Kjøbenhavn i forrige Uge. (Efterskrift til Politivennen)

Det er en bekjendt Sag, at vi Dødelige ere vanskelige at gjøre til Pas. I gamle Dage fandt man sig med Taalmodighed i at sidde en 2-3 Dage og skumples i en umagelig Diligence for at kjøre et Stykke Vej, som man nu kan tilendebringe i lige saa mange Timer, siddende i en bekvem og komfortabel indrettet Kupé, og dog klager man over den uendelige Langsomhed, naar man tilfældigvis er kommen med et Godstog og bruger 12 i Stedet for 16 Minuter til en Mil. - Lige saa utilfredse ere vi lige over for Vejret. I forrige Uge sukkede vi efter Sommerens velsignede Varme og beklagede os lydelig over den mer end vinterlige Kulde. Næppe indfandt Varmen sig, før man gaar over til den modsatte Yderlighed: puster og stønner af Hede og lister sig som blege Skygger langs Husene for at skjærmes saa meget som mulig mod Solens brændende Straaler. Alle, der paa nogen mulig Maade have Raad til at holde Sommerlejlighed - om det saa kun bestaar i et komfortabel indrettet Tørvehus hos en lille Fiskerfamilie i Skovshoved - flytte ud paa Landet: og dem, der ere lænkede til Hovedstaden, enten ved Forretningernes Baand eller under "Trykket af pekuniære Forpligtelser", som Mr. Micawber saa smukt udtrykker sig, maa nøjes med smaa Udflugter i nærmeste Omegn eller ty til det vaade Element: at gaa i Bandet. Nu begynde ogsaa ret Badeanstalterne at florere, skjønt Gud skal vide, det er en meget betinget Forfriskelse at gaa i Vandet her i Kjøbenhavn. Det bedste Vand er saa langt borte. Badeanstalten hedder "Lynetten" og ligger Pokker i Vold ude i Kongedybet. Man ror, sejler eller damper derud, og naar man saa paa Hjemfarten har været udsat for Solens brændende Straaler, er man lige saa gjennembagt, som man var før Badet. Det Samme er Tilfældet, naar man frekventerer Badene paa Kastelsvejen ude ved Langelinie (Bechs og Engelbrechts Badehuse) kun med den Forskjel, at Vandet paa disse Steder har en liflig aromatisk Tilsætning af Spildevandet fra Kloakerne, der føre fra Nørre- og Østerbro. Ikke bedre er man stillet paa "Venedig" ude i Kallebodstrand bag den kongelige Skydebane; dog er der den Forandring, at da Spildevandet der kommer fra Gasværket, overtrækker det den Badende med en i sanitær Henseende ypperlig Fernis af Kultjære kort sagt, det eneste Sted, hvor man maaske skulde kunne bade sig i Vand, der er uberørt af fremmede Ingredienser, er den saakaldte "Ryssenstens Badeanstalt" mellem Langebro og Estakaderne; men for ogsaa at berøve Københavnerne denne renlige Fornøjelse, have Avtoriteterne i denne Tid med sædvanlig Visdom og Indsigt anbragt tvende Dampmuddermaskiner, der plumre Vandet paa det Forfærdeligste og forpeste Luften i afgjort mefitisk Retning. Det kan endda gaa for de bedre stillede Klasser, der kunne gaa et andet Sted hen og "vaske sig"; men værre er det for de Fattige, for hvem Renlighed er deres eneste Luksus. De have nemlig deres Badeanstalt ude ved Estakaderne paa Kigkurven eller, som det hedder i den kjøbenhavnske Jargon, Kykkenkoret, og de komme da navnlig til at lide under denne Ulempe, eftersom de udelukkende ere henviste til dette Sted.

Uagtet Sommeren ikke var begyndt i Søndags, 1ste Pintsedag, var der dog, som hvert Aar paa denne Dag, storartet Udvandring til Frederiksberg, navnlig dog af Middel- og Underklasserne - Pigerne gik ikke i Seng Lørdag Nat; de skulde jo være paa Frederiksberg Kl. 4½ i det Seneste, og hvorfor? Ja efter Sagnet for at se Solen udføre en Pas de seiil, da 1ste Pintsedags Morgen jo skal være den eneste Dag om Aaret, at den tillader sig denne koreografiske Udskejelse; men de Færreste vente sig nok nogen egenlig Nydelse af denne Soldands, og desuden var det Bygevejr i Aar, Gardinerne vare trukne for, saa Dandseren viste sig slet ikke. Nej. Turen er nok mere beregnet paa at vise sig i de ny Sommertoilettet, møde Kiæresten, spadsere med ham og nyde en let Forfriskning hos Josty eller i Pilealeen - alle Beværtningsstederne derude havde meget travlt. Om Formiddagen allerede var "Alt udsolgt" baade af tørre og vaade Varer, og i en løftet Stemning gik nu Vejen til de respektive Konditioner for at sætte den hjemlige Kjødgryde over Ilden til Middagsmaden.

Nej, saa var det et anderledes Sommervejr 2den Pintsedag; det var en ordenlig Benefice for Sporvejsselskaber, Vognmænd, store nordiske Dampskibsselskaber og hvad alle de Selskaber hedde, der tage sig af deres Medmenneskers Befordring. Karavanerne gik mod Nord til Skoven aldeles overfyldte - 24 Ekstratog maatte der i Gang foruden de ordinære 18, og de gamle Kaffemøller, som Kapervognene med et teknisk Navn benævnes, toge Hævn for gamle Krænkelser og satte pæn lille Skrue i Gang, da der ikke var mere Plads paa Jernbanens Vogne - der kostede det kun 12 sk. til Klampenborg; Kaperkudskene benyttede sig af de heldige Tidskonjunkturer og toge 3 Mk., og da Folk skulde hjem om Aftenen, og den røde Lygte var hængt ud paa Banegaarden i Klampenborg, steg Fordringerne endogsaa til 8 blege Markstykker. Opbragte over denne ublu Fordring, travede mangen Familiefader af med hele Besætningen for med modigt Sind at naa til Staden; men de Smaa bleve trætte, Mutter skjændte, og var man endelig naaet til Charlottenlund, saa blev Enden paa det, at Fatter alligevel maatte op med Portemoniksen, og Prisen var den Samme, saa Fatter havde, foruden sin Ærgrelse, kun haft den Privatfornøjelse under Graad og Tænders Gnidsel at trave et langt Stykke Vej og faa dog ikke saa sin Krig frem. - Nej, saa var man da mere sikret ud ad Vesterkanten; der er dog Takster; man ved, hvad det koster at kjøre; har man saa ikke Raad dertil, kan man lade være, Vejen er ikke saa lang, og Nydelserne ere endogsaa mere intensiv tilstede baade for dem. der holde af Larm og Musik, og dem, der holde af at fordybe sig i Naturens Skjød.

Jeg vil just ikke paastaa, at en 2den Pintsedag paa Frederiksberg yder den allerbedste Lejlighed til en Fordyben i den fredelige, tavse Natur, desformedelst der er fuldt af Børn, Lirekasser og, hvad det er det Værste, Sangforeninger, der i kunstnerisk Henseende just ikke staa paa det allerøverste Trin af harmonisk Udvikling.

I Torsdags havde vi igjen Festdag; det var Grundlovens 24aarige Fødselsdag. Det blev altsaa ikke til Noget med at holde den ved Frederik den Syvendes Rytterstatue, eftersom den, med sædvanlig Komiteilterhed, naturligvis ikke blev færdig. Kl. 6-7 vaagnede man af sin søde Søvn ved Koralmelodier, der blæstes fra Stadens Kirker. Det gjorde et smukt og højtideligt Indtryk i den stille Morgenstund. Kl. henad 9 trak forskjellige Musikkorps, anførte af en Ceremonimester og tvende Fanebærere og eskorterede af en Mængde Mennesker, gjennem Byens Gader, blæsende Fædrelandssange, Dandsemelodier og andre kvikke Sager - det vedblev af og til hele Dagen. Kl. 4 samlede de sig alle foran Raadhuset paa GI. Torv og musicerede en Time; derefter trak de i Procession ud til Frederiksberg Have, hvor de forbleve til Kl. 10. Der afbrændtes et Fyrværkeri paa Østerfælled, da Slotsgartner Rothe paa det Bestemteste satte sig imod, at det maatte futtes af i Frederiksberg Have, som det er sket de andre Aar. Hele Byen var festlig smykket med vajende Danebrogsflag, navnlig i Hovedgaderne og fra offenlige Bygninger. Se, det var nu den Maade, Magistraten fejrede Grundlovens Fødselsdag paa. - De forskjellige Lav og Foreninger havde som sædvanlig slaaet sig sammen og mødte paa en af Plænerne ved Erimitagen; de marcherede derefter i Procession til Plænen Øst for denne, hvor der var rejst en med Grønt og Danebrogsflag smykket Talerstol. Det gik Altsammen meget loyalt og fredeligt af. Der blev talt for Kongen, for Fædrelandet og for Grundloven. Kongen var indbudt, men kom ikke - kort sagt - Alt gik som de foregaaende Aar. - Socialisterne havde arrangeret sig en lille privat Grundlovsfest ved den slesvigske Sten i Dyrehaven; men det fæle Politi og de stemme Storborgere kunde ikke lade dem i Fred; de havde faaet anskaffet sig en dejlig blodrød Fane, hvori der med Hvidt var broderet: Frihed. Lighed og Broderskab; men - de Eksekutive intervenerede. Det blev rekvireret Husarer fra Jægersborg, og "Borger" Johnsen maatte overlevere det dyrebare Banner, dog ikke direkte i Politiets urene Hænder - en velvillig Storborger agerede nok, ialfald foreløbig Modtager. Hvad der senere blev af Banneret, vides ikke.

O. T.

(Jyllandsposten 8. juni 1873).

Pintse i Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavns Beskjæftigelse da det gryede ad anden Pintsemorgen, skildres i en Idyl til Aarh. Av. saalunde: "Det Første Kjøbenhavnerne imorges gjorde, efter at være staaede op af Sengen, var at trække Rullegardinet op og betragte Himlen. Regn eller Solskin? - det var Dagens store, brændende Spørgsmaal. Men der forelaae intet fyldestgjørende Svar. Vel regnede det ikke, men Himlen var overtrukken ligesom med et graat Shirtings Overtræk, der ikke levnede Plads blot til den allermindste Plet af blaa Æther, hvoraf man kunde drage en Slutning om en smuk Sommerdag. Men Kjøbenhavnerne have en urokkelig Tillid til Veiret. "Aa, idag bliver det neppe Regn", siger man, og saa tager man sit pæneste og nyeste Sommertøj paa. Hvad var der ikke blevet arbejdet af Hattemagere, Skrædere, Modehandlerinder og Dameskræderinder for at faae alle de bestilte Sager færdige til Pintsen, og hvad solgte Kræmmerne ikke af Blomster, Baand, Fjer, Kniplinger og Handsker? Ja, hos Handskem. Larsen paa Store Kjøbmagergade var der i Løverdags Aftes en saadan Trængsel af Mennesker, at man maatte vente en halv Times Tid paa at faae et Par Handsker, skjøndt der vistnok var 6 eller 8 expederende Aander bag Disken." Første Pintsedagsveir havde været "meget uheldigt", det regnede; men Kjøbenhavnernes "urokkelige" Veirtro har frelst dem den anden Helligdag, hvis brændende Spørgsmaal ene var: hvor man skulde hen. "Der var tre Steder at vælge mellem": Dyrehaven, Tivoli og Frederiksberg Have. Men Dyrehavskaravanerne samlede de fleste Valfartende. "Fra den tidlige Morgenstund gik hver halve Time det ene propfulde Jernbanetog efter det andel til Klampenborg, og Kaperkudskene gjorde brillante Forretninger hos de Mange, der foretrække at kjøre langs med Øresund ad den deilige Strandvej, fremfor at puttes ind i en qvalm Jernbanewaggon, hvor man blev stuvet sammen, ligesom Sardiner i en Blikdaase." "Der var saa mange Mennesker i Skoven, at endstjøndt Jernbanetogene hver halve Time befordrede store Mængder (tilbage) ind til Hovedstaden, kunde de Sidste dog ikke komme ind med Jernbanen før Kl. var omtr. 1½ om Natten." Det var vistnok den længste Dag i Kjøbenhavns glade Liv.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 9. juni 1865).

Kongehusets handskemager N. F. Larsen (1814-1881) havde sin butik 1844 på Købmagergade 23 (nu nedrevet), 1845-1879 Købmagergade 27 og 1871-1881 Købmagergade 7. Bygningen er bevaret.

Kjøbenhavns offentlige Politiret, Januar 1865. (Efterskrift til Politivennen)

1ste Afdeling, Assessor Sporon.

Mandagen den 23de Januar.

- Lørdagen den 14de gjorde Partikulier L. et Selskab for endel gode Venner og Veninder og havde til dette Selskab leiet et Lokale hos Restauratrice, Jfr. Rasmussen paa Østergade. Da den forlorne Skildpadde var fortæret og den dertil hørende kolde Punch drukket, lukkedes Flygelet op, og de lystige Dandsemelodier lokkede saavel Unge som Gamle ud i en hvirvlende Galoppade paa det deilige Gulv. Galoppaden afløstes af en Vals, Valsen af en Polka, Polkaen af en Mazurka, Mazurkaen af en "Lancier" og Lancier'en sluttelig af en Francaise. Men Festen skulde ikke løbe af uden et lille Uheld. De lystige Dandsemelodier lokkede nemlig ogsaa Betjenten hen til Huset, hvor de smukke Toner strømmede ud fra de aabnede Vinduer, og Restauratricens Navn blev optegnet, da der utvivlsomt forelaa en Helligbrøde. Saavel Hr. L. som Restauratricen indrømmede Faktum for Retten og friede sig for videre Ansvar ved hver at erlægge 1 Rd., idet Begge gjorde gjældende, at de ikke antog, at det var forment at udleie eller benytte et leiet Lokale til Selskab.

- Saa fredeligt som paa Østergade gik det ikke til forleden Aften i "Freias Sal". Ogsaa der klang søde, berusende Toner, dels fremlokkede af et Flygel, dels frembragte fra de skjønne Alt- og Sopran-Sangerinder, der sekunderedes af en kraftig Bas-Baryton. Men Sangen og Musiken frembragte her en ganske anden Virkning; istedenfor at lokke Gjæsterne til at hylde Terpsikore ved at opføre en hvirvlende Runddands, etableredes der, maaske ogsaa begrundet paa endel Toddyers Konsumering, et storartet Slagsmaal mellem Gjæsterne, i hvilket Kamp Bas-Barytonen tog et virksomt Parti, idet han, bevæbnet med en Flaske, forsøgte at forsvare de hvinende og skrigende Kunstnerinder, og tilsidst placerede Kunstneren med meget Held sin Flaske i Ansigtet paa en af Kombattanterne, der ogsaa i Retten mødte med et Pragtexemplar af et "blaat Øie", der var frembragt af Flaske-Projektilet. Et af Vidnerne erklærede derimod, at han ikke havde seet, at der var slaaet med nogen Flaske, men at han havde seet, at der blev udslynget en Tallerken af Kunstneren, som rimeligvis her havde benyttet denne nye Maade at lade Tallerkenen "gaa om" paa. Sagen kunde ikke finde sin Afgjørelse idag, idet en af Hovedpersonerne, en "Ubekjendt", hvis Signalement er følgende: "En stor, pluskæbet og enøiet Person", paa Veien til Politistationen saa sit Snit til at undløbe, hvorfor Enhver, der skulde antræffe en saadan Person, anmodes om godhedsfuld at anholde ham og bringe ham til den nærmeste Politistation.

- - -

Efter dernæst en Maskinarbejder havde indbetalt 2 Rd. til Fattigkassen og 2 Mark til en Vært i Borgergade, hos hvem han en Nat af Feiltagelse havde slaaet en Rude ind, fremstod Handelsbetjent K., der forleden i Porten til Hotel du Nord var bleven overfaldet af Bordelvært Jesper Ole Andersen, der assisterede af en Nagelsmed. Jesper Andersen mødte K. og hans Ven, Kurvemager E. i Porten, og efterat have gjort dem et naragtigt Spørgsmaal, tog Jesper Cigaren ud af Munden paa K. og søgte at holde Ild i den ved at stikke den i sin egen Mund. Det blev Handelsbetjenten lidt vred over, men saa slog Jesper Andersen til ham, og da han undløb, beholdt Jesper som Trofæ hans Frakkeskød, saa at Frakken er umulig for Fremtiden paa Gaden, og tilmed slog han E. saa eftertrykkeligt paa Hatten, at denne Hovedbeklædning antog en foruroligende Form af en Kasket. K. og E. forlangte i Erstatning for deres respektive ødelagte Klædningsgenstande 10 og 5 Rd., og derimod udleveredes Frakkestumperne og den mishandlede Silkehat til Andersen, der efterat have udredet Skadeserstatingen desforuden betalte 10 Rd. i Mulkt til Rettens Fattigkasse.

(Dags-Telegraphen (København) 24. januar 1865).

Kjøbenhavns offentlige Politieret.

1ste Afdeling, Assessor Sporon.

Fredagen den 27de Januar.

