Aaboulevarden og de to Kommuners Politivæsen. (Efterskrift til Politivennen)

Aaboulevarden har sat Villakvarteret og Rhabarberkvarteret i direkte Forbindelse med hinanden og skabt en ny Tumleplads for dette sidste Kvarters mindre hensynsfulde Ungdom. Da Ordenspolitiet jo er til for at værne om Orden og mod, at fredelige Folk forulempes maatte Boulevarden skabe en ny og særlig Opgave for de to Nabokommuners Politi. Ganske særlig maatte Boulevarden selv og de i den udmundende Villaveje være Gjenstand for Politiets Aarvaagenhed - skulde man synes.

Politiet synes imidlertid ikke at mene dette. Næppe kunde Aaen overskrides, før et syndigt Ungdomsleben udviklede sig især Søndag Atten. Navnlig var del gyseligt, saalænge Piletræerne vare under Omhugning. Tusinder af Børn og Halvvoxne fyldte Luften med infernalske Hyl og opførte et sandt Vildmandsleben. De Tusinder af forbipasserende Publikum og Beboerne af Aagade saa med Undren Politiet forholde sig omtrent passivt; og de sidste begyndte at gjøre sig det klart, at her kunde man ikke blive boende ret længe. Thi man føle sig pludselig, trods den dyre Husleje, ikke alene hensat i Rhababerkvarteret; men hvad der her bødes, var endog en mangefold forøget og koncentreret Extrakt af dettes mindre hyggelige Forhold. 

Imidlertid: Træerne kom bort, men derfor ikke Djævledansen. Den skiftede kun Form og tildels Omraade. Store Sværme trak ned gjennem, især den ene af de til Aagade stedende, før saa fredelige, private Villaveje under Hujen og Skrigen og snart blev dette til, at de, baade med Stave og Sten drog paa Krigstog mod den her levende Ungdom. Selvfølgelig kunde Beboerne ikke i Længden finde sig heri, men forjog Sværmene. Saa stillede disse sig paa Boulevarden, greb Sten fra denne og - man forbavsedes endog en Søndag Aften ved at se dem ganske gemytlig bombardere Vejens Beboere og det forbigaaende Publikum i Flæng med Hundreder af Projektiler, baade store og smaa Stene. Skulde det blive saaledes i Fremtiden, vilde Villavejene blive farlige ved Aftentid at passere og Ejerne lide Lejetab. Følgelig klagede man til Politiet. Men, som bekjendt er det ikke godt at være Grænseboer. Det viste sig ogsaa her. Hvert Politivæsen syntes nærmest at mene, at Sagen sorterede under det andet Væsen. Bøller staa almindeligvis i den for dem lystelige Tro, at en Betjent ikke har Lov til at forfølge dem ud over Kommunens Grænse; og man fik i dette Tilfælde en Følelse af, at de ikke er ene om den Tro. (Her er derfor Grund til at spørge: Maa en Betjent ikke attrapere en Bølle, naar denne er naaet over Grænsen? Og hvor er Grænsen efter Aaens Udfyldning? Det maa jo nærmest være en "mathematisk" d. e. tænkt Grænse?) Frederiksberg Politi mentes dog at staa Sagen nærmest, og man bad dette om at forøge Aftenens Patrouillestyrke med nogle civilklædte Betjente. Men Politiet antydede nok, at "Sligt skal helst have Lov til at rase ud; anser man det, bliver det værre; I modsat Fald falder det hen af sig selv efter nogen Tid".

Efter Sigende er Forholdet dog nok bedret noget i den seneste Tid, saa Politiet har mulig alligevel rørt sig. Spørgsmaalet er da: kan forbedringerne skyldes Politiets Foranstaltninger, eller er Uvæsenet "aftaget af sig selv" uden saadanne?

I første Tilfælde maa man takke Politiet! Det har da vist sig at ville og kunne tumle vor Gadeungdom. I sidste Tilfælde maa man derimod bebrejde Politiet dets "laissez-faire". Thi da beroer den delvise Ro kun paa rene Tilfældigheder og Gadeungdommens Lune. Bøllerne ville atter gjøre Excesser, naar de finde en passende Anledning, saa meget mere som de maa antage, at Politiet ikke vil eller kan tæmme dem.

Dette er fremdraget, fordi vi staa nær ved Nytaarsaften. Er denne selv under almindelige Forhold "Tumulternes Fest", kan den med Omstaaende for Øje tænkes at kunne blive særlig uhyggelig omkring den nye Tumultplads Boulevarden. Allerede nu faa Beboerne om Aftenen herligt Bevis for, at de ere landfast forbundne med det Terræn, hvis Smaahandlende excellere i Handel med "Fyrværkeri". Thi det dundrer lystig løs med "Kinesere".

Man har derfor Grund til at bede det ærede Politi om betimelige Foranstaltninger mod Bøllevæsen og om ordentligt Tilsyn omkring Aaboulevarden Nytaarsaften. - Lad os bl. A. ikke glemme, at der rundt om i Boligerne ligge mange Syge, for hvem Nytaarsspektaklerne ere yderst pinlige, ja ikke sjeldent farlige. Alene denne Tanke burde i vore humane Tider mane til absolut Forbud mod Nytaarsspektakel i Gaarde, paa Gader og Trappegange.

N. N

(Natinaltidende 22. december 1897.)

"Professor Hieronymus" (2): Knud Pontoppidan: Sagen Karen Andreasen. (Efterskrift til Politivennen)

Marts 1896 blev der afsagt kendelse i Hof- og Stadretten i sagen om Karen Marie Andreasen. Retten slog fast at der var sket et overgreb, men samtidig erklærede den at Knud Pontoppidan var uden skyld i at det skete. Sagen endte i Højesteret. Da dommen blev afsagt, var blandt tilhørerne bl.a. Amalie Skram. 

For Højesteret.

Sypigen og Sindssygelægen.

Kl. 9 1/4 igaar Morges begyndte den længe ventede Højesteretsprocedure i Sagen, Frk. Karen Andreasen contra Overlæge, Professor Knud Pontoppidan. Der havde i Retten allerede fra Morgenstunden indfundet sig en talrig Kreds af Tilhorere.

I Skranken vare mødte Højesteretssagfører Asmussen for Frøken Andreasen og Højesteretssagfører Shaw for Professor Pontoppidan. Først oplæstes Overretsdommen, hvorved Pontoppidan var frifundet med den Motivering, at Ansvaret for den fejlaglige Indlæggelse paa Hospitalet i hvert Fald ikke kunde paalægges Pontoppidan, og derefter begyndte Proceduren.

Asmussen:

Fra forskiellige Sider er der fremkommet Klager over, at Personer med Magt ere indlagte paa den af Professor K. Pontoppidan bestyrede 6. Afdeling af Kommunehospitalet mod deres Villie, og uden at de derfor nødvenige Betingelser vare til Stede. Noget Saadant er ogsaa overgaaet Klagerinden i nærværende Sag. Der er det ejendommelige ved denne Sag, at end ikke Prof. Pontoppidan kan nægte, at hun er urettelig indlagt. Hvad der vil blive gjort gjældende til hans Forsvar, er alene det, at han ikke kan bære Ansvaret for Indlæggelsen. Hun er en fattig Sypige, der som Følge af strengt Arbejde blev lidende af nervøs Hovedpine, og en af hendes Kunder raadede hende da til at gaa til Pontoppidan. Den 28. November 1893 fulgte hun da dette Raad. Eller en kort Samtale med bende raadede han hende til al lade sig indlægge paa Hospitalet, hvortil hun svarede, at det kunde hun i hvert Fald for Tiden ikke. Juletiden stod for Døren, og det var hendes bedste Tid. Pontoppidan gav hende da en Seddel, om hvilken han sagde, at ved dens Hjælp kunde hun blive indlagt. Paa hendes Sporgsmaal om Bekostningen, svarede han mærkeligt nok, at det kjendte han Intet til. Hun kunde imidlertid gaa over paa Kontoret og forevise Sedlen, saa kunde hun faa det at vide. At det var Hospitalets Sindssygeafdeling hun skulde indlægges paa, vidste hun ikke. Hun vilde som sagt ikke for tiden indlægges, men for at faa den ønskede Besked - hun kunde jo dog blive nødt til at følge Randet - gik hun ind paa Hospitalets Kontor. Hun læste ikke Sedlens Indhold. og, selv om hun havde gjort det, var hun ikke bleven allarmeret. Den indeholdt kun de Ord, at hun trængte til Indlæggelse, og Slutningen var Latin, som hun forstod lige saa lidt som Pernille i "Den Stundesløse". Det er vel netop derfor, at Lægerne ofte skrive det paa Latin, som lige saa godt kunde udtrykkes paa Dansk.

Kommen ind paa Kontoret talte hun først med en ældre Mand, som vistnok maa have været Visitatoren, der skal erklære sig om, hvorvidt Patienten egner sig til Indlæggelse. Han har paategnet Sedsi, med rødt Blæk, deriblandt deriblandt "kan ikke afvises uden Fare" samt Instruktioner om Badning og Anbringelsessted. Derefter har en Assistent paa Kontoret paategnet Sedlen, at hun ikke var i Sygekasse og ikke kunde betale. Spørgsmaalet er da, hvorledes disse Funktionærer have opfattet Sedlen. Hospitalsinspektøren har erklæret, at de ikke kunne erindre Noget om Sagen, hvilket tyder paa, at de ikke have kunnet faa andet Indtryk, end at hun frem for at indlægges strax. Det kan jo være: men alligevel er det ikke i sin Orden. at man ikke skaffer sig Sikkerhed først, men strax ringer paa en Portør og lader ham gaa med Damen og giver ham Sedlen med. Derved opstaaer saadanne kjedelige Fejltagelser som i dette Tilfælde. Man giver derved Portører og Badekoner større Opgaver, end de kunne løse.

