13 oktober 2022

Arbejderudflugt til Vridsløse. (Efterskrift til Politivennen)

Udflugten til vore Føreres Fængsel ved Vridsløselille fandt efter Bestemmelsen Sted. Pinsemorgen Kl. 5 samledes en stor Del Arbejdere med Damer ved Banegaarden og under Marschen gennem Vesterbrogade, stødte Mange til, saa at Antallet steg til over 100. Nu gik Toget videre indtil et Stykke paa den anden Side af Damhuskroen hvor der indtoges en Forfriskning. Vejret var som bekendt udmærket og Stemningen især efter Frokosten meget gemytlig. Velordnede og afsyngende Socialisternes Marsch, drog Toget igennem Glostrup By til stor Forbauselse for samtlige Byens Folk, der nok ikke var vandt til at see en saadan Kolonne af "de Røde". Eftersom Sangforeningen saavelsom flere med de følgende Arbejdere, endnu ikke var ankomne til Samlingspladsen ved Kirken, drog Toget videre til Fængslet, som hilsedes med et rungende Hurra, da man fik det i Sigte. Udfor Fængslet var de 2 Veje, der fører ned til dette, - spærret af Gensdarmer og der var flere Embedsmænd og Betjente fra Anstalten tilstede. Det kom nu til en Forklaring mellem Fuldmægtig fra Birkekontoret Hr. Evers og Togets Leder Fr. A. Herts, hvoraf det fremgik, at Arbejderne ifølge Ordre, saavel fra Politimesteren som fra Inspektøren ved Fængslet, - ikke maatte betræde Fængslets Grund, eller nærmeste Omgivelser. Der var altsaa ikke Andet at gøre end at holde paa Landevejen og der - paa det mest passende Sted at bringe den paatænkte Hyldest. Men nu fremtraadte en Privatmand Hr. Proprietair Ramsault, idet han med megen Forekommenhed tilbød Arbejdertoget at tage Plads paa hans Grund paa en ganske udmærket Plads, under løvfulde Træer, 100 Alen fra Fængslet og liggende særdeles gunstig for Vinden, som bar lige paa de høje Mure. Imidlertid fik man Sangforeningen med Fanen i Sigte og man marscherede den imøde med Sang og Klang. Da Toget var samlet i et Antal af mellem 2-300 Deltagere, med Landboere fra de omliggende Byer baade tilfods og tilvogns - indtoges den overladte Plads og Sangen begyndte. Lyden bar fortræffelig over mod Fængslet og Ekkoet slyngedes ind, selv i de indre Gaarde, saa at vore højtagtede Førere, uden Tvivl har erfaret med levende Deltagelse, at de tro Arbejdere var dem saa nær og mindedes dem med udelt Hengivenhed. En Deputation bestaaende af Fr. A Herts, Cigarmager Johnsen og Snedker Hansen, begav sig ind i Fængslet, for at anmode Inspektøren om, at bringe Førerne en venlig Hilsen. Inspektøren var meget imødekommende og underrettede Deputationen om, at alle de Savnede var ved godt Helbred, omendskønt Brix i del Hele var noget svag af Konstitution.

Efter at Sangene vare afsungne med sædvanlig Præciston og Kraft af Sangforeningen, saa afsang samtlige Tilstedeværende i et mægtigt Kor "Socialisternes Marsch". Derpaa udbragtes et Leve med 9 Gange rungende Hurra for Førerne, som Arbejderne i dette Øjeblik kun var noget over hundrede Alen borte fra. Dernæst udbragtes et Leve for Hr. Proprietære Ramsault, - for hans Ulejlighed ved at anvise den prægtige Plads, - hvilket ligeledes besvaredes med et nifoldigt Hurra. Der holdtes derpaa flere korte Taler, samt udbragtes Leve for Arbejderen, for de derværende Øvrighedspersoners humane Optræden, nemlig for Fuldmægtig Evers, Distrikts Gendarm F. Jakobsen og Gensdarm Simonsen. Med vajende Fane og Sang af den utrættelige sociale Sangforening, begav Toget sig paa Hjemvejen. Der var endog "fine Folk" tilstede, ti 2-3 Herskabsvogne, - fuldt besatte - havde overværet hele Højtideligheden og fulgte med paa en Del af Hjemvejen, I Rødevejrmøllekro gjordes Holdt, navnlig for at Damerne kunde faa sig en Kop Kaffe. I et stort Lokale i Kroen blev der i Løbet af et Par Timer danset og senere holdt adskillige Taler, saasom af Herts om Dagens Betydning, af Typograf Heineman om Arbejdernes Indflydelse paa Landets Regering og Lovenes Tilblivelse, af Johnsen om Arbejdernes Ret, af Snedker Andersen om Lønningsvilkaarene, af Kasseren ved Sygekassen Laursen om Forholdet mellem Kapitalist og Arbejder, af Garnai om Enighed og Broderskab, af Møller om Førernes Skæbne og deres Følelse ved denne Lejlighed og af Formanden for den sociale Arbejdersangforening Jensen om denne, den bedste Anvendelse af Sangens opløftende Kraft. Saa blev der pebet til Afmarsch og fra Glostrup kørtes med Toget til Frederiksberg og derfra gik Vejen til C. Hansen i Allegade hvor den smukke og vellykkede Tour endtes.

(Social-Demokraten 27. maj 1874).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar