Politibrutalitet. (Efterskrift til Politivennen)

En Betjent skamferer en svagelig Mand. Modbydeligt Prygleri. Politibetjente og Bøller. Hvis er Skylden?

Vi fortalte forleden om et Tilfælde, hvor en Borger blev arresteret, fordi han anklagede en Politibetjent for Myndighedsmisbrug, og derefter blev arresteret.

I Dag præsenterer vi et andet Tilfælde af Brug eller Misbrug af Myndighed, der i sine Enkeltheder er lige saa betegnende som modbydeligt.

Tilfældet foregik i Jægergade paa Nørrebro, i et af Københavns mest udprægede Arbejderkvarterer. Vi gik ud for at undersøge Sagen, hvorom vi havde faaet underhaands Underretning, og kom op i Ejendommen Nr. 5 i Jægergade, ad en mørk og snavset Trappegang, helt op til Kvisten.

Vi kommer ind i en lille Stue, der er tarvelig men proper; bagved den ligger Sovekammeret, I Sengen dér ligger en ældre, svagelig udseende Mand; det er Arbejdsmand Jens Lorentz Hansen.

Han løfter mat Hovedet fra Puden, da vi kommer ind; og da vi meddeler Grunden til vort Besøg. fortæller han med svag Stemme:

"Jeg er Arbejdsmand, 57 Aar gammel, i den sidste Tid har jeg været arbejdsløs, fordi jeg ikke har Kræfter nok til det strænge Slid; for nogen Tid siden fik jeg knust mit ene Ben, og jeg lider af Nervegigt i begge Arme, derfor kan jeg ikke forsørge min Familje paa den Maade, jeg kunde ønske.

Saa i Mandags havde jeg Besøg af et Par gamle Venner, og vi drak en Del Glas sammen, - Brændevin var det, for vi har ikke Raad til andet. - Kan være, det er gaaet mig lidt til Hovedet, for da Kammeraterne gik Kl.3 om Eftermiddagen, blev jeg hidsig, fordi min Kone bebrejdede  mig, at jeg havde siddet og sviret, og kom maaske med Bemærkninger i en mere truende Tone, end de var ment.

Min Kone blev imidlertid bange og løb ned paa Gaden og hentede Politiet - "

"Ak Gud, ak Gud," afbrød Konen med Taarer i Øjnene og rystede fortvivlet paa Hovedet, "blot jeg ikke havde gjort det, jeg fortryder det saadan, men jeg var saa overilet."

Betjenten prygler Manden

"Lidt efter," fortsætter Manden, "kom Betjenten herop; det første han spurgte om var, om vi havde modtaget Fattighjælp, og da vi maatte tilstaa dette, sagde han, at jeg "Satan knuse" ham skulde komme paa Ladegaarden."

"Hvad Numer havde den Betjent?" spurgte vi.

"Det lagde jeg ikke Mærke til; men jeg véd, han hedder Petersen, og er Vicevært i en Ejendom paa Nordvestvej; han har Post her i Kvarteret."

"Hvad skete saa videre?"

"Han beordrede mig til at staa op af Sengen, paa hvilken jeg havde lagt mig, og da jeg ikke øjeblikkelig efterkom denne Opfordring, slog han mig et Par Gange med flad Haand i Hovedet.

Saa stod jeg op og fulgte med ham ud paa Gangen, der fortalte han, at jeg skulde paa Stationen, jeg sagde saa, at jeg ikke vikle gaa, for jeg havde faaet mine Træsko paa, og da han derpaa greb mig i Benene for at trække mig ned ad Trappen, satte jeg mig - irriteret som jeg var bleven - til Modværge, skønt den var ikke stærk." sagde han med et mat Smil og stak en kraftløs, mager Arm frem.

"Saa blev Betjenten som rasende; han drog Staven mod mig gamle Mand, og gennempryglede mig saadan, at jeg sank stønnende om paa Trappen.

Et oprørende Syn.

"Ja," sagde Konen, "de andre af Husets Beboere, der kom til, blev meget opbragte over Betjentens Brutalitet; da jeg i min Angst raabte: Lad vær at slaa min Mand saadan, svarede han: "Hold Kæft, Kælling", og til min voksne Datter, der brast i Graad over den Behandling, hendes Fader fik, hvæsede han: 

Hvad tuder Du for?«

"Ja," sagde den Mishandlede, "det er rigtigt, og her skal De se, hvorledes han har slaaet mig." og han trak sin Skjorte ned fra Overkroppen. 

Vi troede det næsten ikke muligt: Fra Skulderen og ned over Ryggen strakte sig en bred. blodunderløben Stribe, vel en tre Tommer lang, øjensynlig frembragt af Politistaven; paa højre Arm havde han to Saar, dækket med størknet Blod, og af Omfang som en To- og Enøre.

"Og her skal De se," sagde Konen, og viste os en Skjorte, hvis højre Ærme var plettet i stort Omfang med Blod, "det var den, min Mand havde paa den Aften."

Vi væmmedes uvilkaarligt ved Synet og spurgte videre: "Saa fik De vel Lov til at gaa."

"Ak nej, jeg maatte spadserere med til Stationen; der fik jeg Lov at sidde en Time, saa gav de mig fri. Jeg har ligget i Sengen siden da; i Gaar kunde jeg slet ikke røre mig; i Dag er det blevet en Kende bedre" - - -

Saaledes talte han og sank mat tilbage i den haarde, fattige Seng, mens hans Hustru stod og stirrede paa ham med fugtige Øjne.

Hvorfor er Betjentene ofte raa ?

Man maa uvilkaarligt spørge sig selv om det er muligt, at Politiet kan behandle en Borger paa denne oprørende Maade. Og det synes desværre at være saa; Mandens og Konens Udsagn stemmede fuldt ud over ens, og der er flere Vidner til det passerede.

- Vi har før paa indtrængende Mande paatalt den Optræden, Politiet ved mange Lejligheder udviser overfor Borgerne; vel ved vi, i at der i Korpset er mange intelligente og rettænkende Betjente, men sikkert, er det ogsaa, at man der kan finde Folk, der rettes burde have deres Plads blandt Brøndstrædekvarterets Bøller og Slagsbrødre; Bønderkarle, der lige er hentet herind fra Tærskeloen og Møddinggruben, og som har set saa længe paa de blanke Knapper, der pryder deres Uniform, at de fuldstændig er bleven hypnotiserede af Glansen og tror, de er nogle Allerhelvedeskarle, for hvilke hver Mand skal krybe i Støvet, og vover nogen at mukke, mener de at være i deres gode Ret til at slaa ham fordærvet.

Naar man erfarer disse Udslag af grove og brutale Betjentes plumpe Raahed, skulde man tro, man levede i Rusland under Peter den Stores Regimente.

En stor Del af Skylden falder selvfølgelig paa Politidirektøren, fordi han ikke bedre forstaar at vrage og vælge mellem de Folk, han antager til Borgernes Beskyttelse.

Ary Bob.

(København 7. september 1894).