Hospitalsregulativet bestemmer nu, at der inden Indlæggelsen skal ske Berigtigelse af Betalingen, og kun naar øjeblikkelig Indlæggelse er paatrængende kan den ske strax. Da nu dette er skeet, maa Kontoret have opstillet Sedlen som en Ordre fra Overlægen. Kun paa den Maade kan den anvendte Fremgangsmaade forklares; men saa er det ogsaa Pontoppidan der har Ansvaret. Han maa vide, at hans Ord blive forstaaede som en Ordre til Indlæggelse eventuelt med Magt.

Portøren førte saa Frk. Andreasen over i et Værelse, hvor Hospitalet modtager de Syge, og hvor der findes Apparater til Badning. Der er her en Unøjagtighed i hendes Fremstilling, idet dette Værelse ikke ligger lige ved Kontoret, men paa den anden Side af Porten. Det er dog ligegyldigt. Under de givne Forhold er det ganske naturligt, at hun har taget Feil af denne ubetydelig Omstændighed, og det kan ikke have nogen Indflydelse paa Troværdigheden af hendes øvrige Forklaring angaaende Hovedpunkterne. I det Værelse forefandtes en Badekone og endnu en Portør. Konen begyndte at klæde hende af, og, da hun protesterede, og sagde, at hun ikke skulde paa Hospitalet, tilkaldtes Portørerne, som efter hendes Forklaring hjalp til ved Afklædningen og hjalp med til at holde hende i Badekarret. At det er gaaet saaledes til, er rimeligt; thi Badekonen kan ikke alene have overvundet hendes Modstand. Konen har imidlertid paastaaet, at hun Intet kunde huske, og Portørerne har ikke kunnet skaffes til Veje som Vidner, da de ikke længere ere paa Hospitalet. Om da der virkelig er anvendt mandlig Hjælp i dette Tilfælde, hvad hospitalsinspektøren benægter, er i og for sig ligegyldigt: thi derfor kan Pontoppidan ikke giøres ansvarlig. At Frk. Andreasen maatte blive oprørt over den Vold, der øvedes imod hende, er naturligt: men der er hverken Grund til at antage, at hun lyver, eller at hun har været grebet af Hallucinationer og har seet Mandfolk, hvor der kun var Fruentimmer til Stede. Det er givet, at hun har gjort Modstand for Badet, det fremgaaer af, at hendes Kjole blev revet i Stykker, og det maa være skeet før Badet; thi efter dette blev hun iført Hospitalstøj. Allerede Christian den Femtes danske Lov anseer jo "revne Klæder" for Bevis paa, at der er øvet Vold.

Ogsaa de Personer, til hvem Frk. Andreasen blev overleveret fra Kontoret, have altsaa opfattet den ofte omtalte Seddel som en Ordre til at hun skulde paa Hospitalet. Om de have havt Ret deri, er maaske tvivlsomt. At Frk. Andreasen maatte søge Skylden for, hvad der skete, hos Pontoppidan, er kun naturligt, og mindst af Alt maatte hun kunne tvivle derom, da han ikke senere vilde gjøre Noget for at faa det passerede gjort om, men beholdt hende paa Hospitalet.

Er Par Timer eller, at Frk. Andreasen var bleven slæbt ind paa Sindssygeafdelingen - hun maatte nemlig slæbes derind - gjorde Pontoppidan en Runde i Afdelingen. Da Frøkenen vedblev med sine Protester, blev hun her betragtet som urolig og bragt til Sengs i en af de for urolige Patienter bestemte Celler. Hvem kan undre sig over, at hun blev yderligere nervøs og ophidset ved denne Behandling. Hun klagede nu sin Nød til Pontoppidan, mindede ham om, at hun havde forklaret ham, at hun netop ikke for Tiden kunde lade sig indlægge, og hun forlangte at komme ud igjen. Han nøjedes med at bebrejde hende, at hun gjorde Modstand og Støj, og sagde, at det blev nok bedre, hvilket vel maa forstaaes som en Opfordring til at finde sig i Skjæbnen. Dermed gik han sin Vej og reiste bort den næste Dag. Reservelægen Dr. Jacobsen fungerede da som Overlæge. Han var først uvillig til at slippe hende fri, men gjorde det dog efter 6 Dages Forløb.

Dersom Pontoppidan har Ret i, at Sygesedlens Ord "hun trænger til Indlæggelse" kun skal betyde, at hun kunde have godt deraf, men ikke, at den var paatrængende, er der sket en for Hospitalet meget uheldig Fejltagelse. Lad ham end være uskyldig deri, saa er Fejltagelsen fortsat af ham. Han er ansvarlig fra det Øjeblik, han seer hende i Cellen ligesom Politimesteren, der undlader at undersøge det Spørgsmaal, om en Mand er fejlagtig arresteret.

Pontoppidan erklærer ca. 3/4 Aar efter Begivenheden, at han ikke kan erindre Patienten. Det tyder paa en Mangel paa Interesse for det Spørgsmaal, om der er tilføjet Patienten Uret eller ej. Det synes at være Noget, Pontoppidan og hans Reservelæge anser for højst uvæsentligt. Havde man havt Interesse derfor, vilde man have noteret Noget derom. Der skal jo dog optages en Sygehistorie. Denne har Hospitalet nægtet Taleren at faa Kjendskab til. Den indeholder da formentlig Intet om Sagen. Det hele Spørgsmaal om Anvendelsen af Vold eller en skeet Fejltagelse har Pontoppidan ikke gjort det Allermindste for at søge opklaret. Hvad vilde man sige om en juridisk Embedsmand, der optraadte saaledes? Lad være, at en Overlæge som Pontoppidan let bringe til at tvivle om, hvad der forebringes ham af Klager. Det hjælper ham ikke, naar det er hans Pligt at undersøge Sagen. Overlægens Instrux paalægger ham at sørge for, at en Patient ikke bliver længere paa Hospitalet end nødvendigt Naar Patienten er kommen paa en Afdeling, er Overlægen den eneste, der træffer Bestemmelse om Patientens Forbliven men saa har han ogsaa hele Ansvaret, og han er pligtig til at undersøge, om Patienten er Indlagt med Rette eller ej. Han maa ikke afvise det Spørgsmaal, det strider mod hans Pligt.

I sit "Jammersminde" siger Pontoppidan, at Aftenrunden kun er et flygtigt Besøg. Det maa dog afhænge af om der foreligger Ting. som kræve hurtig Indskriden. Det vil Pontoppidan ikke undslå sig for, naar der foreligger et Tilfælde af akut Forgiftning; men naar Talen er om uberettiget Frihedsberøvelse, synes han aldeles ikke at have Sans for Nødvendigheden af en Undersøgelse. Pontoppidan maa have kunnet huske, hvad Frk. Andreasen havde sagt til ham om Formiddagen, hvis da ikke hans Hukommelse er ganske anomal, det er da en tom Udflugt, naar han siger, at han ikke havde Tid til at foretage Undersøgelsen. Under alle Omstændigheder kunde det dog med Føje forlanges, at han havde efterladt en Besked til sin Stedfortræder, og ligesaa at han havde henvendt et Par trøstende Ord til Patienten. Lægernes Syn har været det, at "Bordet fanger", og saa maa Patienten blive her. Ved Talerens Besøg paa Hospitalet havde han faaet Erfaring for, at Fejltagelser ikke ere ganske sjeldne. Dagen før Besøget var en Patient, der skulde ind paa 5. Afdeling, kommen ind paa 6. Afdeling. Var han ikke bleven reklameret fra sin Afdeling, lod det til, at man ikke vilde have følt sig generet paa 6. Afdeling ved at beholde ham.

Taleren skal ikke bestride Pontoppidans Dygtighed som Læge; men han kan ikke gaa ind paa at en Person, der er ophidser over at være bleven indlagt paa et Sled, som man nærer Frygt og Afsky for skal kaldes vanvittig eg tilbageholdes indtil hun finder sig i sin Skæbne. Naar en Person er fortvivlet over at være bleven indespærret, vil den naturligste maade at hæve Fortvivlelsen paa, være den, at Vedkommende sættes paa fri Fod igjen. Vi Lægmænd finde det naturligt, at en Kvinde bliver ophidset ved med Magt at blive indlagt paa en Sindssygeanstalt. Naar man fjerner Aarsagen, er der dog en Mulighed for, at ogsaa Virkningen kan hæves. Hvilket Forfærdeligt vilde der nit være skeet, om Pontoppidan havde ladet hende føre til hendes Hjem? Mon hun saa havde taget Livet af sig ?

Der er fra Pontoppidans Side overhovedet ikke foretaget nogen Undersøgelse af Aarsagen til Frk. Andreasens Lidelse, og han kan derfor ikke hvor stor en Psykiatriker han end er afsige den Kendelse, at det er nødvendigt at beholde hende og at fortsætte den Indespærring, som har bragt hende i den ophidsede Tilstand. Hun har dog sit Hjem, hvor hun kunde blive plejet godt. Pontoppidan har som Undskyldning for Tilbageholdelsen angivet en mulig Selvmordstilbøjelighed hos hende; men der maa bestemt protesteres imod at en saadan mulig Tilbøjelighed skulde kunne begrunde Indespærring. At en Person muligvis kunne begaa en Forbrydelse, er dog ikke tilstrækkeIig Grund til, at han sættes i Arrest. Der maa være en virkelig Fare til Stede, og det Samme gjælder om Indlæggelse paa Sindssygeanstalt.

Efter sex Dages Forløb udskreves Frk. Andreasen, fordi hun er bleven "rolig og medgjørlig". Hvis hun virkelig har været sindssyg, var det næppe gaaet saa hurtigt over. Hun er i de sex Dage slet ikke bleven underkastet nogen helbredende Behandling, og saa skulde den farlige Sindssygdom være forsvunden og med den Selvmordstilbøjeligheden, som ikke er kommen igjen i de siden da Forløbne 4 Aar. Men da ikke den Tilbøjelighed alene hører hjemme i Lægernes Fantasi? Den hele Diagnose er da heller ikke sikker. Naar en Forbryder indlægges til Observation, bruges der Maaneder til at bedømme hans Tilstand; i dette Tilfælde har Lægen talt med Patienten i knap saa mange Minutter, som der ellers bruges Uger, og saa skal han alligevel kunne bedømme hendes Tilstand! Det er meget muligt, at hun kunde have godt af at blive plejet paa Hospital; men det er en Misforstaaelse af Lægerne, at de alene af den Grund skulde have Lov til at beordre Indlæggelse.

Paa dette Tidspunkt, efter at Hr. Asmussen havde talt i ca. 2½ Time, gjordes der en kort Frokostpause, hvorefter Frøken Andreasens Advokat paany tog Ordet.

Der er altsaa der skeet en Tvangsindlæggelse som er ganske uberettiget. Den er skeet paa Grundlag af Pontoppidans Sygeseddel og formentlig derfor ogsaa paa hans Ansvar. I hvert Fald har han ratihaberet Indlæggelsen, da han om Aftenen nægter at lade den urettelig Indlagte komme ud af Hospitalet og overhørte hendes Klage over Indlæggelsen. Der er derfor god Grund til at tilkjende hende nogen Erstatning. En Udskrift af hendes Regnskabsbøger viser, at Indtægten af hendes Systue strax i December Maaned 1893 gik ned til 36 Kr. mod 109 ½ Kr. i det foregaaende Aars December, medens Indtægten i hele Aaret 1894 kun blev 570 Kr. mod 1225 i 1892 og 1119 Kr. i 1893.

Det er meget muligt at det virkelig hare været Lægernes Mening, at Hospitalsplejen vilde være gavnlig for Patienten; men den personlige Frihed maa dog sættes højere, og det bør den høje Ret i dette Tilfælde belære Lægerne om. Under alle Omstændigheder vil det være retfærdigt, om Frk. Andreasen faar Erstatning for det lidte Tab. At hun har lidt Tab er givet. Hendes Kjole er revet i Stykker, hun har tabt i Arbejdsindtægt, og Hospitalet har sendt hende en Regning for Hospitalsopholdet, som hun har maattet betale. Alt dette er et positivt Grundlag for Erstatningens Fastsættelse.

Dokumentationen tog derpaa sin Begyndelse. Den varede ca. 1½ Time og sluttede først, da Højesteretsuhret manglede 5 Minutter i To, og højesteretssagfører Asmussen nedlagde derefter Paastand paa, at Professor Knud Pontoppidan tilpligtes at betale Frøken Karen Andreasen en Erstatning af 10,000 Kr. eller efter Rettens Skjøn samt at tilsvare Sagens Omkostninger efter Reglerne for beneficerede Sager.

Højesteretssagfører Shaw skulde derefter have Ordet. Han kastede et bekymret Blik paa Uhret og begyndte: "Hæderværdige Højesteret. Saa besluttede han sig til at henstille til Retten, om han ikke kunde faa Lov at vente til i Dag, da der kun var et Par Minuter tilbage, og Justitiarius rmødekom hans Bøn med de Ord: "Ja, hvis De ønsker det."

Hvorpaa Retsmødet hævedes for paany at begynde i Dag Kl. 9.

(Dagens Nyheder 16. december 1897).

Fotograf Julie Rasmine Marie Laurberg (1856-1925): Professor, overlæge Knud Pontoppidan (1853-1916). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Quousque tandem -?

Efter at Høiesteret paa en saa glimrende Maade havde givet Professor, Overlæge Knud Pontoppidan Medhold i den meget omtalte Sag, har "Politiken" underkastet hans Kontrapart, Frk. Andreasen, et Interview, og af dette har igjen "Aarhus Stiftstidende" optaget følgende, der vel ogsaa nok tør betegnes som Interviewets vigtigste Del :

"Mit (d. e. Frk. Andreasens) Indtryk er, at han (Pontoppidan) vistnok egentlig vil det bedste for sine Syge, men at han er en haard og kold Mand uden rigtig Forstaaelse af, hvad der rører sig hos hans Patienter, og i al Fald uden Følelse for deres Lidelser; men iøvrigt nærer jeg ikke længer nogensomhelst Bitterhed imod ham". ("Aarhus Stiftstid." 19de Decbr. 97).

Denne sidste Sætning er i Sandhed guddommelig i mere end een Forstand, og det er vel "Politiken"s - og "Aarhus Stiftstidende"s - Mening, at Frøkenen ved disse i lige Grad overlegne og yndige Udtalelser skal have det sidste Ord; men der bør dog føies visse Bemærkninger dertil.

Vi, der med spændt Interesse har fulgt Sagen, veed jo tilfældigvis aldeles nøiagtigt, hvor meget Frøkenen kjender til Pontoppidan. Hun har en Dag konsulteret ham i hans Hjem; hun var da sindssyg og trængte til Hospitalsbehandling; samme Aften har hun seet ham ved en ganske flygtig Aftenstue gang paa 6te Afdeling, hvor han nægtede ar udskrive hende, fordi hun - ikke blot efter hans, men efter andre Autoriteters ved Ed bekræftede Skjøn - var farlig for sig selv og Andre og navnlig var i høi Grad hallucineret, d. e. i hendes syge Sjæl opstod der bestandig Sanseindtryk og derved Forestillinger og Følelser, hvortil der aldeles intet svarede i den virkelige Verden. Udover dette kjender hun intet til Pontoppidan personligt.

Nu er det unægtelig et stift Stykke, at Frøkenen paa Basis af dette "Bekjendtskab" vover at kalde Pontoppidan "haard og kold, uden Forstaaelse af sine Patienter og uden Følelse for deres Lidelser". Hvis dette var sandt, vilde han jo være uduelig og uværdig til at være Sindssygelæge.

Jeg husker, som var det skeet i Gaar, den Feststemning, hvormed vi unge Medicinere, i sin Tid hver Onsdag Aften stævnede ud til Kommunehospitalet i Kjøbenhavn for at høre en af Pontoppidans kliniske Forelæsninger. Hvilken Veltalenhed hos denne smukke, ungdommelige Professor med de præglige Øjne! Hvilken overlegen og glimrende Intelligens! Han var i Sandhed de begavede Pontoppidan'ers højtbegavede Broder! Hvor han kunde tale med de stakkels Sindssyg! Hvor kunde han ikke med venlige Ord og venlige Smil faae dem til at aabne deres Hjerter! Thi han forstod dem netop som ingen anden og følte for dem. Atter og atter gjentog han: "Ingen anden Læge kan og bør kunne være saa meget for sine Patienter og deres Paarørende som en Sindssygelæge: hvad de Sindssyge især trænge til at finde hos deres Læge, er Forstaaelse, Medfølelse og Fasthed". Vi forlod hver gang Forelæsningen med Følelsen af, at Pontoppidan var noget nær Idealet af en Læge, en Mand som det var værd at efterligne. Han var fast og bestemt, havde en stiv Rygrad, som han selv ynder at sige, men var aldrig haard; han var uden taaredryppende Øllebrødsmedlidenhed, men ikke kold.

Nei, Frk. Andreasen egner sig ikke til at bedømme Pontoppidan og hans Færd, allermindst i disse Dage, da hendes mildest talt letsindige Omgang med Sandheden er i frisk Minde hos alle (se ogsaa "Politiken" for 20de ds.). Ofte bedømmes en Mand bedst af sine Lige, og i hvert Fald bedømmes en Læge altid retfærdigst  - ofte ogsaa haardest - af sine Kaldssæller. Men Pontoppidans Kaldsfæller er enige om, at han er en ganske udmærket Sindssygelæge.

Nu er der Grund til at spørge: Hvornaar vil Pressen, specielt den kjøbenhavnske, holde op med at forfølge Pontoppidan og lægge ham for Had? Hvornaar vil Pressen yde ham - ikke Opreisning for den Uret, den har tilføiet ham; thi det formaaer den ikke mere, men - Retfærdighed? Hvorfor skal en sindssyg Mand og nogle kjøbenhavnske Bladreportere kunne misbruge Pressens frygtelige Magt til at ruinere en hæderlig Mand, uden anden Grund end den, at han rager et Hoved op over Mængden og har en stivere Ryg end de fleste? Eller hvad ondt har han gjort? Hvornaar kunde han have handlet anderledes, end han gjorde ? Har ikke Etatsraad Brun ved sine Skriverier beviist, at han er en sindssyg Quærulant? Læs Fru Skrams Bøger om Pontoppidan, og sig saa, om ikke Hovedpersonen deri, Fru Kant, var splittergal? Tvivler Nogen efter Grevinde Schimmelmanns berømmelige Historier med Jernpløkkene i Bøffen og den ladte Revolver om, at hun var sindssyg og farlig for sig selv og Andre? Og hvad har Høiesteret sagt om Sypigen?

Hvis da Professor Knud Pontoppidan ikke har gjort noget ondt, hvornaar vil saa den hæderlige Del af Pressen, som ingen Fordel har af at forfølge ham, høre op dermed? Hvornaar vil den begynde at yde ham Retfærdighed?

Medicus.

Medicus gjør sig skyldig i en Feiltagelse, naar han synes at mene, at "Arh. Stiftst." overfor Prof. Pontoppidan indtager samme Standpunkt som "Polit." Vi have under hele Affæren nærmest forholdt os objektivt refererende, men dog lejlighedsvis givet vor Sympathi for Pontoppidan Udtryk, og naar vi have gjengivet Frk. Andreasens Udtalelser om Professoren forleden, var det kun som et Kuriosum. Den pure Frifindelsesdom, Prof. Pontoppidan fik ved Høiesteret, var indirekte en ganske utvetydig Dom for, at Frk. Andreasen var sindssyg, og selv om hun nu maaske kan ansees for helbredet, kan hendes Anskuelser om Pontoppidan dog kun vurderes ud fra den Kjendsgjerning, at hun begrunder sin Mening om ham fra Indtryk, hun har modtaget, medens hun var abnorm.

Iøvrigt dele vi ganske Medicus Ønske om, at der fra Pressens Side maa ydes Prof. Pontoppidan al den Opreisning, han har retfærdigt Krav paa.

Red.

(Aarhuus Stifts-Tidende 23. december 1897).

Lægerne og de Ikke-Sindssyge.

Et Skrift, der vil vække Opsigt. For nogen Tid siden, da Professor Knud Pontoppidan udgav sit Forsvarsskrift og med rigtigt Blik for Publikums gode Hjærte fremstillede sig selv som den Forfulgte og som en ødelagt Mand, stillede Lægerne, i deres Fagskrifter og iøvrigt i Pressen, sig med megen Appel op som hans Garde til Værn mod de ikke lægekyndige Ignoranter, der vovede at tale om, at det var uforsvarligt at indlægge Meimefler som Etatsraad Brun, Grevinde Schimmelmann og Syerske Andresen ved Tvang i sjette Afdelings Celler, da de formentlig ikke var gale.

D'Hrr. Læger optraadte overlegent og affejende, og de opnaaede nogenlunde at stanse Diskussionen, - fordi der i vore Dage jo ikke er ret Mange, der tør sige, at Lægerne ikke er ufejlbarlige.

Efter dette vil det virke noget ubehageligt paa Hr. Pontoppidans Forsvarere, at Overlæge Helweg, der er lige saa anset en Sindssygelæge som Pontoppidan selv, i en Pjece, der udkom i Gaar, har sagt et Ord, der i en sjælden Grad er præget baade af jævn borgerlig Forstand og af sand Humanitet.

Hr. Helweg behandler først "Hospitalstidende" og dens Lægers Stilling til den Schimmelmannske Sag og hævder, at Grevinde Schimmelmann ikke var sindssyg, hvorfor det er ham mærkeligt, at "Hospitalet." tør paastaa der Modsatte og dømme hende sindssyg paa et enkelt Symptom. Og spørger Hr. Helweg særlig: Er det juridisk og moralsk forsvarlig offenlig at stemple et Menneske som sindssygt og farligt for sine Omgivelser? Og "er det sømmeligt, at Læger forfølger en sagesløs Kvinde?"

Efter denne ret kraftige Paamindelse til de iltre Forsvarere for Professor Pontoppidan gaar Hr. Helweg over til i Almindelighed at undersøge 

Hvem er Sindssyg?

Og herunder hævder han med megen Styrke, at ikke enhver uregelmæssig Fremtoning paa Sjælelivets Omraade berettiger til at erklære et Menneske for gal, og endnu mindre er det forsvarligt for saadan Uregelmæssigheds Skyld at indlægge den Lidende ved Anvendelse af Tvang.

Lad os handle varligt med vore Medmennesker, siger Hr. Helweg, og han gør opmærksom paa, al Tvangsindlæggelse ofte kan være ligefrem farlig for de omhandlede Mennesker, "en Indlæggelse, udført mod en klart bevidst Protest fra paagældende Individs Side, det kan være lige saa dybt indgribende og i sine Virkninger endnu mindre overskuelig end Ekstirpation af en Uterus eller en Nyre." Fejlagtige Tvangsindlæggelser bør derfor for enhver Pris undgaas baade for Patientens og for Lægens Skyld.

Om Lægernes Opgave

og deres Stilling over for Publikum siger Hr. Helweg et borgerligt Ord, der forhaabentlig vil gøre Virkning der, hvor det sigter hen. Han tilraaber Lægerne :

"Lad os handle varlig med vore Medmennesker; lad os ikke glemme, at for os Læger er Opgaven i første Linje at være den Enkeltes Tjenere, vi skal hjælpe og beskytte det enkelte Individ saa langt, vi formaar; vi hører til Defensorerne, til dem, der skal hævde Individets Ret overfor Samfundet. I anden Linje kan vi ogsaa komme tit at yde Samfundet vor Hjælp som Raadgivere ; men gaar vi over til at blive Politi, har vi forvildet os udenfor vor Opgave."

Paa et Tidspunkt, hvor Lægerne har en kendelig Tendens til netop at vende den embedsmandige og politimæssige Side ud, saa snart der er Lejlighed dertil, kan man ikke noksom være Overlæge Helweg taknemmelig, fordi han med den Myndighed, han som anerkendt Videnskabsmand raader over, peger paa den humane Opgave som den, hans Kolleger bør vogte sig for at tabe af Syne.

(København 26. februar 1898).

Alle artikler i denne serie: Indledning og Grevinde Schimmelmann. Sagen Karen Andreasen. Pensionering og død. Desuden optræder Knud Pontoppidan også i artikelserien om Politivennens sidste redaktør, M. L. Nathansson.

Hans Broge. En af den dansk Handelsstands Stormænd. (Efterskrift til Politivennen)

I Morgen, den 6. ds. har Hans Broge været Kjøbmand i Aarhus i 50 Aar - og Aarhus By vil benytte denne Mærkedag i den bekjendte jydske Kjøbmands Liv til at hædre og hylde han, paa ualmindelig festlig Viis.

Men Aarhus By og Aarhus Handelsstand faa ikke Lov til at være alene om at bringe Hans Broge Fest-Hyldest: fra hele den danske Handelsstand, der sætter en Ært i at tælle ham blandt sine mest ægtebaarne Repræsentanter, og fra mange andre Sider vil der blive sendt Hans Broge en Mængde oprigtige Lykønskninger

Dagen vil blive en Festdag for Jubilaren og for den By, hvori han boer - og saa vil den Begivenhed være glemt af det store Publikum, som hurtig har skrevet saa mange andre betydningsfulde Halvhundredeaarsjubilæer i Glemmebogen. Dog, dette Jubilæum fortjener ikke den almindelige Skæbne, der bliver andre jubilæer til Del. Thi den Mand, der imorgen jubilerer, er en af den danske Storhandels Pionerer, en af dem, der viste nye Veje og forstod at bane dem - til Gavn for sig selv, men i langt langt høiere Grad til Gavn for den øvrige Handelsstand, til Gavn for Landet. Vi pege der særlig paa Broges Betydning for Danmarks - først og fremmest Jyllands  stadig vejende Export af Landbrugsprodukter til England, men i samme Forbindelse bør nævnes hans Førerstilling i den jydske Handels selvstændige Udvikling, dens Frigiørelse for Hamborgs dominerende Indflydelse, dens Knytten-Forbindelser af indgribende Betydning i Ind- og Udland. Det var Hans Broge, der gik foran, og Førerskabet kunde ikke have været i bedre Hænder; det viser  Resultaterne tydelig nok.

Hans Broge har skabt sig et Navn, der vil nævnes med Hæder i den danske Handels Historie; her vil hans fremragende Kjøbmands egenskaber veje tungest i Vægtskaalen ved Bedømmelsen af hans Personlighed. Men Hans Broge har været mere end en dygtig Kjøbmand, hans Navn staaer forlængst indskrevet i Aarhus' Historie med uomgængelig Glans; hans bypatriotiske Gierninger behøve ikke her at opregnes - thi Stillingen forpligtede ham jo til ikke at holde sig tilbage - men han har sat sit Præg paa den rask fremvoxende Handelsby, der netop i den Periode, da Hans Broges Kjøbmandsskab var banebrydende paa mange Omraader, svang sig op til at blive Danmarks største Provinsby.

Hans Broge og Aarhus - de To høre sammen. Ingen Nulevende har tilnærmelsesvis havt en saadan Betydning for Aarhus Bys Udvikling som netop Hans Broge.

"Saa er By som Borger" - og Broge forsømte ingen Lejlighed, men greb enhver Chance, der tilbød sig for at bringe Byen fremad, fremme og udvikle dens Næringsliv og fastslaa dens Betydning; han skaffede den - i Treserne - et Dampskibsselskab til forbedret Besørgelse af Kjøbenhavnsruten; han fik oprettet det tydsk-engelske Dampskibsselskab for den vigtige Udførsel til England; han indsaa, at Aarhus vilde kunne trække endnu mere Opland til sig, end Byen allerede havde, naar der blev stadig Dampskibsforbindelse med Mols og Samsø, derfor blev Aarhusbugtens Dampskibsselskab oprettet - og takket være hans Energi og den Kraft, han lagde i Agitationen, fik Aarhus Hadsherreds- og Ryomgaardbanerne, der daglig bringe Omegnens Beboere fra vid Omkreds ind til Byen; han udvidede dens Handelsmuligheder baade udenbyes og indenbyes, og samtidig var han ivrig beskjæftiget med at oprette nye Erhvervsvirksomheder; han grundede det første Svineslagteri i Jylland, han fik oprettet en stor Palmekjernefabrik, en Oliemølle, Teglværker i Omegnen osv.; han rejste en Borgerbevægelse med frivillig Selvbeskatning, der skaffede Byen den imponerende "Klemensbro"; han sørgede for, at Byen fik kjøbt det Gasværk, der var anlagt af det danske Gaskompagni, og som nu i en lang Aarrække har givet Byen en betydelig Indtægt. Og samtidig tog han ivrig Del i Arbejdet for det jydske Landbrugs - især Mejerivæsenets - Opkomst; han fik i 1869 sammen med to andre Aarhuskjøbmænd arrangeret den første Vintersmør-Udstilling her i Landet, en Udstilling, der vandt meget stor Tilslutning fra hele Jylland, og han virkede paa mange andre Maader, baade ved pekuniære og per mulige Ofre for at udvikle og dygtiggjøre Mejeribruget; især til Tak herfor blev han i 1874 udnævnt til Æresmedlem af Aarhus Amts landøkonomiske Selskab. Det var ogsaa Hans Broge der fik oprettet den store Mønster-Landbrugsskole i Malling, et Undervisningsinstitut, som det jydske Landbrug kan være stolt af.