- Den "Ubekjendte", der forleden skulde have været Hovedmanden ved den store Fægtning i "Freias Hal", havde frivillig anmeldt sig selv hos Politiassistenten, da han i "Dags-Telegraphen" havde læst, at han eftersøgtes, og det oplystes nu, at denne "Ubekjendte" stod aldeles udenfor Sagen; fremdeles kunde det ikke bevises paa nogen Maade, at Bas-Barytonen havde slaaet en Flaske i Hovedet paa den saarede Deltager, men derimod var der paa Gulvet fundet Rester af en lille Underkop, som altsaa antoges at have været det afbenyttede Projektil. Den mest urolige af de Tiltalte vilde gjerne betale "et Par Skillinger", som Urolighederne kunne have kostet, og efterat han havde erlagt en Ubetydelighed af en Specie, sluttede Dommeren Sagen. 

(Dags-Telegraphen (København) 28. januar 1865).

Pintsen. (Efterskrift til Politivennen)

Pintsen er for de Danske og navnlig for Kjøbenhavnerne omtrent det Samme, som 1ste Mai er er Svenskerne. I Pintsen maa og skal Enhver, hvem det blot er muligt, ud at lufte sig selv og de nye "Foraars og Sommerstykker", ligegyldigt om Thermometret viser 20 R. i Skyggen eller slaaer paa Nulpunktet, som Tilfældet var første Pintsemorgen ved Solopgang. Denne Lyst eller rettere Trang til at komme ud i Pintsen er saa ret bekjendt, at der fra alle Sider spekuleres i den saavel i Stadens nærmeste Omegn som paa de fjernere Steder, hvortil Dampskibe og Jernbanerne i forholdsviis kort Tid kunne henflytte Stadens Beboere. Alle offenlige Forlystelsessteder i Nærheden ere beredte paa at modtage et usædvanligt Antal Besøgende, og deres Forventninger ere heller ikke dennegang blevne skuffede. Alhambra aabnede saaledes sin Saison i den tidlige Pintsemorgen med en Koncert, der var meget talrigt besøgt; og samtidigt spredte en Masse Mennesker sig paa de forskellige Beværtningssteder udenfor Byen, for at rekreere sig efter den kolde Morgentour i Frederiksberghave og Søndermarken. At Tivoli ikke blev glemt igaar især, da Veiret var betydeligt mildere, er begribeligt. Etablissementet var besøgt af næsten 18,000 Mennesker. Men ogsaa de fjernere Punkter havde deres forholdsviis stærke Besøg. Medens Extratogene paa Jernbanen bragte saamange Personer, som de kunde rumme, ud til den smukke skovegn ved Roeskilde og Sorø, dampede "Orion" gjennem Sundet til Kullen, "Zampa" over Kjøgebugt til Møen og det nette lille Dampskib "Isefjord" op af Roeskildefjorden til den smukke Egn ved Frederiksværk r Arresødal, alle opfyldte med Passagerer, der beundrede Naturen og forundrede sig over, at en første Pintsedag kunde være saa kold. De Passagerer, der kom til Sorø havde endnu en speciel Grund til Forundring, og det var den overordentlige Vanskelighed, for ikke at sige Umulighed det er for den Reisende, at erholde nogensomhelst legemlig Føde i denne lærde lille By. Skeer der ingen Forandring til det Bedre i denne Retning, vil det være aldeles nødvendigt, at en af 3die Klasse Waggoner, ved fremtidige Extratog indrettes til en Art Omnibus restaurant.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 21. maj 1861).

Slagsmaal ved Pintsefest i Gram Slotshave. (Efterskrift til Politivennen)

 - Hvorledes Høiskolen i Rødding virker for sine Elevers Dannelse, derpaa have disse nylig aflagt en Prøve. I mange Aar har den smukke Slotshave i Gram anden Pintsetag velvillig været overladt til offentlig Forlystelse; Degn og Orgelbygger Hr. Orbt fra Gramby har uden Vederlag indfundet sig med et ret vakkert Musikcorps, og Festen er bleven bivaanet af en stor Deel af Omegnens Beboere, navnlig ogsaa af mange simple Bønder; stedse har der hersket den skiønneste Enighed og Festen har altid været betragtet som en lille Folkefest. Dette Aar indfandt sig Eleverne fra Høiskolen ved Festen, sluttede sig sammen med flere Ripensere og en Lærer (!) fra Kolding Lærdestole, saa at deres Samfund udgjorte nogle og tyve Personer. Man saae nu snart disse Folk, størstendeels Drenge, i Flokke paa 6-8, med danske Cocarder paa Huerne, skraalende danske Viser, marschere i Stormstridt igjennem Alleerne med hverandre under Armen, hvorved de afspærrede andre Folk Gangene, faa at navnlig Damerne maatte retirere ud til Siderne for dem. Overhovedet udmærkede de sig ved en saadan Raahed, at den allerede om Eftermiddagen begyndte at blive de øvrige Tilstedeværende utaalelig. Om Aftenen befandt sig et temmelig stort Selskab fornøiet sammen i et Forfriskningstelt, hvori der sad en Harpenspillerske og sang tydske Sange. Just som hun sang "Schleswig-Holstein meerumschlungen", brød en Flok Elever ind i Teltet, atter brølende saa stærk de kunde en dansk Vise, for at forstyrre Harpenspillerskens Sang. Værten viste dem paa Grund af deres Opførsel ud af Teltet. Nu hentede de deres Kamerater og brød alle igjen brølende ind i Teltet. Da skred Godsinspektøren som Stedets Politimester ind og opfordrede Tumultuanterne til at opføre sig ordentlig, men som Svar fik han et Slag med en Stok paa Hovedet. Nu havde de Tilstedeværendes Uvillie holdt sig længe nok i Skranker, man sprang nu til baade fra Teltet og udenfra, fik fat i Krabaterne, valkede nogle af dem igjennem og kastede de, der ikke hurtignok priste Been, ud af Haven paa den ene nær, der havde slaaet Inspecteuren og som arresteredes.

(Lyna. Wochenblatt für Hadersleben und Umgegend / Ugeblad for Haderslev og Omegn 6. juni 1846).

Rødding Højskoles første forstander 1844-1845 var Johan Jørgen Stiller Wegener (1811-1883). Han blev efterfulgt 1845-1846 af Christian Flor (1790-1875) og 1846-1850 af Hans Frederik Helweg (1816-1901).

Corsaren fra 26. juni 1846 bragte en meget lang satirisk artikel med hele 4 tegninger over sammenstøddet. Denne tegning forestiller inspektør Nissen, som var politimester i situationen. Han beskrives som en blodtørstig person.

- Naar der i "Dannevirkes" sidste Nr. berettes, at den, der nylig arresteredes paa Gram, "atter blev frigiven paa Folkets imponerende Stilling", saa tillade vi os at berigtige denne Paastand med følgende fra paalidelig Kilde hentet Efterretning: Efterat Bønderne og de øvrige Deeltagere i Festen havde kastet Eleverne og deres Selskabsbrødre ud af Haven paa een nær, transporteredes denne af en Politibetjent til Arresten, men befriedes underveis derved, at en af hans Kamerater, der vare bevæbnede med Stokke, gav Politibetjenten et Slag over Haanden, hvorved Arrestanten fandt Leilighed til at smutte bort.

(Lyna. Wochenblatt für Hadersleben und Umgegend / Ugeblad for Haderslev og Omegn 10. juni 1846).

Berigtigelse af en usandfærdig Beretning i Lyna.

Anledning af den Artikel i Lyna No. 45, som bar til Hensigt at fremstille os som raae og grove Mennesker, hvilket vi nemlig skulle have vist i Gram Have anden Pintsedag, tager vi os den Frihed at give Publicum (især Høiskolens Venner) en sandfærdig Fremstilling af Tildragelserne.

Efter at vi om Middagen vare tagne fra Rødding, ankom vi til Gram omtent Kl. 2, hvor vi modtoges af Disciplerne fra Ribe lærde Skole, og da vi i disses Selskab havde drukket Kaffe hos Gjæstgiver Nissen, spadserede vi lidt omkring i Haven, ikke som Lyna beretter "i Stormskridt 6-8 med hverandre under Armen. saa at vi spærrede Gangene", men gaaende 2 i det høiest, 3 med hinanden, og dette vil ingenlunde kunne genere Nogen, da de fleste Gange er saa brede, at 10 Personer godt kunne gaae ved Siden af hverandre. Derpaa gik vi til det i Haven værende Springvand og sang der nogle danske og svenske Sange, som Lyna siger vi "skraalede"; men hvis dette havde været Tilfældet, vilde Omegnens Folk vist ikke have sluttet sig omkring os og bedel om at gjentage dem, samt yttret, at de hellere høre paa vore danske Sange end paa Harpenspillerskens kunstige "Meerumschlungen", hvilket tillige beviser, at Lyna igien har sagt Usandhed, idet den fortæller, at vi ved vor Opførsel bleve Folk utaalelige, thi der var ikke een Gang, man fulgte efter os, naar vi sang, men det var den hele Eftermiddag, saasnart de hørte os synge. Henimed Aften gik vi alle ind i det af Lyna omtalteTelt for at forfrisks os lidt. I dets ene Ende befandt sig det i Lyna kaldte "temmelig Store, fornøiede Selskab" bestaaende af: Kammerjunker Amtsforvalter von Kroghs tvende Sønner, den ene Forpagter paa Billeslund, den anden Harreby Godsinspectør Nissen, Gjæstgiver Nissen selv, et par andre Herrer, som vi ike kjendte, men som er sagt os at være Amtmand Johansens Søn fra Lundsgaaard og Amtssekretair Vardenburg, samt nogle flere Personer af simplere Stand. Disse omringede en Harpenspillerske, hvem de, ved at yttre, at hvis hun ikke sang hvad de vilde have, ikke fik en Skilling, opmuntrede, eller saa at sige tvang til, saa høit hun kunde, at synge "Schleswig-Holsten meerumschlungen", hvilken deilige Sang de af alle Kræfter istemte, for om muligt at overdøve den danske Sang: "Danmark deiligst Vang og Vænge", der blev sungen af 6 -8 danske Bønder, som sad i den anden Ende af Teltet. I den Overbeviisning, at have Lov til at synge med hvad Parti vi vilde, stemte vi naturligviis i med Bønderne, hvorved vi maae tilstaae, at "Meerumschlungen" blev overdøvet. Derover blev ovenmeldte Selskab forbittret, og medens vi sad ved Bordet og ventede paa et Glas Punch, som vi flere Gange havde forlangt uden at erholde, kom den ene Hr. v. Krogh hen til en af Disciplene fra Ribe lærde Skole, ved Navn Riis, der sad bag Bordet, og idet han søgte at komme over Banken foran Bordet for bedre al kunne naae, hævede han en Knippel (thi Stok var det ikke) i Veiret og pegede paa den danske Cetarde. nemlig Dannebrogskorset, der blev baaren af os alle, spurgte han; »hvad det var for en Plet. der sad paa Kasketten? og hvem der havde berettiget ham til at bære den? Efterat have faaet Svar som Tiltalt: "hvad det angik ham?" befalede han, at Cokarden strax skulde tages af, og da dette nægtedes, begyndte han at slaae efter hans Hoved med sin Knippel, og skjøndt han i nogen Tid vedblev hermed, var Vedkommende dog heldig nok til hver Gang at afparrere Slaget. Hertil kunde vi ikke holde os aldeles rolige og reiste os op fra Bordet, da vi jo gjerne kunde vente mere af det Slags; og nu begyndte Værten, ovennævnte Herr Nissen, at skrige af fuld Hals, at det danske Pak (som han kaldte os foruden mange andre smutte Benævnelser, der hyppig løbe fra hans og hans Venners Munde, f. X.; danske Hunde, danske Kjeltringer) skulde forlade hans Telt, da vi forstyrrede hans Værtskab. Vi gik da ogsaa ud, ikke fordi vi ved vor Opførsel fandt os forpligtede dertil; men da vi Høijkole-Elever vare ganske ubevæbnede, fordi det aldrig faldt os ind, at vi vilde blive overfaldne ved denne Forlystelsesfest, medens alle Slesvigholstenerne vare bevæbnede med Stoke eller Knipler, og vi hveken havde Lyst til at sidde og lade os slaae eller see paa, at de sloge vore Kammerater. Nu sige "Lyna", at vi hentede vore Kammerater og brøde atter ind i Teltet under en dansk Sang; men det er atter Usandhed: thi neppe vare vi komne udenfor, førend vi bleve angrebne af Gjæstgiveren og de ovennævnte fornemme Herrer tilligemed nogle dem formodentlig tilhørende Karle, og vi søgte nu at komme ud af Gjæstgiveren«sHave, hvori Teltet stod.

Nu opstod der rigtignok en Kamp, saavel i Gjæstgiverens Gaard som paa Møllepladsen, hvori der vankede blodige Pander paa begge Sider; men vi Høiskole-Elever toge ingen Deel i denne, undtagen at en af os, som fik et Slag i Nakken, fik fat paa en Stok og gjengjeldte. Gud skee Lov med udmærtet Held, sin Angriber. Vi vare nemlig desværre ikke alene ganske ubevæbnede, men ogsaa kun faa og for da meste smaae, da de fleste af de Store og Stærke vare andetsteds, og det har vel været Aarsag til Slesvigholstenernes store Mod.

Til Slutning maae vi ogsaa erindre, at foruden de allerede omtalte Usandheder i "Lyna" bliver disses Tal forøget derved, at ingen af os har hørt det mindste til, at Inspecløren, der iøvrigt ingen Polititegn bar, som "Lyna" beretter, paabød Rolighed inden han brugte Stokken; heller ikke har der været tænkt paa al arrestere nogen af Høiskolens Elever, som enhver Læser af Lyna ellers maatte troe.

Nu overlade vi Publikum at bedomme, hvem der har været raae og grove i deres Opførsel, enten de fornemme unge Herrer eller vi simple Bondesønner.

Rødding Høiskole, d. 16. Juni 1846

H. C. Clemmensen. I. RiiS. F. P. Vind.

P. RooSt. F. Hansen. F. Müller.

H. O. Knudsen. I. Berg. L. Paulsen.

C. Thomsen.

(Dannevirke 24. juni 1846).

Næste tegning fra Corsaren forestiller en af de to unge adelsmænd v. Krogh som har overtaget harpespillerskens instrument og istemmer "Schleswig-Holsteing meerumschlungen".

Erklæring fra Directionen for Høiskolen i Rødding.

Lyna fra 6te Juni meddeler Beretning om en Scene, som anden Pintsedag har fundet Sted i Gram-Slotshave, for at bevise, hvor raat og uanstændigt Eleverne paa Høiskolen i Rødding ved denne Leilighed have opført sig. Da en saadan Fortælling naturligviis gaaer over i andre mere læste Blade, finder Høiskolens Direction sig opfordret til at erklære: at vi meget nøie have udspurgt alle de Elever som vare tilstede i Gram Have, og at vi efter disses eenstemmige Forklaringer, hvilke fuldkommen stemme overeens med de Beretninger, som forskjellige Øie- og Ørevidner til det Passerede af sig selv have meddeelt flere af os, ikke have den allermindste Grund til at antage, at nogen af Høiskolens Elever i nogensomhelst Henseende eller paa nogensomhelst Maade har opført sig usømmeligt. Da mange Læsere maaskee ville have ondt ved at troe, at Eleverne skulde være ganske skyldfrie, naar et offentligt Blad saa stærkt anklage dem, saa bør vi til ovenstaande Erklæring tilføie, at vi endnu ingensinde have seet eller erfaret i Høiskole-Elevernes Opførsel noget Exempel paa Raahed; hvorimod vi undertiden vel have hørt den Frygt udtale, at Høiskolen lagde an paa for sine, men aldrig, at den lagde an paa for raae og plumpe Sæder; og dernæst, at vi flere Gange baade med os selv og Andre have erfaret, at Lyna ingenlunde har nogen om Samvittighed, naar det til Opnaaelsen af dens Hensigter og Planer gjælder om med Fripostighed at skeie ud fra Sandheden og at angribe Nogen paa en uværdig og al god Tone tilsidesættende Maade, hvorpaa den, for at vi skulle nævne da sidste Exempel, som angaaer nogen af vore Personer, afgav et fuldgyldigt Beviis i en Fremstilling af en Bondeforsamling i Kjøbenhoved, hvor Professor Flor skildres som Reise-Apostel for den danske Propaganda; thi i denne findes kun ganske enkelte Stænk af ydre Sandhed, medens den ellers saaledes er sammensat af Fordreielser, Fortielser og ligefremme Usandheder, at den i Virkeligheden indeholder saagodt som ikke et eneste sandt Ord.

(Dannevirke 24. juni 1846).

Disse to artikler i Dannevirke blev citeret vidt og bredt i de danske aviser.

Denne tredje tegning fra Corsaren skal vise v. Krogh som er blevet overfaldet af nogle danske bønder som udenfor teltet har overhørt sangen og besvaret den med "Danmark dejligst vang og vænge."

Endnu et par Ord om Optøierne i Gram Slotshave.

I "Dannevirke" Nr. 106 findes en Artikel med Overskrivt: "Berigtigelse af en usandfærdig Beretning i Lyna," som er underskreven af 10 Elever paa Høiskolen i Rødding. Denne Artikel skal gjendrive den af os i vort Blads Nr. 45 givne Beretning om de Røddinger Elevers Opførsel i Gram Slotshave paa sidste anden Pintsedag og skildre den som usandfærdig. Det kan nu ikke være vor Hensigt, at indlade os i vidtløftige Discussioner med Skoledrengene i Rødding; de gjorde bedre i, at stikke Næsen i Bøgerne og lære noget Ordentligt, end offentlig at drage i Feldten imod Slesvig Holstenerne, hvorved de kun gjøre sig latterlige i alle fornuftige Folks Øine, isærdeleshed naar de fremtræde med en synlig anmassende Suffisance, der altid er et Tegn paa Indsærænkethed. De Røddinger Elever ville vi her i Korthed svare, at vor Beretning er affattet efter aldeles troværdige og de i Sagen deelagtige Øienvidners Udsagn, og at navnlig flere Damer, der anden Pintsedag ligeledes bivaanede Festen i Gram Slotshave, endnu i disse Dage have forsikkret os, at de havde seet sig foranledigede til at retirere af Gangene for Eleve-Karavanerne. Ja Bønder fra Gramegnen have endog ligetil betegnet den saakaldte "Berigtigelse" i Dannevirke som usandfærdig. Saalænge der altsaa ikke indløber Berigtigelse fra en anden og troværdig Side, maa vi holde vor Beretning i Lyna Nr. 45 for væsentlig sandfærdig og kunne ikke tilbagekalde noget deraf. At vi skulde have hentydet til, at een af de Røddinger Elever var bleven arresteret, er aldeles usandfærdig. Vi have blot ialmindelighed sagt, at Een arresteredes. Rigtignok nævnedes os dengang en Maler Paulsen fra Ribe som Arrestanten, men da vi vilde gaae sikker, navngav vi ham ikke, for ei at fornærme en Uskyldig. Nu kunne vi imidlertid betegne ham som den omtalte Arrestant.

Virkelig fortrinlig er Elevernes Forsikkring, at de havde sunget saa allerkjæreste i Gram Slotshave, at de Tilstedeværende aldeles glemte al anden Musik og løb bag efter dem for at høre deres Sang. Nu, Forsikkringen skader ikke, det er en daarlig Kone, siger Ordsproget, der ikke roser sit eget Smør, men om man løb efter dem, for at høre paa deres fortryllende Toner, eller for at see et Narreoptog, ville vi overlade Andre til Bedømmelse.

Paa "Berigtigelsen" i Dannevirkes Nr. 106 følger en Efterskrift under Titel af "Erklæring fra Direktionen for Høiskolen i Rødding", *) der som anonymt Product aldeles bærer Præg af en i Mørke snigende Feighed. Hvorfor understriver Direktionen sig ikke med Medlemmernes Navne, da den i sin formeentlige Vigtighed fog vel ikke indbilder sig, at Alle vide Directionmedlemmernes Navne. Saa vidt vi vide, er Professor Flor i Directionen, dog kunne vi kun meddele dette som Rygte; ei heller kjende vi de øvrige Direktionsmedlemmer.

At den navnløse Direktion for det Røddinger Propaganda-Institut forsvarer sine Elevers Sag, er naturligt. Navnlig vil den navnlose Direction slet ikke lade Prædicatet Raahed hvile paa Eleverne, ja siger endog, "at den tværtimod har hørt den Frygt udtale, at Høiskolen lagde an paa for fine Sæder."

Denne Erklæring klinger høist latterlig, naar man tænker paa den scantaløse Tale, som Peter Ravn fra Hammelef, en fra den omtalte Skole afgaaet Elev, forrige Aar holdt paa Skamlingsfesten, og som efter mange Tilstedeværendes Udsagn i høi Grad bar Raahedens og Gemeenhedens Præg; ja, hvad der er notorisk, denne værdige Discipel betjente sig endog af det høist uanstændige Udtryk, at man paa Høiskolen lærte "at bruge Næverne". Hvorledes kan man ogsaa lære sine og anstændige Sæder paa en Skole, hvis Hovedleder, Professor Flor, i en Tale, han holdt ved Tiltrædelsen af sin nuværende Post, skal have sagt til de forsamlede Elever, "rigtignok var de først 30 i Tallet, dette Tal var endnu lidet, men dog fuldkommen stort nok til al gjennemprygle 100 Tydskere." Denne Tale kunne vi rigtignok kun meddele efter troværdige Rygter, men er det ikke et slemt Tegn for en Høiskole, naar Publikum lægger dens HovedLærer og -Leder saa smukke Ord i Munden?!

Den navnløse Direktions hele "Erklæring" synes ogsaa mere at løbe ud paa en Retfærdigjørelse, af Prof. Flors Adfærd ved Grandeforsamlingen i Kjøbenhoved, da den navnløse Direction vel føler, at Hr. Professoren ved denne Lejlighed ikke har betaget sig til Fordeel for Høiskolen. Dog hermed være nok sagt om begge de betegnede Arikler ig Dannevirkes Nr. 106.

*) Denne Erklæring findes ogsaa optagen i "Fædrelandet" og "Berl. Tidende."

(Lyna. Wochenblatt für Hadersleben und Umgegend / Ugeblad for Haderslev og Omegn 1. juli 1846).

Denne artikel ses ikke citeret i nogen danske aviser.

Den sidste tegning fra Corsaren forestiller Nissen som efter et slagsmål med sine egne er blevet slået halvdød.

I Rødding Højskoles reglement § 13 om slagmål stod: "Med Hensyn til Slagsmaal saavel i som udenfor Skolen bestemmes: at den som slaar første Slag, erlægger en Bøde af 4 skilling. Genslaget er frit". Rødding Højskole havde i efteråret 1845 fået plads til 32 elever og en inspektør. Ifølge Fædrelandet havde skolen sommer 1846 en snes elever. Det forhindrede dog ikke eleverne i at opsøge de to kroer i nærheden. Affæren i Gram synes ikke at have fundet plads i Käthe Z. S. Pedersen og John Pedersen: Rødding Højskole 1844-1994. 1994.

Helligdagsforordningen 1845 (Efterskrift til Politivennen)

I 1845 blev der indført en ny helligdagsforordning. Den afløste den gamle "forordning om Sabbatens og andre helligdages tilbørlige helligholdelse" fra 12. marts 1735. Denne havde fastslået at det var en pligt for alle at gå i kirke på søn- og helligdage, ligesom den ældre helligdagslovgivning fra Dansk Lov i 1683. Der dog ikke havde synderlig gennemslagskraft idet befolkningen i vid udstrækning ikke overholdt den. Den tvungne kirkegang blev ophævet med forordningen i 1845, bl.a. netop begrundet i at de gamle sabbatordninger omkring tvungen kirkegang alligevel ikke blev overholdt.

Politivennens artikler om helligdage og helligbrøde omhandler mest den dengang gamle ordning. De understøtter den opfattelse af at befolkningen generelt ikke gik i kirke om søndagen på trods af forbud og trusler om bøder og strengere straffe. Ordningen blev som konsekvens af at den alligevel ikke blev overholdt, så altså ændret da Politivennen ophørte med at udkomme. Men læserne skal naturligvis ikke snydes for hvad der senere skete.

Som et eksempel på hvad man kunne forvente af den "gamle" helligdagsforordning, her til illustration et par eksempler fra

Den Nord-Cimbriske Tilskuer eller Thisted Amts allernaadigst privilegerede Avertissements-Tidende, 20. februar 1827:

Ved Landsoverretten i Viborg er Jørgen Rasmussen af Alstrup, for begået Helligbrøde, ved at have en søndag uden betaling hjemkørt et læs ris for Christen Feldbereder i Mariager, dømt til at bøde fire Rigsbankskilling Sølv til Gjerlev og Onsild Herreders politikasse. Ved Politiretten var han den 19. april 1826 dømt til at bøde 5 Lod Sølv.

I et referat fra en debat i Provindsialstænderne for Nørre-Jylland om "Løsagtigheds Forebyggelse" kom man bl.a ind på Helligdagsordningen, og følgende blev udtalt herom:

Fyens Stifts Kongelig ene privilegerede Adresse- og politiske Avis samt Avertissementstidende, 21. juli 1838:

Proponenten svarede blandt andet herpå, at han fulde vel kendte de citerede lovsteder om Helligbrøde, men kendte også til fulde, hvor lidt de blev overholdt. (Heri stikker, som ved flere lejligheder bemærket i denne avis, just knuden; for hvem indestår for, at de nye love ville blive det mere end de gamle?)

Og så til behandlingen af den nye helligdagsforordning. Kritikken gik især på at den ramte de fattige: Arbejderne og husmændene. Artiklerne siger desuden en del om folks generelle uvilje mod at gå i kirke om søndagen:

Kjøbenhavnsposten, den 17. april 1845:

Den nye Helligdagforordning.

