Nielsen Kundby, der forrige Søndag overfaldt to værgeløse Karle med dragen Sabel, tilføjede dem flere alvorlige Saar, og nu med Standhaftighed nægter Overfaldet og endog truer de Overfaldne med Injuriesøgsmaal.

Vi skal i Korthed fremdrage dette nye Udslag af Politi-Heltemod efter de Oplysninger, som vi straks paa Stedet bar indhentet.

Men først en Karakteristik af Betjenten Kundby.

Han er en høj, svær Mand paa ca. 36 Aar med et stort, grovt Ansigt, forsynet med store Øren. Hans Vej fra Københavns Politi til Amagers sydligste Spids betegnes ved en Række Heltegærninger, men han har altid søgt at benægte dem i Retten, naar hans Meriter var saa opsigtvækkende, at Situationen fordrede kriminel Indblanding.

For tre Aar siden afskedigedes han af Københavns Politi, men fik umiddelbart derefter Ansættelse som Opdagelsesbetjent og fungerende Overbetjent i Amager Birk. At hans Kvalifikationer som Opdager var mindre gode, er overflødigt at bemærke, og heller ikke egnede han sig just til at varetage en Overbetjents Stilling og Pligter.

Det varede ikke længe, før man blev ked af ham. Saavel af sine Kolleger i Korpset som af Befolkningen var han lige lidt afholdt, og Misstemningen mod ham blev tilsidst saa stærk, at han ansaa det for raadeligst at tage sin Afsked. Dette gjorde han og han søgte samtidig Plads som menig Betjent i Drager Det var her, han kort efter sin Tiltrædelse atter viste sit Heltemod og ualmindelig fine Temperament ved sit Overfald forrige Søndag.

Der havde denne Dag, som regelmæssig hver Søndag, været offentlig Dans i Kongelunden, og efter Dansens Ophør drog et større Selskab syngende og larmende gennem Skoven, dog uden at forulæmpe nogen. Kundby, som havde været tilstede ved Dansen og rimeligvis vilde vise Prøver paa sin Myndighed, løb efter Selskabet med dragen Sabel, og her var det, han paa Vejen traf to Karle, der gik roligt ved Siden af hinanden.

Uden at sige et Ord styrtede Betjenten sig over dem, hævede Sablen og gav den ene, Johan Johansen et alvorligt

Sabelhug over Armen

Derefter førte han et nyt Hug mod Johansens Hoved. Med den Kraft, hvormed det blev ført, vilde det utvivlsomt have dræbt Karlen, saafremt han ikke havde bøjet Hovedet til Siden.

Betjenten vendte sig nu til den anden Karl, August, gav ham bagfra

Hug i Baghovedet

og endnu adskillige Hug over Armene. Saa gik Betjenten og lod de to saarede Mennesker, dryppende af Blod, selv finde Vejen hjem.

Da dette brutale Overfald rygtedes over Amager, var Indignationen naturligvis uhyre. Befolkningen forlangte med god Grund Kundbys øjeblikkelige Afskedigelse, og forhaabentlig bliver han fjærnet inden altfor lang Tid.

Foreløbig er der indledet kriminel Undersøgelse over det Passerede, og Kundby har for Retten dristigt nægtet alt. Heldigvis kom der under Optrinet saa mange Vidner tilstede, at han ikke vil kunne undgaa en meget haard Straf. Naar det andet Steds er blevet fortalt, at Sablen er taget fra ham, er dette dog urigtigt.

De Overfaldne.

Af de Overfaldne befinder især Johansen sig mindre vel. Han tjener hos Proprietær Leth paa "Raagaard" i Ullerup og maa endnu i længere Tid gaa med Armen i Bind. Saaret er meget betydeligt og hele Armen stærkt opsvulmet.

August, der tjener hos Gaardejer Kristen Hansen i Ullerup, er ogsaa stærkt medtaget. Saaret i Baghovedet er vel ikke absolut farligt, men saavel dette som de andre Saar vil for lang Tid gøre ham udygtig til alt Arbejde.

Man haaber paa Amager, at det utaalelige Politiregimente efter denne blodige Affære nu vil være forbi. Dette er dog ingenlunde sikkert, selv om Kundby bliver afskediget. Amtsraadet har nemlig bestemt, at alle Betjente paa Amager herefter skal bære Sabel - en Forret, der tidligere var Kundby forbeholdt - og man tør saaledes antage, at Amagerne ikke gaar absolut fredelige Tilstande i Møde

(København 9. august 1895).

Politiet paa Amager.

Sidste Efteraar indførte Amager Birk den Skik eller Uskik, om man vil, at Politibetjentene skulde forsynes med lange Ryttersabler. Birkedommeren motiverede den Gang sit Forslag med, at Betjentene skulde have noget at værge sig med.

Nu har imidlertid, som vi meddelte i Gaar, Betjent Kundby fra Dragør misforstaaet Situationen og gaaet angrebsvis til Værks med den dragne Sabel. Vi har undersøgt Sagen paa Stedet, og det synes sikkerl, at der foreligger et Myndighedsmisbrug.

Egnens Ungdom havde Søndag den 28. Juli faaet sig en Svingom i Kongelunden, hvor Betjent Kundby var til Stede som Ordenshaandhæver. Der forefaldt imidlertid ikke anden Uorden end at en noget urolig Gæst paa læmpelig Maade blev "hældt ud" af Værten og dennes Medhjælpere. Der blev saaledes ingen Brug for Kundbys Assistance. Dansen ophørte Kl. 12 og Ungdommen begav sig da straks paa Hjemvejen gennem Skoven. I den smukke Sommeraften sang man nogle Sange, men deri har selvfølgelig intet kriminelt.

Kundby maa imidlertid have anset Sangen for Kontrebande, thi han og en civilklædt Betjent Walther løb efter de Syngende. Bag ved disse gik to Tjenestekarle, som slet ikke deltog i Sangen, og som ikke var sig nogen Brøde bevidst. Disse to hører pludselig en Stemme sige: "Der er de," og umiddelbart derefter fik den ene Karl et Sabelhug i Baghovedet. Den anden Karl vendte sig derefter til Angriberen, som viste sig at være Kundby, og spurgte: "Hvad slaar De for," men i Stedet for at svare huggede Betjenten efter hans Hoved. Da Karlen i det samme bukker sig ned, rammer Sabelen hans Arm og bibringer den et tommedybt Saar, af hvilket Blodet straks væltede ud. Og Betjenten gav ham endda flere mindre Saar i Siden og paa Armen.

Medens dette stod paa var de Syngende løbet deres Vej. En 15 Aars Dreng, som var kommet bag efter, fik dog af den vrede Bersærk en velrettet Lussing med paa Vejen. De to Saarede gav sig paa Vej til deres Hjem i Ullerup, men det var en drøj Vandring, da de var udmattede af Blodtabet. Ved Hjemkomsten blev Saarene forbundet og næste Morgen kom de under Lægebehandling. De to unge Tjenestekarle, som har et godt Lov paa sig i deres Egn, vil maaske ikke faa varige Følger af Slaget i Kongelunden, men de er endnu, omtrent 14 Dage efter, ude af Stand til at gøre Fyldest i deres Arbejde.

Sagen blev straks mældt til Amager Birk, hvor den, som i Gaar meddelt, for Tiden behandles.

Betjent Kundby, som for ca. 6 Uger siden blev ansat i Dragør, synes ikke at have noget godt Lov paa sig hverken her eller i sin tidligere Virksomhed. Han var oprindelig ansat ved Københavns Politi, hvor han ikke stod paa nogen god Fod med sine Kolleger. Senere har han været ved Opdagelsespolitiet og kom derefter til Amager Birk, som for 6 Uger siden sendte ham til Dragør. I Forhørene har Kundby erklæret, at han ikke har overskredet Grænsen for sin Myndighed. Men det er jo notorisk, at Karlene har faaet Skrammer af Sabelen, og der er Vidner nok paa, at de to angrebne Karle ikke forulempede hverken Betjenten eller andre. Selv "Nationaltidende", som i Aftes bringer en Notits om denne Sag, indrømmer da ogsaa, at de to unge Mand "ikke har hørt til de værste Urostiftere", og at "Kundby maaske paa den mørke Skovvej har anset Situationen for alvorligere, end den i Virkeligheden var, hvorfor han trak sin Sabel og tildelte et Par af Karlene nogle Sabelhug". Men en saadan Misforstaaelse af Situationen vidner ikke om den Overlegenhed, som en Politimand bør være i Besiddelse af.

Kundby har iøvrigt for et Par Dage siden i Vidners Overværelse udtalt følgende om Begivenheden i Kongelunden :

"Ja, naar De piber for saadanne Smaating, saa skal De faa noget andet at vide."

Der har paa Amager været udspredt det Rygte, at Sabelen nu var taget fra ham. Denne Formodning er sagtens opstaaet derved, at Betjenten sidste Søndag mødte til et Storborgergilde i Kongelunden uden dette Værge, og at han i det hele her optraadte paa en ganske anden Maade end ved Ungdomsgildet forrige Søndag. Men Sabelen er i Virkeligheden ikke taget fra ham. Birket har ladet ham forblive i Funktion under Forhørene, der næppe vil blive sluttede før om en Uges Tid, naar Birkedommeren kommer hjem fra sin Ferierejse. Og derefter skal Sagen sendes til Amtet, inden der kan foretages noget videre i den.

Der er selvfølgelig ingen Grund til at klage over, at Birket gaar grundig tilværks. Men det havde sikkert været korrekt og i Overensstemmelse med Praksis i lignende Tilfælde, naar man havde suspenderet Betjenten fra sin Stilling, saa længe Undersøgelsen staar paa, og det vilde i hvert Fald være i Overensstemmelse med Befolkningens Ønsker.

(Social-Demokraten 10 august 1895).

Den 13. august blev betjent Kundby suspenderet fra sin bestilling. Kort tid efter blev han syg med lungebetændelse. Han blev midlertidig erstattet af betjent Jensen i Kastrup. Han måtte ved den lejlighed aflevere sin sabel. Under forhørene blev de forulempede i tvivl om det overhovedet var Kundby som havde slået dem.

Kundby blev herefter mælkeforpagter. I det embede blev han december 1895 vidne i en sag mod en af de rigeste bønder i Hollænderbyen gårdejer Isbrand Jensen, Store Magleby som havde brændt liget af et barn hand havde fået med sin husholderske Bothilde Nilsson, og som hun havde kvalt. Kundby havde her bemærket en ulidelig stank i bryggerset, men Isbrand Jensen havde forklaret at det var kålstokke, og Kundby var derefter gået igen uden at undre sig over denne brand i december måned. 

Politibrutalitet. (Efterskrift til Politivennen)

En Betjent skamferer en svagelig Mand. Modbydeligt Prygleri. Politibetjente og Bøller. Hvis er Skylden?

Vi fortalte forleden om et Tilfælde, hvor en Borger blev arresteret, fordi han anklagede en Politibetjent for Myndighedsmisbrug, og derefter blev arresteret.

I Dag præsenterer vi et andet Tilfælde af Brug eller Misbrug af Myndighed, der i sine Enkeltheder er lige saa betegnende som modbydeligt.

Tilfældet foregik i Jægergade paa Nørrebro, i et af Københavns mest udprægede Arbejderkvarterer. Vi gik ud for at undersøge Sagen, hvorom vi havde faaet underhaands Underretning, og kom op i Ejendommen Nr. 5 i Jægergade, ad en mørk og snavset Trappegang, helt op til Kvisten.

Vi kommer ind i en lille Stue, der er tarvelig men proper; bagved den ligger Sovekammeret, I Sengen dér ligger en ældre, svagelig udseende Mand; det er Arbejdsmand Jens Lorentz Hansen.

Han løfter mat Hovedet fra Puden, da vi kommer ind; og da vi meddeler Grunden til vort Besøg. fortæller han med svag Stemme:

"Jeg er Arbejdsmand, 57 Aar gammel, i den sidste Tid har jeg været arbejdsløs, fordi jeg ikke har Kræfter nok til det strænge Slid; for nogen Tid siden fik jeg knust mit ene Ben, og jeg lider af Nervegigt i begge Arme, derfor kan jeg ikke forsørge min Familje paa den Maade, jeg kunde ønske.

Saa i Mandags havde jeg Besøg af et Par gamle Venner, og vi drak en Del Glas sammen, - Brændevin var det, for vi har ikke Raad til andet. - Kan være, det er gaaet mig lidt til Hovedet, for da Kammeraterne gik Kl.3 om Eftermiddagen, blev jeg hidsig, fordi min Kone bebrejdede  mig, at jeg havde siddet og sviret, og kom maaske med Bemærkninger i en mere truende Tone, end de var ment.

Min Kone blev imidlertid bange og løb ned paa Gaden og hentede Politiet - "

"Ak Gud, ak Gud," afbrød Konen med Taarer i Øjnene og rystede fortvivlet paa Hovedet, "blot jeg ikke havde gjort det, jeg fortryder det saadan, men jeg var saa overilet."

Betjenten prygler Manden

"Lidt efter," fortsætter Manden, "kom Betjenten herop; det første han spurgte om var, om vi havde modtaget Fattighjælp, og da vi maatte tilstaa dette, sagde han, at jeg "Satan knuse" ham skulde komme paa Ladegaarden."

"Hvad Numer havde den Betjent?" spurgte vi.

"Det lagde jeg ikke Mærke til; men jeg véd, han hedder Petersen, og er Vicevært i en Ejendom paa Nordvestvej; han har Post her i Kvarteret."

"Hvad skete saa videre?"

"Han beordrede mig til at staa op af Sengen, paa hvilken jeg havde lagt mig, og da jeg ikke øjeblikkelig efterkom denne Opfordring, slog han mig et Par Gange med flad Haand i Hovedet.

Saa stod jeg op og fulgte med ham ud paa Gangen, der fortalte han, at jeg skulde paa Stationen, jeg sagde saa, at jeg ikke vikle gaa, for jeg havde faaet mine Træsko paa, og da han derpaa greb mig i Benene for at trække mig ned ad Trappen, satte jeg mig - irriteret som jeg var bleven - til Modværge, skønt den var ikke stærk." sagde han med et mat Smil og stak en kraftløs, mager Arm frem.

"Saa blev Betjenten som rasende; han drog Staven mod mig gamle Mand, og gennempryglede mig saadan, at jeg sank stønnende om paa Trappen.

Et oprørende Syn.

"Ja," sagde Konen, "de andre af Husets Beboere, der kom til, blev meget opbragte over Betjentens Brutalitet; da jeg i min Angst raabte: Lad vær at slaa min Mand saadan, svarede han: "Hold Kæft, Kælling", og til min voksne Datter, der brast i Graad over den Behandling, hendes Fader fik, hvæsede han: 

Hvad tuder Du for?«

"Ja," sagde den Mishandlede, "det er rigtigt, og her skal De se, hvorledes han har slaaet mig." og han trak sin Skjorte ned fra Overkroppen. 

Vi troede det næsten ikke muligt: Fra Skulderen og ned over Ryggen strakte sig en bred. blodunderløben Stribe, vel en tre Tommer lang, øjensynlig frembragt af Politistaven; paa højre Arm havde han to Saar, dækket med størknet Blod, og af Omfang som en To- og Enøre.

"Og her skal De se," sagde Konen, og viste os en Skjorte, hvis højre Ærme var plettet i stort Omfang med Blod, "det var den, min Mand havde paa den Aften."

Vi væmmedes uvilkaarligt ved Synet og spurgte videre: "Saa fik De vel Lov til at gaa."

"Ak nej, jeg maatte spadserere med til Stationen; der fik jeg Lov at sidde en Time, saa gav de mig fri. Jeg har ligget i Sengen siden da; i Gaar kunde jeg slet ikke røre mig; i Dag er det blevet en Kende bedre" - - -

Saaledes talte han og sank mat tilbage i den haarde, fattige Seng, mens hans Hustru stod og stirrede paa ham med fugtige Øjne.

Hvorfor er Betjentene ofte raa ?

Man maa uvilkaarligt spørge sig selv om det er muligt, at Politiet kan behandle en Borger paa denne oprørende Maade. Og det synes desværre at være saa; Mandens og Konens Udsagn stemmede fuldt ud over ens, og der er flere Vidner til det passerede.

- Vi har før paa indtrængende Mande paatalt den Optræden, Politiet ved mange Lejligheder udviser overfor Borgerne; vel ved vi, i at der i Korpset er mange intelligente og rettænkende Betjente, men sikkert, er det ogsaa, at man der kan finde Folk, der rettes burde have deres Plads blandt Brøndstrædekvarterets Bøller og Slagsbrødre; Bønderkarle, der lige er hentet herind fra Tærskeloen og Møddinggruben, og som har set saa længe paa de blanke Knapper, der pryder deres Uniform, at de fuldstændig er bleven hypnotiserede af Glansen og tror, de er nogle Allerhelvedeskarle, for hvilke hver Mand skal krybe i Støvet, og vover nogen at mukke, mener de at være i deres gode Ret til at slaa ham fordærvet.

Naar man erfarer disse Udslag af grove og brutale Betjentes plumpe Raahed, skulde man tro, man levede i Rusland under Peter den Stores Regimente.

En stor Del af Skylden falder selvfølgelig paa Politidirektøren, fordi han ikke bedre forstaar at vrage og vælge mellem de Folk, han antager til Borgernes Beskyttelse.

Ary Bob.

(København 7. september 1894).

Bøllebedrift paa Fælleden. (Efterskrift til Politivennen)

Her er Skærslibern -

I Gaar Eftermiddags Kl. 7 1/4 satte et Par gamle Skærslibere deres Trækvogn paa Blegdamsvejen ved Fredensgade for at gaa over paa Fælleden og spise deres medbragte Mad.

Nogle Bøller stod i Nærheden og saa til.

Straks da Vognen var forladt, gik en af dem hen og væltede den.

En af de gamle Skærslibere saa det, og foreholdt Bøllen det urigtige heri.

Som Svar fik han en knyttet Næve midt i Ansigtet, og da han søgte at retirere, fik han nok en og nok en, indtil hans Ansigt lignede en stor Blodpøl. - Saa grinede Banditten til sine Kammerater, der anerkendende grinede igen.

Men nogle Arbejdere, der var kommet tilstede, fandt dog Spasen for grov, og en af dem gik efter en Betjent. Forinden denne kom tilstede, havde imidlertid Bøllen fundet det klogest at forsvinde, og kun en af hans Kammerater var endnu tilbage. Ham forsøgte Betjenten at anholde for at faa Oplysning om Gærningsmanden; men det var ikke saa lige en Sag. Ti da Fyren mærkede hans Hensigt, smed han Huen af Hovedet og løb alt, hvad Remmer og Tøj kunde holde, ud paa Fælleden. Efter en lang og ivrig Jagt lykkedes det endelig Betjenten at faa fat i ham.

Imidlertid havde selve Gærningsmanden nærmet sig forsigtig.

En rolig og støt Arbejder, der genkendte Slynglen, greb ham behændig og holdt ham fast, til Betjenten kom tilbage med Kammeraten. 

Under umaadelig Deltagelse førtes de da til Stationen.

Max.

(København 10. juni 1893).

Natmandsfolk. (Efterskrift til Politivennen)

Silkeborg, den 2den Decbr.

