Kritik af "galevæsnet" fremkom gennem hele 1800-tallet. Også i Politivennen. Særlig spektakulær er sagen om hestehandler Nathansen 1796-1862 (som en kort tid var redaktør af bladet). Nathanson var en i offentligheden meget kendt person som var blevet indlagt i en dårekiste i 1839. Han følte sig uretfærdigt behandlet, og brugte en stor del af sit liv på at skrive artikler og bøger mod datidens sundhedsvæsen. Såvel Frederik 6. og Christian 8. underkendte ved flere lejligheder myndighederne. Se herom i de 12 indslag der findes her på bloggen. Knud Pontoppidan holdt en forelæsning om ham.
Også Herman Bang havde været indlagt af Knud Pontoppidan vinteren 1891-1892 efter et selvmordsforsøg i 1890. Han skrev senere "Ludvigsbakke" (1896).
Den norske forfatterinde Amalie Skram (1847-1905) blev efter sin debutroman "Constance Ring" (1885) en forgrundsfigur i "det moderne gennembrud" og i kvindesagen. I 1894 blev hun indlagt på Kommunehospitalet hos lægen Knud Pontoppidan. Samtidig med at hun måske havde overanstrengt sig, lå hun i skærmydsler med sin mand, forfatteren Erik Skram. Hun havde truet med selvmord, og måske i perioden op til indlæggelsen haft et overforbrug af sovepiller m.m. Hun lod sig herefter indlægge i det håb at kunne få hvile og ro. Men Knud Pontoppian havde en anden holdning, idet han anså hende for sindssyg. Opholdet på Kommunehospitalets 6. afdeling beskrev hun i romanen "Professor Hieronimus". Den angreb gennem skildringer af sindssyges ophold Knud Pontoppidan.
Knud Pontoppidan skal i et brev til Amalie Skram have skrevet: "Jeg har i øvrigt selv haft meget Udbytte af at gøre mig bekendt med ‘Professor Hieronymus’. Det er en fortræffelig Bog – for hvem der kan læse den. Den giver en naturtro Skildring af, hvorledes et sindssygt Menneskes hadefulde Forbitrelse fordrejer hendes Syn og bibringer hende forvrængede Opfattelser".
Kommunehospitalets 6. afdeling "Nerve- og sindssygeafdeling" blev oprettet i 1875. I 1939 blev den omdøbt til "psykiatrisk afdeling (Kommunehospitalet). Fra 1913 blev nervepatienter henlagt i særlige sengeafsnit. Fysisk lå den i pavillon 1, stuerne 117-139 og 112-132, samt i epidemibygningen, Pavillon 2 stuerne 109-113 og 104-110. Det blev lukket i 1994.
De "gale" blev fra midten af 1700-tallet og indtil midten af 1800-tallet indespærret fx. i Tugt- Rasp- og forbedringshuset, og Ladegården og dårekister. Ofte var opfattelsen at de var uhelbredelige. Eller isoleret (Skt. Hans Hospital). I 1800-tallet anså man kvinder som særlig modtagelige for sindssyge - hysteria kommer af ordet livmoder. Behandling var der først tale om på Skt Hans Hospital efter at dårekisterne var blevet voldsomt kritiseret, bl.a. af lægen Harald Selmer samt af - Knud Pontoppidan. Sidstnævnte var bl.a. imod medicinsk behandling. Den "moderne" psykiatri blev der imidlertid først tale om med psykoanalysen. Og psykiatrien er selv i vore dage et kontroversielt emne. For Knud Pontoppidan gik behandlingen ud på at patienterne gennem streng disciplin skulle genvinde evnen til at beherske sig selv (igen), altså "normalisere" dem i forhold til datidens standarter (læs: naturlige underdanige position).
Knud Pontoppidan havde beklaget at der ingen lovgivning var på sindssygeområdet (dette skete først med Sindssygeloven 1938). Han mente en human indstilling og vilje til at forbedre patienterne vilkår var vejen frem. Bl.a. indførte han kvindeligt personale på Kommunehospitalets urolige mandsafdeling, ligesom han afskaffede lukkede isolationsceller og erstattede dem med senge med bæltefiksering.
At der er tale om kvinder, er ikke tilfældigt. Kvinder som stod frem og mente noget, blev ofte karakteriserede som hysteriske, skøre, endog aggressive. Det er svært at forestille sig at Knud Pontoppidan ikke også skulle have haft denne patriarkalske verdensopfattelse. Den patriarkalske orden var imidlertid i slutningen af 1800-tallet under pres, der blev sat tvivl om hvorvidt mænd stod for det rationelle og kvinder for det psykisk labile. Borgerskabets kvinder forventedes at lade sig spærre inde i hjemmet. (Arbejderklassens kvinder var begyndt på arbejdsmarkedet). Bl.a. havde Knud Pontoppidans bror, Henrik Pontoppidan sat spørgsmålstegn ved denne orden.
Amalie Skrams romaner ramte også ind i en reformproces som havde stået en del tid: Balance mellem diagnose/behandling og tvangsanbringelse. Især problematikken om at selv om lægelige diagnoser og behandlinger kan være nok så gode, berettiger de så til tvangsanvendelse? Sindssygdom kan meget vel medføre et ophør af patientens selvbestemmelsesevne, men bevarer patienten alligevel ikke en selvbestemmelsesret?
På tidspunktet for Amalie Skrams indlæggelse var der en del offentlighed om og kritik af Kommunehospitalets behandlinger. En af de mere opsigtsvækkende var grevinde Adeline Luise von Schimmelmann (1854-1913. Hun var en tysk evangelist og grundlægger af sømandsmissionen. 1872-1890 var hun hofdame hos kejserinde Augusta. I 1893 beordrede hendes søster i København hende til København. Hun misbilligede Adelines omgang med penge, og henviste hende under en falsk diagnose til psykiatrisk behandling. I april 1894 blev hun udskrevet. Hun rejste herefter igen til Tyskland.
