Arbejderforeningen af 1860
Tirsdagen den 26de Maj blev Grundstenen lagt til den Bygning, som "Arbejder"foreningen af 1860 agter at opføre. Denne i saa mange Aar med længsel imødesete Begivenhed giver Anledning til en Del Betragtninger, som netop i vor Tid er af ualmindelig Betydning. Det er saaledes ret betegnende, at Københavns Kommunalbestyrelse ikke har den samme Opfattelse af Foreningens Betydning som Dannelsesanstalt, som foreningens højtærede Formands, idet denne, da han ansøgte Kommunalbestyrelsen om en Byggegrund paa nogenlunde rimelige Betingelser, modtog et Afslag, der ramte saa meget des føleligere som det gaves paa en ligefrem fornærmende og haanende Maade.
Skulde man karakterisere den Stemning, som hvilede over de tilstedeværende Nedstemmer ved Nedlæggelsen, saa maatte man sige, at den var i yderste Grad mat. Og er det egenlig saa underligt? Nej, Sandheden kan længe nok blive forvansket , men ved saadanne Lejligheder som den i Tirsdags, bryder den igennem med uimodstaaelig Kraft og Styrke. Det viste sig her, hvor faa Arbejdere, der i Virkeligheden er i Arbejderforeningen af 1860, og denne Sandhed var saa klar og tydelig, den laa saa aabenbar for Enhver, som vilde se, at man ligefrem blev uhyggelig stemt. Hertil bidrog endnu flere Ting, ganske vist kun Smaating, men dog saa betegnende, at det fuldendte det slette Indtryk, man fik. Der var saaledes ikke saameget som et lille Flag, og Arbejderforeningen, der ellers er saa loyal og national, havde rent glemt "Danebrog"; man saa kun de bare Bjælker og alt det Øvrige, der laa en babylonsk Forvirring. Ligeledes var der ikke saa meget som en Sang, skønt Foreningens "Digtere" (jf. "Arbejder"foreningens Blad) var indbudne. Men hvad der især maa have virket nedslaaende paa de tænkende Medlemmer, det var den Kontrast, der var mellem formandens Tale og den nøgne Virkelighed.
Hr. C. V. Rimestad begyndte sin Tale med at sige, at det, at lægge Grundstenen til en Bygning, er noget saa almindeligt, at det næsten hænder hver Dag, men at Betydningen her var, at den blev bygget for Arbejdernes Penge og til Arbejderne. Den sidste Halvdel af det Sagte er sandt: Foreningsbygningen opføres tildels virkelig for Arbejdernes Penge, for saa vidt som det er uimodsigeligt, at Foreningen og dens Formand en Gang i Fortiden havde Arbejdernes Tillid, og at de gav deres surt erhvervede Penge til Foreningen, hvorved denne blev sat i Stand til at opspare en Sum Penge, som nu kommer den tilgode; men naar Formanden endvidere sagde, at den opføres for Arbejderne, saa er det mildest talt illusorisk, da netop Forudsætningen, nemlig Arbejdernes Tilstedeværelse i Foreningen, fuldstændig mangler.
Formanden takkede dem, som han kaldte Foreningens "faste Stok", der ikke havde svigtet. Det er ligeledes korrekt. Men hvem er denne "faste Stok"? Er det Arbejderne? Nej, det er Grosserere, Fabrikanter, nogle større Haandværksmestre og Professorer osv. Det var nemlig en Modesag at være i Arbejderforeningen, den Gang denne blev stiftet; det var ikke af Interesse for Arbejderen eller af Omsorg for hans Vel - men, som sagt, en Modesag. - Denne "faste Stok" skylder Hr. C. V. Rimestad unægtelig Meget, overordenlig Meget! Den har været hans Støtte ved mange Lejligheder, og uden denne havde han allerede for længe siden maatte fratræde sin Post som Formand. Hans hjertelige Tak til denne "Stok" er derfor saa naturlig, og den blev ogsaa paaskønnet med "Hør" fra de forsamlede "Stokkerepræsentanter".