Tilvisse ligger det mere i Protestantismens end i nogen anden Religionsbekjendelses Væsen at tilsidesætte alle tomme Former og al unødvendig Tvang i kirkelige Anliggender. Derfor maa det være enhver protestantist og tolerant Regerings Bestræbelse at afholde sig fra alle Forskrifter, hvorved Hykleri trives og Hængehoveder skabes. Ved Ordningen af Kirkevæsenet bør Christendommens ophøiede Lære, at Gud ikkun dyrkes i Aand og Sandhed, naar Sindet af egen Drift, opfyldt af religiøs Stemning, henvender sig til ham, aldrig tabes af Sigte. Den, der besøger Kirken alene for at efterkomme en borgerlig Lovs Forskrift, er i Virkeligheden ligesaa lidet en sand Christen, som den, der hver Helligdag indfinder sig i Gude Huus for hos Naboer og Bekjendte at forskaffe sig Anstrøg af at være gudsfrygtig. Det var vistnok ikke lidet synderligt, at der hos os - lige indtil den nye Helligdagsforordnings Udgivelse for faa Dage siden - kunde, om endog blot af Navn, bestaae Lovforstrifter, der paabøde en Straf af tre Lod Sølv for den, der udeblev fra Gudstjenesten, og, dersom det var "gemene Bønder", der ikke indfandt sig i Kirken, da første Gang 4 Skilling, anden Gang 8 Skilling og tredie Gang 16 Skilling. Det er den nye Helligdagsforordnings første Fortjeneste at den gjør Kirkegangen frivillig og overlader det til Enhvers egen Stemning, hvor han vil opløfte sine Tanker mod Guddommen. Vi havde blot ønsket, at Forordningen klart havde, navnlig i Præmisserne, udtalt det Prinrip, at Gudsdyrkelsen er uforenelig med tvingende Bestemmelser. Afskaffelsen af det tidligere Forbud imod Udeblivelse fra Gudstjenesten har derimod snarere ikkun Udseende af at være en borgerlig Gunstbeviisning, idet der siges, at "de øldre Lovbestemmelser, der gaae ud paa en Tvangsforpligtelse til at deeltage i den offenlige Gudstjeneste, behøve Forandring og Lempning." Men et Gode er det i ethvert Tilfælde, at hiin ældre Tvang aldeles er opgiven i Forordningens dispositive Deel.

En anden Sag er det, at der nødvendigviis maa, hvis Helligdagene skulle uforstyrrede kunne benyttes til den Gudsdyrkelse, som Religionen fordrer, fastsattes Straffe for Handlinger, der deels kunne volde Forstyrrelse deri, deels vel endog vække aabenbar Forargelse. Vor nye Helligdagsforordning har været ret heldig i at løse denne Opgave. Den er i det Hele affattet i en liberal Aand, og dens Forskrifter ville neppe blive til synderlig Besvær. Mindre tilfredsstillende forekommer Forordningen os derimod at være, hvor den søger at gjennemføre vor Religions Grundsætning, at Sabbaten skal ogsaa være en Hviledag - en Grundsætning, hvis Gjennemførelse under vore nuværende sociale Tilstande vel kan ansees i Gjerningen lige saa vigtig, som det er magtpaaliggende at havde Sabbatens Egenskab som Helligdag. De Bemærkninger, hvortil Forordningen især foranlediger os, ere følgende.

Efterat det i den første Paragraph er sagt, at alle ufornødne Arbeidssysler og alle Forlystelser skulle paa Helligdagene ophøre fra Morgen af indtil Klokken 4 om Eftermiddagen, giver den anden Paragraph den nærmere Forklaring, at der dog kun menes saadanne Arbeidssysler, der enten vise sig udenfor Huset eller afstedkomme Larm, og opstiller dernæst adskillige Undtagelser fra denne Regel. Med Forbigaaelse af de Erindringer, som correct Redaction og nøiagtig logisk Stringents lader fremtræde i denne som næsten i alle af Ørsted conciperede Anordninger, skulle vi blot holde os til Forordningens Realitet. Det er nu vistnok ret plausibelt, at Forordningen undtager paatrængende Arbeider i Sæde- og Høsttiden, ved Fiskeri, Søfart og Befordringsvæsen (nemlig, Postvæsen, Dampfart og Fragtkjørsel). Men, naar vi iblandt disse Undtagelser tillige støde paa den Bestemmelse, at det skal være Huusmænd, Inderster og Dagleiere tilladt paa Helligdage baade selv at foretage de Arbeider, der udfordres til Dyrkningen af deres Jorder og Haver, samt dertil at benytte fremmed Hjelp, da see vi i denne Abnormitet, der vel, ifølge Alt, hvad der er passeret i Stænderne, maa ansees for en Nødvendighed, ikkun en sørgelig Erkjendelse fra Regeringens Side af den kummerlige Stilling, hvori hele den bosiddende Arbeiderclasse paa Landet befinder sig.

Saaledes maa altsaa Huusmanden og Dagleieren trælle for at vinde Livets Ophold for sig og Sine, at han, efter 6 Dage i Rad at have maattet offre Andre sin Møie og Sved, den syvende - den Dag, der skal være en Vederqvægelse for den øvrige Deel af Samfundet - skal slide, for at der dog ogsaa kan blive hans sparsomme Jordlod en kummerlig Dyrkning til Deel! Og saa ringe er hans Fortieneste i de sex Arbeidsdage, saa fattig er Udbyttet af hans Lod, at den fremmede Hjelp, han, maaskee mest af Medlidenhed, kan tiltrygle sig, forudsættes kun at ville blive ham ydet paa Helligdagene - atter paa Arbejdernes og Dyrenes Bekostning! Eller, skulde en saadan Tingenes Tilstand ikke være tilstrækkeligt Beviis for, at ogsaa vore lavere Samfundsklassers sociale Stilling er underkastet Tidens Elendighed, at der ogsaa hos os burde føres en alvorligere Undersøgelse om "Arbejdets Organisation", saa lader os erindre, at det ikkun er eet Aar siden, at Regeringen kundgjorde en Lov, hvorefter Søndagen skulde blive en virkelig hellig- og Hviledag for de ufrie Negere paa vore vestindiske Øer, for Mennesker, der, ligesom Dyrene, ere underkastede Medmenneskers Eiendomsret - for dem, der kaldes og ere Slaver.

Man tør vel holde sig overbevist om, at den Regering, der har ladet sig det være magtpaaliggende at udstede Forbud imod, at Slaver af egen Drift arbeide paa deres egne Lodder eller udleies til Arbeide paa Helligdage, ikke, uden paatrængende Nødventighed, kort efter vilde sanctionere en Bestemmelse, hvorved Huusmanden og Dagleieren. der dog ere fribaarne og henregnes til frie Mænd, betegnes som dem, der maae gjøre Sabbaten lig med Søgnedagen, for at kunne leve. Fremdeles - man tør vel antage, at den Regering, . der for adskillige Maaneder siden forordnede, at den vestindiske Neger "- Slaven - skulde have Løverdagen fri til at drive Handel og nødvendig Omsætning, for at han ikke derved skulde forstyrres i Andagt og Hvile om Søndagen - man tør vel antage, at denne samme Regering ikke vilde vedkjende sig som Grund for at aabne Boutkkerne paa Helligdagene efter Gudstjenestens Tilendebringelse, "at Tjenestefolk, Dagleiere og Huusmænd ofte paa de andre Dage ville savne Frihed til at kunne komme til Kjøbstaden", dersom det ikke erkjendtes, at Arbeiderclassen nødvendigviis maatte hjelpes paa en saa særegen Maade.

Under disse sørgelige Erfaringer maa det dog blive en Trøst, at slige tause Indrømmelser i Lovgivningen af Arbeiderclassens beklagelseværdige Stilling vil inden føie Tid medføre Iværksættelfsen af andre Forholdsregler, paa hvilke der ligger større Vægt, navnlig Indskrænkning i det omsiggribende Ugearbeide, der fordres af Huusmændene - vort Lands værste Hoveri. Hvor meget end Godseierne og andre Optimister ville bestræbe sig for at kaste et Slør over vort Samfunds skygge Partier, saa skinner dog det usminkede Forhold mere og mere frem og har i den Grad gjort sig gjeldende, at Lovgivningen nu har udtalt, at Arbeiderclassen i Regelen, for at tilfredsstille de legemlige Fornødenbeder, ikke kan faae Tid til, lige med de andre Samfundsklasser, at hæve Tanke og Sind mod Forsynet, uagtet det dog er denne Stand, som fortrinsviis, paa Grund af dens ringe Dannelse, trænger til aandelig Veiledning og Opløftelse.

En anden Bestemmelse i Forordningen, der tyder paa, at man ikke har villet gjennemføre Forbudet imod Arbeide paa Helligdagene med fuldkommen Bestemthed, indeholdes i Tilkendegivelsen om, at ikkun saadanne Arbeidssysler ere formeente paa Helligdagene, som i afstedkomme Larm, hvorimod det indrømmes Arbeidsherrerne at benytte deres Arbeidere til roligere Forretningers Udførelse. Ligesom der nu vistnok er noget Anomalisk i den Forskrift, der straffer Tømmersvenden, hvis han arbeider en Helligdag, medens den hjemler Snedkersvenden at profanere Helligdagen, faaledes kan det vistnok I befrygtes, at der vil forekomme Tilfælde, i hvilke Arbeidsherrer ville, i Medhold af en mindre vel forstaaet Liberalitet i Hellidagsforordningen, forhindre deres undergivne Arbeidere i at nyde den Legemets Forfriskning og Sindets Opmuntring, hvortil de, med Hensyn til deres hele Udvikling, i Regelen ville trænge.

Der er et gammelt Ord - det er skrevet i Brevet til de Colossenser: - "derfor dømme Ingen Eder i Mad eller Drikke eller i Hede til Høitider eller Nye Maaner eller Sabbater". Dette Ord peger hen paa. at det ingen let Sag er for en Lovgiver, at gribe ordnende ind i et Folks tilvante Levnet, og dog at undgaae alt Skin af at komme i Strid med den konventionelle Opinion. Forordningens 7te Paragraph, der gaaer ud paa at hindre Vertshuussamqvem paa Helligdagene, især under Gudstjenesten, afgiver Beviis herfor. Det er Forordningens velmeente Hensigt at forhindre den Forargelse, der kan tages af unødvendigt Ophold paa offenlige Steder under Gudstjenesten; men den har villet søge at undgaae den Strid, hvori den ved et ubetinget Forbud imod alt Tilhold. medens Gudsdyrkelsen varer, paa offenlige Steder vilde geraade med Livets prosaisk: Fordringer og det laxe Begreb, den store Mængde hos os endnu forbinder med Helligdagenes Hensigt, og den er derved kommen til at sige Lidet eller Intet. Dens herhen sigtende Ord: "Ei heller maae Gjæstgiveren eller Andre, der holde Vertshuus, paa Søn- og Helligdagene modtage siddende Gjæster inden Klokken 4, endnu mindre forinden bemeldte Tid tilstede nogen Slags Drikkelag eller Spil hos sig; men iøvrigt er der Intet til Hinder for, at hos Herbergerere og Tracteurer og paa lignende Steder, hvor der beværtes med Spisning og Forfriskning, Saadant og forinden kan erholdes" - ville nok i de allerflest: Tilfælde sindes saagodtsom ganske otiøse. Imidlertid sees det dog, at den besynderlige Redaction, der findes i den tilsvarende Paragraph af Hertugdømmernes Helligdagsforordning af 10de Marts 1840, hvori der skjelnes mellem Vertshuusgjæster i Almindelighed og Gjæster, der ere paa Veien til Kirke, er undgaaet, uagtet vor Sabbatsforordning ellers er en temmelig tro Copi af Hertugdømmernes.

Det er ikke de kjøbenhavnske Provsters Skyld, at Forordningen dog har den halvtliberale Bestemmelse, at Forelæsninger og offenlige Udstillinger kunne finde Sted paa Helligdagene udenfor Kirketiden. Disse Herrer, der, tilligemed Sjællands høiærværdige Biskop, synes at have et meget ringe Begreb om den Trang til sandelig Uddannelse, der mere og mere fremtræder hos alle Samfundets Classer - en Trang, hvis Tilfredsstillelse for Mange ikkun kan skee paa Helligdage og det uden i mindste Maade at komme i Modsigelse med Sabbaten, der jo dog, naar Alt kommer til Alt, er til for Menneskenes Skyld - have nemlig insisteret paa. at den almindelige Adgang til Dannelse, som i de senere Aar er aabnet den mindre bemidlede og udviklede Deel af Samfundet, ved Forelæsninger og Udstillinger paa Helligdage, aldeles skulde forbydes. Langt rigtigere havde det været aldeles ikke at gjøre noget Forbud i saa Henseende.

Straffene, der nu ere etablerede for Helligbrøde, og som første Gang kunne stige til Bøder paa 20 Rbd., anden Gang til 40 Rbd og tredie Gang til 80 Rbd., forekomme os vel strenge, især da de skulle dicteres af de summariske Politiretter. Det vilde derfor have været ønskeligt om Stændernes Andragende om Formindskelse i Mulcternes størrelse var blevet fulgt, saa meget mere som begge Stænderforsamlinger derom vare enige, og Indstillingen ikke blot var gjort af den viborgske Forsamling, der har fristet den Skjæbne, at see 10 af dens Indstillinger upaaagtede, endskjøndt nogle af dem vistnok vare særdeles velgrundede, t. Ex. den, at der ikke maatte anvendes Fængsel paa Vand og Brød for Overtrædelse af Helligdagsforordningen, saaledes som denne fastsætter, naar Helligbrøden er forbunden med særdeles Trods eller aabenbar Ringeagt for christelig Orden. Hvad man først og fremmest maa befrygte af Mulcternes Størrelse, er, at Forordningen ligesaa lidet vil blive overholdt som de hidtil gjældende, langt lempeligere Bestemmelser imod Helligbrøde. Thi hvor mange Detailboutiker ere lukkede om Søndagen under Gudstjenesten, uagtet Politi- og Vægter Patrouillen drager nok saa gravitetisk omkring?

Protesterne lod da heller ikke vente på sige:

Kjøbenhavnsposten, Helligdagsordningen, 13. maj 1845:

De her arbeidende Muur- og Tømmersvende have forlangt en høiere Dagløn paa Grund af det Afbræk i deres Fortjeneste, som den nye Helligdagsforordnings strenge Overholdelse ved Politiet foraarsager dem. Naar man betænker, at disse to Slags Haandværkere hele Vinteren saa godt som slet ikke kunne arbeide i deres Profession, og at de desuden i den øvrige Tid af Aaret have mange ufrivillige Fridage, naar nemlig Regnveir forhindrer dem i at arbeide, saa kan der ikke med Billighed indvendes noget imod, at de i den øvrige Tid, der er levnet dem, forlange at fortjene i det mindste ligesaameget som de vare i Stand til førend deres Arbeidsfrihed indskrænkedes ved hiint nye Lovbud.

Kjøbenhavnsposten, Helligdagsordningen, 15. maj 1845:

Kjobenhavn den 15de Mai 1845 At det er den fattige, den arbejdende Classe det gaaer ud over, gjelder, som ved saa meget andet, ogsaa med Hensyn til den nye Helligdagsforordning, saaledes som Politiet i sin Myndighedsmagt har begyndt at forlange den overholdt. Hensigten med denne nye Forordning har for denne Classes Vedkommende vel nærmest været at skaffe den en nødvendig Hviledag; men den er tillige blevet gjort til en Fastedag for de Fattigste iblandt dem, ligesom det hele Forbud mod Arbejde paa disse Dage kun bevirker Fattigdom- mens Forøgelse. idet mange enten ikke have Raad til at have en tvungen Fridag, saaledes som vi nylig have paaviist at være Tilfælde med Muur- og Tømmersvende, eller ogsaa ledes til at anvende den paa en for deres Omstændigheder skadelig Maade. Hvad det første angaaer, at Søn- og Helligdagene gjøres til Fastedage for de Fattigste, saa er Aarsagen dertil den urimelige og ubillige Forskjel, Politiet har begyndt at gjøre mellem dem, der falholde Spise- og Drikkevarer. Medens det nemlig ikke er restaurateurer, Kaffeskænkere og konditorer forment at beværte Gjæster paa Helligdagene, skulle derimod Bagere. Brændeviinsbrændere og Høkere have fuldkomment lukket fra Kl. 9 til 4.

Følgen deraf bliver, at en Sjover, en fattig Arbeidsmand. hvis Klædedragt allerede udelukker ham fra at søge de førstnævnte Steder, og som ofte ikke engang bar et et menneskeligt Hjem, endsige et Spisekammer, hvor han kunde gjemme Forraad, naar han, som ikke sjeldent skeer, først om Søndag Formiddag erholder sin Arbeidsløn for den forløbne Uge, eller vel endog for det samme Morgen udførte Arbeide, da lkke engang kan kjøbe sig et stykke Brød eller hvad han dertil kan have nødvendigt, men maa faste til om Eftermiddagen Kl. 4. Hvilken fornuftig Grund, der skulde kunne anføres for. at det vel maa være en Conditor men ikke nogen Høker tilladt at modtage Gjæster og sælge sine Varer i den anførte Tid, er ikke godt at indsee. Man vil dog vel ikke paaberaabe sig, at Høkerens Gjæster mere trænge til at besøge Kirken end Conditorens. Derved kunde dog i det mindste indvendes, at hine fattige Sjovere og Arbejdsfolk, som nu ofte maae faste om Søndagen, fordi de ikke kunne kjøbe sig et Smørrebrød, neppe vilde blive vel ansete i de fleste af vore Kirker, formedelst deres slette Klæder.

Vist er det. at man sjelden seer nogen af denne Classe bivaane Gudstjenesten. og den nye Forordning vil i saa Henseende vist ikke gjøre videre Forandring heri. Den vil tvertimod snarere, idet den indskrænker den Fattiges Arbeidsfrihed og derved forøger hans Armod bidrage til at gjere ham det end vanskeligere at hæve sig til at kunne blive en antagelig Kirkegænger. Det er overhovedet med Hensyn til Kirkebesøget her ingenlunde som i de catholske Lande; thi der er Kirken virkelig besøgt af den Usleste saagodtsom af den Fornemste og det generer ikke denne sidste der at tage Plads ved Siden af den første. - Men den tvungne Lediggang, som den nye Forordning har begyndt at fremkalde, bliver derfor i Stedet for at tjene til Opbyggelse og Vederqvægelse efter Arbeidet, for den Fattige snarere Veien til det Modsatte. Og den Forskjel, man ogsaa ved denne nye Lovs Anvendelse gjør mellem Hensynet til hans og til de mere formuende Classers Tarv og Velbefindende, er det eneste som derved bliver ham indlysende.

Flyveposten, den 27. maj 1845:

Den nye Helligdagsforordning. Det lader til at vore Politiauthoriteter ere komne til den Erkjendelse, at den nye Helligdagsforordning trænger til Modification navnlig med Hensyn dertil, at de for Livet nødvendigste Artikler ikke kunne erholdes, medens Conditorer og andre Beværtningssteder have Tilladelse til at modtage Gjæster. Vi erfare saaledes, at Høkere, Bagere, Urtekræmmere og nogle andre Detailhandlere have af Politiet erholdt Tilladelse itl at holde Udsalg om Søndag Formiddag fra Kl. 11 til 2, dog saaledes, at Boutiksdøren er lukket som forhen under Kirketiden. Utilfredsheden med den nye Helligdagsforordning vil nu, som vi haabe, ophøre, da den fornemste Anke mod denne i flere andre Henseender gavnlige offentlige Foranstaltning saaledes er ryddet af Veien.

Lyna, den 29, november 1845:

Hvorledes den nye Helligdagsforordning for Kongeriget overholdes i Kjøbenhavn, anfører Kjøbenhavnsposten det Exempel, at, medens Communens Politi og Vægtere patrouillere omkring i Gaderne for at attrapere en eller anden Borger, der sælgder en for den Kjøbende maaskee i Øieblikket høist nødvendig Gjenstand, eller en Arbeider, der af Næringssorg ikke kan tillade sig den befalede Hviletid, lader den samme Communes Bestyrelse et af dens offentlige Arbeider (Opførelsen af nye Slagterboder) uafbrudt fortsættes uden Hensyn til Hviletid eller Kirkegang.

Helligdagspatrulje. (Alfred Jeppesen: Fra det gamle København, 1935.)

Lolland-Falsters Stifts-Tidende, 23. maj 1846:

(Forlangt indrykket.)

Anke.

Efter sidste Helligdagsforordning er det kun Huusmænd tilladt at pløie om Søndagen. Alligevel saae man sidste Søndag, paa et Par af Ourupgaards Marker, som støde ud til Landeveien, Gaardens Folk ifærd med PPløining, Harvning etc.

Det er beklageligt, at en Mand som Hr. Tesdorpf, ved sit Exempel giver Anledning til Lunkenhed med Hensyn til Opfyldelsen af Guds og Kongens Bud i denne Henseende. - Naar nemlig Bønderne, der kjende deres Godseiers Religiøsitet, og ere vante til at betragte ham som Mønster, see hans Markarbeide foretage saavel om Søndagen som de andre Dage, hvor let forledes de da ikke til at betragte sligt Søndagsarbeide for mindre Brøde, end det egentlig er? Og naar de see deres Herskab uden Tiltale at gjøre Brud paa Loven, hvo kan da undres over, at de mene sig i deres gode Ret, naar de følge dets Exempel? - Man haaber derfor, at Hr. Tesdorpf i Fremtiden skaaner sine Tjenestefolk og Arbeidsdyr for at forrette markarbeide om Søndagen. N. S. 

Fædrelandet, 30. juni 1849:

En idag paakjendt offentlig Politisag angik Helligbrøde. Det oplystes nemlig, at Meel- og Grynhandler Morten Jensen Søndag Formiddag den 30de Mai d. A. henved Kl. 9 ½ havde solgt Varer i sin paa Hjørnet af store Kongensgade og St. Annegade værende Boutik, til hvilken Dören ei havde været aflaaset. Han blev desaarsag so skyldig i Overtrædelse af Frrdg. 26de Marts 1845 § 5 at ansee efter denne Forordnings § 14 med en Mulct, der bestemtes til 2 Rbd. og tilfaldt Kbhavns Politikasse.

Fædrelandet 6. januar 1862:


Under en af Criminal- og Politiretten den 31te Decbr. paakjendt offenlig Politisag for Helligbrøde og for at have holdt Nattesæde, blev det ved Tiltaltes af det iøvrigt Oplyste bestyrkede Tilstaaelse bevist, at han efter Midnat Løverdagen den 12te Octbr. d. A. har havt flere Gjæster i sit Værtshus og indtil 1 1/4 Time efter samme, uden at dog derved foranledigedes nogen Slags Støi. Ved dette Forhold fandtes Tiltalte ikke at have gjort sig skyldig i Heligbrøde, idet Frdn. af 26de Marts 1845, navnlig dens § 13 cfr. § 8, ikke indeholder nogen Bestemmelser, hvorefter det kan ansees som Helligbrøde at have Gjæster i et Værtshus Aftenen før en Søndag, uden at nogen støiende Forlystelse finder Sted, selv om Gjæsterne blive efter Kl. 11, og bemeldte Frdn. ingen Føie giver til at ansee den ovennævnte Løverdag paafølgende Søndag begyndt, dengang Gjæsterne forlode Tiltaltes Værtshus, og Tiltalte blev altsaa forsaavidt frifunden. Derimod blev Tiltalte, som under en ved Politidirecteurens Protocol den 30te Septbr. 1859 behandlet Sag har erlagt Mulct for Nattesæde og saaledes maatte antages at have erholdt den i Frdn. af 22de Octbr. 1701, II. Cap. 3 § 2 omhandlede Paamindelse, som skykldig i at have holdt Nattesæde, dømt efter den sidstciterede Lovbestemmelse, cfr. Reso. af 16de Januar 1713, til en Kjøbenhavns Politikasse tilfaldende Mulct af 4 Rdl., hvorhos han tilpligtedes at tilsvare Sagens Omkostninger
Helligdagsforordningen fra enevældens tid (1845) holdt sig langt ind i 1900-tallet - og fulgte fogængerens tradition med ikke at blive fulgt, endsige håndhævet særlig effektivt. Af omtalerne i aviserne ser det ud til at der blev givet mindre bøder, ofte efter angivelse fra (anonyme) personer, eller til håndværkere der åbenbart har afvejet indtægterne for/imod at tage risikoen. Den blev bl.a. brugt i 1870'erne til at forbyde arbejdermøder om søndagen - hvilket besværliggjorde fagbevægelsens muligheder for at holde møder for arbejderne udenfor arbejdstiden.

Lukkeloven i 1908 begrænsede købmandsbutikkernes åbningstider til kl. 8 aften på hverdage og kl. 11 på lørdage. I 1922 blev lukketiderne om vinteren fastsat til kl. 6 om sommeren til kl. 7. Og den blev løsnet og strammet adskillige gange i 1900-tallet.

Pindse i Charlottenlund. (Efterskrift til Politivennen)

Charlottenlund Skov har i de nysforløbne Pindsedage været Skuepladsen for nogle tumultariske Optrin imellem endeel Haandværkersvende herfra Staden og Fiskere fra Skovshoved, hvilke sildig om Aftenen begge Dage have leveret hverandre smaae Batailler, der have havt endeel Arrestationer til Følge. Som Aarsag til Uenigheden angives, at Haandværkssvendene skulle have villet tvinge nogle af det qvindelige Personale, Fiskerne havde med, til at dandse med sig i Skoven.- Sammesteds er i Løverdags bleven fundet en Person hængt i Skoven, med Spor af underløbet Blod, der tyde paa udvortes Vold. Sagens Sammenhæng efterspores nu af Politiet.

(Kjøbenhavnsposten 11. juni 1835)

Om Stampemøllen i St. Pederstræde.

Indsenderen som bor lige for Stampemøllen i St. Pedersstræde og som har et meget svageligt helbred, kan ikke undlade at påanke at han hvilket i hans sygelige forfatning er meget hårdt og beklageligt, på grund af oven nævnte mølles stampen som finder sted både dag og nat, ja! endog om søndagen under prædikenen, hvilket ifølge vores love er helligbrøde og altså en strafbar handling, ikke har  haft lukket et øje i 14 dage og nætter. Han gør herved politidirektøren opmærksom på denne uskik og ønsker at det må påbydes ejeren ikke at stampe undtagen om dagen og kun på hverdagene.

(Politivennen nr. 1389, Løverdagen, den 13de August 1842. Side 522).