Den sidste Tvangsindlæggelse paa Sindssygeanstalt.
Den af "Politiken" rejste og af os i Gaar omtalte Grevinde Adeline Schimmelmanns Sag vækker megen Opmærksomhed i disse Dage og vil paany henlede Folks Tanker paa det urimelige i. at en Slægtning med en Læges Hjælp kan indlægge et Menneske til Observation paa Sindssygeanstalt uden videre, og uden at den voldførte Mand eller Kvinde senere vil have Udsigt til Erstatning derfor.
Under disse gentagne Konflikter, hvor dom, der kommer til Offentlighedens Kundskab, i Reglen spilles mellem en rig Mand eller Kvinde og deres Slægtninge, har navnlig én Mand spillet en Rolle, nemlig
Her fra Byen og Omegnen bliver de fleste Sindssyge indlagt paa Kommunehospitalet, og her staar Dr. Pontoppidan altid ved Døren til de indre Gemakker, hvor Patienterne lukkes ind i skumle Celler under Bevogtning af grove Betjente og iagttages af unge Studenter under mange ikke lige skønsomt valgte Vittigheder.
(Som et Kuriosum kan bemærkes, at Dr. Pontoppidan for Grevinden Indlæggelse og Behandling har modtaget 500 Kr).
"Politiken" meddeler i Dag en Fortsættelse af sine Afsløringer i dens Numer for i Gaar, og vi gengiver nedenstaaende et Uddrag af dens Oplysninger:
Grevinden har under sit Ophold forfattet nogle Dagbogsoptegnelser. Hun fortæller om sin Indlæggelse, der, som i Gaar meddelt, foregik under den Form, at man foregav, at hun fortes til Professorens Privatbolig.
Hun fortæller:
"Da jeg traadte ind i denne Privatbolig, lukkedes Døren efter mig, og jeg befandt mig i en Cellegang paa en Anstalt for almenfarlige Sindssyge og vanvittige Forbrydere. En ung Læge sagde til mig, at jeg skulde klæde mig af og lægge mig hen, og da jeg vægrede mig derved, greb han mig ved Haanden og sagde:
"Saa vil jeg gøre det med Magt!"
Jeg sagde ham da, at han skulde lade mig være og lovede, siden jeg var tvungen dertil, at gøre det godvilligt. Mit Tøj blev taget fra mig. Jeg fik en af Anstaltens numrerede Trøjer paa og kom saa i en stenhaard Seng. Foruden denne var der kun en Stol og et lille Bord i Cellen. For Vindusruderne var der Jærnstænger ligesom i en Kælder. Døren skulde altid staa aaben, og paa Gangen larmede og hylede gale Mennesker, og nu og da kom en af dem ind til mig. Hvor jeg græd! Aldrig havde jeg vidst, at et Par Øjne rummede saa meget Vand. Om Aftenen kom Pontoppidan og erklærede mig rent ud, at jeg var bleven bragt herhen af min Familje - af Kærlighed til mig, da jeg var gal. Senere kom der et ungt Menneske, som undersøgte mig omstændeligt; derpaa 4 Studenter, som, da jeg sagde, at jeg intet fejlede, lo ad mig og kom med Vittigheder."
Om sit Ophold paa Hospitalet fortæller Grevinden ogsaa mindre lystelige Ting Hun har levet i Omgivelser, som har været tilstrækkelige til at skaffe et ellers fornuftigt Menneske af med Forstanden.
Man læse hendes Beskrivelse:
Det eneste, man havde ladet mig beholde af mine Luksussager eller af min rosenfarvede Atlaskes Seng, var den lille Hovedpude, jeg har faaet af Frøken W .... Tre Studenter holdt Stuegang og lo og talte uden at bryde sig om, hvad jeg sagde. En tog mig ved Armen og skubbede mig tilside lov at se paa den rosenrode Pude, medens han talte med Oppassersken. De gamle Drankere nedenunder mig brølede og rasede, og ved Siden af mi Kvinderne, og hvilke Kvinder! - I min gamle Celle kom én, der havde taget Livet af sig med Gift. Jeg saa hende endnu sent paa Aftenen. Næste Morgen var Gangen opfyldt af en skrækkelig Lugt. Jeg spurgte efter Kvinden og fik til Svar, at hun var død. Den næste i Cellen var en Pige, der havde Syfilis (jeg véd ikke, hvad det er. men det skal være en syndig Sygdom); hun havde faaet et Barn og døde under Jamren; Barnet bragtes bort og døde ligeledes. Saa kom en Pige, der havde drukket sig gal; hun kom altid styrtende ind til mig; derpaa et Fruentimmer, der havde Drankerdelirium. Hendes Lige havde jeg aldrig set. Jeg spurgte, om ikke de Sygdomme, disse Kvinder led af, var smitsomme, og fik det mig uforstnaalige Svar: nej, ti vi faar dem først, naar Sygdommen er gammel og har slaaet sig paa Hjærnen.".
Ikke sandt, det maa være muntert at blive indlagt til Observation paa Kommunehospitalet.
Grevinden har, efterat hun har forladt Vordingborg, baade fra Sindssygeanstaltens Læge dér, Dr. Helweg, og fra en anset tysk Læge, Schuckard, erholdt Attester, der konstaterer, at det ikke skønnes, at hun kan lide af nogen sjælelig Forstyrrelse.
Turde disse talende Vidnesbyrd ikke snart godtgøre, at Overlægen paa Kommunehospitalet trænger til at have en Jurist eller fornuftig Lægmand ved sin Side?
(København 10. oktober 1894).
Den schimmelmannske Affære.
Professor Pontoppidan.