Formanden omtalte endelig Foreningens "Øjemed", der var Dannelse og Oplysning. Nu skal det ganske vist indrømmes, at Foreningen kunde have stiftet megen Gavn netop ved de Midler, som staar til dens Raadighed til at udbrede Oplysning og Dannelse; men just her er det, at Hr. Rimestad har været mærkværdig blind; ti hvad nytter det, at han tilbyder Oplysning og Dannelse, naar han ikke samtidig hjælper Arbejderne til at deres materielle Kaar saaledes forbedres, at de kan faa Tid, Lejlighed og Lyst til at modtage denne Oplysning og Dannelse? Der var en Tid, da Hr. Rimestad med Lethed kunde have gjort det; den Gang var han stærk, man flygtede ham, han havde Arbejdernes Sympati, og han kunde have faaet Mestrene til at gaa ind paa, hvad det skulde være. Men i dets Sted lod han sig bedaare, han forlod de "simple" Arbejdere, ligesom disse nu har forladt ham, og han sluttede sig til Fabrikanterne og de større Mestre, og derfor har hans Oplysning og Dannelse ikke udrettet Noget, al den Stund den ikke kunde komme dem til Gode, som trængte til den.
At den "faste Stok", som Tak for Hr. Rimestads Ros, raabte ni Gange Hurra for ham, var ikke mere end billigt. Men trods disse Hurraraab, trods det, at han endelig saa sit længe nærede Ønske om en egen Bygning gaa i Opfyldelse, saa havde dog den trykkede Stemning ogsaa meddelt sig til ham, hvilket især gav sig tilkende i hans Tale, der var mat og aldeles manglede den Ild og Energi, som i gamle Dage bedaarede Arbejderne.
Nu, ganske vist! der skal et mere end almindeligt godt Humor til for at kunne fremsætte Paastande, som man ikke selv tror paa, med den Kraft og Ildfuldhed, som i Reglen kun Overbevisningens Varme er i Stand til at lægge i Talen, og det maa uundgaaelig virke nedslaaende, dersom man har en Følelse af, at ikke en Eneste af Tilhørerne tror et Muk af det Hele!
S-r.
(Social-Demokraten 2. juni 1874)
Bygningsindvielse. "Arbejderforeningen af 1860" fik igaar Eftermiddags Krandsen heiset paa sin nye Bygning ved Nørrevold, i hvilken Anledning en større Festlighed fandt Sted. Trods de særdeles uheldige Vejrforhold havde et ikke ubetydeligt Antal Mennesker, der væsentligst bestod af Arbejdere, og imellem hvilke tillige saaes Medlemmerne af Foreningens Repræsentantskab forsamlet sig paa Bygningens øverste Deel. Efter at Krandsen var heiset, blev en Sang afsungen, hvorefter Repræsentantskabets Formand, Fabrikant Fraenckel, traadte frem og holdt Indvielsestalen. Paa dette samme Sted, sagde han, hvor vi nu vare forsamlede, stode vi ogsaa for to Maaneder siden, og vilde vi komme til at staae, naar Bygningen forhaabentlig om nogle faa Maaneder vilde være paa sit Sidste, paa Fuldendelsens Stadium, og vi vilde da som nu være opfyldte med glade og taknemmelige Følelser. Det gamle Dyd: Mange Bække smaa gjøre en star Aa - kunde med Rette anvendes paa dette Byggeforetagende. Taleren mindede her i Korthed om de forskjellige Stadier i Bygningens Historie, om hvorledes Opfordringen til at bygge var udgaaet fra Foreningens Stifter og mangeaarige Formand; der var derpaa med Alvor taget fat paa Sagen, idet man bl A. havde truffet den Bestemmelse, at ethvert nyt indtrædende Medlem skulde erlægge 4 sk til Bygningen. Mange havde tvivlet om, at der lunde komme noget Resultat tilveje paa denne Maade; ja, Nogle havde spøgt og spottet derover, men det havde nu viist sig, at 4-Skillingerne vare blevne til Marker, til Dalere, ja, til Tusinder af Dalere, saaledes at man ifjor havde i Behold mellem 30 og 40,000 Rd.; dog maatte det ikke glemmes, at heri var indbefattet ikke ubetydelige Bidrag fra Venner og Velyndere af Foreningen. Vi skulde idag med Tak mindes Alle. der havde bidraget til dette Værk. Takken skulde først og fremmest rettes til den Mand, der havde undfanget Tanken om at bygge, Foreningens Stifter og Formand, Redacteur C. V. Rimestad, dernæst til dem, der havde ydet Pengebidrag, større eller mindre, fremdeles til Byggeudvalgets Formand, Etatsraad Herholdt, til Architekt Knudsen og endelig til alle Bygningens Arbejdere; ja en Tak til Enhver, der havde baaret en Steen til denne Bygning! Maatte den friske, grønne krands, som nu vaiede over Bygningen, være et godt Varsel for vort Haabs Opfyldelse! Maatte en lykkelig Stjerne straale over dette Huus, der skulde staae som et Vidnesbyrd om, hvad kjøbenhavnske Arbejdere i Enighed og Samdrægtighed formaae! Dertil give Herren sin Velsignelse! Leve Bygningsherren, "Arbejderforeningen af 1860!" Efterat Hurraraabene, der fulgte paa denne Tale, vare forstummede, takkede Redacteur E. V. Rimestad paa Foreningens Vegne og udbragte et Leve for Bygningens Arbejdere, til hvilke han derefter uddeelte endeel Pengedouceurer. For inden man skiltes, blev der af en Arbeider udbragt et Leve for Hr. Rimestad. Hermed var denne Deel af Festen tilende; men om Aftenen famledes atter alle Bygningens Arbejdere, efter Indbydelse af Foreningens Formand, med mange af dennes Medlemmer til et Fællesmaaltid, der afholdtes paa Vodroflund, ved hvilken en Række af Skaaltaler holdtes og den muntreste Stemning herskede.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. september 1874).
Arbejdskøberforeningen af 1860 har da endelig faaet Tag paa sit Hus og i den Anledning holdt et nyt Gilde, hvor del strømmede med Taler og Drikkevarer. Festen deltes i to Afdelinger, af hvilke den første holdtes paa det øverste Loft, men formodenlig har dette Stade været for højt til at man turde gennemgaa Skaalernes Række af Hensyn til Balancen ved den vanskelige Nedstigning, og Højtideligheden fortsattes derfor om Aftenen paa Vodroflund, hvor Red. Rimestad paa en træffende Maade straks betegnede Sammenkomstens Karakter ved i sit første Foredrag at ønske de Tilstedeværende god Appetit. Historien melder ikke, om Appetiten virkelig kom tilstede, men hvem der kom, det var den uendelig: Række af storborgerlige Talere, som plejer at "forherlige" Foreningens Gilder med deres Nærværelse. Fabrikant Frænckel overgik sig selv i salvelsesfulde Talemaader om Foreningens ægte patenterede Arbejdervenlighed og om de kæmpemæssige Anstrengelser, Arbejderne havde gjort for at samle de 40,000 Rd., der havdes i Byggefonden, og han undgik med en Diplomats Smidighed at sige ligefrem, at det i Grunden slet ikke er Arbejderne, men Arbejdskøberne, der har samlet visse Penge, idet han paa en sin Maade lod forstaa, at det dog ikke var Firskillingerne alene, der havde skaffet de 40,000 Rd., men at flere af Foreningens Velgørere og Velyndere havde ydet Bidrag, af hvilke flere endog var meget rundelige. Vi anbefaler Hr. Frænckel til Overtagelsen af en diplomatisk Post, saa behændig forstod han i den ene Sætning at give Arbejderne Æren og i den næste at sige, al det dog egenlig ikke var dem, men deres høje og allerhøjeste Velyndere, der havde skaffet Pengene tilveje. Mindre heldig var derimod Hr. Frænkel ved at omtale det kildne Tema: Kongens Hjerte. For det Første véd han jo ikke, om Kongen har et Hjerte, men selv om saa var, er der dog en egen Ting for en Mand som Hr. Frænckel, der er en loyal Mand, at ville beskylde Kongen for at være praktisk Kommunist, idet "Allerhøjstsamme skal have delt sit Hjerte ligelig mellem alle Samfundsklasser. Hvis vi vilde efterligne Jakob Davidsen i Angiveri, kunde vi fristes til at beskylde Hr. Frænckel for en oprørende Illoyalitet, idet han saaledes sætter alle Storborgeres Afgud i Klasse med samfundsomvæltende Kommunister, men vi vil for denne Gang vise Overbærenhed og antage, at det er den endnu ikke fuldt udviklede diplomatiske Takt, som her har svigtet Taleren, og vi skal derfor denne Gang lade ham gaa med en Advarsel.
Foreningens Formand har ved Gildet paa Vodruflund brugt et ualmindelig billedrigt Sprog. Da Kransen blev hejset, drak han el Glas Vin, og siden udtrykte han dette saaledes. "at det var en forunderlig Følelse, der gik igennem ham, da Kransen blev hejset." - Der er maaske her indløbet en Trykfejl i det officielle Festreferat, men det kan ogsaa være, at hvad der staar, er rigtigt, da det af en anden Ytring ses, at Formanden i en ualmindelig Grad maa have brugt billedlig Tale, idel han fortalte, at han havde arbejdet 20 Aar for at faa Kransen hejset. Her kunde der snarere være Grund til at antage, at der foreligger en Tryksejl, da dog Ingen, der kender lidt til Formanden, vil beskylde ham for at han arbejder, men - det forstaar sig, der kan arbejdes paa forskellige Maader, ved Høvlen og - ved Glasset. Af andre bekendte Talere glimrede den veltalende Odder ved sin Fraværelse, og man kan ikke noksom paaskønne den spartanske Afholdenhed, han har vist ved at holde sig borte fra en Fest, hvor hans Veltalenheds Sluser kunde have faaet fuldstændig Aabning. Onde Tunger vil rigtignok vide, at det ikke er den nævnte spartanske Dyd, der har holdt ham borte, men derimod den pure Misundelse paa en anden Taler, Kommerceraad Heymann, som ved denne Lejlighed har gjort stor Furore. Han har nemlig en Gang i el ubesindigt Øjenlik, paa en Tid, da han aspirerede til Værdigheden som Borgerrepræsentant, gaaet hen og lovet et Bidrag af 1000 Rd. til Byggefondet, naar Kransen paa Bygningen var hejst. Man har villet vide, at dette overilede Løfte er en af Grundene til, at det har varet saa mange Aar med at faa Bygningen opført, da det jo ikke var Arbejderne, men Grundejerne, der til sidst satte Kommerceraaden ind i Borgerrepræsentationen, men saa kommer der heldigvis "en god Ven" af Kommerceraaden og tilbyder Foreningen en Byggegrund til ren Spotpris, og nu kunde Kommerceraaden ikke længer modstaa, men paatog sig at arrangere det Hele imod en lille Provision. Foreningen fik altsaa sin Grund, rigtignok for nogle Tusinde Rigsdaler mere, end den var værd, men Bygningen kom dog i Stand, og nu mødte Hr Heymann med de 1000 Rd. Overrækkelsen af disse 1000 Rd. til Foreningens Kasserer, var unægtelig Festens Glandspunkt, og Kommerceraaden var da ogsaa den eneste Taler, der hilsedes med Jubelraab. Det var en passende Slutning paa en Fest, der begyndte med en Tale om god Appetit.
(Social-Demokraten 2. september 1874).
H.C. Andersen (1805-1875) oplæste en snes gange sine eventyr i bygningen. Rimestad boede på første sal 1878-1879. Han tilhørte de Nationalliberale og var redaktør for Dags-Telegrafen 1864-1875 og for Nationaltidende 1876-1878.
Isaac Wulff Heyman (1818-1884) var vekselerer der efterhånden beskæftigede sig med ejendomshandel og forskellige byggeprojekter. Sammen med faderen anlagde han 1853 Bryggeriet Svanholm, som bryggede bajersk øl. Samt den kemiske fabrik Sophiehaab. Han var medlem af Københavns Grundejerforening som næstformand 1865-81 og formand 1881-84. Endvidere 1862 medstifter af Industribanken. På daværende tidspunkt 1871-1880 var han medlem af Københavns Borgerrepræsentation.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar