Den stormede Politistation. (Efterskrift til Politivennen).

Batalje paa Dyrehavsbakken.

Paa Dyrehavsbakken var der i Aftes en større Batalje, idet to unge Knægte, Robert Emil Hansen fra Thorsdage og Knud Andreas Hansen fra Slotsgade, lavede Ballade, bl.a. i Dansesalonen "Figora", hvor de knuste Stortrommen, hvorefter Politiet indsatte dem i Arreesten. Her forsøgte en Bøllesværm at befri dem, og Politibetjentene, 16 i Tallet, maatte have Stavene frem, inden det lykkedes at jage Spektakelmagerne fra hinanden og faa de to Anholdte ført til Blegdamsvejens Arresthus.

(Aftenbladet (København) 1. august 1927).

Træ-Stationen paa Bakken.

Det er jo ikke nogen særlig imponerende Bygning, Politiet har som Station paa Dyrehavsbakken, og dog har den gennem Aarene været Skuepladsen for mangt et Braavallaslag.

Bakkens Gæster er jo ikke alle lige sagtmodige Naturer, og bruser først Blodet, skal der oftest tages et ordentlig Nap, før Temperaturen atter staar paa normale Tilstande.

I Lørdags var ,som omtalt, en Bøllesværm nærmest ved at rive hele Huset ned, men Stationen holdt sig skam, takket være Ankomsten af en Undsætningsstyrke paa 16 Mand med Gummi Haandgranater.

Træ Stationen har altsaa visse Lighedspunkter med Verdun-Fæstningen. Den har hidtil væretuindtagelig, og forhaabentlig holder den sig rank, til den mør af Ælde af sig selv synker i Smuld.

(Aftenbladet (København) 2. august 1927).

Amerikansk Lynchjustits i København. (Efterskrift til Politivennen)

Kafé "Det grønne Træ" i Viborggade 48.

Københavnerne har, som vi ofte har peget paa det heri "Aftenbladet", en sygelig Trang til at raabe paa Politi, saasnart der bare er den ringeste Lejlighed dertil - undertiden endda, naar der slet ingen Anledning er.

Men i Gaar fik man rent undtagelsesvis Lejlighed til at se en Flok jævne og praktiske Mænd paa egen Haand ordne en Affære der ellers nok i Følge hele sin Natur kunde have paakrævet Politiets og Retfærdighedens Indblanding.

Det var ude i Kafé "Det grønne Træ", den gamle Beværtning, der ses paa Billedet herovenover, og som ligger ude i Viborggade som et sidste Minde om hine fjerne Tider, da der laa Haver og Landsteder paa det Østerbro, hvor nu de lange, snorlige himmelhøje Gader strækker sig.

Kaféen indehaves af en Enkefru Olsen, der driver den sammen med en tidligere Politibetjent Breiting og hendes Søn, en ung Mand, der i sin Tid sejlede som Hovmester ovre i Amerika, men som kort efter, at han for en halv Snes Aar siden vendte hjem, ved et Uheld med en Revolver fik en Kugle i Hovedet og mistede Synet, saa han siden har levet i "Det grønne Træ" som en stakkels blind men dog ikke helt ubehjælpsom Mand.

Han er den ene af Parterne i Affæren fra i Gaar Eftermiddags. Den anden var en for nylig hjem permitteret Marinesoldat, der sad som Gæst i Kaféen hvor der foruden befandt sig en halv Snes andre Gæster.

Pludselig savnede den blinde Vært sin Tegnebog, der indeholdt hele Ugens Omsætning, over 2000 Kr. Og naturligvis gav han sig til at skrige op af Forfærdelse over Tabet af de mange Penge, som han om Aftenen skulde aflevere til sin Moder.

En enkelt af Gæsterne supplerede hans skrig med at foreslaa, at man straks skulde sende Bud efter Politiet. Men da rejste en anden Gæst sig og det aabenbart en, der har været i Amerika og set, hvordan man bærer sig ad derovre. Han beordrede alle Udgangsdørene lukkede. Og saa sagde han: Saa lader vi os visitere allesammen! Lader os kigge efter af hinanden, saa vi kan faa se, hvem af os, der har neglet Tegnebogen!

Det skete, som han bød.

D. v. s. da Visitationen var godt i Gang, var der en af Gæsterne, den fornævnte Mariner, der pludselig fik ondt og gled ind paa Toiletrummet!

Hans Forsvinden fæstede øjeblikkelig Mistanken paa ham. Og da man fik ham halet ud fra Toilettet og undersøgte dette, fandt, man den forsvundne Tegnebog med alle Pengene gemt i en Krog derinde.

Tyven var altsaa leveret. Og den første Gæst var der igen med sit Raab paa Politiet. Men saa rejste Amerikaneren sig for anden Gang:

- Ingen Politi her! Hvad Glæde har vi eller Olsen af det? Nej - la'e os selv holde Lynchjustits! Lad os gi' Slubberten en regulær Dragt Klø, saa han kan lære at holde sig i Skindet en anden Gang, og lad os saa lade ham rende med sin Skam!

Det skete igen, som han bød!

Stærke Hænder greb Marineren. Op paa Bordet med ham. Enden i Vejret. Og saa frem med Bukseremmene. Hvorpaa Synderen fik sig en Omgang Strambuks, der varede et godt Kvarter og aftvang ham en Række hjærteskærende Smertenshyl.

Og alligevel saa' han helt taknemlig ud, da Afstraffelsen var til Ende, og han med et videre Spark af Amerikanerens Støvlehæl blev smidt ud af "Det grønne Træ"s Paradis med Tilhold om ingensinde mere at sætte sine grimme Ben dér.

Dommer Lynch havde været i Arbejde. Den blinde Vært fik sine Penge igen. Og Gæsterne fik en ekstra Omgang til Tak for Assistancen.

(Aftenbladet (København) 28. juli 1925).

De københavnske Bøller er blevet tæmmede.

Selv i Vesterbrogades berygtede Sidegader nærmer man sig Idyllen.

Bøllens Risiko og Straf.

Et Interview med den fung. Politiinspektør.

Natten til igaar blev Kontorchef Kofoed og Dr. Ditlef Nielsens Søn Knud Ditlev Nielsen udsat for et alvorligt Overfald, da de opholdt sig udenfor Kontorchefens Villa paa Ordrup Jagtvej og netop var ifærd med at tage Afsked med hinanden.

Overfaldet var saa alvorligt, at Dr. Ditlef Nielsens unge Søn maatte bringes paa Hospitalet, hvor der forestaar ham et ikke helt kortvarigt Ophold.

Er Bølleuvæsenet i Tiltagende?

I Anledning af denne Hændelse har den Overfaldnes Fader fremsat nogle Udtalelser om Bølleuvæsenet, som han mener er i udpræget Tiltagen.

Politiassistent Mellerup.

- I min Ungdom, siger Dr. phil. Ditlef Nielsen, var den Slags umotiverede Bølleoverfald meget almindelige. De var næsten blevet en Landeplage, op det havde til Følge, at vi Unge søgte Uddannelse i Boksning og lignende Selvforsvars-Midler.

Det skabte Respekt, og det holdt Bølleuvæsenet nede.

Nu er Bølleuvæsenet igen ved at rejse Hovedet.

Havde min Søn fulgt mit Eksempel, vilde han være sluppet for det Hospitalsophold, som nu forestaar ham. Jeg har nemlig selv Vished for. at et velrettet Boksestød er i Stand til at drive en anmassende Bøllesværm paa Flugt.

Politiet er af en ganske anden Mening.

Vi har forelagt Dr. Ditlev Nielsens Udtalelser for den fungerende Politiinspektør. Politiassistent Mellerup, hvis daglige Gerning ligger i et af de københavnske Kvarterer, der i hvert Fald tidligere blev anset for et af de uroligste - Vesterbro med alle Sidegader, som en Gang ikke havde noget godt Ry netop i denne Henseende.

- Hvordan Forholdene er for hele Københavns Vedkommende, tør jeg ikke udtale mig om, svarede Politiassistenten, men for Vesterbros Vedkommende er Bølleuvæsenet gaaet ganske betydeligt ned. Vi har i denne Retning et nærliggende Eksempel i Saxogade, der blot for nogle Aar siden nærmest maatte siges at være berygtet - den er nu blevet næsten helt fredsommelig.

Naar vi kan konstatere denne glædelige Nedgang i Antallet af Overfald paa sagesløse Personer, saa findes der en ganske interessant Forklaring herpaa, som en af mine Betjente gjorde mig opmærksom paa, da vi forleden talte om Spørgsmaalet. Det er, at Voldsmændene efterhaanden er kommet saa højt op i Straf, at Risikoen er blevet for stor. Jeg husker her særlig eet Eksempel, en Fyr, som vi havde herude for nogle Aar siden, og som havde gjort sig det til en ren Sport at staa i en Gadedør i Saxogade og ganske uventet falde over absolut sagesløse Personer.

Han var haard at faa tæmmet, men han er nu kommet saa højt op i Straffene, at han ved, hvor meget det gælder, hvis han en Gang til bliver grebet i en saadan Forbrydelse.

Betegnende er det ogsaa, at da jeg kom herud til Stationen, maatte der saa tidligt om Aftenen som fra 7-10 patrouillere to Betjente sammen i Saxogade, idet det viste sig, at den enkelte Betjent var udsat for Forulempelser af Bøllerne. De Forhold eksisterer slet ikke mere.

Heller ikke i Omegnen, siger Lyngby Politi.

Men hvordan stiller nu Forholdet sig i Københavns Omegn?

Vi retter dette Spørgsmaal til Politiet i Lyngby, der for Aar tilbage ofte havde meget alvorlige Overfaldssager at behandle.

- Det passer absolut ikke for vort Vedkommende, siger Overbetjenten - og der er vist ikke ret mange, der vil give Dr. Ditlev Nielsen Ret i, at det er saa slemt. Det er mit bestemte Indtryk, at Bølleuvæsenet er ved at forsvinde - samtidig med Drikkeriet. Eric.

(B. T. 27. juni 1925).

Røveri paa Vesterbro. (Efterskrift til Politivennen)

En Landmand skamslaaet og plyndret.

Københavns Politi anholdt Mandag en ualmindelig raa Voldsmand, Carl Jørgensen. Den anholdte sad forleden Aften paa en Beværtning i Istedgade sammen med en af Vesterbros letlevende Kvinder Paula Bøje-Rasmussen. De var kommen i Selskab med en Landmand, der var velbeslaaet med Penge, og som ustandselig rekvirerede Spiritus. Parret syntes imidlertid, at man skulde have endnu mere og blev meget fornærmet, da Landmanden betalte sin Regning og gik. Paula Rasmussen fulgte efter og fik han til sidst overtalt til at gaa med tilbage til Beværtningen. Saa fortsattes Drikkeriet en Tid, skønt Landmanden var meget beruset.