Under den Brunske og den Schimmelmannske Affære er Professor Knud Pontoppidan efterhaanden bleven anset for en Mand, i hvis Haand der er lagt en frygtelig Magt.
Blot et Blik af Professorens store, forskende Øjne, et Vink til en Betjent, og man er indrangeret mellem de Gale, hvem de fleste frygter mere end Forbryderne. Man er indrangeret der og, udelukket fra Omverdenen, Genstand for den levende Begravedes Kval.
Denne almindelige Opfattelse er saa nær rigtig, som Professoren i alt Fald for Ugers Tid raader over Ens Skæbne, - Uger, der er lange nok til, at den Fornuftigste kan blive gal. Vi saa det i den Brunske Alfære, at en "hvilken som helst" Læge sammen med den Indespærredes Søn, fik Professoren til at "gøre sin Pligt '. Og i den Schimmelmannske gjorde han det uden anden Assistance end Grevindens Broders.
I Virkeligheden handler Professoren fuldkommen enevældigt. Og han gør det uden i nogen Maade at blive krævet til Regnskab af Nogen. Han har gjort det, og det er godt. End ikke Justitsministeren, der dog maa kunne se, at den brugte Fremgangsmaade ikke er fuldt lovmedholdig, synes at turde skride ind. Han kunde jo forresten ogsaa blive erklæret for gal og blive puttet ind.
Professorens Dekreter om, at snart den og snart den er gal, vækker den pinligste Opsigt og de uheldigste Rygter blandt Befolkningen. Men Professoren tier som en Mur; hans gaadefulde Sfinxøjne stirrer ud i Rummet over Hovedet paa alt det Rak, der blander sig i Spørgsmaal, det ikke forstaar sig paa, og han mæler ikke et Ord.
Imidlertid vokser Uvisheden til en truende Højde: tør man for Folks personlige Friheds og Sikkerheds Skyld have Professoren staaende ene og ukontrolleret paa sin Plads som Overlæge ved 6te Afdeling ?
Er det forsvarligt, ufarligt?
Man vil villigt indrømme, at Professor Pontoppidan er en stor Videnskabsmand, meget stor vel ogsaa paa sit Omraade, men en fuldkommen ufejlbar Avtoritet er en farlig Ting, navnlig paa en Plads som Pontoppidans.
V i véd ikke, om Professoren har skrevet sin egen Sjælehistore fra sine unge Aar, da hans mægtige, oprullende Aand mangen Gang etter Manges Mening kæmpede en haard Kamp for at holde sig paa den rette Side af den ofte fine Grænse, der skiller mellem Geni og Vanvid.
Men i hvert Fald saa meget ved vi, at den Gang, da den Brunske Affære rykkede Professoren saa tæt ind paa Livet, og den offentlige Mening krævede en Forklaring, da lod Professoren nogle Forelæsninger offentliggøre, hvori det hævdes, at man godt kan være overordentlig dygtig, skarpsindig og klog i alle andre Maader og paa et enkelt lille Punkt være sindssyg, bl. a. nævntes de Procesgale. Det var øjensynligt, at Etatsraad Brun skulde føres ind under dem, der saaledes havde en lille Prik-, kun fik man ikke nøje at vide, i hvilken Retning det var; det med Had til hans Børn blev ikke belagt med Vidnesbyrd nok.
Vi ved vel, at Lægmanden skal tie, naar den vise Læge taler. Men vi vover os alligevel til at sige: Kunde ikke ogsaa den store Videnskabsmand ved den evige Omgang med de Syge have faaet en Prik - gaaende i Retning af at erklære andre normale Folk for gale?
Kunde den Mulighed ikke tænkes; og vilde det da i hvert Fald ikke være rart, om der gaves Professoren en Lægmand eller Jurist paa Siden, saaledes, at. der straks kunde gribes ind, naar Tilfældet syntes stærkt udtalt.
Og foreløbig at suspendere den ellers udmærkede Læge, mens han lod sig underkaste en Observation af en anden Avtoritet, vilde være noget, der vilde berolige Publikum og ikke paa nogen Maade maatte kunne anses saa urimeligt af ham selv, der til enhver Tid maa antages at ville ty til Videnskaben som den bedste Dommer i Spørgsmaal ogsaa om hans egen Dømmekraft.
Vil man ikke ordne Sagen paa den Maade, maa den tages paa en anden. Saalænge Reglerne for Folks Indespærring som Sindsyge er saa løse, som de er, vil den offentlige Mening ikke slaa sig til Ro med vrøvlede Erklæringer i "Berl. Tid.", men den vil forlange med stigende Styrke:
Professor Knud Pontoppidan maa indtil videre fjærnes fra sin Plads som Overdommer over Folks Sindstilstand.
(København 12. oktober 1894).
Hr. Pontoppidans Honorar.
Jeg læste fornylig, at der var udbetalt Hr. Overlæge, Professor Pontoppidan 500 Kr. for hans Assistance ved Grevinde Adeline Schimmelmann's Indlæggelse paa Kommunehospitalets Sindssygeafdeling.
Da de syv Segl, hvormed Hr. Pontoppidans Mund var lukket i den Brunske Affære, sidder der ogsaa i den Schimmelmannske, vil det antagelig være forgæves at udspørge Hr. Professoren om dette Punkt. Naar han har troet at burde optræde med en saa overordenlig Diskretion i disse Sager, er det lidet sandsynligt, at han undtagelsesvis skulde være mindre diskret med Hensyn til Spørgsniaalet om Honoraret. Enten har man syv Segl for sin Mund, eller man har ingen Segl ; i det første Tilfælde er man stum som en Fisk, i det andet har man Talens Gave. En Mulighed som den, at Hr. Pontoppidan kun havde seks Segl for Munden, saa at der var en ganske lille Aabning, hvor det syvende skulde sidde, synes i sig selv lidet troværdig og vilde i alt Fald staa i en bestemt Modstrid med hele Seglprincipet, der kræver en absolut og ubrødelig Tavshed.