- Natten mellem den 21 de og 22de f. M. forefaldt der en uhyggelig Begivenhed paa Kibek Mark, i den nordvestlige Udkant af Assing Sogn og Hammerum Herred, som er meddeelt os saaledes: Hen paa Eftermiddagen den 21de f. M. indfandt der sig 3 Mandfolk og 2 Fruentimmer af de saakaldte "Natmandsfolk" hos Huusmand Jens Jacobsen paa Kibek Mark, medbringende endeel af deres kjæreste Drik, Brændeviin. Jens Jacobsen, der desværre er en til Drik forfalden Person, har formodentlig ikke kunnet modstaae Lysten til at dele deres Proviant, men vistnok taget Deel i Nydelsen deraf, ved hvilken Lejlighed det kom til Skjænderi, som snart udartede til Kamp og endte med totalt Nederlag for Husets Herre. Denne, der forøvrigt er en jevn haandfast Karl naar han er ædru, blev snart kastet omkuld; men ikke tilfreds med at see Modstanderen ligge for deres Fødder, gave de ubudne Gjæster sig til at prygle løs paa ham med Stokke samt træde og sparke ham, saa han næsten var bevidstløs, da han blev funden. De nærmeste Naboer, et Par Huusmænd, som vare underrettede om Sagernes Stilling, turde ikke gaae ind til Voldsmændene, hvorfor de søgte ind til Byen efter Assistance, men da de kom tilbage med denne, var Huset forladt af Ugjerningsmændene, som forinden havde ødelagt alt Indboet, saavel Stole og Borde som Glas og Porcellain; tillige havde de, for ikke at forsmægte paa Veien, medtaget endeel Kjød eller Pølser og stævnede nu Koursen ad Fjelstervang til, hvor de efter Forlydende tvang en Høker til at staae op om Natten for at skaffe dem Brændeviin. Manden var imidlertid snildere end den foregaaende og ønskede ikke Natmandsselskab; under Foregivende af at ville skylle en Flaske, løb han ud, men satte istedet derfor afsted til Naboerne. Kæmperne mærkede Uraad og bortfjernede sig strax, saa dengang Manden kom tilbage med Forstærkning, vare de forlængst afrejste. Da det gryede ad Dag næste Morgen, blev et Bud afsendt med Melding til Herredskontoiret i Herning samt Anmodning til lægen om at komme den mishandlede Mand tilhjælp, og ud paa Eftermiddagen indfandt den i Herredsfogdens Fraværelse konstituerede Fuldmægtig Mahler sig paa Stedet, hvor Kampen havde staaet, og optog Synsforretning over Skjændselsgjerningen, ligesom ogsaa Lægen kom tilstede og erklæredes at der dog ikke var Fare for Mandens Liv. Samme Aften bleve "Kjæmperne, der opholde sig i den sydvestlige Udkant af Sneiberg Sogn, efter Forlydende arresterede af Sognefogden og bragte til Arresten, hvor det er haabe, at Øvrigheden vil vide at faae dem afstraffede efter Fortjeneste.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 2. december 1868).

Voldelig Adfærd. (Efterskrift til Politivennen)

Torsdagen den 10de f. M. om Aftenen Kl. mellem 7 og 8, da Ane Marie Jensen af Utterslevmark var gaaet ned i Gaarden ved sin Bolig for at hente en Spand Vand vcd Brønden og efterat have fyldt Spanden vilde begive sig tilbage med denne, geraadede hun i en Ordstrid med Sporvognskudsk O. G. Larsen og dennes Hustru, som bebo et Baghus samme steds og nu ligeledes vare komne tilstede i Gaarden, idet Sporvognskudsken stillede sig iveien for hende, beskyldte hende for, at hun havde udskældt hans Hustru, og da hun benegtede dette, bibragte hende nogle Slag i Ansigtet, kastede hende omkuld og sparkede hende i Underlivet, saaledes at hun i besvimet Tilstand af de Tilstedekomne maatte bæres op i sin Bolig, hvor hun i flere Uger har maattet holde Sengen som Følge af den hende tilføiede Overlast. Under de i denne Anledning optagne Forhør, under hvilke O. G. Larsen belagdes med Arrest negtede Arrestanten at have givet A. M. Jensen mere end et Slag med Bagen af Haanden samt at have kastet hende omkuld og sparket hende, idet han derhos paastod, at han ved den omhandlede Leilighed var paavirket af Nydeæsen af endel Spiritus, saa at han ikke ret vidste, hvad han havde foretaget sig, og at han blev endmere ophidset derved, at A. M. Jensen kastede sin Spand Vand over ham og udskældte baade ham og hans Kone. Ligesom A. M. Jensen imidlertid negtede at have kastet Spanden efter Arrestanten eller paa nogen Maade at have fornærmet ham eller hans Kone, saaledes maatte Arrestanten ogsaa senere under Forhørene vedgaa ikke at have været mere beruset, end at han godt vidste, hvad han havde foretaget sig, og at han havde baade kastet A. M. Jensen omkuld og sparket hende. For den af Arrestanten saaledes udviste voldelige Adfærd, der ifølge en under Sagen produceret Lægeerklæring havde ikke blot foraarsaget hende et betydeligt Blodtab, en Hævelse af høire Øie og stærke Smerter i Underlivet, men end ogsaa bevirket, at hun stadig vil komme til at bære paa et Onde, der selv i sin mildere Form vil være besværende og meget generende, blev Arrestanten ved Kjøbenhavns Amts nordre Birks Extraretsdom af 8de d. M. i Medfør af Straffelovens § 203 anseet med Fængset paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage samt tilpligtet i Erstatning til den Beskadigede at udrede ialt 22 Rd. 1 Ml. 14 Sk. og til Brøndshøi Rødovre Kommune for hendes Kur, Pleie og Underhold 6 Rd.