Ved Lukketid, da Manden hverken kunde høre eller se, betalte han for i anden Gang en større Regning. Jørgensen saa ved den Lejlighed, at han endnu havde en Del Penge hos sig. Saa snart Manden var kommen ud paa Gaden, gik Parret ogsaa. Jørgensen fulgte selv efter den ravende Mand. Er Stykke henne i Gaden opdagede Landmanden en aabentstaaende Gadedør, hvor han gik ind, antagelig for at sætte sig og hvile lidt paa Trappen

Næppe var han kommen indenfor, før Jørgensen indfandt sig. Skønt denne maatte have let Spil overfor den berusede Mand, slog han ham flere frygtelige Slag i Hovedet, saa han straks faldt bevidstløs om ved Foden af Trappen.

Her blev han senere fundet af nogle af Husbeboerne, der tilkaldte Politiet. Paa Politistationen kom han saa meget til sig selv. at han kunde forklare, hvad der var sket. Nogle Kriminalbetjente blev sendt ud og fandt hurtigt, hvem Parret var.

(Kjøbenhavns Amts Avis. Konservativt Organ for Gjentofte- og Lyngbykredsen 21. januar 1925)

Udbyttet blev ca. 50 kr. Poula Jørgensen blev også anholdt, men løsladt igen. Hun forklarede imidlertid at Carl Jørgensen havde allieret sig med en kammerat, Thorvald Burthoft. Han blev nogle dage senere anholdt.

De "letlevende kvinder" søgte fx husrum på Hotel Banegaarden, Istedgade 6. Alfonser kunne også være "pæne" mennesker som levede en dobbelttilværelse, fx barber Einar Viggo Jensen, der december 1924 blev anholdt for alfonseri, selv om han var gift. Han var alfons for en hel skare letlevende kvinder. Han blev anholdt i Westend 6.

Den blinde Kurvemager fortæller sit Livs Tragedie. (Efterskrift til Politivennen)

Tjenestekarlen, der blev pryglet og mishandlet af to Bønder til han mistede Synet.

Den ene af Slynglerne klippede ham i Øret med en Saks - for at mærke han for hele Livet.

Børnene i Gaden stimler sammen.

- Der kommer han! siger de alle, deres Ansigter bliver pludselig alvorlige, og de stirrer mod en høj, fattigt klædt Mand, der langsomt arbejder sig frem, - og som har en halvvoksen Knægt til at føre sig.

Manden er den blinde Kurvemager Niels Nielsen

fra Folkvarsvej. Han har sin egen Historie, hans Liv er en Tragedie; det er ikke en medfødt Svaghed, det er ikke en alvorlig Sygdom, der har gjort ham blind. Nej, det er en Bondes Kørepisk, en raa og brutal Bendes Mishandling, der har gjort, at Niels Nielsen for evigt har mistet sit Syn.

Vi følger med ham hjem, følger med til hans blinde Kone og hans to Smaapiger, den ene er 3, den anden kun et halvt Aar gammel, og her i hans lille Lejlighed beder vi ham fortælle om

hans Livs Historie

Alt tegnede saa lyst og festligt, alt Syntes at være i den bedste Gænge for ham. Han var Bondekarl han tjente i Kirkelte ved Lillerød, og selv om han ikke var beslaaet med Gods og Guld, fandt han Livet herligt. Han haabede som alle andre, der vil frem, han haabede indtil den Dag, han brutalt blev frarøvet Synet ved et modbydeligt og raat Overfald fra sin Husbonds Side.

- Det var den 8. Oktober 1904, siger Niels Nielsen. Vi var færdige med alt Høstarbejdet, og da jeg om Formiddagen vilde køre Hestene ud paa Marken, kom min Husbond, Gaardejer Christian Petersen, og siger til mig:

- Du skal ikke køre Hestene ud. Det skal jeg nok selv besørge. Jeg har ikke Brug for Dig mere, Du kan rejse med det samme.

- Jeg saa paa ham, fortsatte Niels Nielsen, jeg var meget forundret. Jeg vidste jo nok, at enkelte Gaardejere benyttede den Trafik at smide deres Folk af Tjenesten for at slippe for at betale dem deres Løn, men jeg havde alligevel ikke ventet mig den Behandling.

- Var han da ellers flink?

- - Naa-h, det er saa meget sagt. Han havde jo en grov Mund og var noget hidsig og opfarende, men vi var da kommet ud af det sammen.

- Hvad sagde De til ham?

- Jeg sagde, at jeg mente, jeg var fæstet hos ham og ikke uden Grund kunde jages paa Porten; men han blev ved sit, og saa lod jeg ganske roligt Hestene staa og gik ned til Byen for at hente mit Kravetøj og forskellige Smaating.

Da jeg ved Middagstid kom hjem og vilde gaa over i Borgstuen for at faa min Mad, kom Christian Petersen løbende hen imod mig, hidsig og rasende som en Tysker. Jeg skulde ikke have nogen Mad, ikke det mindste, jeg var færdig hos ham og kunde blot skrubbe af. Han brød sig ikke om at se mig et Øjeblik længere.

Naa, jeg lovede saa at gaa, blot jeg fik mine Penge.

Prygl.

Men det skulde jeg aldrig have sagt, for i sin Hidsighed gav han sig til at gennembanke mig.

- Slog De ikke igen?

- Jo, saa godt jeg kunde; men det varede ikke længe, for vi havde ikke slaaet mange Slag, før Christian Petersens Nabo, Peder Mathiesen, kom til og hjalp sin Frænde. De to gennembankede mig paa det frygteligste. Aldrig nogen Sinde er jeg blevet behandlet paa den Maade, og jeg ømmede mig og skreg af Smærten efter Slagene.

Chr. Petersens Moder kom til.

- Men hvad er det dog, Du gør ved ham, Christian? sagde hun. Lad det stakkels Menneske dog gaa.

Men jeg fik ikke Lov til at gaa.

Begge Gaardejeme var saa hidsige, at de absolut ikke var modtagelige for Fornuft eller for en Appel om Skaansel. De tampede løs paa mig, antagelig anede de ikke selv hvorfor, men de gjorde det.

Og saa sagde Chr. Petersen pludselig:

- Hold ham fast, Peter, saa saa gaar jeg ind og henter Kørepisken.

Saa kan han mærke lære, at det er Alvor.

Peter Mathiesen holdt mig, og Chr. Petersen hentede sin Kørepisk. Var jeg ikke forhen blevet mishandlet, saa blev jeg det nu. Han gennembankede mig med Pisken, og da han ikke kunne mere, smed han mig ned i Stenbroen.

Blodet flød af mig. Jeg kunde intet se; men jeg tænkte ikke over, at jeg skulde være blind.

Det værste Blod blev vasket af mig, jeg blev smidt paa en Vogn og kørt til Hørsholm - og her sov jeg Natten over i Arresten. Det skulde jo laves om til, at det var mig, der var Forbryderen. Men den gik ikke. Dagen efter blev jeg indlagt paa Usserød Sygehus; men Lægen her sagde, at jeg skulde til en Specialist i København. Der var ogsaa en Betjent, som rejste med mig; men ingen Steder vilde de have mig, fordi Karlebo Kommune ikke vilde kautionere for mig. Saa blev jeg ført tilbage til Usserød Sygehus, og her laa jeg i 3 Maaneder. Overlægen var forfærdelig flink; men han vilde hele Tiden have, at jeg skulde til Behandling hos Professor Bierring her i København. Men han kunde ikke hjælpe mig.

Den ulykkelige Mand blev klippet i Øret med en Svinesaks.

- De var blevet blind? spørger vi.

- Ja, Nethinden var sprunget. Mit venstre Øje var daarligt, og det kunde jeg ikke se med, og det højre blev slaaet i Stykker med Kørepisken eller i Faldet mod Stenbroen. Hvornaar véd jeg ikke. Men det var frygteligt pludselig at mærke, at man ikke kunde se.

- Var det Deres egen Husbond, der mishandlede Dem mest?

- Ja, det var det vel; men det var da Peter Mathiesen, der klippede mig i Øret.

- Hvad gjorde han?

- Ja, han sagde til min Husbond: Hold Du ham nu lidt, saa skal jeg mærke ham, som han fortjener, - og han tog da en Svinesaks og skar mig i Øret. Jeg skulde mærkes for Livstid, og det blev jeg.

Men det var ogsaa hele den Løn, jeg fik for mit Arbejde den Sommer.

- Fik De aldrig nogen Erstatning?

- Nej, det viste sig, at Christian Petersen intet ejede. Han maatte gaa fra Gaarden, og nu er han Daglejer, hvis han da lever endnu.

- Og har De saa opretholdt Livet som Kurvemager?

- Ja, jeg kunde det jo, før jeg blev slaaet blind, og det har jeg altsaa ernæret mig ved. Nu fletter jeg Dækketøjskurve til De blindes Udsalg, og naar det gaar hurtigt, kan jeg tjene 24 Kr. om Ugen.

- Det kan De da ikke leve af?

- Nej, men af de Penge skal jeg jo ogsaa betale Medhjælp, og det er heller ikke saa billigt. Men vi faar Invaliderente, og det er vi evig glade og taknemmelige for. Bare jeg kan arbejde, er der intet som helst at være ked af, men jeg kunde godt lide at faa min egen Forretning. Saa vilde jeg faa mere for mit Arbejde end nu.

(Klokken 5 (København) 14. juni 1924).

En Pølsemand skamslaaet. (Efterskrift til Politivennen)

Han blev slaaet i Jorden og hans Vogn blev væltet. - Pølser, Sennep og Rundstykker i forvirret Kaos.

Ved 12-Tiden i Nat blev der udkæmpet et drabeligt SIag paa Amagertorv. Her havde 3 sildige Nattevandrere grupperet sig om en Pølsevogn, og de rekvirerede ind med en Voldsomhed, der ikke havde Bund i deres kontante Beholdning, og da Betalingens Time slog, kom det da ogsaa til et brutalt og blodigt Sammenstød. De 3 Mennesker vilde ikke betale Aagerpriser for Pølserne, fortalte de, og da Pølsemanden trods denne Forsikring alligevel krævede sin Betaling, foer de 3 Mænd over ham, kastede ham om paa Stenbroen efter at have gennempryglet ham paa det læsterligste, og blev, da Pølsemanden stadig laa og "gav ondt af sig", enige om at hælde hele Pølsevognens Indhold ud over ham.