Imidlertid findes de 500 Kr. opførte paa Grevindens Regnskab, og de maa vel derfor staa til Troende. Man har af Grevinde Schimmelmanns Penge udbetalt 500 Kr. til Overlægen for at faa hendes mentale Tilstand undersøgt, og efter denne Undersøgelse, der varede ti Minuter, har Overlægen optaget hende i sin Sindssygeafdeling. Grevinden er bleven sindssyg for sine egne Penge, hun har selv betalt Gildet.
Hertil er i og for sig intet at sige. Det er kun ret og rimeligt, at en Grevinde selv betaler for de Samfundsgoder, hun nyder, selv om En og Anden maaske vil finde, at 500 Kr. er en høj Betaling for ti Minuters Arbejde. Det er jo heller ikke saa meget Arbejdstidens Længde som det opnaaede Resultat, hvorpaa det kommer an; og da Resultatet var et for Arbejdsgiverne særdeles tilfredsstillende, bør Summen alligevel næppe kaldes særlig høj. Man har set flittige Videnskabsmænd arbejde aarevis for en Sag og faa langt mindre ud af den.
Heller ikke kan der siges noget til, at en Overlæge har privat Praksis. Alle Overlæger praktiserer privat. Men for Overlægen paa en Sindssygeafdeling er Stillingen af en lidt ejendommelig Art; ban kan komme i Situationer, hvor det at drive privat Praksis ved Siden af sin offentlige Virksomhed kaster et uheldigt Skær over ham. Naar en saadan Læge i sin private Praksis og for privat Honorar undersøger en velhavende Dame, der af sine Slægtninge ønskes erklæret for sindssyg, og derefter paa Grundlag af denne Undersøgelse anbringer hende i en af de Celler, han har under sig som Overlæge, vil den ukyndige Lægmand let dømme forkert i en slig Affære. Han vil fristes til at mene, at den private Praksis her har indvirket skadelig paa den offentlige Stilling, og han vil være tilbøjelig til at drage falske Slutninger deraf.
Jeg er for mit eget Vedkommende overbevist om, at Hr. Pontoppidan har handlet efter sit bedste Skøn. Jeg tror ikke, at han vilde Lave handlet anderledes, selv om en anden Læge havde foretaget den private Undersøgelse, og jeg skal i saa Henseende henvise til den Brunske Sag, hvor det for Hr. Pontoppidan aldeles ikke spillede nogen Rolle, at det var en anden Læge og ikke ham selv, der indstillede Hr. Brun til Optagelse i Sindsygeafdelingen. Men den store Mængde dømmer desværre anderledes om en saadan Ting og derfor bør det Offentlige snarest muligt foretage Skridt til Ophævelsen af et System, der ogsaa tæller Hr. Pontoppidan blandt sine Ofre
En Opskræmmet
(København 12. oktober 1894).
Grevinde Schimmelmann.
- "Berlingske" erklærer sig - en Visit hos Grevinden - Pistolen - Frygten for Anarkisterne - en livsfarlig Gift - et Totalindtryk.
Som det sømmer sig efter Lands Skik og Brug, naaede endelig vor officielle Avis og Regeringsblad "Berlingske Tidende" i Gaar Aftes til den sensationelle Begivenhed: Grevinde Schimmelmanns Indlæggelse paa Kommunehospitalet, der, takket "Politiken"s Afsløringer, allerede i flere Dage har beskæftiget den øvrige Hovedstadspresse og det ganske Land.
Som det ligeledes sømmer sig for et Regeringsblad møder Berlingeren op med en Erklæring, som i Valenhed og Ubestemthed søger sin Lige.
Berlingeren sér sig i Stand til at oplyse, at vedkommende Læge fandt Grevinden i "ophidset Tilstand" og bevæbnet med en Pistol, ladet med 4 Skud til Værn imod imaginære Anarkister. Han (Lægen) henvendte sig derefter til Politiet og erklærede hende for farlig.
Hvad "Berl. Tid." altsaa oplyser er, rent bortset fra, at deri findes intetsomhelst nyt, kun dette, at Lægen har forefundet og mént dit og dat.
Hvad "Berl. tid." burde have oplyst, var dette, at Pontoppidans Mening har været den rette, men det har den formentlig ikke "været sat i Stand" til. De forskellige Vidnesbyrd er saa talende for Grevinden, at der skal mere end en Notits i Berlingeren om Lægens Mening til at afkræfte de fremkomne Anker over Maaden, hvorpaa hun er indlagt.
For dog at høre nærmere om Grevindens paastaaede Frygt for Anarkismen og den ophidsede Tilstand, aflagde vi hende i Gaar en Visit.
Hos Grevinden.
Vi traf Grevinden i hendes midlertidige Lejlighed ved Nørrevold. Hun var noget anstrængt, hendes Stemme var noget træt. Hun har jo i disse Dage været meget optaget. Men der var en jovial Elskværdighed udbredt over hendes hele Væsen og Tale, der gjorde det hyggeligste Indtryk. Jævfnt og naturlig fortalte hun, medens vi saa os rundt i det store Pensionatsværelse, hvor hun boede, og hvis eneste Prydelse syntes at være en frynset Lampeskærm paa en pjedestalhøj Lampe, der stod ved Skrivebordet Vi blev ført ind af en tysktalende Matrosgut og modtoges med stor Venlighed.
- De er fra "København" ?
-Ja - Det er jo det Blad, som forleden bragte Pontoppidans Billede?
- Netop !
- Det glæder mig. Jeg har netop tænkt paa at sende Dem min Tak for Deres elskværdige Omtale af min Historie.