(Dags-Telegraphen (København) 24. oktober 1868)

Voldsom og fredsforstyrrende Forhold. (Efterskrift til Politivennen)

Etterat den under Fattigvæsenets Forsørgelse henhørende Ane Cathrine Frederiksdatter, Otto Pedersens Enke, oftere i Løbet af indeværende Sommer havde foraarsaget Uordener og Ufred i det af hende og Søn, Frederik Ludvig Ottesen, beboede Huus i Jægersborg Allee, fandt Husværten, Stolemager Olsen, sig i Midten af August foranlediget til at indkalde de nævnte to Personer for nordre Birks Politiret i Anledning af nogle af dem mod ham brugte Skældsord og Trusler m.v. Men neppe havde han paabebegyndt den til Sagens Oplysning nødvendige Vidneførsel, førend der, efterat Parterne den 25de August sidstleden havde givet Møde i Politiretten, samme Dags Aften og ud paa Natten, saavel hos en af de Personer, der havde afgivet Vidneforklaring i Sagen, som i det af Olsen selv beboede Havehus, i hvilket Olsen havde sit Soveværelse, paa førstnævnte Sted under allehaande Trusler og Skældsord blev indslaaet en Fylding i en til Lejligheden førende Dør og paa sidstnavnte Sted baade sammes Glasdør og en Rude i Vinduet. - Under de i den Anledning optagne Forhør negtede Otto Pedersens Enke, der er endel forfalden til Drik, enhver Deltagelse i de forøvede Uordener, idet bun paastod at vare kommen hjem herfra Staden i beruset Tilstand og efter ved Hjemkomsten at have nydt endnu Brændevin strax at være gaaet tilsengs og ikke at have været oppe af denne før den følgende Morgen; men ved de afhørte Vidners Forklaringer lykkedes det tilstrækkelig at godtgjøre, at saavel hun som hendes ovennævnte Søn, i Forening med hendes anden Søn Peter Jens Ottesen, hvem Broderen i dette Øiemed havde hentet hjem fra Hans Kondition i Nærheden, paa den foranførte Maade ved voldsom og støiende Adfærd havde forstyrret Husfreden, hvorfor de nævnte Tiltalte, af hvilke O. Pedersens Enke er 55 Aar gl. og tidligere ved Høiesterets Dom af 8de April 1858 for Opsætsighed og Fornærmelser mod Politiet samt fredsforstyrrende Forhold straffet med Fængsel paa Vand og Brød i 3 Gange 5 Dage, medens F. L. Ottesen er 26 Aar gl. og ved nordre Birks Politirets Dom af 28de Novbr. 1857 for Uvillighed til at efterkomme, hvad der af Politiet blev ham paalagt, anseet med Fængsel i 2 Dage, og P. J. Ottesen 22 Aar gl. oq ikke førhen straffet, ved nordre Birks Politirets Dom af 25de f. M. fandtes at kunne dømmes i Medfør af Straffelovens § 296 jfr. 221, saaledes at Straffen for O. Pedersens Enke og Sønnen P. J. Ottesen, om hvilken Sidste det blev oplyst, at han ophidset af Moderen, havde indslaaet Dørfyldingen og Vinduesruden, ansattes til Fængsel paa Vand og Brød i 2 Gange 5 Dage for hver og for F. L. Ottesen til Fængsel paa Vand og Brød i 5 Dage. Derhos bleve de Tiltalte tilpligtede En for Alle og Alle En at udrede i Erstatning til Stolemager Olsen for den skete Skade 3 Rd. og til det Offentlige alle af Sagen flydende Omkostninger.

(Dags-Telegraphen (København) 3. oktober 1868).