Pølseforhandleren slap med Skrækken, og han fik rejst sig saa betids, at han kunde komme af Vejen, inden Vognen blev væltet. Han søgte at forhindre dette; men hans Anstrengelser var forgæves, og snart efter laa hele Vognens Indhold, Pølser, Sennep og Rundstykker, i en underlig kaotisk Blanding.

Pølseforhandleren raabte Gevalt, og en Del Nattevandrere satte i fuld Fart efter de 3 Voldsmænd. Det lykkedes at fange den ene - den 23-aarige Holger A., som blev bragt til Nørregades Politistation. Her fortalte han, hvem det var, han havde været sammen med, og i Formiddag er hans to Kammerater bleven anholdt.

(Klokken 5 (København) 4. april 1923).

Amagertorv ved Helligåndskirken (th). Foto fra Aftenbladet (København) 15. oktober 1926.

Olaf Hans Jørgen Olsen (3/8). (Efterskrift til Politivennen)

I oktober 1911 var Olaf Olsen arresteret på Svendsgade politistation i København hvorfra han undslap. I november 1911 var han igen-igen involveret i en voldsperiode og for at undgå pågribelse flygtede han til London. Han havde gennem årene forskellige forretninger til at dække over sin virksomhed som alfons: En cigarforretning i Viktoriagade 8 (omkring 1911).

Traver-Valde og den hvide Neger arresterede,

De to Voldsmand overfalder og skamslaar en svensk Opdager.

I Forgaar Alles er de to berygtede københavnske Voldsmænd, Valdemar Petersen. bedre kendt under Navnet Traver Valde og Olaf Olsen kendt under Navnet "Den hvide Neger", blevet taget i Forvaring at Politiet.

De to Herrer der begge er straffede adskillige Gange tidligere for Vold, Alfonseri m. m. har været paa fri Fod i det sidste halve Aar.

"Traver Valde" siden han udstod Straffen efter sin berømmelige Flugt gennem Politiinspektør Schepelern-Larsens Kontor oppe i Politiets tredje Afdeling. Vinteren har aabenbart været god for dem, som det hedder i Forretningssproget, thi man har kunnet se dem i den meste Tid overalt i den inferiøre Del af det københavnske Forlystelsesliv elegant udhalede efter allersidste Mode og strøende om sig med Penge som fuldendte Levemænd.

I Forgaars Aftes var de kommen paa Rundtur ude paa de frederiksbergske Varieteer. Humøret var højt hos dem, og de naaede helt henimod Midnat, inden de fik sat den Prik over I'et som et voldsomt Overfald paa sagesløse Folk er for dem, og som de skal have med for at en Aften skal kunne siges at være fuldkommen vellykket.

Men de fik Prikken med.

I Haven foran en af Varieteerne i Allégade væltede de sig pludselig som efter fælles Aftale ind paa to svensktalende Herrer, der intet anende kom udfra Variéteen, og som i Løbet af faa sekunder laa paa Jorden, blodige og halvt bevidstløse, mishandlede paa det frygteligste af de to Banditter.

Der kom straks Politi til, tre Betjente der imidlertid maatte fløjte om Hjælp og have Staaven i Brug inden det lykkedes dem at overmande Voldsmændene og faa dem førte til Stationen i Pilealleen. Her fik de Haandjærn paa og efter at have tilbragt Resten af Natten i Ensomhed hver i sit Detentionslokale overførtes de om Morgenen til Arresten paa Blegdamsvejen for i Grundlovsforhøret hos Fuldmægtig Graa at blive belagte med Arrest.

De to Voldsmands Ofre. af hvilke den ene er en kendt Opdager fra Malmøpolitiet, der var her i Byen for at eftersøge en svensk Tyv, maatte bringes til en Læge for at forbindes. De vi! begge komme til at give Møde i Frederiksberg Ret for at afgive Vidneforklaring under Sagen.

(Aftenbladet (København) 2. februar 1914).

Under retssagen påstod Olaf Olsen at han intet kunne huske, og da en arrestlæge udtalte at han led af epileptiske anfald, blev han dømt til fængsel på sædvanlig fangekost i 120 dage. Det var han tilfreds med.

Den 8. juni 1915 angreb Olaf Olsen to betjente (Kjerting og Møller) på Vesterbrogade. De slog imidlertid igen og han måtte flygte.

 I 1915 fik politiet nys om at han ulovligt udskænkede spiritus. 

Olaf Hans Jørgen Olsen (2/8). (Efterskrift til Politivennen)

I april 1907 flygtede Olaf Olsen fra Københavns Kommunehospital. Han blev pågrebet i Helsingborg og ført tilbage til København. Året efter var han igen i avisen:

Fra Danmarks Sodoma.

3 Alfonser i Aalborg leverer et Kæmpeslag.

Det er ganske forfærdelige Ting, der kan ske i Aalborg, den By, som ikke med Urette er kaldt "Danmarks Sodoma".

En rædsom Historie er Store Bededagsnat foregaaet deroppe, og herom beretter "Nordjyllands" Krigskorrespondent følgende gruopvækkende Enkeltheder:

I det smukke, men kølige Vejr Store Bededagsaften var 3 Kavallerer, der almindeligvis betegnes som Alfonser, kommen i Krigshumør og leverede ved Midnatstid en større Bataille i Jernbanegade og Sankelmarksgade. De 3 Herre var Chrisian Roed, af borgerlig Livsstilling Cyklesmed, "Rejsende" Olaf Olsen, ogsaa kaldet den "hvide Neger" eller "Greven", samt en Herre ved Navn Petersen, hvis Livsstilling angives at være Kok.

Udover, at de havde nydt en Del Spiritus, vides ikke, hvad der havde gjort dem saa fortrædelige paa deres Medmennesker, men de slog i hvert Fald ubarmhjertigt løs paa alle, der kom i deres RNærhed. Der faldt Lusinger den Aften, som gav Ekko i Gaderne og samlede et stort og revanchelystent Publikum paa flere Hundrede Mennesker.

Da man syntes, at det gik forvidt med d'Hrr.s Raaheder, begyndte Forsamlingen at gaa angrebsvis til Værks. I et Antal af henimod 100 forfulgte de Bøllerne, der imidlertid brækkede Staverne af et Stakit og benyttede disse som Vaaben.

Trods den store Overmagt lykkedes det alligevel de 3 Kæmper at drive hele Flokken tilbage i Jernbanegade, slaaende ned paa alt og alle, de mødte. En Bademester, der af Nysgerrighed og uden rigtig at ane, hvad der foregik, var kommen med i Følget, blev af Chr. Roed slaaet til Jorden med Næveslag, og medens han laa her, sparket over Benene og den ene Haand, hvis Tommelfinger blev forstuvet. Redaktør, Postexpedient Aarseth fra Fredericia, der ogsaa kom spadserende i Sankelmarksgade, fik et Næveslag i Ansigtet, men han slog fra sig og gav Kokken en "bagvendt", saa hans Mundtøj sprang til Blods.

Imidlertid kom en Betjent til Stede, og da han saa, hvad der foregik, fløjtede han efter sine Kolleger, der ankom i et Antal af 6-7, men da var de 3 Bøller selvfølgelig over alle Bjerge. Man eftersøgte de omliggende Ejendomme, men uden Resultat.

Ud paa Natten anholdtes Kokken og Chr. Roed - den sidste hos et Selskab af "Damer". Den "hvide Neger" fandt man først Lørdag Morgen. At han kan give "Greven" ses bedst deraf, at han i sin Tegnebog havde 185 Kr.

Sidste Akt

foregik paa Politistationen. Efter megen Parlamentering og Vidneførsel af en temmelig humoristisk Art idømtes "Greven" en Bøde paa 15 Kr. De andre to indgik paa at betale hver en Bøde paa 100 Kr., hvilket svarer til 20 Dages Fængsel, samt 25 Kr. i Erstatning til Bademesteren og Lægeregningen. Bøden vedtages stiltiende. Chr Roed har forinden en Dom paa 15 Dages Fængsel hængende over Hovedet paa sig for Alfonseri.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 11. maj 1908).

Slagsmål på Kvægtorvet. (Efterskrift til Politivennen).

Lørdag formiddag opstod et blodigt slagsmål på Kvægtorvet mellem en folk kvægdrivere, deriblandt "Den dovne Dreng", "Surmulen", "Gråbideren" og "Bræddestablen". De bearbejdede hinanden med stave så blodet flød af dem.

Nogle slagtersvende kom nu til og ville forhindre yderligere overlast, men nu kom et andet slæng kvægdrivere til og begyndte at slå løs på slagterne, så at der kom en snes mennesker i slagsmål.

Politiet kom nu til, og fik de værste slagsbrødre anholdt, men "Gråbideren" og "Surmulen" måtte tages under lægebehandling.

(Folkets Avis - København, 11. december 1905).

Søren Peter Jensen Bech 1836-1909 (5/6). (Efterskrift til Politivennen)

Bech tilbagekaldte i april 1898 sin tilståelse. Han påstod bl.a. at det ikke var aftalen at straffen skulle være så hård når nu han havde tilstået. Forhørene blev genoptaget i Højesteret i begyndelsen af maj 1898. Som noget nyt kom det frem at han til en tømrermester Rasmussen samme dag som han overfaldt Thaulow skulle have sagt: "Jeg skal have penge selv om det skal koste blod." 

Under højesteretsforklaringen kom der andre aspekter af Bechs personlighed og liv frem:

Kaptajn Bech for Højesteret

(Fra vor Højesteretsreferent)

København 23. juni.

Den i Gaar paabegyndte Dokumentation optog største Delen af Retsmødet i Formiddag, som havde ikke stor Interesse. Størst Betydning har det, der knytter sig til Bechs Tilbagekaldelse.

Som man erindrer fra i Gaar, har Bech klaget over, at han blev holdt for lange l Skabene. Det oplyses, at man i Reglen lod Dørene til Skabet staa aabne; men saa gjorde han saa megen Kvalm, at man maatte lukke Døren; han var i det hele taget en meget vanskelig Arrestant.

Ved Lægeerklæringer er det godtgjort, at han har haft megen Men af de Saar, han fik i Krigen.

Hans Hidsighed i Hjemmet var meget stor. Sin Hustru har han ofte slaaet med flad Haand, naar han blev vred, og en Gang ramte han hende i Øjet, saa at det svulmede op. Hun truede da med at melde ham til Politiet, hvilket hun dog undlod. Hun mener iøvrigt, at han ikke kan beherske sin Hidsighed. En Gang, da hans Søn Ejnar skulde hjælpe ham med noget og bar sig kejtet ad, blev han saa hæftig, at han slog Drengen med en Hammer i Hovedet, saa at det blødte. Bagefter fortrød han det og sagde, at det ikke var "saadan ment".

En af hans Døtre forklarer, at naar Faderen blev vred, kastede han Gafler og Kopper efter Børnene; Datteren havde han pryglet baade med et Spanskrør og med en Ridepisk.

En Arkitekt Hagemann havde en Gang faaet den Opgave at meddele Bech, at han ikke var bleven valgt ind i et Kystbane-Udvalg, som han havde arbejdet stærkt for at komme ind i. Bech blev da aldeles ustyrlig af Raseri; han undsagde ligefrem Hagemann og erklærede, at han vilde skade ham, hvor og naar han kunne; ogsaa Kystbanen vilde han skade, skønt det stred mod hans egen Interesse. Ved et paafølgende Festmaaltid havde Bech imidlertid glemt det hele og stod endog op og udbragte en Skaal for Hagemann i meget rosende Ord.

En Arrestbetjent Sengeløv har faaet det Indtryk, at Bech gærne vilde lade, som om han var syg, og skildrer ham iøvrigt som en lumsk og snedig Person.

En Viktualiehandler Petersen, som tidligere i flere Aar har været Kusk hos Bech, oplyser, at Bech ikke den Gang gjorde Indtryk af at være abnorm; men det hændte hyppigt, at han pryglede Børnene igennem med en Ridepisk, naar de kom hjem med en daarlig Karakter fra Skolen.

Auktionsholder Rasmus Nielsen havde handlet med Bech om Grundene i Sletten og bød 50 Øre for Kvadratalenen, medens Bech forlangte 3 a 4 Kr. Bech blev saa rasende over Tilbudet, at han fo'r op og skældte Nielsen ud for en Skurk.

En Dame, som har været "indvendig Jomfru" hos Bech, forklarer, at han stadig skældte og slog Kone og voxne Døtre for rene Bagateller.

Fængselslæge Friedenreich erklærer, at han har undersøgt Bech og fundet, at han ikke lider af nogen Hjærtefejl. Bech viste ham en Del Saar rundt om paa Legemet og paastod, at det var Saar fra Krigen. Friedenreich ved ikke, om det var Tilfældet, men hævder, at disse Saar i hvert Fald ikke betyder noget for Bechs Helbred. Forøvrigt havde Lægen faaet det Indtryk, at Bech var hysterisk og som saadan viste en ubehersket Reaktion overfor ydre Indtryk. Dog var det umuligt at afgøre, om han var helt ude af Stand til at beherske sig. Han var meget senil efter sin Alder, mager og affældig; Hænderne rystede paa ham, og hans Aandsævner var noget svækkede, dog ikke i nogen fremtrædende Grad. Alt i alt havde Hr. Friedenreich tilset ham 24 Gange under hans Arrestation, idet han hyppigt var sygemeldt som lidende af hysteriske Anfald. Efter sin Ttlstaaelse blev han dog mere rolig, idet han haabede paa Kongens Naade.

Fra Datteren, Dagmar Bech, havde Defensor modtaget et Brev, hvor hun gav en Række Oplysninger om Faderens Sindstilstand. Han var paa en Gang hjærtensgod og kærlig dintal, forklarede hun. Da han i sin Tid var bleven opereret, forværredes hans Tilstand betydeligt. Tidligere havde hans Vrede givet sig Udslag i Urimelighed; men efter den Tid gav den sig Udslag i Rusen. Han tugtede Børnene med haard Haand; men bagefter sagde han, at Pryglene havde gjort dobbelt saa ondt paa ham; han var imidlertid en slet Fader, hvis han ikke tugtede dem, han elskede. Ofte, naar hans tøjlesløse Raseri havde faaet Luft, græd han bagefter af Bevægelse; men strax efter kunde han fare op igen og kaste et eller andet efter dem, hvis de bare havde skrabet med en Stol eller glemt at satte en Krog paa et Vindue.

En Dag, da Datteren var ude for at gøre Indkøb til Husholdningen, blev hun noget længe borte, fordi hun fik Tandpine under Vejs. Bech vilde imidlertid ikke tro paa denne Undskyldelsesgrund, men trak Datteren rundt i alle de Butiker, hvor hun havde været, og spurgte, hvor længe hun havde været hvert Sted. Til Folk, han mødte paa Gaden, fortalte han, at han ikke kunde stole paa sine Børn, osv.

Højesteretssagfører Schaw, der har gaaet Familien til Haande i længere Tid, giver Datteren det bedste Vidnesbyrd, og det samme gør Familiens Huslæge, hvorfor Defensor tillægger hendes Brev megen Betydning.

Efter Dokumentationens Slutning nedlagdes 

Aktors Paastand, 

der gik ud paa, at den indankede Kriminalretsdom blev skærpet eller stadfæstet

Defensors Foredrag

begyndte derefter.

Hr. Nellemann lod først Sekretæren læse et Brev fra Bechs Datter, som i Gaar havde skrevet, at man ved at se paa Bechs Kamp med de ugunstige Forhold og hans ustyrlige Raseri, der afvexlede med den kærligste Hensynsfuldhed mod Familien maatte faa det Indtryk, at han led af et skjult Onde. Defensor fortsatte derefter:

I en Sag som denne, der har vakt saa megen Opsigt, er der naturligvis ogsaa sagt meget urigtigt. Navnlig er det sagt, at hans Gærning stemmede godt med hele hans tidligere Liv. Men dette er netop ikke Tilfældet. Før han tilstod, søgte man naturligvis i hans Fortid noget, hvorpaa der kunde bygges et Indiciumsbevis; men man fandt intet.

Det er bevist, at han var ustyrlig hidsig; men der forelaa intet om, at hans Karakter var uredelig, eller at han vilde skaffe sig Fordel paa sine Medmenneskers Bekostning. Og det er dog det, det kommer an paa, naar han beskyldes for at ville slaa et Menneske ihjæl for at stjæle hans Penge.

For mig som hans Defensor maa det være maptpaaliggende at urgere dette overfor den høje Ret: Bech kan være en usympatetisk Person og et ustyrligt hidsigt Menneske; men før denne Sag kom frem, har han ikke været i Konflikt med Loven. Man kan altsaa ikke af hans Fortid dømme, at han skulde have tænkt paa at blive Rovmorder.

Jeg kender ikke Kapt. Bech; jeg har ikke set ham, før jeg blev hans Defensor. Men hvad Offentligheden kendte til ham, før denne Sag kom frem, var kun smukt og godt. Og jeg maa vel have Lov til at fremhæve, at han deltog i vor sidste ulykkelige Krig og i Slaget ved Dybbøl udførte sin Gærning med ualmindelig Tapperhed og Dygtighed

Han var ogsaa Medstifter af "Foreningen af Officerer uden for aktiv Tjeneste", som har til Opgave at komme Fædrelandet til Hjælp i Farens Stund. Dette er, hvad man kender til Kapt. Bechs Fortid; alt, hvad der ellers er fortalt, er kun Snak. Og denne Mand vil man nu beskylde for Forsøg paa overlagt Rovmord.

Ganske vist, Bech har tilstaaet Overfaldet paa Thaulow; men denne Tilstaaelse har han tilbagekaldt igen, skøndt jeg næsten maatte føre en hel Kamp med ham for at faa ham til at staa ved den. Og hvorledes vilde Sagen stille sig, hvis han ikke havde tilstaaet? Vilde der saa foreligge Omstændigheder, som viser, at han vilde gøre sig ulovlig Fordel, eller at han har overlagt Gærningen i Forvejen? Jeg mener Nej!

Den "Selvforsvarer", han slog Th. med, havde han i alt Fald købt for længe siden, og den kunde han have god Brug for over for det Bølleuvæsen, som Bladene har talt saa meget om. At han gik op til Th., var der heller ikke noget mistænkeligt ved. Han handlede med Malerier, og dem kunde han godt købt, fordi han ikke havde mange kontante Penge hos sig.

Bechs økonomiske Omstændigheder var naturligvis meget slette. Han havde levet i 10 Aar ved Laan; der var gjort Exekution i hans Eiendomme, og hertil kom Underbalancen i Lotteriet. Mest kom det an paa for ham at beholde Grundene i Sletten, indtil de gode Konjunkturer kom, som alle Spekulanter venter paa.

Men er der nogen Rimelighed i, at han har kunnet tænke sig at blive hjulpen ved at staa Th. ihjel. Har han kunnet tænke sig hos Th. at finde de 800 Kroner, han manglede til Lotteriet? Nej, den kloge Mand har maaske kunnet vente at finde 50 eller 100 Kr.; men hvad kunde det hjælpe ham? Var det virkelig den store Risiko værd?

Det forekommer mig yderst usandsynligt, at en saa forstandig Mand som Bech skulde ville indlade sig paa et saa voveligt og tvivlsomt Foretagende, saa meget mere, som Th. flere Gange har fortalt ham, at han ikke havde sine Penge liggende derhjemme.

At Bech skulde have slaaet Th., fordi denne havde drillet ham og fortalt ham Løgnehistorier, er naturligvis heller ikke meget sandsynligt. Men jeg maa dog gøre opmærksom paa, at Thaulows Forklaringer ikke stemmer godt overens. Til Rapporten forklarer Th., at han strax satte sig ned for at trække Støvler paa, og at Bech i det samme slog ham i Hovedet. Men senere forklarer han, at der dog var en Diskussion imellem dem. 

"Han kunde ikke blive vred over det, jeg fortalte ham", sagde Th., - altsaa maa Th. have fortalt ham noget. Senere forklarer Th., at han intet fortalte ham den Dag, Overså det skete; men disse vaklende Forklaringer giver mig Ret til at sige, at naar Bech, som han indrømmer, har slaaet Th., saa har det været i Hidsighed. Det er jo tilstrækkelig oplyst, at Th. lige strax viste sig afvisende over for Bech, og det kan godt have ophidset ham.

Men hvor er det muligt, vil man spørge, at en Mand kan blive saa hidsig. Ja, dertil kan kun svares, at saa hidsig var han nu en Gang, selv om han end ikke kan gøre Regning Paa at blive troet paa sit Ord, naar han undskylder sin Gærning med Hidsighed. 

Jeg maa her navnlig holde mig til, hvad Bechs Datter har sagt og skrevet. Hendes Optræden i denne Sag har gjort et dybt Indtryk paa mig. Naar man ved, i hvor høj Grad hun har lidt under Faderens Brutalitet, kan man ikke andet end beundre den Energi, hvormed hun i denne Sag har kæmpet for sin ulykkelige Fader.

Den unge Pige, der nu er et Par og tyve Aar gommel, maa hovedsagelig sørge for Familien; thi man har berøvet Konen alt Men alligevel har hun, som har set saa mange slette Sider af sin Faders Karakter, været utrættelig i at fremhæve hans opofrende Kærlighed over for Familien og undskylde hans ustyrlige Hidsighed.

Egentlig var jeg ikke glad ved at skulle have med denne Sag at gøre; thi jeg kunde jo ikke have stor Sympati for Bech; men det faldt nu en Gang i min Lod at blive beskikket til Defensor, og da jeg havde hørt Datterens Vidnesbyrd, fik jeg et faa stærkt Indtryk deraf, at jeg bad hende udtrykke sine Tanker skriftligt for mig, for at jeg kunde fremlægge dem for denne høje Ret, hvor de forhaabenllig ogsaa vil gøre Indtryk.

Jeg anser det System, der nu følges i vor kriminelle Retspleje, for fuldt garanterende, naar der optrædes korrekt. Det er en Kamp mellem Forhørsdommer og Inkvisit; men man maa ikke gøre Inkvisiten til et viljeløst Redskad, som ikke kan føre Kampen. Arrestanten maa bestandig være i Besiddelse af de Banden, han er berettiget til at bruge.

Taleren gik dernæst over til at kritisere Forhørsdommerens Protokoltilførsel, idet han navnlig urgerede, at Bechs Tilstaaelse om, at han "helst saa, at Thaulow ikke havde levet efter Slaget", var ukorrekt.

Defensor fortsætter i morgen.

(Horsens Folkeblad 24. juni 1898.)

Kaptajn Bech for Højesteret

(Fra vor Højesteretsreferent)

København, 24. Juni

Defensor fortsatte

i Morges sin Kritik af Forhørsdommerens Protokol-Tilførsel. Udtalelsen om, at Bech "ønskede vel nok helst, at Thaulow ikke skulde leve efter Slaget", var ligefrem lagt ham i Munden af Dommeren, og denne saavel som andre Bemærkninger, der har fældet ham, har han nærmest fremsat for at vinde Dommerens Bevaagenhed og mulig opnaa den mildere Dom, der blev stillet ham i Udsigt.

Der er sikkert ogsaa uberettiget at skrive rent ud i Protokollen, at Bech ved Frihedsstøtten fik det Indfald at gaa ud og slaa Th. i hjæI. Paa dette Tidspunkt var hans Tanker altfor uklare til, at noget joodant kunde slaas fast. Det fremgaar jo desuden af de senere Forhør, at Bech havde til Hensigt at slaa Th. netop paa det Sted, hvor han ramte ham, og et saadant Slag var faktisk ikke dødeligt. 

I et af de sidste Forhør tilbagekaldte Bech da ogsaa sin Tilstaaelse. Saa foreholdt Dommeren ham imidlertid, at hvis han ikke opgav denne Tilbagekaldelse, kunde hun ikke gøre Regning paa hans Støtte, naar han søgte om Benaadning, eller naar Dommen faldt. Overfor denne Pression opgav Bech Tilbagekaldelsen; men han fremførte den paany, da Dommen var faldet, og det ved denne havde vist sig hvor lidt Dommerens -Støtte var værd, idet Straffen - 10 Aars Tugthus - jo var meget haard.

Hvorfor tilstod Bech ?

Spørger man nu, hvad der bevægede Beck til at afgive Tilstaaelsen, saa maa jeg først henvise til Bechs hele svækkede Tilstand, der forringede hans Modstandskraft i høj Grad. Man vil erindre fra Dokumentationen, at Fængselslægen havde karakteriseretr Bech som en legemlig svag Mand. Selv om Bech overdriver sit legemlige Onde - hvad jeg nu nok tror han gør - , saa er det dog ikke forsvarligt at behandle en saa svag Mand paa den Maade, som sket er. Den Dag, han tilstod, blev han faktisk hentet fra Arresten Kl. 10 om Formiddagen og først bragt tilbage Kl. 8 om Aftenen. I hele den mellemliggende Tid har han befundet sig under extraordinære Forhold, siddet i Timevis i Skabene og intet faaet at spise.

Det forekommer mig, at man maa være meget betænkelig ved at lægge Vægt paa, hvad en Arrestant "tilstaar" under slige Forhold. Jeg paastaar ikke, at Dommeren har behandlet Arrestanten saa haardt alene for at svække Ham; men jeg hævder, at man derved har berøvet Bech de Forsvarsvaaben, han bør have som Inkvisit. Var det virkelig nødvendigt at have Arrestanten disponibel fra tidligt om Formiddagen? Han sad jo ikke i vestre Fængsel, men i Arresten paa Nytorv, og han kunde hurtigt være bragt til Stede, hvis man havde Brug for ham. Hvorfor saa tilføje ham den Lidelse, som det er at sidde i Timevis i Skabene? Disse Skabe kan være et nødvendigt Onde; men de bør ikke anvendes mere end højst nødvendigt. Thi det er faktisk en stor Lidelse at sidde i Skabene. Jeg minder om den saakaldte Kininsag, hvor jeg fik en tiltalt frifundet, fordi han var bleven pint i ufornøden Grad med Skabene.

Bechs Fælde.

Saa er der det Brev, som Bech skrev i Arresten til sin Familie, og som Dommeren mærkelig nok tillægger en uhyre Betydning. Bech skrev heri: "Dommeren er en lumsk og snedig Person. Han piner mig gruligt og har truet med at tage Lænestolen fra mig; saa dør jeg. Han vil have mig til at tilstaa, at jeg har villet rovmyrde Thaulow" osv.

Dommeren mener, at Bech her er gaaet i en Fælde og selv har røbet, hvad han aldrig er bleven sigtet for: at han har villet rovmyrde Th. Men det forstaar jeg ikke. Det er da ganske naturligt, at Bech, naar Dommeren afviser hans Forklaringer, maa tro, at han sigter ham for Rovmord.

Efter Bechs Paastand har Dommeren fortalt ham, at han kunde stole paa hans Velvilje, hvis han tilstod; han var den, der havde størst Indflydelse af de voterende Assessorer, osv. Dette tør Dommeren ikke benægte at have sagt. Og naar han saa samtidig erindrer den svækkende Behandling, han har været Genstand for, samt Paavirkningen fra politibetjentens Side, saa har man ikke svært ved at forstaa, at han har ladet sig overrumple.

Man maa heller ikke glemme, at Bechs ualmindelige Hidsighed bragte ham i en vanskelig Situation. Han var faktisk utrolig hidsig; men dette kunde han ikke faa Dommeren til at tro. Denne blev ved med at forholde Bech, at han stod sig ved at afgive en mere troværdig Forklaring, og da Bech nærede en stærk Tillid til Betydningen af Dommerens gode Støtte og store Indflydelse, sagde han mere, end han egentlig vilde.

Dette forklarede han sin Defensor ved Kriminalretten, der lod ham vide, at det var noget galt, han havde gjort, og at han maatte tage sine Udtalelser i sig igjen i et nyt Forhør. Men det var Bech strax betænkelig ved; "det gaar ikke an," sagde han, "for saa mister jeg Dommerens gode Støtte." Dette karakteriserer tiltrækkeligt hans "Tilståelse", og jeg henstiller hvor megen Betydning man mener at kunne tillægge dem.

Hvad er da Sandheden?

Ja, jeg vil naturligvis ikke paastaa, at jeg kan udrede denne Sag paa den eneste rette Maade. Men jeg tror, at det er gaaet saaledes til:

Bech er kommen op til Th. for at laane Penge; men Th. har stillet sig meget afvisende, og derved har han opirret den hidsige Mand, saa har han slaaet ham, men ikke paa en saadan Maade, at han kunde dø af det. At han skulde vente at finde 800 Kr., han manglede. er ganske usandsynligt.

Man har betegnet det som et kraftigt Bevis mod ham, at han den Dag, Overfaldet fandt Sted, havde mødt en Tømrermester Rasmussen, til hvem han sagde :

"Jeg maa have Penge, selv om det skal koste Blod!"

Men dette taler efter min Mening nærmest til Bech Fordel. Thi hvis han virkelig gik og rugede over Mordtanker, vilde han selvfølgelig ikke have udtalt sig saaledes.

Bech er abnorm.

Hvad jeg atsaa gærne vil have gjort klart for den høie Ret, er det, at Bech er en ganske abnorm Mand, hvis aldeles usædvanlige Hidsighed gør, at han maa bedømmes paa en ganske særlig Maade. At han f. Ex. kan slaa lille Søn i Hovedet med en Hammer og bagefter selv græder over det, og at han trækker sin lille Datter, som han elsker, ved Haaret og bagefter vil have hende til at ligge i hans Værelse, fordi han ellers ikke kan sove, - det tyder i høj Grad paa, at han er noget sindssyg.

Jeg har dog ikke ment at kunne paatage mig Ansvaret for at faa Bech indlagt paa en Sindssygeanstalt. Jeg har ment hellere at burde overlade til den høje Ret at tage Bestemmelse derom. Naar jeg ikke har forlangt ham indlagt til Observation, er det nærmest, fordi den tidligere Fængselslæge, Dr. Friedenreich, som mente, at Bech ikke var sindssyg, senere er bleven Overlæge netop for den Afdeling af Kommunehospitalet, hvor Bech skulde indlægges til Observation. Det vilde under disse Omstændigheder være underligt at lade ham undersøge af Friedenreich igen.

Jeg henstiller altsaa til den høje Ret, om det kan forsvares at lægge Bechs Tilstaaelse til Grund for en Domfældelse. Helt fri kan han naturligvis ikke blive; men det forekommer mig dog, at 10 Aars Tugthusarbejde - der for en Mand i Bechs Alder er ensbetydende med Tugthusarbejde paa Livstid - er en urimelig stræng Straf. Kan man egentlig sige, at han har handlet med Overlæg? Efter min Mening kan der højst være Tale om Forsæt, og er det Tilfældet, saa maa han dømmes efter ganske andre Paragrafer og til en langt mildere Straf.

Idet jeg altsaa henstiller til de høje Dommere, om ikke alle Sagens Omstændigheder opfordrer til at se med mildere Øjne paa Bechs Handling, end Kriminalretten har gjort, skal jeg nedlægge den allerærbødigste 

Paastand

At Arrestanten idømmes den mildeste Straf.

