Harboøre-Præsten mishandler en Døende. (Efterskrift til Politivennen)

Harboøre, den 25de Septbr.

I Fredags begravedes der i vort Annekssogn Enbjerg en ung Gaardmandskone. Pastor Madsen forrettede den gejstlige Betjening. Den afdøde var i enhver Henseende en Kvinde, der havde levet et særdele smukt og ulasteligt Levnet, og flere Omstændigheder gjorde, at der ved Dødsfaldet herskede stor Sorg, saa en meget stor Mængde Mennesker var kommen til Stede for at bevidne hende den sidste Deltagelse. Den eneste Fejl, afdøde havde haft, var, at hun af og til havde hørt Valgmenighedspræsten i Lemvig, i Stedet for sin beskikkede Sjælesørger, Pastor Pladsen. Denne havde dog besøgt hende under hendes Sygdom, og Resultaterne af denne hans gejstlige Betjening var ikke udebleven: Han havde skræmt Forstanden fra hende.

Pastor Madsen meddelte nemlig i sin Ligtale, at han den sidste Dag, hun havde lidt af sin Forstand tilbage (det var Pastorens egne Ord om Resultatet af sine Sygebesøg) fik Indtryk af en fortvivlet Sjæl, for hvem der ikke mere var Frelse, fordi hun havde været vantro! Senere, da Forstanden var slukt (det er atter Præstens egne Ord), havde hun i Vildelse sagt: "Aa hvor Satan og Jesus slaas om min Sjæl!" - "Hendes Tilstand var forfærdelig", fortsatte Pastor Madsen i sin "Ligtale", som naar man i Drømme er forfulgt af et vildt Dyr og ikke kan undslippe. Hun saa Helvede aaben, og der var ingen Redning."

Da Præsten mærkede, hvilken Forargelse hans Ord frembragte i den store Sørgeflor, føjede han til, at han haabede, hun i den 12te Time, da Forstandens Lys forlængst var slukt, maatte være bleven forsonet med Jesus! Og han sluttede med en Advarsel til Tilhørerne, at ikke "Satan, naar deres Hjærte slog Klik, skulde tage dem".

*

Den Afdødes Slægtninge var i højeste Grad oprørte over denne Ligprædiken. Men ingen vover at forbyde den mægtige Missionspræst at holde saadanne Taler ved deres Bortgangnes Baarer!

Den ovennævnte Ligprædiken stiller Pastor Madsen i et endnu forfærdelige Lys end den berygtede Ligtale over de forulykkede Fiskere. Thi det er aldeles klart, at den dødssyge Kvinde, der var vant til den mildere Kristendomsforkyndelse i Valgmenighedskirken, er bleven sindssyg ved Madsens svovlstinkende Omvendelsesprædiken. Svag og lidende, som hun var, er hun bleven rædselsslagen ved Helvedespræstens "religiøse" Mishandling. Ingen Sindssygelæge, der læser Præstens egen Skildring af den Døendes Sjælstilstand, vil være i Tvivl om, at hun led af Religionsvanvid.

Efter at Pastor Madsen saaledes har pint Forstanden ud af den ulykkelige Kvinde, skamskænder han hendes Minde ved Graven. Den eneste Trøst, han lader hendes Nærmeste beholde, er den, at hun sandsynligvis har omvendt sig i den tolvte Time, altsaa i sindssyg Tilstand.

Den Præst, som taler om religiøs Omvendelse i sindssyg Tilstand, maa jo selv være fra Forstanden. Men hvor længe skal han da have Lov til at gaa løs? Her maa dog Biskoppen eller Kirkens Styrelse gribe ind og det med mere Kraft end over for Pastor Moe, der endnu gaar omkring i Kjole og Krave, som Embedsmand i Nutidsstaten.

Staten Opretter eller understøtter Sindssygehospitaler, ansætter forstaaende og derfor menneskekærlige Læger ved dem, søger kort sagt at rive saa mange som muligt ud af Vanvidets Rædsel, - og saa lader den samtidig nogle af sine egne Embedsmænd, der nærmest burde indlægges paa et af de nævnte Hospitaler, gaa omkring og forkue de smaa Børn, forgifte de Voksnes Liv, splitte Befolkningen i fanatiske Sekter, fordømme brave Fiskere til evig Pine i Helvedes Luer, skræmme Forstanden fra de Døende og bagefter skamskænde deres Minde ved den aabne Grav!

C. S.

(Social-Demokraten 28. september 1894).

I februar 1899 blev pastor Christian Madsen (1862-1923) forflyttet til Gjern Skannerup. Formentlig efter pres fra de yderligtgående indremissionske, ifølge Nationaltidende.