I de forløbne halvhundrede Aar har Hans Broge saaledes været mere end Chefen for det store Handelshus derovre i Aarhus, dette Handelshus der skabte sig et saa anseet Navn, og hvis Indehaver vandt saa megen Indflydelse og Betydning, at man i Jylland kaldte ham "Kong Hans" for dermed at betegne ham som en Handelsfyrste i denne Landsdel.

Hans Broge fik Dannebrogsordenens Ridderkors i l864, og en halv Snes Aar efter fulgte Dannebrogsmændenes Hæderstegn; under Ministeriet Frijs blev han i 1865 udnævnt til kongevalgt Medlem af Rigsraadet, men allerede Aaret efter nedlagde han sit Mandat; den virkelystne Kjøbmand følte sig ikke tiltalt af det politiske Liv. Han vilde være hjemme og passe sin Forretning og arbejde for sin By.

Igaar fyldte Broge de 75, men for ham synes der endnu ikke at være kommet nogen "Livsaften"; endnu er han den samme - kun lidt graanede - høje og firskaarne Skikkelse, hvis Blik luer af Energi, den Egenskab, der har præget hele hans virksomme Liv og som mere end noget Andet har bidraget til at gjøre ham til den ualmindelige Personlighed, til den typiske Repræsentant for det Bedste i den danske Handelsstand.

-n

(Nationaltidende 5. december 1897. 3. udgave).

Fotograf Lauritz Olsen & Co. (24.3.1834-25.5.1899): Købmand Hans Broge (4.12.1822-25.3.1908) købmand. Det kongelige Bibliotel. Fri af ophavsret.

Købmand Hans Broge (4.12.1822-25.3.1908) var født i Grenå. Han kom i handelslære som 15årig. I 1847 grundlagde sin egen forretning i Århus. Under Krigen 1848–51 fik han omdirigeret eksporten af smør til England fra Kiel til Århus. Siden 1868 organiserede han årlige smørudstillinger. Han havde desuden en korn- og kreaturforretning som 1896 indgik i Korn- og foderstof kompagniet. Han ejede desuden gården Bustrup i Viborg amt (fra 1882) og Gråmølle og Gammelgård (fra 1876) i Århus amt som blev drevet af bestyrere. I anledning af 50 års købmandsjubilæum oprettedes et fond til dannelsen af en jysk handelshøjskole. I alt indsamledes der til dette fond benævnt Hans Broges jubilæumsfond ca. 60.000 kr. 

Vor Bys Fysiognomi. (Efterskrift til Politivennen)

Der er i den forløbne Sommer skeet ikke saa faa gjennemgribende Forandringer i vor Bys Fysiognomi. Naar til næste Foraar Træerne begynde at grønnes, vil det glæde Venner at frisk Luft og grønt Løv i Byen at se, hvor meget der nu er naaet i den Retning. Ikke mindre end tre Boulevarder ere i løbet af i Aar anlagte og delvis fuldførte, og disse Arbeider ere sikkert blevne hilste med Glæde af de Mange, der have savnet det, som længe har været en af vor Bys store Mangler, nemlig luftige og smukke Promenader, der laa bekvemt for alle Byens Kvarterer.

For den talrige Vesterbrobefolkning, betros Størsteparten lever i snevre og usunde Boliger i smudsige Sidegader, vil den i Forlængelsen af Ny Stormgade anlagte Boulevard være af stor hygieinisk Betydning. I direkte Forbindelse med alle Sidegaderne, Dannebrogsgade, Saxogade og Oehlenschlægersgade strækker den sig fra Knudsgade til Enghavevej i betydelig Bredde, forsynet med asfalteret Fortov, brolagt Kjørebane, samt Spadsere- og Ridestier, beplantede med 3 Rækker Træer; henad Foraaret vil der blive anbragt Bænke, hvorfra man vil kunne nyde den smukke Udsigt over Kalvebod Strand. Den har i Daaben faaet Navnet Sønder Boulevard.

Aaboulevarden, som er anlagt over den dækkede Ladegaardsaa vil sikkert være en heldig Erstatning for det ikke synderlig tiltalende Vandløb, der dog ikke, som af Mange antaget, bragte Forsyningen af Drikkevand til Byen. Denne Boulevard har maaske Chancer er for at blive den smukkeste af de tre nye, særlig hvis Ladegaarden, der vil skæmme udseendet en Del, bliver fjernet og giver Plads for en mere tidssvarende Bebyggelse. Den Tid, da dette vil ske er maaske nærmere, end de Fleste antage, idet der nu for Alvor er Planer oppe om at flytte Ladegaarden ud paa Amager, i Nærheden at Geværfabrikken. At Aaboulevarden vil blive stærkt benyttet er utvivlsomt.

Som en Grænselinie for den nye Østerbro, der t det sidste Par Aar er skudt op næsten paa amerikansk Vis, strækker Strandboulevarden sig fra Blindeinstitutet til Vibenshus, altsaa en meget betydelig Længde. Endnu staaer en Del Arbejder tilbage, førend man rigtig kan skjønne om dens fremtidige Udseende, men til næste Sommer menes Alt at være færdigt. I Midten anlægges Spadsere og Ridestier, beplantede med tre Rækker Træer, og til begge Sider Cyklestier. Uden for disse anlægges makadamiserede Kjørebaner og yderst betonlagte Fortove. Saavel her som paa Sønder Boulevard og Aaboulevarden er der sørget godt for Belysning ved Anbringelse af fire Rækker Lygter i ikke altfor stor Afstand fra hverandre. Det maa haabes, at der intet Kniberi bliver med Hensyn til Anbringelse af Bænke paa de nye Boulevarder.

Af større Byggeforetagender, som i kjendelig Grad ville forandre Byens Fysiognomi, kan nævnes en Del fuldendte og en Del projekterede. Langsomt, men sikkert undergaaer "Strøget" en Forvandling: - de gamle upraktiske Huse nedrives for at give Plads for store elegant udstyrede Forretningsbygninger. Blandt disse Foretagender er det Fisker-Volmerske utvivlsomt det største og Løbet af næste Aar vil man faa Leilighed til at iagttage de første Bygninger i dette store Foretagende. En af de Nybygninger der i farlig Grad har Krav paa Interesse er den, som opføres af Hr. Wivel gaa Hjørnet af Østergade og Amagertorv. Paa dette Sted vilde en af de almindelige, stilløse Bygninger, som opføres rundt om i Byen og paa hvilke det nyopførte Glashus, Nr 28 i Frederiksberggade er et Exempel instar Omnium, virke højst irriterende, men efter Sigende har Hr. Wivel netop ønsket at udnytte den gode, frie Beliggenhed til at opføre en virkelig smuk Bygning. Med fornøielse har man seet Universitetsboghandler Gads Ejendom i Vimmelskaftet rejse sig. Facaden er her udført i solid, stilfuld Elegance, der virker velgjørende for Øiet og staaer i stærk Modsætning til de fleste andre Bygninger paa Strøget. Ogsaa Boghandler Philipsens ombyggede Ejendom paa Højbroplads, hvor Akademisk Boghandel og Forsikringsselskabet Guardian have Lokaler, har berettiget Krav paa Opmærksomhed. Facaden er ligesom Boghandler Gads opført i Renæssancestil og har en Del Lighed med Hafnias Eiendom paa Amagertorv, der i Løbet af Sommeren har været underkastet en gennemgribende Reparation, dog saa vidt mulig med Bevarelse af det gode Gamle. Af alle Nybygninger paa Hovedstrøget have de to ovennævnte Prisen som de bedste; det er øjensynligt, at der her Intet er sparet for at faa frembragt noget særlig Smukt, og Resultatet er da ogsaa blevet meget vellykket. Ogsaa den nyopførte Nr. 18 paa Kiøbmagergade, hvortil P. Arctander og Schucani a Porta have henflyttet deres Forretninger, maa noteres som en tiltalende Bygning; den er opført i hvid Sandsten og Granit.

Vil man se virkelig stilfulde Privatbygninger, bør man aflægge et Besøg i det nye saakaldte norske Kvarter, som har rejst sig lige overfor Østbanegaarden. I Kristianiagade har Apotheker Benzon og Fabrikant Mønsted ladet opføre et Par elegante Bygninger i italiensk Villastil med hvide Mure og sorte Tegltage i Lighed med Slottene Bernstorff og Fredensborg.

Disse Bygninger virke umiddelbart tiltalende ved den rolige, beherskede Smag, som har gjort sig gjældende, og med Rette ere de Gjenstand for almindelig Beundring; uden nogen som helst Overlæsselse af Dekoration og Ornament gjøre de en udmærket Virkning ved Liniernes Renhed. Tegningen til den første skyldes Arkitekt Clemmensen, den smukke Kapernaums Kirkes Bygmester.

Paa Vesterbro er der i Aar opført en hel Del Bygninger, hvoraf dog ingen kan gjøre synderligt Krav paa Omtale, men naar ad Aare Raadhuset staaer fuldt færdigt, vil denne Bydel have Æren af at besidde en Pragtbygning, hvis Værd saa godt som Alle ere enige om at skatte. Og paa den store, aabne Plads, der bliver foran Raadhuset, vil maaske det i Anledning af Gl. Carlsbergs Jubilæum forærede Springvand sende sine Straaler til Vejrs.

M.

(Nationaltidende 5. december 1897).

Lille Kongensgade. (Efterskrift til Politivennen)

Drama i Lille Kongensgade.  

En Moder dræber sig selv og sine Børn

Der er igaar Eftermiddags i en 2 værelsers Lejlighed paa 3. Sal i Lille Kongensgade Nr. 31 foregaaet et af disse Familiedramer, der snart synes at skulle høre til Dagens Begivenheder. En stakkels, forladt Kvinde har dræbt sig selv og sine fire Børn i et Anfald af Fortvivlelse over den haabløse Fremtid, baade hun og Børnene saa i Møde.

I den lille Lejlighed boede Madam Gustafson med sine i Børn, tre Smaapiger i Alderen 12, 9 og 7 Aar samt en lille Dreng paa 5 Aar. Madam Gustafson var gift med en Skomager, der imidlertid havde forladt hende for 3-4 Maaneder siden. Nu havde hun og Børnene intet Andet at leve af end, hvad hun nu og da fik fra Manden, der har Forretning her i Byen. For at faa lidt Hjælp til Huslejen havde hun taget en ung Pige i Logis hos sig.

De øvrige Beboere i Nr. 31 saa ikke meget til Madam Gustafson, og de talte  næsten aldrig med hende, da hun var af en meget indesluttet Natur. Derimod udtalte de sig meget rosende om Børnene, der vare artige og velopdragne. Nu, efterat Katastrofen er skeet, mener En og Anden af Beboerne, at Moderen flere Gange tidligere har gjort Forsøg paa at ombringe sig selv og Børnene. Det er nemlig hændet et Par Gange, at den ældste Datter er kommen løbende ned og har sagt, at hun var saa bange for at være hos Moderen, der var saa underlig.

Igaar Eftermiddags ved 4 Tiden har Moderen endelig fuldbyrdet sin frygtelige Gjerning.

I Aftes Kl. 7 kom den unge Pige, som boede i Lejligheden, som sædvanlig hjem fra sit Arbejde. Hun fandt imidlertid Døren aflaaset; Nøglen sad indvendig i Laasen. Trods al hendes Banken og Kalden blev der ikke lukket op. Forskrækket løb den unge Pige ned til nogle af Husbeboerne og fortalte dem, at der vist maatte være noget Galt paa Færde, da hverken Madam Gustafson eller noget af Børnene lod sig se. Fra Husbeboernes Side blev der gjort et nyt Forsøg med at banke paa den lukkede Dør; men inde i den lille Lejlighed forblev Alt stille.

Man besluttede nu at sende Bud efter Politiet, og da en Betjent var kommen til Stede, sprængtes Døren. I Lejligheden mødte der de Indtrædende et frygteligt Syn. Paa en Krog i Væggen i et af de smaa Værelser hang alle de fire Smaabørn døde, og paa et Søm ved Siden af hang Moderen. Politiet lod strax sende Bud efter Dr. Klingemann, som boer i Nærheden, og han kom hurtig til Stede. Han konstaterede, at ethvert Oplivningsforsøg vilde være unyttigt, det var fem Lig, som laa paa Gulvet i Lejligheden; men af den Tilstand, hvori Ligene vare, skjønnede Lægen, at Døden maatte være indtraadt for 3-4 Timer siden, altsaa ved 4-Tiden om Eftermiddagen.

Det var et gribende Syn at se Moderen og de 4 Børn ligge Side om Side paa Gulvet i den fattige Lejlighed. Børnene vare alle smukke og kraftige, om Smaapigernes Hoveder flød det lyse Haar som en gylden Strøm. Udtrykket i Ansigterne var hverken forpint eller rædselsslagent, men paa Forsiden af Halsen og op langs Hovedet saaes den dybe Fure, som Snoren, med hvilken Moderen havde dræbt dem, havde fremdragt. Hvorledes Madam Gustafson har faaet Børnene til at følge sig i Døden uden Kamp, vil altid blive en uopklaret Gaade. Selv laa hun der med et forpint og forgræmmet Udtryk i det af Døden stivnede Ansigt. Hun var tilsyneladende en Kone i Alderen mellem 30-40 Aar.

Senere paa Aftenen kom Politiassistent With tilstede. Efterat han havde seet Ligene, beordrede han Lejligheden aflaaset. Først Dag vil det legale Ligsyn blive foretaget.

I det tæt beboede Kvarter vakte Dramaet selvfølgelig den største Bestyrtelse, overalt saa man blege og forskræmte Ansigter. Børnene i Ejendommen gik smaagrædende omkring; aldrig mere skulde de lege med de smaa, flinke Kammerater fra 3. Sal. 

Foruden de dræbte Børn fandtes i Lejligheden endnu et lille Barn, den omtalte unge Piges. Dette viste sig at være meget sygt og blev af Politiet bragt til Kommunehospitalet. Man mente at have Formodning om, at dets Sygdom var fremkaldt ved Forsøg fra Mad. Guftassons Side paa at tage ogsaa det med i Døden.

(Nationaltidende 1. december 1897).

Johannes Hauerslev (1860-1921): Lille Kongensgade ulige numre. ca. 1887-1918. Nr. 31 er det første hus til højre. Nummeret står på huset. Det var på 3. sal begivenheden fandt sted. Bygningerne er nedrevet til fordel for Magasin du Nord. Kbhbilleder. Public domain.

Dramaet i Lille Kongensgade.

Manden i Forhør

Det gruopvækkende Mord og Selvmord i Lille Kongensgade minder i meget om det Drama, som fandt Sted den 3. November ved Landsbyen Karlebo i Nærheden af Hørsholm. Da dræbte ogsaa en Moder sig med sine fire Børn, idet de fandt Døden i en Tørvegrav ved Stadsevang. Begge Mødrene er af svensk Fødsel, og begge tager de alle deres Børn med i Døden.

Det naturligste er vel at søge Aarsagen til disse uhyggelige Begivenheder i Sindssyge og i stor social Elendighed. Endvidere har Eksemplet fra Karlebo vel nok paavirket Madam Gustafsson i Lille Kongensgade. Hysteriske Mennesker, der kues af Sindslidelser, lader sig let paavirke.

Men først og fremmest bærer den sociale Elendighed Skylden, og sandt er det, at vore Dages talrige Forbrydelser og Selvmord rejser en frygtelig Anklage mod det kapitalistiske Samfund. Tusinder og atter Tusinder lever et Liv, der ikke alene er glædesløst og trangt, men en fortsat Række Lidelser under Kamp for Brød og Husly, Lidelser saa meget bitrere, som andre Mennesker pralende kan bære deres Rigdom og Lykke til Skue.

Ved Begravelser lyder Følgets Ord atter og atter: "Herregud nu har han det godt. Lad ham hvile i Fred, thi Livet var bittert nok for ham!" Saaledes er de Tanker, hvormed største Delen af Befolkningen lever. De smaa Nyfødte modtages med Beklagelse og med Frygt, fordi Spisekamrene er tomme og Fremtiden mørk, og de Døde hilses som dem, der nu endelig er friede fra denne Verdens Nød.

Men dette kan ikke være Skaberens Mening med Livet. Det er rovbegærlige Kapitalisters, egoistiske Magthaveres og dumme Menneskers Værk, og det maa forandres, og det kan forandres den Dag Folket selv vil.

*

Ligene af Skomager Gustafssons Hustru og deres fire Børn, der ligger i St. Johannes Stiftelsens Lighus, vil blive underkastet det legale Ligsyn af Retslægen, Prof. Gædecken. Dette vil dog ikke kunne bringe noget nyt, da Dødsaarsagen jo ligger saa klar for alle, al Ligsynet nærmest vil blive en Formalitet.

De er nu døde, og man bør da kun haabe, at Eksemplet ikke atter vil smitte; men at disse 3 Lig vil mane til alvorlige Tanker og anspore til Kamp mod det herskende System.

Inden Skomager Gustafssons Hustru døde, havde hun fortalt til Naboerne og hendes Logerende, at Gustafsson havde været hos Husværten og opsagt hendes Lejlighed, idet han havde erklæret, at han ikke mere vilde betale Huslejen. Et Par Dage før hun døde, fortalte hun, at hun havde været i Forretningen i Admiralgade 21 for at bede Manden om nogle Penge til Mad til sig og Børnene, men han havde nægtet hende enhver Hjælp.

I Gaar var Gustafsson i Forhør hos Politiassistent With, og følgende Forklaring blev her afgivet:

Gustafsson forklarer, at da han for ca. 13 Aar siden var paa Rejse i Tyskland, blev han kendt med sin Kone, der den Gang tjente i Hamborg. Hun var 3 Aar ældre end han, men det mente de ikke gjorde noget, og da de ikke havde noget at vente efter, giftede de sig og flyttede straks hjem til hendes Hjemsted, Rønneby i Skaane. Hun havde der hjemme et Barn, som var født udenfor Ægteskab og nu var 6 Aar gammel. Dette Barn hadede og mishandlede hun i en saadan Grad, at hendes Slægt satte det i Pleje hos dets Gudmoder.

Trods Konens Karakter forløb deres Ægteskab dog ret roligt, men hun havde imellem Anfald af Jalusi, og de havde flere Gange været hos Overpræsidenten for at blive separerede. Hver Gang fortrød hun det og nægtede sit Samtykke, og saa fortsatte de Samlivet en Tid igen. Helt galt blev det først, da Manden virkelig blev kendt med en anden Kvinde. Saa flyttede han fra hende, men hver Uge hentede den 12aarige Datter Anna 12 Kr. og han betalte desuden Lejligheden.

Gustafsson, der er meget nedbøjet, fik nu af Politiassistenten udleveret et Brev fra Datteren, hvori denne tager Afsked med Faderen og meddeler ham, at Moderen og hun har besluttet at berøve sig selv og de smaa Sødskende Livet.

Den lille Pige, som fandtes i Lejligheden, og som blev bragt til Kommunehospitalet, er nu udenfor Fare.

*

Mandens Forklaring er vel rigtig, skønt det maaske ikke er sikkert, at han har betalt saa ganske regelmæssigt. Men i alle Tilfælde har dette Ægteskab været uhyggeligt nok, med Mistanke, Scener og Spektakler indenfor en lille Lejligheds snævre Vægge. Manden gaar sin Vej, og Konen sidder tilbage med de smaa Børn, hvis Part af Livets Glæder har været Synet af den daglige Kamp mellem Forældrene.

Og Konen har tænkt: "Hvad har jeg at leve for? Og hvad har mine Børn at vente?" Har hun haft den ringeste Tendens til Sindssyge, er den blusset op under hendes triste Grublerier - og Dramaet fandt sin endelige og sørgelige Afslutning!

(Social-Demokraten 2. december 1897).

Dramaet i Lille Kongensgade.

Nu har det legale Ligsyn fundet Sted paa St. Joh. Stiftelsen, og har givet det selvfølgelige Resultat, at saavel Moderen som Børnene ere døde ved Hængning, uden Spor af Anvendelse af anden ydre Vold. Sagen vil derefter blive beskreven, og Dokumenterne sendt til Politidirektøren.

Der har i flere Blade staaet, at der ganske sikkert vilde blive indledet Undersøgelse ved et Kriminalkammer for at komme til Bunds i denne Sag. Paa Grund af den totale Mangel paa Vidner, der med Sagkundskab kan udtale sig om denne Sag, har vi allerede tidligere udtalt, at det sikkert vilde være umuligt at oplyse mere om Sagen; men vi gik alligevel i Gaar til Politiassistent With for at kunne bringe vore Læsere ganske paalidelig Besked.

Hr. With udtalte sig ganske i Overensstemmelse med "Social-Demokraten": Gustafsson erklærer, at hans Kone og Børn absolut ikke har manglet noget, hverken til Føde eller Husly, og saavel Konen som Børnene er jo døde, saa de kan ikke vidne. Saa er der Beboerne i Huset. Ikke en eneste af dem siger, at han eller hun ved Besked med Mishandlinger, som Gustafsson skulde have udført, eller om, at hans Familie skulde have lidt Mangel for det daglige Udkomme. Tilbage er der saa enkelte Husbeboere, der siger, at den afdøde Kone har klaget over den Maade, hvorpaa Manden behandlede hende; men det beviser jo intet, da der ogsaa er nogle, hvis Vidnesbyrd gaar i den flik modsatte Retning.

Kan der være Tale om Ansvar for Skomager Gustafsson, da maa det være af moralsk Natur. Juridisk Ansvar kan der sikkert ikke paalægges ham. Akterne er endnu ikke sendt til Politidirektøren, men det sker en af de nærmeste Dage. Naar det er gjort, vil han formodentlig resolvere, at det skal have blivende med den Undersøgelse, der er foretaget her ved Stationen.

Saa vidt Politiassistent With. Vi modtog i Aftes et Brev fra Skomager Gustafsson, hvori han meddeler os, at han har følt sig forarget over en Sætning i vor Artikel i Onsdagsbladet. Der stod: "Det er den gamle Historie om igen med Konen, der forlades af Manden og overgives til Sult og Nød." Han anmoder os om at tilbagekalde denne Beskyldning imod ham. Vi er lidt i Tvivl om, hvad han mener. At han har forladt sin Hustru, det turde vel ikke en Gang Hr. Gustafsson benægte. Det kan altsaa kun være Ordene "overgives til Sult og Nød", han ønsker afkræftet; men i den Retning maa han vel være tilfreds med ovenstaaende Udtalelse af Politiassistent With, der er kommen just til samme Resultat som vi ved vore Undersøgelser.

(Social-Demokraten 4. december 1897).

Nogle af Gustafsons folk blev også afhørt og vidnede næsten alle i hans favør, mens de omtalte fru Gustafson som urimelig jaloux.

3 Maaneders Fængsel for Kvaksalveri. (Efterskrift til Politivennen)

For Højesteret procederedes i Gaar en Justitssag, som var anlagt imod den 49-aarige Kone Sara Marie Andersen Mygh for Kvaksalveri. Ved Viborg Overret var hun dømt til simpelt Fængsel i 3 Maaneder. Ved Højesteret var Lunn Aktor og Salomon Defensor.

Aktor refererede Sagens historie. Sara Mygh er en gammel Kvalsalverske, som er straffet flere Gange tidligere for denne Forseelse. Endvidere har hun faaet 8 Dages Fængsel for ulovlig Omgang med Hittegods og 5 Dages Vand og Brød for Forseelse imod Straffelovens § 173 (Forargeligt Samliv). Nu var det atter galt med hende. Hun boede lidt udenfor Thisted og tog hver Dag ind til Byen for at besøge sin Søn. I hans Hus holdt hun saa omtrent offenlig Konsultation, og der var næppe nogen Sygdom, som hun ikke tiltroede sig Evne til at kurere. Hun gav Medicin for Sot og faldende Syge, lagde Plastre paa aabne Saar og kurerede for Krampe og Blegsot. Det var saaledes under Sagen oplyst, at hun havde helbredet mange Børn for engelsk Syge og Krampe; men efter at Distriktslægen havde undersøgt den Medicin, hun havde givet de syge Børn, havde han erklæret, at disse Børn var blevne sunde og friske ogsaa uden Sara Myghs Hiælp: thi dennes Medicin gjorde hverken godt eller ondt. Det var dog ikke altid, at Sara Mygh var saa heldig, og der var under Sagen i hvert Fald paavist et Tilfælde, hvor hendes Behandling havde skadet en Patient. Det var en Arbejdsmand Hans Petersen, der led af en slem Kræftbyld i den venstre Kind. Der var meget ondt, der stntde ud as den, havde hun erklæret, og saa havde hun givet ham et Plaster, der fik Materien til at flyde i Massevis af Bylden. Hun havde dog ikke ret beregnet Plastrets Styrke; thi en skøn Dag havde det trukket Hul helt igennem Kinden. Den smittefarlige Materie flød nu ud i Munden og ned i Halsen, og det varede ikke længe, saa havde Patienten store Kræftsaar i Halsen og paa Læberne. Nu blev Sara Mygh bange og sendte Hans Petersen til en Læge, men denne havde erklæret, at nu var det for sent. Hans Liv stod ikke til at redde. Sara Mygh har været straffet tidligere for den samme Forseelse, saa hun har ikke en Gang den Undskyldning, at hun ikke har været fuldt ud vidende om det strafbare i hendes Forhold. Det kan ikke tale til hendes Undskyldning, at hun ikke tog Betaling for sin Virksomhed, men hun fik Penge for Medicinen thi netop ved hendes tilsyneladende Uegennyttighed er hun saa meget farligere. Han nedlagde derefter Paastand om Straffens Skærpelse eller Stadfæstelse.

Defensor: Jeg kan satte mig meget kort, fordi Sagen er saa godt oplyst. Hvad der har skabt Sara Myghs store Praksis er den stedlige Læges Upopularitet. Det er undet Sagen oplyst, at han er saa klassisk anlagt, at han taler Latin til den fattige Landbefolkning derovre i Vestjylland, naar han kom til dem i Sygebesøg. Selvfølgelig forstod de ikke et Muk af det hele og foretrak derfor Sara Mygh, som kunde tale til dem i deres gode jydske Maal. Jeg maa absolut protestere imod, at Tiltaltes Uegennyttighed ikke skal regnes hende til Gode ved Straffens Udmaaling. Aktor syntes snarere, at denne Omstændighed skulde bidrage til at skærpe Straffen. Det forstaar jeg ikke. Sara Mygh maa naturligvis dømmes som Kvaksalver! men der man dog tages Hensyn til, at hun aldrig har gjort sig nogen Fordel af sit store Klientel. 50 eller 75 Øre for de forbrugte Medikamenter var de eneste Penge, hun fik. Under disse Omstændigheder maa jeg nedlægge Paastand om Anvendelse af Lovens mildeste Straf.

Dermed indlodes Sagen. Ti Minutter efter var Overrettens Dom stadfæstet. og Sara Mygh skal altsaa i 3 lange Maaneder berøves Friheden, fordi hun har villet lappe lidt paa den daarlige Menneskehed.

(Social-Demokraten 30. oktober 1897).

Den omtalte tidligere sag må være denne - hvori også hendes tidligere domme står nævnt:

Nr. 201. Høiesteretssagfører Hansen

contra

Sara Marie Jensen, Andersens Hustru (Def. Lunn),

der tiltales for Kvaksalveri.

Hillerslev-Hundborg Herreders Extrarets Dom af 28 December 1895: Tiltalte Sara Marie Andersen, kaldet Mygh, Maler Andersens Hustru, bør til Thisted Amtsfattigkasse erlægge en Bøde af 200 Kr. Derhos udreder hun alle af denne Sag lovligt flydende Omkostninger, derunder Salær til Aktor, Sagfører Bendixen, 12 Kr., og til Defensor, Sagfører Thomsen, 10 Kr. At efterkommes inden 15 Dage fra denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven.

Viborg Landsoverrets Dom af 10 Februar 1896: Underretsdommen bør ved Magt at stande. I Salær til Aktor og Defensor for Overretten, Overretssagførerne Jørgensen og Hindberg, betaler Tiltalte 15 Kr. til hver. Den idømte Bøde udredes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse og iøvrigt at efterkommes under Adfærd efter Loven.

Høiesterets Dom.

I Henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde 

kjendes for Ret:

Landsoverrettens Dom bør ved Magt at stande.

I Salarium for Høiesteret betaler Tiltalte Sara Marie Jensen, Andersens Hustru, til Høiesteretssagførerne Hansen og Lunn 30 Kroner til hver.

I den indankede Doms Præmisser hedder det: Sara Marie Jensen, kaldet Myg, Maler Andersens Hustru, der er født i Aaret 1849 og som foruden at have været straffet i Aarene 1872 og 1873 2 Gange for Overtrædelse af Straffelovens § 178 og i 1884 for Overtrædelse af dens § 247 for Kvaksalveri har været anset ifølge Thisted Kjøbstads Extraretsdom af 14 Februar 1885 med en Bøde af 50 Kr. til Kjøbstadens Fattigkasse og ifølge Overrettens Dom af 5 Maj 1890 med en Bøde af 100 Kr. til Thisted Amts Fattigkasse, tiltales under nærværende Sag paany for Kvaksalveri. Ved Tiltaltes egen Tilstaaelse og det iøvrigt Oplyste maa det anses tilstrækkelig godtgjort, at hun efter den sidstnævnte Doms Afsigelse i meget betydeligt Omfang har drevet Virksomhed som Kvaksalverske, idet hun har taget en stor Mængde Personer, saavel Voxne som Børn under Kur for mange forskjellige Slags saavel indvortes som udvortes Sygdomme, saasom Epilepsi, Brystsygdom, Kræft, Rosen og andre Hudsygdomme, hvilke hun har behandlet med Lægemidler, som hun har foreskrevet sine Patienter, og som dels har bestaaet i saadanne Mixturer og Salver, som kunne faas i Haandkjøb paa Apotheker, dels ere blevne tilberedte af hende selv navnlig af Urter overensstemmende med Forskrifter i en af hende benyttet gammel Lægebog, og har hun ladet Patienterne betale hende for de af hende leverede Lægemidler, hvorhos hun, der ingensinde vil have forlangt Betaling for den af hende ydede Lægehjælp, har modtaget, hvad der i den Anledning i Penge eller andet Vederlag frivilligt blev ydet hende. Tiltalte, der er boende i Skjoldborg, har baade givet Konsultationer hjemme og tilset sine Patienter i disses Hjem, og har derhos regelmæssigt 2 Gange om Ugen taget ind til Thisted og i et dertil lejet Værelse givet Konsultationer, til hvilke der efter det Oplyste maa antages at have været ikke ringe Tilstrømning.

Tiltalte har forklaret, at hun, i al Fald naar hun ikke kjendte den Sygdom, angaaende hvilken hun blev spurgt til Raads, altid har opfordret Vedkommende til at henvende sig til en virkelig Læge, og endvidere, at de af hende benyttede Lægemidler have været saadanne, der efter hendes Mening ingen Skade kunde gjøre, og ifølge en af Distriktslægen den 2 December f. A. afgiven Erklæring over det i Sagen Oplyste, kan det heller ikke antages, at Lægemidlerne have kunnet skade de Paagjældende, hvorimod Tiltaltes Virksomhed, særligt for et Par af de under Sagen omhandlede Patienters Vedkommende, af Distriktslægen formenes at have havt skadelig Indflydelse, forsaavidt de Vedkommende ved at blive behandlet af Tiltalte altfor længe have været unddragne lægekyndig Vejledning; men iøvrigt foreligger ingen nærmere Oplysninger om, at Tiltaltes Patienter have lidt Skade eller ere blevne udsatte for videre Fare ved hendes Behandling. For sit foranførte Forhold vil Tiltalte være at anse efter Lov 3 Marts 1854, jfr. Frdn. 5 September 1794 §5, med en Straf, der efter Sagens Omstændigheder findes ved Underretsdommen passende bestemt til en Bøde til Thisted Amts Fattigkasse af 200 Kroner.

(Højesteretstidende 1897, for 30. april 1896, s. 166-168).

Se også indslaget: Avisfejden 1870 om Stine Kudsk (1809-1897) om Stine Kudsk som fortæller om lægeforholdene i Thy i årtierne før denne dom.

Lakaj Oxenbøll Afrika. (Efterskrift til Politivenen)

Fra kgl Lakaj til Opvarter. Fin Dame og - Skurekone. Et nydeligt Ægtepar. Frøken Oxenbøll som Knejpesangerinde.

Fra en dansk Mand i Syd-Afrika har vi modtaget nedenstaaende Brev, der sikkert vil interessere vore Læsere, da det bringer mærkelige Bud om en Familje, hvis Meriter for ikke saa længe siden var almindelig Samtalestof her i Byen:

Kapstaden, 27. Septb. 97.

Den Oxenbøllske Sag er vel snart glemt hjemme, og her i Afrika vilde den uden Tvivl ogsaa sor lange siden vare overstaaet, hvis ikke "denne hæderlige Familje" atter og atter mindede Omverdenen om sin Tilværelse paa en for den danske Koloni hernede særdeles pinlig Maade.

Forst etablerede Familjen et Kost- og Logishus, selvfølgelig for Penge, laante af Danskere hernede. Og, ligesaa selvfølgelig kunde det ikke gaa for dem. Derefter ernærede Familjen sig temmelig ordenlig af deres "Ulykke" - de var jo saa forfulgte. Endelig efter mange Omstændigheder havnede Manden, som vistnok er større Fæhoved end Forbryder, som Opvarter paa Politistationen - her som overalt, hvor Englænderne er de regerende, har Politiet i sin Bygning et fuldstændigt Hjem for Betjentene med Billardrum, Bibliotek, Sovestuer og Spisesal etc. Skønt lidt uvant for Manden, der jo i det mindste i sin sidste Tid i Danmark blev vartet op af Politiet, skikker han sig vel og har et forholdsvis godt Udkomme. De mindste Børn er anbragte dels paa og dels gennem religiøse Stiftelser. Den store Dreng er i Plads og Moderen - hvis den Betegnelse tør anvendes paa denne Kvinde, hvis eneste Undskyldning maa være Utilregnelighed - hun og den ældste Datter skal efter Sigende, ved at gaa tilhaande i en engelsk Familje, tjene Opholdet.

At dette ikke har passet Moderen, som efter eget Udsagn er meget for god til at være "Skurekone" i Afrika, og at det heller ikke har passet hendes Frøken Datter, er jo ret trolig; dog skal jeg ikke nægte, at min Forbavselse næppe kunde være større end min Indignation, da jeg i Aften med en Bekendt lige indenfor Døren til et Spiritusudskænknings-Lokale ser Miss Kyhl - Kyhl er Familjen Oxenbølls Navn her i Kapstaden - optræde som Knejpesangerinde med en Æske i Haanden - til Pengene formodenlig - og akkompagneret af en polsk-jødisk Harpeslager. Saa vidt jeg forstod, var det en eller anden længst forældet københavnsk Gadevise, som heller ikke forstodes - heldigvis - af de Tilstedeværende. Efter min Ankomst i Lokalet generede Pigebarnet sig aabenbart, hvad der kun faar mig til at dømme hende mildere, men Ansvaret for Skammen falder desto tungere paa Mrs. kyhl, som efter hvad en velunderrettet Landsmand, der er kommen hertil, udtaler, nok skulde patruljere paa Gaden udenfor de Steder, hvor Datteren optraadte. Kort efter forlod hun Lokalet, og da jeg efter at have drukket min "Whisky and Soda" forlod Stedet, saa jeg Pigen og hendes Akkompagnatør allerede opstillet udenfor den næste Beværtning.

Jeg søgte forgæves efter Moderen paa Gaden. Hun var maaske for "træt" til at følge saa sent paa Aftenen; jeg maatte derfor nøjes med de Oplysninger om Pigebarnet, som beredvillig ydedes mig af det tilstedeværende Publikum.

Paa mit Spørgsmaal om, hvem hun var, modtog jeg Svaret "A danish girl" i samme Udtryksmaade, som anvendes overfor Betegnelsen af de offenlige Kvinder her, "German Girl", "French Girl" etc., og skønt jeg udtalte mig tvivlende derom, lød det haardnakket gentagne Svar: "Ja! ja! en dansk Pige, men en ung!" Man var endogsaa saa velunderrettet, at man kunde fortælle, at hun tjente godt, at hun havde haft flotte Tilbud, og at hun altid var sikker paa sine 2 Shillings (l krone 80 Øre) paa "Masonic Hotel" hos en gammel Herre.

Hvad vi før var stolte af herude, var vor Nationalitet, som altid var os en Anbefaling hos Englændere og Andre, naar vi søgte Pladser, nu er vi snart bragt saavidt, at vi næsten maa genere os for at indrømme, at vi er Danske. Lad være, at den danske Koloni i den senere Tid er bleven forøget med et Par Mennesker, som beskæftiger sig med at snyde sig Opholdet til, en Indbrudstyv, hvis genialeste Streg var at bryde Montrene op og stjæle Glasdiamanterne - Modeller af speciel store Diamantfund - paa Byens Musæum, hvilket sikkert bringer ham ud at arbejde i Stenbruddene, En, som er lidt i Genren "Plattenslageri". Ligesaa den af "København" omtalte, fornylig ankomne Asger Beck Nr. 2, der dog endnu har holdt sig passiv. Det er dog delvis blevet blandt os selv, og "braadne Kar" findes jo i alle Lande; men naar en dansk Kvinde og Moder sender sin 14aarige Datter ud at synge paa Gader og Værtshuse i Selskab med en omstrejfende Spillekant og ligefrem opdrager hende til Prostitution, medens alle Mennesker ved, at det er en "danish girl", og naar hertil kommer en lige afsluttet Skilsmissesag, hvoraf de herværende Blade bragte fuldstændig Referat, og hvor saavel Konen som Manden og hans Elskerinde alle var danske, saa maa selv de mest dansksindede blive i Tvivl om, hvor vidt de Danske virkelig fortjener deres gode Renommé længere.

En Københavner i Afrika.

(København 20.10.1897).