[Herefter fik aktor ordet. Der tilføjedes imidlertid intet nyt, heller ikke i dommen]

(Horsens Folkeblad 25. juni 1898. Forkortet)

Den 24. juni afsagde Højesteret dommen som stadfæstede Kriminalrettens dom på 10 års tugthus. Efter dommen fik han frataget ridderkorset som blev sendt tilbage til ordenskapitlet, ligesom hans navn blev strøget af hærens lister. Han blev herefter sendt til Århus for endelig at blive indsat i Horsens Tugthus den 11. juli 1898.

Kasseret Afskedspatent.

I Anledning af en afskediget Kaptajn Søren Peter Jensen Bech overgaaet Dom er det ham under 10de Oktober 1887 tilståede Afskedspatent ved allerhøjeste Resolution af 17de August blevet kasseret.

(Ministerialtidende 1898)

Søren Peter Jensen Bech 1836-1909 (4/6). (Efterskrift til Politivennen)

Ifølge Politiets registerblade boede Bech på følgende adresser: 1. 5. 1893 Tordenskjoldsgade 27, 1. 1. november 1893 Gl. Strand 36, 1. 1. november 1894 Ny Vestergade 19, 1. 1. november 1895 Købmagergade 11, 3. 1. november 1896 Havnegade 3, 3. Ifølge et andet registerblad på Rørholmsgade hvorfra han flyttede til Rosengården. 1897-1905 Horsens Tugthus. Da han døde i 1909 havde han adresse på Vesterbrogade 21, 2. Men som det fremgår nedenfor var det på Almindeligt Hospital.

Højesteretsdom nr. 223, 17. januar 1895

Højesteretssagfører Shaw contra Søren Peter Jensen Bech (Def. Jensen)

der tiltales for Overtrædelse af den under 14/9 91 af Justitsministeriet stadfæstede Sundhedsvedtægt for Lyngby Sogn.

Kjøbenhavns Amts Nordre Birks Politirets Dom af 11 August 1893: Søren Peter Jensen Bech bør under en Kjøbenhavns Amtsfattigkasse tilfaldende Bøde paa 10 Kr. for hver Dag, han sidder denne Dom overhørig, inden 14 Dags efter denne Doms lovlige Forkyndelse fra sine bebyggede Ejendomme, Matr.-Nr. 21d og 21e i Lyngby, tilvejebringe et efter Sundhedskommissionens nærmere Bestemmelse fyldestgjørende Afløb for Regnvand, Spildevand, Grundvand og deslige. Tillige bør Tiltalte betale Sagens Omkostninger, men forøvrigt for det Offentliges Tiltale under denne Sag fri at være. At efterkomme under Adfærd efter Loven.

Landsover- samt Hof- og Stadsrettens Dom af 27 Marts 1894: Tiltalte, Kaptajn Søren Peter Jensen Bech, bør for det Offentliges Tiltale i denne Sag fri at være. Sagens Omkostninger, derunder Salær til Aktor for Overretten, Prokurator Meyer, 20 Kr. udredes af det Offentlige.

Højesterets Dom.

I Henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde

kjendes for Ret:

Landsover- samt Hof- og Stadsrettens Dom bør ved Magt at stande. Højesteretssagførerne Shaw og Jensen tillægges der i Salarium for Høiesteret hver 40 Kr., som udredes af det Offentlige.

(Herefter følger en ca. 2 sider lang redegørelse for grundenes kloak- og vandforhold).

I august 1897 blev kaptajnen arresteret for et voldeligt overfald på garvermester Thaulow i København:

Det morderiske Overfald.

Voldsmanden, Kapt. Bech arresteret.

Det er i Lørdags efter et energisk Arbejde Iykkedes Opdagelsesbetjent Jepsen at anholde Gjerningsmanden til det i Tirsdags Eftermiddag mod Garvermester Thaulow forøvede morderiske Overfald.

Som vi meddelte for nogle Dage siden fik Politiet af Th. udleveret det Billede, som Voldsmanden havde foregivet, han vilde have tilbage fra Th., fordi han kunde sælge det til en meget højere Pris end den, han havde faaet for det. Ved en grundig Undersøgelse, i hvilken dette Billede ogsaa spillede en Rolle kom Opdagelsesbetjenten i Fredags til det overraskende Resultat, at den som havde solgt Billedet til Garvermester Thaulow maatte være - Kaptajn S. P. J. Bech, Faderen til den i sin Tid saa berømte Asger Bech.

Efter at Hr. Jepsen havde konferreret med Politiassistent Gyldenfeldt, besluttedes det, at man om Lørdagen skulde søge Kaptajn Bech i dennes Hjem i Havnegade Nr. 3. Lørdag, Middag Kl. 1 indfandt Opdagelsesbetjenten sig i Bechs Hjem. hvor han traf Kaptajnen. Denne nægtede paa Opdagelsesbetjentens Forespørgsel at have Noget som helst med det omtalte Billede at gjøre. Da Kaptajn Bech saaledes strax blev grebet i en Usandhed, betænkte Politimanden sig ikke længe, men opfordrede ham til ufortøvet at følge med til Svendsgades Politistation.

Der blev herfra sendt Bud efter Garvermester Thaulow, som da han konfronteredes med Bech, strax erklærede, at det var Manden, som havde solgt ham Billedet, og som havde forøvet det morderiske Overfald paa ham. Efter at Th. dernæst var demitteret, toges Kaptajn Bech i skarpt Forhør. Under dette indrømmede han saa, at han havde været oppe hos Th. Tirsdag Eftermiddag, samt at han her havde krævet at faa det meget omtalte Billede tilbage. 

Angaaende selve Overfaldet vilde Bech ikke indrømme, at dette var begaaet i nogen forbryderisk Hensigt. Naar han havde slaaet Thaulow, hvilket han indrømmede at han havde gjort, så var dette sket i Hidsighed under den Ordstrid, der var opstaaet mellem de To angaaende Billedet. Bech vilde ikke ud med, hvad det var for et Instrument, han havde slaaet med, men Alt tyder paa, at det har været en Todtenschlæger eller maaske en Jernkno.

Efter disse Indrømmelser førtes Kaptajn Bech seent Lørdag Aften til Politikammeret hvorfra han, efter at være fremstillet for Politiinspektør Madsen, førtes til Arresthuset Nytorv. Samtidig gik der Melding til Fru Bech om at hendes Mand foreløbig var tagen i Forvaring af Politiet.

Igaar Formiddags havde vi en Samtale med den dybt nedbøjede Fru Bech om det Passerede. Hun fortalte, at hendes Mand i Tirsdags Eftermiddags var kommen hjem i en noget ophidset Tilstand. Hun havde spurgt ham, hvad der var gaaet ham imod, og han havde da fortalt hende, at han paa Gaden havde havl en heftig Ordstrid med en Mand til hvem han havde solgt et Maleri. At der havde fundet Voldsomheder Sted imellem de To havde Kaptajn Bech dog ikke fortalt. Da han saa i Lørdags var bleven afhentet af Politiet, havde Fru Bech nok havt en Anelse om, at dette stod i Forbindelse med hendes Mands ophidsede Sindstilstand i Tirsdags Eftermiddag.

Igaar Formiddags blev Fru Bech kaldt op til Politiinspektør Madsen paa Politikammeret, hvor denne meddelte hende, at hendes Mand var anholdt som sigtet for at have overfaldet en Mand Politiinspektøren fremstillede dog Sagen for Fru Bech som ret ubetydelig. Der vilde høist kunne blive Tale om, at hendes Mand idømtes en større Bøde, havde Politiitinspektøren sagt. Paa dette Punkt er Politiinspektør Midjen dog ikke i Overensstemmelse med erfarne Politimænd af Opdagelsespolitiet, som have havt Lejlighed til at sætte sig ind i Sagen, og med hvem vi igaar talte. Deres Mening var, at Kaptajn Bech utvivlsomt har forøvet Overfaldet i den Hensigt at faa Lejlighed til at bestjæle Thaulow. Men dette vil jo nok blive opklaret, naar Sagen mod Kaptajn Bech nu, efter at denne igaar er arresteret ved Grundlovsforhøret bliver henvist til et af Rettens Kriminalkamre

De omtalte Politimænd gaa endog saa vidt i deres Opfattelse af Sagens alvorlige Karakter, af de mistænkte Kaptajn Bech for at være Gjerningsmanden til et Overfald, der for nogle Aar siden blev forøvet her i Byen under lignende Forhold, som det nu for nylig hos Taulow udøvede.

Angaaende Kaptajn Bechs økonomiske Forhold kan det oplyses, at han, der tidligere har været en velstaaende Mand, nu sidder Smaat i det.

(Nationaltidende 30. august 1897)

Kaptajn Bech som Voldsmand

Millionær og Voldsmand Asger Bechs Fader.

Kaptajnen overbevist om at have forøvet Overfaldet paa Garvermester Thaulow.

Arresteret.

Samtale med Kaptajn Bech.

Vore Læsere vil erindre de forskellige Meddelelser, vi har bragt om hint mærkelige Overfald, der Tirsdag Eftermiddag, omtrent ved Sekstiden, fandt Sted i Vesterbrogade 71, hvor en Handelsmand pludselig voldslog den gamle Garvermester Thaulow i dennes Hjem, og derefter skyndsomt begav sig paa Flugt.

Der forelaa kun faa og vage Oplysninger om denne Sag, da Politiet fik den sin Haand.

Med et stort, gabende, blødende Saar oven i Hovedet rendte den overfaldne Garvermester selv til Politiet og anmeldte Forbrydelsen. Men, hvem Forbryderen var, derom kunde han ikke give Besked. Det var en Mand, af hvem han havde købt et Billede, og som havde forsøgt at laane Penge af ham. Andet vidste han ikke.

Handelsmanden var øjensynlig bleven rasende over, at Thaulow ikke vilde ud med Pengene, men derimod sagde til ham: "Nu skal De gaa !" Og da den gamle Mand i det samme satte sig ned for at trække sine Støvler paa, var det, at han fik det voldsomme Slag i Hovedet . . .

Den gamle Thaulow,

der bor ganske alene, og hvis Særhed navnlig bestaar i en ren Mani for at samle gamle Billeder og Malerler, blev efter dette Overfald helt umedgørlig.

Han lukkede sin Dør af med dobbelte Laase, ja, barrikaderede sig formelig i sin Lejlighed. Kun hans allernærmeste Slægtninge fik - om end med Besvær - Lov at se ind i Lejligheden. Han talte vildt og usammenhængende. Hans Skræk steg til et halvt Forfølgelsesvanvid, saa frygteligt var hans Nervesystem blevet rystet ved det Skete.

Som en Følge heraf var det ikke stort bevendt med de Forklaringer, som Garvermesteren kunde give Politiet. Det var altsammen hen i Vind og Vejr.

Derimod kunde han give Politiet en Genstand, der havde Betydning for Undersøgelsen: Det Billede, han havde købt af Voldsmanden, et forøvrigt meget tarveligt Litografi, som Garvermesteren havde købt til altfor høj Pris.

Politiet,

anført af den flinke Opdager. Hr. Jepsen, gik nu paa Jagt efter den formentlige Sælger af dette Billede.

Det Resultat, som Hr. Jepsen efter vidtløftige Undersøgelser kom til, var saa overraskende, at han ikke selv turde tro paa det.

Saavidt han kunde forstaa, maatte det nemlig være Kaptajn, Grosserer S. P. J. Bech, R. D., der havde solgt Garvermester Thaulow Billedet.

Den Tanke, at en Kaptajn, en Grosserer, en Ridder af Dannebrog, skulle afsløres som gemen Voldsmand, slog imidlertid Opdagelsesbetjenten med en saadan Forfærdelse, at han blev ganske bleg om Næbbet.

Han gik derefter til Politiassistent Gyldenfeldt, med hvem han havde en længere Konference om, hvad der nu skulde gøres.

Politiassistenten mente, der var ikke andet at gøre end at opsøge Kaptajn Bech og præsentere Billedet for ham.

I Kaptajn Bechs Hjem.

Nu vel. Hr. Jepsen begiver sig altsaa til Kaptajnens Hjem, Havnegade Nr. 3, hvor han ogsaa var saa lykkelig at træffe Hr. Bech.

Hr. Jepsen afslører Billedet, idet han spørger:

- "Har De solgt dette Billede?" '

- "Nej", svarede Kaptejnen, "jeg har aldrig set det Billede, kender det ikke".

- "Er De aldeles sikker paa det?"

- "Ja vel er jeg sikker paa det. Troer De jeg lyver?" foer Kaptejnen op. 

-"Nej", svarer Politimanden, "men naar De nægter at have haft Noget med Billedet at gøre, bliver jeg nødt til at anmode Dem om at følge med mig".

Kaptajnen gjorde Indvendinger. Dog, det nyttede ikke. Han maatte ifølge Betjenten, og i en Droske kørte de ud til Politistationen i Svendsgade

En sammenkomst. Bekendelse og Arrestation

Saasnart Kaptajnen var kommen til Stede paa Stationen, blev der straks sendt Bud efter Garvermester Thaulow.

Straks, da han saa' Kaptejnen, udbrød han:

- "Ja, det er Manden."

Og de to Modstandere maalte hinanden med Blikke, der var kemisk rensede for Kristenkærlighed.

Thaulow blev derpaa afskediget, og nu kom det til en længere Samtale mellem Politiassistenten og Kaptejnen.

Bech havde øjensynlig tabt sin Bitterhed og Herredømmet over sig selv. Han gik hurtigt til Bekendelse.

- ja, han havde slaaet Thaulow.

Men det var ikke noget planlagt Overfald, hævdede han. Nej, han var kommen i et hastigt Skænderi med Thaulow, og i sin Hidsighed havde han da slaaet til.

Men, hvilket Instrument, havde Kaptejnen brugt?

Han vilde han ikke forklare sig. Dog, Alt tyder paa, at det har været en Jærnkno eller en saakaldt "Todtenslæger," han har benyttet. Derom vil han sikkert ogsaa nok senere blive tvungen til at afgive tilfredsstillende Forklaring.

Fra Svendsgadestationen førtes Kaptejnen sent om Aftenen til Politikammeret, hvor han kom i et kort Forhør af Politiinspektør Madsen, der afsagde Arrestdekretet over Manden og lod ham føre til Arresthuset paa Nytorv.

Kaptajn Bech

Hvem er nu denne Kaptajn Bech, der saa uventet er afsløret som Voldsmand?

Han er en bekendt Skikkelse her i København, men mindre anset end bekendt.

Som en endnu ung Mand deltog han i Krigen 1864, hvor han blev Premierløjtnant. Han blev saaret, fik Ridderkorset og Afskedspatent som Kaptajn.

Senere ansøgte han om og opnaaede Tilladelse til at regnes til de "Afskedigede Officerer, der har Tilladelse til at bære Uniform som Krigsinvalider".

Efter sin Deltagelse i Krigen, hvor Bech viste sig som en særdeles tapper og uforfærdet Soldat, førte han et meget æventyrligt og bevæget Liv.

Han blev Spekulant og Projektmager i stor Stil, og i sine omfattende Spekulationer viste han sig som en Mand, der ikke tog smaalige Hensyn.

Han, der ikke ejede en rød Øre til at begynde med, slog sig paa en Gang voldsomt op, gav Partiet som den store Matador.

Han var en uforbederlig Pralhans, og hans Veltalenhed var ofte saa bestikkende og imponerende, at den kunde trække selv klogere Folk ved Næsen.

Han spekulerede især i Landejendomme.

I Skaane købte han uhyre Landstrækninger, Skove, Marker, Fabriker.

For godtroende Danskere fremstillede han saa Forholdene paa disse Ejendomme i den mest glimrende Belysning. Det var et formeligt jordisk Paradis, han oprullede for Liebhavernes Øjne, og Jorden solgtes for fabelagtig billige Priser.

Saa afsluttedes der store Handeler, mens Champagnen flød omkap med Veltalenhedens Strøm.

Siden sit de ulykkelige Landsmænd andet at føle. De gjorde de allerbitreste Erfaringer med disse ufrugtbare, uopdyrkede, øde Marker, værdiløse lige meget paa Grund af Jordens Ufrugtbarhed, den svage Befolkning og Stedets Mangel paa Samfærdselsmidler.

Ogsaa her i Landet spekulerede den driftige Kaptajn.

Endnu den Dag i Dag ejer han en Villa-Ejendom i Kongens Lyngby, paa Jærnbanevejen, som han vistnok adskillige Gange forgæves har forsøgt at afhænde.

For henved en Snes Aar siden var han endog Hotelejer i Lyngby, idet han "købte" det bekendte "Hotel Rustenborg".

Kaptajnen havde store Planer med dette Hotel - selvfølgelig mislykkedes de allesammen og Ejendommen gik over i andre Hænder.

Efterhaanden gik det mere og mere tilbage for ham. Han blev for godt kendt, og Folk blev forsigtige med at afstutte Handeler med ham.

Klasselotterikollektør.

For et halvt Aars Tid siden var Kaptajn Bech utvivlsomt i den Grad paa Knæerne, at han led Nød. Saa skete der Noget, som i visse Kredse vakte den største Opsigt.

Den gamle, syge Frk. Michelsens Klasselotterikollektion i Frederiksborggade skulde overgaa paa andre Hænder, og, som saa mange af de gamle, store Kollektioner, blev den delt i flere Stykker.

En af disse fik Kaptajn Bech. Der blev rettet mange Indvendinger mod Mandens Ansættelse som Klasselotterikollektør, men Alt var forgæves; det hed sig, at selv Hs. Maj. Kongen havde lagt et godt Ord ind for ham. Kaptajnen fik Kollektionen, og han har den endnu den Dag i Dag, den har Lokale i Nr. 16 Ved Stranden, og den antages at indbringe sin Indehaver ca. 2000 Kroner om Aaret.

Samtale med Kapt. Bech.

Den, der nedskriver disse Linjer, havde i Onsdags - Dagen efter at Overfaldet paa Garvermester Thaulow fandt Sted - tilfældigvis en Samtale med Kaptajn Bech.

Han standsede os i Nygade idet han, hæftigt gestikulerende, søgte at lare sine store Planer med en Ejendom i Nærheden af Snekkersten, ved Lave Skov, hvor han agtede at opføre et mægtigt Badehotel. 

Bech var altid opfyldt af store Projekter.

Han anmodede os indtrængende om at strive en længere Artikel til Anbefaling for hans Ide, og han antydede - altfor tydeligt - at vor Umage skulde blive belønnet

- "Jeg har jo", sagde han, "Lov til at sende Dem 5000 Kroner i et anbefalet Brev".

Dette ærefulde Tilbud, som vi kun altfor høfligt afslog, er betegnende for Mandens Karakter.

Overhovedet var Kaptajn Bech - Asger Bechs Fader - en grov, meget brutal, hidsig, i sin Optræden brovtende og ubehageligt stortalende Person, om hvem man i og for sig nok kan tro, at han i Hidsighed kan falde over og skamslaa en gammel Mand, med hvem han var kommen i Trætte.

Muligt er det derfor, at Kaptajnen faar Held til at gennemføre sin Forklarring om, at hans Overfald er Udslaget af en øjeblikkelig Hidsighed og ikke en planlagt Forbrydelse. Bekræfter dette sig, vil han vel slippe noget billigere fra Historien, end det straks saa ud.

Pax.

(København 30. august 1897).

Nationaltidende 1. september 1897, 2. udgave havde besøgt Thaulow i Vesterbrogade 71. Han fortalte at kaptajn Bech flere gange havde besøgt ham og vidste at han havde en betydelig mængde sølvpræmier i et pengeskab. Her fortalte han også om slaget han havde fået i hovedet. Den 1. september skulle Thaulow have været forhørt, men han viste sig ikke. Thaulows fætter, Albert havde også givet møde og i København 2. september 1897 udtalte han sig til fordel for sin fætter. 

Den 2. september dukkede Thaulow så op. Han mente at kunne huske at Bech havde forsøgt at aflede hans opmærksomhed ved at pege på et formodet dyr på gulvet for at få Thaulow til at dukke sig. Bech på sin side påstod at det var Thaulow der havde slået først. Se fx Socialdemokraten 3. september 1897. De første forhør drejede sig udelukkende om overfaldet.

Ved forhøret den 6. september blev dr. Brynjolfsson forhørt. Han havde forbundet Thaulow og konstateret at slaget havde været af en uhyre kraft. 

Forhøret 11. september 1897 handlede om Bechs økonomiske forhold og pengetrang. Her var hans hustru og datter mødt for at fortælle om hans rasende udfald mod sine omgivelser. Herefter fik Bech lejlighed til at fortælle et rosenrødt billede af sin økonomi. Under sagen kom det også frem at Bech for 13 år siden havde overfaldet sin vært grosserer Jorck da han ville opkræve husleje. Men sagen blev dengang frafaldet. 

Under sagen blev det også undersøgt om det var Bech der havde dræbt Lars Hansen i Pilestræde 61 i 1893. Denne sag er behandlet på bloggen. Her kom det dog i oktober 1897 frem at Bech slet ikke havde været i København på mordtidspunktet.

Den 1. oktober 1897 dukkede kriminalretten op på Vesterbrogade 18 hos den 83-årige enke fru Petersen. Hun havde tilsyneladende haft besøg af kaptajn Bech flere gange under påskud af at han havde gået i skole med en slægtning til hende. Han havde også udspurgt hende om hendes pengeforhold. Han havde herefter senere opsøgt hende, men var blevet afvist. Senest søndagen før overfaldet på Thaulow (om tirsdagen). Se Nationaltidende 2. oktober 1897, 2. udgave.

Den 11. oktober begærede restauratør Wittmack hos kongens foged kaptajn Bech udsat. Bech havde lejet en 3. sals lejlighed i Havnegade 3 siden 14. oktober 1896. Men lejen var ikke blevet betalt. Bech havde lovet Wittmach vin fra hans lager, men senere viste det sig at der slet ikke var nogen vinforretning. Fru Bech gjorde uden held indsigelse, og udsættelsesforretningen gik sin gang.

Ved retsmødet den 1. november 1897 tilstod Bech i sin hustru og datters nærværelse det røveriske overfald.

Overfaldet paa Garver Thaulow.

Hos Thaulow.

Ligesom vi aflagde et Besøg hos Garver Thaulow umiddelbart efter, at han havde været Gjenstand for Kaptajn Bechs Overfald, saaledes have vi ogsaa nu besøgt ham, da hele Sagens sammenhæng er opklaret.

Medens vi ved vort første Besøg hos Thaulow havde den største Vanskelighed ved at faa Adgang til ham, fordi han den Gang havde spærret sig inde i den første Skræk efter det Overfald, han havde været Gjenstand for, saa var Adgangen til hans Lejlighed nu ligesaa let som til enhver anden Mands Bolig. Vi bankede svagt paa Køkkendøren med den berømte Lukkemekanisme; strax efter kom Gamle Thaulow selv med smilende Ansigt og lukkede op for os.

Ja, Ja, sagde han, det er jo godt, at han nu har tilstaaet, saa kan Folk da se, at jeg ikke har fortalt Usandhed. Da vi udtalte den formening, at Ingen havde tvivlet om hans Ord, svarede han, jo der var nogle Blade, der skrev, at det vist ikke hang rigtigt sammen med min Fremstilling af Sagen, og det gjorde mig saa ondt. Men nu kan da Alle se, at del var Kaptajnen, som løj.

Ja, fortsatte den Gamle, jeg har nu ingen rigtig Tillid til den Kaptajn Bech, og da vi indrømmede, at vi saa godt kunde forstaa, at hans Tillid til Kaptajnen var bleven noget svækket ved de fremkomne Tilstaaelser, vedblev han: Jo seer De, jeg er kommen til at tænke paa, at han vist en Gang har havt i Sinde at forgive mig. Det var en Dag, han vilde traktere mig med nogen Vin; men jeg vilde ikke have den. Nu er jeg kommen til at tænke paa, at der maaste har været Gift i den Vin, saa det var da rigtig godt, at jeg ikke drak af den.

Sømand Jensen er ogsaa til Stede, hans Ansigt straaler af Glæde over, at hans gamle Ven er sluppen saa godt fra alle de truende Farer, og han forsikrer atter og atter den Gamle om, at der saamænd aldrig har været Nogen som har mistroet ham, og at Alle nu kun tænke paa ham med Sympathi, Noget vi ogsaa forsikre, er vor fuldeste Overbevisning. Men Thaulow vedbliver med sit: Ja, Ja, det var dog godt, han tilstod, for saa kom det dog klart for Dagen, at jeg ikke har fortalt Assessoren nogen Usandhed.

Men siger Thaulow pludselig, idet han gyser, hvad kunde der ikke være skeet, om jeg ikke den Dag havde sat Kaptajnen ned ad Køkkentrappen. Havde jeg, som min første Tanke var, kastet ham ned ad den stejle Hovedtrappe, saa havde han formodentlig slaaet sig fordærvet, og saa havde det vel været mig, som nu havde siddet i Arresten, mistænkt for Mord. Ak ja. Ak ja! Assessoren sagde rigtignok, at det havde saamænd ikke gjort Noget, om jeg havde slaaet Kaptajnen fordærvet oven paa den Historie; men jeg er nu alligevel glad ved, at det gik, som det gik. 

I Thaulows Lejlighed staaer Alt stadig urørt paa samme Plads, hvor det stod, den Dag Overfaldet skete. Under Stolen, paa hvilken han sad, da Slaget førtes, staa nu Støvlerne, som han den Gang var i Færd med at trække paa. Ved Siden af staaer Pengeskabet, der har lokket Kaptajn Bech til den forbryderiske Handling. Om han havde vidst, at det den Dag, han slog Thaulow, kun indeholdt ca. 100 Kr. i Kontanter, vilde det næppe være bleven Garver Thaulow, som var blevet Offeret for Forbrydelsen. Idet vi tage Afsked med den gamle Garver, siger han: Aa ja, men det gjør mig dog saa ondt for den stakkels Fru Bech og Datteren; mon der dog ikke er Nogen, der vil komme dem til Hjælp i deres store Nød og Sorg. Den gamles menneskekjærlige Hjerte fornægter ham ikke.

(Nationaltidende 2. november 1897, 2. udgave)

Overfaldet paa Garver Thaulow.

Bedragerier med Klasselotteriet.

Igaar var Kaptajn Bech atter i et Forhør, som i»rit sluttede sent paa Eftermiddagen. Han maatte særlig giøre Rede for sine Penge forhold i det sidste Halvaarstid, hvor han overfaldt Garver Thaulow. Bech fortalte da, at han lige fra det Øjeblik da han i April Maaned overtog den ham tildelte Klasselotterikollektion, har forgrebet sig paa Lotteriets Penge. Strax da han fik Penge for Lodsedlerne af dem, der spillede hos ham begyndte han at bruge af disse til private Formaal. Da han saa skulde indbetale Penge til Lotteriet for viste Trækning, dækkede han sine Besvigelser paa den Maade, at han undlod at udbetale de Gevinster paa under 200 Kr., der vare faldne hos ham indtil han ved Fornyelsen af Lodsedler til anden Trækning havde faaet de fornødne Penge ind. Den Sum, disse Gevinster udgjøre, skulle Kollektørerne nemlig ikke indbetale til Lotteriet.

Saaledes holdt Kaptajn Bech det gaaende indtil femte Trækning, da Skæbnen vilde, at der i hans Kollektion kun faldt et forsvindende Antal af Gevinster under 200 Kr. Det Beløb, han kunde lade være at indbetale til Lotteriet, blev saaledes kun meget ringe. Hvad han havde taget af Lotteriets Penge overskred langt denne Sum. Paa dette Tidspunkt var det, at Bech begyndte for Alvor at spekulere paa at skaffe sig Penge for enhver Pris, selv om det skulde koste et Menneskeliv.

Kaptajn Bech indrømmede, at han ofte, lige fra den første Gang han havde forgrebet sig paa Lotteriets Penge, havde siddet med sin Todtenschlæger - den han stadig paastaaer, at han oprindelig har kjøbt til Selvforsvar mod Bøller - i Haanden og tænkt paa, at med den kunde han, hvis det skulde komme til det Værste, bedøve etter dræbe et Menneske saaledes at han kunde faa Penge. Mange Gange havde han været ene med Folk, som han vidste laa inde med Penge, og Lejligheden havde været gunstig til et røverisk Overfald; men han havde ladet den ubenyttet, enten fordi han syntes, han dog vilde se Tiden an, eller forbi han var bange for at udøve Forbrydelsen.

Men saa kom 5. Trækning og med den Udsigten til Opdagelse af Besvigelserne mod Lotteriet. Nu fæstedes Beslutningen sig hos Bech om, at han maatte skaffe sig Penge ved Røveri. Om Besøget hos Fru Petersen paa Vesterbrogade siger han, at han var gaaet ud til hende denne Gang, som flere Gange før, for at forsøge at formaa den gamle Dame til at laane sig Penge; men han indrømmer, at den Mulighed ikke var udelulket, at han kunde have besluttet sig til at overfalde hende, hvis hun havde nægtet ham Laanet hin Søndag. Nu kom Bech jo imidlertid slet ikke ind hos Fru Petersen, og dermed var det Spørgsmaal bortfaldet.

Tirsdagen efter den Søndag, da han havde søgt Fru Petersen, var det saa at Kaptajn Bech overfaldt Garver Thaulow. Angaaende Enkelthederne ved dette Overfald er der under de sidste Forhør fremkommet et nyt Moment. Kaptajn Bech indrømmer nemlig nu, at den Løgnehistorie, han blev saa forbitret over, ikke var den saa ofte omtalte Sømandshistorie, men derimod Thanlows Paastand om, at hans Rengjøringskone havde Nøglen til Pengeskabet i Forvaring. Da Thaulow sad og bandt sine Støvler, spurgte Bech ham endnu en Gang, om han ikke havde faaet Nøglen til Pengeskabet. Men Thaulow svarede med det sædvanlige: "Den har min Rengøringskone". "Det er Løgn Din forbandede gamle Skurk", brølede Kaptajn Bech, og i det Samme slog han Thaulow i Hovedet. Naar Thaulow ikke har meddelt Retten dette, saa er det antagelig fordi han ikke husker denne Scene, der foregik næsten i samme Øjeblik, han fik det voldsomme Slag.

Hvad Proprietær Lakier, Grosserer Schmidt og flere Andre angaaer, af hvilke Bech har villet laane Penge, da erklærer han paa det Bestemteste, at han intet Øjeblik har tænkt paa at ombringe disse Mennesker, dem har han kun søgt for om mulig at saa Laan af dem. Hans Spørgsmaal om deres Pengeforhold var en ganske naturlig Følge af, at hans egne Tanker kun drejede sig om det Ene - Penge!

Efter Forhøret Igaar er Sagen nu saa fuldt belyst, at Assessor Winther paatænker med det Første at slutte Undersøgelsen.

(Nationaltidende 5. november 1897, 2. udgave)

Der gik nu et par måneders tid før sagen blev taget til doms den 4. januar 1898. I mellemtiden blev Bech idømt en bøde på 50 kr. for at have udskældt grosserer Severin Sandberg (Ved Stranden). I mellemtiden spekulerede flere aviser over sager som Bech også kunne have begået. Ved Højesteret idømtes han i mellemtiden den 30 november til at udrede frk. Levinsen 19,800 kr. Den 19. januar 1898 blev han så idømt 10 års tugthusarbejde. Han appellerede herefter sagen til Højesteret.