Vi bukkede og gjorde Grevinden bekendt med, hvad der havde staaet i "Berl: Tid." og bad hende udtale sig om de forskellige Punkter, først
Pistolen.
- Ja, begyndte Grevinden, det er rigtig, at jeg har haft en Pistol hos mig. Som De maaske véd, har Medlemmer af den Schimmelmannske Familje til alle Tider været ivrige Jægere. Som ung gik jeg tit paa Jagt med min Fader. Efter hans Død har jeg ikke øvet den Idræt Nu skal De se.
Hun rejste sig, gik hen til Skrivebordet og tog en lille Taske frem.
- Her gemmer jeg den omtalte frygtelige Pistol. Oprindelig havde jeg den med mig som Minde om min Fader. Senere i mit Liv har jeg levet under Forhold, der for en enlig Dame nødvendiggjorde en vis Grad af Forsvarsdygtighed. Tror De, man lever sikkert paa en øde ensom Ø. Naa, Faktum er. Jeg har haft Pistolen i 22 Aar. Til Tider har den været ladt, til andre Tider ikke.
- I 22 Aar!
- Hverken længere eller kortere Tid. Den har altid ligget i denne lille Taske, og jeg har endnu aldrig gjort Brug af den. Da jeg sidst kom til Hellebæk var den ladt, fordi Kaptajnen paa mit Skib fortalte mig, at det var Skik paa ethvert velordnet Skib, at have Vaaben i Beredskab.
Frygten for Anarkister.
- Hvorfra kommer, tror De, Beskyldningen for Frygt for imaginære Anarkister, som "Berl. Tid", omtaler.
- Ja, hvorfra? Det maa De nok sige! Her hjemme nærer man en overnaturlig Frygt for alt, hvad der hedder Anarkisme og Socialisme. Jeg kan forsikre Dem, at jeg har gaaet lige saa rolig mellem Berlins Anarkister og revolutionære Socialister, som jeg sidder nu her overfor Dem. Jeg har bevæget mig uhyre meget mellem de fattigste og usleste Lag i Berlins Smaagader. Men De vil forstaa, at det ogsaa her kan være nødvendigt at have Vaaben ved Haanden.
- Naturligvis. Men, hvorledes tror De, at Deres Familje, som har ladet Dem indlægge, støttende sig paa disse Momenter, har faaet den bizarre Idé?
- Jeg ved det egentlig ikke. Men jeg har en Formodning om, at to Kokkepiger, som jeg jog fra Hellebæk paa Grund af deres skinhellige Vandel, paa en eller anden Maade har benyttet Lejligheden til at hævne sig.
Grevinden rejste sig og satte den lille sorte Taske hen paa Skrivebordet.
- Men Frygt for Anarkisterne - Nej! fortsatte hun, det har jeg aldrig haft. Jeg nærer ikke Frygt for noget. Om faa Dage, paa Mandag vistnok, udkommer hos Reitzel en Bog om mit Liv og min Gerning. De vil deraf kunne se, at noget saadant ikke ligger for mig.
En livsfarlig Gift.
Vi takkede og rejste os for at gaa, da Grevinden gik hen mod sit Toiletbord og tog en lille Æske frem.
- Vent et Øjeblik. Man har ogsaa fremsat den Beskyldning mod mig, at jeg gik omkring med en livafarlig Gift. Her skal de se Giften.
Vi læste paa Laaget af den lille grønne Æske, som hun rakte os.
Der stod:
Pulver til at smøre paa Næsen, for at den ikke skal blive rød.
Grevinden lo hjærteligt og salte smilende Æsken bort.
- Det er det hele, føjede hun til.
- Endnu et Spørgsmaal, fortsatte vi. Der staar i "Berl. Tid." at Professor Pontoppidan fandt Dem i "ophidset Tilstand".
- Det er vistnok ogsaa rigtigt, men Grunden dertil er lige saa naturlig. Jeg havde den Gang i to Nætter vaaget over en febersyg Patient. De vil forstaa at man under saadanne Omstændigheder kan være nervøs. Vi kunde naturligvis ikke andet end samstemme med Grevinden heri. Vi takke for Oplysningerne og beredt os til at gaa.
Vi savnede vor Stok.
- De mangler noget, sagde Grevinden.
- En Stok, som maa staa et Sted I Værelset.
- Her er den, sagde Grevinden og løftede paa den. Hvor den er tung. Gudskelov, at vi fandt den. Havde man funden en saadan Todtenschlager hos mig, kunde man have været i Stand til at lade mig lægge ind til Observation en Gang til, føjede hun til, mens hun smilende fulgte os til Døren.
Totalindtrykket.
Det vil af ovenstaaende fremgaa, at Grevinden har den klareste Oversigt over sine Handlinger. Hun véd paa det nøjeste Besked med de Momenter, som har ført til hendes Indlæggelse, og hun kan paa en fornøjelig Maade rede sig ud af det Væv, hvori hun har været hildet.
Endvidere er at bemærke om Grevindens Tale, at den langtfra er saa sentimental og søgt, som den plejer at være hos Personer med et saa religiøst Temperament som hendes. Den er præget af naturlig Jævnhed og Ligefremhed. Der er en himmelvid Forskel paa at tale med hende og med en af vore hjemlige Hellige.
Grevindens Omtale af Dr. Pontoppidan og dem, der har ladet hende indlægge, er fri for enhver Bitterhed. Hun har holdt paa sin Ret. Hvem dadler hende for det.
Men Professor Pontoppidan skylder Offenligheden en anden Forklaring end den sølle, intetsigende Notits i "Berlingeren". Kan han ikke belægge sin Adfærd med vægtigere Argumenter end de allerede fremkomne, \da staar det klart for Offenligheden, at der hurtigst mulig maa ske en Forandring i den Enevoldsmagt, Kommunehospitalets Overlæge har over Undersaatterne i det uhyggelige Rige, der hedder sjette Afdeling
Han hedde saa Pontoppidan eller hvad som helst andet!
Josva
(København 12. oktober 1894).
Et Vidne.
Vi bringer i Dag Billedet af den bekendte Forfatterinde.
Det er i disse Dage aktuelt.
Fru Skram har sammen med Grevinde Schimmelmann opholdt sig under Professor Pontoppidan paa Kommunehospitalets Sindssygeafdeling. Hun var indlagt her paa Grund af Nervøsitet. Som vore Læsere vil erindre fra i Gaar, udtalte hun sig varmt og bestemt i Grevinde Schimmelmanns Favør og det i Ord og Sætninger, som i Klarhed intet lader tilbage at ønske og paa ingen Maade er prægede af nogen Slags Nervøsitet.
Hendes Vidnesbyrd er ingenlunde uden Værdi. Fru Skram har i alle sine Bøger vist sig i Besiddelse af betydelig psykologisk Ævne, og denne behøver ikke at tabe under en rent foreløbig nervøs Krise. Der er ingen Tvivl om, at hun har haft lagttagelsessans nok til at mærke sig, hvad der gik tor sig rundt omkring hende. Hun vil kunne fortælle interessante Ting, og det er næppe sandsynligt, at hun holder Munden længe lukket.
Hendes Vidnesbyrd i den Schimmelmannske Sag er dette, at aldrig har nogen med mindre Ret været indespærret paa et Galehospital end Grevinde Adeline.
Ogsaa af andre Grunde vil det glæde vore Læsere at gøre Bekendtskab med Fru Skrams energiske Træk. Der findes næppe mange, der ikke kender hendes dristige, frisindede Bøger.
Om ikke lang Tid vil Fru Amalie Skrams navn sandsynligvis faa Klang i den Diskussion, der i Øjeblikket rejses mod Sindssyges Indlæggelse og deres nærmere Behandling.
(København 12. oktober 1894).
Grevinde Schimmelmann.
Forskellige Detaljer - et mærkeligt Missionshus. - I Fare. - Voldeligt Overfald. - Et møjsommeligt Iiv - Mellem Berlins Arbejdsløse.
At Grevinde Schimmelmann er en til en vis Grad eksentrisk Dame tør maaske nok være udenfor al Tvivl. Men herfra til at være Sindssyg og tilmed en af de samfundsfarlige, er der selvfølgelig et langt Spring. For nærmere at belyse Grevindens Liv opsøgte vi hende paany i Gaar og har i Dag Fornøjelsen ved Siden af hendes Billede at kunne præsentere vore Læsere nogle spredte Træk af hendes besynderlige og farefulde Liv.
Et mærkeligt Missionshus.
Den bekendte tvske Præst Furcke, har. som tidligere meddelt skrevet en varm begejstret Bog om hendes Virksomhed i "Gøhren". Langt vanskeligere har dog hendes Arbejde paa Greifswalder Øen været.
Her maatte hun hjælpe sig med en gammel Lade, som Grevinden og hendes Hjælpere selv reparerede med Lér og Træværk. En Stald indrettedes til Køkken, og i et Rum paa 8 Fod Kvadrat blev der kogt Mad til 400 Mennesker. Her beboede Grevinden selv to saakaldte Regeringsværelser. Om deres Komfort og Hygge kan man danne sig et Begreb, naar man erfarer, at der op af Gulvet voksede Blomster og Nælder.
Hvert Stykke Brød til Huset maatte hentes 5 (fem) Mil over Vandet og saa holdt det sig endda daarlig i den fugtige Luft. I daarligt Vejr kunde Baadene ikke naa Fastlandet og større Dampere havde ondt ved at naa ind. Grevinden har selv været med til under Livsfare at sejle over, og først naa til Øen, da Folkene var halvt sultede ihjel.
I Fare.
- Grevindens Virksomhed var ikke uden Fare. Hun virkede navnlig blandt Fiskere og en af hendes Foranstaltninger gik ud paa at afskaffe Brændevinshandelen. I den Anledning var hun en Tom i Øjet paa Øens Bønder, der havde Fortjeneste af samme. Hun afskedigede en Bestyrer, som havde solgt Brændevin; denne tog da, forinden det var muligt at forhindre det, alle Levnedsmidler og alt Husgeraad med sig og fik det transporteret over til en nærliggende Bondegaard, og Grevinden stod tilbage med 70 sultne Fiskere, som da fristedes fra Bondegaarden med gratis Brændevin. Men saa stor var hendes Magt over de Undergivne, at hun kunde holde dem hos sig i et helt Døgn indtil der kom Proviant.
Saa sammenrottede Bønderne sig og lagde sig i Baghold for at overfalde Grevinden. Tilfældigvis kom hun ikke forbi det Sted, hvor Voldsmændene laa. og disse opdagede hende først, da hun traadte ind i sit Værelse. Dette laa i Stuetagen og meget lavt nede. En foreslog, at man skulde springe ind ad Vinduet til hende.
Resolut slog Grevinden Gardinerne til Side, stillede sin Lampe paa Bordet, ladede sin Pistol. Saa nøjedes Hoben med Skældsord og Halløj, indtil en Flok Fiskere kom til og fik den spredt ad.
Det er den Pistol og den Frygt for "imaginære Anarkister", hvorpaa Dr. Pontoppidan begrunder hendes Indlæggelse til Observation.
Et møjsommeligt Arbejde.
For et Par Aar siden fandt Præsidenten i Stralsund, at Tilstanden paa Øen var saaledes, at Grevinden burde have en mandlig Beskytter. Grevinden var egentlig imod det. men samtykkede tilsidst i, at en "kristelig Broder" kom over.
Han havde ikke været der to Maaneder, før han erklærede, at det var under hans Dannelse. Uden Sorg saa' man ham rejse.
Grevinden var tilstrækkelig klar over, at de kristelige Brødre i Nordtyskland var for forskruede til at de kunde, virke saa praktisk, som fornødent.
Et helt Hjem for konfirmerede Drenge fik Grevinden oprettet, og skønt hun fik dem i en meget raa, usleben Tilstand, naaede hun dog saa godt som altid ved sin ubegrænsede Taalmodighed at faa noget ud af dem. Men hun har ogsaa. som hun selv siger, det fornuftige Princip:
Naar kun Hjærtet er oprigtigt og de grove Laster høre op, kan der blive en meget dygtig Karakter at bygge paa. .
Foruden dette Hjem for Drenge opdrog Grevinden særskilt sine egne Drenge, som hun paa Opfordring af Folk i Byen modtog. Den ene af dem var da næsten sindssyg, den anden noget svækket paa Grund al et stort gabende Saar i Hovedet. Tilmed var de fordærvede og vilde, men det lykkedes hurtig for hende ved omhyggelig Pleje og Undervisning at faa dem paa Retkøl, og siger Grevinden spøgende :
Ganske vist tilbød man mig Gendarmer som Sauvegarde, men jeg kunde magelig nøjes med de to; men de var ogsaa stadig om mig.
Mellem Berlins Arbejdsløse
har Grevinden arbejdet med sjælden Iver og Ihærdighed. Præsterne i Byen havde ingen Magt over Befolkningen. 20 Aar for sent gav de sig efter Grevindens Mening i Lag med den store Hær af Forsultne. Der holdtes Møder for at vinde dem, men disse blev tilsidst livsfarlige for Præsterne og forbudte. Paa et af de sidste Møder var Grevinden sammen med en Datter af den prøjsiske Kultusminister til Stede, hun fik Kærlighed til de fattige Stakler og begyndte sin Gerning mellem dem.
Men her stødte hun paa Vanskeligheder hos sine egne Trosfæller, idet det kristelige Hotel nægtede at tage mod hendes nye "Børn", fordi de var fra de mest berygtede Kvarterer i Byen. Hun fik Lokale i Ynglingeforening, hvorfra de dog efter 10 Dages Forløb blev anmodet om at gaa.
Tilslut fandt hun Ly for sine Folk i en af Hernhutternes Kirker. Det hører til Grevindens Fortjeneste, at hun indsaa, at hendes Mission ikke var endt med at prædike for Folk. Tværtimod. Hun sled for at skaffe dem Arbejde og fik oprettet et stort Snedkerværksted, hvor de kunde fortjene noget ved deres Arbejde.
Hun har haarde Ord tilovers for den Maade, hvorpaa Arbejderne er blevne tilsidesatte i Tidens Løb. Som sjælløse Arbejdsmaskiner er de blevne behandlede og oversete gennem Generationer.
* * *
Som man vil forstaa af ovennævnte Data har Grevinden udfoldet en hartad utrolig og pinagtig Virksomhed. Man kan være uenig med hende i hendes Teorier, men derom har man ikke Lov at tvivle: Hendes Arbejde har været sværere end mangen Missionærs, der drager til vilde Folkeslag.
Er da dette at have en Idé og kæmpe for den til det yderste det samme som at være gal ? Grevinden vil utvivlsomt hos de fleste herhjemme vinde Sympati for sin Idé. Hun bør ogsaa have den for sit Arbejde.
Dertil haaber vi med ovenstaaende Detaljer at have bidraget vort.
(København 13. oktober 1894).
Sagen kom op i borgerrepræsentationen den 15. oktober 1894. Her støttede flertallet op om hospitalet, mens Philipsen og socialdemokraten Jens Jensen var betænkelige ved at autoriteterne altid fandt alle klager ugrundede. Helweg (Oringe Hospital) havde i maj 1894 erklæret Schimmelmann for ikke sindssyg. Han var blevet overbevist efter at have lært hende nærmere at kende. Han gentog dette i en erklæring af 15. oktober 1894.
Et nyt Interview.
Folketingsmand J. Jensens Vidnesbyrd. - Fra Hofdame til barmhjærtig Søster. - Grevinden Familje. - lndespærringen. - Professoren og Offentligheden. - Sagen i Rigsdagen.
Vi har tidligere oplyst, at Folketingsmand Jens Jensen, der er valgt i Bælumkredsen, havde søgt at faa Grevinde Schimmelmann i Tale, mens hun var i Hr. Pontoppidans Varetægt, hvilket imidlertid blev ham nægtet.
Vi traf Folketingsmanden i Gaar og spurgte ham, om han havde talt med Grevinden, siden hendes Sag var kommen offenligt frem og havde vakt en saa enestaaende Opsigt.
Hr. Jensen svarede:
- Ja, jeg har lige aflagt hende et Besøg i Formiddags.
- Hvad Indtryk fik De af hende nu?
Et Vidnesbyrd.
- Det samme som sidst, jeg talte med hende, det var en fjorten Dages Tid, inden hun blev indespærret paa Kommunehospitalet, og det samme, som jeg har faaet hver Gang, jeg har talt med hende: at hun er en ualmindelig Kvinde, ikke blot ualmindelig ædelttænkende og varmhjærtet, men ualmindelig klart tænkende og forstandig, en Kvinde, der som faa har Klarhed over og Forstaaelse af de Spørgsmaal og Ting, der rører sig baade i Menneske- og Samfundslivet.
Vi bad Folketingsmanden fortælle os om sit Kendskab til Grevinden og hendes Forhold, og Hr. Jensen fortalte:
- Jeg har nok set Grevinde Schimmelmann som Barn eller ganske ung, naar hun sammen med sine Forældre om Sommeren opholdt sig paa Lindenborg, men mit personlige Bekendtskab med hende skriver sig kun fra tie senere Aar, efter at jeg som Rigsdagsmand er kommen til København: jeg havde hørt om hendes Virksomhed for de Fattige og Forulykkede, og da jeg en Gang traf hende paa Missions-Hotellet, blev vi snart godt kendt ; siden har jeg jævnlig talt med tiende, naar hun om Vinteren kom herind.
Fra Hofdame til harmhjærtlg Mester.
Grevinde Schimmelmann har altid været meget religiøs, og det er hendes Religion, der præger hendes Optræden og Handlemaade; hun har fortalt mig, at saalænge hun var ved Hoffet i Berlin, maatte hun deltage i Hofballerne og andre lignende Festligheder; de tilfredsstillede hende ikke, hun havde allerede Øjet aabent for Modsætningerne her i Livet, og naar hun kom hjem, knælede hun og bad sin Gud om Tilgivelse, for at hun havde været med til det. - Men saa kunde hun ikke holde det Liv ud længer, hun forlod Hoffet og tog sit Arbejde op blandt de Fattige og Forældreløse, et Arbejde, der er i nærmere Overensstemmelse med hendes Tro.
Og det er uforstaaeligt, fortsatte Hr. Jensen, at de, der har sét hendes Virksomhed kan tro, at hun er gal; hun har jo dog kun gjort godt mod de Ulykkelige. Der kan selvfølgelig være forskellige Meninger om hendes Maade at gøre godt paa er den heldigste, om hendes Opdragelsesmetode f. Eks. er den rette, osv. - skønt Resultatet jo som Regel har været godt - men det er umuligt at kunne anse hendes Barmhjærtighedsgærning som Udslag af Vanvid.
Grevindens Eamilje.
Til sine Sødskende og Familje har Grevinde Schimmelmann altid staaet i det bedste og kærligste Forhold, navnlig sin ældste Broder, den nuværende Lehnsgreve, der ligesom hun er en religiøs Natur, har hun følt sig særlig knyttet til. Imidlertid i de senere Aar er der sket en Forandring, og sidst jeg talte med hende inden hendes Indespærring, talte vi ogsaa om hendes Familje; hun beklagede da, at de var kolde og tilbageholdne overfor hende og ikke forstod hendes Virksomhed, men det er ganske meningsløst at tale om Forfølgelsesvanvid i dette Forhold. - Og Historien om Pistolen og den farlige Gift er jo det rene Nonsens.
Indespærringen.
Vi anmodede Hr. Jensen om at meddele, hvorledes det gik til med Grevindens Indlæggelse paa Hospitalet og hans Forsøg paa at faa hende i Tale og eventuelt ud igen, og han svarede:
- Det var fra Missions-Hotellet, hvor hun plejede at tage ind, naar hun kom til Byen, hun blev ført derud; det gik meget hemmelighedsfuldt til, men paa Hotellet vidste de det, dog. og nogen Tid efter sendte de Bud til mig, at Grevinde Schimmelmann var indlagt paa Kommunehospitalet som sindssyg. Jeg gik straks derud og traf først Reservelægen paa 6te Afdeling, Dr. Jacobsen, med hvem jeg baade da og en Gang senere havde en længere Samtale. Jeg spurgte, om jeg kunde faa Grevinden i Tale, men Svaret var: Professoren havde forbudt det.
Saa gik jeg til Professoren selv:
- Nej, det var umuligt. Grevinden trængte til Ro og maatte ikke tale med nogen. Jeg sagde, at Professoren, eller hvem han vilde, maatte gærne overvære Samtalen, da jeg blot ønskede at se og hilse paa hende. Men han blev ved sit.
Professoren bange for Offentligheden.
Da jeg udtalte Frygt for, at dette var en Gentagelse af den Brunske Affære, og at jeg vilde se at faa Sagen offentlig frem gennem Pressen, blev han meget elskværdig og bad mig om at lade være, det var ikke en Gentagelse af den Brunske Aflære - selv om det vilde se saadan ud for Publikum - men Grevinden var virkelig gal. Imidlertid, hvis jeg vilde lade være med at bringe Sagen offentlig frem, skulde jeg til Gengæld faa Tilladelse til at skrive til Grevinden. Jeg gik ind derpaa og skrev ogsaa. men han forbød hende at svare, hvis hun ikke vilde lade være at skrive, at hun ønskede at tale med mig. De første Dage nægtede hun det, men senere skrev hun et almindeligt religiøst Brev til mig.
Sagen i Rigsdagen.
Vi spurgte Hr. Jensen, om han som Lovgiver fandt disse Tilstande hyggelige eller forsvarlige; man vidste jo ikke, naar Hr. Pontoppidan kunde faa Lyst til at tage En til Observation.
Han svarede:
- Nej, jeg er ganske enig med "København" om, at Professor Pontoppidan foreløbig bør fjærnes fra sin Plads som Overdommer over Folks Sindstilstand, men den Sag er heller ikke endt endnu.
Vi forstod, at Folketingsmanden vil bringe Sagen frem i Tinget, enten nu ved Finanslovsbehandlingen eller ved en særlig Forespørgsel.
Af vort Rigsdagsreferat vil man se, at Hr. Falkenstjerne allerede i Gaar bragte Sagen paa Bane i Tinget.
(København 13. oktober 1894).
Jens Jensen var blevet medlem af borgerrepræsentationen i 1893. Men også folketingsmand 1895-1903. Herefter blev han finansborgmester for Magistratens 2. afdeling.
Alle artikler i denne serie: Indledning og Grevinde Schimmelmann. Sagen Karen Andreasen. Pensionering og død. Desuden optræder Knud Pontoppidan også i artikelserien om Politivennens sidste redaktør, M. L. Nathansson.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar